Det fynske Itri. En historisk-topografisk beskrivelse af Vissenbjerg sogn. 1971

Denne interessante personlighed har spillet en ret stor rolle i sognets historie, og det endog på flere områder. Han var nemlig bl.a. medlem af sogneforstanderskabet gennem en del år, men var ellers mest kendt som klog mand og kvaksalver, dvs. han praktiserede lægekunst uden en autoriseret medicinsk uddannelse, og i den anledning havde han flere sammenstød med myndighederne.

Christian Nielsens plejeforældre, boelsmand Rasmus Nielsen (1771-1835) og Johanne Christensdatter (1767-1844) praktiserede også som "naturlæge", og på deres gravsten på Vissenbjerg kirkegård (hvor også Christian Nielsen er begravet) findes følgende indskrift, der på en tydelig måde viser, at befolkningen (også i mange andre sogne) accepterede dem som lægekyndige (hvad der også ses af, at den støttede Christian Nielsens krav om at få bevilling, og desuden ses hans anseelse jo også ved hans valg til sogneforstander):

De syges, de fattiges Trøst og trofaste Ven.-
Saa mildt og kærligt I gik gennem Livet
til højere Virksomhed kaldte jer hen til
den Jesus som I eders Aand havde givet.
Her Kærligheds Taare - faldt ned paa jer Grav:
Haver Tak for hver Trøst, - for hvert Raad, som I gav.

"Roldhusmanden", som Christian Nielsen kaldtes efter sit bosted (den nuværende Roldsgård), var et begreb, som folk kendte over hele Fyn, og man kan rolig fastslå, at der ikke på Fyn har eksisteret en kvaksalverslægt  af lignende berømmelse. Slægtens kirurgiske viden kan spores tilbage til o. 1750, idet det om Johanne Christensdatter i kirkebogen siges, at hun havde sine kundskaber i kirurgien fra faderen, Christen Laursen i Gadsbølle.

Johanne forsøgte (ligesom senere Chr. Nielsen) at få officiel tilladelse til at praktisere. En sådan tilladelse kunne en ikke-læge få ifølge forordning af 5/9 1794 paragraf 6: "Skulde nogen, som ikke er egentlig Læge, have erhvervet sig udmærket Kundskab og fortrinlig Duelighed i en eller anden Sygdom, da kan han, naar han med Amtmandens og Fysici Vidnesbyrd godtgør at besidde fornævnte Egenskab, vente igennem Kancelliet at erholde Tilladelse at praktisere, dog blot i det District han bor, og at hans Ret til at foreskrive Lægemidler indskrænkes til de Dele, han har bevist sig at være kyndig udi".

Da Johanne 1808 ved retten var blevet idømt en bøde på 20 rdl for kvaksalveri, indgav nogle beboere i sognet i begyndelsen af 1809 to ansøgninger om, at det måtte tillades hende at helbrede arm- og benbrud (familien benævnes også benbrudslæger). Sundhedskollegiet, som var landets højeste myndighed i den slags anliggender gik 8/4 1809 imod, formelt fordi hun ikke opfyldte paragraf 6, men reelt snarere fordi der ikke var mangel på kirurger på Fyn. Hun forsøgte igen i slutningen af 1825, efter at hun i Broby havde kureret en smed, som distriktskirurg Helweg havde opgivet. Sognepræsten i Vissenbjerg, herredsfogden og amtmanden anbefalede bevilling, men sundhedskollegiet gik atter imod 4/3 1826 (dog bortfaldt en sigtelse for kvaksalveri).

Også hendes mand (de blev gift 1801) der var søn af Niels Hansen i Assenbølle, havde lært kunsten, men hun har dog nok været den driftigste, og betegnende for hendes overvægt i forholdet til manden er det, at både jordisk gods og kirurgisk viden gik i arv til hendes søstersøn Chr. Nielsen, som parret havde taget til sig og opdraget. Chr. Nielsen blev født 19/10 1807 (uvist hvor) og døde i Rold 19/2 1882.

Han indgav i begyndelsen af 1838 ansøgning om at måtte kurere for arm- og benbrud samt udvortes skade. Der medfulgte 40 attester, herunder sognepræstens, på hans kunnen, og i sin ansøgning understreger Chr. Nielsen, at han ikke er økonomisk afhængig af betaling for ydet hjælp, men tværtimod har hjulpet fattige uden vederlag. Kancelliet afslog dog en tilladelse i meddelelse af 28/8 1838, og det samme skete ved fornyede ansøgninger i november 1838, sommeren 1839 og december 1839.

I stedet besluttede kancelliet efter angivelse for kvaksalveri fra praktiserende læge Gedalia i Vissenbjerg, at der marts 1840 rejstes tiltale mod Chr. Nielsen. Imidlertid havde allerede i januar 1840 206 beboere i Vissenbjerg og omegn indgivet en ansøgning for ham, med herredsfogdens og amtmandens anbefaling. Christian Nielsen aflagde endvidere en prøve i forbindingskunst for regimentskirurg Jacobsen og distriktskirurg Helweg i Gråbrødre hospital 21/3, men begge udtalte sig negativt om hans evner, hvorfor stiftsfysikusen indstillede til guvernøren (kronprins Frederik), at Chr. Nielsen ikke fik tilladelse, og afslaget fra kancelliet kom 4/10 1840 med en så vag formulering ("Derimod vil der intet være til Hinder for, at bemeldte Christian Nielsen uden at anses som Kvaksalver yder Tilskadekomne den fornødne øjeblikkelige Hjælp, inden en Læge tilkaldes"), at mange, måske også Chr. Nielsen selv, så det som en tilladelse, og han fortsatte da også sin praksis.

1845 rejstes der imidlertid atter tiltale mod ham, og han fik en ret hård straf: 6 gange 5 dages fængsel på vand og brød. Dette har åbenbart haft sin virkning, thi 1846 hedder det i fysikatsberetningen: "Roldhusmanden begynder at blive forsigtigere" og senere nævnes han ikke mere. Han fortsatte dog sit virke til sin død 1882 og årsagen til, at han ikke mere kom i konflikt med regeringsmyndighederne er nok snarest den, at man havde opgivet at kæmpe mod kvaksalveriet.