I den første halvdel af forrige århundrede stod det kun mådeligt til med både kirkelig og kristelig interesse. Det var som en dvaletid for åndeligt liv. De, som burde have været vågne og vagtsomme, udrettede lidet eller intet; i bedste fald var deres forkyndelse en slags fornuftsræsonnering, hvor dyd og gode gerninger pristes som næring for hungrige sjæle. Også her i Sdr. Nærå og nærmeste omegn var forholdene af den art, at den som vagt burde være, sov, og da står det ilde til med det jævne, læge folk; det vil i reglen også slumre ind og vågner vanskeligt igen. Det er derfor ret vidunderligt at vide og forstå, at der under sådanne forhold dog kunne være små gnister og gløder, der under asken lå og ulmede, ventende på et pust, så de igen kunne lyse og varme. Et sådant særsyn synes det at have været her i disse egne..
Omkring i en del hjem havde gammel kristentro endnu et hjemsted; i disse hjem var kristendommen levende, men rigtignok levede den under fattige og trange kår. Dog, når nøden er stor, er hjælpen nær, og sådan var det også her, hvad der senere skal blive gjort rede for.
Nu vil vi tænke os et hundred år tilbage og betænke , hvorledes livsforholdene om de tider så ud. I materiel henseende var der kummer og nød. Landet udmarvet og udmattet efter to svære krige; pengevæsenet i slettest mulig forfatning; folket demoraliseret af den lange nedværdigelse under stavnsbånd, hoveri og fæstestilling, og dertil den uheldige ordning med fællesskab i jorddriften. Alt
dette øvede selvfølgelig sin store indflydelse på menneskenes sind og karakter. Når dertil lægges, at der måtte slides og strides stærkt for et kummerligt udkomme, så forstår man bedre, hvorfor der så fattigt ud også på åndslivets område.
De foran påpegede forhold virker altid nedad på menneskers sjæleliv, og er der så ingen til at oplive, trøste og styrke dem under kampen er det intet under, om der kommer nederlag med sløvhed og mismod, kanske endog råhed i følge. På den tid, her tænkes på, var de åndelige vogtere: præster og degne, nok ikke pladsen voksen, de stod på. Der er i alt fald langt imellem de steder, hvor der spores en virksomhed, der har sat frugt, så det kan mærkes endnu. Dog er der en enkelt mand, der rager højt op over andre i de tider, og derfor skal hans navn nævnes her; det er præsten Hans Agerbek i Espe-Vantinge. Til ham var der mange, der søgte, endog meget langvejs fra. Også her fra disse egne har mange hos ham hentet næring for deres åndelige liv; det liv, som de så igen meddelte til venner og gav deres efterkommere i arv.
Men Agerbæk står temmelig ene i lang tid her på disse egne af Fyn, og da han blev forflyttet til Øster Hæsinge, blev vejlængden endnu større og dermed besværligere; det har sandsynligvis virket nedstemmende på de folk, som gerne søgte ham. Hvor mange, det har været, er vanskeligt at sige noget om nu så mange år efter, men nogle stykker vides med sikkerhed at have deltaget i den tids lange kirkerejser; det kan måske have sin interesse at se lidt nærmere på, hvem det har været. Allerførst må da nævnes et par familier i Ore. Først gårdmand Hans Hansen Ladefoged og hans hustru Karen. Hans Hansen var en dygtig, men noget stilfærdig mand .Karen også dygtig, men mere  frimodig og aldrig bange for at sige sine mening; disse to var af dem, som tog til Espe-Vantinge for at høre Agerbek, og havde Hans Hansen forfald så spændte han for, lod Karen tage tømme og pisk og køre den lange vej med så mange, som vognen kunne rumme. På disse kirketure var en anden kvinde fra Ore også med; det var en, der gik under navnet Kathrine Peers, vistnok enke. Hun havde et lille hus syd for Ore by. Efter hvad gamle folk har fortalt, var Kathrine nok ligesom et slags føreremne mellem de vakte, kanske også mere begavet og oplyst end andre. Af folk fra den tid, der deltog i de sammenkomster, der fandt sted, er der sagt at det var et savn, når Kathrine Peers ikke var med. Hun må altså have betydet noget. Hos Kathrine boede en familie til leje. Ved samværet med hende blev den familie også vakt og har senere været deltagende i de åndelige rørelser her i kredsen; det var Lille Johan, som endnu vil huskes af mange.I  Nærå Bakkegård boede en mand ved navn Lars Hansen og hans hustru Sofie - en søster til Hans Hansen Ladefoged. Også de og en del af deres store børneflok var af den tids opvakte og deltog i de lange kirketure hen at høre Agerbek. En anden familie i Nærå hørte til dem, der havde sans for og deltog i livet som det artede sig om de tider; det var gårdmand Rasmus Jensen. Også gårdmand Lars Sørensen i Tarup med sin hustru og sine børn og væver Jesper Jensen med sin familie var af dem, der havde åndelige interesser og var med i de vaktes rækker. Der var vist mange flere, som burde nævnes i denne forbindelse, men dels er de ikke lette at opspore nu efter så lang tids forløb, og dels er slægterne allerede uddøde..
Disse her nævnte og flere andre her på egnen var ingen stor flok, men de kendte hverandre, havde trang og tro tilfælles, følte sig styrkede og opbyggede ved fælles sammenkomster,og hvor småt og ringe det end kan se ud for nutidsmenneskers øjne, var der dog bevarings- og livskraft deri. Til forskellige tider har egnen her også været gæstet af lægprædikanter, ved hvilke lejligheder folk da samledes et eller andet sted i hjemmene. Det har sikkert været festlige stunder ved disse forsamlinger. Af de mere kendte ordførere fra opvækkelsestiden som har været og virket her omkring, huskes endnu: Rasmus Pedersen, født i Davinde, død i Sdr. Nærå, Rasmus Nielsen fra Ejby ved Odense, Jens Dyrholm og Peder Skræppenborg. Ved sådanne møder blev der læst og talt, bedt og sunget, så folk gik styrkede og glade derfra. Ved at spørge gamle folk ud om, hvad der blev sagt, og hvad der blev sunget, har en enkelt nævnt salmerne: Op, I kristne, ruster eder, Hvor er det godt at lande i Himlens søde havn, Brødre og søstre, vi skilles nu ad, Jeg går i fare, hvor jeg går, og som slutningssalme var Martha Rasmussens "Så vil vi nu sige hverandre farvel selvskreven.

Vel var tiden i den her omtalte periode i mange måder mørk og tung, få og små de kræfter, der værgede og vogtede de klenodier, som er og alle dage vil være menneskers dyre eje; men trods det fattige og ringe lys, der hviler over disse mennesker og deres liv, er der dog vogtet noget, der har grokraft i sig, og som må glæde enhver, der har sans for åndeligt liv.
Vi skal nu snart se, hvorledes dette overvintrede, men spirekraftige liv, under gunstigere forhold skyder frem, tager form og fart. Men nu er vi lidt over midten af århundredet og meget er forandret, men heldigvis til det bedre.
 I året 1856 blev sognepræsten i Sdr. Nærå syg og måtte holde sig en kapellan. Til dette embede meldte der sig en ung mand ved navn Hans Jacob Kofoed. Kun i et år indtog han stillingen som kapellan.
Den hidtilværende sognepræst i Sdr. Nærå, Hasselager, døde 1857. Embedet blev opslået ledigt og i begyndelsen af 1858 blev Kofoed kaldet til sognepræst for Sdr. Nærå, hvor han virkede i 14 år til 1872. Ovenstående siger jo ikke andet, end at han var menighedens præst i 14 år; men i det tidsrum fik Kofoed udrettet så meget, som det kun lykkes få præster at opnå. Den lille Kofoed var en betegnelse, som hans venner og embedsbrødre ofte brugte, og den rummede også en god del sandhed; for i kropslig henseende var Kofoed kun en lille mand med et ualmindeligt mildt ansigt og et hjertevindende væsen, altid på færde og i virksomhed. Af begavelse i henseende til veltalenhed, viden og tænkning var han vel nærmest undermåler. Men hvad kunne da den mand udrette, som var så mangelfuldt udrustet? kunne folk spørge, med god grund, når de ikke havde nærmere kendskab til ham.-Jo, sagen var den, at Kofoeds liv og væsen prædikede mere end hans mund, og at han var et meget villende menneske i sin herres tjeneste, hvis største lyst det var at gå hans ærinde og være til hjælp og tjeneste for sine medmennesker; altsammen i den største ydmyghed. Ja, ydmyg det var pastor Kofoed som få, og sine skrøbeligheder kendte han godt, men han forsøgte aldrig at skjule dem. Det var ikke helt sjældent, at prædikenen gik i stykker for ham, men derfor tog han ingenlunde til at snakke videre for at aflede opmærksomheden, nej, han bad ganske roligt menigheden synge en salme, mens han fattede sig, og i den stund, mens menigheden sang, stod Kofoed i inderlig bøn til Gud om hjælp, og hjælpen kom altid. Efter Kofoeds eget sigende var det gennem Birkedals forkyndelse, at han var blevet vakt, så han turde tage sig præstegerning på. Hvor forskelligt end de to præstemænd var udrustede, så havde de begge tilfælles - ydmyghed og troen på, at Guds ånd ville stå dem bi.
I 1855 var sognebåndet blevet løst, så folk fik lov at søge og lade den præst besørge deres kirkelige handlinger, som de satte mest pris på, hvis han var villig dertil. Den lov fik stor betydning for Kofoed, for i den tid, han var præst i Nærå, kom mange udensogns fra og sluttede sig til ham; ved hans bortrejse havde han, foruden stor tilslutning fra sin egen sognebefolkning, mellem 70-80 sognebåndsløsere, hovedsagelig familier.
Straks efter Kofoeds ankomst til Nærå var der en sag, som trængte sig på til løsning: Det var oprettelsen af en fri børneskole. [friskole] Det var nok mest kvinderne, som var det pågående element i denne sag, fordi de følte sig bekymrede ved den måde, hvorpå børnene blev undervist i religion. Det var jo - desværre - ret almindeligt, at børnene skulle lære på remse: lærebøger, salmer og alt, hvad der kom ind under navnet religion; hvis ikke, så fik de en eller anden straf, eftersom lærerens forstand tilsagde ham; medens der sjældent spurgtes om barnets natur og evner. Denne bagvendte måde var for flere mødre - især af de vakte - en utålelig tanke, of derfor talte de sammen om at få oprettet en fri skole efter samme tilsnit som dem, Kold havde fået i gang forskellige andre steder her på Fyn. Den tanke vandt straks Kofoeds tilslutning.
Hos husmand Lars Rasmussen (Tambo) og hans hustru Kirsten (en datter af førnævnte Hans Hansen Ladefoged i Ore) fik skolen  plads, og Kolds medhjælper, A.C. Poulsen Dal, blev dens første leder.
Ved møder i præstegården , især om vinteren, samlede Kofoed mange af sin menighed, både unge og gamle, om foredrag, oplæsning og sang. På den måde og ad flere andre veje fik Kofoed et frugtbart samliv sat i gang. Ret jævnlig fik han nogle af sine præstevenner til at komme til Nærå for at tale ved gudstjenester og møder. Det var en rig tid, da det kuld af begavede og varmtfølende mænd, som havde forstået Grundtvig, tog hans tanker op og strøede det guld ud, der lå gemt deri, til det jævne almuefolk. Det blev også modtaget med megen glæde og tak.
Her skal lige nævnes nogle af de mænd, som i en tid har været Kofoed til hjælp i hans gerning. Præsterne V. Birkedal, A. Leth, M.M. Melbye, Fr. og L. Helweg, V. Bloch, Jens Schjørring og Svendsen fra Jelling. To andre mænd, der stod Kofoed inderlig nær, har også gæstet kredsen her og ført ordet flere gange, nemlig Kold og P. Skræppenborg.
Endnu et lille træk fra Kofoeds virksomhed skal her medtages. I 1865 blev der i Nærå sogn oprettet en skytteforening i lighed med, hvad der fandt sted mange andre steder ud over hele landet. Også dette foretagende gav Kofoed sin tilslutning  og virkede for folks indmeldelse og støtte.
Ved flittig at aflægge besøg omkring i de forskellige hjem i sognet og hos sognebåndsløserne fik Kofoed rig lejlighed til at lære sin menighed at kende, og menigheden ham. Men Kofoed var med årene blevet lidt korpulent, og menigheden havde stor udstrækning, så det kneb med at komme ud til folk så ofte, som han selv ønskede. Derfor anskaffede han sig en lille ridehest, "Fylla", kaldte han den, og nu var vejlængden ingen hindring længer. Der blev glæde, hvor Kofoed kom til huse, især hos den ungdom, der havde gået til forberedelse og var konfirmeret af ham; den hængte ved ham med stor kærlighed. Ved disse besøg i hjemmene havde Kofoed altid et godt ord at bringe og som oftest en ny sang eller salme, som da blev indøvet, hvor der var sanglige kræfter til stede. Af det her meddelte synes at fremgå, at der har været adskillige ligheder mellem pastor Kofoed og pastor Peder Rørdam, i Mern på Sjælland.
Det var ikke blot i kirken om søndagen, ved vidnesbyrdets aflæggelse og sakramentets forvaltning, at man i Kofoed lærte en inderlig, alvorlig mand at kende, men den inderlighed og alvor førte han med over i arbejdet, både på det folkelige og menneskelige område, så det ene kunne bidrage til vækst og frugtbarhed for det andet, og et harmonisk menneskeliv derved kunne komme til udvikling.
Man kan undres over, at træer og buske, der vokser på fri mark, og som altid får noget forkrøblet og forkuet i deres udseende, fordi de er vokset op under ublide kår, hvor hårde, stridige vinde og ondt vejr tog hårdt på dem, så de ofte måtte bøjes helt mod jorden, kan tåle det, at de ikke knækker over og dør. Men det sker sjældent; det er kun det, der ses, der ser forkrøblet ud; men det er stærkt, og under mulde har de et stærkt udviklet net af kraftige rødder, hvormed de holder sig fast og suger næring for deres liv. Omtrentlig sådan var kårene for de forannævnte mennesker i de tider, som her er omtalt, indtil Kofoed kom til Nærå, for så vidt der kan tales om, hvad mennesker formår, må man glædes over, hvad han fik lykke til at udrette i de 14 år, han virkede her i Nærå. De af de vakte, som  fandtes her omkring, fandt straks vej til den gamle sognekirke i Nærå, og glædede sig over den ny, unge præst. Men der var også mange, som stod på det standpunkt, der betegnes ved ordene: nedarvet ærbødighed for det hellige! Egentlige modstandere var der vel egentlig næppe mange af. Det var det kraftige menighedsliv, der voksede frem, parret med de andre opgaver, som pastor Kofoed tog op, der særkender den tid og hans arbejde i S. Nærå.

Pastor Kofoeds familie var i årenes løb vokset sig stor, men embedsindtægterne holdt ikke trit hermed; derfor blev  Kofoed nødt til at se sig om efter et andet kald, der kunne give noget mere. I 1872 blev Hesselager sognekald ledigt. Kofoed indgav sin ansøgning og modtog om sommeren samme år udnævnelse som sognepræst der. Dette budskab: Kofoed er kaldet til Hesselager gik som en ild i strå hele sognet over, og overalt, hvor folk traf sammen, blev det et samtaleemne, der fremkaldte vemod, fordi de afholdte præstefolk nu rejste bort, og bekymring for fremtiden, der nu lå som et stort spørgsmålstegn for alle hans venner.
Pastor Kofoed og hans hustru Minona var elsket og afholdt i Nærå, men det kan også siges, at den kreds, hvor Kofoed i 14 år havde virket, var elsket og afholdt af Kofoed. Lige til sin død kom han jævnlig til Nærå for at tale til og med sine venner. Det var festlige stunder for begge parter.
Så afholdt var Kofoed blevet, at en del herfra fulgte med som sognebåndsløsere til Hesselager. Ved hans afrejse gav menigheden ham en lukket vogn, for at han mere bekvemt kunne komme her på besøg.
Som afløser for Kofoed blev der af menigheden arbejdet på at få den kendte digter og præst Jens Schjørring; han havde været her flere gange i Kofoeds tid. Han var også kendt fra sin virksomhed i Sødinge skole. Men kaldsretten lå hos kirkeministeriet, og det tog nok ingen hensyn til andragendet fra S. Nærå, men udnævnte en helt ukendt mand, en adjunkt F. Selmer. Ved midsommertid 1872 ankom de ny præstefolk til S. Nærå, hvor han straks tog sin gerning op. Han var en fin mand med et mildt væsen, klar og korrekt i sin optræden, men uden synderligt liv. Det faldt lidt svært for folk at komme den ny præst ind på livet; men så kom tilfældet til hjælp. I eftersommeren tog pastor Selmer på fodtur rundt i sognet for at hilse på folk, og ved de mere personlige samtaler, der da fandt sted, klaredes præstens stilling. En del af menigheden havde været i København til Grundtvigs begravelse, og hvad de der havde oplevet, blev det emne, der taltes om ved præstens besøg.
Pastor Selmer var ingen beundrer af Grundtvig; jo, han kunne indrømme, at Grundtvig var en begavet størrelse , men han var også en rebel, der mente sig berettiget til at snakke med om alt for at blive bemærket. Hans kirkelige synsmåde kendte han ikke stort til; den var så dunkel og uklar, så han mente, at Grundtvig næppe forstod den selv. Nu gik det op for folk, hvad de havde mistet, og hvad de havde fået i stedet. I den første vinter tog pastor Selmer fat, ligesom Kofoed, med at holde aftenmøder i præstegårdens konfirmandstue. I begyndelsen var der fuldt hus, men det var kun de første gange; siden blev der rigelig plads.

Hvad spor, pastor Selmer har sat ved sin virksomhed i Sdr.  Nærå, er ikke let at få øje på. Dog er der et område i hans færd, som her skal nævnes. Som sognepræst var han formand for skolekommissionen og skulle da føre tilsynet ved sognets to skoler, både almueskolen og friskole, men pastor Selmer var ikke friskolemand, og da der på dette tidspunkt var en lærer, der stod ikke så lidt tilbage i retning af at meddele sine elever kundskaber, fik pastor Selmer ham fældet og foreholdt skolekredsen, at de måtte sørge noget bedre for deres børns undervisning, hvis ikke, måtte skolen lukkes, og børnene sættes i andre skoler. Dette var jo ret hårde vilkår, selv om de var fremsat i en mild og behersket form; i øjeblikket vakte præstens handling en del opmærksomhed, måske også bitterhed, men det var jo ikke at vente, at pastor Selmer i den stilling, han indtog, kunne være lige så overbærende som de forældre, der sluttede sig om friskolen, havde været overfor læreren. I alt fald blev pastor Selmers handlinger til stort gavn for friskolen; der blev købt et hus på Nærå Mark, Ibjerghuset, der ved tilbygning blev indrettet til skole. En ung mand ved navn Kristen Kirk blev antaget til lærer; han tiltrådte stillingen i april 1875 og fortsatte den i 36 år til stor glæde for hele skolekredsen, både unge og gamle.

Men nu var der bleven uro mellem folk; som præst kunne mange ikke finde sig tilfreds med Selmer, og friskolen var han ingen ven af, ja det hele så speget ud; folk trak til hver sin side. Nogle var jo flyttet som sognebåndsløsere med Kofoed til Hesselager; andre , især fra Højby og Allerup, der tidligere havde hørt til Kofoeds menighed, løste sognebånd til pastor Ludvig Helweg, Odense, men de fleste drog til Ryslinge, til Birkedal.
Inden et år var gået efter pastor Selmers ankomst til Sdr. Nærå, var det rige menighedsliv spaltet og splittet til forskellige sider, som i Kofoeds tid havde udfoldet sig så smukt. Det blev også drøftet mand og mand imellem, hvad der dog kunne gøres for at få samling på folk igen; thi det føltes af alle som et stort savn ikke at kunne samles med hverandre om det dybeste og herligste, som menneskelivet ejer. Allerede på den tid, dukker den tanke frem, om ikke det lod sig gøre at oprette en valgmenighed; men det var kun, hvor flere eller færre mødtes, at sagen var på tale, og ingen havde rigtigt overblik over stillingen. En aften i efteråret 1873 gik den gamle maltgører Hans Andersen hen til sin gode ven og meningsfælle, Kristen Rasmussen for at drøfte sagen med ham, og deres forhandlinger mundede ud i , at de ville gå omkring i sognet og egnen og tale med andre for at erfare og få noget bedre kendskab til stemningen. Dette blev så gjort, og resultatet må have været tilfredsstillende, for kort tid efter blev der indvarslet til et møde. Hvor mange møder der har været afholdt, og hvor de har været holdt, vides der ikke noget om med sikkerhed; kun et enkelt møde omtales med nogenlunde bestemthed, men det var også det vigtigste af dem alle. Det var et møde, som blev holdt hos den førnævnte Hans Andersen, men datoen huskes ikke nøjagtig; dog vides det, at det var ved nytårstid, men enten det var lige mod slutningen af det gamle år eller straks i begyndelsen af det ny henstår uafgjort.
I de forudgående møder, hvor sagen drøftedes, havde der været forskellige tanker fremme, men en var stadig den tilbagevendende, nemlig oprettelsen af en valgmenighed. Det kunne også  være gået, hvis alle havde stået last og brast med hverandre, også de udensogns, som havde været sognebåndsløsere til Kofoed, men de var ikke videre villige til at gå med. Mange nærede alvorlige betænkeligheder, både for det økonomiske og for sammenholdet. Så kom dertil, at de, som var mest ivrige for valgmenighedstanken, væsentlig kun var småkårsfolk. Egentlig modstand mod tanken om at oprette valgmenighed fandtes vel næppe, men ængstelsen for at kunne gennemføre den var meget udbredt. Ved det før nævnte møde hos Hans Andersen var sagen altså så langt fremme, så det skulle forsøges, om der kunne opnås det fornødne antal familiefædre til at underskrive et andragende til kirkeministeriet om tilladelse til at oprette en valgmenighed. Der var mødt ikke så få deriblandt også fire udenforstående, nemlig friskolelærerne Kr. Appel, Ryslinge, og Knud Rasmussen, Sødinge, gårdejer Hans Hansen, Sødinge, og lærer Nyholm, Sdr. Højrup, sidstnævnte var en godt kendt mand i kredsen, og var også af dem, som havde sluttet sig til Kofoed. Der var på et senere tidspunkt tale om at få Nyholm til friskolelærer i Tarup og kirkesanger i valgmenigheden. Men Nyholm var den gang en meget svag mand med et nedbrudt helbred og sad i små kår, så den tanke måtte opgives, skønt han var agtet og elsket af alle, som kendte ham. På mødet blev der altså forhandlet om oprettelsen af valgmenighed, og de nævnte udensogns mænd støttede tanken og dem som var mest ivrige for den. Så kom papir og skrivetøj frem; nu skulle der prøves,om der kunne blive nok til at underskrive et andragende til ministeriet; men der blev kun 19, skønt der ikke manglede på opfordring for at få den tyvende. Men så tog den nævnte Hans Hansen fra Sødinge ordet og sagde: "Jeg er vis på, at den sag, der her arbejdes for, er Vorherres, og at den nok skal gå: derfor vil jeg nu slutte mig til eder, jeg kan jo vende tilbage til Ryslinge igen,når den er kommen godt igang; lad mig få papiret, så skriver jeg under!" Der har ofte været spurgt, især i de senere år hvem disse 20 mænd var, som vovede dette alvorlige skridt og ingen har kunnet nævne den alle 20, men ved at spørge en del af de endnu levende gamle, som oplevede den tids begivenheder og som for adskilliges vedkommende deltog deri, har det ladet sig gøre at få navnene frem, dog for et enkelt navns vedkommende er det ikke udelukket , at en fejltagelse har kunnet finde sted.
Navnene er følgende:
Husmand og maltgører                       Hans Kr. Andersen, Sdr. Nærå,
Hmd. og gårdbestyrer                        Kristen Rasmussen, Sdr. Nærå,
Hmd. Rasmus Lykkesen, Sdr. Nærå,
Hmd. og tømrer                                 Rasmus Pedersen, Sdr. Nærå,
Hmd. og snedker
Jørgen Jørgensen, Thorup,
Hmd. Lars Rasmussen (Tambo), Ore
Skomager Frederik Larsen, Tarup
Bmd. Rasmus Jørgensen, Tarup
Friskolelærer
Mads Nielsen, Tarup,
Væver Jørgen Madsen, Tarup,
Fhv. friskolelærer
hmd. Hans Andreasen, Højby,
Hmd. og væver
Jesper Jensen, Tarup,
Væver Jens Jespersen, Tarup,
 Hmd. og væver
Anders Rasmussen, Hudevad,
Gmd. Niels Rasmussen, Hudevad,
Bmd. Hans Mathiesen, Birkum,
Friskolelærer
Vilhelm Pedersen, Langeskov,
Gmd. Hans Hansen               Nr. Lyndelse
Gmd. Lars Jensen, Højby,
Gmd. Hans Hansen, Sødinge

Nu havde sagen altså begyndt at tage fast form. Til at varetage den videre udvikling udnævntes et menighedsråd, eller som det den gang hed, en bestyrelse, der kom til at bestå af:
Maltgører
Hans Kr. Andersen
Gårdbestyrer og hmd.
Kristen Rasmussen, Sdr. Nærå,
begge af Sdr. Nærå
Friskolelærer Mads Nielsen og
bmd. Rasmus Jørgensen, begge af Tarup,
Gmd. Lars Jensen, Højby og
fhv. friskolelærer
hmd. Hans Andreasen, begge af Højby, samt
friskolelærer
Vilhelm Pedersen, Langeskov.

Nu henvendte bestyrelsen sig til Birkedal for at forhandle med ham om stillingen. Det bør dog bemærkes, at flere af disse mænd havde holdt Birkedal underrettet om, hvad der foregik i Sdr. Nærå; men nu kom der en bestyrelse med mandat til på de tyves vegne at tage ansvaret for det foretagende, de stod i begreb med at sætte i værk. Birkedal gav disse mænd en formaning ved at sige til dem: "Tag Jer i agt derovre i Nærå, at I ikke kommer til at gøre Vorherre skam; det har han ikke fortjent af os." Denne udtalelse af den afholdte præst brændte sig så fast ind i flere af disse mænds sind, så det blev som en ledestjerne for dem i al deres senere virke. Men den videre forhandling med Birkedal førte til, at han tilbød dem at holde en kapellan, så de kunne få en gudstjeneste to gange månedlig når de fik kirken opført. Dette forslag fra Birkedal blev forelagt på et møde og vedtaget; men derved kom sagen ind i et nyt spor, idet der ingen valgmenighed blev oprettet, men de fra kredsen her, som stod i Ryslinge valgmenighed, fik nu deres egen kirke i Sdr. Nærå. Det blev altså en filialkirke til Ryslinge.
Som før omtalt kneb det med at blive tyve familiefædre til at underskrive andragendet til kirkeministeriet, men det var som sagt frygt og ængstelse, der holdt folk tilbage; der var vel næppe nogen af dem, der deltog i møderne om den sag, som ikke ønskede den held og lykke, men de havde ikke tro derpå. Ved menighedens begyndelse, da kirken var færdig, var der vist henimod 40 familier, der tilhørte den.
Nu stod man altså over for arbejdet med opførelsen af kirkebygningen. Og i den anledning lod bestyrelsen en opfordring indrykke i bladene med bøn om støtte til sagens fremme. Dette opråb lød således:

Bøn til valgmenighedens venner i Danmark!

 Efter at pastor Kofoed er forflyttet fra Sdr. Nærå til Hesselager, er der en del af hans venner, som føler trang til at danne en valgmenighed indenfor Folkekirken, ligesom der allerede er dannet på flere steder i vort fædreland. Som følge deraf trænger vi til en kirke eller bedesal at samles i, og en præstebolig.Da nu de fleste af os er ubemidlede, og kan dog ikke lade sagen falde, så bede vi danske mænd og kvinder, som er venner af denne sag, om en lille understøttelse til dette øjemed.
Med vished om, at denne sag er fælles for hele menigheden, er det , vi bede om en håndsrækning, sikker på at få det, vi søge.

Samtlige valgmenighedsmedlemmer i Sdr. Nærå og Omegn.

Bidrag kan sendes til:
Friskolen ved Langeskov,
Friskolen i Tarup
Gårdbestyrer
Kristen Rasmussen, Sdr. Nærå
Gårdejer Lars Jensen, Højby Mark.

I det af Morten Eskesen udgivne blad "Fylla" for 14. februar 1874 skrev Morten Eskesen:
I Sdr. Nærå, omtrent halvanden mil sydøst for Odense, er folk ved at føre den tanke ud i livet at få bygget en kirke til en valgmenighed, efter at der i det hele taget er indkommet henved 500 rigsdaler i dette øjemed, deraf 50 rigsdaler fra folk, som er venner af sagen, men ikke hører til menigheden der. Der er, som det er meddelt, 26-28 familier fra Sdr. Nærå og nærmeste sogne, som har taget fat på sagen, og hmd. Kristen Rasmussen har lagt jord til byggegrund for kirken, en 600 alen nordvest for sognekirken.
Der er indkøbt tømmer og andet byggeemne og i forrige uge blev kørt 50.000 mursten til stedet. Såvidt er det altså kommen, men det brede er tilbage, og da det mest er husmandsfolk, som er bleven enige om at få sagen i gang, siden det er dem der mindst kan undvære en præst efter deres sind i deres nærhed, da de ikke har køretøj, så ville det være en god gerning, om venner trindt om i landet kunne komme dem til hjælp, lidt eller meget, som de har sind og evne til.
Det skal være mig en glæde at modtage sådanne vennegaver og sende dem til menigheden, ligesom der også her i bladet skal blive gjort rede for de indkomne gaver og sagens fremgang. Lad os ikke blive trætte af at være med i det gode, som bærer til en velsignet høst.
Morten Eskesen.

Til Morten Eskesen indkom bidrag fra så at sige alle egne af landet; og igennem mange numre af Fylla nævnes navne på givere og gavens størrelse. Denne indsamling strakte sig over et langt tidsrum, idet den første kundgørelse er fra 28. februar 1874 og den sidste fra 25. december 1874. Den samlede sum der indkom fra M. Eskesens indsamling beløb sig til ialt: 235 rigsdaler 27 skilling.
Hvad der derimod er indkommet hos de fire nævnte mænd i menigheden, foreligger der ikke længer noget regnskab for; ligesom der heller ingen nedskrevne meddelelser findes, der kunne give oplysning om hele sagens opståen og udvikling. Dette  er beklageligt; for så vidt som menighedens historie derved ikke kommer til at hvile på et så solidt grundlag, som det ellers ville være tilfældet.
Regnskab blev der i alt fald ført, for flere af de ældre i menigheden siger, at de så, at den, der modtog bidrag, skrev det ind på en liste, og at der blev aflagt regnskab ved et møde, efter at kirken var færdig til brug. Der har været spekuleret og gisnet over dette regnskabsforhold og ets årsager, men uden nogen rimelig løsning. Mon ikke et par små fingerpeg, kunne være til nogen gavn angående dette spørgsmål: en af dem, som var mest ivrige for sagen og havde tegnet sig for et af de største bidrag, blev valgt ind i bestyrelsen, men senere fik han betænkeligheder og trak sig ud; om han betalte det lovede bidrag vides ikke, men at han aldrig blev medlem af Sdr. Nærå Valgmenighed er sikkert nok. Der er andre, af hvem der var ventet, ifølge deres udtalelser og deres økonomiske stilling, at de ville have ydet et noget større bidrag end tilfældet blev. Det ligger nær at tænke for alle dem, som har kendt de folk, der var de ledende den gang, altså bestyrelsen, at de havde finfølelse og forståelse nok til at se, at den slags let bevirker uro og bitterhed, så de har aflagt et regnskab, der nok har været rigtigt og korrekt, men hvori dog ikke alt var draget frem for at sammenholdet og enigheden ikke skulle tage skade. Med hensyn til en ført forhandlingsprotokol så blev en sådan først anskaffet længe efter, nemlig i 1886.

Det gjaldt blot for disse folk om at få begyndt, og at få arbejdet til at skride fremad for at nå målet. Det skriftlige arbejde, der burde følge med, gav de ingen agt på, og måske det heller ikke har ligget for nogen af dem. Men arbejde, det kunne de folk og bringe ofre kunne de også. Som det fremgår af det opråb, som Morten Eskesen skrev i Fylla for 14. februar, var der allerede kørt mange byggematerialer på plads, og dog var beslutningen om at bygge først taget den gang, andragendet til ministeriet fik underskrift, altså ved nytårstid. Næsten alt arbejde blev udført af folk indenfor menighedskredsen.
Det første, der blev gjort, var at det stykke jord blev afpælet, som Kristen Rasmussen skænkede til byggeplads for kirken; dernæst blev grunden udgravet og fyldt med store kampesten, der blev givet af Knud Hansen, Tarup. Sten til sokkelen gav gmd. Hans Pedersen, Nærå, og deres tildannelse så vel som alt andet stenhuggerarbejde blev forestået af stenhugger Kristian Nielsen, Davinde Nyhave, med Jens Knudsen og Hans Andersen, begge som frivilligt og lønnede medhjælpere. Tømrerarbejdet var overdraget tømrermester Rasmus Pedersen, Nærå, og murerarbejdet havde murer Lars Rasmussen, Nærå, som tillige førte overopsynet ved kirkens opførelse, altså kirkens egentlige bygmester.
Men førend arbejdet egentlig blev begyndt, skete der en ændring i byggeplanen, idet de to medlemmer i bestyrelsen, Lars Jensen og Hans Andreasen, fremkom med et ønske om at få kirken eller rettere byggepladsen rykket lidt højere op, da de mente, at kirken derved bedre ville komme til sin ret og blive mere synlig. Det indrømmede de øvrige medlemmer i bestyrelsen og Kresten Rasmussen gav villigt sit samtykke dertil. Men der var endnu en hindring at overvinde, idet de mange tusinde tilkørte mursten, der var sat på plads, skulle flyttes. Det vakte lidt betænkelighed hos bestyrelsen, thi der skulle økonomiseres på  alle områder, også med den frivillige arbejdskraft. Men et af bestyrelsens medlemmer, friskolelærer Mads Nielsen, fandt på råd og foreslog, at de største drenge i friskolen skulle flytte murstenene på de dage, de ikke var i skole. Dette forslag vandt de andres bifald, så arbejdet også blev ordnet på den foreslåede måde. For øvrigt gik hele arbejdet ved kirkens bygning med liv og lyst, både for håndværkernes og arbejdsmændenes vedkommende. Al kørsel og alt håndlangerarbejde blev udført gratis. En del materiale blev givet, også en del af det arbejde, som udførtes af håndværkerne, blev ydet vederlagsfrit, f.eks. ville murer Lars Rasmussen ingen betaling modtage, skønt han havde haft en del lejet medhjælpere. Først da bygningen stod færdig, og bestyrelsen kunne overse, hvorledes stillingen var i økonomisk henseende, fik de Lars Murer til at modtage 100 kr. som  hjælp til de lejede medarbejdere, han havde haft.Også de andre håndværkere udførte deres arbejde til billige priser. Alle ville være med at yde deres skærv på en eller anden måde. Det var næsten som et kapløb om at få lov at være med. Den 26. marts 1874 blev grundstenen nedlagt; det blev en højtidsdag, som folk endnu mindes med glæde. Birkedal var til stede og talte ved denne lejlighed; han tog som udgangspunkt for sin tale det gamle sagn om borgen, der sank i dybet, og som tog klokken med i sit fald, men i stille stunder kunne klokkeklangen endnu høres fra dybet; dette billede anvendte han på menneskelivet. Flere salmer blev afsunget, deriblandt: Foragter ej de ringe dage. Det var en kold, blæsende forårsdag, men folk var mødt i stort tal og var glade for den gode begyndelse , der var gjort. Om nogen vil vide, hvad det er for en sten, som Birkedal den gang murede fast og som kan kaldes kirkens grundsten, da kan det siges med bestemthed, at det er den underste sten (mursten) i kirkens østlige gavl mod syd.

Nu skred arbejdet frem, mureren Lars Rasmussen tog fat dagen efter den nævnte højtidelighed; en udenforstående gammel murermester, Jørgen Madsen fra Højby, mødte og ville gøre nogle dages gratis arbejde; han var en dygtig håndværker, der havde arbejdet med store bygninger og især kirker. Han foreslog, at murværket skulle opføres i munkeforbandt ligesom de gamle landsbykirker; hvad også var tilfældet, men også kun til dels, da Lars Murer havde flere hjælpere, som vel nok har gået på egen hånd og derfor undladt at følge den påbegyndte fremgangsmåde.Nå, den skade, der er sket ved denne fejltagelse, er ikke stor og næppe synlig for ikke faglærte folk. Tidlig på sommeren blev sparreværket rejst på den ny kirke, ved hvilken lejlighed mange af menighedens folk var samlet for at opvarte de flinke håndværkere og arbejdsmænd med spise- og drikkevarer, og det hele fik et smukt og fornøjeligt forløb. Ved denne festlighed fik Kirken sit navn "Betania"; i øvrigt blev der takket og udtalt gode ønsker for kirke og menighed. Henimod høst blev en del køretøjer tilsagt for at hente tagspån i Kerteminde. Købmand P. Nielsen, Kerte- minde, vilde give så mange tagspån, som der behøvedes til kirkens tag. Alt i kirken værende egetræ blev skænket af proprietær Finderup, Torpegård, samt 100 rigsdaler. Hen i efteråret stod kirken færdig og blev forsynet med sit inventar. Snedkerarbejdet der var overdraget til Jørgen Jørgensen, Thorup, blev sat på plads i kirken, alter, bænke og prædikestol. Prædikestolen som gave fra Jørgen Jørgensen. Ved novembertide blev det meddelt til Birkedal, at  nu var kirken færdig. Ryslinge Valgmenigheds bestyrelse eller menighedsråd udfærdigede så et andragende til kirkeministeriet om at få kirken indviet. Dette andragende ser således ud:

Andragende til Kirkeministeriet.

Da en større del af den valgmenighed, som har samlet sig i Ryslinge og omegn, med underskrevne Birkedal til præst, og som bor halvanden til to mil fra valgmenighedens kirke i Ryslinge, nu selv har opført en lille kirkebygning i Sdr. Nærå sogn og by, hvori man ønsker at kunne høre ordets prædiken og modtage dåb og nadver med andre gudstjenlige handlinger, der det vor ærbødigste bøn og begæring til det høje Kirkeministerium, at det vil tillade, at denne kirkebygning bliver indviet til dette brug, enten af biskoppen, provsten eller menighedens egen præst.
Man vil ikke her danne en egen selvstændig menighed med egen selvstændig præst, men som et slags anneks tilhøre Ryslinge valgmenigheds kreds, som hidtil, på samme måde som en del af Kerteminde valgmenighed med ministeriets tilladelse har en større og en mindre kirke til brug for gudstjenester.
Ryslinge den 8. november 1874
Ærbødigst
Vilh. Birkedal, Jens Christian Berntsen, Peter Johansen, Peder Pedersen, Rasmus Kristensen, Hans Hansen, Søren Nielsen.

Det fremgår af dette andragende, at det er Ryslinge valgmenighed, eller om man hellere vil, en del af Ryslinge valgmenighed, der for egne midler havde bygget sig en kirke, og fået løfte af Birkedal om at blive betjent i denne, for at spare de mange den lange vej til Ryslinge. Det er jo også menighedsrådet i Ryslinge, der underskriver på Ryslinge valgmenigheds vegne, og ikke en eneste fra kredsen i Nærå er her med i den sag. Formodentlig er den Hans Hansen, der har underskrevet andragendet, den samme som satte sit navn på det andragende, som blev vedtaget i Nærå om oprettelse af en valgmenighed.

Det er altså først senere, i 1882, at Nærå får sin egen menighed og med rette kalder sig Sdr. Nærå valgmenighed. Dette andragende , der udgik fra Ryslinge den 8. november, blev ad tjenstlig vej indsendt fra biskoppen til ministeriet den 16. november. Muligvis har Kirkeministeriet haft nogle alvorlige overvejelser angående denne sag, for svaret fra ministeriet foreligger først den 2. januar 1875. Tilladelsen blev givet og biskop Engelstoft skulle foretage indvielsen.

Der udgik meddelelse om, at valgmenigheden i Sdr. Nærå ville blive indviet den 10. januar 1875, og bestyrelsen lod udstede adgangskort, for at menighedens egne folk og andre, som havde ydet hjælp, på en eller anden måde kunne få plads. Den 10. januar oprandt under store forventninger, med glæde over at være kommen så langt, og over at det var gået så godt hidtil; men der var også nogen spænding for, hvordan det ville gå med indvielsen, da et rygte var udspredt om, at biskoppen var en modstander af de kirkelige friheder, og derved også af valgmenigheden. Men indvielsesdagen blev kirken fyldt til sidste plads, flere stod udenfor vinduerne og lyttede, og mange  måtte gå bort.

Dagen begyndte med at kirkesangeren, friskolelærer og folketingsmand Kl. Berntsen bad indgangsbønnen og ledede sangen. Med salmen: Hyggelig rolig, Gud, er din bolig, indlededes denne første gudstjeneste i den lille, ny kirke. Biskop Engelstoft holdt indvielsestalen, hvori han netop priste den kirkelige frihed og glædede sig over det skønne navn, som kirken havde fået: "Betania", der betyder Bedested, og ønskede Guds velsignelse over menigheden. Pastor Birkedal prædikede over dagens evangelium og sluttede med at bede de to herværende menigheder om at kappes i kristelighed ydmyghed og vise fordragelighed med hverandre. Til slutning var der barnedåb, der foretoges af pastor Kofoed. Dagen efter var der atter gudstjeneste, hvor pastor Kofoed prædikede og holdt altergang.
En af menighedens velyndere, proprietær Finderup, havde indbudt biskoppen, præsterne og menighedsrådet med flere til middag på Torpegård efter endt højtidelighed indvielsesdagen.
Det skal her meddeles, at de til gudstjenstlig brug nødvendige genstande var til stede og skænket som gave fra følgende: kande, bæger og brødfad af pastor Kofoed, lysestagerne af Anne Madsen, Nærågård, døbefont og fod af fru etatsrådinde Hanne Langkilde, Bramstrup. I de første år, indtil menigheden fik den herlige altertavle, stod på alterbordet den Kristusfigur, som nu er anbragt over udgangsdøren ved tårnet.
Ordningen med hensyn til gudstjenester var sådan, at menigheden havde gudstjeneste hver anden søndag, og som regel om eftermiddagen. Det var til de fleste tider Birkedals kapellan, pastor Lavrids Nyegaard, der forrettede tjenesten i Sdr. Nærå.

Indvielseshøjtideligheden af valgmenighedskirken omtales i forskellige blade, men i stærkt sammentrængt form; således i Fyns Tidende fra 11. januar 1875.

Kirkeindvielse.

Valgmenighedskirken i Sdr. Nærå indviedes i går af biskop Engelstoft. Kirken, der er opført ved frivillige bidrag, mest fra folk i Sdr. Nærå og omegn, har kostet 5000 kr., hvoraf de 1400 endnu ikke er dækket. At den har kunnet opføres for en forholdsvis så lille sum, er begrundet deri, at en del af arbejdet, således murerarbejdet med tilhørende håndlangerarbejde og kørsel er udført gratis.
Kirken, der er bygget i korsform, opført af brændte mursten, har en længde af 22 alen og en bredde af 14 alen. Koret har ved hver side en dybde af 4 alen og 16 tommer og en bredde af 12 alen. Ved en mulig udvidelse kan der bygges til den vestlige ende, hvor det navnlig påtænkes engang i tiden at få opført et tårn.
Flere af kirkens redskaber er skænket som gaver, således fadet til døbefonten, alterbægeret, lysestagerne, 2 alterduge og et gulvtæppe foran alteret.
Pastor Birkedal i Ryslinge er valgmenighedens præst, og lærer Kl. Berntsen, Højby, dens kirkesanger. Der holdes gdstjeneste i kirken hveranden søndag, første gang søndag den 17. januar.
Ved indvielsen i åg, hvortil der havde indfundet sig en del flere end kirken kunne rumme, dvælede biskoppen ved navnet "Betania", som betyder Bedehus, det navn, som menigheden har  givet kirken, og ønskede, den måtte svare til sit navn. Efter indvielsen prædikede pastor Birkedal og udtalte sin glæde over, at denne bygning var rejst mest af småfolk.
Ved gudstjenesten foretoges den første barndedåb i den ny kirke; den udførtes af sognets forhenværende præst Kofoed.

Så vidt Fyns Tidende og M. Eskesens blad Fylla har et lignende stykke, hvorimod Dansk Kirketidende i det hele kan ofre 6-8 linier til oplysning for sin læsekreds. Det har altså ikke vakt synderlig stor opmærksomhed ude omkring, hvad der foregik i Sdr. Nærå på den tid, men det var heller ikke tilsigtet; menighedsliv og andre åndelige rørelser trives nok bedst, når det sker i stilhed og endrægtighed. Den samlingstanke, der kom frem efter pastor Kofoeds bortrejse, havde nu fået fodfæste, og en del havde allerede sluttet sig til af dem, som fulgte med Kofoed til Hesselager som sognebåndsløsere. Flere andre var også draget med ind i menigheden, og alle dem, som havde de store betænkeligheder ved sagens begyndelse, havde været med som trofaste medarbejdere fra den stund, da det blev afgjort, at nu skulle der bygges kirke. Hvad der af mange betragtedes som et stort gode i denne brydningens og gæringens tid var, at pastor Birkedal på sin opofrende og forstående måde tog sig af den unge og uerfarne menighed og vejledte den i sin første tid. Arbejdet og livet i menigheden gik nu sin rolige gang og støtte gang til 1878, da Birkedals kapellan, L. Nyegaard, blev kaldet til præst for Aadum i Vestjylland. Som afløser for Nyegaard fik Birkedal til medhjælper en anden af sine svigersønner, nemlig pastor C.N. Lorenzen, der på den tid var sognepræst i Ryslinge; han overtog så gerningen i Nærå til de fleste tider, dog kom Birkedal selv en gang imellem, for som han udtrykte sig: "At se Næråèrne efter i sømmene".

Tanken om at blive selvstændig menighed begyndte allerede at ytre sig igen omkring ved 1880, og der fandt drøftelser sted om spørgsmålet indenfor menigheden. Ved disse drøftelser var pastor C.N. Lorenzen på tale, flere ville nødig gå med til nogen forandring, hvis ikke det blev ham; men pastor Lorenzen havde på et tidligere tidspunkt været opfordret til at blive præst for Vejstrup valgmenighed, men afslået opfordringen. Det lå jo da nær at tænke som så. Når han ikke modtog opfordringen derfra, hvor kredsen var både større og stærkere, så nyttede det vel næppe, at Nærå gjorde et lignende forsøg. Om der ar været forhandlet mellem parterne vides ikke; men derimod blev der forhandlet med pastor Frederik Nygaard, Frøslev på Mors.
Pastor Nygaard var ingen helt ukendt mand her i kredsen; han havde i nogle år været lærer på Ryslinge højskole, desuden var han en flittig skribent i forskellige blade og tidsskrifter; havde for resten også været i Nærå som taler ved en folkefest, så adskillige havde da nogen kendskab til ham. Han var heller ikke villig, men på forespørgsel herfra om hans lønfordring strandede forhandlingerne. Det var for øvrigt et meget beskedent krav, han stillede: 2000 kr. om året; men menigheden turde ikke vove at tage en så stor udgift på sig på det tidspunkt. Imidlertid gik der kun et år, før forhandlingerne med Fr. Nygaard igen blev optaget, og denne gang med bedre udfald. Nygaard [Nygård] sagde straks ja og tilføjede:"Nu snakker vi ikke om lønspørgsmålet, men I kan give mig, hvad I evner! For resten kan jeg også tjene noget med pennen, som jeg  forstår mig lidt på at håndtere!"

Nu var det altså afgjort, at Nærå valgmenighed var på vej mod selvstændighed. Der kunne nu spørges: Hvad var den væsentligste årsag til dette skridt? og svaret må absolut blive dette, at ordningen med gudstjeneste hver 14. dag og præsterne boende 1½ mil borte ikke tilfredsstillede menigheden. Samlivet i menigheden kom ikke til den udfoldelse, som var håbet og ventet. De to præster, der virkede her fra 1875 til 1882, da Fr. Nygaard kom til Nærå, havde begge vundet menighedens kærlighed ved deres milde, alvorlige forkyndelse og deres personlige elskværdighed; så de endnu mindes med taknemlighed af dem, som i den tid lærte dem at kende.
Nu blev menigheden atter sat i virksomhed med byggeri ved opførelse af en præstebolig. Byggeplads med have, ca.6-7 skpr. land blev givet af Peder Larsen  og hustru Nærågård, der også ved denne lejlighed viste deres store offervilje og gode sindelag, når det gjaldt en god sag. Selve præsteboligen havde pastor Nygaard sendt tegning til og bedt om at få den opført og indrettet efter denne. Alt hvad der kunne skaffes af materiale, såsom kampesten til grunden, grus, langhalm og bygningstræer, blev givet og kørsel og håndlangerarbejde blev ydet gratis. Håndværkerne indenfor menighedens kreds udførte deres arbejde til moderat betaling. Det var altså efter samme fremgangsmåde, som da kirken blev bygget. ALt senere byggeri for menigheden er udført ved licitation eller akkord med håndværkere indenfor menigheden. Allerede i slutningen af april blev bygningen rejst, og arbejdet skred jævnt fremad; men da præsten med sin familie ankom ved slutningen af høsten, var den nyopførte bolig endnu for fugtig til beboelse. Dette blev der rådet bod på, ved at Peder Larsen og hustru, Nærågård, havde både husrum og hjerterum til at modtage præstefamilien, og der forblev den til henved novembertide, da den flyttede ind i det ny og hyggelige hjem.

Det var et godt valg, der havde fundet sted, da menigheden valgte Fr. Nygaard til præst. En mere jævn og ligefrem mand med et sjældent  godt greb på at få folk i tale, kunne næppe tænkes. Hans forkyndelse var båret frem med inderlighed og varme og havde ikke så sjældent et historisk tilsnit, som gjorde den oplysende tillige med opbyggende. Og især ved dåb og nadver forstod han at levendegøre menighedens forståelse af, at her lå dens rigeste og bedste eje. Pastor Nygaard var ikke alene en alvorsfuld kristen, han var også en folkelig mand, der som oftest deltog i sin tids brydninger og arbejder for at føre en eller anden sag frem. Han var også skribent, især i historisk retning; fra hans hånd foreligger især to gode værker, et om C. Kold og et om opvækkelsestiden Kristenlivet i Danmark gennem Hundrede Aar. Et tungt slag for pastor Nygaard var det, da han efter 3-4 års ophold i Nærå mistede sin hustru. Også menigheden følte et stort savn ved hendes bortgang, da hun altid modtog enhver, der kom ind til præstens, på en hjertelig og ligefrem måde, så alle følte sig hjemme hos disse gode præstefolk.

Allerede et års tid efter, at Nygaard var kommet til Nærå, var det på tale at få en valgmenighed stiftet i Odense; og talen blev til handling. Nygaard blev opfordret til at være præst for  denne menighed, tillige med den i Nærå hvortil han sagde ja. En bedesal blev indrettet i Karen Jørgensens højskole-    hjem, der den gang lå i Thorsgade. Disse to menigheder har haft præst tilfælles fra 1882 til 1905.

Et nyt tungt slag fik menigheden i 1897, da pastor Nygaard blev kaldt bort den 27. august, efter et ganske kort sygeleje, og efter en 15-årig trofast og opofrende gerning; hvorigennem han havde vundet hele menighedens kærlighed.
Pastor Nygaard virkede ikke blot selv, men han fik mange af sine venner og bekendte til at komme her i kredsen for at tale ved møder. De var ret almindeligt den gang, at der afholdtes et 2-dages møde om efteråret i kirken, hvor flere fremmede talere førte ordet. Af mænd, som i den tid kom her, skal nævnes højskoleforstanderne Ludvig Schrøder, Jens Bek, L. Maltesen, H.I. Andersen, J. Nørregaard og Holger Begtrup. Af præster: Morten Pontoppidan, Niels Lindberg, Vilh. Malling, Vilh. Hansen, Povl Bojsen, Karl Povlsen, R. Pedersen, Splejs og Kofoed. Det vil af det foranstående fremgå, at Nygaard ikke sparede på at få gode kræfter til hjælp, og heller ikke sparede han sig selv i arbejdet her i kredsen; både i kristelig og folkelig retning har han udført et dygtigt og godt arbejde, som vil mindes længe.
At Nygaard befandt sig vel i Nærå var øjensynligt nok, og det har han også selv udtalt flere gange. Men det skyldes vist ikke kårene, han levede under, de var nærmest lidt aparte. Nygaard havde jo selv sagt, da der forhandledes med ham om at komme: Denne gang taler vi ikke om lønnen, I kan give mig, hvad I evner! Ordningen blev da sådan, at præsten fik sin løn dels i penge og dels i naturalier. Menighedens forskellige medlemmer leverede brødkorn til mølleren og mølleren melet til bageren, hvorfra så præsten kunne forsyne sig med brød. Byg til malt modtog maltgører Hans Andersen. Fra et sted i nærheden kunne fås mælk, og fra disse forskellige steder blev præstens husholdning forsynet. Men denne ordning var jo noget indviklet og vanskelig at føre regnskab over, og derfor varede det ikke så længe, før man gik over til løn i penge, dels pålignet og dels ad frivillig, ved højtidsoffer og accidenser. Denne ordning har været opretholdt indtil 1925, da menigheden gik over til fast løn både for præst, kirkesanger og organist ved pålignede bidrag fra menighedens medlemmer.

Nu stod menigheden altså uden præst, og mange spørgsmål kom derved frem i kredsen angående kaldelsen af en ny; mon Odense ville være med? Mon menigheden kunne få en præst igen, der dog i nogen måde kunne erstatte Nygaard? og hvem mon det skulle blive? Embedet blev bekendtgjort ledigt, og underhånds blev der så småt arbejdet med at få oplyst, om der var nogen, der ville overtage stillingen, og hvem det var. Inden længe forlød det, at der var tre-fire præster, som måske ikke var uvillige. Men flere af disse fire var ret ukendte her i kredsen; kun en af disse havde været her før. De fire, der her var tale om, var: Thorvald Helweg, Vallekilde, Vilhelm Hansen, Balle, Kristian Nielsen, Jerne og Johan Xlausen, Ålborg.

Ordningen mellem de to menigheder, Nærå og Odense, skulle opretholdes og derfor også drøftes i fællesskab. Nu var der straks en vanskelighed at overvinde; folk ville jo dog gerne  kende en lille smule til dem, der kunne være tale om, men bede nogen om at holde prøveprædiken er jo et i sig selv usmageligt krav, som det også er et tvivlsomt foretagende. Men kredsen stod jo uden præst og kirkelig betjening; derfor blev det henstillet til disse mænd, at hvis de ville gøre de to menigheder en tjeneste ved at komme og holde gudstjeneste, da ville menighederne være taknemlig derfor. Alle fire sagde ja dertil, og i en række søndage blev der på den måde holdt vakanceprædikener. Ved disse lejligheder blev der så ved underhånds samtale skaffet nogen klarhed over stillingen, om vedkommende præst på opfordring kunne være villig til at blive Nygaards afløser. Skønt alle de fire nævnte mænd havde tiltalt folk, så de var glade derfor og syntes, de var vel farne, om de fik en af dem, var der dog een, som især havde taget folk ved hjertet med den dybe inderlighed, han lagde og altid lægger i sin forkyndelse. Om ham kan det samme siges, som der er sagt om en stor kejser. Han kom, han så, han vandt! Den mand var Johan Clausen, Ålborg. Han sagde ja til opfordringen og blev præst for Nærå og Odense valgmenigheder. Men aftalen om ordningen mellem Odense og Nærå valgmenigheder har nok været noget mangelfuld eller uklar. Forhandlingsprotokollen udviser, at ved et menighedsmøde, der afholdtes i Sdr. Nærå øvelseshus den 21. november 1897, har en ret forskellig opfattelse gjort sig gældende angående spørgsmålet om, hvor præsten skulle bo. Odense gjorde nemlig krav på, at præsten skulle bo der, og det udvalg af menighedsrådet i Sdr. Nærå, der havde ført forhandlingerne med Odense, havde indgået på at lade præsten afgøre, hvor han ville bo; dette kunne de andre, og især de ældre i menighedsrådet ikke rigtig finde sig i. Pastor Clausen havde løst spørgsmålet på den måde, at han ville bo i Nærå om sommeren og i Odense om vinteren, og det var om at tiltræde denne afgørelse, det ovennvænte møde drejede sig. Men for sammenholdets skyld bøjede viljerne sig, så et flertal stemte for den foreslåede ordning, skøndt det skal indrømmes, hvad flere af de gamle i menigheden hævdede, at det var et tilbageskridt for næråerne.
Ved et møde den 16. januar 1898 blev der forhandlet om pension til enkefru Nygaard, ligesom et udkast til Vedtægter for S. Næraa Valgmenighed" blev vedtaget. Menigheden havde altså levet i 15 år uden sådanne.
Ved menighedens årsmøde den 27. marts 1903 blev det vedtaget at købe det jordstykke, der ligger mellem kirken og bygaden. Da Kristen Rasmussen var i færd med at afstå huset til sin søn, ville han tilbyde menigheden forkøbsret til nævnte jordstykke; dette tilbud blev modtaget med tak fra menighedens side. Købesummen var fastsat til 1200 kr. Ligeledes havde Kristen Rasmussen ladet indføje en klausul i skødet til sønnen, gående ud på, at når menigheden begærede det, skulle der afstås indtil 2 skpr. land nord for den i 1887 anlagte kirkegård til en pris af 500 kr. pr. skp. ld. I 1903 dukker der et spørgsmål frem, som først fandt sin løsning et par år senere. Det var spørgsmålet om at få et orgel eller harmonium anskaffet i kirken. Det var Anders Hansen, Rolfstedgård, der fremkom med tanken og blev kraftigt støttet af flere af de tilstedeværende, mens andre var imod af forskellige grunde. Spørgsmålet var til afstemning flere gange, men stemmerne stod omtrent lige hver gang. Uenigheden stod om, hvorvidt det skulle være i pibeorgel eller et harmonium. Det blev dem, der stemte for harmonium, der  sejrede, i alt fald foreløbigt. Først efter nogle års forløb, i 1918, blev der anskaffet pibeorgel,og harmoniet forsvandt.

I 1891 fik kirken et udvidelse ved at langskibet forlængedes med 6 alen, og der blev bygget tårn med spir. Der var dog allerede nogle år i forvejen blevet stiftet et fond til dette formål, idet gamle Niels Nielsen Lindø og hans søn Niels Peder Lindø havde givet hver 100 kr. dertil. Men den, der gav det egentlige stød til virkeliggørelse af denne tanke, var friskolelærer Vilhelm Pedersen, Langeskov. Han havde arvet en sum på 1400 kr. efter en afdød slægtning, og skønt Vilhelm selv sad i trange kår, ville han absolut give disse penge til menigheden og især til dette formål. Menigheden mente dog ikke at kunne modtage den gave, da giveren selv havde den hårdt behov og måske senere kunne få yderligere trang til den. Men Vilhelm ville det, og så blev ordningen da således, at menigheden skulle svare 4 pct rente, ialt 54 kr., til Vilhelm Pedersen, så længe han levede. Mange år efter - i 1924 og efter Vilhelm Pedersens død udviste hans testamente, at S. Nærå valgmenighed var indsat til hans arving. Han efterlod sig ca. 1800 kr., som menigheden har modtaget. Skønt Vilhelm alle sine dage sad i fattige kår og levede så sparsomt og tarveligt, som det nogenlunde går an, blev han en af menighedens største givere.
En anden af de gamle i menigheden skal også nævnes i denne forbindelse, det er Lars Murer. Også han var en god støtte for Nærå valgmenighed al sin tid; man mindes det store arbejde han gjorde, da kirken blev bygget, som han intet vederlag ville modtage for, og når noget skulle støttes, havde Lars Murer altid en god skærv at give. Også ved sin død efterlod han nogle hundrede kroner til valgmenigheden.
På dem, der ikke havde et nøjere personligt kendskab til disse to mænd, ville deres kanter og særheder gøre et uheldigt indtryk; men de, som har bedre kendskab til dem, vil af deres troskab og opofrelse være et godt stedseblivende indtryk rigere.

Flere andre har også ved lejlighed givet gode gaver til menigheden, således friskolelærer Anders Jørgensens enke, der efterlod sig 500 kr., som tilfaldt menigheden og for hvilken sum konfirmandstuen blev bygget. Kirkens herlige altertavle er bekostet af gårdejer Jens Hansen, Havndrup, en mand, der på flere måder har udvist stor rundhåndethed til forskellige formål. Altertavlen blev indsat i kirken i 1886.

Så længe Clausen var præst, blev den ordning fulgt, som var vedtaget, med opholdssted i Nærå om sommeren, i Odense om vinteren. Det var 8 rige år, der oplevedes sammen med pastor Clausen og hans hustru. Men begge menighederne fik større og større tilslutning, og i valgmenigheder er arbejdet altid besværligere for præsten, end i sognemenigheder, fordi valgmenighederne har en langt videre udstrækning, og her var jo to valgmenigheder om ee præst. Det gav meget arbejde, og det var også øjensynligt, at det tog på pastor Clausens kræfter.

Der blev af en mand i Odense valgmenighed [Hans Appel] forespurgt hos Clausen, om han havde noget imod, at menighederne tog det spørgsmål frem til drøftelse: Hvad kan der gøres for at aflaste præstens arbejde, før han bliver alt for  overanstrengt. Begge menigheder holdt så møde om denne sag.
Et fællesmøde af menighedsrådene blev afholdt i Sdr. Nærå den 2. juni 1905, hvor der forhandledes om lettelse i præstens arbejde.
En henstilling om at få en kapellan til hjælp til Clausen, var først på tale, men de tilstedeværende blev hurtigt enige om, at den løsning på spørgsmålet næppe ville tilfredsstille præst eller menighed. Man enedes da om, at hver menighed skulle indvarsle til møde med samme dagsorden:
Da pastor Clausens arbejde er ved at blive ham over evne, løses forbindelsen mellem menighederne og hver menighed vælger sin egen præst.

For Nærå valgmenigheds vedkommende fandt så et møde sted den 16. juni 1905; det blev et af de mest bevægede møder, menigheden har holdt. Men det var jo også et spørgsmål, der gik menigheden nær ind på livet, som forelå til afgørelse. Det var spørgsmålet om adskillelse fra Odense valgmenighed, som Nærå havde stået i forbindelse med i 22 år, og muligvis om præsteskifte tillige med.
Efter redegørelse af formanden om stillingen og sagen for tog forhandlingen fart. Mange af de tilstedeværende havde ordet, og pastor Clausen, der var til stede, måtte gentagne gange tage ordet for at afdæmpe nogle skarpe udtalelser, der var faldet under forhandlingerne, ligesom han måtte værge sig for nogle nærgående spørgsmål, der blev rettet til ham, navnlig om, hvilken menighed han ville vælge at være præst for. Spørgsmålet i sig selv var vist vanskeligt nok for en så fintfølende natur som pastor Clausen, og det blev næppe lettere for ham, når folk trængte så hårdt på, for at få svaret. Men det var selvfølgelig et udslag af utålmodighed og frygt for at miste de afholdte præstefolk, der kom til orde ved den lejlighed. Clausen sagde, som sandt var, at han troede, hans natur passede bedre til at være præst i Odense end i Nærå, bedre i en købstad end på landet.
Men pastor Clausen gav ved samme møde anvisning på en mand som sin afløser, daværende sognepræst i Aadum, H.J. Lorenzen, om denne var at formå dertil og tilbød sin hjælp for at forelægge ham sagen.

I de 8 år, pastor Clausen virkede her i Nærå, vandt han mange venner ved sin færd og især ved sin varme inderlighedsprægede forkyndelse og sang. For dette så vel som for sin "frierfærd" til Vestjylland fortjener han menighedens tak.

I året 1900 holdt menigheden 25 års jubilæum, hvor de to præster, der først betjente menigheden her, var til stede, og hvor L. Nyegaard prædikede og C.N. Lorenzen holdt skriftetale og altergang. Om eftermiddagen var der møde i forsamlingshuset, hvor flere af de tilstedeværende førte ordet. Der var indbudt deltagere fra andre fynske valgmenigheder i dagens anledning. Pastor Clausen holdt den egentlige festtale og påviste herunder, hvordan valgmenighederne havde sit udspring helt tilbage fra pietismen og opvækkelsestiden. Der blev ved denne lejlighed rettet en opfordring til de gamle i menigheden om at fortælle noget om, hvordan det gik med oprettelsen af Nærå valgmenighed. Denne opfordring blev efterkommet. Maltgører Hans Andersen gav en kort fremstilling af de forarbejder, der ved  forskellige møder førte til samling om tanken at få oprettet en valgmenighed. Kristen Rasmussen omtalte kirkebygningens opførelse og villigheden til at deltage i og bringe ofre for den sag.
Rasmus Jørgensen nævnte den formaning, Birkedal havde givet dem, og de alvorlige betænkeligheder, der var tilstede den gang. Men han mente også nu at kunne se Guds finger i det hele, og bad menigheden stå trofast sammen.
Det var også disse tre mænd, der banede vejen frem til samling og som ved trofasthed og stor offervilje nåede målet.
Ved møder og sammenkomster med pastor Lorenzen i sommeren 1905 indvilligede han i at blive valgmenighedens præst, og har været det nu i 20 år til hele menighedens glæde og tilfredshed.

Ses der nu tilbage på de 50 år, der er gået, må det erkendes, at det har været en rig tid for menigheden. Derfor var det også på festdagen i år , den 11. januar [1925], ligesom der gik en taksigelsestone gennem menigheden. Selv om festligheden måtte indskrænkes - på grund af Mund- og klovesyge - blev gudstjenesten så meget desto festligere. Menighedens tidligere præst, Johan Clausen prædikede, og menighedens godt kendte og forstående ven, biskop Rud, holdt en kort, udmærket tale, hvori han påviste, at medens disse småfolk her i kredsen gav Gud af deres fattigdom, havde Gud i stedet givet dem af sin rigdom. Pastor Lorenzen holdt skriftetale, og bagefter var der altergang, den største der nogen tid har været holdt i kirken.

Nu er på få undtagelser nær, det slægtled gået bort, som satte sagen i  gang, og andet slægtled tynder det stærkt ud i; derfor er det ikke så underligt, om en eller anden af de ældre stiller det spørgsmål: Kan der i den kommende tid ventes samme troskab og offersind, som har præget den forgangne tid? Eller vil den kun lige holde det gående og så leve på det de ældre byggede op? Sådanne spørgsmål er i og for sig ikke helt uberettigede; men historien viser os, at den første tids varme og begejstring ikke ytrer sig på samme måde for efterkommerne. Efterhånden som tiden skrider vil den dale, men jo større troskaben mod det modtagne er, des mere føles velsignelsen deri, så livet vil både vinde og vare derved.
Allerede i 1905, da der skulle anskaffes pibeorgel, blev det henstillet til menighedsrådet at foretage en undersøgelse af, hvad det ville koste at få kirken hvælvet. Senere har det også været på tale, og i forbindelse med en udvidelse. Der har været ønsker fremme hos en del af de ældre i kredsen om disse spørgsmål, men endnu er der ikke taget fat på sagen.
Sdr. Nærå valgmenighed har igennem de forløbne halvt hundrede år gennemgået en rig udvikling; den frygt og ængstelse, som så tydelig gav sig til kende i dens første tid, er overvundet, og troskaben har stået sin prøve. Sammenhold og enighed har været et særkende, som også har givet sit bidrag til, at den har vundet udenforståendes velvilje og tilslutning. Frafald i menigheden kan der vist næppe tales om; at enkelte der er rejst bort, har sluttet sig til andre steder, er jo en naturlig sag; men det har også vist sig, at flere, der har flyttet endda flere mil herfra, dog vedblivende hører hjemme her i kredsen. Kun den gang da menighederne i Nærå og Odense skiltes, var der en flok fra Fangel og Bellinge, som ellers tilhørte Nærå, der bad om at måtte flytte.
 De havde til de fleste tider holdt deres kirkegang i Odense alligevel, fordi det var den korteste vej og til med den bedste. Men det var et tab for Nærå, da det var folk, som tog levende del i det menighedsliv, hvori de stod. Menigheden her stillede dem frit og takkede for trofast følge gennem de svundne år.

I de 50 år, menigheden har bestået, har den haft tre kirkesangere. Friskolelærer og folketingsmand Kl. Berntsen, Højby var den første, men han forrettede kun den gerning nogle få gange, så lod han sin og medhjælper ved friskolen i Højby, Kr. Kirk overtage stillingen. I april 1875 blev den hidtilværende Tarup friskole nedlagt og flyttet op ved Ibjerget, og en ny friskolelærer tog fat der; det var forannævnte Kr. Kirk; nu var han altså både lærer og kirkesanger. I 36 år udøvede han denne gerning til alles glæde og tilfredshed. Det var med sorg og beklagelse at menigheden og friskolekredsen så, at denne før så kraftige og smukke mand med den skønne og stærke stemme, brød sådan sammen, så han til sidst slet intet formåede. Først mistede han stemmens brug, senere blev han så svækket, så han hverken kunne stå eller gå, men måtte køres i en rullestol. Hvad han har udrettet her i kredsen mindes endnu med tak og glæde. Kirks afløser som friskolelærer og kirkesanger blev J.P. Frandsen, der kom fra Århus hertil.

Det er ikke småting, der gennem tiderne er bragt til veje i denne kreds for at holde åndeligt liv vågent og i udvikling, men alt er sket i frivillighed. Et par tal kan kaste lidt lys over denne side af sagen: I menighedens første tid var der omkring ved 40 familier, der sluttede sig til den, og på kirken, var der en gæld af ca. 1400 kr. Kirken havde kostet 5000 kr, foruden alt det, som var ydet frivilligt af arbejde, materiale o. lign. Nu er medlemstallet omkring ved 500. Menighedens samlede bygningsassurance 61.800 kr., løsassurance 4500 kr. og gælden 8375 kr. Disse tal fortæller om fremgang og udvikling for menigheden, men kun på det udvortes område, så deres værdi kan ikke bruges som målestok for, hvad menigheden har modtaget og udviklet sig i åndelig henseende. Men den trofasthed og opofrelse som menigheden har udvist hidtil og tilslutningen omkring ordets forkyndelse og sakramenterne, som årene igennem finder sted, tør nok tages som et bevis på, at her har menigheden fundet hvile og vederkvægelse for sit liv og Guds velsignelse været deri. Han holde sin hånd over menigheden fremdeles!

November 1925. Kristian Knudsen
 

En af de ældre i menigheden, bødker Mads Rasmussen i Årslev har givet et lille bidrag til dette skrift. Det er et smukt udtryk , som ikke blot er er typisk for ham selv, men som hos mange, især de ældre vil give genklang af noget, som også de kender godt. En del af det, som Mads Bødker skriver om, er allerede omtalt i det foranstående; derved bliver hans bidrag givet i noget sammentrængt form:
"I den første tid efter menighedens dannelse var det skik, når en moder holdt sin kirkegang, efter at have født et barn, at hun ikke måtte gå ind i kirken, før præsten havde holdt en  indledningstale til hende ude i våbenhuset. Dette skete, mens menigheden sang den første salme.
Dette foregik som regel samme dag, som barnet blev døbt, og den gang stod døbefonten inden for indgangsdøren. Ligeledes var det skik, at kvinden, som bar barnet til dåben og bagefter fadderne, gik op til alteret og ofrede en skærv. Det var også skik i begyndelsen, at en tavle d.v.s. en stok med enfastgjort pung i den ene ende blev båret rundt i kirken, for af de kirkesøgende at modtage en skærv til deres trængende medmennesker; dette udførtes i begyndelsen af en af menighedsrådets tilstedeværende medlemmer; senere af en dertil udnævnt mand. Det var murer Jens Klausen, der udførte dette hverv, indtil det blev afløst af de ved dørene ophængte bøsser.
Så længe menigheden blev betjent fra Ryslinge, var der som regel eftermiddagsgudstjenester, hvor alle kirkelige handlinger udførtes, men efter at Fr. Nygaard var blevet vor præst, var der i reglen kun altergang ved formiddagstjenesten, og altergæsterne skulle før gudstjenesten tegnes hos kirkesangeren.
Ved et af vore efterårsmøder kom det første gang på tale at anskaffe et orgel.Det var Anders Hansen, Rolfstedgård, der fremkom med forslaget. Det mødte en del modstand og betænkelighed, både hvad bekostningen angik og med hensyn til at få en organist. Der blev nedsat et udvalg og foretaget en indsamling af frivillige bidrag, som sammen med indtægten ved en kirkekoncert udgjorde ialt 800 kr. Der blev nogen strid om, hvor vidt det skulle være et harmonium eller pibeorgel. Mange, og deriblandt Anders Hansen, holdt på harmonium, idet de mente, at et pibeorgel blev for kraftigt i den lave kirke, og at det ville overdøve sangen for meget. Desforuden havde vi pengene til harmonium, men ikke til et større orgel. De andre, med gamle Hans Andersen i spidsen, holdt på orgel, som det bedste. Ved afstemning fik orglet to stemmer flertal for sig, men da det mentes at være et spinkelt flertal at bygge på, blev det vedtaget at holde et nyt møde om sagen, hvor der skulle foretages en ny afstemning. Her blev der to stemmers flertal for harmonium. Nogle mente, deriblandt Hans Andersen, at vi skulle have en tredje afstemning, men det blev afslået. Det var jo et stort mindretal, der måtte bøje sig; men samfølelsen var stærk nok til at tåle det, og man nøjedes med lidt protest. Men nu har vi orglet, som vi fik i 1918, og nu tænker jeg, at der ingen er, som ikke skal blive løftet op over de daglige småligheder, når det ikke kan blive løftet op over de daglige småligheder, når det sender sine toner ud over forsamlingen til salmer som "Hyggelig rolig, Gud er din Bolig", "I al sin Glans nu stråler Solen", eller "O Kristelighed, du skænker vort Hjerte, hvad Verden ej ved"!
Ja, vi har meget at takke Gud Fader for og kan nok sige: Store ting har Herren gjort imod os, og vi blev glade.
Vi har også haft sorger. Døden har gjort sin høst blandt menighedens medlemmer og præsterne og skilt dem ad, som gerne ville sammen være. Efter at Fr. Nygaard i nogle år havde været vor præst, døde hans hustru, så han stod ene med flere småbørn; det var jo en sorg, som hele menigheden blev henrevet af. Efter nogle års forløb fandt han sig en anden hustru og moder for sine børn. Men i 1897 blev han kaldt bort fra hustru, den store børneflok og menighed. Han havde i de 15 år, han var vor præst, ved sin sande , alvorlige forkyndelse, og sin tjeneste ved døbefont og nadverbord, vundet hele menighedens, både de ældres  og de unges kærlighed; men også ved sin daglige færden iblandt os vandt han alles hjerter ved sit ligefremme væsen. Ja, han var en tro arbejder i Herrens vingård! Og vi vil holde hans minde i ære.
Nu stod vi der med vor ængstelige spørgen: Hvorfor , hvorfor skulle han tages fra os? Vi syntes, at både hans hustru og børn og vi andre kunne så dårligt undvære ham.Hvor skulle vi få en præst fra, der kunne udfylde hans plads i menigheden? For menighedens vedkommende fandt vi en god mand i Johan Clausen, som nok kunne tage Nygaards gerning op og føre den videre i samme retning.
Men det varede kun i 8 år; for arbejdet med at være præst for to menigheder af den udstrækning var for overanstrengende, og så vedtog menighederne at skilles; men hvem skulle beholde Clausen? Vi Nærå mente at have den største ret, men det bestred Odensefolkene.
Clausen afgjorde sagen og valgte Odense. Det vakte lidt uvilje i Næråkredsen, men vi glemte at regne med Clausens ret. Det var dog ham, der skulle have lov at vælge, hvor han helst ville være, og han foretrak stillingen som præst i en købstad.
Vi skulle så igen til at se os om efter en anden præst. Men her viste det sig som så ofte før, hvad Kofoed sagde: At Vorherre giver sine venner det som i søvne! Vor gamle præst, C.N. Lorenzen, havde en søn, der var præst i Vestjylland. Han indvilligede i, efter alvorlige overvejselser, at rejse herover til os og blive vor præst, og det har jo vist sig, at han var den rette mand til at fortsætte, hvad andre havde begyndt, både i retning af at holde menigheden samlet og vinde nye medlemmer.
Menighedens kærlighed til ham og hans hustru gav sig da også tilkende ved deres sølvbryllup. Skuffelser har de vel ikke helt kunnet undgå, men jeg tror dog, de føler glæde ved at være iblandt os.

Glædelig er den store tilslutning ved vore gudstjenester  og ikke mindst, at de unge efter at de er konfirmerede, vedbliver at komme i kirke, og tillige at være med ved nadverbordet.

Ja, hvor har vi meget at takke for, og jeg gentager: Store ting har Herren gjort mod os, og vi blev glade! I stor taknemmelighedsgæld står vi til dem, der fik mod til at gøre begyndelsen og danne valgmenigheden. Skønt de arbejdede med godt håb og frit mod, kunne de nok undertiden blive ængstelige og tænke: Hvordan ville det gå i fremtiden? Hvorfra skulle de komme, som skulle fylde den kirkesal, de byggede? Sådanne tanker fyldtes Lars Murer med en dag, han stod og arbejdede på kirkens vestlige gavl. I det samme kom en sværm bier og satte sig ved siden af ham, hvorefter den krøb ind i et af de huller, der var i muren til stilladsbomme. Det optog han som svar på hans bange spørgsmål: Lige så utallig som denne bisværm var, skulle de blive, der ville komme til kirken for at finde hussvalelse for deres urolige hjerter.
Men svaret fik da ellers på 50 års mindedagen søndag den 11. januar 1925. Det var en stor og skøn højtidsfest i Sdr. Nærå valgmenigheds historie. Kirken var fyldt til sidste plads, og vor gamle præst, Johan Clausen, prædikede på sin egen gribende måde over dagens evangelium: Uden at I bliver som børn, kan I ikke komme ind i Himmeriges rige! Biskop Rud og vor egen præst holdt hver en lille mindetale. Særlig højtidelig blev dagen ved  den store altergang - den største, der nogen sinde har været i de 50 år, siden kirken blev bygget. Vor egen præst og biskop Rud forrettede altertjenesten. Kun savnede vi dem, der lagde grunden og bar de første store byrder, ikke for timelig fordels eller æres skyld; det så de nok, ikke var at vinde; men i tillid til Gud Fader, som de stolede på, og i hvis ærinde de gik: Nu er de fleste af dem gået ind bag forhænget tillige med de første af vore præster, men deres navne skal altid nævnes med ærbødighed og tak. Det, der har plantet, nyder menighen frugten af. Men den bedste måde, menigheden kan ære dem på, er den, at den slutter kreds om sin præst og lytter til hans dybe alvorstale om synd og nåde, og ikke til de ville røster, der vil drage os bort fra barnetroens stade.
Og så vil vi minde hinanden om, at:

Helgen her og helgen hisset
er i samme menighed.
Derom haver os forvisset
han, som alle dybder ved.

Og vi vil bede:

Du, som af liden flok.
svag og bly og bange nok,
gjorde kæmper stærke,
skab du og af os en hær,
som tør svinge åndens sværd
under korsets mærke.

Lad det kendes, Herren god,
huset her står godt i fod
på den ægte klippe.
Dufte lad dets blomsterkrans,
stråle lad det i din glans,
aldrig lad det glippe.

Regn os til dit vennelag,
under vort det ringe tag
værdige at træde.
Hør vor bøn og hør vor sang,
giv Guds fred sin rette klang,
os Vorherres glæde.

..............................
Gaver til Sdr. Nærå valgmenighedskirke

Gårdbestyrer og husmand Kristen Rasmussen i Sdr. Nærå gav jord til byggeplads og anlæg omkring kirken.
En del kampesten til underlag for sokkelen gav gmd. Knud Hansen, Tarup. Selve sokkelstenene gav gmd. Hans Pedersen, Sdr. Nærå. 1000 røde mursten blev skænket af teglværksejer Vilhelm Kampmejer , Søllinge. Alt det i kirkebygningen værende egetræ gav proprietær Finderup, Torpegård, tilligemed et pengebidrag på 100 rd. spån til taget skænkede købmand P. Nielsen, Kerteminde. Al kørsel og håndlangerarbejde blev ydet gratis, for en del også håndværkerarbejde.

Gaver til kirkens rejsning, som blev ydet i form af penge, blev  modtaget af Kristen Rasmussen, Sdr. Nærå. Friskolelærerne Mads Nielsen, Tarup, og Vilhelm Pedersen, Langeskov, samt af gmd. Lars Jensen, Højby Mark; men regnskabet over det indkomne er helt forsvundet, kun hvad friskolelærer Morten Eskesen i følge et opråb i bladet Fylla modtog af bidrag til nævnte øjemed, blev der redegjort for i Fylla effterhånden som bidragene indgik. Det viser, at der til Morten Eskesen er indkommet ialt 235 rigsdaler 27 skilling. To grantræer  blev skænket og plantet - i det lille anlæg omkring kirken - af lærer Nyholm og hustru, Sdr. Højrup. Det ene træ står endnu ved kirkens sydøstlige hjørne, mens det andet står ud for tårnet. En stor og velkommen gave modtog menigheden fra gmd. Jens Hansen, Haundrup, til en altertavle, nemlig 1200 kroner. Altersagerne: kande, bæger og brødfad, har pastor Kofoed og frue givet menigheden ,medens lysestagerne på alteret kom fra Ane Madsen, Nærågård. Det røde klæde til betræk på knæfald og prædikestol kom som gave fra farver Claus Dorch, Frue Kirkestræde, Odense. Et tæppe foran alteret blev syet og givet af elever fra Kolds skole. Vandkanden ved døbefonten var fra første tid en almindelig hvid porcelænskande, mens den nuværende kande er givet af præsten Fred. Nygaard til minde om sin første hustru. Prædikestolen gav snedker Jørg. Jørgensen, Thorup. En arv på 500 kr. fik menigheden efter afdøde friskolelærer Anders Jørgensens enke (Kirsten Drigstrups); den blev anvendt til at bygge en konfirmandstue for. En anden storgiver var friskolelærer Vilhelm Pedersen, Røjrup ved Langeskov. Foruden det bidrag, han gav ved kirkens opførelse, gav han senere (1890?) en sum på 1400 kr. (anvendt til tårn og spir), og efter hans død er menigheden i følge testamente indsat til arving efter ham. De to alter-lysestager er skænket af Anne Madsen, Nærågård, og senere er fra samme skænket byggeplads og have til præsteboligen. I begyndelsen var der på alteret duge af almindelig hvidt lærred, men dugene blev udslidte, og bordpladen blev da hvidmalet, og så undgik man dugen; men den hvide maling kunne ikke holde sig, så alterbordet blev gulligt og skjoldet. Så tilbød en kvinde, som nu og da kom her i kirke, og var glad derfor, at skænke en alterdug, eller om menigheden hellere ønskede det, en bordplade af marmor. Men det blev en alterdug, og den kom en tid efter. Senere har menigheden fået alterduge af andre.
De to første kakkelovne blev givet af to ældre mænd, nemlig Niels Nielsen, Lindø og Anders Jørgensen, Birkende.
De tre store fotografier af Grundtvig, Kofoed og Nygaard er en gave af stationsforstander P. Thiesen, Årslev. To smukke lysekroner er en mindegave om tømrer Jens Rasmussen og hans hustru, skænket af deres arvinger. De to lyse kandalabre, der findes på væggen, er givet af gmd. Lars Peder Nielsen og hustru. To stedsegrønne træer ved alteret er opelsket og skænket af Trine Andersen, Tarup mølle. Munkestolene ved alteret er givet af Ryslinge valgmenighed. Den syvarmede lysestager på alteret er skænket af valgmenighedspræst Lorenzen og hustru, sølvkanden af kvinder i menigheden og oblatæsken af enke Marie Sørensen.

Ved menighedens 25 års jubilæum skænkede brødrene gmd. Rasmus Larsen, Tarup og hmd Hans Larsen, Nærå, hver 100 kr. Fra gamle Erik Hansen i Hjallese, der hørte til menigheden her i dens første tid, er der givet en sparekassebog ,lydende på 130 kr.  Fra gmd. Hans Jensen Maegaard i Ryslinge har menigheden modtaget 1000 kr friskolelærer Vilh. Pedersen efterlod ved sin død 1800 kr. til emigheden. Murer Lars Rasmussen efterlod 400 kr., også til menigheden.

Fortegnelse over de medlemmer, der underskrev ansøgningen til kirkeministeriet om at få pastor Fr. Nygaard til præst for Sdr. Nærå valgmenighed.

Murer Jens Kr. Klausen, Sdr. Nærå
Friskolelærer Kr. Kirk, Sdr. Nærå
Gårdejer P. Larsen, Nærågård
Skræder Søren Rasmussen, Sdr. Nærå
Murer Lars Rasmussen, Sdr. Nærå
Fhv. friskolelærer Mads Nielsen, Tarup
Hmd. Lars Rasmussen (Tambo), Ore
Skræder Erik Kristiansen, Sdr. Nærå
Hmd. Hans Kr. Andersen, Sdr. Nærå
Gmd. Knud Hansens enke, Tarup
Skomager H.A. Blom, Sdr. Nærå
Bager P. Bender, Sdr. Nærå
Urmager P. Pedersen Aaby, Sdr. Nærå
Snedker Anders Hansen, Sdr. Nærå
Bmd. Hans Mathiesens enke, Birkum
Gmd. Rasmus Jørgensen, Tarup
Hmd. Jens Knudsen, Sdr. Nærå
Gmd. Kristen Rasmussen, Sdr. Nærå
Møller Søren Andersen, Tarup
Hmd. Mads Knudsen, Hudevad.

Af ovennævnte 20 medlemmer er kun 3 i live. De deltog alle tre i festgudstjenesten den 11. januar i år (1925). Disse tre er Jens Kr. Klausen, P. Larsen og Søren Rasmussen.
Af de 20, der underskrev andragendet i 1874 er kun skomager Fr. Lassen (Fr. Larsen) tilbage.

.........................