Bonden efter stavnsbåndet
Forside ] Op ]

 
Bonden efter stavnsbåndet

Af Niels Rasmussen Søkilde

  
Kampen for frigørelsen 1788

Det stod kun dårligt til med den danske bondestand før Frederik den Sjettes dage. Stavnsbåndet bandt bønderne fra deres fjerde til deres fyrretyvende år, og de var fattige, uoplyste og underkuede. Det stod dårligt til her i landet, men det stod ikke bedre til udenfor Danmarks grænser.
Mere end en menneskealder havde man ved famlende forsøg fra regeringens side søgt at fremkalde bedre forhold for landvæsenet. Det var en dobbelt bevægelse, hvis ene side væsentlig havde agerdyrkningens f remskridt til formål, medens man på den anden havde øje og hjerte for bondens nød; det uretfærdige stavnsbånd og ubestemte hoveri. - Nationens ædleste og bedste mænd stillede sig i spidsen for bondesagen, talte, skrev og handlede for den, under vekslende forhold, snart nær ved målet, snart igen fjernere fra det, indtil endelig året 1784 sikrede fædrelandets og menneskehedens venner sejren.

Det udstrakte fællesskab, der havde sin oprindelse fra den fjerne oldtid, hæmmede ethvert fremskridt i landbruget, og det var ikke nok, at de enkelte byer havde deres jorder fælles, men herregårde og andre byer var ofte lodtager såvel i bymark som overdrev. Bønderne i Fyn og Jylland, der fra gammel tid havde været vornedfri, var allerede blevne opirrede ved stavnsbåndets hårdere og hårdere tryk, og de anså enhver forandring for skadelig. Trods flere lovbud lå der endnu 1781 mange steder flere byer fuldstændig i fællesskab med hverandre, medens den specielle udskiftning imellem mand og mand kun var såre lidet fremmet. En af de første, ja, vi kunne sige det første veludførte forsøg, som mønster for en god udskiftning i Danmark, udførtes af den ældre Bernstorff 1765-67, efter tilskyndelse af hans brodersøn Andr. P. Bernstorff ved de ham tilhørende byer i Gentofte sogn, under det nuværende kongelige slot Bernstorf; men det varede længe, inden dette mønsterværdige eksempel frugtede synderligt. Det var først efter 1781, da loven om fællesskabets ophævelse udkom, at den specielle udskiftning imellem mand og mand vandt indgang her i landet, og i løbet af fem og tyve år blev den største del af landets jorder udskiftede, tusinder af gårde og boliger udflyttedes på marken, og mangfoldige gamle, tæt bebyggede landsbyer forsvandt, medens store strækninger, der før henlå som overdrev, opbrødes og toges under behandling i agerbrugets tjeneste.
Under de sidste kongers regering havde man af hensyn til forsvarsvæsenet strammet stavnsbåndet i den grad, at det ikke gav vornedskabet noget efter. Bønderne var udsatte for vilkårlig udskrivning til krigstjeneste og derefter enten at modtage en gård i fæste eller påny at gå sodlat - under officerernes ofte rå og barbariske medfart. At blive solgt til de "geworbne" (de hvervede regimenter) frygtede man værre end den slemme selv, men at modtage en øde og forfalden fæstegård under en vilkårlig godsejer og en rå, ubarmhjertig ridefoged - det var en lige så utålelig tanke. Hoveriet var ubestemt og på mange godser en ren trældom, som derfor frembragte en doven, drikfældig og drilagtig bondestand, der lidet ænsede de hårde straff, der ventede. Fra sådanne godser fandt rømninger meget ofte sted. Det unge mandskab rømte til fjerne lande for at nyde den frihed, fædrelandet nægtede, ikke uden fare for at blive eftersøgt og greben, da man vogtede og varede på bønderkarlene som fæstningsslaver inden for stadens volde.

Det var næsten værre at være stavnsbunden hovbonde under de kongelige og de offentlige stiftelsers end på de private godser, thi her fandtes dog ikke få ædle mænd, der behandlede deres hovbønder med al mulig skånsomhed, og fra sådanne godser fandt rømninger derfor såre sjælden sted. Skete det, var det for at undgå den frygtede krigstjeneste. Værst var det i Sjælland, især på de kongelige godser, hvor de mange ægter og det strenge vejarbejde yderligere gjorde krav på bøndernes tid og kræfter.
Det Guldbergske ministerium, der havde regeret landet siden Struensees fald 1772, bestod af danske mænd, men de havde ikke det rette øje for bondens nød, og den uindskrænkede hersker, kong Christian den Syvende, havde nedbrudt sin ånds- og legemskraft så fuldstændig, at han var uduelig til at føre tvillingrigets scepter i sin hånd. Så snart derfor kronprins Frederik efter kongeloven var bleven myndig, søgte han ved hjælp af nogle få fortrolige at stille sig i spidsen for regeringen. Iblandt disse var de to brødre, grev Christian og grev Ludvig Reventlow, Bernstorff og nogle få andre, ved hvis hjælp det jo lykkedes at styrte ministeriet - arveprinsens og enkedronningens regimente - den 14. april 1784 og at stille kongens søn, kronprins Frederik i spidsen for regeringen.

Grev Ludvig Reventlow, der havde været en af de virksomste befordrere af statsforandringen, fik kort efter kronprinsens befaling til at fremkomme med et grundigt forslag til en forbedring af de kongelige fæstebønders vilkår på Kronborg og Frederiksborg amter, hvor man endnu ikke havde bortsolgt krongodserne. Han fik tillige det hverv at foreslå, hvilke mænd der med ham skulle træde sammen i en kommission for at gennemgå en sådan plan, til vejledning eksempel for andre. Ludvig Reventlows forslag af 18. juli 1784 vandt bifald og blev gennemført næsten i alle enkeltheder, ikke alene på disse amter, men ved mange offentlige og private godser.
Endnu forinden denne kommission - den såkaldte mindre landbokommission - havde fuldendt sit hverv, nedsattes den store landbokommission, hvori grev Christian Reventlow fik forsæde. Med kraft og energi udfoldede Reventlow en meget betydelig virksomhed og kæmpede ufortrødent i forening med sin ligeså energiske fælle Chr. Colbjørnsen imod ethvert, nok så dristigt angreb i tale og skrift.
Der var både jubel og misfornøjelse over kommissionens nedsættelse, og selv dens medlemmer var ikke enige om måden, hvorpå man bedst skulle løse den vanskelige opgave, men Reventlows besindige optræden, hans klare og kærnefulde indlæg banede vejen til erkendelse af de menneskerettigheder, der var trådte under fod. Efter at man nøje havde overvejet de punkter, man ville gøre til genstand for den første indstilling, blev det justitsråd Colbjørnsen overdraget at forfatte et udkast til nærmere bestemmelse om forholdet imellem godsejer og fæstebonde. Dette forslag blev nøje prøvet i statsrådet, hvis bifald det vandt, og som en følge heraf udkom forordningen af 8. juni 1787. Nu gaves der regler for fæstegårdes til- og fratrædelse ved lovligt syn; der sattes grænser for al vilkårlighed, og hvad man forstod ved hørighed og lydighed. Dermed forsvandt træhesten, halsjernet og hundehullet fra herregårdene, da disse redskaber ikke mere kunne anvendes mod bønderne uden lov og dom.
Nu fortsatte man forhandlingerne om bondens personlige frihed - stavnsbåndets løsning. Hertil havde Reventlow allerede indgivet et forslag og vedblev i forening med Colbjørnsen ved talrige glimrende indlæg at afvæbne de indvendinger, der fremkom, thi der rejste sig mægtig modstand imod enhver forandring af de bestående forhold; men da man udfandt, at vornedskabet for 85 år siden var ophævet, og at stavnsbåndet kun var indført for forsvarsvæsenets skyld, for at sikre godsejerne det mandskab, de skulle stille til hæren og landeværnet, så fulgte heraf, at man ved at løse godsejerne fra denne forpligtelse også kunne løse bønderne fra det bånd, der bandt dem til deres fødestavn. De militære myndigheder ivrede imod de foreslåede forandringer, og mange godsejere søgte at forsvare sagen fra deres side. I gammel militærisk arrigskab tillod man sig at udspy en del skarpe udtryk imod landbokommissionens medlemmer, som både Reventlow og Colbjørnsen gendrev på den mest eftertrykkelige måde. Når modet svigtede grev Reventlow, sendte man bud efter broderen, der havde trukket sig tilbage til sit herresæde i Fyn for der at fuldføre de store forandringer: udskiftning, hoveriets ophævelse og arvefæstets indførelse, og når han kom til hovedstaden, fik Christian Reventlow atter ny kraft og styrke til de store foretagenders fremme. Dette i forening med Colbjørnsens jernvilje bidrog væsentlig til, at indstillingen om stavnsbåndets løsning vedtoges den 28. april 1788 med 13 stemmer mod 3. Den blev nu drøftet i statsrådet, hvor der også var modstand - thi nu skulle trældomsåget enten briste eller bære - men her sad "kongens søn, folkets ven", og han vidste, hvad han ville; hans vilje var kongens vilje, og den 20. juni 1788 udkom den mindeværdige lov om stavnsbåndets løsning.
..........
Få år senere rejste man frihedsstøtten uden for København til minde om den dåd, der gengav hele den menige del af det danske folk de hårdt beskårne menneskerettigheder tilbage. Stavnsbåndet under en retsindig godsejer, der ikke havde mangel på folk, var i og for sig kun en personlig ufrihed, der i de gamle vornede landsdele i reglen optoges af bønderne som noget, der hørte med til det undersåtlige forhold til herskabet, noget anderledes opfattedes det dog blandt de mere selvstændige fynboer og jyder. Hoveriet medførte derimod en skammelig ødslen med tiden og befordrede udvikling af rå sæder blandt de unge hovfolk af begge køn, der ikke sjældent nægtede den af fogden forlangte orden og lydighed. At "komme til hove" var noget, mange af ungdommen higede efter - thi der var svir og sjov efter dagens gerning.
Hoveriet kunne ikke således som stavnsbåndet hæves ved lov; det måtte ske ved mindelig overenskomst, hvortil regeringen arbejdede med ihærdig iver, ligesom en lov af 25. marts 1791 søgte at tilvejebringe god orden ved hoveriet. Reventlow udarbejdede fremdeles et forslag til en ny hoveriforordning i retning af det bestemte hoveri, med indbydelse til godsejere og bønder om at indgå i frivillige foreninger, og forslaget stadfæstedes ved plakat af 24. juni 1791, således at der gaves godsejerne en frist af 4 måneder, en frist, der senere udsattes, for at indgå i foreninger med bønderne om et bestemt hoveri, og, hvor sådant ikke fandt sted, at henvise sagen til en kommissions kendelse. Ved slutningen af året 1794 var der således indgået frivillige hoveriforeninger ved den største del af Danmarks jordegodser. Af Jyllands 400 godser var kun henved 100, og af de i Sjælland, Lolland og Falster liggende 228 hovedgårde var der kun 66, hvor ingen mindelig overenskomst havde været at opnå. I Fyn var frivillige foreninger afsluttede på alle 131 hovedgårde. Hoveriet blev således ikke alene ordnet på alle, men afløst på et stort antal jordegodser i Danmark.

De gamle landsbyer.

Oprindelsen til vore landsbyer ligger langt tilbage i tiden. De ældste af dem var de såkaldte adelbyer, fra hvilke torperne eller afbyggerbyer senere opstod. Ved udskiftningen sprængtes de flere hundrede år gamle former, som nu kun kan søges i de den gang optagne udskiftningskort, for såvidt sådanne endnu er bevarede. Få bønder vide i vore dage at påvise det sted i byen, hvor deres oldefædres gård lå.
Det er vanskeligt at tegne et billede af en dansk landsby før udskiftningen, der passer for det hele land. Formen var dannet snart af de hinanden krydsende veje, snart af den langstrakte gade og snart den sammensluttede kredsform, hvor gårdene var byggede rundt om en åben plads eller liden sø, ligesom der også forekommer andre former, hvor terrænforholdene havde medført det. Når vi holder os til den langstrakte form så en landsby på de danske øer således ud:

Ved begge sider af den bugtede, i reglen med risgærde indhegnede gade lå den ene gård ofte tæt ved siden af den anden; men gaden omsluttede tillige stævnet, gadekæret emd fægangen og falen eller byens fold. Stævnet sædvanlig under en stor ask, bestod af en kreds af store sten, hvor hver mand tog sæde, når byhornets tuden havde kaldt sammen til fælles rådslagning. Gadekæret med fægangen var fælles vandingssted for heste, kvæg, ænder og gæs. "Falen" eller foldet en indhegnet plads, hvor man samlede byens kvæg.
På de danske øer bestod hver helgård i reglen af fire, sædvanlig i skæve vinkler liggende fløje, medens man i de fleste egne i Sønderjylland med Als og omliggende øer kun havde en huslænge til en gård; dette var for en del også tilfældet i nogle egne af Nørrejylland. På Fyn havde man rundbyggede gårde, med eller uden sammenbyggede stuehuse. Som husene gerne lå i uregelmæssige frikanter med rundbyggede hjørner, så lå de også ganske som jordlaget var, op og ned ad bakke. Inde i hver gård lå møddingen, et stort vandhul, hvor godningen druknedes.
På Fyn og i landets øvrige skovrige egne var gårde og huse opførte af egebindingsværk med overtømmer af eg, ask eller el og flettede risvægge med påklinet ler fra begge sider. Ved opførelse af en ny gård hjalp bymændene hverandre med at binde stråtaget på, og når væggene var flettede, samledes mænd og karle til klining. En glad aften, klinegildet, sluttede dagens højtidelighed. I Vestjylland var det mest pigerne, der besørgede kliningen, medens karlene æltede og bragte leret til, ofte udsatte for at få en klask ler i nakken.

En ypperlig gengivelse af en landsby med lutter enlængede gårde har man på udskiftningskortet over Lyø 1805. Vi aflægge et besøg der på øen. Den tæt sammensluttede Lyø by med 24 gårde ligger venligt og behageligt. Man ser her, hvorledes en landsby har set ud før udflytningens forstyrrende periode. Gårde og huse ligge tæt ved siden af hinanden, så der mange steder næppe er plads til en lille kålhave. Oprindelig var alle gårdene her i byen kun en eneste lang huslængde, og var det endnu 1805, og der findes endnu nogle af denne form. Det er en interessant afveksling, der møder os her; snart de gamle, lave bindingsværksbygninger med blyvinduer og lergulve, med de hundredårige skabe, kister, kandeskabe og stole, for ej at tale om de gamle alkovesenge og skydeluger og det mægtige egebord med skab under; snart nye, smukke gårde med to velbyggede lader og grundmurede stuehuse, hvis indre i alle henseender er tidssvarende.

En anden mærkelig landsbyform har man på Drejø. Det er den tæt sammensluttede form, hvor gårdene, henved 30, ligge kædede sammen, fire, fem ind i hverandre, så det næsten er umuligt for fremmede at finde rede i dem.
Vi vende tilbage til den friere, langstrakte form. Bag gårdens stuehus lå haven, kål-, frugt- og humlehave, og bagved, eller ved siden af, lå gårdens toft, der ligesom haven med enghave var særeje og ikke undergivet fællesskabet.
Disse jordstykekr var indhegnede, og her kunne bønderne dyrke og drive, som de fandt for godt; thi her kunne man hele året skaffe markfred.
Udenfor byens "hjemfred" havde man den fælles bymark oprindelig inddelt i 3 vange, men i den sidste halvdel af forrige århundrede i 5-6 eller flere vange, alt foruden de mere eller mindre i fællesskab værende skovhaver. I bymarken havde hver gård sine særskile agre, sædvanlig 2-3 ved siden af hinanden; således kunne mangen en gård have sin jord på 30-40, ja indtil 100 steder. For store byer på 20-30 gårde var det et meget besværligt arbejde, men man var indlevet og fandt sig vel deri.
Langt ude fra byen lå udmarken og overdrevet, der kun pletvis lagdes i vang (d.e. toges under dyrkning), oprindelig gammel skov eller hede, men ved udskiftningstiden magert græsbed imellem tornkrat, sten og stub, brombærranker og lignende, eller i landets magre egne ligefrem lyngklædt hede.

De nye hjem

Det gamle århundrede sank i graven med stavnsbåndets sidste lænke, og med den bortvejredes mange forældede fordomme, medens tiden og folket i sin helhed havde fået et mægtigt opsving, siden kronprins Frederik hin forårsdag 1784 trådte i spidsen for statens styrelse. Landets folkemængde, der som følge af de hyppige rømninger og den personlige ufrihed havde aftaget i en betænkelig grad, var nu atter i stærk stigning. Landejendommenes pris var som en følge af de store landboreformer stegen til det tre- eller firdobbelte og enkelte steder endog mere i løbet af en 10-12 år efter fællesskabets ophævelse - eller, for at pege på et nærmere bestemt tidspunkt, for hele landet i tiden fra 1800 til 1805.
Tænke vi os landet og folke før 1788, og blot med de få års mellemrum, hvilken forandring var der da ikke sket! Alene i Sjælland og på Møen var der udskiftet over 5000 bøndergårde og endnu flere huse udflyttede og opførte af nyt. Men i samme tidsrum var også landets overdrev og udyrkede strækninger tildels forvandlede til opdyrkede marker med venlige boliger, gårde og huse eller under kultur tagne skove. "Landets marv, bondestanden" (siger Begtrup) - " tilforn en hjælpeløs stand, til byrde for sig selv og dens købere, er befriet for sine bånd og nyder nu borgerlig frihed. - Næsten den halve del er bleven ejere af deres steder og jodlod, og af de tilbageblevne fæstere er den halve del hoverifri. Ved selvejendom, frihed for vilkårlig tvang og uhindret benyttelse af sin udskiftede jordlod er en hidtil ukendt vindskibelighed vendt tilbage i bondens boliger."

Vi have set en dansk landsby i dens gamle form med de skæve husbygninger og lerklinede vægge. Vi skulle nu se os lidt om inden døre, såvel i de nye som i de gamle hjem. De udflyttede gårde på øerne lagdes i retvinklede former; tre sammenbyggede ladehuse med fritliggende stuehus i nord og murede vægge af brændte sten. På Fyn så en bolig ved århundredets begyndelse omtrent således ud:
Igennem to halvdøre gik man ind i forstuen. Til højre havde man den store stue med et langt bord, nogle jernbeslagne kister, et par stabelsenge med himmel over og omhæng for, en dragkiste og nogle stole. I de nye huse var der overalt stengulv i stuerne. Ølkælderen, der i de gamle havde sin plads ovenfor storstuen, fik i de nye gårde plads enten bag denne eller i husets modsatte ende. Til venstre for forstuen var dagligstuen. Inden for døren havde man på den ene side kakkelovenen og på den anden kandeskabet. I de gamle gårde havde man det lange egebord med madskab under. Langs vinduerne stod hønsebænken. I de nye gårde fik man et mindre bord med krydsfod under og bag storstuen et lidet køkken. Langs den nordlige sidevæg var der netop plads til de to indklædte senge med omhæng for, inden for hvilke hængeskabet var anbragt. Fra dagligstuen, med de katolske billerder på væggen og hylderne med sibøtterne under loftet, førte en dør ud til bryggerset, hvor den store melbing, dejgtruget og om efteråret mostpressen med stødetruget havde plads. Fra bryggerset førte en dør ud til gården og en anden ud til haven.

Det gik bestandig fremad i alle forhold hos bønderne. Besætningen blev udviklet og forbedret, klædedragtens og boligens udstyr blev rigere. Rigtige jernkakkelovne, stueure, dragkister og slagbænke blev nu mere almindelige. Selve stuerne med døre, vinduer og sengesteder, ja selv paneler, borde og bænke var ofte malede, og det hele hus gaves en hygge, som man ikke tidligere havde kendt.
Vi kunne gøre nogle flygtige besøg hist og her, men forbigå alle de vante, endnu uundværlige stykker som alkovesenge, gåsebænk, kandeskab, rokke, hasper og andet almindeligt gods, der endnu i lange tider var uadskillelig fra en bondestue. Derimod ville vi lægge til det nye, som tiden havde fremkaldt. Den første gang vi i en gammel gård, ved at ledsage skifteretten, traf et egentlig køkken, var 1790; her fandt vi også en jernkakkelovn, en dragkiste og 9 skilderier som vægprydelse. I hele den store by, Øster Hæsinge var der i 1799 næppe et eneste køkken eller nogen jernkakkelovn. Det var her som så mange andre steder, at den ene ikke turde gå foran den anden, men enhver holdt sig smukt og godt til det gamle. På gården Vilhelmsgave i Kistrup Skov havde man allerede 1791 alle møbler malede med den den gang så moderne, højrøde farve. Der var både stueur, jernkakkelovn, køkken og andre bekvemmeligheder; der var 5 lænestole; der var 18 bøger på hylden, men der var også et rigt oplag af sengeklæder. Boet havde en værdi af 1050 rdl. Et par år senere kommer vi påny til samme sted; det var en gammel skovgård, og der herskede vistnok mere end almindelig velstand, thi her faldt så at sige træernes rige olden ind ad døren til svinene, der i sådanne egne var bondens bedste indtægtskilde. Denne gang er der blot en ung piges efterladenskaber, vi ville kaste et blik over. Der er en dragkiste, i hvis øverste skuffe fandtes følgende hovedtøj: 6 hørgarns hovedklæder, 12 korsklæder, 14 lin, 4 silke- og 4 sirtses huer foruden flere andre tørklæder; fremdeles hvide og tærnede hørgarns forklæder, 4 par halværmer, en sort kyse, en grøn damaskes, en kattuns og en blå kåbe, bulel (veste) og skørter af alle mulige farver, røde, bundne trøjer, røde, strikkede nattrøjer, vadmels og hvergarns underskørter, 6 gode særke og et par sko.

Sådan var en ung piges klædning i Fyn på den tid, og mange vil heri genkende sin bedstemoders ærværdige dragt fra den tid, da moden ikke beherskede samfundet. Den unge pige, som voksede op fri og uafhængig af denne tyran, bar sin originale, skønne og klædelige dragt over al vor tid - hun var og blev i børnebørnes øjne den rigtig gode bedstemoder, kun når hun havde sin kønne røde trøje på.
Ved siden af kvinderens brogede dragt gav mænd og karle dem intet efter, når de fik deres højstribede trøje og vest på. En sådan dragt med knæbukser, blå strømper, sko og rødstribet hue ville i vore dage tage sig mere komisk ud end den unge piges nys beskrevne tækkelige klædning.

I de nyere huse havde man nu sovekammer, dagligstue (eller forreste stue), storstue og kælder. Jernkakkelovnens tilstedeværelse i sovekammeret, det lange bord, stueuret, urtepotter, jydepotter, kobberpotter, skåle osv. giver et tilstrækkeligt vidnesbyrd om, at "sengekammeret" egentlig var vinterstue. Det var altså kun af navn, man havde sovekammeret, thi senge havde man så godt som i alle værelser. Når dette "sengekammer" - mandens og konens sovekammer - måtte tjene til opholdssted for hele husets befolkning; når der her skulle koges mad ved et bål af svovlet tørv i den store, firkantede jernkakkelovn; når her skulle tørres våde klæder, strømper og handsker, spindes blår og udføres alle slags arbejder, så var sovekammeret uden betydning, og så var det kun en navneforandring af vinterstuen, en mindre stue, hvor alt for den kære varmes skyld var trængt sammen på det mest indskrænkede rum. Dog, denne skik svandt mere og mere hen, og om end sovekammeret ikke fuldt ud kom til sin ret, gik det dog i det mindste over til en privat stue, hvor man og kone kunne byde en god ven ind til fortrolig samtale.
I den større, mere luftige sommerstue havde man endnu lerovnen eller kaminen, men det var kun til enkelte tider, man lagde ild på her.
I bøndernes stuer finde vi nu de allerfleste steder ikke få bøger; salmebøger, huspostiller og en del andre andagsbøger: "Den bedendes kæde", "Tårepresen", "Nogle med blod bestænkede blomster, opsamlede under Jesu kors", som mere eller mindre kunne henføres til den pietistiske litteratur, der fremkom i Christian den Sjettes tid. Men disse bøger stod ikke på hylden som en prydelse; de blev virkelig benyttede, og der findes endnu rester af dem tilbage i mangt et bondehus med tydelige mærker af dagligt brug. Aftenbønnerne måtte læses efter hver nadvere, og ovenpå kunne husfaderen give et nummer til bedste i en af de andre andagsbøger. Vi kendte ikke den gang de franske romaner, men vi havde til en smule afveksling den gamle "bondepraktika med råd for alle uråd", sygdomme og vejrspådomme, og vi havde "sandfærdige historier" om skytten Bryde, om den skønne Magdalone og ridder Peder med sølvnøglen og flere andre populære skrifter, eventyr og fabler for voksne og børn. Man havde aviser, men de kom sjældent i noget bondehus. Var en enkelt mand så "fornem" at holde aviser, så gemte han dem omhyggelig og fik samlet en bog deraf ved årets slutning.

Et andet forhold må vi heller ikke overse, og det er husfliden. Vi kunne gennemløbe sense af byer; alle steder er der kommet bedre sving i alt. De større oplag af sengklæder, lagen, linned og dækketøj, de udsyede og flettede håndklæder, pudevår, lagen og linned godtgøre tilfulde husflidens fremskridt i den kvindelige husstand, ligesom huggehusenes bedre udstyr, de udgraverede stole, hasper, mangletøj og lignende sager også være vidne om karlenes flid og bedre sans for hygge og skønhed. På Brahetrolleborg gods blev i Ludvig Reventlows tid husfliden ligefrem gjort til genstand for en offentlig prøve, der bestod i, at enhver selv skulle lave sine redskaber i snilde og lette former; man øvede sig til denne prøve, da ingen ville udsætte sig for at falde igennem, og kun når man bestod prøven, fik man - et trykt bevis med grevens navn og segl på, at vedkommende måtte tjene som "hel karl".
Medens alt således både uden og inden døre var i ønskelig fremgang, kom ufredstiden, der fra 1807 til 1814 lammede vor handel og vanskeliggjorde afsætning, og så kom pengeforvirringen oven på, så den ene ulykke rakte den anden hånden og knugede vort landbrug i en lang række af år. Dog lagde den fri bondemand ikke hænderne i skødet, tværtimod havde man opbrudt megen rå jord og masser af sten, indskrænket og forbedret hestebestanden og udvidet kvægets antal. Så kom tiden fra 1835 til 1845, da de bedre tider brød frem. Svingploven holdt sit indtog på dansk grund, og mærgling og brak gjorde mirakelvirkninger i vort landbrug.

IV Sæder og skikke (1800-1825)

Ved siden af drikfældigheden i det attende århundrede havde et andet beklageligt onde slået sine dybe rødder i hele det menige folk, og det var den urimelige overtro, der var tilstede i alle samfundslag, men naturligvis stærkest hos den mindre oplyste del af folket. Fantasien, der vistnok opflammedes ved hjælp af brændevin, most og gammelt øl, lod verden befolkes under- og overjordiske væsener: trolde, nisser, ellefolk, bjergfolk og dværge, for hvem man ved alle lejligheder måtte tage sig i vare. Så man om aftenen en lådden hund, et marksvin eller en hare, da kunne det aldrig fejle, at jo svinet måtte være varsel om en eller anden ulykke, såsom et dødsfald i familien; hunden måtte være fanden selv og haren en gammel heks. Fløj vildanden op af mosen og over hovedet på folk, var det en hel sværm af onde ånder, der gennemflagrede luften. Hørte man noget pusle i mørket uden at kunne fatte, hvad det var, ja, da måtte det ubetinget være spøgeri eller gengangere. Således havde overtroen formet sig i alle mulige skikkelser. Men troen på hekseri og trolddom var det sørgeligste og fordærveligste af alt. Den havde i ældre tider bragt mange uskyldige på bålet og vedblev endnu langt ind i vort århundrede, ja, næsten lige til vore dage at kaste sine sorte skygger på mangen en mistænkt mand eller kvinde. I de fleste store byer havde man adskillige berygtede kvinder, som man skyede som pesten. Når en eller anden af bymændene fik et sting i siden, kom til at spytte blod eller fik gigt i benene, så var han straks forhekset. Havde man uheld med sit øl, at det enten ville "kaste sig" eller ikke gære; ville smørret ikke smales i kærnen, eller kalvene døde; satte køerne mælken, eller svinene ville ikke trives, ja, så skrev man alt sådant på heksens regning, og så vovede man undertiden at føre sin anklage frem for retten.

Julen har gennem alle tider været årets gladeste tid. Kruset fyldtes med årets beste drik, og bordet var rigt dækket. Alt var jubel og glæde; man glemte ikke de fattige, ej heller himlens fugle, til hvilke man udsatte neg. Sådan var juleskikken i almindelighed over alt i landet for århundreder siden, og tonen er jo endnu den samme, om end sangen har fået andre ord. Endnu mere var tilfælles på den tid, vi her ville skildre - tiden for tre til fire snese år siden, da der var fast skik på alt, også for julen og dens glæder.
Imod julen skulle alt være rent og pænt, skorstenene og kakkelovnene fejedes, og alt i hus og gård måte pyntes og prydes. Ploven måtte under tag, hunden havde rent halm i sit hus og køerne hø til juleaftens nadvere. Når folkene om aftenen kommer ind, hilser de hverandre en glædelig jul, der gengældes af husbonden ved at "give en tår" (en snaps brændevin) til husmoderens æbleskiver. Efter aftensmåltidet, der bestod i suppe og grød, læser husfaderen aftenbønnen samt evangeliet på juledag, og et par salmer synges.
Det samme gælder nytårsaften, selv om man ellers ikke hele året igennem tager et bog i hånden til husandagt. Straks derpå tages kortenen frem, og nu spiller man først om de æbler, pebernødder og æbleskiver, "vor mor" sætter frem; siden spiller man allehånde morsomme spil. Mand, kone, børn og tjenestefolk spille alle med lige iver og lige lyst. Ud på aftenen gives en potte varm most eller øl og endelig et sigtebrød og sommetider lidt mere til hver af tjenestefolkene, ikke til at spille om, men til egen fortæring eller til at bringe hjem til deres forældre. Til slutning spiller man om, hvem der den næste morgen skal give "frokost på sengen" til hele huset. Julemorgen spiser man ikke den sædvanlige davre (øllebrød), men der sættes sylte og kage på bordet og sommetider kaffe oven på. Kaffe brugtes iøvrigt meget sjældent i hine tider; det var kun til højtiden og ved ganske særegne lejligheder. Nytårsaften fejres på samme måde, hvad spise og drikke angår, men efter afsyngelse af de sædvanlige salmer samles byens karle, hver med en flint, for at gå byen om og "skyde nytår" ind." Undertiden skyde disse uøvede nytårsskytter vinduerne ind hos folk, men det er spøg og gammel skik, og det må tåles.

"Der er nu meget, som skal varetages i juledagene," siger Feilberg. "Det er varslerne for det kommende år: julemørke giver sommertørke; julesommer giver fastevinter; en hvid jul giver en grøn påske, en grøn jul en fyldt kirkegård, en mørk jul en lys lade (dårlig avl); bugner træerne af rim i juledagene, skal kornet bugne på markerne af fulde kærner næste sommer. Så har de gamle haft for skik at tegne med kridt tolv små kredse på bjælken, en for hver af de tolv juledage, regnet fra første juledag: det var "julemærkerne". Som vejret var i disse dage, skulle det i hovedsagen blive i årets tolv måneder, således at formiddagen gjaldt for månedens første, eftermiddagen for dens sidste halvdel. Kredsen blev så delt ved en vandret streg; indtraf der en hel eller halv dag sne, tåge eller regn, blev den tilsvarende kreds eller halvkreds mærket med tætte kridtstreger, og så ventede de gamle, at julemærkerne nok skulle passe. Man måtte undgå, at noget gik rundt; ingen karl måtte slibe på en omdrejende slibesten, ingen pige måtte spinde; så fik man "navlegæslinger"; man måtte ikke vakse og klæde træer med linned, thi så skulle man komme til at klæde lig til faste."

Helligtrekongers aften blev lyset med de tre arme sat på bordet; der, hvor armene samledes, var der gerne støbt noget krudt ind, og børnene ventede med længsel på øjeblikket, da eksplositionen skulle komme.
Man regnede iøvrigt julen lige til kyndelmisse, i hvilken tid man havde den sædvanlige julemad at byde fremmede folk. En gang om ugen hele julen igennem samledes de unge skiftevis i hver gård for at "lege jul".
Om aftenen indbydes jævnlig byens piger til kartegilder. Et par timer går det godt, men så må man ind i byen for at sprede karlenes senge, og siden møder alle karle i byen for at "kyse kartepiger", idet de enten er klædte ud som tiggere, tyskere eller jøder, eller de affyre skud udenfor vinduerne, stoppe skorstenen, slippe fugle ind i stuen eller øve andre lignende puds.
Som julen er de ædle og uskyldige, så er fastelavn de ville og støjende glæders tid. Man måtte more sig i flere dage, thi i fasten skulle alt gå stille til. At ride til ring har længe været i bug. Fra en galge udhænges ringe, som i strygende fart må tages af de tildels uøvede ryttere. Den, som først får 12 ringe, er kejser eller konge og har frit gilde. Den, som ingen ring får, bliver bajads. Efter endt ridning samles byens piger for at pynte karlene. De har alle hvide skjorter udenpå og et rødt halstørklæde om livet, og nu rider man byen om med musik i spidsen. Om aftenen holder man gilde oven på. Flere steder har ringridningen holdt sig til nutiden. Derimod er den stygge skik "slå katten af tønden", eller "rive hovedet af kokken" for længst gået af brug. Men uskyldigt var det derimod, hvor man agerede optog som bjørnetrækkere og lignende.
Selv de ældre - ja, gamle - mænd ville more sig ved et slag kort fastelavns mandag. De er mange steder ordnede i små hold, og gildet skifter så imellem dem. Måltiderne ved sådanne gilder er højst ulige.
Medens alle voksne lige til oldingealdren more sig i fastelavn, gå børnene trolig i de ældres spor. Fattige børn have allerede en uges tid eller to forud gået om fra by til by, pyntede med grønt og med flagrende bånd, for at synge fastelavn. Men ethvert barn ville betragte det som et stort onde, om det ikke fik lov til at gå sammen med sine kammerater fastelavns amdnag for at slå potter i stykker, og denne gamle skik er endnu temmelig almindelig blandt de unge i byen såvel som på enkelte herregårde.

Nogle steder i Sjælland drev man fastelavnsløjer flere dage i rad, og i et par sogne på Falster spillede man fastelavn en hel uge forud.
I Sjælland levede forestillingen om, at heksene skærstorsdag nat rejste til Bloksbjerg, ridende derhen på kosteskafte, ovnrager og lignende, hvorimod man andre steder i landet anså Voldermisse eller St. Hans nat som tidspunktet for denne rejse. Ville man have held med sig, gav man ikke mælk bort disse dage og måtte heller ikke glemme at tage plove, harver, rager og andre redskaber, ja, selv øerne i hus St. Hans aften. For at skræmme heksene tændte man blus på bakker og høje, satte ris i sin hør. Ligesom man satte St. Hansurten under bjælken for sig selv og sin kæreste eller for andre, der var "gode venner".

En hollandsk rejsende skrev en gang om fynboerne, "at de spise overordentlig meget, især om høsten indtil 12 måltider om dagen". Det er vel overdrevent, men det er ganske vist, at rughøsten er overalt betraget som en højtid, hvor den beste spise og drikke sættes frem. Det er noget, der endnu er fast skik, thi som den ene bymand opvarter sine høstfolk, gør hans nabo ligeså. "Den ferske suppe" må skaffes tilveje, om man end må hente kødet en hel mil borte.
Mikkels aften holdt man høstgilde (skuringsgrød); da måtte man have gødningen udkørt til rug og hørren braget og skættet. Samtidig begyndte pigerne at spinde om aftenen og vedblev dermed til påske.

De store bondebryllupper havde sin rod langt tilbage i tiden. Det hjalp ikke stort, at regeringen påbød indskrænkninger af bryllupsgæsternes antal, endog til 32 folk, der næsten var 10 gange mindre end den gamle skik. Da de tidligere brugte trolovelsesgilder (fæstens-øl) ophørte som en følge af forordningen af 4. januar 1798, trådte tillysning i kirken i stedet, men denne forandring vakte i begyndelsen folks uvilje.

Otte dage før brylluppet, der i reglen blev afholdt om fredagen, sendtes en af brudens nærmeste ud for at byde til bryllup. Den påfølgende onsdag holdtes føringsgilde, hvortil enhver af de indbudne sendte en hel kurv fuld af fødevarer: lammekød og gæs til steg, smør, æg, mel og andet mere, og den nærmeste familie sendte desuden en tønde godt øl, det vil sige: de sendte det ikke, thi manden kørte selv hen i bryllupsgården me det og havde sin pige med ovenikøbet. Byens karle måtte naturligvis med for at danse med føringspigerne, og på denne måde blev dette gilde ofte større end selve bryllupsgildet. Om torsdagen samledes alle brudepigerne for at pynte kirken, og om fredagen var det den store dag. For hver en vogn må musikanterne blæse et stykke i klarinetten eller fløjten. Efter indtagen frokost ordnes enhver af gæsterne efter stand og familieforhold, og nu kører man til kirke, "alt hvad remmer og tøj kan holde", med karlene som forridere. Men hvor kirken er i byen, sparer man sig denne ulejlighed. Efter endt kirketur reder skafferen brudefolkene og næstefolkene til sæde, og nu ofrer enhver sin gave på brudeparrets tallerken. Efter denne scene har skafferen det vigtige hverv at bænke enhver til sæde efter den rang, der tilkommer ham. Degnen må have den første og naboerne den sidste plads. Ved måltidet, der kan vare i flere timer, opvartes med suppe, kød, grynsuppe og steg. Nu har man aflagt grynsuppen, men i stedet for har man knyttet kage til som den sidste ret. Til hver ret giver musikanterne et nummer til bedste. Når måltidet er til ende, læser skafferen fra bordet, og en salme afsynges. Når alle opvartere og køkkenfolk have spist, danses brudedans. Det er en vals eller menuet, ved hvilken enhver af de nærmeste familier er pligtig til på skafferens vink at vise en offentlig prøve på sin dygtighed i at danse med bruden. Siden danser, spiller og drikker man til hen ad morgenstunden, da folk så ebgiver sig hjem eller hen i de dem anviste kvarterer. Om lørdagen samles man atter til måltid, hvor der beværtes med kødsuppe, æggesuppe og plukeksteg. Om søndagen, som er den tredie dag, er retterne som den første dag. Brudefolk, næstefolk og brudepiger følges atter ad til kirke.
I ældre tider holdt man mange steder barselgilde i to dage. Det holdtes i reglen ikke den dag, man fik den lille verdensborger døbt, da dette måtte ske den første den bedste søndag - det var ikke alene en skik, men en virkelig befaling, der under en bøde af 20 lod sølv ikke måtte overtrædes. Man har endog eksempler på, at børn, som er døte søndag morgen, endnu samme dag er døbte i kirken. Siden holder man barselgilde, når konen går i kirke. Ved et sådant gilde opvartes med suppe og grød foruden de almindelige drikkevarer.
Gravøllet eller begravelæserne holdt man i gamel dage også mange steder i to dage, og da var det tillige skik at holde ligprædiken over den afdøde, for så vidt det var en gårdmand eller gårdkone, man "fulgte hen". Til disse ligprædikener tilkom det degnen at forfatte "testamentet" (den afdødes livsskildring), for hvilken han nød det halve af, hvad præsten fik for sin ulejlighed.

Med den under stavnsbåndet opfostrerede slægt sank en del af den gyselige overtro i graven, ligesom mange forældede sæder og skikke fulgte med. Mere skulle følge i de næste slægtled. Tiden fra 1825 til 1850, da oplysningen var i færd med at give overtroen dødsstødet. Trods krigen 1807 til 1814, Norges tab og de ulykkelige pengeforhold var der i de første 25 år af vort århundrede i alle forhold sket amnge og store forandringer for bondestanden. Man tænker sig den stavnsbundne husbonde som skildret i Holbergs "Jeppe" med knæbukser og rød hue, og de gamle, lave boliger med lergulv, åben lerovn og hønsebænk i stuen. Som der står i de gamle vers:

Se hytter, hvor de barske vinde'
Kan ryste olding i sin krog,
Se engens grønne pragt forsvinde,
Surt vand og mos dens sted indtog.

Se den af klinte skjulte ager
Og se, dens dyrker er en træl;
Ja, se det magre kvæg, som tager
I sine Herrers vånder del."

Hvor forandrede var ikke forholdene en menneskealder efter frigørelsen Nu stod den danske bonde rank og fri med bedre tænkesæt, voksende velstand, bedre boliger og lykkeligere livsvilkår.
Den forbedrede skoleundervisning efter 1815 bidrog væsentlig til at oplyse og danne den yngre slægt, da de nye tider grundig brød frem, modnedes til den udvikling, der fulgte slag i slag før og efter 1850, hvorom der står i sangen:

"Nu intet åg den danske bonde kuer,
Nu høster han, hvad han i jorden sår;
Nu trindt om ham man ikkun velstand skuer,
Nu er han herre i sin egen gård."

Ja, vi kunne forestille os, at dersom vi kunne mane frem af graven en af den bønder, som gik til hvile for 120 år siden, da ville han vel få anledning til at udbryde: "Er det her, jeg vandrede, eller var det på en anden klode?" - Så meget forandredes i tiden efter stavnsbåndets løsning.

   
    
    
   
    
   
   
   

 

 

 

 

 

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  Sydfyn-info.dk A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk