Før vore urfædre blev fastboende bønder, har der da næppe været antydninger af hegnede pladser med dyrkede urter om menneskeboliger; men allerede broncealderfundene fortæller os om æbler - om de har været dyrket eller er hjemført fra krat og skovbryn, skal ikke kunne siges; men de spistes sikkert, og desuden har man i denne periode hæget om og dyrket den vilde urt pors, - har vi i disse hegnede porsetofter måske de første spirer af en opdyrknings- og forædlingskunst for en slags haveurter, ja så er springet ikke langt til også at tage æblerne i kultur. Jernalderfundene siger, at der da desuden er kommet ærter og hestebønner i kultur, - Mullerupfundene beretter om, at man også har spist hasselnødder, og endnu før vikingetiden har de danske bondehaver været forsynet både med kål og porrer, kommen og sennep, kirsebær og blommer - og snart holdt også humlen med sine snoede ranker sit indtog.

Ikke overdådige og sikkert ikke yppige har dog fortidens bondehaver ydet deres dyrkere nyttige frugter og urter, og da fromme klostrebrødre bragte danerne bud om Kristi kors, havde de også lægende urter med til krigende stridsmænd og arbejdende bønder, og disse urter fandt grosted nær huse og hytter. Vort kendskab til disse fortidige haver stammer ikke blot fra fund af rester, - også folkeviserne har berettet om dem, mere eller mindre koncist. I visen om Marsk Stig fra ca 1287 siges det, at

Mig drømte mine rakker små
var vorden til vilde svin,
og de vare udi min urtegård
og kasted de urter omkring.

Andre folkeviser taler om visse træer og blomster, - desværre er deres opgivelser af bestemte planter ofte ikke andet end billeder, og når det i en vise om Esbern Snare fra omtrent samme tid hedder, at

Hun lagde det på tilje,
hun skar det i roser og lilje,

har vi næppe ret at tro, at det netop drejer sig om disse blomster, det kan være andre; men blomster har man i hvert fald kendt, og roser og liljer er i hvert fald nok haveblomster

Mens bønderne måtte betale tiende og andre afgifter af deres afgrøde fra markerne, har bondehaverne aldrig været pålagt sådanne afgifter. Og i klosterprivilegier berettes der om, at klostrene har ejet både urtegårde og frugthaver på landet, ja i begyndelsen af 1200-erne fortælles der endog,, at St. Knuds Kloster i Odense har haft vinhaver ved deres gårde på Fyn, Lolland, Ærø, Als, i Jylland samt på vesterhavsøerne Rømø og Sild. Nu kan man jo nok studse ved dette, at man så tidligt i Danmarks historie har dyrket vindruer og har avlet af "de frugter, som bonden aldrig ser", som vi har sunget det så tit i sømandsbrudens vise; og der er gisnet meget over forklaringen. Måske er det virkelig vindruer, som af klostrebrødrene er bragt til det høje nord, - måske er det det ikke. Det kan være, at det har været humle; thi både humlebladene og de drikke, der har været lavet af humle, kunne nok minde en sydlandsk prior om vinen. Man kan beruse sig i mjød og most lige såvel som i druevin, og de fligede humleblade kan godt kappes med vindruerankernes større blade i skønhed.

De primitive porsehaver og de første urtehaver har formodentlig været værnet af primitive hegn, - enhver har gjort hvad han har skøttet om, og eftersom han har vurderet indholdet i haven til; men Valdemar Sejr har villet have orden i sagerne, og har set, at havedyrkning hos bønderne var en sund syssel, og frugterne deri måtte have deres værn også i lovparagrafferne. År 1241 udstedte han da sin jydske lov, og i denne fastsætter han, at "abildgård og kålgård og toftegård skal hver mand hegne, om han vil have dem i fred og værge dem for allehånde slags fæ". og han fortsætter truende: "Byder mand anden mands abildgård eller kålgård og stjæler æbler eller kål, da må han derfor tyv vorde", og tyveri haver regnes for lige så slemt som tyveri i hus og hjem.

Når haverne sådan har fået deres beskyttelsesparagraffer, er det nu ikke værd at tro, at det udelukkende var for bøndernes egen skyld, - også dengang plejede man statsinteresser, og beskyttelsesparagrafferne i de lollandske vilkår af 1446 og siden andre mere omfattende love. De første bestemmelser om havernes udnyttelse lød på, at hver bonde årlig skulle plante "i det mindste" 30 humleplanter og 6 podede pære- og æbletræer, - og disse skulle plantes inden St. Valborgs Dag, - allerede i Fyns vilkår for 1473 er de 30 bleven til 60, og bøden for forsømmelse, der på Lolland var 3 mark, er på Fyn blevet til en hel okse at betale til jorddrotten, - og så havde man endda stadig pligt til at plante. At disse bestemmelser for Fyn fik sit resultat, er ingen i tvivl om. Intetsted i landet har humlehaverne floreret som på Fyn, - men det er en hel anden historie.

Og i den næste lovparagraf om havedyrkning af 1521, der er indeholdt i kong Christian II`s gejstlige lov, nævnes der kun 10 humleplanter.

Når der fra lovgivningsmagten d.v.s. kongernes side i disse tider er givet bestemmelser for havedyrkning, ligger dette dels i, at planøkonomien, som vi betragter som et nutidsfænomen, virkelig  også var kendt i disse "gamle dage", og endog sådan noget som selvforsyningspolitik var såre aktuelt. Man behøvede humle til at krydre øllet, og øllet var ikke mindst nødvendigt for krigsmagten og flådens folk. Dyrkede man den selv, ja så havde humlen fra Rostock, Lybæk og andre byer hinsides havet ingen større interesse, og uden tilstrækkeligt og godt øl var der givetvis ingen slagkraft i hær og flåde. Derfor bestemmelserne om, at bønderne skulle dyrke bestemte slags i deres haver. .. I vor tid er det administrationen eller organisationerne, der tager sig af disse ting, - dengang var det kongen og lensmændene; dengang var bønderne undergivet herremændenes bud, og ridefogederne sørgede for, at udstedte påbud blev adlydt, også når det gjaldt plantning i haverne; nu er herremandens magt ikke større end selvejerbondens, og alene de økonomiske interesser gør, at der sættes ind på dyrkning af havesager af mange slags.

Forlader vi lovbestemmelserne, og spørger vi om, hvad de har givet til resultat, da er der mange holdepunkter for, at vel er det gået trægt med at få vore bondehaver til at blive virkelig frugtbare produktionssteder, og megen træghed, uvidenhed og efterladenhed har måttet trænges tilbage, før det har hjulpet. men allerede fra 1671 beretter et digt om, at fynbohaverne har været særdels mange og tillige har indeholdt meget mere end humle. Det siges i dette digt, at haven er et paradis og fuldt af, hvad hjertet begærer.

Hver bonde har sit paradis,
så vil jeg haven nævne;
der har han ribs og kirsebær,
moreller, æbler, pærer,
valnødder, store morbærtræer
og alt, hvad han begærer.

Men bondehaverne er ikke fynbohaver alene, og de andre øers haver (dem fra Lolland, Falster, Als og andre steder) har deres mindre yppige, men måske lige så maleriske have i den jyske kålgård. Navnet er morsomt, men det dækker ikke over indholdet, sådan som navnet Humlehaven dækker over sit. En kålgård er ingenlunde en "gård" eller en have blot til kål - det vil være helt urigtigt at tro dette. Den kan rumme meget mere end kål, - ja der kan vel endog være jyske kålgårde, som knapt nok rummer nogen kål - skønt det vel hører til sjældenhederne. Jeppe Aakjær har skildret sin barndoms kålgård, - og den var nu ikke ringe af indhold. Han fortæller om den, at

Vi havde hjemme en gammel have,
skønt kålgård var nok dens rette navn;
bag digesåd og forblæste stave
den lå så ydmygt til pryd og gavn.
Vi skjulte os under dens hyld med svimlen
og havde som barn ej bedre sted;
thi blå var  lågen og blå var himlen
og blå lavendlen i moders bed.

Og dugten, duften i moders have
af timian, mynte, kørvel, kål,
den vælded ud over såd og stave,
som når man skvulper en bredfyldt skål.
Man gik i rus som af søde drømme
fra hyben, lavendel, pastinak;
malurt og regnfang bød helst de ramme,
til hvilken bien sa` sødt: "Nej tak".

Også andre steder end i de jyske kålgårde har de gamle krydderurter haft plads; de er ikke specielle for den, men kendt også i øernes bonde- og almuehaver; de er kommen hertil fra klostrene, måske med en omvej over præstegårdshaven eller herregårdshaven, - de er havnet bag bøndernes stengærder og levende hegn, og her holdt de længe stand. Men tiden har været hård imod dem, og de krydrede dufte er sjældnere nu, end de var det engang. Nok ved vi, at renligheden i by som på land er større end i gamle dage, og at det derfor ikke mere er slet så nødvendigt at krydre luften i stuerne for at kunne holde den ud; men dette berettiger alligevel ikke til at kaste dem helt bort, - så meget mere, som så mange af de moderne planter (f.eks. roserne) ikke just udmærker sig ved stærke dufte. Og uden dufte i haverne savnes der en af de strenge, som stærkest stemmer hymnen til sommeren og som bedst giver indtrykket af noget intimt, inderligt og skønt. Stokroserne giver bybeboernes landhus og sommerhus et supplement, som er meget værdifuldt; men også et par krydderurter ville hjælpe med til at øge den landlige stemning. .....