Vore andelsforetagender, det smukkeste og økonomisk sundeste og bedste udtryk i verden for folkeligt styre og fællesskab, har Danmarks bondestand hovedæren for. Da andelsbevægelsen begyndte i 1866 i Thisted med pastor H. Chr. Sonne som igangsætter var der vel næppe nogen, som tænkte over, at vi nu gik ind i en økonomisk epoke, der her i vort land havde en slags parallel i det gamle danske landsbyfællesskab. Også dette var bygget på et andelsprincip, der naturligvis dog ikke i økonomisk effektivitet i nogen henseende kan sammenlignes med vort moderne andelsvæsen.
Lighedspunktet mellem det gamle og det nye fællesskab må vi finde i rent menneskelige forhold; i evnen og viljen til at stå sammen og løfte i flok - til enhver bymands gavn og til bedste for almenheden. Ligesom der i vort andelsvæsen findes et såre værdifuldt og nationalt set opmuntrende moment i den tanke, at alle er lige indenfor de enkelte foretagender, fælles om fordelene og tabene, således var der også i det gamle danske landsbysamfund en fællesskabets ånd, som ikke kan andet end varme den om hjertet, der har beskæftiget sig med studiet af vor bondehistorie i hine århundreder, da vor bondestand til trods for hovarbejde og stavnsbånd udgjorde en lille stat i staten.
Det er nærliggende at komme på den tanke, at når vort nutidige andelsvæsen har haft så let ved at vinde indgang i de danske landsbyer, har dette faktum sin årsag i, at danske bønder gennem århundreder var "andelshavere" i selve bylavene. Det ligger også nær at gøre opmærksom på, at de landboere, der var til års i 1870-80èrne, næstendels var fødte i de gamle fællesskabstider. I hvert fald kunne deres forældre og bedsteforældre jo levende erindre landsbyfællesskabets tid, og for dem ville det vel ikke have faldet så svært at gå ind i en ny form for samvirke. Hertil kommer så, at man talrige steder i Danmark helt til henimod vort århundrede stadig iliveholdt levn fra fællesskabstiden.
Det var udskiftningen af landsbyernes jorder, der på afgørende områder gjorde ende på "kommunismen" i det danske landbrug. Med ophævelsen af jordfællesskabet, der var til stor gene for fremskridt i landbruget, bortfaldt alle de vigtigste former for fællesskab. Den enkelte jordbruger kunne nu dyrke sin jord, som det passede ham, og begynde de forskellige udarbejder efter sit eget tykke. Det kunne han jo ikke, inden jorderne blev fordelt mellem byens bønder; thi da skulle alle arbejder i de fælles byvange begynde på en gang.
Inden man tog fat på møgkørsel, såning, høslet, høst, pløjning o.s.fr. havde bymændene i fællesskab på byens officielle samlingsplads; bystævnet (i Jylland hyppigst benævnt: grandepladsen) aftalt, hvornår arbejdet skulle begynde -, fra hvilken ende af vangen man skulle fange an o.s.v. Ordføreren på stævnet var byens oldermand, der havde samlet bymændene ved at blæse i horn (især på øerne), ladet trommen gå (Nørrejylland) eller ved at sende en træ- eller jernpind med påbundet seddel (Sønderjylland) ud til bymændene; grandestokken skulle sendes fra mand til mand i en vis rækkefølge (solret, efter matrikelnumre el. lign.)
Når vi i tanken søger at danne os et billede af den gamle danske landsby, ser vi altid for os bystævnet, hvilket ikke er så underligt, da et stævne ikke alene er en sjælden pryd for en landsby, men også på en mærkelig håndgribelig måde anskueliggørelsen af det enkle, primitive grundlag, hvorpå alt samfund her til lands er bygget op. På de jordfaste sten uden om landsbyens ærværdige - vel nok oprindelig hellige -træ har bymændene siddet år efter år, århundrede efter århundrede og drøftet og afgjort deres fælles anliggender. Om vinteren afholdtes bystævnemøderne i oldermandens gård, det var da for koldt til at opholde sig under åben himmel på bypladsen. Hos oldermanden endte stævnet med et bygilde, da bymændene ikke alene udgjorde et lav, men også et "gilde".
Det er imidlertid kun fra forholdsvis få egne af Danmark, der kendes stensatte bystævner. På Sjælland findes en gruppe i Lyngby-Farumegnen, Køgeegnen, egnen mellem Næstved og Storehedinge. Ringsted har sit gamle sjællandsfarerstævne på sit torv. I Rørvig og enkelte andre steder i Nordvestsjælland findes nogle få stensatte stævner.
Fyn er bystævnernes klassiske land. Ingen egn i Danmark kan opvise så stor og smuk en bystævnegruppe som Odense-Kertemindeegnen. I Sydfyn findes hist og her stævner, medens der i Jylland kun kendes oplysninger om ganske få stævnepladser med sten. Således menes der at have været et stævne i Grimstrup ved Varde og i Nørre Bjært ved Kolding. I Åle vest for Horsens har stævnet stået på "Forten", en åben plads i byen, hvor også gadedammet fandtes. Det gamle bystævne i Åle genrejstes i 1929. Det stævne, der ses i Nors i Thy, er ikke et oprindeligt gammelt stævne, det blev sat op i 1920. - Endvidere kendes der stævner fra Nordby på Samsø og fra Strynø syd for Fyn.
Der har selvsagt været stensatte stævner i langt flere byer, end hvor vi nu kender sådanne fra. Det vil dog blive vanskeligt at komme under vejr med, hvor der har været et stævne, som nu er borte. Da landsbylavene i afvigte århundrede de fleste steder blev opløste, gik det ofte sådan, at vindskibelige borgere erhvervede sig de store stævnesten og anvendte dem til et eller andet formål, hvor sten også kunne gøre nytte. Eksempelvis kan nævnes, at ude på Hindsholm, hvor der ellers findes bevaret så mange kulturlevn, ses der nu ikke noget bystævne. Dog har der i Martofte, midt i byen på en plads, hvor der går veje til alle fire verdenshjørner, været et stævne; stedet kaldes endnu Stævnen. Forhen havde her hver gårdmand sin sten, hvori var hugget navn og matrikulnummer. Enkelte sten var der indhugget en krone i, en bar årstallet 1777. Inden 1829 havde enkelte mænd  taget deres sten hjem til gården. En gammel mand Lars Pedersen, havde set en af dem sidde som grundsten under en bygning. De fleste er vel blevet anvendt på denne måde. Stenene er forsvundne på to nær, der flyttedes ind til siden, hvor de står ved en gårdindkørsel. I disse to sten er indhugget navne.
Hvor man ikke havde et stensat stævne, samledes man blot på en central beliggende plads i landsbyen, tiest på bygaden, hvor fællessmedien, gadekær (branddam), degnebolig m.v. fandtes. På Lolland var samlingspladsen gerne ved midsommertræet på bygaden. På Bornholm havde man gildeshuse i sognene; her var også rådslagningsstedet.
På bystævnet eller grandepladsen var det kun gårdmændene, der havde noget at sige. (Af stenenes antal kan man som oftest  slutte, hvor mange gårde, der var i landsbyen). Det var da også med en vis respekt, der blev set hen til bystævnet. I Tørring ved Randers var det sådan, at når der blev sagt: "Mændene har været samlede", var det med en tone, så man kunne folde sine hænder over det, sådan så småfolk op til mændenes bestemmelser.
Enkelte steder på Fyn (Davinde, Allerup, Stenløse, Heden m.fl.) bruges stævnerne endnu. Det er smukt sådan stadig at samles på de steder, hvor byens folk igennem mange århundreder har dvælet og afgjort sager af fælles interesse.
At stå på et bystævne kan let give anledning til, at tankerne går tilbage i tiden, til de slægter, der nu er i mulde, og til det, som disse gamle, stille folk foretog sig på stævnet.

Note: Bysens brat: Hver gårdmand i sognet havde sit bomærke, ud for hvilket oldermanden satte en kridtstreg, hver gang den pågældende havde forsyndet sig mod bylovene og derfor var hjemfalden til bøde.