|
Stillingen for bondestanden var elendig i årene fra 1809-30.
Men så begyndte opgangen og i de følgende 20 år gik det stadig fremad. I de år blev
størstedelen af sognets jord merglet og et bedre sædskifte bl.a. med raps, og der
begyndtes med kløver i udlægsmarken. Så voksede der snart ypperlige afgrøder på de
veldrevne gårde og gav derved betingelser for en større besætning. Det var dog navnlig
kornsalget der forøgedes i disse år, og da samtidig priserne steg blev det efterhånden
gode tider for bønderne, tilmed da jorden i mange år gav gode afgrøder uden andet
gødningsstof end staldgødning.
Folkelønnen var endnu kun lille og daglønnen - 24 skilling indtil 2 mark og kosten -
stod jo ikke i rimeligt forhold til kornpriserne. Desuden var skatterne små i
sammenligning med vor tid.
Disse år gav sig også udslag i bedre bygninger og bedre redskaber og vogne, dog var
fjedervogne i 50erne temmelig sjældne. På enkelte fremskredne gårde var der begyndt at
komme tærskeværker, men de fleste steder plejltærskedes der, og der var da som oftest
en fast daglejer, der hjalp karlen med det arbejde.
Klædedragten endnu de fleste steder: vadmel for mænd og hvergarn for kvinder. Der var
dengang en større fåreavl, og ulden blev som regel kartet og spundet af husets egne
kvinder. Hørdyrkning var almindelig og den proces hørren måtte gennemgå fra frøets
såning med lugning, ruskning, frøets afrivning, hørstråets skørning ved rødning i
kær eller ved dugbredning - for derefter at brydes, skættes og hegles, udførtes som
regel af husets egne folk.
I de senere år fremstod der dog hørberedere, som skættede og heglede omkring i
gårdene.
Ligesom ulden blev også hørren de fleste steder spundet af husets egne kvinder -
husmoder og tjenestepiger. Det spundne garn kom derefter til væveren, hvor det blev
forfærdiget til dynevår, vadmel, hvergarn og lærred, hvorefter skrædere og syersker
drog omkring i husene og syede de forskellige klædningsstykker.
Belysningen var i almindelighed tællelys støbt i hjemmet af okse og lammetalg.
Tjenestefolkene fik som regel foruden pengeløn, vadmel, lærred og uld.
Husmændene med jord klarede sig også tålelig godt, da de fleste af dem havde andet
erhverv ved siden af, som tømrer, murer, skomager, væver, smed, træskomand,
skræder,
fisker osv men for den egentlige arbejderklasse var det sløje tider. Daglønnen kunne
ikke række langt, men mælk fik man som regel gratis og det var ikke så sjældent at en
arbejdsmand fik et brød med hjem om aftenen, når han gik fra arbejde. Efterhånden som
dyrtiden kom, enedes de fleste gårdmænd her i sognet om, enten at sælge et vist kvantum
korn for halv pris til arbejderfamilierne eller også at give hver nogle skæpper rug
eller byg til gratis uddeling. Der fortælles at ved et møde desangående beklagede en af
gårdmændene sig over, at han havde haft en dårlig høst det år, så han kunne ikke
undvære noget, men Mads Pedersen, Rønnekærsgård, der altid var blandt de første til
at tegne bidrag, foreslog da, at man skulle hjælpe den nævnte mand med nogle skæpper
korn også. Manden blev beskæmmet og opgav sin modstand.
Om høsten samledes der aks, såsnart kornet var af marken, så familier med større børn
kunne samle korn til at opføde en gris med, ligesom de selv havde fødekorn - rug og
hvede - til et længere tidsrum. |