Landbrugsomlægningen i 1870erne
I juli 1878 afholdtes den 14. Danske landmandsforsamling i Svendborg. Fra 1846 og frem til 1900, da den sidste blev afholdt i Odense, var disse landmandsforsamlinger med deres udstillinger af kreaturer og produkter, med fremvisninger, arbejdsprøver og foredrag det højeste udtryk for, hvad landets hovederhverv kunne præstere. Landsmandsforsamlingerne tiltrak besøgende i titusindvis - i Svendborg kom der mere end 22,000 - og blev ledsaget af fællesudflugter og festmiddage i den store stil og med den kongelige families tilstedeværelse. Efterhånden løb tiden dog fra denne form for arrangement, og de store landsdelsudstillinger og fællesforeningers delegeretmøder trådte i stedet.
Udstillingen af malkekvæg i Svendborg - hvor Jens Hansens besætning fra Holevgården overfløj Edvard Tesdorphs anglerkvæg - blev ledsaget af et foredrag af en af de førende mænd indenfor kvægavlen, inspektør N.P.J. Buus fra Rosvang i Thy. Han indledte med at tale om den systemforandring, der havde ført til, at kvægbesætningerne ikke blot var blevet hovedindtægtskilden for mange landbrug, "men den er på steder end eneste indtægtskilde, idet den fortærer hele årets afgrøde". Buus omtalte, hvordan denne udvikling var blevet forberedt gennem det meste af en menneskealder "uden dog at komme ud over forsøgenes område, indtil omsider med 1870 et vendepunkt indtrådte, og kraftig fodring udbredte sig en sådan grad og med en sådan hurtighed, at vi vist med rette kunne sige, at i årene fra 1870 til 1875 har vort landbrug skiftet system; thi vor hovedeksport til udlandet e nu af en ganske anden art end tidligere: dyriske produkter er trådte i kornets sted". Det er vist almindelig at opfatte den systemforandring - eller omlægning af landbruget til animalsk produktion - Buus omtaler som et resultat af det prisfald, der satte ind fra 1876-77. Men andre udsagn fra kyndige iagttagere i 1870erne peger i den samme retning. Det afgørende skridt mod et intensivt landbrug blev taget op imod 1875, og indberetningerne til Tidsskrift for Landøkonomi i den sidste del af dette tiår tyder tværtimod på, at prisfaldet på Fyn som i det øvrige land i første omgang langt snarere standsede den udvikling, der var indledt i de gode år imellem 1864 og 1875!
Bestræbelserne henimod et forbedret husdyrbrug havde vundet godt fodfæste på Fyn. Der blev fodret mere og bedre, rodfrugtdyrkningen vandt frem omend langsomt og forbruget af kunstgødning var stigende. Kvægavlsarbejdet var i en god gænge, og adskillige fynske "stammer" var allerede udviklet i 1870erne. Det gjaldt således forpagter Ammentorps besætning på Hvedholm, Jens Hansens førnævnte besætning på Holevgården og frem for alt Ryslingestammen. I et foredrag i Fyns Stifts patriotiske selskab i 1877 udtalte den førende autoritet på husdyrbrugsområdet, prof. Prosch, at "Fyn ikke behøvede at indføre kvæg fra Sønderjylland, da dets eget er ligeså godt som det, der fås derfra", og året efter talte den første husdyrbrugskonsulent, P. Jessen, om stambogsføringen som en opgave, der ikke mindst måtte have interesse for fynboerne. Det er iøvrigt karakteristisk, at alle de foredrag, Fyns Stift patriotiske Selskab lod afholde i 1870erne havde husdyrbruget som genstand.
Det må dog ikke glemmes, at der på dette tidspunkt var meget stor forskel på de mere fremskredne landbrug og de tilbagestående. Da . Andersen i 1871 overtog gården Rosendal, hvis navn blev knyttet uadskilleligt til hans eget, var jordene udpinte og bedriften i det hele uberørt af de nye tendenser. Og der berettes endnu fra begyndelsen af 80erne fra Midtfyn - der ellers førte an i udviklingen - om et gårdbrug, hvor karlene sneg sig til at fodre køerne ekstra for dog blot at mætte dyrene!

Bønderne og mejeribruget
I stigende omfang blev det enkelte landbrugs indtægt hentet hjem gennem husdyrene. En vis periode spillede eksporten af levende kvæg en ret betydelig rolle, men det blev mælkeproduktionen og mejeribruget, der som omlægningen af landbruget skred frem fik en central rolle. Adskillige herregårde havde allerede nået et højt stade, og "Danish Estates Butter" var en efterspurgt - og vel betalt - var på det engelske marked. I 1870erne brødes de forskellige  mejerisystemer. Nogle fastholdt det gamle bøttemejeri efter holstensk mønster, mens andre gik over til vand- eller ismejerier. Og i 1878 kom den kontinuerlige centrifuge frem. Mejerispørgsmålet var hyppigt til debat i datidens landboforeninger, på møder og i landbrugspressen. Mejeribruget var måske frem for noget andet det punkt, der skilte "Fremskridtslandbruget" fra dem, der ikke fulgte med tiden. En af "fremskridtslandmændene" på Fyn var H. Schroll, Lykkenssæde, der skrev i Tidsskrift for Landøkonomi om mejeribrugets udvikling, og i begyndelsen af 1876 gav følgende bedømmelse af forholdene på Fyn: "Der har i de senere år, som bekendt været en stærk fremgang i alt mejerivæsenet her i Danmark. Denne fremgang er også at mærke her på Fyn; men det er rigtignok mest de større mejerier, hvorved her og i det følgende tænkes på mejerier med 20 køer eller derover, som rigtig have grebet sagen an med kraft ... Mejeriet er endnu langtfra blevet gårdmændenes hovedindtægtskilde, således som det oftest er tilfældet hos den større jordbruger. For gårdmanden er køerne som oftest kun en biting; sin hovedindtægt har han af kornsalg og hestetillæg, og hans indtægt for solgt smør når som regel ikke ud over 2 à 400 kr årlig .. Dette mejeribrugets lave standpunkt hos de fleste mindre jordbrugere her på Fyn er dobbelt beklageligt, fordi dog alligevel malkekoen er deres vigtigste gødningsproducent, og det tab, som gårdmanden og derigennem hele landet årlig lider ved denne lunkenhed, er åbenbart meget stort. Glædeligt er det derfor også, at der er mange gårdmandsdøtre, som rejse ud for at lære mejeri og derefter gøre de erhvervede kundskaber frugtbringende i hjemmet". Forskellen i standpunktet på mejeribrugets område gav sig ikke mindst udtryk i de priser, smørret nåede. Det var ikke uden grund, at man endnu brugte betegnelsen "herregårdssmør og "bøndersmør som kvalitetsbetegnelser: "Ved salg for hele året variere de priser, hvortil der er solgt, mellem 114 og 122 kr pr 100 pund. Det bliver mere og mere almindeligt, at de større gårde sælger alt det smør, de producerer, og køber til deres eget forbrug fra de mindre mejerier. Hvad der på grund deraf er afsluttet fast akkord for hele året, er prisen indtil 1 kr. pr. pd. fra de bedre gårdmandsmejerier. Almindeligt gårdmands- og husmandssmør, således som det nu i reglen produceres, har slet ikke kunnet sælges til fast pris og har en lang tid af vinteren og forsommeren kun kostet mellem 70 og 80 øre pr. pd.
Der var dog lyspunkter i billedet. Kendte fynske bønder, som Mads Hansen og Niels Rasmussen, Søkilde drev udmærkede mejerier på deres gårde, og da Ryslinge først fik et andelsmejeri i 1889 - i modsætning til mange omliggende sogne, hvor der blev oprettet andelsmejerier i årene forinden - skrev Fyns Tidende, at det bl.a. skyldtes, at behovet var mindre her end andre steder, da mange af de mindre landbrug selv lavede udmærket smør.
Men de mindre landbrug var handikappede i konkurrencen. Da centrifugen kom frem og havde vist sin overlegenhed, blev det vanskeligt for den lille bedrift at følge med, selvom adskillige gårde anskaffede små centrifuger, der blev drevet med hestekraft. Smørhandlerne krævede store, ensartede mærker - gerne op til 10 à 15 dritler om ugen - da de var lettest at afsætte i England. Nogle mindre mejerier måtte opleve, at deres smør på en udstilling blev præmieret, men hos grossisten opnåede en mindre pris end man kunne vente, fordi produktionen ganske simpelt var for lille til at kunne afsættes på lønnende vis. Bedst stillet var de mindre mejerier, der kunne sælge deres smør på torvet, f.eks. i Odense, eller ligefrem leverede til faste kunder i købstædernes borgerskab.

Fællesmejerierne på Fyn
Det kan på denne baggrund ikke undre, at mange i samtiden så en mulighed for et bedre resultat ved at samle mælken fra flere mindre landbrug til fælles behandling. Allerede i 1860 var sagen oppe i Hindsholm Landboforening og den socialt interesserede stamhusbesidder Hofman Bang mente at kunne fremhjælpe husmændene på denne måde. Fyns Stifts Patriotiske Selskab stod bag oprettelsen af fællesmejeriet i Marslev i 1863, men heldet var ikke med virksomheden, der måtte indstilles i 1871 med et ikke ubetydeligt tab for selskabet. I 1870ere vandt fællesmejerierne frem i større tal. Fra Midtfyn hed det i en agerdyrkningsberetning i Tidsskift for Landøkonomi i 1876: "Der var i sommer blevet oprettet et fællesmejeri i Vesterhæsinge pr. Fåborg .. I Diernisse,  ligeledes pr. Fåborg, agter Hr. Schrøder, som indtil 1. November dette år, har været ansat som mejeriassistent for Svendborg Amts landøkonomiske Selskab, at oprette et fællesmejeri til næste sommer.." og fra Assensegnen: "Det synes som om fællesmejerierne bliver mere almindelige .. Et fællesmejeri har allerede bestået her på egnen i flere år, et andet er oprettet i det forløbne år, og et tredje vil blive sat i gang om kort tid". I de følgende år vandt fællesmejerierne yderligere udbredelse, og omkring 1885 må man regne med, at der på Fyn har været omkring 100 større eller mindre fællesmejerier. Hvis man går ud fra, at de gennemsnitlig har behandlet mælken fra 100 køer - hvad der er lavt beregnet - betyder det, at fællesmejerierne har modtaget ca 10 pct af den mælkemængde, der blev produceret på Fyn. Da herregårdene ikke solgte mælken, men selv havde mejeri, ligesom de helt små brug med en eller to køer næppe heller afhændede deres mælk, indebærer det, at allerede før andelsmejerierne var det udbredt at sælge mælken til fælles behandling.
Det er også et vidnesbyrd om fællesmejeriernes udbredelse, at der i 1882 blev oprettet "Den fynske Fællesmejeriforening", hvis formand var løjtnant og mejeriejer Faber, Rudme. Den måtte imidlertid ophøre, da andelsmejerierne i vinteren 1887-88 trængte frem allevegne på Fyn. Ikke få fællesmejerier blev overtaget af leverandørerne og omdannet til andelsmejerier, mens andre bukkede under i konkurrencen og enkelte havde held til at fortsætte deres virksomhed.
Hvorfor kunne fællesmejerierne ikke klare sig? Teknisk var der ingen forskel på et fælles- og et andelsmejeri. Det var ganske op til lederen af mejeriet at fremstille godt smør. Mange fællesmejerier var ganske simpelt for små, idet de sjældent fik mælken fra mere end 300 køer, mens dette antal normalt var minimum ved et andelsmejeri. Den økonomiske basis var ofte for ringe - der var for lidt at stå imod med i en tid, da priserne faldt. Det synes at have knebet med at få leverandørerne til at overholde aftaler om kvalitet og fodring, hvor andelsmejerierne havde mere effektive kontrolmuligheder. Alt dette kunne virke til, at fællesmejerierne stod svagt, da andelsmejerierne i slutningen af 1880erne som en bevægelse gik over øen.
Men fællesmejerierne er en af forudsætningerne for andelsmejerierne. Det var ikke ukendt at afhænde mælken til fælles behandling - man havde konkrete erfaringer at bygge på, når der skulle bygges et andelsmejeri. Og mange af de første mejeribestyrere blev hentet fra fællesmejeristernes rækker før Dalum og Ladelund begyndte at uddanne unge mænd til denne gerning.

Kaslunde - Danmarks første andelsmejeri?
I dag fortæller en mindesten i landsbyen Kaslunde, at her lå fra 1875 Danmarks første andelsmejeri. Det er normalt mejeriet i Hjedding, der får tildelt denne betegnelse, men omkring århundredskiftet førtes i Mælkeritidende en debat, i hvilken daværende landbrugsskoleforstander Frantzen, Lumby fremlagde vedtægterne for mejeriet i Kaslunde og argumenterede for, at her var andelsprincipperne for første gang bragt i anvendelse inden for mejeribruget.
Oprettelsen af Kaslunde mejeri skyldtes gårdejer Hans Christensen, Myllerup - en nabolandsby til Kaslunde. Han havde lært mejeri på Ourupgård, da han giftede sig til en solid gård på 80 tdr land. Som mange andre driftige gårdbrugere i 70erne satte han ind på at forbedre mejeriet og tog i den forbindelse kontakt med forskellige naboer for at købe deres mælkeproduktion. Det var meget almindeligt i årene før andelsmejerierne, at man således drev fællesmejeridrift i det ganske små. Drøftelserne udviklede sig imidlertid til planen for det fælles mejeri, som blev opført i 1875 for en samlet pris af kr. 15000. Da det begyndte, modtog det mælken fra otte - forholdsvis store - gårde i sognet. På en smørudstilling i januar 1878 fortalte mejeriets formand, da gdr Bertel Hansen, om arbejdet i det forløbne år. Mejeriet havde behandlet 312,276 pd mælk, og der var solgt smør for kr. 11521,76. Gennemsnitsprisen pr pd smør havde været kr 1,16 pr pd eller 8 øre under gennemsnitsnoteringen i Berlingske Tidende. Det var ganske tilfredsstillende efter forholdene - et større gårdmejeri i sognet fik 15 øre under top hos Plum i Assens og almindeligt bøndersmør betaltes med blot 70 øre pr pd! Aktionærerne havde været godt tilfredse med resultatet, fortalte Bertel Hansen, og der kunne opvises et driftsoverskud på ca kr 1000. Han  anbefalede, at man andre steder fulgte Kaslundes eksempel og selv drev mejeriet, "så får de selv al den profit, som kan blive."
På Landmandsforsamlingen i Svendborg samme år opnåede Kaslunde mejeri "hædrende omtale" for det udstillede smør, og Fyns Stifts Patriotiske Selskab omtalte mejeriet positivt i en betænkning, som selskabet i 1879 afgav om de fynske fællesmejerier. Også senere ved man besked om, at Kaslunde mejeri vakte opmærksomhed. I 1885 overgik det imidlertid til privat eje, og snart efter fulgte det almindelige gennembrud for andelsmejeribevægelsen.
Var Kaslunde et andelsmejeri? Formelt set var det baseret på aktier af ulige størrelser, men vedtægterne indeholder lige stemmeret for aktionærerne, og ligeledes en bestemmelse om at eventuelt over- eller underskud skal fordeles efter den leverede mælkemængde. Derimod står der intet om andre mælkeproducenters mulighed for optagelse. Der er således adskilligt i lovene, der peger frem mod de senere andelsmejerier, men ihvertfald var oprettelsen af mejeriet udtryk for det samme grundlæggende - at det er mælkeproducenterne selv, der tager initiativet til at rejse et mejeri, senere leder det på demokratisk vis og fordeler overskuddet efter hver enkelts omsætning med virksomheden.
Men hvorfor blev det så Hjedding og ikke Kaslunde, der kom til at stå som forbilledet? Forstander Frantzen, Lumby, forklarede i Mælkeritidende, at man havde arbejdet med for lille mælkemængde, hvilket betød for store driftsomkostninger, da prisfaldet for alvor satte ind. En af grundlæggerne af Håstrup andelsmejeri har berettet, at Hans Christensen selv klagede over, at vedtægterne ikke bandt aktionærerne til at vedblive at levere mælk, og da Marinus Gravholt i 1930ernes begyndelse besøgte Kaslunde for at interviewe folk, der kunne huske noget om mejeriet, fortalte man ham, at der havde været stadig uro om mejeriet og at Hans Christensen havde været vanskelig at omgås. Det er naturligvis ikke utænkeligt, at sådanne forhold kan have holdt andre fra at gå ind i mejeriet. Blev mælkemængden så for lille, stod mejeriet svagt, som det var tilfældet med mange fællesmejerier på samme tid.

De fynske andelsmejerier fra 1884
I 1882 blev Hjedding andelsmejeri bygget, og allerede året efter blev der oprettet mejerier efter mønstret fra Hjedding i nabosognene i den nordligste del af Ribe amt. To år efter blev der bygget andelsmejerier i Østjylland, og en enkelt på Lolland, et par steder på Sjælland og ikke mindre end fire på Fyn. På de jyske landboforeningers delegeretmøde i september 1884 drøftede man ivrigt andelsmejerierne, og herfra blev kendskabet til udviklingen i Vestjylland spredt gennem tidsskrifternes og dagbladenes referater.
På Fyn var man kommet igang allerede i vinteren 1883-84. Mejeridrift på fællesbasis blev drøftet i Båring og i Ørbæk, og det sidste sted vedtog 12 aktionærer 15 december 1883 at oprette aktieselskabet Ørbæk Fællesmejeri. De tegnede hver et større eller mindre antal aktier à kr 50 til finansiering af mejeriets oprettelse. Lovene indeholder blot 10 paragraffer, der giver bestemmelser for ledelsen, valg af bestyrelse, regnskabsaflæggelse mm. Den sidste paragraf lyder: "Ved afstemninger i generalforsamlingen har den, der er i besiddelse af fra 1 til 3 actier - 1 stemme, fra 4 til 6 actier give 2 stemmer og 7 actier og derover have 3 stemmer". Bestyrelsens indseende med driften var iøvrigt beskeden, da mejeriet blev forpagtet til en mejerist, der selv tegnede 12 aktier i foretagendet. I lighed med adskillige fællesmejerier blev der holdt svin på Ørbæk mejeri i de første år.
I Håstrup ved Fåborg havde man hørt om, hvad der blev drøftet i Båring. Herom berettede i 1931 en af de mænd, der havde været med fra begyndelsen, gdr. Peder Pedersen, Stenbæksgården: "Den første gang jeg hørte tale om et mejeri i Håstrup var i efteråret 1883. Vi var en afstenstund nogle mænd i besøg hos daværende friskolelærer Th. Jørgensen Nørrelund, der netop i de dage havde været på besøg i sin fødeby Båring ved Middelfart. Han fortalte da, at mændene i Båring havde talt om, at de ville bygge et mejri og holde en bestyrer til at passe det. Nogle af beboerne i Baaring solgte mælken til et fællesmejeri, andre holdt mælken hjemme og behandledes den på gammeldags maner, men ingen af dem var fornøjet med udbyttet de fik, og ville så prøve noget  andet: Thomas Jørgensen Nørrelund sagde så: Skal vi ikke også her i Håstrup tænke på at få et mejeri hvor mælken samlet kan blive behandlet og derved rimeligvis få en betydelig højere pris for smørret. Han føjede til, at her var ikke så få gode besætninger, der gennem et årrække, var passet og fodret godt, så han mente, at betingelserne for at få et godt mejeri var til stede her."
De første forsøg på at samle tilslutning vandt ikke megen fremgang, men på et nyt møde i byen blev der tilstrækkelig deltagelse: "Det viste sig da at vi var 20 både husmænd og gårdmænd. Det skulle være et aktiemejeri, således at for hver malkeko en mand havde skulle tegnes en aktie. Der blev valgt et udvalg som skulle købe byggegrund, fremskaffe tegning og overslag, gøre indkøb af bygningsmaterialer osv. Da overslaget forelå, viste det sig at samtlilge bygninger til mejeriet og beboelse beløb sig til ca 11000 kr Dampkedel og det øvrige inventar ca 6000 kr i alt 17 tusind kr. Efter det opgivne koantal ville det blive ca 70 kr pr ko eller pr aktie. Det blev vedtaget, hver mand skulle selv tilvejebringe disse penge, den ene skulle ikke være solidarisk ansvarlig for den anden. Pengene skulle indbetales i løbet af vinteren eller foråret. Renten af det indbetalte beløb blev sat til 7 pct, der først skulle ud ved overskuddets fordeling; blev der mere til deling skulle det deles til aktionærerne i forhold til det indbetalte beløb. Al kørsel vedrørende mejeriets bygning blev gjort af gårdmændene. En del af håndlangerarbejdet blev besørget af husmændene, altsammen uden vederlag. Den 12. Maj stod mejeriet færdigt til at modtage mælk. Der var mødt mange for at se hvordan det gik til, at skumme mælk på den måde som det var blevet fortalt. De fleste så første gang en centriguge, og kunne ikke forstå hvordan det gik til at der fra det ene rør på centrifugen kom fløde og fra det andet mælk; ved nærmere eftersyn viste det sig at være sådan alligevel."
Håstrup mejeri kom godt igang. Der blev købt mælk fra ikke-aktionærer - endog fra den nærliggende herregård Østrupgård. Som det så ofte var tilfældet, kom nu de, der oprindeligt havde holdt sig tilbage og ønskede at blive deltagere.
I Båring var man kommet igang knap en uge forinden - den 7. Maj 1884. Også her var der tale om en organisationsstruktur, der afveg fra det kendte mønster. De første paragraffer i "love for Fællesmejeriet i Baaring" lyder:

1. Fælesmeieriet i Baaring bestaaer af en Forening, hvis Navn er "Baaring Fællesmejeri". Formaalet med Meieriet er at frembringe bedre Produkter og derved at opnaa høiere Priser for samme.

2. Meieriet grundlægges med en Aktiekapital paa 15,100 Kr i Aktier à 50 Kr.

3. Den øverste Myndighed i Fællesmeieriets samtlige Anliggender er hos Generalforsamlingen.

4. Stemmeret udøves saaledes:
En Aktionær med 1-4 Aktier 1 stemme.
En Aktionær med 5-9 Aktier 2 Stemmer.
En Aktionær med 10 og derover 3 Stemmer.

Også Gislev andelsmejeri, der kom igang ud på efteråret 1884, og som var inspireret af nabobyen Ørbæk, byggede på disse principper. Da man i 1884 diskuterede denne nye form for mejeridrift - bl.a. i Fyens Tidende - hed det også aktiemejerier overfor de traditionelle privatejede fællesmejerier og hjemmebehandling af mælken.
De første fire andelsmejerier på Fyn kom til at afgive forbillede for udviklingen i de følgende år. Da andelsmejerierne for alvor slog igennem på Fyn som i det øvrige land i årene fra 1886 til 1888-89 fik mange af mejerierne her i deres vedtægter et særpræg, der adskiller dem fra, hvad der var almindeligt i det øvrige land - dels at anlægskapitalen tilvejebragtes helt eller delvis ved indbetaling fra deltagerne, som til gengæld fik udstedt en art aktiebrev, dels ved, at man stemte efter køer - dog således, at 3 stemmer normalt var det højeste, en deltager kunne råde over.
 
Andelsmejeriernes gennembrud
I de følgende år blev Fyn stort set dækket med andelsmejerier - allerede i 1885 blev der oprettet otte - i Røjle, Guldberg og Ore på Nordvestfyn, i Heden - Vantinge, Nr. Broby og Vester Hæsinge i den sydvestlige del og Lindelse på Langeland. I foråret 1887 skrev Fåborg Folketidende: "Andelsmejerierne vinder mere og mere fremgang. Der vil således i løbet af foråret og sommeren blive anlagt andelsmejerier i Krarup, Brahetrolleborg, Øster Hæsinge og Åstrup. Efter forlydende påtænktes der også anlagt et andelsmejeri i Trente Mølle." I april samme år skrev Fåborg Folketidende:" I den forestående sommer vil der her på Fyn blive oprettet mellem 50 og 60 andelsmejerier. Særlig Fåborgegnen kommer godt med i den henseende, idet der næsten bliver andelsmejeri i hvert sogn. Måtte nu blot resultatet svare til forventningerne!". Som tabellen i det følgende viser, var de 50 til 60 nyanlagte mejerier noget i overkanten, men også på Fyn var der tale om et veritabelt gennembrud for andelsmejeribevægelsen. Hver vinter fra 1885 og frem til og med 1888-89 afholdtes en lang række møder, hvor sagen blev rejst, udvalg nedsat og oplysninger indhentet for så ud på foråret at føre frem til den stiftende generalforsamling og mejeriets opførelse. Hen på sommeren og efteråret stod mejeriet så parat til at modtage den første mælk til behandling.
Fåborg Folketidende antydede,, at forventningerne var spændt højt omkring de nye mejerier, og der var i 80erne adskillige førende mejerifolk, der stillede sig afventende overfor andelsmejeribevægelsen. Det gjaldt ikke mindst de mange, der havde arbejdet på at forbedre hjemmebehandlingen af mælken på bøndergårdene - et arbejde, der nu til dels var overflødiggjort. H. Schroll, Lykkenssæde, havde bedømt mejeridriften på bøndergårdene kritisk i 1870erne, således som det er citeret foran.  I Tidsskrift for Landøkonomi berettede han om landbrugets udvikling på Midtfyn i 1887 og skrev her bl.a: "For de mindre jordbrugere har bevægelsen for oprettelsen af andelsmejerier og kvægavlsforeninger stor betydning. Vel bindes kapital ved oprettelsen af de første, ligesom fællesmejerierne gå til grunde; men det er nu tydelig bevist, at de godt anlagte og bestyrede kunne give enhver, selv den mindste kvægholder, ligeså stor indtægt af sin mælk, som der kan nås på de største og bedst drevne mejerier .. Der er imidlertid vistnok en fare for, at flere store andelsmejerier, på grund af manglende sagkundskab i bestyrelserne, ville blive ledede mindre heldig og derved lide tab. Denne fare for andelsmejerivirksomheden søger Svendborg Amts landøkonomiske Selskab for tiden at imødegå derved, at det, på forslag af forpagter Syberg på Gelskov, har nedsat et udvalg til at tage spørgsmålet om ansættelse af en konsulent for andelsmejerierne under overvejelse."

Klavs Berntsen og andelsmejerierne
I sine erindringer, som han nedskrev på sine gamle dage, beretter Klaus Berntsen, hvordan han ofte blev kaldt ud til møder for at affatte vedtægter for andelsmejerier, der skulle oprettes. "Nogle steder holdt det hårdt for mig at få ordnet reglerne for afstemningen af disse foretagender, idet nogle holdt på, at hver mand skulle have lige så mange stemmer, som han havde malkekøer, medens jeg holdt på, at en sådan ordning ville blive en kilde til splid mellem gårdmænd og husmænd, da de sidste, som var de fleste i tal, kun ville få hver én eller to stemmer. Derfor foreholdt jeg gårdmændene, at her måtte det være menneskene og ikke køerne, der var afgørende for stemmeretten. Det lykkedes mig at få dem til at indse, at denne ordning var den eneste retfærdige." Af de bevarede vedtægter og forhandlingsprotokoller fra de fynske andelsmejerier i 1880erne kan man skønne, at knap halvdelen af disse ved oprettelsen opererede med stemmeret efter koantal - ikke én stemme pr ko, men efter mønsteret fra de tidlige mejerier således, at de største andelshavere kunne råde over 2 eller 3 stemmer, mens husmændene måtte nøjes med én stemme. Det er vanskeligt at afgøre, om det skyldes Klavs Berntsen, at den anden halvdel af de fynske andelsmejerier fra starten havde lige stemmeret for alle deltagere. Fra aviserne kan man følge Klavs Berntsens indsats på nogle mejerimøder, men i de tilfælde rummer vedtægterne netop stemmeret efter koantal. Og Klaus Berntsens erindringer har traditionelt ikke højt ry for pålidelighed og nøjagtighed!
 Hvorfor blev der stemt efter antal af køer i nærved halvdelen af de andelsmejerier, der blev oprettet på Fyn i forrige århundrede? Rundt omkring i landet findes der tilsvarende egne, hvor det forekom ret hyppigt, at man stemte efter høveder og ikke efter hoveder. Det gælder således på Bornholm, hvor de kendte storbondeslægter tog initiativet og sad i ledelsen, og i Nordsjælland, hvor landbefolkningen i 80erne støttede Højre. Man kan næppe ud fra sociale eller politiske forudsætninger forklare, at de fynske andelsmejerier i så stort tal skilte sig ud fra, hvad der var normen for bevægelsen. Men de første mejerier fra 1884 havde stemmeret efter aktietal, og selv om man på Fyn snart gik over til at betegne de nye mejerier som andelsmejerier, så var det i praksis Båring, Håstrup Ørbæk og Gislev man efterlignede. Det er fristende at se de fire mejerier fra 1884 som et lokalt fynsk initiativ, der i det højeste indirekte har været sat igang af bølgen fra Vesterhavet.

Oprettelsesår og tilslutning til andelsmejerierne
Der findes ikke nogen helt pålidelig statistik over oprettelsesårene for de danske andelsmejerier, men følgende tabel skulle give en oversigt over tidspunkterne for oprettelsen af mejerierne på Fyn fra 1884 og til og med 1890. Tallene er opdelt på de to gamle amter:

	Odense amt	Svendborg amt	I alt Fyn
1884...........................	1	3	4
1885...........................	3	5	8
1886...........................	7	4	11
1887...........................	23	15	38
1888...........................	16	18	34
1889...........................	6	14	20
1890...........................	3	3	6

I 1890erne oprettedes hvert år nogle enkelte mejerier - men det afgørende gennembrud havde fundet sted. Mens det for Danmark som helhed var i 1888, der blev bygget flest mejerier, så viser 1887 38 nyoprettelser mod 34 det følgende år. Gennembruddet kom tidligt på Fyn. Langeland kom med allerede fra 1885 med oprettelsen af Lindelse andelsmejeri, mens det først var i 1893 det første andelsmejeri blev taget i brug på Ærø. Her havde der eksisteret en del ret store fællesmejerier. De nye andelsmejerier, der kom til i 90erne var ofte tidligere private mejerier, der nu blev overtaget af leverandørerne, eller de opstod som delinger af allerede eksisterende mejerier.
Midt i 1890erne undersøgte landøkonomen J.B. Krarup, der arbejdede på en fremstilling af det danske landbrugs udvikling siden 1835, det fynske mejeribrug. Der var da omkring 150 mejerier på Fyn - Krarup fik oplysninger fra i alt 147, hvoraf 12 var fællesmejerier, men skrev, at der var nogle, der ikke havde reageret på hans gentagne forespørgseler. Ved at sammenholde mejeriernes oplysninger om antal køer med den officielle statistiks tal, nåede han frem til, at 62 pct af alle malkekøer leverede mælk til et fællesmejeri eller andelsmejeri. Der var ret betydelig forskel på de enkelte egne. Odense herred lå lavt med knap 40 pct - her betød leveringen af mælk til byen utvivlsomt meget - og det nordøstlige Fyn - Åsum, Bjerge og Vindinge herreder - kom ikke over 50 pct. Nordfyn toppede derimod med næsten 88 pct for Skam, 80 pct for Lunde og 77 pct af malkekøerne for Skovby herred. I Svendborg amt lå Langelands Sønder herred højest med 77 pct, Salling herred dernæst med 75 pct.
Som nævnt var oplysningerne ikke fuldstændige - og de 12 fællesmejerier indgår i tallene - men man kan dog antage, at i begyndelsen af 1890erne har omkring halvdelen af den fynske mælkeproduktion været behandlet på andelsmejerierne. Det indebar forøvrigt ikke nødvendigvis, at antallet af andelshavere stod i forhold hertil, da det var meget udbredt at købe ofte betydelige mængder mælk udenfor andelshavernes kreds.
Ved andelsmejeribevægelsens gennembrud i 1880erne var det i vid udstrækning det mellemstore  gårdbrug, der sluttede sig til de nye mejerier. Det typiske gårdbrug havde da en besætning på mellem 5 og 15 malkekøer, og hvor der er bevaret lister over andelshaverne, er det disse grupper, der dominerer billedet. Efterhånden indtræder ikke mindst de helt små besætninger på 1,2 eller 3 køer i stigende tal, og ind i 1890erne begynder de første proprietærgårde og godser at melde sig. De fleste af de større gårde valgte dog oftest at sælge mælken til andelsmejeriet og ikke indtræde som andelshavere.

Andelsmejerierne, kvægholdet og fodringen
Der er i det foregående gjort en del ud af andelsmejeriernes gennembrud på Fyn i 1880erne. Men netop denne udvikling i mejeribruget var en forudsætning for andelsbevægelsens yderligere vækst og udbredelse til andre felter - herunder ikke mindst for tilblivelsen af andelsgrovvarehandelen.
Blandt iagttagere af forholdene i landbruget i slutningen af 1880erne var der bred enighed om, at de nye mejerier medførte øget interesse for kvægholdet, bedre og rigeligere fodring og en større indsats indenfor avlsarbejdet. Tidsskriftet for Landøkonomi bragte i disse år regelmæssige indberetninger fra forskellige egne af landet om udviklingen i landbruget. I oversigten over 1888 hedder det fra Nordøstfyn: "Det væsentligste fremskridt, som kan noteres, er vistnok en stærkt forøget mælkeproduktion, især på bøndergårdene.. Kvæget fodres bedre end forhen, både vinter og sommer; delvis sommerstaldfodring er bleven temmelig almindelig. Kvægracerne søges forbedrede.." og fra Midtfyn: "Fremskridt i landbruget giver sig navnlig tilkende på mejerivæsenets område ved oprettelsen af andelsmejerier og ved en dertil sluttende bedre fodring og større omhu for kvægbesætningerne for de mindre jordbrugere", mens korrespondenten fra Assensegnen skrev: "På mejeridriftens område er der i det sidste årstid gjort store fremskridt her på egnen ved de overalt anlagte andelsmejerier, hvorved de mindre jordbrugere nu i modsætning til tidligere få noget ud af deres besætninger; kreaturholdet hos dem er forøget meget og fodringen steget vistnok til det dobbelte".
I mange andelsmejerier blev det allerede i vedtægterne angivet, hvorledes andelshaverne - og iøvrigt eventuelle leverandører udenfor andelshavernes rækker - skulle fodre for at sikre en nogenlunde, kvalitetsmæssig ensartet mælkeproduktion. Helt gennemgående var forbud mod at fodre med "kål, kålrabi, kartofler og turnips eller andre fodermidler, der kan have skadelig indflydelse på mælken (Andelsmejeriet Åkilde). I andre mejerivedtægter kunne man gå videre og tildels foreskrive, hvad der skulle anvendes: "Andelshaverne må ikke fodre deres køer i mælkningsperioden med kål, kålrabi og turnips; andre roer og roeafald må benyttes indtil henholdsvis 4 og 3 pund for hvert pund kraftfoder. Grøntfoder må ikke indeholder mere end 1/3 vikker, og der må ikke fodres med gul sennep eller raps. Hver ko, der daglig giver mindst 12 pund mælk, skal på vinterfoder blandt andet fodres med 1 pund rapskager (Holmstrup andelsmejeri , 1887). Søndersø andelsmejeri, oprettet 1887, påbød ligeledes fodring med rapskager om vinteren med tilføjelsen. "Rapskagerne erholdes gennem mejeriet, der garanterer gode undersøgte varer til dagens billigste priser"., mens andre mejerier f.eks det ovenfor citerede Åkilde, blot bestemte, at andelshaverne skulle "rette sig efter den vejledning til foderets sammensætning, som bestyrelsen i samråd med en mejerikonsulent kan meddele".
Det blev snart almindeligt, at andelsmejerierne foretog samlet indkøb af kraftfoder - oftest rapskager - til vinterens forbrug.- Gennem mejeriet blev kager fordelt til medlemmerne og prisen modregnet i mælkepengene. På denne måde fik mejeriet også en vis form for kontrol med, om fodringsbestemmelserne blev overholdt. Såvel ved vedtægtens bestemmelser om en bestemt fodring af malkekøerne som gennem disse fællesindkøb - der som regel blev udliciteret til egnens købmænd ved efterårets begyndelse - fungerede andelsmejerierne som en væsentlig forudsætning for den senere udvikling af andelsgrovvarehandelen.
 
1890erne - mejeribruget organiserer sig
Også i den videre udvikling inden for fynsk mejeribrug forberedes etableringen af de  indkøbsforeninger for foderstoffer, der blev skabt af landbruget omkring århundredskiftet. Allerede i 1889 oprettedes Centralforeningen for Andelsmejerier i Fyns Stift - en forløber for den fem år senere stiftede Fyns Mejeriforening. Centralforeningen skulle bl. sørge for konsulentbistand til de nyoprettede andelsmejerier, men også påtage sig fælles indkøb af foderstoffer. Ligeledes drøftede denne forening fælles salg af smørproduktionen.
Det var imidlertid en bestemt begivenhed, der for alvor satte fart i mejeribrugets organisationsarbejde. I løbet af 1890erne var Københavns smørnotering blevet stadig slappere, hvad der gav plads til betydelige overpriser, som tilsyneladende ikke havde nødvendig sammenhæng med smørrets kvalitet! Dette forhold gav anledning til adskillig kritik, bl.a fra mejeristerne, hvis lønninger til dels bestod i en bestemt procentdel af, hvad "smørret indbragte over top". I 1894 blev der afsluttet handeler til topnotering plus 10 à 12 øre pr pund, og kravet om en stramning af noteringen til virkelig at angive toppriserne lød stadig stærkere fra landbrugets side. I november samme år blev smørnoteringen da pludselig forhøjet med ikke mindre end 19 øre pr pund. Heraf skulle de 14 øre inkludere de hidtil betalte overpriser. Denne forandring skabte imidlertid kaos i smørhandlelen. De engelske importører og grossister var ikke blevet informeret og reagerede med opsigelse af indgåede aftaler i stort tal - og de danske eksportører annullerede tilsvarende i vidt omfang deres kontrakter med mejerierne. Betydelige smørmængder blev sendt i konsignation - det svarer til at sælge gennem kommission - til England, og der gik snart rygter om kraftige prisfald på dansk smør!
I mejeribruget følte man sig ladt i stikken af smørhandelen - hvis repræsentanter satte den københavnske notering. Over hele landet blev de forskellige tilløb til mejerisammenslutninger og samvirke mejerierne imellem nu styrket og fandt udtryk i oprettelsen af mejeriforeninger. På Fyn udgik initiativet fra andelsmejeriet Skydebjerg, hvis formand og bestyrer fik indkaldt til et møde 11. December 1894 i Odense. Otte dage senere blev Fyns Mejeriforening oprettet med proprietær Th. Bang, Kalør, som formand. Løbende kontrol med smørrets kvalitet og de opnåede priser var foreningens aktuelle opgaver. Utilfredsheden med noteringsforandringen i november gav også anledning til at overveje, om mejerierne selv kunne påtage sig salget til England. Allerede i 1888 havde P.A. Alberti fået oprettet sin smøreksportforening for Sjælland og Lolland-Falster, og rundt i landet var der gjort forsøg i lignende retning uden dog med varige resultater. Enkelte mejerier prøvede lejlighedsvis at sende deres produktion direkte til engelske grossister, men de opnåede priser var i reglen ikke tilfredsstillende. I Fyns Mejeriforening blev fælles salg af mejeriernes produktion drøftet og man havde kontakt med både Alberti, med selskabet Frejr, der var en blanding af andels- og aktieselskab og med hjemlige og udenlandske smørhandlere. Det synes som om interessen var stærkest på Sydfyn, og den 30 januar 1895 blev der holdt et møde i Svendborg, hvor dannelsen af en egentlig smøreksportforening blev forhandlet. 15 mejerier i Svendborg amt vedtog på dette møde at oprette Sydfynske Landmænds Smøreksportforening [Sydfyenske Landmænds Smørexportforening med hjemsted i Svendborg og med formål "ved sammenslutning og eksport af smør at udbringe de enkelte mejeriers smørproduktion, der slutter sig til foreningen, til den bedst mulige pris". De stiftende mejerier var Gislev, Ringe, Ørbæk, Kirkeby, Sandager, Rosenkilde, Pederstrup, Vejstrup, Gudbjerg, Trunderup, Kværndrup, Egense, Høje, Stenstrup og Åkilde. Med undtagelse af mejeriet Aakilde, Vester Skerninnge [Ollerup] lå de alle i del af amtet, der afgrænsedes af trekanten Svendborg -Ringe -Nyborg. Heller ikke fra øerne var der deltagelse fra begyndelsen.
Til bestyrelsen valgtes gårdejer Rasmus Pedersen, Gislev, gårdejer Lars Kristensen, Ringe og daværende mejeribestyrere, senere gårdejer Rasmus Nielsen, Kirkeby [Slæbækgård ]. Formand blev Rasmus Pedersen, Gislev. Den merkantile ledelse fandt man hos Firmaet Petersen & Jensen, Svendborg, hvis fuldmægtig Niels Larsen, overtog posten som forretningsfører. Begyndelsen var beskeden. Det første regnskabsår viste en samlet omsætning på 671,128 kg til en samlet værdi af 1,567,000, men tilslutningen til foreningen - og hermed omsætningen - øgedes efterhånden. I 1916 havde selskabet 29 andelsmejerier som medlemmer. Med mejeriforeningen og eksportforeningen var der fra fynsk andelsbevægelses side gjort et fremstød mod samarbejde på  mere overordnede områder.

Andelsbevægelsen på Fyn omkring 1900
Omkring århundredskiftet havde landbrugets andelsbevægelse vundet fodfæste på Fyn. Brugsforeningernes medlemstal kendes ikke, men i 1903 foretog Statistisk Bureau en optælling af tilslutningen til andelsbevægelsens forskellige grene. Af landejendomme med køer var på Fyn 88,4 pct medlemmer af et andelsmejeri (Svendborg amt: 89,5 pct., Odense amt : 87,,2 pct.), hvad der var det højeste tal for de enkelte landsdele, idet Sjælland havde 82,5 pct, Lolland-Falster 82,4 pct og Jylland 80,6 pct. Også med hensyn til deltagelsen i kontrolforeningsarbejdet lå Fyn smukt med 18,8 pct mod Sjællands 14,4 pct og Jyllands 11,8 pct af samtlige køer. For andelssvineslagteriernes vedkommende 31,0 pct af landejendommene med svinebestand tilknyttet et andelssvineslagteri, idet der her var betydelig forskel på Odense amt med 40,0 pct og Svendborg med 21,8 pct. Med hensyn til medlemskab af et andelssvineslagteri var der meget store regionale forskelle fra 52,4 i Hjørring amt og blot 11,7 i Thisted, men Fyn placerede sig omkring landsgennemsnittet. Med hensyn til deltagelsen i æggekredse - Dansk Andels Ægeksport var oprettet i 1895 - var på Fyn 29,3 pct af alle høns tilsluttet, mens deltagelsen på Sjælland og Lolland-Falster lå lidt højere, Jylland til gengæld noget lavere med undtagelse af Vejle amt.
Fordelt på ejendomsstørrelse ser man på Fyn det samme billede som i det øvrige land - deltagelsen er størst for de mellemstore og mindre ejendomme, mens de helt små og meget store bedrifter er svagere repræsenteret.