|
Når det milde vejr ved majdagstid indbød til friluftsophold om aftenen, begyndte
ungdommen i min barndomsby, Ugerslev på Nordfyn, at samles for at "lege på
gade". Dengang fik man ikke så tidlig fyraften som nu; først omkring ved kl 8 var
man færdig med aftenarbejdet og skulle så ind og have nadver - nåre, som det udtales
på Sletten -; derefter samledes så karlene uden for "gyderne", sådan kaldtes
indkørselen til gårdene, som alle lå lidt tilbage fra gaden. Oftest samledes de ved
sognefogden, fordi der her var et vejkryds, som var velegnet til det meget yndede
keglespil.
Det var for karlenes vedkommende mest keglespillet, man morede sig med. Keglerne var for
det meste lavede af piletræ, omkring ved en alen høje. Nikongen et kvarter højere end
de øvrige og forsynet med et hoved med en dusk hestehår i toppen, som han jo gerne tabte
i sommerens løb. Til kastetræ brugtes et stykke træ, ca en alen langt og 4 tommer tykt,
og med et skaft på en alens længde anbragt vinkelret på midten. Dette kastetræ kunne
have forskellige benævnelser på de forskellige egne, her kaldtes det en pindkløve, i
Sønderse en bossel.
Der var forskellige regler for spil, det mest brugte var med etkastes mål, det vil sige
så langt fra keglerne, at der kunne kastes til dem med et kast. Keglerne var opstillet
med en afstand af pindkløvens længde mellem hver, og målet var ud for et hjørne.
Der spilledes med "12 i potte". Så taltes der fra 12 nedad. Kunne man stikke
kongen alene ud af kredsen, gjaldt han 12, altså hvis han røg helt uden for kredsen,
uden at der faldt andre; faldt han alene inden for kredsen, gjaldt han 9; men faldt han
sammen med andre, gjaldt han kun 2. De andre kegler gjaldt hver 1. Spillet gik således
til. Når en havde "fået sin potte ud", altså slået så mange kegler, at det
tilsammen blev 12, skulle han slå for den, der havde mindst tilbage; hvis denne havde 5
tilbage, og han slog 5 kegler, havde han vundet 5 øre fra ham, men hvis der sloges for
mange, gik det hele på hans egen "potte" igen. For forståelsens skyld anføres
et eksempel: Niels, Jens og Søren spiller; hver har "12 i potte"; det begyndes
der altid med. Niels slår i første kast Kongen og 5 andre, tilsammen 7, har altså 5
tilbage af sin "potte"; Jens stikker Kongen alene helt uden for kredsen, har
derved "potte" og skal altså slå fra en af de andre i næste omgang. Søren
slår kun 4 uden om Kongen, har så 8 tilbage. Niels slår nu 3, har nu 2 til rest. Nu
kommer Jens, som jo har "potte"; han skal slå fra den, der har mindst, altså
fra Niels; han må jo så kun slå 2; men av! der røg skam 3, så nu har han selv 3 i sin
"potte" igen, så det gik ikke ud over Nielses toøre denne gang. Havde han
derimod slået 1 eller 2, havde han vundet 1 eller 2 øre fra Niels. Sådan går spillet
videre, til alle har "potte", og gevinst og tab gøres op. En uheldig spiller
kunne en aften tabe et halvt hundrede øre.
Et andet spil kaldtes "potte". Så blev Kongen stillet på bageste hjørne og
gjaldt 12, både når han faldt alene og sammen med andre; men hvis der kun faldt menige
kegler, som gjaldt 1 hver, blev det lagt til "potten". Dette var jo et højere
spil, hvor en karl med sikker hånd og øje rigtig kunne tampe de andre; men denne måde
at spille på brugtes ikke meget, de mindre sikre gik ikke med til det ret mange gange.
Til det førstnævnte spil brugtes det også at spille med "tokastes" mål og
bagslag, altså så langt fra keglerne, at der kunne kastes til dem i to kast. Hvis man
slog nogle i andet kast, havde man lov at stille sig, hvor man ville, for at slå
"bagslaget"; men hvis man ingen kegler slog i andet kast, havde man intet
"bagslag".
Foruden keglespil kunne man også more sig med at trække stok, tages hånd, brydes eller
løfte hinanden op, enten ved at tage om kroppen eller om benene.
Trække stok gik for sig på den måde, at to satte sig ned på jorden med fødderne mod
hinanden og benene strakte, armene frem, så de begge kunne tage om en stok, som holdtes
lige over fødderne, og så forsøge at trække modparten fra jorden; ruske måtte de
ikke, heller ikke bøje knæene. Det kunne give ømme rygge, når to jævnbyrdige kom
sammen.
Når man skulle tages hånd, skulle to tage hinanden i hånden, således at håndfladerne
holdtes lodret, og så ved et fast tryk dreje modpartens hånd om i vandret stilling.
Brydning foretoges med over- og undertag, altså den ene arm over skulderen, den anden
under. At "spænde ben" ansås for usselt; ingen ville brydes med en, der ville
spænde ben.
At løfte en mand op på sin hære (hærde, skulder) var også meget yndet, det kunne
også give anledning til megen morskab ved de pudsige stillinger, der kunne forekomme ved
denne idræt. Den bestod nemlig i, at den,d er skulle løftes op, måtte gøre sig ganske
slatten, når man tog om ham, ligegyldig hvor, undtagen hovedet, som man ikke måtte røre
med hænderne; selv en tynd splejs, som ikke vejede stor, kunne det have sine store
besværligheder at få op, når han forstod at gøre sig rigtig løs i leddene.
At rejse en op foregik sådan: En karl lagde sig på ryggen, så lang han var, og skulle
holde sig stiv og ubevægelig, en anden tog med begge hænder ned om hans frakke og skulle
så rejse ham op i stående stilling, men måtte kun bruge hænderne. Man kunne også
stille sig tværs over den liggendes ben, tage med begge arme ned omkring benene, lægge
albuerne mod sine egne knæ og så ved at sætte sig tilbage prøve at rejse den liggende
op.
Pigerne kom knap så meget på gaden som karlene. De havde deres egen samlingsplads, som
regel i en elmehave ved vor gård, imellem gården og gaden. Det var nogle store gamle
træer. Imellem et par store lige i udkanten var der bunden en gynge op, hvori der toges
mange gyngeture. Mest sad dog pigerne på nogle bænke henne i gyden og syslede med deres
håndarbejde, og når så karlene til tider blev kede af keglespillet, kom de hen til
pigerne; der blev så sunget viser og fortalt historier, leget "to mand frem for en
enke", også kaldet "Tullihut" , vel fordi enken tit råbte:
"Tullihut, lange Maren, kom igen, stombe Karen!"
Til andre tider blev der danset. Den sang til dansen, jeg bedst husker fra den tid, vil
jeg skrive op, somd en står i min erindring:
Munken går i enge de lange sommerdage,
hvad gør han der så længe, åja, åja, åja.
Han plukker af de roser og af de røde bær, ja bær,
han plukker krusemynter alt til sin hjertenskær.
Og munken breder ud sin kappe så blå,
han byder skøn jomfru at danse derpå.
Og se nu, hvor lystig de danse de to,
som om de har stjålen både strømper og sko.
Og skoven var grøn, og pigen var skøn,
om fyrretyve uger der har kun en søn,
og han skal have tresindstyve kroner i løn,
og det er da nok for sådan en bjøn.
En anden sang, som også brugtes meget, var denne:
Der brænder en ild, den brænder for dig,
den brænder i tusinde flammer.
Tag mig ved hånd, sving du mig om,
jeg vilså gerne dånjse
Ja, jeg har hørt, der sku være leg, og det sku vær i javten,
og jeg vil nok så gæne med, men det sku gå lidt savte.
Og jeg ve dånjse med Mari og så med Oles søster
og så med lille Johann-Kjestin, så længe som hun løster.
Hvis der så mellem karlene var en, der kunne spille på harmonika, så kunne der blive
mere fart i bentøjet, end når der skulle synges. Så smed karlene trøjen, hvad de også
så tit gjorde ved keglespillet, og så gik dansen lystig på grønsværet, selv om det
gik med træsko; det kunne jo også hænde, at de blev smidt.
Til disse forskellige adspredelser var vi større børn interesserede tilskuere, og at de
gentages i vore lege, er jo en selvfølge.
|