af Hans Andersen, Sødinge [1928]

Min fødegård i Dømmestrup, som jeg husker den fra min tidligste barndom, var af den ældgamle type, rundbygget, så at vi kunne spadsere på rygningen hele omgangen.Stuehuset lå i nord ud til gaden med portindkørsel mod østerenden. I vesterenden var der bryggers med en stor ovn, der lå ind i den vestre længe: fra gården var der en heldør med en klinke; den førte lige ind i dagligstuen; til venstre side var der et langt bord med en gåsebænk mod væggen; i denne bænk lagde gæssene deres æg og rugede deres ællinger ud. Ved enden af bordet var der også en bænk, og det var skik, at rugbrødet lå der i krogen.
Nord for var der et lille kammer, hvor morfader og mormor havde opholdt sig deres sidste levetid. Til højre, hvor der var skorsten, stod en af de rigtige gammeldags bilæggerovne, hvor der kogtes og stegtes; men der skulle meget brændsel til sådan en svend. Langs loftet , ved bjælkerne, var anbragt hylder, der brugtes til at sætte mælken på om vinteren, for at den ikke skulle fryse. Af stole var der kun et par stykker, hjemmelavede med smæk og ræk til siderne, sædet bestod af flettede halmbånd. Gulvet var af ler. Til højre var der et sovekammer med en indeklædt seng med omhæng for (en alkove). Nord derfor var der et børnekammer med samme slags seng; i sovekammeret var der tillige en slagbænk med udtræk, hvori der kunne ligge tre,fire småbørn. Fra sovekammeret var en dør ud til storstuen. Stuen havde husets bredde med god plads til kister og skabe, samt et langt bord.
Ladebygningerne var på rigtig gammeldags facon med sule og  åse. Sulene var meget tykke egestammer, der var gravet dybt i jorden og sat godt fast med store sten; de var kløftede i toppen; fra toppen af den ene sule til den anden lå åsene, stærke egebjælker, hvortil spærene var naglede fast. Sulen og åsen udgjorde midtpunktet i huset, der var ikke bjælker uden ved hver sule; både stolpe og ramme var af egetræ, væggene var vindevægge, som de kaldtes, de bestod mest af hassel, lavet som et gærde, hvorpå der på begge sider var spækket ler; udvendig var der til beskyttelse for regn slået halm eller rør på.
Midt i gården var der en fordybning til møddingsplads. I stald og kohuset var ingen vinduer eller døre på udsiden, ved hestene var en foderlo, men køerne stod med hovedet til væggene; der var ingen krybber; i stedet for krybbe brugtes der nogle oversavede tjæretønder, hvoraf hver ko fik sin blanding avner og lidt hakkelse med lidt mask eller affald. Der var ikke dengang lagt an på smørproduktion til salg om vinteren, kun en enkelt ko måtte kælve før vinteren, for dog at have lidt til husbehov.Besætningen bestod af 5a6 køer, to ungkvæg, nogle får og et par heste; til gården hørte nogle og tredive tdr. land, men deraf var noget mose, hvor den nødvendige tørv kunne skæres, samt skov.
Køkkenhave var det småt med, men derimod var der nogle frugttræer, både æbler og pærer. Et stort pæretræ, der var midtpunktet i haven, er nu forsvunden. Blomster var det kun tarveligt med. Der var en gang midt op af haven med nogle ribs- og stikkelsbærbuske, denne gang førte hen til en brønd, vi  havde fælles med naboen, den var gravet lige rundt i skællet og var åben for oven med et firkantet fjæleværk omkring, og der var en stor kløftet stang med en vippe til at trække vand op med i en spand. Denne gamle brønd blev dog i min tidligste barndom fyldt og erstattet med en på et mere passende sted og med pumpe.
                              Fæstevæsenet.
På Søbysøgård regerede i det attende århundrede en streng herre, major Axel Rosenkrantz (*l755+l802). Han ville regere over adskilligt, der ellers var ham uvedkommende. Her skal fortælles et træk om, hvorledes min farfader blev behandlet efter majorens forgodtbefindende,
Der var i Nr.Søby en enke, der havde en meget forfalden gårde. Nu vidste majoren, at der var en karl (min farfader) i Dømmestrup, der havde nogle penge. Majoren lod da denne karl kalde til sig og forelagde ham, at han skulle gifte sig med enken i Søby. Anders Hansen, som han hed, var da også i Søby for at se forholdene, men han gav majoren afslag.Så blev majoren vred, og til straf for hans ulydighed blev han sendt ind at være soldat. Som soldat blev han pint og plaget; han skulle gå forbi nogle af befalingsmændene, og for hvert tolvte skridt fik han et slag over skinnebenet; det blev ham for hårdt, så han klagede sig for en ven, og denne rådede ham til, at han skulle klage til en af de overordnede, vistnok en major. Det turde han ikke, sagde han, men den rådgivende satte da mod i ham. Han gjorde da alvor af sin klage, og den faldt godt ud, idet vedkommende, efter at have betænkt sig,sagde:"Ja, søn, det var dig, der varen  skrivelse med, at du skulle have dygtig hug, men nu skal du være fritaget for at være soldat og kan rejse hjem."
Nogle år efter, at farfader havde været soldat, forlovede han sig med en gårdmandsdatter i Dømmestrup og fæstede så hendes fødegård af bemeldte Axel Rosenkrantz.

Fæstebrevet.
Jeg Axel Rosenkrantz til Søbysøgård, hans kongelige majestæts bestaltne major af infanteriet, kender og herved vitterliggør at have stæd og fæst ligesom jeg herved stæder og fæster til een mit godser tilhørende bondekarl ved navn Anders Hansen, der har stået som landsoldat i hans majestæts tjeneste, en mig tilhørende bondegård, beliggende i Dømmestrup by udi Nr.Lyndelse sogn, som Mads Andersen stedet beboede og fradøde; hvilken gård som står for hartkorn, veje ,matrikel,ager og eng 14 tdr. 6 skp. 7 alb. bemeldte Anders Hansen sin levetid må nyde, bruge,bebo, og i fæste beholde på efterskrevne konditioner:
1.Betaler hvert til rette forfalds tider, alle ordinære samt ekstraordinære kongelige skatter af ovennævnte hartkorn, som enten ere eller herefter påbydende vorder, uden at pådrage sig nogen restance.
2.Ligeså landgilde til hvert års mortensdag at erlægge efter jordebogen, som er rug,  som er 2 tdr. 4 skp., byg 4 tdr., havre 8 tdr. 2 skp., smør 1½ otting, lam 1 stk., gæs 2 stk., høns 4 stk., æg 20 stk., lysgarn 1 mk., erritspenge 1 m.8 sk., af hvilken landgilde han for nærværende tid er akkorderet for penge, nemlig rugen pr. 8 tønde mark, byggen pr. tønde 1 rbdaler, smør ialt for 3 rbd., og lysegarn for 2 skilling, dog dependere alt af mig selv, hvad enten jeg vil have bemeldte penge eller landgilde spesierne i alt in natura for fremtiden.
3.Sålænge han for hovning er befriet, som alt dependeres af mig selv, svarer han årlig udi hovning penge 20 rdl. skriver tyve rigsdaler, dog er han forbunden årlig at gøre nogen ægter og ekstraarbejde, ligesom andre hans naboer og godsets frie bønder, og når gårdens løkker Soersted kaldt skal gødes til korn forpligtig hertil at køre gødning her fra gården hen samme løkke med 2 vogne daglig i to dage til hjælp for hovningens bønder.
4.Gårdens og dens besætning, som nu findes i forsvarlig stand haver han fremdeles at vedligeholde og forbedre, så det alle tider for et lovligt syn kan bestå, og intet af gårdens tilliggende grund af ager og eng, tørveskær og gærdselhug til upligt bruger, ej hellere at borttage, forøde, forhugge eller på nogen underfundig måde at forkomme og gården at fravende, kun af hvad bemeldte gårds anpart af stengærder,grøfter,pile,frugt
træer, humle med videre ifølge hans majestæts allernådigste lov og forordning årlig holdes vedlige og opelsker.
5.Skulle jeg ved denne byes jorders udskiftning, af fællesskab imellem mine og Bramstrup bønder, finde for  godt at gøre dem tilligemed mine øvrige gårde her i byen, lige udi hartkorn og grund, forbeholder jeg mig hvad jeg i sådan henseende bedst finder tjenlig.
6.Retter sig i det øvrige efter hans kongelige majestæts allernådigste forordning  og ed mig som hans herskab, og i min fraværelse  min beskikkede fuldmægtig hørig og lydig, alt under dette fæstes fortabelse, som er betalt med 150 rdl. skriver ethundrede og halvtredsindstyve rigsdaler.
Dette til bekræftelse under min hånd og signette, Søbygård dn 28. oktober l786.
  Axel Rosenkrantz.

Da samtlige mine bønder i Dømmestrup nu er bleven gjort lige i jord og grund, hartkorn og afgift, således at enhver af dem herefter tilkommer at kontribuere af 71/4 -0-0-1 13/16 alb. hartkorn, samt derefter svarer ind årlig fra 1ste maj l788 at regne.
1.udi landgilde rug 6 skp. 73/4 fdk., byg 3 1/7. 1 alb., havre 3 tdr. 2 skp. 1/4 fr., 7 5/8 pd. smør, ½ lam, 1 gås, 2 høns, 13 æg, ½ mk. lysgarn, 6/11 pd. fodernød, 1/32 pd. bolgalt, 1 mk. 5 sk. erritspenge, af dryer landgilde specier betales følgende med penge, og det øvrige leveres in natura, nemlig rugen overlades for 8 mk. pr. td., byggen 6 mk. pr. td., smørret for 1 rdl. halvottingen, lysgarnet for 1 skilling, fodernødet for 1 rbd. eller den anførte del for 3 mk. 4/11 skil. og storgalten for 2 rbd. eller den anførte 1/32 del for 6 sk. derimod erritspengene iberegnet, beløber sig ialt 5 rd. 3 mk. 3 sk., dog dependerer det af mig selv enten jeg vil have disse anførte penge  eller landgilde specierne, in nature for fremtiden.
2.Forretter indbemeldte Anders Hansen halvgårds hovning, ægter og arbejde med videre, og for den øvrige hovning betaler han til et hvert års 1ste maj penge 2 rd.5 mk.4 sk. eller også forretter halv hovning, hvilken af delene jeg selv for godt befinder.
Så bliver dette fæstebrev i den henseende for så vidt herved forandret.
Søbysøgård, den 2den maj l788.
 Axel Rosenkrantz.
forøvrigst
  Hellerup
Ifølge forordning af 5. jan. l8l3 omskrives herved indbemeldtes årlige pengeafgift efter jordebogen og den løste udskiftning til rigsbankpenges sølvværdi, værdiståelse
er landgildepengene
.......3 rbd.3 mk.14 sk.
b.istedet for hovning det år som er ny
......10 rbd.3 mk.3 sk.
Bramstrup, den 20de juni l8l3.
Hansen Chedrs  A,H,
   S.Hansen
Til vitterlighed.
 Rasmussen Gustzon.

Fortegnelse over det som forrettes til Søbysøgård af underliggende hoverigørende bønder i overensstemmelse med hoveriforeningen af 7. april l792. Alt således som befalet er udi den allernådigste forordning af 6. decbr. l799 til gensidig regel i fremtiden.
Hoveriet som forrettes af 36 hele gårde, er følgende:
Til hver hel hovning.
Til rugsædens lægning med 14 a 16 skp...................
2 pløjedage 2 harvedage
Til vårsædens lægning med 5 tdr. byg eller 4 tdr. boghvede eller og 7 tdr. havre
 4 pløjedage 6 harvedage
Til at fælle.........
2 pløjedage
Til at høste korn samt at passe med opbinding, vending af ageren, agerens rivning, kornets hjemførsel i laden eller til gården samt at sætte i gulv eller hæs med videre arbejde dertil hører..................
4½ spanddage 28 gangdage
Til høsten:såsom græsset at afmeje, udsprede,opføre af vandet,udføre af skov og krat, hjemføre og sætte i hus eller hæs med videre til denne avl nødvendigt arbejde efter vejrligets beskaffenhed..............
5½ spanddage, 40 gangdage
Til grøfter i engene og hegn omkring gårdens marker at vedligeholde og istandsætte..................
2 spanddage, 10 gangdage
Til gødning af udføre, at sætte i hob (mødding) på marken, samt igen at føre på ageren og udsprede...........
8 spanddage,10 gangdage
Til at blande mødningen med jord eller dynd, i tilfælde af stor misvækst, kvægsyge eller andre ulykkestilfælde, som måtte være årsag til afsavn af gødning........
2 spanddage,2 gangdage
Til skovning af brænde, bødker vogn og bygningstømmer, det første for gården og det sidste tillige til godsets brug......................
4 spanddage, 12 gangdage
Til at skære,opøse og hjemføre tørv..................
2½ spanddage,16 gangdage
Til at rense enge...........
1 gangdage
Til at grave brakgrøfter.....
3 gangdage
Til gården og malkepletten at skøvle?......................
3 gangdage
Til gårdens avl og tiender at udtærske.....................
96 gangdage
Til høavlen at dyrke og oppasse.......................
1/6 spanddage,4 gangdage
Til kornets rensning og opførsel på lofterne...........
1 spanddage,20 gangdage
Til borg- og ladegårdens vedligeholdelse .............
3 spanddage,8 gangdage
Til Korns og fedevarers bortkørsel...................
9 spanddage
Til veje i gårdens lykker at istandsætte og vedligeholde.
3 spanddage,4 gangdage
Til humlehavens oppasning....
2 gangdage
Til vandsteders gravning og rensning ved gården og i markerne.....................
2 spanddage,4 gangdage
Til flytning for gårdens til- og fratræder, forpagtere....
2 spanddage
Til ladegårdens huse at rense og halm at udflytte........
1 spanddage,2 gangdage
Til kornhæs at indflytte....
1 spanddage, 2 gangdage
Til pile at plante og styne..
1 spanddage, 2 gangdage
Til at hente rent sædekorn fra hvilket sted i landet samme købes eller losse......
1/6 spanddage

1 Helgårds hovning
8 pløjedage
8 harvedage
51 5/6 spanddage
269 gangdage

Halv hovning
4 pløjedage
4 harvedage
26 spanddage
134½ gangdage

Foranførte hovarbejde og kørsel skal iøvrigt tilsiges forrettes således, at af enhver hel hovningsgård ikke må tages mere ugentlig i det højeste, end
a. På herskabets til samme rugsæd er lagt 3 spand- eller 2 pløje- og to harve-dage, samt 8 gangdage.
b. I forårs-pløjetid: 2 spænd  eller pløje- og 2 harvedage samt 4 gangdage.
c. I hø- og kornhøst:2 spand og 10 gangdage.
d. I den øvrige tid af året 1½ spand og 6 gangdage.

Skulle ellers, som Gud afvende, ulykkelig tilfælde ved ildsvåde eller deslige påkomme  herregården og godset, da skal den hjælp, som i slig uheldige tilfælde efter billighed og rigtig livning imellem samtlige godsets bønder, måtte vorde forrettet, til materialers hentelse og håndlangerarbejde til skadens istandsættelse, ikke vedkomme eller afregnes, men som en usædvanlig bistand uden videre følger i henseende til det årlige hovarbejde.
Foranførte arbejde skal forrettes efter forordningen af 20. februar l771, dens 3die tabel, og forordningen af 25. marts l791, dens 5 paragraf, med den undtagelse:at når gårdens løkke:Soersted (Søsted by) er under drift, skal udkøres dertil 4 læs gødskning og hjemføres derfra 3 læs korn eller hø, ligesom og til dette arbejde for denne løkke skal gives dobbelt antal af de til gødskningens udkørsel samt korns og høets hjemkørsel forlangte spænddage, så skal og med en plov i een dag pløjes eller fælles 1 td. land eller 14000 kvadratalen.

Og skal dette herved forlangte hoveri tage sin begyndelse fra 1ste april.
Hvad som ikke bliver fordret eller forrettet før året er endt, må ikke fordres siden som restance.
Denne forening står ved magt, så længe plakaten af 24. juni l791 bliver uforandret.
Til
Anders Hansen Banke i Dømmestrup
 som forretter halv hovning.
Overensstemmelse med den indgangne hoveriforening tilstår.
 Søbysøgård den 1ste april l800.
  Axel Rosenkrantz.

Der er fortalt meget om herren på Søbysøgård fra hoveriets dage, hvor strengt det gik til, når der var noget,der ikke passede hr. Rosenkrantz eller hans ladefoged, der også var en meget streng herre, og havde råderum nok til at kunne straffe for ringe forseelser efter eget forgodtbefindende, hvilket fremgår af ovennævnte om, hvorledes farfader blev soldat. Det var så slemt på Søbysøgård, at rygtet gik viden om; der blev sågalt skrevet en bog om alle de uretfærdigheder, der blev begået. Bogen kom ud, men den blev forbudt. Vi har jo hørt mange fortællinger om, hvorledes bønderne blev plaget på forskellig måde, ikke alene med ladefogdens ridepisk, men også med riden på træhest. Den havde en fjæl til ryg på kanten opad. Der blev de så bundet fast og fik så tillige en vægt om hver fod for rigtig at pine dem. Vi kan tænke os, at det var hårdt. Jeg kan huske, hvor ondt det gjorde mig, når jeg som barn hørte disse fortællinger.
Da farfader fæstede gården l786, var det en stor gård, men det var jo det forbehold, at dersom herskabet ville gøre gårdene lige store, havde han retten dertil. Der var nogle små nabogårde, som dengang kaldtes boelssteder. Det blev så udskiftet, som det fremgår af fæstebrevet i l788, så alle gårdene var lige i hartkorn og jorder, og de blev så kaldet halvgårde.

Faders slægt og venner.
Hvad Anders Hansens første  hustru hed er glemt, men hans svigermoder hed Hylleborg. Han var gift tre gange; første ægteskab var barnløst. Hans anden hustru var en gårdmandsdatter der fra byen, hun hed Ane Marie Jørgensdatter og blev moder til Mads Andersen,l796,Hun døde nyårsaften efter hans fødsel; så var der en søster af hende, der kom til ham at holde hus; hun blev så hans tredie kone.I dette ægteskab fødtes fire sønner og tre døtre, af hvilken min fader, Hans Andersen, var den ældste; så var der Rasmus og en yngre , Jørgen, der døde tidlig, samt to døtre, der blev gift, men døde tidlig; den ene boede i Ellekjær, den anden i Årslev; den yngste Anne, var 15 år yngre end Mads, som jo var halvbroder til de andre. Anne blev aldrig gift; da hun blev træt af at tjene, opholdt hun sig sin sidste tid i fødegården hos en broder, hun havde været forlovet i sin ungdom og havde en datter, som senere også blev gift med en gårdmandssøn og boede i byen.
Mads Andersen, der var den ældste og var sin fader behjælpelig med gårdens drift, blev fritaget som soldat som gammel mands søn ved ansøgning.

Afskrift af ansøgning om fritagelse.
Da gårdmanden Anders Hansen af Søbysøgård i Dømmestrup formedelst et svageligt helbred  og især gammel skade i den ene ben ikke er istand til selv at følge sin plov og forrette sin gårds arbejde, så er det vel mig begæret af den høje session, at karlen Mads Andersen, som iboer gården, og som han hidtil har stået i faders sted og sørget for gårdens drift, måtte fritages for tjenesten (det sidste ulæseligt).
 Nørre Lyndelse,den  2.april l820.
  Chyloff.

Lidt om faders ungdom.
Såvidt jeg kan skønne, var min fader sin ældre broder Mads behjælpelig med fødegårdens drift. At han har haft megen lyst til læsning, fremgår af, hvad jeg nu vil fortælle om ham. Han har tillige i sin ungdom lært at spille på violin efter noder, thi der var i hans efterladte papirer, blandt mange bøger, også nogle nodebøger. I nogle år har han spillet til dans til alleslags gilder, som der var mange af i den tid;vi ved jo, at bryllupper varede i tre dage, og forud var der et føringsgilde, hvor det var skik, at bylauget bragte føring, der bestod i forskellige slags fødevarer, til brug ved gildet, såsom kalvekød, æg, høns,ænder, og enkelte gav en tønde øl. Ved disse gilder blev der altså fire dage at spille, thi føringen bragtes af laugets piger, og disse skulle så have en svingom med karlene den aften.Fem eller seks af nabolaugets karle skulle nemlig samme dag hen i gildesgården at skære tobak og være behjælpelig med at trække lagener i tærskeloen og lave til med bænke og borde samt pynte op.
Der kom en tid i faders ungdom, hvor han blev draget med i den fynske vækkelse, og det gærede vistnok i ham en tid, inden han kunne bryde med sine ungdomsvenner.
Engang havde han lovet at spille til et bryllup der i byen; han var klædt på og kommen på vej -  kun et lille stykke uden for porten hen forbi sprøjtehuset. Pludselig vendte han om og gik hjem med den beslutning, at nu skulle dette være forbi, thi det var djævelskab; og han var nok nær ved at ville have brændt  violinen, men den blev da ikke brændt. Da han udeblev fra brylluppet, gik der bud efter ham, men han var ikke til at formå til at komme til stede, det var fra den dag af forbi med musikken til den slags brug. Rygtet fortalte da, at han var bleven tåbelig. Før end dette brud skete, var han forlovet. Dette var for svært for hende, hun ville ikke lade sig overtale, hun blev meget vred, næsten rasende. Da han ikke formåede at tale hende tilfreds, sendte han sin ældre broder hen at tale med hende, og det hjalp nok lidt, men hun forsikrede, at hun ikke ville være af de hellige, som blev forfulgt; hun blev så syg og kom til at ligge for døden, men da fik fader lov til at sidde ved hendes seng, og hun blev omvendt, førend hun døde.
Hans ældre broder,Mads, blev da også af de troende, og det var jo en styrkelse for dem, at de var enige om det bedste, da de arbejdede sammen til daglig i deres fødegård.
I året l832 kom fader på kant med bymændene i Dømmestrup. Det var, mens han og hans broder Mads bestyrede gården for deres moder, som var enke; det fremgår af det følgende brev, hvorledes det er gået til, men for yderligere at tydeliggøre det vil jeg, førend jeg skriver brevet, fortælle hovedtrækkene kort. Bymændene var blevet enige om at rense Møllebæk på en søndag, men fader og hans broder, der begge var af de hellige, nægtede at gøre søndagsarbejde. Det måtte de også nok være fritaget for, men så pålagdes det dem, at de skulle give brændevin.Dette nægtede de også, men så blev forbitrelsen stor, og de skulle da straffes med udvisning af bylauget og ingen samkvem have med naboerne ved gilder eller andet. Det var endda ikke endt hermed. De anklagede dem for øvrigheden, men fik ikke medhold. Øvrigheden ville ikke have med sagen at gøre, det måtte de selv ordne. De blev altså udvist af bylauget. I den anledning skrev så fader følgende brev, der siden af Jakob Kr. Lindberg blev gengivet efter originalen i "Nordisk Kirketidende" l834,nr. 41. Jakob Kr. Lindberg  rejste nemlig omkring for at få noget at vide om de fynske forsamlingsfolk.

"Kjæreste Venner,Dømmestrups Mænd,
Gaardmænd og Boelsmænd!"
"Jeg har faaet i Sinde at skrive Eder til - nemlig saa mange af Eder, som har været med i denne Handel - men af Kjærlighed til Eder alle, det tør jeg vidne for den alvidende Gud; thi jeg veed, at I er allesammen min Næste, som jeg bør elske som mig selv; jeg veed og at I alle ere mine Brødre, da vi Alle nedstamme fra vore første Forældre; men hvo som elsker Gud skal og elske sin Broder 1 Joh.4.21. Gud give I kun saasandt ville optage det i Kærlighed! Det er da angaaende denne Sag, som I alle vide, da vi ikke tilligemed Eder vilde rydde Møllerbeck just om Søndagen. Da lagde I et paalæg saaledes: vi skulde derfor betale en Potte Brændevin til Eder at drikke, eller udvises af Eders Laug,men ikke betale Brændevin:Nu lod det til, at I ikke engang var nøjsom med Eders eget Paalæg; thi ellers havde I jo ikke havt fornøden, at søge Øvrigheden.Men Gud skee Lov, vi har en mild,christelig,rettænkende  Regering, som holder over sine Love, - Gud give vi kun vilde følge og lyde dem saa meget som vi vidste og kunde, da var det vores eget Gavn - Derfor var det ingen Under, at I ikke der kunde faae noget Medhold i at faae Ret over os - som I dog truede af - i saa klar en Sag som denne. Men det var mere at beundre - endda i et christens Land - at de som selv var Lovens Overtrædere og de strafskyldige Personer vilde anklage de Uskyldige. Men nu blev Eders ugudelige og uchristelige Paalæg ligesom fornyet, og da blev det saaledes, at Ingen maatte byde os med til Bryllup,Begravelse eller Barselgilde uden de skulde give deres Igang paa Ny; heller ingen maatte komme til os ved samme Lejligheder, uden ligeledes at give deres Igang paa Ny - om vi vilde byde dem. Dette er nu Sagen i sin sande Omstændighed, som Ingen af Eder af negte."
"Men om nu Nogen vilde spørge Eder, hvorfor har I saaledes viist denne Familie ud af Eders Laug, da de dog engang har givet deres Igang og tillige har tjent nogle af Eder ved Bryllup, Begravelser og Barselgilder, og I har lovet at tjene dem igjen paa samme Maade, om I levede og blev budne, da kunde I jo svare som saa: det var fordi de ikke vilde synde tilligemed os i at overtræde Sabbathsdagen; det var jo Sandhed svaret, men jeg mener,at I har Aarsag til at skamme Eder ved denne Sandhed, baade for Gud og enhver rettænkende Christen. Nu skal I derfor ikke tænke, fordi jeg skriver dette, at jeg derfor er misfornøjet med, saaledes at være udelukt af Eders Laug og Sammenkomster, nej ingenlunde,Gud skee Lov, jeg  veed det bedre; thi salig er den Mand, som ikke vandrer i de Ugudeliges Raad, ei heller staaer paa Synderens Vei, ei heller sidder i Spotterens Sæde Ps.1,1. Men at I har syndet, det vil jeg overbevise Eder om med Guds Ord, men dog, som sagt, i Kjærlighed. Da nu Guds Ord siger:aflægger Løgn, og taler Sandhed hver med sin Næste, derfor vil jeg beflitte mig paa Sandhed; thi alle Løgneres Deel skal være i Søen, som brænder med Ild og Svovl,Aab.21,8."
"Da vil jeg først erindre Eder, at den ganske Skrift er indblæst af Gud, og er nyttig til Lærdom, til Overbeviisning , til Rettelse o.s.v. 2 Tim.3,16; og Synden er Folkenes Fordærvelse.At I skal helligholde Hviledagen, det vide I alle; men betragt dog alligevel hvad der staar i 5 Mos.B.5, 12-14 tag vare paa Sabbaths-Dagen at hellige den, saasom Herren din Gud haver budet dig. Sex Dage skal du arbejde og gjøre al din Gjerning; men paa den syvende Dag er Sabbath for Herren din Gud, da skal du ingen Gjerning gjøre o.s.v.Naar vi nu skal gjøre al vores Gjerning i sex Dage og ingen paa den syvende, saa var det jo at synde, da I ryddede Møllebeck om Søndagen; thi det var ingen sand Nødvendigheds Gjerning. Tænker kun ikke, det var en ringe Ting, det var kun en Times Arbejde. Skulde der nogen tænke  dette, da beder jeg Eder, at I dog vil betænke, hvordan det gik den Mand, der sankede Træ op paa Sabbathen:al Menigheden stenede ham til Døde, som Herren havde befalet Moses, 4 Mos.B.15, 32-36Jeg mener det var endda ringere at sanke noget Træ op om Sabbathen, end det var at rydde Møllebek. Og Gud er dog den  samme baade i Gaar og i Dag og til evig Tid,Ebr. 13,8, han straffer ligesaavist Sabbathens Overtrædere nu som den Gang, om ikke altid her i Verden, saa dog i Evigheden, dersom de ikke omvende sig. Derfor siger Herren:vee den, som gjør Arbeide paa Sabbathsdagen, han skal visseligen dødes, 2.Mos.B.31,15 Tænk ogsaa paa det, der staar hos Jac. 2,10, at hvo som holder den ganske lov, men loven støder an i et bud, han er bleven skyldig i dem alle. Nu maae I kjære Venner dog tilstaae, at I har stødt an mod det tredie Bud, og altsaa er bleven skyldig i dem alle."
"Men har I nu ogsaa ret eftertænkt, hvad det er at være skyldig i alle Budene? Gud give I ville ret eftertænke dette, thi saaledes staar det skrevet i 5 Mos.B.27,26. Forbandet være den, som ikke holder alle Ordene i denne Lov, at gjøre derefter; og alt Folket skal sige Amen. Og i det 28 Cap. l9,V. Forbandet skal du være, naar du gaaer ind, og forbandet  skal Du være, naar du gaaer ud. Nu skal I ikke tænke, det gaaer ikke saa haardt til. Tænk hellere, hvad Jesus har sagt - hans Ord kan dog ikke lyve - at ikke det mindste Bogstav eller Tøddel skal forgaae af Loven, førend de Ting skee allesammen. Matth.5,18. Ved loven kommer Syndens Erkendelse.Rom.3.20.-men dette Anførte er da ogsaa af Loven -Gud give, at Enhver af Eder kunde komme saaledes til Syndens Erkjendelse, at I ville tilstaae det, som I alle haver lært i den anden Troes-Artikel, at I er fortabt og fordømt til den evige Død. Da først er i ret skikkede til at høre Evangelium, nemlig det glade Budskab, at Jesus Christus er kommen til  Verden, for at gjøre Syndere salig, endog de allergroveste, 1 Tim.1,15. Og at Menneskens Søn er kommen at søge at giøre saligt det fortabte Luc. 19,10.Her kan I jo høre, at han søger efter de Fortabte, Gud give, at I dog vilde lade Eder finde af ham - førend det bliver evig for sildig - thi der er dog ikke Salighed i nogen Anden,Ap.Gj.4,12, og I har engang kostet ham hans Livs og Blods Opoffrelse, derfor kan han ikke forglemme Eder, om en Moder saa kunde forglemme sit diende Barn; thi see, siger han, jeg tegnede dig i begge mine Hænder Es. 49,16, og et andet Steds siger han:see jeg udbreder mine Hænder, den ganske Dag, til et genstridigt Folk,Es.65,2, til dem, som vandrer efter deres egne Tanker,paa en Vej, som ikke er god; og han siger:se her er jeg, I see, her er jeg, og hos Es. 45,22, siger han:Vender Eder til mig og bliver frelste alle Jordens Ender. Gud vil ingen Synders Død, men at han skal omvende sig og leve, og Jesus siger selv Joh.6,37, den som kommer til mig, den vil jeg ingenlunde kaste hen ud. Saa Mange af Eder, som nu vil komme til ham ved en sand Omvendelse, og saa blive bestandig indtil Enden, vil faae denne glædelige Røst at høre paa Dommens Dag, som lyder saaledes:""Kom ind til mig I Herrens Velsignelse, og arver det Rige, som Eder er beredt før Verdens Grundvold blev lagt. Men de som ikke vilde komme, mens det er Naadens Tid og Salighedens Dag, for dem vil  det være forskrækkeligt at møde Herren; thi til dem vil han sige, gaaer bort fra mig I Forbandede i den evige Ild, som er beredt Djævelen og alle hans Engle,Math.25,41 Nu  staar det til Eder at væge, Gud give , at I dog vilde udvælge den bedste Deel med Maria, som ikke skal tages fra Eder."
"Men kjæreste Venner, skulde vi nu ikke alle sammen elske den Mand, som har elsket os indtil Døden paa Korset? Jo, lader os elske ham; thi han har elsket os først, 1 Joh.4,19.O! prøver Eder dog selv, om I elsker denne Mand. Til denne Prøvelse vil jeg anføre Følgende:".
"Deri bestaar Kjærligheden til Gud, at vi holde hans Bud, og hans Bud ere ikke svære,1 Joh.5,3; og Jesus siger i Joh.14,21,23 dersom Nogen elsker mig, skal han holde mine Befalinger;og 1 Joh.4,21.Dette Bud have vi af ham, at den, som elsker Gud, skal og elske sin Broder; og i det 20.V.dersom Nogen siger:jeg elsker Gud og hader sin Broder, han er en Løgner; thi hvo som ikke elsker sin Broder, som han seer, hvorledes kan han elske Gud,som han ikke seer. Nu er vi alle Brødre, som I har hørt, kan I nu vidne med Sandhed for den alvidende Gud, at I har gjort det af Kjærlighed til os, som her er skrevet om, det maa nu staa til Eder selv at betænke; kan I nu ikke dette med Sandhed, altsaa elsker I os ikke; men elsker I nu ikke os, som I seer, saa elsker I ikke Gud, den Herre Jesus, da er I forbandede efter Pauli Ord i 1 Cor.16,22: dersom Nogen ikke elsker den Herre Jesum Christum, han være en forbandet Ting."
"Men nu ville vi betragte det fra den anden Side:da kunde det jo være, at Een eller Anden af Eder har gjort dette af Had til os.Skulde dette være Tilfældet, da beder jeg Eder betænke, hvad der staar i 1 Joh.3,15, at hver, som hader sin Broder, er en Manddrabere; og I vide, at  ingen Manddraber haver det evige Liv blivende i sig.Her kan I jo høre, at dersom I bære Had til et Menneske, da er det lige saa stor Synd for Gud, som I virkelig havde slaaet samme Menneske ihjel.Men nu siger Esaias i det 1,17: Lærer at gøre godt,søger Ret, hjælper en Fortrykt til Rette. Mon I har gjort dette? Men der staar videre:skaffer den Faderløse Ret, udfører Enkers Sager. Da jeg nu tilligemed mine Sødskende ere faderløse og min Moder er Enke, saa giver jeg Eder selv at betænke, hvordan I skaffer os som Faderløse Ret, og tillige hvorledes I udfører min Moders Sag, som en Enke, saavidt Magten staar til Eder. Men derimod, dersom I bøjer Retten for Enker og Faderløse, da er i forbandede, thi saaledes staar der skrevet i 5 Mos.B. 27, 19 forbandet være den , som bøjer Retten for Faderløse og Enker,og alt Folket skal sige Amen - det er:visselig,sandelig, det skal skee - Det er ellers mange Gange en tung Skjæbne, at regnes blandt Enkers og Faderløses Tal her i Verden; men derfor har Gud lovet at være de Faderløses Fader og Enkers Forsvar og Dommer, Ps. 68.6. og tillige at oprette Faderløse og Enker; men han forvender de Ugudeliges Vei, Ps. l46,9.Da der nu staar skrevet Judæ Epistel 18 V. at i den sidste Tid skal være Bespottere, som vandrer efter deres ugudelige Væsens Begjæringer, saa kan jeg ikke vide, om der skulde være Nogle af Eder, som allerede har bespottet disse guddommelige Sandheder. Skulde dette være Tilfældet, da beder jeg Eder, at I dog betænker, hvad Skriften siger derom,Gal.6,7. Farer ikke vild, Gud lader sig ikke  spotte o.s.v. og i Sal. Ordsp. 13,13. hvo som foragter Guds Ords skal fordærves ved sig selv; og Jesus ,Sandheds Mund, siger selv:Math. 13,31-32, at Bespottelse mod den HelligAand skal ikke forlades Menneskene hverken i denne Verden ei heller i den tilkommende. At bespotte mod denne gode Aande er forfærdeligt; thi det er dog ham, der kalder, forsamler, oplyser i den eneste sande Troe paa Christum, som I alle har lært, og Paulus siger Rom.8,14. saa Mange som drives af Guds Aand, disse ere Guds Børn. Men mener I da,kjæreste Venner, at Guds Aand har drevet Eder til denne Sag? Nei ingenlunde; men om Nogen ikke har Christi Aand, denne er ikke hans, Rom.8,9. Gud give da, at Ingen af Eder skulde gjøre sig skyldig i denne Synd; thi da maatte de hellere ønske, at de aldrig har været fød; thi saaledes siger Jesus,Marc.3,29: men hvo som taler bespottelig mod den Hellig-Aand, haver ingen Forladelse evindelig, men er skyldig til en evig Dom."
"Nu vilde jeg ønske, at I dog ville være saa kloge som Beroenserne, og randsage i Skriften, om de Ting har sig saaledes. Men har det sig nu saaledes, da beder jeg, at I vel betænker, det er ikke mine, men Guds Ord til Eder, da I hørte til ganske Skrift er indblæst af Gud, og nyttig til Lærdom. Gud give, I da kunde faa den rette Lærdom deraf, at I kunde vide Guds Raad og Villie til Eders Salighed; for det Andet til Overbeviisning; da vilde jeg ogsaa ønske, at I kunde vide med Vished, enten I er Guds Børn eller Djævelens Børn aabenbare; hver den, som ikke gjør Retfærdighed, er ikke af Gud, og hvo som ikke elsker  sin Broder 1 Joh.3,10; og i det 8 V: hvo som gjør Synd - med Forsæt - er af Djævelen. Nu ogsaa for det Tredie: til Rettelse.Gud give da ogsaa, at Skriften maatte være en Regel for vort ganske Liv og Levnet."
"Nu vil jeg bede Eder alle sammen, at I dog for Guds Skyld, og for Eders egne arme Sjæles og Saligheds Skyld, vil betænke i Tide, hvad som tjener til Eders Fred og søger Herren, medens han findes, og kalde paa ham, den Stund han er nær; den Ugudelige forlade sin Vej, og hver, som gjør Uret, sine Tanker og omvende sig til Herren, og han skal forbarme sig over ham Es.55,6,7 men uden I omvende Eder og blive som Børn, kommer I ingenlunde ind i Himmerigets Rige.Matth. 18,3."
"Ak skulde I Jer dertil lade tigge,
Det gjælder jo Jer egen Sjæle-Tarv!
Det er saa hardt i Helvede at ligge,
Det gør saa godt at tage Himlens Arv;
Saa kom da hver, som Synd har gjort,
og ej i Synden finder Hvile,
Til ham, der Ingen viser bort,
Som vil nedbøiet til ham ile!
Hvorfor mon I omkomme vil,
Da Gud Jer byde Naade til?
Vil I nu Synden længer tjene,
Da han vil redde Jer Urene?
Slip Syndens Vej, til Jesum see,
Thi han annamme Syndere!
"Nu til Slutning beder jeg Eder af mit ganske Hjerte, med David i Ps. 94 i Dag, da I hører Herrens Røst, da forhærder dog ikke Eders Hjerter;tænk paa, hvordan det gik dem af Meriba, som forhærdede dem. Gud svoer i sin Vrede, de skulde ikke komme til hans Hvile. Nu siger jeg tilligemed Moses 5.  B.39,19.Jeg tager idag Himlen og Jorden til Vidne mod Eder, at jeg haver forelagt dig Livet og Døden, Velsignelsen og Forbandelsen, at du maa udvælge Livet, paa det du maa leve.Gud give, at I da nu Alle ville udvælget Livet, saa undgaaer I forbandelsen; men dette Liv er i Guds Søn; thi han er Vejen. Sandheden og Livet, og Ingen kommer til Faderen uden ved ham.Herren hjælpe Eder Alle, og mig og Enhver, som vil lade sig hjælpe hertil, for Jesu Skyld, og han beblande dette med Troen i Alles Hjærter, Amen!"
 den 9. November l832
  Hans Andersen

Her følger et Brev, som han har skrevet til sin Broder Rasmus, der ikke var bleven af de Omvendte:
 Elskede kjære Ven og Broder!
Da det liggeer mig meget paa Hjerte, at Du og jeg og vor ganske Famile maatte samles med hverandre i det Himmelske Rige og Herlighed, saa faldt det mig ind (da jeg skrev denne Salme), at skrive et Par Ord til Dig; men det kommer dog alt af Jesu store Kærlighed til Dig, idet hans Kærlighed til Dig driver mig. Det er da et stort Bevis paa, at den gode Hyrde (Jesus Kristus) søger endnu efter Dig; men hvornaar skal han faa den Glæde, at Du vil lade Dig finde af ham? Ja, hvornaar vil Du lukke op for ham? At han maatte komme ind at holde Nadvere med Dig; Kjære Broder! hvad holder Dig tilbage? veed Du det ikke? Da bed Din Frelser om, at han aabenbarer det for Dig; bed ham tillige at han selv vil rive sønder de djævelske Baand og Strikker, hvormed Du er bunden! Han har baade Villie og Kraft nok dertil; thi dertil er Guds Søn aabenbaret, at han skal afskaffe (og forstyrre) Djævelens Gerninger. 1 Joh.3,8. Ja, kjære Broder! den gode Hyrde, han haver søgt efter Dig, kaldt ad Dig, og arbejdet paa Dig i mange Aar; under Tiden (jo den meste Tid) haver han givet Dig helbred og Sundhed, og fuldt op af alle jordiske Goder, og vilde ved sin Godhed  lede Dig til Omvendelse; undertiden haver han paalagt Dig Sygdom og Svagheder, og vilde dermed lede Dig til Omvendelse. Amos4,10.Og desforuden haver han ofte ladet Dig paaminde og advare af sit Ord og sendt det til Dig; og dette hans Ord skal dog ikke komme tomt tilbage; og vil Du ikke have det til Velsignelse; saa maa Du vide, Du faar det til Forbandelse. Denne Bog (Brorsons Salmebog) indeholder rigeligen alt, hvad Du behøver at vide til Salighed. Herren haver sendt dig den (tak ham derfor) og den kommer ikke tom tilbage; Gud give den maatte blive Dig til Velsignelse og Salighed! bliver den ikke det? saa bliver det jo Din egen Skyld, og Du kommer til at gjøre et svært Regnskab derfor paa Dommens Dag, og Ordene, som Du haver læst i den, vil dømme Dig i den uslukkelige Ild, som er bered Djævelen og hans Engle. Ja, kære Broder! Jesus haver bedet for Dig, at Du maatte staa et Aar endnu, til han fik gjødet og gravet om Dig, om Du da ikke vilde komme; saaledes beder han for det ufrugtbare Træ (den uomvendte Synder) i Lucas 13, havde han ikke bedet for Dig, da havde Du for længe siden ligget i Helvede; endnu beder han for Dig; men det kan maaske være den sidste Gang; thi det kan snart hedde til Dig:beskik dit Huus! thi Du skal Dø og ikke leve! (saa er det for sildig) og hvad kunde  det saa nytte Dig, om Du i denne korte Tid havde vundet den ganske Verden? naar Du saa i al Evighed skulde lide Skade paa Din Sjæl? derfor betænk Dig i Tide! og gjør dog engang Alvor af Sagen.
Dette ønskes af mig, din ringe, men dog i Kærlighed forbundne Broder
  Hans Andersen.

Min faders forlovelse l835.
Nedenstående brev viser, hvad ovenfor er bemærket, at min fader har læst en del, måske dog mest efter hans opvækkelse; det var jo den tids kristnes opfattelse, at alt, hvad der stod i bibelen, var inspireret af Guds ånd, og hvem der havde evner og lyst til at læse og forstå det læste, de læste mest i  bibelen. Af følgende brev fremgår det tydelig, at fader har været hjemme i sin bibel:

Kære Ven og Søster i Kristo Jesu!
Naade være med Dig og Fred af Gud vor Fader og den Herre Jesus Kristus! Amen!
Min Tilstand er i denne Tid saaledes: at Herrens Ord lyder til mig, 1. Mosb. 2-18. Det er ikke godt, at Mennesket er for sig selv alene, jeg vil gjøre ham en Hjælp, som skal være hos ham. I denne min Tilstand har jeg da lyttet til Siraks Ord 32-20: Du skal intet gjøre uden Raad, og naar du haver gjort noget med Raad, da fortryd det ikke.
Da jeg nu ønsker at have en Hustru, som jeg kan leve med i Enlighed og Kjærlighed, men for alle i Guds sande Frygt; thi en gudfrygtig Kvinde gives den, som frygter Herren (Siraks 26-25). Saa haver jeg da i mine Bønner raadført mig med Gud i Himlen, og med mit eget Sind og Hjertelag, at han vilde styre og henvende samme til den Person, som han  haver forudset og beskikket til min Hustru, og da kunde det ikke falde eller henvendes end som ene og alene til dig, og beder eller spørger dig herved, om Du vil være min Hustru? Tit naar at jeg haver bedet til Gud og ligesom spurgt ham efter: Herre Gud, mon jeg skulde frygte for at tage den Pige til Hustru, eller, mon jeg skulde frygte for, at jeg dermed gjør imod dein Villie; da lød de, disse Ord, ligesom fra Himlen ind i mit Hjerte (Tobias 6-22):Frygt ikke, thi hun var dig tillavet af Evighed, og du skal frelse hende, og hun skal fare med dig, og som der staar i det 23.V. kan jeg med Sandhed sige: jeg har faaet Kjærlighed  til dig og min Sjæl hænger fast ved dig;men ved Guds Naade kan jeg dog ogsaa sige (med Tobias 8-9): Herre, du ved, at jeg tager og begjærer ikke denne min Søster for hendes Skyld, men i Sandhed, ja, du synes god for mine Øjne, derfor maa du ogsaa være min Hustru (se 4. Mos.36-6), dog det er ikke det udvortes Øjesyn, der maa afgøre denne Sag, thi derom siger Salomon saaledes (Ordsp. 31-30) Yndighed er Bedraglighed , og Dejlighed er Forfængelighed, men en Kvinde, i hvilken er Herrens Frygt, hun skal roses.
Nu skal og maa Du ingenlunde
tænke, at jeg har skreven dette for at overtale Dig hertil, nej, ingenlunde, men om mulig for at overbevise Dig om Guds Villie. Nu maa og bør Du bære Dig saaledes ad, som jeg har gjort, nemlig at raadføre Dig med Gud i Himlen i Dine Bønner, og med Dit eget Hjertelag; kan Du saa faa en Grund, som Du ved, der er efter Guds Villie, hvormed Du kan afslaa min Begjering, da skal Du derfor aldrig blive min Fjende; men jeg  tror det ikke. For alting maa Du da bede Vor Herre og Frelser om at være hans Brud i al Evighed; thi det er Hovedsagen i alle Ting.
Nu bør Du tillige aabenbare dette for dine Forældre, som dog er dine nærmeste Paarørende. Og jeg tænker,Du helst vil lade dem læse eller høre dette Brev. Saa vil jeg da skrive et Par Ord ogsaa til dem.
Nu da I, Kjære Forældre! dette er da en saare vigtig og betænkelig Sag, ogsaa for Eder: maaske I har aldrig tænkt, at denne Eders Datter skal rejse fra Eder; men I skal vide, saa højt som Himlen er over Jorden, saa højt er Herrens Tanker over vore Tanker og Herrens Veje over vore Veje, men hans Tanker ere dog Fredstanker, og hans Veje ere Saligheds Veje. Gud give, vi kun alle vilde vandre derpaa, fører Herren os da underlig, saa fører han os dog saligt, og de, som søger Herren, skal ikke have Mangel paa noget godt. (Psa. 34-11) Betænk og hvad Sirak siger 7-26. Udgiv Eders Datter, saa skal I have udrettet en stor Gjerning, men giv en forstandig Mand hende.
Hvad jeg haver bedet om og begjeret af Eders Datter, det samme vil jeg bede om og begjere ogsaa af Eder. Jeg vil udtrykke mine Ord, som der staar skreven i Dommernes Bog (14-9-3) saaledes:Giv mig da hende til Hustru, for hun er den rette for mine Øjne. Naar I nu med Eftertanke vil overveje, hvad jeg af mit ganske Hjerte har skreven, saa tror jeg ikke, at I kan svare andet hertil end det som Laban og Bethuel svarede og sagde, da Rebekka skulde giftes (1 Mosb. 24-50-51). Denne Handel er kommen fra Herren, vi kan derfor intet tale til dig ondt eller godt, saa der er Rebekka for dig,  tag hende og j, og hun bliver din Herres Søns Hustru, som Herren haver sagt, se , der er vores Datter ogsaa for dig, tag hende, og hun bliver din Hustru, som Herren haver sagt, andet Svar venter jeg ikke af Eder, thi hvad Gud den Afmægtigste haver tilsammenføjet, kan dog intet Menneske adskille. En Ting haver jeg endnu at erindre Eder om, som der staar i samme Kapitel 57. og 58. V. og de sagde:lader os kalde Pigen og spørge, hvad hun siger: Saa kaldte de ad Rebekka og sagde til hende: vil du fare med denne Mand, og hun sagde: jeg vil fare med. Gjør I nu ligesaa::spørg Eders Datter ad, om hun vil fare med; jeg venter ikke andet Svar af hende end dette:ja, jeg vil fare med. Thi I maa vide, I bør ingenlunde at tvinge hende til eller fra, men det er Eders Skyldighed at bede for hende, at Guds Vilje maa ske, som dog altid er den bedste.
Nu vil jeg slutte min Skrivelse med denne Bøn:Gud give, vi alle maa være og forblive enige om at tjene Vor Herre i Hellighed og Retfærdighed alle vore Livs Dage. Ja Gud give, at vi ogsaa paa Dommedag med Glæde kunde fremstå og sige:Herre! her ere vi og de Børn, som Du haver givet os; se, vi har ingen af dem mistet.
Herre Jesu, lad dette ske! Amen!
Den 7. Oktober l835.
  Hans Andersen.

Deres forlovelsestid har ikke været længe. Brylluppet har fulgt straks efter;dagen vides ikke. Deres første hjem var nabo til  Peder Larsen Skræppenborg, hvor fader holdt skole for Peder Skræppenborgs søn tillige med nogle naboers, der også var af de hellige. Disse familier  havde givet sig sammen om fader som skolelærer, fordi de ville have deres børn undervist af en troende mand. Fader havde efter sin tid gode skolekundskaber og var godt hjemme i sin bibel; han blev da også af provsten godkendt som skolelærer.
Dette, jeg her har fremdraget af faders breve, kan vi nok i vor tid sige om, at det var strengt, men hver tid har sin egen opfattelse, og der var den dybeste alvor i vore fædres kristendom;tog de det måske efter vort syn strengt, så er der vel den fare for mange af vor tids kristne, at de tager det for let; men at et alvorligt ment ord kan blive til velsignelse, selv om det er i en strengere form, end vi i vor tid ville bruge, derom vidner efterfølgende.Mon det ikke er sådan i vore dage, at vi måske gør for lidt for at overbevise vore medmennesker om sandheden; vi missionerer ikke sådan mand og mand imellem, som de gamle kristne, vi synger hellere imellem de fugle, vi er iblandt. Det kunne vore fædre ikke, derfor blev de forfulgt på mange måder, både af øvrigheden og af deres naboer og andre. Følgende træk beviser dette.
Der fortælles flere eksempler på, hvor min fader tiltalte personer, når han hørte deres rå tale og banden, og der var dem, der satte en ære i, når de så den hellige Hans Andersen (som de kaldte ham) rigtig at bande; men han sagde så nogle få ord til dem om, at de skulle dog ikke sådan bede djævelen o.s.v.
Hvor Dalum papirfabrik nu ligger, der var i gamle dage en vandmølle, som folk benyttede. Når de kørte til Odense med korn, tog de noget med til mølle, som de kunne få med hjem, når de kørte tilbage. Der var en møllerkarl  der, som rigtig ville vise min fader, at han var en rigtig karl til at bande; han satte flere eder på. Fader sagde et par alvorlige ord til ham, men det optændte lysten hos ham til rigtig at trumfe. Dog var det ikke nok hermed, men han sendte en  hilsen med en anden mand fra byen og bad ham sige den hellige mand i Dømmestrup, at han kunne bande endnu meget værre; fader fik også denne hilsen, og det gav ham anledning til, at han skrev et langt alvorligt brev til møllerkarlen. Dette brev virkede således på karlen, at han fik uro i sin samvittighed, så han måtte gå til min fader og klage sin nød; denne karl blev så fra den tid også af de hellige.
Der var ligeledes en anden karl, der sendte bud til fader, at han kunne bande en med tolv eder, han fik også et brev.
Sådanne forfølgelser og bespottelser gik i mange år, men omsider tog det dog af, når naboerne erfarede, at de hellige var ikke de dårligste naboer. Som allerede bemærket var fader skolelærer de første tre år, de var gift; deroppe var mine to ældste brødre født.
Da så fader flyttede til Dømmestrup for at overtage vor moders fødegård, skulle han efter gammel skik give igang for at blive betragtet som værdigt medlem af bylauget;  der skulle da brygges øl; en tønde øl var prisen foruden mad o.s.v..
Ved sådan lejlighed skulle der holdes ly, som bestod af en gammel remse om, hvorledes de havde at forholde sig som bymænd i lauget; men denne gamle remse behagede ikke fader, han skrev da et ly, det vil sige: han skrev en tale, hvori han også manede til omvendelse og tro, det  bekom dem ikke alle lige godt, men de kendte ham jo fra den tid, han og broderen nægtede at rydde Møllebæk; så det gik vistnok nogenlunde nogle få år.
Men så kom der igen en lille sag imellem bymændene og begge brødrene. Hans broder Mads havde deres fødegård og var også gift og havde nogle børn. Så skulle der være et gilde med dans og spil for ungdommen, hvor alle bymændene gav penge til gildet. Fader og hans broder nægtede da at give penge til gildet; herover blev de fleste  af bymændene vrede, og de skulle da udvises af bylauget, og tillige skulle det forbydes, at deres børn måtte komme sammen med naboernes børn. Men da var der to mænd, de nærmeste naboer til Mads og fader, som satte sig imod. Mads Andersens nabo hed Jakob Hansen; da han hørte deres bestemmelse, sagde han med myndighed:dette går jeg ikke ind på, vore børn går tit sammen, og det skal ikke forbydes. Ligesådan sagde faders den nærmeste nabo, Jørgen Nielsen (Kusk); det blev så ved det gamle, de blev i lauget.
Som beskrevet foran var moders fødegård en af den ældste type, en meget gammel gård, da fader og moder overtog den.
Morfader var altid kaldet Kristian Langkilde, han og hans hustru havde foruden moder to døtre, hvoraf den ene var gift med gdjr. Mads Knudsen,Højby, den anden med en gårdmand i Fangel,kaldet Peder Snedker. Jeg ved ikke mere om deres slægt eller fødestavn, men de blev begge meget gamle; det var ikke længe imellem deres død; jeg mener lige at kunne huske mormoders død, men det er kun dunkelt, derimod kan jeg  tydeligt huske morfaders død.
I året l853 døde både morfader, mormoder og en tvillingbroder til min broder Jørgen (Peder) samt vor mor. Nu var så fader ene med alle vi børn; vi var 10; Jørgen kom som lille til Fangel hos vor mors søster, da han var omtrent spæd, og da vor moder døde, kom Karen Marie ud til Mads Knudsen, Højby Mark, som havde været gift med moders anden søster; der blev hun opfødt, til hun var voksen, ligesom Jørgen også blev i Fangel til han var voksen..
Den ældste af flokken var Anders, født 30.august l836, Kristian født 30.december l837, Rasmus 26. november l839, Jørgen og Peder 24.juni l842, Katrine 4. juni l844, Niels 13. oktober l845, Hans 27. november l847,Gertrud 13. marts l849, Lars 19. februar l851, Karen Marie 10. februar l853, vor halvsøster Signe 25.januar l856, så hendes halvbroder Hans Jørgen Hansen, 2.januar l859.
Fader var vistnok enkemand godt 1 år, da han så giftede sig med Abelone Rasmusdatter, en ældre pige, også født i Dømmestrup, og som havde tjent hos fader, og var også af de opvakte; da han skrev til hende om at blive hans hustru, kneb det noget for hende at blive betænkt; det så for hende for besværligt ud at gå ind og blive stedmoder til en så stor børneflok: jeg kan tydeligt huske engang, da de havde været gift en tid, og der var kommen en god veninde at besøge hende, at jeg hørte, hvorledes hun fortalte om, hvad det kostede hende at blive betænkt, og hvorledes hun bad Vor Herre om at give hende klarhed, hvad hun skulle; men hun tog imod det, som en gerning Vor Herre havde til hende. Hun blev os da også en god stedmoder.
 Da de havde været gift i ca. halvandet år døde fader den 12. januar l856; tretten dage derefter blev vor halvsøster født. Vi kan tænke os, at det var hårde prøvelser for hende at være enke med en så stor børneflok, som hun var stedmoder til. Jeg var dengang godt 8 år, men der knytter sig uforglemmelige minder til alle de oplevelser fra disse år. Det første smertefulde minde var, da fader var enkemand; det skete en dag, da han vandede hestene i gadekæret, hvor han red hestene for at komme helt ud i det klare vand; da de havde drukket og ikke kunne følges ad, trak den ene fader af, hvorved han faldt så uheldig, at han brækkede det ene ben. Jeg stod inde i stuen og så fire karle komme bærende med fader, der klagede sig. Dette indtryk står altid levende for mig. Så kom brylluppet, og kort tid efter døde først vor broder og snart efter vor fader af Tyfus. På den tid var der en kapellan hos den gamle pastor Muule i Lyndelse, der hed Rambus; han var en alvorlig kristen og var påvirket i grundtvigsk retning. Han kom næsten hver dag at besøge fader, og de havde meget at samtale om. Så døde fader,og jeg kan aldrig glemme de ord, hvormed pastor Rambus begyndte sin tale; han sagde omtrent således: det ser underlig ud for os mennesker, at Vor Herre her har taget forældrene bort fra alle disse børn, men vi må tro, at han gør alle ting på det bedste; vi forstår ikke Guds veje hernede, men engang vil vi kunne forstå, at han gør alt af kærlighed.Jeg var dengang i mit 9. år. Hvad der tillige hører til et af mine uforglemmelige minder, var en nat, da fader lå syg for døden; jeg vågnede midt om natten og hørte, hvorledes  fader lå og bad så inderligt til Vor Herre for os alle, og kort før hans død blev vi alle en for en kaldt hen til hans seng, og han spurgte os, om vi ville love ham at være gode børn og høre Vor Herre til; dertil svarede vi alle ja.
Dengang fader lå med det brækkede ben, var det ved den tid, jeg skulle lære at læse; jeg stod da ved siden af sengen, og han læste med mig, men det kneb sommetider med lysten; jeg holdt ikke af bogen i begyndelsen; ligeledes  da jeg skulle til at gå i skole; de første gange græd jeg og ville ikke gå, jeg blev da tvungen af min fader. De første år gik vi til Nr. Lyndelse skole, men så blev der bygget en skole i Dømmestrup. Det var kun en tarvelig lærer, vi fik i den nye skole, skønt efter den tids forhold var han ikke regnet til de aller dårligste. Han hed Jensen. Minderne fra skoletiden står ikke i gylden glans. Metoden var remseri af Balles lærebog, en bibelhistorie, katekismus, alt skulle læres udenad, og så blev der hver dag katekiseret over det læste, så religionstimen blev trættende for os. Den måde at lære religion på slår mere ihjel end det opliver. Derimod, hvad vi søskende havde fra vor fader, det skabte en vilje i os til at ville høre Vor Herre til og gerne være gode mennesker ; hvor hyggeligt havde vi det mangen en aftenstund, når fader bad med os og vi sang nogle salmer; thi selv om vi som børn ikke forstod betydningen af ordene, så fik vi et indtryk af den alvor, hvormed fader lærte os både at bede og synge; vi sang jo for tonernes skyld, vi kunne allesammen synge, og enkelte gange spillede fader til  sangen. De salmer, der blev sunget mest, kunne vi alle udenad; når de blev sungne nogle gange, kunne vi jo snart lære dem. Jeg skal nævne nogle af dem vi sang mest:"Min Jesus, lad mit hjerte få en sådan smag på dig", "Uforsagt, vær på vagt", "Klokken slår, tiden går", "Jeg kender ingen glæde, Jesus uden dig" og flere små vers. Disse barndomsminder står altid for mig som den begyndelse, det var, til tro på Vor Herre, og så langt, som jeg kan huske tilbage, var det alvor for mig at høre Vor Herre til, og tillige kom syndserkendelsen. Det stod i min barnlige bevidsthed, som Vor Herre var vred på mig, når jeg havde gjort noget, der var dårligt, og jeg kunne da barnlig bede om tilgivelse. Det var fra hjemmet, at livet udgik til alle vi søskende, som ved Guds nåde alle blev ført med i det kristelige livssyn, der opblomstrede med Grundtvig.
Stedmoder var enke i ca, 2 år; i den tid forestod så mine ældste brødre gårdens drift. Anders og Kristian var dengang henholdsvis 22 og 21 år. Der var meget at gøre i disse par år. Der skulle begyndes med mergling; der blev taget fat, og en mark blev merglet. Næste år skulle der bygges; staldlængen var faldefærdig, den blev også ombygget. Jeg kan huske, at farbroder Mads blev værge for os umyndige børn; han var også stedmoder en god støtte, han hjalp hende til et lån og stod hende bi med råd og dåd.
Der var nogle år i halvtredserne, hvor der skete stor fremgang på landbrugets område; skønt jeg kun var et barn, kunne jeg nok høre, hvorledes folk talte om, hvormeget der kunne avles mere efter merglingen, og det fik vi da også at se selv det  første år efter, at den første mark var merglet. Så langt tilbage som jeg mindes blev der dyrket hamp (også hør); den blev behandlet således, at de selv kunne lave reb både til tøjr, hamlereb o.s.v. Jeg mindes kun et par gange, at vi lagde reb hjemme. Efterhånden som der blev mere velstand mellem folk, faldt det bort at avle hamp og spinde reb selv Derimod holdt hørren sig en del år endnu, da det jo var husmoderens stolthed i den tid at få lavet alt, hvad der skulle bruges af sengeklæder og linned; foruden af hvergarn og vadmel til gangklæder skulle der være kister fulde af udstyr til børnene. Når der kom fremmede kvinder, var det altid skik, at de skulle bese husmoderens oplag af alle sådanne sager.
Stedmoder blev gift igen med Rasmus Hansen, en søn af gmd. Hans Jørgensen i Trunderup. Det var også en familie, hvor der var kristelig alvor. Jeg kan mindes, når Hans Jørgensen og hans kone var kørende hos os; han havde altid en søn, der kørte for dem. Når de to gamle alvorlige folk havde sat dem tilrette i den bagerste stol, så sagde han alvorlig til sønnen:Nu må du køre, i Jesu navn! Han sagde det med sådan en alvor, at det gjorde et godt indtryk at høre. Disse gamle, alvorlige kristne nævnede ikke Jesu.navnet letfærdigt, men de havde en tro til, at i dette navn lå en beskyttelse, så det var ikke blot et mundsvejr.
Stedfader var nok en 36 år, da han blev gift med stedmoder, han var af naturen en stilfærdig mand, og den første tid tænkte jeg, ham bliver jeg vist aldrig glad ved, men det gik modsat, når vi først lærte ham at kende, så var der såmange gode sider  ved ham, at vi kunne ikke andet end rose ham, når nogen spurgte, hvad vi syntes om ham, han var et tålmodigt menneske, blev sjælden vred, men snarere sørgmodig, når vi drenge ikke var så gode, som vi skulle være, og det indgød agtelse og var bedre end hårdhed.
Han var en dygtig landmand, fik jorden merglet og drænet. Da han havde været der et par år, flyttede han hele gården ud på marken. Første sommer byggedes stuehuset, det næste år flyttede han den ny staldlænge  og byggede hele ladebygningen.

Skoletiden..
Straks efter stedfader var kommen, kom broder Niels til Trunderup hos hans forældre, vi var jo nok hjemme alligevel, og han fik en god opdragelse der, der var jo allerede friskole i Trunderup, hvor Niels kom til at gå i skole de sidste par år før hans konfirmation.
Det var altid en fornøjelse, når Niels kom hjem at besøge os, hvor han kunne fortælle os med liv og lyst om, hvorledes der blev holdt skole i modsætning til, hvad han tilligemed vi andre kendte fra almueskolen. Der skulle ikke remses udenad, men der blev fortalt, både bibelhistorie, fædrelandshistorie og eventyr; det var noget nyt for os at høre, at der kunne holdes skole på sådan en måde; så fortalte han eventyr for os, som han havde hørt i skolen, og tillige lærte han os flere sange, både bibelske og andre, som vi sang med liv og lyst, når han igen var borte. Hvergang han kom hjem, lærte vi nye sange o.s.v. Vi fik rigtig en forståelse af, hvad forskel der dengang var på almueskole og friskole.
I skolen i Dømmestrup blev der aldrig fortalt det  mindste for os, uden en enkelt gang, når vi havde geografi og skulle se på det store kort; men hvad der blev føjet til udover hvad der stod i vor lille geografibog, var kun lidt og tørt.Sange hørte vi slet ingen af, da vor lærer ikke havde den mindste tone i livet. Når vi en enkelt gang skulle synge morgensang, skulle et af os børn synge for. Det var i nogle år min bestilling. Den eneste salme, vi sådan en enkelt gang sang var endda ikke en morgensang, det var altid den gamle bekendte salme:"Søde Jesus, vi er her, på dig og dit ord at høre" o.s.v. Det kan jo let forstås, at vi søskende, som alle var begavet med sangstemme og øre for sang, og var vant til at synge salmer sammen med vor egen fader, vi kunne ikke andet end kedes ved den sang, vi fik i skolen. Når så Niels kom hjem og fortalte om deres morgensang i friskolen, hvor de sang Ingemanns "Nu titte til hinanden" og flere af samme slags, som vi lærte med lyst, så fik vi sangbøger købt, som de brugte i friskolen, både de bibelske og andre. Skønt ingen af os nogensinde kom til at gå i friskole, så fik vi dog en forsmag på, hvad der var forskellen, og vi levede i fantasien med. Jeg kan huske, at jeg tænkte tit, når Niels havde været hjemme:kunne jeg dog bare have kommen i friskole, om det så kun var et år, da ville jeg rigtig være glad!
Der var dengang megen forskel på de to måder at holde skole på, almueskolen har siden den tid lært meget af friskolen i frisindet retning, så den store kløft, der dengang var, findes næppe i vore dage. Den megen tampen, der dengang brugtes, er vistnok aflagt de  allerfleste steder. Den tid, jeg gik i skole, var det jo skikken, at læreren havde sin tamp, og den bestod af et stykke reb eller et spanskrør. I Dømmestrup skole hos lille Jensen var der nu ikke stor respekt, og der blev da tit lavet løjer med at brænde tampen eller smide den ud i en mark eller lign. Jeg husker engang, vi alle skulle være med til at brænde tampen, som dengang var et stykke reb. Vi tog allesammen om rebet og førte det ind på ilden, både piger og drenge, så var vi alle lige gode om det, og ingen vovede at sladre. Læreren blev vred og skændte, men der var fuldstændig tavshed. Sådan kunne der fortælles mange træk, hvor det gik lystigt til, til stor ærgrelse for læreren, men nok med dette.
Jeg kom til konfirmationsforberedelse hos pastor Sjeving i Lyndelse, han var bekendt i temmelig store kredse, men ikke for sin dyds skyld, nej tværtimod,  der var ikke noget godt at hente hos ham, til bestyrkelse eller opvækkelse  idet kristelige, skønt han skulle være et klogt hoved, og var gået ud med en god karakter, men hans forkyndelse var der ikke liv i, heller ikke i hans læsning med sine konfirmander.
Dog, da jeg stod til konfirmationen, var det mig en alvorssag, og det var, hvad der var opvokset i mit barnehjerte, ved samlivet i hjemmet fra min faders tid, men stedforældrene havde også deres part; thi de fulgte begge i vore forældres spor og værgede om de spirer, der var lagt i den tidlige barndom. Den dag, jeg skulle konfirmeres, fulgtes jeg med stedfader på vej til kirke; jeg var alvorlig stemt, og jeg kunne mærke på ham, at  der var noget, han ville sige, men han havde svært ved at få begyndt. Så sagde han nogle alvorlige ord til mig om dagens betydning, og det gjorde mig så godt; thi jeg havde følt, at skulle det være et løfte, vi lovede Vor Herre, så havde jeg ikke kraft i mig selv til at holde min dåbspagt, men jeg bad til Gud om hjælp.Dette at min stedfader fik sagt, hvad der lå ham på hjerte, gjorde mig så godt; vi samtalede ikke meget, men vi havde en forståelse af, at vi havde lettet vort hjerte for hinanden. Sådan er der flere træk, både fra hans side og fra stedmoders side; om end det ikke var tit, så var det inderligt og velment. Om end i skrøbelighed, så var det dog det bedste , de ville os, og de gjorde, hvad stod til dem.

De gudelige forsamlinger.
Da min fader og hans broder var bleven af de troende i deres ungdom, var de eneste to der i byen; man var ikke der på egnen kommen igang med de gudelige forsamlinger, først efter at fader igen var bosat som gårdmand der i byen, efter at have været skolelærer, og  havde levet sammen med Peder Larsen Skræppenborg, kom der også liv i forsamlingshusene der på egnen.I Dømmestrup var der vist kun tre familier, fader, hans broder Mads og en gårdmand, Hans Larsen i Kohaven; han var bleven gift med farbroder Rasmus' enke. Så var der en familie i Radby og to eller tre familier i Søsted; disse folk samledes så skiftevis hos hverandre til forsamlinger, vistnok en eller to gange månedlig; som talere var Peder Skræppenborg, sommetider min fader, der var enkelte andre,  en gårdmand fra Davinde         (Cornelius Petersen), Kornehus?, Johan Nielsen, Skårupøre  og flere. De første af de opvakte var ikke bange for at gøre lange rejser for at høre en god prædiken. Fader og flere gik til Middelfart, blev sejlet over Lillebælt til en præst ovre i Jylland; de tog mange lange ture, og der var sammenhold. Fællesskabet føles bedst under forfølgelsen, som de måtte døje ikke lidt af til sine tider. (Læs Frederik Nygaards bog om den fynske vækkelse). De gudelige forsamlinger holdt sig længe på den egn, til op i min ungdom, men med længere mellemrum; hos mine stedforældre var der gerne forsamling engang om året, da var det Rasmus Nielsen fra Ejby, der var taler; han var påvirket stærkt af den grundtvigske retning, så der var kommen et noget mildere  præg over forsamlingen end tidligere. Det gik efterhånden sådan med flere af de gamle troende, at de blev påvirket i Grundtvigs retning, og eftersom forsamlingerne aftog, rejste mange af dem hen til Hillerslev for at høre Agerbek, og til Ryslinge til Birkedal. Stedfader kørte engang imellem også til Ryslinge; det var rige dage, når vi hørte Birkedal prædike;ja, førend jeg blev konfirmeret, var jeg med i Ryslinge kirke; det var, førend der blev dannet valgmenighed.
Det var ikke at undres over, at vi søskende, som var påvirket  fra vor ungdom, straks tog del i valgmenighedsbevægelsen,  og vi kunne da også enkelte gange om sommeren spadsere på vore ben de to milsvej frem og tilbage for at høre Birkedal.
Ungdomstiden.
Da jeg var bleven  konfirmeret, kom jeg ud at tjene hos en gårdmandsenke i Dømmestrup.Hun  havde kun to børn. Datteren var gift, og sønnen, der forestod gårdens drift, var forlovet med en pige, der tjente i gården; han var meget fordrukken, og der var i det hele så megen rå og dårlig tale, kortspil og drik, så jeg kunne ikke komme i et meget dårligere selskab. Det gjorde et forfærdeligt indtryk i den første tid at høre på al den banden og råhed; den slags var jeg helt fremmed for fra mit hjem. Men efterhånden som tiden gik, sløvedes jeg, men det kom dog aldrig så vidt, at jeg kunne deltage i råheden eller banden. En enkelt gang fik karlene snakket mig for, at jeg skulle lære at spille kort, men det var kun den ene aften, så sagde jeg så bestemt nej, at de havde på følelsen, at der var ikke noget at gøre; så fristede de mig ikke mere. Jeg har da heller aldrig fået lært at spille kort.Den gamle enke var en god gammel kone; hun så helt glad ud ved dette, at jeg ikke ville spille kort. Så var der tillige en gammel døvstum pige, som var skreven på gården; hun lærte mig fingersproget og var så taknemlig for, at jeg kunne tale lidt med hende. Der var meget for en dreng at gøre i sådan en stor gård; tidlig op om morgenen, og tit om aftenen, efter at karlene havde holdt op med arbejdet, kunne jeg få en ekstra tur ned i en mose for at flytte nogle kvier; men dengang tænkte jeg ikke altid over forholdene, uden at det var en selvfølge; men somme tider blev jeg også ærgerlig.. Enken holdt jeg meget af, thi jeg havde på følelsen, at hun var glad ved mig, og hun vidste nok, at jeg var kommen fra et bedre  hjem; hun led meget over sin forfaldne søn, det kunne jeg jo let forstå, sommetider kunne hun også lade et ord falde derom. Når jeg om morgenen tidlig skulle drive køerne ud i den yderste mose, ud imod Fangel, så kom hun udover haven ad bagdøren med et rundtenom hvedebrød, for at karlene ikke skulle se det; jeg kom til at holde af hende, og det gjorde mig ondt, når jeg kunne se hendes sorg over sønnen.
Det var jo skik de fleste steder dengang, at bylaugene havde deres gilder. I fasten især ville folk rigtig more sig. Den indlededes med at ride fastelavn. Alle karlene i byen red først under en galge, hvor der var spændt en snor ud; deri var i en fjeder anbragt en ring, som skulle tages med en lille kæp, men dersom hesten ikke gik i galop, hvor skulle de om igen. Når så en af rytterne havde taget ringen 6 gange, var ridningen forbi, og vedkommende med de 6 ringe var da kone, den næstefter blev prins. Dette foregik fra morgenstunden; så blev hestene sat på stald, mens alle karle og piger samledes i gildesgården, hvor pigerne pyntede karlene med alle slags kulørte papirsløjfer, særlig kongen og prinsen. Kongen havde så en pengepung til at samle penge i; når de nu kom på hestene igen, red de fra gård til gård, hvor de blev beværtet med lækkerier, varmt øl og brændevin. Det skete da, at nogle af de ridende dyppede for dybt i det varme øl og brændevin, så de ikke kunne ride hele omgangen, men måtte sove ud, at de kunne begynde på en frisk om aftenen. Til sådan et gilde var alle med, både unge og gamle, hvem der havde givet i kongens pung. Den dag, da dette gilde blev  holdt, havde vi i gården et sørgeligt optrin. Sønnen, der var forlovet med pigen i gården, havde fået opdaget, at hun var ham utro; og han blev rasende , gik frem og tilbage på gulvet,bandede, stampede i gulvet og slog i bordet for pigen og moderen, som var ene hjemme; jeg gik og passede kreaturerne, men kunne høre spektaklet ude. Da jeg kom ind og fik mad til middag, gik han ude i tærskeloen, frem og tilbage, råbte og bandede højt, så det kunne høres langt bort. Da det blev aften, forsvandt han, uden at sige noget. Da jeg var færdig med kreaturerne  og kom ind, så enken og pigen lige fortvivlet ud. Enken kaldte mig da udenfor og sagde med grædende stemme:Lille Hans, vil du ikke gå hen i gildesgården og købe nogle boller og så se efter, om Hans er der! Jeg fik en kurv og gik, men da jeg var kommen uden for porten, kom pigen - hun var gået ud ad bagdøren - og sagde de samme ord, så jeg forstod godt deres angst. Jeg fik mit ærinde endt og kiggede ind i en stue, hvor han sad med kortene i hånden og brændevinsflasken  for sig midt i selskabet. Jeg skyndte mig tilbage og fortalte dem, hvor han var; det beroligede dem. Senere hævedes forlovelsen, og hun blev gift med en anden. Sønnen blev ikke gammel, han blev heller ikke gift. Han døde af drik.
Til 1. maj fik vi en ny andenkarl, der kun var et par år ældre end mig. Vi havde et godt kammeratskab, og han var ikke så rå som den, der rejste, men så hen i sommeren opdagede jeg, at der var blevet stjålet nogle penge af mit gemme i kisten, og jeg havde ham mistænkt, ja, jeg kunne bestemt sige, hvad tid og time de sidste var bleven  borte (de blev taget af to gange). Jeg spekulerede på, hvad jeg skulle gøre, jeg var lidt bange for at tiltale ham derfor. Så var det en dag, vi begge harvede brakjord, og han var i et rigtig godt humør. Da sagde jeg til ham:Hør, Kristian, har du ikke taget nogle af mine penge? Så blev han vred og sagde:"Tror du, jeg er en tyv? Ja, det tror jeg, og jeg skal sige dig, hvornår du tog de sidste 4 kroner, thi det var i søndags, mens jeg lavede mine træsko. Vi snakkede ikke længe om sagen, førend jeg sagde:ja, nu kan du, som du vil, enten du vil vedgå det for mig her, ellers går jeg hjem i aften og siger det til min fader, og så en af de første dage skal politiet holde forhør over dig, så du skal nok komme til at gå ved; men en ting vil jeg love dig, at dersom du vil vedgå her over for mig og love at betale pengene igen, så skal jeg ikke sige det til nogen. Så gav han sig til at græde og bad mig om forladelse  og lovede, at jeg skulle få pengene, om jeg ville vente, til vi fik løn. Det lovede jeg, og siden den tid var vi rigtig gode venner.Da vi så nåede november, fik jeg pengene, men ingen vidste, hvad der var årsag til vort venskab. Jeg rejste så hjem til min fødegård, medens han blev i pladsen et halvt år længere. Så rejste han til en anden egn, og vi sås ikke i mange år. Først efter at jeg var bleven gift opdagede jeg, at han var her på egnen. Han var da også gift og tjente som fodermester  på en større gård. Han havde haft flere pladser her omkring, og jeg var da spændt på at høre, hvorledes han havde opført sig. Jeg fik også lejligh ed til at høre hans skudsmål, og  det glædede mig, at jeg kun fik godt at høre, at han var tro i sin tjeneste,og at der aldrig har været tale om, at han var uærlig. Jeg har flere gange hilst på ham, og det har altid gjort mig godt at vide, at han ikke fortsatte med uærlighed. Ingen her på egnen uden min hustru ved, hvad vi har haft sammen.
Første november l862 kom jeg igen hjem til mine stedforældre; det var jeg glad ved, skønt arbejdet ikke var lettere. Om vinteren måtte min broder Rasmus og jeg tærske alt kornet med plejl; vi havde ingen andre maskiner end en rensemaskine og en hakkelsesmaskine, men jeg arbejdede med mere lyst hjemme end ude. Hvad der var meget trist for mig, især i den første tid, var, at Rasmus led af et slagtilfælde; og dette tog ham til tider nogle gange hver dag og ligeså om natten, når han sov; jeg måtte tit have fat på ham og holde ham; det varede sjælden ret længe, førend han kom til sig selv igen, men så vidste han ikke, hvor han skulle begynde igen, førend jeg sagde ham det. Det værste var om natten; jeg skulle da søge at holde ham i sengen, og det lykkedes mig da for det meste, men det var ikke let; thi han var stærkere end jeg. Jeg blev så vant til det, at når det var nødvendigt, havde jeg ved ham, inden jeg næsten tænkte på det. Når det traf, der kom fremmede, som ikke vidste af hans sygdom, og de fik det at se, så blev de så forskrækkede. De enkelte  gange, han fik krampe, så blod og skum gik ud af munden på ham, så det ikke godt ud, men det traf sig næsten aldrig, han fik krampe om dagen; det var altid når han sov, og var det lige ved den tid, vi skulle op af sengen,  så kunne han ikke vækkes straks, men måtte have lov til at sove en tid. Denne sygdom svækkede ham både på legeme og sjæl, han gik tavs, kunne ikke huske ret meget. Der blev søgt både læge og hømoopatisk læge, men intet hjalp:Så efter nogle års forløb blev han meget syg af en stor betændelse i den ene side, og det var forbunden med megen udsondring af blod og materie; det varede længe, men da forsvandt den gamle sygdom, og han kom også ud at tjene, var på Vallekilde højskole, og kom så til at tjene Rasmus Kristensen, Gravvænge; dernede blev han gift og boede i nogle år; den gamle sygdom var kommen igen, og det blev hans død: Han havde været på arbejde i en skov sammen med en anden nabo, men på grund af regnvejr blev de hjemme om eftermiddagen. Han var i sådan et godt humør; da de var færdig med middagsmaden, gik han hen til sin kone og sin lille pige, gav dem hver et kys og sagde farvel, han skulle ud i brændehuset at save lidt brænde. Da så hans kone en timestid efter gik ud for at bede ham ind at få kaffe, lå han død ved siden af savladet.
En mærkelighed, der gik nogle år forud, medens han var hjemme, fortalte han for stedmoder. Han havde haft en åbenbarelse en nat;Vor Herre havde sagt ham, at han ikke skulle blive syg førend hans død, og han skulle dø lige før en højtid; dette skete også, thi hans dødsdag var lige op til påsken.
Rasmus var, selv under al sin sygdom og lidelse et lykkeligt menneske; han var en bønnens mand og havde en barnlig tro på Guds forsyns styrelse. Deres eneste datter Kristine blev opfødt hos friskolelærer Appel,Ryslinge.
 Da broder Rasmus på grund af sin sygdom ikke kunne deltage i alle slags arbejder, f.eks. bruge heste eller le, så blev det min lod. Om foråret fulgte jeg altid hestene, og skønt jeg kun var 16 år, skulle jeg også høste; det kneb noget, thi der var en svær avl, da det ikke var så længe efter merglingen, og en hel del af kornet lå i leje. Stedfader var nok af dem, der solgte korn om vinteren, men alligevel fodrede han kreaturerne lidt bedre end folk i almindelighed, og derfor kunne han også gøde jorden, han var efter den tids skik en fremmelig landmand.
Stedfader og jeg kom altid. godt ud af det sammen; han betroede mig sommetider til noget, jeg mente ikke passede med min alder, f.eks. engang vi havde en plag, der skulle sælges; han havde talt om, at vi skulle have den til Odense marked; da så dagen kom, sagde han: Du kan godt ride til marked ene, dreng! Jeg mente da ikke, det kunne gå. Du kan forlange sådan, sagde han, er der så nogle, der byder sådan omtrent, hvad du forlanger, slår du til. Jeg fik ikke handlet.
Hvad der gjorde opholdet godt der hjemme, var også dette, at der var bleven mere trang hos os alle til at komme et sted hen om søndagen, hvor der var noget godt at høre; når der ikke var for travlt for hestene, kørte vi både unge og gamle, så mange som der kunne undværes fra hjemmet, til Ryslinge kirke for at høre pastor Birkedal, eller vi gik til Odense, til pastor Helweg i Hospitalskirken eller i St. Knuds kirke; men tiest gik vi til Sdr. Nærå til pastor Kofoed. Søster Trine var hjemme den gang; hun og jeg fulgtes tit ad til kirke.
 Det var i disse åringer, vi blev påvirket af det grundtvigske livssyn; det var en overgangstid dengang for mange af de gamle forsamlingsfolk til grundtvigske.
Hvad der for os var af stor betydning foruden forkyndelsen, var den dejlige menighedssang, den lød løftende og inderlig, hvilken kirke vi kom i, men dog særlig  i Hospitalskirken i Odense; hvor kunne det gribe os, når der istemtes den dejlige salme:"Denne er dagen, som Herren har gjort, den skal hans tjenere fryde" o.s.v. De dejlige toner og ord genklang i mit indre, når jeg gik i min daglige gerning. Ja det er velsignet at have sådanne minder fra sin ungdom.
I vinteren l863-64 var to af mine brødre (Aners og Niels) på Kolds skole; de kom jævnlig hjem om søndagen, også til stor glæde for os hjemme, især Trine og mig. Vinteren efter, 64-65 var Kristian også hos Kold, så der kom tit et friskt pust fra Kold skole, dels nye sange, der lærtes, og dels hvad godt, der havde tiltalt dem. I 67-68 var broder Jørgen også på Kolds skole, så det var ikke underligt, der kom stærke længsler hos mig efter også at komme derud.Jørgen  var den af os søskende, der ikke havde været så meget påvirket af hjemmet, da han var opfødt i Fangel og var vant til at more sig blandt ungdommen der i gildelaug med spil og dans, og det kneb også for ham at komme ud fra alle de forhold, og især hans plejeforældre syntes ikke om, at han ville på højskole, men trangen hos ham var bleven så stærk, at båndene måtte briste. Han blev især meget for mig. Længselen og trangen vokste,  så jeg også måtte til Kold.
Vore stedforældre havde for skik at samle os alle hjem i julen (2. juledag) tilligemed vore fætre og kusiner fra Dømmestrup; der blev da pyntet juletræ. Det var en hel festdag for os, der blev leget og sunget, så det var en lyst. Det var en fornøjelse  at se vore stedforældre glæde sig ved vor sang og leg; det var også godt for os alle at komme sammen, thi der var ikke så lidt afstand imellem os til daglig. Broder Kristian var dengang hos en tømrer i Ryslinge. Vi var spredt omkring, men vort samlingspunkt var dog altid i hjemmet. Tillige samledes vi hvert forår (2. påskedag) hos vor farbroder, Mads Andersen i Dømmestrup
Jeg havde nu sat mig i hovedet,at jeg ville ud til Kold næste vinter, men det kneb med at få det sagt til forældrene; jeg vidste jo godt, at fader ikke gerne ville undvære mig, og da Rasmus ikke var rask, var det ikke så let; thi de var ikke for at have fremmede til hjælp, så længe det kunne lade sig gøre, at en af os kunne blive hjemme. Jeg tog mod til mig og sagde, at det var min mening at rejse ud på Kolds skole til vinter; der blev ikke talt meget om sagen dengang, men jeg kunne nok se på fader, at han blev meget trykket.
Tiden gik så let og godt for mig, og jeg var glad, at det var bestemt; jeg meldte mig til Kold og blev indskreven.
Da så tiden nærmede sig, jeg skulle afsted så kom moder lige nogle dage før, hun ville bede mig fra fader, om jeg ikke kunne vente med at på skolen til efter nytår; thi så kunne vi få det meste korn tærsket, førende jeg skulle afsted; her kom jeg i knibe; vi gik nogle dage  tavse overfor hinanden, og det pinte mig, at jeg skulle sige nej, men jeg kunne ikke andet; jeg fik kun sagt, at det var bedst at komme til begyndelsen for at kunne følge med: Nu var det sådan, at når fader skulle køre for mig derud, så skulle han samtidig have et læs korn med til Odense; vi stod og brugte plejlen, til dagen kom;Fader tænkte muligvis, at jeg blev, men da jeg så sagde, at jeg kunne ikke besinde mig dertil, så var der jo ikke andet at gøre; men han ville da gerne, når han alligevel skulle køre den meste vej, have kornet renset og nogle tønder med til købmanden; dette var den dag, som skolen skulle åbnes, og så kunne jeg endda ikke komme den næste dag, så det blev først den tredie dag efter skolens åbning, jeg kom derned. Dette pinte mig, og disse to dage var mig lange. Dagen kom, og vi kom afsted i så god tid, at vi kunne få Kolds foredrag at høre.
Jeg var meget trykket, fordi jeg ikke kunne få talt ud med fader, men så tænkte jeg, at når vi nu kom til at køre ene to, så skulle vi nok få talt sammen; da vi så var kommet et lille stykke på vej, kom der en nabo op at køre med, så var munden lukket; det gjorde mig ondt, og fader kunne nok se det på mig. Da vi så slap naboen ved indkørslen,  så tog fader ordet på sin jævne, gode måde og sagde, at når jeg ikke kunne andet, så skulle jeg ikke sørge derover, de kom nok ud af det alligevel; han brugte ikke mange ord, men hvor det lettede mit hjerte, og det fik han også på følelsen. Vi kom så hos Kold i god tid til at høre foredrag, som fader også blev og hørte; jeg var nok den sidste, der kom. Da Kold havde stået for enden  af bordet lidt, begyndte han omtrent sådan; ja, nu sidder I der imellem hverandre, og jeg tror, I har fået den plads, som enhver skal have, ja, I tænker vel nok, hvor kan du sige det? Jo, det kan jeg, fordi jeg tror, der er ikke en spurv, der falder til jorden uden Guds vilje; og så fik vi et foredrag om Guds styrelse. Det indtryk, dette foredrag gjorde på mig, glemmer jeg aldrig, og så var jeg så glad ved, at fader var til stede og havde hørt det, at han var glad ved det, fik jeg da også at vide hos stedmoder,  den første gang jeg kom hjem; thi hun var en åben natur, fader derimod lukket, men ærlig.
Jeg fik plads ved et bord(der var seks ved hvert bord), hvor der sad fire morsingboere og en thybo; jeg som aldrig før havde hørt den jyske dialekt, kunne til at begynde med næsten ikke forstå et ord; og det var nok omtrent ligeså med dem; mine nærmeste ved bordet var Kresten Pedersen fra Bjergby, som senere blev friskolelærer der, den anden var Anders Dissing, der senere blev rejsemissionær for den grundtvigske retning. Disse to blev da også nogle af mine bedste venner.
Den første gang, jeg var hjemme, var Anders Dissing med; han kom da i en samtale med moder om kristendommen; de var ikke helt enige, men Anders Dissing var bedre hjemme i biblen end hende. Samtalen drejede sig om den gammeldags kristendom og den grundtvigske. Moder var altid ivrig i at diskutere sådanne spørgsmål, fader var den tavse tilhører. Samtalen gik længe og livlig, men uden nogen bitterhed, det var alvorlig ment; og stedmoder fik så meget at tænke på og blev glad ved samtalen. Da  jeg kom hjem næste gang, begyndte hun straks at tale om Anders Dissing; ham kunne hun godt lide. Når du har sådanne kammerater, så kan jeg forstå, at det er godt at være på skolen! Og hun tilføjede: tag kun nogle af dine kammerater med, når du kommer hjem!
Det var jeg glad ved, og jeg var da heller aldrig ene, når jeg gik hjem. Det var jo godt at have kammeraterne med, og de var altid velkomne, og karlene var glade ved den gæstfrihed, de nød i mit hjem.  Det var en stor glæde for mig, at jeg kunne føle, at stedforældrene droges mere og mere over på den grundtvigske livsanskuelse. Nu var forsamlingernes tid forbi, og hvor det gik i den retning som hos stedforældrene, der var det et fremskridt; men der var enkelte af dem, der var med i forsamlingernes tid, der sygnede hen; jeg kendte enkelte  af den slags; dog var det også tilfældet, som Kold sagde, det er de gamle kristnes børn, jeg skal have fat på, dem kan jeg gøre noget ved. Det var også sådan dengang, at det var den store part, der kom til Kold, der følte en virkelig trang, mere til oplevelse end til oplysning; det var den gang ingen modesag at rejse på højskole, som det senere er bleven, derfor tror jeg også, der var mere liv og alvor over ungdommen,  der sad og lyttede til Kolds varme og troværdige tale, end på de fleste skoler i nutiden. Ja det var rige timer i vort ungdomsliv, dem vi tilbragte på skolebænken hos Kold; han kunne lukke op for vort inderste,  så vi lærte os selv at kende, og Guds kærlighed  til den faldne menneskeslægt. Det var ikke alene ungdommen, han fik i  tale, men deres forældre, som kom på skolen, og mange andre.  Der var gæstfrihed, mange fremmede kom tit kørende, både fra nær og fjern, for at høre hans foredrag  om formiddagen, og alle disse blev budt kaffe, førend foredraget, var så med til middagsbordet, og samtalede en stund med Kold. Der var ingen personanseelse, der kom både præster,lærd og læg, alle nød de ens ret. Store ofre bragte Kold også ved de store skolemøder, der blev holdt, hvor skolen var fuld af mennesker, som også alle blev bespist uden noget vederlag. Der var så nogle af hans venner, der mente, det var for stort personligt offer for ham at bespise alle de mennesker, han skulle tage lidt betaling derfor, mente de; da sagde Kold:Jeg vil ingen betaling have, men vil folk give lidt frivilligt, så vil jeg anvende det til at hjælpe trængende friskoler med. De sidste åringer blev det så ved denne bestemmelse, der gaves frivillige bidrag i nævnte øjemed. Et andet eksempel skal også her fremhæves. Den vinter, jeg var der på skolen, indtraf påsken nogle dage før april, og der var nogle, der havde betalt Kold for hele vinteren,  altså også for hele marts måned. Nogle dage, førend skolen skulle slutte, kom han ind og sagde: Vil alle dem, der har betalt forud, altså for hele måneden, komme ind at få deres penge tilbage, jeg har fået for mange, da nu skolen på grund af helligdagene slutter nogle dage førend månedens udgang, det kan blive knap 3 kroner.
Jeg havde en god kammerat, der gik op til Kold, men han sagde: Jeg vil ingen penge have tilbage!Så svarede Kold: Jeg vil ikke have pengene,  thi dem har jeg ingen ret til; men når De ikke vil have dem, må jeg så give dem til friskolefondet. Det havde vedkommende ikke noget imod.
Denne vinter kom jeg til at kende hende, der siden blev min hustru; hun tjente som kokkepige der på skolen; der var jo flere piger, men Rasmine tiltrak mest min opmærksomhed,  skønt ingen af os den gang tænkte på, at det skulle være os to. Hun lagde mærke til mig og spurgte de andre piger: Hvor mon den lange dreng er fra?
Nu var det sådan, at når vi om aftenen fik vor kogte mælk og smørrebrød,så skiftedes pigerne til at give os mælken.  Vi tog nemlig selv vore skåle mælk, efterhånden som de øste op af kedlen, som var sat ned i spisestuen.Da var der mange af karlene, der brød meget stærkt frem for at få først; alle pigerne ,undtagen  hende, tiede og nøjedes, men hun sagde lidt strengt:Giv tid,I skal nok få. Dette lille træk syntes jeg godt om; det var for mig et bevis på, at hun havde mod til at være sig selv; det var grunden til, at jeg så op til hende, mere end til nogen af de andre piger.
Om foråret efter opholdet på skolen kom jeg til at tjene hos stedfaders broder, Hans Hansen i Søllinge; jeg havde glædet mig til at komme til at tjene hos ham, thi de hørte til Ryslinge valgmenighed,  og så havde jeg lejlighed til tit at komme i kirke der og høre Birkedals forkyndelse, som jeg havde været der. I den henseende med at komme i kirke, var jeg glad ved at være Ryslinge så nær, men hvad det angik med at tjene hos valgmenighedsfolk, da blev det en stor skuffelse for mig. Det var rigtignok et bedre liv, end hvor jeg havde  min første tjeneste, men jeg havde i min ungdoms fantasi tænkt mig, at iblandt den slags folk, der var påvirket i grundtvigsk ånd og hørte til valgmenighed, der måtte der da leves et ideelt liv i det daglige; men her blev jeg temmelig skuffet. Ja, livet bringer mange skuffelser, ikke blot i vore forventninger  til andre mennesker, men også til os selv; hvor tit må vi ikke bekende med Paulus, at det gode, vi vil, det gør vi. Ja, tit gør vi fordringer til andre, hvor vi skulle gøre dem til os selv.
Nu havde jeg jo levet mig godt sammen med stedfader og troede, at hans broder måtte være af samme natur; men der var meget forskel, som følgende træk kan bevise. Engang hos stedfader, da jeg skulle tærske sammen med en ældre husmand, der tillige var lille og spinkel, sagde han til mig: Nu skal du ikke være for hård med arbejdet, heller ikke holde for sildig op; husk , at han er en gammel mand. Ligeledes engang vi skulle høste rug, og vi havde to husmænd til hjælp, sagde han: Nu må du ikke gå for rask, og du kan godt tøve ved enden og tage dem med; husk på, de skal gå hver dag.
I modsætning hertil var hans broder i Søllinge af så ivrig arbejdsnatur, at han dårlig kunne få arbejde nok af sine folk; jeg glemmer ikke den første dag, vi kom på høstarbejde; vi havde ligeledes to husmænd til hjælp; da vi skulle ud om morgenen, sagde han til mig:Nu må du nok gå det, du kan, og du skal ikke bie ved enden for at tage dem med. Den første tid, jeg var der, det var i april måned, kom jeg til at gå og jævne jord på dræningsrør, noget, der havde været gravet vådt op, og da jeg kom lige fra  højskole og ikke havde arbejdet den vinter, så kunne jeg ikke døje det strenge arbejde; jeg fik så ondt i min ryg og alle lemmer, at jeg næsten ikke kunne tåle at sidde på en vogn, når vi om søndagen kørte til Ryslinge kirke. Hvad der gjorde mig mest ondt, var, at jeg havde på følelsen, at han ikke var tilfreds med mit arbejde; han mente, jeg skulle kunne udrette noget mere. Dog, det var ikke alene tjenestefolkene,  han var hård ved, men det var også hans egne sønner; han havde to sønner og to døtre. Sønnerne var ca. 12 og 13 år, den gang jeg kom der. Disse to drenge skulle ud at hjælpe mig med at jævne dræningsgrøfter  efter skoletiden; så gav deres fader dem akkord:Når I nu når dertil, så må I være fri.Drengene  brød på af alle kræfter. Når de så blev lidt tidlig færdig med deres akkord, sagde deres fader:I kan nok arbejde en tur endnu. Dette kunne jeg ikke tåle at se; det stred helt imod den opfattelse, jeg havde fået om børneopdragelse hos Kold. Da jeg havde set dette gentage sig nogle gange, og jeg kunne se, hvor utilfredse drengene var ved, at de blev narret til at bryde på, så sagde jeg til deres fader:Hør, Hans Hansen, jeg har tænkt på, at det er en stor uret, du øver overfor dine drenge; for det første, når du sådan narrer dem, så får de jo aldrig tillid til dig, og de taber lysten til arbejde, tillige er det for hårdt for dem i den alder! Hans Hansen blev lidt tavs ved min moralprædiken, men jeg kunne ikke tie; jeg havde ventet noget andet i det daglige liv af folk, der var både friskolefolk og valgmenighedsfolk.  Men vi  lærer jo efterhånden, at der er ingen stor forskel på folk, hvor de end hører hen; deres natur følger dem; det lærte jeg også her, ihvorvel det tit gjorde mig ondt, at han var for hård; så opdagede jeg dog også, at han havde sine gode sider. Det skete især en gang, jeg kom til at tale alvorligt om vort forhold.
Så sagde jeg rent ud til ham, hvad jeg havde lidt under ham, hvad jeg havde ventet, og hvorledes jeg var bleven skuffet; da græd han for mig og sagde, at han vidste godt, han ikke var, som han skulle være, men han ville dog helst have folk, som var enige med ham om det bedste. Blot sådan en alvorlig samtale opretter jo noget af al det brudte. Om efteråret kom broder Niels til at tjene der tillige med mig; vi var så sammen der om vinteren, og det havde vi begge gavn af, og jeg var især glad ved det for arbejdets skyld; det gik lettere, når vi var to, og Niels var en del stærkere end jeg, så arbejdet tror jeg nok gik nogenlunde til husbondens tilfredshed Den vinter fulgte Niels og jeg ad til møder. Der var hos pastor Kofoed i Sdr. Nærå nogle møder for unge, hvor Kofoed fortalte og oplæste og vi sang; der var vi nogle få gange; vi var også en enkelt gang i Sødinge til aftenskole hos Knud Rasmussen; så rejste jeg derfra til Nyborg om foråret og blev soldat.
Soldaterlivet i sig selv er der ingen glorie om; men efterhånden, som vi kommer i de forskellige forhold i livet, lærer vi at finde os tilrette, og det går gerne efter ordsproget, at krage finder mage, eller:Sig mig, hvem du omgås, så skal jeg sige dig, hvem du er! Der var meget råt at lægge øre til,  både iblandt de overordnede  og menige.Dog havde vi en kaptajn, der var et meget flinkt menneske, og når vi var på marschture, og der var nogen, der begyndte på rå viser, sagde han, at dem ville han ikke høre; syng en fædrelandssang eller en anden gemytlig vise. Der var altid en god tone, når han var tilstede. De, jeg havde til sidekammerater var alle pæne karle, der ikke førte få tale. Jeg stiftede bekendtskab  med en fætter til min kone,Niels Olsen; vi sluttede et inderligt venskab; vi havde set hinanden ved Ryslinge kirke.Vi blev begge kendt med en familie i Nyborg, som også var af pastor Birkedals tilhørere, mens de var på landet; der mødtes vi tit og havde mange fornøjelige timer;  og der læste vi blade, som vi var kendt med fra hjemmet. Samlivet med Niels Olsen fortsattes også efter , at vi var bleven gift, idet han blev vor nabo i nogle år. Siden rejste han med familie til Amerika, men skønt det nu snart er fyrretyve år siden, har vi dog stadig holdt forbindelse. Jeg var kun soldat om sommeren, da jeg trak et frilod om efteråret; siden har jeg så været i lejren Hald to gange og med reserven et efterår. Fra soldat gik turen igen hjem.
Hjemme gik det igen som tilforn, det gode forhold var så ægte, at det kunne holde sig; der var dog en glædelig forandring;  broder Rasmus var bleven rask, og havde været på Vallekilde højskole. Stedfader havde endnu ikke fået tærskemaskine, så jeg måtte igen til at slide med plejlen; det var knap så morsomt, da de fleste dengang havde anskaffet maskiner, men det var jo gammel vane, og  det gik da også uden nogen knurren.  .
Stedfader havde en broder,Peter Hansen, som boede i Ferritslev; han var dengang noget tungsindig; han havde haft en karl, der ikke passede dem. Så spurgte han fader, om han måtte få mig i tjeneste; af medlidenhed med sin broder gav fader afkald på mig; jeg havde nok lyst til at komme lidt mere ud i verden og jeg kom så til Ferritslev om foråret. Det var så den tredie broder, jeg kom til at gøre bekendtskab med, og der fik jeg den erfaring, at han var af samme karakter som fader, han kunne ikke gøre sine folk til trælle;  nej her arbejdedes under frie forhold, hvilket er det bedste for begge parter. Det var om at gøre både for Peter Hansen og hans hustru, at jeg kunne føle mig hjemme; derfor blev det også en lys og lykkelig tid, de halvandet år, jeg tjente der.Der var en meget opvakt og livlig ungdom i Ferritslev på den tid, og der var en god samklang imellem ungdommen og de ældre; der var møder i friskolen engang imellem, hvor både gamle og unge samledes; der blev læst lidt, sunget og samtalet; det var godt for os unge at overvære de gamles samtaler. Så var der et godt gymnastikhus, hvor der også blev holdt møder;Skytteforeningen blomstrede på de tider, og jeg var ivrig deltager til alt, hvad der rørte sig af godt der på egnen.
Det var samme sommer en søndag jeg havde været i Ryslinge valgmenighedskirke. Efter gudstjenesten gik jeg til Eskildstrup for at besøge en højskolekammerat, Peder Væver; på vejen dertil nåede jeg Rasmine og Peder Vævers svigermoder, en gammel rar kone. livlig og alvorlig;  Rasmine ville også på besøg samme sted. Vi havde det fornøjeligt og godt, så sagde den gamle kone til mig:Er det din kæreste? Hvad jeg svarede, ved jeg ikke, men jeg så, at Rasmine rødmede; måske jeg også har rødmet, men nok var det, i det øjeblik  blev vi begge skudt af Amors pil i hjertet, og den sad fast.
Vi mødtes tit ved kirken, og hvergang vi hilste på hinanden, fik vi en bekræftelse på, at vi havde en tanke. Der gik dog over et år, førend vi blev forlovet. Rasmine havde været elev hos Kold om sommeren før (l868). Vi havde hos Kold fået troen på Gudfaders styrelse grundfæstet i vore hjerter, så vi begge kunne sige til os selv:Den, der tror, haster ikke. Det blev først næste efterår, jeg skrev til hende og fortalte min tilstand, og jeg var sikker på, at hun havde det ligeså, hvilket da også bekræftede  sig. Da hun fik brevet, var hendes forældre tilstede; de spurgte da, hvem brevet var fra; hun fortalte det, og læste så brevet, var hendes forældre tilstede; de spurgte da, hvem brevet var fra; hun fortalte det, og læste så brevet for dem. Hun skrev så til mig om at komme derned næste søndag efter gudstjenesten; det var jeg jo villig til, og den march gik let. Det var en lykkelig tid; vi havde mange gode minder at dele fra vort ophold hos Kold. Den søndag aften , jeg første gang var der, og kom hjem til Ferritslev, var der en del unge af mine gode venner der fra byen; da jeg kom ind, spurgte de, hvor jeg havde været. Jeg har besøgt gode venner og godtfolk var svaret. Det kom så til at gå med vittigheder, og vi havde en fornøjelig aften, men hvor jeg havde været, blev hemmeligt. Så var det en tid efter, at jeg var rejst fra Ferritslev, jeg var der på besøg, da sagde Peder Hansens datter til mig, at nu kunne hun forstå, at jeg var så livlig, at jeg satte liv i hele selskabet nævnte aften.
Samme sommer kom der en af mine ungdomsvenner fra Dømmestrup og spurgte mig, om jeg ikke ville tjene hans moder som avlskarl, thi han skulle giftes. Det gik jeg ind på og kom der til 1. november. Hans moder havde været gift to gange, første gang med min faster broder Rasmus, men det var kun meget kort. Hendes anden mand hed Hans Larsen; disse folk var også af de gamle forsamlingsfolk,  og vi havde haft samkvem med dem fra barndommen af. Han havde kun en søster, som var noget yngre, og hun skulle så have fødegården.
Jeg var glad ved at komme til at prøve mine kræfter som avlskarl; det var kun en lille gård, men der var meget arbejde, især om sommeren, da vi solgte en del tørv, og den skulle vi selv lægge op; min hjælper var kun en konfirmeret dreng, så jeg måtte tage godt fat, men det gik tilfredsstillende for begge parter.
En mærkelig oplevelse, som denne dreng havde haft før sin konfirmation, var følgende:En aften ,han sov - det var før hans forældre og ældre søskende var gået i seng - sprang han op af sengen med et forstyrret blik og sagde, at han ville ud o toften. De måtte holde ham med magt, og de kunne ikke vække ham, han ville derud, thi der lå så mange sølvpenge, sagde han. De tvang ham i seng igen, men en lille tid derefter  fandt de ved gravning eller pløjning  en ikke så lille sum gamle mønter på  nævnte sted. De fleste blev sendt ind til museet, nogle af dem er opbevaret i slægten til minde. Det var på Freltofte Mark,dette skete.
Straks efter, at jeg var kommen til Dømmestrup, døde vor ældste broder Kristian. Han havde arbejdet som tømrersvend i flere år på forskellige  steder; det sidste sted, han arbejdede, da han blev syg, var ved opførelsen af Ubberud valgmenighedskirke.  han var i kvarter på Ubberupgård, hvor han blev syg. Han blev ført til Kalundborg sygehus, hvor han døde af hjernebetændelse (l872); hans lig blev ført til hjemmet i Dømmestrup, hvorfra det blev begravet  på Nørre Lyndelse kirkegård. Det var et stort savn for os søskende, thi Kristian havde altid noget friskt nyt at fortælle af sine oplevelser, og han fulgte  med liv og sjæl med i det bedste, der var oppe i tiden. Foruden at han havde været hos Kold, havde han også været på Vallekilde højskole. Lærer Appel, der var gift med vor ældste søster  Trine, holdt  en lille tale i hjemmet,, og hvor var det gribende, da han istemte sangen:"Nødig sige vi farvel, men velkommen o, hvor gerne, har vi rigtig kær en sjæl, er den nær dog i det fjerne".(Kristian Appel, Ryslinge)
Mit ophold hos enken blev kun et år, da datteren skulle giftes. Jeg kom så igen hjem i min fødegård, men det var kun for et år; thi jeg mente jeg skulle ud for at lære lidt mere, inden vi giftede os. Jeg havde altid haft megen lyst til at pusle med  havesager, især frugtttræer, og det havde jeg da også haft nogen lejlighed til hjemme. Den gang fødegården blev flyttet ud på marken, var det  min bestilling af plante træer og hjælpe til med, hvad der skulle gøres. Stedmoder ville hellere have mig til hjælp end fader, thi han havde ikke stor interesse for haven; derimod var han dygtig til at passe marken, haven var for ham kun en biting. Nogle få gode frugttræer blev dog købt, men det var for lidt; så hentede jeg vilde æbletræstammer fra skoven, som jeg podede gode sorter i, men haven var kun lille, og der var ikke plads til mange træer. Det har altid været et kært minde for mig, når jeg kommer hjem og ser, at de træer, jeg har plantet, nu er store, gamle træer: det minder mig om, at jeg selv må være gammel; ja der er mange forskellige barndomsminder, der taler til mig, hver gang  jeg er der hjemme på besøg. Jeg havde ikke været hjemme længe, før jeg sagde til min fader, at jeg ville rejse igen; thi jeg ville gerne se lidt andre skikke, førend vi giftede os. Dette mente han ikke var nødvendigt, men jeg blev ved mit. Jeg havde engang talt med en mand,der  kendte gartner Frants Vendt, St. Jørgensbjerg ved Roskilde, Jeg skrev da derover,  om jeg kunne få plads der ved hvad som helst, da jeg havde mod på at se lidt havebrug. Jeg fik det svar, at han havde brug for en avlskarl, og tog så pladsen til november (l874).
Selv om jeg ikke kom til at arbejde direkte med havearbejde, kunne jeg nok opfatte, hvad der var brug for i min fremtid. Der var nogle tønder land, med have og planteskole og en del drivhuse, foruden 60 tdr. land agerbrug; der var til medhjælp en ung landbrugslærling  og 16 daglejere. Ved siden af alt dette havde han en stor frøforretning, og tillige  havde han forsøg med mange forskellige roestammer, stamfrø  og kornsorter. Der var næsten for mange jern i ilden, så alting kunne jo ikke være i bedste orden. Da jeg kom 1. november, var der mange læs roer at køre sammen og en del at pløje, så jeg fik travlt, da jeg var bange for, at vinteren skulle komme og forstyrre arbejdet, men det gik godt. Der traf jeg en gartnersvend, der havde været på Vallekilde højskole..Jeg havde også været på Vallekilde højskole en måned, da jeg tjente hos Peder Hansen i Ferritslev. Det var i marts l872. Vi to blev gode kammerater, og vi fik en ferie i julen, hvor vi sammen tog en lille tur til København. Vi var i kirke og i det kgl. Teater om aftenen; det er den eneste gang, jeg har været der. Jeg har kun i hele min ungdomstid været i teater en gang før, i Odense, men jeg ville dog se lidt mere. Udbytte havde jeg dog ikke af teaterstykket, thi det var fremmed for mig, og jeg forstod  det ikke. Men så havde jeg dog en forestilling om alt den pragt, det var udstyret med. Derimod var vi en gang på teater i Roskilde og så "Elverhøj", og de smukke melodier kendte jeg i forvejen; det tiltalte mig,især  sangene og musikken.
Det havde været meningen, at jeg ville blive i Roskilde et år, thi der var det meste at lære om sommeren, men min svigerfader var hen på vinteren  bleven meget syg og var da bange for, at han ikke ville klare forårsarbejdet, så jeg fik brev om at komme til maj. Jeg havde lovet Frants Vendt at blive om sommeren, men da jeg forklarede ham forholdene, fik jeg lov at rejse.
Foråret kom temmelig tidligt  det år, så vi fik da en del af forårsarbejdet besørget, inden jeg rejste. Skønt det blev et kortere ophold, end jeg havde tænkt, var jeg dog glad ved, at jeg havde været der; der kan nås meget på et halvt år, når vi har åbne øjne, og jeg fik besked på mange ting hos min gode ven Kristian Olsen, og de andre gartnere; de var alle flinke, så tiden gik rask.