Om Sædens Indhøstning og Tærskning med videre 1

Om Sædens Indhøstning og Tærskning med videre 1
[ Forside ] [ Op ]

Om Sædens Indhøstning og Tærskning med videre 1. Af L.M. Wedel (1792)

Studier af Hans Nørgaard, Egebjerg, februar 2004



Meget af Landmandens møysommelige Arbeide, Umage og Bekostning med Jordens Rensning og Dyrkelse skulle tildeels være spildt og næsten forgjæves, naar der ey bæres lige Omsorg for, og Tilsyn med at Afgrøden bliver høstet paa rette Tid og tørt bierget i Huus. Afmeyes den for tilig, kan den vel paa Skaar, som man kalder det, antage en tilsyneladende Modenhed, men bliver derved svangt, indsvinder og taber meget i Skieppen; Lader man den staae og overmodnes, udfalde mange af Kornene baade ved Blæst, Pladsregn, Meyningen og Hiemagningen; Fører man den for tilig i Huus, imedens det tilfældige Græs og Ukrud, eller Afgrøden selv, ey endnu er visnet og tørret, foraarsager det Mugenhed, som bedærver baade Kornet og Halmen; Henligger det for længe enten afmeyet paa Ageren, eller henstaaer slet sammentravet i Hobe, der modtage Afvæxlinger af Regn og Soelskin, Blæst, Dug og Taage, blive Axene skiøre, kornene falde ud, og meget spildes, saavel paa Stedet, som siden ved Paa- og Aflæsningen. Man anseer i Almindelighed Kornet at have opnaaet sin Modenhed, naar de fleste Korn ere tørre og haarde i Axene, og ikke lade sig trykke flade imellem Fingrene, eller og saaledes, at man med en Hat slaaer hen over Toppen af Axene, som dered afgive nogle Korn, der undersøges, om de have den behørige Haardhed, da Ageren i saa Fald agtes tienlig til Meyning, som, saasnart mueligt, bør iværksettes især med Bygget, der ellers ved stærke Stormvinde lettelig afblæser. Bælgfrugter kan ikke henstaae paa Ageren til saa fuldkommen Modenhed, at Skallerne blive brune, thi da aabnes de; men maa afhugges, naar det brune noget lidet lader sig tilsyne. Boghvede er som oftest tvegroet eller tveskiftet, og bør afmeyes naar de fleste Kierne ere brune, endskiønt der endda hist og her findes Blomster derpaa; thi venter man til fuldkommen Afblomstring, tabes meer end den halve Afgrøde. Naar Havre-Ageren i Toppen taber det grønne og falder i den hvid-gule Farve, er den beqvemmest til Afmeyning. Hvede viiser sig længe bruun paa Axene, men Kiernens Haardhed bør bestemme, om den skal meyes, eller endnu noget henstaae. Men omendskiønt Eyeren endog veed, at denne eller hiin Ager er tienlig at meyes, saa kan han dog være i Forlegenhed nok for at faae sit Ønske opfyldt, hvor man mangler Arbeydere og ikke kan faae dem hverken for gode Ord eller høy Betaling, som især er dobbelt fortredeligt, naar Modenheden falder omtrent en og samme Tid baade paa Vinter- og Vaarsæden, der ikke sjælden indtræffer; da bryder Nød alle Love, da maae følgelig noget overmodnes, og noget omhugget henligge over den fornødne Tid ubunden, fordi man ey kan overkomme alt eller saa meget der burde at giøres.


Høstfolk i marken iført de nationalromatiske folkedansedragter

Hvor det er giørligt, bør Meyeren vist nok hugge saa nær Roden, at ingen lange Stubbe skal blive staaende; men deels er enhver gierne bange for at faae sin Lee beskadiget og sløvet af tilfældige smaae Steen, Tuer eller Ujævnheder, som vel ikke burde findes paa en vel tilberedt og tromlet Ager; men foretræffes dog ofte, uagtet anvendt Flid og Umage. Desuden hvor Ageren er endeel begroet med Græs og Ukrud, er en alt for dyb Afhugning mindre at tilraade, for di saadan Afgrøde seenere visner og tørres, og det høye Stubbe-Græs afædes med mere Fordeel af Kreaturerne i Ævrets Tid. I Henseende til Leen og Meyeredets Dannelse, har enhver Egn gierne nogen Forskiellighed, om ikke just i Jernet saa dog i Skaftets og Meyeredets Gafler, saa at den Jydske Bonde neppe kunde bruge det Sællandske eller Fyenske Meyetøy, og disse ey heller det Jydske, og anseer enhver sit for det beste, fordi Vanen har giort ham Haandelauget dertil beqvemmere. Naar den store Oekonom Riem giør Anmærkning i denne Henseende, beskrives det saaledes: "Resse ist en Gestell, welches, durch einen Bogen am Stiele der Sense befestigt ist, und mit der Sense selbst in 3 hölzernen Gabeln jede in eine Entfernung von 5 bis 6 Zoll paratell lauft. I Sælland sliber man leen, som andet Egtøy, en til to Gange daglig, og siden hvæsser den med en Strygespaan, der er overtrukken med Beeg og Sand; i Jylland og andre Steder udtyndes den efter Fornødenhed paa en liden dertil dannet Ambolt med en Hammer, hvorved Leen slibes mindre, og bider fortreffelig got derefter, naar den desuden nu og da med Strygespaanen hvæsses; Hvorved og spares Udgifter i flere Aar baade for nye Leer og nye Slibesteene. Nogle Egne afskiære Kornet med Segler, som vel er et langsomt Arbeyde, men bliver saa meget mere ordentligt, og forrettes endog af Fruentimmer; dog ere disse Segler kun anvendelige i det Mindre og hvor Afgrøden er lang og fuldkommen Græsfrie. Det behøver ikke at anmærkes, hvor Meyeren skal begynde paa en Ager; thi blæser det noget, er det nødvendigt, at han maa have Vinden paa Ryggen men ellers at angive adskillige Regler ved Meyningen, vilde kun lidet gavne den ubevante og være overflødige for den, der forstaaer at bruge en Lee. Hvor der haves reent Korn, gaaer det nok an at opbinde lige efter Leen, saaledes som paa de fleste Steder i Holsteen og Jylland; men i modsat Tilfælde er det bedre at lade det afmeyede ligge paa Skaar 2 til 4 Dage at veyres, førend det opneges og bindes. Naar det da fuldkommen er tørt, saa ingen Fugtighed mere findes især i Rodenden, passer man en smuk og luftig Dag ordentlig at sammenrive det til maadeilighed ey alt for store Nege, som siden ud paa Eftermiddagen og Aftenen endelig bindes (thi er det tørt opneget, skader lidet Dug det ikke); hvorpaa Negene sættes paa Ryggen af Agrene i Traver, med Toppene imod hinanden, og dækket ovenpaa med andre Nege vel tilsammenføyede, for at give Affald for paakommende Regn, som siden, endog naar det mindst ventedes kunde indtræffe. Man bruger her de almindelige smaae River, hvormed Hensigten ogsaa meget got opnaaes; men ellers, til at samle de adspredte løse Kornstraae i en Hast, ere de store River med korte Skafter, der ved en Rem over Skuldrene fremtrækkes af en Karl over Agrene, fortrinlig gode, hvis Nytte dog bedst vil indsees af den, som kiender deres Dannelse og Brug. Naar Negene skal henbringes til Travehoben bruges den Maade enten at slæbe dem eller bære dem; men foruden at dette meget sinker Tiden, spildes derved endeel af Kornet. Det ansees derfore gavnligere og hastigere (især ved befrygtende Uvejr) at betiene sig af en Høeslæbe bespendt med en Hest, hvorpaa en Snees og flere Nege magelig og snart kan tilføres; Hesten vil vel imellemstunder plukke lidt af Kornet, men en Arbeyder er og sin Løn værd. I Holsteen og Jylland snoer Landmanden om Vinteraftenerne Baand til Kornhøsten af Havrehalm, som ellers kaldes Sime, og har dem saaledes i Beredskab naar det behøves, ja kan giemme og bruge samme Baand flere Aar med god Tilsyn. I Sælland og andre Steder snoes derimod Kornbaand af langt Høe, som kaldes Bindsel, ved Hielp af en kløftet Pind, som dog baade er langsomt og varer almindelig kun for en Høst. Andre Egne bruge dertil Siv, Flæg, Stærgræs; Men foromtalte jydske Sime af Havrehalm synes at have Fortrinnet for de andre baade i Styrke og Varighed . Ellers har man en egen Indretning til hastigere og stærkere at snoe Bindselet med, der nemlig bestaaer i en Vinde giort af Træe (omtrent som Reebslagerens, dog uden Hiul), som en Karl med begge Hænder omdreyer imedens 3 til 4 andre udtrække og snoe Baandene; hvilken hele Indretning er meget simpel og kan giøres af enhver, som kan hugge noget, og neppe kan koste en Mark; hvormed saadanne 4 Folk meget magelig i een Dag kan snoe Et hundrede Traver Baand og mere. Ved indfaldende Regnveyr i Høstens Tid kan man saaledes sætte endeel Folk i Arbeyde, saavelsom om Morgenstunden, naar Dugen hindrer Markarbeydet især om man har et par af saadanne Snoe Maskiner. Bælgefrugter bindes ikke, men behøve en længere Tid at henligge for at veyres, vendes og fuldkommen at tørres. Boghvede opstuves i smaae Knipper, og henstaaer ligeledes nogen Tid, at dens saftige Straae kan visne og tørres. Hvede er bedst tient med at staae til den er gandske moden, da den afmeyes og bindes strax i smaae Nege. Rug, Byg og Havre, som er græsfrie, har nok af at ligge paa Skaar 2 til 4 Dage, om det imidlertid er got Veir, og kan det bierges i Huus uden at faae Regn, er det saa meget desto bedre; thi afvexler Soelskin, Blæst og Regn paa det afmeyede, der ligger paa Skaar, falder der mangfoldigt Korn af, og især af Byg, heele Ax, naar det endelig skal rives opneges, bindes og sammentraves. Vel ansee mange det for nyttigt, at Kornet faaer nogen Regn efter Afmeyningen, fordi, som de paastaae, det derved bliver skiørere og lettere at tærske, og tabes end desformedelst noget paa Ageren, kan Sviin og Giæs i ævrets Tid opsanke samme? Men hvorfor betale de ikke denne formeente Skiørhed i Tærskningen? - og paa udskiftede Enemærker, hvor Sviin og Giæs ikke bør holdes løse, har denne Opsankning ingen Sted; bedre derfor, naar timelig Veirligt vil tillade det, at spare alt hvad der er mueligt for at spildes. Er Kornet derimod græsset og fuldt af Ukrud, nødes man til at lade det ligge længere paa Skaar, da ellers baade Halmen og Axene bedærves, om det for tilig rives og opbindes. Naar Veiret imidlertid falder gunstigt, er det en let Sag at indhøste; men i modsat Tilfælde udfordres megen Omhyggelighed og Paapassenhed.- En vaad og vanskelig Høst indtræffer undertiden, dog gaaer der hele 6 a 8 Aar imellem at Vanskeligheden ey just er saa betydelig. Men i saa Fald, har en Landmand fornemmelig at iagttage, at han ey overiler sig med Sædens Indhøstning, naar den først har faaet Regn, men hellere at tørre noget i den sikre Forventning, at efter Regn kommer Soelskin. Erfarenhed har viist, at den fattige Mand, som i slige vaade Sommere sidst har meyet, fordi han ey før har kunnet overkomme det, har undertiden høstet bedre end den formuende, som ved flere Meyeres Hielp har kastet alt Kornet om, men formedelst Uveyr har til sin Skade maattet lade det alt for længe ligge paa Skaar. Saalænge Sæden staaer umeyet, om den endog er moden, tager den dog ey saa let Skade af indfaldende Regnveyr, som naar den er omkastet, da den, som bekiendt nok, hastig kan begynde at spire og groe, efterdi Vinden og Luften ey saa got kan giennemtrække og tørre den, naar den ligger med Toppen paa Jorden (hvis Fugtighed desuden neden fra hindrer Tørringen) som naar det staaer ved sin Rod; vel indvender man - at det overmodne Korn, som staaer paa Roden, falder for en Deel af, naar Vinden atter tørrer det og slaaer Axene mod hverandre, foruden at ved Veyningen selv meget udrasler; Men strax efter Regnen sidder Kiærnerne virkelig fastere i Axene, fordi de da af Sæden ere udqvællede; og sæt, at noget endog udfalder siden naar det tørres, saa er dette dog taaleligere end at alt eller det meste skal fordærves ved Spiringen, naar det længe ligge paa Skaar. En vigtig Omstændighed er det, at Kornet er tørt, førend det bindes, thi om det endog faaer nogen Regn i Negene, skal der dog mere til at giennembløde dem til Skade, især naar de ere satte tilbørlig i Travehoben. Derfor have de smaae Nege Fortrinnet for de større, thi ved indtræffende Væde kan de hastigere og bedre sættes ud fra hverandre for at luftes og tørres. Den almindelige Maade at sætte Travehoben i en Længde langs ad Ryggen paa Ageren kan være got nok i gunstigt Veir, men i vaade og vanskelige Høste, har de en ufordeelagtig Stilling med de blotte Ax vendte op ad til at modtage al muelig Væde, der let trækker igiennem Hylningen af Dæk-Negene selv; fordeelagtigere er derfore den Maade at sætte 8 til 9 Nege tilhobe i en Runddeel, - bøye alle Axene sammen i en Spids for oven, hvorpaa man tager en større Neg som bindes med 2 Baand i Rodenden saa fast som mueligt, men spredes ud i Toppen, og saaledes omvendt sættes over Spidsen af de andre 9, saa at Axene og Straaet af denne hænger ud over de andre rundt omkring, omtrent som man seer Halmdækket over en Biekube, hvilket kaldes at hatte Afgrøden. Saaledes sat er Kornet temmelig sikkert imod Regn og Uveyr, da alle Axene ere skiulte undtagen Hatte-Negens, hvilke dog som nedhængende ikke saa let kan tage megen æde til sig; men den Erindring, at saadant Korn endelig maa være bundet tørt, behøves vel ikke igientaget, da det ellers vil staae i Fare for under denne Bedækning at varmes, spire og sammengroe; især om langvarig Fugtighed skulle indtræffe. Der kan gierne sættes flere tilhobe end 9, naar kun Hatte-Negen er stor nok til at bedække dem; men der bør og tilsees at de ved Rodenderne sammensættes saa tætte som mueligt, da Regnen dered faaer bedre Affald, fornemmelig om der udælges et høylændet Sted til at sætte dem paa; Og haves Exempel paa, at en saadan sammensat Rund-Trave, er forbleven ubeskadiget i en vanskelig Høst i meer end 14 Dage. En anden Maade kan man og betiene sig af, saaledes nemlig: at en Neg legges paa Jorden, og derpaa en anden, saaledes at dens Top hviler paa Roden af den første; paa den anden lægges paa lige Maade den tredie, paa hvis Rodende man lader Axene af den første Neg hvile; disse ligge da saaledes i en Trekant uden at Topenderne røre Jorden, hvor oven paa da lægges lagviis flere Nege med Toppene sammen i Midten, og Roden ud ad, saa at der bliver en cylindrisk Stak, som er høyere i Midten hvor Axene hvile; Til Slutning sættes en stor Hatte-Neg her oven paa, omvendt efter forhen berørte Maade. Ventelig vil denne Slags Travesætning finde Indvendinger og Modsigelse, siden den er usædvanlig; men enhver fornuftig Landmand vil ikke dømme en Ting, eftersom den er nye eller gammel, men dømme og vælge efter dens Nytte og Brugbarhed, og et anstillet Forsøg hermed vil bedst afgiøre, enten den sædvanlige Maade, fremdeeles bør følges, eller om den her sidst beskrevne heller, som jeg troer, fortiener at foretrækkes.
Leveret af Hans Nørgaard