Førend Indagningen foretages giør enhver forsynlig Landmand sin Lade Reen, og udfeyer alt det museskaarne Korn med Snavs og Støv, som findes paa Gulvet; har man Skov nær ved, er det got at bestrøe Gulvet med nogle Riis og Qviste, at Stæle- eller Grundlauget af Kornet ey skal komme til at staae umidelbar paa Jorden, som dog altid har nogen Fugtighed hos sig; er man nær ved Søen, er det dog bedre at indføre nogle Læs Strandsand, som jævnt udspredes overalt, baade trækker Fugtigheden og hindrer tildeels Utøy at skiære i Kornet. Det behøver ikke at anmærkes, at Afgrøden skal pakkes og sættes saa tæt i Laden som mueligt, thi det veed de fleste brave Landmænd; men derhos at give den nogen Træk og Luft iagttages ey af alle. Til at opnaae denne Hensigt bruge nogle at sætte en tom Tønde midt i en af Gulvene, hvor Stælelauget sættes; eftersom man kommer op i Høyden med Kornet, drages og Tønden op, som endelig borttages, naar man har naaet den Høyde i Laden som attraaes; der bliver altsaa et Hul som et Skorsteens Rør neden fra op igiennem hele Kornhoben hvilket giør mere, end man maaskee kan forestille sig, til at befordre Fugtighedens Uddunstning, især om man tillige forsyner Taget med nogle Aabninger paa begge Sider, hvori ere indsatte Træe-Karmer til Vindtræk, saaledes anbragte, at de i Vintertiden kan stoppes eller lukkes for Sneefog.

Hvad der bestemmes til Sædekorn, (om man vil saae af egen Avl) bør sættes for sig selv, og især det til Vintersæd, saa beqvemt at man strax kan komme til det, naar det skal aftærskes. Saavidt mueligt bør eller ethvert Slags Korn staae for sig selv, saaledes at Havre og Byg, Hvede og Rug ey er for nær tilhobe, thi ved et eneste Ax, som let kunde affalde, blev der blanding, som omhyggelig bør undgaas ved Sædekorn. Bælgefrugterne maae sættes paa Stænger, det er over Staldene under Taget; thi paa et Ladegulv trække de Fugtighed og mugne. Det samme gielder og om Bogheden, der endnu er mere udsat for at skimles og trække Fugtighed til sig, saafremt den ey er sat paa et Sted, hvor der er Luft og Træk.

Med den beste Forsigtighed tabes og spildes dog meget af Afgrøden, baade hele i Ax og udfaldne løse Korn, saavel paa Ageren, som ved Af- og Paalæsningen m.v.; men om man ey vil have Sviin paa Markerne, kan dog sligt Affald overlades til Ænder, Høns og Kalkuner, som ingen Skade kan giøre paa Ageren, og trives deraf fortræffelig. At mangfoldigt saaledes spildes ved den sædvanlige Indkøstnings Maade, og ellers ved Folkenes skiødesløse Omgang, har en stor og berømt Landmand viist ved derover anstillede Prøver, og hvorom hans Beretning forekommer mig meget sandsynlig. Han besaaede nemlig tvende lige store og gode Stykker Jord med lige Sæd, paa een og samme Dag; - det ene Stykke lod han siden meye, rive, binde, hiemage og tærske paa sædvanlig Maade; det paa det andet Stykke lod han alle Axene afskiære i Toppen, fyldte i en Sæk, hiembringe og tærske ligeledes for sig selv; hvorefter da af det første Stykke udkom 8, men af det sidste Stykke 24 Fold, hvilket noksom beviser en meget betydelig Forskiel; og skiønt det nu bliver en Umuelighed at foretage dette i det Store, saa lærer dog bemeldte Forsøg, hvormeget mere der kunde ventes i Afgrøde om en anden Omgangs Maade i det hele var anvendelig. I Saxen bruger man den Maade at ruske Boghveden som Hør, afrive de modne Korn i et Forklæde med Fingrene, derefter fylde dem i Sække, sprede dem tynde efter tærskningen paa Loftet for at veyres, da man forsikrer at saae 3 til 4 gange saa meget som ellers, hvor endeel tabes og spildes; Men hos os ville saadant være umueligt. Vi som neppe kan faae de høystfornødne Folk i Høstens Tid til at overkomme de mange Ting, der fordre Hurtighed og flere Hænder.

Naar der ey haves Rum i Husene, nødes man til at sætte noget af Kornet i Stak eller saa kaldet Hæs, og naar en erfaren Mand giør sig Umage at sætte den til Gavns at den hverken kan udglide til nogen af Siderne eller modtage Regn-Vand formedelst efterladte eller tilfældige Aabninger, kan Kornet deri meget got bevares, naar den tilspidses for oven og dækkes med Halm. At fæste Langhalms Kiærve rundt uden om den med træe Knage, forhindrer Spurrer og andre Fugle at indbore sig for at udæde Kornet. Havre stakker man som oftest; men baade Rug og Hvede, naar samme sættes rigtigt og forsynligt, staaer sig ikke mindre Vel, da Rodenden deraf endog er mere beqvem til at skyde Regnvand og Væde; Byg derimod taaler ikke vel at stakkes meget, mindre Erter, undtagen det maatte være nogle faa Læs, som man agter at tærske strax, til at fede Sviin med eller anden Brug; thi i hvor got de end stækkes, udholde de dog ikke nogen langvarig Regn, som inddrager og foraarsager Mugenhed. Nogle vil paastaae , at der tabes endeel ved saaledes at sætte Kornet i Stak eller Hæs, samt at Foderet mister noget af sin Kraft; hvilket dog efter mine Tanker ikke saa just bør antages, uden saa er at Stakken kan trække Vand og deraf giennemløbes, da der vist nok bliver Tab paa begge Dele; men naar Forsigtighed og Kundskab veylede hinanden ved Sætningen, troer jeg at det kun heel sielden er mueligt. Man siger videre; at der hellere maatte bygges nogle Fag Huus mere, for at kunne have fornødent Rum til alt Kornet; Men, naar 1 eller 2 Maaneder er forbi efter Indkøstningen, Pleylen begynder at gaae daglig, Hestene, Kalve, Qvæg og Faar indtages, og altsaa begynde at tære paa Foderet, saa faaer man snart Huus-Rum nok, ja undertiden nok til at føre den satte Stak ind i; hvortil nyttede da den Bekostning af flere Fag Huus at tilbygge? Mon Renterne og den aarlige Vedligeholdelse af saadan Tilbygning ikke langt ville overstige den formeentlige Skade, der kan være forbunden med at sætte en Stak ude i 2 eller 3 Maaneder, om endog Muus, Utøy og Spurrer imidlertid skulle fortære noget af det yderste Korn? Men det er nødvendigt for den, som aarlig kan vente at sætte en eller flere Stakke, at have en egen dertil indluktPlads, helst hegnet med Steengierder for at sikres for al Paabrud, og bør tillige paa Stedet, hvor Stakken skal staae, giøres nogen Forhøyning af Træe eller Steen, at Regnvand og Fugtighed ey skal bedærve Stælelauget.

Naar Afgrøden ellers er velbevaret i Travehoben, og ret igiennemtørt, skader det just ikke saa betydelig, om nogen liden Regn skulde bløde den efter Paalæsningen og under Hiemagningen, naar den kun ey er stærk eller vedvarende (det forstaaer sig at det er ønskeligere, naar man er frie for Regnen) men derimod Fugtighed af Dugen er meget Skadeligere og forvolder hastigere Mugenhed; Naar Kornet elles er ikke ganske tørt bundet, har været maadelig travesat, og Uveyr været vedvarende, og det da paa en smuk Dag føres ind, uden i Forveyen at adskille Hobene og udsætte dem for Luftens Træk, bedrager man sig selv ved saaledes utidig at ile; thi som oftest foraarsager den tilbageværende Fugtighed Sammenbrænding i Laden, som tydelig spores, naar man indstikker Haanden imellem de satte Nege, og fornemmer en stærk Varme, hvoraf Foderet fordærves, saa Kreaturerne skal sultes til at æde det, og Kornet bliver, som man kalder det, Ladebrændt, og ubrugbart baade til Salg og Huusholdningen. Mærkes imidlertid dette Onde i Tide, kan Skaden dog for nogen Deel være at forekomme ved at udkaste de fugtigste Nege enten paa Loen eller i Gaarden, naar Veyret er luftigt og Solen skinner; men naturligviis spildes derved en Hoben Korn, som dog er bedre, end at alt skulle bedærves. Bliver det derimod hensiddende sammenpakket, forvandler Sammenbrændingen sig omsider til Raadenskab, der overgaaer ikke allene Straaet men endog Kiærnen selv. Ved Hæs-Sætning er vel denne Fare sieldnere, men dog meget mueligt, og røber sig under saadanne Omstændigheder meest derved, at Kornene spire, ja skyde grønne Buske uden omkring paa Stakken, som da er et Beviis paa at Negene ved Sammensætningen have været alt for fugtige. Det er derfore endog i den Henseende en meget vigtig Iagttagelse for enhver Landmand, at han ingenlunde overiler sig med Hiemagningen, og ikke lader sig forlede af ueftertænksomme Naboer, naar disse ligesom kappes om, hvem der først kan faae indhøstet, ligegyligt hvordan det skeer. Skade har vel giort nogle kloge - men gammel Sædvane har derimod ledet andre af disse prøvede i samme Fristelse, saa de mere end een Gang har maattet fortryde, at de ey have givet sig Stunder, og ej villet oppebie bedre og beqvemmere Veirligt. I det daglige Liv er det en sædvanlig Sætning: Man spørger ikke hvor hastig en Ting er giort, men hvorledes. Og paa Kornets Indhøstning bliver den fuldkommen anvendelig.