| Høsten i det gamle bondesamfund |
|
Rughøst på Midtfyn ca 1930 |
| |
Høsten på Nørremosegård i Trunderup hos rigsdagsmand Jens Jensen
Af Sara Højvang, Ryslinge |
| |
|
[Her er benyttet Sara Højvangs originale optegnelser fra Landsarkivet i Odense.
Optegnelserne er på et tidspunkt angiveligt bearbejdet og udgivet af højskoleforstander
Holger Begtrup]
Højvang d. 21. marts 1928
Hr. forstander Begtrup.
Ja De har ret i det er et betydeligt arbejde De har gjort, og jeg skylder Dem en stor tak
derfor, det er kendeligt at det har været under en kyndig hånd, og det glæder mig at
det ikke har trættet Dem at have med det at gøre, det er mere end jeg kunne vente; De
fleste af de udeladelser De har gjort, er jeg godt tilfreds med, jeg ville vist blive flov
om jeg havde fået dem at se på tryk, hvad jeg også stundom er blevet ved at tænke på,
at De har læst dem, men forstander Begtrup, må jeg så også få lov at sige, at der er
nogle få småstykke, der er udeladt, som jeg ville sætte stor pris på at få med, om
det kunne lade sig gøre, jeg skrev jo til Dem for ikke sålænge siden, om det træk om
faster Anne ikke kunne komme med, da jeg synes det er så kønt, og hvorved, vi også ser
lige ind i hjertet på nok et grundtvigsk hjem, hele min fortale dertil kan jo udelades,
eller forkortes såmeget De vil, men ikke så gerne Henrik Nordtorps kønne vidnesbyrd om
hende, at han ingen kendte, der kunne glæde sig så inderlig over, at det gik andre
mennesker vel som gamle Anne. Sådan er der mange lignende træk i faders familie, der var
så forskellig fra moders, hvad der også er tilkendegivet, så er der misvæksten,
statsbankerotten, har far lidt under hele sin opvækst og ungdomstid, men misvæksten,
havde han oplevet, så han aldrig kunne tåle at tale derom, jeg har kun hørt den ene
gang som jeg har beskrevet det, og det sikkert denne oplevelse, der havde sin store del i,
at han var så nervøs og stundom noget urimelig i høstens tid, hvad der ellers slet ikke
lå til ham, og i henhold hertil var det jeg skrev, det lille ordskifte imellem ham og
mor, da han ville have hende med i marken, men hun svarede, at idag ville hun helst gå
alen. Og da dette gælder Gamle grundtvigske hjem", har det så ikke lidt interesse,
at når mor var i København var hun altid med, ude at besøge Grundtvig og at fru
Grundtvig også engang har rejst over at besøge mor hjemme på Nørremosegård, jeg kan
ikke mindes, at mor har fortalt andet derom, end det jeg har beskrevet, at de fulgtes ad
ud at se Enkedronningens børneasyl. Jeg tror nu at disse småtræk vil være af god
virkning i stykket. Men jeg forstår godt, at skal det tages med vil det atter give Dem
lidt ekstraarbejde, og vil derfor tilføje, tag det hensyn dertil De vil og kan, blot ikke
blive ærgerlig på mig, så skal jeg nok være godt tilfreds med udfaldet......
Sara Pedersen Højvang
Ja vi holdt meget af far [rigsdagsmand Jens Jensen], men der var dog en tid på året,
vi syntes og synes endnu, når jeg tænker tilbage derpå, at da var han sommetider ved at
gå udenfor rimelighedens grænser; det var i høstens tid, men jeg har jo også angivet,
hvad jeg tror der var grunden dertil, hans oplevelse med misvæksten og hovarbejdet. Når
karlene om morgenen gik ud at høste, lagde de det ud på skår, mens duggen tørrede af,
gjorde vi så vort sædvanlige morgenarbejde hjemme før vi skulle ud at binde korn op.
Sidst i sødskendeflokken var vi 4 piger, hvoraf Kirsten og mig var de ældste, da vi var
nået såvidt så vi kunne gøre pigearbejdet, skulle vi også binde kornet op, da vi
havde fortsat, med det en uges tid, var hænderne fulde af revner og tidselstik, og da jeg
en morgen i kælderen havde vasket oste i saltlage, var alle revner ophovnede så det kneb
lidt, inden vi kunne komme igang i kornet. Far og de to mindre søskende trillede kornet
sammen i neg; nu råbte han hen til os, om vi ikke snart kunne få lidt mere fart på, jo
vi skulle nok gøre vort bedste, men det gjorde så ondt i hænderne, ja det kan jo ikke
nytte at stille her med jomfruhænder, siger han så. Jeg bød ham nu hen at se på disse
hænder, som godt kunne have stået sin prøve, selv overfor den gamle professor, der ikke
kunne forstå, at digterne kunne lovprise, den lille hvide hånd, dette sygelighedens og
uvirksomhedens sikre kendetegn. Nu fortsatte far sit arbejde uden at sige mere til os om
den ting, og snart var vi alle godt igang med kornet.
Høstferierne i skolen, rettede sig altid efter, når høsten begyndte, for at vi kunne
komme hjem og hjælpe til med hvad vi kunne, arbejdet blev os så tildelt efter vor alder
og kræfter; jeg mindes således en dag, jeg kunne vel have været en 10 à 11 år og
skulle så have noget af det letteste. Sålænge far kunne, rakte han altid selv kornet op
i vognen på marken; der skulle passes på, sagde han, at der blev handlet forsigtig med
negene, og at der ikke blev trådt på aksene, så ikke kornet faldt af og blev liggende
på jorden, og det tænker de unge knægte jo ikke på. Jeg var så med for at rive op
efter vognen, det var det sidste korn, vi kørte ind den dag, og da skulle vi altid, gå
efter det sidste læs, og rive de strå op, som var tabt, under indkørslen, eller var
blevet hængende i buskene der var kørt forbi. Han gik ved den ene side af vejen, jeg ved
den anden; jeg husker ikke ret hvad det var jeg havde sagt, men det må have været noget
i retning af, at dette kom der ikke meget ud af. Børn kan jo undertiden være så
forunderlig kloge, men jeg blev meget opmærksom, da svaret kom, "Ja, det kan gerne
være min pige, men jeg har nu oplevet noget i andre ikke har, og som jeg vil håbe I
heller aldrig skal komme til". Jeg så han var bevæget og det var han ikke kunne få
mere frem dengang; og jeg turde ikke spørge, vi talte ellers så frit med ham, men vi
havde stor ærbødighed for ham, jeg blev forundret, hvad gik der dog af den ellers så
livsglade mand; men jeg var ialfald færdig med at spille vigtig og fortsatte nu i stilhed
vort arbejde, med at rive strå op, da vi havde gået lidt blev han stående og siger så:
"Ja, jeg skal sige dig, jeg har oplevet et år da vi næsten ingen høst fik; og vi
kunne ikke fodre kreaturerne over, vi kunne høre at hestene stod og bankede i spiltovet
af sult, og vi kunne ikke give dem nok at stille den på, vi trak det ud sålænge vi
turde, men vi måtte slå nogle af dem ned, for at bjerge nogen af dem over, og det var
ikke alene de gamle heste, men jeg har også været med til at slå fire års heste
ned". Så sagde han ikke mere men jeg forstod, at da havde de været i den bitre
nød, først opleve af deres kære og uundværlige dyr sultede uden at der var muligt at
komme dem til hjælp, og så måtte til at dræbe nogen af dem, og hvordan havde de fået
jorden passet året efter, da der skulle fire heste til at trække den gammeldags hjulplov
af træ. "Vi fik aldrig at vide, hvordan de selv havde bjerget føden, mælk kunne
der ikke have været under disse forhold, og kartoffeldyrkningen havde kun været i sin
begyndelse
..................
Og så var der en ting til, far havde oplevet, han havde ikke en men flere gange gået på
hovmarken, og hjulpet til at høste og bjerge herremandens korn og hø, og tænkt på, at
nu lå deres eget hjemme og blev mere eller mindre ødelagt, og som de havde så hårdt
brug for; det kunne let enten blive for vådt eller for tørt, og når far var på hove
med heste vogn og den stærkeste karl og pige , så var det kun skravlet hjemmet, måske
en dreng og en lillepige, og så havde de nok med at passe kreaturerne. Når de kom hjem
fra Egeskov om aftenen kunne de sommetider bjerge et læs korn eller to, men hverken folk
eller heste kunne udholde stort mere, da de næste morgen skulle møde på hovmarken igen,
sålænge der var brug for dem. Når der ikke stod for meget på spil hjemme, var de
ellers ikke så forknyt, og far kunne fortælle livligt og morsomt, om kappestriden
om hvem, der kunne blive først færdig med sin rode. Hoveriarbejdet var nemlig inddelt i
roder, til hver rode hørte 8 helgårde à 100 tdr. land hver, eller dobbelt såmange
halvgårde. Der var nu al den kraftigste ungdom fra hele det store sogn samlede, og der
kunne falde mange muntre bemærkninger, og djærve fyndord, imellem den muntre ungdom.
Herskabet på Egeskov var ikke af de strenge. Og forvalter Vogensen var tit bønderne
behjælpelig med at få ordnet da de var ved at løskøbe dem fra hoveriet, og siden da
med at de kunne få lidt materiale til hjælp når de skulle bygge; og da de købte
gårdene til ejendom. Han havde stor indflydelse hos herskabet, og det glædede ham meget,
når bønderne opnåede ?, økonomisk fremgang.
.............
Det er sandsynligt, at de foran beskrevne oplevelser kan have haft nogen skyld i, at far,
næsten var overdreven påpasselig med at få korn og hø bjerget, lige på det
allerbedste tidspunkt, så det hverken fik for vådt eller for tørt, og at han kunne
være meget ængstlig når det enten kunne falde i med tørke i voksetiden, eller
regnperiode i høsttiden synes jeg vi nok kan forstå. Der var mor mere rolig, hun var jo
også opvokset i et velhavende hjem, hvor hun blev mere religiøst påvirket. Når far i
en tørkeperiode kunne opfordre hende til at gå med en omgang og se på kornet, kunne hun
svare, ja jeg vil gerne en tur at se kornet, men idag tror jeg nok jeg helst vil gå
alene; han forstod godt hvad hun mente, han havde jo tilbøjelighed til at se, at nu
begyndte kornet at tabe, og mor ville helst se på de gode agre, glæde sig derved og
takke derfor. Han forstod godt vinket, og gav sig nu god tid til at stoppe og tænde sin
pibe, imens det velbekendte lune smil bredte sig over hans ansigt, han fik hende nok med
alligevel, når han indrettede sine sager derefter, for de to kunne nu nok have glæde af
at følges ad, selv om de kunne se forskelligt på småting; i det store og væsentlige
var de jo enige.
Engang det var faldet i med regnvejr om høsten og far var lidt urolig for kornet, så
kunne hun sige, ja men vor Herre har dog altid hjulpet, og det gør han også nok denne
gang, det er da ikke ødelagt endnu, ja det er sandt nok, kunne han svare, men vi skal da
passe godt på tiden og se at få det ind såsnart vi kan, og der havde de jo ret begge
to.
|
| |
| Beskrivelse af en travl høstdag, der henimod aften blev afbrudt af
regnvejr. |
| |
Af Hans Frederik Larsen, Rødme, Stenstrup sogn
Ryslinge højskole 1869. Fra hans stilebog: |
| |
| [Beskrivelsen gælder høsten hos faderen, lefabrikant Lars Madsen, Rødme] |
Det var mandagen den 12 august vi havde belavet os på at gøre et rigtig
glimmer-høsteslag [?] på høstageren. På grund af de foregående dages meget gunstige
vejr, tilligemed at afvigte dag var søndag, var der en stor del korn, som udkrævede
arbejde, både med at meje, opbinde og indkøre.
Om morgenen tidlig var vi da så heldige at have fået nogle folk samlet fra byen, som
tillige blev forstærket med vor egen styrke, thi værkstedet måtte vi naturligvis
forlade på sådan tid.
Den dejlige morgenstund fremkaldte jo de gladeste forhåbninger til det forestående store
arbejde. Det første, man greb fat i var naturligvis frokosten; efter at den var nydt,
skulle man begynde på det egentlige arbejde. Hvad det skulle være var man ikke så
tvivlrådig om, thi den afvigte nats stærke dug forhindrede i at opbinde og indkøre til
solen havde aftørret kornet. Vi begyndte med at hugge ned af kornet, indtil
klokken var 9, hvorpå vi tog os en lille styrkning. Indtil middag skulle det nu gå løs
med at binde det korn, der allerede i en af de foregående dage var nedhugget. Solen stod
endnu klar på himlen, så den tillige med det strenge arbejde, fik svedehullerne åbnede
tilgavns og undertiden, når man tillige fik tørret de svendende pander, måtte have en
lille forfriskning. Imidlertid blev det middag, og man var da heller ikke utilfreds med
det endte arbejde. Endnu efter middag var vejret tilfredsstillende, så man nok turde tage
sig en lille slummer. Imidlertid blev kaffen istand, og så blev man, bedre belavet på en
rigtig eftermiddagstur.
Det var da indkørselen, der skulle gå for sig, mandskabet blev da inddelt således, at
der var det behørige mandskab både i lade og på mark til at betjene 2 vogne.
Indtil klokken var 3 gik dette foretagende i fuld gang, men så begyndte også vore
fremtidige forhåbninger om den dag at tabe sig, og de omtalte forfriskninger måtte man
nu lade fare for det første, det gjaldt blot om at stræbe det bedste man kunne, thi nu
kunne man se, at der blev svært god tid til det andet, solens brændende stråler blev nu
bortjaget af skyer, der medførte adskillige tordendrøn; regnen indfandt sig omsider
også, dog til klokken var 5 blev man uhindret ved, men så var vi også ved slutningen af
vort høstarbejde den dag.
Regnen drev os nu i hus, og der havde vi jo også et rigtigt foretagende, nemlig
mellemmaden, som nu var bleven os ret tjenlig. Efter at den var spist, var man endda ikke
færdig for den dag, thi suppegryden var jo snart ikog, derfor blev der nu et mellemrum,
som man skulle forslå med adskilligt, hvad man kunne finde på, deriblandt tog piben
første plads, den som tillige med samtaler og disputeringer angående dagens begivenheder
blev da denne aftens underholdning, indtil man skulle have suppen, som så sluttede denne
dags begivenheder.
H.F. Larsen
Afskrift 26.5. 1991 ved Bernhard Nielsen, Nr. Søby |
| |
| Høsten på Bjergegården i Vester Skerninge |
| |
| Stil fra Ollerup Folkehøjskole ca. 1898 skrevet af Maren Pedersen, Bjergegården i
Vester Skerninge |
| |
Høstens tid er meget morsom trods det svære arbejde, der kræves. Den dag vi får
ophøstet hjemme, er næsten en højtidsdag for os, og vi er tidligere oppe end ellers.
Efter at karlene har røgtet deres morgenarbejde og slebet deres leer, og vi piger har
malket køerne, tappet gammelt øl i dunken er og blevet klædt i hvid trøje og hvidt
forklæde, spiser vi alle davre og drikker kaffe. Fader havde lovet at køre et læs halm
ud i marken til at binde havren med, og derfor kom vi kørende med ham, det var jo ikke
det bedste sæde, man kunne få, men det var da alle dage bedre end at gå. Den første
times tid var der ikke så varmt, men op på dagen kom varmen og tilligemed tørsten. Vi
måtte flittig hen til dunken for at drikke, men jo mere vi drak, des mer tørstede vi.
Hjemme havde moder travlt med at smøre mellemmad, bage æbleskiver og lave middagsmad. Da
fader havde bragt mellemmaden ud til os, slæbte vi en del neg sammen for at kunne sidde
på dem medens vi spiste.
Der blev slet ingen hensyn taget til, at det ikke er sundt at spise tit, thi en god times
tid efter vi har spist mellemmaden, samles vi igen for at spise æbleskiver og drikke en
rød snaps. Kl. 12 gik vi hjem for at spise til middag og sove lidt. Vi piger hjalp
hinanden med at vaske op for hurtigere at blive færdig til at sove lidt. Det var svært
at komme på benene igen, da der blev kaldt på os, men da vi havde drukket kaffe og spist
kage til, var vi igen godt tilpas og tilfreds med at tage fat på arbejdet. En timestid
derefter skulle vi have æbleskiver igen, men denne gang kunne vi ikke spise, derimod blev
vi enige om at gemme dem til mellemmaden. Da vi skulle spise mellemmad, opdager vi til vor
store forskrækkelse, at alle æbleskiverne er borte og kun den tomme tallerkken er
tilbage, og nu fortrød vi, at vi ikke havde spist dem noget før. Senere fik vi opklaret,
at det var vor nabos hund, der havde været spå spil. Karlene, som stykkede den sidste
plet korn ud, blev færdig kl. 6, og dem fik vi nu overtalt til at hjælpe os med at binde
det sidste op. Da vi var helt færdige, gik vi op på det højeste punkt i marken og
råbbte 3 gange hurra, for at naboerne skulle vide, at vi havde ophøstet. Dernæst gik vi
hjem under sangen: Husker du i høst.
HJemme i gården blev vi stående, idet karlene begyndte at stryge og slå på leen,
det var et tegn på, at kålen skulle af nu, hvis vi ingen æbleskiver kunne få, men
moder, der nok ville skåne kålen, kom et øjeblik efter ud med æbleskiver og en flaske
ribsvin. Den gamle skik på vores egn at danse om aftenen, er gået af mode. Efter at vi
havde spist suppe til aftensmad, gik vi ud i haven og satte os i lysthuset, hvor vi blev
trakteret med kaffe og punch, og hvor vi underholdt hinanden med leg og spøg, indtil de
fremmede høstfolk gik hjem og vi skulle i seng. |
| |
| Høstskikke
i Egense sogn |
| |
| Meddeler , husmand i Fiskop Niels Sørensen Jensen, 62 år, født i Fiskop. Optegnet af
sønnen, stud. theol. Johs. M. Jensen, l924. -Egense sogn. |
| |
Høst.
Her paa Egnen var det Ræven, der skulde fanges, naar sidste Skaar huggedes.
Bandt Høstpigen sidste Neg, fik hun altid Nej, naar hun friede. Det samme fik Karlene,
sagdes der. Man kappedes for at blive fri for at binde sidste Neg. Karlen var Fader til
det, Pigen Fader? til det sagde man.
Det sidste Neg kaldtes Bælskvotten (bæl'sgvoddi), den, der bandt det, kaldtes Dratten
(draddi), altsaa begge Hankøn). Der blev bunden to Baand om det; det gjaldt for to og
sattes ene for Enden af et Andensted (en dobbelt Negrække). Ellers knytter der sig ingen
særlig Skik til det.
Hvi nogle Straa stod saaledes, at man ikke kunde komme til dem med Leen, eller de paa en
eller anden Maade blev staaende, sagde man!Aa, lad de staa til Tyren". Den stod inde
næsten hele Sommeren, men fik efter Høst Lov til at løbe ud med Aag paa).
Paa Nye Træer skulde det sidste Æble blive siddende ( eller den sidste Pære), ellers
vilde Træet ikke komme til at bære godt. Det skulde ikke sidde til nogen (noget )
bestemt.- Man maa heller ikke tælle Frugterne paa et Træ, saa bliver de ikke siddende,
til de er modne.
Hestene pyntes (paa Herregaardene) med Løv og Blomster, naar det sidste Læs køres ind.
Karlen pyntedes ogsaa i Knaphul og Hue med Blomster af Pigerne, der kørte med ham hjem.
Ellers var der ikke rigtig noget Held ved det. De andre Karle kørte ogsaa med, saafremt
der var Plads paa Læsset.
Naar man kom hjem efter at have ophøstet, gik man hen til Kaalen, hvor man gav sig til at
hvæsse Leen, alt, hvad man kunde, indtil Kvinderne kom ud med Drikke, Æbleskiver eller
andre Forfriskninger og sagde:"Tøv lidt, I maa ikke hugge Kaalen!" - Paa
Herregaardene truede de med at sælge det sidste Læs, saafremt de ikke fik Høstgilde.
Paa Bøndergaardene tog man det mere, som man kunde faa det.
Naar der var indavlet, holdtes det lille Høstgilde. Man fik Kaffe, varmt Øl og Nadver,
snakkede sammen en Times Tid eller saa og fik saa Punsj, hvorefter man gik hjem. Det
rigtige Høstgilde holdtes naar Aftenerne længedes og der blev Maane. Alle, der havde
hjulpen til, selv nok saa lidt, bødes med,ligesaa Høstfolkenes Koner. Man fik først
Æbleskiver (eller Julekage) og en sød Taar (Kirksebærvin) lidt senere Suppe og
Kød, og ovenpaa Kage (Æblekage eller Lagkage) Ud på Aftenen Kaffe, og før man skiltes,
Punsj eller Te og Smørrebrød.
For at værne Sæden mod Rotter og mUs kunde man enten sætte en Kongelysplante i et
Hjørne, eller ogsaa bar man sig ad paa følgende Maade: Naar man kom med det første Læs
til en Lade (hver Kornsort er jo for det meste i sin Lade), kastede man tre Neg, af den,
der satte, mumlede noget, medens han satte de tre Neg i et Hjørne af Laden med Toppen
nedad. Derefter gav han et Vink, og nu begyndte man at sætte Korn rigtig. Under hele
første Læs, tav man stille. Saaledes gjorde man ved hver Lade. |
| |
| Høst på Skjoldemose gods, Stenstrup sogn |
| |
| Meddeler fru Henningsen, Erika Moelgren og Kr. Jakobsen, henholdsvis 70, 30 og 50 år,
boende i Sørup, født henholdsvis på Strynø, i Sørup og Egebjerg, optegnet 1925 af
Johs. Martin Jensen. Dansk Folkemindesamlings arkiv. |
| |
Høst. På Skjoldemose: Kr. Jakobsen havde i sine unge dage tjent på Skjoldemose. Der
gik det meget festligt til, når man kørte sidste læs ind. Alle høstfolkene skulle
være med på det sidste læs, og karlen sad med en strådukke, der var lavet over et
skelet, dannet af et par stænger, og klædt ud med en piges tøj. "Hurra! Her kommer
vi med den gamle!", råbte de, mens karlen løftede dukken i vejret, og under
lystighed og gammen (der var vist også musik med) gik det fra Skovsgård gennem
Stågerup, over Skjoldemose Løkker til Skjoldemose, hvor man kørte tre gange rundt i
gården og hver gang råbte hurra, når man var ud for baronen, der stod på hovedtrappen
sammen med forvalteren.
På Strynø kørte den, der var først færdig om høsten, omkring til de andre; hest og
vogn var da pyntede - Også der lavede de en dukke, "den gamle", og man satte
den i dens "Andested", som blev sidst færdig med at indavle.
Kr. Jacobsen Sørup: Man lagde noget (Kr. Jac. vidste ikke, hvad) under hæsset. SÅ gik
der ikke rotter eller mus i kornet. Han kendte også skikken "hvætte for kål"
(Så kom gårdens kvinder ud med æbleskiver og brændevin til høstfolkene), der var
bondeskik, mens det ovenfor nævnte festlige indtog med sidste læs var
herregårdssædvane. Sidste læs kaldtes Tæven. Også stråene til tyren kendte han. |
| |
| Høstskikke på Tåsinge |
| |
|
Simon (Lykke) Andersen, kaldet Lykke, husmand, 72 år boende i Bjernemark, født i
Lundby, tjent i Lundby, Bjerreby, Stjoul, Vårø og Helluf, Optegnet 1924 af Johs. Martin
Jensen. |
| |
Høst.
S.L. vidste ikke, hvilket dyr, der skulle fanges, når sidste skår
hugges. Dersom høstpigen bandt sidste neg, ville hun få en enkemand ("så får du
den gamle", sagde man). Intet navn eller særlig skik knyttet til sidste neg.
Strådukke kendes ikke. Man lod (som på Fyn) ikke med vilje noget uhøstet. Blev
alligevel et par strå stående, kunne tyren have det. [Ny skrift] Hestene skulle pyntes,
når man kørte sidste læs ind, ellers avlede man ingenting næste år. [Ny skrift
sluttter her]
L.L. kendte ikke til, at sidste æble lades uplukket.
Hestene pyntes, når sidste læs køres ind. S.L. kendte intet navn på sidste læs. Som
på Fyn klappede man for kålen (strøg leer på skrømt o.s.v.) når man havde ophøstet.
Det havde S.L. været med til flere gange. Sidste gang var i Vårø præstegård (den
ligger på sin jord, men er nu flyttet nærmere Bjerreby, til hvis kirke den hører).
Fruen kom ud og kaldte dem ind, og så stod der en gang at drikke til dem.
Man holdt dels private høstgilder, hvor alle, der havde hjulpet til ved høsten, var med,
dels høstgilde (med dans) for hele byen i en dansestue eller - bod (sådanne holdt
private, og der var vel mindst 4-5 af dem på hele Tåsinge) |
| |
|
Birkholm |
| |
Dansk Folkemindesamling
Birkholm pr. Marstal 17.1. 1931. Emmy Nielsen |
| |
Hr. Dr. Ussing
I henhold til at de i efteråret besøgte øen Birkholm og jeg da lovede dem engang ved
lejlighed at nedskrive forskellige småting angående sæder og skikke her på øen, skal
jeg tillade mig at fremsende nedenstående, idet jeg håber at de vil undskylde mig det
har varet så længe.
Øen Birkholm er beliggende i det fynske øhav mellem Tåsinge og Ærø, den har for tiden
68 indbyggere, der ernærer sig dels som landbrugere og dels som fiskere. Øen hører i
kommunalt henseende under Drejø sogn men landbrugerne ejer ikke jorden selv, idet øen
hører under grevskabet Tranekær- Langeland og de således med hensyn til denne er
fæstebønder endnu, men bygninger og besætninger er deres egne.
Hvorlænge øen har været beboet, vides ikke med bestemthed - men den var ialtfald beboet
på Christian 3. tid da den blev lagt ind under Drejø sogn. Man antager, at de første
indbyggere var et par bønderkalre, der fra Tranekær gods flygtede fra en ond ridefoged,
eller måske forvistes til denne lille lave ø, hvor de så delte jorden og stiftede
familie, sikkert er det ialtfald at de gamle Birkholmere i lange tider søgte Humble kirke
på Langeland, til trods for at der er en meget lang vej til Ristinge den nærmeste
landingsplads for Humble. Endnu i dag kan påvises, hvilken stolerækker der var bestemte
for Birkholmerne i Humble kirke.
Den sidste læs
En smuk skik som endnu bevares, og vist er enestående for Birkholm er det sidste læs.
Det sidste læs af årets høst afhentedes altid i det yderste hjørne af marken. Alle
høstfolkene sætter sig op - ligeledes alle øens mindre børn. Husbonden sætter sig
agter på læsset udfolder Dannebrog på et forkeskaft og under sang kører så karlen så
læsset omkring på øen - alle vegne hvor det kom forbi, trakterede konerne med en lille
rød snaps (frugtvin eller saft) og når læsset under det vajende Dannebrog køres ind i
den gård, hvor det hører hjemme råbes der hurra af børn og gamle og så trakterer
husmoderen med æbleskiver og øl med lidt godt i. Enhver gårdmand havde som regel både
en husmand og en kone til hjælp i høsten. En husmand fik i høsten som løn 2 tønder
rug - en kone 1 tønde rug - tillige fik begge 1 skæppe byg til gryn, et sigtebrød, 1
ost og et par pund smør. Den stadige sejlads har også medført ejendommelige skikke på
denne ø. Når en lille verdensborger er ventet at se dagens lys, bliver der tilsagt fire
mænd, "en manestid før" til at holde dem klar til hurtig sejlads - den
vordende faders jolle ligger så sejlklar med åretolde, årer, sejl og andet tilbehør -
og med ganske kort varsel går de fire mænd - enten det er nat eller dag storm eller
stille om bord og kan i forbavsende kort tid hente jordemoderen på Strynø der ligger ca.
en mil fra Birkholm. En sådan tur kan ved nattetide eller ofte i uvejr med truende
isdannelser være meget vanskelig og udmattende, derfor er disse fire mænd - den dag
barnet bliver døbt - selvskrevne faddere til barnet og som sådanne hædersgæster
ved barselgildet.
(Skikken hersker forøvrigt den dag i dag).
Al kirkefærd har i de sidste hundrede år foregået til Drejø i noget meget store joller
- der kunne tage op til 20 personer med stabilt vejrlig.Birkholm havde sådanne to brede
joller der førte store smakker "jagten" og "Tranekær" (begge
Birkholmsjoller endte forresten på Skarø med indlagt petroleumsmotor som fiskerbåde.)
En slags dispensationer med hensyn til ydelsen af tiende til præsten herskede engang i
ældre tid for bønderne her den ordning at i stedet for korn eller penge fik disse lov
til at levere visse pund ål, disse indfangedes på flere forskellige måder men en af
disse var at to mand gik ud i en jolle ved aftenstide, den ene oplyste havbunden ved at
blusse med halm, medens den anden med en lyster stangede ålene. Senere stangedes der ål
ved hjælp af tranlampers blus, atter senere Carbid og nu petroleum. Birkholmerne er et
lykkeligt lille samfund, tilfredse med deres kår, hjælpsomme mod hverandre og enige når
det gælder deres øes anliggende. De er livlige og interesserede mennesker med et
letbevægeligt sind, en præst fra Drejø kaldte dem engang for Drejø sogns franskmænd,
hvilket er meget karakteristisk. Fælles for dem alle gamle som unge er den kærlighed
hvormed de altid har set op til øens ejere - Greverne på Tranekær
Greverne har også kun gjort Birkholmerne godt, og der har altid hersket det mest ideelle
forhold dem imellem. For en del år tilbage kom den gamle greve altid på en dertil
bestemt dag herover med et stort jagtselskab, der gør jagt på øens harer, øens beboere
var da klappere og den dag var deres største festdag, der var gerne damer med
jagtselskabet og grevinden talte med, og tog sig af øens børn, der alle elskede hende.
Især hver jul sålænge grevinden boede på Tranekær, kom der en stor tønde frugt til
deling mellem hendes børn på Birkholm. I gammel tid var der en stor tromme på øen, den
var stationeret hos oldermanden, der måtte tromme, når øens folk skulle sammenkaldes
til gilder, rådslagning og lignende. Også når der var havis måtte der trommes om
natten og det skiftedes man til, denne trommen skulle dels være til vejledning for
vejfarende på isen og dels for at minde ugerningsmænd om at man på øen var vågne og
helst måtte holde sig borte.
........
|
| |
|
Høsten. Gamle skikke, benævnelser og overtro om høsten på øerne
Tåsinge, Strynø, Drejø, Skarø, Hjortø og Birkholm. |
| |
Optegnelser af Thorvald Hansen. Udarbejdet af Henrik Ussing i "Mellem Sydfynske
Sunde"
Afskrift ved Edvard Broholm, Skarø |
| |
|
Langt den største betydning havde kornhøsten, og der var til den knyttet megen
tro mange skikke og forskellige slags festlighed.
Blev der tilfældigt nogle strå stående til sidst, når man høstede, sagde de på
Tåsinge, alt "det kunne tyren have" Men der var også dem, der med vilje
efterlod nogle strå med aks i et hjørne af marken; det hed: "Pas nu, at lade noget
stå til tyren".
På Tåsinge søgte høstfolkene at blive fri for at binde det sidste neg; den, der gjorde
det "fik enken" eller "Enkemanden" eller "den gamle" hvad de
unge jo helst ville undgå.
På Strynø skulle alle deltage i kappestriden om at blive først færdig med opbindingen,
og det var meget spændende; for den, der blev sidst, "skulle have en over 60
år". - Den, der på Drejø bandt sidste neg, skulle hele året være den
gamle".
På Skarø "fik hun en gammel mand".
Når høstkarlene var færdige med at skære kornet drog de hjem til gården for "at
vætte for kål" eller "klappe for kål". De stillede sig op ude i haven og
slog på lebladet med strygeremmen og truede med at hugge kålen om, hvis de ikke fik
punsj eller andet skænk. Så skulle "vor mor" jo snart være der med en drik og
en lækker bid.
Om aftenen vankede der en god ophøstningsnare (nadver). Dette var skikke og talemåder,
der var fælles for alle øerne; men der kunne også være sæd og tro, der var særegen
for hvert enkelt lille samfund.
I høsten kappedes gårdene på Strynø om at blive først færdig med afmejningen; thi
hvem af naboerne, der blev sidst, skulle "have Tæven til hjælper"
Tæven var en stor kludedukke, man satte hos sidste mand. At få den anbragt i en kramme
(d.v.s. kornhob) i naboens mark var ikke nemt; thi ingen måtte se hvorfra den var kommen,
og det var heller ikke alle, der tog det som en spøg. Ofte var der påskrifter på tæven
som: "Må jeg have lov at hjælpe?" "Jeg kommer, da jeg ser, I tiltrænger
min hjælp".
Næste år skulle modtageren nok passe på ikke at komme bagefter og så se sit snit til
at tilbagelevere Tæven med en tak for sidst.
Det sidste høstlæs der medst bestod af rivning kaldtes Atlæs. På det sad under
hjemkørselen alle, der havde hjulpet til med høsten; hestene var pyntede, for ellers
avlede man intet næste år.
Man havde flag med på vognen og under hurraråb og sang gik det hjem i galop. Det brugtes
også, at den, der var først færdig med høsten, kørte omkring til de andre med pyntede
heste og vogn. Også ved denne lejlighed kunne der laves en dukke, "den gamle"
som man satte i dens kramested, som blev sidst færdig med at indavle.
Den aften, man havde fået det sidste korn i hus, samledes alle medhjælperne til en lille
festlighed med varm aftenspise. På Tåsinge var hestene for det sidste læs, der kørtes
ind pyntede. Når høsten var i hus, holdt man Skurgilde; skur er et ord der er beslægtet
mod at skære (kornet)
Omkring 1880 var disse gilder meget bekostelige og tidsspildende, da man samledes dertil
både fra ens egen igen fra by og fra andre byer og dansede til langt ud på natten.
Senere kom kun familien og de mennesker, der havde hjulpet med høstens bjergning. Man
spiste en bedre aftensmad og derefter svang man sig i den pyntede lo til tonerne fra
en violin eller en harmonika.
Man kunne også holde høstgilde med dans for hvis byen i en dansestue eller
dansebed; der
var mindst 4-5 af den slags steder på Tåsinge, hvor en mand holdt beværtning og
offentlig bal.
Høsten
Drejø og muligvis også Skarø.
På Drejø lod man altid kornet modne godt; thi des lettere var det at aftærske med
plejlen. Men da kornet så let faldt af under høstarbejdet, bandt man gerne op, mens
duggene lå eller når duggen faldt. Derfor blev det det ofte så mørkt, at de arbejdende
ikke kunne se hverandre. Når man havde bundet to neg, tog man et særlig langt halmbånd
og bandt dem sammen med; det kaldte man en Kjære.
Man kørte også altid kornet ind ved aftenstid og om morgenen før duggen tørrede. Det
sidste læs kørte de ind under hurra og i galop; det kaldtes Lygtelæsset. Derefter
spiste man indhøstningsnare.
Der blev på Drejø holdt høstgilde af karlene i ungdomslavet, hvortil selvfølgelig
pigerne blev indbudt. Dette gilde holdtes hvert år skiftevis rundt om på gårdene. Der
blev danset i loen, der var smykket med grønt. Og mikkelsaften holdt gårdmændene hver i
sit hjem høstgilde for alle dem, der havde hjulpet på gården i høsten. Pastor Tommerup
kalder høstgildet Skuringsgildet eller skuregilde og omtaler det som et traktement,
efterat kornet er bragt i hus.
Sidst i oktober holdt ungdomslavet på Drejø en novemberfest for dem, der til fardag
skulle flytte fra øen.
Mortensaften holdtes altid lidt tidlig fri på Drejø, Skarø og Strynø. Man spiste
mortensnare altid stegt fjerkræ. Høne, and eller gås.
Strynø
Byggen blev på Strynø sat i stak ved gården. Den dag, da bygstakken var sat, blev der
holdt Stakkegilde, og til det mødte alle de, der havde arbejdet på gården i høsten, ja
i det hele taget i årets løb, samt alle gode venner og bekendte. Konerne kom om
eftermiddagen for at hjælpe husmoderen med tillavningen af maden. Der var i dagens
anledning både brygget, bagt og slagtet. Der blev kogt kløsesuppe på høns og lavet
anden god mad. Juleaften og stakkegildeaftenen måtte intet savnes.
Ved den tid, bordet kunne være dækket, indfandt de mandlige gæster sig, vaksede, men
ellers i dagligtøjet. Kun mændene spiste i stuen. Kvinder og børn i køkkenet, og her
holdt de til hele aftenen. Når maden var fortæret, kom hos mandfolkene tabkaskassen på
bordet, piberne tændtes, en bolle punsj blev bragt ind og aftenen gik med snak,
fortælling og sang.
Ville ungdommen på Strynø holde bal lånte de storstuen hos en gårdmand. Når de unge
karle kom stod ungdosmformanden med en brændevinsflaske og en stor øreløs kop. I bunden
lade de nogle rosiner og skænkede derpå koppen fuld af brændevin. Hver karl var da
nødt til at drikke koppen ud; thi det gjaldt om at nå ned og få fat i rosinerne, som
måtte spises, for fik man ikke dem med, "fik man en dårlig aften".
Edvard Broholm
Høsten Birkholm
På Birkholm afhentedes det sidste læs af årets høst altid i det yderste hjørne af
marken; alle høstfolkene sætter sig op og ligeså alle øens børn. Husbonden sætter
sig after på læsset og udfolder Dannebrog på et forkeskaft, - man ser tydeligt, at man
er hos en landbrugsbefolkning, der er vant til at færdes til søs! Under sang fra alle
på vognen kører nu karlen læsset omkring på øen. Alle steder, hvor de kommer forbi,
skænker konerne en lille rød snaps (frugtvin eller saft) til hver af de kørende. Og
når læsset under det vajende flag kører ind i den gård hvor det hører hjemme, giver
husmoderen æbleskiver og øl. Enhver gårdmand havde gerne en husmand eller en kone til
hjælp i høsten. En husmand fik i høstløn 2 tdr. rug. En kone fik 1 td. rug. Desuden
fik begge 1 skæppe byg til gryn, 1 sigtebrød, 1 ost og et par pund smør.
Den sidste mejedag i marken fik man æbleskiver, men hændte det at gårdmandskonerne ikke
kom med dem, tog man hver sin le, gik hjem og stillede sig foran bryggersdøren og sagde
"Skal vi stryge for kålen", så kom æbleskiverne.
Enken kaldte min far det neg der blev tilovers når vi satte kornnegene sammen i
krammesteder, men det var måske ikke en skik, men kun hans eget påhit.
Edvard H. Broholm
Skarø
|
| |
| Optegnelser om høsten i Øster Skerninge |
| |
| Fra Dansk Folkemindesamling har vi nogle optegnelser fra 1943 om høsten. Den første
fortæller er Karen Petersen, født 1864 i Øster Skerninge, hvor hun havde været bosat
hele livet. Karen Petersen fortæller: |
| |
|
Til rughøsten skulle den ene pige overgå den anden med at pynte sig med pæn, ren
kjole, hvidt forklæde, hvidt liv og hatten med pænt bånd. Ligeså karlene, der kom og
skulle være med, med rene, hvide skjorter. Tøjet blev hurtigt kulsort af rugen, men vi
vaskede det, så det snart der var lejlighed til det, og altid om søndagen.
Den dag, der blev indhøstet rug, fik vi til middag kl. 12 grød eller vælling og
klipfisk. Til aften fik vi desuden varmeøl med sukker og et lille glas rom i, og ved
klokken 7-8 aften dejlig kødbollesuppe og peberodskød.
Når rugen var kommet godt ind, sagde vi altid, og sikken glæde der var: "Det var
dog godt, at rugen kom godt i hus, nu har vi et helt år at få godt brød i".
Måltiderne i høsten var: Davre kl. 5½ eller tiest kl. 6 Frokost kl. 9, middag kl. 12,
kaffe lidt før 2. Kl. 4 eftermiddagsmellemmad. Kl. ca. 8 grød med mælk eller nykogt
byggrød. Dagligt i høsten fik vi desuden 2 gange om eftermiddagen dels mellem 2 og 4 og
dels mellem 4 og fyraften røde snapser, der var lavet af brændevin med solbær - eller
anden god saft og sukker i. Til alle måltider fik hver mand en snaps - drengen ingen. Om
aftenen vandt vi piger kornt til kl. 7-17½. Derefter var vi ude og malke hver 6 køer,
give kalve og se efter hønsene.
Når vi kom til hjørnet på en mark, hed det sig: "Nu må vi se at få hugget ræven
ud". Når de havde afmejet gik alle mejerne og opbinderne hjem ved døren og strøg
leerne. Konen kom da ud med æbleskiver og snaps, ellers huggede de kålen om.
Ingen var for at binde sidste neg på en mark, for hun blev drillet: "Hun skal ha den
gamle", drillede man, og det var der ingen der brød sig om.
Dette sidste læs og hestene for dette pyntedes med blomster, georginerne var gerne
sprunget ud. Læsset måtte ikke være så stort, alle skulle op at køre. Vi kom gerne
hjem med det ved 4tiden, kørte rundt i gården med det og fik æbleskiver.
En tid efter høst var der høstgilde. I reglen var der 20-30 med, og de mødte i
tidligste tid kl.4 eftermiddag, senere først kl. 6 og fik suppe, peberrodskød og
æblekage, hvorefter dansen tog sin begyndelsen til harmonikaspil. Ud på aftenen
opvartedes med kaffe og mest franskbrød med godt smør og fersk kød og rullepølse samt
øl og snaps.
Den 92 årige Anne Nielsens beretning om høsten optegnet i 1943. Anne Nielsen havde
boet i Øster Skerninge fra 9 års alderen og var enke efter en træskomand:
I 18 år boede vi til leje i et hus ved en gård i Sømarken. Min mand var træskomand,
og både han og jeg hjalp til i høsten på gården, der var på 80 tønder land. Af
tjenestefolk var der 2 karle og en dreng samt 2 piger.
Det var festligt når vi kvinder gik der hele dage og bandt op efter jern, og i høstens
tid dansede vi ofte om aftenen til harmonikaspil. Ingen måtte den gang hedde sig at være
trætte.
Når vi skulle meje det sidste skår på en mark, sagde man: "Nu skal vi ha
hugget ræven ud". Når vi var helt færdige med at meje, gik alle mejerne hjem ved
døren og vættede deres leer. Konen kom så ud med æbleskiver og brændevin samt gammelt
øl på runde lejler.
Hestene for det sidste læs blev pyntet med korn, rønnebær og blomster. Alle skulle op
at køre, og børnene kom ud i marken og sad time efter time for at komme til at køre
hjem på det sidste læs. Om aftenen, når der var indhøstet, havde vi det lille
høstgilde: vi fik bedre aftensmad, punch og æbleskiver og dansede til harmonika.
Senere på efteråret var det rigtige høstgilde for alle gårdens folk, og alle, der
havde været med at høste. Vi fik aftensmad: suppe og steg samt punch og kaffe ud af
aftenen og dansede og morede os.
|
| |
Fra mejetøj til mejetærsker
Optegnelser af Jørgen Hansen, Søstok, Fjellerup |
| |
| [Byhornet. årgang 1983, nr. 1] |
| |
Vi der i dag er ved at nærme os de fire snese år, har oplevet en enestående
udvikling på næsten alle områder. Så kan der være delte meninger om al denne
udviklings værdi. Jeg mindes ældre folk har sagt: "Nej, må vi så bede om den
gamle høstform. I gammel tid var der feststemning over høsten". Og det er også
sandt. I gammel tid fik skolebørnene ikke sommerferie, de fik høstferie. Og kom høsten
sent, så indrettede skolerne ferien efter høstens komme. Dette var meget naturligt, for
der var brug for alle hænder når høsten skulle bjerges på gammeldags vis. Den gang
regnede man i vor skolelovgivning med at børnene var en nødvendig arbejdskraftreserve.
Den vestjyske skoleordning med mange flere skoletimer om vinteren end om sommeren var
også en hensyntagen til dette forhold. Min egen kone fortæller, at hun gik i skole en
dag om ugen den sidste sommer hun gik i skole. I Vestjylland var der derfor noget der hed
vinterlærerinder, som kun havde arbejde om vinteren.
Mekaniseringen kom selvfølgelig først til herregårdene. Senere til
bøndergårdene, der afhængig af de forskellige bønders mere eller mindre fremdrift
eller tilsvarende træghed. Min far hørte efter min mening til de træge. Men lad os se
på en af de gamle festlige høstdage. For det er jo sandt, at det var en festdag, nå
rugen skulle høstes. Dengang var rugen altid først moden. Og hvis det var muligt, skulle
den helst af på een dag. Der blev gjort de nødvendige forberedelser. Leerne blev slebet
eller haret. Far harede dog ikke sin le, men sleb den på vor store slibesten, hvor det
var mit job at levere den menneskelige drivkraft. Min far fortalte, at det egentlig var
bedst at hare sin le, fordi at den kunne hvæsses skarp længere tid efter haring end
efter slibning. En haring krævede et harested, en art ambolt og en helt bestemt
størrelse hammer og sidst, men ikke mindst: et sikkert håndelag hos manden med hammeren.
Når leen så var haret eller slebet, så var en stryge god til at skærpe leen mange
gange i løbet af en dags tid. Her omkring hed en stryge en vætte. I Jylland hed den en
jøllestryge. En jølle er et navn for en høle. Min gamle højskolekammerat Thorvald
Henningsens far og siden hans bror havde en lille hjemmeindustri ved at fabrikere vætter.
Vore mejetøjer her var Ellerup stager. De var helt af træ, korte og lette. De to
håndtag, knagene, var anbragt i forskellig højde, så vi kunne have hænderne i samme
højde. Krogene, der fangede kornet, var af træ og var indstillelige.
Min mor og søster havde høstforklæder. Det var en hvid kittel med lange ærmer og
som blev knappet i ryggen. Min mor havde også en såkaldt flagrehat. Det var en art kyse
med stivere i, så hatten blev som en art persienne for solen. Dengang var det ikke fint
at være solbrændt.
Min far havde ca. 1½ tdr. land i en plet, et skifte. Der blev regnet med at en
høstkarl skulle kunne høste 1 td. land pr. dag. Men det var nok forudsat, at det var
godt at høste. Og før der blev anvendt kunstgødning var afgrøderne meget mindre. Far
ville gerne holde på den gamle skik med at slå rugen af på en dag. SÅ fik han som
regel fat i en mand til rughøsten. Han gik over på savværket og spurgte Ovesen, om han
kunne leje en af hans folk. Og det kunne som regel lade sig gøre. I mange år kom en
mindre mand, som hed Kristoffer Jørgensen. Han var oprindelig tømrer og havde bygget sig
et hus med kælder under hele huset. Der bor i dag pejsefabrikant Leif
Mølbæk. Far
var glad for denne mand, fordi han høstede godt og så var ikke nogen egentlig bryder, og
det var min far heller ikke, så de passede godt sammen. Hvis vejret var godt nåede disse
to altid hele pletten. Der blev altid hugget ind på rugen, derfor skulle der bindes op
med det samme. Kvinderne og de store børn var opbindere. Det var også en god dags
arbejde at binde op efter en høstkarl en hel dag.
På de større gårde talte man om, hvor mange jern man kunne sætte på en mark i
høstens tid. Et jern var en høstkarl med opbinderske. Sammensætningen blev som regel
overladt til en noget ældre mand. Jeg mindes min bedstefar, Lars Træskomand fra
Kullerup, "Søstok"s tidligere ejer, Lars Jørgensen og Jens Hvenegaard og sidst
men ikke mindst vor gamle hyggelige landpost, Karl Gustav Hansen. Han var en
gårdmandssøn fra Ellested og han var vor nærmeste nabo eller vel rettere genbo, idet
der er vejen imellem. Han kom altid og hjalp til i høsten. Og kneb det kom hans kone
også og gav en hånd med.
Når vi om efteråret handlede kartofler, så kunne Karl Post være smålig, men
når han havde hjulpet ved høsten, så kunne han til gengæld være storsindet. Jeg
mindes året 1952, da vi havde fået det gamle stråtag udskiftet med den nye trempel og
eternitpladetaget, da havde både Karl og hans kone hjulpet os meget med høsten, og da
jeg ville betale for deres hjælp, sagde Karl Post: "Nej tak, det skal vi ikke have
noget for, du har haft udgifter nok i sommer". Og det var jo sandt. Men efter dette
er det vel nok et spørgsmål, hvem der var den smålige, det var vel nok mig selv. Karl
Post var fra den tid, da høsten var en sag for hele det danske folk. Jeg tror, at det for
ham var en samvittighedssag. Og den indstilling havde mange dengang.
Byggen var altid senere moden end rugen, og det var kun rugen der pr. tradition
helst skulle af på en dag. Vårsæden blev som regel lagt på skår. Det skifte, som
havde udlæg, var det en stor fordel at kunne få vejret før det blev bundet op. Før
opbindingen blev skårene trillede med en trærive med kort hoved og lange tænder. Når
skårene var trillede, blev de bundet med tyskerbånd eller langhalmsbånd. Et tyskerbånd
fik vi når vi tog en lok fra neget og delte den i to lige store dele og lavede en
tyskerlås i topenden, så blev håndlåsen ved roden. Jeg mærker, at det er svært at
beskrive et tyskerbånd, men det var hurtigt gjort, når man havde øvelsen. Min far ville
helst have, at vi brugte langhalmsbånd, fordi han var bange for at vi ellers rev kernerne
af kornlokken. Vi delte en kærre langhalm i to dokker, og tog sådan en dokke med os fra
neg til neg. Redehalm kunne også bruges. Det var plejltærsket rughalm, som ikke var
lavet i langhalm. Selve høstningen kunne der ikke så godt jages af sted med, anderledes
var det med opbindingen. Jeg mindes engang min søster og jeg bandt hele den nederste plet
op på en eftermiddag. Negene var trillede, så det var bare med at tage fat, og det
gjorde vi. Det var svært for mig at holde trit med min søster, men jeg opdagede, at hvis
jeg sagde noget, som hun kom til at le af, så vandt jeg ind på hende. Latteren opløser
den sammenbidte energi.
Endnu et par hedengangne naboer kommer i min erindring. Det er den gamle træskomand
Kristen Pedersen. Han ville gerne med en lille tur hvert år. SÅ tog han med hele
Søstokfamilien en ur i mosen. Mor havde forskellige forfriskninger med, så der
blev en lille sommerudflugt ud af det, men der blev også altid en plet sat på roden
igen. Far og Kristen Pedersen passede godt sammen, de jog ikke tempoet op, men lavede et
pænt stykke arbejde.
Der var også en yngre nabo, brøndgraver Niels Christian Madsen. Han boede i det
hvide hus, hvor siden Karl Post kom til at bo. Han lånte vor nye fine charabanc med de to
fede heste og kørte på besøg hos sin svigermor i Kattekilde. Det gjorde han en dags
høstarbejde for. Og det var noget der blev kendt, når Niels Christian kom. Han er den
bedste høstkarl jeg kan mindes. Han tog en stor bred skår, han lagde skåret pænt og
satte en meget kort stub. Og det var noget min far var meget glad for. Det var om at få
halmen med, der var ikke så meget af den. Når de startede, gik min far foran, men efter
det første skår sagde brøndgraveren: "Ja, du kunne jo også lige lade mig komme
foran en gang, Hans Peder". Og så gled brøndgraveren og det gentog sig flere gange
i løbet af dagen. Og det er bemærkelsesværdigt med hvilken takt han kunne klare denne
løben foran min far.
Når der var blevet ophøstet, så var traditionen at høstkarlene gik hjem og
"hvæssede for kålen?" Og så måtte madmor helst være vaks ved havelågen med
en snaps for at redde sin kål.
I min tidligste ungdom blev stubjorden revet med håndrive. Min far foretrak
håndrivningen fordi at med den kunne man bedre få alle aksene med, hvorimod han mente,
at en hesterive tog forskelligt skidt med og lod aksene ligge. En slem oplevelse havde min
far da han første gang lånte Niels Andersens hesterive og satte en af sine egne unge
heste for. Hesten blev skrækslagen ved rivens raslen og løb løbsk og løb hjem og ind
ad gadeporten, hvor den splittede riven ad. Denne løbskkørsel var årsag til, at vi
måtte rive med hånden en del år endnu. Min bedstefar i Kullerup lavede sig en stor
menneskerive, som ikke skulle bruges på samme måde som almindelige håndriver, men
trækkes og løftes når den var fuld. Tænderne var store søm (spiger).
Hvis vejret var godt var kornet tjenligt til indkørsel 8 à 10 dage efter at det
var høstet. Indkørsel var ikke så ensidigt et arbejde som høstarbejdet. Fra jeg var
dreng var det altid min far der læssede. Dengang havde vi ikke lad på høstvognen, men
min far vendte tåen opad på det første lag og tåen ned på de øvrige lag. Der fremkom
en såkaldt tå når negene havde taget form af deres plads i åndstedet. Var avlen stor,
så kunne det ske, at vi måtte sætte hæs, og der satte min far også tåen opefter så
længe hæsset skulle tages ud, og når indtagningen kom skulle tåen stadigvæk nedad.
Når vi kørte fra mosen havde vi altid læssetræ på læsset. En pudsighed husker jeg
fra indavlingen af mosekornet. Købmand Aamann havde en foxterrier, der hed Fuks. Når
Fuks så at vi kørte i mosen efter korn, så løb den med os for at fange de mus, der som
regel havde taget bolig i åndstederne. Fuks var en meget dygtig rotte- og mosehund. Det
var kun i høsten at Fuks tog med os i mosen, aldrig ved roeavlen.
Her hos os gik vi direkte fra mejetøjet til selvbinderen. Der var ellers et par
mellemstadier. Nogle slåmaskiner fik påsat aflæggerapparater, der bestod af et sæt
vinger, der førte kornet tilbage mod et fangagreat, der blev holdt i stilling ved en
forbindelse til kuskens ene fod, således at han slap, når neget var passende stort og
tippede det bag af. På denne høstmåde skulle der bindes op med det samme.
Aflæggerapparat har vi aldrig haft. Nogle enkelte år har vi høstet rugen med
slåmaskine. I sådanne tilfælde fik vi al halmen med, men der var en udpræget
tilbøjelighed til at negene blev længere end Vorherre havde skabt dem. Var rugen pæn
har vi før revet langhalm af det meste. SÅ lang tid vi havde stråtag var der altid brug
for langhalm. Vi har dog også før solgt langhalm til Raahauge på Sofienlund. Han skulle
levere langhalm til nogle af Måreskovhusene. Langhalmsfremstilling gik i min tidligste
barndom med håndkraft som alt andet dengang. Når rugen var plejltærsket blev den taget
op i dokker og man rystede det spegede halm fra. Dokken blev stødt op mod gulvet og en
bræddebeslået væg, hvorefter manden tog dokken mellem benene og pillede med fingrene
resten af det spegede strå fra og to eller tre dokker blev bundet sammen til en kær.
Langhalm skulle bindes meget stramt for at kunne holde transport.
Vor gode nabo, Niels Andersen, lavede sig en langhalmsmaskine. Det var en stor
cylinder med en gennemgående aksel af jern, ellers var resten af træ. Dog var
selvfølgelig de mange pigge af jern. Piggene var bagudbøjede. Bøjningen var nødvendig
for at man kunne holde fast på de bundter vi holdt på tromlen. Lokken kunne godt blive
ren for kerner og speget halm, men det frarevne spegehalm måtte over tærskemaskinen for
at blive renset for kerner. Riven gik ved et snoretræk fra hesteomgangen, hvor en hest
havde let ved at klare trækkraften. Jeg vil anslå farten til 600 omdrejninger pr. minut.
Den gennemgående træaksel lå i trælejer. Når vi stillede op, så lagde vi en god tyk
flæskesvær i bunden af lejerne, så var riven selvsmørende.
En rigtig aflæggerhøstmaskine havde vor nabo, Niels Andersen. På en sådan var
der et bord bag knivarmen, som opfangede det høstede korn. Bordet var som en kvartcirkel.
På aflæggerne var der vinger, som svingede ned og trak kornet ud til siden, så der
kunne høstes uden at der blev bundet op med det samme. Vingernes mærkelige fart blev
styret af en oval krans, som var støbt sådan, at den vinge, som havde slæbt hoben ud,
svingede op og var i beredskab medens de øvrige foretog samme operation. Niels Andersens
søn, Jens Andersen, har oplyst til mig, at vingernes antal var 3. Andre har sagt 4 eller
5. Der blev vist aldrig mange af disse aflæggere. Det var ofte farligt at køre med disse
maskiner, fordi mange heste blev sky for vingernes mærkelige flagren. Niels Andersens
aflægger kunne også bruges til slåmaskine, når aflæggerapparatet blev afmonteret.
Det var et af de helt store fremskridt, da selvbinderen kom frem. Det var
selvfølgelig herregårdene, der fik dem først. Mig bekendt kom de første selvbindere
fra USA, Milwauke, Mc.Cormick, Deering osv. Efterhånden som herregårdene fik udskiftet
til nye maskiner, så kom de brugte istandsatte bindere ud til de mindre landbrug. Det var
sommeren 1932 vi fik en brugt selvbinder her.
Når kornet var indavlet gik vi i gang med efterårsarbejdet og tærskede kun til
dagen og vejen, som det hedder, så det var kun de færreste, der havde optærsket til
jul, men gerne til Kjørmes den 2. februar. Byg kunne sidde ret længe uden synderlig
museskade, men ikke havre.
Da far kom hertil i 1897 var her kun en plejl. Dengang kunne man leje en daglejer
for en krone pr. dag. Man kunne også leje en håndtærskemaskine, som to mænd
kunne trække ved to håndsving. Disse håndtærskemaskiner gik på kuglelejer eller
grifler, så de var lette at trække og få farten op på de nødvendige 1200
omdrejninger. Men når der kom korn i kneb det at holde omdrejningstallet. Min mor blev
ekspert i at få et tyndt lag igennem. Hun kunne også spinde, og det var nok noget med at
trække kornet tyndt ud, som når hun spandt uld. Når der var sat til foran
håndtærskeren kunne to mænd hjælpes ad med at ryste dyngen fri for korn og få halmen
bundet, enten med knudebånd eller halmlunter. Småhalmen blev taget fra med en
trærive,
ført af en let og øvet hånd. Det der blev tilbage blev skubbet hen i en krog for senere
at blive renset på en rensemaskine. Før i tiden blev en sådan dynge renset ved at blive
kastet mod en åbentstående luge, så avnerne fløj tilbage mod manden, der kastede.
Derved kunne også fås rent korn. De første rensemaskiner blev derfor også kaldt
kastemaskiner, selv om kornet her ikke blev kastet.
Min far lejede en mand, der hed Ove Rasmussen, som boede i det gamle børnehjem. Ove
Rasmussen sagde til min far: "Dette her er noget slavearbejde, og du har jo to store
heste henne i stalden, som er ved at slå huset ned af mangel på andet arbejde. Du må
have dig en hestetrukken tærskemaskine". Så anskaffede far sig en lille
hesteomgang, der hed Pony, og en tilsvarende lille tærskemaskine. Det kneb at
hesteomgangen kunne være mellem laden og vejen. Der måtte fyldes en hel del
teglværksaske i grøften for at hesten kunne komme til at gå rundt. Når der kom
køretøjer forbi, kom de meget nær hesteomgangen og denne trafik påvirkede hesten
oftest i oplivende retning. Det var ellers et ret tungt og ensformigt arbejde både for
hest og hestedriver. Så når der var gået en lille stund, var det bare med at drive på,
så tærskemaskinen kunne holde de nødvendige 1200 omdrejninger pr. minut. Fra
håndtærskemaskinen var min mor vant til at lægge jævnt i og det var også nødvendigt
ved den lille ponymaskine. Gik det for småt bankede far på lemmen, så måtte den brune
have et lille ekstra rap. Hesten var bundet ved grimen til en stang, der udgik fra det
store drivhjuls akse. Når der var sat i gang var det bare med at drive på. Men starten
var ret vanskelig. Det var et meget dødt træk indtil farten kom op i en jævn
skridtgang. Derfor var min far altid ude at starte. Når der var startet var det
drengearbejde at drive hest. Det her omhandlede tærskesæt havde vi til 1911. Da blev her
bygget nyt stuehus og vi flyttede tærskeriet til et nyt sted i det gamle stuehus, hvor
der havde været køkken, spisekammer og soveværelse. Det nye tærskesæt var meget
stort. Navnlig hesteomgangen var af svær kaliber, men nu var der plads i den gamle have.
Ved den tid var der en del større gårde, der gik over til petroleumsmotorer. Den nye
hesteomgang havde før trukket et selvrensende tærskeværk ved fire heste for to bomme.
Vi savede den ene bort og satte vore to heste for den ene bom. Vi fik en stor
tærskemaskine med en blå halmryster foran. SÅ nu var det kun at binde halmen og rense
ud under rysteren. Den rystede godt rent, men der faldt en uhyggelig masse underud af den
blå ryster.
I 1922 kom elektriciteten hertil og vi fik en 5-hestes elektromotor til afløsning
for den store hesteomgang. Ved den tid var der mange der fik kværne. Det mente mange
kunne spare på møllerregningerne. Far købte også en mindre kværn, som hed
Agriko. Den
brugte vi så længe vi havde besætningen. Det var en maskinhandler Larsen, som
tilbød min far at ombytte den blå halmryster med en gul, som havde et stort sorteresold
for neden. Larsen mente, at det kunne være hans firma ligegyldigt, om der stod en blå
brugt halmryster, eller der stod en gul halmryster på deres brugtmaskinelager. Og det var
et godt bytte.
I 1911 fik vi også hakkelsesmaskinen flyttet fra hestefodergangen, hvor den blev
trukket med håndkraft, over bag tærskemaskinen, så vi også fik hestekraft at skære
hestenes hakkelse med. Så måtte hakkelsen til gengæld bæres i sække fra loen over i
hestefodergangen.
Den 5 hk. motor kunne lige til nød trække tærskeværket med rysteren, men det
blev varm. Det gjorde den også da vi udskiftede den store tærskemaskine med et lille
snildt Vester Åby enkeltrenseværk. Årstallet husker jeg ikke, men det har været
omkring 1926. Maskinhandleren fik en god kælvekvie for det lille snilde værk. Nu kunne
vi endelig hænge en sæk for en tud og bære det færdige korn på loftet. Det kneb dog
en del med at kornet kunne blive helt rent med den ene gang rensning på træsoldet under
rysteren. Det hjalp da vi fik et oversold med nedstansede huller. Så blev stubbene rystet
helt bagud.
Det var også en stor lettelse at få hakkelsen skåret, først med hestekraft og
siden med elektricitet. Da hakkelsesmaskinen stod i hestefodergangen blev den som nævnt
trukket med håndkraft, og det foregik på den måde, at der var en træstang med en
jernpig fastgjort i svinghjulets ene eger. I den anden ende var stangen fastgjort i et
svært bræt på endevæggen. Så var bevægelsen stor ved hjulet og gik ned til intet ved
væggen. Forrest ved hjulet måtte stå en solid mand eller kvinde. Næst efter kunne stå
børn afpasset efter størrelse, så den mindste stod helt nede ved væggen. Et
håndsving, som ved et vinkeltræk også trak på hovedakselen blev betjent af den mand
som passede ilægningen. Og det var altid min far. For at resultatet kunne blive godt, så
var det vigtigt, at der blev lagt rigtigt i maskinen. I bunden lagde min far et lag
mosehø. Enghø var det for fordringsfuldt at kalde vort mosehø. Det var væsentligt
padderokker, men var det bjerget godt, var det som om at hestene godt kunne lide dette
krydrede hø. Og i bunden af hakkelsesmaskinen blev det fint og kort. Maskinen blev
forhindret i at savle. Ovenpå høet blev lagt havreneg, som blev rystet godt ud og til
sidst et tyndt lag halm. Hvis der alt dette til trods kom lange strå i hakkelsen, så
pillede vi dem omhyggeligt af og smed dem på hestenes lejer. Jeg mindes som barn
hvorledes vi før julen fik skåret en meget stor dynge hakkelse, så der var nok til alle
juledagene, og det var mindst en uge. Dette arbejde hørte med til en vel forberedt jul.
Her på Søstok kørte vi med Vester Åby Enkeltrenseren til omkring 1944. Det år
havde vi avlet noget meget lang og sej havre, som viste sig at være næsten umulig at få
igennem den forholdsvis lille cylinder på Vester Åby værket. Så måtte vi anskaffe os
et noget større tærskeværk. Vi fik byttet Vester Åby værket med et lidt brugt
Ringsted værk. Dette værk var omtrent ens med de anerkendte Hillerød værker.
Ringstedværket havde kørner og dobbelt renseri samt avnblæser. Ved samme lejlighed
måtte vi udskifte den 5 hestes elektromotor med en 10 hestes Thrige-Titan motor. Kristian
Larsen lavede os en Langeskov halmpresser, som fungerer godt. Laurids Sommer lavede en
kornsilo af træ, fordi jeg ikke længere kunne udholde at bære kornet på
stuehusloftet fordi jeg havde fået slidgigt. Laurits Sommer og smed Bonven lavede en
kopelevator, som trak kornet op i siloen samtidig med at det kom fra tærskeværket. En
del år fik vi optærsket samtidig med indavlingen. Tærskeværket satte de enkelte ting
på plads, så det var lettere at få avlen igennem tærskeværket end at sætte den i
laden.
Men ret hurtigt slog mejetærskeren igennem. Og en mejetærsker har jeg aldrig ejet,
så den vil jeg gå let hen over. Mejetærskeren er jo også i gang alle steder i vort
lille land. Og mon ikke det bliver svært at komme videre end til dem. Efterhånden som
daglønnen steg blev det nødvendigt med mejetærskerne. Skulle høsten foregå som i min
barndom, så kunne kornprisen ikke betale selve arbejdet. |
| |
|
| |
|
| |
|
|
|