Niels
Rasmussen Søkilde: Holstenshus og Nakkebølle med
tilliggende Sogne og øer ..1875
|
| |
I Aaret l791 satte adskillige Bestemmelser ligesom en Grænse for
overdrevent Hoveri, idet Herremænd og Bønder overalt i Landet bleve
opfordrede til at oprette frivillige Foreninger for at bestemmme Hoveriet; og
hvor saadant ikke kunde ske, maatte Enighed tilvejebringes ved
Kommissærer. Men disse Plakater og Bestemmelser havde ingen egentlig
Indflydelse paa Holstenshus, thi Gehejmeraaden havde givet sit Ord paa, at
Bønderne ikke skulde faa Aarsag til Klage over udvidet Hoveri, og det
holdt han trolig. Under hele Slutningsperioden af Hoveriet var det egentlig
ingen trykkende Byrde; det var en indlevet Skik, der ikke mødte Modstand
og Uvillie. Det var tværtimod en Fryd for Ungdommen, ligesom det var en
Kraftprøve, der udførtes med Lyst og Munterhed, næsten
altid omkap med hinanden. Der er senere sagt, at Hoveriet i sine sidste Tider
skabte en lige saa rask og vakker Arbejdsklasse, som det for et Hundredaar siden
under Ridefogdens Pisk skabte en doven og drikfældig Bondestand; thi
Fortiden krævede Arbejdet udført, og, naar dette var endt, havde
Hovfolket Frihed til at more sig, synge, danse og lege, eller hvad man helst
syntes om, den øvrige Del af Dagen. Man morede sig altsaa; thi man havde
hverken Stavnsbaandets vilkaarlige Udskrivning, Ridefogdens Pisk, eller
Træhesten at frygte, og for den legemlige Revselse var Bonden og hans
hustru sikkret ifølge Forord af 25de Marts l791. Dermed vilde vi dog paa
ingen Maade have Hoveriet forsvaret, thi i statsøkonomisk Henseende var
det naturligvis aldeles forkasteligt, og desuden medførte det visselig
mange moralske Ulemper. -Stavnsbaandet var allerede ophævet ved den
mindeværdige Forordning af 20de Juni l788, hvorover hele den danske
Bondestand og enhver ædel Mand i Danmark jublede; og Folkets Begejstring
satte et Par Aar senere Frihedsstøtten udenfor Kjøbenhavns
Vesterport. Det er den første af Kjøbenhavns
Mærkværdigheder, der falder danske Mænd i Øjnene, naar
man ad Jernvejen kommer ind til Danmarks Hovedstad, og den er vel "det
skjønneste Mindesmærke noget Land kan opvise." Paa
Baroniet Holstenshus afsluttedes i Aaret l792 en frivillig Hoveriforening,
hvorefter der hvert Aar skulde brydes et Læg til Boghvede af Gaardens 416
Td. L. Og før dette Læg brødes, skulde alle
hoverigjørende Bønder kaste Lod om de afsatte Lodder, som de saa
beholdt til Dyrkning uforandret, naar Marken var under Drift. Til Rug skulde
pløjes en Gang, til Byg, Havre og Boghvede to Gange. Desuden maatte
Bønderne harve og tromle samt samle og bortkjøre Sten. Manden
eller en dulig Karl skulde saa sine Lodder, men i Reglen udtog man nogle af de
bedste Karle til Sædemænd. I Høstens Tid maatte enhver
hjemavle sine Sædlodder, efter at have passet Kornet, til det blev
tørt. Hjemkørselen i Laden maatte ske efter Ladefogdens Bud og
Ordre, men Bonden maatte selv medbringe de fornødne Folk. Naar alt
tilbørlig var udført, var Dagen aftjent. Udkjørsel af
Gjødning saa sel som Høsletten, Høets Behandling og
Hjemkørsel udførtes efter Tilsigelse. Hegnet om
Hovedgaardens Marker og Skove var allerede for mange Aar siden
afpælet til hver enkelt Mand. Der var 10.536 Favne dobbelte, 1673 Favne
enkelte Stengjærder. 4.527 F. Risgjærder, hvortil Gjærselen
udvistes af Skovene og 86 F. Stængegjærder. Paa lige Maade
oprensedes alle Vandgrøfter: 1229 Favne paa 1 Alen, 4245 F. paa 2 Al. og
45 Favne paa 4 Alens Bredde. Naar disse vare oprensede, bleve de synede af hele
Hovlaget. Tærskningen udførtes ligeledes efter Omgang af de 39
hoverigjørende Bønder, Kastningen af dertil tilsagte Karle, og til
Rensningen afgaves hver Vinter 12 Bud fra hver Gaard. Det var i Regelen Pigernes
Bestilling at rense Korn, og det kunde enhver dygtig Pige, men saa var det jo
det værste, at de fire Tønder Korn, som var Udbyttet af Dagens
Arbejde, skulde bæres op paa Loftet. Dog kunde Pigerne i Regelen slippe
for dette, thi de fleste af dem havde en eller anden god Ven blandt Karlene i
Laden, som løb op med en Tønde ad Gangen, medens Pigerne
lagde ud eller bandt Foder for ham i Stedet. Til at rense Enge og at
strø Muldskud afgaves hvert Foraar 2 Bud, men for ingen af disse Arbejder
gaves Billetter, hvad derimod var Tilfældet for Tørveskæring,
Tørvenes Pasning , Skovning, Oprensning af Vandsteder, Flytning af
Hø og Halm, Tang og Materialer til Borge- og Ladegaardens
Vedligeholdelse, Udførelse af Haandlangerarbejde, Opbrydning af Sten o.s.v. Til et Læs Korn eller Fødevarer regnede man 2 Td.
Smør = 50 Oste= 4 Td. Rug eller Byg = 5 Td. Havre. Af hver Gaard skulde
aarlig præsteres for Billetter 40 Spænd- og 52 Gangdage, men senere
nedsattes dette Antal til 34 Spænd- og 50 Gangdage. Foruden Hoveriet
paalaa det fremdeles Bønderne at vedligeholde Kirken, Veje og Broer.
Ladefogden var den, der havde Kommandoen og Opsynet over Arbejdet ved
Hoveriet, hvorfor Bønderne i Regelen fandt deres Regning ved
jævnlig at traktere ham med Brændevin og gammelt Øl, indtil
han var ude af Stand til at se nogen Brøst ved Arbejdet.
Brændevinen havde gjort Alt godt. Saa kom der en ny Ladefoged, som var
lidt kræsen ved Bøndernes Brændevin, var en overmodig Krabat,
der ikke huede Hovbønderne og forlangte alt efter en ny Skik. Paa den
store Dag i Slet, Aarets vigitgste Hovdag, kom det til et voldsomt
Sammenstød. Han forlangte ifølge Reglementet, at Høet
skulle rives op af alle Grøfter og bæres ud fra ethvert Sted, hvor
der enten var Skygge eller Fugtighed, noget man ikke havde kjendt. Pigerne svore
paa, at det ikke skulde ske, medens Ladefogden bandte og skjældte og
svingede sin Stok; men Karlene toge Pigernes Parti, og Ladefogden maatte
høre nogle drøje Sandheder, saa han fandt det raadeligst at vende
Næsen hjemad. Da saa Bønderne om Foraaret fik deres Gjærdegilde, ved hvilket Herremanden gav Brændevin og
Bønderne gammelt Øl og Most, maatte Ladefogden efter gammel
Sædvane med; og nu havde Byens Karle slaaet sig sammen om at drikke ham
under Bordet. Han var en Elsker af varm Most, og han drak med god Villie. Siden
kom den ene Karl frem efter den anden, sang Skaaler til hasn Ære, og han
maatte naturligvis drikke, og han drak, til han faldt om paa Stedet. I
S>vinestien havde man en Griseso med smaa Grise. Her bar man Ladefogden ud og
lagde ham i Soens varme Leje, hvor Grisene søgte hen for at patte deres
nye Selskabsbroder,til stor Morskab for hele Ungdommen. Efter den Dag blev
Ladefogden overmaade flink, men varm Most drak han aldrig mere. Ved
Hoveriet maatte Pigerne saavel som Mænd og Karle gjøre
Tjeneste. Det var alene i Gjærdetiden, og naar man skovede Brænde,
at Pigerne vare fri. Gjærderne især om Dyrehaverne , maaatte
være faste og gode; de bleve eftersynede ved et almindeligt Syn, og for
hvert et Hul og for hver en Stavre, der stod ovenfor, maatte man give nogle
Skilling i Mulkt til fælles Fortæring ved Gjærdegildet. Om
Vinteren maatte hver Mand møde efter Tilsigelse for at kjøre Gjødning. Piger og Karle læssede
paa; Mændene og Drengene
kjørte bort, for at sætte Gjødningen i en Dynge i Marken,
hvilken man længere hen i Foraaret atter maatte sprede.
Tørvegravningen varede gjerne sex Dage hvert Foraar, og baade Karl og
Pige maatte møde; men saa fik man almindeligvis sin Dagsplet tilmaalt,
som man gjærne blev færdig med til hen over Middag, og den
øvrige Del af Dagen havde man til at more sig i. Her kunde man lege,
springe buk, trække Tov, synge og spøge. Naar saa Tørven var
gravet, gav Godsejerne Penge til Tørvegildet, 12 skl. til hver. Den Pige,
som ikke yndede Brændevin, kunde faa sine 12 skl. til Naale, men de fleste
toge deres Taar med. Det var nu engang en Modesag, og for Moden maatte man
bøje sig. Slaatiden var den interessanteste og villeste Tid. At
slaa i Stensmarken var en hel Højtid. Her maatte de unge Knøse
bruge deres Kræfter, om de kunde bestaa Prøven og blive Karle. Det
var en stor Fordel at blive "Karl" , thi saa maatte man tage Korn paa
Stænget (Slyden) og i Laden, naar man kom til Hove. Prøven
faldt gjærne tilfredsstillende ud, thi den bedste Le var ikke for god. De
gamle "Sørensmedleer" eller Kejleholmeleer) maatte frem
paa en saadan Dag Man siger om disse Leer, at de vare farlige Vaaben, thi skar
man sig paa en saadan Bulbider, kunde Saaret ikke mere læges. Paa den
store Dag i Slet begyndte man kl- 1 om Morgenen, og efter 8-9 Timers
anstrængende Arbejde var man gjerne færdig. Derefter gik man hjem og
hvilede sig for at være des stærkere ved Slaagildet den kommende
Aften. Ved dette Gilde bleve de unge Knøse, der havde slaaet med og
bestaaet Prøven, indviede til Karle. I hver By var en Rodekarl, der gik
foran det Aar; det var hans Hverv at indvie de unge Karle, der til Indledning
maatte drikke i Pægl Brændevin og et Krus gammelt Øl. Efter
at Rodekarlen havde drukket den unge Karl til, fremsagde han følgende
Indvielsesord: "Her er en ung Karl, som skal lyses ind i vort Lag,
Han har slaaet hos os idag, Han har slaaet sin Skaar, han kan væ'
bekjendt, Han maa følge os paa Ager og i Eng, I Lo og i Lad', i
Mark og i By, Men Rakker og Kjæltringer skal han sky og fly."
I Høsttiden maatte alle Mand være paa Pletten for paa
Ladefogdens Signal at hugge løs; og nu blev der Kraft paa- Enhver vilde
være først med sin Lod. Ved Indkjørselen fik ingen Lov til
at komme ind ad Leddet, før Ladefogden havde givet Ordre, men naar denne
var given, kjørte man, som man var gale. Det var dog under en vedtagen
Mulkt forbudt at kjøre uden om hverandre. Væltede en Vogn med
Læs, da havde den Mand tabt, og ham ventede man ikke efter. Karlen
kjørte sædvanlig Kornet ind i Laden, medens den anden Karl var
tilstede her for at tage imod det; Mand og Pige vare i Marken. Var Vejret
gunstigt, kunde man i ALmindelighed hjemkjøre hver Sædlod i mindre
end en Dag, og blev man klar paa Herregaarden til hen ad Kl. 3-4, maatte man i
strygende Fart hjem for at begynde paa sit eget. Og ved dette holdt man
ofte ud til over Midnat. Ved Pløjningen gjaldt det om at komme
først i Marken. Længe før Dag begyndte man paa dette
Arbejde. Om man ved Furingen kjørte noget ud og ind, havde intet at sige.
En lille Tøs paa otte ni Aar var god nok til at drive Plov, og mangen
Gang ogsaa god nok til at drive Harve. Det var især de store,
ægte Bondevenner, Brødrene Reventlow, Bernstorff,
Colbjørnsen og dem, der stode om Tronen i Frederik den Sjettes unge Dage,
som gave Stødet til, at Hoveriet mere og mere gik tilbage, til hvad det i
sin Oprindelse havde været: et let overkommeligt Arbejde, der
udførtes med Lyst og Munterhed af den lykkelige og tilfredse
Fæstebonde, indtil det omsider aldeles ophævedes. Paa Baroniet
Brahetrolleborg var Hoveriet allerede ophævet omtrent samtidig med l788.
Paa Baroniet Holstenshus var der samtidig tænkt paa en lignende
Afløsning, som vi i det foregaaaende have set, maatte strande paa
Bøndernes Mistroiskhed og Uvillie mod alt nyt, især naar det gjaldt
om at komme af med Penge; og Hoverie i sin milde Form vedblev at bestaa indtil
den nuværende Besidder overtog Baroniets Styrelse. Ved en Forening af 22de
Aug. l826 blev det pligtige Naturalhoveri til Hovedgaarden Holstenshus
ophævet fra nævnte Aars 1ste Novbr. imod et fastsat aarligt Vederag,
at svare dels i Korn dels i Penge. Holstenshus er saaledes blandt de
første Godser, der gav Afkald paa denne forældede Indretning, og
det er værd at lægge Mærke til, at det var en af de
første Reformer, den nuværende (1875) ædle Besidder
iværksatte paa sin Faders Vegne paa det under hans Administration betroede
Gods, hvis lykkelige Beboere nu efter et halvt hundrede Aars Forløb
tiljuble den ædle Besidder deres Taknemmelighed. Der blev alene forbeholdt
nogle faa Kjørselsægter aarlig, hvilke for de under Dirnisse,
Katterø og Pejrup Byer henhørende 33 Hovningsbønder
bestemtes til 2 Langægter, hver paa 4 Mil, og 4 Udskibningsægter til
Faaborg. For de 12 Hovningsbønder i Vesteraaby, der forrettede
mindre Hovning, regnedes 2 Udskibningsægter til Faaborg aarlig. Vederlaget
for hver af de 33 førstnævnte Bønder ansatttes til 3½
Td. Rug, 3½ Td. Byg og 14 Rdl. i Penge. Og for hver af de 12
Bønder i Vesteraaby 2½ Td. Rug, 2½ Td. Byg og 10 Rdl. i
Penge. Fra 1ste Maj l844 ophævedes ogsaa disse Kjørsler,
saaledes at hver af de 33 Fæstere gav et aarligt Vederlag af 4 Skp. Rug og
4 Skp. Byg, men hver af de 12 gav 2 Skp. Rug og 2 Skp. Byg. Dog blev der taget
det Forbehold, at Bønderne ligesom hidtil uden Godtgjørelse maatte
afgive Kjørsel af Vejenes Vedligeholdesel samt Arbejde i Tilfælde
af Ildebrand ved Hovedgaarden eller Bøndergodset. Men denne
Bestemmelse gjaldt mere som en frivillig Forening end som en indgaaet
Forpligtelse, og dengang man opførte en ny Hovedbygning ved Holstenshus,
var hele Omegnen rede ved Kjørsel, Haandlangerarbejde og anden
hjælp. |
| |
|
Agerbrugets fremgang, p.l08ff.
|
| |
Agerbrugets Fremgang, der navnlig ved Gehejmeraad Holstens og Grev
Ludvig Reventlows Bestræbelser var kommen godt i Gang før Krigen,
blev imidlertid standset. De mange Ufredsaar (fra l807-l8l4) virkede dog
saaledes, at Landet saa at sige i det hele sank ned i Armod og Usselhed.
Statsbankerotten l8l3 bevirkede en Forstyrrelse i alle Forhold, saa enhver
virkelig Forbedring maatte længe lade vente paa sig. Først i
Trediverne begyndte enkelte fremragende Bønder at følge
Herregaardenes Exempel med Mærgling og Brak. Dog var Helbrak endnu
sjælden. Paa de fleste Steder havde man brudt overtvært med den
gamle Dyrkningsmaade, at saa Byg Aaret før Rug, men nu dyrkede man
især paa de lettere Jorder Boghvede og Kartofler i den saakaldte Brakmark.
Paa Høbbet dyrkede man saaledes hvert Aar store Arealer med Kartofler, og
det var mere eller mindre Tilfældet overalt i Svendborg
Amt.Kartoffeldyrkningen havde dog allerede tabt sig en Del inden
Sygdommens Fremkomst l846. Først fra l830 kan man regne, at
Svingploven , som man dengang kaldte "Tohesteploven" eller "den
engelske Plov",har faaet nogen Udbredelse paa denne Egn; men der fandtes
endog Hjulplove i Brug efter l840. For Hjulploven maatte der spændes flere
Heste; derfor kaldte man Svingploven for Tohesteploven. Omtrent samtidig med
Svingploven kom et andet Redskab i Brug, nemlig Extirpatoren, der dog atter
snart gik af Mode, men fremtraadte omtrent l845-46 i en forbedret
Skikkelse under Navn af den svenske Harve, der snart fik en hurtig Udbredelse i
Fyn og fra l850 at regne er det vigtigste Agerdyrkningsredskab næst
ploven. De lette Ploves Indførsel gjorde Mirakelvirkninger ved
Agerbruget. Mærglingen udførtes næsten overalt paa denne vor
Egn i Tidsrummet fra l826 til l848. Før var der meget faa Bønder,
der vilde tro paa dens Virkning; efter l848 var der ikke mere Tvivl tilstede.
Kjendsgerningerne talte for Sagen. Under Krigen l848-50 standsede alle
saadanne Arbejder, men, hvem der ej var færdig forinden, begyndte
trøstig igjen i Foraaret l851.De stedse stigende Priser virkede til, at
Mærglingen blev almindelig næsten paa enhver Jordlod.
Endnu kjendte man kun faa Agerbrugsmaskiner blandt Bønderne.
Paa Herregaardene havde man derimod længe haft baade
Tærske-,Hakkelse- og Rensemaskiner, men Bønderne hjalp sig igjennem
med de gamle Skjærekister, Sold og Standharper. Vi havde en dygtig
Solsætter i Øxenhaven, hvor hans Sønner endnu drive
Forretningen. Sold og Sigter fra Øxenhaven ere vidt og bredt fordelagtig
bekjendte. Paa Bjørnø lavede man før og efter l848 et Slags
fortrinlige Rensemaskiner, og senere bliver lignende - af mere eller
mindre heldig Konstruktion - almindelige næsten i enhver Bondegaard; thi
nu fandt man det yderst kjedeligt at rense det meget Korn med Sold, tilmed
da Folk kom mere og mere af Vane med de rette Haandgreb ved Kornrensningen. Nu
have Kastemaskinerne i de senere Aar slaaet baade Sold og Rensemaskinerne
i de senere Aar slaaet baade Sold og Rensemaskinerne af Marken, og her paa Egnen
laver J. Nielsen i Vesteraaby en fortrinlig Sort i tre Størrelser, der
mange Gange have vundet Præmier. Hakkelsesmaskiner til
Haandkraft begyndte saa smaat at komme i Brug under Krigen 1848-50; men man
maatte hente dem i Odense, indtil man et par Aar senere begyndte at lave dem
baade i Svendborg og Faaborg. Og da Støberierne i sidstnævnte By
udviklede sig, sysselsatte Fabrikationen af Hakkelsesmaskiner mange
Arbejdere. I Tidsrummet l854-l860 blev saa at sige enhver Gaardmand forsynet med
en saadan. Ved samme Tid begyndte man at anskaffe sig Tærskemaskiner til
Hestekraft, med hvilke man senere forenede Hakkelse- og mange Steder
Knusemaskiner eller Skraamøller. I de to sidste Aar har en
Damptærskemaskine været i Gang dels i Faaborg og dels paa Omegnens
Herregaarde Omtrent ved l852 begyndte man enkelte famlende
Forsøg med Afsivning (Draining), men Rørene maatte endnu tildels
hentes fra Teglværkerne ved Flensborg Fjord. Da man senere lærte at
lave Rør ved Egnens Teglværker, varede det ikke længe,
inden Afsivningen blev ligesaa almindelig, som Mærglingen tidligere havde
været. Vi skulle til denne korte Oversigt over Agerbrugets
Udvikling i den nyeste Tid endnu føje, at en af Landets dygtigste
Landmænd, Hr. Forpagter Mackeprang paa Nakkebølle, i hele
denne Udviklingstid har været knyttet til Egnen, og at han, ligesom
Faderen før ham, ikke alene maa betragtes som, der har gaaet forud for de
fleste andre, men ogsaa har givet mangen en fordomsfri Gaardmand og mindre
Jordbruger i Omegnen nyttige Vink og Vejledning. Hr. Mackeprang har en
Række af Aar haft Forpagtningen af Baroniets Hovedgaarde, Holstenshus,
Nakkebølle og Bjørnmosegård, og han har ikke alene vundet
sig et Navn som dygtig praktisk Landmand, men ogsaa som en i enhver Henseende
human og imødekommende Arbejdsgiver. |
| |
|
| |
|
| |
|
|
|