Man har vist mig den ære at anmode mig om ved denne lejlighed at holde et foredrag om landbruget i det 19. århundrede, og jeg har ment ikke at burde frasige mig dette hverv.
I en timestid at give en oversigt over det danske landbrug i det 19. århundrede, hvor fremskridt og den hele udvikling har været så overordentlig rig, er imidlertid en vanskelig opgave, og jeg har derfor kun turdet påtage mig denne opgave i tillid til, at vanskeligheden derved vil stå klart for denne forsamling, og at jeg derved vil få nogen adkomst til at håbe på forsamlingens overbærenhed.
Det 19. århundrede modtog fra sin forgænger, det 18. århundrede, en arv af den allerstørste betydning for hele landbostanden og for hele landbruget, nemlig de grundlæggende landboreformer, der havde deres rod i den sidste halvdel af det 18. århundrede og som gik jævnsides med tilsvarende reformer på andre samfundsområder. Disse landboreformer havde som bekendt til løsen ordet "Frihed"; de tog sigte på at skaffe den enkelte fuld personlig frihed, at stille alle lige for loven, at fjerne de tyngende og snærende bånd og indskrænkninger, der fra gammel tid hæmmede den enkelte landbrugers virksomhed og forhindrede en naturlig udvikling af erhvervslivet og omsætningen.
Ved århundredets begyndelse var disse reformer i fuld gang, meget var allerede udrettet, men meget stod dog endnu tilbage at nå. Vel sagtnede reformbevægelsen allerede tidligt i århundredet stærkt; men grunden var lagt og arbejdet påbegyndt på en heldig og lykkelig måde; der byggedes videre, og ved århundredets midte kom der atter fart i landboreformerne, så at man nu ved århundredets udgang i det hele store taget er nået det mål, man havde set hen til i de store landboreformers tid i det 18. århundrede; fjernelse af den forældede landboforfatning og frihed for den enkelte til at bruge sine kræfter og drage fuld nytte af sine evner og sit arbejde under eget ansvar.
Den slægt, der var opvokset i stavnsbåndets tider, kunne ikke være fuldt ud moden til at møde de ny tiders krav; men det 19. århundredes udvikling har i høj grad bidraget til at oplyse og dygtiggøre den hele store landbostand. Tidligt allerede forbedrede man skolevæsenet og supplerede det senere med højskolerne. Den faglige uddannelse var i århundredets første halvdel mere af ren praktisk natur og udgik ofte fra veldrevne store gårde, der i lang tid stod som de centre, hvorfra fremskridtet i driften bredte sig. I århundredets sidste halvdel er hertil kommen en betydelig udvikling af en skolemæssig faguddannelse gennem Landbohøjskolen, landboskolerne, mejeriskolerne og andre specielle fagskoler samt i det hele en for tidligere tider ukendt samvirken mellem videnskab og praksis gennem landbrugslitteratur og landbrugspresse, forsøgsvæsen og konsulenter. Til at udrive den hele store landbostand af det afsondrede liv, der i gamle dage levedes i landbyerne, bidrog mægtigt det politiske liv efter århundredets midte, landbrugets overordentlig stærkt tiltagne foreningsliv og landbrugets mange gange forøgede omsætning og den dermed  følgende vekselvirkning med andre erhverv.
Den frigørelse, oplysning og dygtiggørelse af landbostandens store brede lag, som det 19. århundrede efterhånden medførte, blev af afgørende betydning for den danske landbostand og dermed for hele det danske samfund under de ny vilkår for landbruget, som det sidste halve hundrede år har bragt.

Medens man i landbruget reformerede og byggede op, havde der ikke været stilstand i det øvrige samfund i indland og udland, men også der havde været en rig udvikling, som snart indgribende skulle påvirke landbrugets hele præg.
Denne udvikling havde bl.a sat frugt i et uanet opsving i industri, samfærdsel og handel. Husfliden og håndværket veg mere og mere pladsen for storindustrien. Fra en lile begyndelse ved 1830 var der efterhånden vokset en stedse større og stedse tættere net af jernbaner ud over jorden, og dampskibstrafiken voksede i et tilsvarende omfang. Bybefolkningen tiltog under disse forhold med rivende hast, og der skabtes i de store industrilande en afsætning for masser af landbrugsprodukter, som ved transportmidlernes og handlens enorme udvikling kunne hentes fra stedse fjernere egne. Landbrugsprodukterne droges derved ind på verdensmarkedet i en tidligere ukendt grad; priserne steg stærkt i de store centre for industri og handel, og der begyndte et kapløb mellem nationerne om at nyde godt af disse priser ved at forøge landbrugsproduktionen og nå frem til de gode markeder med netop de produkter og de kvaliteter, der gav den største fordel. Herigennem stilledes store fordringer til landbrugets dygtighed, foretagsomhed og bevægelighed. Fordringer som det gamle landbrug før reformernes tid ikke havde kunnet tilfredsstille. At Danmark så tidlig kunne komme langt frem i rækkerne i dette store kapløb, særlig på det engelske marked, skyldes for en stor del den rettidige gennemførelse af de grundlæggende landboreformer og den påfølgende  hæven af landbostanden.
Den gennemgribende udvikling i samfundets erhvervsliv, som jeg i de foregående bemærkninger kort har mindet om, danner da den baggrund, på hvilken man må se selve det praktiske landbrugs udvikling for at forstå den forbavsende forandring, som dermed er foregået; men at skildre denne udvikling nærmere eller på en mere anskuelig måde i løbet af en timestid er umuligt. Jeg har da søgt at løse den opgave, der er stillet mig, ved at forsøge at kaste et strejflys - thi mere kan det ikke blive - over tre spørgsmål, som forekommer mig at træde i forgrunden, når man ved en lejlighed som denne et øjeblik vil lade tanken dvæle ved resultaterne af et hundredeårs udvikling.
Det første spørgsmål er: Hvilken forskel er der i grundtrækkene på landbrugets hele tilbehør, dets driftmidler, jorden, bygningerne, besætningerne, inventar, høstudbyttet for 100 år siden og nu?
Det andet spørgsmål er: Hvorledes er de almindelige økonomiske vilkår for landbruget forandrede siden 1800?
Det tredje spørgsmål er: Hvorledes har den stedfundne udvikling påvirket landbrugets betydning for det danske samfunds økonomiske liv?
Betragter man da først det store grundlag for landmandens virksomhed, jorden, lader en direkte sammenligning mellem landbrugsarealets størrelse nu og for 100 år siden sig ikke anstille på grund af indgribende forandringer i driftssystemet; men regner man de overdrev ved 1800, der antoges tjenlige til  opdyrkning, med til landbrugsarealet, vil man finde, at det egentlige landbrugsareal er vokset ikke lidt siden 1800, nemlig med godt en snes procent, en forøgelse, der hovedsagelig er indvunden ved hedeopdyrkning. Langt større betydning må dog tillægges den fremgang i værdi, der er nået ved forbedring af det samlede landbrugsareal, som på mange måder har fundet sted siden 1800. Denne fremgang er nået dels ved en række grundforbedringer, udførte ved et udholdende arbejde og ved betydelig kapitalanvendelse, dels forandringer i driftsmåden og gennemgående bedre dyrkning og gødskning. Først i rækken af de store grundforbedringer må nævnes udskiftningen, der gav hver mand sin lod samlet og til drift efter eget tykke; den lettede derved i høj grad arbejdet og ansporede mægtig den enkeltes flid, energi og lyst til fremgang. Med udskiftningen fulgte overdrevenes opdyrkning og inddragen i den regelmæssige drift, ordning af markveje og lidt efter lidt opsætning af hegn. Efterhånden fulgte dernæst med udskiftningen og med udbredelsen af selveje en række møjsommelige arbejder med markernes grundforbedring for at gøre jorden mere bekvem for den daglige drift og mere frugtbar: rydning af sten, fjernelse af krat, fyldning af lave steder i markerne, mergling; fremdeles afledning af skadeligt vand, der begyndte med åbne grøfter på de fugtige steder i markerne; senere efter århundredets midte, trådte mere systematisk vandafledning ved dræning i stedet. De fleste af disse forbedringer krævede strengt, udholdende arbejde, og kom kun lidt efter lidt, et lille skridt hvert år. Imidlertid må nutidens landmænd være århundredets tidligere generationer taknemlig for gennemførelsen af en række grundlæggende og forberedende arbejder, som med nutidens høje priser på arbejdskraften ville være meget vanskelige at udføre. Til disse grundforbedringer sluttede sig efterhånden en betydelig fordybning af madjorden, en kraftigere behandling og eb bedre rensning af jorden, bl.a. ved den almindelige anvendelse af brakken, bedre redskaber og kraftigere heste.
Resultatet af alt dette har da været, at landbrugsarealet er betydeligt større nu end for 100 år siden og dyrkes efter en driftsmåde, der tilader langt bedre at udnytte jordens produktive kraft; jorderne er dernæst blevne langt bekvemmere for driften og byde ved den større dybde og højere kultur afgrøderne en langt bedre og sikrere vokseplads.

Allerede tidlig i århundredet begyndte man at anvende mere på landbrugets bygninger og efterhånden gav udflytningen og udstykningen anledning til megen nybygning. Om den overordentlige fremgang på dette område haves et vidnesbyrd i værdien af bygningerne på landet før og nu, således som det angives ved brandassuranceværdien. En menneskealder inde i århundredet, da det antages, at så godt som alle huse på landet var brandforsikrede, var assurancesummen kun godt et par hundrede millioner kr. mod godt 1500 millioner kr. ved århundredets udgang. Om end heri må gøres et større fradrag end før for andre bygninger på landet end landbrugsbygninger, tale disse tal dog tydeligt nok om den store kapital, der i det forløbne hundredår er anbragt i gårde og huse. Nutidens landbrugsbygninger afgive da en langt bedre og sundere bolig end for 100 år siden, bedre og lunere stalde og tjene helt igennem deres formål bedre.
Med hensyn til landbrugets inventar af redskaber og maskiner har der siden 1800 været en overordentlig fremgang; da imidlertid landmandsmødets udstilling af nutidens redskaber og  maskiner, sammenlignet med den landbohistoriske udstilling giver et så iøjnefaldende billede af fremgangen, tør jeg forbigå denne sag for at spare tid.

I besætningerne er i århundredet foregået gennemgribende forbedringer og forøgelser, men denne bevægelse tager mest fart og griber mest om sig i århundredets sidste tredjedel. Antallet af hornkvæg var ved århundredets slutning mere end dobbelt så stort som ved dets begyndelse og antallet af svin 5 gange så stort. Antallet af heste og får er derimod omtrent det samme som for 100 år siden. Men for alle husdyrarter gælder det, at deres kvalitet er i høj grad forbedret, så at de nu i størrelse, trivelighed og ydedygtighed stå langt over husdyrene for 100 år siden. Denne store fremgang i kvalitet lader sig imidlertid ikke således fremstille i korthed eller ved enkelte tal som fremgangen i antallet af husdyr, men et ret god forestilling om fremgangen i kvalitet kan dog gives gennem de tal, der belyser produktionen, særlig overskudsudførelsen af husdyrprodukter.

En særlig fremtrædende plads i denne udvikling af besætningerne indtager malkekvæget og det dertil knyttede svinehold. I den sidste halvdel og især i den sidste fjerdedel af århundredet koncentreredes mere og mere det danske landbrugs arbejder om denne produktionsretning, så at mælkeproduktionen for hele landet kan anslås til at være stegen til det seksdobbelte, og fra en værdi af fra 10-20 millioner kroner ved 1800 til en værdi, der nu nærmer sig til 200 millioner kr. Samtidig steg overskudsudførelsen af smør fra en værdi af ½ mill. kroner til henved 100 milloner kr, og overskudsudførelsen af svin og flæsk fra ¼ million kr. til henved 50 million kr. Overskudsudførelsen af heste steg fra 1820erne fra ½ mill. kr. til en halv snes mill. kr. ved udgangen af århundredet. Den sidste snes år har som bekendt bragt en stærk udvikling i fjerkræholdet, så at antallet af høns på få år fordobledes, og overskudsudførelsen af æg nåede op fra en værdi af 1 mill kr. i 1875-79 til 11 mill. kr. i 1895-99.
Forøgelsen i antallet af hornkvæg begyndte allerede tidlig i århundredet i overensstemmelse med det forøgede halmudbytte og græsmarkernes fremgang; men den stærke fodring, den rigelie anvendelse af kærne eller andet kraftfoder fandt først fremgang efter århundredets midte og da mest på de store gårde. Dens almindelige udbredelse til hovedmassen af landets mindre jordbrugere ligger i den sidste menneskealder. At den dog kom, var sikkert en stor lykke for landet, da den skaffede en forøgelse i gødningskraften, som jorden da i høj grad trængte til. Den rolle som centrifugen og andelsmejerierne spillede ved at fremhjælpe den almindelige udbredelse af stærk fodring vil endnu være frisk i mindet; man blev ved disse midler istand til at nå lige så gode priser på smørret fra de små besætninger som fra de store, medens der tidligere var stor forskel. Dermed kunne den stærke fodring betale sig også for den hovedmasse af besætningerne, der dannes af de små besætninger tilsammen, og der kom fart i bestræbelserne for at forbedre og udvide besætningerne.

Ved den i det foregående kort antydede store fremgang, ved omfattende grundforbedringer, ved fremskridt i driftssystemet, i jordens hele behandling og dyrkning, ved besætningernes udvidelse, fodringens forbedring og meget andet, var der efterhånden tilvejebragt betingelser for en stor stigen  af høstudbyttet, som heller ikke er udebleven. For kornhøstens vedkommende, den ene hoveddel af afgrøderne, lader denne store stigen sig påvise i korhed ved slående talstørrelser. Kornhøsten anslås for hele landet før de store landboreformers periode til 4½ mill tønder og ved 1800 til 9 mill tdr. Ved århundredets midte var den nået til godt 11 mill tdr., 25 år senere, i gennemsnit for 1875-79 var den henved 20 mill tdr. og i de senere år af århundredet til 23½ mill tdr. Værdien af kornhøsten steg fra tiden før landbereformerne fra 30 mill kr. og et maksimum i 1870erne af over 200 mill. kr, sank derefter atter til 180-190 mill kr på grund af nedgangen i priserne, der mere end opvejede den store fremgang i høstudbyttet.

For den anden hoveddel af jorderne, græsarealerne kan man ikke med så simple tal, som ved kornafgrøderne, belyse det stigende udbytte, men at også for græsarealerne fremgangen har været overordentlig stor, vil ses af en sammenligning mellem den besætning, der fandt sommerernæring på græsarealerne for 100 år siden og nu. Før landboreformernes tid levede besætningerne om sommeren hovedsagelig af hvad man fik uden egentlig dyrkning: på overdrevene, i skovene, på brakken og stubmarkerne. Udskiftningen medførte imidlertid, at overdrevene afløstes af flerårige græsmarker, og en mægtig løftestang til at hæve udbyttet af disse græsmarker blev den almindelige udbredelse af rødkløveren, der fandt sted i den første halvdel af århundredet. En række andre forbedringer af græsmarkernes behandlinger og udsæden dertil påfulgte, og resultatet har været en overordentlig fremgang i udbyttet af græs og af agerhø. Den kreaturstyrke af hornkvæg, heste og får, der for tiden finder sommerernæring på græsarealerne, er omtrent 70 pct. større i tal end for 100 år siden, og de enkelte dyr kræve tilmed en langt stærkere ernæring nu på grund af den forøgede størrelse og den stærkere produktion. Desuden give græsmarkerne nu et tilskud til vinterernæringen af hø, som man i gamle dage hovedsagelig måtte hente fra engene; agerhøet anslås nu til lige så stor værdi som hele kornhøsten før landboreformernes tid.

Som ved århundredets begyndelse optage iøvrigt også nu kornafgrøder, græs og brakarealerne den aldeles overvejende del af landbrugsarealet. Kartofler nåede fra en ringe udbredelse ved århundredets begyndelse op til nu at optage et par pct. af hele landbrugsarealet. De egentlige rodfrugters almindelige udbredelse kom først sent, og de optog endnu i 1861 kun 1/15 pct.,, i 1876 1/3 pct af landbrugsarealet; derefter kom imidlertid en raskere stigning til 3 pct i 1896. Bælgsæd til modenhed og handelsplanter have ikke kunnet erobre nogen betydelig fast plads og deres dyrkning er i de senere år endog i aftagen.

I det forløbne hundredår er da alt i alt landbrugets hele tilbehør: jorden, bygningerne, besætnigerne og inventariet stegne i værdi og i evne til at tjene landbrugets formål i en overordentlig grad; høstudbyttet er stegen til henved det tredobbelte siden århundredets begyndelse, og man har i de stærkt forøgede og forbedrede besætninger ved nutidens gode konjunkturer på husdyrprodukter et middel til at hæve værdien af afgrøderne. Samtidig er landbostandens dygtighed gået meget frem på dette område og finder en væsentlig støtte i et udviklet forenigsvæsen, i videnskabens og litteraturens medvirkning, og billedet af landbrugets udvikling i det 19. århundrede er  forsåvidt særdeles lyst og glædeligt.
Jeg vender mig derefter til det andet spørgsmål, jeg har stillet mig; hvorledes er de økonomiske kår for landbruget forandrede siden århundredets begyndelse?

Betragter man dette spørgsmål, så finder man snart den kendsgerning, at landbrugernes økonomiske kår ikke er forbedrede i samme forhold som landbruget, jorden, bygningerne, besætningerne og som høstudbyttet, om der end i den hele levevis for landbostanden, som for andre samfundsklasser, er sket væsentlige fremskridt. Imidlertid må man lægge mærke til, at der i det forløbne århundrede er sket en forandring i landbrugenes størrelse, som gør, at man kun ufuldkomment kan belyse de økonomiske vilkår for landbruget under et, således som man nogenlunde kunne gøre det før landboreformernes tid i slutningen af det 18. århundrede. Landboreformerne løste de gamle bånd, der havde holdt hovedmassen af jorden samlet i egentlige bøndergårde, og efterhånden som udbyttet af jorden steg, blev det muligt for en familie at leve på et langt mindre stykke jord end før. Resultatet har da været en vidtgående udstykning, hvorved er opstået en mængde små jordbrug samtidig med af gennemsnitsstørrelsen af bøndergårdene er aftaget noget. Så stor har denne bevægelse været, at man kan anslå det nuværende tal på egentlige jordbrug, som i hovedsagen kunne ernære en familie, til at være dobbelt så stort som før landboreformernes tid. Desuden er der opstået en mængde smålodder, egentlige huslodder, hvor jordbrug som regel ikke er hovederhvervet, men kun giver et større eller mindre tilskud til indtægten ved andet erhverv. Sådanne huslodders antal steg fra 1830erne til 1895 til henved det firdobbelte, fra 25.000 til 93.000, men mange af disse er i hænderne på familier, der ikke kunne henregnes til landbrugere eller landarbejdere.
For de mange forskellige klasser af jordbrug, der efter udstykningen findes i nutiden i store gårde, større og mindre bøndergårde, boelssteder, egentlige huslodder, er da mange driftsvilkår af meget forskellig betydning. Dette gælder således arbejdslønnens højde, anvendelsen af maskiner, arten af kreaturholdet og af kulturplanterne, konjunkturerne, speciel sagkundskab oma. En sammenligning mellem de økonomiske kår i al almindelighed før og nu kunne derfor ikke i lige grad gælde alle jordbrug eller alle sider af sagen, men nogle orienterende bemærkninger kunne dog fremsættes.

I de tidligere i dette foredrag anførte bemærkninger om den store fremgang i høstudbyttet og udbyttet af kreaturerne har jeg betragtet sagen summarisk, under et for hele landet. Betragter man derimod den enkelte landmands stilling, vil man finde at den gennemsnitlige fremgang er langt mindre. Det store udbytte i nutiden skal nemlig fordeles mellem en langt større landbrugsbefolkning end det lille udbytte for 100 år siden, idet landbrugsbefolkningen er tiltagen med godt 60 pct.

Hertil kommer endnu et forhold af fremragende betydning, idet landbrugsbefolkningen ved 1800 ikke alene dyrkede jorden og varetog kreaturernes røgt, men den forsynede tillige sig selv med den allerstørste del af livsfornødenheder og driftsfornødenheder gennem husflid og landhåndværk. Man købte lidet eller intet af alle de forskellige slags fødevarer, beklædningsgenstande og andre forbrugsgenstande for familien, som landmanden nu omstunder køber; man bagte brød, bryggede øl, brændte brændevin, man dyrkede hør, tilberedte den, spandt og  vævede; på lignende måde med ulden. Materialet til bygningerne tilvejebragtes og tildannedes som oftest fra landbruget selv og ved arbejde af gårdens egne folk. Det samme gælder om de simple redskaber, møller og husgeråd. Enhver ved, at alt dette er anderledes. Det egentlige landbrugsarbejde optager mere og mere landbrugsbefolkningens arbejdskraft, medens husflid og landhåndværk aftager og mere og mere afløses af storindustrien, der har sit sæde i byerne. Endog mejeriet er bleven en industri, om det end er lykkedes hovedsagelig at bevare denne industri i landbrugets egen hånd. Til at skaffe penge til alle de livsfornødenheder og driftsfornødenheder, som landmanden i gamle dage selv tilvirkede af hjemmeavlet materiale, må da nu sælges mange landbrugsprodukter og hertil må gøres et stort indgreb i det forøgede udbytte. Der er med andre ord foregået en stor arbejdsdeling i samfundet mellem landbrug og byerhverv i det forløbne 100 år, en arbejdsdeling, som har haft sine store foredele og sine ulemper, men som man i hvert fald må holde sig klart for øje ved en betragtning af ladnbrugets hele økonomiske stilling før og nu.

Da altså landbrugsbefolkningen er tiltaget stærkt, og da den anvender sit arbejde langt mere samlet på det egnetlige landbrug, er det klart, at det for hele landet stærk forøgede udbytte kun nåes ved et meget forøget arbejde. Betydningen heraf er så meget desto større, som prisen på håndkraft er steget siden 1800, især i den sidste menneskealder, så at landmandens udgift til en landarbejer på kost, udtrykt i penge, nu er mere end dobbelt så stor som ved århundredets begyndelse. At dette forhold må ramme hårdt de store og middelstore landbrug, der benytte lejet arbejdskraft i større omfang, ligger lige for.

Foruden den stærkt forøgede udgift til håndkraften er udgifterne også på andre områder stegne meget, og helt ny udgiftsposter er komne til. Dette gælder således den kostbare hestekraft, et større inventar af maskiner og redskaber, forøgede omkostninger ved de store og kostbare besætninger, stigende toldbyrde og kommunale byrder, sædefrø o.m.a.
Endelig er betalingen for i det hele at komme til at drive jorden stegen overodentlig siden århndredets begyndelse. Fæste er mere og mere vegen plads for selveje, og prisen på landejendomme og dermed forretningsbyrden gået i høj grad i vejret. Ved århundredets begyndelse var prisen på 1 td. selvejerhartkorn henved 2000 kr. (1750 kr) sank i 1820èrne ned til 1000 kr for derefter at begynde en opadgående bevægelse som kulminerede ved midten af 1880èrne, da prisen var over 7000 kr eller mere end syv gange så høj som et halvt hundrede år forud; senere har der som bekendt funden en ret betydelig prisnedgang sted. Under den opadgående bevægelse fulgte prioriterende med og lå, da de nedadgående tider kom, tungt på landbruget og svækkede driftskapitalen.
Det vil da ses, at om end produktionen i landbruget er gået i høj grad frem i mængde og i kvalitet, er samtidig også de samlede udgifter ved denne produktion stegne i høj grad, og den gamle erfaring i landbruget, at renindtægten ved det fremskridende landbrug som regel langt fra stiger i samme grad som bruttoudbyttet, er fuldt ud blevet bekræftet.

Til at bestride de store udgifter skal nutidens landmand da have en mængde rede penge, medens landmanden for 100 år siden kun behøvede meget få rede penge, fordi han sad for små  afgifter og selv avlede og tilvirkede sine fleste livsfornødenheder og driftsfornødenheder. Under disse nutidens driftsvilkår drives da landmanden frem til at producere og sælge meget for at kunne beholde noget tilbage efter dækningen af de store udgifter, og konjunkturerne bliver da af langt mere afgørende betydning for nutidens landmænd end for andre tiders landmænd. Der er derved kommen en kilde til risiko, som gør landmandens egentlige økonomiske eksistens mere faretruet end i det gamle landbrugs tider. Dette bliver så meget desto føleligere, som den økonomiske ligevægt for tiden her i landet er forstyrret til en vis grad. Priserne for landbrugsprodukterne - landets hovedudførsel - bestemmes på verdensmarkedet under en konkurrence med hele jordens landbrug, medens prisen på meget af, hvad landmanden skal købe til sit forbrug og sin drift - og ikke mindst prisen på arbejdet - er afhængig af hjemmemarkedet og kan kunstig holdes oppe ved toldbeskyttelse, arbejdersammenslutninger, ringe o.l. Landbruget har derved mistet meget af den sikkerhed overfor vekslende konjunkturer, som udmærkede det gamle landbrug, om det end på den anden side i nutiden har vunden sikkerhed overfor ugunstige vejrforhold på grund af jordens højere kultur.
Når konjunkturerne da have fået en så afgørende betydning, ikke blot for et mere eller mindre gunstigt udbytte af landmandens arbejde, men for selve den økonomiske eksistens, vil det være nødvendigt, selv i en kort oversigt som denne, at se lidt nærmere på konjnkturernes bevægelse i det forløbne århundrede.

På den ene hovedklasse af landbrugets produkter, korn og kornvarer, havde priserne ved århundredets begyndelse en tid været i opgang; de var omkring 1800 ret gunstige, men gik henved 1820 ned til et overordentlig lavt niveau, som medførte den bekendte store landbrugskrise. De steg i løbet af det næste halvhundrede år til det høje niveau i 1870èrne, men er derefter faldne så stærkt, at de for 100 år siden for rug og hvede var omtr. 40 pct. højere end nu, for byg omtr. de samme, for havre henved en snes pct. lavere. For den anden hovedklasse af landbrugets produkter, husdyrprodukterne, er billedet heldigvis en hel del lysere og prisniveauet her i det  hele betydeligt højere end for 100 år siden, for flæsk ½ gang højere. Den gennemgribende betydning for hele landbruget, som det gunstige prisniveau for de dyriske produkter har haft, er bekendt og er for omfattende til her nærmere at kunne fremstilles.

I al almindelighed gælder det da med hensyn til landbrugets økonomiske kår for 100 år siden og nu, at det store brede lag af landbostanden nu i sin hele levevis er betydeligt bedre stillet end for 100 år siden, men fremgangen i økonomiske kår har langt fra været så stor, som man ved at fæste blikket ensidig på den store fremgang i produktionen kunne ledes til at tro, og nutidens landmand arbejder under større risiko. Men den store værdistigning af jorden, den store produktion og det dermed følgende store køb og salg af landbrugets forbrugsgenstande og driftsfornødenheder har været af fremtrædende betydning for samfundet i det hele ved at sprede velstand, skabe virksomhed og fortjeneste for en talrig bybefolkning og skaffe penge ind i landet ved at muliggøre en stor udførsel af landbrugsprodukter.

Fra 1801 til 1890 tiltod den befolkning, der har sit direkte underhold ved landbrug fra 600.000 til 1 million, altså  med omtrent 2/3. I samme tidsrum tiltog imidlertid den befolkning, der har sit direkte underhold ved andet erhverv fra 300.000 til henved 1.200.000, altså omtrent til det firdobbelte; medens således den egentlige landbrugene befolkning for 100 år siden var dobbelt så talrig som den øvrige befolkning, er den nu lidt mindre i antal. Landbrugerne er tiltagne betydeligt i antal, men den øvrige befolkning endnu langt stærkere.
Under disse omstændigheder har det ikke manglet på udtalelser om, at Danmark vel tidligere har været et land, hvor landbrugete var det overvejende vigtige erhverv, den egentlige rigdomskilde, men at dette nu er anderledes, og at landbrugets økonomiske betydning for vort samfunds erhvervsliv er aftagen. At dette ikke forholder sig således, men at landbrugets økonomiske betydning tværtimod er i høj grad tiltaget u det forløbne hundredår, ville nogle få simple betragtninger vise.

Medens der foruden landmændenes egen kapital ved århundredets begyndelse kun indestod nogle få hundrede millioner kroner i egentlige prioriteter i landejendommene, har man nu ved århundredets udgang anslået den tilsvarende kapital over 1000 millioner kroner højere. Denne store kapital frugtbargøres gennem landbrugets arbejde og under landmandens risiko, og en større landbrugskrise ville ikke alene ramme landbruget men også langt videre kredse.

Alene den omstændighed, at landbrugsbefolkningen er tiltaget ret betydeligt,måtte medføre en stigende betydning for samfundet; men dette er dog underordnet ved siden af den øvrige udvikling, der er foregået. Særdeles vigige årsager til landbrugets stigende betydning er den store arbejdsdeling, der har fundet sted i vort samfund og landbrugets stigende intensitet.

Denne arbejdsdeling er på et andet sted i dette foredrag nærmere omtalt; den har bevirket, at den landbrugende befolkning mere og mere koncentrerer arbejdet omkring jordens dyrkning og kreaturernes røgt; den virksomhed, der forsyner landmanden med forbrugsfornødenheder og driftsfornødenheder, og som før sså at sige var et med landbruget, er derved bleven skilt mere og mere ud fra landbruget, for en stor del gået over til storindustri og har derved medført en stor indenlandsk og udenlandsk handel. Men sammen med denne bevægelse er gået en meget stærk forøgelse af, hvad der forbruges på landet. Fordringerne til livet er helt igennem stegne meget siden 1800, der bruges mere, og ny fornødenheder er komne til. Dette gælder også i fremtrædende grad om landbrugets driftsfornødenheder, maskiner og redskaber, frø, kraftfoder, kul, bygningsmaterialer, kunstgødning o.m.a. Omsætningen mellem landets enkelte dele og med udlandet er derved bleven langt større end før, og derved er given megen lejlighed til virksomhed og fortjeneste for andre samfundsklasser. I enkelthederne kan denne sag ikke klart belyses ved statistikkens tal, men dens hele store omfang og betydning kan sikkert nok påvises.

Ved 1800 var den samlede afgrødes værdi opgjort efter lignende principper som nu bruges, næppe meget afvigende fra et hundrede mill. kroner; men kun en meget lille del af denne værdi nåede udenfor landsbyen, udenfor landdistriktet. Hvad der købes af livsfornødenheder og ting til brug i bedriften var såre lidt. Der var altså kun lidt at fortjene for byerne ved at  levere og omsætte varer for ladnbruget. I nutiden er dette forhold totalt forandret. Afgrødernes værdi kan for de senere år anslås til en værdi af henved 450 millioner kroner; men denne store værdi bliver ikke - som afgrødernes værdi i gamle dage - indenfor landsbyens og landdistrikternes snævre kreds. Den allerstørste del deraf vandrer derimod nu ud i landets hele omsætning, går bl.a. til udredelse af rentere af den store kapital, der indestår i landbruget, og skaber ved industri og håndværk samt handel med indland og udland virksomhed og fortjeneste også for andre erhverv i mange gange større omfang end for 100 år siden.
Et klart lys kastes dernæst over landbrugets forøgede betydning for hele det danske samfunds økonomiske liv ved de tal, der den angiver overordentlig stærke stigen i overskudsudførelsen af landbrugets produkter. Ved den store udførsel føres et mange gange større pengebeløb end tidligere ind i landet, og der gives lejlighed til skibsfart, handel og fortjeneste i stort omfang. For de allernærmeste år omkring 1800 foreligger ikke tilstrækkeligt gode oplysninger om udførelsen af landbrugsprodukter; men en snes år forud udgjorde den samlede overskudsudførsel af landbrugsprodukter kun 4 mill. kr, 50 år senere, ved 1820, var den nået op til 8 mill. kroner; i slutningen af 1860èrne til mere end 60 mill kr.;i begyndelsen af 1880èrne til 90 mill kr. og endelig nu i gennemsnit for århundredets sidste femår til over 130 mill kr. I sammenligning med denne store sum er værdien af overskudsudførelsen for alle andre erhver tilsammen kun lille.

Det er da så langt fra, at landbrugets økonomiske betydning for vort samfund har været i aftagen, at det tværtimod har været i overordentlig stærk tiltagen, en tiltagen, som skyldes landbefolkningens vækst, en gennemgribende arbejdsdeling i samfundet ved husflidens og landhåndværkets overgang til byerhverv, landbrugets overgang til mere intensiv drift med stor produktion og stor omsætning med indland og udland. ALt dette forudsætter en langt større bybefolkning end de gamle tiders landbrug. Erhvervene uden for landbruget arbejder fremdeles aldeles overvejende for det indenlandske marked.

Det danske landbrugs trivsel i den skikkelse, det 19. århundrede har givet det, og dets unde udvikling på dette grundlag er da ikke blot for landbostanden af den største betydning, men det er for det hele danske samfund en velfærdssag.