I de gamle landsbyer, hvor gårdene lå tæt sammen, havde man intet privatliv. Man var fælles om alt, både i glæde og sorg, i arbejde og fest. "Bondestandens  sammenholdighed må og nødvendig være stor og så stor, at den ikke i nogen anden stand kan have sin lige, thi den hviler på grunde, som ere temmelig urykkelige", skriver i 1798 den lærde, men livsnære nordsjællandske præst Joachim Junge, der blev en af de sidste, der oplevede et egentligt landsbyfællesskab som en levende organisme i funktion, et fællesskab han ved at begrunde historisk: "Se vi hen til deres - bøndernes - forrige vornedskab, da måtte dette nødvendig på den ene side opvække uvilje til de mægtigere, af hvilke måske deres plagefogeder kunne udklækkes, men på den anden side enighed, thi det er jo især lidelser, som gør mennesket medlidende; og, ligesom énstemte strenge sitre med hinanden, således gjorde samme skæbne dem snart til hinandens venner. Det er ikke alene fælles arbejde, communia studia - fælles interesser - som forbinde den talrigste mængde, og det uden professionshad, men det er og fælles indbyrdes trang og indbyrdes hjælp". Og Junge udvikler dette sociale synspunkt: "Denne stand udgør og det mest sammenkædede selskab -samfund - af alle; thi det gælder her, hvad hin filosof - Cicero - siger: det første selskab er fader og moder, det nærmeste herved udgør børnene, hvoraf fremvokser én familie; snart derefter danne sønnernes og døtrenes ægteskabsforbindelser nye selskaber, og de gå ud i kolonier.. ", og så fortsætter Junge selv: "ofte pode og tjenestefolk sig ind i disse stammer og da blive ved disse, kolonier forbundne med kolonier, og flere eftersværme slåes sammen i én kube, og således sammenslyngede i det uendelige, ligesom de spæde vinkviste, brede de sig fra by til by, fra amt til amt, således at der gives de byer, i hvilke der ikke findes ét eneste fremmed menneske, men alt synes at være én familie"
Landsbyfælleskabet, historisk, arbejdsteknisk og socialt betinget som det er, var imidlertid ikke blot en familiepræget, arbejdende og festende idyl omkring et gadekær. Der kunne tillige være en andedam af mistro, sladder og bagtalelse. Det var bagsiden ved det nære fællesskab. Junge, den realistiske betragter af sin egen samtid og specielt af sine sognebørn i landsbyerne Lillerød og Bloustrød, siger, at nok er båndet mellem menneskene i disse små samfund stærkt "ikkun da kan det svækkes, når der tales om Mit og Dit". Og det afgiver tingbøgerne tilstrækkeligt vidnesbyrd om. Dér vrimler det med ejendomsretlige sager, som for en uindviet undertiden kan synes at være af en helt petitesseagtig karakter, men som dog var store i forholdet naboer imellem.

Bylaug og bymænd
Men det var ikke alle lokale tvistigheder, der nåede så vidt, at de blev forelagt til afgørelse for domstolene. Mange tvistigheder blev afgjort på bystævnet, landsbyens eget tingsted.

Allerede i middelalderen vides landsbyerne at have haft et vist selvstyre igennem bylagsinstitutionen, som måske endog er langt ældre end de skriftlige kilder rækker tilbage. Disse bylag udgjordes af bymændene, byens bønder, og til leder af laget  valgtes en oldermand eller grandefoged, som han kaldtes visse steder i Jylland; grande betyder nabo, altså naboernes, bymændenes leder. Valget af oldermand kunne iøvrigt være ganske enkelt, idet hvervet ofte gik på skift fra gårdmand til gårdmand landsbyen rundt. Det skal "gå ret om i byen. Og hvilken mand, som sidder for avlsgård, ikke vil være oldermand, når det hannem tilkommer, giver en tønde øl til byen til vide - i bøde", hedder det i landsbyvedtægten fra Østrup ved Odense stadfæstet 1598. Selv et tilløb til en kompliceret situation, som når en bymand vægrede sig ved at blive oldermand, vidste man at forenkle til fælles bedste.
Bylauget, hvis medlemmer havde ubetinget mødepligt, hvergang oldermanden kaldte dem sammen, var et vigtigt led i landsbyens sociale organisation. Det udgjorde dens kærne, forsåvidt som dets opgave i jordfællesskabets tid før udskiftningen var at regulere og koordinere en lang række daglige arbejder i landsbyen. Et landsbyfællesskab var først og fremmest et nødvendigt arbejdsfællesskab, og var det ikke organiseret, kunne fællesskabet simpelthen ikke fungere uden strid og spektakel. Markerne lå spredt mellem hinanden ude omkring landsbyen, og derfor måtte man have et sådant samarbejsudvalg, et lag, hvor man kunne forhandle sig til rette om, hvornår man skulle begynde at pløje, strø møg så og høste. Ved sin oldermand måtte bylaget også sørge for, at markfreden blev opretholdt ved til stadighed at kontrollere, at ret skel blev respekteret af de enkelte bymænd og ved at foretage regelmæssige eftersyn af markhegn og led, tøjr og kvægfolde for at sikre afgrøden mod de løsgående køer og heste, får, svin og gæs. Oldermanden var så afgjort lagets travleste mand, hvorfor han da også gerne havde to stolsbrødre som hjælpere, når han skulle opkræve bøder, tiende og andre skatter, eller når han skulle efterse skorstene, veje, broer, vandløb og gadekær - eller når han skulle foretage husundersøgelser hos folk, man mistænkte for tyveri.
I bylaget sad kun bønderne, gårdmændene, hvad enten de var selvejere eller fæstere. Jord var udtryk for social status og en deraf følgende myndighed i mangfoldige af landsbyens anliggender. Husmændene, der ingen nævneværdig jord havde at råde over, havde derfor ingen medbestemmelsesret på lige fod med bønderne. I senere tider fik de nok lov til at deltage i bylagets møder på bystævnet eller i oldermandens gård. Man kunne rådføre sig med dem, men det var bønderne, der bestemte.

Landsbyens folk.
Bønderne udgjorde tit kun en lille del af landsbyens befolkning. I Rakkeby på Mors var der således i 1801 ifølge folketællingen 9 gårdbeboere, heriblandt en midaldrende enke, der tillige var møller, men der var 17 husmænd, hvoraf 2 slet ingen jord havde - og derudover et 80-årigt kvindeligt almisselem i jordløst hus. Ialt var der i denne lille landsby 149 personer, hvoraf 8 mænd og 1 kvinde havde myndighed til at træffe afgørelser i alle snævert lokale anliggender.
Nu ved vi kke, hvordan livet blev levet, og hvordan de klarede dagen og vejen i netop disse 9 gårde, ligeså lidt som vi i alle detaljer ved, hvordan de øvrige 18 familier levede. Men i 1811 har en pæst på Mors, C. Schade gjort rede for hele øens sociale lagdeling, og hans redegørelse for de forskellige statuslag er en nyttig baggrundsviden for den, der vil danne sig et indtryk  af livet i en dansk landsby på den tid.
75 pct. af gårdmændene "ere temmelig formuende folk. Er end en dels forfatning ikke den blideste, så er dog for det meste tålelig". Derimod har smågårdsbrugene - bolsmændene - "trangt ved at slå sig igennem, når de ikke kunne sælge tørv eller lyng. Fra eget forbrug kan intet undværes til salg; i mangt et år må endog købes". Og dertil kommer så husfolkene - husmænd med et ringe jordtilliggende -, indsidderne - de jordløse husmænd - og endelig tjenestefolkene. Schade skriver om disse tre grupper: "En stor del husfolk med jord slå sig skikkelig godt igennem og ikke sjældent stå sig bedre end de fleste smågårdsmænd; men det er gerne dem, der have så megen jord, at de kunne holde 2 køer; og dem, der foruden deres jordlod drive anden næring: ere tømmermænd, snedkere, vævere, murere, tækkemænd, fiskere, stenkløvere etc. men vist er det og, at mange befinde sig i en forknyt tilstand og at ikke få sidde i armod. Når skrøbelighed og alderdom indfinde sig hos husmanden eller mange børn falde i hans lod, er det sjældent han kan bestå, især når hans jordlod ikke kan brødføde ham. SÅvel i hans velmagtsdage, som under ugunstige omstændigheder er han stedse afhængig af gårdmanden; på denne beror det, når han kan få sit møg aget ud, sin jord pløjet m.v. Hvad indsiddere angår, da kan enlige kvinder i deres førlighedsdage skikkeligt godt ernære sig ved vævning, skræddersyning, spinden, binden og dagleje. Som gifte søger manden enten ved fat tjeneste, dagleje, fiskeri, sjældnere ved håndværk, at fortjene sin underholdning; og ikke sjældent er konen væverske. Når de have børn eller blive gamle og skrøbelige, kunne de ikke subsistere -klare sig. De indsiddersker, som ere tilhuse hos gårdmænd, må og tjene disse i høsten, og ellers når det forlanges".
"Den tjenende klasse" havde som regel gode kår. Schade fortæller, at en karl havde 16 til 20 rigsdaler om året eller mere, en pige 8 til 10 rigsdaler. "Tillige nyder tyendet påske- og julerente, som består i et sigtebrød og et stykke ost; om mikkelsdag 29 september - 1 pund uld, og desuden et får født. For tjenestepige fås og 1/4 skæppe hørfrø, og hende undes fornøden tid til at få hørren gjort i stand. Iøvrigt beværtes tyendet med god kost, uden hvilken det ville blive vanskeligt for en husbonde at få folk i sin tjeneste".
I Rakkeby var der i 1801 fjorten personer, der tilhørte den "tjenende klasse": 7 tjenestepiger i alderen 18 til 27 samt en enkelt på 10, der tjente i en husmandsfamilie uden børn, og 5 tjenestekarle i alderen fra 14 til 24 samt en "karl" på 45, der tjente hos enken, der var gårdbeboerske. Sagt anderledes: der var i al fald 12 unge ugifte karle og piger, der udover det at have andre sociale interesser end dem, de tjente hos, også havde en ubændig lyst til at komme sammen og more sig, og denne lyst havde de fælles med en anden gruppe unge: 6 gårdmandsdøtre i alderen fra 15 til 19 og 4 gårdmandssønner i alderen fra 14 til 18. Husmændene havde i 1801 kun mindreårige børn, men det til gengæld i et antal af 48, dvs. 1/3 af hele landsbyens samlede befolkningstal.

Fester og optog
Ialt var der 9 karle og 13 piger i alderen fra 14 til 27 og inden for denne aldersgruppe har de sociale forskelle næppe spillet nogen større rolle. Det afgørende for de unge var at få  organiseret nogle sammenkomster under festlige former, og fra mange danske landsbyer ved man, hvordan ungdommen - og det vil sige unge mennesker, der var konfirmerede og ugifte - ligefrem har slået sig sammen i lag, der var bygget op som bøndernes bylaug: lederen af lauget kaldtes i Østjylland for gadebassen, det vil egentlig sige gadens chef, basse er beslægtet med det engelske ord boss. Gaden var det sted, hvor ungdommen mødtes om aftenen, når vejret var til det, men det var ikke en gade i moderne forstand. Det var snarest en gadeplads, et markagtigt område mellem gårdene, undertiden indhegnet med diger.
Ligesom oldermanden i bylaget havde et par hjælpere for at kunne overkomme de mangfoldige opgaver, som var ham pålagt, ahvde gadebassen det også. For også han var en travlt optaget person i landsbyen, idet han skulle forestå ikke blot lørdagsballerne, men også de mange fester året rundt, som traditionen nu engang påbød. Det at være festarrangør var en alvorlig sag, og alene af den grund blev gadebassen valgt på en ganske anden måde end oldermanden. Hvor oldermandshvervet gik på skift, måtte gadebassen vælges efter kvalifikationer. Det var en initiativrig ung mand, man havde brug for. Det årlige valg af leder af ungdomslaget var afgørende for den festlige del af livet i landsbyen, ikke blot for de unge selv, men også for børnene og for de ældre. Mange af de fester, ungdommen arrangerede, var nemlig et fællesanligende for hele landsbyen. Sommer i by-festen til eksempel, der var et af de store arrangementer, som det krævede uger at forberede. Hovedideen i denne fest, der kunne praktiseres på mange forskellige måder, forskellige fra egn til eggn, var kort følgende: landsbyens unge mennesker red ud i en nærliggende skov og plukkede de første, udsprungne bøgegrene eller de fældede et helt træ. Nogle af grenene smykkede de sig med. Andre gemte de, til de vendte tilbage til landsbyen, hvor de så red rundt fra gård til gård og stak en gren ind under tagskægget de steder, hvor optoget blev modtaget. Til gengæld fik de så penge, æg og andre fødevarer til det gilde, som de holdt på en af gårdene om aftenen. Midtpunktet for denne skik som landsbyens fest var så det pyntede majtræ eller majstangen, som blev rejst på gaden midt i byen. Den dansede man om, og her kunne alle være med, enten som deltagere eller som tilskuere. Om aftenen soldede ungdommen for sig selv.
At ride sommer i by var en festskik. En af de mange, som oprindeligt var mere end blot en festlig markering af, at nu stod sommeren for døren, at nu begyndte den tid, som var så vigtig for hele landsbyens trivsel; årstiden, hvor afgrøden begyndte at spire frem. Man forestillede sig nemlig engang, at man kunne fremme afgrøden ved at hente de nyudsprungne grønne grene ind fra skoven for derpå at anbringe dem rundt om ved gårdene. Man tænkte sig, at den kraft, som år efter år fik de grønne grene til at knoppes og til at springe ud, kunne overføres til landsbyen og dens marker. En nyudsprungen bøgegren indeholdt en ubestemmelig, men dog synlig magisk kraft. Det kunne ethvert menneske i landsbyen forvisse sig om ved at iagttage naturen. Realitetsbetonet som man altid har tænkt, og det ikke mindst når det gjaldt årets afgrøde, mente man da, at denne kraft kunne udnyttes til eget bedste. Denne tanke er for så vidt helt elementær i selve sit princip, og den kendes fra mange andre kulturer end den hjemlige. Heller ikke den katolske kirke kunne få folk til at tænke anderledes, men kirken tillempede denne tro ved at sige, at det i virkeligheden først var en af kirken velsignet grøn gren, som havde den fornødne kraft til brug for afgrøden og alt andet spirende liv i landsbyen. Herhjemme, hvor vi ikke kender sommer i by-skikken fra hedensk tid, er dens nærmeste historiske forudsætning da netop at finde i den katolske middelalder. Senere - efter reformationen i 1536, hvor man fik påbudt et andet syn på det overnaturlige i naturen - blev skikken nok tilbage, men ikke troen. En magisk ritus, der blev til en religiøs ceremoni, forestået af præsterne, endte således som en festlig og underholdende markering af sommerens komme til landsbyen.
Karakteristisk for flere af de store årsfester var det, at de unge mennesker red rundt i optog fra gård til gård. De gjorde holdt ved de enkelte gårde, sang en vise, hvori de tiggede naturalier, samtidg med at de blev beværtet på stedet. Disse opog har haft en stor betydning for følelsen af fællesskabet i landsbyen. Alle var på den måde med, selvom det i virkeligheden ofte var sådan, at det kun var ungdommen, der festede. Det betød derfor meget at få besøg af disse optog. Fik man ikke et sådant besøg var man ikke accepteret. Man stod udenfor Det måtte Meir Goldschmidt sande i sin barndom, da hans fader i 1820erne havde købt en gård i Valby, "på en tid, da købstadsfolk temmelig sjældent ejede gårde eller boede på landet". Tilflytterfamilien var ikke populær. Der var meget i vejen med dem. Selv maden var ikke god nok. Så kom fastelavnen, og byens ungdom med sognefogedens søn Cort Sørensen red i spidsen for et karnevalsagtigt optog gennem byen - "toget så dejligt, gammelridderligt ud, når det således i de spraglede dragter og med de vajende lansevimpler drog hen ad den brede, snedækte gade. De søgte da hvergang en gård, og portene på alle byens gårde stod på vid gab, ligesom ventende med længsel... Vor store røde port stod åben som de andre; men hele dagen kom toget ikke til os. Hver gang de red forbi til naboer og genboer, sagde Cort Sørensen højt: "Kirstine Hansdatter er ikke hjemme". Således hed nemlig den forrige afdøde ejerinde, der havde været berømt for sit saltmadsfad. Vi børn følte den skam, der overgik vor gård, så dybt, at vi stod og græd bag portstolperne og knap vovede at se på festen, der syntes at være gjort for alle andre, kun ikke for os. Hver gang toget sådan var redet forbi, sagde far: "De skal hverken have vådt eller tørt, når de kommer!" Men imidlertid stod bordet dækket, og han lod ikke tage af bordet". Næste dag "begyndte festen igen, efter at der hele natten var blevet sviret på kroen, og henad formiddagen lød pludselig trompeterne ude i vor gård "Gudskelov der er de!" råbte vi børn og kom næsten til at græde af glæde. Fader sagde: "Der er ingen, der har haft budt efter dem", men med et mærkeligt opklaret ansigt trak han i hast støvlerne på og gik ud og bød dem alle: "Glædelig fest og velkommen". - "Stig af", kommanderede Cort Sørensen og tilføjede dæmpet, men dog tydeligt: "Kirstine Hansdatter er ikke hjemme!" Men nu var der hos os dækket på købstadsvis, og vor store stue så rigtig hyggelig og smuk ud. Da Cort Sørensen kom marcherende ind i spidsen for adjudanter og musikkorps, råbte han pludselig: Hold kæft med musikken!" og i den største tavshed stillede gårdmænd og gårdmandssønner sig op langs væggen og de forlegne manerer passede underligt til de ridderlige dragter. Men den store hjertelighed, som var i huset, gjorde lidt efter lidt sin virkning, og gæsterne kom i fuldstændig godt lune, da der blev  budt dem sildesalat. Denne simple ret, der er så velgørende efter nattesvir, var dengang ukendt i byen, og en brændevin, hvorpå vi selv havde sat perikum, smagte overordentlig godt dertil. Derhos var der vin på karafler, i stedet for som i de andre gårde på flasker, og et lille glas deraf tog sig bedre ud end de andres gårdes vældige pæleglas. Endelig kom en budding, der stod i lys lue og nu tog gæsterne husets børn på skødet - om denne rene ild blev gæstevenskabet sluttet"."

Børnene
Børnene var tilskuere, ligesom de ældre, men naturligvis fejrede landsbyens børn også fastelavn. Fran Sandby i Vestsjælland fortæller Cathrine Hansdatter, at engang omkring 1850, "da jeg var lille, skulle vi efterligne de store med fastelavnsløjerne. Vi klædte os da ud. Lisbeth var skorstensfejrens kone, hun havde et langt, hvidt sjal, hun rendte og slæbte med. Christian, der blev opdraget hjemme, var skorstensfejren, jeg selv var i drengetøj, og Jens Jakob var stoddertøs; til denne trup sluttede sig Steffens døtre og et par andre. Vi gik så og stavrede om i byen. Et sted, hvor vi kom hen, var der kortspil, de ville så gerne haft os indenfor, men vi ville ikke. Hos den nederste Per Nilen blev vi bedt ind, og der dansede vi, så der blev gang i støvlerne, kan du tro, så vi fik en skilling og var svært tilfreds".
I de gamle landsbyer var der ingen lag eller foreninger og organisationer, som tog sig af børnenes fester. De var henvist til deres egen opfindsomhed, og derfor blev deres optog nok så spontane og spredte. Snedige smådrenge med sans for realiteterne forenet med en ikke ringe frækhed kunne dog under kynisk organiserede former udnytte en årsfest til egen fordel. I mange landsbyer i Vestjylland var det således langt op i 1800-årene almindeligt, at visse grupper drenge længe før pinse købte adskillige flasker mjød og brændevin for deres opsparede penge. Når pinsen kom, begav de sig da med disse drikkevarer og med et lille glas i trøjelommen samt et stykke reb, der var nogle favne langt, ud af byen til de mest befærdede veje, der forbandt byen med omverdenen. "Når de nu mødte fodgængere og køretøjer, som ville til byen, spærrede drengene dem vejen med rebet. Drengene tog da glassene frem og skænkede et glas mjød eller brændevin for de folk, som de spærrede vejen for.For dette glas lod drengene sig så betale 2 eller 4 skilling. Så fik de vejfarende lov til at gå eller køre videre. Men de slap hurtigst forbi, når de gav 4 skilling. Dog måtte drengene tit "drikke dem til", som det hedder. Dette medførte ofte, at drengene til slut fik sig en rus, og mange gange opstod der slagsmål imellem drengene indbyrdes, når rovet skulle deles".
Omkring 1875 skred øvrigheden ind og forbød denne helt ukristelige form for pinsefest.
Som arbejdskraft regnede man med børnene allerede i en meget tidlig alder. Husmænd med mange børn havde simpelthen ikke råd til at have dem hjemme længer end højst nødvendigt. Jens Christensen var 9 år, da han kom ud at tjene på Uggerslev mark på Nordfyn. Det var i 1837, og om den første dag i sit nye hjem har han selv meget levende fortalt: "Konen viser mig ud i karlekammeret, hvor jeg skulle hænge mit tøj, og bad mig ind og få et stykke mad.Der blev mig så forklaret, hvad jeg skulle bestille de følgende dage. I morgen skal hestene i mosen første gang, da skal Ole med for at vise dig, hvor de skal stå, og  hvordan du skal bære dig ad med at flytte og vande dem de andre dage. Her er 6 køer dem skal du også flytte og vande, det får du nærmere besked på hvor tit. Der er 6 får, de skal flyttes 3 gange daglig, de har deres bestemte stykke, hvor langt de må komme; er de nået dertil, så flyttes de til mellemsæt og tilbage igen, når de er nået over igen, flyttes de til mellemsæt til den anden ende, således bliver du ved hele sommeren. Pas endelig på, at de stå bestemt lige, og lige langt mellem hver".
Det kan synes hårdt nok, at en 9-årig knægt skulle pålægges alle disse pligter, men Jens Christensen befandt sig godt i tjenesten. Dog kneb det lidt med nattesøvnen, for han skulle sove i seng med karlen Ole, der var 17 år. "Det var begyndt at blive lidt varmt, jeg ville spjætte dynen af, og med det samme kunne jeg nok spjætte Ole over benene; det synes han ikke om, og det var ikke så underlig, at han spjættede igen; der var den mangel, at han spjættede alt, alt for hårdt, trådte mine ben så hårdt mod væggen. Det gjorde så ondt, at jeg turde ikke gå i seng om aftenen, men lagde mig i hakkelkisten med klæderne på". En morgen fandt madmoder ham liggende dér, og hun fik mæglet i striden om den fælles dyne.
Trods dette intermezzo så Jens op til Ole, sådan som små drenge altid har set op til de større. Og alle landsbyens børn så med længsel hen til den dag, hvor de var store nok til at kunne blive optaget i de unges lag eller kreds.
Skolegangen var det så som så med før skoleloven af 1814. Den viden, børnen skulle have, blev ofte erhvervet efter højst utraditionelle  pædagogiske metoder. Margrethe Nielsdatter i Slaglille havde således "kun gået tre dage i skole, da hendes moder ej kunne undvære hende. Moderen havde lært hende at kende bogstaver og at stave, men da hun havde sådan lyst til at lære at læse, lærte hun, da hun kun 10 år gammel kom ud at tjene, først viser udenad af andre, fik dem derpå trykte tillåns, læste dem, medens hun vogtede, og lærte sig således at læse, og på samme måde lærte hun sig at læse skrift og senere at skrive, så at hun kunne skrive breve".
Alle måtte hjælpe til i det daglige arbejde året rundt, også børnene, enten ude eller hjemme. Så måtte skolen vente. Landsbyfællesskabet var et arbejdsfællesskab på tværs af aldersgrupper og i nogen udstrækning også på tværs af social status, idet de jordbesiddende jo var afhængige af de jordløse og omvendt. De fleste familier var afhængige af hinanden økonomisk, og denne afhængighed betingede sædvanligvis et nært sammenhold familierne imellem. Man hjalp hinanden, når det var nødvendigt. Brændte en families hjem, trådte de øvrige beboere sammen og goldt et doblegilde. Indbyderen udsatte en præmie, som kunne vindes ved terningespil, og alt, hvad der kom ind af penge under dette spil, blev givet til den nødstedte familie. Indsatserne kunne være store, for man vidste, at man også selv engang kunne komme i den ulykkelige situation. Derfor "satsede" man højt, når det gjaldt denne realistiske form for nabohjælp. Det var på længere sigt en hjælp til selvhjælp.

Barsel og død
I det hele bekymrede den enkelte families ve og vel resten af landsbyen, ja, man kan næsten sige, at alle store begivenheder i familien var fællesanliggender. Bryllup, barnefødsler og begravelse var derfor gerne i ligeså høj grad landsbyfester som  familiefester, og intensiteten af disse fester såvel som af årsfesterne er at betragte som en slags barometer, hvorpå man kan aflæse graderne af sammenholdet i landsbyen. Festerne er nemlig et udtryk for, at sammenholdet, at følelsen af fællesskab, er så stort, at man ønsker at realisere det på en anden måde end gennem det daglige samkvem. I de landsbysamfund, hvor sammenholdet var bedst, blev der afholdt flest gilder året rundt. Der benyttede man selv den mindste anledning, som når en husmand ved naboernes hjælp havde fået klinet sit hus. Så holdt man straks et klinegilde, og når man kunne benytte en så forholdsvis spinkel anledning, synes det nok rimeligt, at de verdslige fester ved livets højtider kunne være endog store.

I de lidt større landsbyer var befolkningen ligefrem delt op i to eller flere bydelag, grandelag, som de hed i Jylland. Vejrs ved Blåvandshuk består den dag i dag af Nørre- og SønderGrandelag. Var landsbyen for stor, kunne alle jo ikke deltage i familiefesten, men inden for hvert bydelag gik så en bydemand eller bedemand rundt og indbød til gilde. At der blev festet ved bryllup og barsel - egentlig barns-øl - er begribeligt nok; det henholdsvis kunne betyde og betød en tilvækst til landsbyfællesskabet, noget alle naturligvis var interesserede i at følge med i, og det måtte fejres. At et dødsfald også blev fejret som en fest hænger sammen imidlertid sammen med en helt anden og langt mere realistisk og usentimental holdning over for døden, end vi, kender i vore dage.
Man havde sine ligklæder liggende parat, og når man besøgte hinanden, var det ikke usædvanligt at få stillet dette spørgsmål: "Vil du itte se mit ligtøj?" - og så blev det taget frem af standkisten til almindelig beundring. Selv ligkisten havde mange stående. Man var altid rede til at dø, og når det gjaldt kirkens lære om et evigt liv efter døden, var det også noget, man var stærkt optaget af. Og i den forbindelse spekulerede man ikke mindst over selve vejen til Himmerig. Den var jo meget lang. Derfor måtte man da gøre ophold undervejs i en kro. Rønnede kro kaldte nogle den, andre kaldte den Tappernøje kro, Høkelbjerre kro eller Nobbens kro. Engang i 1700årene besluttede to fynboer, at hvis den ene døde før den anden, så ville de mødes i Nobbens kro - "der taèr vi os en lille dram og en bid mad". Selv mente de nok, at de kunne klare den lange rejse med et sådant ophold undervejs, "men det squ`meget værre med min gamle bedstemoder, som døde forleden", sagde den ene, "for hun var så dårlig til bens, at hun sidder naturligvis endnu på sin lænestol og gimper dér oppe et eller anden sted i luften og kan ikke engang nå til Nobbens kro."
Døden var ikke tabu i dagligdagen. Det var noget, man sludrede om mand og mand imellem, og når man døde, gav hele denne nøgterne indstilling over for døden sig det udslag, at nu ville man ære den afdøde med et regulært gilde. Når man festede for den nyfødte, der trådte ind i landsbyfællesskabet var det ligeså rimeligt, at man på en festlig måde markerede, når en forlod det. På Haderslevegnen var den første skål, man udbragte under gravøllet, "Det salig ligs skål".
Risikoen for, at den afdøde kunne gå igen, var til stede. Derfor traf man en lang række sikkerhedsforanstaltninger. Så snart den afdøde havde lukket øjnene, lindede man lidt på vinduet for lige akkurat at give den dødes sjæl en mulighed for at påbegynde sin lange vandring via Nobbens kro til Himmerig.  Når man skyndsomst lukkede vinduet igen, var det af angst for sjælens gengangeri. Man kunne også stikke nåle i ligets fodsåler, således at det bogstavelig talt - ikke kunne gå igen. Af samme grund bandt man undertiden stortæerne sammen på liget. Det hændte også, at man kom en stor portion hørfrø ned i kisten, for liget kunne ikke gå igen, før det havde talt hvert eneste frø. Det var en ældgammel tro, at man kunne binde gengangere med denne tællen.
Hyppige gengangere var alle, som på en eller måde i levende live havde krænket fællesskabets vedtagne normer. Sådanne mennesker måtte vandre hvileløst om, indtil de selv havde genopretet den gjorte skade. En bymand, der havde flyttet en skelpæl på marken for på den måde at udvide sit jordtilliggende, kunne ikke få freds i sin grav, før han havde flyttet pælen tilbage igen. Almindeligt var det også, at de, der havde plaget landsbyens beboere, måtte gå igen som straf: onde herremænd og hovmodige herregårdsfruer. De kunne få fred, hvis en eller anden ville tilgive dem, men det ville ingen,

Naboskab og heksetro
Overtroen var en del af den daglige tilværelse. Alle overtroiske forestillinger og alle overnaturlige væsener skal derfor rettelig betragtes ud fra de situationer i hverdagen, som har betinget deres opståen og deres livsvilkår fra generation til generation. Menneskene i landsbyen var hverken dummere eller mere åndsformørkede, end mennesker i vore dage er. De havde bare ikke den samme rede på tingene, som vi har. Et enkelt eksempel kan illustrere dette: Mange kvinder vidste af bitter erfaring, at det undertiden kunne knibe med at få held med smørkærningen. Årsagen til uheldet kendte man ikke, men en forklaring måtte det have. Nærliggende var det at tro, at en eller anden - og det måtte naturligvis være et ondt menneske - havde taget smørlykken fra én. Denne situation kendte en af oplysningstidens mest realistisk tænkende mænd, sandflugtskommissær A.F. Just fra Viborg, og han skrev da i sin meget populære Bondepractica fra 1798: "Man må i stærk varme ej give hekse skyld, om man ej kan få smør; og enten det er varmt eller koldt aldrig tro, at gamle kællinger formå mere hos Fanden end de unge. SÅdanne uheld som Fanden og hekse få skyld for ere gerne en følge af ganske naturlige årsager. SÅsom: i tordenvejr .., når mælkebøtten og kærnen ej er rene .., når køerne er syge o.s.v.".
Nogle kvinder blev langsom belært heraf, men det varede længe. De, der ikke blev det, gjorde derpå følgende for at få "smørlykken" tilbage; de kastede en ophedet hestesko ned i smørkærnen -og det hjalp, men det var fordi fløden så fik den varmegrad, som var nødvendig for at smørkuglerne kunne udskilles.
I hele denne smørkærningssituation var troen på heksene overtro, men troen på hesteskoens virkning var udslag af en faktisk viden, som kvinderne blot ikke havde gjort sig klart. Havde de det, havde de nemlig ophedet smørkærnen på en hvilken som helst anden måde end lige netop med en af traditionen anerkendt lykkebringer.
Heksetroen var ulige mere alvorlig end troen på hesteskoen. Fra de gamle landsbysamfund har man et utal af beretninger om, at nogle mennesker var hekse. Det kunne være både mænd og kvinder, som af sladderen blev beskyldt for at være onde af naturen.  Ofte var det mennesker, der var anderledes, der blev udsat for sådanne beskyldninger, originaler, enligt boende folk, halte, skrutryggede, tiggere, skøger og andre, som  ikke faldt til i landsbyen. De blev syndebukke for alt, hvad der ikke ville lykkes. Undertiden var det de "kloge" folk, som udpegede de"onde". De "kloge" gik man til, når man var syg eller når kreaturerne var syge, eller når man i det hele var kommet i utur, og de "kloge" folk havde altid et råd på rede hånd. Det kunne være en kur, måske et eller andet husråd, men deres hovedopgave var at bekæmpe alt det "onde" i en landsby, og det"onde" havde de en særlig evne til at personliggøre. Undertiden kunne de pludselig se for sig, hvem blandt landsbyens beboere, der var heks eller skademand. Den 18. marts 1799 gik Anna Clemends , en 82-årig kone i Brigsted, ind i Jørgen Mortensens gård for at se på den kloge kones konsultation. Mange mennesker var forsamlede for at se hende "doktorere på knægten Jens", men da nu Anna Clemends trådte ind, råbte den kloge kone: "Her er mesteren for alt hekseriet!" For Anna Clemends kom det som en chok. Det gjorde det også for de forsamlede, men den kloge kone var velanskrevet. Derfor turde man ikke gøre andet, end hvad hun påbød dem. De lynchede hende. Pryglede hende ihjel.
I 1616 blev Peder Sørensen Gjedsted i Læsten syd for Viborg brændt på bålet som heks efter naboernes sladderagtige kampagne imod ham og hans kone Dorette igennem flere år. Det begyndte i 1610, fortalte Rasmus Jensen i retten, da Dorette hidsede sin hund efter hans gæs, fordi de gik i hendes og mandens nytilsåede bygmark. Hun var i sin gode ret, men Rasmus Jensen sagde til hende, at hun i stedet burde have taget gæssene i hus, så skulle han have betalt den skade, de havde gjort. "Da gik hun hjem og svarede ham intet. Og siden derefter blev han forkommet på sit helbred".
Derefter rullede lavinen. ALt ondt og mærkeligt i landsbyen sættes fra den dag i relation til Peder Gjedsted og hans kone. Ligegyldigt hvad de to siger og gør, påstås det af naboerne at være udsprunget af mandens evner som heks. De to blev så langsomt frosset ud af landsbyfællesskabet, og en dag flygtede han. Han kunne ikke holde sladderen ud længere, men det, at han flygtede, samt en døende nabos vidneudsagn til præsten var for retten uomstødelige beviser for, at han virkelig var heks.
Den døendes vidneudsagn er et frygteligt dokument, for så vidt som det detalje for detalje opruller et billede for os af landsbyfællesskabets vrangside:
"Først kom jeg og Peder Gjedsted udi trætte på Skt. Valborg dag nu sidst forleden 3 år, og straks derefter misted vi dyden af vores mælk og kunne ikke have godt af vort mælk.
Om Skt. Mikkelsdag, der kom efter, det samme år fik jeg noget rug af Peder Gjedsted for markkorn, og der jeg klaged på, at det var næsten halv part skarn, da sagde han, at jeg skulle få andet at tage vare.
Nu til fastelavn kommer først 3 år på onsdag mod aften kom Peder Gjedsted til mig og spurgte mig, om jeg ville tærske for ham. Da sagde jeg:"Nej, Gud vil jeg ej", fordi han haver ikke forskyldt noget godt af mig. Da sgde han, at jeg skulle intet både af, at jeg ville ikke gøre for ham, og den tid skulle snart komme, at jeg skulle lidet kunne gøre for mig selv og intet for andre. Så gik han for min dør og skrev noget vidt omkring på jorden med skovl og nogen kors. Anden dag, der kom  efter, misted vi dyden af vores mælk igen.
Ifjor 3 uger før Skt. Mikkelsdag om morgenen tidlig kom Dorette, Peder Gjedsteds kone, til mig og spurgte mig, om jeg vidste ikke, hvor hendes øg var; da sagde jeg: "Jo, jeg haver dem i hus, men vil I have dem, da skal I fly mig brød for 9 øg, jeg har haft i hus". Da sagde hun: "Skal vi hente vores øg her hver morgen, da ved jeg ikke, hvor det skal stå til". Da sagde jeg: "Ja, Gud skal I så, så tit som de går i dannemænds korn, da skal jeg tage dem i hus, da skal I løse dem ud". Da sagde hun: "Ja, ja, jeg skal jette dig en jet - jeg skal love dig et løfte, - du skal få både skam og skade, men jeg skal give stunder at skrifte, før end det skal komme på dig".
3 uger efter Skt. Olufs dag nu i høst sidst forgangen gik jeg på Bjørnsager og min kone og slage byg. Da, som jeg gik allerbedst, kom der så mange fluer omkring mig, som mig tøkte, at jeg aldrig havde set på en tid i alle mine dage, så jeg ikke kunne vende mig for dem, og samme tid var det en stor kulde. Da fik jeg svarlig ondt samme tid udi mit ene lår og side, og siden kunne jeg aldrig tjene mig 1 skilling med dags gerning at gøre for nogen mand. Nu noget før jeg nu i dag skulle have ganget til tinge og bestanden, at jeg havde stævnet mændene her i byen, da misted jeg al den magt, jeg havde i min lår, hånd og min ene side, så jeg tror ikke, at jeg kunne føle det, om nogen ville hugge min hånd af mig, som godtfolk kan se, hvordan jeg ligger her nu.
Og alt dette skylder jeg Peder Gjedsted og hans kone Dorette for, og ingen anden menneske her på jorden".
Sådan var menneskene også i en dansk landsby.