Danmarks Folkeminder nr. 4. Kbh. 1909

Enkefru A. Mortensen, der har meddelt nedenstående, er født i Kyndby i Horns herred 1821. Datter af gårdmand Jens Rasmussen. Både faderen og moderen døde, mens hun endnu var barn. Fra 1842 til 1908 har hun opholdt sig på Jægerspris, første gang gift med kgl. skovfoged F.C. Svendsen, anden gang med kgl. skovfoged P. Mortensen. Boer nu i København. Risbjerggården har været i hendes slægts besiddelse siden 1741.

Den gård til hvilken de følgende erindringer knytter sig, ligger i Kyndby i Horns herred ved siden af præstegården. Dens gamle navn er Risbjerggården, og den står endnu delvis i sin gamle skikkelse for udlængernes vedkommende. Vesterlængen blev bygget om 1828, men er aldels uforandret, hvad rumfordeling angår. Stuehuset,, der er opført efter en brandt ved nytårstid 1747, blev nedrevet og helt ombygget 1870. Det blev sagt, adskillige af de bjælker og stolper, der sad i den gamle stuelænge, skulle hidrøre fra ruinerne af Kindholm slot, der lå henne bag kirken og var blevet ødelagt af svenskerne 1658. Endnu i min skoletid stod murene vel i alens højde. Nu er hvert spor forsvundet for længe siden.
Udenfor gården ligger indsidderstuen i forlængelse af vesterlængen. Brønden med sving ligger midt i gården, hvis længer efter gammel skik ligger solret. Til højre har man staldlængen, til venstre ladelængen og lige for er stuelængen.

I den lille forstue var tre slette døre, der lukkedes med klinkefald. Ad døren lige for gik vi ind i den åbne skorsten. I denne var indmuret en jernstang, og på den hængte skorstenskrogen med takker, hvorpå gryden kunne anbringes højere eller lavere over ilden, som man ønskede det. Længere oppe i skorstenen var indmuret spiger. På disse anbragte man "liggerne", lange stænger, på hvilke man hængte sulet til røgning. I mit senere hjem på Jægerspris havde vi ingen skorstenskrog, men i stedet derfor to større og en mindre trefod til gryderne. Først i 1863 fik jeg komfur) Hvor skorstenspiben stak op gennem rygningen, fandtes de såkaldte "vandsten", der ragede lidt frem for at hindre vandet i at løbe ned ad murværket.
På den murede arne brændte ilden. Om vinteren sad mandfolkene og lavede svovlstikker, d.v.s. flækkede flade pinde ud og dyppede dem i svovl. De benyttedes til at tænde op med, når vi først havde fået fyrsvampen til at fænge. Om sommeren slog vi nemlig ild med stål og sten og opfangede gnisten i fyrsvamp. Om vinteren "forvarede" vi gløderne fra arnen inde i bilæggerovnen og dækkede dem til med asken natten over. Vi fikk visse læs tørv fra Svanholm, men vi måtte selv skære dem. Tørvemosen er nu forlængst pløjeland.
(På Jægerspris brændte vi vel også tørv, men for det meste flammede der brændsel på stedet. Vi havde det i tidligere tid gratis fra skoven. Efter en storm eller stærk blæst havde min svigerfader plejet van at køre ud efter hele læs af nedblæste tørre grene. Det gjaldt nemlig om at producere megen potaske; denne solgtes op ad i herredet for 4 rdl. skæpper. Da soda dukkede op mellem egnens folk i den første halvdel af 40èrne, tabte efterhånden denne industri sig)
 
Bag skorstenen lå bagerovnen, der med en runding og et fremspringende tag ragede noget udenfor i haven. Ad døren til venstre i forstuen gik vi ind til Stegerset, som de gamle sagde. Det var på en gang bryggers og køkken. Gulvet var her lagt af rå sten; i stuerne var det af ler.
Lige indenfor døren stod på venstre hånd den store indmurede kobberbryggerkedel, der kunne rumme 16 spande vand. Bag denne ud mod haven var maltkøllen (Kørrelen). Den var en stor muret kasse med bræddeloft over. I dette var små huller, og herpå lagde man byggen. Nede i kassen var en muret "bjørn", der nærmest lignede et hundehus i form og størrelse. I denne "bjørn" hvoraf flere sten var udtagne, fyrede man. Der lå så maltet og tørrede langsomt ved røgen og varmen.
Gammeltøl bryggede vi i marts måned og når hylden stod hvid.
I et hjørne af stegerset  ud mod haven var afskilret et kammer, "kværnhuset". Heri fandtes foruden maltkværnen et righoldig samling af forskellige genstande. Her gemtes vort "gammeltøl", her hængte pølser og fårelår, her stilledes kar og baller af vejen, her stod tøndelad, "standerfjerdinger" og meget andet.

I stegerset ud mod gården var køkkenbordet og loftstrappen. Mod tværvæggen stod vasken. Over køkkenbordet var "karrækken" med lertallerkenerne. På køkkenbordet lå træbrikkerne og "langskaglerne", der blev brugt, når vi spiste. De første var firkantede og af størrelse som en skrivebog, de sidste var tynde smalle brædder, der kunne benyttes af to sasmtidig. I stegerset fandtes desuden "lejder", det var nogle lange samlle lerdunke på godt og vel 1 pot, og "træflasker" til brug i marken. Jeg har vel hørt navnet en "lejle" anvendt på dem også der på egnen, men vi kaldte dem kun for træflasker. En trepægleflaske kaldte de gamle "en patel" (rimeligvis bouteille), men navnet gik af brug under min opvækst. SÅ hængte der et åg, også kaldet "en dragt", og stod nogle riskoste samt bynkekoste til brug i stuerne.
Bag døren i forstuen hængte en træbismer.

Fra forstuen kom vi ad døren til venstre ind i stuen. Dørene var her blåmalede og dekorerede med navne, årstal og svulmende blomster i urtepotter. Lige indenfor til højre stod bilæggerovnen med en stol på hver side. Ved væggen ud mod haven havde to himmelsenge plads, imellem dem en dragkiste, hvorppå der stod kopper og glas med to metal lysestager, og over dragkisten hængte en "tavelet" (pryramide). Her var også et vindue. Mod gården var der tre fag vinduer, under dem fandtes gåsebænken og foran dette det solide, rødmalede, jernbeslåede bord med skuffe. For enden af bordet stod kistebænken med låg, hvori gemtes adskilligt, f.eks. tøj, man jævnlig benyttede. Ved siden af denne var døren op til kammeret, og på den anden side døren stod bornholmeren og et stolpeskab. Uret kunne "tabe sig" eller "vinde". Man sagde "at sætte" klokken (stille den). Over bordet hang i mange hjem, dog ikke hos os, en "uro", flettet af hestehår.
Himmelsengen havde nederst glatte, høvlede bundbrædder, hvorover var et lag rughalm. Over denne lå hos mange kun et gammelt, men hos os en ældre dyne, der ligesom de andre havde hjemmevævet uldent betræk. Så kom to underdyner fyldt med gåsefjer, blår- eller hørgarnslagener, 2 à 3 hovedpuder og overdynen. SÅ mange alen tøj, der gik til en dyne, så mange pund fjer skulle der i den. Enkelte havde havreavner i hovedpuderne, men det var kun småfolk, der brugte det. I Hillerød  har j eg i årene omkring 1880 set dyner fyldte med havrehakkelse i steden for fjer. Det var hos bønderfolk, der var indflyttede fra omegnen.

De "urolige fjer" (under vingerne) brugtes ikke, så lidt som hønsefjer. Man kunne ikke dø, hed det sig, når man lå på dem.
Overdynen blev rullet sammen i tre lag. Ovenpå lagdes "til hæj" et løst stykke af omhængstøjet, der var vævet som dugetøj i forskellige mønstre. Det hængte ned mod gulveti højde med omhængene. For at holde på det lagde man 2 trækpuder midt for. Omhængskappen foroven var pyntet med fryndser; den hængte på "sengeremmen", der blev båret af de 4 stolper. På hver af sengene hængte et udsyet håndklæde til pynt på den hjørnestolpe, der vendte ud mod stuen. På sengeremmen lå biblen og salmebog. Andre bøger havde vi ikke.
Vi brugte ikke at varme sengene op, men pigerne, der lå oppe i øverstestuen, hvor der aldrig var varme, havde teglsten liggende på bilæggeren og med disse lunede de henad sengetid lidt op i sengen.
Fra stuen kom man op i kammeret, et lille mellemstue med et vindue mod gården og et halvt mod haven. På et bord under vinduet mod gården stod en større og en mindre "finlapperbøtte", hvori moder opbevarede fløden. De var lavede af "finlappertræ", havde form som spande, men var noget mindre end de sædvanlige vandspande.
På gulvet stod en jydepotte, hvori moder samlede sine æg. Den var så stor, at den kunne rumme en spand vand. Her stod også gryngruberne, flettede af halm, hvis da ikke den ene af dem stod på loftet.
Ud imod haven på hylder og kroge opbevaredes madvarer og hængte sulet.
Gennem kammeret gik man op i øverstestuen, der til daglig stod råkold og uhyggelig, da den aldrig blev brugt uden ved særlige lejligheder. Her stod en seng, hvor pigerne sov, et par klædeskister (lågkister), et stort klædeskab, en slagbænk og en lille dragkiste. På væggene hængte spindegarn, garnnøgler og de klæder, der endnu ikke var børstede af efter den sidste benyttelse, og derfor ikke hængte ind i klædeskabet.
På loftet fandtes kornsække, bryder, dejtruget, baller og tønder, for så vidt disse ikke var sat ind i kværnhuset. Om sommeren stod rokkene her. Bl.a. stod her også en "sælde", en stor flad, flettet halmkurv, hvori vi opbevarede mel og gryn. I den tørrede vi rugen i bagerovnen, før den blev malet. Derved blev brødet finere.

Henne ved skorstenen lå et sæt sengeklæder, som tiggerne fik at ligge på. Min far var meget godgørende mod fattige, så vi havde et stadigt rykind; 5-6-7- indtil op mod en halv snes om dagen kunne der komme. Folk, der ikke selv havde jord, bad om et knippe halm til sengehalm. Forår og efterår, når fårene blev klipppede, var der stadig et rend af folk, der tiggede "to" Ligeså i slagtetiderne og op mod jul, hvor de bad om slagtemad og fødevarer. Til dem, der bad om nattely, blev de ovennævnte sengeklæder båret ud i loen eller laden, hvor der bedst var plads. "Erindringerne", som tiggerne efterlod sig, kaldtes "de grå stude". SÅ vidt jeg mindes, ophørte vi at holde sengeklæder til dette brug ved midten af 30erne.
Billeder eller anden pynt på væggene fantes ikke i min barndom. Først ind i 40erne kom et par litografier af Christian VIII og hans dronning til at hænge over dragkisten på hver side af  taveletten.

Når en bygning skulle opføres, blev tømmerværket først tilhugget og rejst over grundstenene. (Noget særligt eller andet navn for disse har jeg aldrig hørt) En krans af grønne kviste blev hejst på en lægte. Folkene trakteredes med skåren maden, øl og brændevin. Mesteren, der stod for det hele, fik en flaske brændevin og råbte tre gange hurra for manden, der byggede, hvilket folkene istemmede. Bagefter blev mellemrummene mellem tømmeret forsynet med indsatte pinde, de såkaldte "stejler", der tit var af elletræ. Mellem dem snoedes halmbånd, og herpå klaskedes fra begge sider æltet ler af blandet med halm. Det hele glattedes af med hænderne. Senere blev væggene "svommet" med en lervælling for at dække revnerne, der fremkom, når leret tørrede ind. Ved denne lejlighed vankede et såkaldet klinegilde for dem, der var med at kline væggene op. De blev budt ind på smørrebrød med godt pålæg og varmt øl med lidt smør og brændevin i. Denne drik blev dog under min opvækst efterhånden fortrængt af kaffen. Jeg har aldrig været til klinegilde, men min moder var engang med at kline en stuelænge op på Venslev Mark.
Taget tækkedes med langhalm eller rør. Den, der hjalp tækkemanden, sagdes !at tjene tækkemand". Denne fastgjorde langhalmen med "tækkekæppe" (hasselkæppe) ved hjælp af "vier" (pilekviste). Rygningen dækkedes med tang og derover lagde de parvis forbundne "ryggetræer". Efter som tagene blev ældre, groede mosset frodigt på dem. Ofte voksede der desuden husløg på dem, hvad der ansås for at være heldigt. Vi havde det på bygladen.
Der var noget hjemme, der blev kaldt "oppe på svalen", men jeg blev aldrig rigtig klar over, hvad der mentes dermed.
Husene var alle lave. Hjemme havde vi vel ikke meget over 3½ alen. Men nabogårdens stuelænge er påfaldende lav og dette har sin særlige grund.
Christian Andersen, kaldet Christian Hugger, fordi han havde lært at være hjulmand, byggede 1835 en ny stuelænge. Efter at tømmerværket var rejst, kom hans svigerfader, Christen Pedersen, og så den. Han erklærede straks, at det gik "dæren styrte mig" ikke an for herskabets skyld at bygge sådant et palæ. Der kunne gerne blive lagt ham mere skat på. Han opfordrede derfor "svogeren" (d.v.s. svigersønnen) til at forkorte alle de opstående stolper. For at få fred blev denne nødt til at gøre det, hvorved han da opnåede at få loftet tilstrækkelig ned over hovedet.

Så vidt jeg mindes, blev hoveriet afskaffet i midten eller i slutningen af 30erne. Ladefogden havde tilsyn på markerne. Prygl anvendtes ikke mere; kunne en mand ikke nå at få sit arbejde gjort, måtte han møde en gang til, hvad de fleste søgte at undgå ved at møde med stor arbejdskraft.
Fra mit hjem tog min stedmoder, der var rask og kraftig med på hovmarken i steden for min ældste, noget svagelige søster. Var vi tidlige færdige, hvad tit skete, da vi havde rigelig arbejdskraft bl.a ikke mindre end 3 faste husmænd på gården, så var vi gerne henne at hjælpe hendes fader, Tolver Sørensen fra Venslev Mark. Da de ikke havde ret meget mandskab, var de næsten altid bag ud.
Det var ikke ualmindeligt i høstens tid at tage til hove kl. 1½-2 om natten for at blive desto før færdig og få udrettet  noget på ens egen mark.
Til hovpløjning mødte en mand og en plovkører af hver gård. I almindelighed brugtes 6 hestes plove, nogle nøjedes med 4 heste for, men ingen kunne den gang nøjes med at have 2 heste for. De nyere engelske plove kom først i brug i slutningen af 30erne. Sørgede plovkøreren, dreng eller pige, ikke for at styre hestene tilstrækkeligt langt fremad, når de skulle svinge for enden af stykket med en 6 hestes plov, vankede gerne plovstaven hen over nakken ledsaget af nogle kraftige opmuntrende bemærkninger om at passe ordentligt på. Jeg var en tid plovkører, men blev tidlig afløst af min noget yngre broder. Han var til at begynde med så lille, at de bandt ham fast på hesteryggen, når han skulle være olovkører. I hovrejser kørtes furage til København. Var vejen dårlig, kørte de ad Roskilde for at undgå de slemme bakker ved Veksø-Måløv. En sådan rejse varede to dage. De kørte hjemmefra kl. 3-4 om morgenen, var i København ved middagstid og kom hjem næste dags aften. Min bedstefadet fortalte os ofte om en hovrejse, han havde kørt ved den tid, Struensee blev henrettet. Da portene blev lukket, måtte han blive i byen et par dage og havde således fået det hele at se på nærthold.
Ved høhøsten blev først kløveren slået, revet og sat i stakke (hobe) større end de nu bruges på markerne. Dernæst slog de engene. Når de slog de rigtige enge og på hovmarkerne, kaldtes det "at slå skæft". Engene lå den gang mellem Kyndby og Venslev, men er nu forlængst udgrøftede og blevet til agerland. Hver by havde sit stykke at slå, og hele byens ungdom var med. Når de slog det som foder for det meste værdiløse græs på og imellem tuerne, kaldtes det "at slå rommen". Det bestod for størstedelen af siv, iris og skarpe, smalstråede blade. Det brugtes til at sno bånd af til at binde sæden med. Dog kunne der somme steder også være godt enghø imellem. Drenge og piger var med at rive høet sammen og slæbe det i land fra tuerne, hvad der var ret tungt arbejde. Når børnene hoppede fra tue til tue, var det en yndet sport, at de skubbede til hverandre, så den anden faldt ned mellem tuerne i vand til knæene.

Blev de unge lidt tidlig færdige på engene, luskede de hen, hvor engen var jævn, og legede bold, men det skulle de snige sig til; der vankede ellers utak, når de kom hjem; men enhver tav naturligvis med sit. Det kunne jo ikke altid kontrolleres, hvad tid de var blevet færdige.
Til tak for ungdommens hjælp med at bære høet i land fra de våde enge gav forpagteren et ølgilde, når de var færdige med "at slå skæft". Indbudt blev ungdommen, heri indbefattet drenge og piger. De gifte fik intet gilde. Forpagteren gav en tønde øl og noget brændevin til hver by samt musik. Så kunne de danse, drikke og more sig, til tønden var tom. Dansen gik for sig på orageren, når der var indhøstet, helst en lørdag eftermiddag.

Før sædhøsten skulle de unge møde til hove og sno bånd. Man brugte hertil det tarvelige hø fra tuerne (rommen"). En dreng eller pige snoede med et apparat, der blev stukket ind i en stolpe. Det drejedes rundt med et sving som et slibetøj. Høet havde man i favnen og så gik den ene baglænds, medens den anden drejede. Der skulle leveres 60 traver à 20 bånd på en dreng. Man brugte dem til at binde byg og havre med. Nu snoer man båndene af sæden med det samme, man binder negene. SÅ vidt jeg mindes, gik den skik at sno disse bånd af brug omkring ved den tid, da hoveriet afskaffedes.
 
En gårdmand havde ee tønde på Hovmarken at passe med rug, een med byg, een med havre og een med kløver foruden enggrænsningen. Der mødte så mange fra hver gård, som manden kunne og afse, desto bedre de færdige.
Når sæden kørtes hjem, var et barn med at rive op og bære sloden hen til næste hob, at de voksne ikke skulle sinkes. Man rev med håndriver. Om morgenen til kl. 9 rev de det løse af sæden op i "rumper" det er i lange smalle rækker. Dette kaldtes "at rive sove". Bagefter "rev man rumper ind", det vil sige, rev disse sammen og lagde sloden for enderne af sædhobene.
Hesteriver kendte vi ikke før lige på sidstningen af hoveritiden, altså hen i 30erne, og i den første tid, man havde dem, gik endda en mand og trak dem.

Den, der bandt det sidste neg, blev rug-, byg-, eller havrekælling. Der var derfor kapløb om ikke at blive den sidste. Det sidste neg fik to eller tre bånd om sig, det blev lagt ovenpå læsset og de kørte rundt i gården med det, når de kom hjem. Jeg kan ikke mindes, at man dansede med det ved høstgildet, men havrekællingen skulle trække skindet af fåremælken mikkelsaften.
Den dag, man ophøstede, var der altid et lille gilde med øl og brændevin, samt æbleskiver eller pandekager. Det var de eneste kager, vi kendte den gang. Nogen særlig skik som "at stryge for kål" eller lignende har jeg aldrig hørt tale om.
Der blev jo altid nogle sædstrå stående ved en grøftekant eller et gærde, men hvor vidt det skete med vilke (jfr. frugttræer) eller tilfældigt, ved jeg ikke.
Om efteråret lånte en af vore tre husmænd mig undertiden for at fuldføre en hovdag for hans kone ved at plukke humle i "Hovhaven" på Svanholm.
Det er jo så ofte omtalt fra gamle dage, hvordan man tvang bønderkalre til at overtage en gård. Jeg mindes et par eksempler. EN karl i Dalby, der havde råd til at gå i langskødet frakke og lange støvler, blev af Overbergs ejer tvunget til at tage en gård. Gmd. Christen Pedersen i Kyndby (1777-1855), der er nævnet side 35, blev tvunget af Svanholms ejer til at overtage sin gård flere år efter, at han var blevet gift.. Hans søn, Lars Christensen, og sønnesøn, Rasmus Larsen, har været sognefogeder i Kyndby.
Når bønderne skulle samles til hovarbejde eller i andre anliggende, tudedes der på gaden i byhornet. De samledes hos oldermanden, der altid var en af de 6 bønder i byen, thi udflytterne var aldrig oldermænd. Min stedfader var sognefoged fra 18321859, så vi havde byhornet hjemme. Det var et ganske almindeligt studehorn med et mundstykke, og der fandtes hverken navne eller årstal derpå.
Når vi var færdige på hovmarken, måtte vi hjem og passe kreaturerne og så ud på vor egen mark. Der gik vi og rodede til sent ud på aftenen. Hovmarken skulde jo passes både først og sidst. Når vi havde bundet om dagen og gik og slæbte sammen om aftenen silde, var det ofte så mørkt, at vi måtte bukke os ned og kigge mod horisonten, om der skulle ligge et neg. Og uagtet al påpasselighed lå der dog altid den næste morgen nogle, som vi havde overset eller rettere ikke havde kunnet se. Mangen gang kom vi hjem af vor egen mark kl 10½ om aftenen og lagde os påklædte på gulvet i storstuen til kl. 2 om morgenen. Så måtte vi op, ud på vognene og af sted på hovmarken.
Hveden var tit slem til at falde af, når det var stærk varme.  EN gang, vi havde hvede hjemme på marken, skulle vi være færdige på hovmarken til kl. 9 om formiddagen for at kunne tage fat på hveden, før det blev rigtig varmt op på dagen.
Af rodfrugter kendte og dyrkede man den gang kun kartofler. Roer kendte vi ikke før ind i 50erne.

Hver mand havde sit stykke hør. Dennes tilberedning omtales i Danm. Folkeminder I, 50-52. Jeg har intet væsentligt at føje hertil. Kun dette, at på hver side af brydegraven var der gravet en smal rende, 3 kvarter eller en alen dyb, hvori de, der tørrede hørren, færdedes,a t de ikke skulle bukke sig for dybt. Disse render nævnes ikke i det anførte stykke. Blev hørren landrøddet, lå den 4 uger , blev den vandrøddet, lå den 9 dage. Når vi havde brugt brydegraven, kunne et par husmænd slå sig sammen og bag efter få lov at bruge den, før den skulle fyldes igen. En mand i Kyndby havde i min barndom en brydeovn opmuret ude på marken et stykke fra huset. Den ene dag varmede de ovnen, den næste dag brød de hørren og hedede så ovnen med skæverne. Det er den eneste brydeovn, jeg har hørt tale om på den egn.
Garnet blev kogt to gange hos os, først i aske og dernæst i klar lud med sæbe; det blev pænere deraf. Efter at det var kogt, kom det ud på en stang at hænge til blegning.
I 80erne ophørte dyrkning af hør temmelig brat. Da de mange rodfrugter kom op, hørte folk op med at have hør.
Hamp dyrkedes til "søller" til væven. Vi havde det ikke hjemme efter moders død. Den vævedes til sække eller man spandt reb og fåretøjr deraf. Den behandledes på samme måde som hørren.
I haven havde vi de almindelige frugttræer og frugtbuske, men al frugten blev spist eller bortgivet, intet deraf blev henkogt eller syltet. Vore æbler var små og sure, nærmest som vilde. Der skulle altid blive tre æbler eller pærer siddende, når man plukkede frugten af. "Dem skulle træet have", blev der sagt. Blomsterne kom aldrig ind i stuerne. Vi havde dem hverken i glas eller urtepotter; men bladene af roser og lavendlerne blev syltet (drysset) ned med salt i en krukke med en stentallerken over. Det kaldtes "propperi" og lagde om vinteren på bilæggerovnen.
De eneste planter, der kom ind fra haven, kunne være lidt balsam, mynte eller skt. Hans urter, der blev stukket op under bjælken. Af de sidste tog man varsel, eftersom de groede eller ikke.

Aftensædet begyndte ved mikkelsdagstid og ophørte ufravigelig "tredje torsdag i tord". Vi sad til kl. 9-10.
Kartningen tog sin begyndelse samtidg med aftensædet. VI skulle helst være færdige med at karte, spinde og væve alt det uldne før, så vi efter nytår kunne tage fat på det linnede. Det var kvindearbejde at karte; men det kunne ske, at man fik lokket tjenestedrengen til at tage et par karter med og "skrupkarte", hvorved "tøjerne" (uldrullerne) blev lettere at arbejde med, når kvindfolkene bag efter tog dem under behandling. Kohår blev aldrig og svinebørster blev meget sjældent brugt der på egnen. Nogle enkelte spandt det ind til fåretøjr, men det var lidet holdbart. I reglen solgte man svinebørsterne til kludekræmmeren. I skiftet efter min farfaders broder, gmd. Anders Pedersen af Venslev, 1791 nævnes der "5 nøgler af svine toe".

Hjemmevæveriet var almindeligt i min barndom. Min moder vævede  selv alt vort tøj (hvergarn, vadmel og linned). Min stedmoder vævede også i begyndelsen, men allerede i 30erne kom væven ud af huset til en moster, jeg havde i onsved. Hjemmevæveriet holdt sig til 50-60erne. Nu i 1909 ved jeg kun to på egnen, som væver; af dem er endda den ene en svensk kone, som bor i "Skoven" (den nordligste del af herredet). Den anden bor i Landerslev.
Vadmel blev stampet i Vintre mølle. Bønderne skiftedes til at bringe og hente det. Bag efter blev det farvet i Frederikssund. Lærred blev klippet af og sømmet til tørklæder, som folk ville have dem, derefter blev de sendt til arveren i Frederikssund at trykkes med figurer ("trykketørklæder"). Også forklæder af lærred blev trykkede.
Når fårene var slagtede om efteråret, tog lysestøbningen sin begyndelse. Vi støbte langs ad vinteren igennem, eftersom det gjordes behov. Vi støbte både i form og lavede pråse, det var tre kvarter lange væger, der dyppedes nogle gang i den smeltede tælle. Vi hældte kogende vandt i en fjerding (en balle), hvori vi kom den smeltede tælle, og i den dyppedes så vægerne. Disse pråse brugte vi til at gå rundt i huset med. I skorstenen blev de klinet op ad muren og på den gjort fast. På samme måde blev Helligtrekongelysene vandstøbte. Den tregrenede form fik de ved, at man drejede de to af vægerne ud til siderne, inden de blev rigtig kolde.
Tællelysene brugte vi inde i stuen. Foruden de små stager på bordet havde vi lange træstager ("lysekællinger"), der stod på gulvet. De var omtrent halvanden alen høje og kunne flyttes omkring, hvor man havde brug for dem ved arbejdet.
Tranlamper med to skåle brugte vi kun i køkkenet. Vægen lavedes af blårgarn, som vi selv spandt, eller vi snoede væger af bomuld, som vi købte. Kun fattigfolk brugte væger af siv.
Petroleumslamper kom først i brug i begyndelsen af 60erne.
Som anført havde vi et ret stort folkehold hjemme. Der var karl, dreng, lillepige, storepige og 3 faste husmænd året rundt, hvortil desuden i sommertiden kom huskonerne. Vore folk var som oftest fæstede på et helt år. Lønnen både for karle og piger var "et får født og en fjerding hørsåd" samt nogle penge. De havde lammet, der blev født for dem, til det blev stort, hvorefter de fik, hvad det kunne udbringes til i penge og dertil ulden af det.

Tjenestedrengen fik som regel forskellige klædningsstykker, der henimod skiftetid blev syet til ham af en omgangsskrædder. Den skik holdt sig i hvert fald til 70erne, måske endda senere. Var han stor og flink, kunne han få lidt penge til.
Tjenestekarlene havde en "bødekone", der holdt deres tøj i orden og "toede" for dem. I mit hjem i Kyndby blev der dog lige til 1868 vasket også for karlene, efter den tid kun for pigerne.

Vi "sad op" til kl. 3 om sommeren, kl. 4½-5 om vinteren. Det var aldrig skik at hilse "god morgen". Det blev kun sagt, om der kom en fremmed. Straks, vi kom op, måtte vi børn i marken og røgte kreaturerne, så hjem at få os noget mad og derpå, for så vidt det var skoledag, møde i skolen kl. 6. Vi gik 4 dage om vinteren fra 9-3, 1 dag om sommeren fra 6-2.
Vi begyndte hver dag i skolen med at synge salmen: "For dig, o Gud, vi her fremtræde" og sluttede med: "Bevar, o Herre, i vort sind".
 
Ferie havde vi i høstens tid og om julen til helligtrekonger. Om påske og pinse havde vi kun helligdagene fri. Vor lærer var tillige urmager og sad derfor tit inde i sin stue og gjorde ure i stand, mens vi passede os selv. Undervisningen var meget tarvelig, alt lærtes udenad på remse og vi kendte kun bøgerne: salmebog, bibelhistorie, katekismus og Balles lærebog. Hjemme havde bibelen sin plads på sengeremmen. Hver søndag eftermiddag læste moder et stykke for os af den. Andre bøger end disse havde jeg aldrig set som barn, så både jeg og mange af mine jævnaldrende var af den anskuelse, at der ikke eksisterede andre bøger.
Vi lærte at læse efter de ovennævnte bøger. Dansk læsebog fik vi først ved slutningen af min skoletid. Tavleregning havde vi aldrig. Regningen dreves udelukkende som hovedregning. Vi kunne selv bestemme, hvad stykke vi ville fremkomme med. Jeg lod dagen forud de ældre derhjemme hjælpe mig med eller andet stykke, og kunne jeg så regne dette, var det godt. Vor lærer var selv ikke videre stiv i regning, og kom en eller anden elev med et stykke, hvor han ikke kunne følge med, vrængede han eller rakte tunge efter vedkommende. En af mine skolekammerater, der var særlig flink og ofte genstand for denne behandling, var en husmandssøn, Jørgen Jensen fra Kyndby. (Allen: Breve fra danske krigsmænd, pag. 156 og 179) Efter at han havde deltaget i krigen, læste han ved pastor Børgesens hjælp til lærereksamen og fik ansættelse i Jylland.

I skrivebøgerne skrev vi med fjerpenne, som læreren eller somme tider vi selv skar til.
På sidstningen af min skoletid fik vi tavler. Før den tid skrev vi efter med blyant på gråt papir hvad læreren skrev op for os på den store tavle. Tabeller på væggene, hvorefter børnene kunne stave, kom også først ved den tid, men et landkort så vi aldrig, og geografi, historie eller naturfag lærte vi intet af.
Som straffe brugtes eftersidden, ørefigen og rusken i håret, men rebtampen var vi fri for. Den havde pastor Lohmann brændt for læreren en gang, han kom på skolen.
Når vi ikke var i skole, var der nok for os at gøre dagen igennem med at passe haven, luge de store hørstykker, flytte og vande kreaturerne oma. Den gang stod meget lidt på stald sommeren over.
Om aftenen når vi skulle i seng, stod vi hos moder eller hos pigen og fremsagde Fadervor. Bagefter spurgte hun: "Hvem har skabt dig?" "Gud Fader", svarede vi. "Hvem har genløst dig?" "Guds søn". "Hvem har helliggjort dig?" "Gud, den helligånd" "Hvor blev du et Guds barn?" "I dåben". Derpå læste vi følgende vers:
Jeg er et lille barn
og al min kraft er svag;
jeg ønsker kun at være
min frelser til behag.

Til at begynde med om morgenen vankede der ikke andet end et stykke ostebrød (bart rugbrød og ost) og dertil for mandfolkene en snaps. Først når folkene var færdig i stalden eller kom hjem fra marken, fik de davre. Denne varierede efter årstiderne fra 5½ til 7½. En "sæt ret" til davre var sild med et stykke bart brød og en snaps til. Derefter kom mælkegrød eller mælkebrød, hvor brødet var skåret i tykke firkantede terninger og overhældt med kogende mælk. Fra om efteråret var silden kogt;  når kogesilden slap op, fik de spegesild. Undertiden ristede vi den på en silderist. Kun i slagtetiden afløstes silden af slagtemad, f.eks. finker. Silden kom Halsnæs. Vi købte den om efteråret olevis af folk, der kørte om med den. Ved den første forårssild skulle man se, om "sjælen" kunne hænge fast under loftet, når man kastede den op mod dette; i så fald var silden god, hvis den ikke ville hænge fast, regnedes den for mager. På Jægerspris har jeg kendt folk, der kastede "sjælen" mod loftet "for ikke at få koldfeber".

"Halgemedde" kl. 9 vankede der kun om sommeren. Dette måltid bestod af et stykke "sulebrød" dvs. brød med røget kød til.
Middagen kl. 12 bestod af 2 retter mad. Mandfolkene havde deres skeer i vindueskarmen, hver på sit bestemte sted. Kvindfolkene havde deres, mærkede med navn, liggende i bordskuffen. De var af træ og blev slikket og tørret for hver gang, men ikke vasket.
Omløbende sælgere falbød skeer af benved, der var smukke hvide i træet; vi havde nogle stykker af dem. Ved festlige lejligheder anvendtes hornskeer, som moder til daglig gemte i en pose. Kom der fremmede, fik disse hornskeerne at spise med.
Til søbemaden langede man i fællesskab af det fad, der sattes på bordet. Eftermaden spistes på langskagler og på de firkantede træbrikker. Senere brugte vi lertallerkener til daglig, men ved gilder kom træbrikkerne igen frem, da vi ikke havde så mange lertallerkener. Tintallerkener havde vi til pynt, jeg har aldrig set dem blive benyttede.
Bordknive kendte vi ikke. Hver måtte bruge sin lommekniv. Derimod havde vi jerngafler; men i reglen tog enhver kødet eller flæsket i hånden og bed deraf.

Fisk var gildesmad, men dermed mentes altid klipfisk. Fersk fisk fik vi så godt som aldrig. Nu fisker de på Ourø, men den gang fiskede de kun der, hvad de selv kunne bruge. En gang imellem kom der fisk til os helt ude fra "Skoven", men når den var kørt den lange vej, var ikke meget ved den. Der var karudser i Risbjergkæret i skellet mellem vor lod og præstelodden, men vi fiskede aldrig deri. SOmme tider fiskede præstens ved at et par mand trak en vidiekurv (hvedekurv) med nogle sten i bunden tværs over kæret i et tov.
Bordet var til daglig dækket med en lærredsdug med trender oppe på den øverste ende, hvor manden, karlen og husmændene sad. Konen sad for bordenden hos manden eller stod op sammen med pigerne foran bordet. Vi børn spiste uden dug på den nederste ende af bordet. Til gilder brugtes de såkaldte "gåseøjensduge", der var uden trender og vævede i småt hulmønster.
Bordbøn brugte vi kun til højtiderne. Det var da altid den gamle bøn: "I Jesu navn gå vi til bord".
Efter middagen sov mændene en halvanden times tid eller så, men kun om sommeren.
Midaften kl. 4 eller lidt derover, bestod af smørrebrød eller fedtebrød med ost og sul. Havde folkene særligt arbejde for, skulle de have fårekød eller pølse.

Nadveren indtraf efter årstiden: om vinteren faldt dette måltid helt bort. Den bestod af syltemælk, mælkegrød, fedtebrød eller hvad der ellers kunne falde for.
Fra en lidt senere tid, efter at jeg var kommen hjemmefra, så spisesedlen en dag i høstens tid således ud: kl. 5 sild og smørrebrød. Kl. 8 sild og smørrebrød samt mælkebrød. Kl. 10 "tisnaps", der bestod af skåren mad og snaps. Kl. 12 middag.  Kl. 1½ kaffe. Kl. 4 midaften (som kl. 10). Kl. 7 "Syvsnaps" (som kl. 10). Kl. 9 eller 10 sild og kartofler med meldyppe.
Til davre og til "nadre" kom folkene ind af sig selv. Til de andre måltider blev der råbte på dem henne i døren: "Kom ind og få mad!"
Karle og husmænd toede sig ikke til daglig før måltiderne, undtagen når de havde morgentjeneste i stalden.
Havde man spist, blev der aldrig sagt "tak for mad" hverken af børnene eller folkene. Det skete kun ved højtiderne eller når der var fremmede. Kom en fremmede ind, hvor folk sad og spiste, hilste han: "Singgodt", hvortil der blev svaret: "Tak for det" eller blot "tak".
Enkelte gamle folk hilste "Guds fred" i steden for "god dag", når de kom ind. Man tiltalte fader, moder og gifte folk med "I". "Du" sagde man til de yngre og til de ugifte. De sidste rester af denne sprogbrug gik af i 60-70erne.

Klæderne blev altid syede i hjemmet. Mændenes blev syet af en omgangsskrædder. Kvindernes tøj blev syet af dem selv eller af sykoner (sypiger), der ligesom skrædderen gik på omgang.
Drengebørn så vel som pigebørn var klædt i kjole, indtil de kunne gå og blev lidt renlige. Man brugte ledebånd,, der førtes ind under armene og gav dem faldhat på for at skåne hovedet for knubs når de faldt. Den lignede en rund hue, var udstoppet med sammensyet vat og pyntet med brogede bånd og et kryds oven i.
Mændenes dragt bestod af hørlærreds skjorte, hvergarns undertrøje og vest samt vadmels bukser og stumptrøje. Om vinteren bar de dertil vadmels underbukser. Foret i tøjet hed dræt.
Gamle mænd bar langt hår, der skilt ved en sti midt i panden faldt ned på skulderen til begge sider.
Alle ældre mænd gik med knæbenklæder, til daglig af vadmel, til stads af skind med sølvspænder, lang stribet vest, der kaldtes bulle, og derover sort eller mørkeblå frakke. På hovedet havde de en mørkeblå frakke. På hovedet havde de en mørkeblå, hjemmestrikket spids hue med dusk, der hængte ned til den ene side. Drengene havde en lignende rød hue. Denne dragt gik af brug sidst i 30erne eller lige i begyndelsen af 40erne.

Overtøj brugtes kun, når det var meget koldt, til langrejser eller når man kørte i stads. Det var hos mænd en kavaj eller chenille med slag af mørkeblåt vadmel. Jo flere slag, der var på den, des mere velhavende var manden. Det inderste nåede helt ned til hoften, og der kunne være indtil 5 slag. Den blev liggende over agestolen, når de tog den af, som man endnu kan se det adskillige steder med de forede kørekapper.
Hovedtøjet var rundpullet eller høj hat. Skindhuer brugte de ikke den gang.
Fodtøjet var ved højtidelige lejligheder ens for mænd og kvinder, nemlig sko med læderremme, der blev spændt om foden med et sølv- eller stålspænde. Lange støvler brugte mændene kun om vinteren i sneføre. De nåede omtrent til knæet. Til daglig gik alle med hvide træsko, der hverken var særlig spidse eller særlig brede. Mænd havde jernkramper, kvinderne blikkramper om dem.
Kvinderne gik med strikket bulle (udtales bølle), til daglig brug var den mørkeblå, til stads rød eller grøn. Den havde snipper bagpå og "pindeærmer" dvs. ærmer, der var strikket i mønstre og figurer, de nåede lige nedenfor albuen. Ved ærmerne  og i halsen var bullen kantet med 2 slags bånd, rød underkantning og derover et bredt bånd, der kunne være af forskellig farve.
Skørterne (dvs. nederdelen) var af vadmel eller hvergarn. Farven var sædvanlig mørkeblå eller grøn. De blev lagt i læg på langs, trillet sammen som en pølse, fæstet i folderne med nåle og opbevaredes således i dragkisteskuffen. (I lågkisten gemte man linned)
På skørtet var ofte det stykke af forbredden foroven der blev dækket af forklædet, af lærred. Derved sparede man jo noget på kjoletøjet.
Det var ikke alle kvinder, der havde en kåbe, mest de mere velhavende. Den var i et stykke, lagt i læg foroven, halvlang og med en linning, der blev holdt sammen i halsen med et sølvspænde. Skulle den være rigtig fin, var den af stortærnet grønt hvergarn med tilhørende slag og kantet med sort fløjl.
Mere jævnt stillede kvinder havde et yderste skørt, som de tog op og kastede over akselen i kulde og dårlig vejr. Indenfor det havde de så det egentlige skørt.
Sjaler kom i brug i begyndelsen af 40erne.
Særken havde hørlærreds "oplod" og blårlærreds "nederdel". Særken så vel som skjorten havde for neden en "gere". Det samme ord brugtes og bruges endnu om det nederste af skørtet.
Kvinderne "bandt hoser" (en bindehose), som farvedes i brunspån, når man ikke ville lade dem beholde den hvide farve. De var slemme til at smitte af, men det hjalp, når man vaskede dem ud i lidt sæbevand. Der var dem, der brugte at karte sort og hvid uld sammen til gråt garn. Det blev dog ikke brugt i mit hjem. Farven var ægte nok, men den gik med årene over til en grim rødgrå tone. Det var iøvrigt den samme blanding, vi anvendte, når vi lavede "gråvadmel". Var hoserne itu, kunne somme masketoppe dem. Ikke blot piger, men også adskillige karle stoppede selv. En karl, der engang tjente min første mand og senere var skovarbejder på Jægerspris, maskestoppede så smukt, at det næsten ikke var til at skelne fra det strikkede.
Hosebånd og forklædebånd så vel som krukkebånd blev vævede på spjæld.
Lærreds forklæder gik man med til daglig, men til pynt bar man bomulds forklæder, de ansås for finere. Skulle man i kirke at ofre eller til højtiderne havde man et rødternet, til alters et blommet hvidt forklæde på.
Linnede halværmer blev brugt om høsten. De var syede med rum til fingrene, som blev stukne derigennem og man bandt ovenfor albuen.
Man "bødede" tøjet med en "bødeklud". Jævnsides hermed brugte man dog også en "lap" og "at lappe".
Omløbende kræmmere solgte hestehårs hårbånd. Snakken gik, at hårene var fra AMerika. Båndene var noget over en halv alen lange, de blev anbragt fladt foran på hovedet, når håret var sat, således at de kunne ses ind under linet. De gik af brug i 40erne.
Hovedtøjet hos ganske små børn var en hue, "røllike", lidt forskellig for drenge og piger. Til en dreng skulle den være i fem dele: 1 stykke foran, 1 hjørnestykke ved hver side af en anden farve og nakkestykket i 2 dele. Når drengene ikke mere lå i vugge, lagde de huen. Hos pigerne ændredes huens form, når de blev 3-4 år. Fra den tid var deres hue ens med de store pigers Denne var sort. Båndene blev bundet i sløjfe og hængte ned ad  ryggen. Man beregnede 4 alen til bindebånd, 2 alen til hagebånd og 1 alen til kantebånd. Pigerne brugte overvejende røde (dog også grønne) bånd, konerne brugte blå (grønne) bånd. De sorte bånd så vel som den sorte konehue brugtes til begravelse og altergang. Konehuen af kvindekattun (jfr. bryllup) blev anvendt både til stads og til daglig. Til stads brugtes silkebånd; til daglig bar man ingen bånd ned ad nakken. Daglighuen kantedes enten med afjaskede silkebånd med satin eller med shirting.
I 50erne begyndte man at fæstne båndene glat op ved den ene side af hovedet, som det bruges endnu af dem, der gå med hue
En solhat var en hætte af pap uden nakke. Den gik ud over ansigtet som en kyse, blev bundet ned under hagen med hagebånd og med smalle røde bånd bag i nakken, så at huenakken kunne ses. Man malede dem blå eller grønne med små blomster.
Guld- sølv- og silkenakkerne syede adskillige selv. Min ældste søster havde fået undervisning inde hos pastor Lohmanns sammen med hans døtre og havde der lært at sy med silke og guldtråd og at brodere navn o.a. Hun syede dog kun til familien og enkelte bekendte, men der var dem, der gjorde sig en levevej dermed. Hos ELsass i Frederikssund ("hos jøden", som folk altid sagde) kunne man, når man købte guldtråd og silke, få stift papir udklippet efter mønster. Det blev riet på tøjet, og derover blev der syet.

Foruden lænkehunden, der stod bunden i porten og "bjævtede", havde vi en løsgående hund, der færdedes ude og inde. Af katte havde vi 3-4 stykker. De fik deres mad i stegerset, men passede ellers sig selv, navnlig var det ikke vel set, om de kom ind i stuen. Ungerne hed hunde - og katunger, aldrig hundehvalpe og killinger.
Vaskede katen sig bag ørene, fik man fremmede. Man måtte sørge for, at det nyfødte barn rørte en hund, før det rørte eller blev berørt af en kat, ellers fik det dårligt "lægesul". En kone fra Frederikssund-egnen, der var i København at passe sin datter, som lå i barselseng, lokkede i denne anledning en fremmed hund op fra gaden med et kødben, thi familien havde en kat, som var meget kælen.
Købte man en hund, skulle man betale den med ulige penge, og havde man budt en hund (eller et andet dyr) et stykke brød, måtte man ikke selv spise brødet bagefter, selv om dyret ikke havde rørt det.
Af heste havde vi 7-8 stk. Det sædvanlige fælles navn var "Bæstene" eller "øgene" Ringeagtende udtryk var "kule" og "pillek" Det sidste anvendtes om dem, der ikke kunde svare deres arbejde. Heste skulle køres til i det tredje år. Så vidt jeg husker, var de uskoede i pløjetiden.
At heste kunne se, hvad mennesker ikke altid kunne se, var almindelig troet. Således mente man, at når et par heste standsede midt på vej eller gade og uden nogen synlig foranledning ikke var til at drive af stedet, var det, fordi der var "noget", "en ligskare" eller sligt, der standsede dem. Ville man se, hvad det var, skulle man kunne få øje på det ved at kigge gennem det fjermer hovedlag.
Man mente også, at hestene af sig selv vidste besked med, om det hastede eller ikke, når der skulle hentes gjordemoder [jordemoder]. En mand, der var vant til turen, sagde, at han kunne altid se det på hestene, når han var kommen til vogns.
Ordet ko brugte vi om den enkelte, i samling talte man om  kvæget eller kvæghøvederne. Ordet fæ brugtes i forbindelse med fæhuset, fæhaven (malkepladsen) og fædriften. Når en ko havde kælvet, gav vi den et stykke brød, vædet i terpentin, brød med lidt salt på og en spegesild med hovedet fremefter. Julemorgen skulle man gnide tænderne på køerne med salt, det første man kom op. Det var en gammel skik, der holdt sig til 70erne. Skulle en ko flytte sig, sagde man: "Flyt dig", til en hest sagde man: "hum dig". Kaldte man på en ko, hed det: "Kåbos" eller "kåbossin" (dvs. kom bossen). Til kalvene sagde man "kibs" eller "nibsen".
Vi havde for det meste omkring ved 30 får. Den gang lå altid et helt skifte til brak, og der stod fårene. Nu sår de grønjordshavre i det. Tidligt fødte lam kom tit ind i stuen som dæggelam og fik mælk af en lammepatte, dannet af et kohorn. Fårene fodredes med hø og ærtehalm. Hvad de "gjorde ore af" dvs. levnede, brugtes som strøelse. Om foråret gik de løse, om sommeren holdtes de tøjrede; når der var indhøstet, blev de sluppet løs igen. De blev klippede forår og efterår. Forårsulden, der var den bedste, hed "lod". Efterårsulden hed "uld". Et fælles navn for begge slags var "to", lårto" og bugto blev pillet fra til strømper og til "totiggere".

Til svinene kogte vi om efteråret hele bryggerkedler fulde af nedfaldne æbler, men de blev så surtandede deraf, at de tilsidst stod og skreg over dem og ikke ville æde dem. De gamle sagde "hæryss", når de jog ad svin.
Hos husfolk kunne man træffe hønsene indkvarteret i en krog i forstuen. Galede en høne, blev den straks slagtet, det varslede nemlig ondt.Slæbte en høne med strå efter sig, varslede det lig. Galede i utide, var det mod andet vejr.
Ænder havde de hos præstens, men jeg mindes ikke, at en eneste bonde på egnen havde ænder den gang, hvorimod de alle havde gæs. Selv husfolk og indsiddere havde en eller flere gæs, der blev indakkorderede hos en bonde, og når efteråret kom, delte de gæslingerne. En gås skulle have 3 æg i sin rede Peersdag; de lå og rugede i gåsebænken inde i stuen. Vi tøjrede eller stækkede aldrig vore gæs. De gik frit i stakhaven, men da måtte en passe på dem. Efter høst gik de på marken, hvor de ville. SÅ gik snakken imellem dem: "Tager du det, så tager jeg det". Man kaldte: "Kom gækken, kom". Havde de været sat på sti for at fedes, toede vi dem i gadekæret og prøvede, om de kunne synke i til halsen, så var de vel opfedede. Når de var slagtede, blev brystet skåret fra og røget, det øvrige blev nedsaltet, fedtet afsmeltedes i større og mindre krukker, de store rivefjer blev brugt til skrubber og de sammenbøjede skræner, hvori man puttede en ært eller to, blev brugt til at vinde garn over.
I min faders tid havde vi så mange bistader hjemme i bihaven, at der ikke var plads til flere. Af noget af honningen bryggede vi mjød, noget af den brugtes i husholdningen i steden for sukker, og en del gik til Frederikssund. Herfra fik vi henimod høst et anker brændevin leveret for visse pund honning. Det var den eneste tid på året, der blev anskaffet så rigelig af den vare. Det meste af vokset solgtes for 4 rdl. pundet, så vidt jeg mindes. Nogle brugtes til at vokse den hjemmespundne tråd med, og det ringeste kom vi mellem tællen, når vi støbte lys.
Da min fader døde 1827 og hans lig skulde føres af gårde, satte en kone bistaderne ned på jorden imedens for at bevare dem, men de gik ud alligevel. Man sagde i så fald, at den, som havde passet bierne (eller den døde) tog heldet med sig, når de gik  bort.. (Skikken er brugt på Jægerspris endnu i 80'erne.)

Som barn så jeg en gang en kone ihærdigt hamre på en messingkedel, for at hendes bier, der sværmede, ikke skulle flyve bort.
Julen tog sin begyndelse Lillejuleaften med sædvanlig mad, men der blev skrællet kartofler og lavet til, så det kunne stå parat til juleaften, især om vi skulle have svinerygsuppe, hvad der var regelen. Den gang fik vi aldrig grød juleaften. Så blev der bagt æbleskiver og hver af tjenerne fik sin hjemmebagte julekage (sigtekage). I nabogården fik hver enkelt - også børnene - sin egen sigtekage at skære af i helligdagene.
Juleaften stillede alle pyntede og vaskede, hvad de ikke altid var om hverdagene. FØr måltidet sang vi stående om bordet: "O, Jesu vor forsoner". Efter måltidet: "Så frelstes vi fra synd og død". Maden bestod i svineslagtemad og æbleskiver. Disse blev bagefter brugt til at spille om, og når de aftenen igennem havde vandret fra hånd til hånd og var blevet brugt til at viske kridtstregerne af bordet med, var de ikke synderlig appetitlige. Men folk var ikke forvænte. De af ungdommen, der ikke spillede kort, legede; men man dansede ikke den aften.
Julemorgen mødte husmændene atter. Traktementet var revelsben.
Juledag gik en del af husets folk i kirke. Tjenerne skulle hjem med deres sigtekager. Man tog på besøg eller fik besøg. Om aftenen vankede der sylte.
Anden juledag var som en sædvanlig helligdag.
Mellem jul og nytår var gik arbejdet sin jævne gang. Det var gerne skik at flytte stak ind i de dage. Den dag, det skete, var som en halv gildesdag med god levemåde. I disse dage holdtes også smedegildet.
Nytårsaften fejredes som juleaften. Før måltidet sang vi stående: "Til ende året haster". efter måltidet: "Stemmer alle i til glæde". Enkelte, der havde bøsser, skød nytår ind, nogle slog potter på døre, og andre gik med rumlepotter. De stillede sig gerne udenfor et vindue, der vendte mod haven, for at de lettere kunne slippe bort.
Nytårsdag sang vi efter frokosten: "Vor sang skal festlig lyde". Ellers var der, så vidt jeg mindes, intet særligt at mærke ved denne dag.
Helligtrekongers aften fik vi grød og fisk, og senere blev der spillet kort. På bordet brændte de tregrenede lys. Drengene løb i flok, 3-4 eller flere i følge, og sang helligtrekonger visen. En af dem var sværtet i ansigtet og en af dem klædt i fruentimmerklæder. Stjerne eller lignende har jeg aldrig set eller hørt tale om, at de medbragte. For de penge, de fik samlet, holdt de et gilde et sted hos en eller anden småmand, hvor man ville have dem.
Om fastelavnen risedes der op med sæberiset. Den stående ret var boller i mælk og æggekage. Bollerne købte vi af omvandrende brødkoner. Drengene løb fastelavn og karlene pyntede i hvide skjorter og med brogede bånd, og slog katten af tønden.. Katten var en græstørv, undertiden var tønden fyldt med aske. Andre fastelavnslege var at slå potten itu eller at opløbe hanen. Den sidste har jeg kun hørt tale om, men ikke set, da den allerede den gang var ved at gå af brug. Den bestod i, at man slap hanen ud på marken, og så skulle en opløbe og fange den.
Onsdagen for skærtorsdag skulle man sikre sig mod heksene. Der blev sat stål i dørene (en stoppenål, en gammel hestesko), og man tog ovnsragen til bagerovnen ind og lagde den over maltkøllen, at der ikke i det kommende år skulle ske uheld ved bagningen ved heksenes kunster.
Skærtorsdag skulle man have kål, kogt på 9 slags grønt, ellers fik man feber; men kom påsken tidligt, kunne det somme tider knibe nok at skaffe 9 slags. Det mindste blad af en nælde kunne da komme i betragtning. Den skik har mange steder holdt sig op imod nutiden.
Langfredag blev der riset op som i fastelavnen (Langfredagsris).
Om lørdagen (Skiden lørdag) fik vi skidne æg.
Første påskedag blev der atter riset op, det kaldtes påskeskræp.
I påskedagene morede ungdommen sig med at trille æg i sand, eller at pille æg op. To personer fik hver et vist antal æg f.eks. en snes, der skulle lægges ud i en ret linie et for et med visse afmærkede skridts mellemrum og atter samles ind uden at et eneste gik itu. Da de, der løb, skulle tilbage til kurven for hvert æg, de lagde ud eller samlede op, kunne det blive en drøj løbetur. En snes æg lagt ud og opsamlet med 5 skridts mellemrum kunne give en løbetur på en lille fjerdingvej. Som oftest var afstanden dog kun et par skridt eller endda kun et skridt. Den ene begyndte inderst inde ved kurven og lagde (opsamlede) ud efter. Den anden begyndte ude fra og lagde (opsamlede) ind efter. Den sidste blev næsten altid først færdig, uagtet afstanden jo var den samme. Æggene farvedes gule i løgskaller. Enkelte gemte et af de hårdkogte æg fra den ene påske til den anden. For det meste rådnede det; men holdt ægget sig, betød det lykke for vedkommende.
Den 1. april og 1. maj narrede vi hverandre aprilsnar og majkat. Til 1. maj hørte også majtræet. Vi havde det ikke i Kyndby, men jeg hørte det omtale fra "de héne byer", dermed mentes byerne opherreds, op ad Vintre Mølle til eller der omkring. Tidligere havde karlene brugt "at ride maj i byen", men det var gået af brug før min tid.
Om pinsen ved jeg intet at fortælle.
St. Hans aften brændtes der blus på Klosterbakken, der ligger tæt ved byen på min fædrenegårds grund med milevid udsigt til alle sider. Bar vinden ind over byen, undlod man dog at tænde blussset; ungdommen kom gerne først og spurgte min fader og senere min stedfader om forlov. Uagtet det foregik på vor egen jord, var jeg aldrig til stede derved; det fik vi ikke lov til.
Vor Frue Dag var der marked med karusseller og gøgl ved Sct. Knuds Kilde ved Skuldelev.
Mikkelsdag (Mikmosedav) blev alle, der havde hjulpet med i høstens tid, indbudte til mikkelsgilde.
Gæsterne mødte til middag kl. 12-1. Den bestod i suppe og kød med peberrod. Kødet var skåret i stykker af størrelse som til en stor bøf. Disse lå i suppen og hver fiskede så et stykke hen på sin tallerken eller brik.
Om eftermiddagen vankede der varmt øl med en klat smør og en snaps brændevin i. Det var før kaffen blev rigtig almindelig sukker kom der ikke i, da det stærke, hjemmebryggede øl var sødt nok endda.
Til aften fik vi grød og fisk. Denne aften skulle grøden dyppes i fåremælk, og havrekællingen skulle trække skindet af mælken.
Om eftermiddagen ved 2-3 tiden havde husets folk nok at gøre med at bære mad i by til ældre, svagelige eller fattige folk. Der blev kogt en hel bryggerkedel fuld (på fårekød) af den fede  suppe. Skikken har holdt sig op til vor tid, men den gang blev der givet til langt flere.
Den følgende dag mødte deltagerne til frokost ved 9 tiden. De blev til middagen, der bestod i opvarmet suppe, og dermed var høstgildet forbi, med mindre husmoderen kunne få lokket huskonerne til at sidde og karte den eftermiddag. De gik så hjem til aften, når de havde fået mad, bestående af mælkegrød og plukfisk, levninger fra aftenen forud.
Ved gildet morede de ældre sig med at spille kort, ungdommen dansede og legede.
Mortensaften havde vi ingen fremmede, kun husets folk. Man spiste gås; dem var der nok af den gang. Den var stoppet, dog ikke fuldstoppet, med lidt æbler og rosiner. Svesker var da temmelig sjældne. Eller også fik vi fårekød. Der blev gerne slagtet en 3-4 stykker ved den tid.

Som regel rådede de unge selv for, hvem de ville have. Dog skulle en gård helst have en gård. Den dag, de unge blev skrevet sammen, var den nærmeste familie bedt tillige med forloverne til et lille gilde, hvor traktementet var sylte eller anden slagtemad af får eller lam. Steg brugte man ikke meget, det var mest kogte sager, man nød. The kendtes den gang slet ikke, og kaffe fik man yderst sjældent. Den blev dog ret almindelig under min opvækst. I stedet derfor drak man varmt øl.
Når der skulle bedes til bryllup, måtte man have en pålidelig mand til det, en som ikke drak sig fuld. Manden blev nemlig trakteret, hvor han kom frem, så det gjaldt om at passe på. Ofte var det brudens eller brudgommens fader, der indbød efter en bestemt formular. Den dag, der blev udlyst, skulle de unge være i kirke.
Bryllupper holdtes som regel fredag eller lørdag. Gæsterne mødte i gildesgården før kirketid og modtoges med musik for hver vogn, der kom i gårde. Musikken var gerne 2 violiner, kun til store bryllupper var dertil en klarinet; men blæseinstrumenter dukkede først langt senere op ved gilderne.
Til kirken kørte brudemanden (brudgommen) forrest alene på et sæde, bag ved ham sad hans to brudesvende. På samme måde sad bruden med sine to brudepiger. Var det en enke, havde hun to koner, en enkemand havde to mænd med sig. I Kyndby gik de til kirken; brudemanden kom forrest med alle mændene, bag efter kom bruden med alle kvinderne; men fra udflyttergårdene kørte de naturligvis.
I kirken ofrede gæsterne til præst og degn, men brudegaver brugtes ikke. Den skik kom først senere op.
Middagen bestod i grød og fisk.
Når dansen skulle begynde, tog brudemanden bruden ved hånden og gik op i øverstestuen. Først dansede bedemanden med bruden, hvorefter han afleverede hende til brudemanden. Hun dansede et par timer med flettetøjet på, men ud på aftenen tog brudemanden det af hende og satte den sorte konehue med guldgallonerne på hendes hoved i steden for. Dette skulle gå for sig i enrum. For den ene af mine søstres vedkommende skete det ude i kværnhuset. Derpå dansede pigerne hende ud af deres lag (oftest en totur), hvorefter konerne dansede hende ind i konelaget, i reglen i en tretur. Senere ud på aftenen fik hun den anden konehue på af brundt eller blåblomstret kvindekattun, en slags blankt sirts, og denne tredie hovedbeklædning beholdt hun på resten af  natten.
Ved 9-10 tiden måtte brud og brudgom passe at holde sig sammen, at ikke det slemme, skulle komme imellem dem. Denne skik overholdtes endnu i midten af 60'erne. Ved den tid drak man de nygiftes skål, og imedens sad disse for bordenden.
Kl. 10-11 vankede der aftensmad bestående af plukfisk og smørrebrød, og længer ud på natten, når nogen begyndte at tale om, at de skulle hjem, straks blev der bragt dem skåren mad, mjød, øl og brændevin.- I gamle dage bryggede bønder og husfolk selv deres brændevin. Havde de ikke selv brændevinstøj, lånte de hos hverandre. Min bedstefader fortalte om et husmandsbryllup der i byen, hvor han var tilstede sammen med en anden som en slags tilsynshavende, at gæsterne søbede den hjemmebryggede brændevin ind med skeer for at omgå loven, der forbød dem at drikke den. Det endte med, at de allerfleste tilsidst lå under bordet. Brylluppet fandt sted i foråret 1799 og det skal have været en af de sidste gange, at den skik at søbe brændevin er bleven brugt der på egnen. Hjemmebrændingen ophørte da, og jeg kan end ikke mindes at have set et brændevinstøj hos nogen.

For det meste holdt de op kl. 3-4.
Et bryllup varede 2 dage, kun husmænd nøjede med én dag. Anden dagen kom gæsterne til frokost ved 12 tiden og blev til aften. Det var sjældent, der var dans den dag.

Jordemoderen (Gjordemoderen) fiskede børnene af af Skadebrønden, en offentlig brønd nedenfor Klokkerbakke. Nu er der posttræ i den.
Dagen efter fødslen holdtes kvindegilde. De skulle ønske til lykke og trakteres, som oftest blev det med skåret smørrebrød og varmt øl. Pigen måtte ud og bede konerne sammen. Ved den lejlighed havde hun en kæp i hånden. Den skulle hun se at få stukket til side hos en yngre kone blandt de indbudne, denne skulle så være den næste, der kom til at gøre kvindegilde. Pigen lod, som hun glemte kæppen, når hun gik, eller hun satte den uset fra sig. Men man passede på, spurgte hende ud, hvem der endnu skulle bedes for at erfare, om man måske var blandt de sidste, og fulgte hende høflig til dørs for at hindre, at hun anbragte den. Opdagede man, at hun havde ladet den blive, kastedes den snarest mulig efter hende. Skikken er brugt endnu sidst i 60'erne i egnen om SÆby-Gershøj.
Barselmad kom konerne med senere. Den kunne bestå i grød, æggesøbe, hønsekødsuppe eller lammesuppe med bagte boller.
På dåbsdagen skulle faderen bære barnet ud på vognen, det overholdtes langt op i tiden. Den dag havde man en pattekone. Det var en husmands- eller gårdmandskone, der kunne give barnet bryst på vejen til og fra kirke og henne i kirken. Det måtte moderen ikke selv gøre. I Kyndby bar pattekonen barnet til kirken; ellers kørte hun med det. Når de kom hjem fra kirke, var hendes hverv endt. Den skik holdt sig i hvert fald til 70'erne, er måske endda brugt senere.
Præstekonen havde to sæt dåbstøj (kristentøj), hvoraf det ene var sølvbroderet og med rødt silkefoer. De blev udlånte til barnedåb, men præstekonen så sine folk an. Var der et sted, hvor folkene var malpropre, fik de kun det ringere sæt til låns. Barnet skulle sove med kristentøjet på, når det kom hjem fra kirke, og ved den lejlighed var de mindre søskende i regelen ivrige efter at få lov at vugge.
 Ved dåben skulle barnet have arvesølvet på sig. Det var for det meste en større eller mindre sølvmønt, der blev gemt og overgivet til barnet, når det blev ældre. En ung pige holdt huen, sommetider gjorde pattekonen det. Det rettede sig noget efter følgets størrelse. En ung pige måtte aldrig den første gang stå med en pige.
Efter dåben gik gudmoderen fulgt af fadderne op og ofrede, som det brugtes endnu, altid med solen. Gudmoderen bliver stående med barnet på armen, til de alle er færdige med at ofre.
Kirkegangskonen blev indledet i kirken med en tale af præsten. Alle de koner, der fulgte hende på dåbsdagen, blev hos hende i våbenhuset, til hun blev ledt ind. Skikken brugtes endnu i Kyndby af enkelte ældre koner. Så længe hun sad inden kirke, måtte hun ikke gå ind i nogen anden mands hus eller gård eller gå over en korsvej. Da min halvbroder skulle i kirke 1828 var det knapt med vandet hjemme, så vi måtte hente det fra Skadebrønden. Min moder og pigen hentede det, men moder gik kun ud til Jungedalsvejen, der satte hun spandene, og pigen hentede så vandet ved brønden og bar det tilbage til vejen. Her var en korsvej; men jeg kunne ikke den gang begribe, hvorfor ikke moder så vel som pigen gik helt hen til brønden.
Efter middagen, der altid bestod af grød og klipfisk, dansede gudmoderen med barnet, hvis det var en pige; men var det en dreng, skulle han ud at ride. Ved min broders dåb 1824 gik dette således til. Gamle Kirsten, der var fast huskone og gik og hjalp til i køkkenet, gik ned i stalden og løste en gammel trækhest og førte den hen for døren. "Kom så, Jens!" kaldte hun, og min fader bar den lille nydøbte ud, satte ham op på ryggen af hesten og holdt ham fast der, medens Kirsten trak hesten et par gange rundt i gården, og gæsterne kom ud og så til.
Gæsterne blev ikke, som ved bryllup, modtagne med musik, men under måltidet efter kirketid gik musikanterne fra den ene stue til den anden og underholdt dem.
En skik, der også gjaldt til daglig, var, at en piges svøb varmedes på kakkelovnen, men en drengs på stuedøren.
Man måtte aldrig kalde et barn ved navn, før det var døbt, eller vugge med den tomme vugge.

Den døde blev lagt på en bordplade i øverstestuen, vaskedes og fik ligtøjet på. Det havde man liggende; det var en hjemmelavet skjorte eller særk så lang, at den nåede til fødderne. En åben saks lagdes på brystet, et kors dannet af to halmstrå, der var stukket ind i hinanden, blev lagt på maven, en salmebog under hagen og skillinger på øjnene. ALt dette undtagen halmkorset toges bort, når kisten lukkedes.
En mand gav man hvid, strikket hue på. Nogle brugte at give den døde hvide strømper, andre ikke. Unge piger fik blå, koner fik sorte bånd på huen, når de lå i kisten, og koner, der døde i barselseng, fik hvidt forklæde ovenpå ligsærken samt penge med sig i kisten til offerpenge.
Før de gik med liget, sang de en salme, under hvilken familien stod ved hovedenden af kisten. Dette skete ude i gården eller i øverstestuen, som vejr- og pladsforhold var til. Fra gårdene i byen bar man kisten hen til kirken, ellers blev den kørt. Unge folk bar, om den døde var ugift, ellers var det de ældre. Familien måtte selv sørge for at få gravet en grav; der var ingen klokker ansat som nu, det ordnedes og afgjordes med  skolelæreren. Når graven var fyldt til, kastedes skovlene overkors ovenpå, en skik, der følges mange steder endnu. Kranse brugtes ikke, de kom ikke i brug før sidst i 50'erne. Ned på graven stak man grankviste, pyntede med påsyede rosetter af sort og hvidt papir. Undertiden fik graven lov at ligge hen, men i regelen satte man en blomst eller tog de visne grankviste med papir bort og satte nogle andre i stedet.
Gæsterne tog med hjem og spiste, men tog sædvanligvis tidligt hjem. Var det ingen sørgelig begravelse, kunne det dog gå ret livligt til. Da min stedmoders moder blev begravet sidst i 50'erne, drak gæsterne punch og spillede kort til langt ud på natten.
Selvmordere blev løftet over kirkegårdsmuren. De kom hverken ind i kirken eller i våbenhuset og måtte ikke begraves, før solen var gået ned. Præsten mødte ikke, men hvem, der ville, kunne med hånden kaste jord på kisten de tre gange. Undertiden mødte degnen og sang en salme, men det kom an på, hvad familie den afdøde var af, thi han behøvede heller ikke at møde. Disse skikke holdt sig til ind i 60'erne.

I 40'erne så vidt jeg husker, begyndte mændene at samles til ornegilder i ugen efter fastelavn. Beværtningen var den gang kun smørrebrød samt øl og brændevin, og så morede de sig med kortspil. Det var et sluttet selskab af gårdmænd og håndværkere, som holdt orne i fællesskab. I Gjerlev-Dråby sogn, hvor jeg har tilbragt min meste tid, var der 6 lag. Vi var medlem af Neder Dråby lag, der talte 16-18 deltagere. Den mand, der i det kommende år skulle have ornen, gjorde gildet, men om han ikke ret vel selv havde plads, kunne han betale en af de andre deltagere for at huse ornen. Han modtog 2 skp. korn af hver af de andre, foruden at de betalte vist for deres fortæring, hvad enten de mødte ved gildet eller ikke. I 60'erne begyndte de at tage konerne med, og fra den tid blev det rigtige gilder med dans, musik og varm mad. Man gav en rdl for parret og gildet var kun for de gifte deltagere. Undtagelsesvis kunne en voksen søn eller datter deltage mod at betale en rdl for hver.
Det sidste ornegilde holdtes i Neder Draby 1880. I Kyndby er de kommet i brug igen i de senere år.
Bysmeden fik 2 skp. land af hver mands jord i byen til at så i. Stødte to mands jord sammen i en udkant, fik han det tit anvist der, da han således kunne have 1/2 td. land samlet. I dagne mellem jul og nytår fik han af hver mand leveret sæd, tørv, hø o.s.v. Til gengæld blev de alle indbudte til et smedegilde, som smeden gav.
Folk, der skulle smedje smedie, havde selv jern og trækul med.

Af danse, der blev brugt ved gilderne den gang, mindes jeg: Skotsk, vals, totur, tretur, firetur, halvfemtetur, sekstur, jødetur, contra sejer, contra otte, pigernes fornøjelse, reel, syvspring og jomfru lisk. Dog er jeg ikke ganske vis på, om ikke halvfemtetur og contra otte er senere. Jomfru Lisk må vist have været en ældre dans, der var ved at gå af brug. Den dansedes kun af de gamle koner, uden mænd. Medens de dansede, sang de dertil to vers, hvoraf det første lød:
Jomfru Lisk ved du hvad?
Giv du mig et stykke mad.
Først på hæl og så på tå,
 så en hel rundtenom.
De dansede to og to, holdt først hinanden i hånden, satte hænderne i siden og svingede rundtenom og tog så atter fat i hinandens hænder.
Kortspil fra hin tid er: brus, fedtæske, trekort, firkort, 16 streger og sorteper. Det senere så almindelige sjavs kendte vi ikke den gang.
Ved omtalen af fastelavn og påske er nævnet nogle af vore lege. Desuden legede vi blindebuk og der går to dyr i Vorherres have. Et par lege, vi brugte indendørs i vintertiden er vist nu gået helt af brug. Den ene hed at prikke Palles øje ud. En bunke sand kom ind på gulvet og et tændt lys blev stukket ned deri. En af deltagerne blev bundet for øjnene og forsynet med et kosteskaft. De andre snurrede ham nu godt rundt på gulvet og sørgede herved gerne for at fjerne ham så langt som muligt fra sandbunken. Nærmede han sig desuagtet denne, så at der kunne være udsigt til, at han med kosteskaftet kunne vælte og slukke lyset, thi det gik legen ud på, vankede der tit en ny snurretur. På denne måde kunne legen vare længe, før lyset blev væltet eller vedkommende tog bindet fra øjnene og erklærede, at nu kunne en anden forsøge.
Slå høns ned. En høtyvestav lagdes over to stole, der stilledes med nogen afstand. På hver stol lagdes to mælkebrikker på hjørnerne. En tog nu plads på staven og balancerede med udstrakte korslagte ben på denne, medens han med et kosteskaft skulle slå de 4 brikker ned. Det endte næsten altid med, at vedkommende tabte balancen og faldt på gulvet. Særlig var ungdommens jubel stor, når de kunne få lokket en af de ældre husmænd til et mislykket forsøg.

I sygdomstilfælde var det ret almindeligt, at kvinder søgte til præstekonen for at blive hjulpet. Hun kurerede med kamfer og Hofmannsdråber. Enkelte havde selv disse sager stående. Læge måtte man hente i Frederikssund eller Roskilde. De voksnes universalmedicin var malurtbrændevin. Havde vi børn mavesmerter, blev der drysset malurt på grøden til os. Det smagte fælt, men viste vi ulyst til at fortære det, stod moder over os, til det var nede. Et lignende middel var frøene af regnfang, som vi havde i haven. Hyldeblomsterne leverede hyldethe, men bærrene brugte vi aldrig. De hængte til fugl. En flækket æg lagt på et dårligt øje, skrabede kartofler lagte på et sår, og spindelvæv til at stille blod har jo været brugt helt op til vor tid. Mod krampe skulle man tage en håndfuld hørfrø, gå baglæns og kaste det over på den, som havde krampen. Krampeknuder bandt man på en egen måde af sort silke og fæstede dem på armene, brystet, halsen eller hvor den syge fejlede noget. Blyringe i ørene skulle være gavnlig for øjnene. Somme bar på fingeren en stål rigtring. Dem købte man af omløbende handlende eller hos Elsass i Frederikssund.
Mod vorter havde man forskellige midler. De kunne gnides med saften af en Fandens mælkebøtte eller stryges med en flæskesvær, der bagefter skulle lægges ud i et træ til himlens fugle. Når disse fløj med sværen, tog de vorterne med. Man kunne stryge dem af på et lig af modsat køn. Efterhånden som liget opløstes, svnadt vorterne. Og endelig kunne man en aften ved fuldmåne gå ud på en korsvej, stryge hen over vorten og bede månen tage den med. Alle disse midler skulle anvendes stiltiende og i ensomhed.
 Mod drikfældighed lod man en snog løbe sig ihjel i brændevin og gav drankeren dette at drikke. Det skulle give ham lede for brændevinen.
En klog kone brugte som middel mod hovedpine at trække den lidende ved issen i hovedhårene for at løfte hovedbunden op. Vi brugte iøvrigt aldrig klog kone i mit hjem, hverken til mennesker eller dyr. Der var i min barndom en kone i byen, der blev "opdaget". Hun var hentet til en syg kalv i gården, der ligger henne ved kirken. Tjenestedrengen krøb op på stænget for at se, hvad hun foretog sig og lytte efter hendes trylleformular. Huns trøg kalven med en visk halm hen ad ryggen og mumlede dertil halvhøjt: "Så kan du æde halm og så kan du æde hø, og kan du ikke leve, så kan du død". Da folk hørte den historie, havde de siden efter ikke megen brug for hende.
En husmandskone der i byen blev i barndom almindelig anset for heks. Jeg hørte aldrig tale om, at hun havde gjort noget, men folk var dog bange for hende. Man skulle kunne kende heksene i kirken skærtorsdag, hvis man uafvidende havde fået et hønnikeæg i lommen. Det hed sig da, at de sad i kirken med en sibøtte eller et mælkefad på hovedet. For at være sikre mod heksene slog vi kors i dejgen, når den var lagt, sigende i Guds navn. Man måtte ikke skære hul på et brød, uden at man først med kniven ridsede et kors i endeskiven. Den skik har mange brugt helt op mod nutiden. Til helligaftenerne jul -nytår - påske - stak man en le i kornbunkerne på loftet. Når køerne blev drevet første gang af stalden ud på græs om foråret, kastede man en lommekniv ved dørtrinnet, som de skulle gå over. Aftenen før skærtorsdag sattes stål i dørene, og man sørgede for at få ovnsragen ind. Når man havde kærnet og smørret var klappet sammen, sattes der med smørskeen ét eller tre kors ned i smørret. Det hørte sig til. Gav man en krukke mælk bort, kom man et par saltkorn på bunden af krukken. Den skik er brugt, vistnok af gammel vane, til op imod 1900.