Det var altså ved maj 1885, efter nøjagtigt 2 års ophold på Bubbelgård, at jeg på anbefaling fra Lorentzen fik plads på Kroghenlund.
Førend jeg går videre, anser jeg det for betimeligt at give en kort beskrivelse af min nye principal, under hvem jeg nu skulle arbejde i samfulde 2 år.

Bøgh var en høj, kraftig mand med rødt fuldskæg og briller. Han havde aftjent sin værnepligt ved gården og havde været forvalter på flere af landets større gårde og altid med mange elver under sig. Han var ca. 35 år gammel og en søn af provst Bøgh i Gamtofte. Han var ugift, meget streng og altid på færde selv, da han var sin egen forvalter. Jeg så aldrig Bøgh smile endsige le i de 2 år, jeg var hos ham. Frøken Bøgh hans søster, holdt hus for ham.

Gården var på 260 tdr. land ager og 100 tdr. land skov, og må vel nok betragtes for at være en af de bedste gårde på Fyn. Jorden var flad som et stengulv og stærkt leret, men herom senere. Der avledes på Kroghenlund den bedste hvede, jeg nogensinde har set.

Gården ejedes af proprietær Langkilde, der boede på ejendommen, indtil han med familie flyttede til København. Han var nok forøvrigt så forgældet, at han senere måtte sælge gården.

Mandskabet på gården bestod udelukkende af elever med undtagelse af nogle få daglejere og røgtere samt en staldkarl. Af malkepiger var der ikke mange, da mælken solgtes til mejeri, i modsætning til hvad den blev på Bubbelgård, hvor der på gården fandtes mejeri, drevet ved vandkraft, og således fordrede en forholdsvis større styrke af piger. Besætningen var 6 spand heste og 60-70 malkekøer samt under tiden nogle fedestude, men ikke mange svin.

Eleverne arbejdede på samme betingelser som landhusholdningsselskabets elever. Vi måtte udføre alt karlearbejde, hvilket selvsagt var nødvendigt, da der ikke fandtes andre karle på gården. Vi fik 120 kr. i årlig løn, der den gang syntes at være mange penge for mig, og hjalp mig til at købe lidt tobak og andre småfornødenheder. Det kunne nok behøves, da min gode fader var død allerede i sommeren 1883, og moder således sad enke med meget beskedne indtægter. Det var jo også de første, rigtige penge, jeg havde tjent ved mit arbejde, og jeg var glad ved og stolt af at tjene dem, selv om det kun var en ubetydelig sum. Jeg var vant til sparsommelighed og nøjsomhed fra hjemmet, så mine fornødenheder var få og spartanske. Mest gik det ud over arbejdstøj og strømper, men takket være fætters og onklers aflagte tøj, kostede denne post ikke meget. Værst gik det ud over strømperne, som moder altid strikkede til mig. Træsko og træskostøvler slede så store huller på dem, at en ko kunne drikke af dem. Det var da også umuligt for moder at stoppe strømper af hvilke hælene var aldeles bortslidte, og jeg foreslog derfor at lappe hælene med stærkt tøj, hvilket blev gjort, og så gik det bedre.

Når vi på denne gård tjente løn, så fik vi også lov til at arbejde for den. Vi var, så vidt jeg husker 10 elever og en forkarl, der egentlig også var elev, men ældre. Eleverne var hovedsagelig svenskere, der havde gennemgået Hvilan  Landbrugsskole i Skåne.

Der var dog også danske elever, således min stuekammerat Rasmussen, der senere blev bestyrer på Søndergårde ved Årup, og som, så vidt jeg ved, havde denne plads i ca. 25 år. Forkarlen var også dansk og ligeledes fodermesteren, men ellers var resten som oftest svenskere. Jeg må ikke glemme at omtale min gode ven, Carl Gustaf Nordstrøm, der var betalende elev (400 kr. om året) og spiste ved forpagterens bord. Han var en forpagtersøn fra Skåne og student fra Lunds Universitet, men skulle i Danmark sættes ind i det højere landvæsen. Nordstrøm var meget kejtet og upraktisk, og forpagteren syntes at finde fornøjelse i at sætte ham til alle de mest snavsede og malpropre arbejder, såsom at grave kompostmødding, pumpe olie og lign., og det er vel overflødigt at bemærke, at han var hjertelig ked af opholdet på gården, særlig da kosten, selv for hans vedkommende lod meget tilbage at ønske. Forpagterens tilknappede væsen huede ham heller ikke, og han kom ofte ned til os om aftenen for at klage sin nød og slå en passiar af. Han og jeg sympatiserede særlig godt, vel nærmest fordi vi begge var af god familie, og havde fået en god skoleuddannelse. Nordstrøm var, i modsætning til mig, godt beslået med penge, og når vi en gang imellem tog til Tåsinge og Svendborg, så afholdt han alle udgifterne, også for mit vedkommende. En god middag i en restauration var noget der smagte; man var jo endnu knapt udvokset, arbejdede strengt og fik en meget slet forplejning på gården. Nordstrøm var i det hele taget en udmærket kammerat og en fint og dannet menneske, som jeg mindes med glæde. Vi korresponderede da også med hinanden flere år efterat han var rejst hjem til Sverige, og at vor brevveksling omsider gik i stå, var udelukkende min skyld.

Vi elever spiste i en slags folkestue, der stødte op til køkkenet. Her indtog vi vore 3 daglige måltider samt mellemmad formiddag og eftermiddag, når vi ikke var i marken. Davren bestod af surt øllebrød med centrifugemælk i samt stegt amerikansk flæsk. Om middagen fik vi forskellig mad på ugens forskellige dage, men det var absolut ikke "Table d Hote Ritter?, der opvartedes med. ærten, kål, grød, vælling, amerikansk flæsk og spædekalvekød var nok de mest anvendte rariteter, men om lørdagen fik vi ufravigelig æbleskiver til eftermad, og dem glædede vi os til hele ugen igennem. Om aftenen stod den på mælkegrød eller, når der ingen grød var, fik vi tørt rugbrød i grødens sted. Hver elev fik udleveret en flaske til øl samt en blikmadkasse til mellemmaden, når denne skulle tages med i marken. Om søndagen blev vi til aften trakterede med the og bart margarinebrød, og margarinen var jo på dette tidlige tidspunkt af margarinens historie  næsten uspiselig, og ikke at sammenligne med nutidens fortræffelige produkt. Undertiden var der knapt med mælk til aften, og så måtte den tynde mælk yderligere fortyndes med vand, og man kan derfor trøstig sige, at vi ikke var langt fra til tider at få vand og brød til nadver. Sultne og tørstige var vi altid om aftenen, og forat få hungeren stillet af dette elendige pjask, måtte vi nyde så stor kvantiteter deraf, at vi blev oppustede som balloner. Maden var i det hele taget sammensat af de tarveligste ingredienser og ofte dårlig lavet. Kokkepigen var en sjuskedorthe, og mælken til nadver var næsten altid mere eller mindre sveden. En af daglejerne, Rasmus Johansen, spiste af og til på gården, og fik da lignende kost, som vi.

Nu hændte det én dag, at kokkepigen havde fri, og Langkildes kokkepige kogte da mælken til os om aftenen, men hun var mere påpasselig og sved den ikke. Rasmus Johansen, der var meget vittig, råbte da han havde smagt på mælken: "Hvad er der i vejen med mælken Trine, den smager jo ikke af noget!" Den var jo nemlig minus den svedne smag.

Elevværelserne var kun pæne karlekamre, flere af dem med murstensgulv, men med varme om vinteren. Vi var 2 elever i hvert værelse og havde hver sin seng. Rotterne huserede slemt i nogle af kamrene og generede os ikke så lidt om natten.
Af andre elever på gården vil jeg nævne den stærke svensker Anderson, som også var min gode ven. Han var forpagtersøn fra Skåne og havde enorme kræfter. Han kunne således med lethed bære en tønde hvede, selv når der lå 3 mand ovenpå, og kunne også bære en tønde korn i tænderne. Igennem er af markerne løb en mindre å, der hvert år skulle renses op. På et sted i løbet lå en stor sten, som 2 af daglejerne ikke kunne fjerne. Anderson kom forbi, løftede den så højt som til sine knæ og bar den uden videre besvær ind til bredden. Anderson blev senere forvalter hos forpagter Knipschildt på Løgismose, og han besøgte mig, da jeg lå som underkorporal i Nyborg, men senere mødtes vore veje aldrig.

Den første forkarl på gården under mit ophold der, var Mads Jørgen Madsen, der var dygtig indbildsk, og derfor ikke stod på en videre god fod med eleverne. Han og jeg kom imidlertid udmærket godt ud af det sammen. Han blev forvalter hos forpagter Mackeprang på Bjørnemosegård, hvor jeg en gang besøgte ham. Han afløstes i sin forkarleplads af en stor og stærk jyde, der var til almindelig grin for eleverne, hvilket til dels skyldtes, at han altid gik med munden vidt åben.
Det ville føre for vidt at beskrive hele rækken af elever, men jeg må dog omtale Nilsson, en skåning og hans drabelige appetit. De fleste af vi andre kunne ikke spise det fede, harske flæsk, men Nilsson kunne godt spise de fleste af vore portioner, og gjorde mange gange rent bord. Han stak gaflen i en af de, gule klumper, holdt denne op foran munden og bed af det lede, harske kram som en hund ville have gjort det, til stor forargelse for vi andre, ikke mindst for sine landsmænd, som jeg formoder skammede sig på hans vegne. I høsten, når vi fik æbleskiver til mellemmaden spiste han altid, hvad der var levnet i kurven, og det beløb sig mange gange til 40-50 skiver, medens vi andre havde nok, når vi efter at have spist den reglementerede mellemmad, havde sat 7-8 skiver til livs. Nilsson var imidlertid meget begærlig, og når vi var til Svendborg sommermarked, nød han intet den hele dag, men ved vor hjemkomst til gården sent om aftenen, skaffede han sig adgang til spisekammeret og fyldte sig op med brød og margarine. Når vi foreholdt ham det urigtige i denne hans adfærd, svarede han, at det var en dårlig soldat, der ikke kunne undvære mad en dags tid, hvad han forsåvidt jo nok kunne have ret i.

Der dukker stadig ny erindringer op, når jeg tænker tilbage på hin tid, og jeg kan af den årsag ikke godt undlade at omtale endnu et par af eleverne.

Den ene af disse, en jyde ved navn Christensen, var ikke elev i ordets egentlige forstand, men fodermester og passede kreaturbesætningen. Vi elever skiftedes til ugevis at hjælpe ham med at passe køerne, forat blive sat ind i disses røgt og pleje, og kom således ikke så lidt i berøring med ham. Christensen var ret dygtig og dertil tro og pålidelig, men et forfærdelig svin. Han kom således ind til bordet, beskidt som han var fra kostalden, amnge gange med klæder og hænder fulde af komøg og fuldstændig uvakset. Den vellugt, han udbredte ved det overdådige taffel, var derfor ikke Esprit de Valdemar. Han havde også den unode at stikke sin pegefinger i det fælles ølkrus, når han greb dette for at drikke. Dette sidste fik jeg ham dog vænnet af med ved enstemmigt at få vedtaget, at hver der, der begik denne uhyrlighed skulle for hver forseelse bøde 10 øre til en fælles kasse.

Gudmundson, en af de svenske elever, var en 28 årig smålænding, der til daglig brug var skikkelig og omgængelig, men en sand djævel, når han havde fået noget i hovedet, hvilket ikke så sjældent indtraf, da han som oftest var vel beslået med penge og havde hang til nydelsen af stærke drikke. En søndag aften kom han hjem fra Stenstrup Kro og var dygtig fuld. Han delte værelse med en anden svensker Jönsson, som jeg netop sad og talte med i deres fælles værelse, da han kom. I aftenens løb lod jeg et ord falde, som han ikke syntes om, og straks for han løs på mig som en rasende. Han var sværere og stærkere end jeg, men bange for ham var jeg ikke; dertil havde jeg været igennem for mange drøje kampe som skoledreng i Odense. Vi tumlede omkring på gulvet, medens hver af prøvede på at få overtaget. Under denne hurlumhej opdagede jeg, at Gudmundson forsøgte at trække en tollekniv, naturligvis for at bruge den imod mig. Da det gik op for mig, at jeg kæmpede for mit liv, fik jeg fornyede kræfter, og det lykkedes mig at kaste ham om på en af sengene, og ved Jönssons hjælp holdt jeg ham med nød og næppe nede. Under kampen var nogle af folkene kommer til stede, og jeg anmodede dem om at hente et reb til at bagbinde ham med, da han øjensynlig var farlig for sine omgivelser. Det blev imidlertid ikke gjort, og jeg sprang derfor selv ud i gården for at hente rebet, men da Jönsson ikke ved egne kræfter kunne holde Gudmondson, rev denne sig løs og fulgte efter mig udenfor, hvor striden blev fornyet. Jeg husker endnu tydeligt, hvorledes det fulde bæst greb fat i mig og næsten flåede min bedste jakke. Jeg tror ikke, at jeg ville være bleven særlig vred, hvis jeg for eksempel havde fået et blåt øje eller noget i den smag, men at se mit bedste tøj omtrent ruineret, gjorde mig aldeles rasende, og i en håndevending fældede jeg ham til jorden, denne gang så eftertrykkeligt, at jeg umolesteret kunne gå til forpagteren og klage. Denne, der var ved at gå i seng, kom straks ned, kommanderede gutten til sengs og låste døren efter ham. Næste dag blev han afskediget uden anbefaling. Det fik han altså for at drikke sig fuld og lave spektakler; foruden kløene, han fik i tilgift.

Den eneste virkelige karl på gården var, som før nævnt, staldkarlen, der var gammel dragon, meget stærk og ? fordrukken. Hans brændevinsdunk blev hyppig sendt til stationen for at fyldes. Fire a fem pægle brændevin om dagen var for ham en bagatel. Han passede ikke destomindre sin dont og passede den godt, og jo fuldere han var desto strammere gik han, medens han samtidig strøg sin velvoksne knebelsbart?.

Som følge af sit drikkeri var han meget forarmet og ejede da også kun en skjorte, der, når den var vasket, blev hængt til tørre på en hest om natten. Han var forøvrigt meget stærk og glad ved at slå på snuden og drikke skaller; og som følge af disse slagsbroderinstinkter ragede han stundom uklar med nogle  af eleverne, særlig de svenske, og forpagteren måtte af og til true ham med klø og afsked for at holde ham i ave.

Af faste daglejere var der 4 på ejendommene, men de boede i deres egne huse i nærheden af gården. Jordtilliggendet var, som tidligere omtalt 260 tdr. land fladt agerland, der var uhyre leret og tungt at bearbejde. Vi havde 30 tdr. land med sukkerroer, og når det faldt i med regn om efteråret under optagningen, var dette nok til at sætte os grå hår i hovedet. Leret klæbede sig til vognhjulene således, at man til sidst hverken kunne se eger eller fælg. Vi brugte mest trækstude, når vi kørte roer i batteri, og de blev meget ofte stædige for de tunge læs i den opblødte lerjord. NÅr de ikke ville eller kunne mere, lagde de sig ned, og intet kunne i sådanne tilfælde formå dem til at rejse sig op og trække. Jeg husker, at forpagteren en dag kom til stede, da et spand stude lå ned. Efter forgæves at have bearbejdet dem med pisken, lagde han brændende halm under dem, men selv dette afskyelige dyrplageri kunne ikke bevæge dyrene til at rokke sig en tomme; de måtte spændes fra, og heste sættes i stedet; men dette skete dog først efter, at studene havde fået alvorlige brandsår. Jeg vendte mig med afsky bort fra denne scene.

Et andet eksempel på denne jords lerholdighed vil jeg omtale. Vi havde om vinteren, medens det var frostvejr kørt gødning på en stubmark og lagt det af i hobe, der så om foråret ved det indtrædende tøvejr skulle spredes. Under dette arbejde måtte vi hanke op i træskostøvlerne for hvert skridt, vi tog, for at de ikke skulle blive siddende i mudderet, og jeg har endnu ar på fødderne af de sår, som denne omgang bibragte dem.

Forpagteren kom, som sædvanligt, ud for at inspicere os under arbejdet. Han gik altid hurtigt og med lange skridt, og aldrig så snart var han kommen fra vejen ind i marken, førend vi så ham falde forover og stikke begge armene i leret til ovenfor håndleddene, medens hans ene lange støvle blev siddende i leret bagved. Et højest komisk syn. Vi kom ham efter megen besvær, til undsætning og hans inspektionstur var forbi for den dag, og han har uden tvivl haft nok at gøre med at vaske leret af sin person og klæder.

Det var, som ovenfor omtalt, en meget tung gård at drive, men afgrøderne var så til gengæld gode, særligt i jævnt tørre år, når andre gårde hylede for regn. Den 100 tdr. land store skov lå lige ved gården, og man kunne fra haven spadsere lige ud i den. Det var en herlig skov med mange mægtige bøge og en smuk kæmpegrav. Mange var de søndag eftermiddage, vi tilbragte derude. Også til den smukke havde vi fri adgang, og vi blev i særdeleshed tiltrukken af den derværende keglebane, hvor vi spillede kegler om øl. Øllet købte vi i en slags smugkro, der lå i skovkanten, og mange lystige aftener tilbragte vi der.

En gang hver sommer fik vi elever lov til at foretage en udflugt til et eller andet herresæde i omegnen. Den første sommer var vi på Brahetrolleborg og Holstenshus. Vi kørte i 2 vogne og tilbragte en herlig dag i de smukke omgivelser. Vi spiste i Korinth Kro og indtog ikke så få våde varer. Det påfølgende år var vi på Nakkebølle Hovedgård, hvor den elskværdige og imødekommende unge forpagter Mackeprang viste os bedriften og senere inviterede os til kaffe i den smukke gamle borgs riddersal.

Bøgh var forøvrigt en hård negl og forlangte det yderste af os, hvilket vi også ydede forat få den meget eftertragtede  anbefaling. Han satte os altid selv i arbejde og dette foregik på ren militær vis, idet hver elev stod bagved sine heste, og på kommandoen: "Læg på hestene!" styrtede vi til selerne, da det gjaldt om for hver at komme hurtigst muligt ud af stalden med hestene. At selepålægningen under disse omstændigheder ikke foregik på den omhyggeligste måde, er det vist overflødigt at bemærke. Vi gav os ikke tid til at spænde remmene, og mange gange slæbte selerne efter hestene, forinden vi fik disse ud af stalden. Dette syntes forpagteren imidlertid ikke at bryde sig om, når vi blot kom hurtigt ud. At denne hovedkulds udrykning var de værste narrestreger, siger sig selv. Når vi først var komne hen til vandtruget, kunne vi godt tage dem mere med ro og få tid til at lægge selerne ordentlig på.

I marken gik det aldrig an at stoppe, og det gik derfor ud over de stakkels heste, der da også til de fleste tider så ynkelige ud. Vi beholdt ikke de samme heste hele tiden , (uvist af hvilken grund) men arbejdede kun med et spand en uge ad gangen. De arme dyr skiftede derfor kusk hver uge, hvilket enhver, der forstår sig på heste, vil indrømme er det værste vanvid. At hestene ved denne behandling fik svære selebrud på bringe og ryg er en selvfølge, men der hjalp ingen kærmoder, arbejde måtte de alligevel. Søndag morgen måtte vi stille til morgenparade med hestene, og da måtte de være ligeså velstriglede som dragonheste. Efter min ringe mening ville lidt mere kærne og lidt mindre barbarisk brug af dem have været mere på sin plads.

En lille halv mils vej fra gården havde vi nogle bakker, der kun henlå med stedsevarende græs, hvor hestene fik lov til at gå om søndagen i græstiden. Hver lørdag aften måtte vi ride de radmagre krikker derud, og nogen særlig fornøjelige rideture var det ikke.

I ugens løb var vi som regel bleven hudløse i skridtet af den uafladelige gåen efter plov og harve, og denne ridetur på de skarpe rygge i slutningen af ugen satte kronen på værket. At ride træhesten i gamle dage, må have været en bagatel i sammenligning, men vi glædede os dog over, at de sølle dyr kunne have det godt i samfulde 36 timer. Derude i bakkerne gik de nemlig løse og kunne rulle sig og æde græs af hjertens lyst, efter de 6 dages hårde slid for ploven eller andre redskaber. Forat få hestene hjem betids mandag morgen, måtte vi tørne ud kl. 3 og så kneb det endda under tiden med at få dem hjem til davretid, da de fleste af dem på ingen måde var lette at fange, da de jo vidste, hvad der forestod.

Bøgh tillod ikke, at eleverne gik langsomt over gården, selv i fritiden, og flere gange så jeg ham træde en eller anden af de unge mænd i hælene, når han kom sjokkende. Man hørte aldrig et påskønnende eller opmuntrende ord fra ham, selv om man gjorde sit yderste bedste. Han var derimod ofte brøsig, når han mente, at man ikke havde fået udrettet tilstrækkeligt i en given tid og nedlod sig ikke til at undersøge om årsagen kunne have været uafvendelige forsinkelser. Jeg har således grund til at erindre en dag, den sidste sommer af mit ophold på gården, at svenskeren Nilsson og jeg kørte Vikkehavre hjem til staldfoder. Vi kørte enspænder, læsset var tungt og seletøjet råddent, en dårlig kombination, som enhver ved. Slen bristede en halv snes gange på hjemturen og måtte bindes sammen med sejlgarn, hvilke operation forsinkede os ganske betydeligt. Følgen var, at vi den formiddag kun fik 3 læs hjem, medens vi  plejede at køre 4. Forpagteren spurgte os om, hvormange læs vi havde kørt, og da han fik at vide, at vi kun havde kørt 3, sagde han nok så hånligt, at det var jo en rar halv dags arbejde. Vi vidste med os selv, at vi havde slidt som sjældent før, forat bøde noget på de uforskyldte forsinekselser, og følte derfor hans hån som piskeslag. Jeg sagde ingen ting straks, men besluttede at gå til ham i hans kontor efter middag og klage over hans brutale adfærd. Jeg opsøgte da også løven i dens hule og blev selvfølgelig mindre blidt modtaget. Jeg lavede vistnok ved denne lejlighed rekord, da jeg aldrig havde hørt om, at nogen elev havde turdet mukke i hans nærværelse, endsige beklage sig over hans brutalitet. Jeg var imidlertid omtrent lige glad med, hvad der skete, da jeg var led og ked af at slide for den barbar, og erklærede derfor også, at jeg ikke ville tåle slig behandling oftere. Denne lille int? bar hurtig frugt. Snart efter blev jeg nemlig en dag kaldt op i kontoret, hvor Bøgh meddelte mig, at han snarest muligt ville søge at skaffe mig en mere overordnet stilling, hvilket da også lykkedes ham, idet jeg kort efter fik ansættelse som medhjælper hos forpagter Feldthusen på Pilegård pr. Pejrup St., Fyn. Men førend jeg slutter skildringen af mit ophold på Kroghenlund vil jeg dog endnu engang understrege, at der på den gård ikke blev udvist øllebrødsbarmhjertighed, og man blev ikke sparet for noget hårdt og voldsomt arbejde.

Vi brugte således jern i høst og slet, kørte hø og korn ind, og de fleste af os måtte også bære korn op fra damptærskeværket, hvilket sidste næsten oversteg mine kræfter. De fulde sække med 240 pund i hver blev læssede på en høstvogn, fra hvilken den ene have var fjernet. Man kørte så læsset over til svinehuset og bar sækkene op ad en høj og stejl trappe, og efter at være kommen op, måtte de bæres ud til enden af loftet og styrtes af der. Jeg husker, at jeg en dag bar 120 sække byg op på den måde, og blev da også så træt, at jeg knapt kunne sove om natten. Også på den gård var jeg en gang nærved at komme galt af sted. Et læs hvede jeg i høstens tid kørte ind i laden, var så højt, at det næppe kunne gå igennem porten. Jeg, der lå ovenpå, løb panden mod portbjælken, blev trykket tilbage på læsset, og slap som ved et mirakel for at få ryggen brækket. Nogle få dages ophold på mit værelse under frøken Bøghs omhyggelige pleje, satte mig dog i stand til at tage fat igen.

Jeg har under tiden i den påfølgende række af år tænkt på mit ophold på denne gård og studset ved den tilsyneladende dumhed, man udviste ved at gå i 2 år på et sådant sted og bortødsle sine unge kræfter på en utaknemlig principal. Men ved nærmere eftertanke er jeg dog altid kommen til den erkendelse, at Kroghenlund var en ypperlig forskole til det, jeg senere i mit liv skulle kæmpe imod og ...
[kopien stopper her og det fremgår intet steds på kopien hvem der har skrevet disse erindringer]