Strukturforandringerne, der kom med de nye landbolove og den større folkeoplysning, bevirkede, at der generelt stod mere og mere usikkerhed om, hvornår man burde holde sig til gamle vedtægter og bylove, og hvornår til kongens forordninger.
I fællesskabets tid havde dyrkningssystemet - eksempelvis for Kværndrups vedkommende bestået af 3 vange, hvor der på enkel vis blev sået byg, havre og rug, og hvor man tillige benyttede noget som "kobed".
Så kom i 1801 "udfrielsen af det skadelige fællessakb", der blev dirigeret fra oven. En landvæsenskommission rykkede ind i sognefogedgården, hvor den holdt sine møder. Den lange udskiftningsprocedure aflejrede en god stak beskrevet papir, og heri blev der intet sted nævnt et ord om institutioner som oldermand eller bylaug. Det "justitsvæsen" landsbysamfundet gennem århundreder havde udviklet med henblik på almindelige overlevelse, fælles tarv og nabovenskab, var mere eller mindre uanvendeligt i de ny sammenhænge.
Enhver skulle have sin jord samlet i én eller flere større lodder, men hermed var jo ikke alt sagt.
Der skulle udlægges jord til husmænd, til skole, jordemoder m.fl. Der skulle foranstaltes mageskifter med hovedgårdsjord, med præstegårdsjord og med nabobyers jorder. Der skulle indtages arealer til skovs fredning. Bøndernes gamle vandingssteder, grusgrave, lerhuller, tørvemoser o.s.v. skulle opgives og nye steder anvises. Veje og stier blev nedlagt og nye afsat. I Kværndrups tilfælde skulle 7 af gårdene flyttes ud. Man kastede lod om tildelingen af udlodderne. De, der kunne forblive indenbys, skulle forrette udflytternes hoveripligter igennem nogle år, ligesom de skulle hjælpe udflytterne med nedbrydning af gårde, genopbygning på udlodderne, gødskning af deres jorder o.s.v.
Mange spørgsmål om rettigheder til at råde over det, der blev efterladt på tofterne, som levende vækster, sten, brønde, skulle også afklares. Der fandtes kort sagt ikke den side af arbejds- og dagliglivet, der ikke kom under hurtig forandring.
Byvedtægternes bestemmelser om hegn og fred passede ikke til de nye forhold. Det var heller ikke længere indlysende, at oldermanden skulle rende omkring hos folk for at inddrive bøder eller foretage udpantninger under henvisning til byloven, når de kongelige anordninger nu viste, hvad der skulle være lovlig fremgangsmåde.
Imidlertid eksisterede der alligevel oldermænd og byvedtægter langt hen i 1800-tallet, og i et vist (ukendt) omfang sørgede man for at revidere bestemmelserne om funktioner og formål, så det hele svarede til den mere eller mindre opbrudte landsbys behov. Før det eventuelt kom dertil, skete der utallige kollisioner mellem de to "lovkomplekser"; et tilfælde af klassisk art var en sag på Falster i 1795.
Fattigfolk sankede ofte ulovligt grene eller andet materiale til deres opvarmning på bøndernes jorder; det kunne også ske, at de forgreb sig på risgærderne. En temmelig uforfærdet  husmandskone blev ved at stjæle brænde, selv om hun jævnligt var blevet jaget bort, og for endelig at få sat punktum for unoderne, gik nogle af byens gårdmænd en dag til konen og bemægtigede sig hendes kobberkedel. De forlangte, at hun lod den indløse med 2 rigsdaler, eller også ville de sælge den, så de kunne få dækning for skaderne på deres gærder.
Hendes mand, Hans Rasmussen klagede imidlertid til forligelseskommissionen, og den fastslog, at bønderne havde gjort fejl, ved på egen hånd at gå ind i folks hjem og pante "under påskud af byloven". De burde have brugt forskrifterne i forordningen om hegn og fred, da det var kongens bud, som skulle følges.
Det var nu ikke en dybere indsigt i forordningerne, der havde givet Hans Rasmussen anledning til at klage, men derimod den omstændighed, at han ikke nogensinde havde givet samtykke til byloven, og at den var ham uvedkommende, som han udtrykkeligt udtalte.
Kommissionen stillede forslag om, at husmandskonen erlagde 2 mark til fattigkassen og gik fri for videre tiltale, "i betragtning af at bymændene har villet tage sig selv til rette". De fastholdt imidlertid, at lauget havde takseret kedlen til 2 rigsdaler, og for princippernes skyld kunne de ikke bare lade stå til, - i særdelshed ikke når konens store frækhed toges i betragtning; herved blev det. Da talen så faldt på gebyret til kommissionen, stillede bymændene sig atter på bagbenene og afviste "på det alvorligste" at betale deres andel. Mæglerne gav så afkald, "da det var langt fra, kommissarius ville se noget forlig forhindret".

Egentlig var der tale om, at en statslig myndighed ved denne lejlighed havde underkendt byvedtægten i forhold til de kongelige forordninger, men generelt var der nogen vaklen i myndighedernes optræden, når det gjaldt om at behandle sager, hvor bylaug eller byvedtægt stod på den ene af siderne.
I sin afhandling om Danske Bylag fra 1949 havde Poul Meyer trods indtrængende forsøg svært ved at klargøre landsbylaugets kompetence i forhold til domstolene i løbet af 1600-tallet og det tidlige 1700-tal, og det samme vanskelighed gør sig altså i nogen grad også gældende, når det drejer sig om forholdet imellem bylaugets beslutninger og kommissions- eller domstolskendelser omkring 1800.
I Jeppe Aakjærs Muld og Mænd berettes der om nogle jyske bønder, som allerede i 1770erne satte sig ud over byvedtægtens bestemmelser og nægtede at anerkende dem som rettesnor i den almindelige omgang med naboerne. Der var blandt andet bonden Jens Axelsen fra Harre, der for det første var blevet idømt en bøde til lauget for sin udeblivelse fra stævne, for det andet havde græsset sit kreatur, hvor det var forbudt, og for det tredie havde begået helligdagsbrøde.
Han nægtede at møde hos granderne under henvisning til, at han selv aldrig havde anerkendt optagelsen af hans person i videlauget, og at han stod fast ved det, så længe lov og ret ikke havde dømt ham til at gøre andet.
Denne stædighed udløste en længere proces, først ved birketinget og siden ved landsretten. Dommeren, der førte Jens Axelsens  sag ved den sidste instans, nedgjorde bymændene og deres vedtægt i brede vendinger. Det kunne "have en herlig omgang, om bonde skulle dømmes bonde"; mon ikke bymændene skulle overlade de sager til autoriserede dommere og til kongelige forordninger?
Traditionelt kunne bylaugene dog udøve rigelig social tvang mod sine medlemmer til langt hen i 1700-tallet, og sanktionerne kunne drives igennem overfor den enkelte. I det mindste må man formode det, for det skete kun sjældent, at bylauget måtte ty til herredstinget for at søge støtte til sine tvangsfuldbyrdelser.
Imidlertid - i sidste halvdel af 1790erne blev det mere og mere aktuelt at søge til forligelseskommisionen, der således fik rollen, som en slags 2. instans efter bystævnet.
Respekten for bylauget som sådant var af mange gode grunde ved at smuldre, og bønder var på det nærmeste kommet til at lide af processyge på grund af den nemme adgang til at anlægge sager; det var også et almindeligt indtryk hos embedsmænd. Snart ville man slet ikke anerkende eksistensen af en byvedtægt, snart ville man blot ikke gå ind på den udlægning af teksten, som flertallet af bymændene holdt sig til.
I 1798 indstævnede Hans Rasmussen i Hesselager hele bylauget, da man havde idømt ham mulkt og pantet hos ham for ikke at holde vedtægten. Lauget lod sig repræsentere af to folk, der havde fået pålæg om, at der omsider skulle trækkes i land: For denne gangs skyld ville de lade klageren få pantet tilbage, men så ønskede lauget til gengæld "indstændigt", at han for fremtiden ville rette sig efter byens vedtægt. Disse tilnærmelser anfægtede dog ikke Hans Rasmussen; han agtede stadig ikke at indordne sig.
Snart efter var det forpagteren på Brudagergård, der indstævnede samtlige bymænd, efter at de havde foretaget udpantning hos ham for 4 rigsdaler for at overtræde græsningsbestemmelser m.fl. andre regler. Bymændene ville gerne have en mindelig afgørelse, men fastholdt på den anden side, at lauget skulle have de 4 rigsdaler; som om de ikke ville indse, at det netop var det spørgsmål, der havde udløst sagsanlægget. Under tovtrækkeriet vakle nogle i geleddet af bymænd; en af bønderne erklærede pludselig, at han for sin part syntes, man skulle give pantet tilbage uden videre diskussioon, og samtidig meddelte han, at han slet ikke ville have mere at gøre med dén sag.
 
Når en almindelig interesse for sladder og naboers emsige optræden blev lagt sammen, kunne tilværelsen blive utålelig for en og anden. Og det blev just ikke bedre af, at bystævnet traditionelt havde status i den kollektive bevidsthed som en dømmende myndighed. Da den folkelige oplysthed efterhånden bredte sig, blev det også mere iøjnefaldende, at bylauget mellem år og dag nåede at begå stribevis af små "justitsmord".
Der var for eksempel et får med sine lam, som gik rundt på markerne ved Søby og så ud til at være herreløst. Da der var gået nogle måneder, tog en ung mand dyrene med, så de kunne komme ind til en husmand i Søby for vinteren. Han havde dog ikke meget foder til dem, og så flyttede den unge mand dem over til hans fader i Volderslev, hvorefter der straks blev foranstaltet en såkaldt oplysning; ejeren til dyrene blev med andre ord efterlyst, og dette skete ikke blot på sognestævnerne i Dalum, Sanderum og Stenløse, men også på kirkestævnerne i Søby og Heden. Det var heller ikke længe, før en mand meldte sig som rette ejer og fik fårene udleveret.
I mellemtiden var der blevet snakket livligt i Volderslev, og rygtet gik, at Jørgen Klein, ungersvendens far, måtte have stjålet de pågældende får. Man var så fuldkommen overbevist, at bylauget på et tidspunkt vedtog en bøde til Klein, der bestod i, at han skulle "betale drikke til byen".
Det blev naturligvis afvist, Klein kunne jo ikke gå med til ligefrem at bekræfte et falsk rygte om hans person. Efter det blev han lukket ude fra bymændenes forsamling og lige meget, hvor han efterhånden gik eller stod, blev han udsat for beskyldninger og "utålelige talemåder". Der gik omtrent et års tid, før det lykkedes Klein at skaffe sig en form for oprejsning, men da havde han også forinden søgt hjælp både hos godsforvalteren på Bramstrup og hos amtmanden. Til sidst afgav bylauget erklæring om, at man ikke mistænkte ham for at være tyv; det var ikke nogen ærefuld situation for forsamlingen.

En nævenyttig tagen-sig-selv-til-rette prægede også bylaugets beslutninger. I Hesselbjerg, hvor husmand Mogens Hansens kone en gang var alene hjemme, invaderede samtlige bymænd huset og bemægtigede sig nogle kedler som pant med den begrundelse, at hun - efter hvad man fortalte, havde udspredt løgnagtige historier om en anden mand i byen. Mogens Hansen klagede skriftligt til greven af Langeland, der var kommissarius for forligelsesvæsenet.
Bylauget blev indstævnet og sendte to repræsentanter, som måtte påtage sig den ubehagelige opgave at tilstå, at "bymændene havde foretaget den skete udpantning efter løs og ubevislig udsagn", hvorfor alt, hvad der var sket og sagt måtte tilbagekaldes.
Af det rene intet blev der nemt dannet massive rygter i det lokale miljø, - i Fæbæk på Langeland lod det sig sagtens gøre. Det var en dag i foråret 1796, at langelænderen Christen Blegholm sejlede over til Svendborg købstad for at ordne nogle  ærinder. Da han igen var i færd med at sætte hjemover, ramtes han af et eller andet uforklarligt uheld i åben sø, og kort tid efter blev han fundet, druknet og skyllet op på stranden ved Fæbæk mark.
Med sig i båden havde han haft en sæk, der indeholdt kaffebønner, sukker salt og noget lærred, reb og hamp. Den sæk skyllede også i land, men den blev først fundet af nogle småbørn på stranden halvanden måned senere; og da blev både sæk og det, der var tilbage af indholdet, afleveret på rette sted.
Nogen tid efter den ulykkelige hændelse, var der imidlertid en tjenestedreng hos en af Fæbækbønderne, som udspredte en historie, der gik ud på, at en vis Hans Andersen, en gårdmand, skulle have vandret omkring en sen aften med en sæk under armen, der syntes at have rummet så meget "som ungefær 3 skæpper korn". Af en eller anden årsag troede folk snart, at det var vraggods, der havde været i sækken, og så kunne der jo kun være tale om det, som stammede fra den omkomne Christen Blegholm. Man var ovenikøbet af den opfattelse, at Hans Andersens egen søn var medskyldig.
Christen Blegholms efterladte og en god bekendt til dem, skoleholderen i Fæbæk og ladefogden på Korsebøllegård, der i forvejen havde et horn i siden på Hans Andersen, troede på, at det måtte dreje sig om stjålet vraggods, og ladefogden snakkede med temmelig mange folk, så til sidst mente alle, at Andersen og hans søn var tyveknægte. Da sækken langt om længe blev fundet, anlagde de sag for at få renset navn og rygte.
De indstævnede personer fik travlt med at fastslå, at det jo var fra tjenestedrengen hele historien havde sit udspring, og ville derfor have sig selv undskyldt. Drengen indrømmede, at det vist nok havde været for mørkt den pågældende aften, til at han med sikkerhed havde kunnet se, hvem der bevægede sig afsted med en sæk, og ladefogeden bortforklarede og bagatelliserede sine tidligere fremsatte udtalelser om Hans Andersen og søn. De sidste stillede endelig som betingelse for sagens mindelige slutning, at tjenestedrengen skulle gentage sin indrømmelse og forklaring overfor ejerlauget i Fæbæk.
Sager, der på en eller anden vis rejste spørgsmål om bylaugets kompetence, implicerede ret ofte personer, der stod lidt udenfor den faste kerne af toneangivende gårdmænd, hvilket ikke kan være overraskende. Folk fra husmands- og håndværkerlaget, fra kredsen af selvejere, fra forpagternes og sognepræsternes kredse udviste i stigende grad uvilje mod at underkaste sig byvedtægternes bestemmelser.
Omkring århundredskiftet forekom det præsten i Heden, at han havde fået nok af at hoppe og springe på bymændenes bud, så han betalte sig fri for at stille op i fremtiden ved den årlige brandvisitation, hvor skorstenene blev undersøgt. Dråben, der fik bægeret til at flyde over, var, at sognefogeden havde bortført en af præstegårdens stole som pant, hvilken pant atter gik i stedet for en bøde, bylauget havde vedtaget, fordi præsen ikke havde vist sig ved det sidste skorstenssyn.
 En selvejerbonde i Skydebjerg mente også, at bymændene var gået for vidt ved at idømme ham en mulkt på en hel rigsdaler, fordi han ikke havde deltaget i rensningen af byens vandsted, og laugets repræsentanter blev bløde under forhandlingen og satte kravet ned til 2 mark, formentlig af frygt for at bonden skulle "melde sig ud" af deres laug.
Der var ligeledes en husmand, som ikke ville finde sig i, at bymændene i Høje pantede hos ham, fordi hans hund en dag havde revet sig løs og rendte omkring i byen, hvor den absolut ikke havde gjort nogen skade; og der var en gårdmand i Kværndrup, der blev så opbragt over, at man havde pantet for 24 skilling hos ham, at han lagde sag an mod både oldermand og bylaug og nægtede at indgå forlig på nogen tænkelige vilkår.

Oldermandshvervet blev mere brydsomt end før. Sager om udpantninger, der ikke blev anset for rimelige af dem, de gik ud over, faldt mest tilbage på hans person. Sognefogeden stillede sig op med nye anordninger og drog hans kompetence i tvivl, selv når der var tale om spørgsmål, som ellers plejede at høre under hans regie. Selv fra mændene i laugsforsamlingen kunne han risikere trusler, der udartede til håndgemæng og til, at man fratog ham byhornet, hans værdighedstegn.

Under alt dette skal den omstændighed imidlertid ikke skjules, at bylaugene også nu og da kunne "blive enige med sig selv om" at indbringe visse spørgsmål for en forligelseskommission for at få gjort ende på interne stridigheder.
I laugsforsamlingen i Skovby kom to gårdmænd i et drastisk skænderi; den ene beskyldte den anden for at være tyv. I forsamlingen kunne man denræst ikke blive enig om, hvilke formaliteter, der skulle iagttages under den forestående forsoning imellem dem. Det blev lagt op til forligelseskommissionen, der efter sæædvanlig gang foreslog, at Anders Jørgensen, som havde anvendt udtrykket tyv, skulle tilbagetrække det og give modparten, Anders Larsen undskyldninger med den gængse rettighed til at lade det oplæse på bystævnet. Det blev desuden bestemt, at der ved den lejlighed hverken måtte forlanges eller gives "noget til skænk eller drikke iblandt bymændene, som kaldes til forligelsesmål, siden Anders Larsen og Anders Jørgensen, som de egentlige parter sagen alene vedkommer nu, som meldt, er aldeles forende".

Når alt omkring landboerne først var kommet i opbrud, opstod efterhånden det ene behov efter det andet bladt folk for at etablere nye aftaler eller overenskomster, der passede til forholdene.
Nye drifts- og agerdyrkningsmønstre skulle derved understøttes, utallige problemer med skadeligt vands afledning, oprensning af grøfter og åer, fstsættelse af flodemålsmærker ved møllerne, placeringer af stemmeværker, anbringelse af gærder og hegn, vogtning af nye led, færdselsrettigheder over anden mands  jorder o.s.v. Meget kunne fastsættes ved overenskomster mand og mand imellem, andre spørgsmål måtte afgøres efter en landvæsenskommissions afgørelse på åstedet.

Landsbyens vedtægt blev ikke nødvendigvis fejet af bordet, men man opgav i en vis udstrækning at træffe beslutninger i bylauget eller på stævnet og indbragte flere og flere af spørgsmålene til forligelseskommission eller landvæsenskommission.
Bylauget i Tørresø kunne for eksempel godt finde en for alle tilfredsstillende ordning vedrørende græsningsrettighederne ovenpå udskiftningen, men der blev alligevel et par problemer tilovers, som angik græsningen for de kreaturer, der tilhørte byens 12 husmænd; disse blev løst i forligelseskommissionen: Hver husmand fik ret til at få græsset en ko hos en gårdmand for en betaling af 8 mark om året. Parterne indgik forliget 2. påskedag, kuriøst nok undlod de at underskrive kontrakten, da noget sådant blev anset "som upassende på en helligdag".

Hver egn havde sine særlige spørgsmål at løse i forbindelse med dyrkningsfælleskabets ophævelse og jordfordelingsbestemmelser. De store lodsejere og godsejere indledte mange steder fra begyndelsen af 1760erne de omfattende projekter med at foretage en række mageskifter; man indgik på det nærmeste handler, der både kunne omfatte godsernes kirker, fiskevande, skove og andre herligheder, for at få mere overskuelige grundlag for udskiftningerne på bønderjorderne.
Egnens største godsejer tog som oftest initiativ til projekterne og optrådte også fremover som en slags koordinator for samarbejdet mellem lodsejerne og som den betydeligste kontaktperson til de offentlige myndigheder. Når man i de store lodsejeres selskab var blevet enige om, hvilke planer der skulle virkeliggøres og om, hvorledes man ville fordele udgifterne mellem sig, indgav man begæring til amtmand og landinspektør om at få sat proceduren igang.
Landinspektøren udarbejdede et såkaldt situationskort, og derpå begyndte landmålerne deres opmålinger og jordtaksationer med assistance fra nogle lokale landbrugere. På grundlag af deres arbejde affattede landinspektøren en såkaldt delingsplan og indkaldte endelig lodsejerne til et åstedsmøde.
Her diskuterede man forslagene, foretog korrektioner og fandt frem til en endelig og enig godkendelse. Fra landinspektøren blev der også fremlagt forslag til hegnsdelinger, der efter godkendelsen blev overdraget de respektive godsejere.
Forløbets første del var nu til ende; næste del, hvor den enkelte godsejer skulle gennemføre jordfordelingen imellem hans egne bønder, kunne begynde. Landinspektør og landmålere medvirkede atter. Amtmanden blev desuden inddraget i sprøgsmålene, hvis der blandt bønderjorderne var såkaldte beneficerede jorder, det vil sige embedsjorder - typisk for præst, degn, skoleholder, jordemoder.
Til formålet fik godsejeren udleveret ekstrakter af den store udskiftnignsforretning og hegnsdelingsplan, der omhandlede hans egne jordbesiddelser. Detailopmålingen og taksationen af  bøndernes brugsjorder startede, og i det hele taget blev mange af de processer, der var gennemløbet i første del, atter gentaget, men n befandt fæsterne sig på en måde i rollen som "lodsejere".
Da Søby by i 1786 blev udskiftet, stred landmålere sammen med to lokale bønder sig op og ned over byens marker og tofter otte dage i træk for at foretage afpælinger og deres anstrengelser kan blandt andet illustreres af en taksationsforretning på 14 tætskrevne ark. Da opgaven var tilendebragt, blev alle bønder sammenkaldt, og "akten" (taksationsforretningen) blev "tydelig og lydelig " læst op, hvorpå et udvalg af dem satte deres underskrifter på vegne af samtlige bønder.
Så startede det tunge kropslige slid. Hver bonde skulle nøje sætte sig ind i hvilke afpælinger, der angav beliggenhed og grænser for hans lodder. Så snart afgrøderne var taget af markerne, skulle han pløje furer i alle skællinier, og i hans skovlod og moselod, hvor pløjning var umulig skulle skællene markeres med halvt nedgravede sten. Som det hed i landinspektørends hegnsdelingsforretning, skulle bonden "modtage sin part af hegn, og med grøft og gærde straks gøre begyndelse" Hegningsarbejderne og gærdesætningerne strakte sig imidlertid som oftest over mange år og krævede siden stadig vedligeholdelse.
Udflytterne fik gennemgående de største økonomiske byrder, og den første generation på udlodderne nåede nok sjældent at høste rimeligt af de fordele, der på længere sigt skulle være forbundet med udflytningen. I øvrigt ved vi endnu ikke meget om disse bønders materielle vilkår i den kritiske overgangsfase. Hvem, der egnetlig flyttede ud, ved vi heller ikke. Var det mon "elitebønder", eller var det de yngste og stærkeste gårdmænd - eller var det fortrinsvis dem, der kunne tyranniseres af bylauget til at indlade sig på foretagenet? En række spørgsmål om den praktiske agerbrugsdrift i overgansperioden, der ofte varede flere år, haves der endnu heller ikke klare svar på.
Ved udskiftninger af omfattende karakter, der kom til at berøre et meget stort antalt jordbrugere, svulmede akterne op til en overordentlig omstændelig sag. Næppe nogen menig landbo med almindelige åndsevner kunne i den situation klare at fastholde erindringen i detaljer, der på åstedsmøderne skulle læses op for ham. Lettere blev det just ikke, at der på disse møder ofte "indløb noget urigtigt", som en bonde udtrykte det, .. "Hvem som kan, han bande højest og slås stærkest, han haver ret, hvilket er meget kedsommelig at høre for den, som ønsker fred og rolighed".
Selv om overblikket hurtigt gik tabt, og folk muligvis fra starten var usikre overfor formuleringerne, endte det som oftest med, at alle skrev under på dokumenterne uden megen tøven. Heraf flød siden utallige kontroverser mellem bønder og godsejer og mellem bønder indbyrdes.
Ret typisk var en sag fra Hvidkilde gods, hvor baron Lehn havde fået bragt et mageskifte i stand med nogle fæstere i forbindelse med udskiftningen af Sørup by. Bondejorderne var blevet opmålt, synet og takseret på lovlig vis og med fæsternes fuldstændige godkendelse derpå inddraget under hovedgården. Til gengæld fik gårdmændene udlagte dele af Hvidkildes marker af hovedgårdstaksten, målt ud i forhold til boniteten af de jorder, de havde afgivet.
Tilsyneladende gik det først adskillige år senere op for de implicerede gårdfæstere, at en gammel vej, der førte til Hvidkilde, hen over den tidligere hovedgårdsjord, faktisk "var dem til megen hinder i deres agerbrug"., - og så havde de tilmed selv pligt til at vedligeholde den. Nu krævede de altså, at herskabet skulle nedlægge den, men det blev afvist på grund af vejens betydning, som hovsti til hovedgården. Baronen tilbød at lade den indgrøfte og lade led for hver ende opsætte på egen bekostning; bønderne afslog og gjorde anstalter til at føre proces om spørgsmålet ved den ordinære ret; om det i virkeligheden kom så vidt, kan justitsprotokollen dog ikke fortælle.
Sagen hører til den stadig voksende kategori af tilfælde, hvor en eller flere bønder ikke havde mulighed for at agere som ét med bylauget; lauget kunne ikke anvendes i den slags situationer som sagsøger eller sagfører. Der blev flere og flere adskilte, individuelle interesser at pleje, for eksempel som her gårdens egne separate jorder og driften af dem.

Selv om det var diktater og planer, der bestemtes ovenfra og generelt kom til at præge opbruddet fra den traditionelle landsby, var bønderne dog - i det mindste på nogle private godser - i stand til at anbringe sig i forhandlingspositioner overfor godsstyrelsen i forbindelse med opbruds-situationen.
På Glorup gods tog gårdmændene fra Svindinge by i sommeren 1804 selv initiativ til at indgå forhandling "i følge deres eget tilbud til deres høje herskab" om at udflytte gårdene. Parterne fandt frem til en række vilkår, som specifiseret og nedfældet på papiret, drejede sig om de vigtigste forhold i de afgørende forandringer. Det betød væsentlig mere tryghed for fremtiden, end bønder kunne føle, hvis der ikke forelå skriftlige løfter.
Et af overenskomstens punkter var plan og grundtegning for de nye gårde. Andre punkter fastsatte detaljeret, hvor meget bygningstømmer herskabet ville levere, hvor meget frivillig nabohjælp af forskellig art tilflytterne kunne regne med, hvor store godtgørelsessummer, der ville blive udbetalt - i rater i takt med byggeafsnittenes færdiggørelse, og endelig forelå der specifikationer over en del byggematerialer (udover det aftalte tømmer), som herskabet ville levere. Svindinges udflyttere lovede for deres part at effektuere udflytningerne i perionde 1806-1807.