Folkenavnene står først, derefter det danske navn efter vore almindeligste håndbøger (i reglen J. Langes), og endelig det latinske systematiske navn.

Snogeurt:  alm. blåhat, knautia arvensis.

Horstidsel: lancetbladet bladhoved, circeum lanceolatum

Rødbynke: forskellige skræppearter, runex. Med rødbrune frø. Et afkog af frøene anvendes mod "løst liv" (diarrhoe) hos kvæget. I samme hensigt anvender man også boghvedemelspandekager, hvori frøene er indbagte.

Pileurter: fællesnavne for flere arter af skedeknæ, polygonum, og melder, atriplex.

Tordenskræppe: liden burre, lappa minor. Du har nok fået "borreskav" (borgerskab), siger man til en, i hvis klæder hænger burrer.

Rystegræs: hjertegræs, bævregræs, briza media.

Skovgavler: bingelurt, mecurialis perennis, man er ikke ukendt med dens skadelighed for kreaturer.

Skræmmetorn, rivetorn: klynger, brombærranker, forskellige rubusarter, især rubus plicatus.

Lindhardsurter, hundekamel: lugtløs kamille, matrikaria inodora. Man fortæller, at denne besværlige ukrudtsplante er først bleven udbredt her på Fyn fra en købmand Lindhard i Nyborg, der skal have indført den.

Duntamp: dunhammer (bredbladet), typha latifolia.

Flæer: gul sværdlilie, iris pseudacorus. Bladene af denne plante så vel som af dunhammer og kalmus går almindelig under navn af "flæg".

Lammetarme, gjedetvinger, vild landløber: agersnerle, convolvulus arvensis. Det er en meget gammel landmandsregel, at når denne ukrudtsplante i det høstede korn er tilstrækkelig vejret, så er kornet tjenlig at køre ind.

Stolt Hendrik: alm. brandbæger, senecio vulgaris.

Fårebid: gæslingeblomst, draba verna. Denne lille plante viser sig især ofte i rugmarken om foråret tidlig. "Når de hvide fårebid kommer, så bliver det skidt med rugen!" siger man, hvormed egentlig er sagt, at rugen er så svag, at den ikke kan skule "fårebid"

Kællingetænder, vild vin: alm gedeblad, lonicera periclymenum. Det første navn gælder nærmest blomsterne, det sidste nærmest bærrene, det syne snemlig som plantens navn forandres, efter som blomster og bær kommer frem.

Gedeblade: vandaks, nærmest potamogeton natans

Skarntyde, udt. skarntyde: vild kørvel, antriscus silvestris. I biernes sværmetid benytter man roden af denne plante til at drive bierne i kuben med. Man trækker den op, afblader stængelen og skraber det yderste lag af roden hvormed man så har redskabet færdig, idet man da holder om topenden.

Stenpikkere: bidende stenurt, sedum acre (?)

Svinedild, svinekål, stikdævle: svinemælk, arter af slægten sanchus. Den midterste af folkenavnene gælder nærmest sanchus oleraceus, det første og sidste nærmest sanchus arvenus, og endelig går med ind under det sidste navn enkelte planter med stikkende bægertænder, der forekommer i kornet om sommeren.

Lovstilk: løvstikke, levisticum officinale. Man gav om foråret, når køerne lukkedes ud på græs, hver af dem en visk blade af denne plante, som man i den hensigt havde plantet ved huset, så holdt kreaturerne sig friske. (Jyderne kalder planten "lugtestok").

Kragerødder: krageklo, ononis arvensis.

Gavler: alm. skvalderkål, ægopadium podagraria.

Oksendriver: hulkravet kodriver, primula officinalis. Dele af denne plante kan benyttes som te. Man kender den fra primula elatior, som man kalder kodriver.

Bondens vejrglas, grine-ad-middag: røde arve, anagallis arvensis. Den lukker sig, når regnen nærmer sig.

Regnfær: regnfang, tanacetum vulgaris. Man erkender det som sundt for heste at give lidt deraf på foderet.

Kike (kiddike): et fællesnavn for agersennop, sinapis arvensis, agerkål, brasica campestris og kiddike, raphanus raphanistrum. DOg er det fortrinsvis agersennopen, der får navnet, den egentlige kiddike kendes næppe her på egnen.

Kukkerurt, præstekok: gøgeurter, orchis, forskellige arter. Man finder 2 rodknolde ved nogle af dem, hvoraf den ene er sort, den anden hvid, de har form som en hånd, og den sorte er til at gøre onde kunster med, den hvide er kun til at gøre godt med.

Fuglegræs: hønsetarm, cerastium, forskellige arter.

Stenpikkere: stenurter, især sedum acre. Stenpikker er også et fuglenavn.

Gejl (gywel): den almindelige lyng, calluda vulgaris. Tidligere var lyngen mere almindelig her end nu, men blev al tid kaldt gejl, gejltuer, eller hvor de dækkede en hel mark, kladte man denne Gejlkrogen. Gyvelen er derimod ikke kendt vildtvoksende her, men ses stundom plantet i haver som sirbuske. [Det lyder noget utroligt, at man på Fyn ikke kan gøre bedre skel på lyng og gyvel, end fuldstændig at sammensmelte dem til et. ETK]

Pajderokke (padderok), skjevter (skifter). Flere arter af equisetum (nærmest arvense og palustre). Padderokkene er ilde sete, og frygtes ofte som farlige for kvæget (e. palustre); hvor de findes i kornet, får de også navn af havreskjevter.

Kukmad: surkløver, exalis acetucella.

Storkeurt: gærdevalmue, papaver dubium. I haverne dyrkes opiatvalmuen under navn af "mulvover" (p. somniferum). Man kender ikke plantens egenskaber.

Smørblomster: forskellige arter af ranunkler, ranunculus, og vorterod, ficaria ranunculoides.

Blåblomst, blåmunke: kornblomst, centaurea cyanus.

Jakobs blomster, jakobs drøm: almindelig løvefod, alchemilla vulgaris.

Fandens mælkebøtte: almindelig fireblad, paris quadrifolia. Anses som giftig.

Kærnemælksurter: almindelig mælkebøtte, tarayacum officinale. Børnene river stænglerne over i stykker og samler dem til ringe ved at stikke den tydeste ende ind i den tykkere, af disse ringe laves ofte lange kæder. Også tager drengene et stykke af blomsterskaftet, sammenklemmer det med fingrene i den tyndeste ende, og når de så blæser igennem stængelen, i det de tager den sammentrykkede ende helt ind i munden, fremkommer der en "skræmmende" "skrigende) lyd. Et par "glarøjne" danner man sig af stængelen, i det den kløves et stykke ned, hvorefter de fri ender krøller sig sammen, hver til sin side, og når man så stikker de dannede øjer i munden, vil det vedhængende spyt sætte en hinde i hvert øje og instrumentet er færdigt, men varer kun kort. Pigerne blæser fnokken af den afblomstrede plante "i et pust", og lige så mange stråler der da bliver siddende, lige så mange kærester får de, inden de får den, de skal have.

Skanhat (skarnhat): paddehat, agaricus. Flere arter.

Fissvamp: støvbold, bovist, lycoperdon giganteum og lycoperdon gennatum. Bruges som blodstillende middel, også for næseblod, i det støvet opsnunes. Støvet anses dog som farligt for øjnene.

Æskemejl: vingefrugten af den almindelige ask, der kaldes æsk, fraxinus exelsior.

Kødbær: frugterne af hvidtorn, cratægus. Bærrene spises af børn. Bladene kan bruges som te.

Bov: bog, olden, den almindelige rødbøgs frugt.

Aner: agerne, olden, egetræernes frugter, samles og ristes, males og bruges som sundhedskaffe.

Grantoppe: kogler af den almindelige rødgran.

Røde grise: hybenet af forskellige roearter. Børn spiser ofte disse frugter men piller først "lusene" ud. Pigerne trækker dem på tråde som perler til kranse.

Pipljer, gjæslinger: piletræernes blomster. Børn leger med dem. Hos hingste vækkes kønsdriften med dem. Af forskellige piletræers unge grene laver drengene hvisselpiber d.v.s. fløjter, lavede ved at barken skæres hel af, og veddet skæres passende ud. De blæses fra enden. Dobbeltfløjter (tværfløjter) og blokfløjter af de større grene. "En nattergal" har et bevægeligt stempel i den ene ende, hvorved tonen forandres. En skalmeje dannes af den spiralformigt sammenrullede bark med et løst barkstykke i enden.

Vejbredblade: kæmper, plantago major. Bladene er blevne benyttede på bullenskab som trækkende og lægende middel. Bladene af den almindelige følfod, tussilago farfara, er brugte på samme måde.

Lungerod: nyserod (sneklokker), helleborus, nærmest helleborus viridis. Dens rodstilke er almindelig kendt som trækmiddel, man anbringer rodstilken i doglappen på køer som middel som lungesyge, deraf har den ventelig fået navnet. man stikker den igennem svinenes ører som middel mod forskellige lidelser. Som afkog mod forstoppelse.

Jordhumle: ærenpris, de mig foreviste planter under dette navn var tveskægget ærenpris, veronica chamædrys. Anvendes som et godt middel til at trække bullenskab til.

Seledoner: alm. svaleurt, navnet er naturligvis en fordrejelse af det latinske chelidonium majus. Når en ko har fået "skarn" i sig (d.v.s. trommesyge) er det er meget godt prøvet middel at indgive den en håndfuld af de grønne urter.

Surkål: syrer, rumex acetosa. Bladene spises af børn.

Rødmylde, kirkebykløver: rødknæ, rumex acetosella. Det sidste navn (kirkebykløver) har man sagtens tillagt planten her på egnen, eftersom den vist nok er almindelig på den høje sandede jord ved Kirkeby (by og sogn ved Svendborg), og dens voksested altså betegner dårlig jord.
Rødmyldet kalder man også den fejl ved egetræ, hvor stammen i større eller mindre udstrækning er angreben af en svamp, der gør veddet rødt, skørt og ubrugeligt til gavntræ.

Stingkorn: marietidsel, silybum marianum. Navnet gælder vistnok både planten og dens frø.

Kristtorn: opret tornblad, ulex europæus. Det er rimeligvis en forveksling med den almindelige kristtorn, ilex aquifolium. Begge planter er sjældne her på Fyn, men den "oprette tornblad" har netop et voksested her på egnen.

Skørpil: laurbærbladet pil, salix pentandra.

Sejpil: grønpil, salix viridis og flere.

Krystaltræ: hestekastanie, æskulus hippokastanum.

Sandtorn: gærdebukketorn, lycium vulgare.

Firkanttræ: benved, euonymus europæus. Veddet har været meget benyttet som materiale til træskeer og blev, som så meget andet gavntræ, forhen stjålet fra skove og haver, uden at man egentlig ville vedkende sig det som tyveri. De smukke røde frugter har man lavet salve af mod hududslæt hos børn, ligesom man også har trukket dem på snore som perlekranse for børn.

Ulvsrøn, ulvrøn: hægebærtræ, prunus padus. Yndet af bødkere til kargjorde, for "toppen er lige så sej som roden".

Onde urter: gul okseøje, chrysanthemum segetum. Man fortæller, at man i gamle dage har dyrket den som nu kløver. Den blev ødelagt af mergelen, siger de gamle, så at den nu langtfra er så almindelig som forhen.

Sorttorn: slåentorn, prunus spinosa. Frugterne er slåen. Man laver slåenmost af bærrene, og de lange vedtorne er yndede som "pølsetorne" d.v.s. pølsepinde i det de afbarkes og tørres. "Stik du af med dine tørre slåen!" et alm. afvisende udbrud til en, som på en ubehagelig måde vil skose.

Tusiurter (tusindurter): alm. tusindfryd, bellis perennis.

Kajlurter (koldurter): hvid simmer, anemone nemorosa. Man må ikke lugte til den, for så får vi den kajle (kolden).

Duike: hundehør, dodder, camelina foetida.

Siver: forskellige arter af siv (juncus) og kogleaks (scirpus). Marven har man udskilt, tørret og gennemtrukket med tælle og brugt som lys (pråse), man anbragte dem i en "profit", eller satte dem fast imellem "lysebukkens" pibe og en på samme anbragt opretstående gren. Endvidere har man brugt marven til ligkranse. man får marven ud af stængelen ved at stikke to nåle korsvis igennem planten og så skyde dem langs stængelen, førende marven med sig.