Plovens betydning for landbruget har altid været vurderet meget højt, og ikke uden grund.
Det var ploven, hvormed den første begyndelse til datidens landbrug blev gjort. Arealet var kun lille, der blev dyrket, og ringe blev  det gjort. Hjulploven var i sin første begyndelse tung og klodset og opfyldte kun i ringe grad sin opgave som et brugbart redskab til jordens pløjning. Forspændt med 1, ofte med 6 heste, som var nødvendig for at trække hjulploven gennem den stenfyldte jord, men datidens landmænd var nøjsomme  og stillede ikke store fordringer, hverken til redskaber eller til udbyttet af jorden.
Landhusholdningsselskabet,der stiftedes 1769 så straks som en af sine væsentligste opgaver at medvirke til en forbedring af ploven, og den 18. oktober 1770 afholdtes den første plovprøve her i landet på Ryegården ved vejen til Bernstorf. I  prøven deltog 4 svingplove og en hjulplov, det blev den fra Falchensteen i Norge udsendte plov, der fandtes at være den bedste og let at trække. Hjulploven stod langt tilbage for de andre, idet den både fordrede større trækkraft og udrettede langt dårligere arbejde.
Sædvane og gammel fordom er vanskelig at udrydde. Landmændene var fra deres forfædre vant til at bruge hjulploven, og det gik kun småt med, at svingplovene fandt større udbredelse.
Det næste plov fremstød mod hjulploven fandt sted 50 år senere ved en plovprøve, der afholdtes på Strandmøllen den 12. april 1820. Drewsen, der var den ledende ved plovprøven, har i "Nye Landoeconomiske Tidende" givet en interessant skildring af de 14 plove, der deltog. Beretningen begyndte med et vers, der kan anvendes som et passende motto for den betydning, der tillægges plovene.

Den jordens kreds har overvundet,
den livet gør os jævnt og trygt.
De største stater har den grundet,
de ældste stæder har den bygt.
Men aldrig har den yppet krige,
og byer ej i aske lagt.
Lyksaligt nævnes må det rige,
som grundede på den sin magt.
    Schiller.

Selv om der fra mange sider blev agiteret for indførelsen af svingploven, holdt hjulploven sig på øerne til omkring 1840, men i Vestjylland holdt den sig i lang tid.
I 1815 fremstilledes den første rationelt konstruerede danske svingplov af mekanikus O.J. Wintrup, der var uddannet som smed og i besiddelse af stor mekanisk snille, det var om denne plov, der satte en meget skarp diskussion i gang mellem Wintrup og Drewsen, som hver især forfægtede sin mening på en uskrømtet måde. I 1821 indførtes den Freebornske plov fra Amerika, der senere hen kom til at stå som forbillede for de senere plove, men ploven var tung med støbte muldfjæl og kunne kun vanskeligt slippe jorden og kostede mange penge. Det var derfor kun rimelig, at mange i vort land var stærkt interesseret i forbedringer af ploven og derved fremkom mange forskellige plove, snart med en og snart med anden forbedring, som de på den egn kunne bruge.
I Søllinge sogn, Vinding herred, fødtes den 24. juli 1819 Jørgen Nielsen, der senere ejede Søllinge Ellegård og beboede den til sin død i 1905. J.N. var en særpræget mand, der var i besiddelse af en enestående ordenssans og med en stærk nedarvet respekt for sine forfædres skikke og væremåde. Hans landbrug blev dreven på den gammeldags måde, der kunne karle og husmænd slå og høste, så det aldrig var at se, på hvilken måde de havde gået. Jorden blev revet med håndrive, og alt kornet tærskedes med plejl. Høsten var hos J.N. en stor festdag, hvor arbejdet gik med liv og lyst og med et festdækket bord, som mans sjælden så mage til.
Alt arbejde blev udført med akkuratesse, som var sjældent at se, men som mangen en nutidslandmand kunne lære meget af.
Hestene var J.N. særlig omsorgsfuld overfor, de var velfodrede og meget velplejede, de blev aldrig overanstrengt med arbejde.
Den tanke er ikke fjern, at det både var hensynet til hestene og til pløjningens udførelse, der gav anledning til, at J.N. ofrede ploven så megen opmærksomhed. Plovene , som den gang anvendtes der på egnen, havde støbt muldfjæl og kunne sjælden lægge furen smukt, og den pløjede jord fik ikke det tiltalende og smukke udseende, som en velpløjet mark kan have.
Som datidens landmænd , der næsten alle var husflidsinteresseret og forstod at lave de fleste af de nødvendige brugsgenstande, var J.N. stærkt inde på den tanke: en god landmand må kunne lave alt, hvad der skal anvendes i den daglige bedrift. Da J.N.  var meget utilfreds med plovene er det han sysler med tanken om at forbedre den, og resultatet af mange overvejelser blev, at han lavede modellen til de senere så bekendte Søllingeplove.
Omtrent på samme tidspunkt boede der i Kragelund by, Herrested sog, Vinding herred, en dyrlæge ved navn Jens Pedersen, som tillige var en meget dygtig smed og ofte havde 3 svende i smedien. En af disse var Frederik Peter Littau, der var født i Korsør den 28. februar 1836.
Efter at have lært smedehåndværket var han kommen til Fyn. Littau var lille af vækst, og som ung havde han kulsort hår, men på sine gamle dage var det snehvidt og af en egen skønhed, var han end lille, så var hans energi det ikke, uhyre flittig som han var fra den tidlige morgen, ofte ved 4-tiden, til langt ud på aftenen. Den gang var det at være smed et anstrengende arbejde, som nok kunne sætte sit præg, ja, ofte alt for tidlig, på sin mand, men hvor har mange af disse landsbysmede været gode håndværkere, der med små og ringe midler forstod at lave de mange forskellige ting til landmændene på en god og billig måde.
Efteråret 1865 flyttede Littau fra Kragelund til Søllinge, hvor en smdie den gang var ledig, men samtidig vedblev han at smede 2 dage om ugen for dyrlægen i Kragelund, det var anstrengende at gå den lange vej og arbejde dagen igennem.
Året 1867 blev bønderne i Eskildstrup by, Søllinge sogn, enige om at få en smed til byen og indrettede en ringe smedie med beboelse, hertil flyttede Littau med sin unge kone "Grete", der trolig hjalp til i smedien med at trække blæsebælgen og svang forhammeren med en færdighed som nogen svend. Det blev en lang og travl arbejdsdag for smed Littau og Grete, men altid  med et smil på læben og det gode humør forstod de at få den rette arbejdsglæde frem, som er så velgørende at træffe, og på dem passer det gamle ord:

Arbejdet er velsignelse og ære
ej trællens usle lod, men frimænds kald

Efter at foranstående er fortalt om J.N. og smed Littau er det kun såre naturligt, at der kom et samarbejde i stand mellem den snilde og stærkt ordensprægede J.N. og den energiske og dygtige smed Littau, om at fremstille en ny og bedre plov end de hidtil brugte der på egnen.
J.N. lavede modellen til muldfjælen og alt trætøjet til den første plov, som han ønskede den. Littau lavede alt smedearbejdet til ploven, der havde hel muldfjæl, og i efteråret 1867 blev den første Søllingeplov prøvet, den var langt bedre end de gamle de havde, men alligevel ikke tilfredsstillende.
Ploven blev nu lavet om til grenplov, der havde flere fordele fremfor den med hel muldfjæl, den kunne slippe jorden i al slags jord, enten den var tør eller fugtig, hvad jo var en meget stor fordel.
Pløjningen blev derved meget lettere og smukkere udført, hvad der for J.N. betød så overordentlig meget. En anden ejendommelighed var der ved de plove, som J.N. selv anvendte, han gik oven for furen og styrede ploven, så gik man anderledes rent og fik ikke jord i træskoene, men langt de fleste plove blev lavet til, at man gik i furen og styrede dem.
Selv om det synes en ringe ting, at disse to brave mænd, Jørgen Nielsen og smed Littau, i fællesskab lavede den første Søllingeplov i 1867, som fik så stor betydning for omegnens landmænd, fortjener det dog at fremdrages og mindes som en betydelig gerning, de den gang øvede. De var efter evne med til at forbedre vort vigtigste redskab til jordens dyrkning ploven, og samtidig med til at lægge spirerne til et fremadskridende landbrug som vi nu kender det.
Jeg har haft den lykke at kende disse to ordensprægede og arbejdsglade mennesker, som det er en glæde at mindes.
De var arbejdshelte af en egen velgørende type, som det nok er ulejligheden værd at mindes, måtte disse ord bidrage dertil, da var hensigten nået.
      Gerhard Nielsen.