Uddrag

At høre nattergalen. Her på egnen er det skik, at ungdommen samles om aftenen den tolvte maj og går ud på marken, helst et sted, hvor der er skov, for at høre nattergalen, ti den aften har den alle sine stemmer. Den skal nemlig have tolv stemmer den nat kl. 12. Der står i en visee herom:
Med fryd og livligt røre
vi ud i skov og vang
vil drage for at høre
fuld nattergale-sang.

Jeg har undertiden hørt nogen sige, at nattergalen den aften slår triller så store som vognhjul. Det er altså en af ungdommens højtider, og man vender ikke hjem, før klokken er over tolv. Man morer sig med at lege, danse og snakke. Stundom har man fødevarer med, og så sætter man et lys i læ ved et dige, tænder det og holder sit måltid ved dets skin. Det kan se helt festligt ud.

At ride sommer i by.
Denne skik er i færd med at gå af brug tillige med flere andre gamle skikke. Men forhen, for omtrent 40 år siden, var denne skik meget i brug her i Himmerland. Karlene var da pyntede i hvide skjorter over tøjet, samt med flagrende bånd. Hele festligheden forestiller et bryllup med forridere, som det i gamle dage var skik. En af de smukkeste karle blev ved denne lejlighed pyntet som brud med krone på hovedet, og nogle af karlene blev pyntede som brudepiger, to eller flere. I følget fandtes også en bajads, der tillod sig alle hånde kåde løjer, somme tider lidt grove; derfor måtte også to håndfaste karle passe på bajads, da det gjaldt om for befolkningen at lukke ham inde, så skaren måtte undvære ham. Som stigbøjle betjente bajads sig af et klaptræ og en fåreklov, og det hele i lighed hermed. Hans hest fulgte flokken, mednes dens sære rytter snart red forlængs og snart baglængs, eller han løb ind i husene og slog kolbøtter til morskab for hele forsamlingen. Når skaren red ind i en gård, sang de den her på egnen meget bekendte majbøgsvise eller mejbøgsvise, som den i almindelighed kaldes.

Der blev vævet meget lærred på Samsø. Hver by havde sin bleg; men 3 dage før St. Hans dag skulle alt lærred tages af blegen, ellers "brændtes det op". Senere kunne man blege det igen, om det ikke havde fået nok. Niels Jørgensen Koldby, Samsø

Himmelbrev fra Refsvindinge.

Jeg dvs Evald Tang Kristensen har modtaget fra H. Chr. Hansen i Refsvindinge et trykt himmelbrev med den tilføjelse,, at han en gang har købt det i en boglade i Nyborg. Det er bestemt til at hænge i glas og ramme og er forsynet med en if forskellige farver strålende bort. Fremdeles fra boghandler Niels Christensen i Viborg; en smuk historie om Pelle Bådsmand, der gennemgik meget i denne verden o.s.v. Trykt i Viborg uden årstal, men trykket er ikke ret gammelt.

Dobbergilde fra Hids Herred ved lærer Christen Hørdum i Funder.

For omtrent et halvt hundrede år siden holdtes der her i Midtjylland dåvvegilder. Når en husmand eller fattigmand havde det uheld at miste et kreatur, afholdt han et gilde, til hvilket han indbød en del af sognets mænd, som så alle ydede ham en skærv efter evne til et andet dyr i steden for det døde. Ved slige lejligheder brugte manden ofte sit kneb med at gøre gildet så billigt som mulig, og det hændte ikke sjælden, at gæsterne blev trakterede med kødet af det selvdøde dyr. En gang gjorde Jørgen Snedker i Funder således dåvvegilde, fordi han havde mistet en ko, og der bblev gæsterne trakterede med kødet af koen. Alle gæsterne vidste det og tog derfor godt efter en gammel ost; medens de lod kødet ligge urørt. Jørgen Snedker, som også sad til bords, tog derimod bestandig efter kødet og hostede en gang imellem, men da han så så, at de alligevel bestandig tog af osten, sagde han: "I tåe nook ætte wosten; men a tåe, dæwlen regie mæ, ætte kjøjet." Han var nemlig en østbo, ogsagde ikke "æ wåst", som folkene her på egnen.

Sommer i by. Jeg kan huske,at karlene i min ungdom red sommer i by. De valgte dertil en af søndagene mellem pinse og st Hans dag. Efter denne dag måtte ingen ride. En højs tang som en mast blev forsynet med flere tværstænger som ræer. Over dem blev hængt to lagener, et på hver side, og disse blev næsten skjulte af billeder, bånd og papir. I toppen var blomster. Denne stang kaldtes en favn. Den blev fastgjort således, at to ridende karle kunne have den imellem sig. Bag efter kom de andre karle udpyntede på det bedste, to og to. Hvor de standsede, blev de trakterede. (De forskellige byers karle red på forskellige søndage).

At ride sommer i by i Skelum, Hellum herred i Ålborg amt

Efterfølgende optegnelse af majvisen fra Skelund nord for Hobro har tilhørt afdøde kand. Fil N. Pedersen. Den lå i hans eksemplar af Molbechs Dialektleksikon, og der var følgende tilskrevet: Majgildet fejres endnu 1872 i Himmersyssel anden pinsedag, ved hvilken lejlighed de unge karle rider sommer i by, udsmykkede med hvide skjorter og bånd om hatten. Anføreren for dette tog er majkongen (den, som ved ringridningen fastelavnsmandag blev konge). Medens de rider rundt i gårdene, som de gæster, afsynger de majvisen. Om aftenen danser de unge om majbøgen, en høj stang, der rejses natten mellem første og anden pinsedag (eller denne dags morgen) og pyntes med alle slags grønt. Visen har til overskrift: Sang ved bøndernes riden sommer i by i Skelund, Hellum herred i Ålborg amt.

1.
God dag, god dag, min ærlig mand!
-Maj er velkommen -.
Og må vi sjunge her i dag?
Glæder os for sådan søde sommer.
2.
Vor husbond, om han hjemme er:
og må i dag vi sjunge her?
3.
Vi haver os en majbøg sat,
og den satte vi på pinsenat.
4.
Og den er sat med god forlov,
ti den er hugget i vor hosbonds skov.
5.
Den er sat så fast i jord,
at den kan stå i femten år.
6.
Vor majbøg er så højt i sky,
at den kan ses i Skelund by.
7.
Sommer har vi i vort lag,
men vinter kommer en anden dag.
8.
Sommer har vi i vor pos`,
men vinter ligger i Halkjær mos`.
9.
Vor husbond er så god en mand,
han skjænker os med krus og kand`.
10.
Hav tak, hav tak, du gode mand,
for pengene, som du os gav.
11.
Nu ta`r vi alle til vor hat
og ønsker eder en rolig godnaat.
12.
Nu rejser alle af jer gård
-Maj er velkommen -
og ønsker eder et glædeligt år.
 Glæder os for sådan søde sommer.

I samlinger til Skånes historie, forkundskab och beskrifning, Lund 1871, s. 87-88, omtales, at de unge bønderkarle i Skåne natten mellem 30. April og 1. Maj går fra gård til gård og synger en majsang, hvorefter man giver dem noget til gildet, som fejres om aftenen. Den gård, hvor dette står, kommer de sidst til. Indsendt af st. Mag. A. Olrik, Kbh.

Spørgsmål fra Dansk Folkemuseum ved Bernhard Olsen
Et sted i Jyske Folkesagn 1876 ser jeg, at Jens Fenger i Gjellerup midt i halvfjerdserne har gravet en manepæl op. Mon der skulle være mulighed for at erhverve den eller en lignende?
 

Det er vist en almindelig skik at flage på halv stang ved jordefærd; men hvor vidt er den skik udbredt, som findes på visse egne, at når jordfæstelsen er til ende, hejses flaget op på hel stang for resten af dagen? Hvorfra stammer denne skik, og hvad mon der ligger til grund for den? ved V. Bennike

Gadelamsgilde

Det har været skik  her på egnen (Gjern herred) og er da også til dels endnu, at alle karle og piger samledes Voldborg aften og brændte gadeild, og så på den aften blev det al tid vedtaget, hvem af karlene og og pigerne der skulle være gåjbassier og gåjinder. Der blev udnævnt to karle og to piger,og det var i reglen nogle af de villeste. Disse skulle da stå for at stille gadelamsgildet an, som blev holdt om pinsen (anden pinsedag). Gåjbassierne skulle i skoven hente grønt, som gildesalen skulle pyntes med, Gåjinderne skulle brygge øllet, for søndagen før pinse mødte hver pige med et halvt eller helt fjerdingkar malt, og så samme dag skulle der trækkes gajelam. Alle karlenes navne var skrevne på sedler, som var rullede sammen og puttede i en hat. Først var det skik at bytte gajelam Voldborg aften, men da der al tid var nogle, som ikke var nemme at give lam gode nok, så fandtes der senere på, at der skulle trækkes. Var der så nogle, som ikke var tilfredse, så var det jo ikke gåjbassiernes skyld, som før stod for at dele ud. Det gjaldt især for gåjinderne om at lave noget rigtig godt gadelams øl. Ved Svend Peder Jensen, Vor.

At gøre vejr fra Samsø. Fortalt af Niels Molbos kone, Selsinggårde, og indsendt af skolelærer N.P. Olsen der steds
Denne skik stammer vist nok fra en tid, da fiskeriet var af større betydning, end nu er tilfældet. Det hedder, at kvinderne gør vejr i februar måned, og mændene i marts. Det går på omgang, således at konen i en gård begynder den 1. Februar, næste dag nabokonen o.s. f. Gårdmandskonerne begyndte, og var der ikke gårde nok i byen, deltog husmandskonerne også deri; i de mindste byer kom tjenestefolkene også deri; i de mindste byer kom tjenestefolkene endogså i betragtning. Var der to koner i en gård, blev dagen delt, den ældste havde formiddagen, og den yngste eftermiddagen. Det samme var også tilfældet med mændene og i de små byer ligeledes med karlene og pigerne. Hvis det nu var godt vejr den dag konen eller manden i gården gjorde vejr, gaves der kaffe på sengen; var det snevejr, blev der hængt en tot blår uden for vinduet. Regnede det, blev der hængt en mursten, som vedkommende kunne tørre sine øjne på, og stormede det, skulle man se at få den skyldige op på en bakke eller bundet til et træ. Når mændene gjorde dårligt vejr, var årsagen den, at de var i dårligt humør over, at de ikke havde fået deres svinebørster rystede godt og kvinderne gjorde dårligt vejr, når de ikke havde fået deres blår rystede godt.

I Sydfyn er denne leg meget almindelig. Børnene stilles i en rundkreds, og én skal så tælle ud, hvilken der skal være kjærling eller skovfoged, i det han fremsiger følgende rim:
Har du været i dyrehaven,
har du hørt den skønne musik?
Har du derfor ondt i maven
af den stærke tevandsdrik,
tag hvad du vil, tag sukker til,
tag hva du vil, tag pandekage!
Å, det smagte af det bare smør og gåsefedt.

Idet han nu fremsiger dette, så peger han på det øverste barn, og for hvert ord, han siger, går han én frem i rækken. Det barn, som det sidste ord falder på (nemlig gåsefedt) skal så være skovfoged. Nu gentager han rimet nok en gang for ligeledes at finde kjærlingen. Skovfogden skal have sig en medhjælper, men denne har han selv lov til at vælge. Når skovfogden har stillet børnene i en række, så anbringer han leddet, som fører ind i skoven, ved de to nederste børn, idet han giver dem en lang pind i hånden som de begge skal holde imellem sig. Når han er færdig hermed, overlader han skovens opsyn til sin medhjælper. Nu går kjærlingen til medhjælperen og beder om nøglen til skoven, for at hun kan samle lidt brænde. Hun får den med den formaning, ingen træer at stjæle. Hun går så til skoven, banker tre gange på leddet, som lukkes op af sig selv, og går så omkring lidt, men pludselig snapper hun et af træerne og fører det til sin bolig. Betjenten, som ser tyveriet, råber af fuld hals: "Flødekanden koger over, flødekanden koger over!". Ved dette udråb kommer skovfogden frem, han går så en tur i skoven, men opdager, at leddet er åbnet, og når der så mangler et eller flere træer, bliver han dygtig gnaven, og så er det ikke behageligt at komme i hans nærhed. Det ved kjærlingen også godt, hun må se at liste sig hen at få leddet lukket igen, men at få nøglen afleveret det er ingen let sag. Sådan går det med fortrædeligheder helt igennem, snart fra hendes og snart fra skovfogdens side, men hun får jo da alle træerne stjålne til sidst. Den sidste gang hun skal, aflevere nøglen, da gælder det om, at skovfogden kan gribe hende, for at hun kan få sin straf. Kjærlingen må nu lægge sit hoved i en anden piges skød sådan, at hun aldeles ikke kan se. Så kommer de stjålne træer og stiller sig i en rundkreds uden om hende, og hver af dem skal så stikke sin lillefinger ned i hendes hånd, for at hun kan gætte, hvem fingeren tilhører, og med det samme sige, hvad godt hun ønsker vedkommende.
Når hun er færdig med dem alle ,er hun fri, og nu bliver der en ustandselig latter, når hun bliver underrettet om, hvilke fejl hun har begået ved sin gætning. Så begynder legen igen forfra [ ved Jutta Jørgensen, Kistrup. Datter af lokalhistorikeren Søren Jørgensen, Kistrup]

At have vejr
I Bakkendrup, som ligger et par tusende alen vest for Tis sø, findes endnu den skik at have vejr. Første februar begynder den kone, som bor i den første gård i byen, at have vejr, og næste dag har konen i den næste gård vejr, og når alle gårdmandskonerne har haft vejr, kommer turen til husmandskonerne. Er der ikke dage nok i måneden, så der kan blive en hel dag til hver af dem, så må de sidste dele dagen således, at den ene får formiddagen og den anden eftermiddagen. Men er der ikke så mange koner i byen, som der er dage i måneden, så må pigerne i gårdene også have deres tur.
Første marts begynder så mændene i byen at have vejr og bliver ved dermed måneden igennem i samme orden, som kvinderne i den forrige.
"At have vejr" skal forstås som vejrherredømme, og tillige siges vejret på den pågældende dag at være et udtryk for vedkommendes sindelag. Man hører således tit den ene sige til den anden: I morgen har du vejr, så får vi nok godt vejr, fordi du ser så mildt! Eller: i morgen får vi vist ikke godt vejr, du ser så bøst; eller : i morgen må du endelig skaffe godt vejr, for så skal jeg af by, o.s.v. Men som bekendt, er det tit slemt vejr i disse to vintermåneder, og så går det ud over den stakkel, på hvis dag det kommer. Enhver af byens beboere har ret til at straffe synderen for sit eget vedkommende. Man kan tit se, at der kommer en eller to personer ind i stuen, hvor den er, som har vejr, og slår et reb om livet på ham (eller hende) for at trække ham ud og binde ham til brønden eller et lignende sted, hvor han (eller hun) så skal stå hele dagen, hvis de ikke køber sig fri ved at give kaffe eller øl og brændevin. De fleste køber sig dog nok fri, før de bliver trukne ud; men det er dog størst morskab, når man kan få bundet synderen, før han mærker, at der er noget sådant i vente. For 20-30 år siden var denne skik endnu i fuldt flor i Bakkendrup, men nu er kun resterne tilbage. Skikken skal også have været brugt i enkelte andre byer der i nærheden. Ved Jens Pedersen, Fiskerhuset ved Tis Sø.

Om lavsgilder i Hedeboegnen fra forrige hundredår.
Hedeboegnen mellem Køenhavn, Roskilde og Køge har i mange henseender haft sit særpræg; jeg behøver kun at minde om hedebodragten, hedebosyning - og hedeboammer. Det er måske også den egn i vort føædreland, der mest holder på det gamle i alt fald i flere retninger. Dette er så meget mere mærkeligt, som hovedstaden ligger så nær; men når man fratager de nærmeste byer og de sidste tre årtier, så har hovedstadens indflydelse på klædedragt, mål, sæder og skikke været aldeles umærkeligt. Indtil 1850 gik ingen bondemand på hele Hedboegnen med frakke, men kun med den korte trøje med store, blanke metalknapper fra øverst til nederst. Her vil jeg meddele lidt om egnens gilder og fester, således som de fra ældgammel tid har holdt sig til et par årtier ind i dette hundredår. Hver by havde sit sommer- og vintergilde. Sommergildet begyndte første søndag i maj, da man red sommer i by, og varede til St. Hans dag,d a man red sommer af by. Det holdtes i én og samme gård hver sommer, men skiftede hvert år. Dansen foregik i en tom lo, og beværtningen bestod alene i øl og brændevin, undtagen Vorfrue dag (8. Søndag efter St. Hans dag), da hver karl bragte en høne, og kvinderne blev skænkede med mjød. Hønsene blev da slagtede og solgte på gården, og et fælles måltid nydt. Den første gildesdag mødte både mænd, koner, piger og karle for at smage på øllet, da denne dag blev lagt på stolen og for at høre på fortalen, som holdtes af byens bedste, eller i al fald medst fremtalende karl. Den blev hvert år hørt mod samme opmærksomhed, næsten andagt, skønt de fleste kunne den uden ad. Hvor gammel den er, kan jeg ikke afgøre; men jeg har hørt den af min mormoder, der var født 1783, og jeg har nu fundet den i et manuskript,, der sikkert er over hundrede år gammelt. Den lød således:

Fortale.
Giv lyd en liden tid, I gode venner, og mistænker mig ikke, fordi jeg forhindrer eder i eders snak og tale og i eders glædskab; ti om en liden stund da skal enhver af eder nok komme til sin forrige snak og tale igen, næst Guds hjælp. Ti eftersom det er en kristelig skik og sædvane at være gudfrygtige venner, der søges og samles med hverandre udi lav og i selskab, da bør vi ikke heller forglemme at takke Vorherre derfor, så forglemmer han ikke heller os, dersom vi af et oprigtigt og kærligt hjerte påkalder ham. Ti vi tilkommer os intet til gavn og gode uden det, som kommer fra Herrens hånd. Ti så haver Herren selv sagt: Hvor to eller tre er forsamlede i hans navn, der vil han være midt iblandt; og, når Gud er nu med os i dette lav eller anden steds, hvo kan da være imod os; når Gud selv vil stride for os, hvo kan da være imod os; når Gud selv vil stride for os, hvo kan da være imod os; når Gud selv vil stride for os, hvo kan da imodstå hans magt. Så har vi alene den almægtige Gud at takke for alle sine gaver og velgjerninger, som han hidindtil og endnu dagligdags beviser os, i det han har forundt os fred og ro, så vi kan bo i fredelige boliger, så vil vi bede den gode Gud om, at han vil også gjøre her efter, som han har gjort her til, at han vil bevare jordens sædgrøde, at han vil give os regn og timelig vejrlig i rette tid, på det at den dejlige og velsignede sæd, som er i jorden isået og skal her efter isåes, måtte opvokse og fremkomme til sine fremfarne tider, på det menneskene kunne få deres ophold og kreaturet deres foder og føde, det vil vi bede den gode Gud om med en liden bøn af hjertet, som er: Fadervor o.s.v. - Nu skal I have tak, I gode venner som af hjertet og med alvorlig andagt har læst denne "Herrens bøn"; det kommer nok enhver til gavn og gode i sint tid, for den retfærdiges bøn formår meget, når den er alvorlig; thi den kommer vist, at Herren skal føre for lyset det, som er skjult i mørket og åbenbare alle hjerters råd og skjulte ting, og da skal enhver betales efter sine gerninger. Gode venner! Efterdi vi nu har takket Vorherre, som er den, vi ene og alene bør at takke både først og sidst, så bør vi ikke heller forglemme at takke denne gode mand her på stedet tillige med hans kære hustru, som har forundt os deres sted at drikke dette vores lavsøl udi, hvorfor jeg vil bede meget anstændig på deres vegne med alle dem, som her med er forsamlede, at ingen gør dem nogen forfang eller skade på noet af deres tøj eller dont i nogen måde, i hvad det være kan, end ikke det ringeste, at det kan ligge efter os som før os, at de kan tage det i morgen, som de i dag har lagt det, så ligger det dem meget vel til pas, for at de ikke skulle opirres til vrede imod os,  at de da med hårdhed skal afvise os. Så har vi ligeledes disse karle at takke, som i dag har lagt os dette øl på stolen. Jeg synes på min part, at øllet er godt og forsvarligt og værd at tage til takke med - jeg véd ikke, hvad I andre synes. Er der nu gæster i vort lav, da er de ikke gæster alene, men af lavets gode venner, da er de gode og velkomne. Drikker dem til med skål og skæmt, og gør dem den ære, som dem tilkommer! For hændes det siden nogen af os at skulle komme på de steder, hvor de er bedre kendt end vi,d a nyder vi samme skel igen; og går I ind eller ud, da taler hverandre venlig og vel til. Hvor der kommer en god tiltale,d er kommer et godt gensvar, og det forøger et godt lune, og den ene må ej trodse ell studse imod den anden, hverken med banden eller skældsord; for hvem som gør klammeri eller trætte enten her eller på hjemvejen, skal bøde derfor som her pålagt: Ti las os ikke svare hverandre så trodselig, som Kain svarede vor Herre, da han spurgte: Hvor er din broder Abel? Da svarede han Herren og sagde: Skal jeg tage vare på min broder, eller være min broders vogter? Men lad os heller sige, som Abraham sagde til Loth: Kjære, lad der ikke være trætte imellem mig og dig, imellem mine hyrder eller dine byrder; ti vi er jo brødre, og vil du til den højre side, vil jeg til den venstre, og vil du til den venstre, så vil jeg til højre side.
"O, hvilken glæde ligner den at ende kiv og trætte,
og trofast venskabs pagt igen med brødre op at rette.
O, hvilken fryd, når hist en gang vi for din trone træde,
vi da af hjertet og med vor ånd Guds lovsang der udbrede.
Giv os, o Gud! At elske fred, mens vi er her i live,
at vi i broderkærlighed forenede må blive;
så stræbe vi i Jesu navn selv ham at efterligne
og fremme villig brødres gavn, og du skal os velsigne."

Så har vi da nu, mine kære medbrødre, og alle som her nu er forsamlede, ikke mere at forrette denne gang end dette ene og alene, at ligesom jeg nu har begyndt min tale til Gud med bøn og påkaldelse, så vil vi alle fuldende den med bøn og lovsang, hvorfor jeg vil bede mine lavsbrødre, hvilken der vil give os et vers eller to af en salme eller anden gudelig lovsang, hvilken den Helligånd i vore hjerter kan opvække, den vil vi alle med en samtlig lyd efter følge."
Så sang de salmer, og så gik ølkanden rundt, og alle drak, så længe de orkede. Den ånd, som påkaldtes i fortalen, kom ikke, og gildet endtes så jævnlig med strid og slagsmål, at det al tid hed dagen efter: Hvor mange gange sloges de?
M. Abrahamsen, Kildebrønde.

 
1855 eller 56, da vi hjemme i Jelling var ved at lægge et nyt logulv, husker jeg tydelig, at folkene tog hovedskallen og nogle flere ben af et gammelt helmis, der var styrtet og lå omme bag vorlade. Disse ben blev lagte ned i gulvet, og folkene foregav, at det var, for at gulvet skulle komme til at synge.  Ved Kr. Ravn, Borup

Da pastor Svejstrup sendte mig sin meddelelse om det fundne hestehoved, skrev jeg tilbage til ham,a t jeg ønskede meddelelesen formet som et spørgsmål, idet jeg gerne ville give folk lejlighed til at fremkomme med, hvad der kunne vides om den skik fra andre egne. Jeg havde selv hørt adskilligt om slige hestehoveder, og jeg havde således f.eks. Af Mads Kræmmer i Sjørslev i sin fået fortalt, at de unge en aften i hans faders tid havde under dansen slidt så meget på gulvet i deres storstue, at hovedskallen af et hestehoved var kommen til syne. Også dette træk meddelte jeg i mit svar pastor Sv. Min forventning er for så vidt bleven noget skuffet, som jeg ikke har fået stort andet frem end det, jeg forhen vidste, men mærkes må det dog, at der i ovenstående svar også tales om andre ben af hesten.
E. Tang Kristensen

Ved ombygningen af en gård i Kragelund fandt man under stalddøren nedgravet en flske med en hugorm i. Jeg ville gerne vide noget om, hvor vidt denne skik er udbredt, og hvad tro der knytter sig her til, sandsynligvis i retning af at beskytte kreaturerne mod sygdom.
Jens Jensen, Refshalegård

Mikkelsgilde
Mikkelsaften gør gårdmændene et slags gilde for de folk, de har haft til at arbejde for sig i høst. Vi kalder det Mikkelmusaftens narre (nadver). Før har de foruden anden mad spist kommenskringler og drukket mjød til; nu om stunder bliver der først beværtet med æbleskiver og smørrebrød og siden med suppe og steg og hjemmebagt kage. Når måltidet er forbi, laver mændene deres piber i stand, og koner og piger tager strikketøjet frem. Da kommer der gerne et forslag fra manden om, hvad de skal forslå tiden med. Han kender jo sine gæster og véd, hvad de helst vil, enten lege eller spille kort eller ingen af delene. I sidste fald bliver de siddende og snakker til hen ad sengetid, mens de drikker et glas. Før de skilles, bliver der dækket bord med smørebrød.

Høst. Rughøsten er det villeste, da kræses der gerne noget mere op med fødevarer end i den øvrige tid af høsten, endskønt det så godt som over hele Fyn er flot med levemåde i høsten. Om aftenen, når man er færdig med at meje rugen, råbes der almindeligvis hurra af fuld hals. Det sidste neg, som bindes, kaldes den gamle, og om den pige, som binder det, siger man for spøg, at hun skal have en gammel mand. Ofte bindes to bånd om det sidste neg, for så kan man hele tiden både ved indkørsel og siden ved tærskningen kende den gamle. Således kaldes også det sidste neg af hvert slags korn. Når man er helt færdig med at høste al sæden, så siger man, at man har rodløst. Den aften, man har rodløst, råbes der også hurra, når man ellers er ret mange jern. Men desuden skal der, når man har rodløst, hvæsses for kålen; husmoderen må da ud med flasken og skænke for mejerne, thi ellers går kålen med. Undertiden søger mejerne så skjult som mulig at komme ind i kålhaven, og så begynder de at stryge der imellem kålene. Så gælder det om,a t husmoderen kommer hurtigt ud til dem, thi ellers går der nogle i løbet. Ved indkørselen af kornet har det tidligere været skik, at hestene ved det sidste læs blev pyntede med blomster og grønt. Der blev gerne afpasset efter, at det sidste læs kun blev et halvt, og så skulle alle mand op at køre på det, og om det kunne lade sig gøre, da skulle de køre en anden vej hjem, end de kørte ud. I Nordfyn kalder man det sidste læs kællingen. Om den, som henter det sidste læs, siger man, at han fik kællingen. Når man så er kommen hjem med det, må alle mand ned så hurtig som mulig, thi ingen vil være sidst ned af kællingen. Høstgildet, som holdes længere eller kortere tid efter endt høst, kaldes ofte skuregildet eller skurenadver, i Nordfyn kaldes det mikmusgilde, fordi det holdes hen ad omkring ved Mikkelsdag.- ved H. Hansen Ørridslev

Høstskikke i Sønder herred Så snart høsten begynder, må man give afkald på den kære middagssøvn, men så får man til gengæld en dram til meldmaden og kaffe om middagen. Mens pigerne malker, må karlene slibe deres høstleer hjøllier. For en nemheds skyld lader de drowene ligge i marken. Kornet bliver i reglen opbundet med det samme. Pigen, der binder op, må passe at være tre hug bag efter høstkarlen. Hvis karlene, når de om morgenen i duggen lægger på skår, hugger hinanden i udenskår, i det den anden kommer for ved den første, så koster det en flaske brændevin. Når en høstmand er første gang med på en gård, må han også give hønseøl. Rug og hvede bliver satte sammen i avne, seks neg i hvert sæt, to og to og et for hver ende. Man regner da ti sæt eller 60 neg til en trave. Et sæt kaldes også en hob. Byg og havre bliver sat samme i kærve, tre til hvert sæt, og stedet, hvor negene stod, kaldes kærvesteder. Tyve kærve udgør da en trave. Til kornets hjemkørsel skal vognene skawtes om til lejdevogne og skravene bliver lagte på. Vintersæden må forinden bindes med kærvebånd, der laves af langhalm og bindes sammen i knipper på 60 stykker. Vårsæden bliver bunden i tvillingbind, to og to sammen, når de da ikke er bundne i dronninger, d.v.s. meget store. Rugen må ofte bindes om natten, da den ellers bliver for stegl i solvarmen. Ærterne må man passe at få slåede op, inden de bliver for modne, og når de er vejrede på skåret, må de på en godvejrsdag, helst når det lufter lidt, kyles sammen i rangler med et halmetræ, en såkaldt tvege af en ung hessel eller eg, der er bagt sej under gruen. Når man kører ærter ind, må man have for- og bagreb på vognene og lasmejdstangen eller, som den også kaldes, låns med. Er man færdig med at høste, stryger man for kåelene, og undertiden får man samme aften skårgrøden med æbleskiver og puns. Husmoderen må da huske at fortælle, at det virkelig er skårgrøden, for ikke at blive krævet for den tiere. Høst- eller ærtekællingen dvs det sidste neg, må hjem med det sidste læs. Piger og høstkoner har pyntet hende ud med nogle af deres klædningsstykker. Madammen bliver da læsset forsigtig af for stuedøren (den bedste indgangsdør på huset), karlene giver hende en svingom og danser hende ind på en lo, hvor hun må stå med sin kratte til den dag, skårgildet skal være. Når så rugen er lagt i jorden, og vandfurerne pløjede og revne ud, hvilket sidste ofte er pigernes arbejde, skal der en lørdag være høstgilde eller skårgilde. Til dette skal der både slagtes, brygges og bages. Men hvor travlt kvindfolkene end har, må de dog aftenen før gildesdagen have bundet høstkransen. Den bliver så hængt for bordenden i dagligstuen eller også over den fornemste plads i overstuen, hvor manden skal sidde. Er så suppen kommen på bordet, siger manden, idet han tager sin ske: Værsgod folk og spis, det er gildesuppen! Efter gammel skikk må man, når man spiser suppe, tage sin ske tre gange. Derefter får man enten steg eller fisk og ovenpå søsterkage med sukker på. Senere får man kaffe og hvedbrød. Når lysene er tændte, skal man have meldmad, skåret sigtebrød med pålagt ost, kød og pølse, samt den kære kornpeter til. Nu kommer kortene for en dag, og når man har spillet mis, lur og bedste beskub et par timer og fået sin dram rundt, hver gang klør var trumf, skal man endelig have skårgrøden, hvis man da ikke har fået den ophøstningsaftenen. Oven på får man gl fisk med sennepssovs og kartofler. Da fisken skal svømme, må man have dygtig mange dramme til. Til sidst skal man have puns for at drikke på det indhøstede korns velgående. Er det en større gård, er der undertiden også dans. Ved M. Balle

Høstmanden
Her i præstegården fandtes ved høstens slutning i fjor en morgenstund henlagt i en vogn en stor halmdukke, iført gamle benkllæder og en gammel frakke og meed følgende skrivelse i lommen.
"God morgen, godtfolk! Da jeg ser, at I ikke er færdige endnu med at høste, så vil jeg være så god at hjælpe jer, til I bliver færdige. Men jeg er vant til en god ophold, gammel-øl og brændevin, men dersom der er ikke noget af dette, så har jeg indmeldt mig som afholdsmand. To steder har jeg været, men de er straks færdige med det hele, så de har ikke mere brug for mig. Stor er jeg ikke af vækst, men jeg fordrer ikke stor dagløn, kun 10 øre. Jeg holder ikke af at være alene natten over. Jeg er villig til at gøre alt hvad der forlanges og bliver aldrig vred, hvor meget jeg bliver drillet. Jeg håber at blive modtaget med venlighed, eftersom jeg er fremmed og ikke vant til at sendes om i by, men jeg véd, at her er ikke andet end flinke mennesker, og hvor jeg er kommen fra, har jeg haft det rigtig godt. Efter høsten ønsker jeg en plads som røgter.
    Venskabeligst
     Terkil Poilsfod."

Når man er færdig med høsten, sendes denne høstdreng til en anden, som ikke har ophøstet o.sv. Somme tider kan skrvelsen have et fornærmeligt indhold, så den vækker vrede mellem naboerne.ved Kathrine Glud, Jebjærg.

Høst. Høsten er en fornøjelig tid. Når høsletten er nær, skal karlene have hjøllerne skaftede, og når de kommer ud på engene, skal de prøve hverandres leer for at erfare, hvis der skærer bedst. Også fremmede slætkarle kommer for at prøve leerne. Pigen har det mere ensomt, hun må finde sig i at passe sig selv og slå græsset ud. Men når græsset skal hwerres og rives, bliver der mere morskab, da river karle i bare ærmer og pyntelige piger med pæne forklæder om kap. Naturligvis er der også spøg, når der ædes meldmad, og når man går hen og hjem. Det sidste læs hø er a kwæjlas og bliver ofte mindre end de andre. I høsten skal man have lige så mange kvindfolk som mandfolk. Når en plet er næsten ophøstet, skal man se efter haren, så må den ud. Er al rugen høstet, må man se at få fat i manden, inden han kommer af høstagrene, for at få ham til at love ud, så han kan slippe for at få hovedet afhugget. Vil han ikke bøsse må hovedet falde, og der gives ham flere hatte eller kasketter på hovedet, hvilke man slår af. Når bygget er afhøstet,s tryger man for kålen, og hvis konen da ikke har et lille gilde forberedt, må kålene falde. Karlen må betale for havren, og pigen for boghveden. Kornet sættes sammen i skokke (12 neg), og bliver der da et uparret negg til sidst, skal den, som får det, egentlig blive stående ved enkemanden eller enken. -Vardeegnen ved J.P. Jensen, Fåborg

Skattegraveren 1886
En optagerske. Dden som bliver sidst færdig med arbejdet i høstens tid, får gerne en høstmand eller optager sat ud på sin mark ved det uhøstede korn. Han er iført gamle klæder og udstoppet og har et anbefalingsbrev med sig. En optagerske fra i fjor havde følgende skrivelse: Anbefalingsbrev! Mit navn er Ma`Kåsted, om der skulle være nogle, som ikke kender mig; jeg er ellers født i en vejgrøft ved et havedige, men det kommer nu ingen ved. Da jeg ser, at du ikke er færdig med høsten, er jeg med glæde villig til at hjælpe dig lidt. Jeg forlanger kun otte skilling om dagen, rigelig en pot brændevin og ikke for lidt snustobak. Til davre spiser jeg en spegesild, til middag en flæskepandekage, og til aften en skål sure kål. Det er alt, hvad jeg forlanger, men én ting siger jeg dig, bestille meget gider jeg ikke. Skønt jeg er gammel, spadserer de fleste af byens karle med mig om aftenen, og det går al tid med løjer og sjov, og derfra kan jeg ikke bestille meget om dagen. Dette attesteres af proprietær Knald på naldborg.
Kan man få opdager, hvorfra høstmanden kommer, bliver han om natten flyttet tilbage og stillet for ved døren, så at han falder ind i forstuen, når den om morgenen bliver åbnet. Flere steder bliver han sat op på skorstenen, men man skal snart sørge for at få ham taget ned, når man opdager ham. - ved J. Jensen, Refshalegård

At danse på høje  .   I ældre tider, da alle bondens huse var opførte af klinede lervægge, måtte disse have en vedligeholdelse hvert forår. Dette stykke arbejde måtte byens piger udføre, og når det skulle gå for sig, samledes de alle sammen så tidlig som mulig om morgenen i den gård, hvor der skulle klines. Med hver to piger fulgte en karl til at "makke" dvs ælte ler til dem, samt gå dem ti hånde med andet. Så længe arbejdet stod på, blev der ikke holdt megen lystighed blandt de unge, men når man var færdig, hvilket i reglen skete hen på eftermiddagen, samledes man på en høj ved byen for at danse. Vedkommende to piger og karl, der havde været sammen under arbejdet i gården,d ansede da på følgende måde: Pigerne holdt hver med en hånd fat i et lommetørklæde og gik så så langt fra hinanden som mulig; karlen tog med en hånd i midten aaf klædet, og således dansede de i en trekant omkring på højen. Det kaldtes at danse på høje. Om aftenen samledes de igen i gården, hvor de havde klinet, for at danse efter musik til ud på natten.
Klinegilde. Kilde ukendt
Klinegilde brugtes på Samsø i den tid, man havde de klinede lervægge. Når huset var rejst og færdig til at kline, blev alle byens karle og piger (og var det et stort hus, tillige en karl og en pige fra hvert sted hos slægtninge og venner i de nærmeste byer) indbudte parvis til klinegildet. Dagen før dette holdtes, mødte de parvis til klinegildet. Dagen før dette holdtes, mødte de indbudte karle med heste og vogn, kørte leret hen til huset og æltede det med hestene. Da arbejdet skulle være færdigt til middag, begyndtes der ved midnat; karlene bar leret til på bærebøre, og pigerne tog det med hænderne og slog det, samtidig indvendig og udvendig fra, ind imellem de med halm omvundne stager, der sad i tømmeret. Om morgenen fik de davre, hvorefter de igen tog fat på arbejdet, indtil de var færdige. Så fik de middagsmad, der al tid bestod af sødgrød og klipfisk, og når de var pyntede, tog festen sin begyndelse. En karl og en pige fik fat i hver sin ende af et rødt klæde, og når alle var fordelte i den orden, gik de i en række, med spillemanden i spidsen, op på Mølbakken eller en anden høj bakke og dansede en dans, hvilket kaldtes at danse på højen. Derefter gik de omkring i alle gårdene i byen, og hver skulle da op i øverstestuen og danse en dans. Der endtes i den gård, hvor gildet stod, hvor de ved ankomsten fik aftensmad, og derefter dansede de hele natten til slutning på gildet.- ved Jørgen Jørgensen, Langemark, Samsø

Indbydelse til bryllup. Jeg har en meget venlig og kjærlig hilsen til jer alle fra K.M i K og S.K i T., hvilke after at indgå i ægtestand med hinanden, og det er deres ønske og begjæring, at I alle, mand og kone, husets folk, så mange som behager, ville mødee hos E.M i K i dag otte dage kl. 7 for at nyde noget til frokost og så følge med til E kirke og så høre deres brudevielse og ofre eders gaver på Herrens alter. Når denne gudelige forretning er til ende, I da vil følge med tilbage og nyde et tarveligt bryllupsmåltid og så forblive der i nogle timer og more eder med musik og dans eller hvad I helst behager og lyster. Vil I så også være mig så god at tilstå mig budet.-fra Ejstrup ved T. Kristensen.

Juleskikke fra Sønder-Nissum
"Jeg forstår det ikke længere", sagde en ældre kone til mig, "i min ungdom syntes jeg, at vi kunne more os meget bedre i julen, end de unge gør nu om tide, og så blev der endda ikke gjort nær så meget ud af det hverken på den ene eller anden måde".
"Hvordan holdt I da jul?" spurgte jeg, "fortæl mig det".
"Ja, det kan jeg gerne", svarede hun. I mit hjem havde vi al tid travlt før jul, men vi bagte ikke så mange slags fine kager som I gør. Vi kogte en del put-i-gemmeler (Klejner), og vi bagte en hel del gode råd, og dernæst en hel skæppe mjødskumspebernødder, der var melede godt uden om. Når ovnen var svalet så meget, at et menneske nogenlunde kunne tåle at være der inde, krøb én der ind og fejede den kønt af, og så blev pebernødderne strøede der inde. Juleaftens dag, når karlfolkene var færdige med at røgte ind, fik alle kreaturerne til sidst kornkærv, og så trak karlene i deres søndagsklæder og kom ind is stuen, hvor al ting var færdigt. Bordet stod dækket med en lang, hvid dug, og på den stod to tykke tællelys, som ingen vovede at tage af obordet eller brande. Desuden stod der en tallerken med småbrød og en flaske brændevin af egen tillavning, for den gang brændte hver mand. Nu kom konen og bød omkring deraf og alle måtte smage af brændevinet med. Derefter blev på bordet lagt lange trætallerkener, og hornskeerne, der ellers havde deres plads i en læderrem ved bjælken, blev den aften tagne ned af kvindfolkene og lagte på bordet tillige med gaflerne. Ellers plejede enhver jo at tage sit redskab frem, når han ville bruge det. Så kom suppen ind i fade, og vi sate os til bords. Husfaderen læste to, tre bordbønner, og så kom skeerne i gang. Efter at suppe og kød var spist, fik vi havfisk, gerne saltet torsk, og derefter byggrød med smør i og sirup på, så det flød over alle bredder. Så blev der læst fra bord, og maden blev tagen ud. Lidt efter kom hver med sin salmebog, og så blev der sunget nogle salmer. Derefter kom kortene på bordet, og hver fik en halv pot pebernødder at spille om. Vi spillede gerne Brus og Kør-i-by. Julemorgen fik vi kaffe, og enhver kunne råde sig selv med, om han ville have smørrebrød til eller brunt sukker og så spise brødet for sig. Dernæst kom afskåret smørrebrød og brændevin på bordet at beværte en og anden med, som kunne træffe at se inden for døren på vejen til eller fra kirke, og hvis det var kvindfolk, trak de sig gerne ned til kakkelovnen og tog plads på stole, trebenede skamler og skrin, hvor de da fik hver en spølkum kaffe at varme sig på. I julen fik vi tit indbydelse til julegilder. Når vi kom, fik vi småbrød og siden kaffe med sukker til. Så kom kortene på bordet, og vi spillede om pebernødder, til vi blev kede af det. Så gik vi gerne ud i fredestuen og dansede. Vi havde ingen musik, men sang selv trallestykker eller også visetoner, og det kunne vi prægtig danse efter. De, der kunne synge, sang tit viser mellem dansene, og så gik tiden godt, til vi fik meldmad Det var afskåret smørrebrød med varmt øl til. Øllet kom ind i fade, og når vi havde spist, dansede vi somme tider noget bag efter, men lod det være, når vi skulle til julegilde næste aften igen.

Helligtrekongers aften havde vi gerne kartepiger, og da fik vi nybagte vafler , for da var det gerne på heldingen med småbrødet fra julen. Når vi så sad og kartede, gjaldt det om, hvem der kunne de fleste historier eller viser. Den blev anset for den villeste. Somme kunne fortælle historier og viser i snesevis, nogle gamle og nogle ny. Var der nemlig en pige, som havde været kæreste med en karl, og han så enten ikke måtte få ham for hendes forældre, eller hun var bleven ked af ham, digtede han straks en vise om hende. Når det så var blevet aften, kom konen med et helligtrekongers lys og satte på bordet, og det brændte så længe, til alle tre lys var ved at brænde sammen i en væge. Da blev der travlhed med at få nadveren på bordet. Det var gerne opstuvet kød og kartofler og så sødgrød bag efter med smør og sirup på. Som vi nu sad der omkring bordet og tænkte ingen ting på, gav det lige med et et vældigt knald i lyset, og det spruttede til alle sider. Vi skreg og dækkede ansigtet med hænder og forklæder, som vi bedst kunne, og imens stod konen midt på gulvet og lo ad vor forskrækkelse. Hun havde nemlig lagt nogle krudthorn ind i lyset, hvor vægen var tykkest, da det blev støbt. Nu sad vi jo og snakkede om, hvor vi på lignende måde var blevne forskrækkede sidst, og lidt efter kom gerne nogle karle, som på en måde var indbudne,  men dog tog til ærinde, at de kom for at hente pigerne hjem. Nu holdt vi op med at karte, flyttede stole og bænke ud af stuen, somme tider bordet med, og så fik vi os en svingom til sidst.

Kyndelmisse aften fik vi gerne til meldmad det sidste sigtebrød og de sidste pebernødder at spille om, for da skulle julen spilles i jorden. Fra den aften blev kortene forvarede, og ingen så dem inden til næste jul.-ved Maren Bonde

Ved at få meddelelser fra forskellige egne om, hvor rigelig og flot højtidsmaden forhen har været, finder jeg grund til den bemærkning, at jeg fra min barndom aldrig kan mindes noget lignende, alt var derimod meget tarveligt. Et slående eksempel kan være nok. I en gård i Fårup, hvor sønnen skulle konfirmeres, købbte manden påskelørdag et markeds finbrød i Viborg. Deraf fik hver i gården en meldmad påskemorgen, og resten blev gemt til konfirmationssøndag. Det var al den ændring, der gjordes på den sædvanlige kost til højtiden, og til daglig var den meget tarvelig. Dette skete for en menneskealder siden.
Evald Tang Kristensen.

Konegilde. Når en barselkone havde gjort det af (fået barnet), blev der straks skikket bud til alle lavets koner om at komme til konegilde samme aften, hvis det kunne nås; fødtes barnet om eftermiddagen eller aftenen, kunne der jo ikke komme bud omkring, så de kunne blive samlede før næste aften. De mødte alle sammen og blev trakterede med æggekage og [æggesøbe med tærninger af hvekage kogt i]; heraf blev de så lystige, at det tit ikke var rådeligt for et enkelt mandfolk at møde flokken, når de gik hjem, for de kunne somme tider få i sinde at trække bukserne af ham.

I Stenderup ved Ribe indbødes også alle lavets koner, når et barn var født, men dette konegilde holdtes dagen efter. Der blev de beværtede med to kaffepunse hver, hvis det var en dreng, og kun én, når det var en pige.
E. Tang Kristensen

Kartegilde fra Hammerum herred

Det har omtrent lige til de seneste år her på egnens været skikk, at der om vinteren har været afholdt kåårgilder, det vil sige, at alle pigerne i en by, ja, somme tider fra flere byer, blev budte sammen, så til ét sted og så til et andet, hvor de det år skulle have gjort væv eller tøj lavet, for at karte en hel del tow. Pigerne blev godt beværtede og uagtet de skulle arbejde, blev det dog betragtet som en stor herlighed, fornøjelse og ære at være med, og den pige, som ikke var god til at karte og således kunne være udsat for at blive forbigået ved indbydelsen til gildet, var ikke rigtig glad de dage, som gik nærmest forud for gildet, men blev hun så alligevel budt med, var hun over måde lykkelig. Ofte kom karlene til gården hen på aftenen og gildet sluttedes da med en svingom.- ved J. A. Favrholdt, Munklinde
 

Her i Skjold sogn har det forhen været brugt, at halmen, som var i en ligvogn, og som ligkisten stod på, blev tagen af vognen, når ligfølget skulle til at køre hjem, og lagt ved et dige der i nærheden. Hvis man fik det med hjem i gården igen, og nogen kom så til at gå i det, ville de få ligtorne. Men nu er den skik forbi. - ved Søren Hansen
 

Lokkede piger. I ældre tider skulle alle de piger, der havde født børn, møde i kirken en tid efter at de havde gjort barsel, og nu blev de stillede op i brigsdøren for menighedens åsyn med et sort skørt op over hovedet, mens gudstjenesten varede. Præsten gjorde en tordentale til en sådan synderinde, og efter endt tjeneste måtte alle og enhver have lov til at overspytte hende. I de tider var der ikke mange uægte fødte børn.

Slå munk leges her på egnen på følgende måde:
En vælges til munkmand, og han får et ris (munkriset), hvorpå munken rejses midt på legepladsen i en kreds, som bliver afridset med omtrent en alens diameter. Munken er en stor kegle med hoved på. Alle de øvrige deltagere får hver en mindre kegle og går ind til målet, der er en ti alen fra munken. Nu kastes efter munken, og rammes den under kastningen, så sørger de for, som har kastet, at komme ud efter deres kegler, men løber ikke til målet. Har nu alle kastet, så gælder det om, at hver får sin egen kegle, og nu kastes der fra pladsen efter munken for at hjælpe hver andre ind. Munkmanden søger at ramme en af deltagerne med riset, og idet han siger: Munk! Slår han med riset munken om kuld, og den ramte bliver da munkmand. Under legen må mærkes: Munkmanden må ingen slå, når munken er falden, og munken skal rejses i den afridsede kreds. De øvrige deltagere må mærke sig, at ingen må slå munken fra pladsen, før alle fra målet har kastet, og ingen må slå med en andens kegle eller tage fat ved munkmandens ris. Hvis en af deltagerne overtræder reglerne, så skal han være munkmand i den tidligeres sted.- ved Martin Dyrholm, Brudager

Pinsegilde fra Vedersø

Aftenen før pinsedag gjaldt det om, at hyrderne kom tidlig i seng, for at de kunne vågne tidlig pinsemorgen og kreaturerne ud. Den, der fik sine køer sidst ud, var "morgenkok", den, der fik dem sidst ud om middagen var "middagsgæk", og den, der fik dem sidst ind om aftenen, var "aftenravn". Når hyrderne så var færdige, skulle de have gilde. De havde dagen i forvejen lavet en hytte af søj (langtørv) og grene, idet de gravede en rundkreds i jorden, omtrent en fod dyb og en fod bred, og inden for denne fordybning var der så en rund forhøjning med grønsvær på, det var deres bord. Uden om fordybningen var en græsbænk, og der uden om var jorden lagt op i et dige. Derpå var plantet grene og hvad som helst de kunne få stillet op, der kunne beskytte. Pigerne kom så med blomster og hængte op i grenene. Der var også en indgangsdør, og der var så en smal strimmel jord fra døren og hen til bordet, hvor der ingen fordybning var; på denne bænk inden for døren skulle natravnen, middagsgækken og morgenkokken sidde, de var ikke værdige til at sidde i rundkredsen omkring bordet sammen med de andre. De holdt så gilde med mjød og kage og hvad de havde bragt med hjemme fra, og synderne, der sad ved døren, fik også deres part af gildemaden. -ved Maren Bonde
 

Klinegilde. Forhen, når en mand skulle bygge, så skikkede han bud omkring til naboer og slægtninge, om de ville hjælpe ham at hugge; de skulle begynde de og den dag. En tømrer havde han til at stå for arbejdet, og der blev samlet så mange folk (en eller to fra hvert sted), at det blev færdigt på 2-3 dage; så blev der rejst og holdt rejsegilde. Derefter blev de unge bedt om at kline, fo det var jo vindrevægge; karlene gjorde ler til, og pigerne klinede, men de måtte føde sig selv, det vil sige, have mad med hjemme fra. Kun den sidste aften, når de slap, fik de et måltid godt mad. Til Anders Krøls i Bruserup, hvor Karen Bødker var med til at kline, havde konen bagt sådan en bakke fuld pandekager, så det var svært, og så satte hun en stor tallerken fuld af stegt flæsk ved hver side af pandekagefadet, og det skulle de spise sammen; sådan brugte de det nok der, hvor de var fra, for de var nede nord fra (fra Nordfalster).

At opdrikke skolen
Jeg har en gammel tante fra Vestjylland fortæller F.P.J. Lund, Vinter-Enner skole, og hun har fortalt ham følgende derom:
"Det var i den tid, vi havde omgangssskole, at det var skik at drikke skolen op. Skolen var omkring i gårdene, og hvert sted var vi en uge ad gangen. Den sidste dag fik vi så gerne vafler eller æbleskiver; men det var dog først rigtig gilde, når vi skulle til at opdrikke skolen.
Dette fandt sted den dag da vinterskolen skulle ophøre. Vi gav hver et lille indskud af penge, og derfor blev der så købt en potte mjød, som vi skulle drikke. Hjemme fra fik vi naturligvis bedre meldmad den dag, og folkene i den gård, hvori skolen var den sidste dag, og hvor vi altså skulle opdrikke den, gav os vafler, dersom de havde et vaffeljern, ellers æbleskiver. Denne dag var vi fri for skolen (fri for undervisning og høren) og nu skulle vor mjød jo drikkes til vaflerne. Skolemesteren drak naturligvis selv med os, og når mjøden var opdrukken, skulle vi lege, danse eller more os på andre måder. Vi anstillede os jo gerne, som om vi var blevne rusende, og mange af drengene blev det også i virkeligheden, ti mjøden var gerne gammel. Når det så blev hen ad på eftermiddagen, så skulle vi jo hjem; men først skulle vi hen til folkene i gården og takke dem for god beværtning og takke læreren og tage afsked med ham for den vinter. Hertil benyttedes ofte en gammel remse eller visestump; men den kan jeg ikke huske."
Min tante tilføjede endvidere, at de naturligvis købte mere mjød end 1 potte, dersom pengene kunne slå til. Det er fra Sønder-Omme sogn og således gik det til i hendes barndom omkring ved 1825.

Sten i vandet

Når Per Stol (22. Februar) har lagt denn varme sten i vandet, da er isen ikke mere sikker. Den talemåde er vist almindelig kendt. Fra Sejjrø har jeg modtaget følgende dertil knyttet skik.
Man bruger vintren igennem sorte sten som varmesten; efter at være gjorte varme på ovnen lægges de i fodenden af sengene. Men på den dag kastedes de sorte sten i vandet, for så var der ikke mere brug for dem.- meddelt af P.K. Thorsen, Kbh. optrykt i Skattegraveren 1886.

Hids herred
Plovgilde. Der holdes endnu plovgilder. Når en husmand har mark uden at have drivkraft (heste eller stude i arbejdsstand), afholder han et gilde hvert forår ogg efterår, tilhvilket han indbyder de af omegnens beboere, som har drivkraft. Disse medtager så til gildet deres befordring samt en plov og en harve. Efter at de så har fået lidt til frokost hos manden, kører de ud på hans mark og begynder et arbejde for ham; nogle pløjer, andre harver, medens han selv sår korn eller lign. Om eftermiddagen får de igen noget at spise, og så må de atter arbejde til aften. Enkekonerne holder bestandig sådanne gilder, som fornemmelig holdes om søndagen, når beboerne ikke selv arbejder hjemme.-  ved lærer Christen Hørdum i Funder.

Spørgsmål på Dansk Folkemuseums vegne ved Bernhard Olsen
Ringstaven [Karen Toxværd taler om ringlestaven]. På Dansk Folkemuseum findes et instrument, som hyrden i fællesskabets tid i Skåne brugte til at genne hjorden med. Det er et skaft af træ, på hvis ene side er påslået et ringetøj, bestående af en snoet jernstang, hvorpå et antal jernringe kunne glide op og ned, og som giver en stærk ringlende lyd, når den rystes. Den er fra Herrestad i Skåne og omtales og aftegnes af Linné i hans Skånske Reise som en lokal ejendommelighed. Som sådan har den også været nset af forskere efter Linnés tid, men jeg har dog anet en sandsynlighed for, at den også har været i brug vest for Øresund. At dette har været tilfældet blandt andet i Jylland fremgår af eventyret Herlighederne i hedehuset i Evald T. Kristensens Eventyr fra Jylland, hvor ringlestav nævnes side 132, 133 og 134, og hvor det af sammenhængen fremgår, at der kan være tale om et instrument af samme beskaffenhed som det skånske. Der siges vel intet sted, at den er et hyrderedskab, og der tales kun om, at kongen kunne nytte den til at give signal med. Den oprindelige bestemmelse har meddeleren altså ikke kendt. Kunne det imidlertid eftervises, at den jyske ligesom den skpnske ringstav har været brugt af hyrderne, medens de drev kvæget, ville det være et interessant eksempel på, hvorledes eventyr og historie kan tjene hinanden indbyrdes. Findes endnu noget sted en dansk ringstav, bedes den indsendt til Dansk Folkemusæum i København, ledsaget af oplysninger.

Sydfyn brændes der blus St. Hans aften på alle høje bakker, for at heksene ikke skal sætte sig ned for at hvile sig. Dersom en heks alligevel får lejlighed til at sætte sig ned et eller andet sted, så bliver der hverken korn eller græs det år. Ligeledes bruges der at rise hørren (sætte ris i hørren), ti så kan heksene ikke forgøre den, Når man har lyst til at se heksene ride forbi til Bloksbjerg St. Hans aften, så skal man gå til en korsvej og sætte sig på en omvendt harve; men harven må være ganske ny, ellers ser man ingen ting. Heksene bruger St. Hans fejekoste at ride på, derfor må alle koste være inde den aften. -Skattegraveren 1886 ved Jutta Jørgensen i Kistrup skole

På Fyn var det tidligere en yndet morskab for børn at slå munk, ja, de ældre legede ofte med. Enhver forsyner sig med en hel del af de såkaldte munke, en plante, som vokser næsten overalt i vejgrøfter o.s.v. (dens egentlige navn kender jeg ikke). En tager så en munk i hånden og holder frem, og en af de andre deltagere søger nu med en anden munk at hugge hovedet af den første; lykkes det, udfordrer han en anden til at komme frem, kan han derimod ikke hugge hovedet af med første slag, så skal modstanderen hugge, og således skiftes, indtil en af dem må bukke under. Enkelte munke kunne være så så stærke, at de kunne slå over hundrede ihjel, og kaldes så for gammeel; de er så gerne til sidst helt lasede, men seje alligeveel. Når en munk har slået adskillige af de andres ihjel, og der så er en gammel iblandt modstanderne, så hedder det gerne: Nu kommer den gamle, og den kan så som oftest nok gøre kål på fyren.
Undertiden må dog den gamle selv bukke under, og det regnes for et stort tab. Den, der først kommer af med alle sine munke, har naturligvis tabt.
Min fader, som var "i Slææbo" har selv lært mig denne leg, som var meget almindelig ude på Slææden [Sletten] (eller Slæjden).- ved Herman Pedersen, Hammerum.

Gjern herred kaldes Pindeegnen, fordi der findes forholdsvis mange småfolk, som hverken kan henregnes til gårdmænd eller husmænd: pottemagere og daglejere. Sådanne småfolk, når de har det småt med finanserne, kaldes for pindemænd.- Ved H.J. Poulsen, Gullev

Så- og høstskikke fra Falster
På Falster har det før været skik,at man sov længe, når man havde tilsået byg. Man skulle sove ikke alene hele natten, der fulgte efter den dag, man var bleven færdig, og helst et godt stykke af den følgende dag med. Det kaldtes "at sove langt byg".
Når en mand sår hørfrø, så skal han have sin kones forklæde på til at bære frøet i, og konen skal stå og se på ham, mens han sår.
Når man har indhøstet, skal man drikke dygtig til avrsgildet (det gilde, som holdes den dag, da man får indhøstet, høstgildet holdes senere) for at "drikke tidslerne ud."- ved Hans Peder Hansen, Halskov

 
En mand fra Alstrup har fortalt mig, at en ældre mand med sin søn, boende i Kongens Tisted, endnu i år har gået omkring med stjernen og sunget stjernevisen. Den må altså kunne fåes, og jeg beder da folk i Himmerland gøre mig den fornøjelse at skrive den op.

Fastelavnsskikke fra Stevns, optrykt i Skattegraveren 1886.

Om fastelavnssøndag har pigerne travlt med at pynte drengenes huer og trøjer med bånd og guld- og sølvpapir, alt i den mest brogede forvirring. Så kommer kvindernes gamle pynt, hagesløjfer og silkebånd, frem den dag. Den, der skal gå foran, bliver gerne pyntet som officer med gule knapper af guldpapir og noget stads på skulderen og sabel på. Efter ham komme så to eller fire med hvide skjorter på, som bærer flag, og så alle de menige, som man næsten ikke kan se noget af for bare flagrende sløjfer og bånd. Til sidst i toget kommer to, der gerne er klædte om som gammel mand og kone med hver sin kurv til at opsamle æg og flæsk, som de får på stederne, hvor de kommer. Stadsen går først for sig om mandagen, og så samles de alle et sted, hvor de skal have gilde bag efter. Derfra går toget gerne først til præsten og skolelæreren og så omkring til alle dem, som de synes har råd til at give dem noget. Ved ankomsten til stedet synger de disse tre vers:

1.
Vi ønsker af eder
velkommen at være
at kvæde en sang.
Den sang, vi vil kvæde
den er til vor glæde,
vi ønsker at leve
en glad fastelavn.
2.
Det første vi beder:
Gud være med eder
enhver i sin stand!
At freden må blive,
i medens vi leve,
til bedste for konge
og fædreneland.
3.
Det andet, vi beder
og ønsker af eder:
I under os vel
en fastelavnskage,
vores piger kan bage,
når I kun vil unde
os lidet der til.

Efter at disse vers er sungne, går formanden ind og spørger, om det er dem tilladt at komme ind. Er det så et sted, hvor man ikke vil have dem alle ind, så giver manden ham en krone eller noget, og dermed går han ud igen. Men hvor de vil have dem ind, der bliver de så beværtede med mad eller kaffe, og så har de spillemand med, som spiller, og så danser de med hverandre. De to gamle, der kommer bag efter, de får nogle æg og et stykke flæsk i deres kurv. Så bryder de op, da de jo skal mange steder og har ikke megen tid at være hvert sted. Nu samles de uden for i gården for at takke, og synges følgende vers:
4.
Nu er vi fornøjet
med hvad vi har fået
og takker derfor.
Tak, fader, tak, moder,
 for all` jeres goder,
nu tiden ej længer
tillader os her.
5.
Farvel vi nu siger,
ti vores småpiger,
de venter os;
vi går nu af gårde,
vil Gud til ad åre,
så samles vi atter
fornøjet igen.

Når de når aften, har de jo samlet en hel del sammen både af penge og fødemidler, og så samles de til gilde, hvor der jo kommer mange, som ikke har været med at gå omkring, som vi kalder det, for hvert sted, de kommer, siger formanden til manden i huset, at han må komme med sine børn. Der kommer jo alligevel ingen gamle uden dem, som har midnre børn med, ellers er det kun børn. Nu danser de og morer dem et par aftener. Den første aften spiser de flæsk, og den anden æggekage, det er en regel. Mkostnignerne til gildet betales med de penge, som de har samlet.
Noget lignende bruger karlene, men de rider pyntede omkring, medens drengene går. - ved Ole Jensen, Højerup

Spørgsmål ved Bernhard Olsen Dansk Folkemuseum

Tyvetønden. I fællesskabets tid straffedes smårapserier mellem bymænd indbyrdes af selve bylavet. Den overbeviste tyv måtte give tyvetønden på stævne. Han gjorde så afbigt og fik lov at drikke med selv men af et særskilt krus: Tyvekruset. Han formodes at have bedt om tilgivelse i en bestemt formular. I alt fald er en sådan opbevaret i Skåne, men den er på højsvensk i et bogsprog, som tyder på, at den er lavet af en person uden for bondestandeen. Hvis der på denne side af Øresund skulle være gemt minder om denne retspleje, formularen eller måske endog selve kruset, bedes oplysning givet på dette sted.
Skulle der endnu være andre erindringer eller synlige minder om de gamle bylag, bedes de meddelte her. Jeg anmoder på Dansk Folkemuseums vegne. Der findes allerede en lille samling vedrørende fællesskab og hoveri, men den burde være meget større. Jeg vil nævne, hvad vi har: To bysens kæppe, nogle knäflinger fra skåne, der viser to forskellige måder, hvorpå bøderegnskabet førtes, en bylov og en gildelov, en model af majstangen, majkransen, som brugtes, når der redes sommer i by, byhorn og gildehorn, hyrdens horn og ringstaven (som hjorden gennedes med), en model af en seks-hestes plov, brændevinslejler, og smørtejner, som brugtes ved hovværket, stodderkongens spyd, brændevinstøjet, to udskårne træsleve, med hvilket øllet på bystævne østes op af træbollen i træbægre o.s.v.

Halmen, der har ligget under en ligkiste, skal smides af ved kirkegården, for at kreaturet ikke skal komme til at røre ved det. Ellers vil det tæres hen.

Gudmoder. I ældre tid har man haft en særegen form for indbydelsen til den, der skulle holde et lille barn over dåben. Det lød blandt andet sådant: om hun ville føre, høre og svare. Så vidste vedkommende besked. Når hun modtog barnet, fulgte følgende ord med: Her leverer jeg dig en hedning og ønsker en kristen tilbage. Når barnet var døbt, gav gudmoderen det tilbage med svaret: Her leverer jeg dig en kristen i steden for en hedning.

Barselgilde. I gamle dage var det skik, at når nogen skulle have barselgilde, skulle der foruden det øvrige også bages en kage i form af et lille barn. Denne kage måtte ikke spises til gildet, den skulle være til bag efter. Så var der en gang en skrædder, som til sit gilde fik for lidt kage, og hvordan de endte og vendte det, og hvor nødig de end ville, så var der ikke andet for, de måtte frem med barnet alligevel til deres fremmede. Derfra stammer ordsproget: Det slog til lige som til skrædderens barselgilde, der åd de barnet med.
Fra Udby ved Annette Jensen

Skattegraveren 1886
Kartegilde. I den første tid jeg kan huske,var det skik her på egnen at have kartepiger. Om efteråret, når folk fik deres får klippede, havde de kartepiger en dags tid eller to. Pigerne og konerne, som skulle karte, kom om morgenen ligesom til andet arbejde, de fik plads midt i forstuen om en kurv, hvori de lagde uldtøgene. Om dagen var der ikke noget særligt, kun byens og egnens nyheder blev drøftede, og der blev skæmtet lidt med gårdens mandlige besætning, men først om aftenen indtraf den egentlige højtid. Da kom byens karle for at gøre pigerne angst ved at skyde ved vinduerne, rumle på døren, komme forklædt gående eller ridende ind i stuen tild em o.s.v. Siden kom karlene ind i stuen og fik plads, så godt som lejligheden tillod det. Nu gik det for sig med at fortælle historier og synge, og den var en yndet gæst, som var vittig til de dele. Denne underholdning kunne undertiden blive afbrudt ved et skrækkeligt syn. Det kunne træffe sig, at en gavtyv var klædt ud, f.eks syet ind i en tør oksehud med hoved og horn og en gang om eftermiddagen, når pigerne havde forladt stuen,v ed konens hjælp var puttet ind i den store gåsebænk, som stod for enden af bordet, og havde ligget der til langt hen på aftenen. Da først skyder han lugen op og kommer kravlende ud blandt dem, uden at nogen har anelse om, at han har ligget der. Karlene i gården måtte den aften passe at låse deres kammerdør, hvis de ellers ville have en seng at ligge i den nat; ti kunne pigerne se deres snit, så tog de den og bar den bort. På det område kunne der også træffe at blive pusleri; jegg har før hørt, at karlene har samlet våd trøske (råddent piletræ), som kunne lyse i mørke, puttet det ind i ulden på et gammelt får, og bundet dette inde i deres kammer. Når pigerne så er komen og har lukket døren op, har fåret naturligvis bræget og er kommet dem i møde, af længsel efter at blive befriet fra sit fængsel; men pigerne bliver forskrækkede, glemmer deres forsæt og skynder dem at komme ind. En sådan aften blev der også gjort forsøg på at få en dreng, som var kommen med, narret enten til at agere usynlig, eller at gå i byen og låne et rystetræ til at ryste ulden på. Kommer han af sted efter det, får han, hvor han kommer ind, en sæk med tunge sager i, som store træstykker, og bliver bedt om at bære det forsigtigt; ti det er gammelt. Når han kommer hjem, bliver det hældt ud på gulvet lige for hans øjne, og han gør disse så store som tallerkener, idet han nu ser, at han har været nar både ude og hjemme. Kan han slippe for at bære det tilbage igen, er det er held for ham.-ved Morten Rosenkjær.

Valborg aften (Uldborreavten) bliver her på egnen brændt blus (halm, tjæretønder eller lign). Hertil samler de unge folk sig så og more sig godt. Jeg har hørt fortælle her, at det er for at jage troldene ud af landet; de kommer nemlig igen og vil ind i landet hver Uldborreavten; men når de ser blussene, tror de, at det er bavner og tør så ikke komme her ind. Man kan ofte tælle over tyve blus på én gang. Kan man springe igennem blusset, vil troldtøjet slet ikke kunne få bugt med en i det næste år.
På Fyn (Hindsholm) brændes blus St. Hans aften for at lyse heksene til Bloksbjærg.

Stjerneskud. På Sjælland, som også her på øen, antager folk uden at tænke videre over det, at ved hvert stjerneskud forsvinder en stjerne. Ja, troen her på er så stærk her nede, at jeg har truffet skolebørn, der på det bestemteste påstår, at de selv har set, at der bliver en stjerne borte for hver gang. Fortællingen om,a t man skal skynde sig at udtale et ønske før et stjerneskud slukkes, for at det skal blive opfyldt, er sagtens kendt i alle landets egne.-Skattegraveren 1886 ved Henrik Pedersen, Maribo amtstue.

Folketro og besværgelser

I Ejby imellem Odense og Middelfart ligger en gammel gård, hvor ejeren P. Kristensen over alle døre ud til gården eller gaden samt over porten har fundet en lille trækasse af et kvarters længde og en tommes brede med en hyldepind liggende i. Marven var udtaget og i stedet for lå et sammenrullet stykke papir, hvorpå der stod:
I: P: S: k Christum
Domine fades Paln ad
ro+ Jasit Liv, datu
Bumela Jadet Fiptin
i Ni et Pi et Fil Sp
etSanati Amen.

Ejeren viste mig således 3 trækasser. De sidder alle til syne midt over dørene og havde form som en lille hat. Der var intet låg forneden. Kassen var slået på med to søm.
Theodor Jensen, Nørre Åby

Efter at jeg havde gjort direktøren for Dansk folkemuseum, hr. Bernhard Olsen, opmærksom herpå, er en af de ovennævnte kasser nu bleven indsendt til og opbevares i museet.        E.T.K.

I Ganneskov ved Fakse vokser en gammel eg, hvis tykke i øvrigt hele stamme under opvæksten er spaltet således, at der lige oven for jorden er fremkommen en åbning så stor, at et voksent menneske uden møje kan krybe igennem.
Så lang tid tilbage (og sagtens meget længere), som de ældste nulevende mindes, har overtroiske mennesker søgt nævnte eg, når de led sådanne sygdomme, som de mente, lægerne ikke vidste råd for. De krøb tre gange gennem åbningen; og når de forlod stedet, ofrede de. Om det var til træets ånd eller hvem, har ingen kunnet meddele mig. Ofringen bestod i, at et underklædningsstykke, den syge havde båret, kastedes op mellem træets grene, så det blev hængende. Mange svagelige børn er af overtroiske mødre bårne til træet og puttede de tre gange gennem åbningen, hvorefter der på nævnte måde er ofret af børnenes tøj. Om der ved farten gennem egen eller ved ofringen skal fremsiges trylleord, har jeg ikke kunnet få at vide.
Da jeg 1877 på et besøg i Fakseegnen så træet, hang der i dets nederste grene både uldne og linnede, meget snavsede underklædningsstykker, der sikkert kort i forvejen var ofrede.
Fra Østsjælland. Henrik Pedersen, Maribo amtstue.
Jeg vil henvise til dr. Krist Nyrops afhandling: Kludetræet, i Kort udsigt over det philologisk-historiske samfunds virksomhed 1884-85.
E.T.K.

For syge kreaturer hjælper det i mange tilfælde, når man læser følgende over dem:
Rist rider til tinge med bidsel og med ringe; der møder hannem Krist: Hvor vil du ride? Du skal ej over vejen ride, ej over kristendommen vinde!. I navnet o.s.v.
De særlige tilfælde, hvor dette hjælper, er fornemmelig, når en hest eller andet kreatur er styrtet af sygdom og ikke kan rejse sig, hvilket f.eks er tilfældet, når der er kommet et ondt vejr over dem (min meddelerske oplyste, at det man kalder et ondt vejr, består i dunster, der kommer fra jorden). Også når dyrene er blevne i høj grad stive i benene (benskørhed). Ligeledes når et dyr er blevet dudld (dølget), hvorved de kan blive sådan, at de ikke kan tage næring til sig, f.eks at et dyr kan stå og sætte næsen til vandet, men ikke kan drikke.

Til at fjerne bylder, knuder, tarrer o.s.v. på folk og fæ bruger man følgende formular og  fremgangsmåde: Der er en byld der, jeg troede, den havde blevet til noget, men det blev den ikke, nu sætter jeg den på denne sten der. Pøj, pøj, pøj! Dette læses tre gange, imens man sætter de tre forreste fingre på højre hånd omkring det pågældende sted og flytter dem for hver sætning til et andet punkt i den kreds, man ligesom kommer til at danne om bylden; de kan bevæges både frem og tilbage. Under den sidste sætning spytter man tre gange på fingrene og sætter dem ned mod den sten, der skal tage mod sygdommen, og som skal ligge sådan, at ingen kommer over den, helst under et træ. Hylden blev særlig nævnt.
For at helbrede et sår, læser man følgende formular: Jesus fik et sår, det valne og ikke bulne, det skal klø og ikke svie." - Man sætter fingrene ookring det syge sted ligesom ved foranstående og bevæger dem i takt med ordene. Det læses tre gange, og for hver gang spytter man tre gange på fingrene og gør en bevægelse med hånden, som kastede man noget bort fra sig.
Disse tre formularer har en 90-årig kone meddelt mig. Hun har i mange år været anset for en klog kone og været en del søgt til syge dyr. Da hun havde tilsagt mig formularerne,e rklærede hun, at nu var jeg klogere end andre dyrlæger, for det skulle nok hjælpe, når jeg brugte dem. At hun selv havde tro til sine formularer, er utvivlsomt. Hun havde aldrig gjort andet end godt med dem, sagde hun, for når vi skulle gøre ondt, så skulle det være i Djævelens navn, havde den sagt, som havde lært hende dem. Havde hun så forøvrigt gjort fejl i at anvende formularerne, ville hun bede Vorherre tilgive sig, men hun havde hjulpet mange, sagde hun, særlig ved den første formular.

Bliver nogen bidt af en hund, selv om denne ikke er gal, så tror man dog, at dette bid en anden gang kan blive farligt, hvis den hund, der har bidt, senere skulle blive gal, thi så bryder såret op igen. Derfor råder man til at dræbe en sådan hund for at forebygge videre ulykker.

Det må nu anses som tilstrækkelig godtgjort, at hundegalskaben kan ligge skjult hos mennesker og hunde i ualmindelig lang tid, og de kan også få gentagne anfald af sygdommen, før døden indtræder. Disse forhold har rimeligvis givet anledning til den nførte tro.

Lykkepinde skal efter Kloge Niels`s forklaring laves af en rønnegren omtrent en kvart tomme tyk, som er skåren St Hans nat kl 12. Han skar dem omtrent på en tommes længde, og når en sådan pind skulle være særlig god, så tog han den mellem fingrene og satte den to gange mod køberens pande, således at begge indtryk dannede et kors, og samtidig spyttede han til siden, så skulle lykken nok følge vedkommende.
Andre siger om lykkepinde, at de frier for alle slags overnaturlige onde ting, for troldtøj o.s.v. Man kan bære dem ho sig. Nogle har lavet lykkepindene tavlede, i det barken af den friske rønnegren fjernedes pletvis, og man mener også, at man ved dem kan bestemme sin fremtids skæbne.
Lykkepindene skal sagtens laves af flyverøn, hvorved man nogle steder forstår røn, som er vildtvoksende - ikke plantet. Andre steder er flyverøn en snyltende røn på et andet træ.
Kloge Niels gik også under navn af Niels Lykkepind eller General Hut, hvilket navn han fik som soldat, da han af storhed betalte sine kammerater for at kalde sig således. Han døde for flere år siden i Kirkeby sogns fattighus.

Man kan opdage en tyvv ved at lade soldet gå. Dette sker på den måde, at man åbner en saks således,a t den danner et kors, og stikker derpå begge grenene ind i stumningen (ringen) på et almindeligt sold, så dette kan bæres derved. To personer løfter nu soldet op på deres udstrakte pegefingre, i det de sætter enden af fingrene med bøjefladen op ad under saksens øjne, og man nævner nu en for en alle de mistænkte: Har den (navnet) gjort det, eller taget det? Har den taget det? O.s.v.; når den rette gerningsmand bliver nævnet, så vil soldet dreje sig således, at det i stedet for at vende kanten mod de to, der bærer det, vil vende fladen til eller falde ned.
 Man lader også soldet gå, når man vil vise vand ud dvs når man ønsker at vide, hvor dybt der er til det vandførende jordlag på dette eller hint sted. De, som skal holde soldet, hvilket gøres som i 780 beskrevet, stiller sig på det pågældende sted, og den ene siger f.eks nu: Her er to alen til vandet! Den anden: Der er mere! Første: Her er tre alen til vandet! Den anden: Der er mere! O.s.v. indtil den rigtige dybde bliver nævnet, så vil soldet gå, og man ved altså, hvor dyb brønden vil blive.
Det er ikke ualmindeligt at vise vand ved hjælp af en pilevøger, enten en, som er kløftet, og man tager da med én hånd om hver af grenene, eller en, som er lige, der da bliver bøjet i tre vinkler, og man holder da om de to yderste ben med begge hænder, i det fingrene vender op ad, og den midterste vinkels toppunkt eller den kløftede vøgers stamme vender ud fra den, som holder på vøgeren. Når vedkommende nu med vidjen i den beskrevne stilling går over en vandåre, vil den fri vinkel af vidjen dreje sig ned ad, og man ved således, hvor man med udsigt til rigeligt vand kan grave en brønd.
 Soldet kan ved en næsten umærkelig vilkårlig eller uvilkårlig bevægelse af en af de bærende personer bringes til at dreje sig. Vidjens drejning beror ligeledes på hændernes stilling og små vilkårlige bevægelser, hvorved den kan bringes til at dreje sig tilsyneladende med stor kraft. Øvede brøndgravere ved at benytte dem.

En jagtbøsse kan forhekses således, at den ikke mere skyder det, man sigter på, men haglene falder matte ned i kort afstand fra mundingen, omtrent som man havde kastet dem med hånden. Dette kan hæves på forskellige måder. En mand, der selv var bøssemager, havde ved et skyttelag fået sin bøsse forgjort, og så snart han havde overbevist sig derom, tog han og borede løbet påny, blot så meget, at han var sikker på, at han fik boret lidt jern ud over alt, det var tilstrækkeligt, så kunne den skyde godt igen. En anden måde er den, at man skiller bøssen ad og tager svansskruen ud af løbet, og derpå lægger dette ned i rindende vand, således at vandet også går igennem løbet. Den, som har forgjort bøssen, vil da blive nødt til at hæve et igen, thi så længe løbet ligger i vandet, vil han have løst liv (diarrhoe).
På sidste nævnte måde behandler man også en bøsse, som er blevet dølget, således at den slet ikke lader sig skyde af på nogen måde. Heksemesteren vil også her blive nødt til at løse forhekselsen, men her skal det være af den grund, at han, så længe løbet ligger i det rindende vand, ikke vil være i stand til selv at lade sit vand, hvad der ganske naturligt bliver en slem plage for ham, og det gøres derfor også for at få en følelig hævn over ham. Nogle siger, at bøssen dølges, i det vedkommende fatter med den ene hånd om løbets kammerende og læser noget dertil, men det er måske samme måde at dølge den på, som af andre siges kun at bestå deri, at han, der vil dølge bøssen, tager om løbet, hvor ladningen ligger, med den højre hånd, samtidig med med at han fatter sig selv om det hemmelige lem med venstre hånd. Så længe han holder herpå, kan skuddet ikke gå af. Blot det at smøre et bøsseløb indvendig med ørevoks skal i meget væsentlig grad kunne forstyrre dens brugbarhed. Der savnes ikke fortællinger om de forskellige kunster,d er kan gøres ved bøssen.

Her i det sydlige Fyn, antager man, at der gives to noget forskellige cyprianus`er, nemlig en Cyprianus`s lægebog og en anden Cyprianus, der mere er til eneste hekseri. Hvem der en gang har begyndt at gøre noget godt efter en Cyprianus, bliver ved dermed, og omvendt vil den, der har begyndt med at gøre skarnsstykker, også vedblive dermed. Der kan, synes man enkelte steder, dog ikke være noget ondt i det at læse over noget vovt, for det er dog i Guds navn, siger man og kan ikke forstå at formlen som oftest kun er en nærgående fristelse af Vorherre.

Hvem der en gang har fået Cyprianus i eje, kan ikke igen slippe af med den, selv om man også kaster den i bagerovnen. Et hus på Lørup Hede blev en gang antændt af lynilden og nedbrændte, og her var også en Cyprianus, som flere af de tilstedeværende så. Den lå i ilden uden at blive angrreben af denne. Man tog den da ud, og ville se, hvad det var for en bog, men i det samme  kom ejermanden til og tog den, i det han sagde, at det var bedst, han fik den.
Aldeledes pålidelige øjenvidner har fortalt mig, at de så bogen og var med at redde den af ilden.

Frimurerne sætter folketroen overalt i forbindelse med overnaturlige magter. Ingen kan stjæle sig til at overvære deres møder, for de kan straks mærke, når der er et øje for mange. De savner aldrig penge, og de ved, når de selv skal dø. Man ved således at fortælle om en frimurer, der gik og bestilte sin egen ligkiste til en bestemt dag. Nogle siger også, at de aldrig går til alters o.s.v.

Det er endnu meget almindeligt, at fjerkreaturerne bliver klippede af skarns folk, det vil sige, der bliver særlig i svingfjerene i vingerne, klippet forskellige hak gennem strålerne lodret på skaftet, så at fjeren mer eller mindre kommer til at ligne en sav. Så snart de bliver klippede således, så gør hønsene ikke æg, men bliver helt pjankede og vil ligge meget på reden. Hvis en gås, som er bleven klippet, dog alligevel gør æg, bliver der dog ingen gæslinger af æggene. Når man mærker, at hønsene er blevne klippede, så hæver man forgørelsen ved at klippe hønsene om igen dvs man klipper alt det bort af de enkelte fjer, hvori der findes hak, og derpå svinges dyret over ilden, så vil det efter forløbet af en dags tid eller too kunne gøre igen.
Et sted havde man fornærmet en tiggerkone ved at forære hende et par venstrevinger af gæs, hvilke vinger er mindre gode at feje op med end højrevinger, og straks efter blev alle deres gæs klippede i højrevingerne.
Et andet sted bliver hønsene altid klippede, så snart de kommer uden for gården, men så længe man older dem inde, fejler de intet. Folk har somme tider ikke i hele år kunnet få andre høns til at gå til gavne end dem, de har hentet andre steder.
En gang var der nogen, som søgte råd for denne klippen hos en gammel degn i Lunde, og han sagde dem da, at der i sædet på en vis stol i deres eget hus sad en saks, og det var denne, som gjorde fortræd, og saksen fandtes der også godt nok.

Ved given lejlighed har jeg et par gange undersøgt klippede fjer, uden at jeg er kommen til forståelse af dette forhold. På en gås så det ud, som det var gjort med et meget sløvt redskab, således som ventelig dyret selv kunne gøre det. På en høne har jeg derimod set hakkene klippede som med en skarp saks. Hønsene så ud til at være fuldkommen sunde, kun havde de kort i forvejen været plagede af en meget stærk skjældannelse i huden (efter hvad man forklarede), men var nu fuldkommen rene, både for skjæl og mider o.s.v.
Ved dyrlæge P. Jensen, Kværndrup

Når en har været så uheldig at få en hånd eller fod af led, er det et ufejlbarligt middel at få sænet dvs signet. Dette består i, at den kloge kone, som kan den kunst, tager en skæppe (eller en hue), lader den syge stikke det dårligee lem ned deri og så drejer den rundt under en hemmelighedsfuld mumlen. Man ved ikke, hvad hun siger, men folk, som er blevne signede, påstår at have hørt hende blandt andet mumle et fadervor. Er skaden sket ude, skal der også signes i fri luft, og omvendt. Man har også bemærket, at hun under handlingen bar sit forklæde på ryggen. For resten skal der vedligeholdes en omhyggelig tavshed.
Johannes Neve, Lykkeby

Når man har ringorm, skal man strege om den og sige: Ringorm havde syv brødre, syv blev til seks o.s.v. to blev til én, én blev til ingen.
Fra Stevns ved frk Charlotte Valentiner, optegnet af A. Olrik.

Optegnelser  ved Mikkel Sørensen

Byvedtægter, Brundby, Samsø.
Under fællesskabets tid havde hver by en såkaldt oldermand, der bestemte, hvad og hvor meget der måtte bestilles den eller den dag. Efter morgenandagt i skolen samledes bønderne uden for denne for at gøre vedtægter for dagen, samt for at idømme mulkter, hvis nogen havde forset sig den foregående dag. Om høsten bestemtes der: så og så meget må der mejes i dag og ikke mere. Viste der sig nu en byge på himlen, kastede oldermanden sig på en hest og red omkring på de højeste punkter og råbte, så højt han kunne, ud til alle sider, idet han svingede med sin hat, det kaldtes "at råbe ud". Så måtte der ikke mejes mere den dag. Under indkørselen af sæd gjaldt følgende vedtægt. Den, der var kommen udenfor byleddet, måtte hente læs, men hvem der ikke var så heldig, men alligevel hentede læs, blevv uden nåde straffet ved næste morgensamling. Derfor kørte man også ved sådanne lejligheder i allerstærkeste trav igennem byen.

Fastelavnsskikke fra Samsø
ved Mikkel Sørensen, Alstrup, Samsø

Fastelavnsmandags morgen må børnene tidllig op og omkring at "pisk ap". Med et dertil lavet ris "fastelavnsris", af kviste og broget papir går de omkring og pisker folk op af sengene. Idet de slår nogle slag med riset på dynen, siger de: Fastelavnsbålle. Den pågældende må da op og give hvert barn en bolle. Om eftermiddagen slår karlene tønde ned, efter at de aftenen i forvejen har været "te dånsstow". En tønde er ophængt således, at de kan ride under den, og iførte allehånde naragtige dragter: fruentimmerhatte, kåber, skjorter o.s.v. , rider de, hver med en knippel i hånden, i række under tønden og slår løs på den, til den falder ned. Når dette er til side, rider de omkring i gårdene, hvor de af manden bliver beværtede med snapse og af pigerne med kager. Gamle folk fortæller om, at længere tilbage i tiden brugte man at hænge en levende hane ved benene op i en galge; hoved og hals var oversmurt med grøn sæbe, og så blev man ved at ride under og rykke hanen i halsen, til man fik hovedet af den. Siden har det også været skik at sætte en kat inden i tønden, og så blev de ved at slå på tønden, til de fik katten ud. Når katten er slået ned, skal pigerne tl at slå efter en potte. Denne bliver stillet midt på et logulv eller i en gård; en af pigerne får nu et klæde bundet for øjnene og skal da søge af finde potten og slå den i stykker med en kæp. Kan den første ikke finde den, må en anden forsøge, og således bliver de ved, til de endeli får den i stykker. Mandag aften spises varmt, kogt flæsk alle steder, egentlig grisetæer med kartofler; derefter kaffe med kager. Tirsdag aften har husmændene i reglen "dånsstow", og onsdag eftermiddag rider de fastelavn og slår tønde ned ligesom karlene. Om formiddagen , når de kommer fra dånsstow går de omkring i byen med "bædstemor", en stor dukke, der er klædt ud som et gammelt fruentimmer, hende bærer de med sig ind i husene, danser med hende, synger o.s.v. De bliver satte til bords og får smørrebrød, snapse og kager, samt kaffeknægte og kaffe. Nogle har også "bædstemor" stillet sådan an, at de rider på ryggen af hende, og så er hun syet fast på dem.

Bryllupsgilde på Samsø
For henved en halvtreds år siden brugtes følgende gildeskik her på øen. Ved et almindeligt bondeilde havde man forryttere, indtil en 30 stykker, der red foran brudetoget til kirken. Når dette kørte af gårde, red dissse foran, alt hvad remmer og tøj kunne holde, og det kunne nok gøres behov, da de skulle til kirke, og tilbage at møde toget tre gange, før dette nåede kirken. Sidste gang, forrytterne skulle tilbage at møde toget, kneb det med at få så meget mon, at de lige kunne få hestene vendt og komme først til kirkegårdslågen. Ligeså var det også, når forrytterne red fra kirken, så skulle de hjem til gården, og tilbage at møde brudetoget igen. Det var vist ikke rart at være forrytter, thi der fortælles, at man den gang kørte, som man var gal. Forrytterne var mest unge karle af slægt og venner. Ved et almindeligt gilde kunne der være 30, 40 undertiden 50 vogne. Disse så meget ejendommeligt ud, idet fadingen var flettet af pilekviste og var meget høj og så smal, at der kun kunne sidde en person på hvert sæde. Der var tre, fire sæder i hver vogn. I den forreste vogn sad bruden i midterste sæde og brudgommen bag ved hende i bageste sæde. Når toget kom tilbage fra kirken, blev der af de forsamlede tilskuere i byen affyret skud, hvilke ofte gjorde hestene sky. En gang, da et sådant brudetog kom fra kirke, blev hestene for den bageste vogn sky og gav et ryk, og da der i mange af disse vogne ingen bagsmække fandtes, faldt den bageste, en pige, af midt i byen og hun måtte så komme gående hen i gildesgården, naturligvis til stor morskab for gæster og tilskuere. En otte dages tid før der skulle være gilde et sted, blev der som bywmænd sendt to drenge ridende omkring at byde til gilde. Så fik man travlt med at "dann te å skek tè gilld". Slægt eller hvem man var i gildeslag med, skikkede til gilde; to, tre skæpper hvede, en fed gås, to ænder, to høns, to, tre pund smør og en snes æg. Andre, man just ikke sådan var i lag med, skikkede ikke så meget. Dagen før gildet blev en pige sendt af sted med en potte fløde; hun blev beværtet med alle slags af hvad der var lavet til til gildet, samt fik lidt bagværk me dsig hjem, for at man der kunne se, hvordan dette var lykkedes.

Begravelsesskikke fra Samsø
Når nogen var død, blev en rytter sendt ud at melde det til slægt og bekendte. Så kunne de komme, hvem der ville. Nogle dage efter blev rytterne igen sendt ud at byde hvem man ville have med bag efter, om eftermiddagen. Så blev også to koner sagte til at fæste klæde over kisten. Når kisten var læsset på vognen og skulle til kirken, fæstede disse to koner - de var mest af den dødes slægt - hver et håndklæde over hver ende af låget med knappenåle, og disse blev siddende, til kisten skulle løftes af vognen igen ved kirken, så tog samme koner dem af igen. Det hed sig, at det var, fordi kisten ikke skulle falde af vognen under kørslen, men er iøvrigt en meget gammel skik, som brugtes for flere år siden og er nu gået af brug. Ligeledes havde de nærmeste kvindelige slægtninge ved begravelser et dertil syet sort skørt bundet over hovedet som et shawl. 

Optegnelser ved Karen Toxværd

Kirkegangsgilde. Det første gilde, en mand gjorde i sin tid, var i reglen kirkegangsgilde; altså var det også første gang han "bad til gilde".. Om han gik og øvede sig noget for sig selv, var det dog ikke al tid nemt at slippe pænt fra en så lang enetale som:" Jeg skal hilse fra min kone og vor lille dreng (pige), om I vil komme hen hos os søndag morgen og få frokost, følge med til kirke og hjem igen og få mad, og forslå tiden på bedste måde, om Ane og Jens vil stå faddere, og om du (konen) vil hjælpe til at lave til gilde (eller følge min kone til kirke), og om I vil tage et sulfad med". Hvert sted måtte han jo huske sig godt om, hvem der skulle bedes till fadder eller kokkekone; desuden blev der aldrig budt ham sæde, før han havde røgtet sit ærende stående med hatten i hånden, mens alle i stuen så på ham, så det var ikke underligt, om han uvilkårligt krammede hatten noget. Det at bede til kirkegangsgilde blev da også almindelig kaldt "at dreje med hatten", mens et bryllup blot kaldtes gilde så når f.eks en ung pige blev drillet med kæresteri, sagde man: "Nu skal din fader vel snart gøre gilde?" hvorimod det om den mand, i hvis hus der var småfolk i vente, hed: "Han skal nok dreje med hatten i år!" Gudmoderen fik bud nogen tid i forvejen, for at hun kunne få gudmoderstadsen i betimelig tid; hun gav barnet en hel klædning fra inderst til yderst, men så fik hun også ved kageuddelingen en hel kage, mens de andre fik en fjerdedel. Gudmoderskagen var desuden meget mere end den øvrige kage krydret med sukker og kanel, smør og æg og andre gode sager, og desuden pyntet med navnetræk og anden stads. Gudmoderen måtte huske at gå således ind ad kirkedøren, at barnet havde benene frem ad og ikke hovedet, og hvis det gav sig til at græde under dåbshandlingen, måtte hun ikke ryste det for at bringe det til at tie, da det i såf ald ville komme til at ryste, når det blev ældre. Om det græd under sangen i kirken, var ingen skade, så fik det en god sangstemme. Barnets fader var ikke med i kirke, men når vogntoget kom strygende ind i gården, kom han ud og tog imod barnet, som gudmoderen overgav ham med de ord: "Her giver jeg dig en Kristen for den hedning, du gav mig." (Han avde båret barnet ud og givet hende, efter at hun var stegen til vogns). Der var i reglen 2-3 faddere af hver slags, mænd, karle, koner og piger; var det en dreng, der blev døbt, gik mandfolkene først til offers, var det en pige, gik kvindfolkene først. Selve gildet var ikke i noget væsenligt forskelligt fra en bryllupsgilde, beværtningen var den samme, og fornøjelserne ligeså; ja, i stedet for brudeparrets enedans var det ved kirkegangsgilderne gudmoderen, som dansede den første dans alene med barnet i sit forklæde, hun skulle lære det at danse; det siges også tit, at barnet kommer til at ligne sin gudmoder mere end sine forældre. Til andendags gildet om mandagen blev der tit ikke bedt så vidt ud, så kom man heller ikke førend til middag.

Fastelavnslege
Ude sønden på, det vil sige i Skjælby-Gjedesby sogne, der kan folk ikke bie fastelavnen efter, men holder den en uge forud for den rigtige. Jeg har aldrig kunnet opdage, hvorledes det er kommet i gang at holde "den gale fastelavn"; der er gjort nogle forsøg på at få det forandret, men det har ikke kunnet lykkes. Hvor mange spillemænd vi end har her, kan de dog ikke overkomme at spille alle steder på én gang, og da fastelavns mandag, torsdag og fredag er gildesdage i alle byer, er det jo meget hensigtsmæssigt af Sønderlænderne at tage deres i forhånden. I nogle af de større byer bruges endogså alle dagene, så de gamle har de to første dage, og de unge resten; tit lader de gamle dog spilemand være spillemand til regnskabet om tirsdagen og lader sig nøje med kaffe, brændevin, kortenspil og anden morskab, de unge har da heller ikke al tid musik tl regnskabsaftenen om løverdagen. Danse to, tre dage og nætter i rad bliver dog trættende i længden, og man aftaler derfor i forvejen, hvad man i øvrigt skal tage sig for, om man skal ride tæ rijs, have "kouelææi", bjøørmestååsi" eller "baks på tyy n": hvilken af delene det nu bliver, skal det først gå for sig den anden gildesdag, den første bruges så til "at pynte". Pigerne bringer alle deres brogede bånd og tøjblomster, og konerne udlåner også villig deres stads fra ungdomsdagene; det bliver så fæstet på karlenes huer eller hatte, frakker og hvad der ellers skal bruges.
At ride til rings kender sagtens enhver; karlene deler sig i to hold, og det hold, sejrherren tilhører, bliver fri for at betale punsen. Men det kan tage sig smukt, ja, helt festligt ud i solskinsvejr med alle de flagrende silkebånd og - de stråeldende glade ansigter. Efter at ringen er taget tit nok, rides i reglen fra gård til gård, hvor der beværtes med kager, øl og brændevin.
Til kouelææi vælger man sig en konge og en dronning, de øvrige fordeler sig som hoffolk [Hoffolkene kaldes nok egentlig mest de hæske d.e. de pyntede, pyntelige og er hvor som helst de bruges, blot til stads], løbere og soldater - en nar ikke at forglemme, og så drager de ud på gæsteri. Musikanterne i spidsen, derefter kongen og hans følge til hest, så dronningen og hendes damer og sidst den store tilskuerhob, som har samlet sig fra de omliggende byer og trofast følger fra gård til gård. Hvert sted går skafferi først ind, melder herskabets komme og sørger for at berede det god modtagelse; først når han kommer ud igen,d rager hele stadsen ind under fuld musik. De kongelige bydes gerne ind og sættes til bords, mens der til følget bydes kager, øl, og brændevin omkring, som ved andre lege. Narren løber ud og ind alle steder, gør alle de narrestreger og siger alle de vittigheder, han kan finde på; for øvrigt er narren, i hvilken som helst leg, forsynet med en prisdåse, som han jævnlig byder folk tage sig en pris af, og når de har gjort det, siger han: "jæ hå ji dòòse tæ, ve du`nne see ham?" I den er plads til de skillinger, vedkommende vil give til hjælp til gildet. Når kongeparret har spist, bliver der danset nogle danse, og derpå drages videre; men bag efter kommer skafferen tilbage og takker i pæne velvalgte ord for den gæstfrie modtagelse.
Hovedpersonerne i bjøørmeståsi er : bjøørmi, aawekaddi, bjøørmetrækkeri, hans oppasser og di hæske (i reglen to par), og så naturligvis narri. Spillemænd har man jo også og nogle til at bære deres instrumenter,fanebærere o.s.v. Bjørnen er i reglen en før, ikke for høj karl, som på hovedet få r en lodden huse og derfra til gulvs bliver indviklet i halmbånd, det ene tæt ved siden af det andet; på hænderne har han uldne vanter og om livet et reb, i hvis løse ende bjørnetrækkeren holder, mens bjørnen danser. Abekatten er gerne mere klejn (tynd), og hans tøj skal sidde stramt om ham, sorte strømper op over bukserne og en trøje, som slutter godt om kroppen; han bliver sværet i ansigtet og får en lang kohale fæstet bag i bukserne. Han har også et reb om livet, som bjørentrækkeren holder i, mens abekatten gør sine kunster, men siden får han den snoet omkring sig og får lov at løbe løs og hjælpe narren at gøre spektakler, især blandt de talrige drenge. Bjørnen bliver som et mere farligt dyr overgivet til oppasseren. Bjørnetrækkeren stiller i trekantet hat, lang frakke, støvler op over knæene og sabel ved siden, et mægtigt påklistret overskæg, og ser så udenlandsk ud som muligt. Narren skal være så broget som mulig med en sort strømpe og end hvid og med en koklokke fæstet bag i bukserne. De øvrige ppyntes så smukt som muligt med bånd og blomser. Når nu stadsen kommer ind i en gård, holder bjørnetrækkeren en  tale til  gårdens ejer, skildrer med mange ord, hvor han kommer fra, hvor han har fået eller fanget sine dyr, og beder om lov til at forevise deres kunster. Det får han naturligvis, og bjørnen, som ellers går på fire, må nu op på bagbenene og trampe rundt, bære bjørnetrækkerens stok over forbenene og lignende; abekatten er jo noget mere alat til at springe omkring. Ja mine børn kan også danse, siger bjørnetrækkeren; så må de hæske på brædderne, og de øvrige deltagere og nogle tilskuere danser lidt med.
Baks på tyy n kræver mange virksomme deltagere. Der er først Baks, en lille tyksak med vide klæder udstoppede med halm; han rider på et anker, hvori der er vand, som han jævnlig tapper af og hælder ud over de omkringstående. Ankeret ligger på to sammenbundne stænger, som otte karle (stærkt pyntede) bærer på skuldrene, 4 ad gangen, 4 til at løse af. Bag efter kommer Ole Lukøje, en udpyntet strådukke i en barnevogn, som trækkes af to karle, hvoraf den ene er karleklædt på overkroppen og kvindeklædt på nederdelen, den anden kvindeklædt på hoved og overkroppen og karleklædt for neden. Så er der Sommer og Vinter to karle, hvoraf den første er lyst og luftig klædt og pyntet med blomster og bånd, den anden med skindpels, lodden hue, lukhue, ned over ørene og træsko og seende ud til at fryse meget. Narren byder sin prisdåse fal, og æggepigen byder sine æg; det er en karl i pigeklæder og med en kurv på armen, hvori er æggeskaller; hun tager mod håndpenge på de bestillinger, hun får. Dette samme gør hvedebonden og Jerusalems skomager; disse to er klædte som meget gamle mænd med langt hvidt hår, den første har en pose med en kornprøve, den anden et knippe læster, og hver især snakker jo for sin æske det bedste han har lært. Til denne leg bruges også skaffer, og optoget kommer ind i gården, mens Baks synger en lystig vise.
Har man ikke bestemt sig til nogen af disse lege, forslår man tiden om fredagen med at skære flæsk ned, sko heste, krybe igennem en rivestage og lignende, eller man har væddeløb, så en løber et stykke vej, mens en anden løber ed baareew på i jærkyvstae og af igen, hvorved den ene ende af et bagreb (til en høstvogn) bindes til en oprejst høtyv, og karlen får fat i den anden ende og løber rundt med stramt reb, indtil det er snoet om stagen. Så har han lige så langt tilbage, og det er ikke så kort en løbetur. Fra Væggerløse, Sydfalster. Ved Karen Toxværd

Nå ungdommen havde fastelavnsgilde i gamle dage, havde de gerne en stor kedel med øl stående på bordenden, og deri sejlede et udskåret "hånde" til at drikke af. Fra mit barndomshjem i Højet har jeg fået et sådant drikkekar som snarest mulig vil blive sendt til Dansk Folkemuseum; det er en smuk lille and, som sejler godt; hals og hoved tog man om med hånden, mens man drak af den hule ryg.

Ungdomsgilderne.  Hver bonde havde de unge et år, så gik de til naboen og holdt gilderne hos ham et år og så videre omgangen rundt; og årets gilder kan man nok sige begyndte med tidselgildet efter høst. Når der var indhøstet, gjorde jo hver bonde et høstgilde eller mikmusgilde, da det i reglen var omkring ved mikkeldagstide, og så fik alle høstfolkene og tjenestefolkene hver en mikmuskage, en fladkage, som for hen skildret; så havde de unge noget til gildesnaver, for den gang vankede der ikke sådan kage til alle tider, som nu om stunder. Den gang fik de kun til de store gilder, til alle højtider og i høsten. Nogle dage før gildet kom karlene hen på gildestedet og tingede gilde, så blev der kastet es om, hvem der skulle være brændevinsskænker, sviktud (øltapper), lysepudser, fordanser o.s.v. Ingen var i forlegenhed for, hvem han skulle tage til første dans, ti hver havde sin gås, som han skulle danse med de første danse; hende skulle han også skyde ny år in for. Men til gengæld gav hun også ham sin gase, æbler og nødder og somme tider part i sin kage og dansede først med ham til pigegildet.- Ved mortensdags tide blev der "byttet gæs", samme aften blev der tinget gåsegilde; så gik en af karlene ud, mens de øvrige skrev pigernes navne op og et nummer ved; når så den udeværende kom ind, blev der spurgt ham: "Hvem skal have nr. 1?" Han delte så ud sådan i blinde, det voldte intet klammeri. Der var også steder, hvor dette bytning gik for sig ved nyårstider, der hed de så hverandres nyårsgave. I julen var der gilde et par nætter og dage, somme steder fler; men alle de øvrige aftener gik ungdommen til legs først det ene sted, så det andet, og der gik det nu rigtig for sig med pantelege, sanglege og alt sådant noget. Knuds aften blev julen pisket ud, og så var der længe til fastelavn; men der imellem holdt så pigerne et gilde, som de betalte, og hvor de så også havde ret til at byde op (til dans). Fastelavns mandag holdt holdt de gamle gilde,så slog de gækken løs, så det kunne blive til noget; men længer hen i ugen begyndte de unge og blev så ved dag og nat indtil løverdagen. Men holde ud at danse sådan hele tiden det var jo umuligt; om formiddagen samledes man ved klokken 8 eller så, og den, som ikke mødte til det fastsatte klokkeslæt, skulle "giè en pægl og drikke den selv". Så blev der først spist frokost, som hver medbragte, og dertild rukket varmt øl med æg og sukker; hver af de unge fik til det brug af sin madmoder 2-3 æg, og til gildet i det hele gav hver bonde sin karl en halv skæppe byg med gammelt mål,s in pige en fjerding med gammelt mål og sind reng "en top". Formiddagen igennem blev der hittet på alle slags narrestreger, der blev skoet heste, skåret flæsk ned, slået potten itu, og meget andet af samm e slags, og var der bestemt noget større optog til en af dagene, havde pigerne travlt med at fremtage alle deres bånd og blomster og pynte karlenes hatte, frakker og hvad der ellers skulle bruges. Men alle disse optog, hvad enten det var var "Bacchus på tønden", Bjørnen, Kongelegen, eller der blot blev ridt i procession efter at have ridt til rings, de gik fra sted til sted byen rundt, hvor de blev beværtede med klejner, søsterkager, øl, brændevin o.s.v. - og alle ahvde de en "nar", som indsamlede drikkepenge til hjælp til gildet.
Påskegildet, som stod anden eller tredje påskedag, var både for bønderne og for de unge, og det fik ungdommen frit på spillemanden nær; ham skulle de "lægge på brikken" til. Det var det sidste gilde i den omgang i Væggerløse sogn; men i Stavreby, Skjælby sogn, havde de ve majdagstide et voldermissegilde, så red de sommer i by. Dertil var karlene smykkede med al den stads, pigerne kunne opdrive; men mest var dog sommerspæret pyntet, og der skulle en kraftig karl til at ride med det mægtige spær, især når blæsten tog i alle de flagrende bånd. I hver gård blev midsommervisen sungen, og pigerne dansede med spæret fire og fire. Så vankede der naturligvis beværtning og drikkepenge som ved fastelavnslegen.
 
 

Gammeldags frieri fra Væggerløse sogn, Sydfalster
"Sig mig, morbror, hvordan gik det egentlig til, at I fik jer kone; var I gode venner?"
"Jo, vist! Nej, nu skal du høre. Det var den gang jeg havde fået min moders gård, så skulle jeg jo til at se mig om efter en kone med nogle skillinger; for jeg skulle naturligvis give en del fra mig til din moder og de andre; og så kunne jeg nok have brug for lidt hjælp. Jeg fik da også rigtig "spørgning" på én, som kunne være mig tjenlig; hendes fader var parcellist i -- by i nabosognet og var temmelig velhavende. Hvad jeg har at gøre, jeg hen at pynte mig og af sted der ud." "Og så friede I?" "Hvor vil du hen, nej! Det var en søndag, og manden sad inde,d a jeg kom. "Godd ag", sagde jeg. "God dag", svarede han, "kom frem i stuen og sid ned!" Så gik jeg hen og "takkede for sidst" både med ham og konen og datteren; der blev sat på bord" for mig, og nu begyndte jeg på mit ærende: "Hør", siger jeg, "I vil vel ikke sælge mig et bistade? Jeg har hørt, at I har mange bier, og jeg havde lyst til at prøve mit held nu, da jeg har fået min moders gård." "Så du har fået gården?" siger manden, "hvad er det for én?" -"Det er den første på højre hånd i -- by", og nu snakkede vi frem og tilbage om gården og avlingen og min hele stilling. Til sidst siger manden: "Så trænger du jo egentlig til en kone nu." -"Ti dog stille, Anders! Er det også noget at fortælle!" faldt morbroders kone ind.
"Hvad! Er det ikke sandt, kanske?" - "Å, du er en rigtig gammel tossing!" - "Men, morbror, fik I så bistadet?"
-"Bistade? Ja, jeg fik hende der, og hun har sværmet mig om ørene mange gange!"

Begravelse. Om begravelsesgilderne er ikke andet at sige, end at de, hvad beværtningen angik, svarede aldeles til de andre gilder, og at de også varedei de to dage. Selvfølgelig blev der ikke danset og heller ikke spillet kort, så man måtte slå sig igennem med samtaler, spadsereture i have og mark og - måltiderne.
 
Ringlestav. Her på egnen har alle vogterne haft ranglestok, sådan en kort stav med en tyndere stok fastgjort på siden, og på den tyndeste var der en hel del raslende jernringe. Den brugte vogterne til at kyle efter kvæget, når de ville gøre sig til bens, og den lystrede de lige så godt, som de lystrer en hund nu om stunder, for det var en svær alarm den gjorde, når den kom susende, så de var bange for den. Umuligt var det ikke, at sådan en kunne findes i en eller anden skramlebunke, men sikkert er det heller ikke, det skulle være et helt træf. For resten er det ikke mer end godt en snes år siden, at en af mine brødre så en sådan ranglestok i brug; det var ovre hos økongen. Ja, det var nu sådan et navn, de unge havde givet ham, fordi han al tid sagde min ø og mit kvæg o.s.v.; for resten var han vogter for Væggerløsernes kvæg og boede på deres øpart (den del af Botø, som tilhøre Væggerløse) både sommer og vinter. Men stormfloden slettede hans hus, og både han og hans kone druknede, så hans ranglestok er nok gået samme vej, som så meget andet den dag. Niels Vogter (der var hans rigtige navn) han var også den gang en gammel mand og levede som han kunne, til dels af gaver.
Når kvæget skulle ud om foråret, blev de mærkede med bymærket, for skulle det ske, at de kom sammen med køerne fra en af de andre byer, så kunne vogterne skille dem ad efter mærkerne. Hver mand skulle kende sine egne ud, når de kom hjem igen; hver gård havde jo nok sit særegne bomærke, men det blev kvæget ikke mærket med.

Møggilde ved Karen Toxværd i Sillestrup

Hver bonde havde sig et møglav, som hjalp ham at køre sit møg ud, og som han hjalp igen, når deres tur kom. Når det skulle få for sig, mødte fra hvert af stederne en karl til at bryde møg: læsse på vogne, en pige til at strø og en dreng med heste og vogn; der var en karl eller mand i marken til at hakke af, så kunne drengen nok køre læsset derud og køre frem, for hestene var sjælden så slemme at køre i de tider. Arbejdet begyndte klokken 2 om morgenen og de forskellige mål: Frokost, klokken 10 og mad (middagsmad) fik man jo så også tidligere, end man plejede, så man kunne arbejde lidt oven på middagssøvnen og alligevel slippe klokken 2 om eftermiddagen. Resten af dagen og ud på aftenen brugte man til kommers, somme tider havde man også musik til møggildet. Levemåden var som ved lignende lejligheder god og rigelig; til frokost og klokken 10 fik hver et brændevinsstykke fladkage, til midaften hver en fjerdepart og to vafler, så de unge, som var med mange steder i møgægten (møgagetiden) kunne få en ordentlig bunke til sidst. Middagsmaden var gerne noget nem, mælkekage eller lignende, hovedmåltidet var om aftenen og var alt id grofenbrad og ølost. Møgægten kunne for resten være streng nok for de unge især, for de kom jo sjælden i seng for spøg og kommers før kl. 10-11, og hver morgen begyndtes der jo kl. 2; især kneb det for drengene, så de sad tit og sov, mens de kørte de første læs ud om morgenen. Bare hestene vidste vejen, kunne det godt gå; men det skete under tiden første morgen på et nyt sted,a t hestene gik forbi det leed, de skulle ind ad, og blev ved at følge landevejen, til drengen vågnede. Hvis der ignen fik det at se eller vide, så gjorde det ikke noget, ellers blev han voldsomt drillet, for drengene var al tid kastekjæppe; bryderne prøvede også gerne at få narret nogle af de løse drenge, som der al tid er fuldt op af, hvor der er noget på færde, i by at låne møddingskraber, når de begyndte at tage af bundfaldet. Der er nu ikke noget redskab, som har det navn, så når drengen kom i det ærinde, vidste man, der skulle gøres nar ad ham, og så fik han en eller anden tung, klodset ting at slæbe af med, en loklappe eller lignende. Det ærinde gik han kun én gang i sit liv, men var siden godt nok med til at le ad de yngre, troskyldige drenge, som ved næste lejlighed var tjenstvillige.
De drenge, som kørte møgvognen, kaldtes møgtolle, og når der var noget i vejen med dem, blev de trålede og måtte stå på lundstikken, mens det gik for sig.

I Fakse på Sjælland holdes endnu møggilde. Hovedmåltidet består af risengrød og klipfisk, der spises med ske uden kniv og gaffel.
E. Tang Kristensen

Kirkegangskone. Når en gildesmand er ude at bede til kirkegangsgilde, bør han al tid opholde sig noget hvert sted; hvis han går alt for hurtig,er han udsat for at komme snart igen i samme ærinde. Ligeledes plejede kirkegangskonen når hun gik til offers, at gå så langsomt som mulig, for at hun ikke skulle komme for snart igen.

Svin på skoven. Til Marrebæk by i Væggerløse sogn hører et stykke skov langs Guldborgsund; nu er det naturligvis delt, så hver bonde har sit stykke, men i gamle dage lå det i fællesskab lige så vel som markerne. Når det så lakkede hen i høsten, så nødder og olden og agern begyndte at falde ned ude i skoven, så kørte folk deres grise til skovs; der gik de og sankede deres meste føde til langt hen på vinteren. Daglig blev der alligevel sendt en ud fra hver gård med stipose til grisene; det var sagtens, for at de ikke skulle blive helt vilde, men hver kende sine folk, for det var da i reglen ikke andet end skæle,d e fik. Hver havde sin plads i skoven, hvor han plejede at fodre sine grise, det var stien eller stipladsen, og den kendte grisene lige så godt som de selv. Hver havde også sit tilråb, som grisene kendte: Gris gå-å eller Gris o-o-o! Eller sådan noget. Fra den tid af stammer det ord:
Jeg gruer, sa`e den lille gris,
lidt i pose og langt til stis;
Det kunne jo være svært nok for ham, om han var langt borte i skoven, når han hørte det tilråb, som han skulle lystre, og han så vidste, at der var kun lidt i posen. Skæle er svangt korn og museskær og sådan noget af det ringeste, der falder fra, når kornet bliver kastet.
 

Min moder kan lige huske, at de i hendes fødeby, Marebæk, var en mand, som måtte give brændevin til bymændene, fordi han havde skåret båndkæppe (stjålet) i en anden mands skov. Han havde ellers selv skov, så han havde det ikke nødig; men det var nu sådan en nærighed. Brændevinet blev drukket hos ham, og han måtte bede om forladelse, men moder ved ikke af, at han havde nogen vis remse at sige, heller ikke ved hun, om han havde noget krus for sig selv at drikke af. Den meste tid sad han nede i kakkelovnskrogen og "glomme" til de andre, og de skævede også til ham igen.

Optegnelser ved dyrlæge P . Jensen, Kværndrup

Fastelavnsskikke fra Fyn
I den allernærmeste tid forud for fastelavn går børnene, til dels pyntede med bånd og kulørt papir, omkring og synger fastelavn, der vel er en egen art af tiggeri, men har ingensinde været betragtet som sådant. Her omkring hører man følgende vers.
Og som I, gode venner!
I høre, hvad vi beder,
vi beder om et par skilling
til hjælp til vort gilde.
Karlene elsker pigerne,
for de er som en blomme,
men vi elsker konerne,
for de gi`r os noget i vor lomme.
Efter at have sunget dette uden for døren går en ind og får da et eller andet, penge eller fødevarer, og synger så uden for igen følgende:

Tak skal I have
for denne gode gave!
Vi kan ej takke så meget, som det sig bør,
men Gud i himmelen vil belønne jer derfor."
Nogle føjer til sidste linje: en anden gang.

Den oprindelige anvendelse af dette vers er omtalt i Rasmus Hansens Gamle minder II, s. 214 og flg. Og nedenstående er vel en ændring deraf, som bedre passer for nutidens brug.

Andre ændringer af førstevers er:
Og hør du, lille fastelavn,
om hvad nu vi beder!
Vi beder om et par skilling
til føde og til klæder-

Eller disse 4 linjer således:
Så går vi ud og synger fastelavn,
og hør så, hvad vi beder!
Vi beder om en ringe ting
til føde og til klæder.
Nogle elsker vinteren,
fordi natten er så lang,
men vi elsker sommeren
for fryd og fuglesang.
Eller disse 4 linjer således:

Karlene elsker pigerne,
for de er som en rose,
men vi elsker konerne,
for de giver os noget i vor pose.

Til fastelavnsversene regnes også:
Fastelavn er vi nået,
bollerne vi smage;
 potterne har vi slået itu,
og vi har én tilbage.
Karlene elsker pigerne o.s.v.
 
Husmand Christian Rasmussen, Gislev Sølt, har fortalt mig, at når man i gamle dage lagde et nyt logulv, så hørte det sig til at lægge et hestehoved derunder eller i mangel deraf en gammel jerngryde fyldt med flintestene, for så blev gulvet klingert.

Ovenstående viser, at denne gamle skik også har været kendt her, hvorfor jeg ikke vil holde det tilbage, da der netop er spørgsmål fremme desangående. Det burde måske mærkes, at hovedskallen af en hest, som er befriet for alle bløddele og tørret, næppe kan frakendes en vis klang og vist nok ikke står tilbage for en jerngryde, når den er fyldt med sten.

Skattegraveren 1886 ved dyrlæge P. Jensen, Kværndrup

Skramgården, også kaldet Skulørgården, lå på Svindinge mark mellem byerne Svindinge og Frørup og var en fæstegård under Glorup. Efter udskiftningen i 1805 blev den flyttet fra Svindinge by og ud på maken - Pilsmose - hvor den byggedes op i 1805-1806 og nedlagdes 1854, og jorden blev da lagt under Røde Mølle på 6 tdr land nær, på hvilke Skramhuset blev bygget. Heri havde nogle gamle folk,d er tidligere boede i gården i lang tid, deres ophold. Vejen hen til gården gik fra Røde Møllevej forbi en stor stendysse, "den lange høj", hvor fire store sten bar en større overligger Skulørstenen. I det halve århundrede, gården lå her, blev den vide bekendt for det stadige spøgeri, der huserede i den. Om dette spøgeri har den gamle Sofie Skram, der i 44-45 år, på halvtredje år nær, stadig opholdt sig i gården, hvor hun en tid var gift med sønnen Niels, fortalt mig følgende: Førend gården endnu var bygget færdig, var det en aften, det gav et forfærdeligt bulder oppe på loftet, og manden Anders Rasmussen, stod da op og gik ud af sengekammeret, klagende sig, at nu faldt skorstenen, men pigen Ane, som hørte ham sagde: "Ti kun stille, for bulderet kom her over mig"; der var skorstenen nemlig ikke, og den stod også godt nok. Forøvrigt tumlede spøgeriet med alt i gården lige fra kopperne inde til malketøjet i bryggerset som der var en støj med, så man skulle tro, der aldrig blev helt tilbage af det, og vognene i gården, kreaturerne i stalden o.s.v. Men når undtages kreaturerne, var der aldrig noget i vejen, når de så efter. På loftet gik spøgelset og slæbte med en stok, og når det tumlede som værst, tudede gårdhunden al tid voldsomt. I det hele taget var det værst i stuehuset og den vestre længe. Når karlene en sildig aften skulle kaste hø ned til hestene, kunne de i mørke gribe ned i en lodden masse, men så kunne de tage ved en anden side, og så var der intet i vejen, til andre tider var det låddent alt sammen, så de ikke kunne få noget hø for det. Lygte og lys gikde dog al tid uhindret med. Sofie hentede spåner i brændehuset om aftenen, men såpuslede det også der, og det var ikke al tid, hun fik dem med ind. Kreaturerne blev tit knugede af spøgelset, og der døde mange både inde og ude, og der var da intet andet at se på dem, når de således pludselig lå døde, end at der imellem hud og kød over lænden stod en del levret blod (Sygdommen Miltbrand). Andre dyr brækkede benene (Benskørhed - to i hine tider almindelige sygdomme), uden at man kendte årsagen. Sofie Skram havde kun en gang set Skuløret. Det kom da inde fra den store stue, og lignede et kvindfolk med en skiden særk eller et underskørt på. Ellers hørte og følte hun det kun, men så længe hun var ene, mærkede hun det aldrig, først da hun blev gift med Niels (en søn af Anders Rasmussen, der imidlertid var død) og kom til at ligge inde, kom det hende nærmere. En gang i hendes pigedage stod hun en aften i porten og så ned mod Frørup, men så som hun ville gå ind, var der nogen ved portlågen, men da hun så nøjere til, var der ingen. Da hun så kom hen i gården, blev lågen, som var lukket, slået i med stort bulder. En anden gang, hun kom fra kartelav, hørte hun, at nogen var ved at smøre vogne - de slog på lundstikkerne, men der var ingen at se. Manden i gården mødte en aften en kalv lige i døren og ville genne den, men det kunne han ikke. Da han så så efter, om hans egne kalve var, hvor de skulle være, så var de der godt nok. Haspen gik inde om natten, men al tid avet om, hvad hun skønnede deraf, at den kun med denne bevægelse knirkede. Der tjente en gang en pige i gården, som kunne "se sådant noget", og hun så en mand med høj hat og skærf følges med et kvindfolk, ligeledes i gammeldags dragt, der ved gården. En aften var de alle sammen ude i porten og skulle se en lygtemand henne i Pilsmosen, da så samme pige Skuløret stå der i porten hos dem, hun tog da i det (hun tog måske fejl af skuløret og Niels) og sagde: "Du skal ikke stå der og kige!" Men så tumlede spøgelset med hende hen ad gården mod brøndværket, og det så ud, som ville det kaste hende i brønden, men så tog Niels i hende: "Du skal dog ikke deri endnu!" De andre så ingen ting, men da pigen kom ind til lyset, blev hun helt forkert; det kom hun sig dog for igen, for de bandt hende noget kristent jord om panden. Men halt blev hun alle sine dage. Karlen i gården skulle en gang ride bort med noget fourage, men han kunne ikke få hesten af stedet, hvad han så gjorde ved den, det stod Sofie med lygten og så på. Men så sagde karlen: "Å, gå så hen og slå Jøsse kors for hende, så går hun nok!" og det hjalp, for så fór den straks ud igennem porten. ("For Jesu kors og Jesu  navn skal alting vige! Sagde min fader al tid, og han var en fornuftig mand," tilføjede Sofie, når hun kom her til i sin fortælling). Det var en anden gang, at de ikke kunne få tillægskalvene til at leve, og da blev det rådet dem at hente kristen jord om aftenen og stiltiende komme tre næfler (næve fulde) i stripper, hvoraf kalvene drak de første ni mål. Det blev Sofie, der skulle hente jorden, hvad hun også gjorde, men da hun kom til gården, var der "noget" ved den vestre længe, som ville slå posen fra hende, men hun holdt den dog, og kalvene kom sig. En anden gang gik Sofie ind ad bryggersdøren, og da var der noget, der strøg hende ned ad den ene arm med noget så iskoldt som en frossen pind, men det gjorde ellers intet. En nat kom karlen i gården op ved vinduerne og kaldte, at hun måtte komme ud med lygten, for der var noget galt ved fårene, sådan de tumlede, og der var kommet et lam ind i stalden tæt ved karlekammeret. Men inden hun var kommen helt ud med lygten, kom karlen igen og sagde, at al ting var roligt igen, og fårene lå roligt nok, men da, som hun gik ind igen, mærkede hun, at nogen listede sig forbi hende i fremmerset, og da hun var kommen i seng, lagde det som en hånd på hende. Hun sprang da over på den anden side af Niels, læste sit fadervor og slog kors for sig, og så var der ikke mere. Efter at Skramgården var nedbrudt, blev der sat et stengærde over pladsen, og man hørte da, at der om natten blev slået på stenen, uagtet der ikke var folk. I den lange høj på gårdens mark har man troet at finde en gammel begravelse, men gravene var fuld af kul. Der var sådan underlig klang i den høj, når man slog tøjrpæle i der, og Sofie kunne høre, de skød ii krigen 1848-1850, når hun stod derpå.
Såvidt Sofie Skram.
En anden ældre kone har fortalt, at hun en gang som barn var med sine forældre henne i Skramgården - de var lidt i familie med folkene der - og da de så skulle hjem ad, gik konen i gården, Maren Anders (Jørgensdatter) op på loftet for at hente lidt humle, de skulle have med hjem, men hun blev da meget længe borte. Da hun endelig kom, spurgte de, hvor hun blev af, og hun svarede da, at der stod en ved humletønden, som hun ikke kunne komme til for. Det var naturligvis Skuløret. Maren Anders`s broder, Peder Jørgensen fra Ringe, kom en gang ridende til gården på en grå hest, som var meget vvant til lange rejser (Københavnsrejser), men den blev syg, så snart den kom i stalden, og de måtte hente en klog smed, som læste og gjorde tegn over den, og så kom den sig, men der var blevet en stor hårløs plet over lænden. Hårene groede dog ud igen.
Skuløret gik med trekantet hat og sås af flere i stribede klæder, men iviste sig forøvrigt i mange forskellige skikkelser: som en hund, en kalv o.s.v.; man så det også om dagen.
En anden meddeler fortæller, at en karl fra Frørup, som skulle hente jordemoder i Svindinge, kom ad Røde Mølle vejen hen til leddet ind til Skramgårdens mark, og da ser han Skuløret stå der og lægge armene på leddet. Karlen sagde da: "Hvad står din Djævel der og gaber efter?" men i det samme fór Skuløret op i vognen til ham og vred hans mund af led. Han koms ig først igen, da jordemoderen fik den sat i led, så kunne han snakke igen.
Da gården var under bygning, og skorstenen var sat til loftet, var der en mand, som lå der om natten, og han så noget som en mand , som lå der om natten, og han så noget som en mand i en stribet trøje gå der omkring. Det tumlede siden i gården alle vegne, og ikke få meddelelser stemmer overens i den megen styr med kreaturerne,, man kunne høre lyde, som om kreaturerne blev løste o.s.v. Meget omtalt er også en gammel kakkelovn, der var i gården; det bankede på den, støjede i den, og endnu da den efter gårdens nedbrydelse kom til støberiet i Nyborg, tumlede det i det gamle jern, og da den blev kastet i ovnen, sprang den ud igen, men da man atter kastede den ind, ødelagde den hele smeltningen (støbningen).
Beretningerne om årsagen til spøgeriet er meget forskellige. Sofie Skram vidste det ikke, sagde hun. Hun havde kun hørt, at en gammel frue på Anhof skulle have ønsket, at hun al tid måtte køre der omkring, om det så var, fordi gården var kommen til at ligge hende i vejen, at hun gjorde støj der, vidste hun ikke. Nogle har ment, at det var en kok, der i sin tid var på Glorup, og som bar ulovligt gods ud i gården, og måske af denne grund måtte bort fra Glorup og så skar sig selv ihjel, der gik og spøgede. Andre skylder for, at spøgeriet har sin grund i uretfærdigheder ved  udskiftningen: nogen husmandsjord, Bagerhaverne,d er lå ind til Anhofs løkker, er kommen uretmæssigt til gården. Dette dog kun hørt et enkelt sted. Endelig skal spøgeriet stamme derfra, at man i sin tid i gården havde slået en kræmmer ihjel og brændt ham i kakkelovnen, vist nok før gården blev flyttet ud fra Svindinge. Kristen Smed i Frørup sagde al tid om Skuløret: "Han ligner ganske akkurat, ligesom vi kan se en kræmmer!" (Kræmmer dvs Holstenskræmmer, sønderjyder, der handlede med manufakturvarer).
Spøgelset hed oprindelig "manden med den stribede trøje", eller spøgelset i Skramgården. Navnet Skulør skal Kristen Smed i Frørup havde givet det, hvad også kan være rimeligt, da dette udtryk stundom høres i folkemunde f.eks. Til et kreatur, der ikke vil lystre: "Dit skuløre asen!" altså om en, der gør fortræd. Dette er også forandret derhen, at man siger om et skarnagtigt dyr eller menneske: Det er et skulvejr. En del enkelte fortællinger om Skuløret er ikke medtagne, da de vist nok skyldes enkelte individers lyst til at overdrive, eller tydelig e blandede sammen med andre sagn. Anders Rasmussen, gårdens fæster, beskrives som en for sin tid dygtig mand, hvorimod konen og sønnen Niels ikke duede meget. Sønnen fik aldrig gården i fæste, da han manglede penge, og først hans datter med Sofie Skram fik Skramhuset i fæste, gift med Hans Olsen. Nogle beskylder dem for, at de selv fortalte meget om spøgeriet, for at ingen anden skulle tage gården, men Sofie Skrams beretning, som hun gav med fuldt indtryk af, at det var sandhed for hende, modsiger dette, ligesom hun også viste sig besjælet af en vis gammeldags, barnlig religiøsitet.
At jeg har omtalt dette sagn så udførligt, har sin grund i,a t det ubetinget er det østlige Fyns mest omtalte spøgeri. Skattegraveren har et par meddelelser derom, og jeg ved, at det i S. Grundtvigs samlinger også findes nogle optegnelser, de er dog alle for ufuldstændige.

Optegnelser af Jeppe Aakjær, Fly

Bystævne. Før udbytningen havde bønderne ager om ager, og så havde man noget, som kaldtes bystævne eller byting. Det var et sted, hvor bønderne selv afgjorde deres personlige mellemværende. Da al mark var fælles, skulle der naturligvis også sås, høstes og uttes (vogtes) i fællesskab. Imellem hver agr var der et skel, og alle agrene pløjedes ind ad, hvorfor de endnu den dag i dag er kywwel i midten. I hver by havde man en såkaldet markmand, der stod for, hvor når der skulle sås eller høstes o.s.v. Desuden havde han den bestilling at lukke leddene op om forår og efterår, når kreaturerne skulle drives ind i foldene. Thi da var den største del af ejendommene indelukket med store diger, hvoraf der endnu findes rigelige spor, og disse indelukkede folde bærer endnu navne som: Lukke, havregård, toft, studefælled, øgkær o.s.v. I hver by havde man tillige et par hyrder, i almindelighed gamle stønniser, der passede alt kvæget under et. Disse hyrder havde et horn eller en skalmeje, hvori de tudede, og når folkene hørte dem blæse ude, jog de kreaturerne ud af stalden og drev dem uden for gården, hvor hyrderne da hentede dem og drev hele flokken hen til bestemmelsesstedet. Når man ikke kunne enes om tingene, blev striden i almindelighed afgjort ved bystævne. En del af byens kløgtigste mænd dømte i sagen, og når det fandtes,a t vedkommende havde overtrådt lovene eller forsyndet sig mod vedtægterne, så havde enhver især et knippe pinde liggende, og på en af pindene fik han en skure. Dette tjente i steden for en skriftlig optegnelse, thi i de dage kunne grumme få af bønderne læse eller skrive. Når så en tid var gået, skulle mulkterne indbetales, pindene blev tagne frem, og skurerne talte op, og for hver skure, vedkommende havde på sin pind, måtte der gives et fastsat beløb. For de indkomne penge, stundom ikke så få, købtes der brændevin, og det drak man i fællesskab. Sådant et gilde endte gerne i fuldskab og slagsmål og kaldtes stævnegilde.

I Samlinger til jysk Historie og Topografi X s. 227 er aftrykt et videbrev for Fly sogn og i II s. 272 et lignende for Søgårde i nabosognet Sevel. Udg. Lader ikke til ret at kende så almindelige jyske ord som: holmsted, følhors, aldermand.

Konegilde. Forhen var det meget i brug, at konerne over hele byen en gang imellem blev budte sammen til konegilde. Efter at man så var blevet trakteret med vin og kager, brød og kaffe, førtes man af husmoderen omkring i lejligheden, hvor alt blev efterset og drøftet, dynevår og stadskjoler blev tagne frem af kisterne og foreviste, ostene blev tagne ned af hylderne, og enhver af konerne måtte have dem i hænderne og føle, hvor tunge de var. Efter at man derpå havde aflagt sit besøg i svinestierne og kalvebøvlene (fordi kalve og svin næsten al tid blev passede af kvinderne), skulle man ind og have sig et slag kort. Når man så havde haft sine løjer dermed en times tid, begyndte man at tale om hjemfærden.

Brødbagning 
Det har været skik blandt de gamle her på egnen, og jeg véd, det bruges enkelte steder hos gamle folk endnu, at den dag man bagede, og brødene var satte i ovnen, så blev der slået et kors for ovnsmundingen af den, der havde sat brødene i ovnen, og det skulle være stiltiende. Når så ovnsdøren var sat for, gik man ind i dagligstuen og sang en salme, hvorpå mandfolkene fik en ølpunch og kvindfolkene en kop sødt øl, og så blev der gerne sagt, idet man klinkede med kopperne eller vel rettere med skålerne, som man mest brugte den gang: Vorherre gid vi nu må få lov til at nyde den bægt brød med fred og sundhed. Derefter gik enhver atter til sit arbejde. Min moder brugte al tid at slå kors for ovnen, når brødene var inde. Jeg spurgte hende en gang, hvorfor hun gjorde det, og hun svarede: Det gjorde min moder og aldemoder (bedstemoder) også, det skal nok være for at hindre onde mennesker i at gøre os fortræd.- ved Sillas Mortensen, Allerup.

En moder må vogte sig for at gå i besøg, før hendes barn har været i kirke, navnlig for at komme over en korsvej. Ellers bliver barnet vildfarende. En frugtsommelig kvinde,d er holder et barn over dåben, må have to forklæder på, for ellers vil hendes barn hverken kunne vokse eller trives.

Kartegilde
Om vinteren har det været skik, og er det tildels endnu, at indbyde en del af byens unge piger til at karte for sig. Kom der fremmede mandfolk den dag, så var den førstkommende bejler til den næstsiddende o.s.v. Om aftenen kom de unge karle af byen for at følge pigerne hjem, og stadsen endte gerne med en svingom.