N.Rasmussen Søkilde: Holstenshus og Nakkebølle med omliggende Sogne og Øer
Udg. Odense l875.

1. Det er nok muligt, at Umaadelighed i Nydelsen af stærke Drikke er en meget gammel Skødesynd hos alle de nordiske Folk; Historien synes at godtgjøre dette; men det er i det foregaaende paavist, at Brændevinsdrikken under den svenske Krig fik en saa fast Fod i Fyn, at den blev en af de medvirkende Aarsager til Bondestandens usle og elendige Tilstand. En stor Del af det Korn, man kunde skrabe sammen, maatte gjøres til Malt og brændes til Brændevin, selv om man skulde savne det øvrige nødvendige til Livets Ophold. At have Oplag af Sædekorn brød man sig som Fæster ikke om, thi, vilde Husbonden have nogen Afgift, maatte han levere Sædekorn. Selv om Bonden siden efter maatte betale det med 1 Skp. Opmaal paa Tønden, var denne uheldige Vane dog temmelig almindelig. Drukkenskab fandt desuden, som tidligere anført, en Næring i de mange Smugkroer trindt omkring i Landsbyerne. Det stærke Øl og Most i Forening med Brændevinen virkede stærkt i Bøndernes Hoveder, saa blodige Slagsmaal vare meget hyppige.
Man har givet Drikfældigheden Skyld for de mange Tilfælde, der indtraf i hine Tider, at Ægtefolk laa deres spæde Børn ihjel i Sengen; og dette er vel ogsaa mere rimeligt, end at Forældrene, for at blive dem kvit, skulde have kvalt dem. Sæderne vare raa, men saa raa, saa vilde, at man ikke havde Følelse for sine egne Børn, have de dog næppe været.
Regjeringen søgte vel at hæmme den overhaandtagende Brændevinsbrænding ved gjentagende  strænge Forbud; det var nok ikke saa meget for Sædernes Forbedring som for at faa en Indtægt deraf for Statskassen. Bonden brød sig dog en god Dag om Regjeringens Love. Maatte han ikke "brænde" om Dagen, skulde det ske om Natten. Det var først da Gehejmeraad Holsten begyndte sine omfattende Forbedringer, at han tog kraftige Forholdsregler mod den blandt Almuen udbredte Kræftskade. Ved samme Tid som han indkaldte hele Rækker af sine Bønder for det ligesaa almindelige Skovtyveri, lod han ogsaa Birkefogden fare frem mod det ulovlige Brændevinsbrænderi. Saaledes lod han l770 store Skarer af Vidner, mest Tjenestefolk fra Dirnisse, Aaby og Skjerninge Sogne føre til Tinge for at afæske dem Forklaring til Oplysning og Opdagelse af de Skyldige. I Forhold til de mange angivne bleve kun faa overbeviste om at have brændt, og færre om at have solgt Brændevin. "De havde brændt til eget Brug og givet Køerne Spølen i Mængningen". l772 blev der indledet Undersøgelse imod Jens Greve, Jørgen Stovgaard og Niels Bjerregaard samt Husmændene Jørgen Bødker, Niels Olufsen og Hans Hjulmand i Dirnisse; Povl Hansen, Bertel Rasmussen og Anders Munk af Katterø, Hans Thorsen Møller og Kristoffer Husmand i Kaleko, af hvilke de fleste maatte betale Pengebøder.
Efterhaanden maatte dette Uvæsen mere og mere falde bort,  thi Straffen var haard for dem, som bleve overbeviste, og det medførte desuden Tabet af Brændevinstøjet. Et Tilbud fra Regjeringen, at enhver imod Betaling skulde aflevere sit Brændevinstøj inden en vis fastsat Frist, virkede vel en Del til, at noget gammelt Kobbertøj blev bragt frem, men en ligesaa stor Del skjultes omhyggeligt for Politiet, der ofte foretog Hussøgninger i denne Anledning. Naar man fornam Politiet  i en By, gik der uden Ophold Bud over Havegjærdet  fra den ene Gaard til den anden; saa kunde man let sænke Kobbertøjet ned i Brønden, eller flytte en Gænge Halm over det, og saa fandt Politiet ingen Ting. Imidlertid var Justitsen i denne Henseende mindre stræng i Brahetrolleborg Birk, og undertiden kom en og anden ud af det, ved at bringe Mult derhen hvor man fik "brændt", og saa faa Brændevin i Stedet. Men efterhaanden, som en ny Slægt voxte frem, aftog Fylderiet, og det er aftaget i en mærkelig  Grad i indeværende Aarhundredes første Halvdel. Alt som Drukkenskab er taget af, have Velstand og Hyggelighed  taget Plads i Stedet.

2. Ved Siden af Drikfældigheden  havde et andet beklageligt Onde slaaet sine dybe Rødder i hele det menige Folk, og det var den urimelige Overtro, der var tilstede i alle Samfundslag, men naturligvis stærkest hos den mindre oplyste Del af Folket. Det var en gammel Skade, som vi kunne spore, saa langt vi gaa tilbage i Tiden, hos Ægypterne og Hebræer, hos Grækere og Romere, hos vore gamle hedenske  Forfædre, i Pavevælden  og igjennem hele den nyere Tid. Fantasien , der vistnok opflammedes ved Hjælp af Brændevin, Most og gammelt Øl, lod Verden befolkes af under- og overjordiske Væsener: Trolde, Nisser, Ellefolk, Bjergfolk og Dværge, for hvilke man ved alle Lejligheder maatte tage sig ivare. Naar Bymændene havde været sammen til et Krus Øl og en Taar, og de vare blevne store og stærke i Munden, kunde de pludselig blive saa bange som den frygtsomste Kvinde i vore Dage, naar de paa Hjemvejen saa en laadden Hund, et Marksvin eller en Hare. Det kunde aldrig Fejle, at jo Svinet maatte være Varsel om en eller anden Ulykke, saasom et Dødsfald i Familien, Hunden maatte være Fanden selv og Haren en gammel Hex. Fløj Vildænder op af Mosen og over Hovedet paa Folk, var det en hel Sværm af onde Aander, der gjennemflagrede Luften. Hørte man noget pusle i Mørket, uden at kunne fatte, hvad det var, ja da maatte det ubetinget være Spøgeri eller Gjengangere. Saaledes havde Overtroen formet sig i alle mulige Skikkelser. Men Troen paa Hexeri og Trolddom var det sørgeligste og fordærveligste af alt. Hexeforfølgelsen  har fremkaldt saa mange uskyldiges Mord over hele den civiliserede Verden. Den blotte bare Mistanke var nok til at bringe den ulykkelige paa Baalet. Skjønt de Ofre, vort Land har bragt i denne Henseende, ere for intet at regne, med hvad der skete i andre Lande, have vi dog ogsaa været med ved dette sørgelige Skuespil, og for at nævne et Exempel skal det bemærkes, at der i Aaret l589 blev ikke mindre end tretten Troldkvinder brændt i Kjøbenhavn. Kort forinden var der brændt 52 Troldkvinder paa Als og hosliggende Smaaøer, hvilket vi have selve Biskop Peder Plades Ord for. Fra vor egen nærmeste Kreds har man en ret mærkelig Trolddomssag, der indlededes l596 imod Kristense Krukow og en Del andre Kvinder, idet Kristense af Skinsyge  skulde have forhexet Fru Anne Bille paa Nakkebølle, hvorom mere paa sit Sted. Men flere af disse Kvinder bleve brændte, og selv den adelbaarne Kristense maatte  ende sit Liv paa Retterstedet 1621. Der førtes vel ikke saa ganske faa Hexeprocesser  ved Salling Herredsting, saa vel som ved Lyø Birk, men ingen af de Sager, der her ere førte for Retten efter l660, have endt med Baalet, skjønt paa Als havde man endnu l657 brændt et par Troldmænd. Lyøboerne vare især meget overtroiske, og flere Trolddomssager bleve i det 17de Aarhundrede førte ved Øens Birketing. I de fleste store Byer havde man adskillige berygtede Kvinder, som man skyede som Pesten, og som man ikke undlod ved ethvert nogenlunde antageligt Paaskud at true med Baal og Brand. Og naar en eller anden af Bymændene fik et Sting i Siden, kom til at spytte Blod eller fik Gigt i Benene, saa var han strax forhexet; havde man Uheld med sit Øl, at det enten vilde "kaste sig" eller ikke gjære, vilde Smørret ikke samles i Kjærnen, eller Kalvene døde, satte Køerne Mælken ,eller Svinene vilde ikke trives, ja saa skrev man alt saadant paa Hexens Regning, og saa vovede man undertiden at føre sin Anklage frem for Retten. I Aarene efter Svenskekrigen var der en Enke ,Johanne Madses i Aastrup, som man ikke troede godt. Men en ung Karl vovede dog at drikke Fæstensøl med hende - og han fæstede tillige hendes Gaard. Saa traf det sig, a hun fik det Indfald Midsommersaften, efter at Folk var gaaede til Ro, at den nye Fæstemand skulde gaa op paa Kirkegaarden, "da han ellers ikke kunde nære sig". Han blev nu bange for at tage hende til Ægte, da han frygtede , at hun var en Hex, og næste Morgen gik han ned til Fogden Henrik Wrangel paa Nakkebølle. Men Fogden vilde ikke have med denne Sag at gjøre. Og dette gav Johannes Madses Mod til at møde paa Sognestævnet, hvor hun gav Mads Smed onde Ord, medens han igen beskyldte hende for at have forgjort hans Smør.Næste Søndag gik begge Talsmænd og fem andre Mænd til hende og pantede hende en Del Gjenstande fra. Først tre Aar efter fik hun Henr. Wrangel til at indkalde Aastrupmændene  for denne Selvpantning, men Sagen faldt hen af sig selv. Svaninge Sognes Beboere var ligeledes en hel del overtroiske. De fik endog en Pige tiltalt og dømt, om end ikke til Baalet, saa dog til en Pengebøde.
 Da det i l8de Aarhundrede  brød frem, ophørte Hexeprocesserne her i Danmark, og den berygtede thistedske Besættelsessag er den sidste, vi kjende. Men de Kvinder, man beskyldte for Hexeri og Pagt med en Onde, svandt derfor ikke bort; thi Oplysningen gik kun langsomt fremad. Det var kun faa Steder,  hvor Bønderne nød anden Undervisning end den befalede Børnelærdom, som Degnen meddelte de Unge, hvilke hane en eneste Gang hver Uge havde samlet i Landsbyerne.
At denne Undervisning var tarvelig nok til, endog blot tilnærmelsesvis, at fatte og forstaa Luthers lille Katekismus, fremgaar deraf, at det ikke alene var Præsten paalagt at have Tilsyn med Degnen, men og at være ham behjælpelig med de Unges Børnelærdom, og derfor at anvende den sidste Del af Prædiketimen til Katekismens nærmere Forklaring baade for Gamle og Unge. Der blev iøvrigt intet gjort ad Oplysningens Vej til Sædernes Forbedring. Derimod søgte man ved en stræng kirketugt at raade Bod paa det ryggesløse Liv og de slette Sæder. Ved Skriftemaalet maatte i Papismens Dage enhver føres hen i en dertil lukket Stol og bekjende sine Synder for Præsten, som denne dog ikke uden sit Kalds Fortabelse maatte aabenbare.Efter Kirkerensningen ophørte dog dette hemmelige Skriftemaal som almindelig Pligt.Derimod maatte enhver, som for en eller anden Forseelse skulde udstaa Kirkens Tugt, "saa aabenbar Skrifte",  der bestod i, at Synderen førtes frem for Menigheden, for hvilken han maatte tilstaa sin Forseelse og derpaa bede den om Forladelse, inden Præsten meddelte Afløsning. Forseelser som Lejermaal, Utugt, Afholdelse fra Sacramentet, Uagtsomhed mod deres egne Børn o.s.v. o.s.v. medførte aabenbar Skrifte. Hele det Kristelige Liv var svagt, thi Prædikenen var som oftest en lang tør theologisk Afhandling, der mere var til at kjede end til at vække og opbygge; derfor var Søvn i Kirken saa almindelig, at Kristian d. Fjerde l639 befalede,  at gudfrygtige Dannemænd skulde gaa om i Kirkerne og optegne Navnene paa dem, som sov under Prædiken. Senere (l645) udgav samme Konge et nyt aabent Brev om Kirkedisiplinen, hvori ankes over "den store Uskikkelighed", som begaaes med at sove i Kirken, hvorfor der skal Folk tilforordnes, som skulle gaa med lange Kjæppe og støde dem paa Hovedet, som sove under Prædiken.
 Naar man tager Hensyn til disse Kjendsgjerninger og til alt, hvad der forud er meddelt om Bondestandens Raahed og tøjlesløse Laster, samt dens Lyst til at drille og trodse sine Foresatte, - saa maa vi tilstaa, at der var al Anledning for Kristian den Sjette og hans Raadgivere, til at skærpe det kirkelige Tilsyn og til at tvinge Folket ind i et bedre Spor, om end Midlerne, han brugte, vare mindre heldige. Det var den saakaldte Pietisme, som nu kom til Magten, en religiøs Andægtighedsbølge, hvis nærmeste Følger blev Skinhellighed og Hykleri. Det var Helligbrøde, om man forsømte Kirken, og det var ikke nok at gaa i Kirke en Gang hver Søndag, nej der var baade Højmesse og Aftensang. At foretage noget Arbejde om Helligdagen var man nærved at anse for Gudsbespottelse, og jævnlig idømtes der Bøder for Overtrædelsen af disse Befalinger. Men da det var Bønderne, som det mest gik ud paa, og disse  sjælden vare ved Penge til Bøder, saa straffede man med at lade dem staa i Gabestokken udenfor Kirken. Enhver, selv den uskyldigste, Fornøjelse blev forbudt, og Kirketugten blev over al Maade Skærpet.
Man har i "den oplyste Tidsalder" miskjendt denne Konges Hensigter og drevet spot dermed; men det skaldog staa som en Kjendsgjerning, at igennem disse voldsomme Midler fandt man Vejen til Oplysning og Sædernes Forbedring. Det blev igjennem Tvangen tilsidst en Mode at faa Agtelse for Guds Ord. Gaa til de gamle Boghylder trindt omkring i hele Egnen - maaske i den største Del af Landet-, der findes endnu en helSamling af gamle Andagtsbøger: Bønnebøger, Salmebøger og Postiller. I alle Salmebøgerne  findes umiskjendelige Spor af daglig Brug. Og den Skik at holde en lille Husandagt hver Aften - Dagens Aftenbøn - det daglige Hjertesuk, hvortil knyttede sig en Salme, holdt sig de fleste Steder, indtil langt ind i vort Aarhundrede. Foruden Aftenbønnen, som Husbonden selv oplæste, maatte  Drengen læse de gamle Bordbønner baade før og efter Maaltidet. Om Kristian den Sjette skal have Æren for, ogsaa at have indført denne smukke Skik, vil jeg ikke bestemt paastaa, thi vel ere end Del af Andagtsbøgerne fra hans  Tid og af hin Tids pietistikse Literatur, men de fleste Steder er Salme- og Bønnebøgerne en Del ældre. Saaledes havde blandt Andet "den fuldkomne Salmebog", Kingos Salmebog og andelige Sjungekor, den gamle Billedbibel og nogle gamle POstiler,  der alle ere blevne  til før Kristian den Sjettes Tid.

3. De gamle Skifteprotokoller  ere vigtige Bidrag til Kulturhistorien. Som oftest ere de afholdte Registreringsforretninger ligesom Fotografier af Datidens Boliger, med Indbo, Møbler og Besætning, men de ere ogsaa Aarbøger for Modens Historie og for mange andre Forhold. Vi kunne ved Hjælp af disse Aarbøger træde ind i en Bondegaard og i Tanken gjennemskue alt; maaske det ikke vil trætte Læserne at følge med. Lad os vælge Tiden ved forrige Aarhundredes Midte, endnu forinden Udskiftningen  og de nye Moder havde grebet forstyrrende ind i alle de vante Folder.
 I Byerne ligger den ene Gaard ved Siden af den anden, kun adskilte fra den ved Haven, der er helt overgroet med gamle FrugttræerNogle gamle Asketræer staa hist og her til at bryde Vinden. De enkelte Gaarde bestaa af 3 eller 4 sammenbyggede Længer, opførte helt og holdent af Egetræ med klinede Lervægge. Der er ved Bygningen hverken taget Hensyn til vandrette eller lodrette Linier. Stenbroen  i Gaarden er ofte saa ujævn, at man staar i Fare for at vælte med en Vogn, og midt i Gaarden er Møddingspølen, et dybt Vandhul,  hvori Gjødningen druknes, for efter et Aars Tid atter at fiskes op og føres paa Ageren.
Som Husenes Grundvold er lagt, baade op og ned ad Bakke, saa ere ogsaa Husene næsten altid i skjæve Vinkler for hinanden. I Stuehuset er der to Halvdøre ind til "Fremmerser" eller Forstuen, hvorfra en Dør fører ind til Dagligstuen, hvor Gulvet er af stampet Ler. Her staar det lange Egebord ved den ene Side og to Alkovesenge med hjemmegjorte Omhæng ved den anden Side. Over Bordet hænger den gamle Jernlampe. Ved Skorstenen er anbragt en aaben Lerovn eller Kamin. Under Loftet er der Hylder til Mælk og Smør, Ukdkarter og Sykurve med andet mere. Indenfor Døren staar Kandeskabet, bag Bordet Bænkene, i hvilke der er Reder til Høns og Gæs. Trindt omkring i Stuen staa de trebenede Stole, med udgraveret Bagstykke; dog findes ogsaa Stole med Halmsæder, der ere ret behagelige at sidde paa, naar det bløde Hynde er bredt derover. De gamle høje og smalle Egeskabe af samme Form, som endnu ere i Brug i Norge, afløses mere og mere af Hængeskabe. De flyttes ud i Huggehusene til Gjemmested for Søm og andet Jerntøj; - og endnu i vore Dage finde vi enkelte af dem til dette Brug.Vi kunne gjennemgaa Stuehuset fra den ene Ende til den anden, men Værelsrrne ere ikke mange, thi Dagligstuen  tjener tillige til Sovekammer, Mælkestue og Kjøkken. Ved Siden af Dagligstuen  er Bryggerset, hvor Dejgtruget, Melbingen, Sættebænken, Haandkværnen og Grydekjedlen have Plads. Og ved Siden af Bryggerset af Pigernes Kammer.
Paa den anden Side af Fremmerset træder man ind i Storstuen, hvor Klædekister, Skabe og Skrin tilligemed en eller to opredte Senge og sædvanlig et stort Egebord have Plads. Ved Siden af Storstuen eller ovenfor samme er sædvanlig en Ølkjælder, undertiden ogsaa et lidet Kammer. Vinduerne ere alle smaa og indfattede i Bly.
Klædedragten var i hine Tider - vi mene for godt og vel et hundrede Aar siden - ikke saa afvexlende eller saa overflødig som i vore Dage, men det var hjemmelavet, hvad man havde, og Kvinderne kunde ved Siden af det ikke ubetydelige Hovarbejde faa Tid til at lave baade deres egne og Mandfolkenes Klæder, der for Størstedelen vare af Vadmel. Man lagde mere Vind paa Faareavlen end paa Hørdyrkningen, og Mandfolkenes Vadmelsklæder vare for det meste uden Farve. Af den Grund havde man ogsaa en hel Del sorte og graa Faar. Dog brugte man jævnlig de hvide Vadmelskofter med lange Skjøder.  Det var dog heller  ingen særlig Undtagelse af have farvede Trøjer: røde, brune eller blaa Vadmelstrøjer  og undertiden en bredsribet Vest, samt Knæbuxer af Vadmel eller Skind med blanke Metalspænder. Paa Hovedet bar man en rød eller broget strikket Hue, eller til Højtidsklædning en stor, bredskygget  Hat. Til daglig Brug havde man Træsko, men, naar man havde Hatten paa Hovedet, maatte man ogsaa have Sko paa Benene.
Kvindernes Klædning var mere broget, de mest afvigende Farver krydsede hverandre. I gamle Skifteprotokoller  finder man baade gule, grønne, violette, blaa, brune og sorte Vadmelsskjørter.Men enhver af disse Farver forstod Husmoderen selv at fremstille, i Regelen af Markens Urter, Mos, Bark og andre let overkommelige Raastoffer, uden at der dengagng var Tale om at søge Kjøbstadens Farveri. Ældre Folk kunne endnu mindes, at der kun var et eneste Farveri i Faaborg. Foruden Skjørter havde man en Slags Vest eller Bul, hvorunder  de røde eller grønne Ærmer stak frem. En saadan Bul kunde være yderst prægtig udstyret, hvad ogsaa gjaldt om de mangen Gang pragtfulde Gyldenstykkes Huer, hin Tids Brudedragt. Men i prægtigt Udstyr stod den jordegne Bondes Brud dog nok et godt Trin højere end Fæstebondens.
Ved et Skifte i Aaby l733 fandt man blandt andet følgende Mandsklæder: En rød Vadmelstrøje med gule Knapper, en graa Vadmelskjortel, en Lædertrøje, en stribet Brystdug, en hvid Vadmelskofte, et par Skindbuxer, 2 hvide Vadmelstrøjer, 2 Hatte, 1 Kabudse, Sko, Brystdug og Skjorter. Ved et Skifte i Pejrup l736: to graa Kjoler, 2 Par Lærredsbuxer, 2 Læderveste m.m.
Ved et Skifte i Aastrup l737 fandtes følgende Kvindeklædningsstykker:1 gult, 1 rødt og et sort Vadmelsskjørt, Sirtses, Lærreds  og Stoffes Trøjer, 1 blaa Vadmelshue, Silkehuer, Lærredsforklæder og hvergarnsskjørter.
1770 kommer nye Moder frem:Vi finde nu røde og brune "Klokker" (Skjørter), stribet Bul med grønne Ærmer, hvide linnede, gule hvergarns, Sirtses og laadne Trøjer, en sort Kjole, tærnede Forklæder, hvide Tørklæder, Handsker af Uld og Skind, Lin, Ærmer og en hel Mængde Huer og Hætter. Dyner og Sengklæder vare nu tilstede i stor Mængde, og om Sengene havde man Hvergarns Omhæng.
I Tiden fra l770-84 vare Forholdene endnu kjendelig forbedrede. Baade Sengklæder  og Gangklæder vare tilstede i stor Mængde, ogsaa Indboet var mere rigt. Sengesteder med blaatærnede Omhæng, udgraverede Stole, Syskrin, Garnvinder, Skagefødder  og Rokke, ja selv VÆve vare ikke ualmindelige. Alt tydede paa, at Husfliden var hævet og udviklet. Nu vare Kravekyser komne i Brug, om de end ikke vare saa store som de siden bleve.
Ved et Skifte i Kattrø l777 fandt man: I den forreste Stue: 1 Fyrrebord paa Krydsfod, 1 Gaasebænk, 1 Kanderække, 3 Hylder under Loftet, 3 Bagstole og 2 trebenede Stole, foruden Kaminen med Gryder og Alkovesengene.  I "Sovekamret", der tillige tjente som Kjælder og Forraadskammer: et Madskab, 1 Bord, 1 Salttønde, 1 gl. Stol, 3 Hylder og en Seng. I den anden Stue: et stort Egebord, et stort Egeskab, 1 Skjænk, 3 Klædekister, 1 Hængeskab foruden Rokke og Hasper. I Bryggerhuset : 1 Haandkværn, 1 Melbing, 1 Stødetrug m.m. I Huggehuset var der som de flesste Steder tilstrækkeligt Værktøj; og Folk forstode ogsaa at bruge det; derom vidnede den Mængde Bohave og  Redskaber, man lavede i hine Tider. Der fandtes ved samme Skifte ret gode Heste til 11-12 Rdl., ingen under 5 Rdl. Køerne vare til 4-5 Rdl. l778 kunde Hestene gaa op til en Snes Daler Stykket.En Karls Løn for et helt Aar var 13 Rdl., Andensvenden 10 Rdl. 4 Mk. Skindbuxer og hvide Vadmelsklæder vare endnu i Brug ved Siden af de farvede Klæder.
Ved et Skifte i Mosegaarden l778 fandt man baade grønne, blaa, brune, indsprængte og stribede Hvergarnsskjørter og Trøjer, hvide Kanesas og Hvergarns Bulle, røde strikkede og trykkede Vadmelstrøjer, strikkede  Ærmer, Katuns Kaaber, blaa og hvide Silkehuer, Damaskes, Taftes og Katuns Kyser, en hel Mængde Tørklæder og Lin, dels af Hør og dels af Kramlærred. Ligeledes forekommer Puder med Kniplinger om, af egen "Virkning", og en hel Del godt Lintøj.
 I Juni l781 ophørte den meget ondartede Sprinkelsyge, der næsten syv Maaneder havde hærget Katterø By og krævet en hel Del Ofre. Efter at den befalede Dampning og Rensning var foretagen, fik Skifteforvalteren travlt med at afholde Skifter. Ved de fleste af disse findes en stor Rigdom paa Linned, Tørklæder, Forklæder m.m. der vidnede om, at Hørdyrkningen var i Opkomst og Husfliden i Fremgang, skjøndt Hørdyrkningen dog først ret fik Betydning, da Henning Schroll en halv Snes Aar senere oprettede Institutet paa Lykkenssæde.

4. De gamle, fra Fædrene nedarvede Folkeskikke, som igjennem Tiderne havde faaet et fast og varigt Præg ,svinde  mere og mere bort i vor paa alle Reformer og Forandringer saa rige Tidsalder. Men naar der tales eller skrives om Sjællændernes,  Fynboernes eller Jydernes mange Folkeskikke, da er saadant taget i en temmelig vid Betydning.Thi om end adskillige nationale Skikke kunne have en Del tilfælles i en hel Provins, saa har dog næsten ethvert Sogn ja enhver By sine egne Skikke, eller havde det i det mindste, saa længe der var fast Skik paa alt. Det vil derfor blive vanskeligt nok at skrive om Folkeskikkene i Omegnen af Holstenshus og Nakkebølle, i hele to Sogne, foruden de udenfor samme liggende Øer. Thi, gives der endnu faste Folkeskikke, saa ere disse at finde paa enlige og afsides liggende Smaaøer, saaledes som det er Tilfældet med Lyø og Avernakø, der hver for sig har sin egen Kirke, Skole o.s.v. og i ældre Tider endog hver sit Birketing. Naar vi derfor give et lille Afrids af adskillige Skikke i Dirnisse, Aaby og Aastrup Sogne, saaledes som de formede sig for et halvt hundrede Aar siden, ville vi ikke herunder behandle Øerne men kun tage Hensyn til disses mere eller mindre afvigende Skikke.
 Julen har gjennem alle Tider været Aarets gladeste Tid. Allerede før Reformationen  mødtes Venner ofte langvejs fra til muntert Lag; man skiftede Gaver med hianden, de Unge morede sig med allehaande Lege og udklædte  sig i adskillige underlige Skikkelser, blandt hvilke Julebukken spillede en Hovedrolle; Kruset fyldtes med Aaret s bedste Drik, og Bordet var rigt besat. Alt var Jubel og Glæde, man glemte  ikke de fattige, ej heller Himlens Fugle, til hvilke man udsatte Neg. Saadan  var Juleskikken i sin Almindelighed over alt i Landet for Aarhundreder siden,  og Tonen er jo endnu den samme, om end Sangen har faaet andre Ord; og mere var endnu tilfælles paa den Tid, vi her ville skildre - Tiden for 3-4 Snese Aar, da der var fast Skik paa alt, ogsaa for Julen og dens Glæder.
 Imod Julen skulde alt være rent og pænt, Skorstenene  og Kakkelovnene fejedes, og alt i Hus og Gaard maatte pyntes og  prydes.  Ploven maatte under Tag, Hunden have rent Halm i sit Hus og Køerne Hø til Juleaftens Nadvere. Naar Folkene om Aftenen komme ind, hilse de hverandre en glædelig  Jul, der gjengjældes af Husbonden ved at "give en Taar" (en Snaps Brændevin) til Husmoderens Æbleskiver. Nu dækkes Julebordet,  Suppen bæres frem. Efter Maaltidet læser Husfaderen Aftenbønnen samt Evangeliet paa Juledag, og et Par Salmer synges.Det samme gjentages Nyaarsaften, sel om man ellers ikke hele Aaret igjennem tager en Bog i Haanden til Husandagt. Strax derpaa tages Kortene frem, og spiller man først om de Æbler,  Pebernødder og Æbleskiver, "vor Mor2 sætter frem, siden spiller man allehaande "morsomme Spil". Mand, Kone,Børn og Tjenestefolk spille alle med lige Iver og Lyst. Ud paa Aftenen gives en Potte varm Most eller Øl og endelig et Sigtebrød og sommetider æidt mere til hver af Tjenestefolkene,  ikke til at spille om, men til egen Fortæring eller til at bringe hjem til deres Forældre. Til Slutning spiller man om, hvem der næste Morgen skal give "Frokost paa Sengen" til hele Huset. Julemorgen spiser man ikke den sædvanlige Davre (Øllebrød), men der sættes Sylt og Prossekage paa Bordet og sommetider Kaffe ovenpaa. Kaffe brugtes iøvrigt meget sjælden i hine Tider, det var un til Høsttiden, og ved ganske særegne Lejligheder.
 Nyaarsaften fejres paa samme Maade, hvad Spise og Drikke angaar, men efter Afsyngelse af de sædvanlige Salmer samles Byens Karle, hver med en Flint, for at gaa Byen om og "skyde Nyaar ind". Undertiden skyde disse uøvede Nyaarsskytter imidlertid Vinduerne ind hos Folk, men det er Spøg og Skik, og det maa taales.
 Paa Lyø opvartes Juleaften  med Suppe og Grød samt Fisk og Kartofler. Det samme er Tilfældet Nyaars og Helligtrekongers Aften. Den paafølgende Morgen opvartes med Smørrebrød, Brændevin og Kaffe paa Sengen. Nyaarsaften følges Karle og Piger ad ud at skyde. De skjød hele Natten og ofte hele Dagen med, selv under Prædiken, medens Skytterne tilligemed Pigerne drak Brændevin, "saa det var en Lyst". Nu har denne Skik imidlertid tabt sig. Paa Lyø "gjæstes" fremdeles hver Lørdag Aften hos Bønderne, medens de Unge have Dansegilde  Søndag Aften; men til disse Gilder skjænkes nu ikke Brændevin, kun Øl.
De 12 Juledage (til Helligtrekonger) havde stor Betydning for Vejret Aaret rundt; derfor findes endnu enkelte Steder Julemærkerne paa Bjælken
Det 12Cirkler, der mærkes mer eller minre med Kridt, eftersom Vejret hver Dag har været klart eller mørkt. Man regnede i øvrigt Julen lige til Kyndelmisse, i hvilken Tid man havde den sædvanlige Julemad, Sted og prossekage, at byde fremmede Folk. Engang om Ugen hele Julen igjennem samles de Unge skiftevis i hver Gaard for at lege Jul. Det er ikke Nutidens Dansegilder, men man leger, fortæller, synger og morer sig.
Om Aftenen indbydes jævnlig Byens Piger til Kartegilder. Et Par Timer gaar det godt, men saa maa man ud i Byen for at sprede Karlenes Senge, og siden møde alle Karle i Byen for at kyse Kartepiger, idet de enten ere klædte ud som Tiggere, Tyskere eller Jøder, eller de affyre Skud udenfor Vinduerne, stoppe Skorstenen, slippe Fugle ind i Stuen eller øve andre Lignende Puds. I Dirnisse skulle Karlene forhen have været meget opfindsomme i at "kyse til Gavns". Saa traf det sig engang, at en af Karlene blev klædt ud som et Lig, men, da han  gik ene ind i Gaarden, blev han selv bange for de hvide Klæder og de sorte Baand om Haandleddene, saa han gik hjem med uforrettet Sag. Nu ere Kartegilderne allevegne forsvundne, thi man karter sjælden eller aldrig med Haandkraft.
Som Julen er de ædle og uskyldige, saa er Fastelavn de vilde og støjende Glæders Tid. Man maatte more sig i flere Dage, thi i Fasten skulde alt gaa stille til. At ride til Ring har længe været i Brug. Fra en Galge udhænges Ringe, som i strygende Galop maa tages af de tildels uøvede Ryttere. Den , som først faar 12 Ringe, er Kejser eller Konge og har frit Lejde. Den, som ingen Ringe faar, bliver Bajads. Efter endt Ridning samles Byens Piger for at pynte Karlene. De have alle hvide Skjorter udenpaa og et rødt Halstørklæde  om Livet, og nu rider man Byen om med Musik i Spidsen. Om Aftenen holder man Gilde ovenpaa. I Aaby og flere Steder har Ringridningen holdt sig til Nutiden. Derimod er den stygge Skik "at slaa Katten af Tønden" eller "rive Hovedet af Kokken" for længst gaaet af Brug. At slaa Katten af Tønden bestod i, at en levende Kat indesluttedes i en ophængt Tønde, hvorpaa Rytterne med en Kølle i Haanden skulde søge at slaa Bunden op i Tønden, saaledes at Katten kunde springe ud, hvis man ikke forinden havde knust dens Hoved. "At rive Hovedet af Kokken" var temmelig almindelig baade i Dirnisse og Aaby Sogne. Man ophængte saaledes en levende Hane ved Benene, medens man smurte Halsen ind med grøn Sæbe for at gjøre det des vanskeligere at faa Hovedet af.Men disse Dyrplagerier fik en brat Ende l821, idet Karlene i Dirnisse maatte betale hver 1 Rdl. i Helligbrøde og Mulkt for at have slaaet Katten af Tønden Fastelavns-Søndag, i Henhold til Lovens 6-3-11-, der forbyder alt letfærdigt og forargeligt Fastelavnsløb. Pejrup Byes Karle havde samme Dag moret sig paa samme Maade; de fik ligeledes hver en Dalers Mulkt.
Selv de ældre - ja gamle- Mænd ville endnu more sig ved et Slag kort Fastelavns Mandag. De ere mange Steder ordnede i smaa Hold, og Gildet skifter saa imellem dem. Maaltiderne ved saadanne Gilder er højst ulige. Et Sted danne alle Husmændene en egen Kreds, der samles Fastelavns Mandag dels for at varetage deres indbyrdes Forsikringsforenings Interesser, og dels i Anledning af den glade Fastelavn. De faa Øl,Brændevin og Kaffe, hver for 8 skl., men have selv Mad med i Lommen. Et andet Sted samles Gaardmændene "for at bytte Tjære", og saaledes sørger man gjærne for at faa Anledning til at komme sammen - for det kjære Slag Korts Skyld.
Medens saaledes alle Voxne, lige til Oldingsalderen, hver paa sin Maade more sig i Fastelavn, gaa Børnene trolig i de ældres Spor. Fattige Børn have allerede en Ugestid eller to forud gaaet om fra By til By, pyntede med Grønt og flagrende Baand, for at synge Fastelavn; men erhvert Barn vilde betragte det som et stort Onde, om de ikke fik Lov til at gaa sammen med deres Kammerater FastelavnsSøndag for at slaa Potten istykker; og denne gamle Skik er endnu temmelig almindelig blandt de Unge saavelsom paa enkelte Herregaarde.
Paa Lyø var Fastelavnsskikkene  i ældre Tider omtrent som i Fyn; nu er Ringridningen ogsaa her gaaet  af Brug. Undertiden tage Karlene hen paa Eftermiddagen hver en Hest for i sluttet Optog at ride Byen om, men saa er Gildet forbi med det samme.
Hverken ved Paaske, Pinse eller St.Hansdag findes nogen særegen Skik bevaret, uden for saa vidt de Unge enkelte Steder samles Paaskedag for at lege Boldt, og enkelte Steder gjøre  Blus paa Højene St. Hans Aften; dog er dette sidste mindre i Brug paa denne Egn end længere inde i Fyn. En hollandsk Rejsende skrev engang om Fynboerne, "at de spise overordentlig meget og især om Høsten indtil 12 Maaltider om Dagen". Det er veloverdrevent, men det er ganske vist, at Rughøsten er overalt betragtet som en Højtid, hvor den bedste Spise og Drikke sættes frem. Det er noget der endnu er fast Skikk paa, thi som den ene Bymand opvarter sine Høstfolk gjør hans Naboer ligedan. "Den ferske Suppe" maa skaffes tilveje, om man end maae hente Kjødet en hel Mil borte.
Paa Smaaøerne har man en række Gilder hver Søndag Eftermiddag Sommeren igjennem. Paa Lyø begynde disse Gilder Pinsedag, idet Mændene da ere samlede for at varetage adskilligt. Til disse Gilder, der holdes 12 Søndage i Rad, giver hver Gaardmand 1/4 Tønde Øl, det bliver altsaa ½ Tønde til hver Søndag. Man drikker Øl, men hverken Kaffe eller Brænevin. Tidligere gik Mændene  med til Gilderne, og Husmændene gave da Brændevin istedenfor Øl, men nu er det kun Ungdommen og Børnene, der more sig. Paa Korshavn skifter  man Oldermand den 1ste Maj, og den afgaaede giver da ½ Td. Øl. Til Sommergilderne giver hver Gaardmand ½ Td. Øl. Alle Karlene give ligeledes ½ Td. og Drengene ½ Td. Naar Karlene om Efteraaret have faaet deres Løn, gjøre de et Gilde for Mændene; det samme gjentages den paafølgende Søndag af Pigerne.
Bryllupsskikkene for en Menneskealder siden temmelig nær ens i alle tre Sogne. Kun var der ved Maaltidet nogen Afvigelse i Retterne. Otte Dage før Bryllupet, der i Regelen blev afholdt om Fredagen, sendtes en af Brudens nærmeste ud for at byde til Bryllup. Den paafølgende Onsdag holdtes Føringsgildet, hvortil enhver af de Indbudne sendte en hel Kurv fuld af Fødevarer:Lammekjød  og Gæs til Steg, Smør, Æg, Mel og andet mere; og den nærmeste Familie sendte desuden en Tønde godt Øl, det vil sige: de sendte det ikke, thi Manden kjørte selv hen i Bryllupsgaarden med det og havde sin Pige med ovenikjøbet. Byens Karle maatte naturligvis med for at dandse med Føringspigerne, og paa denne Maade blev dette Gilde ofte større end selve Bryllupsdagen. Om Torsdagen samledes alle Brudepigerne for at pynte Kirken, og om Fredagen var det den store Dag. For hver en Vogn maa Musikanterne blæse et Stykke i Klarinetten eller Fløjten. Efter indtagen Frokost ordnes enhver af Gjæsterne efter Stand og Familieforhold, og nu kjører man til Kirke, "alt hvad Remmer og Tøj kan holde",med Karlene som Forridere; men hvor Kirken er i Byen , sparer man sig denne Ulejlighed.-Efter endt Kirketur reder Skafferen Brudefolkene og Næstefolkene til Sæde, og nu ofrer enhver sin Gave paa Brudeparrets Tallerken. Efter denne Scene har Skafferen det vigtige Hverv at bænke enhver til Sæde efter den Rang, der tilkommer ham. Degnen maa have den første og Naboerne den sidste Plads. Ved Maaltidet, der kan vare i flere Timer, opvartes med Suppe, Kjød, Grynsuppe og Steg. Nu har man aflagt Grynsuppen, men isteden har man knyttet Kage til som den sidste Ret. Til hver Ret giver Musikanterne et Nummer til bedste. Naar Maaltidet er tilende, læser Skafferen fra Bordet, og en Salme afsynges. Naar alle Opvartere og Kjøkkenfolk have spist, danses Brudedans, det er en Vals eller Menuet, ved hvilken enhver af de nærmeste Familier er pligtig paa Skafferens Vink, at vise en offentlig Prøve paa sin Dygtighed i at danse med Bruden. Siden danser, spiller og drikker man til hen ad Morgenstunden, da  Folk saa begive sig hjem eller hen i de dem anviste Kvarterer. Om Lørdagen samles man atter til Maaltidet, hvor der beværtes med Kjødsuppe, Æggesuppe og Plukkesteg. Om Søndagen, som er den tredie Dag, ere Retterne som den første Dag. Brudefolk, Næstefolk og Brudepiger følges atter ad til Kirke.
De store Bondebrylluper havde sin Rod langt tilbage i Tiden. Det hjalp ikke stort, at Regjeringen paabød Indskrænkning  af Bryllupsgjæsternes Antal, endog til 32 Folk, der næsten var 10 Gange mindre end den gamle Skik; dette Paabud overholdtes ikke.Herskabet sendte vel sin Forvalter eller Ladefoged ud at tælle Gjæsterne, men saa lukkede man Lodøren i for den største Flok og skjænkede dygtig op for Ladefogden, og saa var alt som det skulde være. Siden gik det mindre strængt til, og fra l810-20 havde man uden nogen Omtale ofte 200 Folk med til Bryllup. Nu ere de store Brylluper ophævede, og det er yderst faa Steder, at man holder mere end en Dags Bryllup.
 Paa Øerne, hvor man tidligere ligeledes holdt flere Dages store Brylluper, har man ogsaa aflagt denne Overdaadighed. Af Bryllupsretter paa Lyø spillede i ældre Tider "Kold-Skaal" (Hvedebrød og Mjød i en Skaal) en vigtig Rolle. Siden de store Brylluper ere gaaede af Mode, giver man ingen Brudegave,men sender saa meget mere til Fortæring. En stor Føring, saadan som en af de nærmeste sender, bestaar af 1 Lam med Ulden paa, en levende Gaas, 2 Høns, 1 Snes Æg, ½ Otting Smør, ½ Td. Øl foruden Lys, Mælk og Fløde. Dagen efter Føringsgildet skulle Konerne hen at pille Høns og Gæs, medens Pigerne skulle "klæde Salen" (begge Loerne), de gamle og Børnene i den ene og de unge i den anden Lo. Paa Avernakø bruger man endnu den gamle Øboskik at affyre Skud fra Kirkevejen og andre Tider paa Dagen, men det er ophævet paa Lyø.
I ældre Tider holdt man mange Steder Barselgilde i to Dage. Det holdtes i Regelen ikke den Dag, man fik den lille Verdensborger døbt, da dette maatte ske den første den bedste Søndag - det var ikke alene en Skik, men en virkelig Befaling, der under en Bøde af 20 Lod Sølv ikke maatte overtrædes. Man har endog Exempler paa, at Børn, som ere fødte Søndag Morgen, endnu samme Dag ere døbte i Kirken. Den hurtige Daab er endnu i Brug paa Lyø; og der er ingen andre med end Faderen og Jordemoderen; siden holder man Barselgilde, naar Konen gaar i Kirke. Ved et saadant Gilde opvartes med Suppe og Grød og dygtig mange Slags Drikkevarer.
Gravøllet eller Begravelserne  holdt man i gamle Dage ogsaa mange Steder i to Dage, og da var det tillige Skik at holde Ligprædiken over den Afdøde, for saa vidt det var en Gaardmand eller Gaardkone, man "fulgte hen". Til disse Ligprædikener tilkom det Degnen at forfatte "Testamentet" (den Afdødes Livssskildring), for hvilken han nød det halve af, hvad Præsten fik for sin Ulejlighed.En Ligprædiken var en temmelig dyr Historie for en fattig Bonde - fire eller fem Slettedaler og undertiden mere. Man havde jo sjælden Penge ved Haanden, men saa tog "Fa'r" ogsaa tiltakke med en Ko eller Kvie isteden for rede Penge. Der var ellers en mærkelig Ulighed tilstede ved Jordfæstelsen i gamle Dage: Adelige stode længe Lig og nedsattes i aabne Gravsteder i Kirken eller i Kapellet; Præster og Degne jordedes i Kirken; Bønder , det er Gaardmænd, bleve jordede paa Kirkegaarden med Ligprædiken, S>ang og Klang, og Fattigfolk fik en egen afsides Plads paa Kirkegaarden under Navn af "de fattiges Jord", men uden Klokke, Sang og Tale.  Efter l718 blev som en Følge af den paa Egekister lagte Skat meget faa jordede i saadanne Kister. Det hører med til Gehejmeraad Holstens Reformer, at der allerede paa hans Tid ikke blev Skil imellem Rige og Fattige med Hensyn til Jordefærden. De jordes alle ved Siden af hinanden.Den tidligere almindelige Skik at holde Begravelsesgilder i to Dage skal ogsaa i hans Tid være aflagt, saaledes  at der kun var en Dags Gilde; men Skafferen bad jo efter gammel Skik Sørgegjæsterne  at blive nogle Timers Tid og gjøre sig tilgode med en Kop Kaffe, dernæst med Øltøndens og Brændevinsankerets Indhold. Kortene omtaltes ikke, men det mente man fulgte af sig selv. Nu ere de store Begravelsesgilder allevegne ophævede, og flere Steder har man endog begyndt at aflægge det egentlige Gilde, efter at Jordfæstelsen er endt. Paa Lyø, hvor Ligprædikener endnu af og til ere i Brug, gives kun Smørrebrød, Brændevin og Øl til Begravelser, og naar Liget er sænket ned, og Graven dækket til, er Gildet forbi med det samme.
 Ligprædikenerne ere en af de Skikke, som Bondestanden optog efter Adelen, der først gav Slip paa samme, naar den ikke længer havde den for sin egen Stand alene. Det 16de og 17de hundredaar var Ligprædikenernes Tid blandt Adelen; ved det attende Hundredsaars Begyndelse var det allerede begyndt at komme i Brug blandt Bondestanden, det vil sige den egentlige Gaardmandsklasse. Men medens man af Adelens Ligprædikener har opbevaret store Samlinger, kommende Forskere til Nytte, ere derimod de ved Bøndernes Ligprædikener forfattede Livsskildringer (Testamenter) saa godt som alle forsvundne, da næppe noget saadant er trykt. De vare ved deres ejendommelige Sprog - en fuldstændig Efterligning af Adelens "Testamenter" i ældre Tider - ikke aldeles uden Interesse for kommende Slægter
At drikke den Afdødes Gravøl eller Afgang vides nu ikke med Bestemthed at have funden Sted paa denne Egn, men længere inde i Fyn i Ringe og omliggende Sogne samledes Bymændene paa Begravelsens tredie Dag, hvor Skafferen om Aftenen havde stillet den gamle "Stob" Ølkande af Træ midt paa Bordet , medens han med en Stok slog til Lyd paa Bjælken, hvormed al Tale mellem Mand og Mand ophørte.
"Talsmanden" begyndte nu en Omtale af den Afdødes gode Sider, som Nabo, Bymand o.s.v., hvortil den ene efter den anden gav sit Bidrag, og derpaa gik Ølkanden rundt om Bordet, og hver Mand drak til den Afdødes Ære, som nu var ude af Lauget. Naar man paa denne Maade havde hædret hans Minde, var det en Forbrydelse at tale ondt om en henfaren Laugsmand eller Gildesbroder.