De store bondebryllupper havde sin rod langt tilbage i tiden. Det hjalp ikke stort, at regeringen påbød indskrænkning af bryllupsgæsternes antal, endog til 32 folk, der næsten var 10 gange mindre end den gamle skik. Da de tidligere brugte trolovelsesgilder (fæstensøl) ophørte som følge af forordningen af 4. januar 1798, trådte tillysning i kirken i stedet, men denne forandring vakte i begyndelsen folks uvilje.

Otte dage før brylluppet, der i reglen blev afholdt om fredagen, sendtes en af brudens nærmeste ud for at byde til bryllup. Den påfølgende onsdag holdtes føringsgildet, hvortil enhver af de indbudne sendte en kurv fuld af fødevarer: lammekød og gæs til steg, smør, æg, mel og andet mere, og den nærmeste familie sendte desuden en tønde godt øl, det vil sige; de sendte det ikke, thi manden kørte selv hen til bryllupsgården med det og havde sin pige med oven i købet. Byens karle måtte naturligvis med for at danse med føringspigerne, og på denne måde blev det gilde ofte større end selve bryllupsgildet. Om torsdagen samledes alle brudepigerne for at pynte kirken, og om fredagen var det den store dag. For hver en vogn må musikanterne blæse et stykke i klarinetten eller fløjten. Efter indtagen frokost ordnes enhver af gæsterne efter stand og familieforhold, og nu kører man til kirke, "alt, hvad remmer og tøj kan holde", med karlene som forridere. Men hvor kirken er i byen, sparer man sig denne ulejlighed. Efter endt kirketur byder skafferen brudefolkene og næstefolkene til sæde, og nu ofrer hver sin gave på brudefolkets tallerken. Efter denne scene har skafferen det vigtige hverv at bænke enhver til sæde efter rang, der tilkommer ham. Degnen må have den første og naboerne den sidste plads. Ved måltidet, der kan var i flere timer, opvartes med suppe, kød, grynsuppe og steg. Nu har man aflagt grynsuppen, men i stedet for har man knyttet kage til som den sidste ret. Til hver ret giver musikanterne et nummer til bedste. Når måltidet er til ende, læser skafferen fra bordet, og en salme afsynges. Når alle opvartere og køkkenfolk har spist, danses brudedans. Det er en vals eller menuet, ved hvilken enhver af de nærmeste familier er pligtig til på skafferens vink at vise en offentlig prøve på sin dygtighed i at danse med bruden. Siden danser, spiller og drikker man til hen ad morgenstunden, da folk så begiver sig hjem eller hen i de dem anviste kvarterer. Om lørdagen samles man atter til måltid, hvor der beværtes med kødsuppe, æggesuppe og plukke steg. Om søndagen, som er den tredje dag, er retterne som den første dag. Brudefolk, næstefolk og brudepiger følges atter ad til kirke.

I ældre tider holdt man mange steder barselgilde i to dage. Det holdtes i reglen ikke den dag, man fik den lille verdensborger døbt, da dette måtte ske den første den bedste søndag - det var ikke alene en skik, men en virkelig befaling, der under en bøde af 20 lod sølv ikke måtte overtrædes. Man har endog eksempler på, at børn, som er fødte søndag morgen, endnu samme dag er døbte i kirken. Siden holder man barselgilde, når konen går i kirke. Ved et sådant gilde opvartet med suppe og grød foruden de almindelige drikkevarer.

Gravøllet eller begravelserne holdt man i gamle dage også mange steder i to dage, og da var det tillige skik at holde ligprædiken over den afdøde, for så vidt det var en gårdmand eller gårdkone, man "fulgte hen". Til disse ligprædikener tilkom det degnen at forfatte "testamentet" (den afdødes livsskildring), for hvilken han nød det halve af, hvad præsten fik for sin ulejlighed.

Med den under stavnsbåndet opfostrede slægt sank en del af den gyselige overtro i graven, ligesom mange forældede sæder og skikke fulgte med. Mere skulle følge i de næste slægtled. Tiden fra 1825 til 1850, da oplysningen var i færd med at give overtroen dødsstødet. Trods krigen 1807 til 1814, Norges tab og de ulykkelige pengeforhold var der i de første 25 år af vort århundrede i alle forhold sket mange store forandringer for bondestanden. Man tænker sig den stavnsbundne husbonde skildret i Holbergs Jeppe med knæbukser og rød hue, og de gamle lave boliger med lergulv, åben lerovn og hønsebænk i stuen. Som der står i det gamle vers:

Se hytten, hvor de barske vinde
kan ryste olding i sin krog,
se engens grønne pragt forsvinde
surt vand og mos dens sted indtog.

Se den af klinte skjulte ager
og se, dens dyrker er en træl;
ja se det magre kvæg, som tager
i sine herrers vånder del.

Hvor forandrede var ikke forholdene en menneskealder efter frigørelsen! Nu stod den danske bonde rank og fri med bedre tankesæt, voksende velstand, bedre boliger og lykkeligere livsvilkår.
Den forbedrede skoleundervisning efter 1815 bidrog væsentlig til at oplyse og danne den yngre slægt, der, da de nye tider grundig brød frem, modnedes til den udvikling, der fulgte slag i slag før og efter 1850, hvorom der står i sangen:

Nu intet åg den danske bonde kuer,
nu høster han hvad han i jorden sår,
nu trindt om ham man ikkun velstand skuer,
nu er han herre i sin egen gård.

Ja, vi kan forestille os, at dersom vi kunne mane frem af graven en af de bønder, som gik til hvile for 120 år siden, da ville han vel få anledning til at udbryde: Er det her, jeg vandrede, eller var det på en anden klode? Så meget forandredes i tiden efter stavnsbåndets løsning.