Vort lands beliggenhed gør det til en bro mellem syd og nord. I århundreder er kulturstrømmen med dens mangfoldige materielle og åndelige påvirkninger gået fra syd mod nord.

Men der har med alt dette været en stor sejhed i folkekarakteren, så de gamle sædvaner ere blevne bevarede i deres ejendommelighed indtil de sidste tider. Først nutidens økonomiske omdannelse af samfundet har rokket ved dem.

Landsbyernes kommunale samliv gik til grunde i slutningen af forrige århundrede ved bymarkens udstykning, fællesdriftens ophør og gårdenes udflytning. Hermed forsvandt det fællesskab i arbejde og gilde, som var det gamle samfunds særmærke. Fælleshjælp arbejde og gilderne var pligt, og til hvert barsel, bryllup, begravelse o.s.v. var bonden forpligtet til at modtage sit bydelag uanset venskab eller slægtskab.

Da nu gårdene flyttedes ud, måtte det mere intensive fællesskab ophøre. Til midten af vort århundrede blev kravet til hjemmets produktionsevne delvis stående, såvel som bydelaget og fællesarbejdet. Men i det sidste halve århundrede er mere og mere arbejdets deling gennemført. Kun i de mere afsides egne gøres fællesarbejde i høslætten og kornhøsten, og sådanne steder overholdes også gildesvedtægten som de sidste rester af gamle dages skikke. Hvert hjem, hver familie står og falder for øvrigt nu med sin egen levedygtighed.

Folket er agerdyrkende og kvægavlende, og dets interesser samle sig om husdyrene, der er hjemmets rigdom, og om kornets vækst på marken. I de egne, hvor opdræt og kvægsalg er hovedindtægtskilden, begynder den dag i dag nær alle småbørn, så snart de magter arbejdet, at være hyrder, deraf følger et skarpt øje for dyrenes velvære, stor kærlighed til dem og forstand til at omgås dem. En god hyrde eller røgter sættes højt. Endnu har i egne, der er fjernede fra byerne, hyrderne deres fest, når de ved midsommertide fører den blomstersmykkede "ledeko" hjem. Kvæget kan ikke trives uden foder, det skaffer høslætten. Den bliver naturlig festtiden i Vesteregnen. man drager ud i engene med musik eller lystige sange, naboer arbejde i fællesskab, kappes om, hvem der fører den bedste le eller længst kan holde det strenge arbejde ud, og når engene ere slåede, høet hjemme, holdes enggilde, græsgilde, slettegilde med god mad og dans.

Er det kornavlen, der træder i forgrunden, samles skikkene om sæd og høst. Hestene få den første pløjedag om foråret et stykke af julebrødet i deres foder, at der må være velsignelse i arbejdet og kornet gro godt. Bliver året frugtbart, er kornhøsten festtiden, man kappes i arbejdet og kommer man til det sidste skår, binder man det sidste neg, den "Gamle"; når kornet køres i hus, bliver den "Gamle", pyntet som en stor dukke, sat på det sidste lille læs, "Kvædelæsset", alle arbejderne køre med under jublende sang. De holder stille uden for hoveddøren, springe af vognen og "stryger for kålen" d.e. hvæsser deres leer og truer med at afhugge husmoderens kål, om hun ikke giver dem høstgilde. Det får de naturligvis alle, som have deltaget i høstarbejdet. En af husets kvinder lukker porten efter sidste læs, så fødes flest husdyr, et par neg er hensat til rotter og mus. Den som først har fået ophøstet, morer sig med at sætte et udpyntet neg, en "høstmand", over på naboens mark, om denne er tilbage med arbejdet. Når der er optærsket, møder tærskeren med en mus og kræver sit "musegilde".

En gruppe skikke, der ikke kan knyttes til arbejdet, men som hører forårstiden og sommeren til, kalder jeg ungdomsfesterne. Der er majgilde med blus valborgaften, der er pinseblus og pinseleg. Endnu lever i Østjylland "gadelamsgilderne". I hver by vælges af de unge karle en "gadebasse", som sammen med sin "gadinde" skal stå for årets ungdomsgilder. Han uddeler ved blusset valborgaften pigerne som "gadelam" til byens karle. Karlen og hans "lam" skulle så følges til gilder året rundt.

Jævnlig stode hermed i forbindelse fastelavnsgilder med ringridning og løjer. Endnu kan det vel forekomme, at man planter en "majbøg", og danser, ikke om den, men i anledning af den. Der har i mands minde været optog, som forestillede kamp mellem sommer og vinter i foråret, man har fejret majgreve-festen og med sang og klang redet sommer i by. Dette hørte nærmest Østjylland og øerne til.

Næppe nogen af årets religiøse fester, julen undtagen, griber ind i almuens liv og skaber sædvaner. Når jul fejres, ser man den kristelige højtid i kirken og hjemmet, men med en understrøm af hedensk tro på varsler og vætter. Nu er juletræet, som ved tyske familier indførtes her i landet i trediverne, almindeligt i byerne og breder sig stærkt blandt landboerne. Nytårsaften slår man potter på folks døre og skyder. Kongedag gik "stjernefolkene" omkring, men de ere nok helt forsvundne. Til pinse smykkes huse og kirker med grønt løv, og kvinderne samles på kirkegården for at pynte gravene.

Endnu må jeg nævnes hjemmets fester. Der er først brylluppet, der næsten altid fejres i kirken. Højtiden der er fælles efter den kirkelige vedtægt, mens skikkene i hjemmet stærkt variere. Som regel indbydes endnu ved dertil valgte mænd bydelaget for begge brudefolkene, gildet står i brudens hjem, og alle medtages, små og store fattige og rige. Omhyggeligt sørges for at sende mad til gamle og syge i byen fra bryllupsbordet. "Ridende svende" følge brud og brudgom til kirke. De ledsages af brudepiger og bryllupsskare, om aftenen kan man se "kærtepiger" stå med lys ved dansen. Skønt bevægelsen går i retning af at gøre gilderne små, kan man endnu jævnlig se de store bryllupper, hvor hundreder ere indbudte og hvor loer og lader "drages" med lagener og linned for at skaffe siddepladser til gæsterne. Skikke ved brudens indtrædelse i sit nye hjem synes forsvundne. Somme steder siges, at hendes første gerning skal være at lægge brændsel til ilden. I byerne bydes der salt eller hensættes på en tallerken salt til de unge ægtefolks komme, som til dem, der flytte ind i en ny lejlighed.

Nu går et lille barns fødsel stille af som en begivenhed, der hører hjemmet til. Men man behøver kun at gå nogle årtier tilbage for at se, at samfundet, bylaget, hvad man vil kaldet det, tog sin del med i det nye liv, der kom til verden. Når fødselen nærmede sig, sendtes bud til nabokvinderne, til mange; de mødte og var fødselen overstået, droge kvinderne byen rundt,  hånede barnløse ægtemænd og ungkarle. I de første dage derefter bragte hele laget barselgrød, hvad der ser ud som resterne af et fællesgilde. Jordemoderen kommer med det lille barn i sin kiste, i byerne bringer storken det, faderen skal vedkende sig det, sædekurven kan blive dets første leje, og en håndfuld rug strøs på det. Lykke til sædemandens gerning er nødvendig for bonden.

Barnet skærmes ved lys, stål eller salmesang mod at stjæles af vætterne; når det ved dåben kommer under den stærkes varetægt, har det intet mere at frygte. Det nævnes efter faders og moders forældre, så at de døde opkaldes før de levende. Livets arbejde begynder snart for de små; den er fire år, vugger den toårs, ofte tjener den seksårs som barnepige blandt fremmede. Drengen bliver hyrde, så snart han kan svinge en pisk.

Døden kræver sit ret tidligere eller senere. Hvor nærheden af byer eller bydannelsen har ændret folkets skikke, er der lidet at sige om jordefærden. I egne, hvor de gamle skikke endnu stå ved magt, og jeg tror, at de holde sig sejere ved jordefærden end ved nogen anden af menneskelivets begivenheder, er der meget, der skal iagttages. Først og udadtil alt hvad den kirkelige skik kræver, indtil det sidste. Ved klokkeringning (sjæleringning) meldes dødsfaldet i byen, den døde "lægges på strå", der holdes "kistelæg" med tilhørende gilde, når liget lægges i kisten, der ringes over graven, når den er færdig. De gamle "vågestuer" med deres lystige sammenkomster mindes, men ere forsvundne. Gæsterne på begravelsesdagen, bydelaget samles i bondegårdens store stue, spise og drikke om den åbne ligkiste, der står midt på gulvet. De nærmeste i slægten tage afsked, selv småbørn løftes op at kysse og klappe den døde, liget "synges ud", føres til graven, mens kirkeklokken ringer og salmetonen lyder. Der tales i hjemmet eller i kirken eller begge steder. Følget kaster graven til, lægger spade, skovl og reb ovenpå og følger tilbage til sørgehuset for at holde gilde, "arveøl" over den døde. Dette er endnu tit stort med talrige gæster. Ved siden af de kirkelige vedtægter går en understrøm af hedenskab, en mængde skikke med det mål for øje, at hindre den døde i at gå igen, ligkisten kan føres gennem vinduesåbningen, gennem hul i muren, selvmordere er blevne slæbte ud under husets sylsten og deres kiste løftet over kirkegårdsdiget. Kranse har man på landet først kendt efter 1850, nu ere de almindelige som smykke på en frisk grav. Kirkegården har til de sidste år for det meste henligget som en grøn mark med sunkne grave; mindesmærkerne om de afdøde fandtes som perlekrans i krien på kvindernes side. Kransene dannede ramme for et stykke papir, der bar den afdødes navn og et mindevers.

Når jeg ser tilbage ud over bevægelsen i folkets liv i de sidste 100 år, er der et træk, der straks falder i øjnene. Den samfundsorden, der ved århundredets begyndelse stod i sin kraft, er på alle punkter ændret. Der var dengang næsten ingen standsforskel mellem husbonde og tjenestefolk, mellem daglejer og gårdmand; nu er skellet i Østjylland og på øerne dybt mellem dem, selv i Vestjylland mærkes det som en magt. De store gilder svinde mere og mere, man vil ikke have den ulejlighed, der følger med, man sparer. Begravelserne have bevaret mest af det gamle præg, dels på grund af udtrykkene i de sædvanlige aftægtskontrakter, dels fordi man intet vil undlade, hvor det gælder at vise en afdød den sidste ære.

Man kunne spørge, hvad betydning have disse mange og store gilder haft for folket? Har det været lutter tab og tidsspilde? Jeg tror det ikke. De have betydet det samme som kirkebesøget, markederne. I en tid, da afstande vare vanskelige at overskride, mødtes man, afgjorde sine sager, handlede, spurgte nyt. Gilder have i tidens liv været et nødvendigt led, som nu er overflødiggjort ved aviser, jernveje, politiske- og foredragsmøder og alt det meget, der nu om tider korter afstande og samler folk.