Ase-folkets vandring - 13. Dragemærket og Ravnefanen · Danebroge
Forside ] Op ]

 
Historien om Ase-folkets vandring fra Ásaland via Garðaríki og Saxland til Ódinsey - af Flemming Rickfors

Dragemærket og Ravnefanen – Danebroge


Alle kender til historien omkring Dannebrog, der falder fra himlen under Volmerslaget ved Lyndanisse lørdag den 15. juni 1219, og vort mentale billede af dette er stærkt påvirket af CA Lorentzens (1749-1828) mesterværk fra 1809 om begivenheden der kan ses på Statens Museum for Kunst. Saxo nævner i Gesta Danorum: ” jeg ønsker mig kun under Korsets Banner ”. Denne samtale mellem Kong Valdemar den Store og en saksisk ridder fandt sted i samme år, hvor ”Absalon for at hemme Sørøveriet, lagde Grunden til en ny fæstning paa Salt-Holm, som vel maatte kaldes et godt Dannevirke af Smaasten”, dvs. år 1167 (stadfæstes 21 oktober 1186 af Pave Urban III, hvilket dokument kan ses i Kjøbenhavns Diplomatarium side 1, bind I), og forinden erobringen af Vendernes borg Arkona på Rygen, hvorunder deres afgud Svantevit (Sventovit) bliver nedlagt. Dette sker i år 1169 (kapitel Valdemar den Store 12:78). Dannebrog har derfor nok eksisteret allerede på dette tidspunkt.

Det menes at Dannebrog blev givet til Kong Valdemar Sejr som hans personlige mærke af Pave Honorius III (pave år 1216-1227), men man ved ikke om dette er sandt. Originalen befandt sig i Slesvig Domkirke ind til tidens tand fik det til at smuldre bort i år 1660.

Sergei V. Rjabchikov forklarer i en artikel omhandlende samatisk/skytisk indflydelse på dekorativ kunst, at et korstegn var samaternes og skyternes tegn for ”livet.” Dette er bevist ved utallige arkæologiske fund. Korstegnet kaldtes for ”ay.” På oldindisk sagde man ”ayus.” På oldnordisk sagde man ”ei” eller ”ey” i betydningen af ”altid” som f.eks. i sætningen ”ei ok ei” der betyder ”evigt og altid.”

Den kristne historieskriver Minucius Felix ( ca. år 250 e.Kr.) skriver i sit værk ”Octavius” (kapitel XXIX) følgende:

....For i dette hentyder du til vor religion tilbedelse af en kriminel og hans kors. Du vandrer langt fra sandhedens område ifald du tror enten at en kriminel fortjente, eller at en levende person var i stand til, at blive troet Gud.

.... Kors, ydermere, vi hverken tilbeder eller ønsker. Du, derimod, der indvier guder af træ, påskønner trækors, måske som en del af dine guder. For dine standarder, såvel som dine bannere; og lejrflag, hvad er de andet end gyldne kors og udsmykkelse? Dine sejrstrofæ ikke blot imiterer tilsynekomsten af et simpelt kors, men også det af en mand naglet til det.”

Før vi kommenterer ovennævnte skal vi lige afklare at kors på oldnordisk hedder ”kross”, på oldengelsk ”cros” og på latin ”crux.”

Det første Minucius Felix siger er, at de tidlige kristne ikke anså Jesus som Gud. Det andet han siger er at korset ikke var en del af det kristne ritual. Det tredje han siger er at korset, såvel i træ som på bannere, var en del af vore oprindelige skikke. Med andre ord, korset er ikke en original kristen skik.

Til trods for at det er almindeligt accepteret af forskere at korset ikke er en kristen skik, så er dette faktum overhovedet ikke forstået af nutiden. At korset er en urskik, og vi behandler senere forbindelsen mellem verdenstræet og trækorset, viste englænderen Sir J. G. Wilkinson (år 1797-1875) i sin bog ”Wilkinson’s Egyptians” fra 1837-41 ved følgende:.


 

Wilkinson var den første til at lave et gennemgående studie af gravkamrene i ”Valley of the Kings.”

Wilkinson (vol. 5, side 283-284) skriver direkte at ”Tau” hieroglyffen, der er et kors, blev overtaget af de tidlige kristne i egypten.

Vi kan derfor sige følgende om vort nuværende Dannebrog: Den røde farve var krigerrangen af Ase- og Tanifolkets farve. Korstegnet var vort symbol på livet og betyder ”altid.” Dannebrog kan derfor symbolsk siges at betyde ”Danerne og Danmark for evigt.”

De fleste ved, at oprindelsen til Dannebrog var Danebroge, eller Danernes klæde, og at dette flag, banner eller merki var kendt som Ravnefanen, og bestod af et klæde med Odins to ravne, Hugin og Munin, broderet i sort på hver side. Ravnefanen bliver verdenskendt i vikingetiden, dvs. fra 800 tallet e.Kr. fremefter. Op til dette tidsrum, og derefter, benyttede vore forfædre Dragemærket, som var medbragt under folkevandringen. Vi ved ikke om Dragemærket også har haft tilnavnet Danebroge.

Ravnefanen
Det første der må slås fast er, at Ravnefanen ikke var et universalt flag for vikingerne. Alle historiekilder fra samtiden skriver, at en fane tilhørte en bestemt vikingehøvding eller regionalkonge, og dem var der jo ganske mange af i vikingetiden. Ravnefanen havde mange udformninger, dog ikke rektangulær som vi forestiller os det i dag, og farver, ligesom den enkelte konges flag havde et navn. Det var ej heller alle høvdinger der brugte Ravnefanen, og hvorfor bliver klart om et øjeblik.

Vi hører fra Snorre i Magnúss Saga Blinda og Haralds Gilla (Heimskringla) i år 1135 e.Kr.:

2. Frá her Haralds konungs og Magnúss konungs
Þar næst var blásið og gekk lið Haralds konungs allt út frá býnum í akurgerði nokkuð og settu þar upp merki sín.

.Som jeg oversætter til:

2. Haralds og Magnus styrker
Så hørtes krigshornene og alle Haralds mænd gik fra huset til en afgrænset mark, og satte op deres bannere.

Og på engelsk:

2. Of the forces of Harald and Magnus
Then the war-horns sounded, and all Harald's men went out from
the house to an enclosed field, and set up their banners.

Vi kan derfor se at der var mange bannere i brug på samme tid.

Det første vi hører om Ravnefanen er i år 878 i The Anglo-Saxon Chronicle for det år (skrevet af mange historieskrivere mellem år 891-1154 og dækkende perioden fra år 823, muligvis år 754). Her skrives at Danernes hær tog til Chippenham og slog sig ned. I vinteren samme år ankom broderen til Ívarr (Inwæres) og Hálfdan (Healfdenes) til Wessex i Devonshire med 23 skibe. Han blev dræbt, og 800 mænd med ham. Samtidig toges også krigsfanen, gunfani, ” som de kaldte ravnen.”

Betegnelsen ”gunfani” brugtes overalt i nordbolandene og på de britiske øer. Det oprindelige ord menes at være "gunþjâ" (krigs) + ”fanno” (fane). På oldengelsk sagde man ”guðfana.” Senere brugtes betegnelsen udelukkende til den vimpel der sad under lansespidsen. Tænk på ridderturneringen fra Ivanhoe.

I annalerne fra St. Neots, (skrevet cirka år 1105), beskrives ovennævnte begivenhed igen.

” Det siges at 3 søstre af Hingwar (Inwaer/Ívarr/Ivar the Boneless) og Habba (Hubba/Ubbe), dvs. døtrene af Ragnar Loðbrók havde vævet dette banner og gjort det færdig på en dag. Det siges yderligere, at hvis de skulle vinde slaget under dette signum, der skulle der kunne ses i midten af dette signum, en ravn baskende sine vinger. Men hvis de skulle tabe slaget, da ville ravnen hænge stille.” (Lukman, s. 141)

Vi skal her hurtigt forklare hvem Ragnar Loðbrók (Regnar/Regner Lodbrok/Lodbrog) var. James H. Todd (1805-1869), grundlæggeren af Irish Archaeological Society skriver i ”Wars of the Gaedhil with the Gaill” (side 152/3) at Ragnar Loðbrók er identisk med vikingehøvdingen Turgesius der invaderede det nordlige Irland i år 832 e.Kr. og plyndrede Armagh 3 gange på en måned! Han grundlægger Dyflin i år 841 e.Kr. men bliver slået af den keltiske Kong Maelseachlann I. i år 846 e.Kr. Heri er George A Little enig i bogen ” Dublin before the Vikings”(side 28).

Hvad Dublin/Dyflin oprindeligt betød foreligger der ingen enighed om. Ordet er sammensat af de keltiske og derfor indoeuropæiske ord ”Dubh” + ”Linn.” I den irske nationale selvforståelse i det 20. århunderede er dette blevet oversat til ”Den sorte sø” som skulle være identisk med søen der kan ses i Dublin Zoo. Det har den nationalistiske følge at irerne, og ikke Danerne, grundlagde Dublin. Imidlertid ved vi med sikkerhed at Danerne fra Danmark ved ankomsten i år 841 e.Kr. blev kaldt ”Dubh” eller ”De Sorte” under henvisning til farven på skjoldene. Ordet ”Linn” har, udover ”sø” også betydningen ”race, afkom, familie og bugt.” Derfor er sandheden nok at Dublin betyder ”De sortes (bugt)” og var en henvisning Danerne. Vi genser en sådan navngivning i Tallinn, ”Tani” + ”Linn” eller ”Danernes by.”

Geffrei Gaimar’s Lestorie des Engles solum la Translacion Maistre (skrevet år 1135-1138) nævner ravnefanen i slaget ved Cynuit i år 878:

Ravnen var Ubbe’s banner (gumfanum). Han var broder af Iware (Ívarr). Han blev begravet af Danerne ved en meget stor gravhøj i Devonshire med navnet Ubbelawe. (Lukman, s.141-142).

Den næste kilde er skrevet i et kloster i St. Omer i 1041-1042, Cnutonis regis gesta sive Encomium Emmae Reginae, auctore Monacho Sancti Bertini eller bedre kendt som Gesta Cnutonis, der nævner at en vikingehær under Kong Knud I Den Store (King Canute) (f.995, regent England 1016, regent Danmark 1018, d. 1035) havde en Ravnefane under slaget ved Ashington, Essex der fandt sted år 1016.

Her skrives:

Erat namque eis uexillum miri portenti, quod licet credam posse esse incredibile lectori, tamen, quia uerum est, ueræ inseram lectioni. Enim uero dum esset implicissimo candidissimoque intextum serico, nulliusque figure in eo inserta esset imago, tempore belli semper in eo videbatur coruus ac se intextus, in uictoria suorum quasi hians ore excutiensque alas, instabilisque totoque corpore demissus.

Som jeg oversætter til:

” For Danerne havde et banner med en forunderlig egenskab som, selvom jeg tror det vil synes utroligt for læseren ikke destomindre fordi det er sandt vil jeg for sandhedens skyld tilføje det. For selvom det var vævet af et meget simpelt lyst silke og ingen figurer havde broderet på det, synes det altid i krigstider at en ravn var at finde derpå, ved sejr åbnene sit næb og baske sine vinger, rastløs på sine fødder, men meget stille og hængende med hele sin krop i nederlag.” (Hrafnhildur Bodvarsdottir, s.111)

Saxo nævner også slaget ved Ashington (man kan udlede dette da Saxo skriver at Knud I Den Store efter slaget deler England med Kong Edward. Sidstnævnte var King Edmund II (Ironside) (f. 989, regent april-november 1016). ” Og alt var midt i Kampens Hede det danske Banner nedhugget” (kapitel Gamle Knud 8:45). Tymme Sællandsfar bliver udnævnt til bannermester efter slaget. Man kan ikke fra Saxo se om dette banner var en Ravnefane, hvilket ikke er så mærkværdigt, da Gesta Danorum jo var et kristeligt propagandaarbejde, men sammenholdt med Gesta Cnutonis kan vi nu sige, at det har det været.

William Ramsay, biskoppen af Crowland (død 1180) skriver i hans skrift Vita et Passio Valdevi om hvorledes Sivard (Sigvarðr) forlader Danmark, sejler forbi Ørkenøerne (Orkney islands) og ankommer til Northumbriakysten, der bliver hærget af en drage. En gammel mand fortæller Sivard at han skal drage sydpå, og at der ikke er nogen drage. For at overbevise Sivard drog den gamle mand frem et banner som bevis, og han kaldte dette banner Ravenlandeye. (Lukman, s. 148)

Ovenævnte bemærkning fra den gamle mand om dragen er vigtig og vi vender tilbage til, hvad det faktisk er han siger.

Biskoppen forsætter med at forklare:

Ravenlandeye, quod interpretatur corvus terrae terror

Som jeg oversætter til:


Ravenlandeye, som betyder ”Ravnen, landets terror.”

(Hrafnhildur Bodvarsdottir, s.112)

Norskekongen Haraldur hardrada Sigurðarson havde en Ravnefane der var kendt som Landeyðan, som vel betyder ”ligger land øde”. Det ved vi fra Snorres Heimskringla i Haralds saga Sigurðarsonar (kapitel 22):

Spurði Sveinn hverja gripi Haraldur hefði, þá er honum væri virkt mest á. Hann svarar svo að það var merki hans, Landeyðan

Som jeg oversætter til:

Svend spørger Harald hvilke af hans ejendele han sætter størst pris på. Han svarede, at det var hans banner, Landeyðan.

Senere i kapitel 85 nævnes samme banner igen, hvor der blæses til angreb og banneret rejses som signal. I kapitel 88 er vi så fremme ved mandag den 26. september 1066 og slaget ved Stamford Bridge uden for Jorvik (York), hvor tropper under ledelse af den engelske konge Harold Godwinsson møder dem i en af verdenshistoriens største militærstrategiske fejltagelser. Dette slag, selvom det vindes, svækker Kong Harold Godwinson afgørende og danner grobund for det slag, der 3 uger senere, den 14. oktober år 1066, bliver til slaget ved Hastings, hvor Hertug William af Normandiet som bekendt meddelte sin ankomst. Ved Stamford Bridge fik ”Kong Haraldur sit banner Landeyðan rejst. Frírek var navnet på manden der bar banneret.”

I kapitel 89 er slaget nu undervejs. ”Kong Haraldur var inde i ringen, med banneret. På et andet sted var Jarl Tostig med sine tropper. Han havde et andet banner.”

Jarlerne på Ørkenøerne havde også deres kendte Ravnefane, nemlig Hrafnsmerki. Det beskrives i Orkneyingasaga (skrevet år 1192-1206), Þórsteins saga Síðu Hallssonar, og Brennu-Njáls saga (skrevet år 1230-1290), i forbindelse med slaget ved Clontarf år 1014. Ravnefanen i disse beretninger var først lavet for Sigurður jarl Hlöðvisson. En skotsk jarl kaldet Finnleik havde udfordret Sigurður til slag, og som man nu gør selv som viking, så gik Sigurðr til sin mor, og spurgte om råd. Moderen sagde således:Moderen sagde således:

”Havde jeg troet du skulle leve for evigt, sagde hun, da ville jeg have opvækst dig i min uldkurv. Men livet er formet af hvad vil komme, ikke hvor du er. Tag nu dette banner. Jeg har lavet det med al den egenskab jeg har og min tro er dette: At det vil bringe sejr til den mand det er bragt foran, men døden til den der bærer det. Det var et fint lavet banner, meget velgjort med en broderet figur af en ravn, og når banneret blafrede i brisen, synes ravnen at flyve af sted.” (Orkneyingasaga, kapitel 11)

Så skylder jeg at berette, at Jarl Sigurður alligevel vandt slaget, men at tre af hans bannermestre blev dræbt. Dog, ifølge Brennu-Njál’s saga bliver Sigurður senere dræbt Palmesøndag (pálmadegi) i Dublin (Dyflinnar), da han under kamp, efter at flere bannermestre er blevet dræbt, selv tager banneret. Også dengang kunne det svare sig at lytte efter, hvad ens moder siger. (Brennu-Njal’s Saga, kapitel 157)

Hvordan så Ravnefanen ud?


 

Den eneste kendte visuelle form af Ravnefanen er fra en mønt fremstillet i Jorvik år 924 under Anlaf Sihtricsson. Banneret synes at ligne en fugl, vinger udstrakte med halen nedenunder. Ingen kan med sikkerhed sige, at fuglen er en ravn.

Som vi hørte fra Snorre’s Heimskringla så havde Ravnefanen en prominent placering i år 1066, og vi har da også en utrolig fin samtidskilde netop om slaget ved Hastings ved Bayeux gobelinen. Denne 70 meter lange gobelin, lavet under opsyn af biskop Odo, halvbroder til Hertug William af Normandiet umiddelbart efter selve slaget i perioden 1066-77, viser en række bannere, hvoraf nogle muligvis er Ravnefaner.



 

 

Det første eksempel er hvor normannerne rider ind i slag. Efter William følger en normanner med en lanse, der bærer en halvrundt flag, hvorpå er en stående fugl.

Der er blandt historikere sået tvivl om, hvorvidt en biskop ville tillade en normanner, dvs. den i slaget vindende part, og det er jo altid vinderne der skriver historien, at have en Ravnefane, der jo ikke var et kristent symbol. Man mener, at ifald det viste er en Ravnefane, så kan det skyldes en ikke nedskrevet vikingehær, der hjalp William, eller et ønske om at fremhæve normannernes egen fortid som nordboere under Hrolf der Ganger (Rollo). Muligvis er Ravnefanen en hentydning til Haraldur Hardrada's Landeyðan, som jo gennem slaget ved Stamford Bridge gav William fundamentet for sejren ved Hastings.





Senere hen i gobelinen er der en scene hvor brødrene til Kong Harold Godwinsson bliver dræbt, og under hesten ses et trekantet banner.

Det er dette banner, der har givet studier af vindfløjene, der sad i stævnen på langskibene, begrundelse til at tro at disse vindfløje muligvis også fungerede som merki eller banner under slag på landjord, og at disse blev båret på spidsen af et spyd.

Vi ser et eksempel på dette i Beowulfkvadet (sætning 47-48). Optakten er at Scyld Shefing (Skjold Sheafsøn) er lagt i sit begravelesskib og skal sendes på sin sidste rejse:
Þa gyt hie him asetton segen geldenne
heah ofer heafod, leton holm beran

Som jeg oversætter til:
Da satte de for ham et gyldent banner/segl
højt over hovedet, gav ham til tidevandet

Vi kan kun gisne om, hvordan Ravnefanerne har set ud, men eksemplet nedenfor ligger sikkert ganske tæt på i udformning.



Overgangsperioden

Engelske kilder siger, at Richard I the Lionheart (regent 1189-1199) bringer The Cross of St. George til England omkring år 1190 efter have set det i en drøm, selvom det først ses på engelske skibe fra år 1284. Hvis Dannebrog er fra omkring år 1167 eller tidligere, og vi ved med sikkerhed at Ravnefanen var i brug i år 1066, så sker overgangen fra Ravnefanen til korsfanen formentlig over en ganske kort periode i midten af 1100 tallet.

Dragemærket

Nordmanden Hallvard Trætteberg skrev i 1966 en artikel i Kulturhistorisk leksikon for nordisk middelalder (vol. XI, Oslo). Han fremhæver at kun et begrænset antal høvdinger og konger benyttede Ravnefanen, hvoraf de fleste er nævnt ovenfor. Da engelske kilder er flittige til at skrive, og da vore forfædre var så venlige at besøge de britiske øer ganske ofte, hører vi mest om Ravnefanen, der jo sammen med den gyldne vindfløj skabte rædsel hvorend den sås, da det normalt var ensbetydende med umiddelbart forestående død og ødelæggelse.

Det er også nødvendigt at fremhæve at banneret dengang ikke havde samme symbolske betydning som den korsfanen fik med hensyn til empireopbygning, dvs. man planter fanen i jorden i Monarkens navn, og udbygger riget. Der synes ej heller at have været tilknyttet nogen speciel religiøs betydning til banneret.

Heldigvis kender vi til Samaternes banner fra arkæologi i fra deres base syd for Lancaster. På Grosvenor Museum i Chester, England findes to brudstykker af en gravsten, der viser en Samatisk kriger. Med begge arme udstrakt holder han et Dragemærke.





Billedet til venstre er en optegning af originalen til højre. Tusind tak til Grosvenor Museum i Chester for billederne.

Samaterne anså dragen som et krigssymbol. Dette banner tog romerske ryttere til sig i 100 tallet e.Kr. Det ved vi fra Flavius Arrianus’ Techne Taktika (ca. år 130 e.Kr.). Senere iflg. Vegetius i hans værk Epitoma Rei Militaris (2:13), skrevet år 375 e.Kr., bliver Dragemærket, af romerne kaldt draconarius, tilknyttet hvert eneste kohort af legionen. Ammianus skriver år 330-395 e.Kr. i Petulantes (20.4.18) om en soldat der tager tungen fra en draconarius til tronbestigelsen af Julianus.


 

Billedet ovenfor viser en Samatisk kriger, formentligt fra Allan folket, i fuld udrustning, med Dragemærket meget tydeligt. Billedet stammer fra Orlat (unge ørne) bentavlen. Se János Makkay i litteraturfortegnelsen.

Ammianus beskriver Dragemærket som værende gjort af lilla materiale (16.10.7) medens Flavius Arrianus beskriver dem som gjort af mange farver, inkl. rød og lilla. Metalhovedet af et Dragemærke er blevet fundet to steder. Det ene, i bronze og dateret til 200 tallet e.Kr., ved det romerske Castellum i Niederbieber i Nordrhein-Westfalen, Tyskland. Det er 30 cm langt.

Det andet, fra 600 tallet e.Kr., befinder sig på Hermitage museet i St. Petersburg. Dette sølvhoved menes at være fra det Sasanske rige (Persien/Iran) og kommer fra Perm i Rusland. Som kan ses på billedet nedenfor har hovedet mere et hund/ulve udseende. Nedenunder er der en udformning således at hovedet kan sættes på et spyd.


Dragemærket var udformet som en vindpose, hvor vinden blæser ind gennem dragens mund, og opblæste ”drageposen”. Vi ved at Dragemærket afgav en lyd, der sikkert har visuelt gjort at Dragemærket syntes at være i live, og dermed klar til slag. Det er også en mulighed at Dragemærket tjente et praktisk formål, nemlig at give vindretningen for bueskytterne.

Vi skal også erindre os at Beowulfkvadet indeholder et begreb ”hordweard” eller ”skatteværge” som vi tillige genfinder i Wessexguilden under navnet Dragon’s lance (dragens lanse). Titlen Dragon’s lance blev givet til den person der havde ansvar for Dragemærket, dvs. han var bannermester. Beowulf selv er også i slag mod dragen Grendel.

Ved vi om nordboerne også brugte Dragemærket? Ja det gør vi.

Olav Haraldsson (Óláfr Haraldsson) ( år 995-1030 e.Kr.), også kaldet Olav den Hellige, havde et Dragemærke. Olav startede ud med vikingstog, og blev regionalkonge i det sydøstlige Norge. Det er fra denne Olav vi finder finder utallige St. Olavs kirker i hele nordeuropa navngivet efter ham, da han bliver gjort kristen under indflydelse fra Charlemagne. Det er derfor vi altid ser Olav afbilledet som havende sin fod på dragen, med dragen værende et symbol på både Olav selv medens han var hedning, og på alle de der endnu ikke havde indordnet sig under den katolske kristendom. Gennem Olavs tilknytning mellem drager og hedninge, kan vi se, at mange må have benyttet Dragemærket.

Lad os for en kort bemærkning forklare ordet hedning (Heiðinn på oldnordisk og heathen på engelsk). Forklaringen er helt naturlig. De sidste befolkningsgrupper der blev kristne var folk på landet og andre afsidesliggende egne. Det var derfor folk der boede på hederne. Jeg boede selv som dreng på Hedebovej syd for København. Vejen er navngivet efter Hedeboerne, de oprindelige bosættere i området. Det blev så gennem katolsk manipulaton til et negativtladet ord om de der ikke var kristne, og udtrykket hedninger fik sin nuværende betydning.

Det er også derfor at St. George, hvorefter det engelske flag er navngivet, i sagnet dræber en drage. George var en romersk rytter, der konverterede til kristendommen. Når George derfor dræber dragen, så er det den katolske kristendom der dræber hedninge.

Da vi nu forstår betydningen af dragen kan det også være interessant at få afklaret hvem Djævelen er? Djævelen er udelukkende en katolsk verdensopfattelse og eksisterer overhovedet ikke i vor egen forståelse af verden og hvorfor bliver klart om et øjeblik.

Det teologiske grundlag for troen på Djævelen hentes i Johannes’ åbenbaring, kapitel 12:3-9, muligvis nedskrevet efter den jødiske opstand år 64-73 e.Kr. og ikke senere end år 95. e.Kr.:

3. Og et andet tegn viste sig på himmelen; se, der var en stor ildrød drage med syv hoveder og ti horn og syv kroner på sine hoveder.

4. Og dens hale fejede en tredjedel af himmelens stjerner væk og kastede dem ned på jorden. Og dragen stod foran kvinden, som skulle føde, for at sluge hendes barn, så snart hun havde født det.

7. Og der blev kamp i Himmelen: Mikael og hans engle stred mod dragen, og dragen og dens engle stred mod dem.

8. Men de kunne ikke stå sig, og der fandtes ikke længere plads for dem i Himmelen.

9. Så blev den store drage nedstyrtet, den gamle slange, som kaldes Djævelen og Satan, hele verdens forfører; han blev nedstyrtet på jorden, og hans engle nedstyrtet sammen med ham.

Da læseren allerede er klar over at dragen i (rune)sten, banner og stavn var vort mærke, og at dragen var det katolske symbol på hedninge, så kommer det næppe som nogen overraskelse at for de tidlige kristne og i den katolske verdensopfattelse, så var og er Djævelen hedninge eller os. Det er derfor at Djævelen som et påfund af fri fantasi ikke eksisterer i vor verdensopfattelse. Om lidt viser vi det walisiske flag, og her genfinder vi den røde drage, der ifølge Bibelen er Djævelen.

Når derfor Manchester United og deres fans, der inkluderer undertegnede, kaldes for ”The Red Devils” så er det fuldt ud korrekt, og et tilnavn vi bærer med stolthed.

Men den katolske og mormonernes verdensopfattelse opererer tillige med ”Lucifer”, der ligeledes forbindes med Djævelen.

Den teologiske basis for denne røverhistorie stammer fra Esajas’ Bog fra det Gamle Testamente, den nuværende version nedskrevet år 916 e.Kr. og versionen i Dødehavsrullerne ca. år 60 f.Kr-70 e.Kr..:
12. Nej, at du faldt fra himlen, du strålende morgenstjerne, fældet og kastet til jorden, du folkebetvinger!

(14:12)

Som min danske Bibel har oversat denne famøse sætning ser det dog meget tilforladeligt ud. Problemet opstår fordi den latinske version af Bibelen bruger ordet ”Lucifer” hvor vi på dansk skriver ” strålende morgenstjerne.” I den orginale tekst på hebraisk skrives der ”heleyl, ben shachar" der betyder ”du skinnende, morgenens søn.” Den hebraiske original er en henvisning til en Konge af Babylonien, nogen skriver Kong Nebuchadnezzar II (år 605-562 f.Kr.) der plyndrede Jerusalem år 586 f.Kr., der havde givet israelitterne problemer, og som alle solkonger beskrives han i sammenhæng med solen.

Morgenstjernen, Venus, viser sig på himmelen umiddelbart før solopgang og symboliserer solens komme. I oversættelsen fra hebraisk til latin brugtes derfor ordene ”lucem ferre” eller ”bringer af lys” til beskrivelsen af denne Babylonske konge.

Da Kong James versionen af Bibelen blev nedskrevet i år 1607-1610. bliver der bevist eller ubevist lavet en fejlfortolkning af Lucifer og historien forbindes med Djævelen. En omskrevet røverhistorie forbliver dog en røverhistorie. I det mindste har den danske version af Bibelen fuldt forstået omskrivningen af denne sætning.

Vore forfædre kaldte dragen for “dreki” i betydning af enten langskibet med dragehovedet eller Dragemærket. Andre ord er “örmr” eller “ormr” eller orm.

Her er to eksempler fra Völsunga Saga:

"Sigurðr stýrir dreka þeim"
(Sigurd styrede dragen, dvs. langskibet, hjem)

"Ok þá er ormrinn skríðr til vatns"
(Og da er ormen skredet til vands, dvs. langskibet er afsejlet)

Og nu er vi på rette spor for vi husker at vore sagaer er travlt optaget med Midgårdsormen (Iörmumgandr, Midgardsormr), ligesom vore langskibe havde en drage i forstavnen. Vi kender også Sigurds (Sigurður) kamp mod dragen Fáfnir fra Völsunga Saga. Stort set alle runesten, hvorpå der er mere end runer, indeholder en drage eller orm i billedet.

Kong Harold Godwinsson har et Dragemærke under slaget ved Hastings, som vi ser på Bayeux gobelinen. Vi ved at at det var en thegn fra Wessex guilden der var bannermester for Harold Godwinsson. Han bliver dræbt, men Dragemærket bliver smuglet bort fra slagmarken og falder ikke i normannernes hænder.




Til venstre ses et Dragemærke fra Codex Aureus fra St. Gallen klostret i Schweiz dateret til 800 tallet.

Til højre ses den sektion af Bayeux gobelinen der viser Kong Harold Godwinssons død. Hans Dragemærke ses under hestens hov, og teksten lyder:

”Et ceciderunt qui erant cum Haroldo. Hic Harold Rex interfectus est.”

Som jeg oversætter til:

” Og de der var med Harold faldt. Her bliver Kong Harold dræbt.”

Går vi nu tilbage til biskoppen af Crowlands skrift fra ca. år 1180, og bemærkningen fra den gamle mand til Sivard om at der ikke er nogen drage, hvorefter han fremviser en Ravnefane som bevis, så kan vi se, at Dragemærket i denne sammenhæng har været symbolet på fjenden. Hvad den gamle mand forsøger at sige, formodentligt for at redde sit liv, er at fjenden ikke længere er i området, og at den gamle mand er på Sivards side.

I dag forbinder vi mest Dragemærket med Wales, der har det i sit nationalflag.




Wales får sit nationalflag efter slaget ved Crecy i år 1346, hvor walisiske bueskytter deltog i den engelske hær. Det vides dog at waliseren Cadwaladr i 600 tallet e.Kr. havde et Dragemærke. Den fremtidge kong Henry VII til England havde et Dragemærke ved slaget ved Bosworth Field i år 1485. Det var dette slag, der afgjorde den engelske borgerkrig, kaldet ”War of the Roses”, og ledte til forening af de britiske øer.

I dag ser vi skikken med Dragemærket videreført gennem vore dragonregimenter, der findes overalt i Europa, i Danmark bl.a. gennem Jydske Dragonregiment, der blev oprettet i 1700 tallet og hvis hjemsted er Dragonkasernen, 7500 Holstebro.

Der kan derfor ikke herske nogen tvivl om at Dragemærket må være en acceptabel bevisførelse for forbindelsen mellem Ase- og Tanifolket og de Samtiske folkeslag.

E-mail til Flemming Rickfors

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spørgsmål og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  DKviaNET A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk