Ase-folkets vandring - 19. Jólablót - juleceremonien
Forside ] Op ]

 
Historien om Ase-folkets vandring fra Ásaland via Garđaríki og Saxland til Ódinsey - af Flemming Rickfors

Jólablót - juleceremonien

Procopius, byzantinsk græskskrivende historikeskriver skrev ca. år 550 e.Kr. om Thule, som han selv skriver han aldrig havde mulighed for at besøge, og skikkene der var udbredt der:

"Thule er ekstraordinær stor; 10 gange større end Britannien. Og det ligger langt mod nord. På denne ø er marken for det meste øde, men i den beboede del bor 13 talrige nationer/stammer; og der er konger over hver nation/stamme. På dette sted finder vidunderlige ting sted hvert eneste år. For solen ved sommersolhverv går aldrig ned i 40 dage, men er altid at finde over jorden i hele denne periode. Men ikke senere end seks måneder senere, omkring tiden for vintersolhverv, er solen aldrig at se på denne ø i 40 dage, men konstant omsluttet af nat.... Og når 35 dage er gået i denne lange nat, bliver visse mænd sendt til toppene af bjergene - for dette er deres skik - og når de fra dette sted kun lige kan se solen, bringer de bud tilbage til folket nedenfor at inden for 5 dage vil solen skinne på dem. Og hele befolkningen fejrer en fest ved disse gode nyheder, og dette sker i mørke. Og dette er den største fest som de indfødte af Thule har. "

Forskere er ikke enige om specifikt hvilke nordbolande Procopius her omtaler, men som de fleste nok kan se må det dreje sig om enten Norge eller Uppland, dvs. Nordsverige, grundet midnatssolen eller måske snarere dem begge.

Med hensyn til ordet Thule, der i dag giver navn dels til bygden nordvest Grønland, dels til inuitfolket, så oprinder dette fra ordet "þulr" der har samme rod som ordet "þula" der igen betyder "at tale." På oldengelsk brugtes ordet "þyle" der var den titel Unferth har i Beowulfkvadet med samme betydning. Ligeledes findes ordet i runer på Snøldelev stenen. I denne forbindelse er det værd at bemærke at Thulefolket først ankommer til Grønland ca. år 1.000 e.Kr. fra Alaska, og dermed efter at Eirik Raude/Erik den Røde i år 986 e.Kr. var ankommet til Austbygda/Østerbygden med 14 skibe og 4/500 bosættere.

Vi har tidligere hørt at vintersolhverv begyndte den 20/21. december hvor denne aften kaldtes Moders Nat. Her begyndte så den fest der blev kaldt Jólablót eller juleceremonien. Dette store blót eller fest blev afholdt over flere dage. Antallet af dage varierer fra kilde til kilde og har formentlig været tilpasset regionale forhold for ikke at glemme at festen generelt varede indtil det juleøl (jólaöl), der var brygget til begivenheden, var drukket op! Vi har kilder der nævner 3 dage medens andre siger helt op til 12 dage. Sidstnævnte er uden tvivl oprindelsen til sangen " Twelve Days of Christmas." I Olaf Haraldsson's Saga beskrives det at to svigerbrødre bruger halvdelen af julen i den enes hus, og halvdelen i den andens. Man tog, som i dag, på julevisit (jólavist) og havde julefrokost (jólaboð). Gulathingslög 7 og Ketil Hængs Saga (kapitel 5) forklarer os at formålet med julen var feste for et frugtbart og fredfyldt (jólafriðr) år.

Årsagen til at julen varede flere dage var at man havde mange ofringer at foretage til en række guder med forskellige formål, og det kunne ikke klares på en dag.

Juleaften (jólaaptann) d. 21.-24. december var aftenen hvor man ofrede et vildsvin til Freyr og Frigga/Nerthus/Nertha. Efter vildsvinet var ofret lagde alle deres hånd på vildsvinet og sværgede en ed. Man gjorde det samme til den hellige kop "bragarfull." Denne ed kaldes "heitstrengingar" der betyder " strengt løfte." Ofringen til Freyr var for fred og frugtbarhed for det kommende år. Vildsvinet blev kaldt "sónargöltr" der betyder "offersvin" og offerstedet blev kaldt "sónarblót" der betyder "svineceremonistedet." Kilder der beskriver dette er Helga Kvida Hjörvardssonar (kap.14), Hörd's Saga, Hervarar Saga og Fornmanna Sögur.

Det er derfor vi fejrer juleaften den 24. december og spiser flæskesteg med brune kartofler, rødkål og dejlig sovs. Der forlyder intet om hvorfor der også serveres hvide kartofler selvom ingen vil have dem så længe der er brune at få.

Da ofringen juleaften var til frugtbarhedsguderne er der nogen sandsynlighed for at juleaften er identisk med Moders Nat. Vi husker at Balder blev ofret ved sommersolhverv og skulle genfødes ved vintersolhverv. Moderen til Balder var Frigga/Nerthus/Nertha, og det virker derfor sandsynligt at ofringen til Frigga juleaften skete på Moders Nat. Som vi hørte fra Procopius om hvorledes man fandt frem til vintersolhverv er det ikke sikkert man har ramt dagen helt præcist og ceremonien har måske fundet sted mellem 21.-24. december.

Der foreligger ingen enighed om hvorvidt Freja (Freyja på oldnordisk) er identisk med Frigg/Frigga/Frigg/Fri, og om Fredag/Friday oprinder fra Freyja, Freyr, Frigga eller måske alle tre. Der er ingen tvivl om at denne forvirring har eksisteret mindst siden 1200 tallet. Hos romerne kaldte man dagen for "dies Veneris" eller Venus dag. Og for at gøre forvirringen fuldstændig så forbinder man såvel Freyja som Frigga med Venus. På sanskrit og hindu i dag, dvs. det tidligste indo-europæiske vi kender til, hedder dagen Sukra-var, og Sukra svarer til Venus.
Fredag hedder på oldnordisk frjá-dagr og er hankøn, og på oldengelsk Frigedaeg. Fredag aften hedder på oldnordisk frjá-aptann og er også hankøn, men ordet fredagsfaste eller frjádaga-fasta på oldnordisk er hunkøn.

Argumentationen for og imod at Freyja (Freyrs søster og Vane) og Frigga (Odins kone) er samme person synes lige stærk, og jeg kan ikke afgøre hvad der måtte være rigtigt. Da fredag på oldnordisk er et ord af hankøn tror jeg dog at dagen er navngivet efter Freyr og ikke de kvindelige guder, men som ordet for fredagsfaste, Dies Veneris og Sukra-var antyder, så har man sikkert afholdt ritualet for ofring til Freyr og Moder Jord samme dag.

Jeg er dog sikker på at Frigga er identisk med Moder Jord for det forklarer Herodot os i Histories bog 4:59 om skikkene hos skyterne, der havde identiske skikke med Aorsi-folket. Han forklarer os at Apia er gift med Papaeus. Vi ved fra utallige kilder at "Apia" er Moder Jord, og at Papaeus = Jupiter (romerne) = Zeus (grækerne) = den øverste af guderne, og derfor Odin.

Al den overtro der forbindes med fredag er af katolsk oprindelse og skyldes at Jesus (som symbol på Balder) i den bibelske mytologi ofrede sig selv på en fredag, som i dag kendes som Langfredag. På engelsk siger man Good Friday, men sidstnævnte var oprindeligt God's Friday, dvs. Guds (solgudens) fredag. Man kan derfor roligt blive født og gift på en fredag, tage i mod et nyt job, klippe negle, besøge syge pårørende, vende sig i sengen før man falder i søvn og tage på sejlads. Ligeledes vil krimenelle ej heller modtage strengere straffe ifald de dømmes på en fredag. Man skal dog stadig undlade at købe en bil der er fremstillet på en fredag, men det skyldes mere at kvaliteten på biler fremstillet denne dag beviseligt er af ringere kvalitet.

Dagen efter blev kaldt juledag dvs. d. 22.-25. december. Ordet "jul" er også det kaldæiske (på engelsk Chaldee) navn for "baby" eller "lille barn." Mange forskere mener at denne skik kan spores helt tilbage til Babylonien, hvilket stemmer overens med folkevandringshistorien. Juledag eller "barnets dag" var Balders genfødsel. F.eks. i Skotland kaldes julekager for "Nur-cakes," hvilket igen på kaldæisk indikerer fødsel og kagerne signifikerer derfor fødselsdagskager.

Kaldæisk var det sprog det Gamle Testamente blev skrevet på. Det kaldes også hebraisk.

Det er derfor den katolske kirke i år 274 e.Kr. valgte at lade Jesus' fødselsdag være d. 25 december, til trods for at vi allerede har forklaret at han blev født i marts, år 7 f.Kr.

Det kaldæiske ord for "et barn" er ordet "Nor."


Fra Nornagests þáttr (Flateyjarbók I, láfs saga Tryggvasonar) hører vi:

"fóru þá um land völur, er kallaðar váru spákonur, ok spáðu mönnum ørlög, því buðu margir menn þeim heim ok gerðu þeim veizlur ok gáfu þeim góða gripi at skilnaði"

Som jeg oversætter til:

"fór da omkring landet völur, som kaldtes spåkoner, og spåede mænd om fremtiden, hvorfor mangen mand bød dem hjem og gav dem gode gaver når de skildtes/gik."

Senere hører vi at disse spåkoner er "norner." Snorre forklarer os i Snorre Edda at norner kom til hvert eneste hjem med et nyfødt barn for at skabe dets fremtid.

Jeg er ikke i tvivl om at ordet "norne" kan føres direkte tilbage til Babylonien.

Romerne havde stort set identiske skikke ind til introduktionen af den katolske kristendom. Romernes fest var en fejring af Saturn, der var gud for afgrøder, og til fornyet styrke af solen. Kejser Gaius Caligula (år 12-41 e.Kr.) nedskrev at denne fest skulle vare 5 dage: "frie tøjler blev givet til fuldskab og fejring, slaver blev midlertidigt emanciperet.... og tog sig alle mulige friheder med deres herrer."

Vintersolhverv fejres i dag ved at sætte ild på et gammelt hestevognshjul og lade det rulle ned af en bakke i fuld fyr og flamme som symbol på Sóls færd over himmelen. Man spiser Sonargöltr (svinekød) og tager grene fra eviggrønne træer, gran og fyr, ind i huset som pynt som symbol på Yggdrasil, verdens- og livets træ . Der skal hænges 8 forskellige pyntegenstande på disse grene, og der skal være 9 af hver slags. Dette er et symbolsk offer til Aserne.



Odin forklædt som julemanden på et gammelt dansk julekort.

Jólnir - julemanden
Julemanden med sit lange hvide skæg, der jo heldigvis ankommer på mystisk vis hvert år iført røde klæder, og deler gaver ud, er ingen anden end selveste Odin.

Det ved vi i skrift fra Þórsdrápa (Thors sangen) 12:5-8 skrevet ca. år 1.000 e.Kr.:

þá er funhristis fasta
flóðrifs Danir stóðu
knáttu Jólnis ættir
útvés fyrir lúta

En af måderne ovennævnte kan læses på er som følger:

Danir flóðrifs útvés
knáttu lúta fyrir [þeim],
þá er ættir funhristis Jólnis
stóðu fasta,

Som jeg oversætter til:

Daner fra skærgården ved (det nordlige) jætteland
Faldt på knæ foran dem (krigerne),
Da ætten af Jólnirs (Odins) krigere
stod fast

Og på engelsk:

The Danes of the flood-rib of the outlying sanctuary [of the giants] admitted defeat,
when the kinsmen of Jólnir's fire-shaker [warriors]
stood resolutely

Jólnir var et heite, dvs. dæknavn, for Odin og betyder "Julens herre."


Vi ved at Odin ved vintersolhverv uddelte frugt og nødder til sine krigere. Det er herfra konceptet om gavegivning (jólagjöf) af julemanden stammer, medens den symbolske gavegivning er af langt ældre dato som vi vil se om lidt. At Odin denne dag har røde klæder på skyldes at røde klæder var obligatorisk for krigerrangen og tempelpræsterne, Dier og Drotter, hos Samaterne. Rød var den symbolske tilknytning til ild.

Beviset foreligger fra en grav fundet ved landsbyen Porogi, Kiev, Ukraine. I graven, dateret til 1.århundrede e.Kr., var resterne af en rød læderjakke, røde bukser fastgjort med en rød læderrem med et bæltespænde af bladguld over jern. Jakken havde fåreskinds foring og var fastgjort med to fibulae. Håndgrebet på hans korte sværd var rødt læder. Den begravede mand menes at være en høvding af Aorsi-folket, som jeg mener er identisk med Ase-folket. Denne høvdings påklædning er oprindelsen til julemandens klæder.

Nordboere er også det eneste folkeslag der har kræmmerhuse fyldt med nødder og gode sager på juletræet. Dette er en direkte videreførelse af Odins skik med samme gavegivning ved vintersolhverv hvert år til sine krigere.

Da Odin var et tilnavn givet til eller en betegnelse for Asefolkets konger kan ovennævnte gavegivning måske sammenlignes med Hendes Majestæts årlige uddeling af fortjenstmedaljer.

Hvis vi efterser juleskikken hos vore indoeuropæiske brødre i Finland, der jo hører til den Finno-Ugriske sproggruppe, så kan vi se at julemanden, dvs. Odin, ikke eksisterer. Her bruges i stedet Joulupukki eller julebukken. Julebukken var hos finnerne et symbol på mørkets ånder, der var iført gedeskind og horn. Julebukken gav ikke gaver, men forlangte dem, og folk var meget bange for Joulupukki. Vintersolhverv fejredes på samme vis hos det finske folk, men Odin var ikke et tilnavn givet til høvdingerne af det finske folk.

Det burde ikke overraske læseren, at vi kan spore denne juleskik tilbage til Asien, hvor man i Indien har rødklædte guder der bliver værdsat i dag.

Vi har ildguden Agni, iklædt rødt, hvortil der skulle ofres ved vintersolhverv, ifølge Vedaerne. Ofringerne her sker også ved skorstenen/ildstedet.

Som vi tidligere har hørt var vintersolhvervsceremonien et stort problem for den katolske kirke, der måtte omgøres i et katolsk islæt. For at klare problemet med julemanden gennemførte man en fuldkommen løgnhistorie hvorunder man udbredte at man havde kanoniset biskop Nicholas fra Myra (i dag Tyrkiet). Det blev så til Sankt Nicholas, og via hollandske emigranter til USA til Santa Claus. Da Vatikanet aldrig har kunnet finde dokumenter der beviser at han faktisk blev kanoniseret, blev biskop Nicholas af-kanoniseret i 1969 i en rapport til Paven Paul IV. Man gætter på at Nicholas blev født i byen Patara i Lycia i lille-asien i år 280 e.Kr., voksede op i et kloster, og blev præst som 17-årig. Han døde 6. december i tidsrummet år 330-352 e.Kr. Under reformationen i England, hvor den katolske kirke blev smidt ud, omdøbte man Santa Claus til Father Christmas.

Nordboernes navn, julemanden, er det eneste tilbageværende originale navn, der forklarer os hvem Jólnir i virkeligheden var, nemlig Odin.


Julenisserne - Nis Gårdbo, Jólasveinar og alfer

Den Gamle By i Århus afholdt nyligen en udstilling med titlen "Dansk jul i 300 år." Her forklarede curator Benno Blæsild bl.a. at oprindelsen til julenissen efter sigende skulle være som følger:

Oprindelig blev han kaldt Gårdboen. I Gårdboen var ånderne fra alle de mennesker, som tidligere havde boet i huset. Og for at holde sig på god fod med ånderne stillede man hvert år ved juletid sødgrød eller risengrød op på loftet til ham. Alle kendte til Gårdboen. Derfor fik han det mest almindelige navn blandt bønderkarle på dette tidspunkt, nemlig Nis med efternavnet Gårdbo. Omkring år 1850 blev Nis Gårdbo til julenissen. Om denne forklaring er sandfærdig skal jeg ikke kunne sige. Men da hver eneste gård i landet havde sin egen nisse er det muligvis korrekt.

Når vi samtidigt ihukommer julenissens beklædning der var grå bukser og grå skjorte eller grå kjole til anklerne (for mænd), røde sokker, træsko og rød hue og samtidig kan læse fra Esther Grølsted, Nationalmuseet i hendes bog "Hverdagstøj på landet, sommmer 1788" at en hue i 1700 tallet var gjort af bomuld i rødt og hvidt, så har bønderkarlene sikkert ageret julenisse på dette tidspunkt.

Men dette er ikke hele historien om julenissen. For selvom julenissen omtales som en person af hankøn i ental så ved vi alle at vort mentale billede af julenisser er at der er mange af dem, og at de er små som børn, selvom nogle af dem har skæg. Vi ved også at julenisser kan være drilske og lave narrestreger.

Det tyder derfor på at vi har en sammenblandning af flere forskellige nisser, og sagaerne viser os, som altid, vejen til forståelsen.

For sagaerne opererer med et begreb der kaldes Jólasveinn eller julesvend. Ordet "sveinn" er hankøn og betyder bl.a. "lille dreng."

Jómsvíkinga Saga siger:

"...og fæðir hún sveinbarn, og er þeim sveini nafn gefið og kallaður Sveinn."

Som jeg oversætter til:

"... og føder hun drengebarnet, og gav ham drengenavnet og kaldte ham Svend."

Det ældste billede af jólasveininum (julesvendene) i islandske blade fra 1901: Æskunni - Danskir jólanissar í heimsókn eller Ungdommen - danske julenisser på besøg.

Fra den underliggende tekst til billedet kan vi se at de danske julenisser er på besøg på Island. Det indikerer derfor at de ikke eksisterede der under dette navn.

Ordet "Jólasveinn" eller julesvend eksisterer ikke på engelsk og oversættes vel bedst til "Yule-boy." Det tyder på at oprindelsen til dette begreb ikke er en urskik, men en skik der er opstået efter vor ankomst til Fyn, og efter Anglerne og Sakserne er udvandret til England, dvs. fra 500 tallet e.Kr. og fremefter.

Jólasveinar eller julesvendene var sønner af Grýla og Leppalúd som man kender fra 1200 tallet. Grýla og Leppalúd var nogle forfærdelige mennesker for de havde et omdømme for at stjæle og spise uartige børn.

Og jeg ved lige præcis hvorfor disse to personer eksisterer i denne form i vor historie for min kone bruger den samme opdragelsesmetode med vores 5-årige søn til dagligt. For at tilse at vor søn ikke løber væk fra huset og forbliver ved sin moder, så forklarer hun ham på portugisisk at ifald han går væk da kommer "Bicho Papão" (det store spisedyr) og tager ham. Og det ser ud til at virke nogenlunde. Præcis lige så gjorde man også rundt om i nordbolandene og på de britiske øer.

På dansk brugte man udtrykket "bussemand," på engelsk "bogeyman," på oldengelsk "bugge" i betydningen "et uhyggeligt syn" og på walisisk "bwg" i betydningen "spøgelse." F.eks. forklarer Svabos Dictionarium Færoense at ordet "grujla" var "en bussemand hvormed man skræmmer børn i Fasten."

Der var enten 9 eller 13 julesvende, men man kender til mindst 70 forskellige navne på dem. De 13 mest almindelige navne var:

Stekkjastadur (Indhegningen, Enclosure Post (engelsk))
Giljagadur (Sprække djælveunge, Crevice Imp (engelsk))
Stúfur (Lillebitte, Itty-Bitty (engelsk))
Thvörusleikir (Potteskraberslikker, Pot Scraper Licker (engelsk))
Pottasleikir (Potteslikker, Pot Licker (engelsk))
Askasleikir (Krukkeslikker, Bowl Licker (engelsk))
Hurdaskellir (Dørsmækker, Door Slammer (engelsk))
Skyrgámur (Tykmælksluger, Junket Gobbler (engelsk))
Bjúgnakrækir (Pølsetyv, Sausage Snatcher (engelsk))
Gluggagægir (Vindueskigger, Window Peeper (engelsk))
Gáttathefur (Dørkarmslugter, Doorway Sniffer (engelsk))
Ketkrókur (Kødkrog, Meat Hooker (engelsk))
Kertasníkir (Kærte-/lys-tigger, Candle Beggar (engelsk))

Årsagen til at der var 13 julesvende skyldes at juleceremonien varede 12 dage eller 13 nætter fra Moders Nat til det nye år (19. December om aftenen og frem til 1. januar), og der ankom én julesvend pr. aften.

Som vi kan se på navnene på julesvendene så var de nogle rigtigt uartige børn, og vi får samtidigt et fantastisk indblik i hvad uartige børn faktisk gjorde. Jeg er selv blev sat i skammekrogen for flere af ovennævnte uartigheder.

Julesvendene repræsenterer de uartige børn der ikke gjorde hvad moder og fader sagde og derfor blev taget af Grýla og Leppalúd. Disse børn vendte tilbage en gang om året for at afskrække alle børn og videreføre skikken.

På Island blev det så grelt at regeringen i København i år 1746 udstedte en lov gældende for Island der sagde at "den tåbelige skik der praktiseres her og der ud i landet med at afskrække børn med julesvende eller spøgelser, skal afskaffes."

Netop opdelingen af børn mellem artige og uartige børn er en fundamental katolsk verdensopfattelse, og derfor må vi søge videre tilbage for at finde den egentlige årsag til at julesvendene eksisterer.

Lad os starte med at kigge nærmere på Grýla. I Skáldskaparmál optræder hun sammen med andre troldkvinder (trollkvinna). De første referencer til hende er som sagt fra 1200 tallet i Íslendinga saga og Sverris saga. Hun eksisterer også i bedste velgående på Færøerne under navnet Grýlur. Senest i et TV program "Manna Millum" der blev vist 17. februar 1991, hvor hun siger : "Kemur at skera tungum úr börnunum." eller "jeg skærer tungen af børnene." Hård kost for en 5-årig færøsk dreng eller pige, men Grýlur er meget ond.

William Heinesen skrev i 1957 "Grylen" der var baseret på et sagn han var blevet fortalt af Esmar Hansen, købmand på Svinoy på Færøerne. Her er hvordan hun ser ud:

"Som en tørvestak at se, en lang, raslende hale slæber hun efter sig, den runger og skramler som af tomme kedler og kasseroller.... Hun er meget lådden og bærer horn og hale."

Til trods for at William Heinesen skrev fiktion så har de gamle på Svinoy bekræftet at hans beskrivelse af sagnet om Grýlur er korrekt. Og som vi ser Grýlur fremstillet ovenfor så tænker vi straks på Julebukken, som alle var hunderæd for.

Grýla/Grýlur eksisterer også på Shetlandsøerne hvor hun hedder Grølek. Og at hun findes her betyder at skikken er fra før 1500 tallet hvor forbindelsen med Færøerne og Island blev afbrudt. På Shetlandsøerne kaldes Julebukken for Grøkle. Jeg tror derfor at Grýla/Grýlur/Grølek oprindeligt har været Julebukken og sidstnævnte er en urskik med dybe indoeuropæiske rødder.

Vi har ganske fornyligt fundet 2 dyremasker dateret til 900 tallet e.Kr. i Hedeby havn ligesom Oseberg-graven fra år 815-834 e.Kr. også viser brug af personer iklædt horn og dyreskind.

Vi mangler dog stadig at forklare hvorfor nogler nisser, til trods for at de var små, virkede gamle ligesom de også kunne ses som hjælpende julemanden.



Ikke just drengebørn der med skæg og rynker sidder og spiller kort medens de ryger pibe og drikker øl. Gammelt dansk julekort.


Her igen et gammelt nissepar der får post i deres hjem i verdenstræet, der her er gengivet som et egetræ. Bemærk her nissekonens tradtionelle hovedbeklædning i norden i 1700 tallet. Gammelt dansk julekort.
Jeg håber jeg har åbnet læserens øjne for at de gamle julenisser har helt adskilt oprindelse fra såvel julesvende som Nis Gårdbo, og igen kan vi henvende os til sagaerne for en mulig forklaring.

I Hrólfs Konungs Kraka Ok Kappa Hans (kap. 15) hører vi om en alfer-kvinde (álfkona) der kommer til Kong Helgi af Danmark juleaften (jólaaptan) i 500 tallet e.Kr. Han får en datter med hende, og denne datter ender med at frembringe Hrólfr Kraka's død. Gravhøjs-Alferne er meget aktive på dette tidspunkt og kan ofte ses rejsende rundt i grupper. De der kigger godt efter på bakkerne og stenene, hvor alferne bor, kan se dem feste og danse for julen.



Julekortet til venstre viser en traditionel jólaboð med juleøllet, der var varmt, sat i en stor skål på midten af bordet. Drikkehornene, juleloggen og juletræet i baggrunden.


Julekortet til højre fra 1904 viser julenisserne under dans med øl og risengrød til venstre i billedet. Gamle danske julekort.
På island havde man, længe efter den var forsvundet i Danmark/Norge som følge af indførelse af den katolske kristendom, en skik med at man "bjóða álfum heima" eller "bød alferne til sit hjem." Husmoderen fejede overalt i huset hvorefter hun tændte lys i hele huset, specielt hvor der var en skygge. Derefter gik hun udenfor og rundt om huset, nogle kilder siger 3 gange, og sagde : " Kom, dem som komme vil; bliv, dem som blive vil; og far, dem som fare vil, harmløs for mig og mine." (Komi þeir sem koma vilja, veri þeir sem vera vilja, og fari þeir, sem fara vilja, mér og mínum að meinalausu).

Denne skik foretog husmoderen fordi hun og hele familien var bange for alfer, trolde og onde ånder.

Dette er årsagen til at vi har julenisser der er gamle, af begge køn, der danser og opfører sig generelt som samfundet dengang gjorde. De gamle nisser var alfer.

Vi hører ofte i sagaerne om "Alfar ok Aesir" eller "Alfer og Aserne." De fleste forskere synes enige i at der generelt var et godt forhold mellem Alfer og Aser, og at Alferne muligvis var tjenestefolk for Aserne. Ordet "sveinn" betyder nemlig også "tjener, opvarter."

Nr. 65 Hoo aarl wil wære herre han bliwer lenghe swen.
(Hvem der tidligt vil være herre, han bliver længe (ved at være) svend

Den gamle julenisse hjælper julemanden med at pakke julegaver. Gammelt dansk julekort.

Da vi allerede er klar over at Odin, der var Ase, er Jólnir eller Julemanden, og vi nu ved at de gamle julenisser var alfer, så tror jeg der må være en god mulighed for at ordet Jólasveinn oprindeligt kan have været en betegnelse for de alfer der hjalp Jólnir, Odin, under Jólablót - juleceremonien.

Da Odin var et kongeligt tilnavn til høvdingerne af Ase- og Tanifolket så er spørgsmålet så hvem alferne var?

Alfer eksisterer i alle sagn fra de stammer der beboede nordbolandene, de britiske øer og Nordgermanien. Alfer hedder "Elves" på engelsk og kendes også som "elf", "aelf", "alb" og "alfr". De boede i Alfheim. Den mest åbenlyse saga der behandler alfer er Alvíssmál. Der synes generelt at være accept af at alferne har været en betegnelse for en række af de oprindelige stammer der beboede nordbolandene da vi ankom til Fyn, og som valgte ikke at flytte derfra. Det var skovfolk, der boede isoleret, og som generelt levede i en mere primitiv samfundsstruktur end vi bragte med os. Sagaerne indikerer som sagt ikke at der har været nogen krigstilstand mellem Ase- og Tanifolket og alferne, og sagaerne siger direkte at der var megen kontakt mellem os og alfer. Alferne boede i jordhuler, og da vi begravede vor døde i gravhøje, så har mange i samtiden ment at alfer var forbundet med de døde da jordhulerne på afstand var meget lig gravhøje. Dette har haft enorm betydning for den overtro der opstod omkring alfer. Man har ikke kendskab til at alfer var fysisk dværge eller små mennesker. De har nok været mindre end de indoeuropæere der ankom, men afbildningerne på julekortene ovenfor er et produkt af 2.000 års overtro hvor folk man er bange for mentalt skal gøres mindre. Det menes at alfer over tiden ganske enkelt tilpassede sig de nyankomne og forsvandt ud af historien som en selvstændig enhed. Der er ej heller nogen tvivl om at fortællinger om og frygten for trolde har præcis samme oprindelse som for alfer.

Og dette gør jo hele historien om julenisserne ganske spændende.

Ifald nogen skulle være af den opfattelse at vi i vor moderne kultur ikke har husket alferne så gives her et lille udpluk:

Elverhøj
Dansk folkevise

Jeg lagde mit Hoved til Elverhøj,
mine Øjne de finge en Dvale;
Der kom gangendes to Jomfruer frem,
de vilde gerne med mig tale

"Hør du, favren Ungersvend,
og vilt du hos os blive,
da ville vi kende dig Bog og Rune,
dertil at læse og skrive.

Jeg vil dig Bjørnen at binde
og Bassen op til Eg;
Dragen med sit møgle Guld
skal rømme af Land for Dig."

De dansed ud, og de dansed ind,
alt i den Elverfærd;
alt sad jeg Ungersvend
og støtted mig ved mit Sværd.

"Hør du, favren Ungersvend,
vilt du ikke med os tale,
da skal Sværd og hvassen Kniv
lægge dit Hjerte i Dvale."

Havde Gud ikke gjort min Lykke saa god,
at Hanen havde slaget sin Vinge,
vist havde jeg bleven i Elverhøj
alt hos de Elverkvinde.

Det raader jeg hver dannis Svend
som ride vil til Hove:
Han ride sig ikke til Elverhøj
og lægge sig der at sove.

Ovenævnte er ikke hele folkevisen. Elverfolkene - eller Ellefolkene - er mystiske nattevæsener, som bor i moserne og inde i højene. Dem skal man tage sig i agt for, især for de dejlige elverpiger, som synger og danser så smukt, at floderne går i stå. Men de er kun ude på at forlokke menneskene. Hvis man uheldigvis bliver elleskudt bliver man "ellevild," hvilket er derfor vi har dette udtryk i vort sprog. I dag forstås ordet i betydning af "begejstret," men det betød oprindeligt "vanvittig."

Som eksempel på hvor vi finder Alferne har vi stednavnet "Ellesumpe" på Romsø i Storebælt nordøst for Kerteminde. Denne af Hverringe Gods ejede ø er 1 km² stor og har gamle askebevoksninger og dåvildt. Indtil 1961 boede der 50 mennesker på øen (Bådnyt nr. 363 juli/august 2003).

Vi bruger naturligvis også stadig udtrykket "alfarvej" specielt ifald vi bor lidt uden for lands lov og ret eller uden for alfarvej. Ordet "alfarvej" er en meget gammel betegnelse for en hovedvej. Man sagde også Adelsvej, alvej, adelfartvej eller adellandevej. Ordet "adel" er oldnordisk (aðal) og betyder "høvding, overhoved og hoved," men brugtes også som betegnelse for en trærod i ordet "aðaltré." Jeg tror selv man kan finde frem til hvorfor den øverste kaste hos Danerne kom til at hedde Adelen.

I 1822 skrev H.C. Andersen et skuespil i 5. akter kaldet "Alfsol" hvor motivet er den nordiske gudeverden med prinsesse Alfsol i centrum. Det kgl. Teater afviste sørgespillet for den 17- årige, der heldigvis ikke lod sig slå ud af dette.

I 1828 vandt Johan Ludvig Heiberg en udbudt konkurrence med eventyrcomedien Elverhøj. Daniel Friedrich Kuhlau skrev musikken dertil i juni-september samme år og premieren på det kgl. Teater fandt sted 6. november 1828. Såvel komedien som musikken er baseret på gamle folkesagn og folkesange fra Danmark, og set i lyset af denne historie burde det derfor ingenlunde overraske, at det fra første dag blev en del af Danmarks kulturskat. Det er iøvrigt fra musikken til Elverhøj at Kuhlau adapterede den mest kendte sang til en af vore nationalsange, "Kong Christian stod ved højen mast," som Johannes Ewald havde skrevet teksten til i år 1779.

I 1841 skrev H.C. Andersen eventyret "Rosen-Alfen" om en lille alf der bor i et rosentræ , og i 1845 kommer så eventyret "Elverhøj."

I 1910 indspilledes en 12 minutters stumfilm kaldet "Elverhøj" med en ung Peter Malberg, og i 1939 kommer filmen af sammen navn med Karen Nellemose.

Jeg håber man nu kan se, hvorfor vi så højt beskatter ovennævnte eventyr og skuespil. De er nemlig en dybt forankret del af vore urskikke og kultur.

Yggdrasil - verdens- og juletræet

I Edda Sæmundar (også kaldet Poetiske Edda), Völuspá hører vi følgende:

19. Ask veit eg standa,
heitir Yggdrasill,
hár baðmur, ausinn
hvíta auri;
þaðan koma döggvar
þær er í dala falla,
stendur æ yfir grænn
Urðarbrunni.
Som jeg oversætter til:

En ask ved jeg står
Yggdrasil hedder den,
et højtvokset træ, overdækket
med det hvide dynd;
da kommer duggen
der i dalene falder,
står den (asken) evig grøn
over Urds brønd.


og på engelsk:

An ash I know stands,
Its name is Yggdrasil,
An immense tree, covered over
By the white clay.
Thence come the dew
That falls in the valleys,
It stands ever-green
Above the well of Urdal.


Snorre har også kommentarer til Yggdrasil i Snorre Edda under Gylfaginning, og han skriver at han baserer sine oplysninger på Völuspá (Svo segir í Völuspá). Vi ved tillige at han også bruger Vafþrúðnismál og Grímnismál som kilder.

 

9. kafli

"Þá er þeir Bors synir gengu með sævarströndu fundu þeir tré tvö og tóku upp trén og sköpuðu af menn. Gaf hinn fyrsti önd og líf, annar vit og hræring, þriðji ásjónu, málið og heyrn og sjón; gáfu þeim klæði og nöfn. Hét karlmaðurinn Askur en konan Embla, og ólust þaðan af mannkindin, þeim er byggðin var gefinn undir Miðgarði. Þar næst gerðu þeir sér borg í miðjum heimi er kallað er Ásgarður."

Som jeg oversætter til:

"Da Bors sønner gik langs søstranden fandt de to træer og tog op træerne og skabte mænd. Gav dem først ånd og liv, for det andet vid og følelse, for det tredje, form, mælet, hørelse og syn; gav dem klæder og navn. Karlmanden kaldtes Askr og konen Embla, og fra disse kom menneskeheden, der blev givet en bygd under Midgård. Dernæst gjorde de sig en borg i midten af verden som kaldes Asgård."

og på engelsk:

"When the sons of Borr were walking along the sea-strand, they found two trees, and took up the trees and shaped men of them: the first gave them spirit and life; the second, wit and feeling; the third, form, speech, hearing, and sight. They gave them clothing and names: the male was called Askr, and the female Embla, and of them was mankind begotten, which received a dwelling-place under Midgard. Next they made for themselves in the middle of the world a city which is called Asgard."


15. kafli

Þá mælti Gangleri: "Hvar er höfuðstaðurinn eða helgistaðurinn goðanna?"
Hár svarar: "Það er að aski Yggdrasils. Þar skulu guðin eiga dóma sína hvern dag."
Þá mælti Gangleri: "Hvað er að segja frá þeim stað?"
Þá segir Jafnhár: "Askurinn er allra trjáa mestur og bestur. Limar hans dreifast yfir heim allan og standa yfir himni."

... En undir þeirri rót er til hrímþursa horfir, þar er Mímisbrunnur, er spekt og manvit er í fólgið, og heitir sá Mímir er á brunninn. Hann er fullur af vísindum, fyrir því að hann drekkur úr brunninum af horninu Gjallarhorni.

... Þriðja rót asksins stendur á himni, og undir þeirri rót er brunnur sá er mjög er heilagur er heitir Urðarbrunnur. Þar eiga guðin dómstað sinn. Hvern dag ríða æsir þangað upp um Bifröst. Hún heitir og Ásbrú. Hestar ásanna heita svo: Sleipnir er bestur, hann á Óðinn, hann hefur átta fætur. Annar er Glaður, þriðji Gyllir, fjórði Glenur, fimmti Skeiðbrimir, sjötti Silfrintoppur, sjöundi Sinir, áttundi Gils, níundi Falhófnir, tíundi Gulltoppur, ellefti Léttfeti. Baldurs hestur var brenndur með honum. En Þór gengur til dómsins

... Sú dögg er þaðan af fellur á jörðina, það kalla menn hunangfall, og þar af fæðast býflugur. Fuglar tveir fæðast í Urðarbrunni, þeir heita svanir, og af þeim fuglum hefur komið það fuglakyn er svo heitir."

Som jeg oversætter til:

Da mælte Gangleri: " Hvor er hovedstaden eller helligstaden for guderne?"
Hár svarer: " Det er ved asken Yggdrasil. Der skulle guderne give sine domme hver dag."
Da mælte Gangleri: " Hvad er at sige fra denne stad?"
Da siger Jafnhár: " Asken er alle træers mester og bedst: Hans (askens) lemmer (grene) spreder sig over hele verden og står over himmelen."

... Men under denne rod der til rimjætterne fører, der er Mimirs brønd, hvor forståelse og mandvid (visdom) er foldet (gemt), han hedder Mimir, der er ved (tager vare på ) brønden. Han er fuld af gammel visdom, derfor at han drikker ud af brønden af hornet Gjallerhorn.

... Den tredje rod af asken står i himmelen, og under denne rod er brønden der er meget hellig der hedder Urds brønd. Der har guderne sin domsstad. Hver dag rider Aserne dertil op over Bifrost. Hun hedder også Asebro. Asernes heste hedder så: Sleipnir er den bedste, som Odin har, han haver otte fødder. Den anden er Glaður, den tredje Gyllir, den fjerde Glenur, den femte Skeiðbrimir, den sjette Silfrintoppur, den syvende Sinir, den ottende Gils, den niende Falhófnir, den tiende Gulltoppur, den ellevte Léttfeti. Balders hest blev brændt med ham. Thor går til domsafsigelsen.

... Så(ledes) duggen som herfra falder til jorden, den kalder mænd honningfald, og deraf (brød)fødes bifluer (bier). To fugle (brød)fødes i Urds brønd, de hedder svaner, og af disse fugle haver kommet de fugle der så hedder.
Og på engelsk:

Then said Gangleri: "Where is the chief abode or holy place of the gods?"
Hárr answered: "That is at the Ash of Yggdrasill; there the gods must give judgment every day."
Then Gangleri asked:" What is to be said concerning that place?"
Then said Jafnhárr: "The Ash is greatest of all trees and best: its limbs spread out over all the world and stand above heaven."

... But under that root which turns toward the Rime-Giants is Mímir's Well, wherein wisdom and understanding are stored; and he is called Mímir, who keeps the well. He is full of ancient lore, since he drinks of the well from the Gjallar-Horn.

... The third root of the Ash stands in heaven; and under that root is the well which is very holy, that is called the Well of Urdr; there the gods hold their tribunal. Each day the Æsir ride thither up over Bifröst, which is also called the Æsir's Bridge. These are the names of the Æsir's steeds: Sleipnir is best, which Odin has; he has eight feet. The second is Gladr, the third Gyllir, the fourth Glenr, the fifth Skeidbrimir, the sixth Silfrintoppr, the seventh Sinir, the eighth Gísl, the ninth Falhófnir, the tenth Gulltoppr, the eleventh Léttfeti. Baldr's horse was burnt with him; and Thor walks to the judgment.

... That dew which falls from it onto the earth is called by men honey-dew, and thereon are bees nourished. Two fowls are fed in Urdr's Well: they are called Swans, and from those fowls has come the race of birds which is so called."

Inden vi fortsætter kan det hjælpe med nogle få forklaringer til det netop skrevne.

Hvad Yggdrasil betyder er man ikke enige om. De fleste synes at være enige i at Ygg er et heite, dvs. dæknavn, for Odin. Uenigheden opstår omkring "drasil." Grundtvig var den første til at fremhæve at han mente at stavningen af "drasil" i de islandske sagaer var forkert skrevet ned fra mundtlige sagn, og at ordet skulle staves "drasill." Sidstnævnte vil da ændre betydningen fra "hest" til " støtte".

Dette betyder at verdenstræet bliver kaldt Yggdrasil fordi det er det træ hvorfra Odin hængte sig selv som ofring til sig selv (Hávamál vers 138 - se senere om hvorfor verdenstræet, trækorset og galgen er forbundet med hinanden) Som det ses er Eksistentialismen af ganske gammel dato og Søren Kierkegaard må have elsket denne forklaring.

I denne historie vedbliver vi at stave verdenstræet yggdrasil af hensyn til brugen af de oprindelige kilder. Jeg er dog tilbøjelig til at give Grundtvig fuldstændigt ret i at den rette stavemåde er Yggdrasill.

Jafnhárr betyder "lige så hård" og består af ordene "jafn" (jævn) og hárr (hård).

Urðarbrunni eller Urds brønd betyder "skæbnens brønd."



Til venstre : Guldplade. To krigere, hvoraf en er slagen, under verdenstræet. Den slagne krigers hoved understøttes i venstre side af billedet af en person(?), der klart ikke er kriger, men måske en kvindelig krigertempelpræst. Fra stepperne i Kasakhstan. Ikke specifikt dateret udover ca. år 500 f.Kr.-300 e.Kr., hvilket er hele den samatiske periode. Billedet hentet fra University of Alabamas hjemmeside.


Til højre: Asketræ af arten Fraxinus Excelsior fra nordbolandene og de britiske øer.
Ovennævnte guldplade er ekstrem vigtig når vi forsøger at forstå hvad sagaerne fortæller os om verdenstræet for det giver os en direkte linie tilbage i indoeuropæisk kultur, og hvorledes Asefolkeslagene oprindeligt opfattede verdenstræet.

Billedet til venstre viser trægrænsen for asketræer pr. 1988


Billedet til højre viser hvorledes bladene fra et asketræ ser ud. Fra hjemmesiden http://www.pennine.demon.co.uk/Arboretum/Frex.htm


Diadem fra det samatiske gravsted Khokhlach nær Novocherkassk ved den nedre del af Tanafloden. Tilhørte en dronning, formentlig fra Aorsistammen. Dateret til 1. århunderede e.Kr. Massivt guld med indlagt glas, perler, ædelgranat, granatrødt og turkis. L 61 cm, H 15 cm. Vi ser helt tydeligt verdenstræet hvortil hellige dyr er på vej. Bemærk også ametysten af en kvinde med en tunika og kronet med en guldkrans med indlagt ædelgranat. Blev brugt til ceremonier omkring frugtbarhed. Hermitage museet, St. Petersborg.
I en artikel i "Donskaya Arkheologia Journal, Vol. 1-2, 2001" skriver bl.a. V.A. Dyomkin at man i gravstedet "Kolobovka-3" i Volgograd området gennemførte en analyse der på engelsk kaldes "biomorphical" hvorunder man bliver i stand til at se hvilket materiale der blev brugt som underlag i gravene. Resultatet viser at man, i den sen-Samatiske periode (år 0- 200 e.Kr.) brugte asketræ. Om dette tillige har haft en symbolsk betydning kan jeg ikke sige, men vi ved nu med sikkerhed at asketræet fandtes i Samaternes område.

Vi ved at der er troværdighedsproblemer med Snorre Edda som følge af den katolske kristendoms indflydelse og samtidens, dvs. 1200 tallets, ønsker om omskrivning af historien.

Vi kan se at verdenstræet er et asketræ, at træet er hankøn, og at det er evigt grønt. Og her opdager vi straks en modsigelse for asketræet er ikke evigt grønt, som Skov- og Naturstyrelsen har været så venlig at forklare mig. Det er et af de sidste træer hvor bladene bliver grønne, og et af de første træer hvor bladene falder af, normalt ved den første efterårsstorm. Det tyder derfor på at der på det tidspunkt vore sagaer bliver nedskrevet er sket en sammenblanding af flere forskellige ceremonier forbundet med verdenstræet eller at muligvis et andet træ tillige kan have været verdenstræet.

Lad os for en kort stund se på hvad andre folkeslag gjorde med hensyn til deres forståelse af verdenstræet.

Kelterne anså egetræet som verdenstræet og kaldte det "daur" (oldirsk) og "derw" (walisisk). Dette ord oprinder fra ordet "duir" (sanskrit) der betyder "dør." Mange forskere mener at navnet "druide", dvs. Kelternes tempelpræster, oprinder fra order "duir" og "vid" (at vide) der herefter bliver til "de vise fra egeskoven" hvilket var hvor druiderne afholdte deres ceremonier.

Fra tidlige irske sagn hører vi at helten, der skal initieres ind i "den anden verden eller otherworld," skal bære en gren af et helligt træ. I "Voyage of Bran, Son of Febal" hører vi om et gammelt æbletræ hvis blomster altid falder som sne. I "Cormac's Adventures in the Land of Promise" kommer en kriger med en forsølvet gren hvorpå der hang 3 gyldne æbler. Kong Cormac bruger denne æblegren til at komme ind til "den anden verden" og her ser han verdenstræet der denne gang er 9 fortryllede hasseltræer. Der er naturligvis også en brønd under verdenstræet, ligesom 5 floder flyder fra brønden.

Og her er hvad Bibelen har at sige om samme (1. mosebog, 2.kapitel):

9. og Gud Herren lod af agerjorden fremvokse alle slags træer, en fryd at skue og gode til føde, desuden livets træ, der stod midt i haven, og træet til kundskab om godt og ondt.

10. Der udsprang en flod i Eden til at vande haven, og udenfor delte den sig i fire hovedstrømme.

Vi er naturligvis i det Gamle Testamente, og uden for megen rysten på hånden kan vi vist roligt sige, at dels er der nogen profeter der har kopieret en historie andetsteds fra eller nok snarere nedskrevet hvad befolkningen rent faktisk troede, dels at Gud Herren i denne forbindelse uden tvivl er Solen.

Den helt universalt accepterede opfattelse af verdenstræet ser vi ligeledes gentaget i Rig Vedaen fra Nordindien.

Tilbage til vort eget verdenstræ.

Verdenstræet - honning
Udover at det var et asketræ og at det var evigt grønt, så hører vi at der falder dug ned i Urds brønd, og at denne dug kaldes honningfald. Ligeledes at der er herfra bierne får deres føde, dvs. i samtiden honning. Endelig så drikker Mimir fra Udrs brønd med hornet Gjallerhorn, og i Mimirs drikkehorn var der Mjød, og sidstnævnte er baseret på honning.

Forklaringen til forbindelsen mellem asketræet (*os- på indoeuropæisk, Fraxinus på latin) og honning er egentlig ganske simpel selvom det ikke er almindeligt forstået. Der findes fire askearter i Europa der afgiver et produkt som de gamle grækere kaldte "méli." Dette produkt blev stadig produceret i det 20. århundrede og gik under navnet Manna eller Manna ash, og er naturligvis honning. Honning toges bl.a. fra Fraxinus Omus og Fraximus Excelsior, begge asketræer der findes i nordbolandene.

Vi ved også at det var en hel generel opfattelse at honning først faldt fra skyerne, hvorefter den blev indsamlet af bierne, ikke kun fra blomster men også fra blade og marker. Tænk her på det engelske udtryk "Manna from Heaven" eller "Honning fra himmelen."

Aristoteles (år 384-322 f.Kr.) siger i Historia Animalium (5.22):

"Honning er hvad der falder fra himmelen, specielt når stjernene står frem og når regnbuen går ned. I det hele taget er der ingen honning før Syvstjernen (om morgenen) rejser sig....Honning laver (bien) ikke, den fanger hvad falder.

Plinius den ældre skriver år 77 e.Kr. (Naturalis Historiae, 9.30):

"Honning falder fra himmelen...... i tidsrummet lige før daggry.....Derfor på dette tidspunkt ved daggry er træernes blade bedugget med honning....og efter at være indsamlet i biernes mave, for de kaster det ud af munden."

Aelian (år 170-235 e.Kr.) forklarer os i De natura Animalium (5.42 og 15.7) at "det regner honning om foråret i Indien."

Polyaenus (ca. år 150 e.Kr.) beskriver i Stratagemata (4.3.32) at Persernes konge dagligt fik 100 kager af "nedregnet honning" (úontos mélitos).

Strabo forklarer os år 7 f.Kr. i Geographika (bog 12.3.18) om barbarer på den østlige side af Pontus der havde stillet skåle med "skørgørende honning" (mainoménou mélitos) ved vejkanten lavet af trækviste. Nogle soldater skulle have drukket honningen og blev sindsyge, hvorefter de nemt kunne nedslagtes.

Rig Vedaen, fra år 1700-1000 f.Kr. og nedskrevet omkring år 600 f.Kr. siger i bog 1.157:

"Bedug vor magt med honning og med olie... stænk os med din pisk der drypper honningdug." Dette er en henvendelse til de to sønner, Asvin, der trækker Suryas stridsvogn over himmelen, og som har en honningpisk (madhurasa), der er blevet fortolket som et lyn.

Lig nordbolandene så vokser askearten Fraximus Excelsior også i Nordindien, dog kun i Himalayabjergene i over 1300 meters højde.

Vi kan også følge ordet "mjød" eller "mjöð" tilbage til Sanskrit (mádhu) og Assyrisk (medu). Det hedder naturligvis "mead" på engelsk.

Peder Laales danske ordsprog viser at man også i nordbolandene mente at bier spiste honning:

Nr. 253 Saa fødes byer som biørne men tag aff vlijghe bijd.
(Bier ernæres (på samme måde) som bjørne, men (dog) af ulige bidder)

Nr. 996 Tagh saa honnigh at bijæn haffwe
(Tag (kun så meget) honning, at bierne har (tilstrækkelig) næring)


Skov- og naturstyrelsen har forklaret mig hvordan asketræets honning teknisk opstår:

"Asketræernes blomster bliver bestøvet af vinden. Det vil sige, at det er vinden, der fører pollen rundt fra træ til træ, og altså ikke insekter. Derfor danner askeblomster praktisk talt ikke nektar. Men asketræer kan blive så angrebet af bladlus, at der kan dryppe, det som kaldes honningdug, ned fra trækronerne. Det skyldes, at bladlusene stikker deres sugesnabel ind i bladenes ledningsvæv for at få nærring. Problemet for bladlusene er, at det de suger op, indeholder store mængder sukkerstof og kun få proteiner. Derfor må de filtrere meget sukkervand fra for at få den rigtige mængde protein. Og derfor udskiller bladlusene den overskydende sukkermasse gennem fire rør, der stikker ud fra bagkroppen. Denne sukkermasse vil så regne ned fra trækronerne når bladlusangrebet er massivt."

Verdenstræet - ceremonien
Den bedste vis at få bekræftet de gamle skikke på er at have førstehåndsberetninger fra kilder vi regner for pålidelige, og for hver generation der undersøger dette, helst kilder så tæt på nutiden som muligt.

H.R. Ellis Davidson skriver i sin bog "Gods and Myths of Northern Europe" (side 192) at der er mange ligheder mellem nordisk mytologi og den Finno-Urgiske samme, inklusiv ritualerne omkring verdenstræet. Shamanen steg op af træet symbolsk, hvorunder han gik igennem en række af himmeler i en form for ekstase.

Den traditionelle sibiriske vinterbebyggelse, kaldet en yurt, havde et røghul i taget, holdt oppe af en birkestamme. Ved vintersolhverv gik Shamanen ind i yurten ved at kravle ned gennem røghullet. Han gennemførte herefter sine ceremonier, og forlod yurten op af birkestammen og ud gennem røghullet igen.

Det er derfor julemanden ankommer gennem skorstenen eller ildstedet og går derfra igen via samme vej.

Uno Holmberg skrev i "Finno-Ugrian, Siberian Mythology" om hvorledes han i 1913 observerede Mari-folket (kaldes også Cheremiss-folket). Jeg har tidligere skrevet at Mari Republikken er Finnernes og Esternes oprindelsesland ved Volgafloden, ca. 150 km øst for de nærmeste asketræer. Træet der blev brugt til ritualet var et lindetræ, der også afgiver et sukkerrigt materiale, hvorfra man i Rusland lavede en drik der kaldes Lipez.

"Til højre for offertræet stikkes en lille rund søjle ned i jorden. Herpå sættes en lille træskål. I skålen hældes en drik gjort af honning, men når man ser på navnet "harpiks-skål" så må der heri oprindeligt have været harpiks... Før alt dette spredes hvide klæder på jorden bestrøget med lindegrene, og på disse rækker stilles offergaverne i form af smør- og mælkebrød der rører hinanden... Bag ved brødene stilles 9 træskåle parallelt med brødene. Senere ihældes i disse skåle en drik lavet af honning. Denne drik er forberedt for festivitasen af unge kvinder."

Som vi har set i alle de nævnte eksempler så kan vi kun konkludere at verdenstræet i indoeuropæisk kultur, og for os, var et mjød-træ, og træet gav, med sin honning, føde til såvel guderne som mennesker. Asketræet forbandt derfor både fysisk mennesker med guderne samt gennem den honning der faldt fra himmelen til asketræet og videre til mennesker.

Det er derfor der altid skulle og skal være honningkager på et juletræ.

Vi husker også at vore bedsteforældre altid hang glacerede æbler på juletræet, der i dag er symboliseres med brugen af glaskugler. Vi ser det bl.a. på juletræet i Peters Jul fra år 1866.

Fra bogen "Nordisk Bondereligion" (s. 39) hører vi at man ved vintersolhverv og langt senere i Danmark gik ud og rystede alle frugttræerne, hvorefter man bandt strå omkring foden af træerne. Herved sikrede man sig en god frugthøst den følgende sommer. Æblerne på juletræet var derfor en ofring til Freyr og Frigga om god frugthøst.

Nr. 20 Ondh roodh giffwer eij godhe æble
(Dårlig rod giver ej gode æbler)

Nr. 868 Theligh ær fruckthen som dygdhen ær i træædh
(Således er frugten, som dyden(kraften) i træet er)

Med den viden vi nu har om verdenstræet og ofringen af æbler for god høst så kan vi straks forstå betydningen af 1. Mosebog i det Gamle Testamente, der siger som følger:

Derpå tog Gud Herren (dvs. Solen) Adam og satte ham i Edens have til at dyrke og vogte den.
(1.Mosebog 2:15)

Men Gud Herren bød Adam: " Af alle træer i haven har du lov at spise,
(1.Mosebog 2:16)

kun af træet til kundskab om godt og ondt (dvs. verdenstræet) må du ikke spise; den dag du spiser deraf, skal du visselig dø."
(1.Mosebog 2:17)

Og det er naturligvis præcis hvad Eva gør i kapitel 3:6 og Adam får sandelig også en bid af æblet. Dette var den yderste krænkelse man kendte til, og nu ville Freyr og Frigga/Nerthus/Nertha blive rasende og straffe menneskene. Derfor bliver Adam og Eva smidt ud af Eden.

At verdenstræet for os var et asketræ, og ikke f.eks. egetræet, hvorom vi alle har i dag har måske endnu større respekt, som kelterne havde, så skyldes dette formentligt netop mjød-forbindelsen og dets rituelle betydning. Skov- og naturstyrelsen har også forklaret mig at det uden tvivl skyldes, og jer er helt enig heri, at asketræet bliver meget højt, i Danmark op til 40 m. Træet har derfor raget op over andre træer i skoven, og dermed været tættest på guderne. Men jeg tror også der er en videre forklaring. Min historie har vist at Ase- og Tanifolket primært var et hestefolk, og først efter ankomsten til Fyn bliver i skibsførende folk. Vore teknologiske forspring i krigsførelse var derfor oprindeligt vore våben, udrustning og heste, men ikke skibe. Og vore buer, pile, økseskafter, spyd/lanser og vognhjul blev lavet af asketræ, der den dag i dag af møbelsnedkere anses som den bedste træsort at arbejde med idet det kan behandles på en række måder uden at tabe styrke. Skov- og naturstyrelsen har også gjort mig opmærksom på at de øverste bordplanker på lang- og handelsskibene var asketræ (ind til vandlinien). Et af vikingernes tilnavne var "askmænd," men om dette tilnavn hidrører fra langskibenes bordplanker eller dyrkningen af asketræet som verdenstræer jeg ikke klar over.

Nr. 48 Thet træ ær bædre ther bøyes æn thet ther brysther
(Det træ er bedre, der bøjes, end det, der brister)

Fra min farfars bog "Snedkerteknik" fra 1947 lærer vi følgende om asketræet i Danmark:

Ask (Fraxinus excelsior)

"Ask er er Kærnetræ med gulligt til rødlighvidt Træ med en lysebrun kærne, som kun findes i ældre Træer. Ask er ringsporet med tydlige Aarringe, har store Kar i Vaarveddet..... Veddet er haardt og kløves vanskeligt, meget sejgt og bøjeligt....Træets bæreevne er forholdsvis ringe, hvorfor det ikke bruges til Bygningstømmer. Askeveddet ligger meget Egens, men er mindre holdbart, naar det udsættes for Fugtighed.....Man foretrækker unge træer (80-aarige)... Efter fældningen, der helst maa ske om Vinteren, bør Træet hurtigt afbarkes og opskæres samt stables luftigt, da det ellers let bliver jordslaaet, hvilket ofte efterfølges af Raad.

Asketræ anvendes af Snedkeren......til almindelige Vogne (baade Hjul og Stænger) og til Jernbane- og Sporvogne samt Biler (baade Stel og Beklædning), til Aarer, Stiger, Redskaber, især Værktøjsskafter."

Da skibene får stor betydning for os i nordbolandene får egetræet, som den helt usammenligneligt bedste træsort for skibskonstruktion af langskibe langt større betydning og øget anseelse i vor tilværelse. Men her er den rituelle brug af asketræet allerede så fasttømret, og er, med sine mangfoldige egenskaber, i al evighed fastlagt som verdenstræet.

Nr. 524 Lindhe herre haffwer gernæ eeghæ swænæ
(Lindeherre har gerne egesvende, dvs. altfor mild herre har gerne stærke/ulydige svende)

Vi mangler dog stadig at forklare hvorfor verdenstræet efter sigende også skulle være evigt grønt, hvad asketræet som sagt ikke er.

The Royal Forestry Society i England kommer muligvis med et godt bud på årsagen. De skriver at det var skik ved vintersolhverv at tage grangrene ind i huset under det gilde der afholdtes omkring vintersolhverv. Dette gjorde også romerne inden de indordnede sig under den katolske kristendom, hvor templerne blev dekoreret med grangrene under Saturnalia-festen. Som vi måtte forvente "lånte" den katolske kristendom denne skik, og de katolske kristne videreførte skikken med forklaringen om at den evigt grønne grangren skulle symbolisere et evigtvarende liv med Gud.

Til venstre ser vi Melikerta, under navnet Palaemon, ridende på en fisk, med en grangren, symbolet på Baal-Berith, som hans banner. Vi har tidligere forklaret at Baal-Berith var Fønikernes hovedgud i Kartago, nord-Afrika, der også havde dæknavnet "den skjulte gud" og var, lig Freyr, en frugtbarhedsgud Fra A. Hislop, Philologos Religious Online Books (se litteraturfortegnelsen).

Der var og er i nordbolandene udbredt overtro om at det betyder ulykke at bringe evigt grønt ind i huset før 21. december, og som mange i dag strengt viderefører uden at rødme med hensyn til hvornår juletræet skal ind i huset. Dette en stærk indikation for at skikken også var en af vore urskikke.

Derfor tror jeg at vore sagaer blander to forskellige, men lige gode, skikke sammen når de skriver at verdenstræet er såvel et asketræ som evigt grønt.

Profeten Hosea levede i tidsrummet år 750-725 f.Kr. og kom fra det Nordlige Kongerige medens Jeroboam II var konge af Israel. Det Nordlige Kongerige blev ødelagt af Assyrerne/Aserfolket i år 721 f.Kr.

Hosea, der sammen med Jeremiah var den eneste der ikke kom fra Judea, skrev Hoseas' Bog i det Gamle Testamente i Bibelen og her er hvad han mener om vore oprindelige skikke:

"Mit folk rådspørger sit træ, og svaret giver dets stok; thi horeånd ledte dem vild, de boler sig bort fra deres Gud."
(4:12)

"De ofrer på bjergenes tinder, på højene brænder de ofre under en eg, en poppel, en te-rebinte, thi skyggen er god. Så horer jo og Eders døtre, så boler jo og Eders kvinder"
(4:13)

Udover at den kære profet burde have sin mund vasket i sæbe så lærer vi at folket her følger helt de samme skikke som vi 1.700 år senere hører beskrevet i vore sagaer. Byen Assur er stadig i sin flor for hovedstaden flyttes først til den nye by Nineveh omkring år 700 f.Kr. Det er derfor muligt at vore tidligste forfædre stadig var i området da Hosea nedskrev sine tanker. Og så forstår man jo straks hvorfor han virker noget indebrændt.

Verdenstræet og trækorset
Den kristne historieskriver Minucius Felix ( ca. år 250 e.Kr.) har tidligere forklaret os at at korset, såvel i træ som på bannere, blev brugt af ikke-kristne, men ikke af de tidlige kristne.

Vi har også hørt at samaternes og skyternes tegn for "livet" var et korstegn og at dette blev kaldt for "ay." På oldindisk sagde man "ayus." På oldnordisk sagde man "ei" eller "ey" i betydningen af "altid" som f.eks. i sætningen "ei ok ei" der betyder "evigt og altid."

1: Samatisk/skytisk. Korstegnet betyder "livet."
2: Samatisk/skytisk. Tegnet, en rombe eller kvadrat, er et frugtbarhedssymbol og forbundet med verdenstræet.

Vi har tillige vist at egypterne brugte korstegnet i deres hieroglyf "Tau." Nedenfor gengiver vi et andet brug af korset af egypterne:

Egypternes kors - Ankh
Ifald vi spørger "The American Heritage Dictionary of the English Language, 4th Editon) om definitionen på egypternes kors "Ankh" da lærer vi at:

"Ankh. n. Et kors udformet som et T med en løkke på toppen. Først og fremmest brugt i det gamle Egypten som et symbol på livet. Kaldes også "Ansate cross" eller "hankekors."

Her er hvad "The New Encyclopedia Britannica" (15th Edition, Vol. 3, side 753) har at sige om hankekorset:

"Det gamle egyptiske symbol på livet - Ankh, et Tau-kors ovenpå hvilken er en løkke. Kendes også som Crux Ansata. Blev overtaget og intensivt brugt på Koptisk kristne monumenter."

Da vi nu ved at trækorset var en af vore oprindelige skikke så lad os et øjeblik gennemtænke ceremonien omkring korsfæstelse. De fleste er klar over at denne form for dødstraf var udbredt i det romerske militær, der tillige fulgte ritualerne omkring solgudsdyrkelse, inklusive verdenstræet. Korsfæstelse er midelst talt en yderst ineffektiv måde at dræbe på, og dette indikerer at der oprindeligt har været en ceremoni forbundet med dette f.eks. ofring af et menneske til guderne.

Den stærke mand under Kejser Nero (kejser år 54-68 e.Kr.) var filosofen Lucius Annaeus Seneca den Yngre. Vi ved at han var modstander af brugen af korsfæstelse som straf.

Min etymologiske ordbog forklarer mig at det oldnordiske "kross" og det oldengelsk "cros" erstattede et ord der brugtes i samme betydning, nemlig ordet "rood" (oldengelsk) og "róða" (oldnordisk). Dette bevises ved at vise hvad overgangsordet hed, nemlig "róðu-kross", og sidstnævnte betød "kors." Såvel "rood" som "róða" betyder, som i dag, "rod" men altså også "kors."

Et andet og afledt ord af samme ord "róðra" betyder "blod fra ofring."
Tillige ved vi at ordet "galge", "gálgi"(oldnordisk) og "gealga" (oldengelsk), betyder "kors" eller "høje kors."

Vi har tidligere forklaret ordet Yggdrasil og her er hvorfor Odin også har et heite, dvs. dæknavn, der betyder "galgens herre."


Fra Edda Sæmundar (også kaldet Poetiske Edda), Hávamál:

138.

Veit ek, at ek hekk
vindgameiði á
nætr allar níu,
geiri undaðr
ok gefinn Óðni,
sjalfur sjalfum mér,
á þeim meiði
er manngi veit
hvers af rótum renn.

Som jeg oversætter til:

Ved jeg, at jeg hængte
på en vindblæst galge
i hele ni nætter,
gennemboret af et spyd
og givet til Odin
offeret, selv til mig selv,
den klogeste ved ikke
hvorfra oprinder den gamle rod

Og på engelsk:
138

Wounded I hung on a wind-swept gallows
For nine long nights,
Pierced by a spear, pledged to Odhinn,
Offered, myself to myself
The wisest know not from whence spring
The roots of that ancient rood


Ifald ovenævnte skulle forekomme bekendt, så er det forlængst bevist at kristendommen, uden at ændre et komma, "lånte" beretningen om Odins ofring af sig selv, naglet til korset i ni dage gennemboret af et spyd, til mytologien om Jesus, da denne menneskeofring til Balder på trækorset/galgen går igen i mange beretninger fra andre solgudsreligioner.

Her gives et par eksempler på andre Balder figurer der bliver hængt på trækorset/træet med helt samme forklaring som Odin har givet os:

Horus/Osiris af Egypten ca. år 1550 f.Kr.
Krishna ca. år 1200 f.Kr.
Indra ca. år 725 f.Kr.
Den første Levende Buddha (Sakyamuni) ca. år 563 f.Kr.
Mithra ca. år 600 f.Kr.
Attis ca. år 200 f.Kr.

Her er hvorledes denne menneskeofring ved Sommersolhverv kom til at se ud i Bibelen:

"Og han bar selv sit kors og gik ud til det såkaldte "hovedskalsted", som på hebraisk hedder Golgata."
(Johannes-evangeliet 19:17)

Da vi allerede kender betydningen af hovedskallen og hvorfor vi siger skål!, så kan vi nu forstå hvorfor Jesus hænger sig selv på "hovedskalstedet."

"Og den den sjette time kom, blev der mørke over hele landet indtil den niende time."
(Markus-evangeliet 15:33)

"Men en af soldaterne stak ham i siden med et spyd, og straks flød der blod og vand ud."
(Johannes-evangeliet 19:34)

At Odin, og derfor Jesus, bliver gennemboret af et spyd har en klar symbolsk betydning. Det anglosaksiske runedigt for runen ? (Aesc) eller Ask, for asketræet, siger som følger:

(Aesc) biþ oferheah, eldum dyre,
stiþ on staþule, stede rihte hylt,
ðeah him feohtan on firas monige.

Som jeg oversætter til:

(Aesc) Asken byder over hovedet, for ældre dyrbar,
stærk på sit ståsted, holder stedet rigtigt
selvom han angribes af mange mænd.
Og på engelsk:

(Aesc) The ash is very tall, dear to mankind,
strong in its position, it holds its ground rightly,
though many men attack it.

Et spyd blev, og bliver, gjort af asketræ. Derfor bruges ask og spyd ofte symbolsk for hinanden. I ovennævnte runedigt angribes asketræet af mange mænd, som samtiden ved er bevæbnet med spyd. I runedigtet står asketræet dog fast, som en kriger, og modstår angrebet.

Når derfor Odin og Jesus gennembores af et spyd så må vi her forstå spydet i betydning af asketræet for det var til dette træ, verdenstræet, at begge ofrede sig selv.

Og at hvad jeg her har skrevet er sandt fortæller Tacitus os i Germania (bog IX) år 98 e.Kr. i sin beretning om vore skikke:

"Over alle andre guder tilbeder de Merkur, og de regner det ej for en synd, på visse festdage, at inkludere mennesker i de ofringer der ofres til ham."

I romernes solgudsverden er Merkur lig Odin, og der er naturligvis derfor at onsdag på fransk hedder Mercredi eller Merkurs dag.

At Merkur er lig Odin ved vi for det forklares i krøniken "Flores Historiarum" som man normalt fejlagtigt tilskriver Matthew of Westminster, men som faktisk blev nedskrevet af en række munke i St. Albans. Her siger Hengest, Odins søn, år 450 e.Kr. (år 1601 udgaven, side 82):

"Deos patrios, scilicet Saturnum, Jovem atque ceteros, qui mundum gubernant, colimus, maxime autem Mercurium, quem lingua nostra Voden apellamus."

Som jeg oversætter til:

"Vi tilbeder vore fædrene guder, Saturn, Jupiter og resten af de der er bestemmer over verden, men mest Merkur, som vi i vort sprog kalder Odin."

Stort set samme sætning fremføres af Hengest hos Geoffrey of Monmouth i History of the Kings of Britain fra begyndelsen af 1100 tallet (Lib. 6, år 1587 udgaven, side 43).

I den arkæologiske bevisførelse for at trækorset og galgen blev benyttet til menneskeofringer har Danmark verdens uden sammenligning bedste bevismaterialer.

Grauballemanden, Midtjylland (år 290 f.Kr., ca. 30 år gammel, halsen skåret over, fundet i 1952, Moesgård Museum)
Tollundmanden (år 350 f.Kr., ca. 40 år, 161 cm høj, hængt, fundet i 1950, Silkeborg Museum)
Ellingkvinden (ikke dateret, 25-30 år gammel, hængt i en læderstrikke, fundet i 1938, Silkeborg Museum)
Haraldskærkvinden, Vejle (ca. år 490 f.Kr., midaldrende, levende begravet, fundet i 1835, Sct. Nicolaj Kirke i Vejle)
Borremosemanden 1, Himmerland (ca. år 840 f.Kr., hængt i treslået bastreb, højre lårben brækket og kraftigt slag i hovedet, fundet i 1946)
Borremosekvinden 2, Himmerland (ca. år 475 f.Kr., dødsårsag ukendt, fundet i 1947)
Borremosekvinden 3, Himmerland (ikke dateret, kraftigt slag i hovedet forfra, fundet i 1948)
Huldremosekvinden, Ramten, Jylland (ca. år 400 f.Kr., fundet i 1879, Nationalmuseet)
Lindowmanden, Lindow, England (ca. år 300 f.Kr., garroteret, kraftigt slag i hovedet, fundet i 1983, British Museum)

Alle forskere er enige i at ovennævnte moselig er menneskeofringer. At man er enige i dette skyldes dels at mange er fundet med et reb om halsen, men også at de efterfølgende er smukt begravet, hvilket man ikke gjorde med forbrydere. Hvad der dog for mig står som helt epokegørende er dateringen af alle disse moselig, og det er årsagen til at jeg har medtaget det nylige fund gjort i England. Der findes nemlig ingen fund efter Kristi fødsel. Vi kan sige med stor sikkerhed at moseligene er et resultat af keltiske menneskeofringer, som også Gundestrupkarret bevidner. At menneskeofringerne stopper omkring Kristi fødsel er for mig et yderst vigtigt argument for at her sker et skift i Danmark, ikke i skikke, men af befolkningen der har kontrol med landet. Helligmoser gik generelt i arv fra generation til generation og selv forskellige stammer overtog hinandens hellige steder da verden jo kun havde én religion, nemlig solgudsdyrkelsen. Hvis de stammer der ankommer til Danmark havde haft aktiv menneskeofringer til Odin og ved Sommersolhverv så havde vi fundet moselig. Forskere er i dag i stand til at genskabe den helt specielle kemiske surhed der skal findes i en mose for at et moselig kan bevares, og man har derfor en nogenlunde forståelse for hvordan dette foregår. Vi ved at Tacitus i år 98 e.Kr. beretter om disse menneskeofringer, men vi ved også at han aldrig har været nord for Anglernes område ved Elben. Mit gæt er derfor at Tacitus nedskriver hvad han har hørt om disse menneskeofringer nordpå, dvs. i Danmark, men at de i Tacitus samtid i år 98 e.Kr. var ophørt i Danmark. Og de var ophørt i Danmark fordi Ase- og Tanifolket var ankommet. Det ser ikke ud til at vi fandt det nødvendigt fysisk at ofre mennesker ved Sommersolhverv, men at Odins ofring af sig selv for sig selv alene er en symbolsk ofring, som måske på et tidligere tidspunkt i vor historie, før ankomsten til Fyn, har været faktiske menneskeofringer.

Tollundmanden, ca. år 350 f.Kr. Silkeborg Museum.

For en Dag-Hænger er Natte-ro kun Galgenfrist
(DRK 8:64)
(en daghænger er en mand der skal hænges ved daggry)

På sanskrit bruges ordet "mula" i betydningen af "rod." Og Vedaerne vrimler med brugen af dette ord, ligesom "mula" er en af de 5 metoder hvorunder Vedaerne kan frembringes på. På dravidisk (på engelsk dravidian) betyder "mula" "en kvindes bryster eller et yver." På etrustisk betyder "mula" "at ofre, at ære, at tilbede."

Batak-religionen på Sumatra, Indonesien, der var udbredt ind til Islam ankom dertil i 1800 tallet, har i sin skabelsesteori at skaberen hed "Mula Jati" og han forbandt 3 verdener og var Herre af Universet. Mula Jati havde 4 kendetegn: God, ond, han- og hunkøn.

I Baskernes førkristne indoeuropæiske skikke har man et kors der kaldes "Lauburu." Dette kors er forbundet til de fire elementer: Vand, jord, luft og ild og ordet betyder "de 4 hoveder."

Og roden til alt var roden af verdenstræet, der helt identisk med Batak-religionen og alle andre solgudsreligioner, som vi hørte i det Gamle Testamente havde rod i tre verdener. Og vi husker også fra hvor egen skabelsesteori at jætten Ymer levede af mælken fra koens yver. Fra de salte sten som koen slikkede kom Bure, og Bure var fader til Odin, Vile og Ve, som var de første guder.

For at sikre sig at forståelsen af runesproget kunne udbredes og viderebringes fra generation til generation havde man runedigte, hvoraf 3 kendes: Island (ca. år 1000 e.Kr.), Norge ( 1200 tallet e.Kr. ) og angel-saksisk (den seneste og under stærk indflydelse af den katolske kristendom og derfor mindre brugbar). Det er bevist at alle disse runedigte har en fælles oprindelse, som man dog ikke har fuld kendskab til. Man ved dog at i ca. år 300 e.Kr. brugtes overalt i nordbolandene og på de britiske øer hvad nu kaldes Det Ældre Futhark, der bestod af 24 runer. Omkring 700 tallet e.Kr. introduceres gradvist De Yngre Futhark med 16 runer, hvortil ovenfor nævnte runedigte blev nedskrevet. Der var væsentlige forskelle mellem de to generationer af runer, og ikke alle forskellene kan tilskrives introduktionen af den katolske kristendom. Det menes derfor at der er sket en sammenblanding af forskellige runer i dette tidsrum, hvorfor tydningen af gåden i nogle af digtene er gået tabt.

Runens navn: Eihwaz
Betydning: Træ, Takstræ
Lyd: Ë
Germansk navn: Ezck (Eihwaz)
Angel-saksisk navn: Ýr (Eoh)
Nordbolandene: Eo
Ældre Futhark
Kilde: Arild Hauge

Betydningen af denne rune er desværre gået tabt. Mange mener det betyder træ, men andre mener at det specifikt betyder takstræ (Yew på engelsk). Sidstnævnte er ganske vigtigt for det har implikationen at verdenstræet ikke var et asketræ, som vi har vist de fleste andre kilder mener, men et takstræ. Jeg har argumenteret for at asketræet er det korrekte verdenstræ grundet dets dybe ceremonielle betydning som mjødtræ. Derfor mener jeg ikke at oversættelsen bør eller kan være et takstræ, men at betydningen alene skal forståes som et træ, underforstået verdenstræet. Denne rune svarer til det samatiske/skytiske korstegn og har nok haft samme betydning.

Jeg er dog ikke blind for oprindelsen til stednavnet Isted i Slesvig, hvis oprindelse alle forskere er enige i stammer fra bogstavet "I" og betyder takstræ. På olddansk havde man oprindeligt to betegnelser for takstræ et, "I" og "Ide." Takstræet kan derfor sagtens have haft en funktion som et verdenstræ i forbindelse med ceremonier hvori mjød ikke havde den principielle betydning.

Runens navn: Ingwaz
Betydning: Fertilitetssymbol, navnet på en gud
Lyd: NG
Germansk navn: Enguz (Ingwaz)
Angel-saksisk navn: Ing
Nordbolandene: Ing, Ingvarr
Ældre Futhark
Kilde: Arild Hauge

Ing var et dæknavn for Frey, der som bekendt er en frugtbarhedsgud og er tillige forbundet med Nerthus/Nertha dvs. Moder Jord.

Som man kan se er denne rune 100 procent identisk med det samatiske/skytiske symbol og med samme betydning.

Vi ved at samaterne/skyterne forbandt korstegnet og fertilitetstegnet til betydningen af livet og verdenstræet.

I de runer der fulgte fra 700 tallet ændrer Ýr-runen sig i udseende, dog med samme betydning, dvs. et træ. Og da vi nu ved at korset symboliserer roden med 3 rødder og verdenstræet så kan vi næsten gætte os til hvorledes den rune skrives:

Jeg håber at ingen længere betvivler at korset, i træ og banner, symboliserer livs- og verdens-træet og som trækors/galge blev brugt til menneskeofringer i forbindelse med ofring til verdenstræet.

Til højrer vises det arkæologiske bevis for sammenhængen mellem verdenstræet og korset:

Verdenstræet.
100 tallet e.Kr. Grav 46, Stanitsa Ust-Labinskaya, Krasnodarsky Kray (østkysten af Sortehavet, syd for Tanafloden). Massiv guld, H: 12.6 cm, B: 6.8 cm. Hermitage museet, St. Petersborg.

H. Ilum Petersen skrev bogen "Blade af Linå Sogns Historie" der blev udgivet af Linaa Kommune ved Silkeborg i 1954.

Her lærer vi at da kristendommen indførtes, byggede man ofte kirkerne på de steder, som forhen var regnede for helligdomme, hvilket jo var en hel konsekvent strategi for den katolske kristendom i alle henseender.

Vi lærer også at der mange steder var rejst korsmærke, f. eks. ved hellige kilder og kors-veje.

Lad os da se på hvor de ældste kirker befinder sig i Danmark.

Den ældste kirke i Danmark er fra ca. år 970-980 e.Kr. hvor Harald Blåtand opførte en trækirke i Roskilde hvor han selv blev begravet.

Roskildekrøniken, hvoraf den første del er fra ca. år 1140 e.Kr. (Lejrekrøniken fra ca. år 1170 e.Kr.) fortæller os at Knud den Stores (år 1018-1035 e.Kr.) søster Estrid i 1020'erne gav sin mand Ulf Jarl en ærefuld begravelse og at hun "ecclesiamque lapideam in loco lignee construxit, quam multis modis ditauit" eller at hun byggede en kirke af sten i stedet for af træ. Vi har tidligere vist at Knud den Store havde en
Ravnefane som sit personlige banner.

Da hovedbygden lå i Lejre, og vi kan se at der lå en hellig kilde ved bunden af Roskilde Fjord, der fra 1100 tallet fremefter blev fortolket som Roe's kilde, kan vi gætte på at der ved denne kilde har stået et trækors. Ingen ved imidlertid hvorfor Roskilde kaldes som den gør. Roskilde Museum henviser til Lejrekrøniken, hvori det berettes at Roar ("Ro Rex" på latin), søn af Lejrekongen Dan, grundlagde Roskilde og gav den navn efter sig. Alle er enige i at dette er en røverhistorie Vi har mønt slået ca. år 1020 e.Kr. under Knud den Store hvorpå står "Osgod on Roscel" samt fra Adam af Bremen i år 1070 e.Kr. hvor han skriver "Civitas Roscald."

Saxo skriver (bog 3:2:12 i Peter Zeebergs oversættelse):

"På et tidspunkt var de svenske stormænd rejst ned til Danmark for at betale skat.....Balder, der stod med sejrens palmer, ville nu forfriske sine tørstende krigere med det vand de trængte til, så han borede dybt ned i jorden og fandt nye kilder i undergrunden.... Sporene efter denne brønd, der for evigt har fæstnet sig i stedets navn, er efter sigende ikke ganske forsvundet, selv om de oprindelige kildevæld ikke springer længere."

Hvad er det Saxo faktisk siger her? Som skriver for biskop Absalon har Saxo naturligvis fuldt styr på såvel Roskildes geografi og historie i samtiden dvs. år 1200 e.Kr. Når han derfor siger at der er en Balders kilde så er det helt uden tvivl korrekt. Saxo har også fuld forståelse for at Balder blev ofret ved sommersolhverv og genfødt ved vintersolhverv, og at dette skete ved verdenstræet der lå ved den hellige kilde som sagaerne kalder "Urdrs brønd" eller "skæbnens brønd." Hvad vi ikke kan se fra Saxo er om den hellige kilde i Roskilde blev opkaldt efter Balder eller var opkaldt efter noget andet.

Vi har naturligvis en gammel landsby i Høje-Taastrup kommune ved navn Baldersbrønde. Der er store skænderier om dette kan være den brønd Saxo nævner. Byen kaldtes i år 1321 e.Kr. for Balorpsbrynæ. Dette er fortolket som værende sammensat af tre ord: Balli, torp og brønd og er oversat til "brøndende ved Ballis bygd." Fordi vi har det før-kristne ord "torp" i navnet fra 1321 er jeg tilbøjelig til at være enig i at den senere oversættelse til Baldersbrønde må bygge på en forkert stedplacering af navnet. Alle generationer både før og efter Saxo har klart vidst at der i omegnen omkring Roskilde lå en hellig kilde og at dette var forbundet med Balder. Høje-Taastrup er meget tæt på Roskilde, men med over 10 km, og 20 km til Lejre, stadig alt for langt borte til at den katolske kristendom ville turde placere sin første trækirke som den gjorde i Roskilde ifald Baldersbrønde var det rette sted. Hele ideen med de første kirker var at samtiden kunne videreføre sine oprindelige skikke men i katolsk regi. Derfor lagde man de første kirker inden for en radius af gå afstand fra de oprindelige helligdomme. Balders brønd ligger derfor meget tæt på hvor Roskilde Domkirke nu står.

Saxo har naturligvis Lejrekrøniken liggende ved siden af sig og da han ej heller har nogen anelse om oprindelsen til Roskilde gentager han Lejrekrøniken ved at skrive (bog 2.5.2 i Peter Zeebergs oversættelse):

"Roe huskes som grundlæggeren af Roskilde."

Vi har ej noget kendt heite, dvs. dæknavn, for Balder der bare ligner Roe lidt. Faktisk kender vi ham kun som Balder, Baldr eller Bealdor samt "heilagr tafn" eller "helligt offer" ("Húsdrápa" skrevet af Úlfr Uggason i 900 tallet e.Kr.). Den tidligste reference til Balder er i den angel-saksiske "Dream of the Rood" (år 650-750 e.Kr.) hvor vi er vidne til den efter min mening mest intelligente katolske omskrivning af historien der eksisterer. Her tager forfatteren nemlig fuldstændigt mytologien omkring Balder og omskriver den til noget der ligner mytologien omkring Jesus (eller måske snarere at hele mytologien om Jesus er en sammensmeltning af en række Balder figurer fra hele solgudsverdenen). Men som man vil se nedenfor er det helt åbenlyst nordisk mytologi der bruges, og vi er oplever her nok den bedste forklaring til hvorledes ofringen af Balder ved sommersolhverv faktisk foregik, ligesom vi får uigenkaldeligt bevis for at korset, verdenstræet og Balder er forbundet med hinanden.

(Moderne engelsk øverst, oldengelsk nedenfor):

It seemed to me that I saw a most wondrous tree,
(Þuhte me þæt ic gesawe syllicre treow)
the brightest of rood-trees, extend aloft
(on lyft lædan, leohte bewunden,)
encircled by light.
(beama beorhtost.)

Som jeg oversætter til:

Det så ud for mig som om jeg så det mest vidunderlige træ,
det mest skinnende af rod/kors-træer, udstrækkende sig højt op
omkrænset af lys.
.............

"That was years gone by (I still remember)
("Þæt wæs geara iu, (ic þæt gyta geman),)
that I was hewn down at the forest's edge,
(þæt ic wæs aheawen holtes on ende,)
cut out of my tree trunk.
(astyred of stefne minum)

Som jeg oversætter til:

"Det var for mange år siden (jeg erindrer det stadig)
at jeg blev hugget ned i udkanten af skoven
skåret ud af min trærod.
.............

Warriors carried me there on shoulders, until that they set me on a hill; (Bæron me ðær beornas on eaxlum, oððæt hie me on beorg asetton,)
many foes fastened me there.
(gefæstnodon me þær feondas genoge.)

Som jeg oversætter til:

Krigerne bar mig på deres skuldre indtil de satte mig på en bakke;
mange fjender fastgjorde mig der.
............

The young hero stripped himself, (that was God almighty),
((Ongyrede hine þa geong hæleð, (þæt wæs god ælmihtig),)
strong and unflinching; he stepped up on the high cross,
(strang ond stiðmod. Gestah he on gealgan heanne,)

Som jeg oversætter til:

Den unge helt tog klæderne af (det var Gud den almægtige)
stærk og stridmodig; steg han op på det høje kors (bemærk her brugen af ordet "galge" i betydningen "høje kors")
.............

But there the eager ones came from afar to the Prince.
(Hwæðere þær fuse feorran cwoman to þam æðelinge).

Som jeg oversætter til:

Men der kom de ivrige langvejsfra til Prinsen (Balder betyder Prins eller Hersker; det er derfor vi med sikkerhed ved at helten i denne saga er Balder pakket ind som Jesus).
.............

They, the warriors, themselves began to form
(meðe æfter ðam miclan gewinne. Ongunnon him þa moldern wyrcan)
an earth-urn in the sight of the rood; they carved that out of bright stone;
(beornas on banan gesyhðe; curfon hie ðæt of beorhtan stane,)
they placed therein the Lord of victory. They themselves then began to sing a dirge,
(gesetton hie ðæron sigora wealdend. Ongunnon him þa sorhleoð galan)
wretched in the evening hour, then they wished again to travel,
(earme on þa æfentide, þa hie woldon eft siðian,)
weary from the glorious prince; he rested there with a small band.
(meðe fram þam mæran þeodne. Reste he ðær mæte weorode).

Som jeg oversætter til:

Derefter begyndte krigerne selv at forme en jordurne inden for synet af roden/korset; de huggede den ud af lys sten
heri puttede de Sejrsherren. De begyndte selv at synge en sørgesang
ulykkelig ved aftentide, ville de herefter igen rejse,
udmattet fra den prægtige prins; han forblev der med en lille gruppe.

Da vi ved at hovedbygden i 500 tallet lå i Lejre, er Roskilde, som havnen for Lejre, ekstrem vigtigt at forstå korrekt for her har den absolut helligste kilde til verdenstræet ligget da Danernes høvding havde sæde her.

Ordet "kilde" hed "kelda" på oldnordisk og "keld" på oldengelsk. Dette ord blev brugt sideløbende med, og har formentligt i nogen tilfælde afløst, et andet ord brugt med samme betydning, nemlig ordet "brunnr" eller "brønd."

Vi har også lært at det oprindelige ord for "kors" eller "rod" var ordet "róða." Det må være en mulighed at det oprindelige navn for Roskilde har været enten "Róðabrunna" eller "Róðakelda" i betydning af "Kors- eller Rod-kilden." Den hellige kilde "Kors/Rod-kilden" har haft fuld forbindelse med Balder fordi han hvert eneste år ved sommer- og vintersolhverv blev ofret og genfødt. Det har samtiden vidst men denne viden er langsomt gået tabt efter den katolske kristendom får fodfæste, og dette tab af viden var jo netop formålet.

Vi har mange stednavne der er opkaldt efter Balder, f.eks. Baldringes Lider, Baldringeby og Baldringetorp, alle i Baldringe sogn, Herrestad herred, Skåne. Hvis den oprindelige kilde i Roskilde havde haft navnet Balder i sig ville navnet også eksistere i dag.

En anden af vore ældste kirker er Asperup kirke i Korslev, Vends herred, Odense. Man har dateret en vinduesramme i landsbykirken til år 1170 e.Kr., og da træ skulle tørre en stund før man brugte det, daterer man kirken til år 1180 e.Kr.

Stednavnsendelsen -lev er blandt de første endelser man kender til efter ankomsten til Fyn, og vi kan derfor med nogen begrundelse tro at Kors-lev giver en indikation om at der har stået et trækors i dette område før ankomsten af den katolske kristendom.

Vi har tillige stednavnet korsdal ved Silkeborg på et sted hvor der ingen kirke befinder sig eller har befundet sig.

Endelig har vi de helt normale danske efternavne Korsager og Korsby som vi dog ikke kan se om er fra før kristendommen indføres.

At efternavnene er meget gamle ved vi dog for en landsby var generelt opbygget således at omkring byen lå "indmarken" og "overdrevene"; hvert "ager", "eng" eller "skovkrog" var afgrænset og efterhånden som de groede sammen blev sidstnævnte til "overdrev" og "hede."

Som et tredje eksempel har vi Den Kullede Kirke i landsbyen Tulstrup i Gjern Herred, Ry kommune ved den gamle kongevej mellem Skanderborg og Viborg. Oksevejen gik oprindelig forbi Tulstrup, og med Gudenåens løb havde Tulstrup oprindeligt en uhyre strategisk placering. At kirken i Tulstrup har forhistoriske rødder ved vi med sikkerhed for der ligger kun 500 meter fra selve kirken 14 gravhøje fra ældre bronzealder ligesom Silkeborg Museum har fundet spor af en jernalderbygd 500 meter vest for den nuværende landsby. Selve kirken er fra ca. 1200 tallet.

Ved vi med sikkerhed at området omkring Tulstrup Kirke blev regnet for en helligdom for i mange af gravhøjene er fundet skåltegn, små cirkelfunde fordybninger udhulede i større eller mindre sten. 3 km fra Tulstrup kirke, der ligger ved kanten af Knudsø ligger en anden sø, Julsø. Det oprindelige navn for denne sø var Hjulsø, navngivet efter solhjulet og dermed solgudsdyrkelsen. Det kræver derfor ikke megen fantasi at forestille sig at også ved Tulstrup kirke har været en hellig kilde for verdenstræet hvor der formentligt oprindeligt har stået et trækors som symbol for de rejsende der kom forbi stedet på oksevejen.

Grantræet som juletræ
Den officielle søforklaring om grantræets indtog som juletræ går som følger:

I England fødtes år 672/680 e.Kr. St. Boniface of Crediton (ligger i Devon). I år 732 e.Kr. bliver Boniface gjort til ærkebiskop af pave St. Gregory III, og han bliver sendt til Bayern. Han blev dræbt den 5. juni 754 e.Kr. af barbarer, som formentligt havde nægtet at lade sig konvertere, og ligger begravet i det kloster han grundlagde i Fulda, Tyskland.

Efter sigende så skulle Boniface på et tidspunkt have stødt på en gruppe hedninge der ved ifærd med at ofre en ung dreng under tilbedelse af et egetræ, der blev brugt til ceremonielle formål som et verdenstræ. For at forhindre dette nedlagde han egetræet. Det påståes at fra rødderne af egetræet udsprang et lille grantræ, og Boniface mente at dette skulle være det nye katolskkristne symbol. Man satte herefter stearinlys på træet udenfor for at kunne prædike til hedningene efter nattens frembrud.

Røverhistorierne fra præstestyret i Rom er, som man nok har opdaget, ganske ens bygget op når man skal forklare hvordan en oprindelig skik videreføres i kristendommen, og derfor er historien om Boniface ganske sikkert lige så usand som løgnen om den katolske opfindelse af julemanden.

Sandheden er nok snarere at den katolske kristendom havde store problemer med skikken omkring dyrkelsen af verdenstræet, og som med alle vore andre skikke, så kopierede man den oprindelige skik og omdannede den til en tilsvarende skik i katolsk regi. Da den katolske kristendom allerede havde overtaget skikken med brugen af grangrene i huset under vintersolhverv var det åbenlyst at tage grantræet og benytte det som det katolske verdenstræ.

Jule- og Nytårskort fra Randers Postkontor 1888. Trykt på 4 Øre. Helsagsbrevkort. Blå. Afstemplet Randers 1.1.(1889). Tidligst kendte danske julekort. Solgt på Thomas Høiland Auktioner A/S, 5.-10. maj 2003 for kr. 6.200 og derfor også Danmarks dyreste postkort.

Stephan Springborg fra Skov- og Naturstyrelsens Naturvejledning har hjulpet mig med at fortolke hvilke træer vi ser afbilledet på julekortet. Grenen til højre for posthornet er en egegren og grenen til venstre for posthornet en bøgegren. Dette skyldes at disse to træer i samtiden, og i dag, regnes for skovens konge og dronning. En skovrider i Danmark bærer egeløv på sin kasket, medens en skovfoged bærer bøgeløv. I venstre side af julekortet ser vi en rødgran som symbol på juletræet. Det store træ bagved, hvorpå sidder en spætte, er vanskeligt at identificere, da det formentlig er tegnet efter hukommelsen. Det kan dog være et frugttræ, hvilket ville være i overensstemmelse med vore urskikke om at hænge æbler på juletræet.

Da de fleste ikke er "træmænd" er vi nødt til at forklare hvad vi mener med et grantræ for at undgå fejlfortolkninger.

De første rødgran (Picea abies, Norway spruce eller Common Spruce) blev iflg. Skov- og naturstyrelsen i Danmark først plantet i det nuværende Danmark omkring år 1730 af en mand ved navn Røhl. Imidlertid har Professor Lars Helge Frivold fra Norges Landbrukshøgskole i Ås, Institutt for Skogfag påpeget en artikel "Granskogens innvandring og spredning i Norge" fra 1992, hvor Ulf Hafsten skriver følgende:

Kulstof-14 analyse af pollen beviser at rødgranen (Picea abies) udbredte sig i Norge i begyndelsen af jernalderen og at den havde bredt sig til grænsen til Sverige år 0-400 e.Kr. Den kom dog først til Sør-Trøndelag i middelalderen.

Vi kan derfor sige med fuld sikkerhed at rødgranen fandtes i Danernes område (her forstået som navnet på det oprindelige folk fra Danmark/Norge/Skåne) længe før introduktionen af den katolske kristendom.

Man ved kun at skikken med at bringe juletræet ind i huset først blev udbredt i Tyskland i 1500 tallet og faktisk er Martin Luther akkrediteret med dels at være den første til at tage grantræet ind i huset, dels at være den første til at sætte stearinlys på træet. Efter sigende skulle dette være sket efter hans bandlysning fra den katolske kirke, hvor han blev drevet ud i skoven. Gennem skoven kunne han se stjernene medens han gennemtænkte sin tro. Dette er uden tvivl også en røverhistorie for som Procopius i år 550 e.Kr. allerede har forklaret os, så foregik juleceremonien i mørke og udenfor huset. Der har derfor været behov for belysning under ceremonien og de lys man brugte var kertelys. Kerter ("kerti" på oldnordisk, "candel" på oldengelsk og "*kand-" på indoeuropæisk) blev lavet af bivoks og vi genfinder ordet i byen Kerteminde på Fyn. Fra arkæologi i Kerteminde ved man at dette område har været beboet ihvertfald fra år 1.000 f.Kr. Oprindeligt lå byen længere inde i Kerteminde fjord ved Ladby, der var ladeplads for sejladsen til Sjælland og hvor vi har såvel runesten som Ladbyskibet. Ifald man ser på et kort over det nordøstlige Fyn kan man nemt se hvor strategisk perfekt Ladby/Kerteminde ligger. Ganske interessant så kendte man ikke til kertelys hos de gamle grækere, hvor man brugte olielamper og vi finder først brugen af kertelys hos etruskerne og i romerriget.

Det første rødgran juletræ indendørs i København stod i år 1810 hos den unge doktor Lehman, præstesøn fra Holsten. Den første beskrivelse af et juletræ indendørs i Norge er fra år 1820. I England holdt skikken med juletræet indendørs sit indtog omkring år 1840 hvor Dronning Victoria og hendes tyske prinsgemal Albert blev afbilledet med deres preusiske træ.

Den generelle opfattelse at juletræet derfor er en katolsk-tysk import til nordbolandene er dog fuldstændig forkert.

Hávamál, Ordene fra det høje, som jeg i min historie kalder for "Odins bud", der menes at være fra senest 800 tallet e.Kr. og før introduktionen af den katolske kristendom, siger i læresætning nr. 50 som følger:


50. Hrörnar þöll
sú er stendr þorpi á,
hlýr-at henni börkr né barr;
svá er maðr,
sá er manngi ann.
Hvat skal hann lengi lifa?

Som jeg oversætter til:

Skovfyren rådner
som står på torpen/pladsen
uden hverken nåle eller bark;
således er skæbnen
for en mand uden venner.
Hvorfor skulle han leve længe?

Jeg har i ovennævnte oversættelse brugt "skovfyr" i oversættelsen af "þöll". I engelske oversættelser af Hávamál skriver man generelt "pine." Det moderne svenske udtryk for "Pinus silvestris" er "tall" som på engelsk er "Scotch Fir/Scots Pine" og på dansk "skovfyr." Modsat rødgranen (picea abies), der kun fandtes i nord/midt-Noge, så er skovfyren et oprindeligt træ fra alle nordbolandene. Træet bliver over 30 meter højt, og er det højeste træ i de skove hvor det gror. Som vi kan læse i Hávamál vers 50, så har skovfyren helt åbenlyst haft en ceremoniel betydning med betydning for "livet." Og netop denne oplysning placerer skovfyren direkte til juleceremonien. Jeg tror derfor at skovfyren har været det oprindelige juletræ for den ceremoni der indtil 1700 tallet blev afholdt uden for huset.

Fejlfortolkninger mellem rødgran og skovfyr er iøvrigt af ganske gammel dato i hele Europa da man brugte samme navne for begge arter, også inden for videnskaben, helt op til 1700 tallet. At ordet "fyr" indgår i navnet på skovfyren ( "fyri" på oldnordisk, "furh" på oldengelsk, "peuri" på indoeuropæisk, "pyr" på græsk) mener man er en henvisning til træets høje brændværdi grundet det meget harpiksholdige ved. Såvel det græske, som det indoeuropæiske ord for samme betyder nemlig "ild" og i dag "fyrer" vi naturligvis op i pejsen.

Professor Lars Helge Frivold fra Norges Landbrukshøgskole har gjort mig opmærksom på at skovfyren blev udryddet i det nuværende Danmark i middelalderen, bortset fra Læsø, hvor den fandtes i 1700 tallet. Der er ganske sikkert derfor at man påbegynder at plante rødgranen i Danmark i år 1730. Stephan Springborg fra Skov- og Naturstyrelsens Naturvejledning på Københavns Statsskovdistrikt har forklaret mig at Skovfyren formentlig blev udryddet på grund af rovdrift, og at samme skete i Holland, Irland, England og Wales. Man mener at skovfyren har eksisteret på Læsø siden stenalderen.

Da såvel skovfyren (Pinus silvestris) som rødgranen (Picea abies) er evigt-grønne har man taget grene fra begge træer og bragt ind i huset Juleaften/Moders Nat d. 21.-24 december. Hvilket træ man har brugt har varieret regionalt afhængigt af hvor de respektive træer groede.

Slæden
Julemandens transportmiddel er slæden. Det indoeuropæiske ord var "slid," der forgrener sig ud nordbolandene og på de britiske øer i betydningen af "at glide" (slide/slid på engelsk), i norden i betydningen af hårdt arbejde "slide/slíta", og så i betydningen slæde/sleigh/sleði som et transportmiddel.

Søren M Sindbæk fra afd. F. Forhistorisk Arkæologi på Aarhus Universitet har skrevet en, efter min mening, epokegørende afhandling om brugen af slædetransport af vore forfædre i samhandlen med Garðaríki. Kort fortalt så forklarer Søren Sindbæk elegant, at en rejse med et klinkbygget kølskib , dvs. et langskib, fra bunden af den finske bugt via Hólmgarður (Novgorod) og forbi Kænugarður (Kiev) til Dnepr flodens munding ved Sortehavet har krævet at kølskibet skulle trækkes over land mere end 250 km. En sådan rejse har været både for farlig, taget for lang tid, og været alt for ressourcekrævende. Laxdæla Sagaens beskrivelse af Bolli Bollasons rejse fra Danmark til Miklagarð viser at dette foregik, selvom vi ikke kan se hvorledes dette foregik. Herefter vises det at man derfor om sommeren foretog omlastning fra kølskibe til fladbundede flodbåde ved handelsstationen ved Lagoda søen (Nevo søen), og om vinteren til hestetrukne fragtslæder. Man fulgte den samme motorvej, i form af floderne, sommer og vinter, da isen om vinteren gør floderne farbar for slæder. Det vises også, at de fladbundede flodbåde har haft en båd- og slædefunktion. Også vognkasser, kaldet fadinger, havde en dobbeltfunktion som sommer- og vinter-transportmiddel. Om sommeren med hjul, om vinteren med meder. Det er arkæologisk bevist at disse slædetransporter foregik i hvert fald fra ca. år 800-830 e.Kr.

Man har kun meget få arkæologiske beviser på slædekørsel i nordbolandene, den mest kendte værende Gokstadslæden fra Uppland. Dette kan dog ændre sig, ifald de mange fund af vognfadinger i Danmark og nordGermanien viser sig at have haft en dobbeltfunktion.

Tilbage til Julemandens, dvs. Odins, brug af slæde. Det er ikke tilfældigt at Odin bruger slæde i vor sagnhistorie, og der kan være to udlægninger af dette. Dels at vi har totalt undervurderet brugen af slæder som transportmiddel i nordbolandene, men også at Odin med sin slæde er en indikation af at vore forfædre udvandrede fra Garðaríki området som min historie mener er tilfældet, hvor slæden med sikkerhed vides at have været hovedtransportmidlet om vinteren.

Vi har et par beretninger fra langt senere i Danmarks historie om brugen af kaner, slæder og isbåd som vintertransportmiddel.

En hollandsk købmand, van der Meersch, berejste i år 1674 Danmark sammen med to landsmænd. I marts måned skulle han fra Korsør til Nyborg over Storebælt.

"Vi fandt her", fortæller v.d. Meersch, " at isen i Store Bælt endnu laa fast, og at man endnu trygt passerede over den, hvorfor vi ogsaa strax besluttede at fortsætte rejsen med en slæde med to heste for. Jeg skal aldrig glemme, at jeg saa langt hen paa aaret rejste over Store Bælt forbi den lille ø Sprogø (bedrøvelig ihukommelse!) ligesom over land - til Nyborg paa Fyen, hvor vi ankom om eftermiddagen kl. 3 velbeholdne og uden at have set vand, men vi møde paa hele denne istur intet levende menneske uden en flok smaa dagdrivere eller forkælede børn, der med hest og bjælder kørte afsted i deres kaner."

Da Holberg i år 1709 vendte hjem fra en udenlandsrejse måtte også han døje en istransports besværligheder. Han fortæller i sit første levnedsbrev om denne tur:

"Lillebælt fandt vi saa stærkt lagt med Is, at vi trygt gik over det til Middelfart paa Fyn, men på Storebælt var Isbroen ikke saa sikker. Vi blev derfor hele otte Dage i Nyborg i Haab om, at Isen enten skulde lægge bedre til eller bryde op, men omsider blev vi kjede af at vente og lejede Isbaade, i hvilke vi af Søfolk blev trukne først til Sprogø, hvilket tog en hel Dag, og Dagen efter til Korsør, en Søstad paa Sjælland. Skjønt det strider imod Fortsæt at opholde mig ved Stedsbeskrivelser og bøde paa dette Brevs Tørhed ved behagelige Digressioner, vil jeg dog, eftersom Geograferne har ladet Sprogø ligge urørt, gjøre et lille Sidespring for at give en Beskrivelse af denne Ø og undersøge, om den svarer til sit Navn og Rygte, thi naar en Dansk ønsker ondt over sine Fjender, sker det med de Ord: "Gid du sad paa Sprogø!"

Fra Asien ser vi at Jordskælvsguden Tuil hos befolkningen på Kamchatka halvøen i det østlige Sibirien er beskrevet som ridende på en slæde under jorden.

Rensdyr
Dyrene, der ser til at Jólnir/julemanden/Odin kommer frem til sin destination er jo rensdyr. Hjorte, og specielt kronhjortens horn, var blandt alle indoeuroæere betragtet som symbolet på det mandlige. Jo mere vi efterser dette, så tænk på julebukken i Danmark/Norge der til trods for den katolske kirkes tusindårige forsøg på at udrydde ham ved at kalde julebukken for djævlen, stadig lever i bedste velgående. Og julebukken lever naturligvis fordi den har frugtbarheds egenskaber

Den røde fluesvamp og juledekoration
Det mentale billede vi har af julemanden siddende på sin slæde med rensdyr farende af sted over himmelen, er også blevet forklaret, og nu bliver historien meget mærkelig.

Peter Lamborn Wilson, i sin bog "Ploughing The Clouds" viser ganske overbevisende at dette har klare forbindelser til brug af narkotiske stoffer blandt vore forfædre. Det er bevist at den røde fluesvamp (på engelsk Fly Agaric, der også betyder "ustadig person") blev anvendt helt tilbage medens vore forfædre boede i Asien. Fluesvampen, der er rød med hvide prikker (og som Bamse og Kylling kalder "farlige fluesvampe") har altid groet i vore landområder under alle folkevandringerne. Rig Vedaen skriver om dette i den hellige ceremoni "Soma." De keltiske druider brugte dem, Shamanen i Sibirien brugte dem, og de vikinger der kæmpede i bersærkergang var under påvirkning af den røde fluesvamp. Det er derfor Bersærkere ("Berserk" på engelsk og "furor berserkicus" på latin) altid er beskrevet som uhyre farlige, og hvorfor ordet i dag på nordisk og engelsk betyder "at være ude af kontrol." Dette var netop formålet.

Vi ser dette glimrende beskrevet af Saxo:

"Denne Sigvald havde syv sønner der var så dygtige til trolddom at de ofte i et pludseligt anfald af vildt raseri kunne finde på at udstøde grufulde brøl, bide i deres skjolde, sluge glødende kul og springe tværs igennem bål. Og når det en gang var brudt ud, var der intet der kunne standse deres vanvid før de enten blev overmandet og bundet eller havde fået afløb for deres blodtørst (bog 7:2:7 i Peter Zeebergs Saxos Danmarks Historie).

Tænk her på trylledrikken i Asterix, der gør Gallerne uovervindelige, og som var forberedt af druiden, og kun af ham. Det var formentligt ikke rød sodavand, der var i denne trylledrik.

Nedenfor ses to tegninger af Uderzo fra Asterix og Goterne. Som dreng lærte jeg mere om historie fra Asterix-serien end fra det danske skolesystem, folkeskolen og gymnasiet. Det står mig stadig ikke klart om dette siger mere om den yderst ringe historieundervisning i Danmark, eller om den meget høje kvalitet af Goscinny og Uderzos fantastiske tegneserier.



Til venstre er Miraculix på vej til druidekongres i Nyskoven.


Til højre viser Miraculix sin drylledrik til sine druidekollegaer, og vinder selvfølgelig førstepræmien, hvorefter han kidnappes af Goterne.
Som de fleste er klar over gives også nutidens krigere i såvel hæren som flyvevåbenet, i hvert fald i USA, farmaceutiske stimulanser for at øge krigsdygtigheden. Vi så ganske fornyligt reportager fra borgerkrigen i Siera Leone, hvor enorme mængder af frygt- og smerte-fjernene stimulanser blev indtaget af helt unge drenge, og man kunne klart se at deres pupiller udgjorde næsten hele øjeæblet. Borgerkrigen, der startede i 1991, sluttede først da Anglerne og Sakserne ankom med faldskærmstropper, SAS, flåden og luftvåben i September 2000.
Fluesvampene blev indsamlet i juli og august, de varmeste måneder, og lå til tørring ind til vintersolhverv. De blev indsamlet til ceremonielle formål og til ikke-ceremonielle formål. For ikke-ceremonielt brug spiste man, lig brugen af Cocablade i Bolivia og Peru i dag, et meget lille antal fluesvampe, hvilket resulterer i øget energi, måske lig effekten af caffein. Til ceremonielt formål blev der indtaget store doser, der resulterede i kraftige ændringer af personligheden som følge af den narkotiske effekt. Dette er beskrevet klart i Soma ceremonien i Rig Vedaen.

De fleste kan vel huske, og mange har formentligt videreført denne skik, at vore bedsteforældre altid hængte røde fluesvampe på juletræet, og at der altid var og er røde fluesvampe i juledekorationer. Jeg kan sige med sikkerhed, at min farmor ikke kendte til oprindelsen af denne skik, men ganske enkelt bare videreførte, hvad hun havde lært hjemmefra. Juledekorationen simulerer en skovbund med røde fluesvampe.

 

Det vides fra brugen af fluesvampen i Asien, at som en del af ceremonien indtog Shamanen fluesvampen, efter en forberedelsesceremoni, for at rejse over skyerne og komme tilbage med gaver af visdom og styrke. Han gik ind i skoven om aftenen. Det er kemisk bevist at den narkotiske effekt af fluesvampen bibeholdes i urin, kød og blod, og kan overføres mellem dyr og menneske med uændret styrke. Det vides også at rensdyr spiste fluesvampene. Derfor har man ofte kunne observere at rensdyr og hjorte begyndte at "flyve." Herefter har vi billedet af den flyvende Shaman med flyvende rensdyr på vej med gaver. Shamanen var iført en rød beklædning med hætte.

Den svenske forsker, Georg Steller, besøgte Kamchatka halvøen i det østlige Sibirien i år 1739 og fandt at rensdyrene hos folkene der i nogen tilfælde var under narkotisk indflydelse. Koryak folket bandt de rensdyr der var påvirket indtil virkningen forsvandt, hvorefter dyrene blev dræbt. Alle der spiste kødet blev herefter påvirket i samme grad.

 
Leveret af Flemming Rickfors
E-mail til Flemming Rickfors
 
   

Send mail til mail@fynhistorie.dk med spřrgsmĺl og kommentarer til denne web site.
Copyright © 2000  DKviaNET A/S, hvor intet andet er angivet. www.fynhistorie.dk