Indledning Om morgenen 24. april 1857 sejlede en jagt fra Rudkøbing til Kiel, og som passager medbragte den 8 unge langelændere, der agtede sig til Australien som guldgravere. En australiensrejse i de dage var ikke den rene morskab. Der skulle lidt til både af mod og af eventyrlyst, før den der var født og opvokset på den langelandske muld gav sig ud på en sådan færd. Svært havde det været at skaffe rejsepengene, nu var det nået - det sidste håndtryk var vekslet, man var på vej. Fire af de seks langelændere, som den morgen drog ud, lagde deres ben i det fremmede land, medens to kom tilbage; den ene af dem var Kristoffer Bendixen, som blev min fader. Nu har han for 31 år siden lukket sine øjne, men endnu hører jeg ham, som han sad i mørkningen og fortalte, og jeg skal her prøve at gengive nogle af hans beretninger. Han oplevede hverken skibbrud, overfald af røvere, kamp med de vilde eller andre uhyrligheder; hvad der møder læseren er bare en ganske stilfærdig fortælling om en guldgravers daglige liv. Man kan måske mene, at jeg har taget ubetydeligheder med, der ikke var værd at optegne, men jeg har taget stoffet, han har efterladt i hukommelsen, ganske for fode, derved mener jeg, at jeg giver det mest korrekte billede både af manden og af de forhold, hvorunder han levede i det fremmede fra 1857 til 1865. Humble i februar 1938 Valdemar Bendixen

Ud i verden

Når de unge langelændere besluttede sig til at rejse til Australien, var det i høj grad fordi en mand ved navn Knudsen (han fik senere Bogøgård i forpagtning) var kommet hjem der ovre fra. Det var nok som sømand, Knudsen havde gæstet landet, men han fortalte, hvorledes man gik og trådte på guldet, og enhver kunne frit grave og bære hjem de klumper han fandt. Da der i Kristoffers hjem var den yderste fattigdom, er det forståeligt, at det kunne virke fristende at høre om et sådant eldorado.

Det var svært for Kristoffers moder at sige farvel til sin tyveårige dreng, og han måtte love at komme igen om fire år. Det gik imidlertid sådan, at de første fire år ikke duede, så han måtte have yderligere fire.

Fra Kiel kørte de med toget til Hamborg, og det var første gang, de prøvede dette befordringsmiddel. I Hamborg måtte de vente nogle dage og gik så og så sig om, blandt andet så de porten der skilte Hamborg og Altona, - altså tysk og dansk. På den ene side stod den danske, på den anden den tyske skildvagt. Da de rejste hjem var porten borte - da var det tysk på begge sider. -

I Hamborg traf de en mand, som Kristoffer godt kendte fra den tid han tjente i Tranekær. Denne mand ville også til Australien, men da billetten skulle betales, foregav han, at hans rejsepenge var stjålet af en skomager, han havde rejst sammen med, men som var rejst tilbage til Langeland. Da de forestillede den unge mand, hvor frygteligt det kunne blive for ham, hvis man kaldte skomageren tilbage, og det så viste sig, at han ikke havde stjålet pengene, ja så blev gutten alligevel bange og sagde: "Det kommer an på, om jeg ikke har glemt dem hjemme i min moders bordskuffe," og så gled han tilbage for at se efter pengene.

Mens de ventede i Hamborg, boede de på skibet der skulle føre dem til England. Her traf de sammen med en del tyske mormoner på vej til Utah. De forstod jo ikke hinandens sprog, men mormonerne var venlige imod dem og gav dem kaffe.

I England landede de i Hull og kørte så med tog til Liverpool, hvor skibet lå, som skulle føre dem til det fjerne land.

I Liverpool måtte de atter vente nogle dage, og i denne ventetid traf de en dag sammen med en mand, som talte godt dansk. Han var meget elskværdig, viste dem omkring i byen og trakterede også med øl. Nu tog de unge langelændere sig ikke i agt for, at det engelske porter var så stærkt, som tilfældet var. De drak, og det varede ikke længe, før de mærkede, at de begyndte at blive lidt uklare i hovederne. Manden trissede stadig rundt i byen med dem og foreviste snart det ene og snart det andet, men så træffer det sig sådan, at de kommer forbi det hus hvor de boede. Det kunne de kende, og så siger de ganske roligt: "Her bor vi," og så smuttede de ind. Så stod den elskværdige mand ene på gaden - sikkert meget skuffet, de skulle åbenbart have været plukket.

Kristian Hansen (Sadelmager) var rejst en månedstid før, og da de traf ham derovre, fortalte de om gavtyven, de havde været sammen med i Liverpool. "Så har I også truffet det bæst!" udbrød Kristian, og så fortalte han, hvorledes manden også havde vist ham og hans broder Rasmus omkring og givet øl. Da de så skulle skilles, sagde han, at han manglede da så grumme hårdt et pund sterling. Han havde et guldur som var flere pund værd, det ville han give i pant, og han skulle komme at indfri uret om et par dage. Kristian mente ikke der kunne være nogen risiko, han tog uret og betalte et pund. Næste morgen siger broderen Rasmus: "Det ur kom du billigt til, han indfrier det selvfølgelig ikke, skal vi ikke bytte?" Og så byttede de ure. Da de så et par dage senere var kommet om bord, og skibet var ved at skulle sejle, kommer fyren med en politibetjent og siger, at Kristian Hansen har stjålet hans ur. Han opgav urets udseende, og politimanden undersøgte Kristians ur, men det var jo det han havde fået af Rasmus, så det passede slet ikke til gavtyvens beskrivelse. Han måtte så liste af, men meningen har sikkert været at afpresse Kristian en sum penge.

Da dagen kom, hvor de skulle møde på skibet, spurgte de nogle de mødte om vej - det vil sige, de viste dem en seddel, hvorpå skibets adresse stod. Men de opdagede snart, at nogle pegene i én retning, andre i en helt anden, og hvad skulle de så gøre? Så satte de sig for kun at vise seddelen til politibetjentene, de pegede alle i samme reting, og så fandt de skibet.

Den lange sørejse

De skulle bo otte i én kahyt - to tyskere og de seks langelændere, disse glædede sig selvfølgelig ved at danskerne var i flertal.

Selve skibet var et langt smalt sejlskib, der kunne skyde en god fart, men det rullede meget slemt. Det var egentlig et fragtskib, som i en fart var omdannet til passagerskib ved opstilling af den del brædder. Meget af dette bræddeværk stod ikke ordentlig fast, men gav sig ustandselig, når skibet vuggede, hvorfor der var et frygteligt spektakel med piben og gniden. Køjerne var tværskibs, og da skibet jo gerne lå noget over til den ene side som følge af vindens pres, så ordnede de altid køjerne således, at hovedet var i den ende der var højest. Så skete det ikke så sjældent, at man midt om natten lagde om på den anden bov, så de sovende omtrent kom til at stå på hovedet. Da måtte de jo se at få vendt sig en gang. Søsygen måtte så godt som alle igennem, men i løbet af tre dag var de fleste over det. Dog var der enkelte som ikke kunne vænne sig til søen. Hver nat blev skibet pumpet, og på sømandsvis sang mandskabet deres sange dertil. De unge danskere forstod ikke ordene, men de kraftige mandsstemmer i den stille nat så fjernt fra hjemmet gjorde et eget indtryk på dem.

De led en del af sult og mere af tørst. De fik kun meget lidt vand, og da de jo passerede linjen, var det meget varmt. Når de så endda havde fået det mål af vand de havde krav på, men der var en ung mand som ofte uddelte vandet, han spildte tit en stor del af det. Når den gamle kok, Sam, var uddeler, så fik de hvad de skulle have.

Kokken Sam var en god gammel fyr, ham kunne de nok få til at hjælpe sig med ét og andet maden vedrørende, men undertiden kom der så mange og ønskede hans hjælp, at han ikke kunne overkomme at betjene dem. Så lukkede han sin dør, og når de så stod udenfor og kaldte: "Sam, Sam!" så stod han indenfor og vrængede i al godmodighed: "Sam, Sam, Sam!" Rationerne var som nævnt ikke ret store og af temmelig tarvelig kvalitet, og selve tilberedningen foregik på en mærkelig og upraktisk måde. De fik udleveret sagerne i rå tilstand og skulle så afgive det til kokken, som kogte alle de forskellige sager i en fælles kedel. Det blev lagt i et net, ved hvilket der hang et skilt med kahyttens nummer. Når nu sagerne mentes at være tilstrækkeligt kogte, tog kokken en kæmpegaffel, stak den i kedlen og halede op et net med ét eller andet indhold - måske en budding, måske saltet kød. Han læste og udråbte det vedhængte nummer, og ejermændene svarede JA. Det kunne hænde, at de stod længst tilbage i den store klynge, så dryppede vand og fedt ned på alle de syndige hoveder, som nettet måtte passere.

En dag blev der serveret ærter, som var kogt i saltvand. De smagte ikke godt, og der var stor utilfredshed. Af vore seks langelændere var der kun én foruden Kristoffer der ville spise denne ret. Disse to forsikrede, at det var god mad, og hvem der ikke ville spise sådanne ærter burde ingen mad have. Kaptajnen blev imidlertid hentet for at smage på ærterne, og han var mere kritisk end de to danskere. Han erklærede, at ærterne ikke var gode, og denne ret serveredes ikke oftere.

Tre gange på turen var der ild i skibet - den ene gang ret faretruende. Hele agterenden af en stor redningsbåd brændte, og det så en tid ud som man ikke skulle blive herre over ilden. Så godt som alle passagererne var selvfølgelig på benene og fulgte i største spænding kampen med ilden. Dog var der én som blev liggende i sin køje, han sagde at han lige så godt kunne ligge i køjen som være på dækket, hvis skibet gik under. En styrtsø slog en dag et stort stykke af skanseklædningen ind, og en masse vand væltede over skibet, så kamrene blev halvt fulde.

En dag faldt en mand over bord. Skibet blev løbet i vinden og en jolle sat ud, men trods megen søgen fandt man ham ikke. Der går jo lang tid før en sådan sejler bliver standset. En mand døde og blev sænket i havet, efter at han var indsyet i sejldug, medens der blev ringet med skibsklokken. Men der blev også født to børn undervejs, så der var samme antal passagerer da de nåede Melbourne, som da de forlod Liverpool.

Da de passerede linjen var der fest om bord. Der var en del af besætningen som ikke før havde passeret dette punkt, og de skulle nu "døbes".

Der blev udspændt et stort sejl, som blev fyldt med vand, så det dannede som en almindelig lille gårddam. Så blev den der skulle døbes sat på et bræt, der så blev vippet højt i vejret, så vedkommende gik på hovedet i den kunstige sø. Senere blev de "barberet". De blev smurt ind i noget fra en tjærepøs og skrabet med et stykke båndjern. Én af de ældste søfolk fremstillede Neptun. Ned over skuldrene havde han et mægtigt hår af tang.

En dag fik én af de seks kammerater en ubehagelig overraskelse. Han var ivrig ryger og havde til den lange tur sikret sig en lille tønde med tobak, som han opbevarede under køjen. Da han så en dag ville forsyne sig, flød hans herlige tobak i en ubestemmelig væske. Det viste sig, at én af kammeraterne i nattens mørke havde forvekslet tobakstønden med en anden lille genstand, som man har til natligt brug. Der var ingen anden tobak at få, hvorfor dens ejer tørrede den i solen, og han forsikrede, at den ingenlunde var blevet forringet af den omgang, den havde fået.

At de tre måneder om bord var seje at komme igennem er en selvfølge. Én af de unge mænds adspredelser var at ligge på dækket og spille kort. Spillet foregik inden i en tovrulle, her blæste kortene ikke bort.

I det fremmede land

Endelig den 10. august fik man Australien i sigte og kastede anker et stykke fra kysten, og næste dag kom passagererne i land i Melbourne. Langelænderne havde købt deres køjeklæder i Hamborg af en mand ved navn Svartmann. Det var noget meget tarveligt kram, de havde fået, det betegnedes altid med navnet "Svartmanns svinefjer". Ved landgangen kastede de disse herligheder i havet. Utøj havde pint dem slemt på rejsen, og køjeklæderne var selvfølgelig fyldt med dette kryb.

Nu havde vore venner altså fået land under fødderne, men der var endnu langt til deres bestemmelsessted, nemlig minen Mount Kourang nord for Melbourne. Der var ingen bane eller anden befordring, de måtte rejse til fods; og det tog elleve dage at nå målet. I Melbourne blev de forsynet med et papir, som de kunne præsentere for dem de muligvis traf. Papiret var affattet således, at de spurgte sig frem fra sted til sted, og ikke ved begyndelsen spurgte om vej til Mount Kourang. De vandrede med deres habengut på ryggen om dagen, og når det blev aften tændte de bål og lejrede sig om dette.

På denne tur så de første gang de indfødte, men der var ikke tale om, at de sorte fornærmede dem. De så også på denne tur et andet ejendommeligt folkefærd, som de ikke vidste hvem var. Senere opdagede de, at det var kinesere de havde mødt. Skønt de ikke kunne tale med nogen, hændte det alligevel, at de mærkede, at de blev mødt med venlighed. Således traf de en aften en kone som gav dem mælk. Det gjorde dem så godt at møde denne venlighed, her hvor de stod så ene midt i urskoven.

Der løb en lille flod - Lotten - som de skulle over, de var imidlertid kommet for langt til venstre, så de kom over på et forkert sted, hvad der forlængede turen noget. Senere kørte de den samme strækning med bane og så da stedet hvor de skulle have været over.

Da de omsider nåede Mount Kourang mødte der dem nærmest kun skuffelse. De skulle her træffe en gammel smed fra Langeland. Manden traf de også, men de havde ventet at han kunne anvise dem arbejde, og så traf de et gammelt nærmest hjælpeløst menneske. Kristoffer fik dog arbejde hos en mand, der hed Hans Jakob Hansen, de andre gik med det samme til Bendigo, og Kristoffer drog også snart samme vej. Rejsemetoden var den samme som fra Melbourne til Mount Kourang, turen tog tre døgn. På denne tur traf han sammen med et ungt menneske, der rejste på samme måde. Hans mad var sluppet op, og Kristoffer delte sin med ham. De forstod ikke hinanden - den unge mand kunne ikke takke, men da de skiltes tog han en smuk lommekniv frem og gav Kristoffer.

Den første post hjemmefra modtog Kristoffer allerede i Melbourne. Det var en hilsen som hans søster Juliane, uden at han vidste det, havde lagt ved hans tøj. Da han pakkede sine uldtrøjer ud, fandt han en lille blå silkesløjfe og en seddel, hvorpå der stod: "Behold også mig i din erindring, kære broder, og lad stundom en kærlig tanke gælde din tro og hengivne søster Juliane. Lev vel! Lev vel!"

Selvfølgelig blev han meget glad for sløjfen og den kærlige hilsen fra søsteren. Han skrev bag på samme seddel:
"Klart jeg mindes dine blege kinder
og dit øje, hvori tårer flød.
Ak! Gud ved, om jeg dig mere finder
før hos Gud i evigheden sød."
C. Bendixen

Søster Juliane lever endnu 99 år - på Keilgård, Fodslette. Sløjfen og seddelen gemte Kristoffer og gav dem til sin datter, Marie, kort før sin død. Han havde lagt en seddel ved, hvorpå der stod: "Denne sløjfe fandt jeg i Melbourne 1857, da jeg åbnede for mine uldtrøjer, den var ét af mine bedste minder fra hjemmet. K.B."

Kristoffer fik ikke skrevet noget brev hjem før han nåede op til Mount Kourang. Dette brev blev opbevaret af søsteren Juliane og er nu i undertegnedes besiddelse.

Mount Kourang 6te September 1857
Kære elskede moder og søskende.
Med tanken henvendt til eder, mine kære, og med følelser, som jeg ikke mægter at beskrive, men som I bedst i eders eget indre vil kunne gøre eder forklarligt, løfter jeg pennen for at sende en sønlig og broderlig hilsen.

Vi er da endelig ankommet til det fjerntliggende Australien, ak ja, mine kære, hvor uhyre afstande skiller nu ikke mig fra det kære Danmark, fra mit barndomshjem og min elskede familie, hvor jeg i eders midte har henlevet så mange glade, sorgløse dage ukendt med verden og dens brusende strøm, hvori jeg nu må vugge mig, som jeg bedst kan. Rejsen hertil gik meget heldigt - skønt just ikke hurtigt. Vi forlod England 9de Maj og landede ved Melbourne 11te August, i sandhed tre kedelige, lange måneder, hvor vi ikke så andet end den blå himmel og de vilde bølger, der ofte forekom mig temmelig store og voldsomme. Da vi kom til Melbourne, traf vi på en dansk mand, som fortalte os, hvor Lines brødre var, samt den gamle mand o.s.v., derpå pakkede vi vort tøj sammen, hvad vi kunne bære og stampede af, det bedste vi kunne, men vi var uvante med at gå og havde en lang vej (170 -180 engelske mil), så I kan nok tænke, det ikke var den stærke fart, vi satte op.

Da vi kom til Mount Kourang, traf vi straks Hans Jakob, men han havde ikke brug for mere end én mand; jeg blev så hos ham, mens Niels tillige med Rasmus og Hans Jensen gik til Bendigo, thi her i Mount Kourang var intet arbejde at få formedelst vandmangel. Niels fik et brev med til Mads Hansen, som er dér, men hvordan det er gået, ved jeg ikke, thi jeg har endnu ikke fået brev.

Uagtet vor bestemmelse var ikke at lade os indskrive før vi kom til England, lod vi os dog alligevel indskrive i Altona, og hvad der blev os lovet, blev også holdt.

Jeg befinder mig meget godt i Australien. Arbejdet falder lidt besværligt, thi den gode tykke hud, som I så i mine hænder, er tabt under den lange ledighed, så de er temmelig ømme.

Jeg har ikke været syg en time, siden vi rejste, og må jeg blot holde helbredet, håber jeg, at det går nok.

Så vil jeg for denne gang slutte, gid disse linjer må træffe eder alle i forønsket stilling.

Hils i Østerskov mange gange og hils Lene fra hendes broder; modtag så mine ømmeste og kærligste hilsener.

Eders Christoffer Bendixen

På forsiden af dette brev findes et billede af guldgravere i færd med udvaskning af guldet. Dette var altså det første brev, Kristoffer skrev hjem. Jeg skal gengive endnu ét - svaret på det første, han selv modtog. Der var gået et år og tre måneder fra han rejste hjemmefra til han modtog det første brev fra hjemmet.

Bendigo i September 1858
Mine kære derhjemme.
De følelser, der vugger sig i mit bryst, får mig i dag til at gribe pennen for at give dem luft. Men for hvem skal jeg tolke dem? Til hvis hjerte taler de? I hvis bryst finder de genklang? O behøver jeg vel at spørge, ser jeg ikke på hin lille ø mit barndomshjem, min kærlige moder, søster og broder, til hvem jeg frit kan tale uden at pålægge mine barnlige følelser noget bånd eller tvang. Ja, mine kære, hvor ofte såvel i dagens travle færd som i nattens stille, rolige timer stjæler tanken sig ikke mod norden fjernt til det kære Danmark - mit fædreland, og i vemodige betragtninger dvæler den ved de steder og egne, hvor barndommen henrandt så blid og rolig.

Vel blev denne ro undertiden forstyrret, men hvem har jeg vel at takke derfor, ofte ingen andre end mig selv, mine dumme, tankeløse foretagender sammenblandet med nogen ligegyldighed, ja vel mangen gang er der fra det bløde moderhjerte opsteget angestfulde sukke for sønnens fejl, men for sildig rinder det ham i tanker.

Den 20ende august modtog jeg endelig et brev fra eder, hvorfor jeg takker tusinde og atter tusinde gange, takket være Du, som bragte mig efterretning fra hjemmet, som jeg i over et år så længselsfuldt har måttet savne. Du skrev, kære søster, at I afsendte et brev til mig 8de December, det må være taget ét eller andet sted, i mine hænder er det aldrig kommet. Ak, hvor bankede ikke mit hjerte, da jeg modtog hint brev; med hvilke glade følelser gennemlæste jeg det ikke og ser deraf til min store glæde, at min elskede moders helbred efter omstændighederne dog ikke har været det dårligste. Skriv endelig snart og fortæl mig nyheder af enhver slags, thi det ubetydeligste er for mig her som en stor nyhed.

Apropos - så Christoffer Hastrup er dog blevet gift, det var vel ikke så galt, antager jeg.

Du skrev søster, at I syntes bedre om, at jeg er kommet her til Bendigo blandt mine bedre bekendte, ja, jeg føler mig også meget tilfreds her, men dog må jeg tilføje, at aldrig har jeg stødt på en mand som Hans Jakob Hansen i Mount Kourang, og aldrig så længe jeg lever, vil han slettes af min erindring.

Jeg nyder Gud ske lov et meget stærkt helbred.

Kom erindring - kom min hulde brud,
du min smertes evig unge moder.
Kom erindring - kom og rul så ud
for mit blik, min ungdoms tabte goder.
Ja, mind mig tit om mine unge år,
der svandt så blidt i vinter som i vår,
ja, vid o hjerte, hvad ej her Du når,
det stråler hist, hvor Du ej mere slår.
Der hvor jeg bygger
skov, som dig smykker,
fra dine skygger
drager jeg hen.
Søster, veninde,
trofaste kvinde,
o, lad dit minde
følge din Ven.

Jeg må holde op, thi mørket hindrer mig i at vedblive. Min adresse er som før:
Christoffer Bendixen, post office Sandhurst, Melbourne.

Hils på Sjælland, måske søster Ane kunne sende et par linjer her over, jeg kunne dog have lyst a vide, hvordan "nækselboerne" har det. Hils i Østerskov og i Nøjsomhed og vær selv hilset på det kærligste fra eders søn og broder

Christoffer Bendixen
(Hvad betaler I for et brev?)

På den tid eksisterede Suezkanalen jo ikke; vejen til Australien gik syd om Afrika eller Amerika, men brevposten blev med karavaner ført tværs gennem Afrika, så tog det knapt så lang tid. Den betaling karavanen fik, rettede sig efter hvor hurtigt den havde udført turen.

Guldgraverliv i Viktoria

Nu var Kristoffer altså kommet til Bendigo i staten Viktoria, og her arbejdede han resten af tiden, han var derovre. De første år arbejdede han på dagløn. Ugelønnen var et pund sterling, og det var almindeligt, at dette beløb lå i guld på tallerkenen lørdag aften. Selvfølgelig fik de også kosten. Sammenlignet med, hvad man på den tid kunne tjene her i Danmark, var dette jo en mægtig løn, men ville de more sig eller flotte sig lidt, så var alt så dyrt, at pengene let forsvandt. Men hvem der ville passe på havde mulighed for at samle noget sammen.

De sidste år arbejdede Kristoffer selvstændigt i kompagni med tre andre. Af et brev ser vi, at han på denne tid havde 6 kroner om dagen. Her hjemme ville han jo næppe kunne tjene 1 krone.

Der gik gennem minen en lille flod. På den ene side floden fandtes guldet i småklumper, på den anden fandtes det som støv i leret. Det var dette sidste Kristoffer arbejdede med. Til et sådant arbejde fordredes både heste og vogne og forskellige maskiner samt en mængde vand. Stoffet der gravedes op blev nemlig slemmet, som leret ved visse teglværker. Der skulle så være en stadig vandstrøm, som skyllede leret bort, medens gruset og deriblandt guldet blev tilbage. Så havde de et redskab de kaldte en vugge, som gruset blev taget over, og her var lister, som kunne tilbageholde det tunge guld. De sidste urenheder fjernedes ved hjælp af kviksølv. Det rensede guldstøv solgtes så til opkøbere i byen. De smeltede guldet sammen i barrer, som de så opstablede i vinduerne, som det var brændestykker. - Det var et flot syn.

Der var guld i jorden hvor som helst de ville grave, men spørgsmålet var, om det kunne betale arbejdet, hvad det absolut ikke kunne allevegne. En enkelt mand kunne nok foretage udvaskning uden heste og maskine, men det var ret besværligt og lønnede sig som regel dårligt. Hvor guldet fandtes som småstumper, lod det sig bedre gøre at arbejde ene.

De steder hvor jorden var mest guldholdig, og hvor guldet lå lige i overfladen, var gennemgravet, før Kristoffer kom derover, men et par gange havde han lejlighed til at se, hvilket righoldigt stof de der kom før ham havde haft at arbejde med.

Byen Bendigo var vokset op på et sted, hvor jorden var meget rig på guld, og den plads hvor byens gader gik var aldrig gennemgravet. Nu var der et selskab, som gennemgravede gaderne og påtog sig de dermed forbundne udgifter, og de var store, men selskabet tjente alligevel tykt. Den anden gang var han selv med at skumme fløden. Der stod en forladt mine, hvor man havde ladet nogle piller stå for at bære noget overliggende jord. Disse piller gik Kristoffer sammen med en kammerat løs på og hakkede bort. Dette stof var mægtig rigt på guld. Men et under var det, at det hele ikke skred samen om dem under dette arbejde.

Jorden lå frit hen, så enhver kunne tage fat og grave, hvor han lystede. Når han satte fire pæle, én i hvert hjørne af et jordstykke, da var dette hans, og ingen anden måtte grave der. Det stykke som man således beslaglagde måtte kun have en vis størrelse, men der var intet til hinder for, at man kunne beslaglægge tilgrænsende jordstykker, men da måtte disse også afmærkes med en pæl i hvert hjørne. Hvis nogen et sted havde fundet noget særlig righoldigt stof, kunne man se stykker afmærket langt ud i den retning, hvor vedkommende mente, det stærkt guldholdige jordlag strakte sig; men dette kunne godt ganske pludseligt holde op.

Således var der fire danskere, som stødte på et mægtigt rigt stof. Glæden var stor. Man rejste en mægtig flagstang og hejsede Dannebrog, og de tre anskaffede sig hver en pige inde fra byen. I store mængder øste man guldet op, men lige så rask øste man det ud til fornøjelser. - Og så en dag holdt det rige stof ganske pludseligt op. Den ene af de fire, ham der ikke havde deltaget i galskaberne, rejste nu hjem som en meget rig mand, medens de tre andre stod ganske blottede.

Brækkede man en jordklump over, kunne man, hvis stoffet var rigt, se det glimre, og når det havde regnet, var det almindeligt, at det glimrede hen over jorden. Regnen kunne også udvaske småstumper, som kunne samles op. Dette havde de indfødte opdaget, ligesom de havde opdaget at guldet havde værdi. Når de fandt noget solgte de det, og for pengene de fik købte de forskellige spraglede ting. Når en sådan flok kom tilbage fra byen efter at have solgt det opsamlede guld, så de ret grinagtige ud. Én havde købt sig en fin manchetskjorte og var ellers ganske nøgen, en anden var kun iført cylinderhat, en tredje lakerede støvler og så fremdeles. Hver havde anskaffet sig det klædningsstykke, som han særlig havde fået øje på og lyst til.

De indfødte og guldgraverne

Undertiden kom de indfødte for at tigge af guldgraverne, men gav man én noget den ene dag, kom der ti den følgende. De indfødte så med ærefrygt op til de hvide og mente, at de engang havde været sorte, men efter døden var født som hvide, hvad de også ventede skulle ske med dem selv. De var meget fredelige og fornærmede aldrig nogen. Ved deres daglige færd gik de ganske nøgne, men uden for byen var et telt med tæpper, hvor de kunne få et sådant at slå om sig, når de gik i byen - her måtte de ikke færdes nøgne. Deres sprog lærte guldgraverne intet af, men de kunne høre, at det var meget rigt på a lyde.

Om aftenen holdt de indfødte undertiden fest med dans, og dette kunne de hvide nok få lov at overvære. Dansen bestod i, at de hoppede op og ned og stadig skilte fødderne længere og længere fra hinanden ud til siden, og når de ikke kunne skræve længere ud, samlede de igen fødderne en lille smule ved hvert hop. Musikken bestod i, at man slog nogle tørrede possumskind mod hinanden. Ved en sådan lejlighed gik de indfødte rundt og tiggede af tilskuerne.

Når der døde en australneger, blev han lagt op på et stillads - fire pæle sat i jorden, og oven på dem var lagt stænger og ris, hvorpå så den døde blev anbragt. I den stærke varme opløstes liget hurtigt, og det dryppede ned fra det. Så satte hans stammefrænder sig nedenunder og lod det dryppe på sig i den tro, at de derved fik den kraft som vedkommende havde ejet.

De indfødte stod på et meget lavt kulturtrin og havde kun lidt forbindelse med de hvide, dog forekom der mulatbørn iblandt dem. Det var altså hvide mænd der var fædre til disse. En indfødt regnede det for en stor ære, om han kone kunne få et sådant barn. Der blev sagt, at disse børn aldrig fik lov at blive voksne, man tog forinden livet af dem. Kristoffer vidste ikke om det passede, men han lagde mærke til, at de aldrig så en voksen mulat.

Til trods for deres lave kulturtrin var de dog på visse områder europæerne overlegne. Aldrig kunne de hvide opnå de sortes færdighed i at kaste med bumerang. Bumerangen er et kastevåben af krumt træ, og det har den ejendommelighed, at hvis det er kastet på den rigtige måde, vender det tilbage i hånden, hvis det ikke rammer målet.

Der var også situationer hvor de indfødte kunne give europæerne en håndsrækning. Således forsvandt engang tre børn fra deres forældre. Man søgte og søgte, men kunne ikke finde dem. Så fik man fat i et par indfødte, og de kunne finde og følge børnenes spor, dér hvor ingen anden kunne se noget. Da man havde fulgt sporet en tid sagde de: "Se, her har de båret den lille broder!" og det viste sig senere, at de netop havde båret den lille på dette sted. Endelig nåede man børnene, der var halvt døde og ikke ville have rejst sig mere. Før det kom så vidt havde de spist græs. De kom dog alle til kræfter igen. Der ligge hos undertegnede udklip af et samtidigt blad med billede af børnene som de fandtes.

Som regel var det så varmt, at de indfødte befandt sig såre vel i deres adamskostumer, men når der en enkelt morgen var rim på græsset, kunne det jo være noget køligt. Da kunne det hænde, at de kom og varmede sig ved guldgravernes ild, før de vandrede videre.

Skiftende forhold

Når der var fundet guld et sted, strømmede folk til. De opslog deres telte og begyndte at grave, og viste det sig så, at der virkelig var guld af betydning, så kom snart så mange, at der opstod en lille by. Så kom en slagter, en skomager o.s.v., alt hvad der hører til i den lille by - den kunne vokse op i stor fart. Men hørte guldet så op, ja da måtte en sådan by hurtigt forsvinde, så kunne det med sandhed siges om dem der havde slået sig ned her, at de "flyttede deres teltpæle".

Der var meget få kvinder. Guldgraverne lavede selv deres mad, der bestod af kød og atter kød. Smør og æg var så kostbart, at det ikke benyttedes, der var endnu så godt som intet malkekvæg og kun få høns i landet. Om søndagen eller på regnvejrsdage kunne de gå og bikse med ét eller andet ud over det traditionelle kød. Kristoffer lavede i lang tid mad, da han ved at vippe vogne havde forstrakt senerne i det ene håndled og ikke kunne tåle strengt arbejde. Hans Jakob Hansen havde lært ham at lave plumbudding, en ret de alle holdt meget af. Når de om søndagen gik og ikke havde noget at tage sig til, kom Rasmus Sadelmager ikke så sjældent og hviskede: "Skal vi ikke have en budding i dag?" Og så kogte Kristoffer budding. Efter at han blev gift gav han sin kone opskriften, og hun lavede mangen plumbudding.

Kristoffer bagte også klejner, og dette prøvede han efter at han var kommet til at arbejde sammen med en gift mand, hvis kone ellers lavede mad til dem. Hun var englænderinde og kendte ikke til klejner, men fandt behag i dem og ville selv prøve at lave dem. En dag de kom hjem fra arbejde havde hun dejen rullet ud og også skåret en del klejner ud, men hun kunne ikke find på at "krænge" dem. Hun havde prøvet på alle mulige måder undtagen den rette. Så måtte Kristoffer lære hende det.

En lille historie lignende denne kan også fortælles om Rasmus Sadelmager. Han havde en tid sadelmagerarbejde hos én af de allerfineste mestre, og til denne kom en dag en kvægdriver med sin pisk, som han havde slået snoren af. Deres piske havde et meget kort skaft, men en mange alen lang snor. Rasmus blev sat til at slynge en ny snor på skaftet, og dette gjorde han. Da han var færdig, slog han oppe på enden af skaftet en særdeles smuk voldsknude. Mesteren tog imod pisken og havde intet at bemærke. Næste dag kom Rasmus tilfældig ind i mesterens privatværksted, og da så han, at der lå voldsknuder i massevis. Mesteren havde set, at den Rasmus havde lavet var ualmindelig køn, men for ham - den fine mester - at spørge svenden - udlændingen - hvorledes han bar sig ad, det var dog for ydmygende. Så prøvede han sig frem, men det gik som da Polly skulle krænge klejner, ikke én blev rigtig. Så gik det sådan, at da Rasmus, efter at have været hjemme i Danmark en tid, atter kom til Australien og blev sadelmagermester, da var den før så fine mester sunket sådan ned, at han kom til Rasmus og bad om lidt arbejde.

Kristoffer skildrede altid Rasmus som et prægtigt menneske - en god kammerat og dygtig; han forstod at tage det som lå for. Således var der engang en mand som var kommet i forlegenhed. Et regnskyl havde fyldt en mægtig beholder med vand, og han vidste ikke, hvorledes han skulle få alt dette vand fjernet. Rasmus påtog sig at løse opgaven for en vis sum penge. Nu vidste han, at der nede i Melbourne gik en del nylig ankomne indvandrere, som ville være glade ved at få arbejde ved hvad som helst. Rasmus løb til Melbourne, fik fat i en del arbejdere, og vandet blev hurtigt pumpet ud til fordel for alle parter.

Hver lørdag aften var der dans på hotellet inde i byen. Kristoffer var en livsglad ung mand og gik jævnlig derind, men havde egentlig en følelse af, at der gik for mange penge. Mens han tjente i Tranekær havde han jo lært at spille, så købte han sig en violin og prøvede at spille de dansemelodier han havde hørt på hotellet, og det gik meget let. Så søgte han at blive musiker derinde, hvilket også lykkedes. Arbejdet i minen fortsatte han uforandret.

Det var et broget publikum han fik at spille for. Der var folk fra alle jordens egne, og hver havde sine ejendommeligheder og ønskede sine danse. Det kunne undertiden knibe at gøre dem tilpas, så kunne de give ondt af sig. Der var særlig én som jævnlig truede med, at han ville knuse violinen.

Foruden Kristoffer med violinen var der én der spillede klaver og en anden der blæste kornet.

Man var flittige til at opvarte musikerne med drikkevarer. Den ene efter den anden kom og satte et glas for dem, så der til sidst kunne stå en hel række. Kristoffer nød så godt som intet. Når festen var slut kunne værten hælde spiritusen tilbage og sælge den igen næste dag.

Damer var der så godt som ingen af ved disse danse - undertiden et par stykker. De var selvfølgelig aldrig af gulvet, men ellers dansede mændene med hinanden af hjertens lyst. Det var ikke til at mærke, at der savnedes damer.

En aften var der én af hotellets piger som havde en rose, den ville mændene da endelig have. Omsider da mange stredes om rosen sagde hun, at hun ville give den til den hun bedst kunne lide. Med denne ordning var de tilfreds, og så gav hun rosen til musikeren Kristoffer - vel nok for ikke at favorisere nogen af de andre, han var jo en fremmed.

Der skulle engang være et finere bal på hotellet, og man ville selv vælge sine musikere, men værten krævede, at de tre sædvanlige skulle spille. Tiden var kommet, ballet skulle begynde, men Charly Tejk - kornetspilleren - var endnu ikke kommet. De ventede lidt, men der kom ingen. Da det jævnlig hændte, at han drak for meget, troede de, at det også var gået sådan ved denne lejlighed, de mente dog ellers at han nok kunne passe på denne aften, da de skulle spille for så fint et selskab. Netop som de andre to skulle til at prøve det ene, kom han slæbende med en hel masse nodebøger. De to andre musikere blev højlig forbavset og spurgte, hvad de noder skulle bruges til, de spillede nemlig aldrig efter noder, og selv om de vel kunne læse noder, så ville det dog være dem ganske umuligt uden forudgående øvelse at spille sammen til dans efter disse fremmede noder. "Hys, bare stille!" sagde Charly, det var bare for at imponere det fine selskab, at han kom med noder. Hver musiker fik sin bog, de slog op og bladede, men spillede ikke én tone efter noderne.

Danskerne holder sammen

De nationale følelser gjorde sig ret stærkt gældende derude i det fremmede. Der var en dansker som var blevet ansat ved politiet. En dag var der stort opløb, så politiet skulle hugge ind. Da råbte han, at hvis der var nogen danske, skulle de flygte. Han fik sin afsked for disse ord.

Hvor der var flere danske på en plads var de tilbøjelige til at slutte sig sammen. Således var der engang kommet til at bo en del danske nær ved et mægtigt stort gammelt træ. Træet var ganske vis udgået af ælde, men de holdt af det. Det var som en slags samlingsmærke for dem. Kom nogen og spurgte efter danske, blev de bare vist hen til det store gamle træ. Nu havde enhver lov at fælde de træer han ville, og der var flere gange nogle som havde været ved at ville fælde danskernes gamle træ, da det var nærmere ved end den egentlige skov. Flere gange havde de hentet et læs brænde i skoven til dem der truede træet, for at bevare det. Så sang de på deres modersmål: "Det gamle træ, o lad det stå, det må I ikke fælde!" En morgen før danskerne stod op kom der alligevel nogle og tog "danskernes træ". De kom så tidligt for ikke at få vrøvl med danskerne, da de vidste, at disse ville protestere. De vågnede ved det mægtige brag, da træet faldt, men da var der intet at gøre. Det gjorde dem ondt, at træet var borte.

Kristoffer havde en broder som havde været hestgarder. Denne broder talte ofte om en morsingbo, Solberg, han havde været sammen med. Denne Solberg var en ren kæmpe. Nu hørte Kristoffer en dag, at der var kommet en kæmpe ved navn Solberg til lejren, han tænkte, om det muligvis var den samme, som hans broder havde talt om, og det viste sig, at det var den samme. Hans kræfter var rent enorme, men en godmodig natur var han. Han havde bare den fejl som adskillige andre, at han jævnlig drak for meget spiritus. Engang var der - trods hans godmodighed - et par der var blevet fornærmede på ham og ville give ham klø, og for at overmande kæmpen benyttede man sig af hans lyst til spiritus. Der blev holdt et lille gilde, hvor der flød rigelig med spiritus, så Solberg blev temmelig drukken. Da man syntes, han var så langt henne, at det kunne være passende at begynde at klø løs på ham, greb én af dem et glas, som stod på bordet, det skulle Solberg have i hovedet. Men vedkommende var for ivrig. Han greb til, så glasset gik i stykker, og han skar sin hånd ganske forfærdeligt - fik spoleret to fingre. Solberg mærkede ikke, hvad der skete, han gled under bordet, hvor han lå og sov rusen ud.

Engang tog Solberg arbejde som, brændekløver. Da han spurgte hvor han skulle kløve anviste man ham nogle meget kvistede træer. Alt som var let at kløve var borte, men dette knortede lå nærmest ved, og derfor ville manden som skulle køre brændet helst havde dette. Solberg mærkede nok, at den anden ville udnytte ham, men sagde intet. Han spurgte blot, hvor småt det skulle kløves, og svaret lød: "Så småt, at en mand kan læsse stykkerne på en vogn." Træet skulle anvendes til at fyre med under en dampkedel. Der gik ikke længe, før Solberg kom og meddelte, at nu havde han nogle læs brænde. Manden der skulle køre træet blev forbavset, fordi han allerede havde flere læs, men kom med køretøjet. "Hvor er brændet?" spurgte han. Solberg pegede på det. Manden mente ikke, at nogen kunne læsse så store stykker, men Solbjerg tog ganske let stykke for stykke og lagde på vognen og allerøverst de tungeste stykker. Kusken så til i stum forbavselse, og da Solberg var færdig, vippede han ganske stille vognen så træet faldt af - det var ganske ubrugeligt at fyre med. Men nu blev Solberg anvist træ der var rimeligt at kløve.

Nytårsdag var der altid en del sport og forskellige lege. Der lå en bunke stænger - nærmest som større og mindre læssetræer, ved lejren. Én af disse stænger tog man og balancerede med på hånden, og så kastede man stangen så langt man kunne. Det gjaldt om, hvem der kunne tage de største stænger og kaste dem længst. En lille flok danskere havde en tid stået uden for indhegningen og set på dette. Solberg var iblandt dem, og de opfordrede ham flere gange til at gå ind og prøve. Det ville jo være en ære for danskerne, om han kunne gøre et fint kast. Endelig langt om længe fik de ham overtalt, han gik derind, tog den allerstørste stang og kastede den langt uden for indhegningen. Der var ikke flere der prøvede på at kaste med stænger.

En aften var der en lille dansker som var kommet i knibe på et hotel. Han havde fået et stoleben i hånden, stod med ryggen ind i en krog og værgede sig tappert, men i længden kunne han næppe holde stillingen. Solberg kommer tilfældigt forbi, og da han mærker støj, går han hen og kigger ind ad døren. Han ser da, at det er hans gode kammerat, der står og fægter med stolebenet. Solberg tog da ganske stille en tre fire af de vrede mænd i favnen og bar dem udenfor, kom atter ind og tog en favnfuld og bar ud, og nu vendte opmærksomheden sig mod Solberg, og den lille i krogen blev fri. Senere sagde han Solberg tak for den kærkomne håndsrækning, men bebrejdede ham, at han ikke gav dem nogle klø. Det mente Solberg ikke, han havde grund til, han bare klemte dem lidt.

Senere rejste Solberg til New Zeeland, hvor han sammen med en del andre omkom i en bjergkløft, der var fyldt med sne.

Ligesom Solberg kløvede Kristoffer og hans fæller også en tid brænde til en dampmaskine. Det var fordi de havde en hest som var blevet halt, den skulle skånes en tid, så havde de den hos sig i skoven. En dag de løftede et træ så Kristoffer, at der lige ved Rasmus Sadelmagers hånd sad en skorpion. De er meget giftige og bider, hvis man rører dem. Kristoffer tog ganske stille Rasmus's hånd og flyttede den, så viste han ham skorpionen.

Slanger var der en del af og nogle temmelig store. En dag så de én krybe ud af et hult træ, den var lidt tykkere end en mands lår og 6 - 7 alen lang. Disse store slanger var ikke giftige, men der var en del mindre, som var meget giftige. Hver sommer døde nogle af slangebid. En kone syntes en aften, da hun gik seng, at hun havde tabt sit strømpebånd. Hun ville tage det op, men da var det en lille slange, "welvet snake", kaldtes den. Det betyder "fløjls snog". Slangen bed konen, og hun døde.

Landet var ellers fattigt på vildt. Der var jo kænguruerne, og så var der et dyr på størrelse med en kat, de kaldes opossum, en pungrotte. De var talrige, og guldgraverne skød en del af dem. De havde et nydeligt skind, men kødet duede ikke for hvide mænd; de indfødte derimod spiste det.

Af fugle var der en masse papegøjer. Adskillige guldgravere havde en sådan papegøje i bur og lærte den at tale, enkelte snakkede ret godt. Kristoffer og hans kammerater havde også en tid en sådan fugl. Så havde slagteren en dag være der og var kørt videre, da råber papegøjen ham tilbage. Han kan ingen mennesker se og tænker han har hørt fejl. Da han er kommet lidt bort, råber den ham igen tilbage. Nu søger han grundigt efter den formentlige person, men opdager at det er poppedreng der driver gæk med ham.

Der var en lille struds, emuen, og en del spraglede småfugle.

At bygge huse slap guldgraverne nemt fra. De slog nogle pæle i jorden og trak lærred over, så var huset færdigt. Skulle det være rigtig godt, tog de to lag til taget og lod være et lille mellemrum mellem dem. Hvis der kun var ét lag kunne der drive støvregn igennem det. Det kunne der ikke, når der var to lag med mellemrum. Kristoffer og hans fæller købte engang et gammelt telt, som havde stået en længere årrække. Engang de ordnede noget ved det, opdagede de, at på den lægte der svarede til hvad vi i vore huse kalder rem, stod en række champagnepropper ganske tæt. Der måtte engang have boet folk, som havde tjent godt, og de har villet vise dem som kom efter, at de havde drukket champagne.

Kineserne

Selv om de forskellige nationaliteter i nogen grad holdt sig sammen, så boede man dog ganske blandet og delte alt med hinanden. Kun ét folk dannede en undtagelse, nemlig kineserne, og af disse var der så mange, at de dannede en hel kineserby.

Kineserne blev ikke regnet for ret meget og led ofte uret - dog aldrig ved domstolene. Hvis en kineser anlagde sag mod en englænder, kunne man forudsige, hvem der skulle vinde. Kineseren anlagde nemlig aldrig sag, uden han var stærkt forurettet, og dommeren favoriserede ikke englænderne. Kineserne var meget bedre ved deres heste end europæerne var ved deres, og de var i det hele taget meget godmodige og fredsommelige, ligesom de var meget flittige og nøjsomme og levede overordentlig tarveligt. Man sagde, at hvor europæerne sultede ihjel, kunne kineserne leve flot, de spiste næsten kun ris kogt i vand. For europæerne var det en gåde, hvorledes de med deres to pinde kunne få disse ris i munden, og hvad der også var dem en gåde var det, at kineserne på denne kost var langt mere seje og udholdende end europæerne på deres kødkost.

Trods kinesernes fredsommelighed kunne det dog hænde, at de stjal høns. Det var altid ved fuldmåne, da holdt de nemlig religiøse fester og skulle bruge høns. Når de gik til og fra arbejde, gik de i en række og bar deres sager på en bambusstang, som lå på deres skuldre. De talte hele tiden, det lød som de sang. En sådan flok passerede morgen og aften teltet, hvor Kristoffer og hans kammerater boede. Disse havde på denne tid anskaffet sig høns, hvad kineserne havde opdaget. De kom for hver dag, når de gik forbi hønsehuset, nærmere og nærmere. Ved hønsehuset havde man stående i lænke en bulbider "Søren", dog således at den ikke kunne nå indgangen til hønsene. Så en aften de kom med deres sager gyngende på bambusstangen og snakken gik livligt, listede de ganske tæt til hønsehuset for at nappe et par stykker. Men netop den dag havde man forlænget Sørens lænke. Den kom farende, kineserne måtte løbe og tabte deres sager inden for den kreds, som hunden beherskede, og det var dem ikke muligt at få det igen. Så måtte de ind og bede om hjælp og tilstå, at det var hønsene de var efter. De fik så deres kluns og listede hjem.

Kineserne havde deres eget teater, men det de spillede var noget sært tøjeri for europæere at se og høre på. Deres instrumenter bestod for størstedelen af trommer, bækkener og lignende, og de slog mægtig løs. Der stod en temmelig høj stang, hvorpå der var et jernlod, som kunne løbe op og ned; forneden under stangen var en meget stor kobberplade. En gang imellem var der én som gik hen og kastede loddet til vejrs, det faldt da ned mod kobberpladen med et øredøvende rabalder - dette hørte med til musikken.

Det engelske teater besøgte de unge mænd ret jævnligt. Skuespil som "Hamlet", på engelsk "Prince of Denmark", og "Aladdin" så de første gang her. Alt hvad der smagte lidt af dansk skulle de selvfølgelig se.

Der var også et godt pantomimeteater, hvilket jo var meget praktisk på et sted, hvor en stor del af gæsterne ikke forstod sproget.

Når de om aftenen forlod teatrene gik der folk på gaden og falbød varme grisetæer. -

Retspleje og Samfundsfjender

Øen Van Diemensland, nu Tasmanien, syd for Australien blev af England benyttet som straffekoloni. Når forbryderne havde udtjent, var det ofte at de tog over til Australien i stedet for at rejse tilbage til England. Der var temmelig mange af den slags. "De gamle vandimoner" kaldte man dem, og de kunne altid kende hinanden. Der havde været en opsynsmand derovre, som havde været så frygtelig streng imod dem, og de havde lovet hinanden, at hvis de engang traf ham et andet sted, skulle de tage en frygtelig hævn. Omsider kom også han til Australien, og nogle af vandimonerne traf ham. Da greb de ham, lagde et reb om hans ben og bandt det til et træ, et andet reb under hans arme og spændte så okser for her. Okser trækker så langsomt, man lod dem trække ham ihjel på denne måde. Det var med en frygtelig gru at Kristoffer fortalte dette, og han nævte det kun en enkelt gang.

På turen til Australien havde man i Hamborg forsynet sig med revolvere og andre forsvarsvåben, da det var fortalt, at man ville komme til at leve under forhold, hvor vold hørte til dagens orden. De unge mænd fik aldrig brug for disse sager, der var en mønsterværdig orden og justits. Selvfølgelig kunne der blive opløb eller slagsmål på et værtshus, men hvem der ønskede at leve i fred, kunne få lov til det. Også hospitalsvæsenet var mønsterværdigt, der blev sørget godt og billigt for dem der trængte til et sådant ophold. Kristoffer lå i flere måneder på hospitalet i Sandhurst med et dårligt håndled.

Men selv om retsvæsenet og politiet var nok så godt, så kunne dette ikke hindre, at der ude på egne som var tyndt befolket kunne husere røvere, dog blev sådanne altid grebet inden lang tid.

Der var således én som hed M o r g a n. Det ejendommelige for ham var, at han kun overfaldt kvinder, og han brugte altid at afklæde dem splitternøgne, før han lod dem løbe. Men da han omsider blev fanget, hævdede han, at han aldrig havde dræbt nogen eller tilføjet dem voldelig overlast, og da dette syntes at være rigtigt, slap han for strikken.

Så var der en anden, han havde også sit særkende, men det var af frygteligere art end hans der trak klæderne af kvinderne. Han brugte nemlig at lade sine ofre grave deres egen grav, før han tog livet af dem. For ham var der selvfølgelig ingen nåde.

Så var der en tredje, B e n H a l l, almindelig kaldet "The Bushranger", skovrøveren. Han drev sit uvæsen temmelig længe, men omsider måtte også han lade livet. Han havde en nat sovet hos et par enlige bønderfolk, som kun lidet anede, at det var den berygtede "bushranger" de husede. Politiet havde imidlertid fået nys om hans opholdssted og omringede huset. Da røveren mærkede uråd, sprang han ud af vinduet og løb ned over marken, hvor han - uset af politiet - tog stilling bag et stort træ. Han havde en pistol med 6 skud, og det var sikkert hans hensigt at "klippe" politimændene den ene efter den anden, når de kom efter ham. Da han skulle skyde den første, klikkede imidlertid pistolen, og nu så han ingen anden udvej end at søge at nå skoven i løb. Nu var de 6 politibetjente imidlertid ganske nær, de fire gav ild, og Ben Hall faldt til jorden gennemboret af deres kugler. Havde pistolen ikke klikket, er det muligt at han endnu denne gang havde nået at undslippe.

Fra ganske små øvede de engelske drenge sig i boksning - noget der for danskerne var helt fremmed. De øvede sig for sjov, men undertiden blev det til alvor, en tvekamp kunne afgøres på denne måde. En søndag morgen foregik der en sådan boksekamp mellem to unge mænd, og hvad de kæmpede om var intet mindre end en pige. Der var ingen bestemte antal omgange, man skulle igennem, man blev bare ved til én lå ganske slagen. Mellem hver omgang badede sekundanterne de kæmpende med koldt vand. Den ene så til sidst frygtelig ud, det ene øje hang helt ud, men endnu tog han et par omgange, før han måtte give op.

Den engelske riel var også noget man øvede sig på fra ganske små. Med hænderne i et par reb - halvt hængende - øvede børnene sig, indtil de rigtig fik færdighed i at spille med fødderne.

Englænderne arbejdede på bestemt klokkeslæt, det var danskerne ikke vant til, de tog det ikke så nøje med klokken. Der var heller ikke tale om, at englænderne arbejdede om søndagen, og det blev heller ikke tålt, at andre gjorde det. Man kunne vel gå og pusle med noget ved teltet eller stalden, men ikke med maskinen eller i minen.

Selv om himmelen er den samme overalt, så er der dog en vis forskel. Stjernehimmelen er således langt dybere og prægtigere i Australien end i Norden, og der er også stjernebilleder som ikke ses her - således Sydkorset. Men selvfølgelig ser man så heller ikke i Australien Nordstjernen eller Karlsvognen. Det var så hjemligt, sagde Kristoffer, da de på hjemrejsen kunne begynde af skimte Karlsvognen lige over bølgerne.

Da det jo særlig var guldet der trak folk til Australien, er det let forståeligt, at der var mange flere unge mænd end kvinder. England ville imidlertid gerne have en del kvinder dertil også, og derfor gav man dem fri rejse derover, men på den betingelse at de skulle være villige til at gifte sig, når de kom derover. I Melbourne var en bygning, hvor disse kvinder opholdt sig, og her kunne man gå ind og uden videre tage sig en kone blot man kunne præstere 5 pund sterling. Man skulle ikke betale disse penge, kun forevise dem, det kunne godt være penge man havde lånt, men den pige man valgte var forpligtet til at følge én.

Da de første nybyggere kom til Australien var der selvfølgelig ingen kirkegårde. Man brugte omkring graven at sætte et rækværk bestående af en pæl i hvert hjørne og mellem disse en lægte, det var det hele. Disse gamle grave kunne man støde på her og der. Kristoffer traf engang en sådan grav, hvor rækværket var ganske rådnet og sunket i jorden. Da besluttede han at han ville ordne den og sætte nyt rækværk omkring. Selvfølgelig anede han intet om, hvem den var, hvis grav han fredede om.

Den store ekspedition

I august 1860 blev der af kolonien Viktoria udsendt en ekspedition. Landet var aldrig før gennemvandret, nu var det meningen at man sydfra skulle gå op midt igennem landet til havet mod nord og samme vej tilbage. Ekspeditionen var meget storstilet udrustet, man havde således forskaffet sig 24 kameler fra Indien. Der var mægtig fest i Melbourne, da ekspeditionen brød op her fra, og feststemning var der over hele kolonien, alle fulgte den med største interesse.

Ekspeditionens leder hed Robert Burke, så var der én som hed Wills og én som hed King. Det var de tre navne der særlig mindes. Foruden kamelerne førte han også en del heste med sig,. Hele ekspeditionen bestod af et halvt hundrede mand. Nu gik man frem på den måde, at man lagde det ene depot efter det andet, efter som man kom nord på, og ved hvert depot blev noget af mandskabet og dyrene tilbage.

Da det sidste depot var lagt, drog Burke og Wills med to tjenere King og Gray samt 6 kameler og 2 heste videre mod nord. De skulle så nå havet og vende tilbage til dette sidste depot. Mandskabet som her blev tilbage havde ordre til at vente i 6 uger. Var de 4 ikke efter den tids forløb kommet tilbage, måtte de betragtes for omkomne, og man skulle ikke længere vente på dem.

De fire der drog mod nord nåede vel kysten, men de havde gennemgået frygtelige strabadser, og de var ikke kommet tilbage, da de 6 uger var omme. Mandskabet ved depotet ventede dog endnu yderligere 6 uger, men da der endnu ingen var kommet, drog man mod syd. For den mulighed at der skulle komme nogen tilbage, nedgravede man imidlertid forskellige sager ved et træ og skar i træets bark "Grav" 21. april.

Samme dag som man havde forladt stedet kom de 4 tilbage. De kunne se, at kammeraterne nylig havde forladt stedet og forsøgte at nå dem, men dette viste sig umuligt. Så gravede man sagerne op. Der var endog hestesko, men deres heste var forlængst døde, så skoene havde de ingen brug for. Der var også levnedsmidler, så foreløbig led de ingen nød, men det varede dog ikke længe, før man led mangel, og i juni døde de tre, så der kun var King tilbage. Han stred og stred for at komme til civiliserede egne, men det ville ikke lykkes. Så opsøgte han de indfødte og levede sammen med dem. De tog forholdsvis godt imod ham. Deres mad ville for hvide mænd under normale forhold have været modbydelig, men King kunne friste livet ved den. Han kunne dog ikke slå sig til ro her, men måtte prøve at nå hjem. En tid krydsede han atter mod syd, men kunne ikke komme frem og måtte atter opsøge de indfødte. Nu var han så heldig, at han traf på en kvinde, hvis arm var brækket. Den indfødte havde vel selv stillet det samen, men det var ikke godt, og King gjorde det meget bedre. Armen kom sig, og denne kvinde viste sin taknemmelighed ved at tage sig af sin hjælper og sørge for ham.

Ekspeditionens øvrige medlemmer var for længst nået tilbage til Melbourne, men her ventede dem ingen festlig modtagelse. Da man hørte, at de fire som til sidst drog ud for at nå havet ikke var med, og man ikke vidste hvorledes det var gået dem, rejste der sig en storm af forbitrelse mod de hjemvendte. Det var ikke "fair play" at drage hjem og ikke vide hvorledes det var gået ens kammerater, selv om den frist var udløbet, man havde lovet at vente.

Der blev straks udsendt flere ekspeditioner for at søge, og langt om længe fandt man King levende sammen med de indfødte - næsten ukendelig og halvt sindssyg. Nu slog hans befrielsestime, han kom atter til civiliserede egne og kom igen til kræfter.

Den dag han drog ind i Melbourne var der fest. Folk jublede ham i møde og bar ham på hænderne. Burkes og Wills lig blev også fundet og ført ind i Melbourne indsvøbt i det engelske flag, og der blev rejst et prægtigt mindesmærke på deres grav i Melbourne.

En anden større begivenhed som indtraf mod slutningen af den tid Kristoffer var i Australien var det, at man fik den første jernbane. Før banen kom, gik der diligence mellem byerne. Seks heste var der for en sådan vogn. Der blev kørt ret hurtigt, og ved hvert stoppested stod friske heste parat. Det var aktieselskaber, der drev denne kørsel. Engang var der to sådanne selskaber, der søgte at konkurrere hinanden ud. Billigere og billigere kørte de, indtil det ene selskab kørte gratis, men det andet selskab kunne endnu spille trumf - man ikke alene kørte gratis, men gav hver af passagererne en genstand.

En tragisk skæbne

De fleste der kom til Australien var selvfølgelig af arbejderklassen, men der kunne også træffes enkelte af den finere klasse, folk for hvem det på én eller anden måde var gået skævt og som søgte lykken herovre. Dette var tilfældet med en lidt ældre mand, der altid gik under navnet "Onkel". Han havde ikke kræfter til at arbejde som guldgraver, men i et stenbrud borede han huller i stenen før sprængningen. Ingen vidste hans rigtige navn, og han ville ikke åbenbare det. Omsider fik Kristoffer det at vide hos en anden københavner - Onkel var fra København - hans navn var Sich. Kristoffer var altid oplagt til spøg, han havde haft megen spøg med Onkel, når denne morgen og aften på vej til og fra sit arbejde passerede hans telt. Da han nu havde fået at vide, at Onkels navn var Sich, tog han en seddel, som blev anbragt således, at Onkel måtte se den, og på denne skrev Kristoffer:

"Peter Sich fra København
han ombyttet har sit navn,
derfor nu - om end kun dunkel
er han blevet alverdens onkel."

Onkel kunne vel tænke sig, at Kristoffer stod på lur for at iagttage ham når han læste, hvad der stod på seddelen, hvorfor denne gjorde en hel del grimasser og forhånende gebærder efter seddelen - klappede på enden af den o.s.v. Onkel anbragte nu et nyt papir, hvorpå han i rimede vendinger udtrykker sin glæde over, at man således på hans vej anbringer papir, det kunne dog altid bruges til "en vis bestemt ting". - Nu anbragte Kristoffer atter en seddel, hvorpå han også i verseform udtalte ønsket om, at papiret, når Onkel benyttede det, som han havde i sinde, måtte "klæbe fast til Deres bare m."

Kristoffer havde en hjemmelavet frakke med derover. Da den var blevet slemt medtaget, fik Onkel den til at lægge sine knæ på, når han borede sten. Engang var den blevet våd, og han hængte den derfor til tørring på en stok. Da nogle på afstand så frakken hænge, antog de, at Onkel var i den, hvorfor de råbte, at Onkel havde hængt sig. Folk løb til, men det viste sig, at det kun var Kristoffers gamle frakke.

Onkel var rejst til Australien på grund af en konflikt i familien. Han var én af dem hvoraf der var mange, som aldrig ejede så meget, at de kunne rejse tilbage, selv om de ønskede det. Da Kristoffer skulle rejse hjem, gav Onkel ham et kort, hvorpå stod hans adresse - og intet andet. Dette kort skulle afleveres i København til én af navnet Sich, så gjorde det intet, hvem vedkommende var, da alle af dette navn hørte til hans familie, og en Sich ville nok findes i vejviseren. Kristoffer gjorde som Onkel bad ham, fandt en gammel dame af navnet Sich og gav hende kortet. Senere fik han brev fra Onkel, hvori denne fortalte, at nu havde han fået en masse breve fra hjemmet.

Uvante forhold

Der var mange forhold derovre som forekom de danske bønderkarle mærkelige. Når man var på torvet for at købe havre eller hakkelse og ønskede at se varen, så løste man ikke op for sækken, men skar et hul med sin kniv og pillede en prøve ud. Sækkens værdi regnede man ikke med. Brugte flasker havde heller ingen værdi. Én af deres søndagsfornøjelser var at stille en masse flasker op og prøve hvor mange de kunne knuse ved ét skud.

Værktøjet var også fremmedartet, men meget lettere og mere behændigt end det de var vant til herhjemme, men da de daglig skulle grave, ønskede de, at de havde haft træsko. Nogle vænnede sig til at træde på spaden med hælen, så holdt støvlerne længere.

En fynbo, som selv følte savnet af træsko, mente at der vist kunne laves forretning ved at få en del af dette fodtøj derover. Han skrev efter nogle træsko, men fik ikke solgt ét eneste par.

Den samme mand gik straks efter at han var kommet derover ud for at søge arbejde, og han havde, for at gøre godt indtryk, taget et stort hvidt forklæde på. Han kunne imidlertid intet arbejde få og kom til kammeraterne og klagede sig. De gjorde ham opmærksom på, at så længe han optrådte med sådan et forklæde fik han intet arbejde, det måtte han lægge til side, og hvis han så ville tage nogle gamle klæder på og smøre dem ind i ler, så skulle han nok blive antaget, Dette råd fulgte fynboen og fik straks arbejde.

Hvad der blandt andet højligt forbavsede de danske som kom derover var den måde hvorpå englænderne kørte deres heste. Når de gik for kærren med stoffet fra minen til maskinen, havde man ingen tømme på dem, men styrede dem alene med tilråb. Selvfølgelig styrede danskerne deres heste på samme måde, når det var heste tilkørt af englænderne, men danskerne kunne næsten aldrig køre en hest sådan til, at den kunne styres uden tømme. Kristoffer havde en tid en særlig flink hest, den gik altid ene med kærren fra minen til maskinen og igen tilbage, når kærren var tømt. Blev et hjul hængende i en sten eller træstub, hvad nok kunne ske, så blev den ved at stå og rykke og dreje med køretøjet, til de kom fri, og den kunne fortsætte.

Det hændte undertiden, at der fandt hestetyveri sted. Når hestene gik frit omkring, var det ikke så vanskeligt at stjæle én. Der var imidlertid dødsstraf for et sådant tyveri, så det var ingen helt ufarlig sport. Der blev engang fra det lille selskab vi stadig følger stjålet en hest. De vidste hvem tyven var og meldte det til politiet. I begyndelsen var tyven meget hoven, men da han mærkede, at han ikke kunne klare sig, søgte han forlig med dem, og de gik ind på, at de over for juryen skulle erklære ham for "ikke skyldig", han ville så blive fri for straf. Dagen kom, og de mødte i retten, og de blev spurgt, om den mand havde taget en hest fra dem. Tyven var så hvid som en kalket væg og rystede som et espeløv. Han vidste jo, at hvis de ikke holdt deres ord, var strikken ham vis, og han havde ingen garanti for, at de gjorde det, selv om han havde affundet sig med dem. Han havde ikke altid holdt, hvad han lovede, han havde været uforskammet imod dem, og her var lejlighed til hævn. Selvfølgelig svarede de "ikke skyldig", og han var fri.

En gang mere var Kristoffer i retten, denne gang som vidne, da han havde overværet et slagsmål. Skønt han dengang talte ret godt engelsk, ville den ene part alligevel kassere ham som vidne, da han forlangte tolk, hvilket han gjorde for ikke at komme i forlegenhed. Dommeren spurgte ham da, hvor mange engelske ord han kunne, og Kristoffer, der altid var tilbøjelig til at tage en sag med en vis humor, begyndte at tælle på engelsk - hvert tal vor jo et ord., "Nej, stop!" sagde dommeren, "Sig en sætning på engelsk," og Kristoffer sagde på engelsk: "Jeg har været to år i kolonien, er det nok, eller skal jeg sige mere?" "Ih, bevares," sagde dommeren, "han taler bedre engelsk end tolken!" Dette passede nu ikke, men man kunne ikke kassere ham som vidne.

Sproget kunne jo nok volde både besværligheder og grinagtigheder. Når en mand en dag hos en handlende absolut ville have "the last trousers", hvilket betyder de sidste bukser, så var det jo ikke let for købmanden at vide, at det var billige bukser, manden ville have. Der kom engang en del københavnske håndværkere derover, de var meget villige til at lære nogle englændere dansk, men der var nogle slemme uhyrligheder imellem gloserne. At spise til middag hed således noget, som folk almindeligvis besørger på et ensomt sted. - Efterhånden mærkede englænderne nok, der var noget galt ved det, og de mærkede også, at der var en særlig mand blandt spasmagerne, ham gik de så altid til, når de havde lært nye ord, for at være sikre på, at det ikke var uhyrligheder de afleverede.

I den stærke varme - den var i januar og februar rent tropisk - var der stor fristelse til at drikke noget meget koldt, og kold kunne man holde sin drik i minen, men det var farligt at drikke ret meget af dette kolde, når man var så varm. De brugte i nogen grad en drik af kold kaffe og te blandet sammen. Dette var absolut ikke nogen liflig drik, hvorfor de ikke så snart drak for meget. Alligevel blev Kristoffer engang syg efter at have drukket noget koldt, og var han ikke straks kommet under behandling, kunne det let være blevet døden. Der døde jævnligt nogen af denne årsag.

En gang mere var Kristoffer i livsfare. De havde en hest, som skulle til smeden for at blive skoet, og manden som han dengang arbejdede for spurgte om han kunne ride, hvortil Kristoffer svarede, at mens han var hjemme, red han altid når han skulle i marken med hestene. Han kom så op på dyret, men det varede kun et øjeblik, så lå han på jorden. Hesten var én af dem der ingen ville have på sin ryg. Kristoffer rejste sig med det samme og fulgtes videre med Jach til fods, trækkende hesten. Da de havde gået en snes minutter, siger han til Jach: "Hvordan er det, er jeg ikke faldet af?" Han fik en følelse, som det begyndte at blive dag omkring ham. Jach blev stående, så på Kristoffer og sagde: "Jeg mente nok, du så så underlig ud på øjnene," Han forstod nu, at Kristoffer havde været bevidstløs i de tyve minutter, skønt de stadig havde ført en fornuftig samtale og gået mellem huller og forhindringer, som han stadig gik udenom. Da han kom til bevidsthed, fik han en frygtelig opkastning, han havde fået en hjernerystelse - og var meget syg nogle dage, men kom så atter til hægterne. Men Jach, der fik ham op på hesten, led vist lige så meget som Kristoffer.

Hvad der blandt andet forekom de unge danske underligt var, at jorden således lå åben hen til fri afbenyttelse, og at man ligeledes kunne handle med skoven, ganske som man lystede. Når de savede træer om, tog de dem så højt fra jorden, at de kunne stå og save med ret ryg, men når et stykke skov var fældet på denne måde, var det hæsligt med alle de høje stubbe. Et eget misbrug af skoven var det at tage barken af træerne. Man skar en ring forneden og én så højt oppe man kunne nå. Man kunne så af gummitræerne tage det mellemsiddende stykke bark af i ét samlet stykke. Så lagde man det på jorden, så det blev rullet ud og lagde sten på, mens det tørrede, og havde da en dejlig stor plade blandt andet til at tække med. Men træet var selvfølgelig dødsdømt.

Hjemlængsel

Selv om Kristoffer følte det som et herligt frisk og frit liv i Australien og også de sidste år tjente ret godt, så kunne han dog aldrig tænke sig at slå sig til ro derovre. Tanken og længslen gik stadig til Danmark. Komme hjem som en fattig mand ønskede han dog ikke, og da han efter de første fire års forløb kun ejede såre lidt, besluttede han sig til at forlænge opholdet derovre. På denne tid skrev han til dem derhjemme et brev på vers. Digterisk set står det ikke højt, men en egen varme og følelse rummer det, og det giver os et indblik i mandens sind, hvorfor jeg hidsætter nogle vers, trods digtets mangler. Efter at have beskrevet hvorledes han drømte om bjerget fuldt af guld, men at tiden nu har tilintetgjort disse drømme, går han over til at mindes Danmarks herligheder - og at de nu er ved den tid han havde tænkt atter at være hjemme.

Da tænkte jeg: når hine stolte kroner
for første gang står klædt i vårens pragt,
og nattergalens yndefulde toner
genlyder, medens alt i ro er lagt.
Da skal jeg atter skønne majløv plukke,
for i min moders hånd at lægge dem,
og med en sønlig tåre dem bedugge,
som gensynstimen vist vil kalde frem.

Da skal jeg atter broderhånden trykke,
der styrer ploven trygt i agrens muld,
og der i landlig stilhed søger lykke,
mens jeg på håbets vinger søger guld.
Men endnu eders sommer ej jeg skuer,
ej al dens pragt, som våren kalder frem,
ej plukke kan de søde glædens druer,
som før jeg nød i stille barndomshjem.

Derfor jeg til erindring og til minde,
vil sende jer et afskin af mit blik,
og da i tanken majløvskransen binde,
til tak for hvad jeg i min bandom fik.
Amherst 12/5- 1861

Hjemrejsen

Så gik der atter fire år, og Kristoffer besluttede sig til at rejse hjem. Når nogen drog hjem der ovre fra, skulle de gerne have lidt pilleri med; mange tog papegøjer med i bure. Det skulle Kristoffer ikke have - fugle i bure syntes han aldrig om. Han blev senere i livet en ivrig samler af oldsager og alle interessante ting, og han beklagede, at denne interesse ikke var vågnet hos ham, da han forlod Australien. Han mente, at så kunne han have taget noget med, som senere kunne have glædet ham selv og andre, ja, han var tilbøjelig til at mene, at han, hvis han dengang havde været ligeså interesseret som senere, ville have været i stand til at fylde det halve skib med rariteter. - Nå, lidt fik han jo da med. Først havde han selvfølgelig i værdipapirer hvad han havde tjent sammen - 8000 kroner. Dette fortalte han aldrig, han mente vist selv, at det var så lidt, at han ikke kunne tale om det, men i betragtning af, hvad han kunne have tjent herhjemme i de tider, var det et ret anseligt beløb. Så tog han 10 kartofler med, og når han gjorde dette, var det fordi kartoffelsygen kort før hans afrejse fra Danmark var kommet her til og gjorde megen skade. I Australien var ingen syge kartofler, så tænkte han, det måske var sorten, der gjorde det. Men da de hjembragte kartofler blev dyrket i Danmarks jord, blev de også angrebet af sygdommen. Så plukkede han tre blade af gummitræet og en blomst af den smukke Sasparilla. Nogle få små, gedigne guldklumper, som han havde fundet, tog han også med og nogle forskellige stenarter, nogle iblandet guld. Så havde han en pose med fjer plukket af de spraglede småfugle, han havde skudt. Der var en sangbog, som han meget gerne ville have, men det var ham ikke muligt. at opdrive den. På skibet traf han imidlertid en mand, som ejede bogen, og Kristoffer byttede sig den til for en lommekniv. De sidste år arbejdede han sammen med en gift mand, hans kone - Polly - medgav ham en meget smuk blonde, hun selv havde hæklet og sagde, at med den skulle han smykke sin datter. Der gik mere end tyve år, før han fik lejlighed til at benytte blonden efter bestemmelsen. Selvfølgelig opbevares disse småting af hans efterkommere.

På hjemrejsen havde man det meget komfortabelt, der var rigelig med god mad, og der var købmandsbutik på skibet, så man kunne købe alt. På billetten, der også opbevares endnu, findes fortegnelse over, hvor meget de skulle have ugentlig både af kød, brød, kartofler og vand, ja der er også nævnt, hvad de skulle have af kaffe, te, salt, sennep og mange andre krydderier. Man ser også på billetten, at turen fra Melbourne til Liverpool kostede 80 pund sterling - turen til Australien var meget billigere. - Det ses også, at det var meget strengt forbudt passagererne at medtage krudt eller andre eksplosive stoffer.

Skibet hed "Great Britain" og dets kaptajn hed Gray, men skønt det var en første klasses damper, tog det dog fra 16de marts til 19de maj at sejle fra Melbourne til Liverpool. Skibet benyttede både damp og sejl. Når det blæste tilstrækkeligt, blev skruen løftet over vandet, og maskinen standset, det sparede på kullene. Medens man på turen der over gik syd om Afrika, tog man på hjemturen syd om Amerika, så de kom altså fuldstændig Jorden rundt og opnåede det samme som Filias Fog, at få to fredage i én uge.

Da de forlod Melbourne, købte Kristoffer en notitsbog, hvori han daglig noterede, hvor langt man dette døgn havde sejlet og på hvilken breddegrad man var. Der blev nemlig hver dag opslået en tavle på dækket, hvorpå dette var noteret. De sejlede gennemsnitlig 200 engelske mil i døgnet, hele sejlturen beløb sig til 13.897 engelske mil.

Enkelte småting fra hjemturen er foruden skibets position også noteret i denne bog således:

"16de marts forlod vi Melbourne. 6te april var vi så langt mod syd, at vi så 32 isbjerge, ned på disse grænser så vi også hvaler. 8de april passerede vi Cap Horn på 57° sydlig bredde og 71° vestlig længde. 14. april var min fødselsdag, det var langfredag. 23de april passerede vi den sydlige vendekreds. 25de april havde vi en total solformørkelse kl. 11½. Vi var alle på dækket for at se fænomenet, dog var der nogle, som imens gik rundt i kamrene og stjal. 29de april passerede vi linjen."

Nu var det for alvor varmt, for at bringe luft i kamrene brugte man at stikke et bræt ud gennem kamrets vindue, så den ende, der stak ud, vendte lidt fremad. Ved skibets fart førte dette en luftstrøm ind i kammeret.

En dag forsøgte man at danse, men det kneb med musik, forskellige prøvede, men det ville ikke gå. Da Kristoffer i flere år havde spillet til dans og kendte både hvad englændere, skotter og irer ønskede, vidste han, at han nok kunne klare sagen, men. han havde ikke rigtigt lyst til at blive spillemand om bord, dog endelig måtte han til det, og nu gik den: "There is the man!" råbte man, og siden måtte han ofte spille som da han var "Jonsons fidler" i Bendigo.

Som et eksempel på englændernes skarpe blik for fin vask kan nævnes følgende. Polly var en mester til at vaske, og Kristoffer havde et par hvide bukser med om bord, som hun havde vasket. Han tog dem først på en tid efter at man havde forladt Melbourne, men den dag han mødte på dækket med dem blev der lagt mærke til dem, og man sagde: "Du har haft en god vaskekone!"

Kristoffer arbejdede en tid sammen med en mand fra Jylland - Møller hed han. Møller talte undertiden om et skibsforlis, han havde været med til, da han rejste til Australien. I det Irske hav løb man på en klippeø. Skibet var så nær land, at nogle svømmede ind, og man fik forbindelse. Nogle tove blev gjort fast om stene på øen og med den anden ende på skibet, og i disse tove entrede folk så ind i armene. Der var imidlertid stærk sø, så skibet rullede. Når det så rullede udad, sprang tovene, og alle de som hang i dem, faldt i havet. Så trak man andre tov og forsøgte igen, til det gik ligesådan med disse, men det var forfærdeligt at se, hver gang en ladning folk faldt i havet. Nogle nåede ind, andre druknede. Der var to brødre med skibet, den ene var kommet ind og stod på klippen, den anden var undervejs på tovet. Da brast det, og han med de andre faldt i havet. Da broderen på land så dette, sprang også han ud og druknede. Omsider sank forenden af skibet, og alle strømmede hen på agterdækket. Der gik endnu nogle øjeblikke, så sank også dette. - En stund var havet ganske dækket af mennesker, men kun et øjeblik, så var de opslugt. Den stærke pålandsstorm slog dem ind mod klipperne, så man så arme og ben flyde helt slået fra kroppen.

De som var reddede led meget af kulde, inden de kom til mennesker. Da de endelig igen nåede Liverpool, måtte de vælge, om de ville have rejsepengene igen eller med et nyt skib. Der var mange der tog pengene. Møller gik imidlertid på den igen og kom denne gang heldigt over. Sådan lød Møllers beretning.

Da Kristoffer sejlede hjem, så han en aften en mand stå og stirre ud i horisonten. Der var et eget sørgmodigt præg over hans ansigt, og Kristoffer gav sig i samtale med ham. Da viste det sig, at denne mand havde været med det samme skib som Møller- Tayler hed skibet - og han var også gået ind i et af tovene, men hans kone var omkommet. Nu passerede de netop stedet, og det vakte hos manden så triste minder.

Da de sejlede mellem Irland og England, havde de en ypperlig vind, så sejlene drev skibet frem med stor fart, men alligevel lod man dampen hjælpe til. Der blev sagt, at det var for konkurrencen, at man rigtig her skulle vise farten.

I Liverpool så de verdens - dengang - største skib "Great Eastern", der kort efter skulle ud på sin store færd med telegrafkabelet over til Amerika.

Fra Liverpool gik hjemfarten så over London, hvor de så sig om nogle dage, blandt andet gæstede de krystalpaladset, hvor Kristoffer købte enkelte småting. En aften da de i flere dage havde set sig om sagde deres fører, at nu havde han vist dem alt det smukke i London, nu ville han vise dem noget af en anden slags. Så førte han dem om i nogle små gader, men før de gik ind i dette kvarter, sagde han, at de ikke måtte blive stående, de måtte gå langsomt, men blev de stående, ville de blive omringet og kom vanskeligt i gang igen. Så gik de da igennem disse gader, men hvad de her så var rædselsfuldt. Et sted var der nogle børn, som havde fået fat i det nederste af et kalveben, det man .ellers kaster bort. De holdt benet ind over nogle gløder, og så gnavede de i senerne, der var blevet noget svedne. Benet gik fra hånd til hånd. Dette billede gjorde et uudsletteligt indtryk på Kristoffer, han kunne aldrig glemme disse ulykkelige børn.

Fra London rejste de over Hamborg, hvor de opholdt sig et par dage og fik hver et nyt sæt fint tøj og en overfrakke. Her i Hamborg hørte de fra hver en dansebule Dybbølstormmarchen, det var jo lige efter 64. Det kunne ikke andet end virke pinligt på dem allerede her at blive mindet om det smertelige tab og den uret, Danmark havde lidt, mens de var borte.

Så rejste de over Kiel til Korsør. Mærkværdigt nok blev de på denne tur søsyge, de havde været så længe på landjorden, at de atter var blevet "modtagelige". Da de passerede ret tæt forbi Gulstav, ønskede de så inderligt, at de kunne være gået i land her, men det lod sig ikke gøre. Fra Kørsør tog Kristoffer en lille tur til København og afleverede "Onkel"s kort til en gammel dame, det vil sige, hun var ikke til stede, da han afleverede kortet, men hun sendte bud til hotellet, hvor han boede, at hun meget gerne ville tale med ham, men da stod han netop og skulle rejse. Måske var det også bedst, hun ikke fik talt med ham, han havde ikke noget lysteligt at fortælle om "Onkel"s forhold.

Så stod Kristoffer atter en aften i sit gamle hjem i Fodslette, det, hvortil tanken stadig søgte hen, mens han var i det fjerne. Hans moder lå i sengen, da han rejste, det gjorde hun også nu. Ikke sådan, at hun havde været stadig sengeliggende de otte år, men ret svag havde hun været, og han mærkede nok, at hun var blevet "gammel", skønt hun kun .var godt tres. Da han bøjede sig ind over sengen, strøg hun ham gennem håret og sagde:" Men hvad er det med dit hår lille" Det var nemlig sådan, at han i den stærke varme havde tabt håret og nu havde paryk. Hun savnede det lyse, krøllede ungdomshår. Da han mærkede, hvor svag hun var, var han dobbelt glad og taknemmelig, fordi han nåede at komme hjem og være hos hende det sidste årstid, før hun døde.

Slutning

Hermed slutter så beretningen om Kristoffers otte år i Australien. Han oplevede som før nævnt ingen store eventyrlige begivenheder, fandt ingen store guldklumper - den største han fandt var som en valnød. Hvad her er fortalt er kun små dagligdags ting opskrevet for mange år siden, da han nylig var gået bort. Alligevel kan disse mange småtræk måske i nogen grad give et billede af de forhold, hvorunder guldgravere i Australien levede midt i forrige århundrede, og også et indblik i hvad disse unge danskere i det fremmede følte - specielt "hovbonden"s søn Kristoffer.

Kristoffer blev ved hele livet ligefrem at elske Australien med de frie forhold og det varme klima, som han satte så megen pris på, og hvis han på sine ældre dage kunne have genset landet derovre med gummiskoven og alt det andet, da ville det have været ham såre kært.

Selvfølgelig kunne dette ikke lade sig gøre, men når han en aftenstund sang de engelske sange med deres bløde, lidt vemodige melodier, eller når han spillede dansene der ovre fra, ja, da levede han lidt af livet i minen om, i teltet om aftenen og som musiker på hotellet.

Og flere af de gamle kammerater vedblev han at holde forbindelse med, til døden efterhånden pillede dem bort. Den nærmeste "nabo", og den Kristoffer havde arbejdet mest sammen med, var Rasmus Hansen i Vantinge. Så var der kunstdrejer Holm i Nyborg og endelig Peder Sørensen i Lem ved Ringkøbing. Denne sidste var rejst hjem et års tid før Kristoffer, og de havde ikke hinandens adresse i Danmark. Der gik 27 år, så fandt de hinanden - da opdagede Kristoffer, at de hver var blevet formand for en afholdsforening. Og nu blev der livlig brevveksling og gensidige besøg. Alle de fire nævnte var også enkelte gange samlet, og da kan det nok være, at der blev snakket "Australien" og også snakket engelsk. Der var ved sådanne lejligheder noget umiddelbart barnligt over de gamle guldgravere.

Nu er de alle for længst borte - draget ud på den lange rejse til landet hvorfra man ikke vender tilbage. Lad os håbe, at dette land er endnu skønnere end det de i deres ungdom fik så kært, og at guldet de her finder er endnu lødigere end det de fandt i Australien.

Valdemar Bendixen

OTTE ÅR I AUSTRALIEN blev udgivet af "Svendborg Amts Historiske Samfund" 1938