19-årige Kirsten Pedersdatter fra Lille Snøde arbejdede i sommeren 1846 for gårdmand Peder Jørgensen på den ene af de to Gundersgårde i Lejbølle i Bøstrup kommune. Hun var fæstet som tjenestepige frem til 1.november.

Under arbejdet skete der en grim arbejdsulykke. Karlen kom til med stor kraft at stikke en fork i Kirstens ene fod. Den kvæstede pige blev båret ind i bryggerset. Blodet flød i en grad, så vandet i den spand, hvormed man søgte at afvaske såret, snart blev farvet helt dybrødt.

Bagefter hævede benet voldsomt op. Kirsten bad om, at der måtte blive tilkaldt en læge. Dette nægtede Peder Jørgensen. Et par dage senere tilbød han hende, at hun jo kunne gå hjem, hvis hun alligevel ikke kunne arbejde.

På sit lemlæstede ben humpede hun den lange mil fra Lejbølle til sit hjem i Lille Snøde.

Efter nogen tid blev hun dog afhentet af Peder Jørgensen i hestevogn. Bonden savnede hendes arbejdskraft på gården. Selvom benet stadig var hævet og såret betændt, måtte hun klare sit arbejde, så godt som hun kunne, frem til 1.november. De kvaksalverråd, hun fik i den tid, hjalp ikke, ja, de gjorde måske endda ondt værre. Efter endt tjenestetid kom hun atter hjem uden at være blevet rask.

Kirstens mor Anne Marie var en fattig enke. Hun havde været alene med fire døtre siden manden husmand Peder Hansen døde i 1833 tre måneder før den yngste datter Petrine blev født. Det havde været svært for Anne Marie at klare sig uden manden. Nu boede familien til leje i en anden families beboelse, og den var under fattigvæsnet.

Anne Marie klagede til præsten i Snøde, Frederik Wilhjelm, der tillige var formand for sogneforstanderskabet, den tids sogneråd. Han sørgede for, at Kirsten straks fik ordentlig lægehjælp. Lægen kunne konstatere, at når såret ikke var blevet lægt, var det i høj grad på grund af, at der hidtil intet var blevet gjort for at behandle det.

Pastor Wilhjelm var forarget og ville sørge for at Peder Jørgensen blev stillet til ansvar for sine ugerninger. Han foreslog, at man fra Snøde/Stoense kommunes side skulle kræve, at bonden dækkede de udgifter kommunen eventuelt måtte få på den syges pleje, samt for det tab den fattige pige fik ved ikke at kunne søge ny tjeneste. Præsten fik opbakning af det samlede sogneforstanderskab.

De øvrige sogneforstandere i Snøde/Stoense var bønder som Peder Jørgensen. Selvom det var klart, at Peder Jørgensen i denne sag var gået langt over stregen, kan man ikke udelukke, at de har haft en vis forståelse for hans situation som bonde. Problemet for dem var først og fremmest frygten for, at udgifterne ved pigens sygdom skulle blive tørret af på skatteyderne i Snøde/Stoense kommune, når urimelighederne var een mands værk i Bøstrup.

Den stakkels pige blev ikke invalid – allerhøjest lidt halt, så sagen kunne ordnes i mindelighed.

Vi forlader Kirsten, hendes mor og lillesøster i lejligheden i Lille Snøde og springer godt og vel et halvt århundrede frem i tiden.

I slutningen af 1800-tallet havde byarbejderne søgt at organisere sig for at tilkæmpe sig bedre vilkår. Det var da også til en vis grad lykkedes. Stadig stod det helt galt til med landarbejdernes forhold, og det var dog på landet, at de fleste mennesker på den tid boede og havde deres beskæftigelse.

Forholdene blev omkring 1900 skildret af enkelte danske forfattere f.eks. af Jeppe Aakjær i "Vredens børn". Litteraturen blev i denne sammenhæng brugt som agitation mod den herskende orden. I vore dage kan man se, at litteraturen ikke blev dårligere af den grund, måske tvært imod.

På Langeland blev der i flere omgange dannet faglige foreninger, der skulle varetage tyendets og daglejernes interesser. Det nævnes flere gange i landarbejdernes fagblade, at Langeland var et af landets mest aktive områder, ligesom der refereres fra møder med flere hundrede deltagere. Selvom man regner med en vis overdrivelse, så forekommer opbakningen at have været omfattende.

Det siger sig selv, at datidens arbejdsgivere på landet, bønder, godsejere og forpagtere var forskellige på det menneskelige plan, men en del af dem blev afsløret som særdeles nedrige, da de fik modstand. De veg ikke tilbage for gement snyderi med lønninger og bortjagning af ansatte, der sagde dem det mindste imod. For at gøre skaden endnu større søgte de at hindre, at de afskedigede blev ansat på andre gårde. Resultatet for en faglig aktiv kunne således være, at han måtte gå fra hus og hjem. Dette skete f.eks. for en af de mest kendte, nemlig Jens Baltzer. Jens og hans kone Marie blev nødt til at opgive deres lille hus i Tryggelev. For mange bønder var det også et princip, at pige- og karlekamre skulle være små og uhumske, og det endda på en tid hvor der på gårdene blev bygget nyt og stort.

Foruden de snævert faglige spørgsmål tog landarbejdernes foreninger også mere almene politiske og sociale spørgsmål op. De krævede jordreformer, som betød en mere retfærdig omfordeling af jorden, samt afskaffelse af tyendeloven, der blandt andet betød at en husbond stadig havde lov til at "revse" sine karle på under 18 år og sine piger på under 16 år. "Revselsesretten" og den forhadte "skudsmålsbog" blev først afskaffet i 1921.

Nogle vil nok spørge sig selv, hvad det egentlig kommer os ved, hvad de rendte rundt og lavede for så mange år siden. Jeg mener jo, at det er interessant i sig selv at beskæftige sig med historien, men det kan samtidigt være en mulighed for bedre at forstå ting, som sker i dag. Genspejlinger af Peder Jørgensens egoistiske tankegang eller en sogneforstanders kræmmermentalitet behøver man selvfølgelig ikke at gå så langt tilbage i tiden for at finde, men fænomenerne bliver tit lettere at forstå, når man ser på et historisk eksempel.

I vore dage har politikere, organisationsfolk, arbejdsmarkedsforskere og andet godtfolk travlt med at skabe et billede af et gennemorganiseret arbejdsmarked, hvor ethvert misforhold hurtigt og retfærdigt bringes til ophør - sådan er det efter min mening ikke helt.

Selvom man i dag kan formå store dele af befolkningen til at tro, at alt er såre godt, og at retfærdighed ikke længere er noget, man behøver at kæmpe for, så er der – og måske netop derfor - mange forhold, som ikke tåler dagens lys: usaglige afskedigelser, underbetaling, manglende pensionsindbetalinger, udnyttelse af for lempelige overarbejdsregler og brud på andre skrevne eller uskrevne regler - ikke mindst er racisme og mobning på arbejdsmarkedet i de senere år vokset som en kræftsvulst.

Arbejdsmarkedet i dag er godt nok helt forskelligt fra det, som foregik i 1840-ernes bondesamfund, og forskelligt fra det langelandske samfund, hvor Jens Baltzer kæmpede for forbedring af tyendets og daglejernes forhold. Men forskellen er først og fremmest, at der er sket en enorm velstandsstigning. Bag den ydre stads er rollefordelingen den samme som dengang: arbejdsgivere er arbejdsgivere og opfører sig sådan, når de presses; arbejdere er arbejdere, selvom man har fundet på nye mere venlige og slørende betegnelser.

Mange ansatte forledes i dag til at tro, at de har fuldstændigt fælles interesser med deres arbejdsgiver – dét kors havde Kirsten Pedersdatter næppe at bære på på sin smertefulde vandring fra Lejbølle til Snøde i 1846.

A: Udenfor et bryggers i en bondegård – Maleri af Viggo Pedersen.

B: I 1846 var der to Gundersgårde, som lå tæt ved siden af hinanden, de var begge fæstegårde ejet af grevskabet Langeland. På Daniel Weesch`s maleri fra 1921 er ejendommene blevet samlet til een proprietærgård, som har et nybygget stuehus. Siden 1876 har gården været ejet og drevet af slægten Christensen. Privateje. Foto: Langelands Museum.

"Arbejderhistorisk Forening på Langeland" har udgivet en fyldig kildesamling med titlen "Nu kommer landarbejderne" om landarbejdernes organisering på Langeland 1907-1915. Den er redigeret af Oluf Unnerup og Trille Raagaard, og kan bestilles ved at ringe til tlf.: 62 51 29 66. Trille er i øjeblikket i gang med at samle stof til en fortsættelse