I to tidligere artikler om Humble fattiggård, der eksisterede 1868 - 1894, fortalte jeg blandt andet om nogle af beboerne og forsøgte dermed at vise med eksempler, hvor umuligt et projekt det var at samle samfundets fattigste på fattiggården for at give dem arbejdspligt og for at rationalisere deres forsørgelse. I denne tredje og sidste artikel vil jeg gå nærmere ind på en af skæbnerne. I 1885 blev Erik Rasmussen idømt fire års tugthusarbejde for drabsforsøg på et andet fattiglem, den blinde, døve, stumme og åndssvage Iver Hansen.

I 1879 havnede Erik Rasmussen som 61-årig på fattiggården. Han var en lille mand, vejede 55 kg og var 150 cm høj. Han var bleg i huden og næsten tandløs, havde gråt hår og skæg under hagen. Han stammede fra Ristinge. Hans liv havde været udpræget fattigt; i mange år havde han tjent til livets ophold ved den usikre beskæftigelse som daglejer og havde i et par år sejlet som skibskok. Han havde aldrig stiftet familie.

Som ung i 1844 havde han en enkel gang været i konflikt med loven. En sen aften var han brudt ind hos en gårdmand og havde stjålet et vægur. Han var efterfølgende blevet arresteret, og tyveriet blev i retten behandlet sammen med et andet forhold, hvor han tidligere havde fundet og beholdt en kasse med et par skæpper rug, der var faldet af en vogn.

Alt i alt blev ulovlighederne takseret til 4 gange 5 dage på "vand og brød" i arresten i Rudkøbing.

Efter fem dages indespærring holdt han en uge fri, ind igen og så fremdeles. Erik kunne således holde julen 1844 hos sin mor og stedfar i det lille hjem på Ristinge midt i sin afsoning.

Blandt de 23 første fattiglemmer på fattiggården tilbage i 1868 var enken Grethe Iversen og hendes to voksne multihandicappede sønner. Storebror Iver på 30 år var døv, stum og blind. I fattiggårdens protokol betegnes han tillige som åndssvag. Om lillebror Hans forlyder det ikke, at han skulle have været blind.

Grethe døde i efteråret 1884, 75 år gammel, og Erik Rasmussen blev sat til at passe Iver. Iver kunne på ingen måde hjælpe sig selv, de to skulle derfor dele værelse, så Erik også var i nærheden om natten. Som et plaster på såret lovede Ivers slægtninge udenfor fattiggården, at forsyne Erik med 1/4 pund skråtobak hver måned.

Ivers familie holdt ikke løftet. En sommerformiddag i 1885 havde Erik haft nogle ærinder udenfor fattiggården, og i den forbindelse havde han fået nogle snapse. Da han kom tilbage en time før middag, låste opsynsmanden, Hans Jacob Rasmussen, Iver og Erik inde på deres værelse, for at forhindre, at Eriks drikkeri fortsatte. Det var inde på værelset, at tragedien udspillede sig.

Erik fik klædt Iver af og fik ham anbragt i hans seng. På et stykke sækkebånd bandt han en løkke, lagde den om Ivers hals og trak til. For at værge sig bed Iver Erik i hånden, men meget belejligt havde Erik en solid læderarbejdshandske liggende i nærheden, så han kunne beskytte sig imod sit offers bid.

Nu blev Erik imidlertid forstyrret i sit forehavende ved at opsynsmanden kom tilbage for at hente de to ind til middagen.

Erik stod bøjet over hovedgærdet af sengen, hvor Iver kæmpede for sit liv helt blå i hovedet. Hans Jacob Rasmussen tilkaldte sin kone, og først da han derefter løftede Ivers hoved op, opdagede han snoren, fik fat i en kniv og skar den over. Snoren var trængt dybt ind i halsen bagtil. Iver kom sig dog i løbet af dagen, allerede samme aften var han i stand til at spise.

Værre var det tilsyneladende fat med voldsmanden, indelukket i fattiggårdens arrest tog han hverken vådt eller tørt til sig, helt slået ud af, hvad han havde gjort. Den næste dag blev Erik afhørt af politiassistent M.H.Jørgensen. Han tilstod, men kunne ikke huske eller forklare, hvorfor han havde forsøgt at kvæle Iver, han sagde blot, at han havde været ked af sit hverv med at passe ham og af ikke at have fået den lovede skråtobak. Jeg må have været "i et andet sind", sagde han til Jørgensen.

Jørgensen tog Erik med til arresten i Rudkøbing. Dagen efter kom han i forhør hos by- og herredsfoged, borgmester, ridder af Dannebrog August Emil Lind. Sagen var oplagt, gerningsmanden tilstod, og der var vidner, så Lind kunne ikke være i tvivl om hændelsesforløbet. Det, som kunne diskuteres, var med hvilket overlæg forbrydelsen var begået.

Vidner fastslog, at Eriks åndstilstand ikke var abnorm, og at han havde passet sit hverv med Iver udmærket hidtil, at han i ædru tilstand var en medgørlig og arbejdsom person, ligeledes blev den gamle sag fra 1844 fremdraget. Ved den efterfølgende domsafsigelse blev straffen fastsat til 2½ års tugthusarbejde.

Dette var ikke godt nok for amtsmanden for Svendborg amt, grev Brockenhuus-Schack, der tillige med den dømte havde mulighed for at anke afgørelsen. Ved overretten i København, blev herredsfogeden underkendt, idet dommen blev skærpet til 4 års tugthusarbejde.

Horsens Tugthus

Fulgt af politiassistent Jørgensen gik turen nu af sted med færge og tog til landets store tugthus i Horsens. Det var blevet bygget i 1850'erne. I tugthuset var fangernes arbejde selvsagt i centrum. Man havde valgt at privatiserer, således foregik en stor del af tekstilfirmaet Crome & Goldschmidts produktion i tugthuset.

Det har dog været begrænset, hvor meget arbejde man fik ud af Erik Rasmussen. Ved ankomsten beskrives han som værende i meget dårlig fysisk tilstand og meget dårligt opfattende. Senere fik han mavekatar og var i den og anden anledning ofte indlagt på tugthusets sygeafdeling. Da han blev løsladt efter de fire år, var han en nedbrudt gammel mand på 71 år, der dårligt nok kunne holde sig oprejst.

5. september 1889 kom Erik hjem til fattiggården.

I 1891 blev der i Rigsdagen vedtaget en "lov om alderdomsunderstøttelse", hvorefter kommunerne skønsmæssigt skulle fordele understøttelse til deres borgere over 60 år. Erik kunne dog ikke få, da han havde fortabt sine rettigheder både ved at være fattighjælpsmodtager og som dømt kriminel. Den svagelige Iver døde en naturlig død samme år. Erik overlevede Humble fattiggård og var blandt de tilbageværende beboere, der blev overflyttet til Tryggelev fattiggård, hvor han døde i 1898.

For mange år siden er gravminderne for fattiggårdsfolkene fjernet fra Humble Kirkegård.

Trækors forgår, og det samme gør de minder, de efterlevende gerne vil glemme. Man siger, at den der glemmer historien er dømt til at gentage den. Historien - og selvfølgelig ikke bare den om Erik Rasmussen og Humble fattiggård - er interessant i sig selv, men den er også en mulighed for bedre at forstå vor egen tid.

Hvis man for eksempel sammenligner fattiggårdsprojektet med nutidens danske socialpolitik, er parallellerne tydelige. Dengang som nu tænkte man på besparelsesmuligheder fremfor kvalitet eller forudsætningerne for det, man foretog sig.

Med de samme regelsæt ville man dengang angiveligt hjælpe fattige børn, syge og gamle, samtidigt med at man ville skræmme arbejdsføre fattige. I dag er socialpolitikken ikke mindre modsætningsfyldt, når et flertal af politikere flirter med at gøre forsorg og pleje til en indtjeningsmulighed for private firmaer.

Ideen om sociale klienters arbejdspligt er en variation over et tema, der allerede for mere end hundrede år siden lød fælt hult og indholdsløst.

Alt i alt gjaldt det tilsyneladende dengang som nu om at retfærdiggøre samfundssystemet frem for at hjælpe mennesker i nød. Blot er de selvtilstrækkelige sognerådsmedlemmer og fattiggårdenes opsynsmænd skiftet ud med mere professionelle politikere og behandlere i jakke og slips eller spadseredragt.