Dømt til et år i forbedringshuset for tyveri af "trækketøj"

Om formiddagen den 8.december 1842 pløjede de to karle Lars Larsen og Hans Hansen med hver sin plov og hver to heste på sidstnævnte fars mark ved Lindelse. Ved elleve- halvtolv tiden spændte de fra, knyttede hammelreb og tømmer på hestenes rygge, lagde svingler, hamler og trækketøj op på plovene og red hjem. Hjemme var der havre til hestene, grød og flæsk til plovkarlene og et velfortjent hvil til dem alle.

Da de kom tilbage fra middagspausen klokken halv to, var trækketøjet forsvundet fra den amerikanske svingplov, som Hans havde kørt med. Han måtte ride hjem til gården med uforrettet sag, mens Lars fortsatte med arbejdet. Hans Hansens far med samme navn som sønnen var ikke hvem som helst. I et år havde han været medlem af sogneforstanderskabet – som sognerådene dengang i demokratiets spæde start blev kaldt. Som sogneforstander og som velstillet bonde i øvrigt ville han ikke finde sig i, at nogen gik og stjal fra hans mark og ødelagde hans planlægning for gårdens drift. Han havde oven i købet en ide om, hvem der havde taget trækketøjet.

Næste formiddag opsøgte han to andre sogneforstandere, som begge var gårdmænd i Illebølle. Først navnebroderen Hans Hansen og derefter Mads Mortensen, sidstnævnte havde som sogneforstander også opsynet med Rørsø fattighus i Illebølle Udflytter. Da Hans Hansen fra Lindelse og Mads Mortensen stod og snakkede på Madses gårdsplads, dukkede en af beboerne fra fattighuset op. Laurine Kathrine Hertz, kaldet Trine Thase kom for at tigge nogle fødevarer hos gårdmandskonen. Det var netop Trine, som Hans Hansen mistænkte for at have stjålet trækketøjet. Han beskyldte hende for tyveriet, men hun nægtede. Hans ide med at opsøge de to andre sogneforstandere var at lave en ransagning af fattighuset. Trine og de to mænd drog afsted til fattighuset, hvor den anden Hans Hansen allerede var ankommet. Efter nogen tid fandt mændene trækketøjet halvt skjult under nogle spåner i den del af fattighusets tørvehus, som netop Trine benyttede. Hans Hansen var vred og ville gå videre med sagen. Trækketøjet i sig selv betød ikke så meget - på et senere tidspunkt blev det vurderet til at have en værdi af 20 skilling. Det som var vigtigt for ham, var at der blev gjort noget ved den omsiggribende tyvagtighed, og i den sammenhæng var Rørsø fattighus central.

I fattighuset boede elleve mennesker. Skrædder og almisselem gamle Daniel Rasmus på 80 år, hans kone Marie Olsdatter på 50, dennes søster Karen på 45, Daniels og Maries døtre Alma og Sofie på 22 og 13 år. Samt Maries ældste datter førnævnte Laurine Kathrine på 28 år, som var gift med daglejer og almisselem Jens Thomsen på 48. De to havde sammen 3 døtre på 5 og 3 år samt en lille ny på kun 7 måneder. Desuden havde Trine et fjerde barn, der som hun selv var "uægte", det vil sige født udenfor ægteskab. En gårdmand i Skrøbelev var blevet udlagt som far til hendes ældste datter Iverine Jensine Larsen på nu 7 år. Marie havde i 1813 været tjenestepige i Rudkøbing. En jødisk handelsmand var Trines far, deraf hendes fremmedartede efternavn.

Trine havde været i Lindelse og var derfra gået den lige vej hjem over markerne. Hun var kommet forbi de forladte plove og havde tænkt, om smeden ikke kunne omdanne jernet fra et af plovenes trækketøj til ben, som kunne sættes under hendes gryde. Der var knækket et par ben af gryden, så den ikke længere kunne stå på ildstedet. Trine havde fjernet bolten, der holdt trækketøjet sammen med hammelen, og bragt det med hjem til Rørsø.

Der er en forhistorie, som kan være med til at forklare bondens raseri over det frække tyveri. Jens og Trine var om foråret blevet anklaget for forskellige kriminelle forhold. Ved herredsretten var Jens Thomsen blevet kendt skyldig i at have stjålet en skæppe hvede og en hovedpude fra Mads Larsen i Illebølle, da han havde arbejdet hos ham et par år tidligere. I februar 1842 havde Jens været delagtig i et tyveri af to tønder kartofler fra boelsmand Hans Larsens kartoffelkule. Ved forbryderes natlige besøg det foregående efterår på boelsmand Peter Petersens mark i Hennetved, havde Jens også været med, på stedet var der blevet slagtet to får og klippet to andre, hvorefter kødet og ulden var blevet stjålet. At Jens havde tilegnet sig en jernstang, han havde fundet ved et lysthus i Hjortholms skov, havde ikke gjort sagen bedre. Jernstangen tilhørte nemlig godsets ejer proprietær Hastrup.

Trine havde været mistænkt for at være medskyldig i nogle af de samme forbrydelser samt for en række andre mindre tyverier. I modsætning til Jens havde hun stædigt benægtet. Da ingen af tyvekosterne var blevet fundet, og da der ikke var nogle afgørende beviser, blev hun frifundet, selvom herredsfogeden havde ment, at det nok var overvejende sandsynligt, at hun ikke var helt uskyldig.

I sagen mod ægteparret indgik en erklæring fra sogneforstanderskabet i Lindelse. Heri gav sogneforstanderne udtryk for, at Jens var blevet lokket til at deltage i forbrydelserne af først og fremmest Trine og hendes mor, og at det fremfor Jens var dé to, der burde have en streng straf. Jens blev dog idømt to års forbedringshusarbejde i Odense Tugt- og Forbedringshus, mens Trine blev frikendt for videre tiltale. Jens appellerede afgørelsen. Ved en dom i landsoverretten 22.okt.1842 blev underrettens dom dog stadfæstet. Sagen gik videre til højesteret. Det var situationen, da historien med det stjålne trækketøj kom for dagen.

By- og herredsfogeden hed Marcus Pauli Carenus Holst von Schmidten. Han var tillige kammerjunker og Ridder af Dannebrog. Von Schmidten er i eftertiden blevet kaldt en dygtig, men noget hårdhændet embedsmand. I sin egen selvopfattelse var han utvivlsomt streng og retfærdig. I denne sag forekommer han dog at have været noget eftergivende overfor sogneforstanderne. Trine blev arresteret, og forhørsretten indledt. Hændelsesforløbet blev klarlagt, og amtmanden for Svendborg amt Frederik Sporon på godset Hellerup nordøst for Ryslinge, beordrede en tiltale rejst mod Trine samt beskikkede anklager og forsvarer. 28.febr.1843 idømte von Schmidten Trine et års forbedringshusarbejde i Odense. Allerede 4.jan. havde højesteretsafgørelsen vedrørende Jens Thomsen foreligget. Kendelsen fra underretten var igen blevet stadfæstet, og Jens, der ellers ikke havde siddet fængslet under rettergangen, var for længst sendt af sted til Odense. I sagen med det stjålne trækketøj appellerede Trine. Ved en dom i landsoverretten 22.april 1843 blev von Schmidtens afgørelse ændret til kun 4x5 dage på vand og brød i arresten i Rudkøbing.

Ifølge dommene var det de dømte, der skulle betale sagsomkostningerne. Der var efterhånden tale om et stort beløb. Jens og Trine var som fattiglemmer aldeles uformuende. I så tilfælde var det amtet, der skulle betale. Med en anvisning på i alt 85 rigsdaler og 74 skilling fra amtmanden til von Schmidten 24.maj skulle enhver kunne få sit. At amtet skulle betale denne regning, havde sogneforstandere fra Lindelse været klar over inden de begav sig ud på deres korstog mod tyvagtigheden. På et andet område havde de dog forregnet sig. Da Trine igen var på fri fod, var der gået næsten fem måneder, og kommunen havde haft en udgift på 30 rigsdaler på at få hendes 4 børn forsørget. Den yngste havde alene kostet 15 rigsdaler 1 mark 4 skilling for kost og pleje, ligesom det havde været nødvendigt at købe noget tøj til den lille pige.

Lindelse sogneforstanderskab skrev til Svendborg amtsråd i håb om at kunne få refunderet udgifterne, men amtsrådet kunne med henvisning til den gældende lovgivning kortfattet afvise ansøgningen.

Få år efter blev hele familien flyttet til det noget større fattighus på Herslev Mark. Her boede i alt 19 mennesker. Efter endnu et par år blev fattighuset lavet om til en "fattiganstalt" med en væver ansat som bestyrer. Nu skulle fattiglemmerne ikke alene bo, men også arbejde på stedet. I Snøde/Stoense og Magleby kommuner havde man taget lignende initiativer. Fattiggårdenes endelige gennembrud som forsørgelsesmåde rundt om i landkommunerne kom dog først i 1860-erne. Således fik hver eneste kommune på Langeland efterhånden sin egen fattiggård. Jenses og Trines sidste fælles bopæl blev fattiggården på Herslev Mark. Han døde allerede i 1868, hun døde dér 27.dec.1894.

1 rigsdaler = 6 mark = 96 skilling.

En landarbejders årsindtægt kunne svare til godt 100 rigsdaler. Nogle borgere fik mange gange mere, andre væsentligt mindre – ligesom i vore dage.

1 tønde korn = 8 skæpper = 140 liter.