De tysksindede i Slesvig og Holsten havde gjort oprør for at løsrive hertugdømmerne fra det danske monarki. Dette var sket i forbindelse med politiske uroligheder i såvel Danmark, Slesvig-Holsten som i det øvrige Europa.

Den nye danske krigsminister A.F.Tscherning fik mobiliseret en hær på 11.000 mand. Der var en del frivillige, men de fleste af soldaterne var værnepligtige fra landbobefolkningen – denne befolkningsgruppe havde dengang stadig som den eneste værnepligt.

I april 1848 rykkede den danske hær ned gennem Sønder Jylland i deres røde uniformsjakker med hvide remme overkors på brystet, højpuldede hatte med kokarder og blå bukser. En mindre del af styrken blev i mellemtiden sejlet til Als.

Den danske hær stødte sammen med den noget mindre slesvig-holstenske ved landsbyen Bov ved Flensborg. Det blev en dansk sejr.

Næste gang hærene mødtes, havde slesvig-holstenerne fået undsætning fra Preussen og fra en tysk forbundshær, og styrkeforholdet var nu helt til tyskernes fordel. Det skete ved et blodigt slag ved Slesvig by.

Ved den lejlighed fik Tscherning lejlighed til at se, hvorledes de sårede blev behandlet. Han "kunne ikke undlade at ytre nogen tvivl, om der ikke var gået noget rask til værks med at afsætte lemmer." "Anden slags helbredelse havde man ikke tid til, hævdede lægerne." Danskerne trak sig tilbage dels til Als og dels op gennem landsdelen.

Sidst i maj gjorde danskerne fremstød over Alssund via et brohoved på Sundevedsiden, den 28.maj blev der kæmpet ved Nybøl. Tyskerne lavede en modoffensiv, ved kampene ved Dybbøl den 5.juni var 5.Linie Infanteri-Bataillon (senere kaldet Sjællandske Livregiment) i forreste række. På dansk side var der 100 døde og 280 sårede. Det var formentlig ved Dybbøl, at soldat nummer 130 fra 5.Linie Infanteri-Bataillons 2.kompagni blev såret i højre arm. Om man kunne have undgået at amputere armen ved skulderen kan ikke siges, men krigen var helt forbi for Christen Larsen Bromand fra Magleby på Langeland. Krigshandlingerne fortsatte til 26.august, hvor der blev indgået en våbenhvile på 7 måneder.

Spækhøkerbevillingen

Hjemme i Magleby sogn fik den 27-årige krigsinvalid 5 rigsdaler månedligt i pension fra staten. I begyndelsen af 1849 blev han gift med den et år ældre Anne Larsdatter og søgte kommunen om bevilling som spækhøker i sognet. Desuden var sogneforstanderskabet – den tids sogneråd - så venlige at skaffe det unge par et par værelser som fribolig i kommunens nyoprettede fattigarbejdsanstalt ved Nordenbro, mens ansøgningen endnu var uafgjort.

Spækhøkerbevillingen drejede sig om tilladelse til at have udsalg i mindre portioner af smør, flæsk, rugbrød, øl, kogeærter, hjemmegjorte lys, hjemmebrygget eddike, tørfisk, spegesild fra Bagenkop såvel som soda, olie, tran, salt, tobak, kaffe og sukker.

Sogneforstanderne havde ikke overvældende tillid til Christens evner som forretningsmand og var kun indstillet på, at han skulle have en midlertidig bevilling på et år. På den anden side var Christen, hans kone og deres eventuelle børn forsørgelsesberettigede i Magleby kommune, derfor gik man alligevel positivt ind i sagen.

Ansøgningen blev sendt til herredsfogeden Marcus Pauli Carenus Holst von Schmidten, som med sin indstilling sendte den videre til den endelige afgørelse hos amtmanden for Svendborg amt. Von Schmidten lagde ikke fingrene imellem i sin kommentar: "da ansøgeren er mig bekendt som en til drik og svir i høj grad forfalden person, vil det vist være såre betænkeligt at tilstå ham den attråede bevilling". Som det var forudsigeligt blev amtets afgørelse negativ: "ansøgningen kunne på grund af omstændighederne ej bevilliges".

Husspektakel

I løbet af de følgende måneder gik det op for Anne, at manden hun havde giftet sig med ikke længere var den samme, som hun havde lært at kende før krigen. Christen var blevet bitter, han begyndte at drikke tæt og blev ofte voldelig overfor hende, ligesom han ofte generede de øvrige i anstalten. Opsynsmanden og sogneforstanderskabet forsøgte sig med formaninger, men det hjalp ikke. En foreløbig kulmination på problemerne fandt sted lørdag 16. marts 1850.

Efter at have drukket sine rede penge op havde Christen solgt sin langpibe til træskomand Rasmus Christiansen i Nordenbro for 8 mark og også drukket en del af disse penge op. Hen under aften kom han hjem, endnu mere beruset end han plejede.

Anne var ved at lave mad. Det uundgåelige familieskænderi udartede sig. Christen smed gryden med kogte kartofler efter hende og smadrede derved nogle tallerkener. Anne flygtede ud af værelset ud på gangen, ind gennem et rum overfor, hvor beboeren den 58-årige fallerede tømrer Jakob Møller så forbavset til, og videre ind i et rum, der blev beboet af den yngre men gangbesværede Frederik Krøl, hans kone og børn. Anne fik sat slåen for døren, inden Christen et øjeblik efter var fremme og sparkede på døren med sine tunge træsko og forsøgte at bryde den op, mens han råbte: "Luk op, jeg vil have min kone". Frederik Krøl, der ikke var nogen modig mand og allerhelst ville blandes helt udenom stridighederne, svarede, at han ikke havde Christens kone.

I første omgang gik Christen, men kort efter kom han tilbage igen ret sikker på, at han var blevet narret. I mellemtiden havde Frederik Krøl fået Anne ud ad vinduet ud til vejen, hvor hun tog flugten ind mod Nordenbro. Da Frederik Krøl åbnede døren, hvor slåen faktisk allerede var blevet ødelagt ved Christens første angreb, blev han mødt med et slag i brystet, men slog igen med den karte, som han havde bevæbnet sig med og vægrede sig med sin krykke. Frederik Krøls kone løb efter hjælp, men anstaltens opsynsmand var allerede på vej hidkaldt af spektaklet, og han formåede at få skilt de stridende.

Bod og bedring

Anne Larsdatter var væk i et par dage, men kom igen tilbage om mandagen. Dagen efter holdt formanden for sogneforstanderskabet forpagter Fritz Hunderup fra Holmegård og sognefogeden Niels Pilegaard fra Nordenbro forhør på anstalten for at få opklaret, hvad der var sket. Først ville Christen ikke udtale sig til de to, men da protokollen var underskrevet, dukkede han op og var indforstået med at forklare sig. Han bekræftede det, vidner allerede havde fortalt, men lovede bod og bedring: "han fortrød, hvad der var passeret og bad om, at dette måtte tilgives ham, idet han lovede at slig uorden ingensinde mere fra hans side skulle finde sted og at han herefter ville føre et ordentligt og kristeligt levnet, i særdeleshed afholde sig fra svir og druk". Formanden og sognefogeden tilgav - det var vel også nemmere end at gå videre til politiet med sagen.

I maj måned var den gal igen. Da sogneforstanderskabet holdt møde i skolen i Nordenbro, dukkede Christen op to gange i stærkt beruset tilstand. Sogneforstanderne fik ham begge gange lempet ham ud "ved at vise ham den overbærenhed, man viser fulde folk". Da han dukkede op tredje gang ved slutningen af det langvarige møde, var han mindre fuld, men mere ondskabsfuld. Hunderup måtte simpelthen smide ham ud af lokalet. Derefter fortsatte han sit råberi ude på vejen. Man kan gætte på, at fornærmelserne har drejet sig om sogneforstandernes uformåenhed i almindelighed og den manglende spækhøkerbevilling i særdeleshed.

Sogneforstanderskabet anmeldte sagen til politiet, idet man ønskede, at Christen blev straffet. Den nye herredsfoged og politimester Hans Carl Sager – von Schmidten var i mellemtiden afgået ved døden - lod ham slippe med en alvorlig påtale.

Hustruvold

Nogle måneder senere flyttede Anne Larsdatter fra sin voldelige mand ind til en veninde i Nordenbro, hvis mand var fraværende, idet han var tjenestekarl i Haugbølle i Humble sogn. Sammen med en møllersvend fra Kinderballe mølle opsøgte Christen en aften de to kvinder, og forsøgte at tvinge dem til at servere brændevin. Da dette ikke lykkedes, kastede de to drukkenbolte sten ind gennem vinduerne.

På et senere tidspunkt måtte kvinderne flygte fra huset af frygt for at blive overfaldet af Christen. Dette lykkedes dem ikke, da Christen næste gang dukkede op, men da nåede gårdmanden Hans Pilegaard og mølleren Mathias Mogensen at befri kvinderne fra overgreb.

En aften midt i december kom Christen atter, han slog Anne i hovedet med en kalkkost og sparkede hende, efter at hun var faldet omkuld. Han slog hendes rok i stykker og trampede på resterne.

Sognefogeden Niels Pilegaard, der også var sogneforstander, henvendte sig til sin overordnede politimester Sager for at få stoppet Christen. Noget som også provokerede sogneforstanderne var, at Christen havde saboteret undervisningen i skolen i Nordenbro, så lærer Jeppesen havde været nødt til at afbryde undervisningen.

Sager kaldte i et svar til sogneforstanderskabet det skete for "private fornærmelser", og ville ikke tage affære, ud over at give Christen et pålæg om at holde sig fra sin nu fraseparerede kone. Sogneforstanderne klagede til amtmanden, som dog gav politimesteren medhold.

Frosset ihjel

Et af de problemer, sogneforstanderskabet havde med Christen, var naturligvis den uorden, han skabte på arbejdsanstalten. Derfor blev han sagt op, men fik med kommunens hjælp fra 1.maj 1851 husly hos husmand Niels Nielsen i Nordenbro - senere boede han til leje hos en anden husmand.

Han var tilsyneladende ikke længere det store problem for sogneforstanderne. I de følgende år nævnes han i alle tilfælde ikke længere i sogneforstanderskabets forhandlingsprotokol. I hvor høj grad, han var et problem for sin tidligere kone eller andre, må stå hen i det uvisse. Givetvis var han stadig et problem for sig selv.

Om morgenen 18.februar 1861 blev Christen Larsen Bromand fundet frosset ihjel på en mark. Han blev 39 år gammel.

"Sogneforstanderskaber" blev indført med en forordning i 1841. I forbindelse med en lovændring i 1867 blev de "omdøbt" til sogneråd.

1 rigsdaler = 6 mark = 96 skilling. En landarbejders årsløn kunne svare til 100 rigsdaler. Nogle borgere i landet fik mange gange mere andre væsentlig mindre – ligesom i vore dage.