Når "Harnbjerg gennem Tiden" fremkommer, så er det fordi, at en del af dem, som besøger vandrehjemmet Harnborg, gerne ønsker et synligt minde og lidt oplysninger om stedet, de gæstede. Måske også én og anden af beboerne kan være interesseret i en sådan stump lokalhistorie. Det er ikke noget videnskabeligt værk med forudgående kildestudier, men bare en jævn mand, der fortæller for venner og bekendte.

Humble i december 1934.
Valdemar Bendixen.

Solen stander i sydvest, mens fra øst en venlig blæst stryger over landet . Fra en bakke ser vi ud over dette grønne skrud, enge, hegn til vandet. Guldblank Østersøen slynger sig om øen. Langeland! Hvor er Du skøn, endnu er du frisk og grøn, endnu solbeskinnet. Skønt det sene efterår minder du os dog om vår, vækker håb i sindet. Til din pris og ære dette digt skal være.

Det var den kendte afholdstaler William Petersen, som 11. oktober 1891 skrev ovenstående vers på toppen af én af Langelands højeste bakker - Harnbjerg.

Den som én gang har prøvet at nyde udsigten fra denne bakke vil kunne forstå, at en mand med en poetisk åre let bliver inspireret til at skrive vers på dette sted, thi sjældent møder man en udsigt på én gang så storslået og samtidig så idyllisk smilende.

Mod øst ser man mellem skovene på øens østkyst Langelandsbæltet titte frem, og aller længst tilbage i horisonten skimtes Lolland. Her op gennem bæltet sejlede den mægtige russiske flåde 1905, da den stævnede mod det fjerne Østen for at slå Japan. Flåden kastede anker og lå et par dage netop her ude, hvor vi ser bølgerne rulle, og selvfølgelig blev den iagttaget med stor interesse af øens beboere.- De ældre vil huske dens tragiske endeligt.

Vi vil imidlertid ikke fortabe os i triste minder, men vender os mod nord, hvor øen skyder sin lange, smalle krop adskillige mil op i bæltet. Den ene kirke og vindmølle titter frem bag den anden, mindre og mindre synes de, jo længere de ligger borte. Tullebølle mølle er det fjerneste vi ser på selve øen.

Bare en lille drejning mod nordvest og øjet møder et smilende øhav. Nærmest har vi Strynø med sin "kalv", og lidt fjernere Birkholm, Drejø, Hjortø og flere små øer og holme. Længere tilbage ligger Tåsinge med sin højt knejsende Bregninge kirke, og over Tåsinge ses ovre på Fyn egnen omkring "De fynske Alper".

Atter går vi en drejning, så vi kommer til at se lige i vest, og Ærø ligger da ret foran os. Den synes så nær, vi skelner tydeligt husene i Marstal og ser, hvorledes vindmøllerne svinger armene rundt. I den ældre stenalder var Langeland og Ærø landfast med hinanden, men i den yngre stenalder brød havet igennem. Det er ikke noget dybt vand, men man ser dog damperen og motorbåden glide, hvor fordum stenaldermanden jagede urokser og andet vildt, som ikke mere findes på disse egne.

Skjult bag Ærø ligger Als, og atter bag den Sønderjylland, som heller ikke ses. Ja, en gang så man "glimt" der ovre fra, det var hin frygtelige nat før stormen på Dybbøl 1864, da stod der på bakken en lille flok tavse, nedtrykte mennesker og så med gru, hvorledes himlen glødede i vest, mens de hørte en ustandselig buldren.

Mod sydvest ruller "Kodans" bølger, så langt øjet rækker - og dog - er vejret særligt klart, ser man 2-3 punkter i det fjerne, det er spidsen af de halvøer, som skyder sig ud fra Sønderjyllands østkyst. I klare aftener ser man blinkene fra fyret ved indsejlingen til Kielerfjorden.

Det er det fjerntliggende, vi har hæftet opmærksomheden ved. Lader man øjet hvile på selve øen, så er det man her også møder betagende skønhed.

De mange runde småbakker, der er ejendommelige for Langeland, giver landskabet et eget præg, og de levende hegn, hvoraf der på denne egn endnu findes en del, får det hele til at minde om en kæmpemæssig have. De enkelte små gærselskove pynter op som busketter, og de mægtige langdysser, som ses hist og her på markerne, kan man vel med nogen ret kalde "stenhøje". Som en værdig baggrund for det idylliske havebillede virker skovene op langs med øens østkyst. Man forstår, at William Petersen, da han igen 17. september 1899 stod på Harnbjerg kunne skrive:

Nu er jeg igen på den smilende egn
og genfinder atter det skønne.
Forfrisket i går og i nat af en regn
står træer og markerne grønne.
I vekslende solblink og drivende skyer,
der både flatterer og dæmper,
i fred ligger marker og haver og byer,
så sommerligt midt i september.
Mod øst og mod vest ligger havet så blåt
og glitrer med solstrålebølger.
Med snehvide sejl glider båden så småt,
i kølvandet damperen følger.
Og vejene hegnes af hasselog torn
og sortrøde brombær i ranker.
Ja, øen er et overflødighedshorn,
der ligger i søen for anker.
Den store digterkonge kaldte Langeland for en rosengren i havet, William Petersen siger, det er et overflødighedshorn. Det sidste billede er vel nok knapt så poetisk som det første, men sikkert lige så rammende. Midt i dette overflødighedshorn er det altså, at Harnbjerg har fået plads, og selve bakken har en ret interessant historie, som vi vil prøve at granske og følge.

Harnbjerg fik ganske vist ikke sit navn skrevet i historien, kun på generalstabskortet og i gamle jordebøger finder man navnet. Her stod nemlig ingen store slag, her holdtes ingen store folkemøder, hvoraf der gik ry over landet, og dog har Harnbjerg gennem årtusinder gentagne gange været et kulturcenter, om end i mindre format. Det er vel kun småstumper af bakkens historie vi finder ved at studere stedet, men dog så meget, at man kan følge en tråd gennem tiderne.

Vi vil prøve tænke os så langt tilbage som til den tid, da isen fra det høje nord dækkede den plads, hvor nu Danmark ligger. Vi ved, at isen gentagne gange trak sig tilbage, men kom igen, dog i mindre omfang for hver gang. Da den gjorde sit sidste fremstød, standsede den på Langeland vest for Humble og satte selv den mægtige bakke Harnbjerg som et mindesmærke om hin sidste fremrykning.

I den åbne grav mod syd ser man, hvorledes lagene står ganske lodret. - isens umådelige kraft har presset det hele i vejret, så lagene, der oprindelig er aflejet vandret, nu som sagt står lodret. Man kan sammenligne lagene med blade i en bog, bestående vekselvis af grus, sand, ler og kalk. Talrige forsteninger tjener som illustrationer og giver os et billede af fortidens dyreverden. Vore fineste geologer har gentagne gange studeret denne billedbog både med interesse og udbytte. For lægsfolk er billederne vel vanskeligere at tyde, men et søpindsvin, et vættelys og en muslingeskal vil man dog som regel kunne finde.

Midt i den stejle skrænt findes spor af gamle rævegrave. I disse ligger endnu benrester af de dyr, som Mikkel for århundreder siden fortærede. Et hovede af vildkatten er fundet i disse grave, hvilket viser, at de er meget, meget gamle, da vildkatten er uddøet her i landet for mange århundreder siden, og fund af den er meget sjældne. Det fundne hovede ligger på museum i København.

Om der gik hundrede eller tusinder af år fra isen trak sig tilbage og mennesket holdt sit indtog, er ikke let at sige, men det betyder også så grumme lidt i udviklingens store kæde - ét er givet: en dag kom stenaldermanden og tog bakken i besiddelse. Hans spor er fundet i form af talrige brudstykker af våben og redskaber af flint, og også flere hele stykker er her fundet.

Om Harnbjerg allerede i stenalderen har været et helligt Sted, hvor man dyrkede sine guder, kan ikke afgøres, men allerede i bronzealderen kan man regne med, at dette har været tilfældet. Bakkens navn tjener som bevis derfor. Ordet "harn" betyder nemlig hellig, men denne sprogbrug hører hjemme i en tid, der ligger forud for den, da man dyrkede aserne som guder her i landet. I asatiden havde man ordet " vie" for hellig. Man vil af dette forstå, at navnet Harnbjerg tjener som bevis for, at bakken allerede i den grå oldtid har været et sted, hvor gudsdyrkelse fandt sted. Det har vel nærmest været, hvad man kalder solguden, der her blev ofret til.

Århundrederne skrider. I Østerland har den hvide Krist levet og vidnet, og skarerne har samlet sig om ham. Her i Norden har den gamle solgud måttet vige pladsen for Odin og Thor og deres fæller. Jernet har afløst flinten og bronzen som materiale til våben og redskaber. Om man stadig i denne lange periode har benyttet Harnbjerg som "helligt bjerg", ved man ikke, men i tiden umiddelbart efter Kristi fødsel har bakken efter alt at dømme været befæstet - måske med en borg på toppen. Der findes vel ingen borgruiner, man kendte jo ikke på den tid til brug af teglsten, men på bakkens nordlige del er udgravet ca. 60 grave - som det bestemt synes eneste mandsgrave - hvoraf man mener at kunne drage den slutning, at her har levet et samfund af krigere.

Talrige sværd, dolke og skjoldbuler er der fremdraget såvel som mange smukke lerkar, flere smykker og andre interessante ting. Dette betydelige fund vidner om det stærke liv og den kultur, som Harnbjerg på denne tid var centret for.

Det var ved århundredeskiftet at de mange grave blev fundet og undersøgt af J. Winthers kyndige hånd. Da fundet var af ret stor arkæologisk interesse, blev det imidlertid afgivet til Nationalmuseet i København. Enkelte senere fundne ting findes dog på Langelands Museum.

Denne kultur spores også i bakkens omgivelser. Her er fundet bopladser samt gamle lergrave, som man igen har fyldt med alskens affald, hvorimellem en masse lerkarskår, stene benyttet til knusning, samt en større kværnsten i flere stykker, der dog kunne passe sammen. Her er fundet hytteklining, hvorpå man endnu ser hvidtekalken. Desuden er her fundet jernslagger, som viser, at man på denne tid har udsmeltet jern af myremalm..

De yngste grave er fra tiden ca. 300 år efter Kr. f., så drages sløret atter for Harnbjerg.

Tjørn og krat tager nu bakken i besiddelse. Men fortællingen om trolde, som bor i bakken, lever i befolkningen til vore dage. Det er de dunkle minder om den gamle kultur og de mange grave, der altid på slige steder spinder sig som sagn og fortællinger om "underjordiske", der bor i bakken. Da Harnbjerg har en ret udstrakt længde, egnede den sig ikke godt til at stå på fire gloende pæle, men man hørte ofte bjergfolkene smække med deres kistelåg, og ved nattetid vandrede en hovedløs hest rundt om bakken.

Der skulle imidlertid atter blive våbengny på Harnbjerg. Det skete, da Skyttebevægelsen, efter den ulykkelige krig i 1864, blomstrede frem. I Humble blev tidlig en stor kreds, og da ejeren af Harnbjerg blev kredsens formand, var det ret naturligt, at skydebanen blev lagt således, at bakkens gamle sider kunne modtage alle de kugler, som dels gik gennem skiven og dels udenom, når man holdt skydeøvelse. Man havde også eksercits med gamle militærgeværer; unge karle, der havde været soldat, fungerede som lærere - der var intet der hed "delingsførerkursus.

"Hvad før blev gjort uden lyst af tvang,
vi glade gøre af frihedstrang.
Og målet er Danmarks frelse."
Således sang man med begejstring, mens man marcherede med de gamle Geværer .

Når der var præmieskydning, kunne det hænde, at man plantede kredsens fane, da var der ret feststemning. Det var der også, når kaptajn Eduard Nielsen fra Nyborg kom til stede. Det kunne hænde, at han plantede sin stok på bakkens top, og de unge skulle så løbe omkap op ad bakken og prøve, hvem der kunne redde kaptajnens stok. Jeg var på den tid, da kaptajn Nielsen aflagde sine besøg, kun en ganske lille mand, men jeg mindes så tydelig, hvilken fryd det var, når han tog sin militærkasket og satte på mit drengehoved - særlig hvis jeg kunne nå at se et glimt af mig selv i spejlet.

En del af egnens "fornuftige" så - særlig i den første tid - med en vis foragt på skytte-bevægelsen, og der er endnu dem, som ikke forstår, at denne bevægelse, hvis formål var, at uddanne ungdommen til at forsvare landet - kunne have nogen kulturel betydning. Men når Danmark efter den ulykkelige krig fik sin store opgangsperiode både åndeligt og materielt, så havde skyttebevægelsen sin store andel i dette. Mangen en "Uffe" blev her vågnet op til "Mand."

Hen i halvfemserne bliver der atter stille ved Harnbjerg. FoIkets syn på forsvarsspørgsmålet har i høj grad forandret sig, og øvelseshuset er bygget, hvor gymnastikken nu har til huse. Skydningen er blevet en sport, der må længere baner til, end man kan få ved Harnbjerg.

I foråret 1930 bliver der atter liv på Harnbjerg. Der er nemlig i den forudgående vinter opført et ungdomsherberg. En halv snes år før er bakken blevet beplantet, hvilket gør at vandrehjemmet, som det også kaldes, kom til at ligge i de mest idylliske omgivelser .

Indvielsen fandt sted 18. april i forbindelse med et offentlig møde, hvor højskoleforstander Tange fra Rudkøbing talte.

Tilslutningen til dette var absolut ikke overvældende. Det var ret naturligt, at det gentog sig, hvad der skete, da skyttebevægelsen stak hovedet frem. "De gamla, de kloke, må le, le, le". Her var imidlertid kommet en del unge tilrejsende, og dagen fik et smukt og festligt forløb. Hjemmet fik navnet H ar n b o r g, så nu havde bakken igen fået sin borg. I den smukke forårsaften stod man en sildig stund på bakkens top og vendte blikket mod vest. Man mindedes, at det netop i denne stund var 66 år siden hin lille flok med rædsel så, hvorledes himlen der ovre farvedes rød. - Man tænkte med tak på at Dannebrog atter kunne vaje på Dybbøl banke, og samtidig gav man hverandre håndslag på, hver især, at gøre sit til, at mellemfolkelige uoverensstemmelser aldrig mere skal løses på den vis, som det skete hin 18. april.

Et par dage efter bragte hovedstadsbladene billede af "Harnborg" ledsaget af en smuk omtale og bemærkede at dette var det første vandrehjem, der var opført i Danmark.

Trods det, at Harnborg absolut ikke ligger ved alfarvej, så er det alligevel et anseligt antal, der har søgt ly i hjemmet og stedse flere for hvert år. Der er en ungdomsskare, som finder de almindelige forlystelser for fladbundede, man vil ud i Guds store, frie natur , dvæle i den, søge at finde sig selv, og man vil ud for at mødes med andre, der heller ikke havde nok i tidens godtkøbs underholdning.

Her mødes spejdere, alle politiske afskygninger og unge fra de forskellige religiøse lejre og fra alle samfundsklasser.

Selvfølgelig er det mest landets egne børn, der kommer, men også fra vore to nordlige broderlande kommer en del og enkelte fra England og Tyskland.

Hvis man blader i fremmedbogen, vil man se, at mange af gæsterne, dels på vers og dels på prosa, udtrykker deres glæde og begejstring for opholdet på Harnborg. Jeg skal lige nævne et enkelt vers, som jeg tror, de allerfleste besøgende kunne underskrive:

"Vi unge som her mødes,
vi er den nye tid.
Her tiden ej forødes,
vi bruger den med flid.
Ideer her vi drøfte
vort banner højt vi løfte,
at det kan vaje rent og frit,
så det kan skues vidt."

Ja, når bålet om aftenen flammer på den åbne skorsten, da drøfter man tidens ideer, og der høres vers som nedenstående:

Strål, flamme, strål!
Glam, som ad himlene glammer
hjerternes jubel og jammer!
Frihed! Tænd bål!
Ungdom! Til kamp!
Højt være bannerne bårne!
Ned med de ragende tårne!
Ungdom! Til kamp!
Hellige kreds,
fylk os i ve og i gammen,
svorne til broderskab sammen,
hellige kreds!
Verden for os!
Ungdom skal Jorden regere,
Jorden vort fædreland være!
Verden for os!
Efter "Flamme empor" ved THØGER LARSEN

Der kan synes at være så stor en forskel på disse unges færd her ved bålet og deres, som for halvtreds år siden, i takt til Mads Hansens sange, marcherede med de gamle geværer - og dog kan det vist med nogen ret siges, at ét er fælles for dem, dette at "målet er Danmarks frelse", om end sange og symboler er ret forskellige.

Nie, nie wollen wir Waffen tragen!
Nie, nie wollen wir in den Krig!
Lasst die grossen Herren sich alleine schlagen,
wir machen einfach nicht mehr mit!
Nein! Nein!
Aldrig vil vi våben bære;
aldrig drager vi i krig!
Lad de store herrer slås foruden hære,
vi hjælper ikke mere til!
Nej! Nej!

Mer end tusinde år er henrundet, siden du, Harnbjerg, fik navnet "det hellige bjerg", og du har båret navnet med ære gennem tiderne. Gang på gang har mennesker samlet sig her fyldt af hellig begejstring. Du blev kun lidet kendt ud over landet, men én er der, som kender dig og holder af dig, og denne har her prøvet at riste dig en minderune.

LANGELAND

Skrevet af Frode Bendixen ved en sammenkomst af historisk interesse 13. maj 1928

Mel.: Hr. Peder

Se øen den er lang og smal som stregen,
derfor på langs går også landevejen.
Men ud til hver en side
går mange veje små,
og hen ad den vi vide
de bedste ture gå.
Langs med dem
mellem hegn og gærde
fugle små
stadig er på færde,
fugle små.
Sin top i bølgen blå de bøge spejle,
og rundt omkring sig hæve klinter stejle;

de runde bakketoppe
med udsigt over sø,
det hele sammen danner
den skønne lange ø.
Digter stor
navn dig gav med ære:
Rosengren
på havet skal du være,
Rosengren.
Kun liden plads du fylder på vor klode,
dog store navne stundom på dig boede.

Elektromagnetismen
vi ved jo Ørsted fandt,
og på Rudkøbing apotek
hans barndomstid henrandt.
Grundtvig her
for fru Leth har sværmet,
Å! Undskyld!
Kong Humble blir fornærmet.
Å! Undskyld!
Hans Majestæt vi må skam ikke glemme,
på denne ø han sikkert havde hjemme.

Hans kongsgård er forsvundet,
hans navn dog lever end;
og fantasien viser
os ham med sine mænd.
Langeland!
Du er rig på minder
Langeland!
Du vort hjerte binder.
Langeland!