Indtil sommeren 1998 arbejdede jeg på deltid på Langelands Museum som frivillig arbejdskraft i forbindelse med, at jeg havde fået konstateret en kronisk sygdom. Blandt meget andet gennemgik jeg en uregistreret papkasse med papirer fra den tidligere Humble Kommune fra sidste halvdel af 1800-tallet. En del af de gamle papirer handlede om fattigvæsnet og om oprettelsen og driften af kommunens fattiggård i Blandebjerg. Siden flyttede jeg til Midtfyn og har derfra haft nemt ved at komme på Landsarkivet for Fyn, hvor jeg bl.a. har kigget i Humbles kommunearkiv for at finde de løse ender på nogle af de spørgsmål, som papirerne på museet efterlod. Jeg stammer selv fra Humble kommune, og mit kendskab til området har gjort arbejdet lettere, men denne baggrund har samtidigt gjort det nærliggende at forsøge at finde ud af, hvad der er foregået i området i tidligere tider. Min nuværende situation som førtidspensionist skærper selvfølgelig også min interesse for datidens socialpolitik set som forhistorien til det såkaldte velfærdssamfund, vi kender i dag.

Baggrunden for den omfattende oprettelse af fattiggårde på landet fra ca. 1860, skal bl.a. søges i den sociale reform, der var blevet gennemført tilbage i 1803, hvorefter de enkelte landdistrikter havde pligt til at forsørge deres fattige ved hjælp af en dertil opkrævet skat. Højkonjunkturen under den "florissante periode" var blevet opløst af krig, statsbankerot og en langstrakt økonomisk krise. I løbet af første halvdel af det 19. århundrede skete der samtidig en voldsom befolkningstilvækst, dette resulterede i eksistensen af en befolkningsgruppe, som samfundssystemet kun gav dårlige muligheder for at ernære sig selv. Efterhånden havde de, som besad eller dyrkede jorden, overvundet krisen, men de blev af den grund ikke venligere stemt overfor den stadig voksende gruppe af fattige besiddelsesløse.

Fattiggårdene var et socialpolitisk tiltag, hvormed man ville forsøge at løse problemerne med de fattige. I den enkelte kommune indebar ideen centralisering og var et forsøg på rationalisering af fattigvæsnet. Gennem den fælles husholdning og fattiglemmernes arbejdspligt regnede sognerådene med at kunne opnå en besparelse. Forventningerne om besparelse lå også i, at man kunne skræmme en del mennesker fra overhovedet at søge fattighjælp (1). Angiveligt ville man også skabe bedre forhold for fattige børn, gamle og syge.

Der skulle ansættes en opsynsmand (og hans kone) og udarbejdes et detaljeret regulativ (2). På Langeland var man i høj grad med på de nye tanker, i perioden 1860-1888 blev der i øens landkommuner etableret ikke mindre end 10 fattiggårde (3).

Humble Kommune købte i 1868 afdøde læge Schlegels lille, stråtækte firlængede ejendom i Blandebjerg af arvingerne og indrettede stedet som fattiggård. Der blev optaget et lån, og de tre gamle fattighuse, som kommunen havde fuld rådighed over, blev solgt for at finansiere projektet. Der var tale om et stort beløb på kommunens budget, men væsentlig mindre end i de kommuner, hvor man foretog mere ambitiøse nybyggerier (4).

På det tidspunkt fik knap hundrede mennesker i Humble, ud af en befolkning på godt 2300 en eller anden form for fattighjælp (5). Af de 40 fattighjælpsmodtagere kom kun 23 på den nye fattiggård, de øvrige 17 havde stadig fast bopæl fortrinsvis i de to tilbageværende fattighuse i Kædeby og Helsned (6).

I et universitetsspeciale om Magleby Fattiggård, også på Sydlangeland, konkluderer Vibeke Elholm bl.a., at det var de fattige, som oftest fik hjælp, der havnede på fattiggården (7). Ud fra det jeg har læst om Humble, vil jeg tro, at forholdene var de samme her.

Efter at have fungeret siden foråret samme år blev fattiggården godkendt af Indenrigsministeriet d. 19. november 1868 til at huse netop 40 fattigmedlemmer. Sammenfaldet mellem antallet af faste fattighjælpsmodtagere og fattiggårdens angivne rumlighed virker som mere end en tilfældighed. Om sommeren havde amtet bedt den konstituerede distriktslæge sygehuslæge Ravnkilde om at inspicere stedet, og han havde efterfølgende rapporteret tilbage, at soveværelsernes størrelse nærmest kunne passe til 25-30 personer (8). Netop i disse år var de sanitære krav, ministeriet stillede, under stadigt pres, hvilket mundede ud i et nyt noget slappere cirkulære af 9. februar 1869. Da fattiggården blev godkendt til 40 fattiglemmer, var det da også indholdet i det nye cirkulære, man henholdt sig til. Ifølge dette krævedes der kun 250 kubikfod luft pr. individ i soveværelserne og 150 i arbejdsværelserne, ligesom rummene nu godt måtte bestemmes til flere end 10 personer. På et enkelt punkt kunne man godt bruge det gamle cirkulære fra 1856, ifølge det burde der ikke være under 4 alen til loftet, hvor der i det nye ikke måtte være under 4 alen (9).

Normeringen til 40 lemmer var formel, men reelt var der ikke plads til så mange mennesker. Fattiggården var en trussel, som sognerådet måtte formode virkede disciplinerende på langt flere mennesker, end der faktisk havnede på fattiggården. En hændelse underbygger denne antagelse:

Da kommunen i 1878 ikke længere måtte bruge de ovenfor nævnte fattighuse p.g.a. de dårlige sanitære forhold, da valgte man ikke at "fylde op" på fattiggården, hvor der angiveligt var plads, men man købte i stedet en grund i Brandsby og byggede der et helt nyt fattighus. Når man trods indtrængende opfordringer fra nogle bønder i Helsned, der var bange for, at projektet ville medføre en skattestigning, undlod at udvide den eksisterende fattiggård, er det nærliggende at gætte på, at kommunen efterhånden havde fået visse betænkeligheder overfor denne institutionsform (10).

Da fattiggården startede i 1868, skulle 6 tønder land dyrkes. Dette var ifølge regulativet ideen, og derfor blev institutionen kaldt en fattiggård, men allerede i 1870 måtte sognerådet betale boelsmand Mogens Hansen fra Haugbølle for at få kornet ind og for at pløje. Fra 1873 blev dyrkningen af jorden årligt bortliciteret efter nøje forskrifter vedrørende jordbehandling m.m., "som en dygtig bondemand ville gøre ved sin egen mark" (11). Forklaringen på, at man på fattiggården ikke magtede at dyrke jorden, var, at flertallet af de indlagte var børn, psykisk eller fysisk handicappede, gamle og udslidte og kvinder. Man skal i den forbindelse huske på, at arbejdsdelingen i datidens landbosamfund var meget skarp. De enkelte arbejdsduelige mænd var slet ikke på fattiggården, når der var brug for dem i marken, de havde da mulighed for at forsørge sig selv ved tilsvarende arbejde på gårdene rundt omkring. Ved licitationerne de følgende år formåede sognerådet at presse tilbudene, og man kan gætte på, hvor alvorligt de skiftende licitationshavere tog deres arbejde (12).

Selvfølgelig var fattiglemmerne, så vidt de magtede det, med til markarbejdet. Foruden kornet blev der dyrket hør, kartofter, grønsager og frugt. Som husdyr holdt man et par grise og et par køer. Der blev kærnet smør og brygget øl. Lemmernes arbejde indendørs var, foruden det almindelige husarbejde, at forarbejde hør og uld, der blev kartet, spundet, vævet og syet. Arbejdet kunne være bestillingsarbejde til inden- eller højere udensogns priser. Et af fattiglemmerne lærte at lave træsko, og kommunen investerede i det nødvendige værktøj.

I forhold til datidens skik og brug blandt fattigfolk på landet og måske også i forhold til nutidens junkfood og færdigretter, har fattiglemmernes ernæring ikke været dårlig. Det fremgår af bespisningsplanen, hvad der skulle serveres på hver af ugens dage (lidt ensformigt måske). Der blev spist meget grød og vælling, men menuen indeholdt også flæsk, kød, fisk, ærter og kål. Selvfølgelig er der en oplagt fare for, at bespisningsplanen ikke stemmer overens med virkeligheden. F.eks. klager opsynsmanden Chr.L.Christiansen i et brev dateret 15. november 1868 sin nød til sognerådsformand proprietær M.J.Mogensen.. Christiansen skriver, at selvom han ved et par lejligheder to og tre uger tidligere har gjort opmærksom på overfor det tilsynsførende sognerådsmedlem, at der ikke var mere flæsk, så har fattiggården alligevel ikke modtaget nye forsyninger, men har måttet tære forholdsvis mere på lagrene af smør og kød, således at der nu mangler smør og snart også vil mangle kød (13).

Det virkelige problem omkring fattiggårdslivet var dog snarere den umyndiggørelse, der fandt sted. Ved at modtage fattighjælp mistede folk deres politiske og borgerlige rettigheder. Det med rettighederne var måske til at overskue i det daværende politiske system, men de mandlige lemmer skulle f.eks. indhente myndighedernes tilladelse for at gifte sig. Umyndiggørelsen i fattiggården skal ses på det helt nære plan; mænd og kvinder holdtes adskilte, store børn adskilte fra forældrene. Opsynsmanden fik tugtelsesretten over fattiglemmernes børn. Lemmerne skulle bede om tilladelse for at gå udenfor fattiggården. Opsynsmanden kunne straffe dem med udgangsforbud og indespærring.

I de 26 år fattiggården eksisterede, havde den fire forskellige opsynsmænd. De boede med deres større eller mindre familier på stedet. På samme måde som sognerådet havde held til at presse prisen for dyrkningen af jorden, så blev opsynsmændenes lønninger også ved med at være meget små.

Den første opsynsmand, ovennævnte Chr.L.Christiansen, forekommer i de første år at have været en omhyggelig mand; regnskaberne er omfangsrige og pertentlige. De breve, der foreligger til sognerådet, er velformulerede. Så i 1872 bliver skriften i protokollerne usikker og regnskaberne kortfattede. Pludselig i foråret 1873 blev han afskediget på grund af drukkenskab. Da opsigelsen på tre måneder næsten var udløbet, kom der en yderligere anklage, denne gang anklagedes han for at have haft højst usømmelig omgang med fattiglem Rasmus Godtfredsens kone (14). Mærkværdigvis forblev han i jobbet efter at opsigelsesvarslet var udløbet, men sognerådet ønskede fra nu af at holde ham i kortere snor både med hensyn til det regnskabsmæssige og med hensyn til, at han fremover i højere grad end tidligere skulle holde de mandlige fattiglemmer til en nyttig og passende virksomhed.

I 1871 var snedker Rasmus Godtfredsen taget til Amerika og havde efterladt kone og børn i lejeboligen i Kædeby. Alene med syv mindreårige børn havde konen, Anne Marie, ofte brug for hjælp fra fattigvæsenet og opfyldte på den måde et af de væsentligste kriterier for at blive sendt på fattiggården. Der kom hun og børneflokken i februar det følgende år (15).

I juli 1873 blev der lavet politiforhør angående den usømmelige omgang med den gifte opsynsmand. Der blev også foranstaltet en jordemoderundersøgelse, som dog ikke med bestemthed kunne fastslå et svangerskab. Den 15. februar 1874 kom så et nyt fattiglem til verden, og opsynsmanden blev af moderen udlagt som drengens far. Chr.L.Christiansen bedyrede sin uskyld og sværgede i forbindelse med den efterfølgende faderskabssag. Den 26. april var lille Carl Christian blevet døbt i Humble Kirke (16). I maj måned blev moderen syg og åreladt, men trods denne behandling kom hun sig dog igen. Den 6. juni anklagede storesøster fjortenårige Marie Kirstine Godtfredsen overfor sognerådet, opsynsmanden for at have svirret ved grundlovsfesten i Lindeskoven ved Lindelse aftenen før og for ikke at have været hjemme om natten og dermed forsømt sin opsynspligt på fattiggården. Dette blev imødegået af to sognerådsmedlemmer, som opsøgte opsynsmanden og traf ham fuldkommen ædru. Vi ved ikke, hvad der er rigtigt, men under alle omstændigheder er det en ulykkelig pige, som søger en forklaring på, og en syndebuk for sin families ulykke. (17)

I oktober fik fattiggården endelig en ny opsynsmand. Af flere kandidater valgte sognerådet husmand Chresten Hansen. Der blev lavet en opstramning i form af en tilføjelse til instruksen - noget der måske først og fremmest siger noget om de hidtidige problemer. Af Chresten Hansen og hans kone forlangte man. at de skulle have gode egenskaber som troskab, omhu, flid og arbejdsomhed, samtidig skulle de kunne sætte sig i respekt overfor lemmerne. Brændevin måtte kun udskænkes ved helt særlige lejligheder, f.eks. kunne lemmerne i forbindelse med en begravelse før de skulle følge liget til kirken bevilliges brændevin til morgenmaden - men brændevins udskænkningen var for opsynsmandens egen regning. Håndværkere, der havde arbejde at udføre på fattiggården skulle fremover holde sig selv med kost - ja, der var overhovedet intet traktement til fremmede (18).

Nogle af de indlagte på fattiggården har ikke været nemme at omgås. I 1885 forsøgte Erik Rasmussen at kvæle sin døvstumme værelseskammerat Iver Hansen. To år tidligere brændte den nordlige udlænge, og Jensine Pedersen blev arresteret mistænkt for ildspåsættelsen, men klarede frisag på grund af manglende beviser (19).

I hele perioden kan man læse om almindelig opsætsighed blandt beboerne. I grove tilfælde straffedes dette med, at sognerådet idømte synderen en tids indsættelse i "fællesarbejdsanstalten" i Klaregade i Odense. Det værste eksempel på opsætsighed er Ane Smidt. Hun stammede fra Marstal og var en fordrukken kone på 55 år, da hun allerede i 1869 kom på fattiggården. Ifølge sognerådet var hun "et aldeles komplet ustyrligt og uforligeligt menneske". Udenfor referat har man sikkert kaldt hende for det, som var værre. I dag ville man nok bruge floromvundne gloser, men egentlig sige det samme. Hun skældte ud, ødelagde og slog de andre lemmer, opsynsmanden og hans kone. "Lukkes hun inde bryder hun ud eller springer ud af vinduerne". På et tidspunkt smadrede hun fattiggårdens arrest totalt. Hun var jævnligt i Odense, men vel hjemme på fattiggården startede historien forfra. Den 6. februar vedtog sognerådet i desperation at skrive til amtet for at få accept til, at hun blev indsat for bestandig i fællesarbejdsanstalten, som dengang nylig var blevet oprettet i forbindelse med den allerede eksisterende tvangsarbejdsanstalt. Så galt gik det ikke, hun synes dog at have opholdt sig fast dér i en årrække i slutningen af 80-erne og i begyndelsen af 90-erne. Nylig hjemsendt på grund af alvorlig sygdom døde hun på fattiggården i 1892 - 78 år gammel (20). Det var 2 år før fattiggården blev nedlagt.

I slutningen af 1800-tallet skete der indenfor industrien en voldsom udvidelse af arbejdsstyrken, hvilket medførte, at mange mennesker flyttede fra landet til byen. For Sydlangelands vedkommende foregik der også en stor udvandring af småkårsfolk - navnlig til Amerika (21) (Det var i øvrigt noget kommunerne undertiden medvirkede til for at slippe af med nogle af deres fattiglemmer) (22). Det lettede presset fra de fattige og sammenholdt med de mere socialt bevidste love, der gennemførtes omkring 1890, bl.a. vedrørende børn og gamle, blev det dødsstødet for fattiggårdsideen - ikke bare på Langeland, men i hele landet (23).

I Humble skete der en fattiggårdssammenlægning med Tryggelev/Fodslette i 1894, således at Humble nedlagde sin fattiggård og mod betaling fik anbragt de resterende fattiggårdsbeboere på Tryggelev/Fodslettes. I slutningen af 1899 startede forhandlingerne om fattiggårdssammenlægning med Magleby Kommune (24). Den samme udvikling fortsatte i det nye århundrede. Nogle af de langelandske landkommuners fattiggårde blev jævnet med jorden, andre af bygningerne bliver i dag anvendt til helt andre gøremål. Sluttelig var Skrøbelev Fattiggård fællesfattiggård for hele øen. Da den så sent som efter 2. Verdenskrig blev lavet om til alderdomshjem, blev der på Langeland sat det endelige punktum for en socialpolitisk vildfarelse af de helt store.

a. Hvis ikke andet er angivet henviser noterne til utrykte kilder eller opslagsværker på Landsarkivet for Fyn.

b. På Landsarkivet har man været yderst hjælpsomme og har bl.a. fundet 10 protokoller og kassebøger fra Humble fattiggård i de for Humble Kommunearkivs vedkommende 12 reolmeter uordnede arkivalier. Dette "fund" figurerer ikke i den nuværende registratur.

c. Den i artiklen omtalte papkasse med dokumenter på Langelands Museum er sidste år blevet afleveret til Landsarkivet. I den forbindelse lavede jeg en slags afleveringsdesignation. Hvor disse papirer er brugt som kilde, kaldes noten ALL efterfulgt af et nummer, der henviser til min midlertidige nummerering.

d. Harald Jørgensens bog: "Studier over det offentlige fattigvæsens historiske udvikling i Danmark i det 19. århundrede" fra 1940 (genoptrykt 1975) forkortes til "Harald Jørgensen" efterfulgt af sidetal.

1. Harald Jørgensen s.308, s.281.

2. ALL 168 og Indenrigsministeriet (Rigsarkivet) 1.dept. 1868 nr.3095.

3. Hanne Møller: Langelands fattiggårde (Metodeopgave). Odense Universitet 1988-89.

4. ALL 214.

5. Fattigkommisionens forhandlingsprotokol 1864-73, 11.7.70 s.253.

6. Indenrigsministeriet (Risarkivet) 1.dept. 1868 nr.3095 og Sognerådets forhandlingsprotokol 1873-84, 4.7.76 s.264.

7. Vibeke Elholm: Fattiggårde/arbejdsanstalter. Odense Universitet 1978.

8. Indenrigsministeriet (Rigsarkivet) 1.dept. 1868 nr. 3095. Ravnkildes brev af 10. juli.

9. Indenrigsministeriet (Rigsarkivet) 1.dept. 1868 nr. 3095. Svendborg Amt 1867-B-3-107. Cirkulære 3.dec. 1856, cirkulære 9.febr. 1869.

10. ALL 202.

11. Sognerådets forhandlingsprotokol 1873-84, 25.marts 73, s.37.

12. F.eks.: Sognerådets forhandlingsprotokol 1873-84, 5.7.73 s.62, 12.7.73 pkt.1, s.64 og Sognerådets forhandlingsprotokol 1884-1900, 7.4.85, 29.3.90 og 4.4.91.

13. ALL 156.

14. Sognerådets forhandlingsprotokol 1873-84, 5.7.73 s.62 og 12.7.73 pkt.1 s.64.

15. Fattiggårdens dagsjournal 1868-73. Fattiggårdens driftsbog 1868-81.

16. Kirkebogen for Humble sogn 1874.

17. Sognerådets forhandlingsprotokol 1873-84, 6.6.74 pkt.1.

18. Sognerådets forhandlingsprotokol 1873-84, s.149 og 150.

19. Fattiggårdens dagsjournal 1880-85. Langelands herredsfogedarkiv, forhørsprotokol 1881-86, sag 6/1883 og sag 69/1885.

20. Kirkebogen for Humble Sogn 1892. Ang. Ane Smidt f.eks. Sognerådets forhandlingsprotokol 1884-1900, 3.10.87 pkt. 4, Sognerådets forhandlingsprotokol 1873-84, 6.2.73 pkt. 18 s. 23 samt Fattiggårdens hovedprotokol bagerst.

21. Studier i dansk befolkningshistorie 1750-1890, Odense Universitet 1976. Afsnit af Ane Dorthe Holt: Udvandringen fra Humble Sogn.

22. Harald Jørgensen s.325 og Sognerådets forhandlingsprotokol 1884-1900, 28.12.92 pkt.2.

23. Børnelovene af 1888, Fattigloven af 9. april 1891, Alderdomsunderstøttelsesloven af 9. april 1891, Sygekasseloven af 12. april 1892.

24. Sognerådets forhandlingsprotokol 1884-1900, f.eks. 4.12.93 og 5.4.94.