Karen Sophies fødsel i dølgsmål 1853

Den artikel, der henvises til, er også at finde her på hjemmesiden - med titlen: "Enarmet soldat skabte frygt i Nordenbro".
Begge artikler er skrevet til den langelandske ugeavis "Øboen" i første halvdel af år 2001.

Nogen kan måske huske artiklen om Christen Larsen Bromand, soldaten der mistede en arm i forbindelse med kampe ved Dybøl i det første år af treårskrigen 1848, -49 og -50?
Hjemme i Magleby fik han fribolig i kommunes nyoprettede arbejdsanstalt i Nordenbro, blev nægtet bevilling som spækhøker, gik totalt i hundene og blev fundet frosset ihjel på en mark en vintermorgen 10 år senere.
Christens far, Lars Christensen Bromand har sin egen ligeså forhutlede historie med et tilsvarende sørgeligt endeligt. Han blev fundet druknet i en brønd 24.februar 1862.
I følgende historie spiller han om end ikke hovedrollen så dog en temmelig stor og tragisk birolle.
Efter at sønnen var fraflyttet arbejdsanstalten, blev faderen som 59-årig enkemand anbragt på stedet som "rigtigt fattiglem". Det er her, historien starter.
Den handler først og fremmest om den svært tunghøre og dårligt begavede 42-årige Karen Sophie Nielsdatter og hendes fødsel i dølgsmål i februar 1853.
Hun havde boet på anstalten siden opstarten i 1847.

Mistanken
Karen Sophie var i forvejen lidt kraftig, men alle på arbejdsanstalten havde bemærket, at hun lagde sig yderligere ud.
Da formanden for sogneforstanderskabet Fritz Hunderup, forpagter på Holmegård var på inspektionsbesøg ved nytårstid, bemærkede han det også. Han pålagde opsynsmanden Anders Nielsen og dennes kone at holde et vågent øje med det "døvstumme fruentimmer".
Dagene fik dog lov til at gå, og vinteren strengedes.
21.februar lagde Karen Sophie sig til sengs på sit værelse. Hun havde hele tiden benægtet at være gravid, og man accepterede, at hun måtte være almindeligt syg. Der blev intet mistænkeligt bemærket under sengelejet.
14 dage senere stod hun op, nu med et noget tyndere udseende.
Hun opsøgte pastor Ortmann i Magleby præstegård.
Dels fordi præsten var medlem af sogneforstanderskabet, dels på grund af de holdninger han gav udtryk for på et senere tidspunkt, er det nærliggende at tro, at det er ham, der efterfølgende har ladet et ord falde til "rette vedkommende".
Hunderup fik gennemført, at jordemoderen i Magleby, madam Winther undersøgte Karen Sophie. Undersøgelsen bekræftede rigtigheden af hans mistanke. Svangerskab og fødsel havde fundet sted.
10.marts skrev Hunderup til herredsfoged og dermed politimester og dommer Hans Carl Sager for at få denne til at gennemføre et retsligt forhør angående "fødsel i dølgsmål".

Vidnerne
Det første retsmøde blev gennemført på selve arbejdsanstalten 13.marts.
I sit brev til Sager havde Hunderup opfordret til, at følgende personer blev indkaldt for at afgive forklaringer: opsynsmanden Anders Nielsen og dennes kone Caroline Pedersdatter - de to var fornylig blevet gift, efter at Anders Nielsen havde været enkemand i et par år; pigen Karen Jensdatter - der plejede sin gamle syge far, fattiglem Jens Pedersen Rytter på stedet; fattiglem tidligere arbejdsmand Lars Christensen Bromand - der stod i et fortroligt forhold til Karen Sophie samt den mistænkte selv.
Anders Nielsen måtte indrømme, at han ikke havde gjort noget særligt for at komme til klarhed i sagen.
Caroline Pedersdatter havde som sin mand været mistænksom, men havde tolket nogle blodspor på Karen Sophies linned, som at hun stadig havde menstruation.
Derimod havde Karen Jensdatter mere at fortælle. Dagen efter, at Karen Sophie havde lagt sig, var hun om morgenen kommet ind på dennes værelse for at hente nogle gløder til at tænde op med. Lars Christensen Bromand havde været tilstede, og han havde sparket noget ind under sengen, som godt kunne have været et nyfødt barn. Der havde været blod på gulvet overstrøet med aske.
Bromand benægtede dette og forklarede at hans "fortrolighed" i forhold til Karen Sophie bestod i, at de drak kaffe sammen, og at han under hendes sengeleje havde hentet brænde til hende.
Tilslut blev Karen Sophie selv forhørt. Hun var faktisk istand til at høre en smule, og hun kunne også sige enkelte ord og udtrykke enkelte tanker.
"Det er løgn", var hendes kommentar, ligegyldigt hvad der blev sagt.
Sager kom til den erkendelse, at Karen Sophie ikke var helt velforvaret. For at hun ikke skulle blive påvirket yderligere af Bromand, der nok ikke havde helt rent mel i posen, blev denne anholdt og transporteret til arresten i Rudkøbing.

Retsmøderne i Rudkøbing
Resten af retsmøderne blev afholdt på rådhuset i Rudkøbing.
Det første fandt sted to dage senere. Her erklærede Bromand, at nu ville han sige sandheden: Jo, han havde haft "legemlig omgang" med Karen Sophie - det var foregået gennem et år. Han ville ikke udelukke, at hun også havde haft andre tilbedere, da hun var tilfalds for nogle få skilling.
Morgenen efter fødslen havde det dødfødte barn ligget hos hende i sengen. Han havde ryddet op - det var den dag, Karen Jensdatter var kommet ind for at hente ild.
Det døde barn havde fået lov til at blive liggende i sengen til den følgende dag. Om aftenen havde han så båret det lille lig indsvøbt i nogle klude til kirkegården i Magleby. Han ville placere det i en af de grave, han havde regnet med var klar til to nylig afdøde. Men der var endnu ikke blevet gravet i den frosne jord, så han havde lagt liget dækket af sne ved den derværende kalkkule.
Sager beordrede sognefogeden i Nordenbro Niels Pilegaard til at undersøge udsagnet om, at liget var at finde på kirkegården.
Der var omslag i vejret, men selvom sneen nu var fuldstændigt smeltet fra kirkegården, fandt Pilegaard intet spor af barnet. I et brev til herredsfogeden mente sognefogeden, at liget enten måtte være blevet fjernet eller ædt af vilde dyr. Hvor var barnet?

Liget i isen
Det var nu tøvejr om dagen, men isen på noret kunne sagtens bære - i de lavvandede områder var isen faktisk stadig bundfrossen.
Den 21 marts gik gartner på Broløkke Jens Jacobsen sammen med snedker Hans Nielsen fra Nordenbro over noret. Ikke langt fra land ud for lærer Harboes jordlod gjorde de et uhyggeligt fund. Fastfrossen i isen fandt de det efterhånden månedgamle lig.
Efter at have hentet en økse og hugget det fri, bar de liget op til præstegården, hvor pastor Ortmann fik dem til at placere det i kirkens våbenhus. Pilegaard blev orienteret og bragte liget til herredskontoret i Rudkøbing.
Ved retsmødet næste dag fortalte distriktslægen for Langeland, regimentskirurg Andreas Toft, hvad han kunne sige om liget ud fra en foreløbig undersøgelse. Han havde også på Sagers foranledning foretaget en undersøgelse af Karen Sophie, der nu også sad i arresten. Undersøgelsen bekræftede fuldt ud, hvad jordemoderen allerede havde fundet ud af.
Liget var tilstede under mødet, og det blev sluttelig pludselig præsenteret nærmere for moderen, der med fagter og lyde gav tilkende, at barnet var hendes. Da hun blev spurgt, om hun havde dræbt det, brød hun forudsigeligt nok sammen.
Bromand måtte indrømme, at det var ham, der havde lagt liget i sneen på isen med henblik på at få det begravet senere.

Obduktionen
Den ledende embedslæge for Fyns stift stiftsfysikus Emil Aarestrup fra Odense kom til Rudkøbing og foretog sammen med Toft obduktionen af liget 26.marts om formiddagen. Det foregik på selve rådhuset.
Ved retsmødet samme dag kunne de to læger præsentere resultatet af deres undersøgelse.
Barnet var fuldbåret. Der var ikke tegn på, at det havde været udsat for vold, men de to læger kunne ikke udelukke at barnet var forblødt gennem en afrevet navlestreng.
På grund af lungernes forrådnelsesgrad kunne de ikke med bestemthed sige, om barnet var født levende og havde åndet.
En blodudtrædelse under ligets hovedhud tydede på at livet i det mindste ikke var blevet udslukt ved begyndelsen af fødslen. Omvendt tydede det stærkt hvælvede mellemgulv og de næsten blodløse og tilbagetrukne lunger på, at kun et kortvarigt og ufuldkomment åndedræt havde fundet sted.
Sager havde også bedt de to læger være tilstede, fordi han ønskede, at de skulle vurdere Karen Sophies åndelige tilstand i forhold til, hvad der skete i retten. Toft var tilstede ved flere andre retsmøder i denne anledning. Aarestrup kunne sikkert ved denne lejlighed bidrage med en kvalificeret vurdering, da han var tilknyttet sindssygeafdelingen ved Gråbrødre Hospital i Odense.

Karen Sophie ifølge Ortmann
Endvidere havde Sager bedt pastor Ortmann komme med en udtalelse om de to mistænktes sociale forhold.
Hjemme i sit lune studérkammer på Magleby præstegård nedskrev præsten, hvad han selv huskede, og hvad han kunne se ud fra kirkebogen.
Bromands havde to "uægte" børn. Han var blevet anvist plads på fattigarbejdsanstalten, da han få år tidligere havde søgt hjælp hos det offentlige, da "han formedelst sin høje alder følte mindre kraft til strengt arbejde".
"Skønt det ikke er mig bekendt, at han tilforn haver været tiltalt, er de anførte forhold af en sådan beskaffenhed, at de ej kan fortjene at undskyldes", skrev præsten.
I modsætning til Bromand, der var fra Stoense, stammede Karen Sophie fra Nordenbro og dermed fra Magleby kommune. Som barn blev hun af sine fattige forældre sendt ud for at tigge.
Ortmann havde dengang bedt læreren ved skolen i Nordenbro give hende privattimer. Men lærerens tid og kræfter havde været spildte, "da hun manglede aldeles lyst til at modtage denne undervisning".
Præsten havde også gjort et forsøg på, at få pigen på døvstummeinstituttet i København, men det havde forældrene modsat sig.
Da de var døde, havde Karen Sophie fået understøttelse af sognets fattigvæsen. Hun var blevet anbragt på "fattigarbejdsanstalten". Der kunne hun "forrette en nyttig håndgerning, især at strikke strømper, hvormed hun selv har bidraget noget til sit ophold".
Ortmanns konklusion var, "af natur mangler hun ej aldeles begreb om det tilladelige og utilladelige og vil altså vist kunne indse at hun i sit forhold har fejlet".

Ifølge Toft
Toft kom frem til noget andet.
Ud fra sine iagttagelser under forhørene kunne han godt følge Ortmann. Umiddelbart kunne det godt se ud som fødslen i dølgsmål var sket i en tilregnelig mental tilstand. Toft mente dog, at andre forhold og usikkerheden skulle inddrages i en vurdering.
Præstens dom angående hendes erkendelse af rigtigt og urigtigt, syntes lægen var forkert. Hendes "moral" lignede for ham mere "en instinktmæssig fornemmelse, ikke ulig den, man ofte finder hos afrettede husdyr".
Toft mente, at der burde tages hensyn til usikkerheden på grundlag af de kommunikationsvanskeligheder, der selvsagt havde været. Han var selv meget usikker på, hvor meget hun havde forstået af det, som var foregået.
"Det bør også komme i betragtning, at hun er aldeles blottet for kundskaber, idet der kun er gjort højst ubetydeligt, så at sige aldeles intet for hendes åndsevners udvikling".
Ud fra det foreliggende var det endda sandsynligt, at hun ikke selv havde været klar over, at hun var gravid, mente Toft.
Han konkluderede, "da jeg således mangler tilstrækkelige beviser for, at hun har været sig sin brøde bevidst, tror jeg at burde erklære, at hun har begået denne forbrydelse i en ikke tilregnelig tilstand".

Thi kendes for ret
Først var Bromand blevet løsladt, og nu var begge de mistænkte tilbage på arbejdsanstalten.
Forhørene var forbi. Sidst i april sendte Sager en udskrift af forhørsprotokollen og diverse bilag til amtmanden for Svendborg amt Frederik Sporon. Han skulle tage stilling til, om der skulle rejses tiltale. Det skulle der selvfølgelig.
Sporon udpegede prokurator Boesgaard fra Skrøbelev som anklager, og prokuratorerne Rasmussen, ejer af Østre Hine mølle og Petersen fra Longelse som forsvarere for henholdsvis Karen Sophie og Bromand.
I sit skriftlige indlæg holdt Boesgaard sig blandt andet til Ortmanns erklæring, hvorefter Karen Sophie måtte anses for tilregnelig. Han ville have hende dømt efter Danske Lov fra 1683, 6. bog, 6.kapitel, § 8. Loven bestemte, at usikkerheden omkring barnets død betød, at "da skal hun agtes så som hun sit foster med vilje havde ombragt". Bromand ville han have idømt et års offentligt strafarbejde for at have forsøgt at skjule det skete.
De to forsvarere hældede naturligt nok til Tofts udlægning.
Den 28. juni lå afgørelsen klar. Sager frikendte Karen Sophie, idet han også lagde mest vægt på Tofts udtalelser. Derimod skulle Bromand hensættes i arresten på fængsel på vand og brød i 3 gange 5 dage. Denne afgørelse kunne ankes af Sporon, det blev den ikke.

Noter:
1. I 1866 blev dødsstraffen for at have født i dølgsmål og dræbt barnet afskaffet. Sidste gang en kvinde blev henrettet i Danmark var i 1861 - netop for denne forbrydelse, hun havde født og dræbt 3 børn.
2. Med en forordning i 1828 forsøgte statsmagten at indføre, at en familie fik et bestemt efternavn ligesom i vore dage. Det tog mange år før dette blev gennemført. Særlig på landet var det op gennem det meste af århundredet almindeligt, at et barn kom til at hedde enten -datter eller -sen med faderens fornavn foran.
Der har selvsagt været nogen forvirring. Karen Sophie Nielsdatter benævnes således i folketællingerne som Karen Sophie Nielsen - hendes far hed Niels Hansen!

	3. Hans Carl Sager 1808-85. By- og herredsfoged - og borgmester i Rudkøbing. Foto: Rudkøbing Byhistoriske Arkiv

Billedtekster:

1. Det var koldt i marts. Magleby Nor og jorden var frossen. (mangler)
Erik Henningsens flotte billede fra 1886 er også på andre måder noget misvisende i forhold til de begivenheder, der beskrives i artiklen:
Karen Sophie og herredsfogeden var ikke tilstede, da liget blev fundet. Hans uniform er af et nyere snit. Derimod mener jeg nok, at den sociale indignation, der lyser ud af billedet, kan overføres til Sydlangeland i 1853.

2. Kort over Langelands søndre herred med Magleby kommune nederst. Fra nord mod syd er markeret beliggenheden af arbejdsanstalten ved Nordenbro, Magleby kirke, Broløkke og Holmegård. (mangler)
Ifølge en mindesten i Magleby var det netop i 1853, at noret blev inddæmmet. Det var skolelærer Harboe, som nævnes i artiklen, der var den drivende kraft i dette projekt.