I et par tidligere artikler i Øboen fortalte jeg, at Langeland førte an i den fattiggårdsbevægelse, der hærgede Danmarks landkommuner i 1860-erne og 70-erne. Således fik alle øens i alt 10 landkommuner efterhånden etableret hver en "arbejds- og forsørgelsesanstalt", som den officielle betegnelse var.

Også på et andet område end mængden af fattiggårde gjorde Langeland sig gældende, nemlig ved at være meget tidligt i gang. I Snøde/Stoense, Lindelse og Magleby, som alle tre var ret store kommuner med forholdsvis mange fattige, fik man opført "arbejdshuse" allerede i sidste halvdel af 1840-erne, dette skete under dyrtiden i årene 45 – 47, hvor den fattigste del af befolkningens problemer selvsagt blev værre.

De tre kommuner var således blandt de første af kongerigets landkommuner, der fik etableret de nymodens institutioner.

Allerede da sogneforstanderskabet for Snøde/Stoense begyndte dets møder i 1842, snakkede de valgte om, hvorvidt det ikke ville være en god ide med et arbejdshus for kommunens fattige. Det skulle være en institution, hvor de fattige blev forsørget, men samtidigt også var forpligtet til at arbejde for den understøttelse, de således fik. Man mente, at denne konstruktion ville betyde, dels at de som betalte bidragene – altså skatteyderne – mere villigt ville ryste op med pengene, dels at de fattige "ville nyde godt af en stadig kontrol, så de dermed blev holdt på rette spor".

Man ville med initiativet opnå at hindre lediggang og tiggeri. De fattiges børn ville kunne holdes til en mere stabil skolegang, så de måske endda engang kunne "blive gavnlige medlemmer af staten".

De fattige ville i arbejdsanstalten få et langt bedre liv med bedre boforhold og ernæring, forestillede man sig. Også de syge og svage ville kunne sikres en bedre pleje.

Sidst men ikke mindst mente man, at initiativet kunne blive besparende for kommunen i en tid, hvor befolkningstallet øgedes voldsomt, og at der dermed også var udsigt til, at de fattiges antal ville vokse – dyrtid eller ej.

Det havde i flere år været den danske regerings holdning, at den gerne ville have etableret arbejdshuse for de fattige rundt om i de enkelte kommuner.

Inspirationen kom hovedsageligt fra England, hvor liberalistiske filosoffer og økonomer havde haft en kold vind i sejlene efter den franske revolutions sammenbrud. Den engelske fattiglovgivning fra 1834 indeholdt klare intentioner om, at forsørgelsen af de fattige – hvis de da overhovedet skulle have hjælp – skulle foregå i arbejdshuse, som skulle gøres så afskrækkende som muligt, for at fattiglemmerne kunne føle det mindreværdige i at modtage hjælp fra det offentlige.

Svendborg amtsråd havde i 1843 planer om at lave en arbejdsanstalt ved Brahetrolleborg for arbejdsføre fattiglemmer fra alle amtets landkommuner og søgte om frivillige bidrag fra kommunerne. På Langeland kunne man ikke se, hvad glæde kommunerne dér kunne have af en arbejdsanstalt på Fyn. Denne afvisning var den direkte årsag til, at der blev dannet en langelandsk kommunal forening, der som formand valgte provst U.A.Plesner fra Humble. Foreningen fik medlemmer både fra landkommunerne og fra Rudkøbing og arbejdede med planer om en central arbejdsanstalt for hele øen. Hverken amtsrådets eller den kommunale forenings planer blev til noget, først og fremmest vel nok fordi planerne ikke modsvarede de behov, man havde ude i de enkelte kommuner. Her var de arbejdsføre fattige kun en mindre del af gruppen af fattige, og de var tillige en arbejdskraftreserve for et landbrug, hvor behovet for arbejdskraft var stærkt svingende med årets gang.

Derimod kom der noget ud af ideerne i Snøde/Stoense kommune. Sogneforstanderskabet ansøgte om lov til selv at opføre et 16 fags grundmuret arbejdshus og optage de nødvendige lån. På ansøgningens vej til kancelliet i København, var den omkring Svendborg amtsråd. De fine folk i amtsrådet: grever, baroner og andet godtfolk skulle først vurdere planen, og de "kunne ikke andet end finde den lagte plan til et fattighus´ opførelse hensigtsmæssig". Det kunne kancelliet heller ikke.

I november 1843 købte sogneforstanderskabet en grund på to tønder land med henblik på at få opført arbejdshuset.

På et møde i oktober året efter besluttedes, at en af sogneforstanderne, gårdfæster Rasmus Hansen og håndværkeren Lars Jensen skulle drage til hertugdømmet Slesvig dels for at indkøbe de nødvendige materialer, dels for at studere indretningen af nogle af de arbejdsanstalter, man vidste allerede fandtes i det slesvigske.

Nybygningen stod færdig i sommeren 1845, og sogneforstanderskabet udfærdigede en ansættelseskontrakt og en instruks til den nye opsynsmand Niels Peder Christiansen Lindskov. Egentlig havde man forestillet sig, at en fattig "skikkelig familie", der alligevel skulle have understøttelse, skulle have dette hverv imod at få den bedste lejlighed. Sådan gik det ikke, kommunen betalte en mindre fast løn samt lod opsynsmanden beholde en procentdel af det indtjente.

I et møde i september forelagde sognepræsten, Frederik Wilhjelm, der var sogneforstanderskabets formand, et regulativ for fattig- og arbejdshuset i Øsby sogn ved Haderslev. De øvrige sogneforstandere syntes godt om regulativet, og Wilhjelm fik til opgave at ændre stednavnet, så det kunne bruges i Snøde.

Hvad lavede de knapt tyve mænd og kvinder, børn og gamle, psykisk og fysisk invalide på fattig- og arbejdshuset?

På lokalarkivet i Stoense findes der en gammel protokol for dé udgifter, der var til den almindelige husholdning. Af den fremgår det, at der blev dyrket kartofler, andre grønsager og byg på de to tønder land. Kornet blev først og fremmest brugt som foder til en eller to fedegrise og til en ko, og man kærnede smør af mælken. Lejlighedsvis er der også blevet indkøbt smør og dyr til slagtning. Man bagte selv brød og bryggede øl. Det var alt sammen et væsentlig mere arbejdskraftkrævende arbejde, end det i vore dage er at dyrke to tønder land, holde et par dyr og have en tilsvarende husholdning.

I kommunens forhandlingsprotokol findes der eksempler på, at fattiglemmer blev lejet ud til kommunens bønder, således at kommunen fik lønnen, mens den udlejede kun fik lidt lommepenge. Men det forklarer alt sammen ikke, hvad man har lavet i husets arbejdstue.

Jeg tror vi kommer lidt nærmere sandheden, når der i et notat i forhandlingsprotokollen oplyses, "at Anne Kirstine Madsdatter har lært sig skræddersyning med, hvad dertil hører". Der har været ført et særskildt regnskab for produktionen, men dette regnskab findes ikke længere.

Som nævnt i indledningen blev der også opført arbejdshuse i Lindelse og Magleby. Fra Lindelse findes der endnu mindre efterladt end fra Snøde, hvorimod der findes et rigt materiale fra Magleby. På anstalten dér indleverede gårdmændene uld og hør og fik spundet garn mod at betale kommunen for arbejdet. Af inventarprotokollen fremgår det, at anstalten i Magleby rådede over "4 rokke, en del karter m.m.". Formentlig var det det samme, som foregik i Lindelse og Snøde.

I september 1859 fik man i Snøde/Stoense tillige med de øvrige kommuner på øen en indbydelse fra sogneforstanderskabet i Tranekær/Tullebølle kommune til at deltage i et møde på rådhuset i Rudkøbing. Det var ideen om en fælles arbejdsanstalt for hele Langeland, der igen var på dagsordenen. I Snøde/Stoense henviste man til, at man allerede havde en anstalt, og man så derfor ikke nogen grund til at deltage i et fælles projekt. Det gjorde de øvrige kommuner på øen nu heller ikke, så endnu engang faldt planerne til jorden, og dermed var næste bølge af oprettelser af arbejdsanstalter i gang i de enkelte kommuner.

Hvad, der videre skete, skal ses på baggrund af de økonomiske konjunkturer for landbruget. Hidtil havde der været tale om en stabil højkonjunktur. Nu blev priserne mere svingende. Krigen i 1864 satte en stopper for en ellers omfattende handel mellem kongeriget og hertugdømmerne. Alt i alt blev den fattigste del af befolkningen sat under pres, således steg det samlede antal af fattighjælpsmodtagere i Danmark i tiåret 1860 til 70 fra 26000 til knapt 37000.

Tranekær/Tullebølle, der var øens største kommune havde i tidligere tider haft forholdsvis få fattige, men ville nu dæmme op for det øgede pres på det kommunale fattigvæsen ved at oprette en fælleskommunal arbejdsanstalt. Som konsekvens af den manglende opbakning fra de andre kommuner udvidede og indrettede man fattighuset i Tullebølle til arbejdshus i 1860. Samme år byggede man nyt i Longelse/Fuglsbølle. Sogneforstanderskabet i Bøstrup fik tre år senere udvidet og indrettet fattighuset fra 1850 som arbejdshus – "i lighed med dem der nu findes i de to nabokommuner". I Humble købte og indrettede man en allerede eksisterende ejendom som arbejdsanstalt i 1868. Året efter byggede man nyt i Skrøbelev. I Magleby, Lindelse og Snøde blev arbejdsanstalterne udvidet, så de svarede til de krav, der nu blev stillet fra de centrale myndigheder. Simmerbølle og Tryggelev/Fodslette kom med som de sidste kommuner. Dermed var der en arbejdsanstalt i hver eneste af de langelandske landkommuner. De nyere anstalter har i mange tilfælde rådet over større jordtilliggender og flere redskaber, end de tre oprindelige gjorde i slutningen af 1840-erne, men den populære betegnelse "fattiggård" betød nødvendigvis ikke, at man havde et landbrug.

I forbindelse med udvidelsen fik man i Snøde i 1878 et fint nyt trykt reglement, som i modsætning til det oprindelige stadig eksisterer. Det er skrappe sager overfor de fattige, men er tilsyneladende samtidig pæne hensigter overfor "alderdomssvage, syge, virkelig trængende og hjemløse børn". Jeg tror dog, at man kommer nærmere fattiggårdenes ide ved at se på et citat fra Magleby sogneforstanderskabs protokol helt tilbage i 1847: "med hensyn til de fattige, som nyde understøttelse af fattigvæsnet, og som ej allerede er anbragt i de ved arbejdsanstalten værende lejligheder blev det vedtaget at tilkendegive disse, at for så vidt de ikke fra 1.januar 1848 at regne frasige sig al understøttelse ville de være at anbringe i arbejdsanstalten".

Arbejdsanstalterne har trods de fine ord været en helt bevidst pression fra myndighedernes side – slet ikke ulig mange af de initiativer der i dag foregår både på arbejdsmarkedet og på det sociale område. Anstalternes klientel blev derefter: børn, gamle og syge, der ikke havde noget valg, blev bragt sammen med forhærdede alkoholikere, der var ligeglade, hvor de blev anbragt.

1. Arbejds- og fattighuset i Snøde. Foto i privat eje.
2. Fattiggården i Tullebølle 12.august 1916. Foto: Nordlangelands Lokalhistoriske Arkiv.

A. De første arbejdshuse på Langeland stammer fra en tid, da Danmarks styreform stadig var et enevældigt kongedømme. I nærværende sammenhæng svarer "Danske Kancelli" til det senere "Indenrigsministerium" .

B. Fattigloven fra 1803 fastslog, at de enkelte sognedistrikter var forsørgelsespligtige overfor deres fattige, og at hjælpen skulle bringes til veje ved opkrævet skat.

C. "Sogneforstanderskaber" og "amtsråd" blev indført ved "Anordning om landkommunalvæsnet af 13.8.1841".

I forbindelse med en lovændring i 1867 blev "sogneforstanderskaberne" omdøbt til

"sogneråd".