|
Ærøboen udmærker sig i sit udvortes ved
et eiendommeligt Præg, der gjør ham kjendelig
blandt Beboerne af alle de omliggende Øer.
Den ærøske Almuesmand er af Middelstørrelse
og ret vel bygget. Han er større og bedre bygget end
Dreiøboen, han er ikke saa kantet, enten i Form eller
Væsen som Strynøboen; men han staaer tilbage
for Alsingen baade i Størrelse og Agilitet.
Ansigtet røber et Sind, der kun sjeldent oprøres
af Lidenskabens Storme; det er roligt nok, for at man kan
taale det ved Siden af sig; men det er for koldt til, at man
kan føle sig tiltrukken deraf; i det Hele taget er
Physiognomiet for lidet markeret til, at man enten skulde
flye eller søge det.
For Øvrigt træffer man ikke i nogen anden Dansk
Provinds et forholdsvis stort Antal af velskabte, endog smukke
Folk af begge Kjøn, som paa Ærø. Især
udmærker Flekken Marstal og den vestlige Del af Øen,
fra Tranderup af, sig høist fordelagtigt i denne Henseende.
Men saa hyppig den smukke Form er, saa sjelden er den Aand
og den indre Fyrighed, der skulde udbrede Lys og Ynde over
den. Skeer det imidlertid, at den skabende Natur ikke har
brugt alt det Skjønne i Formen op, naar Aanden vaagner
engang, saa vil Ærøboen i denne Henseende udmærke
sig fremfor alle Danske.
For den Sphære, hvori han staaer har Ærøboen
en god Forstand og et ypperligt Nemme. I det daglige Livs
Syssel er han klog og besindig; men maaske noget seen. I sine
Bevægelser er han langsom og afmaalt, og man seer sjeldent
nogen med ivrig Travlhed fremskynde sin Gang.
Qvinderne ere huuslige, indgetogne og højst renlige.
Husmoderen sætter sin største Ære i, at
alt, hvad der staaer under hendes umiddelbare Opsigt holdes
i den omhyggeligste Orden. Den renlige Dagligstue, det hvide
Kjøkkenbord, de blanke, skinnende Kobber og Messingkar
tiltrække sig næsten i hvert Hus den Fremmedes
Opmærksomhed. Nogle ville paastaae, at Beboerne i det
forrige Gods Graasten ikke ere at rose i denne Henseende,
hvilket dog ikke stemmer med min Erfaring.
Konerne i Ærøskjøbing ere saa fastgroede
til deres Huse, at de ansee det for en halv Skam at forlade
dem, i det mindste om Hverdagene. Træffer det alligevel,
at en Kone paa en Hverdag har et Ærinde at forrette,
et Besøg at aflægge o.s.v., saa vil man see hende
tage de særeste Omveie, gjennem andre Folks Haver og
Huse, uden om Byen o.s.v. for saa lidt som muligt at komme
paa Gaden; thi den er det egentlig hun skyer.
Ærøboens Tale er langsom, syngende, ofte med
en egen vemodig og melancholsk Betoning. Geraader den Talende
i Lidenskab, saa vil Talen ikke derfor blive meget mere animeret;
thi Ærøboens Lidenskab er altid dæmpet.
Deraf kommer det, at han næsten aldrig fornærmer;
i al Fald passer han det saa, at han ikke selv kommer i Forlegenhed
over hvad han har sagt: han siger i det Hele kun hvad han
vil.
Hos Folk af Middelstanden, hvorved jeg nærmest tænker
paa Folk i Ærøskjøbing, vil man aldrig
savne en vis usædvanlig Høflighed, hvilken de
ikke blot vise mod deres Overmænd, mod Fremmede o.s.v.
men ogsaa mod deres Husfæller og imod deres Tjenestefolk,
hvilke sidste de behandle mere som Venner af ringere Kaar
end egentlig som Undergivne. Tjenestefolkene paa deres Side
kjende meget vel deres Vigtighed i Huset, og uden at jeg vil
beskylde dem for at drive deres Prætentioner saa vidt
som de nordamerikanske, der ikke ville taale Navnet Tjener
paa sig, vide de at bevare sig i en vis Værdighed, ofte
uden at træde Respecten for nær. Forholdet imellem
Herre og Tjener har noget patriarchalsk ved sig; de staae
vel ogsaa her hinanden nærmere end andre Steder. Den
Iver hvormed de varetage deres Gjerning, forsaavidt de ere
den voxne, den blide Character og den Fordringsløshed,
der udmærker den tjenende Classe paaskjønnes
ogsaa udenfor Øen, og gjør at de unge Udvandrere
meget let faae Tjeneste paa Als og i Holsten. Man træffer
dem paa de fleste store Gaarde, lige fra Kiel til Hamborg
og Lübek. Skade, at de ikke bringe noget Udbytte hjem
med sig af den Lærdom, de kunde samle blandt Holstens
fortrinlige Agerbrugere.
Som oftest vende de hjem i en afstikkende Dragt og med et
forvendt Maal, blot for at passe sig paa ny ind i den gamle
Slendrian.
Alt hvad, der møder Ærøboen bærer
han med en vis Ligegyldighed, en Art Stoicisme, der holder
ham lige langt fra det Overdrevne saavel i Glæde som
i Sorg.
En høi Grad af Ro og Alvor er udbredt over hans hele
Liv. Selv meget unge Folk ere stille og tilbageholdne, oftest
uden Skjemt og Lystighed. Men henriver Munterheden ham ikke,
saa gjør Sorgen det ligesaa lidet. jeg har seet Adskillige
gjennemgaae haarde Prøvelser med meget Mod, og der
er, troer jeg, kun et, der formaaer at bringe Ærøboen
ud af Ligevægten, det Tilfælde, at aldrende Folk
af trange Kaar miste deres voxne Sønner ved en tidlig
Død.
Forholdet mellem Forældre og Børn er nemlig saadant,
at naar Forældrene ere velhavende og kunne sætte
Børnene i en selvstændig Stilling, da behandle
begge Parter hinanden omtrent som Fremmede. Behøve
derimod Forældrene selv Understøttelse, da vente
de alt af deres Børn, og det er sjeldent at dette Haab
glipper; tvertimod gives der mange Exempler paa Børn,
der ganske og aldeles have opofret sig for deres gamle Forældre.
Men det er ogsaa mere nødvendigt for Ærøboen
at have en god Støtte i sin ALderdom end for mange
andre. Han begynder tidligt sin Løbebaneog trænger
ogsaa tidligt til Hvile. Det er saaledes ikke sjeldent, at
en Skipper paa lidt over et halvthundrede Aar sætter
sig til Ro hjemme, og overdrager en Søn paa 17-18 Aar
sit Skib at føre, lader ham kjøbe Ladning og
skalte og valte over begge Dele. Mærkeligt er ogsaa
dette derved, at der, saavidt jeg veed, intet Exempel er paa,
at de unge Mænd have skuffet denne Tillid. Paa samme
Maade seer man en Bonde, endnu rask og rørig at overdrage
sin Søn Gaarden og selv at nøies med en lille
Aftægt til sin Underholdning. Dette exemplariske Forhold
paa Børnenes Side er saameget mærkeligere, som
Opdragelsen staaer paa et temmeligt lavt Trin. Børnene
opdrages egentlig næsten slet ikke, de ere derfor vanartige
nok i Ungdommen, men arte ikke desto mindre ret vel, naar
de komme til Skjælsalder.
Provst Fangel giver hos Begtrup den ærøske Land-Almue
det Vidnesbyrd, at den er ordholden, ædruelig og flittig.
Hvad Ædrueligheden angaaer, da udmærker virkeligt
Bonden paa Ærø sig i høi Grad til sin
Fordel. Med Undtagelse af meget faa, bekjendte Individuer,
seer man aldrig en drukken Bonde. Maaske er ogsaa derfor Slagsmaal
saa sjeldne, at jeg ikke eridnrer mig at have seet et i al
den Tid jeg har opholdt mig paa Øen, skjøndt
jeg ofte faae en talrig Almue forsamlet ved Markeder og ved
andre Lejligheder. De fleste Bønder have heller aldrig
Brændevin i Huset, undtagen paa den Tid, da de have
meget Arbeide i marken. Den regelmæssige Snaps til Brød,
som Begtrup omtaler, gives kun Tjenestekarlene i Staden.
Et mærkeligt Træk til Ærøboens Characteristic
er hans Tilfredshed med alt hvad der tilhører ham.
Hans Øe er ham det deiligste Land i Verden, hans Kone,
hans Børn, hans Tjenestefolk, hans Hus, Skib, Heste
o.s.v., alt hvad der tilhører ham er det ypperligste
i Verden, og mangen En finder stor Fornøielse i at
rose disse Ting for alle Mennesker, som ville høre
derpaa. Jeg har hørt en Mand for fuld ALvor paastaae,
at Ærøskjøbing havde ikke sin Lige i Verden,
"at sige som Handelsstad", føiede han til.
Det er heller ikke blot den Velhavende, der er saa tilfreds
med sin Eiendom, og hvad han har, ogsaa den Fattige veed at
udfinde Fuldkommenhederne ved sine faa Ting. Denne Kjærlighed
udstrækker sig for Resten til alle de Forhold, hvori
han staaer, ogsaa til alle hans gamle Sædvaner og Vedtægter,
og det er en af Grundene, hvorfor han sætter sig saa
haardnakket mod enhver ny Indretning. Skal noget nyt indføres,
da maa almindeligt Øvrigheden paa en eller anden Maade
sætte det igjennem.
Jeg troer det er Pastor Lund, der gjør den Bemærkning
om Beboerne paa Thorseng, at de betragte deres Øe som
et Fastland i Forhold til de mindre Øer, hvis Beboere
de med en Slags Foragt kalde Øboere. Det samme er Tilfældet
med Ærøboen. Paa Ærø hedde derfor
Beboerne af Dreiø og Strynø o.s.v. Øboere.
Paa de to sidste nævnte Øer søger man
sin Opreisning ved at kalde dem paa Hiortø og Birkholm
Øboere, og disse ere som de mindste, nødte til
at lade dette Navn sidde paa sig.
Det er en meget rosværdig Egenskab hos Ærøboen
at han aldrig bander, hvorvel den tildels har sin Grund i
Mangel paa Lidenskab. Kun enkelte Søfolk og meget faa
Andre gjøre herfra en Undtagelse. En Mand, han være
Bonde eller Borger, han være mere eller mindre religiøs,
naar han gjør Fordring paa at være en skikkelig
og anstændig Mand, tager aldrig, eller saare sjeldent
en Ed i sin Mund. Da imidlertid en stor Del synes at være
overbeviste om Edens Nødvendighed til Sandhedens Bekræftelse,
saa hjelpe de sig med at indflette i Talen, paa de Steder,
hvor der ellers skulde komme en Ed, saadanne Ord som; bandte
jeg; saa bandte jeg; eller Dælen, saa bandte jeg, f.
E.: "Nei, det vil jeg, bandte jeg, ikke" o.s.v.
for Nei, F.... tage mig, om jeg vil.
Almuen er meget religiøs, i det mindste iagttages den
udvortes Gudsdyrkelse med megen Anstand, Kirken besøges
flittigt, og Alle tillægge ALterens Sacramente en høi
værd. Paa den vestlige Kant af Øen udarter denne
Religiøsitet noget til Hældørerie. Næsten
i hvert HUs finder man der, til alle Tider en Psalmebog eller
Bønnebog liggende opslaaet paa Bordet.
Naar man andetsteds er vant til at see Folk tumle sig i Livet,
ligesom paa et stormfuldt Hav, saa er det ikke uden Interesse
for en Tid at beskue Livet paa Ærø, hvorledes
det glider sagte hen, ligesom en Flod, hvis Overflade kun
sjeldent krusses af en sagte Luftning.
I en saa lidet bevæget Tilværelse ere naturligvis
Hovedmomenterne, de, hvorom al Talen dreier sig, hvorledes
Folk fødes, gifte sig og døe, og disse ville
vi kortelig betragte.
- J.R. Hübertz: Beskrivelse over
Ærø. Et historisk, topographisk Forsøg.
Kiøbenhavn. 1834
|