Humble Afholdsforenings historie (II)

(fortsættelse af Charlo Rasmussen - William Bendixens svigersøn)

Og hermed lidt om hvad der siden er sket [efter skildringen af Humble Afholdsforenings historie af William Bendixen]:

Natten til den 9. juni 1956 var William Bendixen stille sovet ind 88 år gammel. Et langt liv - helt i det godes tjeneste - var afsluttet. Williams broder, Valdemar, døde nogle år tidligere i december 1951. Efter hans død kunne William ofte udbryde: "Hvor jeg dog savner Valdemar!" De have begge levet i et rigt tidsafsnit. Men det var let at mærke på dem, at de var dybt skuffet over den ny tidsånd efter den anden verdenskrig. Det var som om man havde glemt, hvad de to mænd og andre ligesindede havde betydet for egnen. William og Valdemars skuffelse over at man ligesom glemte dem, fik vi der stod dem nærmest synlige beviser for. Men det var dem til stor glæde, at de idéer de havde kæmpet for dog ikke var helt uddøde. Skulle vi der lever efter dem og forstod dem - forstod at de i et og alt kun ville tjene for hvad der var sundt og godt - skulle vi ikke føle os forpligtet til efter fattig evne at værne om det, der var dem kært?

I det følgende vil jeg forsøge at fortsætte Humble Afholdsforenings historie og nedskrive hvad der herefter sker. Måske bliver beretningen kun kort. Der er dem der spår, ja vel endda håber, at afholdsbevægelsen vil dø. Også jeg skal bort om kort eller lang tid. Men jeg tror på afholdsbevægelsens fortsatte berettigelse og gavn, og jeg vil til det sidste med ærlig vilje på dette og andre områder gå i Williams spor. Dog erkender jeg fuldt ud, at mine evner ligger langt under hans. Jeg har ikke haft samme held som William i mange år var begunstiget med. En tilsyneladende uovervindelig økonomisk kamp svækker i nogen grad mit gåpåmod. Lad mig afslutte dette lille forskrift med følgende verslinier hentet fra sanghæftet "Syng dig glad":

For mig er det ej livsforlis, om ej jeg kan på rigmandsvis bortkøbe hvert et savn. I savnets skole fik jeg lært, hvad tusind gange mer er værd, hver dag at gøre gavn. Men trækker op der skyer grå, jeg ved, bag dem er himlen blå, min sjæl formørkes ej. Ja, dugges stundom end min kind, det håb der lyser i mit sind, er solskin på min vej. År 1957

William Bendixen

Tiden siden William Bendixen sluttede sine optegnelser af Humble Afholdsforenings historie og indtil nu blev en streng tid fuld af modgang for det gamle hjem, hvor det vel med rette kan siges, at afholdsbevægelsens vugge på Langeland stod. Efter nogle økonomisk trygge år vendte tiden efter anden verdenskrig op og ned på så meget i det gamle hjem. Williams trang til at hjælpe førte både ham og mig ud i økonomiske forpligtelser, der i forbindelse med store driftstab ved uheldige frøafgrøder førte til, at det gamle hjem måtte sælges. Det gjorde det ikke lettere for os, at vi - da vi ikke mere kunne hjælpe - kun fik utak og tillige hån for vor stilling over for de berusende drikke. Skuffelser og til tider bitterhed sænkede sig over hjemmet, og vi erfarede den gamle regel, at der altid er nok til at skubbe til vognen når den hælder. Selv om det tog hårdt på William at skulle forlade den gamle gård, mærkede vi dog, at han var glad ved at følge det ny hjems opbygning i skoven på Bukkensbjerg, hvor mindestenen for hans forældre står. Det ligger mig på hjerte at nævne, at således som William foran i sin beretning omtaler hans mor og hans hustru Marie med ære, således må også jeg omtale Williams datter Gudrun, min hustru, med respekt og ære. Hvad hun har præsteret af udholdenhed kan næsten ikke beskrives. Var modgangen end hård så tabte hun ikke modet. Med hende ved sin side står vi enige i, at det aldrig vil miste sin gyldighed at kæmpe for hvad der er ret og rigtigt. Det kan modvirke menneskelige ulykker. En livsførelse uden brug af de berusende drikke kan ikke være forkert. Og jeg tør sige, at vi begge så længe vi lever agter at følge i Williams spor og fortsat kæmpe imod de berusende drikke. At det vil volde vanskeligheder og besvær er vi klar over. Egoisme og magtbegær synes i tiden nu at have mere grobund end ideelle tanker. Men måske er det i en sådan tid det nye skal spire og gro. Det er os til stor opmuntring, at så langt vi er nået viser vore børn helt ned til den mindste på 9 år interesse for afholdssagen. Gid det må lykkes dem at få lov til frigørelse for de berusende drikke, når de bliver voksne. Det erkendes selvfølgelig, at der eksisterer en god ungdom, der ikke er belastet med de berusende drikkes farer. Men der er også sørgelige eksempler på udskejelser som følge af alkohol.

I bilismens og mekanikkens tidsalder i det hele taget må man undres over den stilling en stor part af de ældre tager til spiritussen. Og de tildragelser der i det sidste år har fundet sted her i Humble tyder på, at vi i Humble Afholdsforening får kampår som i tiden før 1924. Det har gennem de sidste år William levede stået klart for mig, at der var interesser her i sognet der så hen til, at den dag William ikke var mere, da ville der heller ingen afholdsforening være mere. Det var tilsyneladende håbet, at det ville blive let at vælte den lille håndfuld afholdsfolk der var tilbage over ende. Men det blev en stor opmuntring for afholdsfolkene, da det blev konstateret, at der var en hård og sund kerne tilbage. I januar 1957 blev de stedlige foreningers bestyrelser indkaldt til møde i Humble forsamlingshus til drøftelse af forholdene i og omkring Humble afholdshjem og forsamlingshus. Bestyrelsen for aktieselskabet og bestyrelsen for afholdsforeningen var også indbudt. Initiativet til dette møde var taget af Humble Husmandsforenings formand Laurits Hansen. Han klagede over at forholdene var for trange, da der ved store festlige lejligheder ikke var plads til publikum, mens salen blev ryddet til dans - et forhold hvor kritik ikke kan siges at være uden berettigelse. Men det må dog nævnes, at dette forhold kun gælder ved enkelte lejligheder; de allerfleste gange ved sammenkomster er pladsen rigelig. Men hvis Laurits Hansen ville have holdt sig til den berettigede klage over forholdenes pladsmæssige mangler, var der vel næppe blevet så meget røre om sagen, som der siden blev. Men det blev for de opmærksomme iagttagere ved ovennævnte møde klart, at det egentlig var ønsket om indførelse af spiritus ved festlige lejligheder, ja helst en kro med daglig servering af spiritus, der var på ønskeseddelen.

Her er nogle uddrag af forskellige foreningsformænds udtalelser på mødet: Dansk Arbejdsmands Forbunds leder, Frederik Nielsen, Humble, sagde: "Efter mine begreber er stedet her ikke længere det kulturcentrum det før var regnet for. Det er meningsløst at en lille håndfuld afholdsfolk skal bestemme, hvordan vi andre skal have det, når vi kommer her."

Boldklubbens formand, Kaj Jørgensen, udtalte: "Boldklubben kan overhovedet ikke samle sine medlemmer her, fordi ungdommen søger hen, hvor de kan få spiritus"

Humble mejeris formand, Karl Brun, Helsned, udtalte: "Hvis der ikke for fremtiden bliver åbnet mulighed for spiritus ved festlige lejligheder, vil mejeriet flytte sin årlige generalforsamling hen hvor der kan fås spiritus."

Husmandsforeningens formand, Lautits Hansen, udtalte: "Der er intet at sige til, at de unge gerne vil have en tår, når vi ældre gerne vil. Det er for sølle, at vi ikke engang kan få et glas rødvin ved festlige lejligheder."

Også gymnastikforeningens ledelse erklærede, at den ikke kunne samle medlemmer-ne, når der ikke kunne fås spiritus. Er det da til at undres over, at det kulturelle fore-ningsliv stagnerer i Humble, når foreningerne har sådanne ledere? Så tomme argumenter bør afholdsfolk tage let på.

Det er jo også bemærkelsesværdigt at konstatere, at medens den ene foreningsformand klagede over for lidt plads, klagede andre over, at deres medlemmer overhovedet ikke ville komme, fordi der ikke kunne fås spiritus. På det omtalte møde blev der rettet henstilling til afholdsforeningens bestyrelse, om at få taget initiativ til salg af forsamlingshuset, der ejes af afholdsforeningen. Hvis afholdsforeningen ville sælge huset, ville vejen være mere farbar for indførelse af spiritus. Afholdsforeningens repræsentanter udtalte selvfølgelig klart, at så længe huset var afholdsfolkenes, ville der ikke være nogen vej åben for de fremkomne ønsker om spiritus. Man lovede dog at forelægge sagen på en ekstraordinær generalforsamling i afholdsforeningen. På denne generalforsamling blev det med stort flertal vedtaget ikke at sælge forsamlingshuset. Ingen stemte for salg, men at der var medlemmer til stede der var tilhængere af salg, kan vist ikke benægtes.

Øens blade havde slået det føromtalte møde, indkaldt af Laurits Hansen, stort op med avisoverskrifter som: "Krav om udvidelse af Humble Afholdshjem og indførelse af spiritus." - "Humble drager til felts mod afholdshjemmet."

Det var vist egentlig håbet og troet, at den lille håndfuld afholdsfolk let ville være løbet omkuld. Det lykkedes imidlertid ikke, og tonerne blev stemt lidt ned. Men der var fortsat røre om sagen, og på A/S Humble Afholds- og Højskolehjems ordinære general-forsamling blev kravet om udvidelser og eventuelt indførelse af spiritus atter rejst. Det blev på denne generalforsamling klarlagt, at der var dannet en opposition med det formål at få solgt hotellet. Der blev af flere hentydet til, at afholdsfolkene ved deres stilling var med til at hæmme udviklingen på egnen. Afholdsfolkene imødegik kraftigt disse udtalelser. Men så vidt er vi altså i år 1957, at man mener det er at standse udviklingen, når vi viser at der kan leves sundt og godt uden brug af berusende drikke. Fra én af de ældre afholdsfolk, Kristian L. Hansen, Kædeby, blev der udtalt nogle alvorlige ord om den måde man havde valgt i forsøget på at slå det gamle foretagende i stykker. Det faldt alvorligt tænkende mennesker for brystet, da formanden gårdejer Otto Hansen, Fodslette, udtalte smukke mindeord over William Bendixen, og forsamlingen rejste sig og tilkendegav, at man erkendte Williams store fortjeneste for foretagendets skabelse og senere trivsel, og så bagefter skred formanden og den del af forsamlingen til handling og forsøgte at få væltet foretagendet. Om de udtalte mindeord og forsamlingens tilslutning dertil skrev Frode Bendixen i dagbladene:

Humble Afholds- og Højskolehjem under 2. verdenskrig, da al mødeaktivitet, bortset fra juletræsfester, var suspenderet på grund af den tyske besættelse.

Omkring A/S Humble Afholds- og Højskolehjem

Ved selskabets årlige generalforsamling forleden udtalte formanden smukke mindeord over William Bendixen, der var afgået ved døden siden sidst. - den slags er skik og brug og kan være på sin plads. Alle de fremmødte rejste sig på opfordring, for dette gør man jo.

Det var en meget malplaceret teaterforestilling, som burde være udeladt. Man hædrer ikke de afdøde ved at rejse sig offentligt og siden trampe på deres værk. Med det som blev pointen i generalforsamlingen havde det virket mere ærligt, om formanden havde sagt rent ud: "Nu er han da heldigvis borte, så at vi kan tillade os at gøre som det passer os!"

Folks personlige mening er en privatsag, men jeg foretrækker ærlighed frem for hykleri. Hvem der på ærlig vis vil hædre mindet om William Bendixen og de andre afdøde idealister der i sin tid skabte afholdshjemmet gør det ikke ved at rejse sig op, det er for billigt. Nej, det gøres i stilhed ved at videreføre deres værk i den ånd hvori det er skabt. Ikke ved at sælge afholdshjemmet til kro.

Derfor opfordrer jeg til at møde på den ekstraordinære generalforsamling og hædre de afdødes minde ved at stemme imod salg.

Frode Bendixen

Den først afholdte generalforsamling gav ikke tilstrækkeligt mange stemmer for salg af hotellet, og der blev med 14 dages varsel afholdt en ny afgørende generalforsamling. I tiden mellem de to generalforsamlinger blev der af salgstilhængere udfoldet store anstrengelser for at få aktier fra ældre eller afdøde aktionærer overført til spiritus-interesserede. Jeg har ikke fået det bekræftet, men der fortælles, at brygger Christensen, Rudkøbing (der ved starten af hotellet var bosat i Humble sogn og dengang ikke fremstillede alkoholholdigt øl) nu lod overføre 70 aktier til spiritusvenner. Resultatet af den anden afgørende generalforsamling blev et overvejende flertal for salg af hotellet. Af bemærkninger til denne generalforsamling følgende:

Jeg havde overdraget én af mine aktier til Danmarks Afholdsforening, og formanden Oscar Hviid, Svendborg, var til stede og bad om ordet. Nu fandt oppositionen på, at der kunne være tale om, at han ikke havde personlig stemmeret og så heller ikke kunne få ordet. Efter nogen overvejelse af situationen indvilgede formanden og dirigenten i, at Oscar Hviid kun fik ordet for en kort bemærkning. Det skal bemærkes, at general-forsamlingens dirigent M. J. Larsen, Tryggelev, er medlem af Humble Afholdsforening og dennes repræsentant i bestyrelsen for hotellet. Han fortjener ikke anerkendelse for sin stilling i sagen. Sognerådsformand Aksel Jørgensen fortjener at nævnes for sine udtalelser, idet han sagde følgende: "Jeg går ud fra, at de mange ny aktionærer er trådt til af interesse for foretagendet, og jeg kan derfor anbefale at bevare foretagendet under den gamle form." - Men det blev altså vedtaget at sælge hotellet. Efter general-forsamlingen havde jeg lejlighed til at høre et par udtalelser som følgende: "Nu skal vi sgu til at drikke øl!" "Vil I med hen og ha´ en øl?" - Jeg nævner dette, fordi jeg synes det karakteriserede hvad hensigten var med at søge hotellet solgt.

Nu, 5 - 6 måneder efter er hotellet stadig ikke solgt. Afholdsforeningen ejer jo salen, der er bygget til hotellet, og den deling er yderst vanskelig. Desværre er afholdsfolkene ikke kapitalstærke til at købe hotellet, så hvad der videre sker vil fremtiden vise.

At afholdsforeningen har handlet rigtigt i ikke at sælge forsamlingshuset er jeg over-bevist om. Og den rejste opposition mod afholdsfolkene har foreløbig gjort os mere vågne. Det er min tro, at før eller senere vil flere slutte sig til afholdsfolkene eller dele deres standpunkt.

Den 22. september 1957 var det 50 år siden mindestenen rejstes over Kristoffer Bendixen og hans hustru Marie. I den anledning holdtes en mindehøjtidelighed i forsamlingshuset. Vejret tillod ikke, som det ellers var planlagt, at holde mødet ved stenen. Forud for mindehøjtideligheden holdt afholdskredsen møde. Dette bidrog til at højtideligheden blev overværet af en stor repræsentation afholdsfolk fra kredsen. Enkelte interesserede ude fra var også til stede.

Marie Klinte (en datter af Marie og Kristoffer Bendixen) holdt en stærkt personlig præget mindetale over forældrene og omtalte brødrene Valdemar og Williams evner til at føre hjemmets rige ånd videre. Hun udtalte, at desværre synes tiden vi lever i gold. Men hun kunne næsten ikke tro andet end at der måtte være lagt et frøkorn som engang må spire og gro og på ny bringe grøde i alt, hvad der er sundt og godt. Danmarks Afholdsforenings sekretær, Kjeld Petersen, København, talte om al den rigdom af godt, vi havde at takke vore idealistiske forfædre for og håbede ligeledes at en ny vækkelse ville komme.

Ved mødet blev det fastslået - og givet tilslutning til - at de langelandske afholds-foreninger rejser en mindesten for William Bendixen. Den der skriver disse linier vil håbe, at der i forbindelse hermed gøres en energisk indsats for samtidig at bevare Humble afholdshotel som afholdshotel. Dette foretagende er startet som modvægt imod den daværende kro, og afholdsfolkene vandt sejren. Om kampen for at bevare afholds-hjemmet vil lykkes, tør jeg ikke spå om. Men det bedste minde for de mænd der skabte dette foretagende ville dog være at bevare det til det, hvortil det blev skabt. Og når hotellets nuværende formand Otto Hansen, Fodslette, på én af de omtalte generalforsamlinger har udtalt, at det ikke kan forlanges at det de mænd dengang gik ind for, at det skulle gælde for alle tider, kan vi frit svare:

"Det kan aldrig miste sin gyldighed at virke for, hvad der er ret og rigtigt, og det de mænd gik ind for, da de startede foretagendet, kan med fuld ret gælde for alle tider."

Jeg slutter hermed mine foreløbige beretninger om begivenhederne omkring Humble Afholdsforening. Jeg har, for at give den rette fremstilling, strejfet mit eget privatliv lidt. Det får læseren undskylde. Mit oprigtige håb er, at en ny tid vil bringe vækst og grøde i Humble Afholdsforening.

Har under modgangens mørke sky
dit hoved bedrøvet du dukket,
da husk: selv om solen har skjult sit skær,
så er den dog ikke slukket.
I september 1957

Oktober 1957

Der er stadig intet sket med Humble Afholdshjem. Det vides, at foreningerne i Humble der benytter forsamlingshuset har drøftet en boykot af foretagendet ved helt at flytte deres møder og sammenkomster. Denne bestemmelse må imidlertid ikke have kunnet slå an, for foreningslivet fortsætter som hidtil, om end man fortsat rumler om, at der ikke er værd at komme. Humble Boldklub har som eneste forening vedtaget fremtidig at holde deres sammenkomster på "Havblik" ved Ristinge. Denne forenings baller har så vist heller aldrig passet i rammerne omkring Humble forsamlingshus. En del af bestyrelsen har så længe jeg kan huske været mere eller mindre drikfældige og de har ikke vist de unge et godt eksempel. At der er unge der dyrker sport i rent sportslig forstand tør jeg ikke bestride. Men desværre har jeg mest indtryk af, at det også betragtes som god sport at kunne tylle øller i sig. Det kan ikke kaldes sundt, når en forenings ledere viser de unge, at hvis man er en god sportsmand, så må sportsånden sandelig også styrkes med øl.

I november holdt afholdsforeningen generalforsamling. Den forløb stilfærdigt. Men vi var vist flest der mente at vor repræsentant i hotellets bestyrelse, skomager M.. J. Larsen, ved eget initiativ burde have trukket sig tilbage. Og det kan kun betragtes som et udslag af tilbageholdenhed fra medlemmerne, at der ikke blev foreslået en anden, - og Larsen blev genvalgt, dog uden at han var til stede selv. Senere blev der udtalt en beklagelse af, at han ikke selv havde nægtet genvalg. Vel nok som en konsekvens deraf og fordi han havde handlet i modstrid med afholdsforeningens interesser har han meldt sig ud af afholdsforeningen. Da denne mand desuden kunne drages højt i tvivl som afholdsmand skal hans udmeldelse ikke beklages her. En afholdsforening kan ikke være tjent med at blive repræsenteret af en mand med et halvt afholdsstandpunkt.

Charlo Rasmussen ca. 1960

Foreningens juletræsfest forløb igen i år på den smukkeste måde, om end tilslutningen af medlemmer på grund af forskellige forhold var lidt mindre

end sædvanlig. Til gen-gæld kunne vi glæde os over stor deltagelse af ikke medlemmer, der sympatiserede med os. Afholdsforeningens juletræsfest er i mange år af deltagerne uden for foreningen blevet betegnet som den hyggeligste og bedste juletræssammenkomst i sognet.

Så gled vi ind i år 1958. Sognets foreningsledere er stadig i harnisk. Man klamrer sig til den tanke at forbedrede forhold og indførelse af spiritus er nødvendig for at foreningerne kan trives. Fra hotellets bestyrelse fremkom et uofficielt tilbud til afholdsforeningen på køb af forsamlingshuset for kr. 10.000. (ejendomsskylden er kr. 25.000). Afholdsforeningen holdt et bestyrelsesmøde og behandlede "tilbudet". Et par af bestyrelsens medlemmer var stemt for at vi skulle sælge og så skaffe os et andet lokale. Deres synspunkt var dette, at afholdsforeningens prestige nærmest ville stige ved denne handling. Flertallet i bestyrelsen var ikke tilhænger af dette synspunkt. Og vi fastholdt stadig at bevare huset for afholdsforeningen. Stillingen i afholdsforeningen er stadig den, at vi ikke giver op. Det er ikke os, der vil sælge. Vi vil søge at bevare både hotel og forsamlingshuset for vore interesser. For en del af os nærer vi ønske om at kunne overtage hotellet som afholdsforeningens ejendom. Derved kom hele foretagendet på de rigtige hænder i henhold til hotellets formålsparagraf.

I februar holdt hotellet årlig generalforsamling og formanden gårdejer Otto Hansen Fodslette kunne på denne kun meddele (vedrørende salget) at der ingen officielle købere havde været, i hvert fald ikke på det eksisterende grundlag, uden sal. Jeg tager vist ikke fejl i min betragtning når jeg tror at hovedparten af de tilstedeværende var krotilhængerne: dem der havde fået overdraget aktier på en lidt blakket måde. I hvert fald mundede generalforsamlingen ud i de sædvanlige angreb på afholdsfolkene i at vi ved vor stilling ville hæmme udviklingen på egnen. Der er jo stadig mange der tror at der er udvikling i at drikke spiritus. Det er beskæmmende at bedre krotale end den hotellets formand holdt kunne ikke holdes. Det er efterhånden en besynderlig stilling den mand står i, i forholdet til hotellets formålsparagraf. Af positivt på generalforsamlingen skete der dette at gårdejer Mejnert Hansen forespurgte om afholdsforeningen overhovedet kan købe hotellet, hvis kapital kunne skaffes. Hertil svarede formanden dog, at det kunne han ikke tænke sig noget fornuftigt menneske ville sætte sig imod, hvis der kom et antageligt tilbud. Det konstateredes dog, at en del af de tilstedeværende følte sig beroliget ved at få oplyst, at bestyrelsen for hotellet ikke kunne sælge uden en efterfølgende godkendelse af salget på en ekstra generalforsamling. Ved opmærksom iagttagelse sporede man en tendens blandt de tilstedeværende til at afholdsforeningen ikke gerne måtte blive køber. Om den udlægning af stemningen på generalforsamlingen er rigtigt skønnet fra min side vil fremtiden vise. Resultatet af generalforsamlingen blev at afholdsforeningen fik 14 dages frist til at fremkomme med tilbud på køb af hotellet.

Og så skal en kommende generalforsamling nu i marts i afholdsforeningen klargøre hvad der indtil videre vil ske.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------

Her slutter min far Charlo Rasmussens optegnelser - lidt brat kan man sige. Jeg kan tilføje, at den bitre strid, som sled alvorligt på humøret i hele min nærmeste familie, endte med salg. Men før det kom så vidt gik bølgerne meget højt, så højt at selv de store dagblade skrev om begivenheden. Humble Afholdsforening havde ikke længere egne lokaler, men fortsatte alligevel sin virksomhed. Fremtidige møder blev holdt i private hjem, eller - når der var større arrangementer som for eksempel den årlige juletræsfest - man lejede sig ind på Humble Hotel, som det tidligere Humble Afholds- og Højskolehjem kom til at hedde. På et senere tidspunkt flyttedes juletræsfesterne til Kædeby Caféen, hvor man lejede sig ind. Her var der endnu ret tæt op imod årtusindskiftet årlige juletræsfester i afholdsforeningen. I mange år medvirkede jeg til disse fester med min violin. Jeg ledsagede sange og salmer, når der blev danset om juletræ, og jeg spillede til sanglege sammen med en harmonikaspiller. Deltagertallet var ofte 30 - 40 voksne og børn. Lige efter salget var deltagertallet højere.

Et sted i min fars skildring nævnes planer om at rejse en mindesten over min bedstefar William Bendixen, der døde i 1956 - ligesom der i 1907 var rejst en sådan over min oldefar Kristoffer Bendixen. Disse planer blev ikke ført ud i livet.

Uden for Humble Bio kort før 2. verdenskrig