William Bendixen var sjælen i foretagendet (Humble Afholds- og Højskolehjem) i mange år.

Begyndelsen og den første forening her.

I året 1879 kom afholdsbevægelsen til Danmark. I de følgende år blev der landet over, især i Jylland, stiftet en del afholdsforeninger. Sidst på året 1881 kom bevægelsen til Langeland. Det første møde med foredrag om bevægelsen blev holdt i Humble skole i december måned 1881. Talere var Rudkøbing metodistmenighedspræst pastor Christensen.

Der blev megen samtale mellem mennesker der på egnen om den nye bevægelse, her var tale om. Det store flertal stillede sig uvillligt over for bevægelsen. Man troede virkelig dengang, at brændevin, som der var mest tale om, var et gode for arbejdende mennesker. Man troede, at brændevin var styrkende. Og man mente det i mange tilfælde var en god medicin. Især i form af den såkaldte "Bitter". Man var fuldt klar over, at brændevin skulle bruges "med måde". Og at den umådeholdende brug var skadelig. Ja kunne være helt ødelæggende. Men så skulle man selvfølgelig sørge for at "passe måden". Og man fandt det ganske urimeligt, at der slet ikke måtte nydes spiritus. At en fattig strengt arbejdende mand skulle undvære dette gode, det var rent ud en utilbørlighed.

Der var dog også mennesker som mente, at den nye bevægelse havde ret i meget af det den førte frem. Især i dette, at det var brugen der førte til misbrugen. Og indrømmes måtte det, at der jo var mennesker, som aldrig nød spiritus og dog alligevel i enhver henseende ydede arbejde der fuldt ud kunne stå mål med sprititusbrugende menneskers arbejdsydelse.

I mit hjem - jeg var da en dreng på 14 år - blev der også talt om afholdsbevægelsen. Og ud fra hvad jeg hørte her og ud fra hvad jeg trods min ungdom kunne iagttage på mennesker jeg kendte, blev jeg helt klar over, at det afholdsbevægelsen ville var det rette. Jeg vidste, at bevægelsen udgav et blad. Jeg bad min fader om at bestille bladet. Det var han villig til. Og fra nytår 1882 læste jeg Afholdsbladet. Ved at læse bladet blev jeg helt vundet for bevægelsen. Og det var mit ønske engang at blive medlem. Men nu skulle jeg da først konfirmeres.

I februar 1882 blev der igen holdt afholdsmøde i Humble skole med pastor Christensen som taler. Og ved dette møde blev der stiftet en afholdsforening for Humble sogn. Formand for foreningen blev fattiggårdsbestyrer Christen Hansen. Næstformand blev skrædder Jørgen Rasmussen, Haugbølle. Foreningen begyndte med cirka 20 medlemmer. Alle medlemmer var mænd. Der var dengang ingen kvindelige medlemmer. I april blev jeg konfirmeret. Og 5. maj 1882 indmeldte jeg mig i foreningen.

Den lille forening arbejdede energisk. Der holdtes månedlige medlemsmøder. Og også offentlig møder med foredrag. Foruden før nævnte pastor Christensen blev her talt af skomager A. Jørgensen, Svendborg. Sidstnævnte var en jævn almindelig håndværker. Men med ret betydelige evner som taler. Hans tale var båret af alvor. Men uden overdrivelser. Folk kunne lide at høre ham.

Humble Afholds- og Højskolehjem. Maleri af AH, ukendt maler. 1939

Blandt medlemmerne var et par familieforsørgere, som havde været meget hengivne til drik og som var meget fattige. For at støtte dem i deres kamp for at rejse sig blev der af foreningens kasse ydet dem hjælp. At foreningen kunne dette skyldtes i betydelig grad, at den havde en velhavende ven. Nemlig møller Hans Andersen, Hesselbjerg. Han ville ikke med i foreningen. Men så med stor venlighed på dens arbejde. Og ydede flere gange tilskud af penge. Men som helhed må det siges, at foreningen mødte kun ringe forståelse. Og medlemmerne var ofte genstand for hån og spot. Alligevel steg medlemstallet til cirka 40 i efteråret 1884. Men i vinteren 84-85 tabtes et meget betydeligt antal medlemmer. Jørgen Rasmussen afløste Christen Hansen som formand. Men foreningens ledelse tabte modet. Og ved et møde hos formanden i foråret 85 foreslog han at opløse foreningen. Dette forslag vedtoges med alle stemmer mod min. Formanden gav så mig foreningens bøger med den bemærkning, at når jeg var imod at opløse foreningen så var det rimeligt, at jeg fik bøgerne. Så kunne jeg, blev der føjet til, se om jeg igen kunne få nogen til at være med til at danne en forening. Jeg var ked af hvad der var sket. Men jeg var glad ved, at jeg fik foreningens bøger. Og jeg troede sikkert på, at her nok igen blev stiftet en forening. Men jeg var kun en 17års dreng. Og sommeren 85 gik uden at der skete noget. Men før året 1885 udrandt var her igen stiftet en afholdsforening i Humble.

Hvordan bevægelsen igen blev rejst her

I sommeren 1884 blev Humble forsamlingshus bygget. I efteråret 1885 holdtes her første gang efterårsmøde. Mødet var ret stort anlagt som et to dages møde med tre fremmede talere. Første dags aften ville man have forhandling om et i tiden aktuelt emne. Og emnet blev afholdsbevægelsen. Der blev rettet henvendelse til Afholdsbladets redaktør Laurits Jørgensen om at komme som taler for afholdsbevægelsen. Dette lovede Laurits Jørgensen. Men i sidste stund før mødet blev han hindret i at komme. og der blev ingen forhandling ved mødet.

Men afholdsbevægelsens ledelse var blevet vidende om, at der i Humble var mennesker som interesserede sig for bevægelsen. Og først i december måned samme år kom Danmarks Afholdsforenings rejsende agitator smed J. M. Jensen fra Horsens til Humble for at tale om sagen. Han kom til hjemmet hos mine forældre, da det var fader der havde skrevet til Laurits Jørgensen. Jensen blev her et par dage. Og der blev indvarslet til et møde, som blev ret talrigt besøgt. Her skete kun det, at Jensen talte om afholdssagen. Han rejste så til det nordlige Langeland og til Fyn. Og kom så igen til Humble og holdt møde. Efter at have talt opfordrede han de tilstedeværende til at danne en afholdsforening. Efter at denne opfordring var rettet blev der i lokalet en underlig stilhed. Så rejste fader sig og gik ned i et hjørne af lokalet. Her sad to af sognets mest ansete mænd, gårdmændene Hans Madsen Klausen, Humble, og Niels Joh. Petersen, Helsned. Der var et venskabsforhold mellem fader og de to mænd. Fader samtalede lidt med dem, og henstillede til dem, at de gik med til at stifte en afholdsforening. Denne henstilling afviste de. Og så gik fader hen og skrev sit navn på den fremlagte medlemsliste. 15 andre fulgte ham. Og der blev så stiftet en afholdsforening på 16 medlemmer. Den konstituerede sig samme aften med fader som formand. Og nu var her altså igen en forening som afløser for foreningen der var opløst i april samme år.

Fra stiftelsesaftenen skal her fortælles et lille træk. Dels fordi det siger noget fundamentalt. Dels for at bevare et navn, som fortjener at bevares. Blandt de indmeldte medlemmer var husmand Christen Hansen, Rehne. Han var en meget stilfærdig mand, som aldrig nød spiritus. Da foreningen var stiftet sagde formanden til Christen Hansen: "Det er mig en stor glæde, at vi fik dig med, Christen." Og herpå svarede Christen: "Jeg var nødt til at gå med. Jeg kom til at føle mit ansvar. Og så kunne jeg ikke undlade at gå med."

Og så her et par bemærkninger om de to foran nævnte mænd, som efter henstilling afviste at gå med.

Hans Madsen Klausen blev en gammel mand. Men han deltog aldrig mere i et afholdsmøde. Han var ikke uvenlig stemt mod sagen. Men den var ham ligegyldig. Og da han nogle år senere var blevet sognerådsformand var han med til at anbefale, at Humble fik en spirituskro.

Niels Joh. Petersen blev aldrig medlem af foreningen. Men stod altid i et venligt forhold til den. Og da afholdsorganisationen Afholdssamfundet - der kun kræver personligt afhold - var blevet stiftet, fik han dannet en kreds her under nævnte organisation. Og han blev kredsens formand. Kredsen her blev aldrig stor. Men fik alligevel en ikke helt ringe betydning. Da Niels Joh. Petersen rejste fra sognet her opløstes kredsen. Og nogle af dens medlemmer sluttede sig da til afholdsforeningen.

,

Fremgangens tid

Den nystiftede forenings medlemmer undgik ikke helt at møde noget af den hån og spot som den første forenings medlemmer i så rigeligt mål havde mødt. Men disse uvenlige eller uforstandige følelser blev nu ført frem i en meget afdæmpet form. Dette havde formentlig sin grund i to forhold. For det første var der gået en tid. Og i denne tid havde man hørt og læst en del om afholdsbevægelsen og vidste, at den var i stærk vækst landet over. Og for det andet betød det meget, at den nye forenings formand var én af sognets mest ansete mænd. En mand som var indehaver af et stort antal tillidshverv, både af offentlig og privat art. Og han var kendt som en mand der fyldte sin plads godt. Hertil kom, at han var en munter livsglad mand, der var med hvor sund livsglæde dyrkedes. I musikforening, i sangforening og ved dilettantkomedie. Dette kom ham til gode, da han blev formand for afholdsforeningen. Og det blev en fordel for hele foreningen. Kristoffer Bendixen var ikke taler i dette ords egentlige betydning. Han skulle ikke ses eller høres på en talerstol. Men i almindelig samtale havde han meget betydelige evner til at føre sine meninger frem og til at vinde tilslutning til hvad han ønskede. Han lagde helst en mild, til tider næsten spøgende tone over sin tale. Men fandt han grund dertil kunne han også være meget skarp. Her skal fortælles et træk, hvor han vendte den skarpe side til. Der var afholdsmøde i V. Kædeby skole. Læreren der, Nielsen, tog ordet og roste afholdsbevægelsen for at den reddede mennesker, som var ved at gå til grunde i drik. Men han henstillede til afholdsfolkene, at de ophørte med deres meget overdrevne angreb på den pæne, uskyldige nydelse af spiritus. Og nøjes med at angribe misbrugen. Herpå svarede Kristoffer Bendixen: "Kan De slå en streg og sige, at på den side af stregen er brug af spiritus noget uskyldigt. Men på den anden side af stregen er brugen misbrug. Det er drikkeskikken, der fører mennesker ud på skråplanet for de ulykker som har drik til årsag. Og derfor er al brug af spiritus misbrug!" Lærer Nielsen svarede ikke.

På den tid der her er tale om var der i sognet ikke så helt få små hjem, hvor forholdene var fattige, ja usle, på grund af mandens drikfældighed. Kristoffer Bendixen kunne gå ind i disse små hjem og sidde og tale jævnt og stille med mand og kone om deres forhold og om deres besværligheder. Der kunne blive serveret en kop kaffe med et stykke kandissukker til. Og så kunne Kristoffer Bendixen uden at være påtrængende føre afholdssagen på tale og indbyde de pågældende til at komme og være med når afholdsforeningen igen holdt møde. På denne måde vandt han flere. Og hjem som var ved at gå til grunde blev rejst. Disse resultater skabte respekt for foreningen og dens arbejde. Og medlemstallet var stadig voksende.

Foreningen holdt månedlige medlemsmøder i formandens hjem. Og her som på anden måde havde Kristoffer Bendixen en meget stor støtte i sin gode hustru Marie. Hun åbnede med største glæde sit hjem for møderne. Og forstod at skabe hygge ved disse. Og når de fattige koner, hvis mænd var kommen ind i foreningen, kom på besøg i hjemmet, blev de altid godt modtagne. Blev mødt med et venligt sind og en gavmild hånd.

I sommeren 1887 anskaffedes en fane til foreningen. Den blev indviet 6. juli. At denne dag valgtes var ingen tilfældighed. Ved den tid i firserne var mindet om de slesvigske krige endnu meget levende i befolkningen. Især mindedes man sejrsdagene fra treårskrigen. Og derfor valgtes Fredericiadagen til faneindvielsen. Forsamlingshuset var fyldt næsten til trængsel. Pastor Hansen fra metodistmenigheden i Svendborg talte. Pastor Hansen ejede en meget betydelig evne til at gribe en forsamling med sin tale. Evne til i høj grad at tænde en glød af begejstring i tilhørernes sind for de tanker han fremførte. Et eksempel herpå skal fortælles her. En mand som ellers var uvenlig stemt mod afholdsforeningen var til stede ved faneindvielsen. Og pastor Hansens ord greb ham stærkt. Mødet var om eftermiddagen. Og da manden, Christen hed han, kom hjem, skulle han som sædvanlig have smørrebrød til aftensmad. Dette kom hans kone Ane med. Og som sædvanlig kom hun også med brændevinsflasken. Men da hun kom med den sagde Christen: "Jeg vil ikke have brændevin, tag flasken bort igen!" Dette kunne Ane ikke forstå. Dette var helt mod det sædvanlige. Men næste dag ville Christen igen have snapsen.

Frøet pastor Hansen havde sået i Christens sind var falden i så megen "muldjord" at det havde begyndt at spire. Men alligevel var der klippegrund så spiren visnede.

Samme år som fanen var indviet først i juli måned blev det bestemt, at foreningen skulle have en udflugt til Tranekær. Der var lidt ængstelse for, om der nu kunne fås køretøjer til den fire mil lange tur. Der var kun få af medlemmerne der selv var kørende. Men et tilstrækkeligt antal gårdmænd viste venlighed og stillede køretøjer til rådighed. Lærer Knudsen Øs. Kædeby, der var leder af et hornorkester, tilbød at tage med på turen med orkesteret. Og det pyntede meget på foretagendet at have hornmusik med. Forvalter C.M. Hansen, Rolighed, tilbød med sin store vogn at køre for musikken. Også vejrguderne var venlig stemt. Vejret var strålende. Der startedes fra torvet i Humble. På første vogn var fanen. På anden musikken. Sædvanligvis kørtes gennem Vindeltorpe når man fra det sydlige Langeland skulle nordpå. Men ved lejligheden der her er tale om kørtes den lidt længere vej gennem Rudkøbing by. Musikken spillede under kørselen gennem byen. Og i stort tal kom byens beboere til vinduer og gadedøre for at se på afholdsfolkenes tog.

Da selskabet var kommet til Tranekær blev der spurgt om tilladelse til ophold i parken. Da den gamle lensgreve blev underrettet om, at de besøgende var et selskab af afholdsfolk, gav han tilladelse til, at selskabet måtte gå overalt. Både i parken, i haven og i drivhusene. Hen på eftermiddagen samledes hele selskabet med fanen og musikken ved slottet. Da musikken havde spillet et par numre kom lensgreven frem og løftede på hatten. Alle hoveder blottedes. Og formanden trådte frem og holdt en lille tale for lensgreven, takkede for den viste gæstfrihed og udbragte et leve for ham. Musikken spillede: Der er et yndigt land. Og så fjernede selskabet sig værdigt og stille. Det havde været en god dag.

I foreningens første tid var medlemesmøderne altid i formandens hjem. Men flere medlemmer ytrede ønske om, at der også blev holdt møde i deres hjem. Og de månedlige medlemsmøder blev så holdt skiftende steder. Men eftersom medlemstallet steg, blev pladsforholdene de fleste steder for små. Man kunne bruge Humble forsamlingshus. Men var ikke helt glad ved forholdene. Dels kunne man ikke altid få huset når man ønskede det. Og dels var opvarmningen så dårlig at huset var uegnet til mindre møder i vintertiden. Der kom da den tanke frem, at foreningen skulle bygge sig et mindre forsamlingshus. Og denne tanke blev til virkelighed. Huset blev bygget i foråret 1982. Det fik plads i formandens have. Huset indviedes i juli måned. Der var mødt så mange mennesker, at de ikke kunne være i huset. Mødet holdtes så i haven. Mødets taler var højskoleforstander Kristensen-Randers, Ollerup.

I dette lille forsamlingshus udfoldede sig i en række af år et rigt liv, hvorom det vist i beskedenhed tør siges, at det gav et bidrag til i tiden at præge egnen. Tiden i halvfemserne var i økonomisk henseende en fattig tid for landbefolkningen. På alle landbrugets produkter var der lave priser. Og det bevirkede, at så at sige hele den egentlige landbefolkning havde ret trange kår.

Men i samme tidsperiode var der hos store dele af befolkningen stor modtagelighed for at høre om ideelle bevægelser, der havde som mål at skabe lykkeligere livsforhold for mennesker. Man troede på idealerne. Og denne hos tidens mennesker ret udbredte indstilling bevirkede, at der blev så god tilslutning til det folkelige, kulturelle arbejde i det lille forsamlingshus.

Foruden de egentlig afholdsmøder lod afholdsforeningen afholde møde en gang ugentlig i vinterhalvåret, de såkaldte mandagsmøder. Her blev talt om forskellige folkelige emner og holdt oplæsning. Stedets præster og andre stedlige kræfter medvirkede.

For virksomheden i forsamlingshuset, som for afholdsforeningens virksomhed i det hele - men dog især for den folkelige virksomhed i forsamlingshuset - betød det overordentlig meget, da K. Kristensen Tange i foråret 1894 kom til Humble som mejribestyrer. Denne idealistisk indstillede, evnerige og virkelystne mand, udførte gennem en række af år en betydelig gerning i huset. Både som taler ved mandagsmøderne og ved at han samlede den voksne ungdom til aftenskole.

Da husmandsforeningen blev stiftet fik den også hjemsted i huset. Og landboforeningen lod afholde kursus der. Forskellige særprægede religiøse retninger havde deres samlingssted der.

,

Om årsagen til at huset ikke er mere vil senere blive fortalt.

I tiden først i halvfemserne var juletræ noget næsten ukendt i landlige kredse her. For-eningsjuletræer og skolejuletræer blev ikke arrangeret. Og i hjemmene var det meget sjældent at der var juletræ. - Da afholdsforeningen havde fået sit forsamlingshus, blev det bestemt at holde juletræssammenkomst. Og det blev taget lidt i agitationens tjeneste, idet det blev bestemt, at kun medlemmer måtte deltage. Og dette blev strengt gennemført.

Afholdsforeningens juletræssammenkomst begyndte med, at moder en dag bagte klejner og småkager til servering den aften der klippedes pynt til træet. Klippeaftenen samledes et halvt hundrede unge piger og karle ved bordene i huset. Hen på aftenen blev der serveret kaffe. Når arbejdet var endt flyttedes bordene bort. Så kom fader med violinen. Og de unge dansede en stund før de gik hjem. Den dag sammenkomsten skulle være om aftenen havde vi travlt med at gøre lader og portrum ryddelige, så der kunne opstaldes heste. Der kunne godt komme 14 a 16 heste.

Sammenkomsten ved træet formedes så på den sædvanlig måde med sang, tale og uddeling af godter. Og derefter leg og dans. De ældre trak efterhånden i betydeligt tal ind i formandens hjem, som stod åbent. Mændene anbragte sig i den ene stue til kortspil. Konerne førte samtale i den anden stue. Det blev som regel sent før der sluttedes. Og nogle af de mindre børn kom ind og var blevet søvnige. De blev så puttet i hjemmets senge, som efterhånden blev fyldt med sovende børn. - For moder var der ikke så ganske lidt at ordne efter en sådan juletræssammenkomst før alt i forsamlingshus og hjem igen var i orden. Men hun gjorde det gerne. Kunne hun bidrage til at skaffe andre en glæde, så fandt hun deri sin glæde.

En vigtig del af afholdsforeningens arbejde var foredragsvirksomheden af fremmede talere. Her kom som regel tre talere hvert år først på efteråret. Én noget senere på året Og mellem nytår og forår. Når her kom en taler blev der i den første tid holdt møde to steder: I Humble og Kædeby. Senere udvidedes virkeområdet til hele det sydlige Langeland fra Lindelse til Søndenbro. Møderne holdtes i skolerne. Talerne blev her så i flere dage, boede i formandens hjem og blev med hans køretøj befordret til de forskellige mødesteder.

Det var selvfølgelig forbundet med en del ulejlighed for formandens hjem således at have de rejsende talere boende der i flere dage. Men det var man aldrig ked af. Tværtimod føltes det som en glæde at have disse prægtige mennesker i huset. De var uegennyttige mennesker som for en ringe betaling arbejdede, ja sled sig op i et anstrengende rejseliv, for en sag de havde kær og troede om, at den ville bidrage til at gøre livet lysere og lykkeligere for mennesker. Og vi som hørte til i hjemmet skylder dem stor tak for gode tanker vi fik fra dem. Også om meget andet godt end om afholdssagen.

De lange køreture med talerne, til tider i dårligt vejr, kunne nok være lidt ubehagelige. Men det blev taget med godt humør. Det tror jeg vi havde lidt lettere ved dengang end tilfældet er nu.- Når vi så kom hjem og kom ind i stuen efter en sådan tur, blev vi altid af mor modtaget med et venligt smil. Og hun havde altid kaffekanden stående varm i den gamle firkantede kakkelovn hvor der var en engel på lugen. Som vi sad der og snakkede sammen ved den dampende kaffe følte vi ret hjemligt velvære. - Ja, hvor skylder vi dig tak mor for al den fine, varme hygge du forstod at skabe i hjemmet. Både for os som hørte til der og for den fremmede som var gæst.

Foreningen fik efterhånden et betydeligt antal medlemmer over hele den sydlige del af øen. Der var ret store afstande til Humble hvor medlemsmøderne holdtes. Og så kom tanken frem om at danne selvstændige foreninger i de andre kommuner. I året 1900 dannedes forening i Magleby, 1903 i Lindelse og 1905 i Tryggelev. Dette medførte selvfølgelig en betydelig tilbagegang i moderforeningens medlemstal.

Fader beholdt stillingen som foreningens formand til han døde d. 27. marts 1907. Han blev begravet d. 3. april under meget stor deltagelse. Også af mennesker fra Strynø og Ærø. Formænd for afholdsforeninger bar ham til det sidste hvilested. Inden for afholdsbevægelsen på Langeland blev han de sidste år han levede kaldt "den gamle general". Jeg tror han kunne glæde sig ved "titlen". Og i virkeligheden var den også fortjent. Den 14. april var det hans fødselsdag. Og da holdt foreningen her en mindesammenkomst for ham, samtidig med at der holdtes generalforsamling.

Inden for foreningerne i Langelands Afholdskreds var der ønske om at rejse en mindesten for fader. Denne tanke fandt også tilslutning i foreningen her. Men i foreningen her ønskede man, at mindet blev for fader og moder i fællesskab. Og denne tanke fandt tilslutning i hele kredsen. Der blev indsamlet midler. Og mindestenen blev rejst nær ud til amtslandevejen i skovanlægget på Bukkensbjerg ved Humble, ganske nær ved de to menneskers gamle hjem, for hvem mindet rejstes. Mindet er en høj granitsten hvori er indhugget følgende indskrift øverst på stenen:

"Minde om Langelands varmhjertede og trofaste forkæmpere for Afholdssagen gårdejer Kristoffer Bendixen og hustru Marie af Humble."

Og nederst på stenen:

"Med tak i kærlighed rejstes denne sten af Langelands Afholdskreds 1907".

Indskriften på stenen er forfattet af afholdstaleren William Petersen. Afsløringen fandt sted d. 22. september 1907 i overværelse af en stor forsamling. Journalist Frederik Lindberg og mejeribestyrer K. Kristensen Tange talte. Arbejdet med stenen udførtes af formanden for Roskilde Afholdskreds, stenhuggermester Hansen-Glens. (ved afskriften usikkerhed om rigtig stavemåde i navnets sidste led).

Ved generalforsamlingen de. 14. april 1907 blev jeg valgt til foreningens formand i stedet for fader. Jeg følte ængstelse for, at jeg ikke kunne fylde pladsen. Om jeg har kunnet det - og om hvordan jeg har kunnet det - det ønsker jeg selvfølgelig ikke at skrive noget om her. Jeg vil kun nævne, at jeg et par gange har ment, at det var bedst at jeg blev afløst. Men jeg har da modtaget opfordring til at fortsætte. Og så har jeg sagt ja. Og nu er der gået 43 år. Om jeg derved har handlet ret eller fejl, skal jeg ikke selv dømme om. Men jeg ønsker her at sige, at hvis jeg i den lange årrække jeg har været foreningens formand har fået udført noget der har været til nytte for afholdsforeningen, eller til gavn for ædruelighedsarbejdet her på anden måde, så må jeg dele æren derfor med min gode nu døde hustru Marie. Hun forstod mig altid. Og var mig altid til stor støtte. Og det ikke mindst ved at hun altid med venlighed åbnede vort hjem, når der var brug derfor. Det kunne være for et menneske som var kommet i uføret. Og trængte til en hjælpende hånd. Det kunne være for de rejsende foredragsholdere. Og det kunne være når hjemmets stuer skulle bruges ved indøvelse af en dilettantkomedie. - For gerning der udføres er det i de fleste tilfælde mandens navn der nævnes. I såre mange tilfælde er det den gode kvinde der står bagved, der er den bærende kraft.

Kro - Sognerådsvalg - Afholdshjem

I Humble var ingen kro. Det var der i nabosognet Tryggelev. I året 1904 erfarede beboerne i Humble, at gæstgiver P. Hansen, Tryggelev, ønskede at flytte sin forretning til Humble. Og at et derom indgivet andragende var blevet énstemmigt anbefalet af Humble sogneråd. Det fremkaldte røre og betydelig uvilje hos en stor del af Humbles beboere, at sognerådet havde anbefalet oprettelsen af en kro her. Man mente, at et sådant foretagende ville være til skade. Fra en kreds af beboerne kom den tanke frem, at man skulle søge at få oprettet et afholds- og højskolehjem her. Og måske så derved blive fri for spirituskroen. En deputation blev sendt til København for at tale med indenrigsminister Enevold Sørensen om sagen. Ministeren stillede sig velvillig og forstående. Og lovede, at foreløbig ville der intet ske med kroens flytning.

I Humble blev så sammenkaldt til et møde hvor der blev forhandlet om oprettelsen af afholds- og højskolehjem. Når det skal siges som det virkelig var, så var stemningen ved dette møde "lunken". Alligevel blev det bestemt, at det skulle forsøges, om det var muligt at rejse kapital ved aktietegning, så tanken kunne gennemføres. Og der blev valgt mænd til at ombære tegningslister i de forskellige byer. Men denne aktietegning gav et meget ringe resultat. Og der blev intet videre foretaget.

Der gik så fire år uden at der hørtes noget om kroens flytning. Men 1908 erfaredes det, at nu havde gæstgiver P. Hansen igen ansøgt om kroens flytning. Og igen opnået at få Humble sogneråds énstemmige anbefaling til kroens flytning til Humble.

Der blev så igen sendt en deputation ind for at tale med ministeren. Men nu var det ikke Enevold Sørensen, men Sigurd Berg der var indenrigsminister. Og det var ikke med absolut velvilje at deputationen blev modtaget. Mennesker som mente at vide besked, forklarede ministerens noget kølige stilling med at han skulle være blevet påvirket af Langelandskredsens daværende folketingsmand N. Guldbrandsen, der da havde sit mandat hængende i en meget tynd tråd. Og folketingsmanden skulle så igen være blevet påvirket af personlige venner af gæstgiver P. Hansen. Dette vides ikke med absolut vished. Men anses for meget rimeligt alt taget i betragtning. Og tilladelse til kroens flytning blev givet. Opførrelse af den nye kro i Humble fandt så sted i sommeren 1908.

Bevillingen til kroen i Tryggelev gav kun ret til gæstgiveri. Ikke til værtshushold. Men i ansøgningen om tilladelse til at flytte forretningen til Humble var også ansøgt om tilladelse til værtshushold. Fra ministeriet kom gennem amtet forespørgsel til Humble sogneråd om sognerådet var klar over, at det havde anbefalet en udvidelse af gæstgiver P. Hansens bevilling. Og hvis dette ikke var tilfældet, om det så ville anbefale udvidelsen. Sognerådet erklærede, at det ikke havde været opmærksom på, at ansøgningen indeholdt en udvidelse. Men det anbefalede udvidelsen med syv stemmer mod to. De to som stemte mod udvidelsen var rådets formand Rasmus K. Petersen (Degn) og bager N. Filadsen. Udvidelse af bevillingen blev nægtet.

Der var en ikke ringe utilfredshed i sognet over at sognerådet - som der blev sagt - havde skaffet sognet en kro. Og i store dele af vælgerbefolkningen var man besluttet på at være vågne, når der igen skulle være sognerådsvalg. Hidtil havde det været vanskeligt for den almindelige vælgerklasse at få virkelig indflydelse i sognerådene, da den store halvdel af rådene valgtes af de højstbeskattede. Nu var almindelig valgret gennemført. Og i foråret 1909 skulle for første gang hele sognerådet vælges af den almindelige vælgerklasse. I Humble var vi så mange kommunale vælgere inden for afholdsforeningen, at det kunne få betydning hvordan vi stemte. Og vi ønskede bestemt at få organiserede afholdsfolk ind i rådet.

Forud for valget var der indkaldt til prøvevalg af de to venstrepartier i fællesskab. Den største gruppe, de radikales formand tømrer P. Flindt ledede mødet. Flindt var en mand der ikke viste sparsomhed når talen var om brug af ord. Han holdt en lang indledningstale, hvori han fremhævede betydningen af, at vi bøjede os mod hinanden således at alle interesser og alle byer i sognet kunne blive repræsenteret. Og for ikke at komme ud for tilfældigheder ved prøvevalget havde et udvalg udarbejdet en kandidatliste som man tillod at henstille til prøvevalget at godkende. Efter Flindts tale tog Anders Nielsen Olsen, Hesselbjerg ordet og angreb i skarpe vindinger, at her blev gjort forsøg på at umyndiggøre prøvevalget. Og nogle af de foreslåede kandidater blev også skarpt kritiseret. Flindt tog nu igen ordet og holdt en lang tale, som ikke var absolut saglig. A.N. Olsens udtalelser påtalte han og betegnede dem som "uparlamentariske". Da Flindt sluttede rejste grev Ahlefeldt, Vestergård sig og sagde: " Nu vil jeg Fanden lyne mig ikke høre mere på dette vrøvl. Nu går jeg. Og jeg anmoder dem som er enig med mig om at de også går. Så opstiller vi vor egen liste." Nogle fulgte grevens opfordring og forlod lokalet.

Da der var blevet ro efter udvandringen tog Flindt ordet og sagde: Ja der gled så de. Og nu må vi selvfølgelig begynde på bar bund og lave vor egen liste. Men jeg vil foreslå, at vi først på vor liste sætter den mand som var sat som nr. 1 på fælleslisten. J.A.Hansen, Tjørnberggård. Der siges om ham, at hans politiske standpunkt er uklart, at det er som han står med et ben i hver lejr og ikke kan blive enig med sig selv om til hvilken side han vil gå. Og sådan mener jeg også det er. Men han er en dygtig kommunalmand. Og hvis vi nu tager ham på vor liste kan det måske føre til, at han får begge ben over på vor side." - Uden forhandling blev J.A.Hansen listens nr. 1. Men så skulle kandidatopstillingen jo føres videre. Men det gik absolut ikke let. Og det var ikke visdomstale alt hvad der kom frem. Men et resultat nåedes. Og de fleste i forsamlingen var vist godt tilfreds med listen da den forelå. og så vidt skønnes kunne bøjede alle sig loyalt for prøvevalgets afgørelse og stemte på listen ved valget. Resultatet af valget blev at de radikale af 9 pladser fik 6. De valgte var nævnt i nummerorden: 1. J.A.Hansen. Tjørnbjærggård. 2. William Bendixen, Humble. - 3. Christian Christoffersen, Kædeby. 4. Hans Jørgensen, Helsned. 5. Johannes Drosth, Ristinge. 6.Hans Jakob Nielsen, Hesselbjerg.

Afholdsfolkene var tilfredse med valget. De som nummer 2 og 3 valgte var medlemmer af afholdsforeningen. Og den stilling er uden afbrydelse holdt siden. Der har altid været to afholdsmænd som medlemmer af sognerådet. I to valgperioder har der været tre, og i én fire.

I 1908 åbnedes kroen i Humble. Og det mærkedes på mere end én måde. Lad mig først nævne, at her lejlighedsvis blev noget uroligt på gaden, når krogæster drog hjem. At kroen ikke havde ret til værtshushold blev der i betydelig grad set bort fra. Vejfarende mennesker kunne blive forulempet, når de mødte en flok højtstemte krogæster. Nogle vejfarende valgte om aftenen at gå den lidt længere vej gennem Hallinggaden. Så blev de fri for at gå forbi kroen.

Selskabet som ejede forsamlingshuset kom til at mærke, at kroen var kommet her. Nogle generalforsamlinger og sammenkomster af forskellig art, som hidtil var holdt i forsamlingshuset, blev nu henlagt til kroen. Og derved forringedes forsamlingshusets økonomi. Hertil kom, at en del af de ældre, som havde været med til at rejse forsamlingshuset og hørte til selskabets solide støtter, de var her ikke mere. Og de som havde overtaget partbrevene var i mange tilfælde kun lidet interesserede i foretagendet. Inden for selskabet kom ønsker frem om at sælge huset og opløse selskabet.

Gæstgiver Hansen ville gerne købe huset, for, som han så smukt sagde, når han rådede over begge byens store mødelokaler, så kunne han administrere sådan, at intet kolliderede med hinanden. Han fandt støtte hos en fløj inden for selskabet. Men fra anden side ønskede man at overdrage huset til en forening som man mente ville føre brugen af huset videre som tanken havde været da huset blev bygget. og man ønskede, at det blev afholdsforeningen som overtog huset. Og på forespørgsel erklærede foreningen sig villig til at overtage huset.

Der blev nu indkaldt til generalforsamling i selskabet som ejede huset. Her blev man hurtigt enige om salg. Og så kom meget hurtigt forslag fra Martin Boesgaard, Kinderballegård, at man skulle sælge huset til gæstgiver Hansen. Mod dette forslag blev straks protesteret. Der blev foreslået salg til en forening som ville føre huset videre i "den gamle ånd", så her fremdeles kunne holdes efterårsmøde og anden foredragsvirksomhed. Og være et billigt hjemsted for gymnastikken. Nu greb gæstgiveren selv ind i forhandlingen og erklærede, at han mente foredragsvirksomhed var ganske unyttig. Præsten står jo hver søndag og taler i kirken, sagde han. Er der nogen der har lyst til at høre noget, så kan de jo gå op og høre på det. Og det koster ikke noget. Martin Boesgaard var vist ingen stor "diplomat", men han forstod, at gæstgiveren havde dummet sig slemt. Og han skyndte sig at "strø sand på" ved at sige, at han forstod godt, at der var nogen som ønskede foredragsvirksomhed i forsamlingshuset, men det kunne der også godt blive når gæstgiveren ejede huset. Så kan han jo "indforskrive talere". Ja, således var ordene. De virkede ikke. Da der skulle stemmes var der kun tre der stemte for salg til gæstgiveren. Han selv stemte ikke. For salg til afholdsforeningen stemte næsten alle. Enkelte stemte ikke.

Da resultatet af afstemningen forelå, spurgte gæstgiveren ivrigt: "Er det da så afgjort, at afholdsforeningen bliver ejer af huset her?" Da der blev svaret ja rejste han sig og forsvandt med noget af lynets fart ud af huset.

Stærkt medvirkende til at forsamlingshuset blev tilbudt afholdsforeningen var nuværende bankbestyrer Laurits Nielsen. Dette skal her noteres med tak.

Nu var afholdsforeningen ejer af Humble store forsamlingshus. Nu blev for alvor tanken taget op om i tilknytning til forsamlingshuset at få oprettet et afholdshjem, der kunne blive en konkurrent til den byen i nogen grad påtvungne spirituskro. En snæver kreds trådte sammen og tog den beslutning, at nu skal her bygges et afholdshjem. Kan vi få mange med er det godt. Ellers gennemfører vi som her er samlet planen. Der blev foretaget aktietegning. Nogle tegnede sig for 1000 kr. andre for 500 kr. Ret store beløb efter tidens pengeforhold. Aktiernes pålydende blev 50 kr. Der blev så på egnen ombåren tegningslister. Resultatet blev så godt, at foretagendet kunne begyndes uden at der blev stiftet gæld. Og opførelse af bygning blev begyndt i foråret 1911.

Men der skulle bevilling til foretagendet. Man søgte om bevilling både til gæstgiveri og til værtshushold. Selvfølgelig uden spirituøse drikke. Da andragendet om bevilling kom til behandling i sognerådet stemte de 8 af rådets 9 medlemmer for anbefaling af bevillingen. Kun én stemte imod. Den ene var grev Ahlefeldt Vestergård. Det skal tilføjes her, at senere udtalte greven, at han havde fortrudt at han stemte imod.

Men bevillingen skulle også gennem amtsrådet. Og man var ikke sikker på der at møde ublandet velvilje. Især ikke fra amtmanden baron Wedel Wedelsborg. Det blev da bestemt, at to mænd skulle rejse over og tale med amtmanden om sagen. Hertil valgtes Rasmus Pihl og Valdemar Bendixen. Rasmus Pihl var ordfører. Valdemar fortalte da de kom hjem, at Rasmus Pihl gjorde sig umage for at forme sin tale sådan, at han så ofte som muligt kunne komme til at sige hr. baron. Om dette fik nogen betydning skal der intet siges om her. Men bevillingen fik en let gang gennem amtsrådet. Og blev givet.

Bygningen til afholdshjemmet ejedes af det nystiftede aktieselskab. Og forsamlingshuset blev afholdsforeningens eje. Mellem de to selskaber oprettedes en kontrakt, således at det hele blev drevet som en enhed. Ledet af bestyrelse på 10 medlemmer, hvoraf hvert selskab valgte halvdelen.

Nu da man var kommen til at råde over så gode lokaler som tilfældet var, mente man ikke, at der mere var brug for det lille forsamlingshus som afholdsforeningen i en årrække havde ejet. Man mente også inden for afholdsforeningen, at man burde støtte det nye foretagende ved at samle al mødevirksomhed der. Og det besluttedes at sælge det lille forsamlingshus til nedbrydning.

Det nyoprettede afholds- og højskolehjem begyndte sin virksomhed samtidig med at Langelandsbanen begyndte sin drift i oktober måned 1911.

I Humble sognerådsmøde den 3. juli 1911 forelå til erklæring et andragende fra gæstgiver P. Hansen om ret til værtshushold på kroen i Humble. Anbefaling af andragendet nægtedes med 6 stemmer mod 3. I sognerådets møde d. 6. november 1911 forelå gennem amtet meddelelse om, at indenrigsministeriet ønskede gæstgiver Hansens andragende afgjort ved en kommuneafstemning. Og denne blev bestemt til den 25. november.

Forud for afstemningen kom der flere indlæg i øens blade for og imod at give bevillingen. For bevillingen skrev gæstgiveren selv, støttet af et enkelt kort anonymt indlæg. Mod bevillingen skrev lærer Nielsen, Hesselbjerg, Valdemar Bendixen og den som skriver dette. I én af gæstgiver Hansens artikler opfordrer han alle mænd i kommunen til at møde og stemme for bevillingen. Valdemar fik den glæde, at det blev ham der kom til at svare på nævnte artikkel. Et lille afsnit skal gengives her: "Gæstgiver Hansen opfordrer alle mænd til at møde og stemme for hans bevilling. Det vidner dog om nogen takt, at han ikke også opfordrer kvinderne til at møde og stemme for hans bevilling. Jeg vil da så tillade mig at anmode alle kvinderne om at møde og stemme mod bevillingen."

Ved afstemningen blev afgivet 110 stemmer for og 354 stemmer mod bevillingen, som så ikke blev givet.

Og så endnu en lille - måske ikke helt saglig - tilføjelse om kroafstemningen. På én eller anden måde var der tilgået de "ærede vælgere" som havde stemt for bevillingen meddelelse om, at de efter afstemningen var velkomne som gæster på kroen til et glas gratis punch. Det var, så vidt vides, kun et meget begrænset antal, der fulgte den smukke indbydelse. Men des mere punch blev der til hver. Én af dem som havde været med i laget døde to dage efter, og det gik her, som det så ofte går. Folk fik noget at snakke om. - Om det var afstemningspunchen han havde fået for meget af skal der ikke her fremføres nogen mening om.

Foråret 1913 var her igen sognerådsvalg. Ved dette valg mærkedes nogle "efterdønninger" efter afstemningen om bevillingen til kroen. De to venstrepartier, radikale og moderate, havde opstillet deres lister. Men en gruppe af vælgere var utilfredse med begge lister. Og de opstillede så en tredie liste som de kaldte "upolitisk". Der var "rapmundede" mennesker som kaldte listen "krolisten". Ved valget fik listen kun 19 stemmer og deraf blev to erklæret for ugyldige, da vælgeren havde underskreven med sit navn. Der blev ingen mandat til listen.

Den radikale liste fik valgt 6 sognerådsmedlemmer. Deraf var 4 medlem af afholds-foreningen. De fire var: William Bendixen, Humble, - Rasmus Pihl, Helsned, - Mads H. Madsen, Brandsby - og Carl Nielsen, Kædeby.

Gæstgiver Hansen døde 1921. I sognerådets møde d. 13. september samme år forelå forespørgsel fra forhv. gæstgiver P. Jensen, Snøde, om sognerådet ville anbefale bevilling til ham, hvis han købte Humble kro. Forespørgslen blev besvaret med nej. 6 medlemmer stemte nej, 2 ja og 1 stemte ikke. Følgelig købte P. Jensen ikke kroen.

Sidst på året 1924 blev kroen solgt til selskabet der ejede Humble realskole, og som indtil da havde lokaler i den tidligere Humble friskole. Kroen blev nu forandret til skole. Og i juni måned 1925 begyndte realskolen sin virksomhed i den forhenværende kro.

Foreningens virksomhed efter 1907

Efter formandsskiftet 1907 blev foreningens virksomhed ført videre i samme spor som hidtil med offentlig foredragsmøder og medlemsmøder. Disse sidste havde begyndt at blive mindre godt besøgt. Og så ophørte den indtil da gældende ordning med medlemsmøde en bestemt dag hver måned. Der blev holdt medlemsmøde sjældnere, og når man fandt lejligheden passende. Og møderne gik da god tilslutning. I sommeren 1908 holdt foreningen et offentligt friluftsmøde i skovanlægget på Bukkensbjerg. Der var stor tilslutning til mødet. I en række år blev lignende møder afholdt hvert andet år. Der var altid gode talere ved disse møder og godt besøg, også af folk uden for foreningen. Det største og formentlig betydningsfuldeste møde holdtes 1913. Da var taleren den megen kendte folketingsmand P. Sabro, der med sin vel næsten enestående veltalende greb den store forsamling stærkt.

I denne årrække begyndte man også i vintertiden at afholde en fælleslæsning eller dilettantforestilling. Der var til dette stort besøg. Og det gav lidt penge til kassen.

Fra foreningen blev stiftet og til 1905 var der stadig fremgang i medlemstallet. Men fra nævnte år og til 1918 var medlemstallet så nogenlunde uforandret. Tilgangen kunne kun dække afgangen. Det er dog hævet over enhver tvivl, at om også medlemstallet i tidsperioden ikke var stigende, så var der dog hos store dele af befolkningen en stadig voksende forståelse af, at det afholdsfolkene ville var det rigtige.

Men fra 1918 begyndte medlemstallet at gå ned. For bevægelsen landet over er denne nedgang ikke standset endnu. På stedet her er medlemstallet ikke gået tilbage de sidste år. Og tilbagegangen her er ikke blevet så katastrofal som det desværre må siges at være tilfældet mange steder. For os der i denne tidsperiode har været med i arbejdet her kan der måske sige, at der i nævnte forhold er en - om end lille - trøst. Men der er ikke mindste tvivl om, at der hos befolkningen også her er langt mindre forståelse af afholdssagens betydning nu end tilfældet var for 30 år siden.

Flere forhold har medvirket til at hidføre denne forandring. - Uden at skulle betragtes for at være en udtømmende forklaring skal her fremføres nogle betragtninger over hvad der har medvirket til at stillingen er blevet som den er.

Efter Danmarks ulykkelige år 1864 blev sagt de meget kendte ord: Hvad udad tabtes skal indad vindes. Ordene fangede i menneskenes sind. Og kaldte i store kredse frem en ansvarsfølelse, som omsattes til handling på mange områder. Både materielt og kulturelt. Der var grøde og vækst. Der var i folket grobund for afholdsbevægelsens tanker. Og bevægelsen gav sit bidrag til udviklingen. Og det føltes i vide kredse af folket som vi var på vej mod lykkeligere samfundstilstande.

Så kom den første store krig 1914 med ulykke for mange folk. Vi fik den lykke at blive holdt uden for det store opgør. Og trods rationering og vareknaphed havde vi det godt. I denne periode - 1916 - skrev Jeppe Aakjær verslinierne:

"Du puslingland som hygger dig i smug, mens hele verden brænder om din vugge."

Ja den danske befolkning hyggede sig. Og det gamle ord om, at der skal en god ryg til at bære gode dage, syntes at bekræftes her. Det tør vist siges, at nydelsessygen i disse år bredte sig stærkt i folket. Den store pengerigelighed som fandtes tillod dette. Og tidens ånd ændredes, så det var ret almindeligt, at ansvarsfølelsen blev mindre. Og interessen for ideelle bevægelser svækkedes. Og det kom afholdsbevægelsen til at mærke stærkt.

Noget som også bidrog til at svække interessen for afholdsbevægelsen var, at fabrikationen af spiritus ved lovbud blev formindsket. Varen blev rationeret. Og meget fordyret ved skattepålæg. En tid var handel med brændevin helt forbudt. Disse foranstaltninger fremmede i betydelig grad ædrueligheden. Og det førte mange mennesker til at mene, at det var ved lovforanstaltninger, og ikke ved frivilligt foreningsarbejde, at ædrueligheden skulle fremmes.

Afholdsbevægelsen så med glæde på de trufne bestemmelser. Og tog dem i forsvar. Men der var kredse i folket, som var i høj grad utilfredse med udviklingen. Det var dem som havde deres pengeinteresser knyttet til alkoholforbruget. Og det var dem som mente sig trådt for nær, når alkoholnydelsen skulle begrænses. Disse kredse dannede foreningen "Personlig Friheds Værn", som med rådighed over store pengemidler tog kampen op for spiritusinteresserne. Når afholdsfolkene forsvarede de trufne ordninger, ja gik videre i sine krav og krævede en indførelse af forbud mod hele alkoholtrafikken, så lå det nær, at det kom til kamp mellem de to retninger. Og i en række år førtes kampen ved møder, hvor afholdsfolkene og dem som støttede dem næsten altid var i flertal. Men trods tilsyneladende tilslutning til deres standpunkt fik foreningerne kun ringe tilgang af medlemmer. Kun få følte virkeligt ansvar og gik aktivt med i arbejdet. Selv om man følte sympati for dette, holdt man sig uden for. Det var i nogle tilfælde det behageligste. Og det mageligste. Under disse forhold gik medlemstallet ned.

Inden for afholdsbevægelsen blev man klar over, at befolkningen ikke var moden til indførelse af spiritusforbud. Og dette krav blev slettet af bevægelsens program. Man søger nu at få tilslutning til ædruelighedsarbejdet gennem det frivillige foreningsarbejde. Men trods det at spiritusforbruget er i stigen er det ikke endnu lykkedes at vække ansvarsfølelsen hos folket over for nævnte forhold, således som tilfældet var for 50 a 60 år siden.

I nedgangstiden blev deltagelsen ved offentlige møder efterhånden ringere. Og antallet indskrænkedes stærkt. Medlemsmøderne blev også mindre godt besøgt. Men her samledes dog stadig en trofast flok som betød, at foreningen stadig har kunne betegnes som en stærk forening.

I året 1910 holdt foreningen 25 årsfest. Dagen fejredes med foredrag af redaktør Holger Kristiansen og med kaffebord. I anledning af jubilæet havde Valdemar Bendixen skreven et festskrift, som blev trykt og uddelt. Foruden den historiske redegørelse for de 25 år indeholder skriftet en klar påvisning af det betydningsfuldeste ved afholdsbevægelsen. Nemlig det forebyggende. Det er godt at redde. Men det betyder mere at forebygge.

Til 40 årsfesten 1925 skrev Valdemar Bendixen et skuespil: Bertels Kålbrændevin. I stykket ser man en ung mand, som i afholdsbevægelsens første tid gribes af begejstring for sagen. Og bliver tro mod denne, trods det at hans tilkommende svigerfader, en velstående gårdejer, ser med stor misbilligelse på, at han er med i denne urimelige bevægelse og går til dens møder. Desuden vises i stykket hvilken fare den såkaldte mådeholdne pæne brug af spiritus kan være for en mand med svag karakter. - For en stor forsamling blev skuespillet opført festaftenen og gjorde stor lykke. Efter forestillingen var der kaffebord hvor Holger Kristiansen holdt festtalen.

Til 50 årsdagen havde Valdemar Bendixen atter skrevet et skuespil som hed: "50 år senere". Det blev trykt og udgivet af Danmarks Afholdsforening. I dette stykke er hovedindholdet en smart købmands forsøg på at få sognerådets anbefaling til spiritusbevilling til et udflugtssted han ejer. En ung gårdejer, i hvis gård købmanden har en prioritet, skal ved trussel om prioritetens opsigelse tvinges til at stemme for anbefalingen, der står "på vippen". Den unge mands stemme kan være afgørende. Han lader sig dog ikke true, men stemmer efter sin overbevisning. Og får ordnet sine forhold så den smarte købmand kun får "en lang næse". Skuespillet blev opført på foreningens 50 årsdag og gjorde stor lykke. Interessen øgedes ved at en del af rollerne udførtes af daværende og forhenværende sognerådsmedlemmer.

Besættelsestiden og tiden derefter.

I de fem onde år, besættelsestiden 1940 - 1945, var al offentlig mødevirksomhed indstillet. Man holdt medlemsmøder og juletræssammenkomst. Om denne sammenkomst er det fristende at nævne, at mennesker som var med til flere juletræssammenkomster udtalte, at af disse sammenkomster var afholdsforeningens den smukkeste. Men udad til mærkedes der ikke meget til foreningen i disse år. Og i visse kredse uden for foreningen var man ved at mene - det er næsten ved at man tør sige håbe - at foreningen ikke var mere. - -

Den 13. december 1945 var det foreningens 60 års stiftelsesdag. Det besluttedes at slå dagen lidt stort op udad til. Der blev indbudt til offentligt møde med foredrag af den betydelige taler seminarieforstander Egebæk, Skårup. Rudkøbing bedste orkester (Ramus) medvirkede ved sammenkomsten. Der blev sendt særlig skriftlig indbydelse til alt på egnen som kunne kaldes "autoritet": præster, lærere, sogneråd, skolekommission, menighedsråd, politi m.m. Der blev stor tilslutning til festen. Efter Egebæks foredrag - som jeg vil betegne som det bedste afholdsforedrag jeg har hørt i de 68 år jeg har været tilsluttet afholdsbevægelsen - var der kaffebord, hvor der holdtes en række taler. Også af folk uden for afholdsbevægelsen. Festen forløb helt igennem smukt. Og foreningen fik på god måde "vist ansigtet" udad til.

Det er ganske givet, at omtalte fest i ikke ringe grad bidrog til at en del af beboerne kom til at interessere sig mere for ædruelighedsarbejdet end tilfældet havde været i de foregående år. Men alligevel var vi inden for afholdsbevægelsen klar over at vi ikke stod så stærkt som tidligere.

I maj måned 46 kom det til en styrkeprøve ved en kommuneafstemning om spiritusbevilling til restaurationen Havblik ved Ristinge, der hidtil kun havde haft afholdsbevilling. Sognerådet stod delt. Og så kom spørgsmålet til afgørelse ved en afstemning d. 28.maj. Man havde følelse af, at de der ønskede spiritusbevilling ventede, at afstemningen ville give dem et meget stort flertal. Og på den anden side var der inden for afholdsfolkenes rækker en ikke ringe frygt for at komme til at lide et stort nederlag. Resultatet blev, at der blev flertal for spiritusbevillingen. Men flertallet var kun fire stemmer. Det tør vist roligt siges om denne afstemning, at den sejrende part var skuffet over at sejren ikke blev større. Og om den tabende part tør siges, at man følte glæde over, at stemmeforskellen var så ringe. Vi følte glæde ved at have erfaret, at vi endnu havde betydelig tilslutning til vore meninger fra folk uden for organisationen.

I juli måned 1946 holdtes et friluftsmøde i haven her. Taleren var Larsen Ledet. Og Ramus's musik fra Rudkøbing medvirkede. Det var et meget vellykket møde med stort besøg.

I september 1947 holdt Langelands Afholdskreds kredsmøde i forsamlingshuset her. Kredsmødet holdtes først på eftermiddagen. Fra forsamlingshuset blev efter kredsmødet gået i prosession med musik og faner til haven her. Og her talte folketingsmand Kr. Nygaard ved et offentligt møde. Det var i de dage 40 år siden at mindestenen for Kristoffer Bendixen og hustru var rejst i skovanlægget på Bukkensbjerg. I den anledning samledes man efter mødet i haven ved mindestenen til en mindesammenkomst. Musikken spillede. Derefter talte højskoleforstander Kr. Tange. Og min søster Marie Klinte fremsagde et digt af eget forfatterskab om moder. - Det var en dag med stort program. Og dagen forløb godt.

I året 1948 var her også møde i haven med taler af Kr. Nygaard og rejsesekretær Kjeld Petersen. I stedet for musik medvirkede dette år et børnesangkor fra Humble skole under ledelse af lærer Brønholdt.

Og så er vi nået frem til tiden nu 1950. I år er der ikke afholdt friluftsmøde her. Da deltog foreningen her i et møde ved Rudkøbing, hvor socialminister Strøm og folketingsmand Kr. Nygaard talte.

Og så som slutning noget personligt.

Afholdssagen har indtaget en stor plads blandt mit livs interesser. Dette har givet mig både glæde og skuffelser. - Først lidt om det sidste. Det har været mig en skuffelse, at så stor en del af befolkningen de sidste 30 år er blevet mere ligegyldig over for afholdsbevægelsen. Og at brugen af stærke drikke igen er stigende. Og enkeltpersoners livsførelse har skuffet mig. Det var en skuffelse når vi havde fået en drikfældig mand i foreningen og troede, at nu havde han overvundet sin uheldige lyst til stærke drikke. Og så erfarede vi, at nu drak han igen, og det øgede skuffelsen når vi erfarede, at det var såkaldte venner af vedkommende der ved en selskabelig sammenkomst havde fået ham til at nyde et enkelt lille uskyldigt glas, som det så smukt hedder. Og så havde det lille "uskyldige" glas igen vakt trangen til spiritus hos vedkommende. Hvad skal sådanne venner betegnes som? Det ligger ikke fjernt at kalde dem "slyngler". Måske skal vi nøjes med at sige "tankeløshed". En anden type personer har også givet skuffelser. Det var ansete personer, som aldrig havde brugt stærk drik ud over strengt mådehold. Nu meldte de sig til deltagelse i det organiserede afholdsarbejde. Men efter kortere eller længere tids forløb mistede vi dem. De havde ikke selvstændighed nok i selskabslivet til at indtage et særstandpunkt. Men skulle følge den gældende skik. - Hvad jeg i mit stille sind kalder dem, det skal ikke prentes på papiret. Den som muligvis læser dette kan forsøge at tænke sig dertil. - Havde disse mennesker vist trofasthed, så havde stillingen måske været bedre i dag end tilfældet er.

Og så lidt om glæderne. Lad det være sagt straks: Glæderne har, trods alt, været større end skuffelserne. Hvor var det en stor glæde, hvis et hjems lykke var ved at ligge i ruiner. Og så ved afholdssagen blev genrejst. Og hvor var det en glæde, når det lykkedes at få gennemført noget som vi turde tro om, ville fremme ædrueligheden som helhed. Og derved virke forebyggende i mange tilfælde. Og hvor var det en glæde at være sammen med meningsfæller i dette uegennyttige arbejde. Hvor kunne det give glæde i sindet, her at føle sig værende på den "rigtige side". Det er fristende her at nævne navne på en del af de personer, jeg gennem de mange år har haft godt samarbejde med. Men jeg tør ikke begynde. Hvor skal jeg i så tilfælde slutte. Jeg vil sende dem alle venlige tanker med tak. Det gælder de mange som nu hviler i mulde. Det gælder dem som lever endnu.

Og så er jeg ved "vejs ende". 83 år gammel kan jeg ikke have ret langt et stykke af livsvejen tilbage. Det er mig nu i livsaftenen en meget stor glæde, at det gamle hjem, her hvor afholdsbevægelsens tråde gennem de mange år er samlet, og som - det mener jeg at kunne sige - i nogen grad har været bevægelsens midtpunkt for egnen her, at dette hjem nu ejes af to mennesker, min datter Gudrun og svigersøn Charlo, som helt forstår afholdssagens betydning. Er trofaste og gerne vil ofre for sagen. Vil gerne føre det gamle hjems traditioner videre.

Jeg slutter disse optegnelser med ønske om, at forholdene i vort folk, at menneskenes indstilling må blive således, at her igen bliver vækstbetingelser for afholdsbevægelsens tanker. Og at de mennesker som går ind i et arbejde herfor må få lykke til gerningen. Og også derved vinde et bidrag til egen livslykke.

Humble i december 1950
William Bendixen

Lidt dog store, mindre små
kan til gavns fuldbringe.
Viljen ser Vorherre på,
giver kraften vinge.
Lad ved dag kun op og ned
lykkens tærning rulle.
Fandt ved kvæld kun sjælen fred,
gik det som det skulle.