|
Om morgenen kort efter klokken 8, fredag 16.november 1852
fik by- og herredsfoged Hans Carl Sager på sin bopæl
i Rudkøbing underretning om, at der var ild i nogle
bygninger i nærheden af Lindelse.
Som politimester, dommer og branddirektør for Langeland
begav han sig naturligvis straks af sted og var fremme ved
brandstedet et kvarter over ni.(1)
Ved landevejen på Herslev Mark lidt nord for Lindelse
kunne han konstatere, at kommunes arbejdsanstalt var brændt.
Kun de sortsvedne ydermure af det grundmurede stuehus og et
par af de fire skorstene stod tilbage. Der var dog stadig
ild i skillevæggene og nogle nedstyrtede bjælker.
Udhuset, der havde været i bindingsværk, var fuldstændigt
nedbrændt, her var der kun ild i en bunke tørv,
som havde ligget i et af husets rum.
Mange mennesker var tilstede. Mandskaberne fra Lindelse kommunes
egne branddistrikter med deres materiel blandt andet brandsprøjten
fra Lindelse kirke og folk med sprøjterne fra Fuglsbølle
kirke, Skovsgård og Humble kirkesprøjte var i
gang med slukningsarbejdet.(2)
Efterhånden blev den sidste ild slukket i hovedbygningen,
og de tilbageværende skorstene blev væltet af
sikkerhedshensyn. Man fik spredt og slukket tørvene
i det, som havde været udhuset.
Omkring klokken to om eftermiddagen kunne Sager sende mandskaber
og sprøjter hjem.
Der blev anbragt en brandvagt på stedet.
Forhørene på Lindelse kro
Næste dag blev det første møde i Langelands
Sønder Herreds politiret angående branden afholdt
på Lindelse kro. Fra Rudkøbing havde Sager medbragt
sin referent og to ordinære retsvidner.(3)
Den første, der blev afhørt, var brandfogeden
for Herslev distrikt gårdmand Jens Mogensen fra Vester
Klæsøgård.
Det stod klart, at ilden med vinden hurtigt var blevet ført
fra stuehusets stråtag over i det nærliggende
udhus.
Jens Mogensen var dog først kommet tilstede, da alt
havde stået lys lue, og begge huses tage og overtømmer
var faldet ned. Han undskyldte sin sendrægtighed med,
at nogle bakker vanskeliggjorde udsynet fra gården mod
brandstedet. Han kunne oplyse, at ingen mennesker var kommet
til skade, og desuden at størstedelen af de fattiges
ejendele og anstaltens inventar var blevet reddet.
De næste vidner var de husmænd, der boede lige
i nærheden af brandstedet. Den nærmeste nabo Lars
Nielsen Clausen kunne fortælle, at han havde opdaget
ilden omtrent klokken 7. Da havde han set en flamme ud af
taget ved den østligste af stuehusets skorstene. Næppe
5 minutter efter havde der været ild i begge huses tage.
En anden af naboerne Christian Christiansen fortalte, at han
efter at have hørt nødskrig fra anstalten var
løbet derover. Ved husene havde han truffet opsynsmandens
kone Marie Bjørnsen, og efter hendes anmodning havde
han hjulpet med at redde nogle sengeklæder.(4)
Andre vidner kunne fortælle, at de på eget initiativ
senere havde været med til at redde svagelige personer
ud gennem vinduerne.
Ingen af vidnerne kunne give en forklaring på brandens
årsag.
Opsynsmandens udsagn
Opsynsmanden væver Christian Christensen havde haft
jobbet siden anstaltens opstart i 1847.
Han forklarede, at han allerede dengang havde fået forsikret
familiens personlige ejendele i "Det første assuranceselskab
på Langeland" for 350 rigsdaler. Ved branden havde
han dog fået reddet det meste om end for en dels vedkommende
i en noget beskadiget stand. Han anslog, at der på loftet
var brændt værdier for ham for 150 rigsdaler -
kommunen havde i øvrigt ikke anstaltens inventar forsikret.
Christensen redegjorde for, hvor hans egen familie og de 27
fattiglemmer havde boet i huset. Af sidstnævnte var
de 14 børn - de tre uden familie på stedet. Så
vidt muligt fortalte han også, hvor beboerne havde været
på det tidspunkt, da ilden var opstået. De fleste
af fattiglemmerne havde som han selv siddet i køkkenet
klar til at spise morgenmad.(5)
I husets østlige ende havde der i den nordlige side
været to uopvarmede rum. Det ene havde været beboet
af mand og kone, Jens Thomsen på 63 og Laurine Cathrine
Hertz, kaldet Trine, på 39 år og deres 6 børn.
Ægteparret havde tidligere været i konflikt med
loven, idet hun ti år tidligere havde været straffet
med et kortere ophold i arresten i Rudkøbing på
grund af tyveri. Han derimod havde siddet i forbedringshuset
i Odense to gange á to år, otte og fire år
tidligere, også på grund af tyveri,(6) og - vigtigt
i denne sammenhæng - han havde desuden afsonet 28 dage
i tvangsarbejdsanstalten sammesteds for opsætsighed
mod opsynsmanden. Så sent som samme sommer havde Jens
været anklaget for at have forsøgt at stjæle
3 skæpper af noget byg, han havde tærsket i loen
i arbejdsanstaltens udhus.(7)
Det andet soveværelse i østenden blev benyttet
af gamle Christen Albertsen "Neppe" og tre drenge.
Christen var for nylig flyttet fra sin kone, der boede andetsteds
i anstalten. Christen var blevet i sengen på brandmorgenen,
fordi han havde følt sig syg - senere havde han så
måttet springe ud ad vinduet for at redde livet.
I østendens sydlige side havde den største af
husets to arbejdsstuer - den store spindestue ligget, her
havde der været en ovn midt i lokalet.(8) Ovn og røgrør
havde været nede om sommeren og var først blevet
tilsluttet skorstenen fire uger tidligere - ovnen i arbejdsstuen
havde været den eneste varmekilde, der havde været
tilsluttet skorstenen længst mod øst, som i øvrigt
var muret ovenpå nogle svære bjælker på
loftet ved muren ind til den mindre spindestue.
Skorstenen, der var blevet fejet om sommeren, var altså
kun blevet brugt i de fire uger. På loftet var røgen
først blevet ledt igennem en muret røgkanal
i en såkaldt "gris", formentlig til tørring
af malt.(9) "Grisen" havde også været
helt i orden oplyste Christian Christensen - hvilket senere
blev bekræftet fra anden side.
På loftet havde der været flere særdeles
brandbare sager: de fattiges kister med tøj, to favne
brænde, tørrede kartoffeltoppe, nogle træspåner
og avner til at strø under kreaturerne. Over hanebjælkerne
havde der ligget langhalm.(10)
Ved 6-tiden havde opsynsmanden sammen med det gamle fattiglem
Stine Thomsen været på loftet for at hente korn
og humle til ølbrygning. Disse ting lå på
loftets vestre del bag et stakit, hvori døren havde
været aflåst. Ved den lejlighed havde de to ikke
bemærket noget mistænkeligt eller lugtet røg.
Ved 7-tiden havde opsynsmanden siddet i køkkenet sammen
med de fleste andre af husets beboere og ventet på,
at Marthe Hansdatter fik gjort morgenmaden klar. Pludselig
havde han ud gennem vinduet set, hvordan der i mørket
udenfor havde slået røg ned fra taget. Da han
var løbet ud, havde der været lys på loftet
mod øst.(11)
Trine Hertz
Trine havde opholdt sig i den store spindestue for at give
sit spædbarn mad.
Cirka en alen fra røgrøret, der havde været
ført gennem en firkantet jernplade - 15 tommer på
hver side, havde der været et hul, som tjente til udluftning.
Hullet havde været af nogenlunde samme diameter som
røgrøret og havde ført direkte op på
loftet.(12)
Et andet fattiglem, Jens Nielsens enke havde tidligere om
morgenen gjort rent på arbejdsstuen og havde ved den
lejlighed tændt op i ovnen med fire tørv. Kunne
branden være foranlediget af, at Trine havde kommet
yderligere brændsel på ovnen og dermed forårsaget
en overophedning?
Denne forklaring afviste Trine. Dette kunne Stine Thomsen
bekræfte, da hun blev forhørt. Før hun
gik på loftet med opsynsmanden havde hun nemlig været
inde på arbejdsstuen, og da havde ovnen kun været
lunken.(13)
Begge kvinder var enige om, at arbejdsanstaltens tørv
ikke havde været af bedste kvalitet: "De var sene
til at brænde".
Trine forklarede, at hun pludselig havde hørt knagen
og bragen på loftet, og at hun derefter havde råbt
ud ad døren til gangen til de andre i køkkenet
i husets modsatte ende. Derefter havde hun reddet Søren
Vintappers enke, som var gammel, syg og sengeliggende ud af
det brændende hus.(14)
På det næste retsmøde tre dage senere tirsdag
20.november i Rudkøbing blev Trine igen afhørt,
og i den forbindelse fremsatte hun en teori, der kunne tjene
til at fjerne mistanken fra hende selv og hendes mand.
Hun fortalte, at der om morgenen var blevet tændt op
under kedlen i bryggerset for at koge vand til den forestående
ølbrygning. De dårlige tørv afgav så
megen aske, at for at få luft til ilden under kedlen
havde det været nødvendigt for Stine Thomsen
at rage asken - med gløder - ud på kampestensgulvet.(15)
Opsynsmanden og Stine var siden gået igennem bryggerset,
før de skulle på loftet. Kunne gløder
ikke have sat sig fast under deres træsko? Dette afviste
opsynsmanden og sagde, at han og Stine i øvrigt slet
ikke havde været på den del af loftet, hvor ilden
var udbrudt.
Anstaltens kat blev også mistænkt for at være
brandstifteren. Måske havde den fået ild i pelsen
gennem en revne, da den havde søgt varmen ovenpå
bryggerkedlen og var efterfølgende rent op på
loftet? Det viste sig dog, at katten var hos naboen med ubeskadiget
pels.(16)
Sager ønskede også at afhøre nogle af
børnene på arbejdsanstalten. Derfor fik opsynsmanden
besked på at få anstaltens 7 børn over
10 år med til det næste retsmøde fredag
23.november.
Jens Thomsen
Børnene bidrog ikke med noget særligt.(17) Der
var da også et forhold, der kom til at overskygge alt
andet ved retsmødet om fredagen og det sidste dagen
efter.
Opsynsmanden fortalte nemlig, at fattiglemmet Christen Neppe
havde fortalt, at Jens Thomsen engang havde sagt til ham,
at han havde lyst til at brænde arbejdsanstalten af.
Trine, der også gav møde i retten denne dag,
sagde, at hun aldrig havde hørt sin mand ytre sig på
denne måde, selvom han, når han var fuld, havde
en "slem mund". Retsmødet endte med, at Sager
beholdt Trine som anholdt i arresten.(18)
Næste dag blev Christen Neppe først afhørt.
Han fortalte, at han engang i foråret havde gået
ude i haven ved arbejdsanstalten sammen med Jens Thomsen.
Jens havde sagt til ham, at hvis Christen ville stikke ild
på udhuset, så ville han selv stikke ild i stuehuset.
Christen havde svaret, at det ville vække mistanke,
hvis de stod op midt om natten. Videre havde han indvendt,
at det ville være en "gruelig gerning" at
stikke ild på arbejdsanstalten, da der var flere svagelige,
der ikke selv ville kunne redde sig ud.
Den næste, der blev afhørt, var Jens Thomsen
selv. Han benægtede at have sagt, som gengivet af Christen,
også da de to blev konfronteret. Derimod fortalte han,
at Christen engang i udhuset havde sagt "at han ville
være tilfreds om hele arbejdsanstalten stod i lys lue".
Denne snak var oveni købet blevet overhørt af
opsynsmanden og Trine.
Opsynsmanden måtte bekræfte, at Christen faktisk
havde sagt noget i den retning. Dengang havde Christen efterfølgende
undskyldt og sagt, at han ikke mente noget ondt med sin snak.
Ingen mistænkte Christen for at være gerningsmanden,
men det blev åbenbart, at han ikke duede som vidne.
Sager konkluderede, at "Christen Neppe er bekendt som
en åbenmundet person, som ikke lægger nogen vægt
på sin tale".(19)
Sager fornemmede, at han ikke ville kunne komme tilbunds i
opklaringen af brandårsagen.
Forhøret blev sluttet, og en afskrift sendt til amtmanden
for Svendborg Amt, for at denne som Sagers overordnede skulle
vurdere herredsfogedens handlemåde.
Senere blev materialet sendt fra amtet videre til justitsministeriet,
der skulle behandle brandforsikringsspørgsmålet
- dette var nemlig dengang et offentligt anliggende. Fra ministeriet
blev det påtalt ud fra en medfølgende tegning
og Sagers kommentarer, at røgen var blevet ledt til
den østre skorsten ad en uforsvarlig konstruktion,
uden at man dog påstod, at "grisen" var skyld
i branden.(20)
Kun lænkehunden var omkommet i flammerne,(21) katten
var flyttet over til naboen, anstaltens kreaturer var blevet
reddet og fattiglemmerne på forskellig vis anbragt rundt
om i kommunen.
Så vidt så godt.
Den anden brand
I april var de to bygninger næsten genopførte.
Den 51 alen lange og 13 alen brede grundmurede hovedbygning,
hvor man havde kunnet genbruge en del af murene, var netop
blevet færdig, men ingen var endnu flyttet ind. Det
30 alen lange og 9 ½ alen brede udhus havde kun manglet
at få udfyldt tavlene mellem bindingsværket med
brændte sten og var i øvrigt endnu ikke blevet
brandforsikret.
Ved tretiden om natten onsdag 20.april 1853 blev der banket
kraftigt og vedholdende på hoveddøren i Sagers
herskabelige hus i Nørregade i Rudkøbing.
Formentlig var det den tjenestepige, der sov på det
lille vinduesløse værelse under trappen til førstesalen
ikke ret langt fra hoveddøren, der først blev
vækket og åbnede døren for det natlige
bud.(22)
Hun fik vækket husets herre, og overfor ham kunne budet
gentage, at udhuset til arbejdsanstalten i Lindelse igen var
brændt.(23)
Herredsfogeden kørte afsted mod Lindelse. Den næsten
fulde måne nærmede sig horisonten, og natten var
blæsende kold.
Han var fremme ved brandstedet på Herslev Mark lidt
nord for landsbyen klokken kvarter i fem. Månen var
forsvundet, og solen begyndte sin opstigning.(24) I tusmørket
kunne Sager konstatere, at det pågældende hus
allerede var fuldstændigt nedbrændt. Aftenen før
havde det blæst fra nordøst, og han tænkte,
at hvis vinden ikke var gået over til at blæse
fra øst ville luen formentlig have sprunget over i
den ligeledes stråtækte hovedbygning, der kun
lå 17½ alen syd for udhuset.(25)
Sager foranstaltede, at det første forhør straks
foregik på præstegården inde i byen. Kontorist
L Hansen og ungkarl Christian Hansen optrådte ved denne
særlige lejlighed som de to lovbefalede retsvidner.
En vågen husmand og en søvnig gårdmand
Det første vidne var denne gang arbejdsanstaltens nærmeste
nabo, husmand Lars Nielsen Clausen. Han var blevet vækket
af sin kone ved tolv-ettiden, fordi hun havde kunnet se ilden
ud gennem vinduet. Da han var kommet i tøjet og ud,
var stråtaget allerede brændt. Kort efter var
overtømmeret faldet.
Lars Nielsen Clausen havde sendt den ene af sine to sønner
og rundt for at vække de andre naboer. Den anden søn
havde han sendt af sted for at alarmere inde i Lindelse.(26)
De næste fem vidner var de naboer, der var blevet vækket
af Lars Nielsen Clausens ene søn. Af beskæftigelse
var de fire af dem husmænd, og én var skrædder.
De var selvfølgelig ankommet lidt senere, men bekræftede
alle Lars Nielsen Clausens forklaring. Den anden søn
havde samtidigt fået vækket folk inde i byen,
hvor der blev ringet med kirkeklokken.(27)
Næste vidne var brandfoged gårdmand Jens Mogensen.
Han gentog næsten ordret sin forklaring fra november:
i forhold til brandstedet boede han noget afsides bag nogle
bakker og var først ankommet, da huset allerede havde
været helt nedbrændt. Han havde blot kunnet foranstaltede,
at stedet var blevet ryddet og gløderne slukket.
Tilstede ved forhøret var også syv af kommunens
sogneforstandere - bortset fra præsten alle gårdmænd.
De forklarede, at der dagen før på stedet var
blevet afholdt auktion over nogle byggematerialer. Ifølge
sogneforstanderne havde ingen af de 24 tilstedeværende
røget tobak.(28)
Efter retsmødet opsøgte og udspurgte Sager murermester
Johansen, der havde stået for det aktuelle arbejde.
Johansen forklarede, at ingen af de arbejdende havde røget,
netop for at sikre sig mod alle eventualiteter og beskyldninger.
Johansen blev også bedt om at undersøge om, hvorvidt
der havde været forsøg på at tænde
ild i hovedbygningen. Det havde der ikke.(29)
Det var selvfølgelig mærkeligt, at husene var
brændt under så mystiske omstændigheder
indenfor så kort et tidsrum..
Sager havde af flere årsager en forestilling om årsagssammenhængen.
Den troede han bekræftet, da han fandt ud af, at Jens
Thomsen var forsvundet fra sit hjem.(30)
Foruden at han lod Jens efterlyse, lod Sager Jenses kone Laurine
Cathrine Hertz og svigermoder, Marie Olsdatter arrestere,
fordi han mente, at de to kvinder havde temmelig stor indflydelse
på Jenses gøren og laden og nok ville kunne fortælle
et og andet. Det var situationen, da det andet retsmøde
blev holdt på rådhuset i Rudkøbing sidst
på eftermiddagen næste dag.
Trine og Jens havde tidligere boet på arbejdsanstalten
og skulle derhen igen, når den var færdig. Nu
boede de midlertidigt ¼ mil fra brandstedet.(31)
Trine forklarede, at Jens om mandagen havde haft til hensigt
at gå til Hou, for at besøge sin søn,
der var maler dér, men han var ikke kommet længere
end til Rudkøbing og var kommet hjem igen. Han havde
da været inde hos træskomand Peder Christensen
i Herslev by - hvor han havde drukket.
Tirsdag formiddag ved 9-10 tiden var han igen draget nordpå.
Han havde sagt, at han ville gå over Fuglsbølle
og overnatte hos en gårdmand i Lejbølle.(32)
Mordtrusler
Sager vidste udmærket, hvad Jens havde foretaget sig
i Rudkøbing. Han var nemlig dukket op på herredskontoret
i beruset tilstand og havde beklaget sig over, at han og familien
skulle anbringes i arbejdsanstalten, når den var genopbygget.
Endvidere havde Jens beklaget sig over, at sogneforstanderskabet
i Lindelse for at straffe ham for en tid ville have ham indsat
i tvangsarbejdsanstalten i Odense. Sager havde afvist, at
diskutere med Jens, i særdeleshed ville han som dommer
ikke diskutere en løbende sag med en anklaget.
Flere af de ansatte på kontoret havde hørt, at
da han gik, havde Jens sagt, at "der ville ske en stor
ulykke" - politibetjent Storm, der var tilstede i retten,
havde også været på herredskontoret og kunne
bekræfte, at Jens havde sagt noget i den retning.(33)
Jenses svigermoder den anholdte 60-årige Marie Olsdatter
blev afhørt. Hun boede i det såkaldte "Stielundhus"
kun 100 favne fra arbejdsanstalten. Hun kunne fortælle,
at hun havde haft besøg af Jens to gange sidst på
eftermiddagen om mandagen. Sidste gang han var der, havde
hun givet ham noget kaffe med hjem, fordi hun håbede,
at denne drik ville kunne få brændevinen til at
"gå hen".(34)
Efter at Jens havde været hos Marie første gang,
var han gået til Lindelse for at snakke med pastor Gede,
der var formand for sogneforstanderskabet, om hvorvidt han
ikke kunne blive fri for igen at blive anbragt på arbejdsanstalten,
fordi han ikke længere kunne enes med opsynsmanden.
Til en pige i præstegårdens køkken havde
han sagt, "at han ikke ville bo i den arbejdsanstalt,
som skulle rejses".
Murermester Johansen kunne på et senere tidspunkt fortælle,
at Jens i beruset tilstand mandag eftermiddag havde været
inde på byggepladsen. Først havde han set på
udhuset, hvorefter han var kommet over i hovedbygningen. Da
han havde hørt, hvor opsynsmanden skulle bo, var han
blevet vred og havde kaldt ham "en kæltring".
Han havde sagt, at han ville ødelægge opsynsmanden,
selv om det ville betyde, at han mistede sit hoved - altså
blev henrettet. Han havde taget en kniv frem og fægtet
vildt med den, idet han havde sagt, at "den ville komme
til at sidde i opsynsmandens liv, når han engang traf
ham på sin vej". Alt dette var også blevet
overhørt af murermesterens tre lærlinge og ene
håndlanger.(35) Alt i alt måtte Sager mene, at
Jenses adfærd var temmelig mistænkelig.
gå til anden
del.
|
