Fyns landsarkiv

Ved Kongens Have i Odense ligger en stor bygning med et noget specielt udseende. Det meste af murene er opført af lyse kridtsten, men med dekorative indslag af blandt andet rødt tegl. Vinduessprosserne er malet festligt blå og pyntet yderligere op med dekorationer i guld. Hvis man går tæt på, kan man se glaserede våbenskjolde i keramik på husmuren. Våbenskjoldene viser symboler for Fyns, Langelands og Ærøs købsteder og herreder. Betegnelsen "et herred" giver i dag ikke megen mening. Det er da også på alle måder en historisk institution, man står overfor. Bygningen er sammen med en meget nyere bygning, som ligger bagved, de smukke rammer om "Landsarkivet for Fyn".

Den ældste del af bygningskomplekset, som man ser fra Kongens Have, blev opført i 1893 og var det mindste af tre provinsarkiver, som det dengang hed. De tre nye arkiver var underafdelinger af Rigsarkivet. De to andre var blevet opført i Viborg og København. Arkivet i Viborg dækkede Nørrejylland, resten af Jylland - Sønderjylland - var som bekendt underlagt Tyskland dengang. København dækkede Sjælland, Bornholm, Lolland og Falster.

Byggerierne havde baggrund i den arkivlov, som rigsdagen havde vedtaget i 1889. Ideen var at lokaladministrationens historiske papirer skulle samles under betryggende forhold til glæde for den lokalhistoriske forskning. Det var et stort materiale, der allerede dengang blev samlet, og meget mere er siden kommet til. I Odense er det således nødvendigt med et fjernmagasin "ude i byen". Alt i alt rummer Landsarkivet for Fyn ca.13.000 reolmeter protokoller og dokumenter, der kan fortælle om vores fælles fortid: papirer fra godsernes administration, amts- og kommunearkiver, præste- og politimesterarkiver, kirkebøger og meget mere. Der er offentlig og gratis adgang.

En kold, men solrig dag midt i marts møder jeg en lille gruppe fra Langeland i landsarkivets frokostrum. De fire er kørt i privatbil sammen hertil og har været på læsesalen, siden den åbnede klokken 9. Det drejer sig om Dolly og Børge Sander, Anne Kathrine Elnegaard og Jens Mollerup. Dolly og Anne Kathrine er hver især i gang med at finde ud af deres slægtsforhold flere hundrede år tilbage ved at kigge i kirkebøger, folketællinger, skifteprotokoller og andet kildemateriale. Børge interesserer sig i øjeblikket mest for de langelandske gårdes historie, men den hænger selvsagt sammen med, hvem der har beboet gårdene og er således også en slags slægtsforskning. Jens, der til dagligt leder Rudkøbing Byhistoriske Arkiv, har taget sig en fridag fra dette hverv og er ved at lave en "anetavle" til sine børnebørn.

Hvorfor synes mennesker, at det er så interessant at finde deres "rødder"? Den lidt forenklede forklaring er, tror jeg, at de søger et ståsted og en forklaring i et moderne samfund, der tit udvikler sig alt for hurtigt og tilfældigt. Gennem fordybelsen i historien kommer de til at stå stærkere i forhold til nutidens tit uvedkommende og overfladiske kulturpåvirkning.

Ud over de mange slægtsforskere på landsarkivets læsesal kommer her også studerende og forskere fra universitetet. Statens Arkiver og dermed også Landsarkivet for Fyn er også en arbejdsmark for professionelle.

Der er flere eksempler fra de senere år på, hvordan historikeres ihærdige arbejde har ført til, at vi må revidere den nyeste Danmarkshistorie: for eksempel afsløringen af tvangsflytningen af et grønlandsk fangersamfund i 50-erne eller de danske myndigheders udlevering af jøder og sigøjnere til det nazistiske Tyskland i 30-erne. På grundlag af arkivernes materiale finder der også en seriøs og vigtig forskning sted vedrørende den historie, der ligger længere tilbage.

Samtidig er der i nutiden også den modsatte tendens, hvor historikere kritikløst tilpasser sig de økonomiske muligheder, der gives. Der kan være tale om, at afhandlinger skræddersys til den ansættelse, historikeren ønsker sig. Det mest almindelige er dog, at historikeren tier, når han i kraft af faglig indsigt netop burde protestere højest af alle.

Historien er en kampplads for, hvad der er rigtigt og forkert, fordi den hele tiden søges gjort til en kulisse for politiske opfattelser. Dette skete for eksempel for et par år siden, da en landsdækkende fjernsynskanal havde sat en sportsjournalist til at dække det japanske kejserpars officielle besøg i Danmark. For hende var besøget et godt eksempel på, "hvordan moderne oplyste lande omgås hinanden", på trods af at "Danmark og Japan kæmpede på hver sin side under anden verdenskrig". Hvis man kender det mindste til anden verdenskrig, så er udsagnet så aldeles tåbeligt, at man må trække på smilebåndet. Men når det sammenholdes med en ny undersøgelse, der blandt andet afslører, at en stor del af eleverne i gymnasiets ældste klasser ikke ved, hvornår det egentlig var, at Danmark var besat af det nazistiske Tyskland; ja, så er der ærlig talt ikke så meget at smile af. Mange nulevende mennesker har selv oplevet besættelsen og har stadig muligheden for at råbe vagt i gevær, når sandheden lider størst overlast. Når det gælder den lidt ældre historie, er arkiverne tit den bedste mulighed for at tage kampen op med letkøbte og tendentiøse udlægninger.

I sin bog om "Dansk guldalder" giver historikeren Jens Engberg udtryk for, at den almindelige opfattelse af Danmark i første halvdel af 1800-tallet er et forløjet skønmaleri.

Han indleder bogen med at fortælle om Frederik d.6´s begravelse kort efter nytår i 1840. Kongen havde været død i mere end en måned, men ligget til parade i en sal på Amalienborg, som naturligvis måtte være godt opvarmet i den frosne by. Nu skulle liget bringes til domkirken i Roskilde. Da man havde fået anbragt den nu lukkede kiste på en vogn forspændt otte heste, blev vognen kørt i så stor fart gennem de snedækkede gader, at følget nærmest måtte løbe efter. Ved Frihedsstøtten udenfor Vesterport blev ligvognen mødt af en større ophidset folkemængde. Pøblen forfulgte vognen, mens den hujede og larmede af den døde og overdyngede kisten med snebolde. De soldater, der skulle beskytte ligtoget, kunne ikke stille meget op, men undgik dog at ligvognen blev plyndret. Ved Frederiksberg Slot skiftede følget til vogne, og man fortsatte mod Roskilde i større fart og lagde København bag sig. Sådan kom den "folkekære" konge ud af sin residensstad for sidste gang.

Udenfor Roskilde var 250 bønder udkommanderet til at følge den døde det sidste stykke. Ideen var at bondestanden på den måde skulle vise deres konge den sidste ære, den konge der som kronprins havde givet dem deres frihed.

Tolkningsmulighederne af omstændighederne ved Frederik d.6´s begravelse er helt modsatrettede. Jens Engberg har valgt sin tolkning, og de fleste andre historikere, der beskriver perioden, har valgt deres. De sidste har valgt den idylliske udgave med de taknemmelige sjællandske bønder, der ærer deres elskede konge.

Den bedst mulige sandhed om vores historie såvel som om vores slægtshistorie ligger i arkiverne blandt andet også på Landsarkivet for Fyn.

1. Magasinbygningen fra 1893
2. Den nye tilbygning, der blandt andet rummer frokostrum og en særdeles velindrettet læsesal
3. Detalje fra magasinbygningen

Har man lyst til at gå i gang med slægtsforskning, er det en god ide at læse Hans H. Worsøe: "Find dine rødder".

På Rudkøbing Byhistoriske Arkiv (tlf.: 63511175) kan man få gode råd. På dette arkiv befinder sig tillige et stort udvalg af kopier af de langelandske kirkebøger og folketællinger.