|
Der er fortalt om Kristoffer Bendixens fødehjem
"Sofiendal" og om livet i "Stubbegård",
hvor man i hans skoletid flyttede til, hvorfra han drog til
Australien, og hvortil han atter kom tilbage efter otte års
forløb, og også af livet derovre i det fjerne
har jeg søgt at tegne et billede. Det næste bliver
så at fortælle om livet på den gård,
hvor Kristoffer fik sin manddomsgerning, og hvad der kom til
at fylde ham. Og dette vil da samtidig blive at fortælle
om hans hustru Marie, født Hansen.
Da Kristoffer kom hjem fra den lang rejse 1865 tog han fat
på arbejdet derhjemme på gården, men selvfølgelig
kun nærmest som noget foreløbigt, han var jo
30 år og havde 8000 kr. på lommen, så det
er rimeligt, at hans tanker har gået i retning af i
en nær fremtid at få noget selvstændigt,
men det gik ham, som det er gået mange af dem er en
årrække har været borte fra fædrelandet,
han kunne ikke ret føle sig tilpas.
Mens han var i Australien var det stadig hans længslers
mål at komme tilbage til Danmark, det ser man af hans
breve, og det udtalte han selv, men man ser også af
breve han har modtaget der ovre fra efter sin hjemkomst, at
tankerne syslede med atter at rejse derover, og hans søster
"Tante Julie" har sagt, at hvis han ikke netop dengang
havde mødt sin Marie, var han sikkert igen rejst til
Australien. Han var imidlertid bestemt til at gøre
et stykke arbejde i Humble, og "ingen undgår sin
skæbne". Kan intet andet standse os og føre
os på plads, så kan i alt fald Gud Amor, og det
blev hans rammende pil, der førte Kristoffer på
plads.
Kristoffer kom hjem fra Australien sammen med en kammerat
som hed Lars, og de havde ikke været hjemme så
meget længe, før Lars blev forlovet med en pige
i Hennetved.
Som Lars's gode ven var Kristoffer med til brylluppet. En
fætter til bruden, Anders Hansen (Skrædder), fotograf,
var også med, og ham havde Kristoffer også noget
forbindelse med.
Så siger Kristoffer til Anders: "Ja, nu bliver
Lars gift, men kan du ikke sige mig, hvor jeg skal få
en god pige til kone?. "Ja", svarede Anders, "Du
kan jo tage min kusine Marie fra Humble, du har jo nok set
hende, hun danser dér!"
Selvfølgelig var denne samtale kun spøg - de
var begge ret gemytlig anlagt - men måske det alligevel
var denne ordvekslen der førte til, at Kristoffer fik
øje på Marie. Hun var både smuk og elskelig,
så det er ret forståeligt, at en mand kunne komme
til at synes om hende. At han allerede samme aften har interesseret
sig for hende, tyder et ordskifte mellem hendes forældre
på, hendes fader siger nemlig til sin kone: "Jeg
mener rele dog, Kirsten, at den Australianer danser så
meget med vor Marie.
Det synes som vennen Anders ikke har sluppet de to unge af
tankerne efter Lars's bryllup, han har vistnok været
så hensynsfuld at invitere vennen og kusinen samtidig
til sit hjem. Det er i hvert fald temmelig givet, at Marie
og Kristoffer blev forlovet 12. maj 1867 i et lystanlæg,
ganske nær ved Anders Hansens hjem.
I Kristoffers hjem kendte man ikke noget til Maries forældre
i Humble. Da broderen Kristian fik at vide, fra hvilken gård
hun var, sagde han: "I den gård ligger altid bønner
inden for et loftsvindue." Det var det eneste han kendte
til folkene her. (Hans Jakobsen og Kirsten Andersdatter).
Hvad de to gamle i Humble mente om partiet er jo ikke så
lige at sige, men det måtte jo vist kaldes ret godt.
8000 var jo på den tid en ret anselig sum, og Kristoffer
var som den hjemkomne ret anset og særdeles munter,
altid den "førende i laget". Men Hans Jakobsen
var kun 55, det var jo tidligt at trække sig tilbage,
og da Marie var den eneste ugifte der var tilbage, var det
jo en selvfølge, at hun skulle have gården. Da
Hans Jakobsen stadig var så svag, at man måtte
holde avlskarl, skulle man mene, at dette måtte lette
en løsning af spørgsmålet, hvad det vel
også gjorde.
Kirsten foreslog Marie, at når hun holdt så meget
af Kristoffer, at det absolut skulle være ham, kunne
han jo komme dertil som avlskarl, de kunne jo godt blive gift,
selv om de gamle vedblev at eje gården. Men denne ordning
var de unge nok ikke tilfreds med, så måtte de
gamle jo give sig, og gå ind på at overlade gården
til de unge.
Hvor lidt eller meget denne ordning på et tidspunkt
var de gamle imod, kan ingen vide, men Kirsten sagde i énstemmelig
resigneret og opgivende tone: "Ja, så må
vi jo helst få ordnet det med aftægten."
Det synes som der har været et familieråd hvor
sagen er drøftet, thi da Kirsten kom med sin udtalelse,
svarede én af svigersønnerne, Kristen Jensen
(Møllebygger): "Nu skal I ikke sådan skille
jer ad i hver sin lejlighed, I kan så godt leve sammen,
det kan I have gensidig glæde og udbytte af." Det
var som denne udtalelse hævede en noget trykkende stemning.
Mange steder har man prøvet at leve sammen, unge og
gamle, men kun få steder er resultatet blevet tilfredsstillende.
Her var imidlertid ét af de få steder, hvor man
altid gensidig var glad ved den trufne ordning, man var altid
taknemmelig, fordi Kristian Jensen hin dag havde slået
aftægtsordningen i stykker, og holdt unge og gamle i
stue sammen.
Jeg var selv 12 år da bedstefader døde, men
jeg har aldrig hørt et eneste uvenligt ord
mellem unge og gamle, der var altid fuld hensynsfuldhed og
harmoni i hjemmet.
Kristoffers og Maries bryllup stod 20. juli 1867 og formede
sig vel som et bondebryllup i almindelighed. Dog har jeg indtryk
af, at der var særlig god stemning. Hans Kristian Hansen
fra Kædeby var gildesbyder, og ved indbydelsen fremsagde
han sin almindelige formel sålydende:
(Her er en halv tom side i bogen med plads til formularen,
men den er desværre aldrig blevet indført. F.B.)
Kristoffers søster Juliane var jo gift med en broder
til fru Hastrup på Rødbjerghavn, og dette svogerskab
gjorde, at Hastrup og hans datter Anna, hun var ca. 12 år,
senere fru Staun, var med til brylluppet. Fru Staun har fortalt,
at der blev sunget flerstemmige sange, hvilket vakte opsigt
og beundring. Brudeparret skulle køres til kirken i
Hastrups lukkede vogn, men den bekendte Johan havde svært
mas med at få vognen for døren, da denne sad
lige i et hjørne af den firlængede gård,
og det var før vognene var "underløbere".
Hans Nissen, Ristinge, der også var med, udtalte, at
han aldrig før havde moret sig så godt. Kristoffer
skulle nok komme med til hans bryllup - hvad dog ikke skete.
Før vi går videre med skildringen af livet i
Humble skal vi se lidt på den slægt, hvorfra Marie
stammede.
Den gård som Kristoffer Bendixen fik i eje var i en
ret elendig forfatning. Den tidligere ejer havde som nævnt
været meget svag og havde ikke selv kunnet lede bedriften,
og dette havde i høj grad sat sit præg på
gården. Kristoffer tog fat med stor energi på
dræning og mergling, han havde noget fri kapital af
de 8000 kr., og arbejdskraft var jo dengang meget billig.
Det var et stort held, at der på gården var en
bakke - Harnbjerg - med mergel. Det var næsten en tilfældighed
at Kristoffer opdagede denne guldgrube. Han var i færd
med at fylde et hul ved gården, og havde i den anledning
taget hul i bakken. Så kom Hastrup fra Rødbjerghavn
til stede. Da han så fylden sagde han: "Men det
er jo mergel, kør dog den slags ud på marken!"
Kristoffer prøvede at følge Hastrups råd,
og virkningen overtraf hans dristigste forventninger. Der
blev nu merglet et stykke hvert år, indtil hele gården
var merglet, det nåedes ca. 1890. Jorden fik et rigtig
tykt lag.
Skønt gården således var kommen godt i
skik og der avledes udmærket godt, så var det
lige på et hængende hår gået galt
for Kristoffer, da krisen kom i firserne.
Jeg skal lige bemærke, at han først i halvfjerdserne
havde bygget nye udhuse, hvilket også viser hans energi,
ligesom dette jo var en værdi for ejendommen.
1887 døde svigerfaderen, og ved dette dødsfald
skulle der udbetales en sum penge til hver af Maries søskende.
Året forud havde man lige til nød kunnet holde
den gående, og da der nu måtte lånes penge,
mente Kristoffer at det blev håbløst. Han foreslog
Marie, at de skulle sælge og rejse til Amerika, hvor
han havde en broder, og hvor der vist dengang var ret gode
chancer for dem som ville tage fat. Han var jo vandt til at
leve i det fremmede, og talte godt engelsk. Han mente, at
det ville være bedre for børnene at vokse op
i Amerika.
Hvordan kan det nu være, at Kristoffer således
kørte fast? Tyder dette på en vis uduelighed
som landmand? Der kan måske svares både ja og
nej. Mergling, dræning og opbygning af gården
havde han gennemført med energi og dygtighed, og også
selv slidt hårdt - det udtales af karle som tjente ham
- men da tiderne forandrede sig, så det blev dyriske
produkter man skulle fremstille, da glippede det for ham.
I sin ungdomstid i Australien havde han jo intet haft med
dyr at gøre, men kun sliddet med jordarbejde, mergling
og dræning, eller hvad der lå nogenlunde på
linie med dette, og kornavl er en ret enkel drift. Kvæg
og svinehold er mere indviklet, og det havde ikke rigtig hans
forståelse og interesse. Han kastede sig ikke selv ind
i dette som i markarbejderne, og den landmand som ikke fik
lagt om og med interesse kastede sig over kvægbrug,
han kom i klemme.
Dette evnede Kristoffer ikke. Han var jo nu også over
de halve hundrede, så bliver det vel vanskeligere at
gøre større forandringer. Uden interesse for
sin kvægbesætning havde Kristoffer nu ikke været.
Der var fra Rødbjerghavn købt kalve af god stamme,
og en ko tog gentagne gange præmie ved dyrskuet, hvilket
dengang var mere sjældent end nu. Men det var andre
der passede dyrene, den daglige røgt havde han ingen
lyst til. Da han senere blev ejer af en fin besætning,
som tog første præmie på dyrskuet, da var
han selvfølgelig interesseret i det, men det var ikke
ham der havde plejet dyrene eller vist lyst til dette.
Jeg har dvælet lidt udførligt ved dette for
at man kan bedømme Kristoffer så retfærdig
som muligt som landmand.
Marie ønskede imidlertid absolut ikke at rejse til
Amerika, og hun bad om at der blev forsøgt at klare
skærene, når man rigtig anstrengte sig. Når
hun fremsatte dette, var det efter samråd med den ældste
søn William, der nu var en snes år. Kristoffer
var egentlig heller ikke så forhippet på at sælge,
og så tog man da fat og slog kløerne i efter
bedste evne, altså særlig Marie og William.
Jeg var på den tid kun barn og kendte intet til disse
forhandlinger, ligesom jeg heller ikke tænkte på
det arbejde de to - moder og søn - udførte,
men efter at jeg er blevet voksen forstår jeg det. Jeg
må desværre sige, at de to egentlig fik for lidt
påskønnelse for det slid som de udførte.
Jeg vil håbe, at bevidstheden om at have reddet hjemmet
må være dem løn nok.
Jeg ser endnu hvorledes moder trods de små kræfter
sled med ostelavning, for derved at tjene lidt. Der blev taget
store mængder skummetmælk hjem fra mejeriet, af
dem lavede hun ost, der var meget efterspurgt på egnen.
Hendes pris var altid 14 øre pr. pund, og hun betalte
3 øre pr. kande på mejeriet, så kan enhver
prøve at udregne fortjenesten. Hun lavede også
knapost, dette gav vel mere, men jo også mere arbejde.
Jeg mindes også Williams slid og flid - tidligt og
sent - i disse år, og det var meget han præsterede.
Han fik efterhånden besætningen meget forbedret,
og nu blev den passet mønserværdigt. Da så
andelsmejeriet kom og man fik en del mere for mælken,
så hjalp dette også, og det var år efter
at Kristoffer havde set allermørkest på forholdene,
at han ved nytår sagde til Marie: "Jeg ved aldeles
ikke hvordan det kan være, men nu ved nytår når
alt er betalt har jeg 1000 kr. i kassen, noget i den retning
har jeg aldrig oplevet før!"
Andelsmejeriet kom på dobbelt vis til at virke berigende
på den gamle gård. Først med at udbetale
et pænt overskud årligt, men mejerist Nielsen,
den første bestyrer, som en tid boede hos Kristoffer,
bragte liv og friskhed med sig, og det samme gjorde hans folk,
som også gik meget ud og ind i stuerne. Dette friske
pust trængte man netop til i det meget slid, for at
dette ikke for stærkt skulle mærke sine udøvere.
Nielsen blev kun kort tid i Humble, men så kom Tange,
og han bragte mere lødige ting med sig, og påvirkede
hjemmet meget heldigt, ja uvurderligt.
Før den tid - som jeg vil kalde den strenge - havde
Marie en tid drevet et ret moderne og forholdsvis stort mejeri:
Et såkaldt vandmejeri. Konsulent Hansen (Lange Hansen),
der kom til øens mejerier, kom også til Marie,
og her var folk fra herregårde for at se på anlægget
og tage model efter det. Men jeg har indtryk af, at alt dette
egentlig ikke gav ret megen nettofortjeneste. Der blev ellers
en tid købt mælk fra to gårde.
Jeg mærker selv, at hvad jeg her skriver om livet i
Humble bliver noget brudt og usammenhængende og kun
må betragtes som en kladde. Siden jeg skrev for nogle
dage siden har jeg fået lidt oplysninger.
Da Kristoffer overtog gården var der en første
prioritet til stiftsmidlerne på 10.000 kr. Disse penge
var uopsigelige i de to første ejeres tid, og da Kristoffers
formand Hans Jakobsen havde købt gården, kunne
pengene altså ikke opsiges i Kristoffers tid. Desuden
var der en arvefæsteafagift på 20 td. byg, kapitaliseret
vil dette vel være 6000 kr., så der var altså
en prioritetsgæld på 16.000 kr. Måske har
der også været lidt anden gæld, som Hans
Jakobsen har stiftet, da hans ældste døtre blev
gift, men det har næppe været mere end et par
tusinde. Ved overtagelsen af gården betalte Kristoffer
intet til de tre gifte søstre, men når den sidste
af de gamle døde, skulle de have hver 2.000 kr. 16.000
kr. var vel ikke nogen stor gæld på 50 td. ld.,
men dengang var det vel lige så meget som det dobbelte
nu, og så var gården i meget slet forfatning.
De 8 td. ld. på Rene var heller ikke ret meget værd,
det meste lå som sylt, og havet gik jævnlig over
det meste. Af den øvrige jord lå en del med mose
og stubhave, så dette virkelig regulære dyrkbare
areal har vel næppe været mere end 35 td. ld.
Udhusene var i en sådan tilstand, at de i høj
grad trængte til fornyelse. Kristoffer tog som nævnt
straks fat på grundforbedringer, men dette kostede penge,
som han tog af de 8.000 han var kommet hjem med fra Australien.
Når man ser på de høstresultater man i
hans første år havde, så forstår
man, at der intet kunne blive til grundforbedring. De to gamle
skulle jo også leve på gården. 7 - 8 - 9
- fold er almindeligt.
1873 byggede han nye udhuse, hvilket selvfølgelig
kostede ret betydeligt. Da Hans Jakobsen døde 1887,
havde Kristoffer ca. 1000 kr. tilbage af de 8000. Og da der
årene før snarere havde været tilbagegang
end fremgang, syntes han at det var håbløst,
når han ikke mere fik rente af de 1000, men måtte
låne 5000, og så skulle forrente og afdrage disse.
Som nævnt blev det prøvet efter Maries ønske.
Der blev lånt hos mølleren i Hesselbjerg, hos
Drost i Humble og hos Keilgårds i Fodslette, og mærkeligt
nok gik det glimrende. Da Kristoffer afstod gården 1904
skyldtes kun de 10.000 til Stiftsmidlerne, og så havde
han ca. 16.000 i sparekassen.
Ved Hans Jakobsens død fik hans tre døtre også
lidt sengetøj samt kister og dragkister, og sølvtøjet
blev delt ligeligt. Der var en del skeer og to sølvbægre.
Da arvesølvet var delt i fire lige dele var det ene
bæger blevet til overs. Kristoffer bød 10 kr.
for det og fik det for denne sum, han blev altså ejer
af begge bægre. Da Langelands Museum blev bygget, deponerede
han dem der.
Der ligger en bog, hvori Kristoffer hvert år har skrevet
lidt af årets begivenheder. Når man begyndte at
så og når man blev færdig, - og ligeså
for høsten samt forskelligt andet. Jeg skal give et
lille udpluk af disse optegnelser. Det kan oplyse lidt om
hvad der er sket, og også om hvad han har fundet det
værd at notere. Første år der er noteret
noget er 1870:
1870 fik vi fjedervognen. Samme år blev den søndre
side af stuehuset tækket.
1871: 13. august: 22 graders varme. 17. september: skyttefest
ved Haugård. 12. september: jagt i Brandsby, 2 dyr,
3 ræve, 4 grævlinger.
1872: (kun så- og høsttider)
1873: Brød det østre hus ned, 7. april. Begyndt
på stenmuren 15. april - færdig 31. maj. 14. juni
rev det nørre hus ned. Det lille hus rejst 5. oktober.
1874 Droslen begyndte at synge 20. februar. Dammen omsat
fra 7. til 11. september. Skyttefest i Lindeskoven 26. september,
renset brønden 13. december. 1874 blev den tykke vogn
istandsat med nye aksler (træaksler) og smøjning
og meget tykke ringe, samme år fik vi tromlen.
1875. Blev skibevognen gjort i stand, lagt på akslerne,
smøget og svært jern. Samme år fik vi malkevognen.
Indhøstet 14. august, køerne ind 8. oktober.
1876: Blev den gamle vogn gjort i stand med nye aksler. Møddingen
istandsat i september. Kørte i kane til Rudkøbing
11. november.
1877. En meget våd høst.
1878. Meget mild vinter og tidligt forår.
1879. (kun nogle data for såning og høst).
1880. Svinehuset bygget. Huset på Rene bygget. Den
2. september slap isen op, samme dag grov vi kartofler op.
1881. Den 19. maj rejste vi den lille mølle på
Rene. En våd og lille høst, hveden var
frosset bort.
1882. En meget mild vinter, hverken frost eller sne, den
28. april var vi i Tranekær og sluttede akkord om norets
forpagtning. Vi fik tørveformene. ?stakken væltede
5. august. Bedstemor(?) døde den 6. september og blev
begravet 12. september. Den 2. september fik vi halmrysteren.
1883. 27. marts kørte vi is fra Præstedammen,
6 tommer tyk, 43 læs.
1884. Forskrækkelig megen regn i januar og de første
dage af februar, en meget mild vinter. Forsamlingshuset blev
rejst 6. maj, stalden ved samme i november.
1885 - 1886 - 1887 - kun datoer for sæd og høst.
1888. Begyndt at så 1. maj - Harnbjerg færdig
17. maj, såede en del hvede om. Såmaskinen købt.
En ny tromleblok. Vinteren meget streng, især med sne,
var ude at øse i 23 dage, eller med 1 mand i 34 dage.
1889 Aksler i den grønne vogn. En forskrækkelig
varm sommer. Byttede Vigo bort og fik Polly i stedet. (Heste
? F.B.) Begyndt at høste 11. juli, færdig 11.
august. Bygget avnebindet og lavet kostalden om. Cementgulv
i kødkammeret.
1890. Dampskorstenen på mejeriet blev færdig
og lynaflederen opsat 9. september. Havde husene propfulde
og 9 stakke.
1891. Møllen på Rene flyttet og forsynet med
vandskrue. Odden drænet. Jernakselvognen smøget
og nyt jern. Nordøst stod til efter høst.
1892. Anskaffer pumpen i bryggerset, en ny vægt og
en ny hakkelsesmaskine. 5. april lagdes grunden til Afholdshuset.
27. maj begyndte vi at mure på Afholdshuset, og samme
dag brød vi Renehuset ned (vandmøllerhuset).
Denne dag var det 26 graders varme (reaumur). 31. maj rejste
vi huset ved hestegangen. 29. maj havde vi det første
afholdsmøde på Strynø. Afholdshuset blev
indviet 17. juli.
1893. Købt mejemaskine (sammen med Niels Petersen)
for 480 kr. Anskaffet posten i gårdbrønden. 23.
november plantes det første på Harnbjerg.
1894. En meget mild vinter. I Magleby at så 11. april.
9. maj begyndte nattergalen at synge. Uroligt høstvejr.
Den anden plantning på Harnbjerg 14. november.
1885. Bygget svinehuset om i maj. 10. juli blev møllen
på Rene rejst, kostede 623 kr. foruden fragt og kostpenge
samt maling o.s.v. 100 kr. Købt Niels Petersens part
i mejemaskinen for 180 kr. Købte hjulriven for 100
kr. og dobbeltploven for 75 kr. Jernaksler i den grønne
vogn. Fik den store blå slibesten. Den 26. september
sattes brønden i Harnebjergsmarken.
1886. I dette forår lavedes hønsegården.
Den 14. maj blev køerne prøvet med tuberkulin,
én reagerede. 17. maj var vi til faneindvielse i Bøstrup.
28. juni til afholdsfest i Tranekær. Samme aften begyndte
det at regne efter en meget lang tør tid, en god hjælp
i nøden, men atter indsatte stærk tørke,
der varede til midt i august. 20. juli begyndte vi at høste
rug på Rene, indhøstet 9. august., en lille høst.
En ny vogn blev anskaffet og brugt første gang til
at køre rug fra Rene (Det er den som nu er vor den
gamle vogn V.B.). 20.- 21. august pløjedes Mulebjerg
og besåedes med gul sennep. Der er yderst knapt for
efterårsgræs, så køerne kom ind 18.
august og var kun ude om eftermiddagen. Den bedste vogn pudset
op af Krarup. Kagebrækkeren købt.
1887. Ualmindelig megen regn i marts, igen nattefrost 16.
maj. Faneindvielse i Snøde. 14. juni var vi på
Himmelbjerget. Ajlebeholderen sat. Et ualmindeligt dejligt
stille efterår.
1898. Logulvet lagdes af cement 14. marts. Fik ajletønden.
Nattergalen begyndte at synge 8. maj. 15. maj begyndte Valdemar
at ride cykel, købte en ny 22. maj. Natten mellem 6.
- 7. august slog lynet ned i møllen på Rene.
Vallekummen sat. Natten mellem 31. august og 1. september
stærk blæst, byg og havre blæste af. Natten
mellem 9. og 10. september meget smukke nordlys. 17. november
blev kælderen opmuret med brændte sten.
1899. Plukket violer 16. marts. Købt muldvarpeharven,
lagt gulv i gangen af fliser. Købt den store vægt
21. juli. (den vi har. V.B.). 26. juli færdig med sætningen
af roehuset, som kostede 98 kr. En meget stadig høst,
først 28. august begyndte det at regne efter en meget
stærk tørke. 2. september rejstes hestegangshuset,
det kostede 250 kr. Fået ny gangdør og en Fraugdeplov.
1900. Købt skovbakken 3. april (kostede 1000 kr. V.B.).
17. maj leveret 522 pund mælk.
1901. Det første malkekursus begyndte 21. januar,
det andet 4. februar. Dejligt høstvejr. Smukt efterår,
men tørt.
1902. En meget mild vinter. Dette forår fik vi Hovardsharven
og granerne blev plantet på Bukkensbjerg. Først
i maj faldt en ualmindelig mængde regn. Købt
slåmaskinen for 250 kr. Fik en fjellekasse til den grønne
vogn. En meget våd og kold høst, og sådan
var hele sommeren. 8. september blev der flere steder kørt
rug. Høet på sylten på Rene stod til efter
høst, til dels i vand. 11. november hentede vi Nora
(den hest som vi siden fik. F.B.) i Rudkøbing. Fik
vaskemaskine for 12 kr.
1903. En meget mild vinter. Moder døde 21. april.
Købte en brugt dobbeltplov for 40 kr. Lagt cementgulv
i bryggerset. Solgt Klaus og Grethe døde. En meget
våd høst. 1. oktober stærk torden. Brand
i Kinderballe og en så stærk regn, at man ikke
havde set mage (endnu har jeg ikke oplevet sådant vejr
1935. V.B.) Det vådeste efterår i mands minde.
1904. Ingen sne i denne vinter. 7. maj rejstes Valdemars
hus. En tør sommer, høsten fyldte lidt. Hveden
var sået om på grund af regn i efteråret,
det var på Rene og vårsæden der var sået
fyldte kun lidt. Tørt efterår, knapt for græs.
25. oktober var køerne ude sidste gang. 26. fik Valdemar
sine.
1905. En meget mild vinter uden spor af sne, meget koldt
i april. 22. maj lå der sne hele formiddagen.
1906. En god høst og et godt høstvejr. (Dette
blev Kristoffers sidste notits i bogen. De små parenteser
er af V.B.)
Foruden disse årlige optegnelser findes der i bogen
en masse notitser og regnskaber, særlig fra det år
der blev bygget, men også regnskab med daglejere. Man
vil se, at den laveste dagløn der er betalt er 65 øre.
Når der til en bestemt mand en tid kun er betalt 50
øre, så er grunden den, at han selv kom og tilbød
at gå for denne løn og kosten blot han måtte
få arbejde, hvad han så fik. 1892 er høstlønnen
1,66 kr. daglig, og lige før århundredeskiftet
2 kr., højere kom det ikke i Kristoffers tid. Hvad
lønnen for karl og pige var ses ikke, men jeg ved,
at for en nykonfirmeret dreng var den 1883 50 kr. årlig.
Man ser at folkene jævnlig har fået forskud på
lønnen. En post som regelmæssigt går igen
er "markedspenge", karlen 2 kr., pigen 1 kr.
Selv om det er ret tørre ting at bemeldte bog indeholder,
så glimter Kristoffers lune dog enkelte steder frem,
som når han noterer hvor meget langhalm N.N. skylder
ham, så slutter han med at skrive; "Som jeg skal
have når han mener han får noget der er simpelt
nok."
Den gamle notitsbog har han købt om bord på
skibet Great Britain, som han sejlede hjem på fra Australien.
De første optegnelser er hvor mange mil man daglig
sejlede.
Jeg skal fortælle nogle småtræk fra dagliglivet
i hjemmet, træk der i sig selv er små, men gennem
hvilke man alligevel ligesom kigger ind ad ruderne.
Kristoffer havde ét af de første år en
karl, der var ret sløj, og en aften var han gået
sin vej uden at der var hakkelse til hestene. Så måtte
Kristoffer og bedstefar over at skære hakkelse. Under
dette arbejde kom karlen hjem og ville så hjælpe
til, men Kristoffer gav ham en meget kraftig lussing. "Nu
går jeg til sognefogeden!" sagde karlen. "Så
kan vi følges ad!" svarede Kristoffer. "Jeg
skal vise dig, hvad det koster at tage mine heste og ride
på om natten!" Så tav karlen, men han gik
i flere dage med mærker af slaget. Det er forståeligt,
at karlen tænkte på hævn. Ved lejlighed
skulle Kristoffer have klø. Så var det en dag
de skulle bære en sten på stenbøren. Den
lå på midten, men karlen kunne ikke løfte
sin part. Man skubbede stenen nærmere Kristoffer, endnu
kunne karlen ikke, endnu et puf fik stenen i samme retning,
så gik man med den. Men i det øjeblik opgav karlen
at klø Kristoffer. Karlen betroede dette til drengen,
der lod det gå videre til Kristoffer.
Som regel levede Kristoffer ellers på en meget venskabelig
og kammeratlig fod med karlene. Hans Mikkelsen, der kom til
at bo i Helsned Møllevænge, har udtalt, at det
var velgørende at tjene hos Kristoffer, for han tog
altid sin fulde del af arbejdet.
Kristen Eggert arbejdede temmelig meget hos Kristoffer, dels
om høstmand og dels som murer. Denne mand var som Kristoffer
fyldt med spøg, og når disse to talte sammen,
da var det ikke let for uindviede at følge med. Sære
navne havde de til mange ting. Den lange fork hed "Niels
Jørgen" (den var købt på denne mands
auktion), den store stenhammer hed "Gumme Skrædder",
vaterpasset hed "Den lille Vorherre", og kalken
man murede med hed "Beg" eller "Lim".
Benyttede man ler og dette var hentet i Harnbjerg, hed det
"Harnbjergcement". Uden for gården var en
sænkning, spor af en gammel grav, dette hed "Sagers
brønd". Når man hører oprindelsen
til dette navn forstår man hvorledes de to spøgefugle
morede sig med fordrejelse af navne. Der var oprindelig en
lergrav, og i den arbejdede en mand som hed Hans med tilnavnet
"Foged". Nu havde man på den tid i Rudkøbing
en byfoged, som hed Sager, og da nu bemeldte Hans blev kaldt
"Foged", ja så kunne han jo også kaldes
Sager, og den grav han arbejdede i blev så til "Sagers
Brønd".
Før denne grav blev jævnet blev der begravet
en død hest i den. Det var før jeg kan huske,
men da jeg var 12 år var vi tre drenge, der tik i lag
med at grave hesteskelettet op for at sælge benene.
De indbragte i alt 72 øre, altså 24 til hver.
Nogen høj timeløn fik vi ikke, da arbejdet varede
to dage, men udgravningen står endnu for mig i barndommens
rosenskær. Hvilken fryd da vi øjnede de første
ben! Og 24 øre var virkelig en sum penge i de tider,
da skolebørn aldrig ejede en skilling. For mine blev
købt en solring, der jo viste hvor mange klokken var.
Ganske vist manglede der 1 øre, da ringen kostede 25,
men den lagde fader til.
Kristen Eggert var ikke hengiven til drik, men ved festlige
lejligheder blev han som regel munter, når punchen kom
på bordet. Så var der ingen ende på hans
spas. For resten førte hans lille svaghed for de våde
varer engang til ulykke. Man kørte rug, og Eggert satte
stak. Han drak ustandselig af gammelt øl og blev overmodig.
Han satte stakken højere og højere, uden at
tænke på bedstefars advarsel, at den blev alt
for høj i forhold til roden, - og så kom katastrofen.
Stakken væltede, og Eggert slog sig meget slemt, han
blev ikke til mere den høst. Det er én af de
begivenheder Kristoffer har nævnt 5. august 1882.
Det var en lørdag aften sent at stakken væltede,
men begivenheden kendtes samme aften i hel byen, og søndag
morgen mødte der ukaldet mandskab fra flere gårde
for at hjælpe til at bjerge rugen, da det så ud
til regn. - Et bevis på hvorledes samfølelsen
endnu var rådende i byen.
Dette var i flere henseende en streng høst. Ved stakkens
fald blev Eggert uarbejdsdygtig, og en anden daglejer døde
af tyfus. Marie gik og skulle have en lille, og hendes moder
var stadig sengeliggende og kunne ikke vende sig selv. Kristen
Vejmand har senere sagt, at når man spiste mellemmad
ude i de yderste marker, så løb Kristoffer med
et stykke brød i hånden hjem for at dreje bedstemoder,
så fandt hun bedre hvile, men han måtte hurtigt
tilbage til arbejdet. Dette er ét af de kønneste
vidnesbyrd jeg har om min fader.
Jeg skal i denne forbindelse nævne et andet, som tante
Julle har fortalt. Som ganske lille led jeg meget, fordi jeg
ikke kunne lade vandet, og smerterne var allerværst
i liggende stilling, hvorfor jeg havde en sand rædsel
for sengen. Men fader var utrættelig til at bære
mig for at holdet mig i oprejst stilling og dermed lindre
smerten. Det er jo smukt at ofre sig for sin lille dreng,
det er vel nok større at løbe den lange vej
hjem for at lindre sin gamle svigermoder.
Kristoffer havde ikke fra ungdommen jægerblod i årerne,
men han sagde, at Mogens Jakobsen fik ham med som jæger
fra han overtog gården, og til han var et halvt hundrede
år gik han en del på jagt. Hans gård var
én af de få ejendomsgårde, hvorfor han
havde jagtret, hvorimod grevens fæstere ikke måtte
jage på egne marker. Dog drev Kristoffer også
en del strandjagt, når der var is. Samtidig med at jagten
kunne glæde ham, var der noget i ham der oprørtes
over råheden ved jagten. Han kunne med afsky og gru
fortælle træk fra jagten, som de allerfleste ville
more sig over, og som årene gik fik han stedse mere
afsky for jagten. Det var hans ønske, at hans sønner
aldrig skulle få lyst til denne sport (et ønske
han til fulde fik opfyldt), derfor solgte han sin prægtige
jagtbøsse. Det var vel nok for en stor del kammeratskabet,
der gjorde ham til jæger. Men så var han så
heldig, at på en jagtdag blev Mogens Jakobsens hund
skudt. Det var ikke Kristoffer der skød hunden, men
Mogens Jakobsens broder Niels. Men der blev misstemning og
veksledes bitre ord. Det lille selskab der ellers hvert år
havde jaget sammen, gjorde det ikke oftere, og Kristoffer
solgte bøssen.
Det var ikke alene vildtet han ønskede at skåne
for unødige lidelser, også husdyrene ønskede
han skulle slagtes humant, hvorfor han altid bedøvede
med et slag, eller for større dyrs vedkommende ved
et skud. Han købte en revolver af svær kaliber
alene til dette brug. Hvis Kristoffer havde levet 50 år
senere ville han uden tvivl være blevet vegetar af humanitetshensyn,
han havde forståelse for dyrenes lidelser og medfølelse
med dem, - det er der også andre der har, - men han
havde også - hvad ikke mange har - mod til at så
sine egne veje, men den vegetariske tanke mødte han
ikke før næsten på gravens rand.
I hjemmet kom jævnlig indremissions kolportøren
Rasmus Sønderskov. Kristoffer var ellers meget kritisk
over for denne retning, men Rasmus Sønderskov tog han
altid godt imod og talte venligt med. Senere kom der andre
lægprædikanter, som han absolut ikke yndede. Han
spekulerede vist ikke meget over kirkens dogmer, tvivlede
næppe på noget, men var alligevel efter sin tid
ret frisindet. Når det ellers hed, at man intet måtte
nyde om morgenen før en altergang, så sagde han,
at dette var noget snak - det havde intet at betyde. Ligesom
han også mente, det var aldeles ligegyldigt for saligheden
hvilken religiøs retning man hørte til, blot
man var ærlig.
Han ville dog nødig at hans børn skulle læse
fra frisindede skrifter og drages bort fra børnelærdommen.
Også her tror jeg at Kristoffer ville have stillet sig
anderledes, hvis han havde levet 50 år senere, da ville
han sikkert have kastet adskillige af kirkens dogmer over
bord.
Ja, der kom mange forskellige personer i hjemmet i Humble.
Som nu Jørgen Hannibal, der opholdt sig på fattiggården,
men hver søndag gik rundt og tiggede. Så var
han en dag derhjemme, og bedstefar gav ham en toøre.
Det var vist ikke så lille en brøkdel af den
gamles penge, men Jørgen fandt, at det var for lidt,
og da han i forstuen gik forbi Kristoffer, gjorde han nar
ad den gamle ved at rose ham i høje toner, og så
vise Kristoffer toøren. Kristoffer stod og pudsede
på en huggert, som man brugte i skytteforeningen, og
da han havde hørt lidt på Jørgen, tager
han huggerten og trækker ham én over skuldrene,
selvfølgelig med fladen. Jørgen sprang ud af
døren med mange undskyldninger, men Kristoffer efter,
og slagene haglede ned. Det sidste fik han da han fór
gennem lågen, og tilskuerne påstod at det bed,
for da vendte kanten til. De andre var nærmest klap.
Dette lille træk er vel nærmest at betragte som
en grinagtighed, men det viser også, at Kristoffer ikke
tålte, at hans svigerfader skulle gøres til grin.
En tid efter var der høstgilde hos Kristoffer, og
sligt skulle J.H. nok få opsnuset - så kom han
listende om aftenen for at få noget god mad. Som han
nu denne aften sidder og spiser kommer én af gæsterne
med den omtalte huggert og lægger den på bordet
foran Jørgen, idet han spørger om han kender
sådan én. Men Jørgen lod som ingenting,
han skulede til tingesten, men lod sig den gode mad smage.
Jørgen Hanibal var nærmere vagabond end tigger,
men der kom i hjemmet en masse tiggere, dog mest kvinder;
også en del børn, men kun enkelte mænd.
Det var Marie der tog sig af disse skarer, thi så mange
var der, at det kan kaldes skarer, særlig hen mod jul
var der mange, vel en halv snes daglig. Aldrig tror jeg nogen
er blevet afvist, de fik alle en almisse, men de behandledes
ret forskelligt. Når der kom børn søgte
Marie at give dem noget, som de kunne spise med det samme,
hvis de skulle være sultne, men også tage med
hjem, hvis de ikke trængte. Ellers var det jo mest et
stykke flæsk eller kød eller en tot uld der udleveredes,
enkelte bad også om korn.
De mere fjerntboende og ubekendte (der kom tiggere fra flere
sogne) kom kun inden for døren. En del mere bekendte
kom til bordet og fik kaffe og måske smørrebrød
En gammel kvinde, som sad til bords og spiste ret meget, sagde
til sin undskyldning: "Når vi sådan har gået
meget længe og er blevet rigtig "bundsultne",
så er det så frygtelig som man kan spise!"
Når jeg som barn så på denne given til
tiggere og beværtning af mange, fandt jeg det selvfølgelig
såre naturligt - senere har jeg ofte måttet tænke
på de mængder som ad den vej forlod huset. Hvis
det var blevet kapitaliseret, kunne der være blevet
en stor fattigskat. - -
Jeg har hørt sige, at det blandt tiggerne hed, at
Marie var den bedste i byen, og næst efter hende Karen
Troelsen. Underligt er det at se, at mange af de hjem hvor
man var mere påholdende over for "landevejens børn"
er gået meget stærkt økonomisk tilbage,
medens velstanden øges også i næste slægtled
fra det engang fattige hjem. Der er for mig ingen tvivl om,
at Maries kærlighedsgerning mod de fattige på
en for os uforståelig måde kommer slægten
tilgode.
Når der fortælles om livet i Humble, så
må Kristoffer nævnes mange gange oftere end Marie.
Men dermed være ikke sagt, at hun havde mindre betydning,
men hendes liv og virke formede sig så stilfærdigt,
og hun var meget beskeden. Dog var hun ikke uden sans for
humor, en munter og vittig historie tiltalte hende meget,
og når undtages de sidste leveår, læste
hun føljetonen i avisen og talte gerne om det læste.
Hun kunne også selv fortælle komiske oplevelser,
men det var kun i hjemmets kreds.
Kristoffer havde en ypperlig sangstemme, og han kom kort
efter at han var kommet til Humble med i en sangforening med
lærer Knudsen, Kædeby, som leder. Det var dog
ikke mange år han var med her, måske foreningen
opløstes. Også i disse første år
var han med til at danne et lille orkester af 6 horn. Selv
blæste han tenorhorn. De øvrige musikere var
lærer Knudsen som dirigent, Hans Nielsen, Haugbølle;
Rasmus Brun, Lindelse; Martin Eggert, Brandsby; Rasmus Degn,
Kædeby, senere Humble. Det kan heller ikke være
mange år at han har spillet. Han sagde selv, at da de
skulle bygge (1873) måtte han gå fra, han kunne
ikke få tid. Det var tydeligt, at han mindedes denne
tid med glæde, og han blev altid ved at have nogen forbindelse
med dem han havde spillet sammen med.
Efter at han var trådt fra som hornblæser kom
han en tid med igen i en kreds, hvor man spillede okarina.
Det var vist ellers de samme som blæste horn, men måske
skulle man her være en mand mere. Her blæste han
tuba. Det meget ejendommelige instrument ejes af undertegnede.
Okarinaorkestret gjorde megen lykke, særlig ved en basar
i Tranekær var de svært i vinden og fordunklede
helt hornblæserne.
Også skyttebevægelsen kom Kristoffer hurtigt
i forbindelse med og blev formand for Humble kreds i året
?. Medens musik og sang nærmest kun var for egen fornøjelse,
så kom han i skyttebevægelsen til at udføre
et langt og slidsomt arbejde. Skydebanen var på Kristoffers
mark, og i hans lade opbevaredes træhest og forskelligt
andet, som benyttedes om søndagen til øvelser,
der foregik i det frie. Det var almindeligt at benytte en
vognfjæl til springbræt, og mangen en vognfjæl
er knækket ved denne medfart. Således fortæller
da Mads Skov i Kædeby, og han var med i de dage.
Så vidt mulig var Kristoffer til stede om søndagen
ved skydning og øvelser, for at alt kunne gå
som det skulle, burde - og den rette ånd være
rådende. Han var undertiden lidt ked af at det tog så
meget af hans tid. Jeg har hørt ham tale med Marie
om dette, men de mente, at her var et opdragende arbejde som
skulle gøres, og da den ældste søn voksede
til og med lyst deltog i bevægelsen, var dette en spore
for Kristoffer til at blive som formand.
Der er næppe tvivl om at han udførte et opdragende
arbejde som formand for skyttekredsen, selv om det måske
nu er lidt vanskeligt at forstå, men der var en egen
faderlig myndighed over den måde han styrede - noget
som nu er utænkeligt.
Kaptajn Edv. Nielsen fra Nyborg kom undertiden til kredsen
og boede så hos Kristoffer. Jeg husker også at
der engang kom en sergent. Der var dengang intet forsamlingshus.
Når man skulle have et møde var det i et hjem,
og da hos Kristoffer. Således kom Marie også til
at trække sin del af læsset - der blev gerne serveret
kaffe når nogen samledes. Jeg husker også engang
at skyttefesten med dans blev afholdt der i hjemmet.
At man påskønnede Kristoffers arbejde vidner
forskellige ting om, som skyttekredsen skænkede ham.
Således en karabin - Reminton -vundet ved en skyttefest
i ? 1878 en bog om Niels Juhl og en tyk sangbog.
Denne karabin måtte afleveres i tyskertiden og er smeltet
om af tyskerne, hvilket har været mig en hjertesorg.
5. 8.1949. Vald. Bendixen.
I nogle år var Kristoffer ligsynsmand, han var i sognerådet
fra 18 til 18 . Han tog sin tur som stævningsmand i
tre år og var i en længere årrække
jordboniteringsmand. Fra 18? til 19? var han formand for det
stedlige hesteforsikringsselskab, så han prøvede
mange ting.
Den sag som kom til at optage ham stærkest og hvorfor
han kom til at gøre det største arbejde var
imidlertid afholdssagen. 13. december 1885 underskrev han
i Humble skole afholdsløftet og blev valgt til foreningens
formand, en stilling han beholdt til sin død. For denne
sag var det som han og Marie kunne ofre næsten hvad
det skulle være. Talerne boede i hjemmet, møder
blev der holdt, og mange private kom der, og altid var der
beværtning. Men mærkeligt nok blev man ikke fattige
af alt det man ofrede.
Kristoffer drog ud til møder over hele øen
- og til Strynø og Ærø, og han blev som
en apostel for afholdssagen på disse egne, trods det
at han egentlig ikke var taler. Sagen havde i en årrække
mægtig fremgang, og dertil bidrog vistnok, at Kristoffer
i forvejen, særlig gennem skyttebevægelsen, var
godt kendt og respekteret over øen. Da Langelands Afholdskreds
dannedes 18? var det en selvfølge at han blev formand.
Fra denne plads havde han trukket sig tilbage 1½ år
før han døde, da han mærkede at kræfterne
svigtede.
Det var næsten som afholdssagen på Langeland
var personificeret i Kristoffer, og skønt det nu er
lige ved et halvt hundrede år siden han bekendte kulør,
og snart tredive siden han døde, så er det endnu
som befolkningen har en følelse af at navnet Bendixen
og spiritus står til hinanden som ild og vand. Jeg mærker
dette, skønt jeg aldrig har ført kampen med
den ildhu som fader, blandt andet fordi jeg ikke i denne bevægelse
ser noget så altoverskyggende som han gjorde.
Jeg har nævnt, at hvis Kristoffer havde levet 50 år
senere kunne jeg tænke mig, at han var blevet vegetar.
Jeg slutter mig til dette ud fra den humanitetsfølelse
som han havde, og den kraft han havde til at gå imod
det gængse, og denne kraft viste han da han meldte sig
ind i afholdsforeningen og kastede sig ind i arbejdet for
sagen.
Det var noget så nyt og fremmed her på egnen,
at han måtte være forberedt på at det kunne
betyde brud med hele hans omgangskreds. Der blev også
talt en del om det mærkelige skridt han havde taget,
og man drøftede hvorledes man skulle stille sig over
for ham på visse områder, men det blev til at
man nærmest lod som ingenting. Den spot og hån
som man skulle have afleveret, blev udøst over mindre
helstøbte personer.
Jeg kan ikke her undlade at bemærke, at når jeg
nu 50 år efter hører fornuftige mennesker omtale
den vegetariske tanke, da er det et tro ekko af det som lød
da afholdssagen rejstes. Når menneskene inderst inde
føler, at det man stilles ansigt til ansigt overfor
er det ideelle og rette, men man ikke ønsker at bryde
med gamle vaner eller synes sær, - ja så beroliger
man samvittigheden ved at drive spot mod dem som går
egne veje og kalder deres færd for tåbelighed.
Kristoffer lod sig ikke anfægte af sligt, han gik den
vej hans hjerte tilskyndede ham.
Der var vel mange - særlig i den første tid
- der så med en vis foragt på Kristoffer, fordi
han var blevet afholdsmand, men der blev efterhånden
en lille skare der næsten forgudede ham - det var dem
hvis hjem gennem denne bevægelse var blevet forandret
fra næsten et helvede til en menneskelig bolig. Man
var tilbøjelig til at tillægge Kristoffer æren
for denne forvandling. Jeg syntes undertiden, at det smagte
af skaberi, al den tak til ham, men efter at jeg er blevet
fader og bedstefader og har set en del af livet - da forstår
jeg bedre disse mennesker - særlig kvindernes taknemmelighed.
Som formand for afholdsforeningen og kredsen deltog Kristoffer
i en del årsmøder, hvorved han fik sit fædreland
at se og stiftede bekendtskab med en del gode og betydelige
mennesker.
Formentlig snart efter at afholdsforeningen var stiftet kom
der som en mismodsstemning over Kristoffer. Han fik en følelse
af at have taget fat på at løfte en sten, der
alligevel blev for tung. Så var han til en afholdsfest
i Horsens. Her var samlet 20.000 mennesker, og efter at have
været med i disse begejstrede skarer, blev han aldrig
mismodig.
I foreningens første år samledes man i hjemmene
hos hverandre. Men pladsen blev efterhånden noget trang,
og man havde også indtryk af, at hvis foreningen havde
eget lokale, ville flere slutte sig til.
Så opførte man 1892 afholdshuset i Kristoffers
have, et foretagende som man fik megen glæde af. Her
var i vintertiden foruden afholdsmøder ugentlige sammenkomster
med foredrag og oplæsning altid fuldt hus og god stemning.
I de første par år var det pastor Højrup,
pastor Eslev og lærer Lorentzen der optrådte.
Senere blev det næsten mejeribestyrer Tange, der udelukkende
trak læsset. I Tange fik Kristoffer en særdeles
god hjælper og forbundsfælle.
Valdemar Bendixen
|
