Der skal være syv byer som strides om at være Homers fødested; og der er også mere end én egn, der vil nyde den ære at være stedet, hvor Oehlenschläger skrev sin bekendte sang: Der er et yndigt land. Beboerne på Sydlangeland vil hævde, at den er skrevet på det sted hvor Hjortholms skov og Langelandsbæltet mødes, og som bevis for rigtigheden af denne påstand anfører man, at havet netop her betegnes "Østerstrand". At digteren har skrevet en del her på Langeland er jo sikkert, men om det er herovre at han er blevet inspireret til den førnævnte sang, ved jeg ikke. Ét er imidlertid givet: det sted hvor de brede bøge ved Hjortholm spejler sig i Langelandsbæltet er af en så idyllisk skønhed, at det nok må kunne inspirere en digter til noget stort.

Vi vil imidlertid vende os fra idyllen og se lidt på hvorledes livet i ældre tid formede sig omkring Hjortholm.

Sidst i attende og først i nittende århundrede ejedes Hjortholm gods af kammerråd Christen Madsen - født 1764. I syttenhundrede og firserne lod denne mand opføre adskillige bøndergårde. Enkelte af disse gårde blev opført på jord, der hidtil havde hørt under hovedgården, men som lå temmelig langt borte ud mod havet i øst, andre af gårdene er opført i forbindelse med en udskiftning. Disse gårde fik navn, og daværende lærer i Fodslette, Ørbæk, fik det hverv at skrive et vers til indhugning over dørene for hver af gårdene. Her skal nævnes nogle af disse gårde med tilhørende vers.

Sophiendal Bjerget står, når stormen brager, som en mur der hegne skal, thi Guds visdomsøje drager omsorg for Sophiendal. Rejst 2. november 1787 Håbet Når havet hæver sig med vrede bølger frem og stormens hule stød til land forfølger dem, da står jeg rolig her som skib i sikker havn på Himlens varetægt, thi Håbet er mit navn. Rejst 25. oktober 1786

Ivelykkegården
Heldig flid og lykke blive
samlede i mange år.
Gud vort herskab glæde give
af sin Ivelykkegård.
Indskriften er hugget i egetræ.

Enighed.
Nag og strid og trættelyst
fly fra min beboers bryst.
Gudsfrygt hældig flid og fred
bygge boe i Enighed.
Rejst 5. juni 1788

Christensminde
Gudsfrygt tage her sit sæde
flid omskærme held og glæde
Lynild, brand og uheld finde
aldrig vej til Christiensminde
Rejst 9. august 1788

Tålmodighed
Verset er hugget i egetræ
Mig skoven blev et skjold
når vestenvind er vred.
Trofaste skov oh hold
på din Tålmodighed.
Rejst 25. juli 1787

Da gårdene var opført skulle der jo en fæster på hver af dem, og på Sofiendal anbragte man da Kristian Bendixen. Jeg skriver "anbragte", thi det var ikke efter Kristian Bendixens eget ønske, at han blev gårdmand. Sagen var nemlig den, at man endnu gjorde hoveri til Hjortholm, og dette at være hovbonde var ikke nogen misundelsesværdig stilling.

Der lå dengang et hus ved strædet, der går hen til Stubbegård, som nu ejes af Adolf Keilgård. Til dette hus hørte en jordlod, som blev drevet af den unge Kristian Bendixen, der havde huset i fæste, og så vel blev denne jordlod drevet, at herremanden fandt, at det var en alt for god mand til at arbejde med så lidt. Han kunne udnyttes bedre, når han fik en gård, og så blev han som sagt anbragt på Sofiendal. Vi vil imidlertid se lidt på, hvorfra Kristian Bendixen stammer.

Hos skræddermester Bendix Andreasen i Nakskov var der 29. september 175? stor dåbsfest, og fadderne var byens mest fremragende mænd. Når dette var tilfældet, så var det fordi hans hustru Dorthea Hansdatter Muhle var datter af byens skoleholder Hans Muhle. Hans Muhle var født 1695 og døde 1771 efter at have været skoleholder i byen i 41 år. Hvem der er den gamle skolemesters fader kan ikke oplyses, men da der på den tid kun var én slægt Muhle her i landet, må skolemesteren nedstamme fra en borgmester i Odense, Hans Hintze, som 18. august 1444 i Kalmar blev adlet af Christoffer af Bayern.

Det var Kristian Bendixen som hin dag blev døbt i Nakskov, og medens han således på mødrene side nedstammer fra adelsslægten Muhle, så nedstammer han på fædrene side fra en håndværkerslægt i Nakskov. Han skal som glarmester være kommet til Hjortholm for at indsætte en del glas og er så blevet hængende ved fæstehuset.

I 1788 flyttede så Kristian Bendixen sammen med sin hustru, Johanne Klausdatter, ind på Sofiendal. Om Johanne Klausdatters herkomst kan jeg kun meddele, at hun siges at være fra Tullebølle. Hun er født 1753.

Skønt det ikke var med nogen særlig glæde at de to drog ind på Sofiendal (han var dengang 34 og hun 35) så tog de ihærdig fat, sled med hinanden og fik gården bragt i fortræffelig stand, så den blev ret værdifuld, og selv om hoveriet stadig tyngede, så var de vist alligevel på deres ældre dage godt tilfreds med, at de var kommet til Sofiendal.

De havde to børn, den ældste, en datter ved navn Marie, blev temmelig tidlig gift hen midt på øen; så var der sønnen Bendix, født 1795, og ham er det vi vil følge, men først vil vi betragte livet i hans barndomshjem ud fra de sparsomme beretninger, der er efterladt os. Moderen skal have været temmelig hård og streng. Hun havde en sladdersøster, der ligesom hun selv var noget tunghør. Når de så skulle betro hinanden deres hemmeligheder gik de ned til stranden, her kunne de råbe hinanden ind i ørerne, uden at nogen hørte dem, da havet overdøvede deres stemmer. I min barndom boede der i Hesselbjerg en gammel kone, Karen Renes, hun havde som ung tjent hos disse folk og talte om, hvorledes hun endnu så for sig Kristian Bendixen stående for bordenden i en hvid kofte og læse bordbønnen, ligesom han også undertiden læste op af Bibelen. Hans bibel ejes af mig.

Under krigen med England først i forrige århundrede blev der opkastet en del skanser og oprettet en del vagtstuer langs Langelands østkyst. Havet har i tidens løb ædt så meget af øens østkyst, at de fleste skanser er forsvundet, dog er der endnu rester tilbage, og i Hjortholms skov en velbevaret på "Rævebanken". På Sofiendal blev oprettet en vagtstue i forbindelse med en skanse beliggende ikke langt fra gården. Efter krigen blev vagtstuen benyttet som mælkestue. Omtrent ud for Sofiendal forsøgte englænderne en dag at gøre landgang. Vagtmandskabet greb selvfølgelig straks til våben og kæmpede tappert, men det kneb at holde englænderne stangen. Så sendte man ilbud nord på efter forstærkning, og denne kom i form af lidt artilleri, og heldigvis kom hjælpen så betids, at englænderne - takket være de stedlige beboeres tapperhed - endnu ikke havde nået at sætte sig fast, og da kanonerne begyndte at buldre fra kysten, måtte englænderne efterhånden opgive håbet om at gå i land, men en tid blev de dog ved med at beskyde kysten, og særlig rettedes ilden mod Sofiendal. Gården led ikke meget, det var ikke mange kanonkugler der ramte den, men der var absolut ikke sikkert at opholde sig, derfor måtte artilleriets heste fjernes, de var nemlig indstaldet her. Én af soldaterne spurgte lille Bendix, om han kunne ride, hvortil drengen svarede ja. Han fik så et spand heste at ride, og soldaten tog et andet spand; de skulle op bag nogle bakker. Da de kom uden for gården, opdagede englænderne dem og rettede deres kanoner efter dem. Kuglerne susede i luften og slog ned omkring dem, de måtte hvert øjeblik vente at blive skudt ned. Selvfølgelig red de til, alt hvad hestene kunne springe, indtil de mente sig sikre, så sagtnede de farten, men da slog endnu en kugle ned ganske tæt ved dem, og atter red de til indtil de var godt over bakken. Som omtalt blev landgangen afslået.

Kanonkugler fra denne fejde fandtes i mange år på markerne.

Bendix havde stor læselyst og ville gerne have været til bogen, men skønt der var velhavende folk der så, at det særlig var her hans evner lå, og derfor tilbød økonomisk støtte, så ville faderen på ingen måde tillade, at han studerede. Da Bendix ikke ligefrem kunne komme til at studere, stjal han sig til at læse en del bøger, thi heller ikke dette syntes den gamle om. Han lærte sig således selv det tyske sprog. Det var mest om natten, han lå og læste. Han tog også bøger med, når han var i marken at pløje, og når han så var så langt borte, at faderen ikke kunne se ham, satte han sig ned på ploven en stund og læste. Da kunne det hænde, at den gamle kom bag på ham og gav ham en velment lussing. Så lod sønnen som om han røg mange alen hen ad jorden. Han var meget smidig og adræt, det var bare gavtyvestreger.

Det synes ikke som Bendix i ynglingetiden har mødt særlig megen venlighed i hjemmet. Faderen forstod ikke hans læsetrang, men lagde den stadig hindringer i vejen, ja kunne endog lejlighedsvis slå den unge mand, når han mente at denne misbrugte tiden til læsning. I et hjem hvor der er en noget streng fader er der undertiden en blid moder, som sønnen kan søge til, og som kan give sønnen en håndsrækning til at nå de mål han higer imod. Men sådan var det ikke på Sofiendal. Et lille træk viser moderens påpasselighed over for sønnen. Man havde på Sofiendal en del æbler, men moderen havde lagt dem på loftet og låst for dem. Hun skulle nok bestemme hvem der skulle have æblerne. Nu skulle sønnen Bendix bære korn på loftet, så måtte den aflåste dør åbnes, og den unge mand så lejlighed til at stikke et par æbler i lommen. Men nede i gangen, som skulle passeres når man forlod loftet, stod moderen, og hun følte på lommerne, så tyveriet blev opdaget. Så kastede Bendix nogle æbler ud af et loftsvindue for senere at kunne samle dem op. Men dette havde moderen forudset, hun stod nedenfor og samlede dem op efterhånden.

Bendix blev tidligt forlovet. Det var med en pige der tjente som mejerske på Hjortholm, og de var forlovet i 7 år. Så kom der en ung mand til Hjortholm som en slags forvalter. Han kom til at synes godt om mejersken, og hun har vel heller ikke haft noget imod ham. Den unge mand hed Niels. Han kom senere til at bo i Torpe og kendes under navnet Niels Møller. Møllernavnet fik han fordi han de første år efter sit giftermål ejede Henninge mølle. En søn af ham overtog gården og kaldtes Hans Møller, og hans sønner lever og virker her på egnen som dygtige landmænd. I min barndom stod ved denne gård i Torpe en del mægtige sølvpopler, som sås viden om. De bar mærker af at spaniernes heste havde gnavet i dem. Soldaterne havde nemlig brugt dem at binde heste ved. Deraf ser man, at de har været ret gamle.

Nå, men vi skal tilbage til de unge i Fodslette. Niels og Bendix var gode venner, og det har vel gjort Niels ondt at tage Bendix's kæreste fra ham uden at give ham noget i stedet. Nu havde Niels en søster, Johanne, som tjente i Oure. Mod hende styrede Niels en aften sin gang, men han kom ikke tomhændet. Med som gave havde han en "Tærskel", desuden to par træsko, et par sorte og et par hvide, samt et lommetørklæde fyldt med blommer. Søsteren kunne ikke begribe den store gavmildhed, men snart begyndte broderen at tale om Bendix. Han var eneste søn og skulle have gården, det var intet dårligt parti, sagde Niels, og Bendix var sådan et rart menneske - det var jo ikke umuligt, at det kunne ordnes således, at hun kunne få ham. Stilfærdigt og fornuftigt gled samtalen mellem de to søskende, mens aftenen skred, og hvad de to hin aften drøftede og besluttede blev i høj grad bestemmende for flere menneskeskæbner. Den af Niels foreslåede ordning kom nemlig til at træde i kraft, så at han selv fik mejersken og Bendix fik Johanne.

Da mejersken gjorde det forbi med Bendix, skrev han en sang, som tyder på, at selv om han fik Johanne, som var en sjælden god kvinde, i stedet for mejersken, så gik det ham alligevel til hjertet, at han måtte miste den som han gennem syv år havde delt så meget med. De to par, Niels og Bendix med deres koner, besøgte hinanden meget jævnligt, så længe de levede.

Det kan synes mærkeligt, at Bendix så hurtigt efter bruddet med mejersken - som han åbenbart har holdt meget af - kunne slutte kærlighedsforbindelse med en anden, men vi har et gækkevers, som han 1823 har skrevet til sin kæreste Johanne Kristoffersdatter, så Niels's planer må ret hurtigt været blevet realiserede.

Gækkeverset lyder således:
Jeg i henrykkelse mon stå
og blomsterne betragte,
hvormed jeg jorden prydet så,
og ved mig selv jeg sagde:
"O hvilken almagt kan jeg se
i disse blomster smukke.
Hvem kan vel uden følelse
dem skue og afplukke,
ja de igennem frost og slud
i højtidspragt frembryde,
og giver os det løfte nu,
vi snart skal sommer nyde.
Det minder hjertet kraftelig
om skaberen at prise
og tænke, ham som skabte mig
han skabte også disse."
Derfor jeg dem vil sende hen
til dig min tro veninde.
Gid disse ord fra denne pen
ved helsen dig må finde.

Det var 1823 at Bendix Kristiansen og Johanne Kristoffersdatter blev viet og overtog Sofiendal i fæste. Til de to gamle blev der indrettet en aftægtslejlighed. Det er et par gange nævnt, at den gamle kone ikke havde noget blidt væsen. Dette fik den unge også at føle, da hun flyttede ind. Den unge kone var knapt tyve år, så hun kunne nok trænge til lidt vejledning og en hjælpende hånd, men den gamle ydede intet af dette - tværtimod.

Da man slagtede grise vidste Johanne ikke rigtigt, hvordan leveren skulle behandles. Hos den ældre Johanne kunne det ikke nytte hun kom for at få råd. Så løb hun så hurtigt hun kunne den ret lange vej til sin moder på Stubbegård og fik her de ønskede oplysninger.

Da gamle Johannes livskraft begyndte at svinde blev hendes sind venligere. Hun kunne komme så med én og så med en anden ting og forære sønnekonen det. Af disse ting kan nævnes en morter. Kristian Bendixen overlevede sin kone i to år, han døde 3. april 1833 - 79 år gammel.

Der er sagt, at Bendix aldrig skulle være bonde, men derimod jurist - her skal han have haft sin styrke. Men selv om Bendix ikke var af dem der gik foran med indførelse af nye driftsformer, så drev han dog et rigtig godt landbrug, og alt gik ret godt i de første år. Men det gik ham som det er gået mange siden: han blev overlæsset med offentlige hverv, og dette gik ud over bedriften.

Bendix var sognefoged og lægsmand og på flere måder fører for bønderne. Der førtes således i mange år en proces mellem herremanden og bønderne, og det var væsentligt Bendix der skrev indlæggene og førte an. Angående denne sag søgte han råd hos lærer Mathiesen, Illebølle. Det var ellers sjældent, at Bendix måtte søge hjælp i slige sager. Derimod kom der mange til ham og fik hjælp og vejledning. Bendix skrev og brugte sit eget papir og sin tid. Alt dette var jo ikke til fordel for bedriften. I familien ejer man en brev- og formularbog, en papirsaks og et signet som har tilhørt Bendix - ting som vist ikke på den tid almindeligvis fandtes hos bønderne.

Bendix var blandt de allerførste politisk vågne og var ivrig frihedsmand. Han læste bladene, og han havde besøg af flere af bondeførerne fra 48-tiden, således Rasmus Sørensen og I.A. Hansen. Når denne sidste kom, sad han i køkkenet ved det lange bord, og her kom så den ene efter den anden for at få hjælp til klager, ansøgninger og lignende. Det har vel været de tilfælde, hvor Bendix ikke selv har ment at kunne ordne sagen. Endnu står dette bord, hvorved I.A. Hansen modtog sine "klienter", og gør tjeneste i køkkenet på Stubbegård.

Selv om Bendix havde meget at gøre med skriveri, så havde han da også tid og sans til andet. Han var huggehusmand, han lavede alle slags træsager, og hvad han lavede skal have været meget smukt og velformet. Så var han musiker, han blæste udmærket på fløjte. Jeg ved ikke om han håndterede andre instrumenter, men han lavede undertiden melodier til digte han skrev. En tid spillede han sammen med to andre. En sådan trio, hvor man blot spillede for egen fornøjelse, var vist på den tid blandt bønder noget ikke helt almindeligt. Når datteren Ane skulle bruge et gækkevers, kom hun undertiden til faderen og bad ham om at skrive et vers. Et sådant originalt vers var jo adskilligt mere fornøjeligt at bruge end de gamle forslidte gækkevers. Her er et par af disse vers:

En lille gæk jeg sender dig,
blot for lidt spøg at drive,
som venskabspant den viser sig,
lad vreden borte blive.
Hvo kan sig vogte for at le,
når i din hånd min gæk jeg ser.
Vi som venner her i livet vandre,
vi bestandig elske vil hverandre.
Derfor af venskab jeg dig gækker,
ej denne spøg vort venskab svækker.

Bendix var venlig mod sine børn, men på den anden side var der ret stor respekt for ham. Bendix kunne også blive for hurtigt vred og derved få gjort hvad han bagefter fortrød. Men Bendix havde en såre mild og elskelig kone ved sin side, og hun kunne undertiden ved sin indgriben afdæmpe følgerne af mandens lidt for hidsige sind. Således havde Bendix engang i vrede skrevet et brev, som Johanne kunne se var uheldigt. Hun nåede at holde brevet tilbage til næste dag, og da Bendix nu atter læste det, indså han, at det ikke burde sendes.

Gentagne gange var han i København, og én gang tog han sin kone med, så også hun kunne få hovedstaden at se. For resten har turen derind næppe helt været en lysttur, da den tog otte dage fra de forlod Sofiendal til de nåede København. På denne tur havde de to gamle sølvspænder med, som de byttede bort hos en guldsmed og fik seks sølvteskeer. Min fader var ked af, at de gamle spænder forsvandt, og jeg beklager det også meget. Dog, nu er skeerne også blevet arvesølv. To af dem er skænket i faddergave til en lille Bendix - en sønnesøns sønnesøn af den gamle hovbonde.

Som nævnt var det kammerråd Madsen der ved udskiftningen byggede Sofiendal. Der går rent fabelagtige rygter om denne Madsens rigdomme og flotte vaner. Han skal således have brugt en hundeddalerseddel til fidibus, og også engang - dog ved en fejltagelse - have brugt en seddel af samme slags til noget unævneligt, hvor man bruger papir af ringere værdi, ligesom han sammen med andre spillede trekort, og hvert stik gjaldt en tønde hartkorn. Som følge af sådant kortspil skal adskillige marker være kommet til at tilhøre gårde, for hvilke de lå såre ubekvemt. Omsider revnede ballonen. Madsen var fallit. Jeg skal lige tilføje, at det hus ved Hjortholm som vi kalder "Havnen" blev bygget til ham at bo i på sine gamle dage. Nogle sølvskeer reddede han ved krisen, og af dem solgte han af og til én for at få lidt penge. Det hedder, at Madsen var taknemmelig, når en husmand gav ham pandekage. Man siger, at han på sine gamle dage aldrig kunne blive mæt, men altid higede efter mad. Almuen mente, at dette var en straf for det ødsle levned.

1822 måtte Madsen overgive sit bo til skifterettens behandling, og nu blev det tilbudt bønderne, at de kunne få godset til købs. De ville så blive selvejere, og prisen der forlangtes var såre ringe, men bønderne turde ikke købe. Det ville have været et uvurderligt gode for dem, hvis de havde gjort det. 1824 købte så Julianus Hastrup gården ved auktion for 85.000 rigsdaler. Når man ved, at der foruden hovedgården var nogle og tredive gårde og en masse huse, så forstår man, at det var billigt.

I Langelands historie siger pastor Lütken, at Hastrup på Hjortholm var én af landets allerdygtigste landmænd og kendt over hele landet. Hvor man i 1823 avlede 4 fold hvede avlede han i 1832 16 og 23 fold raps. Men, som det også hedder, det sved til hans bønder, thi gården blev drevet ved hoveri. Som det vil ses har Hastrup og Bendix begyndt deres virksomhed omtrent samtidigt, og den energi og kraft som Hastrup satte ind på Hjortholms drift ramte således Sofiendal i form af forøget hoveri. Det var nemlig således, at alt arbejde undtagen grundforbedringer skulle udføres af bønderne, og det er en selvfølge, at Hjortholms forbedrede drift betød forøget arbejde for bønderne. At dette vakte misfornøjelse hos bønderne er let forståeligt, og man var stadig tilbøjelig til at mene, at herremanden forlangte mere arbejde af dem, end han havde ret til, hvilket førte til en del processer.

Der findes en klage, som bønderne 1844 sendte til Stænderforsamlingen i Roskilde. Af denne får man indblik i forholdene. Klagens ordlyd er følgende:

Til den høje stænderforsamling i Roskilde.
Skønt vi have erfaret, at den høje forsamling ofte har afvist andragender fra enkelte mænd, fordi disse enten ikke kunne anses for omfattende nok eller fordi de angik særlig private kontraktforhold, ved hvilke man troede ikke at burde befatte sig, så vove vi dog at henvende os til vor høje og ærede medborgere i den Roskilde stænderforsamling med tillidsfuld bøn, at de ville bidrage deres til, at forholdet mellem os og vort herskab, proprietær Hastrup til Hjortholm, måtte vorde ordnet således, at det kunne blive om end blot tåleligt at leve på hans gods som fæster.

Efter i mange år at have tålmodigt båret godsejerens vilkårlige behandling, henvende vi os 1840 allerunderdanigst til vor allernådigste konge med besværing over denne fremfærd, og med huldrig nåde lovede majestæten os al den beskyttelse, der i medfør af loven kunne ydes os. Senere blev det allernådigst pålagt vor øvrighed at forsøge et forlig og en mindelig overenskomst imellem herskabet og os, hvilket forlig dog ikke kom istand.

Da proprietær Hastrup imidlertid vedblev at plage os med sin vilkårlige forklaring af hoveriforordningen, ja endog overtrådte forlig, der var indgået mellem ham og os ved Svendborg Amts forligskommission, vovede vi at indgå til Hans Majestæt med aller ærbødigste bøn, at en commission allernådigst måtte nedsættes for at ordne ovennævnte forhold. Vor bøn afsloges, og vi henvistes til domstolene. Følgende denne anvisning have vi påklaget flere af de mangfoldige forurettelser, hvorunder vi sukke, og således er der opstået 6 processer, hvilket antal let kunne være fordoblet, imellem herskabet og os.

Uagtet det nu er 19 år siden, vi begyndte på denne fremgangsmåde, er dog ikke én eneste sag endnu tilendebragt. 3 er afgjorte ved underretten og appellerede til overretten, hvor de endnu ere, og der er således lange udsigter til vore forholds bedre ordning ad denne vej. Uagtet de ved underretten afsagte domme i det væsentligste ere gåede os imod, håbe vi dog trøstigen et andet resultat ved de højere instanser, skønt vi ikke antage, at den omstændighed, at dommeren, kammerjunker by- og herredsfoged v. Smidten, er en intim ven af proprietær Hastrup, og hans søn forlovet med dennes datter, har haft den mindste skadelige indflydelse på vore sager.

Imidlertid er vi hjertelig kede af disse processer, dels fordi deres langsomme gang udsætter ordningen af vore forhold til en tid vi måske ikke oplever, dels fordi de gør forholdet mellem herskabet og os endnu ufordrageligere end det har været. Og dog kunne vi ikke, hvis vi ville have så megen tid tilovers til os selv, at vi kunne befri vore familier for betlerstaven, tie stille til alle de vilkårlige arbejder, der forlanges af os. At vi imidlertid tålmodig må bære pålæg, der åbenbart strider endog mod de senere bestemmelse af vort hoveri, vil ærede og høje forsamling blive overtyden om, når vi fremsætter følgende kendsgerninger - få af utallige:

Ifølge rentekammerresolution af 30. juni 1838 er én af hovgårdens marker - yderste Ryvang kaldet - stor 16 td. ld. udlagt til fåregræsning og skal endog fremtidig blive til dette brug. Men tværtimod denne bestemmelse er bemeldte mark i året 1844 besået med boghvede, som er indavlet sammen med hoveriets andel i avlingen og altså falder hoveriet til last ved tærskning, kornudskibning, gødningskørsel m.m. Det samme gælder om flere læs hvede, der er tilkørt til hovedgårdens avling af hoveribønderne fra en huslod i Haugbølle. Efter hoveriforordningen er vi forpligtiget at forrette 10 spand- og 10 gangdage til at flytte den afgravede jord fra vandsteder og grøfter. Uagtet denne klare og tydelige bestemmelse pålægges det os at bortkøre den faste uafgravede jord på hvilket sted og på hvilken måde herskabet finder for godt. Dog, vi skulle ikke opholde den ærede forsamling med opregning af flere lignende vilkårligheder, hvormed vi i den grad plages, at vor stilling snart er utålelig, og dog må vi bære den, da vi ikke kunne på anden måde ernære vore familier end vedblive i dette hoverislaveri.

Vi tillader os endnu allerunderdanigst at bemærke, at vor hoveriforening - måske den ukristeligste der findes i Danmark - er affattet 1783, altså i en tid da agerbruget stod på et såre lavt trin. Den er derfor ganske upassende for et landbrug som det hjortholmske, hvor den nyere tids opfindelser og forbedringer i højeste grad ere indførte, og åbner således vejen for en uendelig række af vilkårligheder, der igen når sagen skal ordnes ved domstolene ville medføre en uendelig række af processer.

På grund af ovenstående vove vi underdanigst at ansøge den ærede og høje stænderforsamling i Roskilde om at indgå til Hans Majestæt kongen med allerunderdanigst begæring om:

at en commission af aldeles upartiske mænd må allernådigst vorde nedsat til at tage under overvejelse, hvorledes hoveriet på Hjortholm gods på Langeland kunne ordnes, således at det blev muligt for godsets bønder at udføre uden at ruineres ved samme og ved hvilken ordning al vilkårlighed fra herskabets side blev forebygget.

Rasmus Jensen Christian Hansen
Claus Ramussen Anders Knudsen
Martin Larsen Bendix Christiansen
Mads Andersen Peder Pedersen
Jens Madsen Jens Jensen
Niels Hansen Hans Rasmussen
Hans Peder Larsen Eiler Pedersen
Peder Hansen Niels Rasmussen
Christian Larsen Jens Pedersen
Hans Thomsen Hans Mogensen
Hoverigørende bønder på godset Hjortholm på Langeland.
Fodslette, den 19. oktober 1844

Stænderforsamlingen afviste imidlertid klagen, og 1848 sendte bønderne så en deputation - hvoriblandt Bendix Christiansen - mod København for at tale med kongen. Begivenhederne havde imidlertid udviklet sig hurtigere end bønderne i Fodslette kendte til. Da de kom til Nyborg mødte de tropperne - og vistnok også kongen - på vej mod Sønderjylland. Så vendte bønderne om. De forstod at kongen havde andet at tænke på end deres sager. Krigen optog nu ganske sindene, grundloven skimtedes i horisonten, og 1. maj 1852 blev hoveriet afskaffet på Hjortholm.

Selvfølgelig er ovenstående sagen set med bøndernes øjne, men helt ved siden af har klagen vel næppe været. Hovbønderne havde jo ingen prioriteter, men når hoveriarbejdet - som følge af den forbedrede drift af Hjortholm - steg, så betød dette det samme for hine bønder som det vil sige for nutidens, når prioriteterne stiger. Når jeg i min ungdom talte med folk som rigtig huskede disse tider, omtalte de altid hoveriet som en ganske forfærdelig plage.

Man måtte på hver gård hold mindst én mand og et spand heste mere end ellers nødvendigt, på grund af hoveriet, og så kneb det endda meget at få udført gårdens eget arbejde rettidigt. Der spildtes en masse tid på Hjortholm, idet man ofte - særlig ved indkørsel i høsten - måtte vente på hverandre. Der kunne holde en lang række læssede vogne og vente i lang tid for at få læsset af. På den anden side er det jo forståeligt, at den unge nye ejer af Hjortholm ønskede at få jorden til at yde det mest mulige, og bøndernes arbejde havde han jo købt. At der måtte komme gnidningsmodstand er let forståeligt, og det er jo heller ikke at undres over, at det i første omgang blev bønderne der trak det korte strå.

De mest selvtænkende og frihedselskende led selvfølgelig mest under trykket, og én af disse var uden tvivl Bendix. Men selv om kårene kunne være trykkende og på flere måder pinagtige, så havde han alligevel et lyst sind og godt humør - altid oplagt til spøg.

Gamle Hans Hansen i Kædeby har fortalt mig, at mens han var barn var Bendix en dag i Kædeby at tale med en gårdmand om processen. Manden var ikke til stede, da Bendix kom ind, så tog denne et stykke kridt og skrev på bordet: "At Gud er god, det tror jeg ikke, uretfærdige er hans bud." Da manden kom ind spurgte han, hvilken spotter der havde været i hans hus. Så gjorde Bendix opmærksom på, at det skulle læses: "At Gud er god, det tror jeg, ikke uretfærdige er hans bud."

Som nævnt kunne Bendix tysk. To piger som tjente på gården bad ham da lave dem en tysk vise, som de kunne have at synge. Det gjorde han også, og de sang den af hjertens lyst uden at kende ordenes mening. En morgen da de gik ud at malke og sang deres tyske vise mødte de en murer, som havde været i Tyskland og derfor forstod deres sang. "Det er en dejlig vise," sagde han, "forstår I den selv?" Det gjorde de jo ikke. Så oversatte han den for dem, men efter denne oversættelse sang de aldrig visen mere.

Ja, selv på den forhadte hovmark lavede han gavtyvestreger. En aften havde fogden sagt, at de næste dag skulle møde "på en have og en fjæl". Meningen med dette udtryk er at komme meget hurtigt, så hurtigt at man ikke får tid til at ordne vognen rigtigt. Dette skulle selvfølgelig forstås billedligt, men Bendix mødte med en vogn, hvor der var halvt kort og halvt langt tøj. Naturligvis var der andre end ham der fandt på lignende streger for at live op i trivialiteten. Således var der en husmand som en dag mødte med nyklampede træsko. Så havde han ladet klamperne gå et stykke uden for træskoene og her boret hul igennem dem, sat snore i og taget disse snore op om halsen. Det var så udmærket, sagde han. Når han tabte klamperne havde han dem altid ved hånden, når han sådan havde snore i dem. Da han passende længe havde moret sit publikum med sit snoreværk fjernede han det selvfølgelig.

Ja, i vor radio- film- og biltid finder man vel slige ting barnagtige. Nu skal der andet til at more menneskene, men på den tid morede folk sig over sligt. Der blev længe talt om sådanne ubetydelige pudsigheder. Undertiden når man fik noget spiritus kunne spøgen tage lidt kraftigere former. En dag man slog græs var der én af slåerne som påstod, at han kunne hugge en tornestamme i hegnet over med sin le - en ganske ny. Der væddedes om en flaske brændevin, og han tog fat. Han hug og hug, og langt om længe faldt tornen, brændevinen var vundet - men den nye le var ganske ødelagt. Engang ved et slågilde var der én som - da han havde drukket sig kurage til - imponerede gæsterne ved at tygge et brændevinsglas. En anden tog en gammel træsko, hvori han rørte noget aske og olie sammen. Han gik rundt og bød de forskellige smage på sagerne, men da ingen ville nyde noget af hans festmad sagde han: "Ja, så kan jeg spise det selv," - og det gjorde han.

Måske var det ved det samme slågilde, måske ved et andet, at Bendix havde skrevet en sang til herremanden og hans hustrus pris. Det ses af denne sang, at selv om de førte proces og trak tov, så var forholdet dog ikke personligt hadefuldt. Bendix's vise lød således:

Til ære for den mand, som her
os undte blide selskabsglæder,
istemme vi nu én og hver,
med varme bønner alle bede:
gid lykken blomstre på hans sti
:hver kummer svæve ham forbi:

Ukendt med sorger leve her
hans ædle ægteviv og kvinde.
Sit huses klare lys hun er,
gid vemodstårer aldrig rinde.
For den hvis attrå er kun dyd,
:skænk, himmel, hende livets fryd:

Gid kærlighed og huslig fred
hos dette par sig må forene.
Gid velstands færd dem stedse gro
på frugtbarhedens høje grene.
Ja, gid i sølvgrå alder de
:må deres afkoms lykke se:

Hastrup så heller ikke med overlegen foragt på en bonde. Således kunne han komme ridende en aftenstund hen til Bendix og spørge, om de skulle følges ad en tur. "Skal vi følges ad og se hvor det brænder?" sagde han således en aften han kom og havde set et brandskær i nord. Bendix kom så på sin lille ridehoppe, og så luntede de af. "Det er naturligvis kun hvad der skal brænde," sagde herremanden, de behøvede ikke at skynde sig for at komme og slukke. - Da de kom over i Brandsby, mødte de nogle mennesker og spurgte dem, om de vidste hvor det brændte, og de svarede, at det var Søvertorp. "Er det Søvertorp?" udbrød Hastrup, og nu kan det nok være der kom fart på hestene. Da de svingede om et hjørne, var det som Bendix skulle flyve af hesten.

I hine dage var der jo endnu megen overtro blandt almuen. Bendix så med foragt på sligt, dog var han klar over, at der rådede kræfter, som menneskene ikke kendte lovene for. Han formede sit syn på disse dele således. "Der er intet overnaturligt til, men der er meget som vi mennesker ikke forstår eller kender lovene for!" Der er gået hundrede år siden hovbonden sagde disse ord, den største videnskabsmand må vel i dag udtrykke sig omtrent på samme måde.

Bendix var en retlinet mand med lyst og trang til at hjælpe de små i samfundet, men han bar ikke sin religiøsitet meget til skue. I denne forbindelse skal jeg anføre et digt, som han skrev ved et barns død (ikke hans eget):

"I spæde alder Du for døden segned.
Forældres hjerte føler ved dit savn.
Som blomst for uvejr, snart Du måtte blegne,
dog faldt Du i en større frelsers favn.
Ja, før Du skønne eller stamme kunne
forældres navn i uforståeligt sprog,
Du tryg i dødens himle skulle blunde,
af nåde herren dig til himlen tog."

Der kan måske regnes med, at et sådant digt giver udtryk for hans religiøse syn og følelser.

Der er sagt om Bendix, at han ikke var nogen helt, men hvis det gik på livet løs, så var han rolig og ligevægtig. Som sognefoged var han tillige med samtlige sognefogder på øen tilsagt til at møde og overvære en henrettelse i Skrøbelev.

Da den dødsdømte blev ført frem, blev der bundet et klæde for hans øjne, og hans hoved lagt på blokken, og skarpretteren hævede øksen. Hidtil havde samtlige sognefogder og den store menneskemasse der var samlet fulgt alt med øjnene, men da øksen løftedes, vendte så at sige alle ryggen til. Bendix vendte sig ikke. "Jeg var tilsagt at møde," sagde han. "Jeg ville også se alt som de skete." Da hovedet faldt, tog skarpretteren det op, holdt det mellem sine hænder og drejede sig langsomt rundt med det, så alle kunne se det. Bendix sagde, at man kunne se hvorledes øjnene arbejdede under klædet på det afhuggede hoved. Ved denne henrettelse stod Bendix over for noget så stort, at han var rolig, han behøvede ikke at vende ryggen til.

Skønt Bendix som sagt ikke førte megen religiøs tale, så sagde han dog altid, når han om foråret begyndte at så: "Så i Guds navn!" og man havde indtryk af, at det ikke blot var et mundsvejr.

Lidt af en ejendommelighed hos Bendix kan det måske siges at være, at han aldrig ville sove for låsede døre. Kun én gang meddeles der om, at nogen benyttede sig af de åbentstående døre, og det var på en forholdsvis uskyldig måde. En aften, nogen tid efter at man var gået til ro, hørte Bendix og hans kone nogen ude i forstuen med dyb stemme sige: "Bendix, Bendix!" den ene gang efter den anden. Manden sprang op og ilede ud, men der var ingen at se. Konen havde været noget ængstelig, da han som sognefoged havde fået meddelelse om, at der var udbrudt to tugthusfanger. Hun mente det måske var disse som havde villet gøre ham fortræd. Tiden gik, og der hørtes aldrig noget om, hvem der hin aften havde gæstet dem, men der blev jævnligt talt om dette sære besøg.

Flere år efter opholdt der sig på Sofiendal en meget indskrænket person - Niels Have. Han hørte en dag, at der taltes om hvem det kunne være, der dengang havde kaldt på Bendix. "Det kan jeg godt sige jer," sagde Niels Have, "det var Wunsler og Smidten. Jeg stod en aften oppe ved Hjortholm, og da hørte jeg dem aftale, at de ville ud at forskrække Bendix." Disse to herrer gik på Hjortholm og foretog sig såre lidet nyttigt, hvorfor de måtte finde på adspredelse af egen art. Nu efter flere års forløb blev deres spas opdaget.

Niels Haves ophold på Sofiendal og den måde hvorpå det var ordnet viser, at "offentligheden" også dengang kunne behandle en "stakkel" med en vis hensynsfuldhed. Niels Have var altså en undermåler, som ikke kunne klare sig selv i samfundet, ingen ville give ham løn. Så blev han anbragt på Sofiendal. Bendix fik lidt af kommunen for at have ham, men det vidste Niels ikke, han troede derimod, at han fik løn. Bendix udbetalte ham nemlig hvert halvår nogle daler som løn. Disse penge bar Niels hen til en prokurator i Skrøbelev og bad prokuratoren gemme pengene, hvad denne også lovede, men han sendte pengene til Bendix, og denne brugte de samme penge til løn næste gang. Så bar Niels dem til Skrøbelev igen, og atter gik de til Fodslette, stadig løb de rundt her. Der er, synes jeg, noget kønt i den måde hvorpå de behandler et fattiglem; han bliver ikke ydmyget ved bevidstheden om, at sognet tager sig af ham, han tror stadig, at han tjener en løn.

Niels Have var også af den mening, at han førte en stor proces og skulle komme i besiddelse af en del penge, når han vandt processen, og at dette skulle nås tvivlede han ikke om. Prokuratoren i Skrøbelev førte sagen for ham, og her vandrede Niels jævnlig hen for at høre, hvordan det gik med processen. "Ja, svarede prokuratoren altid, vi skal nok vinde, men det er nogle meget durkdrevne fyre, vi er kommet i lag med. Så var Niels tilfredsstillet og vandrede atter den lange vej til Fodslette. Som regel gik han med træskostøvler, der ofte på den lange vandring gnavede huller på hans ben - men Niels førte en tilfreds tilværelse. - Denne prokurator var den kendte "Byskriver Rasmussen."

Det hedder, at de var velstående på Sofiendal. Dermed mentes ikke, at de havde rigeligt med penge, nej af dem havde de kun lidt, men der var til gården en meget god og fed eng, så der kunne holdes rigeligt med kreaturer. Dette gjorde, at der kunne blive god indslagtning, og skulle der bruges penge, havde man altid så rigeligt med kreaturer, at der uden skade kunne sælges et dyr. Skønt sønnen, Kristoffer, kun var 10 år, da de forlod Sofiendal, havde det han dengang havde hørt og senere hørte om de fede enge prentet sig sådan i hans bevidsthed, at det særlig var det der gjorde, at han som midaldrende mand gik med til at forpagte det inddæmmede Ristinge nor. Han mindedes, at hestene kunne holdes i godt huld ved enghøet.

Mod sin vilje var slægten sat ind på Sofiendal 1788, mod sin vilje blev den atter fjernet derfra 1846. Vel var gården fæstet på livstid, men en herremands ønske kan jo nok virke halvt som en befaling, og selvfølgelig bød man dem en anden gård i stedet, og det at denne gård var Stubbegård, altså hustruen Johannes fødegård, bidrog vel til, at Bendix endelig gik ind på at flytte og overlade Sofiendal til Hastrup. Når Hastrup så absolut ønskede at komme i besiddelse af Sofiendal, var det fordi han havde en søn, til hvem han ønskede at opføre en herregård, og dette skulle ske på den måde, at de i 1788 opførte fire gårde samt nogle huse blev nedlagt, og desuden klippedes noget jord fra forskellige gårde.

Nu var det imidlertid ikke nok at få lempet fæsterne ud, allerførst måtte der søges tilladelse fra højeste sted til at nedlægge gårdene. Det måtte ikke ske, hvis ikke særlige forhold talte for det. Her fik herremanden en håndsrækning af pastor Drejer, Tryggelev, idet denne underskrev en erklæring gående ud på, at bønderne i de fire gårde ude ved stranden var så forgældede og elendigt stillede, at det var en velgerning mod dem at skille dem af med gårdene, medens forholdet siges at have været det, at ingen var bedre stillet end netop disse fire. Det var som før nævnt i høj grad de gode enge, der gjorde, at de var forholdsvis velstillede. Ikke desto mindre blev den af præsten anbefalede ansøgning bevilget. En gammel mand, som godt huskede disse tildragelser, har fortalt mig, at han senere talte med en oplyst og formående mand om hvad her var sket, og denne mand udtalte, at hvis det virkelig var draget frem, hvad Drejer havde lavet, ville det have kostet ham kjole og krave, men måske er dette for stærke ord.

Så blev altså "Rødbjerghavn" bygget, og fæsterne flyttede ud. Det var 11. marts 1846 familien drog fra Sofiendal til Stubbegård, men skønt vejen var tør og ren, så var det alligevel ingen frydefuld vandring, ja, selv børnene, som ellers gerne er glade ved nyt, var kede af at skulle flytte. Måske har de ved at lytte til de gamles snak forstået, at det man gik i møde ikke var så lysteligt. Måske gjorde det dem også ondt at forlade de gode legepladser her ude ved havet, thi her havde børnene levet et herligt frit liv, her var rigtig tumleplads.

Når Kristoffer som mand talte om sit første barndomshjem sagde han næsten altid "Mens vi boede ude ved stranden," sjældent sagde han Sofiendal. Det var som havet, kysten, stenene, tangen og alt dette lå nærmest for, når tanken gik til fødehjemmet. Den ældre broder, Kristian, var ellers mere ivrig til at tumle i den frie natur end Kristoffer, der som barn var lille og spinkel. Ofte tog Kristian ham på sin ryg og svømmede med ham ud på revlen og satte ham her, medens han selv svømmede tilbage. Så kunne den lille stå der ude på revlen i vand til op på livet, indtil det passede den ældre at hente ham tilbage. At køre med hunde var én af Kristians fornøjelse, men hans største glæde var jagt og fiskeri. Det var vel ikke store mængder af vildt, han bragte til huse, men en smule kunne han dog ske at nedlægge, og så ville han nok havde det tilberedt. Men det var ikke altid at det passede moderen og søstrene at lave hans vildt i stand. Så lavede han sig selv et ildsted nede ved havet, og her fik han ved ildens hjælp blødgjort sine sager så meget, at han kunne fortære dem. Det er muligt, at rengøringen lod en del tilbage at ønske, men man forstår alligevel, at det for drengen har været festmåltider. Den otte år yngre Kristoffer ville selvfølgelig gerne smage broderens herligheder, men som regel var der så lidt, at Kristian ikke syntes, der var noget at dele på. Således havde han engang stegt en lille fugl, og da Kristoffer blev ved at hænge på for at få noget af stegen, sagde han, at der kun var en mundfuld, så måtte Kristoffer da kunne forstå, at her intet var at dele. Men denne sagde ufortrødent: "Så giv mig et stykke af mundfulden!" Disse ord måtte Kristoffer jævnligt høre siden. Én af de ting Kristoffer mistede ved flytningen var den lange skolevej, og hvor underligt det end lyder, så var han også ked af dette. Så fulgtes han undertiden med børnene ud ad vejen, der fører til Bukkemose, gik så igennem Rødbjerghavns skov og op ad vejen der fører til Hjortholm. Måske var det også for at komme ud mod de kendte steder.

Jeg har nævnt lidt om Bendix's og Johannes børn. Lad mig her nævne samtlige børn med året for deres fødsel: Kristian 1824, død som ganske lille, Maren Sofie 1826, Kristian 1828, Metine 1830, Ane 1833, Kristoffer 1836, Juliane 1839.

Metine var en ejendommelig pige. Hun havde aldrig lyst til at deltage i lystighed og fornøjelse, hendes største glæde og tilfredsstillelse var at læse i Bibelen. Hun døde mens familien endnu var på Sofiendal 1846, altså 16 år gammel. Lærer Møller, Fodslette, skrev nedenstående gravskrift over hende:

"Hulde uskyld, videts klare flamme
lued kære i Dit unge bryst.
Du i glæde, lidelse den samme
var for hver Dig kendte, idel lyst.
Herrens ord Du granskede så gerne,
hørte, tænkte, læste, fulgte det,
og nu hist i himlen i det fjerne
vist Du føler at Du hanled ret."

Før jeg går over til at fortælle om Bendix's sidste år i Stubbegård skal jeg fortælle lidt om en person, som Bendix og hans sønner, særlig Kristian, havde en del forbindelse med, en forbindelse der blev vedligeholdt efter at de var kommet til Stubbegård.

Ét af de nye redskaber som Hastrup indførte på Hjortholm var svenskharven. Bønderne skulle på hovmarken bruge deres egne redskaber, men dette nye stykke kunne de ikke tvinges til at anskaffe. Så anskaffede Hastrup 3 - 4 stykker, som bønderne så skiftedes til at bruge, men ofte måtte de vente længe på hverandre. Havde de selv haft én af de nye harver, havde de ikke behøvet at vente. Så spurgte hjortholmsmeden, Johansen, en dag Bendix, om han ikke ville have én af de nye harver. Det ville Bendix selvfølgelig gerne, men han havde ingen penge, sagde han.

En tid efter afleverede smeden imidlertid en ny svenskharve på Sofiendal. Betalingen var en aftens gilde. Harven fremstllede smeden på den måde, at når der skulle laves én harve til herremanden, lavede han to.. Hastrup kom jo undertiden for at tilse arbejdet, men de passede så på aldrig at have mere end én af harverne i smedien - den anden gemte de. Herremanden udleverede materiale til redskaberne, og han kunne ikke kontrollere, om der blev lavet én mere end til ham selv. Det var selvfølgelig et bedrag mod Hastrup, men man trøstede sig med, at harven for størstedelen blev slidt på Hjortholms mark.

Hjortholmsmeden Johansen var en så ejendommelig og omtalt person, at jeg synes jeg må skildre lidt af denne ejendommelighed. Han hører ligesom med i dette tidsbillede. Han var en meget dygtig smed, men det hvormed han særlig gjorde sig bemærket, og hvorved han vandt sig et navn på egnen, var ved sin enestående hidsighed. Jeg skal - efter én af deltagerne - fortælle om en hændelse ved et aftenselskab hos smeden.

De havde spist en fortræffelig aftensmad og sad endnu ved bordet. Stemningen havde hele tiden været glimrende og var det stadig, der blev stadig fortalt og samtalet. På bordet stod en tepotte af metal, og nu er der én af gæsterne der siger: "Sådan en tepotte har jeg dog også haft, men den rendte hun med, den mær!" Den kvinde om hvem han brugte denne betegnelse var en fjern slægtning af én af smedens gæster, og nu bliver Johansen vred, fordi der i hans hus bruges et sådant udtryk om én der er i slægt med én af hans gæster. Når smeden blev vred, betød det noget andet, end når et almindeligt gennemsnitsmenneske bliver vred. Dette vidste gæsterne, og da de mærkede, at der trak skyer op på smedens pande, var der én af dem, som ganske stille fjernede det bedste af dækketøjet fra bordet. Da Johansen havde arbejdet sig op i den ekstase, der var ham egen, greb han med fast hånd tepotten og slyngede den med en sådan kraft hen i én af stuens kroge, så potten blev flad som en tudse, og umiddelbart efter gik ét af fadene samme vej - og nu gik det slag i slag med at slynge dækketøjet omkring i stuen, så skårene raslede om gæsterne. Det tog imidlertid for lang tid for smeden at tømme bordet på denne måde, så tog han fat i dugen og trak til, så alt hvad der var tilbage på bordet kom til at ligge ved hans fødder, og nu gav han sig til at stå og hoppe og springe i skårene.

En dag blev Johansen vred, mens han og svenden arbejdede i smedjen, og han begyndte at kaste ud af døren, ud på vejen: hamre, tænger og alt andet i smedjen. Da svenden så dette, tog han også fat og kastede ud af sagerne, og da de to brugte hænderne raskt, var smedjen snart tom for alt flytteligt. Da greb svenden fat i ambolten og bad Johansen hjælpe sig, men dette blev alligevel smeden for meget, nu faldt han til ro, og de hjalp derefter hinanden at bære sagerne ind.

En dag var Johansen kørende med Kristian Bendixen i kane til Rudkøbing. På hjemturen var de inde på Lindelse kro, og kort efter at de atter var kommet i gang, blev smeden vred og kastede sig ud af kanen. Men Bendixen kørte videre og lod ham ligge. Omsider rejste han sig og begav sig hjemad til fods. Da han kom forbi den såkaldte "Hundeklemmeskrædder", kom han i tanker om, at han havde noget udestående med skrædderen, hvorfor han bankede på dennes dør. Skrædderen stod op, det var midt om natten, og spurgte, hvem det var, og da smeden svarede, at han var vildfarende, åbnede skrædderen døren, men smeden var for ivrig, thi næppe var den på klem, før han udbrød: "Nu skal du faneme få tærsk." Da smak skrædderen atter døren i, og smeden kom ikke ind. I nattens løb blev han så listet hjem.

Efter sådanne anfald var han ked af det og skamfuld, men det forhindrede ikke, at hidsigheden atter løb af med ham en anden gang. Dog blev det sådan, at han forholdt sig rolig, når Kristian Bendixen var nærværende, selv om det kogte nok så galt i ham. Kristian var umådelig stærk, og han havde en aften holdt smeden, da denne sprællede af arrigskab, og disse greb var af en sådan art, at smeden ikke oftere ønskede at komme ud for dem. Kom det gale op i ham, når Kristian var nærværende, nøjedes han med at stå og ryste og udbryde: "Jeg ved nok, hvad jeg kunne, jeg ved nok, hvad jeg kunne, men jeg tør faneme ikke." En dag han var vred tog han en ladt bøsse, og da han så en mand gå henne på vejen, sigtede han på ham og skød ham til døde, uden at ane hvem han havde skudt på. Mærkeligt nok fik han næsten ingen straf, men herremanden kunne dårlig undvære ham, og så kom det til at hedde "vådeskud". Men sagen gentog sig, han skød atter en gang efter en mand, der gik på vejen, og skønt han ikke denne gang sårede manden dødeligt, så kom han alligevel i tugthuset.

Da nu Johanne er kommet tilbage til sit fødehjem, så vil vi se en lille smule på hendes slægt, og på hvad der er foregået, før de nu fik det i fæste.

Johannes fader hed Johan Kristoffer Andersen og har sikkert været fra Fodslette. Moderen hed Mette Nielsdatter og var fra Lejbølle. Faderen var meget ivrig til at plante. Der står endnu ét af de pæretræer, som han plantede - det er sat ca. 1785. Han var ret hengiven til drik, hvilket nedbrød ham tidligt, han blev kun godt 40. Da han mærkede, at det trods den unge alder gik så stærkt ned ad bakke, angrede han meget, at han havde levet så ufornuftigt, og udtalte at kunne han blot leve livet om, skulle det blive anderledes. Foruden Johanne, der fik Bendix, og Niels, der havnede på gården i Torpe, havde de en søn, Kristen, som kom til Lolland.

Da Johan Kristoffer Andersen døde, giftede Mette sig igen med lille Klaus. Han skal have været meget streng, så hverken Mette eller børnene fik det godt. Mette havde to børn, som Klaus var fader til.

For resten fik Klaus løn for sin strenghed. Da Mette døde, giftede han sig igen, og den kone han fik tyranniserede ham fuldstændig, og så spillede hun kæreste med karlen. Når hun og Klaus var kommet godt i seng, listede hun op - det skulle se ud, som hun skulle et rend udenfor. Men så sendte hun pigen ind i sit sted, for at Klaus skule tro, det var hende selv, der kom tilbage. Når så barnet i vuggen begyndte at græde, spurgte Klaus, om hun sov, og så måtte pigen til at vugge, og imens var konen ude hos karlen. Da Klaus døde, giftede hun sig med karlen, og de fik et hus i Helsned. Nu var gården fæsteledig, og datteren Johanne, gift med Bendix, kom så tilbage til sit fødehjem. Nu kom hun til at plukke frugt af de træer og buske, som hendes fader havde plantet. Af frugt og bær, særlig stikkelsbær, var der rigeligt, men ellers manglede der næsten alt. Gården var i en ganske forfærdelig tilstand på alle måder, hvad let forstås, når man ved hvilke fortvivlende familieforhold der i en længere årrække havde været.

I løbet af nogle år kunne Bendix vel nok have bragt gården noget op, så de kunne leve dér, hvis ikke krigstiden med de vanvittigt høje priser var kommet umiddelbart efter at han havde overtaget gården. Kornet kom op i en pris af nogle og fyrretyve kroner tønden, hvilket i de tider var en enorm sum. En del bønder havde lidt at undvære og fik derved skudt ryg, men Bendix måtte på grund af den tilstand hvori markerne henlå, købe, og dette satte ham rent i knæ. Dobbelt hestebestand måtte stadig holdes på grund af hoveriet. Der skulle en del havre til.

Trods de meget trykkende kår holdt Bendix sig dog rank de første år og deltog i det politiske arbejde før grundlovens tilblivelse. Også treårskrigen optog ham stærkt, og at han havde varme nationale følelser ses af følgende:

I bogen "Danmark i året 1848" af C. Rosenberg læses side 285: "I et brev, trykt i Almueavisen for 11te August fra gårdmand Bendix Christiansen i Fodslette til en soldat udtales den mest levende glæde over, at han (soldaten) var blevet rask efter en sygdom, fordi han nu kunne stille sig i fædrelandsforsvarernes rækker. "O søn," slutter brevskriveren, "jeg kalder dig så, vær dit fædreland og din konge tro. Du gør ikke mere derved, end hvad der er din første og vigtigste pligt. Ja, giv din bøn til Gud, giv dit hjerte til kongen og dit liv til fædrelandet, først da er du værdig til at bære en god dansk borgers navn."

Hvad der også bidrog til at trykke Bendix i knæ var det, at sønnen Kristian lå som hestgarder i 5 år. Så måtte der holdes en fremmed karl i stedet og endda ydes en del til Kristians ophold i København.

Jeg har citeret et vers, som stod over døren til Sofiendal. Jeg skal her nævne ét der stod på et skab på Stubbegård:

"Mig føder min ager, mig klæder mit får,
måltidet indrettes om huset formår.
Af lo og af lade jeg tager min vin,
og henter ej noget fra Frankrig og Rihn."

Bendix nåede lige at være med til det første rigsdagsvalg 1849, hvor I. A. Hansen blev valgt her på Langeland. Bendix skrev stemmer op, og da det viste sig, at I. A. Hansen havde fået 888, ville han ikke afgive sin stemme, for ikke at spolere de kønne tre ottetaller.

1850 blev Bendix syg. Det begyndte med, at hovedet ikke altid var rigtig klart. Der er næppe tvivl om, at den megen modgang bidrog til at slå ham så tidligt ned. Han var ingen robust natur. En dag da det var galt med hovedet sad han og skrev med sin finger på bordet, og så sagde han til sin kone: "Kan du da ikke se, Johanne, at det går tilbage alt sammen!". Dette var i foråret. Om efteråret fik han apopleksi og lå otte måneder uden at kunne tale eller tilkendegive, hvad han ønskede. Dog var han en nat i denne periode kommet op og var ravet ud i foderloen. Her var han faldet om mod skærekisten og havde skåret sig slemt.

Skønt han som sagt i otte måneder havde været uden mæle, skete det forunderlige, at han kort før sin død rettede sig op i sengen og sang første vers af én af sangene fra 1848:

"Gutter om bord, agt på mit ord,
skuden er lille, men faren er stor.
Søen er svær, klipper og skær
truer os her og der.
Op danemænd, op! Vel kuler den bra,
men dertil er I vant.
I magter at klare skuden endda!
Er det ej sandt?"

Det er vel næppe helt tilfældigt, at det blev et sådant vers, der fra underbevidstheden sprang ud af den halvt døende mand. Han havde med største interesse fulgt begivenhederne både indad- og udadtil i 1848, og han havde altid, så godt det lod sig gøre på den plads han havde fået i livet, været forrest i ildlinjen, når det gjaldt kampen for sandhed og ret eller for de undertrykte. Det er næsten som dette vers er Bendix's testamente. Han havde såvist intet jordisk gods at overgive til sine efterkommere, men det er som han ved at afslutte sit liv med dette vers overgiver dem at fortsætte den kamp, der havde været ham kær, kampen for retten, ikke alene for sig selv, men også for andre.

Den 4. juni 1851 døde Bendix Christiansen kun 56 år gammel. Han ligger begravet på Fodslette kirkegård.

En tid før Bendix's død var lærer Georg Møller forflyttet fra Fodslette til Fyn, og der gid lidt tid, før han modtog budskabet om Bendix's død. Da det nåede ham, skrev han i "Langelands Avis" følgende vers:

"Manden med det klare blik,
vennen med det blide hjerte
ind til evigheden gik,
bort fra jordelivets smerte.
Dér skal ingen miskendt stræben,
ikke armods bitre kår
trykke malurt dig til læben.
Hist min ven din løn du får."
A.G. Møller

En trætavle blev anbragt på Bendix Christiansen grav. På tavlen stod nedenstående skrevet af lærer Hunderup i Fodslette:

"En vandringsmand har nedlagt vandringsstaven
han hviler stille her i dødninghaven.
Dog nej! Hans støv kun hviler, ånden nu
som følte dybt og herligt kunne tænke,
hans lyse ånd frigjort af jordisk lænke
er hos sin fader, bor hos visdoms Gud.
Men længe vil du her af alle mindes.
Kun sjældent der bag plov en mand vel findes,
der ligner dig i tanke som i ord.
Du søgte kundskab, fandt og skatten viste
til andre, derfor over mulden kiste
en krans vi lægge, mindes dig på jord."

Da Bendix var død, så enken Johanne sig ikke i stand til at betale, hvad hun gennem de trange år og ved mandens sygdom var blevet skyldig. Gården kunne jo ikke tages, da den var fæste, men på foranledning af købmand Tidemand i Rudkøbing blev der afholdt tvangsauktion over Bendix's efterladte ejendele. For resten var den sum som skulle skaffes tilveje så lille, at det var skammeligt, at en sådan auktion skulle afholdes. En behjertet nabo fjernede før auktionen et par af de bedste møbler, for at Johanne dog kunne havde disse, når krisen var ovre. Men selvfølgelig har hun bittert måttet savne alt, hvad der er solgt. Der var absolut ikke for meget af noget, og den slags auktioner medfører jo altid store meningsløse udgifter. Bendix var som nævnt død 4. juni. Folkene var den dag til hove for at save brænde. Den 11. august afholdtes auktionen.. Hvad der blev solgt, får man oplysning om i avertissementet i "Langelands Avis" nr. 94 onsdag 6. august 1851:

Mandag den 11. dennes om formiddagen kl. 10 bliver efter skifterettens reqvisition afholdt auktion i Fodslette over afdøde fæstegårdmand Bendix Christiansens efterladenskaber bestående af:

stole, borde, senge og gangklæder, linned, kakkelovne, avls- og mejeriredskaber, køkkentøj, en bryggekeddel af kobber, en del gode køer, kalve, får og grise m.m.m.
Hvilket herved bekendtgøres.
Langelands herreders contoir den 1ste August 1851.

Sager

Mærkeligt nok nævnes ikke et egetræschatol med opsats, som også blev solgt, og som af indboet absolut var det betydeligste og mest værdifulde stykke. Måske har de i sidste øjeblik stykket chatollet ind for at skåne lidt af kreaturerne. Det kunne jo undværes.

Et lille træk skal her nævnes fra denne auktion. Der bliver råbt op en gase, der bliver givet et bud, men en mand byder over. Da lyder der en røst til den sidstbydende: "Hold dog din kæft i, det var jo enkens bud!" Det ses af dette lille træk, at dog nogle af de tilstedeværende har ønsket, at Johanne skulle have lejlighed til at købe lidt af hendes sager tilbage til en rimelig pris.

Da Bendix nu er død og man ved auktion har spredt hans ejendele, kunne det jo siges, at hermed slutter hovbondens saga. Vi kan dog ikke på dette meget sørgelige tidspunkt forlade enken Johanne. Vi vil følge hende og til dels hendes børn, til også hun lægges i graven.

Medens den ældste søn Kristian var stærkt optaget af jagt og fiskeri, drev den yngre broder Kristoffer mere på med fredeligere sysler. At lege med små skibe var én af hans bedste glæder, og han gruede som barn for den dag, da han blev så stor, at han ikke mere kunne være bekendt at lege med sine skibe. Hvad der dog optog ham endnu mere end skibene var at plante. I herregårdsskovene fremkom en del små ville æblestammer. Af disse tog han jævnligt nogle og plantede hjem i haven, hvor han så prøvede at forædle dem. Det gik kun dårligt til at begynde med, da han ikke kendt det mindste til reglerne for podning. Men en dag så gartneren på Hjortholm hans forsøg og gav ham nogen vejledning, og efter den tid kunne Kristoffer få podekvistene til at gro. Det er helt interessant at se, hvorledes morfaderen Kristoffer Andersens lyst til at plante og forædle går igen i barnebarnet. Da Kristoffer skulle konfirmeres, ville han også gerne være gartner, men det kunne ikke tillades Han ville også nok være købmand, men det syntes den gamle heller ikke om. For at bøde lidt på det der således blev ham nægtet, fik han lov at tage undervisning i musik. På den tid havde man de fineste musikere i Tranekær. Det var levninger fra den tid "Generalen" holdt hof.

Så fik Kristoffer, da han var konfirmeret i foråret 1850, plads hos dyrlæge Hasse i Tranekær og skulle så samtidig tage musikundervisning. Det var et ret ejendommeligt og eventyrligt liv, den nykonfirmerede dreng her kom ind i. Hasse var vist i grunden en retskaffen og god mand, men han var varmblodig - præget af ånden fra "Generalens" tid, hvor vin og kvinder hørte til mandens største nydelser. Han var Langelands eneste dyrlæge og kørte rundt på øen, således at han en gang hver fjortende dag kom i de forskellige landsbyer. I hvert sogn havde han et sted, hvor han kunne overnatte, hvis det passede for turen. Det var hos én af bønderne, og her sov så dyrlægen i samme seng som sin køredreng.

Hasse og hans familie hørte til overklassen., og drengen fra den fattige fæstegård mødte her meget, der for ham var nyt. Her blev han første gang budt asier. Han troede, efter den begejstring hvormed Hasses børn omtalte dem, at det var noget særlig delikat, men til sin skuffelse og rædsel opdagede han, at det store stykke han havde fået var rivende surt, så han umuligt kunne spise det. Han nåede ganske stille at få listet det ned i skaftet på én af sine støvler.

En dag havde børnene fanget et pindsvin, som blev lukket inde i et værelse. Kristoffer fik ærinde i dette værelse og glemte at lukke døren, og da han kom igen, var pindsvinet borte, og han var i en meget ubehagelig situation. Nu havde Hasse en meget klog hund, denne fik Kristoffer fat på og viste, hvor pindsvinet havde været, og gjorde tegn til hunden, som han havde set de andre gøre. Ikke længe efter kom hunden med pindsvinet, som den havde gravet ud af møddingen. Situationen var reddet. Ingen i huset fik noget at vide om tildragelsen.

En gang mere havde Kristoffer grund til at være glad for hunden. En aften havde de kørt temmelig længe, Kristoffer var kusk. Hasse lå tilbage i stolen og sov - han havde nydt vinen i for rigeligt mål. Omsider vågner han og mærker, at han har tabt sin kasket. Kristoffer skal så løbe tilbage og finde den. Når Hasse var ude på sine ture, lå hunden altid ved hans fødder for at holde dem varme. Da nu Kristoffer skulle skaffe kasketten, fik han fat i hunden og gjorde tegn til den, og den løb rask tilbage, og omsider kom den også igen med kasketten, men det varede temmelig længe. For Kristoffer ville det have taget meget lang tid at skaffe den, hvis han ellers i aftenens mørke havde kunnet finde den. Men Hasse tænkte ikke på, at det var hunden der havde hentet kasketten.

Mens Kristoffer tjente hos Hasse fik han et sæt nyt tøj, der passede meget dårligt. Dette så dyrlægen straks og spurgte, hvem der havde syet det. Han tænkte selvfølgelig, at det var én eller anden landsbyskrædder. Han blev derfor højst forbavset, da drengen meddelte, at det var syet i én af Rudkøbings fineste skrædderforretninger, den samme forretning som den hvor Hasse selv fik syet. Næste gang Hasse traf den fine skræddermester, skældte han ham ud, fordi han havde leveret hans dreng et sæt tøj, der sad så utilgiveligt dårligt. Selv om det var til en fattig bondedreng, skulle han skamme sig ved at levere sådant tøj. Dette lille træk, ligesom det at Hasse på sine teure sov sammen med drengen, viser at han på sin vis tog sig af sit tyende, trods sit noget robuste væsen.

Med musikken gik det ret godt fremad. Ganske vist forsikrede læremesteren stadig Kristoffer, at en mere umulig elev havde han aldrig haft. Men en dag da Hasse var med henne for at høre på undervisningen, udtalte han, at han mente drengen var nået vidt i den korte tid, undervisningen havde varet, hvortil læreren svarede, at denne også absolut var hans dygtigste elev. Da Kristoffer hørte dette, forstod han, at han alligevel næppe var så umulig, som det hidtil skulle hedde. Undervisningen blev imidlertid alt for hurtigt afbrudt, da Kristoffer igen om efteråret måtte tilbage til hjemmet. Den sommer han var i Tranekær begyndte hans fader at blive syg, og moderen havde et par gange, når Hassse på sine ture var i Fodslette, talt med ham om Bendix's sygdom, og udtalt at hun vist kom til at have sønnen hjem. Hasse kunne på sine besøg i hjemmet ikke mærke, at Bendix egentlig fejlede noget. Han ville nødig af med drengen og ville gerne, at denne skulle fortsætte sin musik, hvorfor han stadig holdt igen, når hun talte om at få Kristoffer hjem. Men en dag da han atter havde været der og siddet og talt med Bendix, sagde han til Johanne, da de blev ene: "Ja, nu forstår jeg nok, at Deres mand er syg, og De skal nok få Deres søn hjem."

Da Kristoffer forlod dyrlæge Hasse, skrev denne i hans skudsmålsbog:

Christoffer Bendixen har tjent mig fra 9. maj d. år indtil dato, og i den tid har hans opførsel været fuldkommen til min tilfredshed; han forlader blot sin tjeneste på grund af sin faders sygdom; da det er den eneste årsag til at hans ophold hos mig var så kort, må samme ikke regnes ham til last, og jeg kan trøstig anbefale ham til enhver, da han derhos er fuldkommen tro.

Tranekær, den 23. oktober 1850.
Hasse
Distrikts dyrlæge.

Mens vi er ved skudsmålsbogen skal jeg gengive hvad der skrives ved Kristoffers udgang af skolen. Det ses deraf, at han virkelig har gennemgået hvad der kræves for at træde "anstændig påklædt" ind på livets skueplads anno 1850.

Christoffer Bendixen, en søn af sognefoged Bendix Christiansen og hustru Johanne Christoffersdatter i Fodslette på Langeland, er født i Sophiendal ved Fodslette år 1836 den 14. april, døbt den 12. juni samme år, vaccineret af krigsassessor Gebhard den 15. maj 1836, udskreven af Fodslette skole den 21. marts 1850 med hovedkarakter for skolekundskaber meget godt, confirmeret søndagen efter påske år 1850 med vidnesbyrd: gode religionskundskaber, meget god opførsel. Den følgende søndag var han første gang til den hellige nadvers nydelse.

Tryggelev præstegård den 15. april 1850
Drejer.
-gr.: Ført til afgang til Tranekær sogn
Tryggelev præstegård 26. maj 1850.
- gr.: Drejer.

Den første maj 1852 blev hoveriet tvangsafløst, og dette betød for hovbønderne i almindelighed overordentlig meget Nu blev der en mulighed for fremgang. Men på Stubbegård kunne de ikke rigtigt udnytte denne mulighed, dertil var de for langt nede i armod, og forskellige uheldige forhold gjorde sig gældende. Sønnen Kristian lå som nævnt inde som hestgarder i 5 år. Disse år falder dels før og dels efter hoveriafløsningen Bendix havde de sidste år han levede haft en fremmed karl, nu var det altså en fremmed karl og den nykonfirmerede Kristoffer der skulle tumle med sagerne, men der var ingen rigtig til at lede og styre, og da Kristian endelig kom hjem og tog fat, ja da viste det sig, at de 5 år ikke var gået sporløst hen over ham. Han havde fået mere lyst til spiritus end godt var, og under påvirkning af spiritus lavede han adskillige ting, som absolut ikke var heldige for bedriften. Jeg skal ikke fordybe mig i hans uheldige transaktioner, bare nævne et par træk og så meddele, at han kun drak meget lidt til daglig, det var kun lejlighedvis at det gik galt, han var da bagefter meget ked af det.

En dag kørte han til Ristinge med et læs korn og skulle på hjemturen et ærinde hos Brandt i Kinderballe mølle. Det blev aften, og det blev meget sent, Kristian var endnu ikke kommet. Selvfølgelig blev moderen og søsteren Juliane urolige. Kristoffer var dengang ikke hjemme, og omsider begav Juliane sig ud for at se efter Kristian. Hun var kun et stort barn og meget bange for at gå ene i den mørke aften. Forbi Tamboskoven løb hun med træskoene i hånden. Da hun kom over på Kinderballevejen fandt hun vognkassen og bagvognen liggende i grøften. Dog før hun fandt dette havde hun været i Kinderballe mølle, hvor de sagde hende, at Kristian for længe siden var taget derfra. Da hun så havde set disse dele af køretøjet, løb hun atter hjem meget fortvivlet. Da hun kom hjem lå moderen i sengen, og hun hviskede til Juliane: "Han er kommen, lille." Næste dag kom en mand fra Ristinge med hestene og det forreste af vognen. Da Kristian med vognkassen var faldet af - ingen vidste hvorledes det var gået til - var hestene løbet videre til Hesselbjerg. Der drejede de så ad Ristinge til, hvor de jo var kommet fra. En lollandsk vægt, som Kristian havde lånt og havde med på denne tur, var sporløst forsvundet og måtte erstattes med et beløb, der for disse mennesker var ret betydeligt. Tre måneder senere blev den fundet langt tilbage i en lade. Ingen begreb hvorledes den var kommet der, men Kristian må jo hin nat i sin omtågede tilstand have færdedes på de utroligste steder.

Lad mig nævne blot et ganske lille træk mere. Kristoffer ligger syg af lungebetændelse. Lægen siger, at for at hans liv kan reddes må man hurtigst muligt have medicin fra Rudkøbing, hver time er kostbar. Kristian springer på en hest, og af sted går det i strygende fart til apoteket og hjem igen. Men han skal lige have blot ét glas i Lindelse kro. Han går derind og blev der hele dagen, mens Kristoffer svævede mellem liv og død, og Juliane stadig sad og vædede hans tunge og tørrede slimet af hans mund. Han klarede den uden medicinen, men man ser af dette træk, hvilken magt alkoholen havde fået over Kristian.

Datteren Ane var blevet gift og kommet til Nekselø at bo. Her kom Kristoffer over at tjene et års tid, da han var 17 - 18 år. Der var ikke ret mange beboere på øen, og man måtte sejle efter næsten alt muligt. Derfor var der ikke behageligt at bo eller tjene, og de fleste karle derovre var nogle slemme rødder, som drak tæt. Bønderne brugte at have en vogn stående i gæstgivergården, som lå lige ovre på Sjællands kyst. Når de så sejlede over, lod de hestene svømme efter båden og kunne så spænde for og køre, når de kom over. Lettest var forbindelsen i strenge vintre, når de kunne køre på isen.

Der var en rig bonde på øen, han havde en meget smuk datter, Marie, og ved fastelavnstid skulle hun til gilde på Sjælland. Der var mange som gerne ville køre for hende til fastelavnsgilde. Isen var sikker og god, og flere bød sig til, men trods dette kom faderen en dag og spurgte Kristoffer, om han ville køre for Marie. Dette var han selvfølgelig villig til. Der var bare en hage ved tingen: han ejede ikke en skilling og så ikke udveje for at skaffe mønt. Men heldet kom dumpende så underligt. Om formiddagen, som gildet skulle stå om aftenen, kommer Kristoffer slentrende forbi en gård, hvori der boede en meget drikfældig gårdmand. Denne stod udenfor, og da han så Kristoffer spurgte han, om de ikke skulle ind og få et lille slag kort. Skønt Kristoffer ingen penge ejede, vovede han alligevel at gå på den. Karlen blev hentet ind, og man begyndte at spille trekort. Heldet fulgte Kristoffer, og da de et par timer senere sluttede, havde han 9 mark i lommen, nu kunne han give ud ved fastelavnsgildet.

Marie som Kristoffer kørte for, holdt sikkert nok af ham. Hun giftede sig aldrig, men levede til sin død i et smukt lille hus på øen.

Isen lå længe den vinter. Endnu palmesøndag gik folk over isen til gilde på kroen ovre på Sjælland. Ved gildet blev de imidlertid uenige, da de havde fået en del sprut. Så delte de sig i to hold, det ene gik atter hjem over isen, de andre sejlede. Isen var altså delvis opbrudt, det har sikkert været en meget vovelig færd for de der gik. Næste morgen var der ikke is at se i havet.

En nat da de kørte hjem var der flere kaner ifølge. Som sædvanlig var folkene halvfulde, og én af kanerne tog helt forkert kurs og kørte ad det åbne hav til. Kammeraterne råbe efter dem, men det hjalp ikke. Så måtte den som havde de rappeste heste efter kanen, og han nåede lige at indfange den, før det ville være gået galt, og de uhjælpeligt ville være omkommet.

En anden aften var de sejlende. Det var meget mørkt, hvorfor de fik kromanden til at lade sin lygte hænge, mens de sejlede hjem, så havde de et sikkert punkt at gå ud fra. Selvfølgelig var selskabet i den sædvanlige tilstand. Der var intet at tage fejl af, når man havde været til gilde på kroen - derfor gik sejladsen også yderst langsomt. Omsider tog kromanden sin lygte ind - i den tro at de for længst vor hjemme, og nu vidste de hverken ud eller ind. Et par gange løb de på grund og måtte have strømperne af og i vandet for at få jollen flot. Dygtigt forfrosne nåede de hjem hen på morgenstunden.

Fra Nekselø kom Kristoffer atter hjem til Stubbegård, men da den ældre broder stadig var leder, og man ved hvor uheldig han ofte handlede, er det let forståeligt, at Kristoffer ikke længe kunne finde sig til rette derhjemme. Hans næste tur bort fra hjemmet blev rejsen til Australien, hvorom der fortælles i et følgende bidrag.

Datteren Juliane var ved pastor Drejers velvilje udskrevet af skolen temmelig længe før hun egentlig efter reglerne kunne blive det, da han så hvor frygtelig svært hendes moder havde det, og Juliane blev trods sin ungdom en uvurderlig støtte for moderen gennem disse meget strenge år. Havde hun ikke været - og været så dygtig som hun var - ville det hele sikkert være gået i stykker.

1866 blev Juliane gift med Keilgård, der var på Rødbjerghavn og havde været løjtnant. Keilgård var meget velhavende, og nu fik han og Juliane Stubbegård i fæste, medens Kristian fik et hus med en jordlod på Østerskov.

Som ældste søn havde Kristian Bendixen efter den gængse regel ret til at få gården i fæste. Da dette ikke skete, måtte den yngre søster, altså fru Keilgård, efter ordre fra herskabet udbetale ham 1000 kr.

Stubbegård ejes nu af amtsrådsmedlem Adolf Keilgård, en dattersøn af Bendix Christiansen, og som Keilgård har taget gården i arv beklæder han også morfaderens stilling som sognefoged og lægsmand, ligesom han fra sin tidligste ungdom har taget livligt del i det politiske liv.

Én af Kristian Bendixens sønner, Kristoffer, har i en meget lang årrække været medlem af Amerikas lovgivende forsamling. Den gamle hovbondes ånd lever i slægten.

Valdemar Bendixen