Forord

Langelands Folkeblad bragte i sin tid en serie indlæg af William Bendixen om Humble i svunden tid. Da de gamle udklip er i meget miserabel forfatning, ser jeg mig nødsaget til at tage en af-skrift for at bevare hans fortælling om datiden. Et par steder mangler lidt, så jeg har sat ( ) i stedet.

Frode Bendixen

Humble er én af de landsbyer på Langeland, som i den nyere tid i betydelig grad har skiftet udseende og karakter. I det følgende skal fortælles lidt om by og forhold fra den svundne tid, tidsfæstet til tiåret 1875 til 1885.

På den tid var Humble ingen tætbygget by, men en spredt bebyggelse, der strakte sig fra byskellet mod vest til Hesselbjerg, og mod øst og nord ud til kirken. Kun ved det såkaldte "Torv" og lidt mod vest ved vejen til Ristinge var en smule bebyggelse på 10 hjem (?), ellers var bebyggelsen spredt med pløjemarker ud til vejen mellem de forskellige hjem. Markerne var ud til vejen hegnet med stengærder eller levende hegn. Hvor nu byens hovedgade er, fra torvet og nordefter, var dengang ud til kirkevejen kun 5 hjem. På den sydlige del af vejen var mod vest et stort hegn af gråpil, mod øst et hegn af tjørn.

Hjemmenes bygninger var i overvejende grad af gammel type: bindingsværk og stråtag. Af sin art smukke og velholdte. En del af hjemmene, særlig gårdene, var præget af idyllisk hygge, som de lå der, skærmet af store lætræer. Og med haver med træer af vældig størrelse. Mod disse gamle lætræer har en senere tid faret hårdt frem. De er fjernet. Og kun i ret ringe grad er nyt kommet i stedet.

Af de gamle idylliske gårde må præstegården nævnes. Den lignede, som den lå der med de lange udhuse, nærmest en lille herregård. Hvad den også i sin tid var, da der hørte et landbrug til på 150 tdl. land. Mod vest, nord og øst var gården og haven skærmet af store lætræer. Mod syd ud mod vejen var øst for indkørselen frugthave. Nærmest vejen stod nogle store valnøddetræer, som rakte grenene ud over vejen. Til glæde for børn på vejen. Der kunne, når nødderne faldt ned, gøres et dejligt fund.

Vest for indkørslen var bag et mandshøjt stengærde humlehave. Humlen blev ledet op af stråtaget, helt til rygningen - et smukt syn i eftersommeren.

En anden idyllisk gård var Mogensgård.. Dengang kaldt Prokuratorgården. Navnet havde den fået fordi en tidligere ejer var prokurator. I den tid her fortælles om, ejedes den af landstingsmand Mogensen. Før en brand havde denne gård et meget langt stuehus med to kviste på siden ud mod gårdspladsen. Vest for haven stod en række store træer (hovstolpe). Disse træer har fået lov at stå til nutiden, men er nu ved at dø af ælde. Ved gården er en dam, næsten som en lille sø. Den var i sin tid kranset af piletræer.

Ved kommuneskolen var dengang Humbles største frugthave. Vist den eneste have her, hvorfra der i nævneværdig grad solgtes frugt. Men lærer Jørgensen solgte æbler. Træerne i haven var meget store. Og plukningen var et stort arbejde. Nogle år besørgede stormen i betydelig grad plukningen. Men andre år var stormen skikkelig. Og så måtte Lærer Jørgensens arbejdsmand, Hans Jørgen, op på den lange stige og hente æblerne ned.

Tiden siden den gang har mildnet meget. Det gælder også hvad angår behandlingen af æbler. Hans Jørgen behandlede æblerne omtrent som kartofler. De blev fyldt i sække, og så kom Johan Pil, lærer Jørgensens pløjemand, med den store fjedervogn, og æblesækkene blev så bakset op i flere lag. Derpå satte Johan sig. Og så gik det i trav.. til Ristinge. Her blev æblerne styrtet ud i lastrummet i en dæksbåd. Det tør formodes at en del æbler er blevet stødt. Men prisen var vel derefter.

I tiden her fortælles om var næsten alle beboere i Humble jordbrugere. Her var gårdene og enkelte større husmandsbrug, hvor jordbruget var det hele erhverv. Men her var også en del håndværkere, som ved siden af håndværket drev et mindre landbrug. Og så var her et ret stort antal husmænd, som i nogen grad arbejdede som almindelige arbejdsmænd, men som også havde et lille landbrug, hvor der kunne holdes et par køer. Af jordløse arbejdsmænd var her kun få.

Dette at næsten alle havde landbrug bidrog i nogen grad til interessefællesskab og forståelse mellem mennesker. På de små landbrug holdtes ikke trækkraft. Men indehaverne lånte heste og redskaber på gårdene. Altid på et bestemt sted, hvor man havde aftale derom.

Husmændene udførte som regel selv arbejdet på deres jord. Som vederlag for brug af heste og redskaber ydedes hjælp til arbejdet på gårdene. Denne gensidige hjælp ydedes i de fleste tilfælde uden gnidninger. Og varede mange steder, uden at skifte, de pågældendes hele levetid. Indehaverne af disse små landbrug følte næsten altid stor glæde ved at eje et stykke jord. Det gav en vis tryghedsfølelse over for spørgsmålet om at få det nødvendige til livets ophold. Over for muligheden af at kunne føre en menneskeværdig tilværelse. Der var ikke i disse hjem mulighed for ret meget i retning af luksus. Kontante penge var der ikke mange af. Men man levede i betydelig grad af den lille bedrifts frembringelser. Det gav tryghed. Og man var tilfreds.

Den jordbrugende husmand havde det meget bedre og mere trygt end den jordløse arbejdsmand. Disse havde det dengang fattigt. Når manden var rask og havde arbejde kunne der tjenes det nødvendige til livets ophold. Men heller ikke mere. Hvis sygdom og arbejdsløshed indtraf, var der ikke langt til trange kår. Og ud over det almindelige fattigvæsen var der ikke megen hjælp at få. Den private godgørenhed hjalp en del. Men af offentlige foranstaltninger var der kun den såkaldte frie fattigkasse. Denne kasse fik et beskedent tilskud af kommunen. Men af midler havde den ellers kun hvad der blev lagt i kirkens bøsser og lidt i form af betalte bøder. Den hjælp der kunne ydes af denne kasse var ikke stor.

Der blev sagt dengang, at når kårene i et lille hjem var blevet trange, så var der tre veje at gå. Den ene var at søge det almindelige fattigvæsen. Men så tabtes de almindelige borgerlige rettigheder. Den vej gik man nødig. Så tog man hellere de trange kår. Den anden vej var, at kone og børn gik ud at betle. Det var en ydmygende gang. Men ikke så helt få gik den. I Humble by var så godt som ingen. Men fra nabobyerne kom gæster på denne måde. Den tredje vej var at stjæle. Den vej blev kun lidt brugt. Men det var nu alligevel sådan, at hvis der på en gård lå aftærsket korn i loen, så ønskede man at

have lås på døren. Men hos mange mennesker var indstillingen sådan, at om man hørte der et sted var taget noget, så tog man det ikke så højtideligt.

Det var selvfølgelig ikke som det skulle være, men nød kan drive mennesker til meget. Og så kunne der komme denne bemærkning: "Når de da kun tager, hvor der er noget at tage af!" Man vidste godt, at der var mennesker, som uden egen skyld ikke havde det godt. Den lovgivning, som 20 år længere frem i tiden skabte bedre kår for samfundets nederste lag, den var endnu ikke indledet.

Som tidens forhold var, kunne de unge ikke alle vente at få et lille stykke af fædrelandets jord og derpå skabe sig en virkeplads for livet. Efter nogle år som tjenestekarl kunne en del vente at få den jordløse arbejdsmands kår. Og ganske naturligt gik manges higen videre. Og Amerika vinkede. Man håbede, at man der kunne arbejde sig frem til en bedre stilling, end der var mulighed for herhjemme. - Derfor blev udvandringen i denne tidsperiode meget stor. Som et. eksempel på udvandringens omfang kan nævnes, at i foråret 1882 blev der i Humble konfirmeret 15 drenge. Deraf døde én kun 16 år gammel. Af de 14 rejste 9 til Amerika. Kun 5 blev her hjemme. Efterhånden blev her mangel på arbejdskraft. Og svenske karle og piger kom her til. Enkelte af dem groede fast og blev her. --

Kornhøsten var i den tid her skrives om så absolut årets travleste og med spænding mest fyldte tid. Kornhøsten har endnu en meget stor betydning, men betød forholdsvis mere tidligere. Og spændingen var meget større, derved at maskinerne endnu ikke var kommet i brug. Men alt, mejning og binding, udførtes med håndkraft. I nutiden er der nogle der mener, at når høstarbejdet, før maskinerne kom, kunne nås inden for en rimelig tid, så skyldtes dette, at man dengang avlede så meget mindre, end tilfældet er nu. Men dette er en fejltagelse. Der avles på samme areal meget mere kærne nu end tidligere. Men ikke mere halm. Hvilket som bekendt skyldes, at man nu har andre kornsorter at arbejde med. Det er halmmængden der giver arbejdet. Og den var ikke mindre i den svundne tid. Måske tværtimod. Dette havde sin grund i, at de da dyrkede kornsorter havde længere og blødere strå end de nu almindelige sorter. Når høstarbejdet kunne tilendebringes rettidigt, så skyldtes det, at tiden blev brugt.

Arbejdsdagen var lang. Ved indkørsel var det ikke ualmindeligt, at men blev ved til mørkets frembrud. Var det månelyst, blev man i nogle tilfælde ved til kl. 10 - 11. I laden havde man så lygte.

Og i den svundne tid var man på en gård mange flere mennesker om arbejdet, end tilfældet er nu. Det var sådan, at alle arbejdsraske mennesker deltog i høstarbejdet. En hævdvunden offentlig mening ligefrem forpligtede til dette. - Håndværkerne forlod i høstmåneden værkstederne og var fuldtud med ved høstarbejdet. Uden for dette var kun byens to præster, to købmænd og lægen. Læreren havde dengang landbrug. Og der høstede han.

I en senere tid er der mennesker, der både mundtlig og skriftlig har fremført noget i retning af beklagelse over, at maskinerne har fortrængt den gamle høstmåde, som man mente der var "poesi" over. Retfærdigheden byder at tilføje, at den fremførte beklagelse dog vist ikke var alvorlig ment. Og den er altid kommet fra mennesker, som ikke selv skulle "lægge krop til". Høstarbejdet blev udført med glæde og trofasthed. Men der kom alligevel så mange sveddryp fra hatteskyggen, at det vist bliver lidt ved siden af virkeligheden at tale om poesi i den forbindelse.

Den fynske bondedigter Mads Hansen skriver i sin kendte kønne sang:

Jeg synger bag ved ploven
og under leers klang.
Og bakkerne og skoven
gi'r genlyd af min sang.

Hvad angår sang bag ploven, da hørte man den ofte. Det var sang af forskellig art, der lød. I mange tilfælde kun de såkaldte markedsviser. Men sange fra højskolen og skytteforeningen hørtes også. Et par sange man dengang ofte hørte, var Boyes: Der er et land, dets sted er højt mod norden. - Og Plougs: Vårens budskab flyver over lande,

- Her en indskudt bemærkning: Hvorfor hører man næsten aldrig sang bag ploven i nutiden? Er arbejdsglæden mindre? Eller er tobakspiben i vejen for at synge? Nå, nok om det. Så tilbage igen til fortiden.

Som nævnt hører man ofte sang bag ploven. Men sang til leers klang hørte man sjælden. Til brug af leen måtte der lægges kræfter til, så der var ikke trang til at udløse livsglæden i sang. Derfor kunne der godt være munterhed over arbejdet med leen. Og var der i de fleste tilfælde også. Men det var et arbejde man længtes efter at blive færdig med. Og så fordi der kunne være spænding over det. I år når kornet modnedes hurtigt, kunne afgrøden på den sidste mark man mejede, godt blive overmoden. Og kom der så en storm før mejningen, kunne meget korn spildes. Det føltes som en lettelse, når mejningen var endt. Og den dag man blev færdig, var der altid lidt fest på gårdene. Man "strøg for i ålen", som det hed. Når mejningen var færdig, tog mejerne opstilling i gården ved gangdøren. Opstillingen skulle være, som den havde været under arbejdet. Forkarlen (her mangler noget, men det gik ud på, at nu strøg de leen for at høste kålen, men så kom konen ud med æbleskiver). Hun fulgtes af en pige med flaske og glas. Og så blev der budt forfriskning rækken hen. Om aftenen var der så lidt ekstra ud over den sædvanlige aftensmad. Denne var næsten altid smørrebrød med kødpålæg. Og så på den ene ende af bordet et fad med "ølost" og på den anden ende af bordet et fad med "mælkeost", - skørost med henholdsvis øl og mælk. De ældre holdt sig så godt som altid til ølosten. De unge til mælkeosten. Der var ikke tallerkener. Alle spiste af fadene. Den

dag der var strøget for kålen, var der som nævnt lidt ekstra. Mest i form af æbleskiver og punch.

Den dag, det sidste læs korn skulle køres hjem var lidt af en festdag. Så vidt mulig blev det ordnet sådan at det sidste læs blev hentet i den mark, der lå længst fra gården. Derved blev køreturen længst. Alle som kunne undværes fra andet arbejde var med og kørte med på læsset. Og der råbtes hurra, når der kørtes ud af marken, og når der kørtes

ind i gården. Om aftenen holdtes det såkaldte "lille høstgilde". Aftensmaden var da som regel stegt and.

Lidt hen på efteråret holdtes det "rigtige høstgilde". Dette formedes ikke alle steder på samme måde. Jeg vil her fortælle, hvordan gildet forløb i mit barndomshjem. Alle som havde deltaget i høstarbejdet blev indbudt med kone og børn. Og lidt andre blev indbudt. Man samledes til spisning midt på eftermiddagen. Retterne var suppe, peberrodskød og kage. Som regel holdt fader en lille tale om høstens betydning og sagde tak for al ydet hjælp i høsttiden. Herpå svarede én af høstmændene med at sige tak for gode arbejdsforhold, og tak til moder for den gode mad i høsttiden. Når spisningen var forbi skulle de unge ud for at fodre dyrene. Kvinderne hjalp til med opvasken, eller samtalede. Mændene fik tændt piberne og skulle så ud "for at rette benene". De skulle ind i staldene for at se dyrene. Og så skulle de ud i stakhaven for at se, om stakkene var

"sunket lige" eller om de havde "givet sig", så det var fundet nyttigt at give dem "et ben". Stod stakkene lige som kegler, var det en triumf for staksætteren. Havde de "givet sig" og stod skævt og var givet en støtte, så kunne der falde en drillende bemærkning.

Derefter samledes man igen i stuen og der blev danset en times tid. Dansen påbegyndtes af moder og den af høstmændene, som havde størst "anciennitet", og det var Christen Eggert. Han havde høstet på gården meget længere end nogen anden. Og han var dannebrogsmand. Christen Eggert havde deltaget i krigen 48 - 50, havde ved flere lejligheder været snarrådig og modig. Ved Isted blev han såret. En kugle gik gennem hans håndled og ramte derefter spændet på livremmen. Den (så mangler der igen noget af udklippet, men jeg har hørt noget om, at han foragtelig smed den bort, først senere opdagede han at den var gået gennem håndledet. Havde han været klar over det, skulle den have være gemt ?? F.B.) …bryst og lang sort frakke prydet med ordensbåndet.

Moder var i sort kjole og stort hvidt forklæde. Som barn mente jeg, at der var noget højtideligt over det, når de to begyndte dansen. Dansen varede ikke længe. Mændene kom så til at spille kort. Altid Schervintzel. I den anden stue samledes konerne til samtale. Høstgildet sluttedes med smørrebrød og kaffe.

I tiden her skrives om, levede mennesker i almindelighed et roligt liv i hjemmene. Rejser og udflugter var noget meget sjældent. Og foreningsliv med sammenkomster var der næsten intet af. Venner kom sammen til små aftenbesøg med kortspil og kaffe. På gårdene var det almindeligt at feste lidt ved afslutningen af forskellige arbejder. Arrangementet var ikke stort. Oftest lidt bedre aftensmad end den sædvanlige. Men man gav det navn af gilde. Og det føltes som lidt glans ind i hverdagen. Høsten havde sit, som overskyggede alt andet. Nævnes kan for øvrigt plovgilde, tærskegilde og sågilde.

I tiden havde man et arbejde, som nu helt er forsvunden. Det var humleplukningen. I den svundne tid bryggedes øl i mange landbohjem. Og humlen som brugtes dertil den avlede man ofte selv. På en dag i september, når humlen var tør, blev den taget ned af stænglerne og bragt i hus. Plukningen foregik så om aftenen. I bryggerset blev anbragt et stort kar. Midt i karret stod en såkaldt "lysemoder", en hen ved to alen høj lysestage, hvori stod et stort tællelys. Rundt om karret sad plukkerne. Manden "skar for", som det kaldtes. Han fordelte passende portioner ranker til plukkerne. Det hørte til ved humleplukning, at der skulle fortælles historier og synges viser.

- - -

Efter 1880 nåede forskellige strømninger, tanker og bevægelser, som var i groning i det danske folk, til Humble. Her kan først nævnes, at interessen for politik voksede meget, efter at Edvard Brandes i 1880 var valgt til øens folketingsmand.

Skytte- og gymnastikforening havde her været en række år. Men uden større tilslutning. Nu kom der mere liv over og vækst i foreningen. Højskolens virksomhed blev kendt her. Og afholdsbevægelsen holdt møder her. Noget af anden art skal også nævnes her. Under ledelse af lærer Knudsen blev der spillet dilettantkomedie i skolen. Det var dengang noget ukendt i en landsby. En virkelig kender udtalte for nogle år siden, at dilettantkomedien i skolen, "er det bedste af den art, der har været vist i Humble."

Der var i Humble ønske om at få et forsamlingshus. Og i sommeren 1884 opførtes Humble forsamlingshus. Huset blev indviet om efteråret nævnte år under meget stor tilslutning. To af højskolens mest kendte mænd, Jens Lund, Vejstrup og Anders Jørgensen, Høng, talte. Senere på efteråret samme år holdtes et møde med foredrag af en af højskolens betydeligste mænd, Jens Bæk fra Mellerup. Det vides, at dette foredrag greb forsamlingen dybt. Og Jens Bæk fik flere indmeldelser af elever til sin skole. Forståelsen af højskolens betydning og forståelsen af det grundtvigske livssyn, som var bærende for disse skoler, fik vækst her.

Den følgende vinter havde Skytte- og Gymnastikforeningen for første gang øvelseslokale. Tilslutningen til gymnastikken var stor. Og der var en dygtig leder, Rasmus Christiansen fra Hesselbjerg. Han holdt en god tone. Og efter øvelserne blev der sunget folkelige sange. Samme vinter blev der holdt ugentlige møder. Lærer Knudsen, Østre Kædeby, indøvede folkelige sange, som på den tid kun var lidt kendt. Lærer Nielsen, Vestre Kædeby, og Lorentzen, Hesselbjerg, holdt foredrag. Og gårdmændene Niels Joh. Petersen, Helsned, og Kristoffer Bendixen holdt oplæsning.

I foråret 1885 fik vi den provisoriske finanslov. Det fremkaldte stærkt røre her. Hen på sommeren holdtes her et politisk møde, hvor den for sin politiske stilling afskedigede

præst Henning Jensen talte. (Den som skriver dette, havde den oplevelse at hente Henning Jensen i Rudkøbing.) Stemningen var i store kredse bitter over de politiske magthaveres overgreb. Det står stærkt i min erindring, da det erfaredes, at der var forøvet attentat mod Estrup, uden at han var blevet såret - at retskafne, fredselskende mennesker i forsigtige vendinger kunne beklage, at den som forøvede attentatet var "En kludrer".

I efteråret 1885 holdtes det første efterårsmøde i Humble. Mødet var lidt stort anlagt. Det varede i to dage. Tilslutningen var stor. Helt fra det nordlige Langeland kom deltagere. Mødets talere var højskoleforstander Kristensen Randers, Ollerup, Frimenighedspræst Karl Rønne, Høve og Frøken Hyhner, Hammer. At en kvinde talte, var den gang sjældent.

Der var planlagt diskussion første mødedags aften om et i tiden aktuelt emne, Og man valgte afholdssagen. Men der blev ingen diskussion, da indlederen, Laurids Jørgensen, København, blev hindret i at kunne deltage. Senere på året blev der holdt et møde om det valgte emne, og der blev Humble Afholdsforening stiftet.

- - I tiden, her skrives om, var flere religiøse sekter virksomme her. Nævnes kan mormanerne. Men de blev mødt med uvilje og fik ingen tilslutning. Anderledes var det med metodisterne. Til deres møder gik en del mennesker gerne. Og nogle sluttede sig til deres samfund. Indre Mission var også virksom her. Den havde en fast ansat bogsælger, Rasmus Klausen, kaldet Sønderskov. Han var ingen strengt dømmende mand. Man kan næsten sige tværtimod. Han var jævn, stilfærdig og venlig. Og kunne godt sige en morsomhed. Han havde ikke store evner som taler ved et møde. Men hans evne til at samtale med mennesker ved husbesøg var betydelig. Han forstod menneskernes hverdagsforhold. Og deres vanskeligheder. Han kunne tale med dem derom. Og så på en jævn måde føre samtalen ind på det, han virkede for, det religiøse. Og det tør vist siges, at med sin jævne forstående tale bragte han ofte fred til et uroligt menneske.

Som slutning på disse tidsbetragtninger lidt om tidens bladforhold. Det var ikke i alle hjem, man holdt en avis. Men dog i de fleste. Men i mange tilfælde var to eller flere hjem om en avis. Man var dengang ikke så ivrige efter at få nyhederne ganske friske. Man fandt det ganske naturligt, at man ikke modtog avisen før ved middagstid dagen efter at den var trykt, og var man flere om den, var der jo nogen der ikke fik den før næste dag. Bladene her var Langelands Avis og Langelands Tidende. I politisk henseende var de ens. Avisen var den mest levende og i givne tilfælde mest kritiske. Tidenden blev kaldt et "fredsommeligt" blad.

Der var dengang ikke sådan overflod af papir, som der er nu, selv i en rationeringstid. Nej, dengang blev de små aviser omhyggelig gemt. Og hvor man var flere om samme blad, blev de gamle aviser delt hvert kvartal. Disse aviser brugtes til indpakning af skolebørnenes mad, og af mad som skulle med i marken. Og så måtte et sådant madpapir ikke bortkastes efter at være brugt en gang, Når det blev sammenfoldet, kunne det godt bruges både to og tre gange. Når man vogtede løsgående køer, eller ventede på at hestene skulle få muleposen tømt, så var det interessant med avisen som madpapir. Så læste man med glæde det hele fra forsiden til det sidste avertissement.

William Bendixen
(antagelig skrevet midt i - eller i første halvdel af - 1900-tallet)