|
Dengang udskiftningen i Nordsjælland fandt sted - for
størstedelen i slutningen af det attende århundrede
- blev der et meget livligt byggeri, idet en mængde
gårde og huse nu blev flyttet ud, hvor de udskiftede
jorder var blevet samlede. Der blev ikke dengang sat penge
i cirkulation, som det ville ske nu. Man havde nemlig meget
småt med mønt, men der blev gjort et kæmpemæssigt
arbejde, hvoraf gårdens folk selv udførte broderparten,
undertiden hjulpet af en af landsbyens fingernemme husmænd,
der gav sig af med at være hugger, hvilket udtryk var
betegnelse for både tømrer, snedker og hjulmand.
Bygningerne var alle bindingsværk, stråtækte
og lerklinede. Nogen støbt sokkel som nu var der ikke
tale om. Man fulgte jordsmonnet og lagde en række kampesten,
syldsten, hvorpå bindingsværket blev anbragt.
Når overtømmeret - sparrer og hanebånd
- var anbragt, blev huset tækket med tagrør og
langhalm. Derefter blev væggene klinede med ler, man
selv havde æltet ved hjælp af et par heste. Mens
arbejdet med at bringe det æltede ler til veje tilfaldt
mandfolkene, var det klinekællingernes sag at klaske
leret ind i bindingsværkets firkantede åbninger,
hvor der var anbragt et fletværk af kæppe og pilevånd.
Kælling var dengang ikke noget nedsættende ord,
det betød slet og ret kone. Lerslæbet, som man
kaldte det, var et hårdt og ubehageligt arbejde. Til
gengæld oplivede man sig med gamle historier og forskellig
spas samt et klinegilde med store snapse. Når væggene
var klinede, blev de kalkede, og her er der en betydelig forskel
på nordsjællandsk byggeskik og jydsk-fynsk. Mens
man i Jylland og på Fyn kalkede tavlene hvide, men trak
alt bindingsværket op med en mørk farve, tog
man i Nordsjælland noget lettere på det, idet
man - på ganske få undtagelser nær - kalkede
det hele over.
Inden døre blev der i de rum, hvor der ikke blev spildt
vand - stuerne, lo, lade o.s.v. - lagt lergulv. I skorstenen
- d.v.s. stedet, hvor maden blev lavet - stegerset, et rum,
der dels var køkken og dels bryggers - samt i stalden
var gulvet lagt af kampesten. Alt dette kostede ingen penge,
kun arbejde. Men fugtigt kunne der jo nok blive i stuerne,
hvorfor lågkisterne, hvori klædevarer blev opbevaret,
ved hjælp af kistefødder var hævet et stykke
over gulvet.
Så sent som i 1840'erne var der i Vejlby sogn ikke
et grundmuret hus. Forbedringer blev i tidens løb gennemført
derved, at man erstattede lerkliningen med rå sten,
som man selv formede, eller man drev det til at mure de nederste
skifter, der var mest modtagelige for jordens fugtighed, op
med brændte sten, men dem måtte man købe,
og de kostede penge, mens arbejdsydelse fra hugger, smed og
andre håndværkere for en stor del betaltes med
gentjenester og naturalier. Et stort fremskridt var det, hvis
man fik råd til helt at udfylde bindingsværket
med brændte sten. I halvfjerdserne, da der var gode
tider for landbruget, var adskillige bønder blevet
så velstillede, at de rev de gamle bygninger ned og
opførte grundmurede i stedet. Men endnu findes (1942)
der mange bindingsværkshuse og -gårde tilbage,
i en del tilfælde står de lerklinede ydervægge
bevarede, og i endnu flere tilfælde står de lerklinede
skillevægge, der ikke har været udsat for regn
og frost, tilbage som et minde om svundne tider.
Hvad husenes indre angik, var forholdene små og fattige.
Stuehuset var omkring 8 alen bredt, og opholdsstuen havde
ydermur til to sider, hvad der ikke skulle gøre den
lunere. Den var både dagligstue, spisestue og soveværelse.
Ægteparret sov i omhængssengen, hvis omhæng
var det ofte farverige drejl, hvorpå der ved højtidelige
lejligheder hang to med kulørte korsstingsbroderier
prydede pyntehåndklæder. Børnene havde
deres natteleje i slagbænken, hvor der - om det var
nødvendigt - kunne anbringes op til seks, tre i hver
ende. At fordelingen af den snævre plads så også
nu og da medførte forskellige mindre borgerkrige, skal
gerne indrømmes. Ved måltiderne sad manden på
bordendesbænken ved siden af stolpeskabet, hvor papirer
og andre kostbare ting opbevaredes; husmanden, karlene og
drengen havde plads på vinduesbænken, mens konen
og pigerne spiste deres mad stående. Neden for vinduesbænken
fandtes gåsebænken, hvor rugende gæs eller
høns førte en noget indelukket tilværelse.
Bilæggerovnen bragte stærkt skiftende varmegrader.
Reguleres kunne den jo ikke. Bitterlig koldt var der ofte
om vinteren. Endnu værre var det dog ude i den åbne
skorsten, hvor husmoderen stod og lavede mad, bagte brødet
i bagerovnen, der som en pukkel stak uden for husets væg,
passede bryggerkedlen eller fyrede under maltkøllen.
Der er mange kvinder, der lider af gigt i vore dage, men meget
værre plagede giften utvivlsomt hine tiders mennesker.
Stor flid og gennemført sparsommelighed var betegnende
for den tids mennesker. Man lavede så meget som muligt
selv. I huggehuset stod manden eller sønnen og forfærdigede
tøjrepæle, træskovle, grebe o.s.v. Man
lavede harver med trætænder, og i Nordsjællandsk
Folkemuseum findes et hammelstøj uden så meget
som en stump jern i. Alt er af træ. Opfindsomheden var
betydelig, og mange redskaber fra den tids hjem gør
et stærkt personligt indtryk. Naturligvis var en håndværker
bedst stillet i retning af at kunne hjælpe sig selv
til rette. Der findes endnu et snapseglas, hvis fod var blevet
slået af, men i stedet for at købe et nyt drejede
ejeren en træfod og anbragte glassets - iøvrigt
ret rummelige - overdel heri.
Man sparede på alt, også på tiden. Når
husmandskonen gik ud i marken for at malke koen, gjaldt det
om samtidig at øge bindehosens længde det mest
mulige. På hjemvejen bar hun mælkespanden på
hovedet, idet den var anbragt på en mælkekrans,
der afgav en nogenlunde plan flade og desuden tog af for spandens
hårde tryk. Konen havde derfor begge hænder frie
og kunne strikke på sine strømper, idet garnnøglet
var fæstet på en bæltekrog, der var anbragt
i venstre side af nederdelens linning. Bæltekrogen var
af messing og prydet med forbogstaver og årstal samt
primitive ornamenter. Den var som udskårne eller dekorerede
banketærskler eller mangletræer ofte en kærlighedsgave,
modtaget i ungdommens vår.
Den nordsjællandske bonde har altid holdt af at være
godt kørende. Frederiksborghesten er hans yndlingsdyr
og han lægger megen vægt på opdræt
deraf. Det gælder ikke blot manden men også konen,
hvilket man får et vidnesbyrd om i hin kones udtalelse:
"Go'e heste og penge på lommen det er jo ded, vi
lever for!"
Det var en ære at være godt kørende -
som det også var en ære at være i besiddelse
af gode kræfter. Engang sad to bønder - vi kan
kalde dem Lars og Mads - på en gæstgivergård
i Hillerød og fik sig nogle små sorte. Lars var
kendt for sine ualmindelig raske heste, og Mads for sin voldsomme
kørsel. De kom til at tale om heste, og Mads var da
helt sikker på, at han kunne køre langt hurtigere
end Lars. Det betvivlede denne, og enden blev, at de væddede
om, hvem der hurtigst kunne køre til Helsinge, hvortil
der er to mil, men Mads måtte ikke have mere end den
ene skagle på hver hest. "Det gør ikke noget!"
sagde han. Resultatet blev også, at han nåede
først til Helsinge, men da var de skagler, der slæbte,
også næsten slidt op.
Engang hørte samme mand på en gæstgivergård
et par prangere sidde og prale af deres heste, hvortil der
efter deres mening ikke fandtes mage på den hele jord.
Da rejste Mads sig fra sit bord, gik hen til dem og sagde:
"For tyve år siden købte jeg en ny vogn.
Jeg har kørt med den siden, og den er ligeså
god i dag som den dag, jeg købte den. Véd I
hvorfor? Det er, fordi jeg kører så hurtigt,
at hjulene ikke rører jorden!" Dermed gik han,
og prangerne tav.
Beretningerne om forfædrenes raske heste og hurtige
kørsel hører til nordsjællændernes
stolte minder, og de fortælles den dag i dag.
Inde i landet levede alle af landbrug, for en del af de mindre
besidderes vedkommende med et håndværk eller en
prangervirksomhed som større eller mindre bibeskæftigelse.
Men ude ved kysten boede fiskerne og drev deres særegne
erhverv, der atter skabte sin særlige karakter og tænkemåde.
Fiskeriet drives den dag i dag stranden rundt, fra Sletten
og Humlebæk ved Øresund og til Hornbæk,
Gilleleje og Tisvildeleje ved nordkysten. I Gilleleje har
man som et led i det lokale museum fået indrettet et
gammelt typisk fiskerhus. I Tisvildeleje har fiskerne med
sejg energi, men hidtil uden resultat, kæmpet for at
få en fiskerihavn. Langt det største fiskeri
drives fra Lynæs og det stærkt opblomstrende Hundested.
Og endelig er der også fiskeri fra Horns Herreds kyster.
|