|
Der er mere mellem Himmel
og Jord
Trods al moderne blaserthed og skeptisk trækken skuldren,når
talen er om overnaturlige forteelser ,så findes der
dog dybt i ethvermenneske en tilbøjelighed til at tro
på skjulte kræfter, som fra tid til anden bringer
bud fra en ukendt verden .Jeg vil mene, at sindets modtagelighed
i denne retning er støre på landet end i byerne,
hvor støj og lys både dag og nat ikke levner
tidog rumfor hemmelighedssfulde åbenbaringer.På
landet derimod,hvor de gamle gårde i generationerja,
gennem hundreder af år har set skiftende slægter
i sorg og i glæde, i fred og i ufred,der hvisker det
stundom i krogene gennem tavse tavse nætter, detr knager
det i bjælkelofter,som længst afdøde beboere
vandrede rundt på trapper og lofter for at se om deres
gamle gård blev vel skøttet. Det hænder
vel også at en eller anden ikke har fred i sin grav;
hans liv hernede har ikke været helt lydefri, og så
lader samvittigheden ham ingen ro.Denne tro på det overjordiske
er ikke alene et almuefænomen,men den findes langt ind
i intelligensens rækker. Nå,men lad os komme til
sagen .Ude i en hyggelig og smilende egn i vestfyn, omtrent
midt mellem Odense og Middelfart lå i min barndom en
stor gammel bondegård. den havde i ældre tid været
en herregård og den lå endnu på alle sider
omgivet af voldgrav ,som dog næsten var groet til med
siv og rør. Den gamle hovedbygning var forlængst
borte og kun avlsgården var tilbage. Hele den sydøstlige
del af sognet bærer den dag i dag navn efter gården
og har oprindelig høt ind under denne.l mangfoldige
år har der gået frasagn om alle de kirkelam,varsler
og andet uhyggeligt som kunne ses ved nattetid.Jeg må
tilstå at selv om jeg som barn ofte legede dernede på
gården, så har jeg aldrig observeret noget som
kunne forstyrre min nattero,men jeg må også bekende
at efter møkets frembrud gik jeg ikke gerne alene hjem
dernede fra. Uden for på porten fandtes en stor porthammer,og
det sagdes,at undertidenblev der i midnatstimen banket hårdt
med den. Om nogen har høt det, tø jeg ikkesvare
for;det kunne jo endelig også hænde,at en eller
anden forbipasserende havde moret sig med at slå et
par slag med hammeren I gavlen på stuehuset var indsat
et relief, en slags våbenskjold. Det engang taget ned
og solgt til et museum;mender blev uro på gården
især om nnatten, så det måtte sættes
op igen. Sådan har jeg ladet mig fortælle. En
offentlig vej løb langs gården og skar over voldgraven
både mod øst og vest og her begynder egentlig
min lille historie.,der viser hvad indgroet overtro kan medføe.
Engang i forrige århundrede boede der i sognet en præst
og degn. Det gø der endnu;men de to omtalte var af
den gamle skole.Præsten var en god sjælesøger,
men forsømte heller ikke omsorgen for legemet. Det
var ham en vederkvægelse efter dagens møje og
genvordigheder mer træge proselytter og dovne præstegårdskarle
at kunne samles med gode venner ved en hyggelig L.hombre og
en do romtoddy.Degnen var en lidt kolerisk herre med et godt
greb både på undervisning og spanskrøet
og når han i sit ansigts sved havde banket lærdom
ind i og unoder ud af bønene, så kunne også
han trænge til lidt stimulansfor legem og sjæl.
Præsten og han enedes derfor tit om at se ind til en
god ven, nemlig proprietær Jochumsen. En septemberaften
i året 18 .... sad de tre omtalte herrer i Jochumsens
kontor. Det var henad midnat, og de havde lagt kortene til
side.Fruen var gået til ro, men havde forinden sat en
bakke med smørebrød ind på kontoret,og
efter at have ladet lammerullepølsen vederfares al
mulig retfærdig hentede Jochumsen en kedel varmt vand
fra køkkenet,for at gæsternekunne få en
toddy at (gå hjem på) lad den løbe langsomt
ned,mine herrer sagde værten, det er ægte vestindisk
rom .Tolderne har heldigvis ikke haft lejlighed til at tolde
af den.Han lo lunt og de andre smilede forstående.Mens
vi taler om toldere,-fortalte Jochomsen så har der engang
for længe siden været en søn her på
gården som var tolder.Han var i smug kæreste med
en tjennestepige,som blev i omstændigheder og for at
blive fri for hende dræbte han hende en nat og gemte
hende underen af broerne der går over voldgraven, hvilken
af dem ved jeg ikke. Der bliver fortalt at fyren ikkehar ro
i sin grav, men af og til ved midnatstider sidder derhenne
på åstedet og jamrer.Jg har nu aldrig set ham,men
nu kan i jo kigge efter når i går hjem. -Nå„
sagde præsten og smilede dog lidt anstrengt der er vel
ingen fornuftige mennesker der tror på den slags røverhistorier.Nej
sekunderede degnen, i hvert fald vil jeg da se det først.
Lidt efter brød de op og præsten måtte
endelig have sit knippe torsk med sig .der havde været
en fiskemand på gården lige til aften og velærværdigheden
ville glæde sin husstand med på den tid sjældne
ret. Præsten og degnen skiltes ved porten ; de skulle
hver sin vej. Det var en lun nat, men meget møkt. Degnen
gik mod den vestre voldgravsbro. Han måtte føle
sig lidt med stokken.selvfølgelig var han ikke overtroisk,
men Jochomsenkunne gerne have ladet være med at fortælle
den historie så sent på aftenen, men skidt med
det. Degnen standser og stivner. Han er nået broen og
midt på broen ligger en hvid skikkelse og spærrer
vejen. Der høes en sagte stønnen fra gespenset.
Håret rejste sig på degnens hoved og en iskold
stråle løb ned af hans ryg. Uvilkårlig
folde han hænderne og begyndte at bedemen han anede
ikke hvad han sagde og pludselig opdagede han at det var (
i denne søde juletid)han remsede op , men det var jo
ikke jul, bare tidlig på efteråret og så
slog han over i en anden Det blev ( nu falmer skoven trindt
om land )Omsider blev han klar over ,at det duede ikkeog han
fandt ud af at han var bange ,hundeangst, rystede som et espeløv
-Men da blev degnen rasende. Han bange han som altid lo ad
andre, der var angst !
Og i pludselig hidsighed svingede han sin spanskrørsstok
med en rutine som skolebørnene kunne bekræfte
og slyngede den mod spøgelset, idet han tordnede:Vig
bort ,satan! Men se det skulle degnen aldrig have gjort. Skikkelsen
udstødte en hul, klagende lyd og samtidig voksede den
og blev større og større.Da gik den arme mand
fra koncepterne,han vendte om ,og fanden tog ved degnen, rent
ud sagt.Med en fart der ville have faet en galophest til atblegne
af misundelse. fo,r han den modsatte vej,idet han kun tænkte
på at nå præsten som måtte hjælpe.Ifarten
slog den tanke ham dog at det var godt,at det var mørkt.Tænk
om nogen af hans skolebørnhavde set deres værdige
degn jage af sted i vild flugt! At han ,hvis dethavde været
lyst ikke havde haft nogen grund til at løbe tænkte
han ikke over.Men hvor var præsten? Forpustet udstødte
degnen nogle uartikuleredede råb, og han syntes, at
han hørte nogen løbe foran sig, men han kunne
ikke med sin bedste vilje løbe præsten op, og
afad en lang omvej nåede han omsider sit hjem.Her blev
han gående lidt frem og tilbage for at falde til lidt
til ro, og lidt efter lidt fortog den værste flygt sig
og han kunne liste ind i seng. Madammen sov trygt,og degnen
var glad for ,at han uforstyrret kunne være ene med
sine tanker. Da præsten lige udenfor porten var skiltes
fra degnen gik han mod den østrebro.Nederdrægtig
så mørkt det var.Hvorfor skulle Jochomsen nu
også fortælle den røverhistorie om tolderen?
Selvfølgelig troede han ikke på gengangere eller
den slags, men Præsten var kommet ud på broen.
han så frem for sig, og i samme nu gav det ryk i ham;
så blev han stiv som en pind. Midt på broen rejste
sig en uhyre kæmpe, der bredte begge arme ud mod præsten
som for at favne ham i et knugende favntag. Præsten
veg et skridt tilbage, men kæmpen syntes at følge
efter og antage en endnu mere fantastisk skikkelse.Præsten
stønnede af rædsel,så pludselig griber
han sit knippe torsk og slynger det med al magt i ansigtet
på giganten og derefter fo,r han i en så vinget
flugt, som selv hans bedste prædiken aldrig havde nået,
ad hjemmet til.Lidt henne ad vejen drejede han hovedet for
at lytte. han hørte hæse råb ,uhyret var
efter ham, og i stedse vildere fart fløj den skikkelige
præstemand af sted idet han stønnende opsendte
en bøn til alle præsters gud om at standse forfølgeren.
Hjem kom han,rystende og lig bleg. Hans rare lille præstekon
blev ude af sig selv ved synet af sin ødelagte præstemand
,som ikke på nogen måde ville fortælle hvad
der var hændt. Han kom i seng og fik en kop kamillethe.
Hm-det smagte lidt flovt. Lidt efter lå hanunder dynen
og repeterede aftenens begivenheder. Pludselig slog det ned
i ham: det skulle vel vel ikke være den sidste toddy--den
havde jo været sådan lidt stærk ? Og i sit
hjertes enfold lovede han i denne stund gud ,at han aldrig
mere skulle drikke den "sidste " toddy i hvert fald
ikke så sent på aftenen. Langt om længe
sov han ind og vågnede i de første dagtimer.Det
hele stod klart for ham. ja den kæmpe han nu virkelig.
Præsten havde jo selv hørt klasket da torskene
ramte ham. Torskene,hvad ville Jochomsen sige hvis han fandt
dem? Præsten blev urolig. Lidt efter lettede han sig
jo mor sov endnu ,så stod han op fik i en fart tøjet
på og af sted gik det mod gården. Nu ved dagens
lys var al rædsel forsvunden ,han så sig godt
om ,nej der var ingen at se.Omsider stod han ved broen og
Præsten standsede rød og flov, næh hvor
han skammede sig.Lige ved broen havde stået en høj
pil.den var hugget ned eller stynet, som man siger så
der kun var en stump af stammen og to tværgrene tilbage
i mørket havde set ud som en mand bredte armene ud.
Og ved siden af lå hans torskeknippe. Hurtigt snuppede
præsten knippet og ville liste afmen da han så
sig tilbage,så han til sin store overraskelse degnen
stå fordybet i sine egne tanker på den anden bro
Nu fik degnen øje på præsten. De stod lidt
og kikkede på hinanden.så kom de lidt forlegne
nærmere. Præsten gav en stammende forklaring om
at han havde tabt sit torskeknippe om aftenen og ikke kunne
finde det, og degnen mumlede noget om at han om aftenen havde
måtte jage Klavs, gårdens gamle hvide hest af
vejen den havde stået tøjret lige ved broen og
havde lagt sig på denne. Under dette havde han tabt
sin stok, som han føralt havde fundet nu til morgen
.Med gensidigt ønske om en god morgen luskede de to
kumpaner hver til sin side. Da de var kommet lidt bort, kom
Jochomsen ud af porten. Han måbede efter præsten
og degnen der var i færd med at fjerne sig hver sin
vej.Det var jo Taftes de to gik hjem Jochomsen måbede
.Gådens løsning fik han først mange år
efter.
|