Kirsten Marie Hansen, som var født i 1861, flyttede som ung fra Lille Lyngby i Nordsjælland til Langeland. Hun skulle arbejde som mejerske på et gårdmejeri i Kædeby. Da Kirsten tog afsked med forældrene, var hendes mor særlig beklemt ved situationen. Moren gav udtryk for sin bekymring på følgende umiddelbart uforståelige måde, hun sagde: "Pas nu på du ikke drukner min pige". Det, som spøgte i hendes hoved, var tanken om den oversvømmelse, der var overgået store områder i det sydlige Danmark tilbage i 1872.

November havde i 1872 været kold og stormende. Først havde det blæst fra en nordvestlig retning, hvorved store vandmængder fra Nordsøen var drevet ind i de indre danske farvande og videre ind i Østersøen og den botniske bugt. Vindretningen skiftede derefter d.11.nov. over til nordøst, og det blæste samtidig yderligere op. Derved blev vandmasserne stemmet op i den vestlige Østersø. Onsdag den 13. steg vandstanden pludselig voldsomt, med maximumvandstand om eftermiddagen. En meter, to, næsten tre meter over daglig vande blev der målt i Bagenkop. Det siger sig selv at stormfloden ramte mange andre områder end Langeland – i Danmark gik det værst ud over de lave dele af Lolland og Falster . Her blev et område så stort som hele Møn oversvømmet, ligesom at det i de store lavtliggende områder var sværere at redde mennesker, dyr og værdier i sikkerhed – over 80 mennesker druknede. På Langeland måtte den sydlige del først og fremmest holde for p.g.a. terrænets højdeforhold , men også fordi vandstanden her var højere end i nord. I Magleby kommune blev halvdelen af arealet oversvømmet, og et stort antal familier blev husvilde.

Vandmøllerens død

De diger, man tidligere i århundredet havde bygget for at inddæmme flere af norene på Langeland, blev gennembrudt. I et skrift fra 1921 refererer Karl Elnegaard, der stammede fra Søndenbro, nogle øjenvidneberetninger. Han fortæller, at slusen i diget ind til Magleby Nor ikke kunne modstå vandmasserne. Den blev sprængt, efter sigende på en sådan måde at stumperne af den fløj højt i vejret. Derefter kom vandet væltende som en høj sort mur, snart var noret fyldt, og vandet steg stadig. Jorder og huse blev oversvømmet. Tabet af menneskeliv var dog yderst begrænset. Faktisk var den eneste der mistede livet den 47-årige Chresten Mortensen Petersen, der til daglig passede de to pumpemøller og den nyindstallerede dampmaskine til afvanding af Magleby Nor. Han og en kammerat havde været på Vesteregnen, da digebruddet var sket, og de ville med en pram sætte over noret. Tilsyneladende var vandet roligt, men under overfladen herskede en kraftig strøm. Prammen kæntrede, og de to mænd blev ført med af strømmen. Vandmølleren druknede, men kammeraten reddede sig ved at klynge sig til en pæl.

Da vandet havde trukket sig tilbage kunne man konstatere, at ødelæggelserne var omfattende. Diger og materiel var ødelagt. Det samme var beboelser, stalde og lader. Brønde var fyldt med saltvand. Nogle kreaturer var druknet. Vintersæden var skyllet bort, og langtidsvirkningerne for markerne var uoverskuelige.

Men man fik dog hurtigt en fornemmelse af, at på Lolland var det endnu værre fat. Alskens bohave og druknede kreaturer blev i dagene efter oversvømmelsen vasket op på Langelands østkyst. D.17.nov. blev der gjort et uhyggeligt fund ved Hennetved Strand. Man fandt ligene af to drenge på henholdsvis cirka fire og cirka seks år, de to lignede hinanden som brødre. Et par dage efter fandt man ved det daværende fyr ved Botofte liget af cirka 7-årig pige. Efterfølgende mente man, at alle tre børn havde været søskende og stammede fra Gloslunde sogn på Sydlolland, hvor en familie på et ægtepar og deres syv børn alle var druknet.

Der er flere beretninger om mennesker, der under oversvømmelsen gjorde en tapper indsats for at redde deres medmennesker eller disses bohave. Møller Hansen på Bymøllen i Rudkøbing reddede to gamle mennesker, da deres hus var ved at blive oversvømmet, efter at diget for Vejlen var blevet gennembrudt. Han bar dem en efter en gennem vandmasserne til et højereliggende sted. I Magleby kommune ydede Hans Mikkelsen fra Søndenbro en stor indsats. Der er selvfølgelig også eksempler på det modsatte: folk som ikke ville give huslyd til de hjemløse eller plads til disses dyr og ejendele. Men sådan er det nok altid i den slags situationer: menneskers sande menneskelige indhold kommer for en dag - fårene skilles fra bukkene, som man siger.

Privat eller offentlig hjælp

Der blev organiseret privat hjælp til de nødlidende, såvel nationalt som lokalt. I Rudkøbing og i Magleby blev der dannet komiteer, som indsamlede og formidlede hjælp. Man kan ikke sige at regeringen viste den samme iver. Den bad først amtmændene om at samle oplysninger om skadernes omfang. På grundlag af indberetningerne kunne indenrigsminister C A Fonnesbech 4.dec. komme med en redegørelse til folketingets medlemmer. Man kan læse, hvad indenrigsministeren sagde, i Rigsdagstidende. Her fornemmer man en træghed og uvilje mod, at det offentlige skal hjælpe. Regeringen var dog åben overfor at medvirke ved det omfattende digebyggeri, der nu krævedes på Lolland og Falster. Det medmenneskelige, man naivt kunne tro lå i en sådan holdning, får Fonnesbech dog hurtigt fejet bort ved at tale om de skadelidte som "skatteobjekter". Den kritik for sendrægtighed, regeringen blev udsat for, er selvfølgelig udtryk for en del af oppositionens politiske spil, men kritikken synes ikke at have været uberettiget.

I nødsituationen fungerede den private og lokale indsats godt. Man må dog erkende at den ovenfor beskrevne holdning hos landets ledelse er temmelig selvbekræftende i retning af, at den private hjælp bliver at foretrække frem for den offentlige.

Nogle af de oversvømmede huse var helt ødelagte og måtte genopføres fra ny. Men selv de, der kun var delvis ødelagte, var under alle omstændigheder helt og aldeles gennemtrukne af vand. Man kunne således ikke regne med, at nogen af husene ville blive gennemtørre før langt hen på foråret, og de var således uegnede som beboelse i den forestående vinter.

Den ledende embedslæge for Fyns stift F C Krebs sendte 8.dec. et cirkulære til distriktslægerne i de områder, hvor der havde været oversvømmelser. Han redegjorde for de hygiejniske problemer ved de fugtige huse og foreslog en række forsigtighedsregler. Disse forslag bad Krebs distriktslægerne om at formidle videre til by- og sogneråd samt i almindelighed formidle dem gennem de lokale aviser. Han foreslog daglige udluftninger af stuerne, jævnlig udluftning af sengetøj og tørredag for samme, samt hyppig fornyelse af sengehalmen. Distriktslægen på Langeland C F Røse i Rudkøbing var dog kommet Krebs i forkøbet ved allerede 7.dec. at være kommet med de gode råd i øens to aviser. Ved den lejlighed havde han tillige advaret mod, at de stadig meget udbredte alkovesenge var endda særdeles uheldige med hensyn til at holde på fugt og dårlig luft. Både Røse og Krebs var dog begge bevidst om, at disse forholdsregler på ingen måde garanterede mod sygdomme, og hovedbestræbelsen måtte gå ud på at få beboerne anbragt andetsteds end i deres uegnede hjem.

Noget man også med god grund kunne frygte efter stormfloden var malaria – på den tid også kaldet koldfeber. Langeland var et af de områder i landet, der flere gange gennem hele århundredet havde været plaget af denne sygdom. Efter en mild vinter skete der da også en opblusning af sygdommen det følgende forår. Som det nu om dage er bekendt, men ikke var det i 1872, overføres malaria af en myggeart. Myggenes og sygdommens livsbetingelser var gået hen og blevet endda overordentlig gode. I 1872 havde der på øen været så mange som 257 sygdomstilfælde, men man kunne i 1873 alligevel konstatere en stigning til 526. For distriktslæge Røse og de syge langelændere var det næppe nogen trøst, at på Lolland og Falster var forholdene endnu værre.

Både før og siden har der været stormflod i Danmarks Østersøegne. Dog har ingen kendte været så voldsom som den i 1872. Sidst Langeland var udsat for fænomenet var i 1995 - også i november måned. Vandstanden blev dog ikke slet så høj som dengang, og de fleste diger er sikkert også gjort bedre i vore dage. Jeg havde lejlighed til et sted på øens vestkyst at se, hvordan det grålige plumrede vand slikkede begærligt ind over diget. Da fik jeg en fornemmelse af, hvem han var "den store nabo", jeg havde hørt om i min barndom. Ham som smedekonen i Lille Lyngby ved den fredelige lavvandede Arresø også havde hørt rygterne om engang for mere end hundrede år siden.

1. Kirsten Marie Hansen forblev på Langeland og stiftede familie

2. Efter stormfloden. Samtidigt billede fra ugebladet "Illustreret Tidende"
3. C A Fonnesbech var uvillig til at hjælpe