Nogle optegnelser fra Sydlangeland særlig fra Humble sogn af Valdemar Bendixen

(Noter i parentes mærket F.B. er af Frode Bendixen, som har afskrevet optegnelserne efter Valdemar Bendixens håndskrevne materiale. Frode Bendixens arbejde er igen indført på computer af Erik Bendixen. Valdemar Bendixen var Frode Bendixens far og bror til Erik Bendixens bedstefar, William Bendixen).

1. Del Indledning For nogle år siden indsendte jeg lidt optegnelser til "Dansk Folkemindesamling". Da jeg fik begyndt at optegne, fik jeg lyst at optegne en del her fra egnen og nedskrive det i en vis orden. Jeg håbede, at jeg ved at tale med andre - særlig de ældre - skulle få et nogenlunde fyldigt materiale. Dette blev imidlertid ikke tilfældet, jeg har kun fået fat i grumme lidt ud over, hvad jeg selv dengang kendte. Nu vil jeg imidlertid samle det lidt jeg sidder inde med, og skulle "Dansk Folkemindesamling" ønske at benytte noget deraf, skal det være mig en glæde. Humble, 5.5.1925 Valdemar Bendixen

Udsyn fra Harnbjerg

Der er én af vore kendte geologer som engang har sagt, at der hang en doktorhat til den som kunne give forklaring på, hvorledes alle de små runde bakker på Langeland er blevet til. Om hatten er blevet løftet af sin knag kender jeg ikke, men de små runde bakker kender jeg. Vi har dem ret jævnt fordelt over det meste af øen. De mange småbakker gør det jo lidt sværere at dyrke jorden, og bakket jord er sjældent den mest frugtbare. Dog er disse runde bakker ofte ret frugtbare lige til toppen og de giver landskabet et eget præg

Her er dog også i sognet større bakker af den langelandske form. Den næsthøjeste af disse er Harnbjerg vest for Humble by (41 m). Egebjerg i Haugbølle - en halv mil længere mod nord - er 43 m, og Skovlebjerg i nabosognet Tryggelev - en halv mil syd for - er 46 m. Hvorledes Skovlebjerg er dannet har almuen vidst længe før der var noget der hed geologi. Der var nemlig to kæmper som bejlede til samme pige, og den der en morgenstund før davretid kunne sammenskovle den største bakke, han skulle have hende. Så tog de da en morgen fat, og frugten af deres arbejde blev Skovlebjerg (bjerget der er skovlet sammen). Bakken er delt i to, den ene lidt højere end den anden. Den kæmpe hvis top blev højest fik altså pigen.

Men vi vil igen søge tilbage til Harnbjerg og derfra tage et overblik over egnen og omgivelserne. Når jeg vælger at tage udsyn fra denne bakke, så er det for det første fordi at man næppe noget andet sted på egnen har en videre og skønnere udsigt, men det er også fordi jeg selv personlig holder af dette sted. Her har jeg som barn leget og vogtet køer, og her har jeg som ung pløjet agrene op og ned over bakkens ryg. Og selv om det ikke gik så højt, at "plovjernet guldhorn finde", så havde jeg dog den store oplevelse, at det en dag fandt både prægtige lerkar fra folkevandringstiden samt broncesmykker og forskellige våben og redskaber af jern, men nærmere derom senere.

Den kendte folketaler William Petersen har et par gange på toppen af Harnbjerg givet sine følelser luft i form af at digte. Jeg skal gengive disse digte. I oktober 1891 skriver han:

Solen stander i sydvest,
mens fra øst en venlig blæst
stryger over øen.
Fra en bakke ser vi ud
over dette grønne skrud
enge, hegn til vandet.
Sølvblank Østersøen
:slynger sig om øen:.

Langeland, hvor er Du skøn,
endnu er Du frisk og grøn,
endnu solbeskinnet.
Skønt det sene efterår
minder Du os dog om vår
vækker håb i sindet.
Til din pris og ære
:dette digt skal være:.

Da William Petersen atter 17. september 1899 gæstede egnen, gik han atter op på bakken og skrev:

Nu er jeg igen på den smilende egn
og genfinder atter det skønne.
Forfrisket i går og i nat af en regn
står træer og markerne grønne.
I vekslende solblink og drivende skyer,
der både flaterer og dæmper,
i fred ligger marker og haver og byer
:så sommerligt midt i september:.

Mod øst og mod vest ligger havet så blåt
og glitrer med solstrålebølger.
Med snehvide sejl glider båden så småt,
i kølvandet damperen følger.
Og vejene hegnes af hassel og torn
og sortrøde brombær i ranker.
Ja, øen er et overflødighedshorn,
:der ligger i søen for anker:.

Ja, frugtbare marker møder øjet til alle sider, og hegn og småskove pynter op i landskabet. For resten er det i de sidste par menneskealdre svundet stærkt både af hegn og af de små gærdselskove. Endnu er der som regel levende hegn mellem de forskellige ejendomme. Tidligere havde bønderne også de enkelte skifter adskilte ved hegn, men disse er nu næsten alle fjernede, dog til at pynte i landskabet er der endnu nok. Hvad enten det er i våren, når tornen står ganske hvid af blomster, og om sommeren når hylden og de vilde roser blomstrer - eller i efteråret, når kødbær og hyben farver hegnene røde, - ja så er disse en stor prydelse for landskabet.

Samtidig med at hegn og småskov er svundet betydeligt, er der også blevet meget mindre vildt. Når bedstefar gik en tur over sine marker, "lettede" han som regel 10-12 harer. Nu er det sjældent at få "Morten" at se, og ses der en "Mikkel" (ræven) på egnen, er det en hel begivenhed.

Tidligere var her mange ræve, endnu 1880 tog de alle moders høns. I middagsstunden kom de listende fra en skovbakke nær ved gården. Af småfugle er her vel også blevet mindre, dog er her endnu store mængder af disse, nok til at fylde luften med sang gennem vår og sommer.

Den første forårsbebuder er lærken. Den kan træffe at lade sig høre i januar, men det er ikke heldigt, når den synger så tidligt, thi lige så mange dage som den synger før "Kyndelmisse" (2. februar) lige så mange uger skal den tie efter.

Kort efter at lærken har begyndt at slå sine triller, melder fuglene sig, den ene efter den anden: Stæren, droslen, bogfinken og mange flere. Det er ikke sjældent tilfældet, at man kan høre hvad fuglene siger. Fader gjorde mig opmærksom på, at bogfinken siger: "Se, se, se, Du har skæve ben." Far kunne også høre svalerne sige: "Det sidste jeg var her, da var husene fulde af Guds ære, men nu er det gået til skvide, skvide, skvide, skvade, skvade, skvade, skvade, bare gamle kællinger." Den sidste fugl der om foråret lader sig høre er nattergalen. Man siger, at den skal være her 12. maj, den kan også komme nogle dage før - er engang hørt 30. april, men det kan også hænde, at man ikke hører den før ved 20. maj. At høre på nattergalens trille i den stille sommernat er noget af det mest fortryllende. Skønt sangen lyder vidunderligt dejlig, fyldes man, samtidig med at man glædes ved sangen, af en stille vemod. Den der første gang hører nattergalen, fyldes ikke af disse følelser, man skal have hørt den - om ikke fra sin tidligste barndom, så dog gennem en række af år - for at fyldes af de nævnte følelser. Når nattergalesangen fremkalder en så egen blandet stemning, så er det sikkert fordi at man som yngre i de stille nattetimer, da man hørte nattergalens slag, har været opfyldt af disse følelser og stemninger, og når man senere hører nattergaler, røres der ved noget i underbevidstheden. Derfor skal man helst have hørt nattergalen fra sin tidlige ungdom, for ret at kunne føle både den fryd og den vemod, der ligger i sangen.

De gamle hørte nattergalen sige: "Så byg, så byg, tag sviven, tag sviven (pisken), kør, kør, kør!" Når man ved, at nattergalen sjældent synger før 12. maj, ser man at byggen i ældre tid, da jorden var i dårlig kultur, blev sået meget senere end nu, eftersom nattergalens sang dengang skulle betragtes som opfordring til at begynde såningen. De gamle sagde også, at når den sorte torn blomstrede (slåentornen) skulle byggen sås. Dette falder på samme tid som nattergalens ankomst.

At storken er ved at forsvinde skyldes vel mere, at den efterstræbes på færden mod syd, end det at her er blevet udtørret en del moser og enge. I min barndom var her ti gange så mange storke som nu, og det samme gælder en fugl som musvågen. I den østlige del af sognet, hvor der findes noget storskov, er også rådyr, og i Hjortholm skov findes én af de 20 hejrekolonier, som endnu er tilbage i Danmark. For 3 - 4 år siden blev der i en mose tæt herved skudt en prægtig rørdrumme, jeg tror nok egnens sidste. Jeg har daglig lejlighed til at iagttage den i udstoppet tilstand, men hvor meget hellere ville jeg ikke lejlighedsvis have set den løfte sig af mosens rørskov.

Man skal ikke på latterlig vis kræve plads for vildtet, næsten før til menneskene. En del vildt må nødvendigvis vige, når jorden tages op til mere intensiv dyrkning, hvilket er nødvendigt for at menneskene kan få plads, men med en ganske lille smule hensynsfuldhed fra menneskenes side kunne her så udmærket bevares en ret talrig og alsidig vildtbestand, som ikke gjorde fortræd, men kunne virke til glæde og berigelse for de mennesker der elsker sand natur.

Når man fra bakketoppen hvorpå man står vender blikket mod vest og lader det gå lidt længere ud til de nærliggende frugtbare marker og pyntelig hegn, ser man landsbyen Ristinge. På en halvø der ender i en hale skyder den sig ud i havet ligesom rækkende efter Ærø, med hvilken det også i den ældre stenalder var landfast. Før noret 1873 blev inddæmmet, var Ristinge kun forbunden med Langeland ved en tange. På en stor del af det udtørrede areal findes tørv, hvoraf det ses, at landet i gammel tid har ligget over havet, og den sænkning som har bevirket, at landet er kommet under vand, må være foregået efter stenalderen eller sidst i denne, da der på den udtørrede flade findes stenoldsager.

Ved tørveskæring under krigen fandtes en hjortetakøkse, som nu er på Langelands Museum, samt et meget smukt benredskab, hvis brug man ikke ret er klar over, og endvidere hoveder og en del knogler af urokse, krondyr og vildsvin. Tre stenøkser fandtes under forhold, som viste at de var nedlagt som offer. I havet mellem Langeland og Ærø er opfisket en del oldsager, hvilket jo viser, at det engang har været over havet.

En mand fra Ærø har fortalt mig et sagn der ovre fra, det peger i samme retning. Der boede på den østlige del af Ærø nogle folk, som var så slette, at det næsten trodser enhver beskrivelse. Som straf for al deres ondskab sænkede Gud deres land i havet, så de omkom. Sandsynligvis har der i den grå oldtid været en stormflod, hvorved der er omkommet en del mennesker og ødelagt en del land, og mindet om dette har som sagn levet fra slægt til slægt.

Bag Ristinge by ud mod Østersøen findes en for Langeland sjælden natur, det er næsten som var man kommet til Vesterhavet. Her har i det femtende århundrede været sandflugt. Her findes mindre klitdannelser, hvorpå der vokser marehalm. Længere mod vest hæver sig Ristinge klint ret stejlt til en højde af 30 meter. I klinten findes der tre kløfter, som siges at være fremkommet ved at en lindorm i dødskampen slog der med sin hale, men dette må jeg forklare lidt nærmere.

Der boede på Ristinge en mand, og han var blevet spået, at lindormen, som længe havde levet i havet og jævnlig gjort stor fortræd, skulle volde hans død. For at undgå denne fare rejste denne mand til Norge og opholdt sig der. Lindormen rasede stedse værre og værre, den gik op på markerne og fortærede det meste af bøndernes kvæg. Da var der en dag man tog mod til sig og sluttede sig sammen. Rustet med leer, forke og andet lignende drog hele byens befolkning ud for at møde uhyret, og kampen endte med, at lindormen dræbtes. Men lige på det sidste kastede den sig i havet og slog tre kæmpeslag med halen, hvorved de tre slugte fremkom. Nu gik der bud til manden som var rejst til Norge, at han dristigt kunne komme hjem, lindormen var dræbt! Glad blev manden, og kort tid efter stod han på stranden ved Ristinge, hvor resterne af den dræbte lindorm endnu lå. Manden gik hen og sparkede til ormen, men da skete det, at et ben stak manden i foden, og dette forvoldte hans død. Så blev lindormen alligevel, som det var spået, mandens banemand.

Jeg fortalte sidste sommer dette til en statsgeolog, som gæstede klinten. "Ja," sagde han. "Så meget kan sagnet måske dog sige, at der engang i en fjern fortid, da klimaet var en del varmere end nu, har levet en større slange her i Danmark end den sorte snog, som nu er den største. Disse lindorme går jo nemlig igen gang efter gang i sagnene."

I det sidste halve hundrede år er klinten blevet meget besøgt af geologer, ikke alene fra Danmark, men også fra udlandet. Her var nemlig det første sted man fandt beviser for, at der i Danmark har været mere end én istid med mellemliggende varmere perioder. Beviset har man i bestemte aflejringer af en egen fed lerart, som kaldes syprinaler efter en musling, hvis skaller findes i stor mængde i leret.

I foråret 1921 blev klinten fredet, så der ikke må bebygges eller naturen på enden måde forstyrres.

Østersøens bølger bruser ved klintens fod, og lader man øjet følge det blå hav en mil i vest, ser man Ærø med Marstal lige for, og følger øjet horisonten mod nordvest, ser man flere småøer. Længere mod nord har man Tåsinge, hvor Bregninge kirke tydeligt ses, og over Tåsinge hæver sig Fyn. Man ser Egense mølle og egnen der omkring. Omtrent lige i nord trækker selve Langeland sig så langt øjet rækker. Øst for øen ser man flere steder Langelandsbæltet, og i baggrunden har man Lolland med Nakskov, hvor det tydeligste punkt er sukkerfabriksskorstenen. Mod syd har man atter selve øen i et par miles længde. Omtrent ved øens sydspids ses Kjeldsnor blinkfyr. Det er muret op lige ved havet, ikke på nogen bakke, men hæver sig dog 39 meter over havet. Dette fyr tændtes første gang 1904. Før den tid var der et fast fyr på Fakkebjerg bakke.

I sydvest breder Østersøen sig så langt øjet rækker, dog kan man enkelte steder skimte den sønderjyske kyst. Indtil 1918 var Østersøen meget fuld af tyske orlogsskibe, som holdt øvelse. Jeg har talt nogle og halvtreds på én gang. Og man kunne høre deres kanoner, der fik vinduer og døre til at klirre. I min barndom hørte vi undertiden fader sige: "Det er Bischmark, der stamper sine træsko" 1864 var i frisk minde. Mine forældre fortalte også om, hvorledes man i treårskrigen kunne høre skydningen, når der var slag. "Så gik de alle så tavse som," sagde mor, "der blev så stille, ingen sagde mere end lige nødvendigt." Især da "Christian den Ottende" sprang i luften, hørtes det tydeligt. Først en vedholdende skydning og så et brag, der bevirkede et stød, så store møbler næsten hoppede.

Drømme

I ældre tid tog man varsel af forskellige ting - og da også af drømme. At drømme om moden frugt betyder, at man bliver syg, og drømmer man om afdøde, får man regn. Der er endnu en del der mener, at disse drømme er forløbere for henholdsvis sygdom og regn. Det er ikke folk som er hvad man forstår ved overtroiske, der holder fast ved dette, men man hævder, at de tilfælde hvor der kommer sygdom og regn efter de nævnte drømme er mange, - at der må være en forbindelse. Det kan ikke bare være tilfældigheder. Mon det ikke kunne forklares således, at før man endnu mærker sygdommen, er dens spirer i legemet, og at dette bidrager til, at der i hjernen under søvnen fremstiger billeder af frugt. Og forud for regn kan man da ikke tænke sig, der er noget i luften som påvirker hjernen, så man i søvne mødes med bortgangne. Det er ikke alle der forud for sygdom drømmer om frugt eller før regn om afdøde, men der er jo altid nogle hjerner, der er mere modtagelige for påvirkning end andre. Der er for mange troværdige oplyste mennesker der hævder disse drømmes betydning til at man kan lade hånt om det.

Jeg dvæler ved dette, fordi jeg mener, at dette at enkelte drømme som følge af rent fysiske forhold kan være tilbøjelige til at gå forud for visse begivenheder kan forklare, at man har tillagt drømme en latterlig stor betydning. Man er ved oplevelsen gang på gang blevet overbevist om, at en bestemt drøm er tilbøjelig til at gå forud for noget bestemt, og fantasien er kørt videre - har gjort alle de forskellige drømme til varsel om forskellige tilskikkelser.

At drømme om snoge eller andet der bevæger sig i siksak betyder fjendskab med nogen man holder af. Drøm om heste betyder også fjendskab, og det samme gælder for drømme om æg. Penge er det heller ikke heldigt at drømme om. Lus skal man ikke være ked af at sysle med i drømme, thi det betyder, at man får penge. Det er ikke heldigt at miste en tand i drømme, thi da vil der dø én i ens slægt. Drøm om vand betyder sygdom.

Lad mig lige nævne et lille træk, som viser hvorledes drøm kan føre til dåd. For et lille hundrede år siden var der en herremand, som en nat da han ligger sammen med sin hustru i den brede ægteseng, pludselig sætter ryggen imod hende og giver hende et kraftigt stød, så hun havner ude på gulvet. Da hun i en noget krænket tone spørger om meningen, forklarer han, at han drømte der var væltet et læs gødning i møddingen - så satte de ryggen under og rettede det op igen.

Andre varsler

Det var ikke alene af drømme at man kunne slutte sig til, hvad der ville møde én. For det første havde man en del tegn, hvorefter man kunne forudsige vejret. Et ord som "Morgenrød giver aften blød og aftenrød giver morgen sød" er jo velkendt og rummer sikkert nogen sandhed. Det er jo rimeligt, at visse himmeltegn er tilbøjelige til at vise sig før regn, at man har iagttaget dette og i nogen grad kunnet regne med det, men her som med drømmene løber fantasien løbsk, så man kommer ud i latterligheder. Jeg skal nævne nogle regntegn uden at komme ind på, hvilke der kan have forbindelse med virkeligheden. "Fårejammer og kvindeklammer og østenvind, det ender med vådt," sagde man (her er selvfølgelig tale om tre forskellige slags "vådt"). "Vi får vådt, for det har frosset hvidt i nat." "Sikken kokken galer, vi får nok andet vejr." Ja, og hønsene gik og ????ppede så sært, så skal det aldrig slå fejl. "Hesten lugter, så får vi regn, og mine hænder er så tørre, det er regn på det samme." Folk der har gigt påstår, at de har særlig stærke smerter forud for regn, og ligtorne skal være særlig ømme. Lidt komisk lød det, da en mand engang sagde: "Vi får snart regn, for jeg har så ondt i mit knæ af alt det jeg har haft at rende efter."

Hvis en kat kradser sine klør i et træ, kan man sikkert vente blæst, og det samme er tilfældet, hvis børn hviner og hujer højt. Møder man en hare, kan man godt spare sig at begynde på det stykke arbejde man stod i begreb med at udføre, thi man får intet held med det. Møder man derimod en gammel kone (ikke en heks, der kunne se med "onde øjne" på én), da kan man trygt tage fat.

Selvfølgelig er ingen så tankeløs at udbinde sine kreaturer på en mandag, eller at påbegynde et større arbejde på en mandag. Skulle det passe én særlig godt at begynde høsten på en mandag, da går man lørdag aften ud og tager 2 - 3 hug i kornet med leen, så er der begyndt. Eller skal man udføre et jordarbejde, man tager 2 - 3 skovlfulde lørdag aften.

Hvis man i længere tid har været skånet for uheld af én eller anden art og ønsker at udtale dette, da må man endelig banke under bordet, ellers vil uheldet meget snart indfinde sig. Skulle der ikke være noget at banke under, må man, efter at have talt om det man er blevet forskånet for, tilføje: "Lad os sige dette i en god stund." Det falder jo godt i tråd med forestående, at man aldrig må rose sig af sit held, helbred eller andet. Spørges der hvordan dette går, skal man svare: "Jo, tak, nogenlunde."

Man skal heller aldrig spotte. En karl kørte en søndag med en båd i en vogn. Nogle unge han nødte spurgte hvad det var han kørte med, hvortil han svarede og bedyrede med en ed: "Det er min ligkiste." Da han om eftermiddagen sejlede i båden, kæntrede den, og han druknede.

Hvis man får et godt bud på en hest, en ko eller andet, skal man vogte sig for ikke at modtage budet, man kan nemlig i så fald være sikker på ikke mere at få held med vedkommende dyr, eller hvad andet det nu kan være man nægtede at sælge. Engang var der fremmede hjemme, og man gik og så på hestene. Der var blandt disse en særlig smuk plag, og én af de fremmede siger da til fader: "Hvor meget vil Du have for den, Kristoffer?" Men da siger en kvinde meget hurtigt: "Byd ikke!" Hun vidste, at fader absolut ikke ønskede at sælge plagen, og blev der nu givet ham et godt bud og han ikke slog til, kunne han være temmelig sikker på ikke at få mere held med dyret.

En mand havde to køer til salg, og der var en fremmed at se på dem. Han syntes imidlertid ikke om nogen af dem, men der stod en tredje, hvorfor han bød 200 kr. Skønt det var et meget højt bud, ville ejeren ikke sælge den, men da den kort efter kælvede, blev der noget i vejen med yveret, og koen blev aldrig rigtig til noget mere.

Man må endelig påskønne Guds gaver og ikke lade noget gå til spilde, især brød må man behandle næsen med ærbødighed, men heller ikke andet må misbruges. Nogle fiskere havde et efterår fanget så mange sild, at det ikke var dem muligt at få dem solgt, så brugte de silden som gødning på deres jordlod. Der voksede vældigt korn, hvor silden var lagt, men de fiskede næsten intet siden. Selv om man ikke må misbruge eller handle ilde med Guds gaver, så skal man ikke altid være for ivrig efter at få alt med. Når man plukker æblerne af et træ, skal man lade ét blive siddende, ellers bliver der grumme få på træet næste år.

Hvis éns højre øje klør, får man sorg. Klør det venstre, får man glæde.
Kommer man til at spytte på sig selv, er der nogen der siger løgn om én.
Nyser man heftigt, kan man vente sig en rus eller en våd sok.
Klør éns næse, kommer man i lag med næsvise folk.

I min barndom havde vi hjemme en mand til at grave drængrøfter. Denne mand havde en datter i Amerika. Så kommer der en dag meddelelse om, at hun er omkommet. Da manden fortalte om det, sagde han samtidig: "Jeg tænkte jo nok der skulle komme noget slemt, forleden dag sad der nemlig en hæslig sort hund oppe ved den anden ende af renden, og som han gloede på mig!" Denne mand troede meget på varsler, og han ville gerne give det udseende af, at han kendte til noget, som folk i almindelighed ikke forstod sig på. Manden hed Mogens, og en dag i høst 1882 skulle han binde rug efter mejeren Rasmus. Rasmus huggede vældig løs, det kneb for Mogens at følge med, og han gav sin misfornøjelse tilkende over for Rasmus, fordi denne, som han sagde, ville "pine livet af ham." Rasmus lo og huggede atter drabelig løs, idet han sagde til Mogens: "Det kan være Du vil sætte et dyr på mig, men om Du så sætter 10 dyr og 10 djævle, så går jeg endda. Hertil svarede Mogens: "Spot ikke, Rasmus, dyret kan være dig nær nok." Få dage efter blev Rasmus syg og døde.

Det var senere hvert år i høsten en almindelig spøg at sige til Mogens: "Ja, det var jo dig der tog livet af Rasmus!" Skønt Mogens nok ville give det udseende af, at han sad inde med en vis magisk magt, ønskede han dog ikke at vedkende sig skylden for Rasmus's død, men svarede altid i en afvisende tone: "Jeg sagde ikke, at jeg ville sætte dyret på Rasmus, jeg sagde: Spot Du ikke, Rasmus, dyret kan være dig nær nok, og os alle, sagde jeg."

Hvad jeg hidtil har sagt om varsler er af den art, der kommer uden at man selv har indflydelse derpå, men man kan også foretage sig bestemte ting og derved få lejlighed til at kigge ind i fremtiden. Tager man en ærtebælg med 8 ærter i - men den må ikke være åbnet - og anbringer den over gangdøren i huset, da vil ens tilkommende ægtefælle komme til at bære samme navn som den første fremmede, der går gennem døren. Hvis man første aften man ser nytårsny tager en salmebog og slår op i, så vil éns skæbne i det kommende år falde sammen med, hvad der omtales i den salme, man slog op på. Man kan også godt slå op for andre. Når vi som børn brugte det hjemme, vogtede vi os vel for at komme i den del af salmebogen, hvor der var begravelsessalmer. Det skal selvfølgelig gøres i mørke, men man kan jo alligevel nok gøre lidt til at ramme, hvor man vil. Helst ville vi jo, når vi slog op for andre, ramme bryllupssalmerne.

Dette med ærten og salmebøgerne er nærmest børnespøg, men voksne kan også for ramme alvor prøve at løfte fremtidens slår.

Hvis en ung pige nytårsnat sætter tre tændte lys på et bord og bag lysene et spejl, da vil hun i spejlet kunne se sin tilkommende mand. Dette prøvede to unge piger, og de så ikke alene hvem de skulle giftes med, men at den enes mand en del år senere tog sig af dage, var der også varsel for. De blev meget forskrækkede over hvad de så, og de blev sådan helt ude af sig selv, at de måtte op til præsten og tale med ham, før de kunne falde nogenlunde til ro. (Denne historie fortalte moder med en vis gru).

Man kan ikke alene ved spejl se sin tilkommende, man kan også på magisk vis gøre noget for at vinde den man vil have. En mand har betroet mig, at hvis man tager en snogebrod og bærer den i sin armhule, så skal den pige som man vil have nok blive helt tosset efter én. Men man skal nu ikke begynde på det. Vedkommende mand havde engang snakket med sin fader om det, og han havde sagt: "Lad Du helst være med det!" Sagen var jo, fortsatte manden, at han havde fået moder på den måde, og som Du ved, levede de ikke godt samen

Sagn

Adskillige sagn er flettet ind i beskrivelsen af egnen. er skal anføres endnu lidt i samme retning.

På herregården Skovsgård beliggende i Humble sogn boede engang en søn og en datter. Datteren hed Ellen, sønnen kender vi intet navn på, men han levede et grumme vildt liv. Nu skete det, at datteren Ellen af bjergfolket blev taget ind i en høj og i længere tid holdt indespærret her. Da drog broderen ud for at udfri hende. Mens han red rundt om bjerget, sagde han: "Skal jeg tiere herom ride, da skal bjerget briste." Omsider fik han udfriet søsteren. Hun medførte en gaffel, som havde den egenskab, at den kunne stille blod.

Den unge mand der havde udfriet Ellen blev ikke gammel, og da han var død, gik han igen som følge af det vilde liv, han havde ført. Man måtte så hente præsten, for at denne kunne mane ham ned . Nu stillede den døde præsten tre spørgsmål, og kunne præsten svare på disse, havde han vundet, og den døde måtte blive i graven. Kunne præsten ikke svare, havde den døde vundet. De to første spørgsmål besvarede præsten godt nok, men så siger den døde: "Hvor var Jesus, da han hverken var i Himlen eller på Jorden?" Det kunne præsten ikke svare på, men Ellen, som var nær, hviskede: "Da vandrede han på havet." Dette svarede præsten, og den døde måtte fjerne sig. Men idet han gik, sagde han i vrede over at søsteren havde hjulpet præsten: "Havde jeg tænkt det, søster Ellen, da skulle Du endnu have siddet i Ellensbjerg." Således hed og hedder den bakke, hvorfra han havde udfriet hende.

En afdød husmand har fortalt mig følgende: "En aften gik jeg nede ved Hjortholms marker ad vejen, Du ved gennem Lekkebølle. Da kommer der en kat og stryger sig op ad mine ben. Jeg har altid holdt meget af katte og lod den gå, som den ville, men jeg var nu klar over, at det ikke var nogen rigtig kat. Så følger den mig sådan en fjerdingvej, da springer den pludselig over grøften og ind i marken, og jeg så den ikke mere. Men da den forsvandt, var det som der i en rædsom fart blev trykket en lang jernkæde langs hegnet, sådan et spektakel gjorde den.

Og samme mand fortalte mig, at en aften da gamle Kristen Jørgensen gik forbi Humble kirkegård, så hørte han tydeligt et barn græde derinde. Han vidste straks, hvad der var ved det. Det var en kone som skulle have haft en lille, der var begravet uden at have fået med, hvad hun skulle bruge til at svøbe den lille i. Hvad han får at gøre: han knapper sine bukser ned og river flippen af sin skjorte. Da han har kastet det afrevne stykke linned over kirkegårdsmuren, bliver der stille derinde. Nu havde konen jo fået, hvad der manglede til barnet.

Af samme mand fik jeg også at vide, hvorfor præsten kunne mane. Der er, sagde han, i præstens bibel en Mosebog mere end i den vi andre kan få at læse, og i denne bog beskrives manen og andre lignende ting.

Ligesom man medgav liget af frugtsommelige kvinder lærred at svøbe barnet i, således medgav man også undertiden en mønt, der skulle bruges som drikkeskilling til St. Peter. På Humble kirkegård er fundet adskillige mønter i gamle grave.

I moders barndom var der en kone, som man anså for heks. Derfor hilste børnene meget tidligt på hende, når de mødte hende, thi når man hilste først, kunne hun ikke gøre én fortræd. Men man måtte jo også passe på ikke at hilse så tidligt, at det vakte hendes mistanke om, at man antog hende for heks. Engang hun var hjemme hos mormor, fortalte hun, at hun havde set, der var dem der havde kastet ild efter hende, når hun var gået ud af deres dør, hvilket hun var meget fortørnet over, thi deraf kunne hun se, at man antog hende for heks. En heks kunne nemlig ikke skade én, når man kastede ild efter hende, når hun forlod huset. Men man ventede jo som regel, til hun var så langt borte, at hun ikke så det: Her har været nogle, der var for hidsige til at komme med ilden. Hun tænkte ikke på, at når hun havde forladt mormor, så blev der også kastet ild efter hende.

Hekse kunne undertiden ikke skippe af med livet, men så "blussede" man under dem - satte lidt gløder under sengen - så døde de lettere.

Som enhver ved rider heksene sankthansnat til Bloksbjerg. Hvis man ønsker at se dem, lader dette sig nemt gøre. Man sætter en almindelig "letharve" ved en korsvej, men sætter den som et hus og med tænderne udad. Når man nu kryber ind under den, kan man tydeligt se heksene fare forbi.

Oldtidsminder

Det er ikke meningen her at komme ind på en udførlig og videnskabelig beskrivelse af egnens oldtidsminder, men et lille overblik må vi tage.

Sognets kirke har jeg endnu ikke nævnt. Skønt man vel ikke kan sige, at den hører til oldtidsminderne, vil vi alligevel i denne forbindelse tage den i øjesyn. Tænker man sig endnu stående på Harnbjerg, ligger kirken ca. en fjerdingvej borte i nordøst et stykke hen ad vejen fra selve landevejen og til Brandsby. På en vel ikke særlig høj, men meget stejl bakke hæver kirken sig. En stor anselig landsbykirke bygget i korsform med tårnet i syd, hvilket jo er en ret sjælden bygningsform. Når man går rundt om kirken og iagttager murene, ser man at der har været to former for vinduer før dem der nu sidder i kirken. Tilmuringen af disse to første vinduesformer kan tydeligt skelnes på muren.

Kirken er én af øens ældste, måske allerede fra Valdemarstiden. Den menes engang at have været øens hovedkirke. På én af de to klokker findes en gammel inskription. Lige på den anden side af vejen over for kirken ligger en meget høj bakke. Her, siges det skulle kirken egentlig havde ligget, men hvad man byggede op om dagen blev af troldfolk revet ned om natten. Man prøvede da at bygge på den mindre bakke, og her lykkedes det.

Da man så skulle have en klokke til kirken, sendte man ædelt og godt metal til en klokkestøber, men denne beholdt selv det gode metal og satte noget ringere i klokken. Da man første gang benyttede klokken, gik det også galt, den svang sig gennem lydhullet ud af tårnet, og imens den bevægede sig fra det høje tårn mod jorden, sang den: "Sølv og messing, det gemte hr. Essing, kobber og bly, det satte han i." Klokken sank dybt i jorden. På stedet er endnu en kilde. Det viste sig umuligt at få klokken op, før man fik anskaffet 24 stude, der så blev fedet på sødmælk og nøddekærner. Så trak de den op.

Øst for Humble kirke ligger "Kong Humbles grav", en mægtig langdysse. Højen, der er omgivet af en mægtig stensætning, er 33 meter lang. Midt på den er der en stendysse med åbent gravkammer. Kong Humble kender vi fra Saxo, men at han skulle hvile i den grav der nu bærer hans navn, er næppe troligt, da man på hans tid for længst havde ophørt med at jordfæste i stendysser. Men selv om kong Humble som sagt næppe hviler i den grav der bære hans navn, så er der alligevel meget der tyder på, at han har levet her i Humble. Som før nævnt skal Humble kirke i gammel tid have været øens hovedkirke. Det vil med andre ord sige, at hvor den er bygget har der rørt sig et stærkt liv. Det har været én af øens vigtigste pladser, og det er jo sådan, at på de steder hvor der, da de ældste kirker blev bygget, har rørt sig stærkt liv, der har det også været tilfældet i hedenskabens tid. Det gudehov, som kongen har haft nær sin kongsgård er senere blevet kirken.

I den nærmeste omegn af Humble kirke er netop en del navne, som tyder på, at denne plads har været en slags centrum. Foruden den store langdysse der endnu står har der været en del flere stendysser, hvilket altså viser, at der allerede fra stenalderen har været ret tæt bebygget, og mange grave fra lidt yngre tid vides at være forstyrret på markerne nær kirken. Vi træffer der navne som "Tingbjerg" og "Galgebjerg". Endvidere har man navne som "Kappelsbjerg" og "Saras kilde" (Sarbrønden), og den gamle krogede vej, som fører til disse steder, hedder "Hallinggade". Det synes således, som her i gamle dage har været en ret betydelig plads, og det er jo ikke urimeligt, at her engang har resideret en mindre konge, og at dette har været Humble. Hvad der også kan pege i den retning er dette, at på den tid han levede drog en del høvdinge ud fra Sjælland og slog sig ned forskellige steder. Det kan godt tænkes, at der er kommet en Kong Humble hertil. Ved sin død er han efter tidens skik blevet jordet i en høj uden stensætning. Denne høj er i tidens løb delvis jævnet med jorden og er blevet ret uanselig, måske ukendelig. Sagnet om kong Humble har stadig levet, og da man nu havde den mægtige langdysse netop lige ved, hvor han havde levet, så har man efterhånden henført hans hvilested til den. Hvad der også styrker formodningen om, at kong Humble har hvilested her er det, at det i mange tilfælde har vist sig, at sagnkongerne virkelig er jordfæstedede på de steder og på den måde, som sagnene skildrer. Dette har vist sig ved fund tidligere, før disse fund tillagde man sagnene mindre pålidelighed.

I foråret 1921 havde jeg lejlighed til på "Kappelsbjerg" at se en stor sten, som jorden var gravet fra. Efter hvad jeg kunne se var denne sten grundstenen fra en gammel bygning; der var et kulturlag en alen nede i jorden. Dette tyder også på, at "Kapellet" virkelig har stået her. (Må jeg indskyde lidt her: I de katolske egne ser man tit et kapel på en hævning et stykke fra kirken. Langs vejen derop er små altre, Jesu 14 lidelsesstationer, ved hvilke de troende gør knæfald og beder på vej til kapellet. Jeg kan levende forestille mig en sådan "stationsvej" op ad Kappelsbjerg til kapellet på toppen. F.B.).

Endnu hver julenat - påstår man - drages der en gul kæde om Kong Humbles grav.

Lige syd for Ristinge har ligget en mindre bakke, kaldet "Bjørnehøj". Den er nu næsten helt bortkørt som fyld til forskellig brug. I min barndom var gårdejer Mogensen fra Hennetved og fader derude at undersøge en urnegrav. Men de gamle vidste at fortælle, at i Bjørnehøj boede en høne," Bjørnehøjshøne", som om aftenen gik forbi bakken, der er omgivet af en stor fælled. Mangen én skal have gået rundt her, time efter time den ganske nat, uden at kunne finde vej. Det var Bjørnehøjshøne, der kørte rundt med vedkommende.

Omtrent på Ristinge klints højeste punkt findes en mægtig stendysse, men uden stensætning omkring. (Der har været to til, af den ene er rester, stedet for den anden ses tydeligt i jorden. F.B.). På den anden side af noret, ovre på Rene, findes en stor langdysse med to velbevarede grave og rester af flere. Især den ene af de to endnu bevarede overliggere er meget stor. Bedstefar fortalte, at engang for mange år siden sad to unge karle en aften oppe på hver sin store overligger og bankede med deres træsko på stenen medens de sang: "Kæmpe, kæmpe kom her op!" Men da de havde drevet på med dette noget, mærkede de at stenene begyndte at røre sig. De løb selvfølgelig hjemad alt hvad remmer og tøj kunne holde, og hævdede fuldt og fast, at kæmpen havde været efter dem.

Lige syd for Hesselbjerg ved Nørreballevejen ligger en anselig langdysse. Ikke langt derfra blev i min barndom fundet to armringe af bronze og en spiralfingerring af guld. Fader indsendte ringene til Nationalmuseet og finderen modtog en sum penge.

Hvis man går sydpå ad Nørreballevejen så langt denne går - og så over et par af "Tryggelevgård"s marker, kommer man ude ved kysten til tre mægtige jordhøje, også runde gravhøje, meget anselige. Disse høje er altså beliggende i Tryggelev sogn, og mens jeg har foden herinde, vil jeg gerne præsentere et par prægtige lurer, som blev fundet i Rørslykke tørvemose 1885. De hører til den ældste type der kendes af lurer. De ligger på Nationalmuseet. Lad mig lige nævne, at da de to lurer begge vender til samme side, mener videnskabsmændene, at der må findes endnu to i mosen, da lurer altid findes parvis, hver vendende til sin side.

I Kædeby ligger en stendysse med så mægtig en overligger, at den menes at være den næststørste i Danmark.

I 1897 stødte jeg ved pløjning på Harnebjerg på urnegrave. Her fandtes i alt 47 grave. Ligene havde været på bålet tillige med våben, smykker og andet tilbehør, så alt var bulet og forvredet af ilden. Her fandtes en del sværd, spyd, skjoldbuler, rageknive, sakse og enkelte bøjlenåle. Gravene stammede fra tiden kort efter Kristi fødsel og 2-300 år frem i tiden.

Ca. 1000 meter sydøst for Harnbjerg ligger "Bukkensbjerg", og netop som man var færdig med fundet på Harnbjerg, opdagede man her en gravplads fra samme tid. Her afdækkede man 43 grave, men der findes muligvis flere på et stykke ord, der står med gærdselskov. Indholdet i gravene var i alt væsentligt som på Harnbjerg. Og nu kommer det ejendommelige ved disse to fund: der fandtes i de 90 grave, som undersøgtes, ikke én eneste som indeholdt gravgods, der kunne tyde på kvindegrav. Der var grave, som intet indeholdt og som altså kunne være kvindegrave, men hvor der var gravgods af bestemmelig art, tydede alt på lutter mandsgrave. Dette er ikke noget almindeligt, og købmand Jens Winther fra Rudkøbing, der undersøgte de to gravpladser, er tilbøjelig til at mene, at disse to høje bakker har været en slags krigerborge. (Man husker fra en senere tid Jomsborg). Hvad der kan bestyrke denne tro er, at disse to bakker på de tre sider er meget stejle, så de har været særlig lette at forsvare. På vestsiden af Bukkensbjerg er det tydeligt, at der er foretaget en udgravning, men om denne udgravning er foretaget for at lette forsvaret af bakken eller for at få fyld til ét eller andet, kan man ikke sige, men udgravningen er foretaget for tid tilbage. i min barndom stod der skov.

Der har uden tvivl på samme tid som man jordfæstede på Harnbjerg været en boplads langs vestkanten af en lille mose beliggende et par hundrede meter sydøst for Harnbjerg, men nu udtørret. Man finder her et tykt kulturlag med masser af lerkarsskår og ben. Også en tensten har vi fundet, den var dannet af et potteskår, der var rundt tilhugget og med hul i midten. Min søn opbevarer såvel denne som ben og potteskår. (Afgivet til Langelands Museum 1979, F.B.). Meget tyder på, at man også vil kunne påvise, hvor der har ligget et hus, men denne undersøgelse er ikke tilendebragt.

At der er en vis forbindelse mellem denne boplads og gravene på Harnbjerg føler jeg mig overbevist om, og jeg tør aldeles bestemt påstå, at jeg har fundet skår af samme lerkar, halvdelen i mosen, halvdelen i gravene på bakken.

Der kunne nævnes mange oldtidsfund her fra egnen, men lad os slutte dette lille udsyn over egnens oldtidsminder med at vende blikket mod nord, hvor der i Lindelse nor, nu hørende til Humble sogn, ligger en ø ved navn Lindø. Øen er kun godt en halv snes tdl. stor, men fra den stammer Danmarks betydeligste bopladsfund, som nu opbevares på Langelands Museum. Købmand Jens Winther har gennem en længere årrække gjort et meget betydeligt arbejde for ligesom at føre os inden for dørene og vise os de hjem der blev benyttet for 4000 år siden, og takket være Winthers sjældne dygtighed som arkæolog og hans enestående offervillighed for denne sag, kronedes hans arbejde i efteråret 1924 med held, så han kunne sige til egnens folk: "Vær så god, kom og se de gamle huse!" Her kan vi følge de pæle, der har dannet husets stolper, her er en ganske cirkelrund arne, der er en mere langstrakt. Der er en lerbænk, hvorpå man har siddet, her ligger slibestenen ved siden af arnen, hvor manden har siddet og slebet våben og redskaber. Her ligger, opstablet i en dynge også nær arnen, ca. 30 stk. redskaber. Her er et lerkar med rester af et måltid. Der ligger en omstyrtet væg, og der har stalden været. Lindø er det eneste sted, hvor man (dengang) kan påvise huse fra stenalderen.

Der findes på Langelands Museum fra denne boplads 16.200 stk. oldsager foruden affald og potteskår.

Fra den nyere tid

Når der nedskrives noget fra en egn, er det ret almindeligt, at man udførligt gennemgår hvorledes husene byggedes, hvorledes man dyrkede hør, dens behandling beskrives til tøjet er færdigt. Ligeså uldens behandling samt indslagtning, bagning, brygning m.v. Alt dette er beskrevet så tit, at jeg synes det kun vil blive en trivialitet, om også jeg går det igennem. Det har i det væsentlige formet sig her som ovre på Fyn. Hvad jeg har nævnt fra oldtiden er noget der er eget for egnen her, og når jeg nu skal prøve at skrive lidt op fra den nyere tid, bliver det også nærmest kun, hvad der er ejendommeligt for stedet her, ligesom jeg ikke noterer noget fra bøger eller artikler, da jeg regner med, at hvad der findes er bevaret.

Hvad jeg nedskriver er nærmest hvad jeg har mundtligt fra ældre folk, og man får tilgive mig, at det sine steder ikke bliver tørt refereret, men at jeg tillader mig at sige min mening.

Arbejder i årets løb

Om de forskellige arbejder i ældre tid foreligger så udførlige beskrivelser, at jeg skal gå let hen over dette, da egnen her næppe indtager nogen særstilling.

For 60 år siden benyttede man så godt som slet ikke kraftfoder til kvæget, og da der absolut ingen roer dyrkedes, måtte køerne nøjes med hø og halm. På de mindre steder skar man for en del hakkelse af halmen, så mente man, den blev bedre og drøjere. Det er en selvfølge, at køerne på den kost kun gav lidt mælk, og det hændte ofte, at man på almindelige gårde en tid blev mælkeslap. Dette hændte sidste gang på min fødegård (60 tdl.) 1869. Hestene fik heller ikke meget kærne, og det hændte, at man måtte vente med såningen, til man fik dem "græskvæget". Al jorden blev forårspløjet, så såningen var et ret betydeligt arbejde for hestene.

Fra fader ved jeg, at når hans fader kastede den første håndfuld korn i jorden, sagde han: "Så i Guds navn!" og det blev sagt på en måde, så det ikke var et blot mundsvejr.

Når køerne første gang skulle ud, skulle de gå "over stål og under stål", hvorfor man stak en kniv ind over døren og lagde en økse ved dørtrinet.

I sommertiden havde man i ældre tid en meget lang arbejdsdag. Senest kl. 4 stod man op - og holdt ikke fyraften før kl. 8 (20), så var der en times middagssøvn, og de forskellige måltider tog jo nogen tid, for der var temmelig mange af dem. Davren fik man en times tid eller så efter at man var stået op. Den bestod alle steder i bondehjemmene af stegt flæsk og derefter øllebrød. Panden hvori flæsket var stegt sattes på bordet. Man dyppede brødet i panden og fik hver et par stykker flæsk. Ved nitiden fik man mellemmad - et stykke brød med kød og et med ost. Kl. 12 middag, hvor man med skeerne langede til det samme fad. Kl. 4 atter mellemmad som om formiddagen, og når arbejdet var endt nadver, der bestod af to stykker brød og grød efter behag. I firserne i forrige århundrede begyndte man adskillige steder med the om aftenen i stedet for grød, og kaffe om morgenen i stedet for øllebrød. Snart blev denne forandring gennemført næsten overalt, og samtidig - eller vel nok før - begyndte man at drikke kaffe en times tid efter middag.

Rugen blev altid bundet umiddelbart efter mejningen, hver mejer havde sin binder, og det samme var som regel tilfældet, når der høstedes hvede. Dog hændte det jævnligt her, at noget blev liggende på skår og først bundet, efter at mejningen var endt. Derimod blev vårsæden her på egnen aldrig bundet, før den var vejret en del på skår, og undertiden lå den så længe på skår, at den kunne køres ind uden at sættes i hobe. Vintersæden sattes i runde "kramme" - 8 neg i hver - vårsæden i lange "kramme" uden bestemt antal. En række "kramme" kaldtes en "on".

Ud af den sidste stump korn der manglede at blive mejet skulle haren (eller ræven) komme. Når det sidste var mejet, "strøg man for kålen", hvilket bestod i, at alle mejerne stillede i række foran gangdøren og strøg leen. Hvis husmoderen da ikke kom med æbleskiver og brændevin, havde man ret til at afhugge kålen. Som barn var jeg engang sendt et ærinde i byen, mens dette stod på. Jeg græd hjerteligt og længe, husker jeg, fordi jeg var gået glip af denne festlighed. Og denne lille tildragelse fra min barndom bidrager til, at vi endnu her hos os stryger for kålen. Jeg ved af erfaring hvorledes børn kan glæde sig ved sådan noget.

Når det sidste neg bindes "binder man den gamle". Når der kun er ét neg tilbage for hver binder, stiller man sig foran sit neg med båndet i hånden; én tæller til tre, og hurtigst muligt binder man sit neg og kaster det over hovedet. Den hvis neg falder sidst til jorden har bundet den gamle. Turen over hovedet skal neget have for at vise, at det virkelig er bundet ordentligt. Sluttelig binder man alle et bånd om den gamle.

Når det sidste læs køres hjem, får man "den gamle" ind. (Dette har intet at gøre med det sidstbundne neg). I min barndom var det almindeligt at "smykke den gamle". Der blev trukket kvindeklæder på en halmdukke, og den førtes med ud i marken, når sidste læs skulle hentes. Under hjemkørselen råbte man gang på gang hurra, mens man løftede den gamle i vejret og svang med hende . Den aften man fik den gamle ind fik man steg og punch og morede sig sammen til lidt høj sengetid.

En månedstid efter høst holdtes høstgilde. Der var ikke alene høstarbejderen, men hele hans familie med. Man spiste godt og morede sig til efter midnat med kortspil og ofte dans. Når der var dans, var der gerne lidt unge med, selv om de ikke havde gjort høstarbejde. Nu er høstgilderne næsten forsvundet, og hører man den gamle blive "råbt ind", er det næsten kun børn der morer sig. Det har ikke den klang som tidligere, da alle de voksne hjerteligt deltog i råbene.

Kort efter høst havde man på bøndergårdene en "nøddag". De unge havde en fridag beregnet til nøddeplukning. I tidligere tid, da der var så megen hasselskov, kunne man nok plukke sig en del nødder. Hvem skoven tilhørte tog man kun lidt hensyn til. Hvor man fandt nødder plukkede man, og der blev ikke gjort vrøvl. 1890 er sidste år at vi hjemme havde denne fridag, som virkelig blev viet nøddeplukning.

Selvfølgelig skulle ploven i hus før juleaften, da "Jerusalems skomager" ellers ville sætte sig på den. Af julelege eller særlige juleskikke kan jeg intet fremføre. På bøndergårdene fik hver tjenende person tildelt et hvedebrød (på 5 - 6 pund). Som regel blev disse brød båret til husmandshjemmet, hvor vedkommende havde forældre og søskende, der nok trængte hårdere til hvedebrødet end den tjenende, thi på bøndergårdene var ingen knaphed i juledagene.

Juleaften fik alle i gården en tallerken med en halv snes æbleskiver, og om disse spilledes kort. "Trekort og femten streger" hed spillet. Hvert stik gav en streg, og den der først fik femten havde vundet "puljen" - og skulle have en æbleskive hos hver af de andre.

Før spillet begyndte blev evangeliet eller en aftenbøn læst, og der blev sunget et par salmer. Dette gjorde man, selv om der ellers ikke året igennem blev holdt spor af andagt.

Nytårsaften forløb som juleaften med hensyn til husandagt og spillet om æbleskiver. Men når man havde spillet kort et par timer, skulle man gerne ud at "skyde nytår ind" hos naboerne. Som regel brugte man ikke andet skyts end en potte på døren. Skulle det være rigtigt fint, havde man en rumlepotte med. De nye moderne fyrværkerisager var selvfølgelig vældig grinagtige, men det var alligevel som tog de den gamle idyl fra nytårsaften.

Julemorgen og nytårsmorgen spiste man æbleskiverne man havde fra spillet. De heldige havde mange, de uheldige få. Man skar æbleskiverne i stykker og dyppede dem i det smeltede fedt, man ellers dyppede brødet i. Det står for mig som noget af det lækreste der findes.

2. Del

MINDER AF FORSKELLIG ART

Indledning

Det formede sig således, at jeg kom til at forære skovrider Fløjtrup i Tranekær et eksemplar af min lille bog "Harnbjerg gennem tiden."

Skovrideren sendte mig et meget elskværdigt brev med tak, men skrev at det var en stor fejl, jeg ikke havde skrevet mere. Det var min pligt at skrive løs for at bevare gamle minder.

Nu er sagen den, at jeg egentlig har skrevet op hvad jeg syntes var værd at optegne. "Danske folkeminder" og "Fyns hjemstavn" har hver fået en del, og i min skrivebordsskuffe ligger også noget.

Alligevel kunne jeg ikke sidde skovridernes henstilling overhørig. Jeg købte dette hæfte, og så begyndte jeg at rode i "hukommelseskisten".. Se, ude i huggehuset står en gammel kiste med en del ragelse i, sager som er kastet bort som ubrugeligt kram. Men hvis børnebørnene kommer og vi får rodet rundt i kisten, så finder de en del ting som de er glade for at lege med.

Se, i min hjerne har jeg også en kiste, en "hukommelseskiste", hvori rummes en del, som er kastet til side som værdiløst stof. Måske også børnebørnene ville kunne glæde sig ved enkelte af disse ting, hvis de blev draget frem. Nu vil jeg så prøve at se hvad jeg kan finde. Og skulle læseren træffe på noget der kan interessere eller more, så send skovrideren en venlig tanke. Uden ham var det ikke blevet bevaret. Og finder du, at det hele er noget værdiløst bras, ja så lad skovrideren have skylden.

Jeg vil på forhånd sige ham tak, fordi han har sat mig i gang. Det gør godt at sysle med de gamle minder og ligesom få et møde med dem der for længst er hensovne.

Tak skovrider Fløjtrup.

Humble 1.6. 1949

Valdemar Bendixen

Stormfloden 13. november 1872

Stormfloden er beskrevet udførligt af mange. Hvad jeg noterer er kun små stedlige træk, som ikke kommer med i den egentlige beretning, men alligevel giver et billede af hvad der skete hin novemberdag. I min barndom og ungdom gik der aldrig nogen 13. november uden af de ældre mindedes dagen og talte om katastrofen, og dette har prentet sig så fast i min broders og min bevidsthed, at vi altid ringer til hinanden og spørger: "Husker du, at det er stormflodsdag?"

Når jeg spurgte far, hvordan det kunne være, at denne flod kom og blev så voldsom, så svarede han: "Jo, ser du, det havde i flere dage blæst stærkt fra nordvest, og der var drevet en masse vand fra Vesterhavet ind gennem Skagerak og Kattegat ned i Østersøen og helt op i den botniske bugt. Så sprang vinden om i nordøst, og det vedblev at blæse, og det vand der var presset op bag i Østersøen og den botniske bugt kom nu som en mægtig bølge ned om Danmarks sydlige del og fik vandet til at stige så meget, at da det stadig stormede så stærkt, gjorde floden så frygtelig fortræd."

Jeg tænker mig, at vandets mægtige stigen er kommet lidt bag på folk. Jeg har talt en del med én af de mænd hvis huse blev delvis fyldt med vand. Han og konen var gået i seng om aftenen uden at tænke på egentlig fare. De så nok, at vandet stod op på markerne, men sådan havde det stået så tit. Hen ad morgen vågnede de, og da sejlede deres træsko rundt i sovekammeret, og da de stak hånden ud af sengen, nåede vandet op på armen. Manden tog straks konen på sin ryg og vadede af sted for at bringe hende til højereliggende egne. Så ville da skæbnen, at han i bryggerset snublede og faldt, så de begge lå i vandet. Der blev ofte talt om dette fald og gjort grin med det, og manden kunne selv være med til at le af hændelsen. Men hin novembermorgen har det ikke været grin at ligge i mørke og kulde i havvandet.

Da man oppe i landet mærkede, hvor galt det stod til på Rene, ilede man selvfølgelig til hjælp for at bjærge hvad bjærges kunne. Kreaturerne blev trukket bort med undtagelse af noget ungkvæg. Her blev de ved med at stoppe halm under dem, til de havde ryggen imod loftet. Et fedesvin blev slagtet. Der gik en flok får løse omkring. De var søgt op et stykke ad en grøftevold. Her stod de og trippede, til katastrofen var over.

De fleste sager inde i huset kunne jo bæres ud og køres bort, lidt op i landet, men korn og halm i lo og lade måtte man jo lade blive i vandet. Husene var for en del af ubrændte sten, som opløstes af vandet og bølgeslagene, så der så ikke godt ud, da vandet var borte. Én af mændene på Rene - Johan Thygesen - var om aftenen så medtaget, at man ikke turde lade ham sidde i en vogn op i landet, man var bange for at han frøs ihjel, og gå kunne han ikke. Man fik anbragt ham bagefter en vogn, hvor han holdt i bagsmækken og kunne så halvt hænge og halvt gå.

Men hvad der skete her var jo kun legeværk imod hvad der skete på Lolland. Det fik man syn for ved Langelands østkyst. Her lå masser af husgeråd af forskellig art, også druknede dyr, og, hvad der gjorde så pinligt et indtryk, en vugge med et lille barn, der selvfølgelig var død.

Folk fra Lolland kom herover og gik hvad de kunne kende af deres sager. Men der var en mand som dog kendte så grumme meget som sit. Så gik strandfogeden ind i sit hus og tog et par pæne stykker bohave og lagde det i stilhed i bunken ved det ilanddrevne. Jo, det kendte lollikken også som sit - men så var han jo leveret.

Det var kun en lille del af det ilanddrevne der kom tilbage til den gamle ejer. Så blev der holdt en stor auktion over sagerne. Hjemme var blandt andet et par tønder købt på denne auktion.

Selvfølgelig blev Ristinge under denne flod en ø, og Ramshøj atter skilt fra Ristinge. På Ramshøj lå et hjem. Man forsøgte flere gange at ro derud og bjerge folkene, men det syntes umuligt i den orkanagtige storm. Så fik man fat i Per Mikkelsen, en gammel sømand, en rigtig kæmpe. Han stagede en båd derud og fik bjerget folkene.

Selvfølgelig gjorde det skade på jorden - så vidt floden var nået - men det blev ikke så slemt som ventet. Men næste år kom der atter en mindre flod. Den gjorde stor skade, hvor den nåede. Den var meget mere salt.

Hvor mange meter vandet stod over daglig vande her ved Rene kan jeg ikke bestemt sige, men jeg ved at i det sydligste af husene på Rene - det ligger lidt højere end det nordlige - der stod der vand i bryggerset, og konen gik med træskostøvler på og bagte pandekager.

Vandet stod ind i et hjørne af den mark hvori den store stendysse ligger.

Ristinge nor

Når jeg skal skrive lidt om Ristinge nor, så vil jeg som optakt begynde med at berette om første gang jeg var på noret. Det var en markedsdag i juni 1881.

Dengang skulle alle de unge som kunne komme af sted til marked. Dyrskuet var dengang kun et sted hvor man så på dyrene. Der var ikke spor at store mænd og tykke koner og deslige. Sådan noget kunne man dengang kun få at se når der var marked.

Jeg var om foråret fyldt 6 år. Min broder var nogle år ældre, og et par af naboens drenge var på samme alder. Vi blev fundet for unge til at komme til marked, men en festdag skulle vi jo have, og så fik vi udbetalt hver 25 øre, som vi måtte købe for hvad vi ville, og så måtte vi tilbringe dagen som vi ønskede.

Efter en kort rådslagning, som jeg på grund af min ungdom ikke deltog i, blev det bestemt, at vi først skulle gå på indkøb i byen og omsætte pengene. I anledning af, at der var marked i Rudkøbing kunne vi også her ude på landet købe markedskagemænd, koner og heste bestående af mel, vand og rød maling. En femogtyveøre var dengang en hel kapital for en dreng at disponere frit over. Først købte vi hver 2 - 3 af de herlige figurer; resten af pengene lagde vi sammen og købte en pose med korender.

Så vandrede vi ud ad Renevejen, ud til vandmøllen. Det var endnu den gamle som stod derude. Her satte vi os og så på fiskene, der pilede af sted i kanalen, mens vi fortærede vor medbragte fatalie, og jeg forsikrer, at vi nød det lige så fuldt, som når man nu spiser de varme pølser og ispinde. Jeg anede den dag kun lidt, hvor mange skridt jeg skulle komme til at træde på noret, ej heller, at jeg 69 år efter skulle beskrive den dag.

Et års tid før stormfloden 1872 blev der sagt, at lensgreven tænkte på at inddæmme Ristinge nor. Da stormfloden kom, mente man at nu blev der intet af inddæmningen, for man havde set, hvorledes flere dæmninger her på øen - og endnu langt mægtigere på Lolland - var brudt af vandet.

Jeg aner jo ikke hvilke tanker greven og hans rådgivere syslede med, men man kunne jo også sige, at havde der været en dæmning som havde holdt, så ville megen skade være undgået, og en sådan måtte vel kunne sættes. Ét er i hvert fald sikkert: et års tid efter stormfloden begyndte forberedelserne til inddæmningen, og det blev sagt, at dæmningen skulle være så høj, at en flod, som den man nylig havde haft, ikke kunne gå over den. Det er også muligt, at den blev lidt højere end vandstanden var under stormfloden, men jeg tror alligevel ikke den havde holdt. Jeg husker, at det to gange har været på et hængende hår, at vandet er brudt igennem, og jeg tror ikke, at disse to floder har været så mægtige som den i 1872.

Jeg husker således en meget tidlig mørk morgen, der blev banket på vinduet og råbt: "Kom ud og hjælp på dæmningen, vandet vil bryde igennem!" Man stoppede sten og tang og brædder i på de svage steder, ellers var det uvægerligt gået galt dengang.

Noget af fylden til dæmningen blev gravet op af kanalen ved siden af, men den store masse blev taget ovre i Ristinge og trillet til stedet i hjulbøre. En lang række arbejdere var der. De fulgtes ad i række. Når de havde læsset, gav formanden et signal, og hele den lange række gled med børene. Det var kun de kraftigste og dygtigste der trillede, de mindre kraftige gravede kanalen. Der kom en del fremmede arbejdere til, og enkelte blev her.

Rundt om noret var gravet en såkaldt landkanal. I den skulle alt tilløbende vand samles og løbe i havet gennem en sluse, der havde en lem, som automatisk åbnede sig, når vandet i havet stod lavt og atter lukkede sig når vandet steg. Man skulle således kun (hånd)pumpe det vand der faldt på selve noret.

Umiddelbart efter inddæmningen er selvfølgelig foretaget en mindre udgrøftning. Den kunne vel ikke blive videre grundig i den dyndede mose. Først i 1882, da noret blev forpagtet ud, blev der foretaget en grundig udgrøftning.

Det er sagt, at norets inddæmning kostede greven 70.000 kr. Jeg ved kun hvad rygtet har sagt, og man har ment, at det var en sløj forretning for greven. Men man må huske, at greven ejede al jorden rundt om noret, når undtages to gårde, Niels Jacobsens og Kristoffer Bendixens. Disse havde hørt under præstegården og var nu ejendom. De fik som en slags erstatning hver et areal af det inddæmmede. Kristoffer Bendixen fik 4 td. land, Niels Jacobsen 2. Hans kystlinie var ikke så lang.

Det er muligt, at selve noret har givet grevskabet underskud, men rundt om noret lå betydelige arealer, som blev forvandlet fra ret tvivlsom værdi til godt agerland, da havet nu ikke overskyllede det, hvilket det ellers jævnligt havde gjort, medens det nu kunne drænes.

De første år efter inddæmningen lå noret ret stille hen. Der har næppe vokset noget af værdi. 1881 er det som om det dukker frem af glemselen. Det havde været en meget tør sommer, så der var en meget lille avl. Det ville komme til at knibe med halm til kreaturerne. Da var der adskillige der søgte til og fik for en billig penge lov at slå af det som nu voksede her. Måske var det nærmest tænkt som strøelse.

Blandt dem der således søgte til noret var nogle bønder fra Humble, og det førte til, at seks af disse forpagtede noret for 16 år. Disse seks var: Karl Hans, Mads Truelsen, Hans Madsen Klausen, Mogens Jocobsen, Kristoffer Bendixen og Niels Jacobsen.

I forpagtningsafgift skulle årligt svares 1400 kr., men så fulgte der nogle forpligtelser med. Hovedkanalen gennem noret skulle fordybes og udvides, og en del stikrender skulle graves. For at få sat en pris på dette arbejde med stikrenderne lod man en karl arbejde en dag og ud fra det han nåede beregnede man, hvad der skulle betales pr. favn. Arbejderne var ikke helt tilfreds med karlen. Han havde slidt hårdere end man kunne forlange. Jeg ved også, at bønderne selv prøvede at grave for at få sat en rimelig pris. Jeg kan se i protokollen, at her har være fynboer ovre at grave rende.

Dæmningen skulle holdes i orden og ved afleveringen holde de mål den oprindelig havde haft, og så skulle alle grøfter - også landkanalen - være nyoprensede. De to sidste år skulle der sås en del gødning. Grevskabet rejste en ny mølle, da den første var for lille. Den ny var en mægtig stor vindmotor. Bønderne skulle hente materialet i Rudkøbing. En dag var de der med 12 vogne. Kristoffer Bendixen havde stenlad til sin ene vogn og kørte på denne den store krans, hvorpå vindfanget drejede. Sneglen blev kørt ud af en vognmand med blokvogn. Det kostede 13 kroner.

1.maj 1882 overtog de 6 bønder noret, og nu kom hvad jeg vil kalde norets glansperiode, kontrakten underskrevet 28.4.89 (? - må være 82, F.B.). Det skete samtidig, at der fra hver af de 6 gårde blev slået græs med en ret god styrke. Hver gård havde sin lod. Det var et flot syn at se de mange lysklædte mænd, og når høet skulle rives og pigerne kom med, så blev der jo endnu mere liv og spøg derude. Der var adskillige smårender vi skulle skræve - eller springe - over, og det var en stor fornøjelse for begge parter når karlene skulle hjælpe pigerne over.

Man tog aldrig hjem til middag. Man kunne have mad med til hele dagen, men ofte blev der bragt middagsmad ud fra hjemmet.

Hvis flere hold lå sammen blev tonen mere livlig, og der blev mere spøg. Der blev ikke drukket ret meget spiritus ved disse spisninger, men en "lærke" var der jo, og hvem der havde smag for de våde varer kunne nok træffe at få så meget, at de blev lidt gemytlige. Gamle Mogens havde som speciale, når han kom i lidt løftet stemning, at stå på hovedet. En dag væddede man med ham om, at han kunne stå på hovedet og synge "Den tapre landsoldat". Mogens arbejdede den dag for os, og før han gik i gang med opgaven, spurgte han sin ældre broder, om han måtte, hvad han selvfølgelig fik lov til. Præstationen blev udført tilfredsstillende, og Mogens fik sin dram.

Rasmus klagede en dag over, at der aldrig var nogen der sang viser. Mens hans fader gik til hove på Hjortholm da sang man så mange viser. Det blev henstillet til Rasmus, at han kunne jo prøve med en vise, og efter at have rømmet sig og halet op i bukserne tog han fat:

"Skøn jomfru steg op på det højeste bjerg

for at skue det brusende hav,

da så hun et skib der kom sejlende,

hvori tre grever var.

Den yngste af dem gik på bjerget

for at skue den jomfru så skøn.

Med hende han ville forlove sig,

endskønt så ung han var.

Så tog han da frem af sin lomme

de yndigste guldringe tre.

"Se dem må du have allerkæreste min,

til jeg igen kommer hjem."

Da disse tre år vare gået,

så kom han da hjem igen.

Han hilste godaften fader,

God aften, kære søn.

Du er kommen en time for sildig,

thi i dag står din kæreste som brud.

Ak hvem skal nu være allerkæresten min,

det ved alene Gud.

Så gik han da ind i sit kammer

og satte sig i en forgylden stol.

(nu taler Rasmus)

Ja, nu kommer der noget om, at han skriver tre breve, men hvad der står i dem, det har jeg dog glemt i øjeblikket, men så går vi videre.

Da disse tre breve var skrevne,

og alle var gået til ro,

så trak han frem sin skarpe kniv,

stak den i sit eget liv.

Da blodet begyndte at rinde,

og årerne strømmede til,

så lukkede han døren vidt åben op,

kom lille jomfru, se til.

Skøn jomfru steg op på det højeste bjerg

for at skue det brusende hav.

Dér hvor hendes kæreste var steget i land,

dér ønsked' hun også sin grav.

En dag der var en del samlet talte man om stærke mænd, og næsten alle havde noget at berette om ét eller andet herkulesværk, vedkommende havde udført. Kristoffer Bendixen tav stille, men da de andre rejste sig, tog han en ret stor sten i armene og lagde den op på en vold. Alle stirrede på ham og undrede sig over, hvad hans mening var. Da stenen var anbragt, rullede han den ned igen og sagde: "Nu kan en anden lægge den op!". Der var ingen der prøvede. Kristoffer Bendixen var meget stærk.

Foruden de bekostninger som forpagterne var forpligtet til efter kontrakten, var der en del som de nødvendigvis måtte lave med det samme. En del af noret egnede sig bedst til høhøst, medens alt det nærmere land kun var brugeligt til løsdrift. Så måtte der graves en såkaldt hegnsrende mellem disse to dele, for at de løsgående dyr ikke skulle gå i slågræsset. Denne grøft var ca. 900 favne, og gravningen betaltes med 50 øre pr. favn.

Der skulle en mand til at passe møllen og tilse kvæget. Til denne familie måtte bygges et hus. Det beløb sig til 417 kr. Ja, til den pris kan vi ikke i vore dage bygge et pænt og godt hus. Denne mand fik ikke rede penge i løn, men han måtte græsse en ko og et får på noret og slå en del hø til vinterfoder, og hvad han manglede af halm, skulle bønderne levere ham. Selvfølgelig tog pasningen af møllen og kvæget kun en lille del af hans tid. Den første vandmøller var træskomand.

Man kunne til løsdrift sende kvier eller plage - eller man måtte have en vis enhed at regne med. Og så kendte man et ord fra gammel tid, som man dengang benyttede, ordet nød.

1 treårs kvie = 1 nød

3 toårs kvier = 2 -

2 etårs kvier = 1 -

2 får med lam = 1 -

3 får uden lam = 1 -

3 føl = 2 -

1 etårs plag = 1 -

Det almindelige var, at hver havde 4 nød på noret, men når høet var kørt og hele noret blev givet fri til dyrene, kunne man undertiden hver sende et nød eller to mere.

Det gik på omgang blandt de 6 forpagtere at være "oldermand". Denne skulle se til, at alt gik som det skulle, og skulle sammenkalde til møde, når der var noget der skulle tages beslutning om. Dette fællesskab udviklede en god venskabelig fællesfølelse hos bønderne. Undertiden lavede man fællestur til Tranekær med familien, når afgiften skulle erlægges. Det skete at greven spadserede i haven med de 6 bønder, hvad der blev lagt mærke til og talt om. For 60 år siden var skellet mellem greve og bonde jo større end nu.

Hvad der i de første år gjorde høbjergningen så svær var det, at bunden endnu var så blød, at man ikke kunne køre med heste på ret meget af noret, men måtte bære høet på ryggen flere hundrede alen, for ikke at sige favne.

Skønt arbejdet på noret gik med liv og lyst, så varede det alligevel ikke mange år, før bønderne var kede af det og ønskede, at den kontrakt var slut. De havde ventet, at der ville blive betydeligt mere og bedre græs, når noret blev godt udgrøftet, men det blev en skuffelse. Det ville sikkert have været lønnende at så noget kunstgødning, men dette havde datidens bønder hverken forståelse for eller tro på. Der blev i de tider drevet megen svindel med kunstgødning, og der var vist adskillige af de 6 bønder, der havde gjort dårlige erfaringer.

Arbejdslønnen var efterhånden blevet større, og når bønderne så, hvorledes alle grøfter groede til, og de vidste i hvilken tilstand de skulle afleveres, så gruede de, og 1891 besluttede de at henvende sig til greven for at blive løst fra den indgåede forpligtigelse. Det var H. M. Klausen og Kristoffer Bendixen, der blev sendt til Tranekær for at underhandle med greven.

Først talte de med nogle af grevens fuldmægtige, men det lovede ikke godt. Til sidst kom de ind og forelagde deres ærinde for greven selv, og han var lettere at komme til rette med. Da de havde forelagt ham sagen og deres ønske, svarede han: "Ja, jeg kan nok se, at det er en dårlig forretning for Dem med noret, og det er det også for mig, men De skal ikke tabe penge."

Så blev kontrakten altså annulleret, og forpagterne slap for de store oprensninger af grøfterne, men dæmningen skulle de bringe i stand til de opgivne mål, men dette var, hvad de selv kunne udføre i løbet af 3 dage med eget mandskab og befordring.

Oprindelig var dæmningen kun stendoseret forneden. Det viste sig imidlertid, at bølgerne ved højvande slikkede fylden bort. Derfor var det med i kontrakten, at bønderne skulle føre doseringen til tops. Dette blev udført første år, de havde noret.

At det ikke var den årlige afgift der afskrækkede bønderne, ses af at de fire sammen med to nye tiltrædende fornyede kontrakten, men uden særlige forpligtelser ved afleveringen. De to der trak sig ud var H. M. Klausen og Mogens Jacobsen, og i stedet for kom Jens Hansen, Bogetoft, og Niels Petersen, Helsned.

Møllen skulle forpagterne holde vedlige. Den var leveret af Lange i Svendborg, og når der var noget i vejen skulle deres folk her over at ordne det. Der kom store regninger, som man især nu gruede for. Møllen blev ældre. Denne forpligtigelse var man også fritaget for nu. Der gik da heller ikke ret mange år, før møllen helt brød sammen.

Da der var gået 5 - 6 år, opløstes denne sammenslutnng, og nu blev det Carl Nielsen, Harnbjerggård, Erik Boesgård og (?) der blev forpagtere. Da de havde haft det nogle få år, blev det solgt til lærer Sederskjold i Humble.

Kort tid efter udbrød første verdenskrig, og her blev stor efterspørgsel efter tørv, så der blev gravet en del tørv. Man skulle mene, at noret nu var blevet en guldgrube, men ejeren syntes gerne at være i pengeforlegenhed. Han solgte omsider noret til konsul Alfred Nielsen og godsejer Duborg, og snart begyndte de at sælge det i mindre stykker.

Norets glanstid var forbi. Hvor de store regelmæssige sletter lå, var der nu fuldt af uregelmæssige tørvegrave, og da den næste krig kom, blev det atter raseret og den sidste tørv pillet op. Der var ikke tørv i bunden på hele noret. Hvor der ingen var, ligger arealet endnu med græs og noget er dyrket med korn. Men en stor del ligger hen med ret værdiløse tørvegrave.

Det kan synes lidt bagvendt at afslutte disse optegnelser om Ristinge nor med beretning om noret i forhistorisk tid, men jeg vil alligevel drage lidt frem. Langeland og Ærø har jo engang haft forbindelse, og i den tid har det areal der blev noret jo været over havet som et moset areal. Dette ses af den store masse tørv der findes i noret, og der findes også talrige bevise for menneskers og dyrs færden.

På Langelands Museum findes tre økser, nedlagt som offer, samt hovedskaller af okser, der kan ses at være slagtede som offerdyr. Der findes også en hjortetaksøkse. Mens de 6 bønder havde noret, prøvede de at pløje et stykke op og så raps og havre. Dette dyrkningsforsøg mislykkedes fuldstændigt, men ved pløjningen fremkom adskillige flintredskaber og hjortetakker. Det var i stenalderen, vandet brød igennem mellem Langeland og Ærø og flød ind i noret.

Far førte en protokol over hver en udgift til noret i de 10 år. Til slut har han talt sammen, hvor meget det blev med afgiften og alle bekostninger. Det blev for hver af de 6 2.500 kr., altså årligt gennemsnit 250 kr. Som lejet hjælp ved høbjærgning kan vi vel sætte 50 kr. til, altså 300 kr. årligt, og så deres eget slid. Vil man spørge hvad de fik for disse penge, er svaret, at de fik sommergræsning til 4 "nød" og ca. 18 læs hø. Høet skulle nærmest omsættes i forøget mælkeudbytte, og besætningen blev også udvidet lidt. Men når vi ved, at smørret om sommeren kunne gå ned i 68 øre pr. pund og skummetmælken pr. liter kun kostede 1½ eller 2 øre, så forstår man, at overskuddet ikke blev stort. Prisen for en toårs kvie var vist nærmest 70 kr., en rigtig god op mod 100 kr.

Selv om bønderne kun fik så lidt for al deres slid på noret, så havde de sikkert den gevinst, at deres gårde kom i bedre gødningskraft som følge af, at de holdt større besætning på grund af den gode mængde hø.

Noret regnedes til 15 td. land.

Høsten 1882

Da høsten dette år stod for døren, var det som om flere ting rottede sig sammen for at gøre det besværligt i mit hjem. Min mormor lå for døden. Hun kunne ikke vende sig, far måtte stadig hjælpe hende. Hun døde 6. september, og kort tid efter blev søster Marie født, så man forstår, at man ikke har være så rask løbende i høsten. En pige der tjente i gården blev syg og blev kørt hjem, og min ældre broder der var konfirmeret og skulle fylde en plads, fik spoleret en finger og måtte gå med den i bind og kunne næsten ikke lave noget. Se, det var jo ikke nogen lystigt optakt til høsten.

Kornhøsten var dengang et større problem end nu. Der var jo intet, der hed maskiner af nogen art, og da der hverken blev dyrket roer eller grøntfoder til køerne, var kornarealerne betydeligt større end nu, og der stod en rigtig god høst.

Far pløjede for et par husmænd, og disse hjalp til med høstarbejdet som vederlag. Da rughøsten kom, gik én af disse foran med leen, og en anden bandt op. Han der bandt op havde ikke let ved sit arbejde. Det kneb for ham at følge med, hvilket ærgrede ham. Han gik og småskældte, fordi mejeren, Rasmus, gik for rask. Nu var det sådan, at selv om binderen - Mogens - ikke havde opfundet krudtet, så ville han nok give det udseende af, at han forstod lidt mere end sit "fadervor". Han talte ofte om et mystisk "dyr", der kunne komme og gøre folk fortræd. Da Rasmus hørte den stadige småklagen, så vendte han sig om og sagde: "Det kan være, du vil sætte et "dyr" på mig." Dertil svarede Mogens: "Spot du ikke, Rasmus, "dyret" kan være dig nær nok og os alle." Da der var gået en uge, blev Rasmus syg af gastrisk feber, men han var en energisk mand. Han ville ud at høste sit byg, han var bange for, at det skulle blæse af. Han kom ned til far for at hente sin le, men far advarede ham: "Gå dog hjem, du ligner jo døden fra Lybæk." "Nej," svarede Rasmus, "Jeg drikker noget kamferbrændevin, det har hjulpet mig engang, det skal nok hjælpe igen." Så gik han ud i sin mark. Der stod han og rystede i 10 minutter, så gik han hjem i seng. Men ugen efter var han død. Det var én af fars høstfolk, der gik bort.

Nu skulle rugen køres hjem og den skulle sættes i en stor rund stak ved gården. Manden som skulle sætte stakken lagde stakken an - så stor som han mente det passede til al rugen. Nu fyldte rugen mere end beregnet, og bedstefar advarede Kristen, der satte stak, imod at blive ved at sætte stakken så høj. Det var varmt i vejret og Kristen havde drukket en del gammelt øl, hvilket gav kurage. Han svarede stadig bedstefar: "Det går nok!" Og det gik, indtil der kun var ét læs tilbage. Da var stakken omtrent dobbelt så høj som husene, og nu væltede den! Det var et frygteligt fald for manden deroppe. Han slog sig halvt ihjel og kom ikke til at gøre mere gavn den høst.

Så forsvandt der atter én af fars hjælpere. Det var en lørdag aften sent, at stakken væltede. Søndag morgen så det ud til regn, og al den rug lå i en frygtelig redelighed. Da kom, uden at de var blevet bedt om det, karlene fra andre gårde for at hjælpe til med at bjærge rugen. Et smukt eksempel på hjælpsomhed.

Skønt Kristen lå så forslået, følte han dog for far, der manglede høsthjælp. Kristen havde en yngre svigersøn, der havde nedsat sig som slagter i Rudkøbing. Til ham sendte Kristen bud, om han ikke kunne komme ud at hjælpe far. Og Frederik Mikkelsen kom i sit køretøj og slog sig ned som høstmand i fjorten dage. Han var dygtig, mild og livlig, hvad der nok kunne trænges til i alle de genvordigheder. Sin hest havde han på gæs, og jeg mindes en lille episode i forbindelse med den. En dag blev den bremsegal og rev sig løs. Den stak hjem mod gården og ind gennem haven. Her var en stor dam, og den styrtede hesten ud i. Nu var dammen med ret høj stensætning på alle sider, bortset fra en ganske lille smal opgang. Hesten kunne ikke komme op. Da den blev savnet og man søgte efter den, fandt man den i dammen, hvor den halvt vadede, halvt svømmede, og den kunne lige holde hovedet over vandet. Den sparkede i dyndet, så det så frygteligt ud. Med besvær fik man et reb på den og halede den op, men let var det ikke.

Endnu en lille episode fra denne høst, hvor jeg mindes Fr. Mikkelsen. Som nævnt lå mormor dødssyg, og hendes datter Birgitte, som var gift i Torpe, kom en dag sammen med sin mand kørende for at se til min mor. Alle mandfolkene var ude i den yderste mark at høste. Så satte man selv hesten i stalden, det gik nemt nok. Men nu havde de undervejs købt to pattegrise, som de havde i en sæk. De var bange for, at det ville blive for længe for grisene at være i sækken under besøget, men hvor skulle de slippe dem ud? Så kom de ind i karlekammeret, der kunne lukkes tæt, og der kunne grisene løbe på stengulvet. Da de fremmede skulle af sted, fik de godt nok grisene i sækken, men der så mildest talt ikke godt ud i karlekammeret. Her boede også Fr. Mikkelsen. Han havde et par morgensko, som det især var gået ud over. Morten gjorde rent efter grisene, så godt han kunne, men udslette deres spor, formåede han ikke. Så drog de af til Torpe.

Da høstfolkene om aftenen kom hjem kunne de jo se, at der havde været ubudne gæster i karlekammeret, men de få personer der måske kunne give oplysning tav stille, og blandt dem var jeg. Ingen vidste noget. Jeg må sikkert have fået pålæg om at holde tæt, og det blev et uløst mysterium, hvem der hin eftermiddag havde raseret karlekammeret. Jeg har først for nylig fortalt det til min broder.

Andre gårdmænd, som vidste hvor dårligt det stod til i hjemmet med sygdom og anden elendighed, havde aftalt at komme og hjælpe til når de selv blev færdige, men det gik sådan, at far, trods alt, blev færdig samtidig med de andre.

En mand som denne høst gjorde et godt og fortjenstfuldt arbejde derhjemme må jeg nævne. Det var Kristen Hansen (Vejmand). Denne mand har senere fortalt om, hvor god far var til at hjælpe sin syge svigermor. Når de var langt ude i marken og havde mellemmad med, så løb han hjem, spisende et stykke mad, for at hjælpe den gamle at blive vendt i sengen.

Jeg skal lige give en beretning fra samme sommer, selv om den just ikke er fra selve høsten. Den berører flere af de personer jeg har nævnt. Rasmus og Kristen var hos far for at slå græs. De lå bag et gærde og spiste mellemmad og talte om dette, at afholdsbevægelsen var komme til sognet. Der var holdt møder i flere skoler. De to gamle husmænd var ikke drikfældige, men en snaps satte de stor pris på, og det ærgrede dem højlydt, at der nu skulle tales nedsættende om brændevin, som var så godt, ja egentlig uundværligt, for hvem der skulle arbejde. Og hvad der især ærgrede de to var, at en anden mand, der også arbejdede hos far i høsten, min ældre broder William og en anden ung karl, som tjente hjemme, havde sluttet sig til foreningen. "Men vent bare til høsten kommer!" lød det, "Så skal vi nok få dem kureret. Vi skal trække dem igennem, så de ikke kan følge med, når de ingen snaps får, og vi skal drille dem, så de nok skal tage snapsen!" Den unge karl arbejdede ved den anden side af gærdet og hørte de kønne planer. Han sagde intet, men fortalte min broder, hvad han havde hørt.

Høsten kom, men de to husmænd blev optaget af andet. Rasmus var det som ville kurere sig med kamferbrændevin, men blev kørt til kirkegården. Kristen var det der drak sig kurage i gammelt øl, så stakken væltede, og han blev slået fordærvet.

Bedstemor blev begravet den 12. september. 6 af hendes dattersønner bar hende til graven. Jeg husker, at William endnu havde bind om sin finger.

Et familiebesøg i Stoense

Hvis nogen nu om dage skal foretage et familiebesøg i Stoense, vil han sikkert leje en bil, hvis han ikke har nogen selv. Så kan sådan et besøg jo let ordnes på en eftermiddag, men hvad har man så oplevet? Intet i sammenligning med, hvad vi oplevede når jeg i firserne i forrige århundrede gjorde turen derud sammen med mine forældre, min bedstefar og ældre broder. Selvfølgelig med hestekøretøj.

En sådan tur fandt altid sted kort efter høst, dog ikke hvert år. Turen blev omtalt og planlagt fjorten dage i forvejen. Vi skulle jo sove derude en nat. Det var meget spændende. Lidt frugt og mundgodt og en regulær mellemmad havde vi med til fortæring undervejs. Vi kørte som regel ad den såkaldte "østre landevej" gennem Longelse og kom ud til landevejen ved Tullebølle, men det kunne også ske, at turen gik gennem Rudkøbing. Så var det en oplevelse at se stubmøllen i Henninge. Når vi kørte gennem Longelse, havde vi mulighed for at se Søvertorpts røgterhus, hvilket også var en oplevelse.

Når vi i Tullebølle kom ud på landevejen, varede det ikke længe før vi begyndte at kigge efter Tranekær. Spiret på slottet var det første vi så, men snart er vi nær ved byen og kommer forbi kirken med den morsomme hat, som "generalen" forsynede den med. Så kører vi ind i gæstgivergårdens rejsestald, hvor karlen tager sig af hestene, og vi går ind i skænkestuen, hvor far bestiller kaffe. Jeg havde aldrig før drukket kaffe på en beværtning, jeg syntes det var helt højtideligt. Der gik en mand i stuen - jeg husker at han havde morgensko på. I min barnlige naivitet troede jeg, at det var greven, men da jeg senere lod mig mærke med den opfattelse, lo min ældre broder ad mig og sagde, at det jo kun var gæstgiveren. Han underholdt os flittigt. Jeg husker, han fortalte om hans karl, der fik hånden i hakkelsesmaskinen og i sin fortvivlelse stak de knuste fingre i en dynge hakkelse, hvor de blev så frygteligt fyldt med snavs.

Når kaffen var drukket skulle vi se os lidt om, mens hestene badede. Far havde som ung tjent i Tranekær og kunne fortælle om et og andet. Vi så drivhusene. Noget sådant så vi ingen andre steder, og måske kom vi engang ind i slotshaven. Her lå kanoner. Jeg havde aldrig set sådanne uhyrer før, men muligvis havde jeg hørt dem. Der blev nemlig på grevens fødselsdag skudt med dem, og når vejr og vind var heldig, kunne vi høre drønene i Humble. Jeg havde stået med bedstefar i hånden ude i haven og hørt dem.

Da vi kørte ind i Tranekær syd fra, så vi grevens "livstræ", det enestående smukke egetræ. Nu vi gled nordud af byen kom vi forbi iskælderbanken, Slotsmøllen og Slukefter, og så var al pragt fra Tranekær forbi. I Rudkøbing havde hver en skoledreng jo været, og nogle også i Tranekær, men hvad der lå her nordfor var for alle ukendt land.

Så gled vi da ud ad landevejen forbi den ene kirke efter den anden, sidst forbi Stoense, der som det hed ligger "midt i vejen". Så var vi ved den store dam til venstre, ved hvilken vejen svinger, vi forlader landevejen. Nu vidste vi, at der ikke var langt igen, og vi var også ved at være trætte af at sidde på vognen de mange timer. Nu ned ad den store bakke forbi Dalengård og så lige ind ad porten til møllebyggerens gård.

Møllebygger Kristen Jensen, som var gift med moders søster Stefine, var ikke alene øens første møllebygger, men alt træarbejde udførte han med sjælden finhed og akkuratesse. Han havde tilsyn med alle grevens møller, og da i tresserne i forrige århundrede der skulle sættes spir på slottet i Tranekær, blev dette betroet Kristen Jensen. Der fortaltes, at under dette arbejde stod han en dag på skulderen af en mand oppe på spiret og savede en bjælke over. Havde vi fået et nyt stykke møbel, så skulle møllebyggeren nok se efter, om der var noget at bemærke. Han havde et stort værksted med mange svende. Der var meget nyt for os børn at se. En lille smedje med blæsebælg var der også.

Ude omkring havde fætter Lars Peter adskillige interesser. Noget af det første vi præsenteret for var en træpumpe, som drengene havde fyldt med sten.

Hans Peter havde mange gode ting, således en violin og en lang fløjte af metal. Så havde han lavet en maskine, men over den hvilede en vis mystik, ingen havde set den, jeg fik den heller ikke at se, og han ville ikke udtale sig om, hvortil den skulle bruges. Der blev gættet på de mest forskellige ting. Da han og hans broder Hans Jacob blev lidt større, lavede de en "væltepeter". Der var ikke gummi, men massive ringe. Den var vist ikke magelig at køre, men de drog dog til Humble på den.

Det kunne hænde, at der blev arrangeret en køretur ud til øens nordspids. Derude var en masse store brombær. Jeg husker jeg plukkede i min hvide stråhat. Så gik de i stykker, og saften farvede hatten.

Jeg har engang i vor manddom talt med Hans Peter om alt det vidunderlige vi mødte i Stoense. "Ja," sagde han, "det var jo ganske det samme for os, når vi kom til Humble."

Næste morgen fik vi den nationale davre stegt flæsk, rigtig hed ind på bordet. Før vi drog af, skulle vi da op på bakken og se over sundet til Fyn. Onkel havde en stor skibskikkert. Det kan nok være, at den kunne trække sagerne hid.

Ja, dette er nogle spredte minder fra vore ture til Stoense. De taber aldrig deres glans.

Min første udenlandsrejse

Det var vist i sommeren 1887 at far en fredag eftermiddag kom ind i køkkenet, hvor jeg var sammen med mor. Jeg var lige kommet fra skole og sad og spiste. Så siger far lige så stille og rolig, som det var en ganske simpel ting han talte om: "Kunne du have lyst til at komme med til Svendborg til skyttefest på søndag?" Jeg regner med, at det omtrent var det samme, som hvis et ungt menneske i dag blev budt en luftbillet til Paris eller London. Jeg havde aldrig været om bord på et skib, endsige været i Svendborg, og det var jeg sikker på, at heller ingen andre af mine skolekammerater havde været.

Søndag gik det så pr. vogn til Rudkøbing og videre med gamle "Rolf" til Svendborg i det herligste sommervejr. Dog var der en enkelt dønning på Lunkebugten, så skibet bevægede sig ganske lidt. Nede i sundet havde jeg den første store oplevelse. Her lå en kanonbåd, og på den stod prins Valdemar. Tit havde jeg set på hans billede på min skrivebog, nu så jeg virkelig prinsen. Det skulle de andre drenge få at vide. Jeg må lige nævne en oplevelse mere fra sejlturen til Svendborg. Mads Skov var med og spillede på harmonika. Om ham er der altid munterhed.

Af selve det lødige ved festen husker jeg kun, at Jens Lund talte over sangen: "Det var på Isted hede". De såkaldte "Lyseblå" var noget ret nyt. På Langeland havde vi ingen. Politimesteren havde været så fornuftig at meddele på højere sted, at han mente han bedre kunne holde ro her på øen, når her ingen gendarmer kom over. Han kendte sine langelændere. Først da her kom en ny politimester kom Frederiksen her over. Ved festen i Svendborg så jeg flere af disse, jeg tør vist sige: forhadte karle. Hvis jeg ikke havde hørt dem så ilde omtalt, ville jeg vist syntes godt nok om dem. De så ret fredelige ud, men efter alt det jeg havde hørt de voksne tale om dem, måtte de jo være banditter.

Efter foredragene tog vi med én af de små sundbåde ud til Kristiansminde, og herfra gik vi til en gammel offersten, hvori der var en masse af de hellige skålformede fordybninger. Rundt om den lå en masse gamle slibesten. På sejlturen tilbage til Svendborg var der en sangforening med skibet. De sang flere sange, blandt andet: "Lütsows vilde jagt". Jeg synes aldrig jeg har hørt en sang, hvor melodi og harmoni har grebet mig så stærkt. Denne lille sejltur her mens de synger er som glanspunktet på denne herlige dag.

Dagen efter fik jeg travlhed. Jeg havde set et springvand ved havnen i Svendborg, og dette havde imponeret mægtigt. Sådan noget havde jeg jo aldrig før set. Jeg ser aldrig dette springvand, uden at jeg tænker på hin dag. Men nu skulle jeg jo have lavet et springvand derhjemme, og dette blev ikke nogen nem historie.

Far som jæger

I sengene som vi børn sov i derhjemme var to små puder. Det kunne træffe, at der stak en lille fjer frem af én af disse puder. Så halede vi den helt ud, og det viste sig så, at den var rød, gul, blå eller grøn, hvilket morede os.

Disse fjer havde far haft med hjem fra Australien. Mens han var derovre, gik han sommetider på jagt om søndagen og skød små spraglede fugle. Kødet brugte man ikke, men han pillede de smukke fjer af dem, stoppede dem i en pose og tog dem med hjem. Da han blev gift, blev der lavet to puder af fjerene. Dette er det første glimt, jeg har af fars jægerinstinkter. Far havde ikke jægerblod i årerne. jeg har aldrig set ham tage bøssen og gå på jagt ene, skønt han var en god skytte. Var han på jagt, var han sammen med andre der fik ham med.

Hos sin svoger Keilgård i Fodslette kom han jævnligt sammen med mænd fra Rødbjerghavn og Frederiksberg, og disse herrer fik ham undertiden med på jagtture. Han var meget munter og alsidig. De ville sikkert gerne være sammen med ham, og jagtturene morede også ham.

Han havde de første år ingen dublet, kun en gammel forlader. Han havde ikke råd til at købe et fint gevær. Så kom han til at køre en del sten for amtet engang, og dette gav så godt, at han fik råd til at købe en fin jagtbøsse.

Ellers var det mest Mogens Jacobsen der fik ham med på jagt - især strandjagt. Om vinteren når havet frøs til var der våger, hvor ænderne kom og slog sig ned, og her var det ofte let at skyde en del. - Hvert efterår havde Mogens, hans broder Niels og far en jagtdag. En sådan blev afslutningen på fars jagtvirksomhed. Det gik sådan til, at Niels ved et fejlskud skød sin broders hund. Mogens blev frygtelig vred, og det var som om hans vrede også i nogen grad ramte far, skønt han var ganske uden skyld. Der blev aldrig arrangeret flere fælles jagter, og ikke længe efter byttede far sin jagtbøsse bort for et udmærket ur med dobbelt sølvkæde. Min broder har uret. Jeg har kæden og pynter mig undertiden med den.

Far sagde, at når han solgte sin fine bøsse, var det fordi hans sønner ikke skulle få lyst til at bruge den og blive jægere. Han havde set adskillige der, når de fik hang til bøssen, forsømte deres ejendomme. Noget var der vel om dette, men når han absolut ikke ønskede at vi skulle blive jægere, så var det sikkert mest fordi at lystjagt efterhånden var kommet til at stå for ham som en rå sport. Han måtte altid tænke på alle de anskudte dyr, der slæbte sig omkring. Og når jeg har skrevet dette lille minde om far som jæger, så er det fordi at det giver et billede af hans udvikling, stadig fremad til finere, renere følelser. Min broder sagde også forleden: "Hvilken forskel var der ikke på far i sine unge år og da han blev en ældre mand!" Men trods det at han blev mere fintfølende både over for mennesker og dyr, så bevarede han altid den store gemytlighed og spøgefuldhed, hvorfor han var så bekendt. Og mærkelig nok, i sine yngre år var han en ret flittig kirkegænger. Det var som dette tabte sig en del samtidig med, at han for os at se voksede i finhed og idealitet på flere måder.

På sine ældre dage slagtede han aldrig et dyr, uden at det først var bedøvet.

Og når han blev så ivrig en forkæmper for afholdssagen, var det hans medfølelse for alle de lidende kvinder og børn der drev ham.

Humble Præstegård

Midt i forrige århundrede skal præsteembedet i Humble have været det fjerde bedste i landet, og vist er det, at der til præstegården var jordegods som til en lille herregård. Unde præstegården blev dyrket ca. 150 td. land, og så hørte der til som fæstegårde 2 almindelige gårde og en masse huse med jord.

Som andre steder gjorde fæsterne hoveri som betaling for at dyrke jorden. Den gård som blev min fødegård - der var 50 td. land og godt 5 td. hartkorn - skulle ugentlig gøre 3 spanddage og 3 gangdage. Det blev ca. 1825 afløst på foranledning af den daværende provst Plesner. De såkaldte "mensalbønder" skulle nu i stedet for spand- og gangdage årligt betale 60 rigsdaler. Det var sikkert en god ordning for bønderne. I en valgtale, som provst Plesner holdt, da han var kandidat til den grundlovgivende rigsforsamling, nævner han hvor skånsom han har været med sine bønder.

Om provst Plesner har pastor G. Jørgensen, søn af lærer Jørgensen, Humble , skrevet en udmærket bog. I sin bog "Langelands Historie" fortæller pastor Lütken også noget om ham. Når jeg nu i disse minder fortæller lidt, så er det kun hvad de gamle sagde - de der havde levet samtidig med ham. At han tog ordet til fordel for dem der ledede de gudelige forsamlinger ser vi også hos Lütken, og vi ser hvilken magt han havde når politimester Schmidten kunne sige: "Det er den hellige provst vi har at takke for det!" da det ikke var muligt at få dom over lægprædikanterne. Mor fortalte også et træk, som viser hans retsindighed og hans magt over for politiet. En dreng var sigtet for brandstiftelse (Skovsgårds mølle), og ved at pine ham havde man fået en tilståelse, men så snart pinen var forbi, trak han tilståelsen tilbage. Det var ret givet, at han ikke var skyldig, men den skyldige skulle dækkes. Flere gange havde man haft drengen i forhør, og nu en dag skulle det atter gå løs. Kunne man så få ham til at tilstå skulle han betragtes som skyldig og straffes. Provst Plesner sad ved sit skrivebord i Humble. Han ser på sit ur - halvotte. Så åbner han vinduet og siger til sin kusk: "Spænd hurtigt for, kl. 9 skal vi være i Rudkøbing!" "Det lader sig ikke gøre, hr. provst." "Det skal nås!" Så lukkede provsten vinduet, og et øjeblik efter jog vognen ad Rudkøbing til. Den første fjerdingvej kørte de ikke ualmindelig hurtigt, men så satte kusken farten op. Den store vogn fór i rasende fart hen ad de tarvelige veje. Kl. 9 var de på rådhuset. Hvad provsten sagde ved jeg ikke, men drengen som skulle have været i pinligt forhør, blev straks givet fri.

Når man ser hvorledes provsten kunne tage sig af "de helliges" sag, mente man også, at han kunne tale ved deres møder, men da de henvendte sig til ham om dette, svarede han: "Jeg taler kun i de høje huse!"

I de dage kunne en præst, når han ellers var betydelig, slå en del til søren uden at det vakte forargelse. De gamle fortalte, at Plesner undertiden blev natten over i Rudkøbing for at spille kort - og først kom til kirken en time over tiden, men folk gik trolig og ventede på ham, til han kom, og kirken var altid fuld.

Skønt det som nævnt var et stort embede, havde Plesner det undertiden småt med penge. Han var vist ret upraktisk. Der fortælles, at da han engang stod i Korsør og skulle til Rudkøbing, lejede han et dampskib. Det var i dampskibenes første tid. Han mente, at man lejede et sådant skib, som man ellers havde lejet en båd.

Der blev sagt, at han var som en konge på egnen. Blot et lille træk: Nogle drenge havde ude ved stranden sat ild i noget tang. Provsten kunne se det, og der blev straks sendt bud fra ham, at de hurtigt skulle slukke den ild, hvad de selvfølgelig også gjorde.

En søndag manglede man mel i præstegården og spurgte provsten, om en dreng måtte hente noget i møllen. Dette blev nægtet, da det var søndag. Da provsten var kørt til kirken, blev drengen alligevel sendt til møllen med et køretøj. Undervejs væltede han og slog sig ihjel.

Blandt de mange karle i præstegården kunne det nok gå lidt råt til. En mand har fortalt mig, at da han tjente som dreng, tog karlene ham og hængte ham op ved benene og lod ham hænge, til han var helt blå i hovedet og var ved at tabe vejret.

Engang var der høstgilde og mureren var også med. Da han om aftenen var blevet fuld, lagde karlene ham ud i laden. Nu lå der på møddingen nogle tarme fra dyr, der var slagtet til gildet. Disse viklede man omkring mureren, så han ville rive dem i stykker, når han vågnede - og ville derved blive frygteligt indsmurt. Da dette indtraf, fik han fat i sin kalkekost, gik om ved kalkhulen og gav tøjet en omgang med kosten. Der kunne fortælles endnu mere om usmagelig spøg, men nu et træk af en anden art:

I den vestre længe var en port og fra denne en indgang til mælkestuen, hvor pigerne residerede. Her listede karlene undertiden ind for at fjase med pigerne og for at få lidt ekstra forplejning. (Der er sagt, at folkene levede ret tarveligt i præstegården). En dag, da man nød livet derinde, ser man, at provsten kommer over gården mod porten. Den var jo gal, men Niels får i en fart fat i et par bælgvanter og en økse, og med dette i hænderne løber han ud i porten, hvor han møder provsten. "Skal Niels i marken?" spørger denne. "Ja," svarer Niels, "køerne er brudt gennem gærdet ud ved Gammellykken, og kan løbe ind i kornet. Jeg går ud og stopper hullet!" "Tak, tak, Niels, det er godt. Ja, Niels er altid god til at se tilgode." Så listede provsten tilbage over gården, og Niels gik ind i mælkestuen og fortsatte der.

De var jo tilbøjelige til at pikke provsten på næsen, sagde min gamle hjemmelsmand, og de rapsede også fra ham. Der var én, som havde et par bukser. Inden i dem stod med mægtige bogstaver: "Plesner". De var jo lavet af en kornsæk, han havde hugget. I ældre tid havde man altid malet navn på sine sække, og de var af hjemmelavet lærred. De var nok værd at lave bukser af.

Der lever en fortælling om, hvorledes provsten manede en kone. Jeg skal give den, som jeg har den fra en gammel troværdig kone. Hun havde den fra kusken, der hin aften kørte for provsten. Kusken var også meget troværdig: "Der var død en kone, og alt tydede på, at manden havde taget hende af dage, men der blev ingen politiundersøgelse. Kort efter hendes død blev manden så ængstelig, at han ikke turde være ene om natten. Han mente, at den døde var efter ham. Til sidst sendte man bud efter provsten og bad ham mane den døde, så manden kunne få fred. Provsten lovede at hjælpe, og et par aftener efter, hen ad midnat, gav han kusken ordre til at køre til kirken. Ved kirkegårdslågen stod han af vognen og gik med Bibelen ind på kirkegården, men før han gik, sagde han til kusken, at der ville komme to mænd, den ene efter den anden, i provstens skikkelse. De ville byde ham at køre, men kusken skulle bare vente. Og endelig kom så provsten selv, og de kørte hjem til provstegården. Og kvinden, der havde spøget, viste sig aldrig mere."

Folk i almindelighed har troet, at præsten virkelig manede den døde. Jeg tænker mig, at han er gået ind på denne forestilling for at suggestere manden. Når bare han kom til at tro, at den afdøde var manet ned, ville ængstelsen også forsvinde, hvad også skete. Gennem kusken sørgede provsten jo for, at det blev bekendt, at maningen virkelig havde fundet sted.

Hos min mor kom en kone, som var i slægt med den dræbte. Denne kvinde sagde til mor: "Vi kunne let have fået ham dømt, der var beviser nok, men så havde vi jo også taget faderen fra børnene, og dem er han jo god ved."

Befolkningen ville give provst Plesner en flot jordefærd. Han skulle bæres den ret lange vej fra provstegården til kirken. Det blev imidlertid et sådant snefog, at man måtte anbringe kisten i en skovslæde og køre over markerne, hvor mange karle lavede vej. Mor med en del andre unge piger skulle have strøet blomster, men det blev der intet af. Den pragtfulde jordefærd, man havde tiltænkt provsten, blev der altså intet af, men hans minde bevarede hans samtidige på en køn måde. Det var altid med en vis pietetsfuldhed, de talte om provsten og hans tid.

Et lille træk, der fortæller lidt: Det var i høst, og det gav sig til at blæse. Bønderne på Ristinge mente, at prostens hvede ville blæse af, før de kunne nå at få den høstet. Så tog de ingen middagssøvn, men ilede til provstegården med deres leer for at hjælpe til. De vadede over noret, som dengang ikke var inddæmmet. Da de nåede til provstegården, lå alle folkene og sov.

Det er fremført som noget stort ved de langelandske bønder, at de til den grundlovgivende rigsforsamling vragede provst Plesner og i stedet valgte I. A: Hansen. Jeg tror, at dette var et misgreb. Plesner havde flere gange i stænderforsamlingen talt de smås sag på en djærv og god måde, og han havde flere gange i de hjemlige forhold vist, at han ikke var bange for at gå i brechen for de små. Det er da også bemærkelsesværdigt, at fra Humble sogn, hvor provsten var blevet kendt, var næsten alle stemmer for ham.

Det var vist et dolkestød for provsten, at han blev vraget, for han var jo inderst inde de smås ven, selv om han spillede på andre strenge end I.A. Hansen.

Der kom jo en dag, da langelænderne også vragede I. A: Hansen, da han gik med til den reviderede grundlov.

Sidste gang provst Plesner har kvitteret i bedstefars skattebog er 1859 Så bliver det Drejer, som kom her til fra Tryggelev. Det var egentlig ikke min mening at beskrive disse præster personligt, men gennem hvad jeg har skrevet her har jeg givet et billede af provst Plesner. Derfor vil jeg også, efter hvad der er mig fortalt, give et billede af Drejer.

Drejer var en meget fin og korrekt mand. Hvis der skulle være et møde i præstegården, og de indvarslede kom lige på slaget, da kunne han tage venligt imod dem i døren. Men kom de to minutter for tidligt eller for sent, da var der ingen elskværdighed. Han kunne låne en mand fem daler, men skulle absolut vide på klokkeslæt, når han fik dem igen.

Drejer havde jo været præst i Tryggelev-Fodslette, og mens han var her, fik Hastrup nedlagt fire gårde for at oprette Rødbjerghavn. For at få lov til dette skulle Hastrup møde med en skrivelse fra præsten, hvoraf det fremgik, at det var et godt foretagende at nedlægge de nævnte gårde. En sådan skrivelse fik Hastrup Drejer til at lave og underskrive. Èn af disse fire gårde var fars barndomshjem Sofiendal. Den streg kunne far aldrig glemme Drejer.

Der stod i skrivelsen, at det var en velgerning mod de fire bønder, da de var meget slet økonomisk stillet, medens sandheden var, at det var byens mest velstillede. Afdøde skrædder Jørgensen, Fodslette, der huskede affæren, har sagt efter en højtstående mand, at hvis Drejers transaktion var komme rigtigt frem, ville det have kostet ham kjole og krave.

Fru Drosth fra Bukkemose, der havde været husbestyrerinde for Drejer, har fortalt mig, at han over den mindste ubetydelighed kunne blive så hidsig, at han slængte sine seler hen i en krog. Bagefter kunne han se det tåbelige i sin adfærd.

1861 blev det påbudt, at fæstegodset under præstegården skulle købes, hvis brugeren ville sikre det for deres børn.

Bedstefar var meget betænkelig ved denne ordning, da rentepengene ville blive det dobbelte af, hvad han hidtil havde svaret, men det blev da ordnet. Samtidig blev den jord der dyrkedes under præstegården vest for Hesselbjerg solgt, og Harnbjerggård blev bygget af Niels Jacobsen, ca. 80 td. ld. Dog blev der taget et lille stykke langs helsnedvejen, hvorpå der opførtes et hus til præstens avlskarl. Der var jord til en ko. Det varede imidlertid ikke så mange år før præstegårdsjorden blev bortforpagtet og avlskarlens hus solgt.

12. marts 1917 nedbrændte udhusene til præstegården, og da forpagtningen netop var ved at udløbe - det var Erik Boesgård, der dengang var forpagter - så blev den tanke fremsat, at nu burde der opføres 8 husmandssteder og jorden udstykkes. Jeg blev opfordret til at søge at løse denne opgave. Det var ikke så lige en sag selv om jeg vidste, at det var rigtigt, for sogneråd, præst og menighedsråd og ikke mindst forpagteren og, tror jeg, de allerfleste pæne borgere, var imod tanken. Og ret hurtigt måtte der handles, da vi vidste, at forpagteren arbejdede for at få købt jorden og lægge den til sin gård.

Vi var nogle stykker der talte om sagen. Jeg skal nævne William Bendixen, H. M. Larsen (postbud), Peter Flindt, H. P. Klinte, Kristian Drejer og undertegnede. Vi blev enige om, at de tre sidstnævnte skulle rejse ind til kirkeministeren og forelægge ham sagen. Vi satte os i forbindelse med Holger Kristiansen, som var folketingsmand. Han ordnede for os hvornår vi kunne træffe ministeren. Vi ønskede også at tale med P. Munck, som var vor folketingsmand. Så drog vi da til København, og jeg blev vist nærmest betragtet som ordfører.

I ministeriets sale mødte os en tjener med trekantet hat og viste os ind i et kabinet, hvor vi kunne gøre toilet, før vi gik ind til ministeren. Vi mente ikke at vi havde noget at gøre her, og snart var vi hos Munch.

Han kunne på det bedste anbefale vor sag, men den sorterede jo ikke under ham. Jeg husker en lille morsomhed fra mødet med Munch. Ministeren udtalte ængstelse for, om kornet kunne strække til til næste høst. Efter den optælling der var foretaget kunne det komme til at knibe. Så siger Klinte: "Det skal De ikke være bange for, de fleste har jo noget mere, end de opgiver." Det var som om ministeren studsede ved denne udtalelse og han sagde: "Tror De?" Men Drejer blev lidt ængstelig ved at Klinte udtalte sig så åbent om dette sted. Han stødte til Klinte og hviskede til ham.

Nu skulle vi så ind til kirkeminister Poulsen, der jo havde magten. Munch var jo vor folketingsmand, som vi kendte ret godt, medens Poulsen var os ganske fremmed. Jeg havde aldrig før været i disse kontorer, og jeg var en smule benovet ved at stå der som ordfører, men så snart vi havde hilst på Poulsen, var benovelsen borte. Han forstod os straks og var lige så ivrig for udstykningen som vi.

For resten havde der allerede været tilbud fra forpagteren, hvori var budt 100 kr. mere pr. td. ld. end vi turde byde, men Poulsen lovede, at vi alligevel skulle få jorden. At vi på hjemvejen 2. april sad fast i isen i Svendborgsund er kun en indskudt bemærkning. Skønt det på den tid var meget vanskeligt at bygge, og en hest kostede op til 4.000 kr., så var det ikke vanskeligt at få folk, der gerne ville overtage jorden. Men fra anden side blev der også arbejdet.

Der blev forklaret ministeren, at det var et rent tåbeligt foretagende, sådan som jorden lå. Ministeren blev til sidst så overhængt og bestormet, at han sagde: "Jeg må selv over og se, hvorledes det forholder sig." Så kom ministeren. Det første han sagde da vi kom på åstedet lød således: "Men jorden ligger jo glimrende for udstykning."

Af høflighedshensyn tog han til forpagteren, men kom øjeblikkelig tilbage. Der var ingen forståelse. Så gik sagen sin gang, trods alle onde varsler og spådomme.

Poulsen var gentagne gange herovre i årenes løb for at se hvordan det gik. Det var nemlig noget, han havde gjort administrativt, før vi fik loven om præstegårdsudstykning, og han havde fået en del mindre pæne ord for det han havde lavet. Han var så glad ved, at det var gået så godt, at det kunne tjene som forbillede og bevis, da loven om udstykning senere blev vedtaget.

Ved Poulsens besøg herovre fik jeg først at vide, hvilke kræfter i sognet, der havde søgt at standse planen. Jeg husker han sagde: "Det var egentlig alene i tro på Dem og deres broder, at jeg vovede at gøre det."

- - -

Mens Drejer var præst i Humble blev det mægtige stuehus, der endnu ligger, bygget. Det har været ét af de første år. Han boede under husets opførelse hos min bedstefar Hans Jacobsen. Min mor, der var hjemme som voksen, betjente ham.

Jeg har en salmebog som han forærede mor som et minde med tak for den tid han boede i gården.

Gamle veje

I disse dage gøres der et stort arbejde for vejen her forbi. Der lægges paksten og en masse grus, og nogle steder gøres den bredere, og hjørnerne rundes. Senere skal den asfalteres. Her er kommet til at gå rutebil, så må vejen gøres bedre. Når jeg tænker på asfalt og rutebil, så må jeg også tænke på den tid da her slet ingen vej var, og herom et par ord. Men vi må vel begynde med begyndelsen, for at historien ret kan blive lang og interessant.

Engang Frode og jeg var i København fik vi lyst til at se de ældste kort over Humble sogn. Det blev sagt os, at dem fandt vi på matrikkelkontoret. Men dette var det nu ikke lige til at finde indgangen til, for det lå i én gade og indgangen var i en anden, og da vi fandt indgangen var der så mange forværelser og gange, at det var et helt studium at finde ind. Men ind på kontoret kom vi da og blev også nogenlunde vel modtaget. Vi fremførte vort ærinde: at se de ældste kort over Humble sogn. En ung mand blev sendt for at skaffe dem frem, men det var tydeligt nok ikke det ældste. Det var vist bare et generalstabskort. Så måtte han jo til igen, og nu kom det gamle. Det var ikke til at rulle op, men skulle lægges sammen, og da det blev foldet ud, dækkede det hele det store bord. Dette kort var ret interessant. Der var en del, der var anderledes end nu, navnlig vejene.

Vejen mellem Hesselbjerg og Helsned fandtes ikke. Hvis man skulle fra Hesselbjerg til Helsned skulle man dreje af øst for præstegården, langs haven. Her førte en vej over til Høje Tofte, hvorfra vejen som nu går til Helsned. Vejen øst for præstens have kaldtes Præstebroen. Her har vistnok i ældre tid været en bro. Her er lidt lavt.

Selvfølgelig er alle de gårde og huse der ligger ved Helsnedvejen kommet senere.

Der gik en sti øst for Harnbjerg, men altså kun for gående. For 50 år siden stod her endnu stenstene, medens stien for længst var sløjfet. Jeg må dog fortælle en lille oplevelse, vi havde da vi havde fået kortet bredt ud.

Der kom en ret fin herre ind i værelset. Han stilede rask hen mod bordet, hvor vi stod, og sagde i en ikke venlig tone, hvad vi ville med det kort. Det måtte ikke tages frem. Han kunne selvfølgelig nok se, at vi kun var et par bondetampe. Vi havde jo ikke engang briller på! Jeg følte, at her ikke var andet for, end at gøre sig så stor som muligt, hvorfor jeg svarede at jeg arbejdede på en afhandling om Humble sogn til Svendborg amts historiske samfund, hvilket ikke var helt løgn, selv om det var at forme det lidt flot. Så blev han meget elskværdig og hentede en protokol, som han mente, vi kunne have interesse i at studere.

Det var selvfølgelig de veje vi selv skulle traske på vi var mest interesseret i at studere, og vi så da at Renevejen var forandret en del fra hin tid. Ristingestrædet fandtes ikke. Det var altså vejen over Williams mark der var den offentlige, men medens den nu drejer af fra landevejen øst for gården, så skete dette i ældre tid først ved Fruehjørne. Så gik den skråt over marken mod nordvest, over til stedet på Williams mark, hvor den nu går. Lidt vest for stedet hvor vejen går ned til Mulebjerg, drejede den skråt ind og gik lidt vest for Mulebjerg og videre i vest lidt nord for stendyssen - og endte blindt ved de nordlige huse på Rene.

Ved udstykningen er den rettet ud og lagt i skellet mellem Humble og Hesselbjerg. Den var meget smal. Skulle man passere med større læs, måtte man køre ind på marken, og dette førte til, at der blev kørt meget mere ind på faders mark end der behøvedes. Så blev man enige om at lægge en 8 alen bred vej og holde sig på denne. Dette skete 1880, og samtidig fik vejen en forbedring.

Far afgav fyld fra Harnbjerg, mod at vejen skulle ordnes helt ud, hvor de andre ellers ikke havde jord. Dette skete som fællesarbejde mellem dem der havde jord på Rene og mellem de få beboere. Der var ingen myndighed. De 8 alen blev kun en mundtlig overenskomst.

1896 foretoges en istandsættelse af vejen, nærmest indgravning af rabatter. Jeg har et minde fra dette arbejde, hvor jeg hjalp til. Vi var to karle, der trak stok. Jeg så hvor det gnistrede for øjnene, men ville ikke give op. Da sprang blodet ud af næsen, så turde vi ikke mere. Vi var lige stærke.

1902 foretoges atter reparation, nærmest i lighed med den foregående. Trods disse reparationer blev vejen stedse dårligere. Grunden var den, at medens det i ældre tid var således, at man kun kørte til markerne på Rene i sommertiden, så havde dette forbedrede landbrug ført med sig, at vejen blev brugt meget mere, også i det sene efterår, og dette kunne den ikke holde til.

1913 henvendte vi os til sognerådet og fik en åstedsforretning, som så blev indført i protokollen. Hver af lodsejerne fik tildelt et stykke vej, som vedkommende skulle istandsætte og vedligeholde.

Men igen blev vejen meget dårlig. Et par lodsejere var gået ud og to nye kommet til. Så fik vi en åstedsforretning 1924 (?) (Det var 1937, jeg tror lidt før, F.B.).

Men det lapperi hver af os gjorde kunne ikke forslå til den trafik der var blevet på vejen. Så var vi 5: de fire på Rene og mig, der blev enige om at byde sognerådet hver 500 kr., hvis de ville købe sten for dem, lade dem slå og lægge på vejen. De mindre brugere af vejen skulle så yde lidt i form af sten eller penge. Jeg tror egentlig ikke, at sognerådet var særlig glad for vort tilbud. Men det var så flot, da der var så mange arbejdsløse, at de vanskeligt kunne afvise det. Det var jo langt lettere at anvise hver af os et stykke vej at ordne, men vi vidste jo, at det ville blive bedre, når det blev samlet under sognet.

Jeg måtte hjælpe dem på Rene, dels med lån, dels med kaution, men der blev lidt kludder med den ene, hvilket førte til, at jeg fik en lille kontrovers med sognerådsformanden, der ellers var - og er - min gode kammerat. Han truede med at standse hele arbejdet. Heldigvis havde jeg 500 kr. liggende, dem sendte jeg ham pr. omgående. Så kunne han ikke standse arbejdet. Jeg har fået dem igen.

Da vejen var sat i stand, ville vi selvfølgelig grumme gerne havde den optaget som sognevej. Min nabo anså det for umuligt og lo ad mig, men vi indsendte vort andragende, og den gik. Jeg tror der var kommet lidt uenighed i sognerådet, som bidrog til at det gik. Jeg ved ingen redelighed på det. 1. maj 1941 blev vejen synet af sognerådet og optaget.

De ville have haft den udlagt noget bredere, men jeg holdt mig til de 8 alen, som var ført til protokols flere gange. Skulle den være bredere, måtte det blive ekspropriation og betales. Dette bøjede man sig for, og vejen blev optaget uden videre vrøvl.

Jeg har aldrig givet penge bedre ud end de 500 kr. til Renevejen.

Smed og snedker

Selvfølgelig havde vi i min barndom en smed og en snedker her i Humble. Smeden hed Hartvig, og snedkeren hed Rasmus. Om denne sidste ved jeg ikke meget at berette, andet end at han stadig måtte være skive for smedens øgenavne. Hvis snedkeren kom forbi smedjen, så kom der en regn af navne som: ligkisteskrædder, træorm, limsmed, fjellesskrædder og meget andet, Smeden var så rapmundet, at snedkeren dårligt kunne få et ord indført, men han havde dog en kugle, som han undertiden nåede at fyre af mod smeden. Snedkeren havde være med i 48, smeden i 64. Med henblik på dette sagde snedkeren: "Vi fik vor medalje på brystet min ven, men hvor fik du din? Den fik du i røven!" Så kunne det stoppe smedens mund et øjeblik. Man kunne vel ikke sige, at smeden var ond, men han kunne tillade sig en ret grov spøg. En dag snedkeren kom forbi fik han én af sine unge medhjælpere til at liste sig ind bag på snedkeren og smøre ham med en tjærekost mellem benene på et par ret gode bukser.

Så skete det at Hartvig kom en tur til Lolland, og her var han med i en hestehandel, hvor det vist ikke gik helt reelt til. Smeden kom i alt fald i arrest. Da fik snedkeren vind i sejlene. Nu kunne han, hvor han kom hen i byen, bruge denne udtalelse: "Når Hartvig kommer hjem så skal han komme til at sige mig, hvordan arresten i Nakskov ser ud indvendig!"

Hartvig havde forpagtet et mindre jordbrug af Mogens Drost. Da Mogens døde tilfaldt jorden hans broder, Mads, men nu viste det sig, at Hartvig havde kontrakt på jorden i en meget lang årrække og på meget billige vilkår. Det er givet at her er lavet fiksfakserier ved kontrakten, men Mads måtte i flere år føre proces mod Hartvig, før han fik sin jord. Jeg har på mine ældre dage talt med en gammel smed, som i sine yngre dage havde været svend hos Hartvig. Denne smed betroede mig, at han havde været med til at underskrive den forfalskede kontrakt og vidste god besked med falskneriet. Men hvordan det egentlig hang sammen sagde han mig ikke.

Nu har jeg nævnt Mads Drost, der fik jorden. Så skal jeg fortælle et lille træk om ham, en affære, som man tit talte om og morede sig over i mit hjem. Mads drak sig gerne fuld, når han var ude. Så var han engang kørende med nogle til Tranekær, og her blev han også fuld. Man fik ham op bag i vognen hvor han sov til de nåede Humble. Nu skulle disse folk til Magleby, og da de så var på torvet i Humble, læssede de Mads af. Så kunne han sagtens gå det lille stykke hjem. Mads vandrede også ned ad gaden mod hjemmet i Hesselbjerg, men må vel ikke have været helt klar over, hvor han var. Det var mørk nat. Da han kom til fars gård så han lys. På gården var men meget tidligt oppe, for der slagtedes gris. Så går Mads tværs over haven til de oplyste vinduer og banker, idet han siger: "Luk op!" Bedstemor er derinde og spørger meget forbavset: "Ja, hvem er du?" "Jeg er Mads Drost, og hvor er jeg?" "Du er jo hos Kristoffer i Humble." "Nej, det var da godt, jeg troede jeg var i Tranekær!" Så kom far ud i haven til Mads, der stadig vandrede omkring. Så sagde far til ham: "Du kunne dog lade være med stadig at gå og træde mine buksbomshække ned." "Min gode mand," sagde Mads, "jeg skal komme i morgen og betale det hele!" Men historien om Mads Drost, der kun boede et lille stykke henne, men som kom og mente han var i Tranekær, den morede vi børn os tit over.

To Dannebrogsmænd

I min barndom havde vi her i Humble sogn to dannebrogsmænd - hverken mere eller mindre.

Det ville være for meget at sige, at det var sognets allerfattigste, men jeg tør dristigt sige, at de hørte til sognets fattigste, særlig den ene, Mikkel Klausen, eller, som han altid kaldtes, Mikkel Skersant. Det formede sig sådan, at disse to begge kom til at arbejde en del hos far.

Som det fremgår af navnet havde Mikkel været underofficer. Han var som sådan med i krigen 48, og da krigen igen kom 64, gik han med som frivillig. Han var sikkert en dygtig soldat, hvilket jo fremgår af hans dannebrog, og han havde en medalje mere, men jeg ved ikke i hvad anledning han havde fået den. Jeg var kun 6 år da han døde. Han skal have være en ret streng befalingsmand. Dengang betænkte man sig jo ikke på at slå på en soldat, og dette brugte Mikkel jævnligt. Når så synderen ømmede sig og følte på stedet hvor slaget faldt, så brugte Mikkel at sige: "Vær du bare rolig, Karl, den skal nok blive siddende."

Men tiderne skifter. Da Mikkel som ældre var kommet tilbage til Humble var der nogle der ikke havde glemt den behandling han som rekrut havde givet dem. En aftenstund passede de ham op og gennempryglede ham. Han kunne ikke opgive hvem det var . Der kom aldrig noget ud af det.

Mikkel var også ret hård ved sin kone, selv om han ikke slog hende. Hvis hun udtalte en anden mening end hans, brugte han at sige: "Er katten inde mor, ham taler du til. Du tier, når jeg taler!" Mikkel havde vel en lille pension, men den var vist grumme lille. Der er flere ting der viser, hvor småt de havde det. Jeg skal lige indskyde at hans kone hed Pernille og var fra kulsvieregnen. Han blev kendt med hende mens han var ved militæret.

De havde engang fået fat i en pattegris. Den skulle fødes op og være til vinteren. Men de kunne ikke skaffe anden føde til den end hvad grønt de ruskede. De måtte slagte den uden at den vejede noget af betydning. Hvor lidt husker jeg ikke, men der taltes i byen for sjov om, at Mikkel havde slagtet en gris der vejede så lidt. Engang skulle han have tækket sit hus. Så gik han rundt og tiggede et par halmknipper hos hver af bønderne. Når vi ved hvor stolt og ærekær han var, så forstår vi at det har knebet - før han gik en sådan tiggergang. Han mødte på denne vandring en stor ydmygelse. Han kom ind hos en mand som han mindedes på pinlig måde fra sin soldatertid. Da Mikkel fremførte sit ærinde sagde manden: "Ved du ikke, at tiggeri er forbudt? Dér er døren!" Så listede Mikkel af, men det bed frygteligt.

Når Mikkel havde svært ved at klare sig økonomisk ved almindeligt arbejde var det vist fordi alle hans bedste år var gået ved militæret. Som halvgammel kunne han ikke ret godt gå ind under dagliglivets slid, men måtte nøjes med lettere arbejde, der kun lønnedes grumme lavt. Han havede træsko, lavede halmbånd, stækkede stakke og klippede hæk, men det lønnedes meget lavt, og af offentlig forsorg var der jo intet.

Hvad jeg husker klarest om Mikkel er hans jordefærd. Han var vor nærmeste nabo, og da der var sagt, at det ville blive noget fint at se gik vi børn selvfølgelig hen og stillede os på stengærdet ved huset. Før jeg går videre må jeg lige fortælle, at der kom en meget kraftig hånd og rystede Mikkel på de ældre dage. Han mistede det ene øje. Hvordan det gik til ved jeg ikke, men jeg forstod på mor, at det var i forbindelse med en svær sygdom, hvoraf han led meget. Men efter dette skete der en forandring med ham. Den hårde, stolte mand blev ret mild og ydmyg.

Jeg var vist mellem 5 - 6 år da han døde, og det var den første jordefærd jeg overværede, og jeg kan jo sige, den mest pragtfulde, jeg har overværet. I hvert fald har jeg aldrig som der set armod og ære så tæt op ad hinanden. I baggrunden lå det lave stråtækte hus, og i kisten man bar ud lå den mand der var så fattig, at han måtte tigge et par knipper halm for at få tækket sit tag. Udenfor stod gallaklædte officerer opstillet, og våbenbrødrene var der med fane. På kisten lå dannebrogskorset og en medalje, og hvis jeg husker ret en æressabel.

Det ville være umuligt for sognets rigeste herremænd for alt sit guld at skaffe sig en sådan jordefærd. I dag ville en sådan begivenhed have været en himmerigsmundfuld for bladene. Dengang er det næppe blevet nævnt Nu er der gået lige ved 70 år, mens den der var med som 5 - 6-årig nedskriver sine minder.

Kristen Godtfredsen (Eggert)

Også Kristen var én af dem fra 48, men medens Mikkel var stiv og noget mut, så var Kristen liv og munterhed fra top til tå. Han var det mest spøgefulde menneske jeg har kendt, men aldrig ond eller grov. Hans dannebrogskors viser jo, at han har været en flink soldat, og en lille fortælling giver et godt billede af ham. De danske og de tyske lå på hver side af en mark og skød på hinanden. Da glemte Kristens sidemand at tage ladestokken ud. Den farer ud og bliver stående midt imellem de to linier. Da springer Kristen rask ud i kugleregnen og henter ladestokken tilbage for at kammeraten atter kunne skyde. "Kunne du mærke om de sigtede på dig, da du løb ud?" spurgte vi ham. "Nej, slet ikke. De troede jo det var en overløber, men da jeg skulle tilbage, da kan I tro at kuglerne peb om ørerne. Jeg sprang stadig i siksak." Ved Fredericia fik han en kugle gennem den ene arm. Den blev siddende i bæltespændet. Han opdagede først, at den var gået gennem armen, da han havde kastet den bort.

Han havde en anden lille historie fra krigen. De var indkvarteret hos en tysksindet, men de kunne mærke, at tyskerne altid var varskoet, når de gik ud imod dem. De forstod ikke, hvordan det gik til. Så kom de til at tænke på, at mandens gris hvor de var indkvarteret undertiden skreg så frygteligt, og at det altid var forud for danskernes udfald. Grisens hyl var altså tegn og advarsel til tyskerne. Så tog de danske soldater ganske stille grisen, slagtede og spiste den.

Da krigen kom 64 rejste Kristen til fronten som privat marketender, men dette fik han intet ud af. Han kom snart tilbage. Han solgte kun lidt. Det var nærmest drikkevarer han handlede med, og det kneb at få pengene ind. Tonen blandt soldaterne var sådan, at han knapt turde kræve pengene.

Han forsøgte sig her i Humble med en lille købmandsforretning - den første i byen - men snart efter blev der bygget en forholdsvis flot ny, og så var Kristen færdig.

Så kom han en sommer til som medhjælper at følge nogle murere, og efter dette tog han selv fat som murer, dog ikke på større ting, men han anlagde dog flere vandmejerier, således på Bogøgård.

Kristen var altid småt kørende, han tog kun datidens beskedne dagløn, men han var altid i strålende humør. Han forstod at krydre sin tilværelse med vittigheder. Var han arbejdsløs om vinteren, så sagde han: "Nu lever vi af røgede sildehoveder!" I sognerådets regnskab har jeg set et bevis på hvor småt han havde det, og samtidig ser jeg sognerådets smålighed. Kristen er kommet i forlegenhed og anmoder om et lån på 10 kr. Blev nægtet Man havde givet ham dannebrog, fordi han modigt vovede livet. Men låne ham 10 kr. ville man ikke.

Dog kom der en dag da han blev husket. Da han skulle have guldbryllup blev det arrangeret og betalt af byens folk i forsamlingshuset, og han fik en pengegave. De blev kørt i ponnivogn det lille stykke vej til forsamlingshuset. Vi var nogle unge mænd der bar faner, og musikken gik foran.

Kristen havde øgenavne til næsten alt, både redskaber og mennesker. Når han og far talte sammen ved deres arbejde, var det ikke let for uindviede at forstå dem, og hvis Kristen kunne få en godtroende til at løbe med en tåbelighed, så morede det ham. Karlen der tjente hjemme havde hørt, at Kristen havde et dannebrogskors. Så ville han vide hvor stort det var. "Ja," sagde Kristen, "det er sådan som en halvdør." "Hvordan bærer du det så?" "Jeg bærer det på ryggen." Karlen ville også vide hvordan sporer skulle bæres. Ja, det skulle Kristen sige, dem havde man på albuerne. Nu ville skæbnen, at karlen da han var i skoven så Pappe med sporer, og triumferende kom han hjem og fortalte, at Pappe havde dem på benene. Der var en gammel kone i byen. Hun var et uægte barn af generalen i Tranekær. Hun gik flittigt rundt og fortalte usandsynlige historier, og Kristen havde sendt hende rundt med mange. En dag, Kristen og far står og arbejder, ser de at hun kommer. "Giv hende en historie!" siger Kristen. "Det kan du jo selv," siger far. "Det kan ikke nytte noget, hun tror ikke mig, jeg har narret hende for tit." "Jeg kan ikke finde på noget," siger far. Men Kristen var straks behjælpelig. "Du kan jo sige, at der er fundet guld ude i Franke klint, og da du er gammel guldgraver skal du ud for at se, om det passer. Jeg tror ikke at far gav hende historien.

Kristen kom altid en gang om vinteren hen hos os at spise til aften og spille kort. En sådan aften var han meget taknemmelig for, og han havde en sjælden evne til at sætte humør i hele selskabet. Engang umiddelbart før en sådan aften var der en mand der for at ærgre far gav Kristen så mange dramme, at han blev frygtelig vrøvlet. Det ville ærgre far, der var afholdsmand. Den aften blev ikke hyggelig, og man lavede den om.

Kristen kom en dag hjemme og spøgte på sin almindelige vis - måske særlig livligt. Der var kommet en ny tjenestepige, som ikke kendte ham. Hun troede han var sindssyg. Hun blev bange for ham, fór ind i fars og mors sovekammer og smak døren så voldsomt i, at den gik i baglås.

Friboligen hvor han kalkede kaldte han Klosteret, og damerne som boede der var selvfølgelig nonner. Den mest mundrappe var priorinde. Hende tror jeg nok han bar lidt respekt for.

Kristen var ret håndsnild. Han lavede altid selv sine træsko. Engang forærede han mig en form til at støbe blyknapper i. Den var skåret i et stykke tavkesten. Den brugte jeg meget og var meget glad for den. Disse knapper stod højt i kurs i skolen, hvor vi spillede skorsten og klink. Engang havde jeg vasket formen og hældte bly i den våde form. Der udviklede sig damp, og havde jeg ikke haft en beskyttende engel, var mit ansigt brændt fordærvet. Der var fuldt af blyklatter i håret, men mærkeligt nok var jeg ikke blevet brændt af det smeltede bly.

Sine sidste år boede Kristen hos sin datter i Rudkøbing, hvor han fik en god pleje, men han længtes altid efter Humble, hvor han havde haft sit virke og hvor folk ret forstod hans sprog. At han og far var særdeles gode kammerater var jeg altid klar over. Men hvor meget far var for ham mærkede jeg først ved fars død. Da Kristen var her til begravelsen, sagde han: "Jeg fik at vide, at han var død hen på eftermiddagen, men den nat faldt jeg ikke i søvn."

Som de fleste andre var Kristen harm på gendarmerne. Den der var her på øen kaldtes Kantus, som jo er et hundenavn. Der var kommet nye regler for hvordan en skorstenspibe skulle mures. Kristen holdt sig til det gamle. Så kom Kantus og kasserede skorstenen. Den måtte mures om. Kristen lavede det lidt anderledes, men atter ulovligt. Den blev atter kasseret og måtte mures om. Nu kunne Kristen grumme nemt have lavet den lovlig, men det morede ham igen at lave den ulovlig, dog således at Kantus ikke kunne se ulovligheden, og den blev godkendt. Det morede Kristen således at have ført den lyseblå bag lyset, skønt han lig så godt kunne have lavet skorstenen lovligt.

Kristen kunne lave megen spøg, men jeg tror vi kan sige om ham som Grundtvig sagde om Frederik den 6.: "Han gjorde end ikke en kat fortræd!"

Kedelførerne

Da vi gik i skole sang vi med fynd og klem: "Opdam han har vundet slag, fjenden fik det glatte lag." Det var jo den hollandske admiral, der kom for at undsætte og skaffe luft til København 1659, da Karl Gustav havde indesluttet byen og beredte sig til storm. Det var en god håndsrækning, vi fik af hollænderne, og skønt den nok nærmest var ydet for at mele egen kage, så skulle de selvfølgelig have noget for det de havde ydet.

Her var på den tid såre lidt af sølv og guld i landet. Så betalte man med naturalier, og disse bestod i at hollænderne i 200 år fik lov til at handle i landet med forskellige varer, navnlig kedler. Deraf navnet kedelførere. Også leer handlede de med, og disse skal have været ualmindelig gode, hvad vist alle deres sager var.

De kom en gang om året i store brede vogne og havde i hvert sogn et bestemt sted, hvor de overnattede. Far sang nogle gamle sange, som han havde fra samvær med kedelførerne. Disse sange var vel ikke noget stort åndsprodukt, men jeg synes de lå lidt højere end det man ellers havde fra den tid. Desværre huske jeg kun et enkelt vers af disse sange:

"Ungdom og visdom er til at fornøje,

vi vil os fryde, imens vi har tid.

Livet os lærer at meget ondt må døjes,

det er ikke altid, at solen skinner blid.

Uskyldig spøg og tidsfordriv

at føre med en elsket viv,¨

det hører til et lyk'ligt liv

og er ulasteligt."

Da de 200 år var ved at være omme, gjorde kedelførerne opmærksom på, at nu kom de ikke mere. Nu måtte folk forsyne sig med hvad de trængte til og manglede.

Forskellige handlende

Som bekendt hørte Ærø indtil 1864 under hertugdømmerne. Der var altså toldgrænse mellem denne ø og Langeland. Mellem Marstal og Ristinge er jo kun et ret smalt vand, og der har næppe været noget videre skarpt toldvæsen, så det er rimeligt, at her blev smuglet en del. Det kan vi da også læse om i Svendborg amts bog om Marstal, og også i Lütkens "Langelands Historie". Hvad der også tyder på et betydeligt smugleri er en leg som bedstefar talte om, at de meget brugte i hans skoletid, især på isen. Den hed: "Smugler og betjent". Når denne leg var børnene så kær, er det sikkert fordi de mærkede at de voksne levede med i noget sådant. Folk i almindelighed dækkede jo snarere over smuglerne end de angav dem. De større smugleraffærer skal jeg ikke komme ind på. Jeg skal bare nævne lidt rent stedligt, som ikke er omtalt noget sted.

Et lille stykke vest for bedstefars gård havde han en "køllen" (Hvad dette er for et hus, skal senere blive beskrevet).I denne køllen havde nogle ærboer oplag af kolonialvarer, som var smuglet her over. Det var mest kaffe. Bedstefar hjalp ikke smuglerne på anden måde end ved at lade dem have deres sager i køllen. Jeg tænker at bedstemor imellem har fået et pund kaffe.

Renevejen går jo i en lige linie fra det sted hvor køllen lå, og til kysten ved Rene hvor de sikkert er løbet ind. Der var ikke et hus langs denne vej, så her var fredeligt at færdes. Varerne befordredes på trillebør.

Efter 64 var her jo ikke mere toldgrænse mellem Ærø og Langeland, men alligevel vedblev ærøboerne at komme med varer, som de havde fået fra sønderjyske byer og altså fået smuglet dem ind til Ærø, eller er gået direkte her over.

Køllen forsvandt midt i forrige århundrede, og jeg har ikke hørt om andre oplagspladser. Men jeg har hørt om folk der gik fra dør til dør, og jeg husker også et par af disse. Bedstefar talte jævnlig om "gamle Herman". Han solgte blikkenslagervarer, forme og skåle o.s.v. Også rangler til børnene. Far holdt "Husvennen". I den kom det gamle eventyr om drengen, som skulle vogte 500 harer. Da bedstefar læste det sagde han: "Det er akkurat ligesom gamle Herman fortalte det." Den gamle handelsmand har således siddet og fortalt i bedstefars stue. Måske har han sovet der. Han har sikkert fået smørrebrød. Det fik dengang næsten alle der kom.

En anden jeg også husker er Jørgen Klov. Han solgte zinkspande. Tidligere havde man jo kun træspande. Jørgen Klov bragte de første zinkspande til mit hjem. Han havde et par træskostøvler med urimeligt vide skafter. Far fik engang et par, der også var rigeligt vide. Dem kaldte han altid klovtræskostøvlerne.

Endnu sidst i firserne i forrige århundrede gik her en mand som i mit hjem altid blev kaldt "Smitsvogeren". Når han betegnedes sådan, var det fordi han blev gift med en lærers datter fra en skole, der lå lige vest for Harnbjerg på præstegårdsjorden. Denne skole er nedlagt ved midten af forrige århundrede. I de dage brugte almuen at sige svoger, hvor det hedder svigersøn. Da nu læreren hed Smits, blev det altså Smits svoger der blev trukket sammen og sagt i bestemt form, Smitsvogeren.

Hans, mesan? Hans

Jeg tror at han var tipoldefar til Ingvard Mogensens kone. Han var gammel sømand og havde vistnok selv et fartøj, han handlede med, og det var særdeles fine varer, han havde. Han var meget overtroisk. Nå han trillede op ad Renevejen, havde han en del formularer, han iagttog ved hvert led, han skulle igennem - for at sikre sig imod, at onde magter skulle skade ham. Han tog først hatten af og lagde den på børen. Så åbnede han ledet og kørte børen igennem, lukkede ledet og tog atter hatten på. Karlene som arbejdede i marken, morede sig over at se dette, og når de kom hjem, gav de jo en beretning. Op ad Renevejen var vel nok en halv snes led at passere.

Når han så nåede fars gård, skulle der først handles med fodtøj og så spises mellemmad sammen med bedstefar, så længe han levede. Under måltidet underholdt den fremmede stadig med beretninger om alt det mærkelige overnaturlige han havde mødt på sin vej. Engang forærede han mig en lille skål, den blev altid kaldt "føllet". Det var fordi at han den dag jeg fik den havde fortalt en meget lang og lidet sandsynlig historie om et overnaturligt føl, han havde mødt. Desværre husker jeg intet af historien.

Der boede dengang i Mogensgården en prokurator Mogensen. En dag sidder øens højeste politi her, da Smitsvogeren svinger ind i gården med sin bør. Mogensen vidste, at det blev galt, når han kom og falbød sine varer. Så løb Mogensen hurtigt ud, og idet han mødte Hans, siger han: "Det var godt, du kom, Hans, vi har sådan længtes efter de sager, vi har bestilt." Situationen var reddet, når det var bestilte varer der ventedes.

Der gik en ældre kone og solgte manufakturvarer. Hendes navn var Per Andersens enke, men hun blev almindeligvis kun kaldt "Ærbokonen", og hjemme hos os var navnet yderligere forvansket. Der blev hun kaldt "Lesør". Det var fordi at hun meget tit sagde "lille søde", når hun talte med os, og i hendes ærbosprog blev det trukket sammen og nærmest udtalt som "Lesør". Jeg husker der tjente en pige hjemme, som egentlig manglede noget , men da mor talte med hende om det svarede hun: "Det skal vente til ærbokonen kommer, der får jeg det så billigt."

Hvad der intet havde med toldsvig at gøre var, når strynboerne kom og solgte sennep, som blev avlet af en del der på øen

Rasmus Sønderskov

boede i et lille hus i Brogade. Det er for længst borte. Han var kolportør for Indre Mission og solgte altså deres bøger. Han havde i sin ungdom haft svære religiøse anfægtelser, men var faldet til ro i en sikker tro og ønskede at virke for Guds sag. Han var ikke mørk og pietistisk, men kom ofte med en spøg. Når han hilste på mig, sagde han gerne: "Nå, er det så Valdemar Atterdag eller Valdemar den Store?" Og han kunne godt spøge med far. En dag, det havde længe været frygteligt tørt, sagde han til far: "Hvad siger du, Kristoffer, mener du, vi trænger til regn?" "Ja, det er da vist, vi gør". "Nå, du kan da være ærlig. De fleste siger, at det må vi jo ikke gøre, for så fik vi jo, men det er slet ikke deres mening. Det skal bare lade så gudfrygtigt."

Han sov aldrig hos os. Han havde et bestemt sted i byen hvor han sov, men han spiste ofte til middag hjemme, og så læste han altid bordbøn før og efter måltidet. Dette irriterede mig lidt, og altid, også efter at jeg er blevet voksen, har denne læsen bordbøn irriteret mig, hvad enten det var på højskole eller i private hjem. Da jeg skulle konfirmeres, skulle jeg have en salmebog. Den blev købt af gamle Sønderskov. Far havde taget én frem, men så sagde den gamle: "Nej, Valdemar skal have én med guldsnit." Og det fik jeg. Den står i bogskabet. Vi har senere fået andre salmebøger. Det var den sidste handel derhjemme med Rasmus Sønderskov.

Dette var et lille udpluk af de gamle handlende, der ligesom hørte egnen og tiden til

Andre vandrende

På fattiggården var nogle som helst gik omkring for at bjerge en snaps. Jeg skal nævne nogle enkelte.

Hans Jordfader var et stilfærdigt menneske. Ham var ingen bange for, men man sagde, at han fortalte en masse spøgelseshistorier. Han har selvfølgelig siddet og fået det traditionelle smørrebrød med hjem og har så fortalt, mens han spiste. Når han om aftenen, hvor han tjente kom ud at fodre heste, så sagde det pip henne i en krog, og når han så kom derhen for at tage skuffen, var den borte, og det sagde pip i en anden krog, og sådan blev det ved.

Røde Erik var en skummel kammerat, som ikke havde noget godt lov på sig. Han blev dømt for en forbrydelse til nogle års ophold i Horsens tugthus, og her døde han.

Jørgen Hansen (Honballe). Han var vist ikke egentlig ond, men han var frygtelig slesk og løgnagtig. Hans mor måtte trække ham i skole i et reb, men det hændte, at han smøgede det af sig og løb sin vej. På sine vandringer sagde han ofte, når han kom: "Det er min fødselsdag i dag!" En dag han kom hjemme stod far i forreste stue og pudsede på en huggert, som skytterne brugte til fægtning. Jørgen gik videre frem til bedstefar, der gav ham en mindre skilling. Da han atter passerede far, gav han sig til at håne den gamle ved at rose ham for den store gave. Far blev vred og smurte ham én over ryggen med den flade klinge, men så blev Jørgen ydmyg og krybende og trak sig ud af døren. Far løb efter ham og smak løs, til han var ude af gården.

Nu var det sådan med Jørgen, at han søgte at snuse op alle steder, hvor der skulle være høstgilde, og så kom han om aftenen listende og satte sig inden for døren. Så blev han jo bedt hen ved køkkenbordet og fik en portion af den gode mad.

To mænd fra Napoleonstiden

I napoleonstiden var der jo en del fremmede soldater her på øen, og enkelte af disse forstak sig og blev her. Jeg skal nævne to.

Kejser i Rudkøbing

Hvad hans rigtige navn var ved jeg ikke. Han hed altid Kejser. Købmændene i Rudkøbing brugte ham meget til at gå på landet med regninger. Han var ærligheden selv. Jeg tror han undertiden var hos min farfar i Fodslette. En aften han spiste der bad han om melis, og farmor hentede det hvide sukker. Nej, det var ikke det han ville have. Han blev ved at sige melis. Da farmor ikke kunne fatte hans mening, sagde han: "Det som køerne malker." Så forstod hun, at han ville have mælk. Hvis man spurgte ham, hvad han troede på, så svarede han: "Jeg tror på Napoleon!" Dette antyder hvor meget de så i deres gamle fører.

Josef Storch

Han blev altid kaldt Josef Stork. Han boede i et lille hus på Rene. Det er for længst borte. Det lå lidt sydligere end de andre. Min mor har været der til bryllup. Josef havde tilsyn med noget kvæg på nogle fælles lodder, men dette tog hans meste tid. Hans hovederhverv var fiskeri. Min fars hjem lå jo ved østkysten, men helt herud kom Josef med sin fisk. Han havde påtaget sig noget grøftearbejde for Jakob Hansen, men det blev ingenting til. Da Jakob klagede over dette, svarede Josef med sin østrigske accent: "Jeg kan da ikke både grøfte og passe stranden." Denne vending er ofte blevet brugt, når man har to ting at udføre, og den ene bliver forsømt for den anden.

Josef læste hver morgen sine latinske bønner. Men det var nok en ubehag for ham og børnene med den fremmede religion. Så henvendte han sig til præsten og blev optaget i luthersk kirke.

En ansøgning fra Josef Storch

I kaldsbogen i Humble præstegård læses nedenstående, som afskrives 5. februar af Valdemar Bendixen.

På et vedhæftet blad læses: Dette er sikkert den originale Begæring, som i Kaldsbogen findes omtalt med Underskriverne.

Underskrevne tilstår herved, at jeg med velberåd Hu har ansøgt om at måtte blive optaget i den lutherske Kirkes Samfund, og det ved Bevilling fra Kancelliet af 2. denne Måned er blevet allernådigst tilladt, så er det, jeg nu i Sognepræstens, den residererende kapellans, Sognedegnens og Medhjælperens Nærværelse afsiger al Forbindelse med den katolske og alle dens Skikke, og har Sognepræsten gjort mig opmærksom på, at i den lutherske Kirke ikke som i den katolske "Ørenbigte" (= skriftemål) finder Sted, og at Præsten ikke kan give, men alene som Guds Tjener tilsige Syndsforladelse, hvilket jeg også herved erkender at være overensstemmende med min overbevisning, og glæder mig hjertelig ved den allernådigst forundte bevilling.

Humble 23. Juli 1814

J. Joseph Storch.

At dette således er påskreven og derved skriftlig ''Erklæring er af J. Joseph Storch afgiven og egenhændig underskreven bevidner vi som overværende

Datum et supra

H.O. Brandt, Wind, Læsøe.

Christen Jensen.

Christen Jeppesen.

Claus Rasmussen.

Sylt og Raps

Før noret blev inddæmmet var der til fars gård 6 td. ld. sylt, altså græsbund, der aldrig stod under ferskvand, men som imellem blev oversvømmet af havet. Der voksede noget meget fint kort græs, som var vanskeligt at slå. Bedst gik det, når man kunne tage det med dug. Man prøvede også sommetider at kravle på knæene under slåningen. Det fyldte kun lidt som hø, men høet var af særlig god kvalitet. Man kunne altid mærke, at køerne gav mere mælk, når de begyndte at få dette hø. Og når de kom derud på eftergræsning, gav de også særlig megen mælk. Køerne kunne være der ret længe på sådan græsning om efteråret, men nætterne kunne være kolde, og afstanden var for stor til at man kunne tage køerne hjem om natten.

Så byggede far et hus 1880, hvor vi om middagen kunne bede (hvile) med hestene og hvor køerne kunne bindes ind om natten. Der var jo lunt for køerne og også for dem som skulle malke. Huset blev nu ikke brugt ret mange år til at binde køer ind i. Det gik nemlig sådan, at da dæmningen blev sat og havvandet ikke mere kom på sylten, forandredes græsvæksten ganske. Først blev græsset meget længere, men af ringere kvalitet, og efterhånden blev det igen kort uden at blive bedre.

Da arealet var sikret mod havvandet var det mere fordelagtigt at opdyrke det til pløjeland, og dette skete med ca. en td. ld. årligt. Første år efter oppløjningen var det noget frygteligt sejt at så. Så blev der sået sommerraps (ryps). Den groede stærkt til, blev hele småtræer med fuglereder og muldede godt, så der kunne sås havre.

Rapsen blev skåret efter høst. Når der skulle køres raps, blev der sat stænger op på vognens sider og spændt lagner ud i vognen for ikke at spilde frøet.

Det var vældig morsomt at komme op at køre i sådan en rapsvogn, og ligeledes at køre hjem på rapslæsset. Men tiden mens der blev læsset kunne for en lille dreng blive lang. Engang var jeg med derude og havde glædet mig meget til turen og opholdet derude. Så sagde jeg, så snart jeg var kommet af: "Skal vi snart hjem?"

Rapsen blev tærsket med plejl efterhånden som den blev kørt hjem. Halmen blev sat ud i en stor dynge. Den var dejlig at lave huse og huler i, og sikken en krydret lugt den havde. Da jeg 30 år senere kom til at dyrke frø af kålrabi og turnips, mindedes jeg om rapsdyrkningen i min barndom. Når rapsen var tærsket, blev den nogle dage sat i en dynge, så den tog lidt varme, hvorved den blev sort. Ellers kneb det med at få sommerraps tilstrækkelig mørk.

Da vandmøllerhuset blev bygget af dem der havde forpagtet noret, blev det i forbindelse med Kristoffers bedehus. Nogle år boede her altså folk, men da vandmølleren blev én som selv havde hjem derude, stod huset nogle år tomt. I skorstenen brugte vi undertiden, når vi var på Rene, at varme ét og andet. 1892, da forpagtningen var ophørt, købte far huset for 100 kr. og rejste det bag sin gård. Da jeg fik bygget her 1904, blev huset med lidt tilbygning rejst her som svinehus og vognport. Da jeg nedlagde besætningen, blev det fjernet her. Noget af det sidder hjemme. Efter at skorstenen var fjernet på Rene, varmede vi undertiden mad og kaffe på et spritapparat.

Lidt mere fra Rene

Efterhånden som sylten blev pløjet op blev jorden drænet, men vandet måtte hæves ved mølle ud i landkanalen. 1881 blev der rejst en mølle, som pumpede vandet ud. Pumpen var tilbøjelig til at komme i uorden, og 1890 blev den erstattet med en lille snegl. Nu blev den sydlige del også drænet. Det kneb at være herre over vandet, og de 4 td. ld., som var kommet til ved inddæmningen og hidtil havde ligget nærmest som gold havbund, ville man også nok have noget ud af som eng. Men så var det en nødvendighed at kunne tumle vandet. Hidtil havde der jævnligt stået vand om sommeren, når der kunne slås græs på enkelte pletter, hvor der var kommet noget i gang. 1895 købte far og Karl Nielsen en mølle, som havde trukket savværk på Lohals, men var væltet i storm. Vi hentede den med 5 vogne. Det tog 2 dage. Vi kom først hjem kl. 10 om aftenen. Det er den sejeste køretur jeg har haft.

Møllen blev først rejst næste sommer. Den var meget stor efter forholdene. Den havde selvsvikning. 1902 slog lynet ned i den og ødelagde vingerne. Den blev istandsat, men uden selvsvikning.

Efter at vi har solgt jorden på Rene er der truffet en ordning, så ejeren af noret har påtaget sig at holde vandet nede i en bestemt højde, og de tilstødende svarer en bestemt vandskat. Så blev møllen jo overflødig og er nedbrudt. Vi solgte Rene 1908, Mads Hansen kom der fra 1911.

På den sydlige plet (Odden) findes i vid udstrækning et par spadestik nede en del fuldstændig skørnede grene, nærmest kun ris. De er gullige. Jeg har vist statsgeolog Madsen en prøve. Det er grene der af floderne fra Tyskland er ført herop og har ligget og drevet om i havet ved istiden.

Køllen og øldrikning

I ældre tid blev der drukket meget mere almindeligt øl, end tilfældet er nu. Ølkruset stod stadig på bordet, og det var ret almindeligt, at blot én gik gennem stuen, skulle han have en drik øl. At drikke vand var næsten utænkeligt.

Øllet blev brygget på gårdene, og i ældre tid lavede man også selv malt. Da man jo selv avlede byg, mærkede man ingen udgift.

Byggen skulle jo bringes til at spire og igen tørres, så det kunne holde sig, og dette sket i køllen, hvor der fyredes svagt under de brædder hvorpå det spirede byg lå. På grund af brandfaren lå en sådan kølle altid et stykke fra gården.

Efterhånden hørte man op med at lave malt selv. Jeg har som voksen kørt 2 - 3 td. byg til en maltgører, hvor vi så kunne hente malt, når vi skulle bruge det.

Vi opbevarede malt i en tæt egekiste på loftet. 1744 stod der på den. Nu står den hos mig og er atter klædekiste, som den er lavet til.

(Kisten er senere gået i arv til V.B.s barnebarn Bendix Bendixen, F.B.)

Mogensen fra Hennetved

Blandt de mænd der kom og sad og talte med far var der ingen jeg var mere glad for at være i stue sammen med end Mogensen fra Hennetved. Der er sagt om ham, at han var streng og hård. Mon ikke det nærmest kunne formes således, at han lejlighedsvis var lidt for korrekt. Mod mig som barn var han altid særdeles venlig og spøgefuld.

Mogensen var lidt under middelhøjde, men ret bred, og dette i forbindelse med et mægtigt skæg gjorde, at han virkede ret imponerende, trods det at han ikke var så høj. Hvad der vel også gjorde lidt indtryk var det, at han altid kom i en slags skytteuniform med metalknapper. Han var skytte på Skovsgård samtidig med at han drev sin gård. Og så kom Mogensen altid ridende, hvad ellers ingen andre gjorde.

Mogensen var skytte i Skovsgårds skove og skulle som sådan passe på, at der ikke kom krybskytter. Man fortalte mig et træk af ham efter et sammenstød med en krybskytte, et træk der karakteriserer ham. Manden der var kommet ind på Skovsgårds grund var for resten skytte fra andre gårde. Der var vist først et lille håndgemæng, så tager Mogensen en pistol og skyder på krybskytten, uden at det dog gjorde nogen fortræd. Selvfølgelig kom de i retten, og det var jo ikke helt korrekt, at Mogensen havde skudt på manden. Nu ville dommeren give Mogensen en håndsrækning og siger: "Det var selvfølgelig ikke Deres mening, at De ville skyde manden?" Men Mogensen kendte ikke til krogveje. Han svarede og bedyrede med en ed: "Jo, vist var det så!" Jeg tror ikke han blev dømt for sin adfærd.

Mogensen havde på sin væg en del våben hængende. Da far engang besøgte ham gik han og tog fat i forskellige af disse våben. Pludselig siger Mogensen: "Rør ikke den, det er den jeg skød Goliat med!"

Mogensen fortalte for mig om Jomsvikingerne. Om deres slag i Hløringavang(?), hvor de fik afhugget begge hænder. Så stak han begge armstumper i ham hen på en kiste og rullede sig med den i havet. Denne kiste var fyldt med kostbarheder, derfor sluttede Mogensen med at sige: "Det var jo ikke så tosset, om vi kunne komme op og fiske kisten op!" Så vidt nåede han ikke, men han fik reddet mange oldsager. Jens Winther siger, at det var Mogensen og Kristoffer Bendixen der lærte ham arkæologi. Mogensen har dog sikkert den største del af æren. I Mogensens testamente hed det, at hans samling aldrig måtte fjernes fra gården. Dengang var der jo ikke tanke om noget museum på Langeland.

Det var i min barndom ret almindeligt, at drengene sprang op bag på kanerne og tog en lille tur med. Sådan noget tålte Mogensen ikke. Men så tog han sin kane, kørte ud ad vejen og råbte, at nu kunne de komme med hvem der ville, og så fik de en ordentlig tur.

Det var i den tid ret almindeligt, at der plukkedes slåen til slåenmost, en ualmindelig fin saft til grød. Fattige koner fik for en skæppe slåen i marken. Man plukkede som regel i bøndernes hegn uden tilladelse, da slåen jo regnedes for værdiløs. Således gik en kone og plukkede slåen i Mogensens mark, da han kom til stede. Han tog hendes kurv med slåen og hældte dem ud på jorden. Det var hvad jeg vil kalde at føre sin korrekthed for vidt.

En dag han sov middagssøvn kom en mand ind og spurgte om han ville købe et skrift om Rasmus Mørkes henrettelse "eller et andet lille gudeligt skrift." Mogensen drejede sig i sengen og tog en pistol frem, holdt den hen for den fremmede og bad ham hurtigst muligt at forsvinde.

Mogensen var en stor hader af al skinreligion, så når folk mente at han var antireligiøs, tror jeg ikke det passer. Jeg ved, at han med stille alvor kunne sige: "Kan og vil vi ikke tro, så lad os dog ikke spotte."

Mogensen ønskede at blive begravet ude i sin skov, hvad folk også fandt tydede på, at han var en hedning. Ved begravelsen blev pladsen på almindelig kristelig vis indviet som: "Mogensens og families begravelsesplads."

Da Mogensen lå på det sidste, besøgte far ham. Fruen fra Skovsgård sad der og læste noget religiøst for ham. Da hun var gået sagde far: "Synes du nu ikke at det var kønt?" "Jo, det var det, men de frie tanker gør sig jo gældende." Hvis Mogensen ikke havde været så ærlig og åben med sin mening, så ville han vel knapt være blevet set på med så megen skepsis, og det ville han under ingen omstændigheder i vore dage.

Det er rigtigt, at Mogensen var højremand, men da Estrup kom med provisoriet, da ville Mogensen ikke være med: "Man skal holde landets love!" sagde han. Han var også her den korrekte mand.

Et lille træk der beviser hans personlighed: Da bedstefar blev begravet blev der ikke serveret spiritus. Far var dengang blevet afholdsmand. Mogensen havde ikke haft forbindelse med afholdssagen, men alligevel ønskede han, at der heller ikke ved hans begravelse skulle serveres spiritus, men heri ville hans efterladte ikke føje ham, hvilket var ham en hjertesag, han berettede far.

Ved siden af det lidt strenge kantede var der noget vist barnligt over Mogensen. Han kunne glæde sig ved sammen med far at sidde og se i billedbøger. I sin mose plantede han åkander og udsatte flere slags fisk, og han havde også fine ænder der.

Skønt der stod masser af træ i hans skov, kunne han ikke nænne at fælde noget til gavntræ, skønt han absolut ikke var velhavende. En del små ejendommeligheder havde han nok. Når avisen kom klippede han straks føljetonen af, "den skulle kvindfolkene ikke have at læse."

Når Du har hvilet i cirka 60 år, så hører jeg endnu din stemme, når Du sad og fortalte krybskyttehistorier. Hvorledes I havde fået fat i én af krybskytternes kugler og nu skulle hen og prøve om den passede i Miliuses bøsse.

SLUT

Afskrift af Valdemar Bendixens optegnelser.

Vi vil en gang kaste blikket om i Hallinggade, til det sted, der ejes af Peter Jacobsen, matr. nr. --(Stedet er nu nedbrændt og nyopført på Kappelsbjerg. På den gamle plads er nu parcelhuse. F.B.) og se på nogle af de personer, her har færdedes.

Først vil vi imidlertid standse ved en barnedåb i Humble kirke 11. s. eft. trinit. 1708. På denne dag døbtes Mikkel Rasmussen fra Helsned, søn af Rasmus Mikkelsen. Han blev frembåret af Dagmar - Jacob Nielsens hustru i Humble. Faderne:Jørgen --?, Mads Madsen, Ristinge, Rasmus Bruns søn Jacob, tjenestedreng Poul Christensen og datter Anne, tjenestepigen Maren Rasmusdatter, alle på Læggebølle.

Så vil vi berette om en anden dåb samme år. Barnet var her en pige, Maren Pedersdatter, fra Hesselbjerg. Dåben fandt sted 23. s. eft. trinit. 1708. Barnets fader var Peder Rasmussen, og den lille blev frembåret af Hans Lassens hustru Hesselbjerg. Fadderne var: Rasmus Madsens søn Jens, Hans Lassens broder Niels, Knud Johansens hustru, Niels Jørgensens hustru, tjenestepigen Maren Andersdatter, alle i Hesselbjerg.

Disse to, Mikkel Rasmussen og Maren Pedersdatter, blev senere gift og kom til at bo i førnævnte sted i Hallinggaden, der dengang var en arvelig gård.

Disse to havde en søn ved navn Hans Mikkelsen, som arvede gården. Han var døbt 1745 og blev gift med Kirsten Jacobsdatter, født 1749. Disse to havde flere sønner, Mikkel, Jacob, Mogens,1778, Hans 1788, Niels 1790. Mikkel og Mogens byggede hver sin af de to "Bogtofte gårde" på jord, der havde hørt til gården i Hallinggaden. Mikkel byggede den nordligste og blev farfar til Jens Hansen og Carl Pihl. Hans byggede den sydligste og blev farfader til Mogens Tømmermand, Julius Jacobsen, Kristian Jacobsen og Hans Bogtoft, Helsned og flere. Hans fik den førstegård på hjørnet i Hesselbjerg, matr. nr. ? Han blev fattig på grund af et tyveri begået hos ham. Man stjal den skat, som han havde indsamlet til greven og skulle aflevere næste dag. Greven viste ingen nåde. Hans kom fra gården for at beløbet kunne dækkes. Af hans børnebørn har vi Godtfred Larsen.

Jacob Hansen blev gift 10. februar 1811 med Ane Birgitte Sofie Madsdatter fra Hennetved. I kirkebogen læses om hende: Døbt som gårdmand Mads Madsens datter i Hennetved. Båret af madam Hansen fra Fårevejle. Død 11. juli 1814, begravet 18.

juli 1814. Gårdmand Jacob Hansens hustru i Humble 29 år. Død i barselseng. Konfirmeret i Lindelse, Coppuleret (ægteviet) i Lindelse.

Om faderen Mads Madsen, der her betegnes som gårdmand i Hennetved, er der fortalt, at han var ridefoged på Skovsgård. Når datteren er båret af madam Hansen på Fårevejle, kunne dette tyde på, at han har haft tjeneste her engang. Han må have været ret velhavende, thi datteren Birgitte fik adskillige sølvbægere med sig, da hun blev gift. Jacob og Birgitte fik en gård i Hennetved, men var ikke her ret mange år, før de kom til Humble og fik gården matr. nr. 8, der endnu ejes af slægten.

Deres ældste søn, Hans Jacobsen, blev født 11. marts 1812. De fik endnu en søn Mads Jacobsen, født 1814 ved moderens død. Jacob Hansen giftede sig igen med Karen Hansdatter fra Kurvemose. I dette ægteskab var børnene: Birgitte, som kom til Illebølle ( ) (børnene er Birgitte, Jørgen og Kristen). De to sønner Kristian og Rasmus kom vist til Simmerbølle og Skrøbelev. Niels fik først en gård i Hesselbjerg og byggede senere "Hambjerggård" 18 på præstegårdsjorden matr. nr. ? - Den overtoges og endnu ejes af sønnen Carl Nielsen. Sønnen Mogens fik fødegården i Humble. Mads fik en gård i Hennetved. Faderen sagde til ham, at han ville give ham enten en tohestegård, som var ejendom, eller en firheste, som var fæste. Mads valgte så en ejendomsgård. Både Mads og hans kone døde tidligt fra en flok børn, som så kom omkring til familien. Hans Clausen kom til sin farbror Hans i Humble, og Marie kom til samme Hanses datter Hanne i Torpe.

Det er jo imidlertid Hans Jacobsen, jeg særlig ønsker at følge. Han fortalte, at det første minde han havde var, at han stod og legede med høvlspånerne i sin moders ligkiste. Han har dengang været 2½ år. Da faderen flyttede til Humble, fulgte Hans selvfølgelig med og levede sin barndom her. På Rene henlå dengang en del til fællesgræsning, og han talte om, hvilken fryd det var for drengene, når man fra mange gårde var samlet her. Drengene samlede tørret gødning og vibeæg, og med gødningen som brændsel kogte de æggene.

Der var jo ikke meget af morskab uden for byen i de dage, dog nævnte han, at de kom til marked, og her spiste de noget meget lækkert hvedebrød med røget sild.

Hans var lille og spinkel, men kvik og godt begavet. Hans stedmorder skal have været meget kærlig og god imod ham. Hun tog ham jævnligt med i kirke. Første gang, han havde været med, fortalte han, da han kom hjem, at præsten stod oppe på et skab og snakkede tysk. En anden gang, han var med, sagde han henvendt til kvinderne: "Kan I se, at jeg har fået mine monskettens bukser på i dag?" (Hvad mon "monskettens" betyder?)

Som ældste søn kom Hans tidligt til at pløje, men lille og spinkel som han var, kneb det for ham at få hjulploven om, når han vendte. Han måtte sætte skuldrene under, fortalte han. Som ganske ung lærte han at spille, men hans virke som musiker er fortalt i "Den gamle violin", og skal ikke gentages her. Samme steds er også fortalt, at det var umiddelbart efter Steffen Rasmussens død, at han blev gift med dennes enke, Kirsten Andersdatter, og blev gårdmand. Gården var den vestligste og nederste i Humble, hvorfor den dengang ofte kaldtes Nedergård. Det var matr. nr. 5.

Steffen Rasmussen døde som ret ung mand. Han og Kirsten havde to små drenge, der døde som små. Steffen var en meget dygtig landmand. Han ryddede Harnbjerg for skov. Han byggede også et nyt stuehus i gårdens vestside, det tidligere lå i nord. Han havde fire grå heste. Foruden at Steffen var en dygtig mand, var han en gemytlig mand. Engang da de Humble gårdmænd kørte til Ristinge den del i følge, så gik de Hesselbjerg bønder på deres mark ud mod vejen. Da springer Steffen af vognen og hen under et gærde - og de andre efter ham og lader som de banker løs på ham. De Hesselbjerg bønder strømmede jo til for at se, hvad der dog var på færde. Så opslår dem fra Humble en høj latter og løber tilbage til vognene. Det hele var en spas for at drive gæk med dem fra Hesselbjerg. Det er et lille træk, som viser, hvorledes bønder i hine tider lavede sig morskab. Som ung mand morede det Steffen at ride ganske nøgen på hestene, når de skulle i marken. Når han så i den mundering mødte pigerne, fór disse langt af vejen.

Engang Steffen havde håndværkere sagde han til en af disse, at der var faldet en kat i brønden og druknet, og nu gjaldt det om at få den fisket op, at den ikke skulle ødelægge vandet. Han bød vedkommende en daler for i middagsstunden at finde katten og fiske den op. Denne chance greb håndværkeren med begær og sled troligt i stedet for at sove. Men inde i laden stod Steffen og de andre og grinede - der var nemlig slet ingen

kat faldet i brønden.

Steffens fader hed Rasmus Steffensen. Jeg ejer en egekiste, hvorpå står hans navn og 1742. Jeg ejer også en bog trykt (?) som har tilhørt denne mand. Den måde, hvorpå bogen behandler adskilligt, kan måske synes os barnlig og naiv, men den har sikkert indeholdt tidens højeste viden, og dette, at en bonde ejede en sådan bog, viser, at han var stærkt kundskabssøgende.

Steffen Rasmussen var gift ind i gården til en enke efter en mand kaldet Per Nedergård. Der var et ret køligt forhold mellem Steffen og den ældre mage. Han spiste aldrig noget uden sammen med folkene, af frygt for, at hun ville forgive ham. Det fortælles, at han altid kaldte hende Metusalem og ikke engang vidste, hvad hun hed, da han skulle melde hendes død til præsten.

Det var marts 1833, at Hans Jacobsen blev gift med Kirsten Andersdatter og altså overtog gården, der var fæste under Humble præstegård. Han var da 21 år, Kirsten 31.

Måske skulle Hans hellere være blevet landsbyspillemand end landmand. Han fyldte vist sin plads ved gilderne, men blev nok ikke nogen dygtig landmand. Men måske var det den nervesygdom, der senere i flere år bandt ham til sengen, der allerede i de yngre år begyndte at virke. Helt uden tanke for grundforbedringer var Hans dog ikke. Han fik lagt enkelte drænledninger. I den lille skov Ellemose var der tre små fladmoser. Hans mente, at dyndet i disse måtte kunne virke som gødning og kørte noget ud på marken, men han så ingen virkning. Så fik han den ide, at moserne skulle fyldes. Et lidt mærkeligt forehavende at fylde disse moser i gærdselskoven. Han fik heller kun begyndt, før han opgav det.

Her må nævnes en tragisk begivenhed, som fandt sted i hans gård og virkede meget uheldigt på hans sygelige sind. Der tjente en dreng på gården, og denne dreng hængte sig. Man mente, grunden var, at han var blevet drillet og behandlet slet af karle. Det tog Hans sig meget nær, idet han mente, at han burde have beskyttet drengen mere, end han havde gjort. Hvor meget det har virket på ham, får man indtryk af, når man hører, at han

aldrig mere gik gennem den port, hvor det havde fundet sted.

. Det virkede også hele hans liv stærkt på ham, når der fortaltes om én, der havde taget sig selv af dage. Nu var det vist sådan, at det kun var den mindste part, der tog sig bedre af deres folk, end Hans. En gammel kone har udtalt til Hans Kristoffersen, at det kunne være så strengt at sende sine børn ud i verden, det er ikke som før, vi kunne sende dem til Hans Jacobsen. Dette tyder da på, at han betragtedes som en god husbond.

En mand kom engang til Hans og ville købe en byggeplet oppe på hjørnet, hvor nu herberget ligger. Men Hans ville ingen sælge, skønt han sikkert stod og trængte til penge. Han har dog ikke villet gøre dette brud ind i ejendommen, og her må vi være taknemmelige for at han sagde nej. Engang i hans tid var der nogle dage karrusel på denne plads. Hvad der i "Tanker ved en dødsdom" er er fortalt om livet i hjemmet, skal ikke gentages her, men må absolut læses i forbindelse med dette.

Gården var som nævnt fæste under præstegården. I tidligere tid havde man gjort hoveriarbejde på præstegården, der dengang havde noget over 150 td. ld. Man skulle ugentlig gøre 3 gangdage og 3 spanddage, men dette havde provst Plesner afløst, før Hans fik gården, så der i stedet årligt betaltes 40 rigsdaler og 6 td. byg. Dette var jo meget billige vilkår, men så kom der en forordning 1860, som bød at al præstegårdsjord skulle købes, og så blev Hans Jacobsen selvejer, eller, som det kaldtes: "arvefæster", idet en del af købesummen blev stående som bygafgift.

År 1861 den 16. september, eftermiddag kl. 5½ mødte de forskellige for at fastsætte gårdens værdi. Den blev ansat til en værdi af 14.500 rigsdaler. For opførelse af et nyt stuehus får brugeren godtgjort 300 rigsdaler. Der kommer til at påhvile ejendommen en bygafgift på 21 td. årligt, Når dette bliver kapitaliseret, bliver købesummen 11.700. 10.000 blev stående og skulle være uopsigelige i de to første ejeres tid. Forretningen sluttede kl. 8.

Man forstår, at det blev meget strengere kår for Hans Jacobsen. Det bliver jo med et rundt tal en merudgift årlig på 1000 kr., en meget stor sum i de tider. Det kneb vist også

meget hårdt at skaffe dem, men det var jo ikke så mange år før der kom en ung mand på gården 1867.

Der var på gårdens mark en lille mose med tørv, "Stæremosen", men da der kun var lidt tørv, købte Hans Jacobsen et tørvemål i Rørslykke mose. Her blev den sidste tørv opgravet 1889, og den daværende ejer, Kristoffer Bendixen, solgte målet til Hans Ambo.

Som nævnt døde Hanses broder Mads og hans kone, og der blev så holdt auktion. På en gammel auktionsregning ser man, at Hans 21. maj 1858 har købt en bikube m.m. 2 mark, hjulfælg 2 rd. 1 mark, 6 sølvskeer 11 rigsdaler 3 mark 8 skilling, samt et sølvbæger, 11 rigsdaler 2 mark. Når dette sølvtøj er købt, er det åbenbart fordi at man fandt, at det ikke måtte gå ud af familien.

I Hanses tid var der en masse harer på markerne, Når han gik derud, lettede han altid en del, men Hans var aldeles ikke jæger. Hans kone sagde engang, at hun nok ville spise rå de harer, han kunne skyde, og så gik det dog sådan, at han gik ned ved Ellemosen og skød en. Triumferende kom han hjem og sagde: "Vil Du nu passe Dig til."

Før Hans Jacobsen blev bundet til sengen af den langvarige nervesygdom, led han frygteligt af tungsind. Hans kone var ængstelig, når hun ikke vidste, hvor han var, og det har vist været samtidig, at han led af religiøse anfægtelser. I sine ældre dage var han en meget munter og livsglad mand. Efter at han var fyldt 70, gik han en aften op ved forsamlingshuset, hvor der var bal, blot for at gå udenfor og høre på dansemusikken. Dette billede på den ene side, og på den anden dette, at han hver eneste morgen og aften tog sin bønnebog og læste sin bøn, giver et godt billede af manden.

Steffen kørte med fire grå heste, Hans med fire sorte og Kristoffer Bendixen med fire brune, fortælles der. Hans Jacobsen var en meget nøjsom mand, levede tarveligt, rørte næsten ikke spiritus og tobak. Da afholdsforeningen blev stiftet, indmeldte han sig straks. Han var da over 70. Han var en meget flittig mand, aldrig ledig, men hans arbejde bestod i lettere sysler. Det svære magtede han ikke efter sin sygdom. Indtil sin død lavede han halmbånd til at binde al vårsæden med. Han havede træsko for kvinder og børn, vandt garn, malede sennep o.s.v. Og så legede han med os børn, især med mig. Han var utrættelig i at fortælle for mig og spille kort med mig. Jeg mindes aldrig, at han har skændt på mig eller sagt hårde ord til mig, langt mindre slået mig. - Og han var mild i sin dom over menneskene. Sjældent hørte vi ham kritisere nogen, og han talte aldrig ondt og bittert. Jeg skal ikke prale med min broders og min eksemplariske opførsel, men for at få frem, hvad jeg vil, må jeg fortælle, at mine forældre engang blev spurgt, hvorledes de dog bar sig ad at få os så velopdragne. Jeg ved ikke, hvad der blev svaret, men det er min overbevisning, at gamle Hans Jacobsens store mildhed havde sin store andel i, hvad godt der voksede. frem i os. Når jeg mindes hans måde at lede os på, så bliver det min overbevisning at kærlighed og venlighed er det eneste. der virkelig opdrager.

Da Hans Jacobsen døde 1887, 75 år gammel, havde han alle sine tænder, og han var ikke i mindste måde stiv. Han brugte undertiden i kådhed at tage fat med hænderne i det gamle egebord og slå benene højt op bagud i luften. Han kunne en masse remser og viser, og han var ikke kostbar med at give dem. Han havde næppe nogensinde været uden for øen.

Efter at ovenstående er skrevet får jeg yderligere ved samtale bekræftet hans næsten enestående godhed. Hans fader, Jacob Hansen, skal også have været meget mild og gudhengiven, samtidig dygtig.

Vi vil nu se lidt på den kvinde, som Hans Jacobsen delte livet med. - Kirsten Andersdatter. Hun var født på "Stoffergården" i Hennetved 1802, og hendes fader hed Anders Christensen. (Stoffer). Han var født 1753 og døbt 10. februar 1754 i Humble. Anders Christensen blev frembåret af Anders Steffensens datter Maren i Hesselbjerg. Fadderne var: Peder Rasmussen, Christen Madsen, Hennetved, Steffen Andersen, Hesselbjerg, Anders Steffensens søn Christen. Anders Christensens kone hed Johanne, og var søster til Peter Klinte i Kædeby, altså H. P .Klintes farfader. Anders Christensen drev gården med stor dygtighed, dør 1833, hans kone 1830.

Disse to havde flere børn. 1. Ane blev gift med Jens Pedersen fra Påøgården, fik Skovsgårds mølle, som så brændte. En datter af dem er "gamle Marthe", som får en særlig beskrivelse i "En kvindeskæbne". Ane blev 62 år gammel. 2. Maren blev gift med H.C.Rasmussen, Fodslette, dør tidlig i barselseng. Bedstemor til Kristian Rasmussen, oldemor til Erna og Hans Kristian. 3. Johan blev 86 år, han døde ca. 1897. Han havde en gård i Haugbølle - beliggende ved Vestergårds skov - i fæste. Han var stræbsom og flittig, noget streng, havde det ret fattigt. Hans kone Mette Kirstine var søster til Rasmus Nielsen, boende i gården ved Humble kirke ("franskmand"). Da Johan døde, blev gården nedbrudt og jorden solgt. Børn: Maren, moder til Sine i Lindelse, Johanne, gift i København, Anders fader til Niels Peter og Anton i Amerika, Niels, fader til Kristian i Hesselbjerg. 4. Stine, gift med Godtfred Krøjer i Illebølle. Han var en dårlig mand, de havde det ikke godt, blev skilt. Havde ingen børn. Hun døde fattig i Hennetved 80 år gammel, hun var meget overtroisk. 5. Grethe, blev også 80. Gift med Hans Andersen, kaldet Hans Skrædder, eller "Hundeklemmeskrædderen" Deres søn Anders blev fotograf i Lindelse - var Kristoffer Bendixens gode ven - rejste ca. 1880 til Amerika. Grethe blev boende i Lindelse, men blev efterhånden så svagelig både legemligt og åndeligt, at hun ikke kunne klare sig selv. Der var tilsagt egtvogn til at køre hende til fattighuset - skønt hun endnu havde lidt penge - men så greb moder ind i sidste øjeblik - noget sådant måtte ikke times hendes moster. Grethe kom så til Humble hos Kristen Hansen (vejmanden), hvor der betaltes for hende og ved hendes død var der endnu lidt penge, som fader sendte til sønnen i Amerika. 6. Kristen fik fødegården.

Kirsten blev altså gift med Steffen Rasmussen i Humble, viet i Lindelse kirke ca. 1825. Man vil lægge mærke til, at ved Kirstens faders dåb er flere til stede ved navn Steffen, de er fra Hesselbjerg. Steffen Rasmussen, der blev enkemand, har sandsynligvis hørt til denne slægt, og altså ikke været fremmed for folkene i Stoffergården. Her var et godt sted for Kirsten at blive gift ind.

Slægten fra Stoffergården havde ikke Hans Jacobsens milde væsen. De var meget retskafne og ikke smålige eller gerrige, men der kunne lejlighedsvis være lidt strengt præg over dem, men meget dygtige og energiske var de. Hvad der således kan siges om denne slægt, passer vist også ret godt på Kirsten. De blev gennemgående ret gamle. Det var såre naturligt, som beskrevet andet sted, at Kirsten hellere ønskede manden skulle blive hjemme i ro ved bedriften, end gå ud og spille. Selv arbejdede hun energisk med hvad der hørte til kvindens arbejde, særlig tilberedning af tøj, lavet af uld og hør, Der var en væv i gården, og én af døtrene vævede også for fremmede. Om Kirstens ungdom kan jeg lige meddele, at hun som ganske ung tjente på Holmegård. Her hjalp hun til at bære korn på loftet - 2 skæpper ad gangen (ca. 25 kg. F.H.). Engang tabte hun sin sæk, da hun gik op ad stigen. Herremanden så det ud af vinduet og kom og skældte lidt ud. Sommetider var hun med som pige på herskabets lange køreture hen nord på øen. Når det var om vinteren, kunne hendes fødder fryse meget slemt, men alligevel kunne der under kørselen komme varme i dem. Hun sagde, at de på disse ture kunne nå at gennemfryse og blive varme igen tre gange.

Måske har det været hende noget af en skuffelse, at Hans Jacobsen ikke var så energisk og dygtig som hendes første mand, men hun synes aldeles ikke at have kujoneret ham. I hans lange sygdom ved jeg, at hun anstrengte sig for at give ham den allerbedste mad. Da Kristoffer Bendixen kom, tog han meget kraftigt fat på grundforbedringer, og dette glædede hende meget. Hun udtalte jævnligt anerkendende ord, medens hendes mand ikke lod til ret at dele denne glæde. Da Kirsten var 70 år, fik hun et apoplektisk anfald. Da det kom, stod hun ude idet gamle brændehus og hejlede hør. Hun lå i mange dage uden mæle, og lægen mente ikke, der var meget håb, da hun jo var så gammel, men alligevel kom hun sig og levede endnu ti år. Hun var 80½ år, da hun døde september 1882. De sidste par år, hun levede, var hun meget sengeliggende. Andet sted er nævnt, hvorledes Kristoffer løb hjem fra marken for at dreje hende, så hun kunne finde hvile.

Jeg skal fortælle et lille træk fra den tid, de to var gift. Det gamle stueur ville ikke gå, og man måtte have hjælp til det. I de dage var det jo ret almindeligt at have håndværkere i huset, men det var dog vist noget af en begivenhed, at Hans Jacobsen

en dag, da han kom hjem fra Rudkøbing, havde en urmager med hjem på sin stive fjellevogn. Urmageren blev ikke færdig på en dag, men blev natten over, og han havde en stor dreng med, for at han kunne få denne tur på landet. Denne dreng spillede ret livlig omkring. Når han sad på w.c., sang han, så man kunne høre ham i hele gården, og da der var is på dammen, måtte denne prøves - med det resultat, at han faldt igennem, blev frygtelig våd og snavset og måtte have 'Hans Jacobsens tøj på, medens hans eget blev renset og tørret.

Jeg glemte at bemærke, at den herremand på Holmegård, som Kirsten tjente hos, blev så fattig, at han som gammel mand kom som tigger hos Kirsten.

Valdemar Bendixen

fortsættes i Del 2