I "Fynske årbøger 1999" skrev jeg en artikel om Humble fattiggård, der eksisterede i perioden fra 1868 til 1894. Under arbejdet med kilderne på Landsarkivet for Fyn fandt jeg i Humbles kommunearkiv en detaljeret plan fra 1843 angående oprettelsen af en amtslig arbejdsanstalt for arbejdsføre fattige i Svendborg amts landkommuner på det daværende nedlagte seminarium Bernstorffsminde ved Brahetrolleborg.(1) Grunden til, at planen var havnet i kommunearkivet, var, at amtsrådet havde søgt om pengebidrag fra de enkelte kommuner. Planen er interessant, fordi den er udtryk for nogle ideer, der er anderledes end den politik, der ellers voksede frem på området i perioden. Det amtslige initiativ er usædvanligt i forhold til de senere så almindelige fattiggårde rundt om i de enkelte kommuner.

Al historie har sin forudsætning. Det vil her være nærliggende at henvise til "reglement for fattigvæsnets provisoriske indretning" fra 1803. Ifølge dette var de enkelte sognedistrikter forsørgelsespligtige overfor deres fattige, og hjælpen skulle bringes til veje ved hjælp af opkrævet skat. Denne lovgivning havde sin baggrund i den højkonjunktur og de ændringer, vi forbinder med "den florissante periode". De samme problemstillinger, som den nævnte lov behandlede, var dog til diskussion både før og siden. Det drejede sig om problemer med mange tiggere, betingelserne for forsørgelsesret og klassificering af forskellige grupper af fattige i forhold til deres ret til at få hjælp.

Jeg har i modsætning til at fortælle om disse forhold valgt at indlede historien om "den trolleborgske arbejdsanstalt" med at fortælle om det spirende folkestyre i Danmark i form af oprettelsen af stænderforsamlinger i 1831 og indførelsen af kommunalt "selvstyre" i 1841. Grunden er, at de nævnte institutioner fik en ikke uvæsentlig indflydelse på lovgivning og administration vedrørende fattigvæsnet. I provinsialstænderne var der en ny og omfattende interesse for fattiglovgivningen og for oprettelsen af arbejdsanstalter som løsning på fattigvæsnets problemer. Mange af de stænderdeputerede blev senere valgt ind i de nye amtsråd, og en del af de samme personer gjorde sig også gældende i en kommunal sammenhæng. Jeg nøjes her med at fremdrage ét eksempel, nemlig godsejeren Hans Peter Langkilde, der ejede godset Juulskov i Kullerup sogn ved Nyborg.

Frederik d.6. og hans regering havde ført Danmark ind i den europæiske storkonflikt på den tabende side. Ved krigens ophør var det mest markante resultat for Danmark afståelsen af Norge til Sverige. Et af de mindre betydningsfulde var, at den danske konge forpligtigede sig til, at give hertugdømmet Holsten en stænderforfatning. Danmark havde haft en gunstig økonomisk udvikling før krigen, men denne udvikling blev nu afløst af statsbankerot og en efterfølgende langstrakt økonomisk krise. Stænderforfatningen for Holsten fik lov at hvile, og det enevældige danske styre blev ikke presset af de tyske stater eller af andre lande.

Først i 1830 blev spørgsmålet taget seriøst op. Dette skete under indtryk af den politiske uro rundt om i Europa. Nu var tiden en anden. For borgerskabet var den økonomiske krise overvundet. Efterhånden var de, som besad eller dyrkede jorden, også blevet bedre stillet; men det siger sig selv, at stigende kornpriser gjorde ondt værre for en hastigt voksende gruppe af besiddelsesløse fattige. Danske kancelli og slesvig-holstenske kancelli udarbejdede forslag til stænderforfatninger. Det besluttedes, at der skulle vælges én forsamling for øerne, som skulle samles i Roskilde, én for Nørre

Jylland i Viborg og én for hver af de to hertugdømmer i Slesvig by og i Itzehoe. Forsamlingerne skulle være rådgivende overfor konge og regering. De skulle behandle forslag fra regeringen, men

kunne også tage spørgsmål op på eget initiativ. Strukturen for forsamlingerne i Danmark hvilede på en anordning fra 1831.(2) Til de enkelte forsamlinger skulle der separat vælges repræsentanter for godsejerne, for "de mindre landejendomsbesiddere", for købstederne - og for hovedstaden, hvad angik østifternes forsamling. Desuden skulle enkelte medlemmer udpeges af regering og konge. Forsamlingerne skulle træde sammen i en længere periode hvert andet år, og de deputerede blev valgt for seks år af gangen. Når man ser på kriterierne for valgret og valgbarhed, der først og fremmest var baseret på ejendomsret, må man konstatere, at der i høj grad var tale om et demokratisk underskud. Dette var selvfølgelig medvirkende til, at det kun var en yderst snæver kreds som kunne oparbejde et engagement i forhold til de ny institutioner. De første valg foregik i perioden sept.1834 - jan.1835 . Forsamlingen i Roskilde trådte som den første sammen 1.okt.1835.

En af de 5 godsejere på Fyn, der blev valgt, da 39 af de 52 stemmeberettigede afgav deres stemme, var Hans Peter Langkilde.(3) Han var 58 år gammel. I 1811 havde han købt godset Juulskov i Kullerup sogn ved Nyborg.

Langkilde mødte op i det kongelige palæ ved domkirken i Roskilde og indtog sin plads ved siden af lensgreve Ahlefeldt-Laurvig fra Langeland. Oppe på et podie sad regeringens repræsentant A.S.Ørsted og den af forsamlingen valgte formand professor J.F.Schouw, og over dem stirrede kongens buste ud over resten af de i alt 70 delegerede.(4) Oktobersolen strålede ind ad mødesalens store vinduer med de kunstfærdigt draperede gardiner og oplyste de lyslilla vægge og de høje hvide træpaneler.(5) I en debat sidst i november tog Langkilde ordet og forslog store ændringer i lovgivningen om fattigvæsnet. Han ønskede indskrænkning af fattige husmænds og indsidderes børns skolegang, så de i stedet for at blive boende hos forældrene kunne komme ud at tjene og dermed ikke udgøre en risiko for at blive en belastning for det offentlige, hvis forældrene kom under fattigvæsnet. Når børnene blev voksne skulle de være pligtige til at forsørge deres fattige forældre, i stedet for at disse kunne få hjælp fra kommunen. Alle, der havde indgået ægteskab uden udsigt til at kunne ernære en familie, skulle ikke hjælpes. Han foreslog oprettelse af arbejdsanstalter, hvor enhver, der fik fattighjælp, skulle pålægges at arbejde for det offentlige. I det hele taget ønskede Langkilde sig tilbage til fattiglovgivningen fra 1708. Det offentlige fattigvæsen havde i 1700-tallet stort set ikke fungeret og havde således, i langt højere grad end det nu var tilfældet, overladt de fattige til frivilligheden hos giverne af hjælpen. Retfærdigvis må man sige, at den mest reaktionære kritik af fattigvæsnet trods alt ikke vandt gehør på stænderforsamlingerne – f.eks. blev Langkildes forslag faktisk trukket tilbage.(6) Ifølge Carl Dalgas´ "Svendborg amt beskrevet 1837", var Langkilde en imødekommende mand, der beredvilligt fortalte om dyreholdet og dyrkningen af de forskellige afgrøder på Juulskov. Dalgas kommer i sin bog også ind på forholdene for de fattige i amtet. Ud fra en opgørelse af antallet af fattiglemmer i en række kommuner, giver han ikke et indtryk af, at problemerne med de fattige var en særlig stor byrde for kommunerne, om end problemerne var af meget forskelligt omfang fra område til område.(7)

I den anordning, der var grundlaget for indførelsen af de rådgivende provinsialstænder i Danmark, fremgik det af § 6, at stænderforsamlingerne også skulle ses i sammenhæng med et påtænkt

kommunalt selvstyre. A.S.Ørsted fremlagde regeringens udkast til en "anordning om landkommunalvæsnet" for Roskilde stænderforsamling i dens tredje samling i sommeren 1840.

Udkastet blev behandlet af et udvalg, hvor H.P.Langkilde var medlem. Den følgende sommer var loven klar og blev stadfæstet af kongen. Samme efterår blev valgene til de nye sogneforstanderskaber afholdt, og amtsrådene blev valgt i begyndelsen af 1842. I Svendborg amt var flere af amtsrådsmedlemmerne gengangere fra stænderforsamlingerne – bl.a. H.P.Langkilde. På dette tidspunkt var der allerede lavet lignende reformer for købstederne og hovedstaden.(8) Et område, de nye sogneforstanderskaber skulle forholde sig til, var fattigvæsnet. I Ollerup/Kirkeby skrev det nyvalgte sogneforstanderskab til amtsrådet. I et brev dateret 14.7.1842 foreslog man, at amtsrådet oprettede en eller flere amtslige arbejdsanstalter, hvortil arbejdsføre fattige, der søgte om hjælp fra kommunerne, kunne henvises. Det blev understreget, at sogneforstanderskabet ikke var imod offentlig forsørgelse af de fattige i almindelighed, men man

beklagede, at resultatet af den gældende lovgivning var blevet, at også arbejdsføre fattige levede på kommunernes bekostning. Pastor J.S.Brandt argumenterede med, at det var kristelig barmhjertighed

overfor de fattige på den måde at forsøge at bringe dem på rette spor. Han talte om gavnlig tvang og om gavnlig indskrænkning af de fattiges frihed. Selvfølgelig regnede han også med, at der blev tale

om en besparelse for kommunerne.(9) Henvendelsen til amtsrådet var ét initiativ, samtidigt havde man også bestræbelser i gang for at få bygget et nyt fattighus i kommunen.

Fjorten dage efter kom der et nyt brev til amtsrådet. Denne gang fra sogneforstanderskabet for Sørup/St.Jørgens sogne. Pastor C.J.Bredsdorff var af den gamle skole, sproget er grovere, og skriften er mere klodset, men indholdet er det samme. For at lægge vægt bag forslaget om oprettelse af en amtslig arbejdsanstalt, kom han med to eksempler på fattige, som kom ind under den kategori af forsørgelsesberettigede, som sogneforstanderskabet ønskede amtsrådet skulle lave en arbejdsanstalt for. Den første var en 41-årig ugift skræddersvend. Han var drikfældig. Egentlig var han ikke kendt i kommunen, men var forsørgelsesberrettiget dér, da han var født i Sørup sogn og ikke havde boet fast i en længere periode andetsteds. Hans ulykke var startet med, at han havde fået en hudsygdom og ikke længere kunne arbejde som skrædder. Efter at være blevet helbredt, fortsatte han dog med sin slette livsførelse. Flere gange havde han modtaget understøttelse efter denne tid. Han var endog blevet anholdt og dømt for løsgængeri. På et tidspunkt havde man givet ham bevilling til at drive sit erhverv i Sørup sogn og installeret ham i fattighuset, men med det resultat, at han blot kom og gik, som det bedst passede ham, og således stadig ikke kunne ernære sig selv.

Det andet eksempel på et fattiglem, sogneforstanderskabet mente trængte til en fast hånd og et stadigt opsyn, var en 45-årig strømpevæver, som tillige havde kone og 5 små børn at forsørge. I nogle år havde det været hans sædvane at drikke indtjeningen op. Ved denne slette husholdning var hans forhold selvsagt blevet forringet. På et tidspunkt solgte han sine redskaber og flyttede til Svendborg for at arbejde som slagter. Men det endte helt galt, og han måtte flytte tilbage til Sørup/St.Jørgens kommune. I sin nød påtog han sig arbejde hos sin far, der også var strømpevæver. Men ustadig som han var, ville han ofte hellere lide nød end arbejde i farens tjeneste. På sogneforstanderskabets vegne sluttede Bredsdorff af med at opfordre amtsrådet til at overveje, om det ikke var en god ide med en amtslig arbejdsanstalt, "som et middel til at slige ulykkelige mennesker kunne blive nyttige personer for samfundet".(10) Der var selvfølgelig andre fattighjælpsmodtagere i Sørup/St.Jørgens end de to eksempler, måske også enkelte andre der ville kunne kaldes arbejdsdygtige. Men flertallet var gamle og udslidte eller

handicappede. Ifølge folketællingen fra 1845 var der i Sørup/St.Jørgens 23 almissenydende, mens der i Ollerup/Kirkeby var 34. I de to kommuner var der henholdsvis 823 og 1267 beboere.

I amtsrådet var amtmanden på godset Hellerup, kammerherre, ridder af Dannebrog Frederik Sporon "født" formand. En af amtets provster var udvalgt af kancelliet, det var Frederik Selmer, provst for Gudme og Vindinge herreder, præst i Herrested. Derudover havde amtets godsejerne valgt 3 medlemmer, og fra de "mindre landejendomsbesiddere" var yderligere 3 medlemmer valgt. Desuden sad de to lensbesiddere Holsten-Lehn og Ahlefeldt-Laurvig i rådet.

Amtsrådet holdt kun fire ordinære møder om året, derfor blev de to kommuners henvendelse først behandlet på mødet på Svendborg rådhus 15.nov.1842. Amtsrådet var positivt overfor forslaget, men kunne ikke umiddelbart tage nogen beslutning, da en masse forhold selvsagt skulle undersøges. August Bülow, ejer af godset Tøjstrup ved Ryslinge tilbød, at han kunne spørge Ditlev Reventlow fra Brahetrolleborg, om denne ville udleje den nedlagte seminariebygning Bernstorffsminde til formålet. På Brahetrolleborg havde man i tidligere tider beskæftiget sig med at udnytte de fattiges arbejdskraft bl.a. i "spinde- og vævefabrikker". Det havde også været en ret for grever og baroner at kunne indtræde i amtets fattigdirektion. Aktuelt foregik der en tekstilfabrikation i en del af seminariets lokaler. Så det kunne jo være, at grev Reventlow alt i alt ville vise sig interesseret i projektet.(11)

På amtsrådsmødet 31.jan.1843 kunne Bülow fremlægge svaret fra Reventlow. Denne ville gerne leje bygningerne ud, men ville i øvrigt ikke gå ind i projektet. Derfor blev der nedsat et udvalg bestående af provst Selmer og de to godsejere August Bülow og H.P.Langkilde med henblik på at udfærdige en plan for projektet.(12)

Udvalget var først klar med planen i forbindelse med amtsrådets sommermøde på Nyborg rådhus d.3.aug. Planen blev vel modtaget, og udvalget blev anmodet om at forhandle færdig med grev Reventlow. Desuden skulle udvalget stå for en henvendelse til kommunerne i amtet for at få deres opbakning – ikke mindst af økonomisk art. Ideen var, at kommunerne dels selv skulle give tilsagn om at bidrage, dels skulle de opfordre private til at gøre det samme.(13)

I et følgebrev til planen, der blev udsendt sidst i december 1843, forsøgte de høje herrer i amtsrådet at tale til sogneforstanderskabernes moralske fordomme. Det hed bl.a. : "…ikke billigt, at den, som ved ødselhed, dovenskab, liderlighed og des lignende selv modtvilligen påfører sig fattigdom, skal understøttes af det offentlige." Og videre: "…hvorved vort hele fattigvæsen i gerningen er en assurance for ødelanden, drukkenbolten, den dovne og liderlige." Tidens omfattende "tallotteri" fik også et par ord med på vejen: "Det ligger dybt rodfæstet hos mange mennesker, hellere komme frem på en magelig måde, end ved anstrengelse af egne naturlige kræfter. Deraf det stærke hang til det ulykkelige tallotteri, deraf det hang til, hellere som fattiglem, at lade sig underholde af andre, end ved egne kræfters anstrengelse, at erhverve udkommet til sig og sine."

Udvalget forestillede sig, at amtsrådet valgte en bestyrelse på seks, som konstituerede sig med en formand. Denne bestyrelse skulle holde ordinære møder hver anden måned og overlade den daglige ledelse til en inspektør – godkendt af amtsrådet. Der skulle endvidere antages en fabriksmester og en betjent.

Anstalten beregnedes til 50 lemmer af begge køn. Umiddelbart forestillede udvalget sig, at lemmernes arbejde skulle være kartning, spinding og vævning med henblik på produktion af en række forskellige tekstiler. Senere kunne der blive tale om produktioner af trætøfler, træsko, kurve,

måtter og lignende. Endelig så udvalget også en mulighed for på et endnu senere tidspunkt at sætte lemmerne til at dyrke urter, kommen og tobak på en nærliggende jordlod.

Arbejdstiden fastsattes til 12 timer bl.a. afbrudt af måltidet kl.12, hvor lemmerne, efter at der var blevet ringet med en klokke, skulle stille op i en kø for at få det afmålte måltid. Der åbnedes mulighed for at lemmerne kunne udlånes til at arbejde for private i området. Fabriksmester og "arbejdere" skulle belønnes økonomisk, hvis der blev gjort en ekstra indsats.

Kommunerne skulle ifølge planen betale 2 rbd. pr. måned for hvert lem, de havde henvist, samt forsyne vedkommende med klæder.

Planen indeholdt foruden ideer til et regulativ for arbejdstid og bespisning, også forslag til hvordan lemmerne kunne holdes til en vis åndelighed. Man havde bl.a. allerede aftalt nærmere med sognepræst og kapellan i Brahetrolleborg sogn. Selvom der i planen tales meget om arbejde og tvang, så var der ikke tale om en institution som f.eks. Odense Tvangsarbejdsanstalt, der blev brugt som en straffeforanstaltning mod opsætsige fattiglemmer ifølge lovgivningen om fattigvæsnet.(14) I udvalgets plan i kapitlet om "Bestyrelsen" tales der i § 5 ligefrem om, at bestyrelsen skulle overtage denne straffemulighed fra kommunerne.

Man havde aftalt en leje på 400 rbd. årligt med Ditlev Reventlow, men de frivillige bidrag fra kommunerne skulle først og fremmest kunne dække størstedelen af udgifterne til den første indretning, samt til indkøb af materialer og redskaber. Her havde man et budget på hele 4500 rbd. Sogneforstanderskaberne skulle hurtigst muligt sende svar tilbage til Frederik Selmer, så sagen kunne behandles i det næstkommende amtsrådsmøde.

På amtsrådets møde 8.febr. fremlagde provst Selmer resultatet af henvendelsen til kommunerne. Det var der ikke kommet meget ud af! De fleste svar havde godt nok været positive, men den kontante opbakning var stort set udeblevet. Således var der kun blevet givet tilsagn om bidrag på i alt 300 rbd., altså ikke engang nok til at betale det første års husleje.(15) Selv de to kommuner, som oprindelig havde rejst sagen havde været noget afvisende. Ollerup/Kirkeby havde fundet, at byrderne ville blive meget ulige fordelt, hvis finansieringen var frivillig, og man så hellere, at finansieringen foregik forholdsmæssigt ud fra skattegrundlaget i den enkelte kommune. Det er nemt at forestille sig, at denne model også ville støde på modstand, da fordelingen af de fattige var temmelig forskellig fra kommune til kommune.(16) I Sørup/St.Jørgens havde pastor Bredsdorff sendt materialet rundt til et par af kommunens borgere, efter at han havde modtaget det 20.december. Det forlyder ikke, hvor meget der var blevet indsamlet, da han sendte resultatet tilbage 24.december, men det kan kun have virket i negativ retning, at amtsrådet forlangte hurtig ekspedition i julen, når det selv havde været 1½ år om at nå så vidt.(17)

Den mest udtalte modstand var dog kommet fra de langelandske kommuner. Her havde man ikke kunnet se, hvad gavn man kunne have af en amtslig arbejdsanstalt på Fyn.

Senere 11.marts sendte provst U.A.Plesner fra Humble to breve til amtsrådet. I det første skrev han, at der fra flere sogneforstandere fra Simmerbølle, Skrøbelev og Fodslette var taget initiativ til dannelsen af en kommunal forening på Langeland. På et møde 7.febr. med 45 deltagere fra både Rudkøbing og landkommunerne var den "Langelandske Kommunalforening" blevet dannet, og Plesner var blevet valgt som formand. Siden havde foreningen fået yderligere 50 medlemmer - "fra forskellige borgerklasser i købstad og på landet". Foreningens formål var ved afholdelse af møder og ved nedsættelse af udvalg at behandle anliggender, som man anså for vigtige for det kommunale liv.

I det andet brev fortalte Plesner, at der på et møde 7.marts var blevet fremsat et forslag om oprettelsen af et "tvangsarbejdshus" på Langeland. Det var en sag, der nogle år tidligere havde været behandlet i fattigkommissionerne på øen. På mødet var der blevet nedsat et udvalg på 5 medlemmer, der skulle arbejde videre med sagen.(18) Amtmanden behøvede ikke at afvente næste amtsrådsmøde, før han svarede Plesner. Den forening, man havde oprettet på Langeland, var et klart brud på de to anordningen, der var grundlaget for det

kommunale selvstyre i henholdsvis købsteder og landkommuner. Med den begrundelse var ethvert samarbejde mellem foreningen og amtsrådet udelukket.(19)

Når kommunerne var så uvillige til at skyde penge i amtsrådets projekt, så var det, fordi en anstalt kun beregnet for arbejdsføre fattige ikke modsvarede de reelle behov i kommunerne, hvor de arbejdsføre kun udgjorde en lille del af de fattige. Nogle sogneforstandere har tænkt på sine arbejdsføre fattige som en arbejdskraftreserve i et landbrug, hvor behovet for arbejdskraft var stærkt svingende med årets gang. Det er også nærliggende at forestille sig, at nok syntes sogneforstanderne, at de fattige kunne være besværlige, men samtidig var man ikke rede til at afgive den magt, man umiddelbart havde over dem. Bernstorffsmindeprojektet lignede samtidig den fattigforsørgelse, man tidligere havde haft på nogle godser, hvor de fattige skulle spinde og væve. Planen svarede således ikke til den magt, som bønderne nu mente at have krav på. Alt i alt står sogneforstanderskabernes sendrægtighed i denne sag i grel modsætning til den begejstring, hvormed "fattiggårdsideen", som havde et mere lokalt og ofte landbrugsmæssigt islæt, nogle få år senere blev modtaget.

Hverken på Fyn eller på Langeland kom der noget ud af de ambitiøse planer. Som en slags gravskrift over de amtslige og fælleskommunale arbejdsanstalter, kan man se den ansøgning, som sogneforstanderskabet for Snøde/Stoense på Langeland sendte til "Danske kancelli" om tilladelse til at bygge et 16 fags grundmuret arbejdshus for sine fattige og i den forbindelse optage de nødvendige lån. Ideen var, at de fattige både skulle bo og arbejde på stedet. Amtsrådet behandlede sagen på et møde 4.febr.1845 med henblik på at skulle indstille til kancelliet, at planen blev godkendt. "Amtsrådet kunne ikke andet end finde den lagte plan til et fattighus´ opførelse hensigtsmæssig".(20) Allerede i november 1843 havde sogneforstanderskabet købt grunden på 2 tønder land med det formål at få bygget et arbejdshus. Et år senere blev det bestemt, at en af sogneforstanderne sammen med en håndværker skulle rejse til hertugdømmet Slesvig dels for at bestille materialer dels for at studere indretningen af de forskellige arbejdsanstalter, der allerede fungerede dér.(21) Få år efter var enkelte andre kommuner i gang med at lave deres største og mest velegnede fattighuse om til lignende arbejdsanstalter med opsynsmænd og arbejdspligt for beboerne.(22) Fattiggårdenes endelige gennembrud som forsørgelsesmåde i landkommunerne kom dog først i 1860-erne.

Med 1803-loven havde det som sagt været ideen, at forsørgelsen af de fattige skulle ske ud fra deres tilhørsforhold til et sognedistrikt – betalt og administreret af dette. Denne grundholdning var da også forudsætningen for alle senere ændringer eller justeringer af loven. Som svar på andragender om "reformer" i fattigvæsnet fra slesvigske og nørrejyske stænder i 1836 var holdningen "at kongen så med velbehag på forøgelsen i antallet af hensigtsmæssigt indrettede fattigarbejdshuse og tvangsarbejdshuse i kommunerne". I en anden sammenhæng fik man i Viborg det svar, "at regeringen ville gå med til oprettelse af arbejdshuse, men ikke til indretning af nogen stor tvangsarbejdsanstalt for hele Jylland". Det man i Viborg havde haft i tankerne var ikke en

straffeanstalt, men noget lignende hvad man senere påtænkte i Svendborg amt.(23) En af de deputerede, assessor With havde allerede på dette tidspunkt i stænderforsamlingen i Viborg fået nedstemt et forslag om oprettelse af flere amtslige arbejdsanstalter.

I et kancellicirkulære fra 27.jan.1838 stillede regeringen i udsigt, at sognekommuner, der ville oprette arbejdsanstalter kunne få lån fra amtsfattigkassen eller fra "offentlige stiftelser" efter kancelliets afgørelse.(24)

Stænderforsamlingerne og de lokale selvstyrer blev et udtryk for, at den liberalistiske ideologi var blevet dominerende i det politiske liv. Dermed også på det sociale område, hvor det var de liberalistiske filosoffer og økonomer, der satte dagsordenen. I England havde Malthus og hans arvtagere haft medvind af de kolde vinde, der blæste fra højre efter den franske revolution. Teorierne skiftede med årene, men det stod fast, at det var nødvendigt at holde fattighjælpen nede. Denne konklusion kunne politikere af ellers forskellig observans bruge til enhver tid - såvel i Danmark som i det store udland. På andre områder var langt fra alle politikere slet så "liberalistiske", særlig ikke når egne økonomiske interesser kunne blive truet. Den engelske fattiglov af 1834 indeholdt klare intentioner om, at forsørgelsen af de fattige – hvis de da overhovedet skulle have hjælp - skulle foregå i arbejdshuse, som skulle gøres så afskrækkende som muligt, for at fattiglemmerne kunne føle det mindreværdige i at modtage hjælp fra det offentlige.(25)

I det danske politiske liv var der en udstrakt enighed om behovet for "reformer" af fattigvæsnet, uenighederne mellem "det reaktionære" og "det fremskridtsvenlige" var nuanceforskelle. I stænderforsamlingen i Roskilde var der selvfølgelig forskel på en repræsentant fra det københavnske borgerskab og en fynsk godsejer. I amtsrådene må der have været forskel på interesserne, om man repræsenterede godsejerklassen eller "de mindre ejendomsbesiddere". I sogneforstanderskaberne må der have været forskel på, hvorvidt man var en sognepræst med visse akademiske traditioner eller en plump nyrig proprietær. Der var dog i det store hele tale om en lille gruppe bedrestillede borgere vendt mod befolkningens store flertal, hvoraf fattighjælpsmodtagerne var den mest udsatte gruppe.

I amtsrådets plan for en arbejdsanstalt på det nedlagte seminarium, er der mange ligheder med fabrikslivet ved industrialismens gennembrud senere i århundredet. Der er også lighedspunkter med de senere fattiggårde på landet; så måske var Selmers, Langkildes og Bülows kræfter ikke helt spildte.

Fra 1860-erne kastede mange af amtets kommuner sig ud i et omfattende byggeri og oprettelsen af det, der officielt hed "Arbejds- og Forplejningsanstalter". Et uanstændigt socialpolitisk tiltag og en gigantisk fejlinvestering var en realitet. Fattiggårdene skulle kunne rumme såvel "værdigt" som "uværdigt" trængende. På den ene side ville man angiveligt skabe bedre forhold for fattige forsømte børn, psykisk og fysisk handicappede, syge og gamle, på den anden side ville man samtidig genere og skræmme de fattige arbejdsføre mest muligt - mennesker for hvem problemet "bare" var et massivt alkoholmisbrug. Der blev tale om en yderst uheldig sammenblanding af "værdige" og "uværdige". Det var da også det punkt, som fattiggårdsideens kritikere faldt over, bl.a. i den såkaldte "store fattigkommission" i 1869.

Som en logisk konsekvens af de åbenbare problemer, der selvfølgelig også eksisterede på Fyn, blev der i forbindelse med tvangsarbejdsanstalten i Odense i 1872 etableret en "fællesarbejdsanstalt", hvor det var lettere for stiftets sogne- og byråd at få placeret besværlige fattige i længere

perioder.(26) Bernstorffmindeprojektet tog højde for de uheldige konsekvenser, det havde at sammenblande alle

typer af fattige på en institution. Disse ideer nåede ikke længere end til papiret – og sikkert godt det samme. Hver på deres måde var begge modeller for institutionaliseret fattigforsørgelse – Bernstorffmindeprojektet såvel som fattiggårdene i de enkelte kommuner - socialpolitiske misforståelser, hvor det mest af alt gjaldt om at retfærdiggøre samfundssystemet frem for at hjælpe mennesker i nød.

Set i bakspejlet er det let at pege fingre af fortidens fejltagelser, men man må forstå fortiden på dens egne betingelser. En eventuel "nytteværdi" af denne historie må være, at den giver os en mulighed for bedre at forstå vor egen tid. For mig er parallellerne mellem 1800-tallets arbejdsanstalter og nutidens danske social- og arbejdsmarkedspolitik alt for tydelige.

1. Humble kommunearkiv. Sogneforstanderskabets sager 1842 – 1867.
2. Anordning af 28.maj 1831.
3. Hans Jensen: De danske stænderforsamlingers historie 1830 – 1848, I s.294.
4. Hans Jensen: De danske stænderforsamlingers historie 1830 – 1848, I.

5. Om palæets indretning. ROMU, årsskrift fra Roskilde Museum 1998.

6. Stændertidende nr.17, mødet 27.nov.1835. Sp.250 – 252.
7. Carl Dalgas: Beskrivelse af Svendborg amt 1837. Udgivet med indledning og

kommentarer af Finn Stendal Pedersen, 1992.

8. Anordning om købstedernes styrelse af 24.10.1837.

Anordning om Københavns kommunalordning af 1.1.1840.

Anordning om landkommunalvæsnet af 13.8.1841.

9. Ollerup/Kirkebys sogneforstanderskabs forhandlingsprotokol 1842 – 1868, 14.juli

1842.

10. Sørup/St.Jørgens sogneforstanderskabs forhandlingsprotokol 1842 – 1848, 30.juli

1842.

11. Svendborg amtsråds forhandlingsprotokol 1842 –1850, s.13. Møde på Svendborg

Rådhus 15.nov.1842.

Lotte Dombernowsky: Lensbesidderen som amtmand. S.336, 339 og 355.

Stavn 1994, udgivet af Faaborg kulturhistoriske Museer m.fl., s.28 – 32.

Udvalgets plan, afsnit E §1, se Humble kommunearkiv, "Sogneforstanderskabets

sager 1842 – 1867".

12. Svendborg amtsråds forhandlingsprotokol 1842 – 1850, s.19, pkt.14. Møde på Nyborg

rådhus 31.jan.1843.

13. Svendborg amtsråds forhandlingsprotokol 1842 – 1850, s.30. Møde på Nyborg rådhus

3.aug.1843.

14. Plakat 14.dec.1810. Reskript 11.juni 1817. Plakat 21.dec.1825.
15. Svendborg amtsråds forhandlingsprotokol 1842 – 1850. Møde 8.febr.1844.
16. Ollerup/Kirkeby sogneforstanderskabs forhandlingsprotokol 1842 – 1868. Møde

27.dec.1843, s.46 vedr. amtsrådets henvendelse.

17. Sørup/St.Jørgens sogneforstanderskabs forhandlingsprotokol 1842 – 1848.

Ultimo dec.1843.

18. Svendborg amtsråds journalsager B, 1842-b-l – 1846-b-192. Sagen 1844-b-105.
19. Svendborg amtsråds forhandlingsprotokol 1842 – 1850. Mødet 6. maj 1844,

amtmandens meddelelser pkt.9 s.43.

20. Svendborg amtsråds forhandlingsprotokol 1842 – 1850. Mødet 4.febr.1845.
21. Snøde/Stoense, sogneforstanderskabets forhandlingsprotokol 1842 – 60, s. 96, 115

og 116

22. F.eks folketællingen 1850: Magleby, Nordenbro nr.73. Lindelse, Herslev Mark nr.84.

Bjerreby nr.7.

23. Hans Jensen: De danske stænderforsamlingers historie 1830 – 1848 I, s.555.

Harald Jørgensen: Studier over det offentlige fattigvæsens historiske udvikling i

Danmark i det 19.århundrede, s.66.

24. Cirkulære af 27.jan.1838.

25. Henrik Preben Perregaard: Økonomer om samfundet, s.26 – 44.

26. F.eks. Odense byråds forhandlinger. 2.7. og l6.8. 1872; 7.2. 1873.

C.T.Engelstoft: Odense bys historie s. 499, tvangsarbejdsanstaltens arkiv og

Fyns Stiftstidende, 5.7.1872.

27. Stændertidende nr.73 – 74, sp.1168. Debat om jagtlovgivning.

28. Om strømpevævning. Se artikel af Georg Nørregård i jubilæumsbogen "Om strømper"

fra A/S Valby Strømpefabrik 1953. I artiklen nævnes det, at der i Svendborg omkring

1820 var en mand, som havde 3 vævestole, der benyttedes af hans sønner.

Carl Dalgas: Svendborg amt beskrevet 1837. Udgivet med indledning og kommentarer af Finn Stendal Pedersen. 1992. S.370 og 372.

Leksikonopslag under "strikkemaskine" og "trikotage".

På Herning Museum findes der en strømpevæv fra den her omhandlede periode.

 

Litteratur i øvrigt:

Anna Rasmussen: Forsørget og forfulgt, 1996.

A. Stænderpalæet set fra gården. Hele førstesalen til højre for kvisten blev indrettet som mødesal. I stuen blev der indrettet en lejlighed til den kongelige kommissarius A.S.Ørsted.

2. Stændersalen set mod bygningens gavl. Tegningen giver et fejlagtigt indtryk af, hvor stor salen var – man må forestille sig, at rummets anden endevæg var umiddelbart bag de deltagerpladser, der er nærmest beskueren.
3. Hans Peter Langkilde, 1777 – 1852: "Der er intet en nations repræsentanter bør forsvare som ejendomsretten".(27)
4. Strømpevæv – engelsk type. Formentlig lignende den strømpevæveren solgte for at få penge til sin "slette husholdning".(28)
5. Juulskov – 230 tdr.agerland og 30 tdr.engbund, 70 køer og 18 heste.(7)

F. Johan Ludvig Reventlows nedlagte seminarium, hvor amtsrådet ville indrette en arbejdsanstalt.

Bygningen blev nedrevet i 1856 og må ikke forveksles med den fattiggård, som Brahetrolleborgs sogneråd fik opført på stedet så sent som i 1883.

Tegning på Gærup Skolemuseum.

G. Fællesarbejdsanstaltens nye bygning fra 1885 – med plads til 40 genstridige fattiglemmer fra

hele stiftet.