Endnu ved midten af forrige århundrede (det nittende) havde Samsø sin egen, temmelig ublandede kvægrace, bestående af fine, ikke ret svære dyr med godt malkepræg. På steder, hvor de blev fodrede godt, gav de de forholdsvis megen mælk, og selv på steder, hvor de fodredes knapt, slap de ikke mælken. De var meget søgte som mejerikøer til større og mindre gårde ikke blot på Samsø, men også i andre egne af landet, især i Kalundborg og Holbækegnen, hvor hen de let førtes med det daværende befordringsmiddel over vandet: Færgebåden.
 Samsøkvæget havde intet som helst fedepræg; men det vejede dog ved slagtning mere end i almindelighed antaget og var i det hele vel anset. Da der imidlertid noget senere hen i tiden blev lettere afsætning for fedekvæg også til udlandet, tabte Samsøkvægets anseelse sig noget, og det søgtes blandet med udenlandsk kvæg, som skulle tilføre nye gode egenskaber, uden at de gamle, skattede egenskaber gik tabt.
Allerede i 1844 blev det første forsøg i den retning gjort af daværende pastor Hansen, Tranebjerg, som drev en gård på 150 tdr. land god jord, der hørte til embedet. Han indkøbte nemlig af kammerherre Thygesen til Mattrup den første Ayrshiretyr til Samsø, som dog ikke satte synderligt spor uden for præstens egen besætning. Men denne, som bestod af store, smukke , mælkerige dyr, syntes ret stærkt påvirket af den fremmede tyr. Denne blev senere solgt til forpagter Lassen, Bisgård på Samsø, hos hvem den i nogle år gjorde tjeneste som bedækningstyr i hans gode besætning der bestod af en blanding af samsinger og jyder.
I 1851 købte forpagter Lassen direkte fra Skotland en ægte, meget smuk og værdifuld Ayrshiretyr, som ikke alene blev benyttet på Bisgård men også rundt omkring på øens øvrige gårde.
Efterhånden fremkom der da på Bisgård efter disse to tyre en meget smuk og værdifuld besætning, der egnede sig fortrinlig såvel til malkning som til fedning, hvilken sidste især fandt sted på nogle længere borte liggende holme, der hørte under gården og som bar græs, der var meget fedende.
En af de landmænd, der på den tid var ivrigst for at søge sin besætning forbedret ved Ayrshiretyrene på Bisgård var den nærboende gårdejer Søren Jørgensen af Østerby, som senere blev dannebrogsmand. Og da han mente at have iagttaget de heldige virkninger af Ayrshiretyrene derfra, blev hverken han eller hans sønner efter ham stående ved at benytte de fremmede tyre. I 1865 indforskrev de direkte fra Skotland en Ayrshiretyr af en berømt stamme på Burnes Island. Tyren der fik navnet Walter Scott, blev meget omtalt og påagtet og tilkendtes i 1866 1ste præmie ved landmandsforsamlingen i Århus samt ligeledes 1. præmie i 1869 ved landmandsforsamlingen i København. Ved landmandsforsamlingen i Nykøbing Falster 1872 tilkendtes den 2. præmie og ved landmandsforsamlingen i Viborg 1875 3. præmie.
I 1872 var endvidere af Sørensen, Østerby, indkøbt en kvie fra samme berømte besætning i Skotland, som Walter Scott; den blev som ko præmieret i Viborg 1875, og 3 gange tilkendtes den 1. præmie ved Samsø dyrskuer. Det var den, der blev stammoder til C. Sørensens bekendte Ayrshirebesætning i Østerby, hvilken besætning til dato er hædret med ikke færre end 9 1. præmier og mange 2. og 3. præmier. - Fra denne besætning er Ayrshiredyr spredte omkring på øen i et ret betydeligt antal.
En Ayrshirebesætning grundlagdes blandt andet på Brattingsborg under Grevskabet Samsø dels med 2 kvier og 1 tyr, som indkøbtes direkte fra Skotland, dels med en del køer og kvier, som indkøbtes på øen, navnlig fra Østerby, Agerup og Besser. Senere købtes til denne besætning flere bekendte dyr, i 1880 således hos godsejer Christiansen, Rask ved Horsens en tyr, som havde fået 2. præmie ved mødet. Ayrshirebesætningen på Brattingsborg består den dag i dag af meget smukke og ensartede dyr; den holdes jævnsides med Angel- og Samsøkvæg.
Foruden de her nævnte besætninger findes Ayrshirekvæget spredt omkring på bøndergårde og hos husmænd, som ynder dette kvæg meget. Hvad der især har bidraget til, at Ayrshirekvæget har fået fast fodfæste på Samsø, navnlig hos de mindre jordbrugere, er dets nøjsomhed, hårdførdhed og trivelighed i forbindelse med en smuk bygning og form, og dets evne til at give fed mælk er vistnok uovertruffen undtagen hos jerseykvæget. Ikke sjælden har forbruget af mælk pr. pd smør året om været 22 à 23 pd, hvilket jo må kaldes et godt resultat. Uagtet Ayrshirekoen snarere må kaldes lille end stor - omtrent 800 pd - er den dog, når den holdes ublandet - dog er der også ved krydsning med Angelkvæg fremkommen udmærkede brugsdyr i første generation - gennemgående en udmærket malkeko.
Den almindelige mælkeproduktion ved jævn fodring kan sættes til gennemsnitlig 7000 pd om året; dog er det også køer, som har givet 11000 pd årlig. En ko, tillagt hos C.Sørensen, Østerby, som ejedes af postfører Tønnesen i Tranebjerg, gav i flere år 13000 pd om året, og enkelte køer i de gode besætninger har i den bedste græsningstid malket 50 pd om dagen.
Trods de bestræbelser, som fra enkelte sider er gjorte for at fortrænge Ayrshirekoen, navnlig ved at udelukke den fra præmieæskning ved dyrskuerne, er det dog hidtil ikke lykkedes, uagtet modstanderne har haft statens hjælp at ty til, navnlig ved indkøb af foreningstyre og statspræmier; men Ayrshirekvæget har hidtil hævdet sin plads med ære på de ejendomme, hvor avlen er foregået med indsigt og omhu.