|
24- januar 1895 og 29. april 1895 er mærkedage i dansk landbrugs historie. 24.
januar holdtes stiftende generalforsamling og 29. april begyndtes arbejdet i Danmarks og
verdens første kontrolforening.
Baggrund
1880èrne var for erhvervslivet i Danmark en opgangs- og udviklingstid, det gælder
åndsliv, økonomi og teknik. Man oplevede en næsten springvis udvikling på alle
områder - også politisk. Enkelte punkter skal nævnes.
Amerikanske jernbaner blev anlagt fra midtstaterne til atlanthavnene. Amerikansk
korn kunne importeres til Europa, og kornpriserne faldt overalt i Vesteuropa.
Landbruget måtte i Danmark omlægges fra korn- og studeproduktion til
husdyrproduktion; først og fremmest til produktion af mælk og mejeriprodukter, men også
til svineproduktion på grundlag af skummetmælken.
Efter 1864 blev en mængde højskoler etableret og besøgtes i stort tal af
bondesønner, som fik styrket deres selvværd og blev indstillet på at tage vare på egne
problemer. I forbindelse med jubilæet må især nævnes, at Rødding højskole blev
flyttet til Askov i 1866. Askov blev model for andre højskoler og fik meget stor
betydning for udviklingen i det centrale sydjylland.
Den tekniske udvikling bestod blandt andet i bygning af de landsdækkende
jernbanelinier. Bygning af jernbanen fra Kolding til Esbjerg i 1878 fik meget stor
betydning for landbruget som helhed, idet der nu blev mulighed for direkte eksport til
England. Lokalt betød den nævnte jernbane, at en række store stationsbyer opstod fra
intet. Her nævnes Lunderskov, Vejen, Brørup, Holsted, osv.
Mejeriteknisk var tiden også en gæringstid. Man lærte at køle mælken med is
opbevaret fra vinteren, man udviklede bedre metoder til skumning af mælken. Mange større
gårde fremstillede smør af udmærket kvalitet. I 1880èrne blev den kontinuerlige
centrifuge opfundet. Det hele krævede en vis form for stordrift, som de almindelige
bønder ikke magtede. Fællesskab omkring udnyttelse af disse moderne tekniker medførte
oprettelse af andelsmejerier. Det første som bekendt i Hjedding i 1882.
Højskoler og folkestyre udviklede en række store personligheder, som interesserede
sig for folkets vel (folket var bønderne). Disse personligheder var ofte store
landbrugere, præster, højskoleforstandere og landbrugsskoleforstandere. De var
katalysatorer for oprettelse af f.eks. de landøkonomiske foreninger. Udviklingen styredes
efterhånden i stort omfang af bønderne selv. De blev formænd for landboforeninger,
mejerier og sparekasser.
Situationen i 1895.
En af disse personligheder var forstander Niels Pedersen på Ladelund. Han havde sin
baggrund som lærer på Askov højskole og oprettede Ladelund Landbrugsskole i 1878. Han
var foregangsmand på en masse områder. Der blev næppe oprettet et andelsmejeri i
1880èrne uden at Niels Pedersen var involveret som en art konsulent. Den
teknologiske udvikling af mejeribruget lå Niels Pedersen stærkt på sinde, og hans
initiativer blev starten til oprettelse af et forsøgsvæsen. I første omgang var det
mælkens fysiske, kemiske og bakteriologiske forhold, der blev undersøgt.
Her kom docent N.J. Fjord ind i billedet som manden, der kunne løse problemerne.
Interessen for mælkens forhold førte hurtigt til interesse for køerne og køernes
fodring. Dette samarbejde mellem N.J. Fjord og Niels Pedersen førte til oprettelse af
Landøkonomisk Forsøgslaboratorium, som senere blev til Statens Husdyrbrugsforsøg.
På andelsmejerierne erfarede man, at "mælk er ikke mælk".
Hovedproduktionen var smør, og man fandt variation i mælkeforbrug til produktion af 1
pund smør fra 45 pund mælk til 18 pund. Vi ved nu, at det med datidens
produktionsforhold betød, at fedtprocenten varierede fra ca 2% til ca 5%..
Retfærdig afregning af mælken nødvendiggjorde en undersøgelse af værdien af de
enkelte leverandørers mælk. Dette førte til udviklingen af prøvekærner og til
udvikling af apparater til bestemmelse af flødeprocenter. I 1892 udformede dr. N. Gerber
i Zürich en fedtbestemmelsesmetode, der var præcis, hurtig, ukompliceret at arbejde med
og billig. Gerbereringen var ikke alene anvendelig på leverandørmælken på mejerierne,
men også anvendelig på de enkelte køers mælk.
Betaling af mælken efter smørværdi opfordrede i høj grad hver enkelt leverandør
til "med flid at lægge vind på at producere fed mælk". Ved Fjords forsøg
blev man opmærksom på, at foderet spillede en vis rolle for mælkens sammensætning.
Blandt andet gav mask og bærme tynd mælk, medens palme- og kokoskager gav fed
mælk. Men generelt turde man fastslå, at foderet kun spillede en underordnet rolle for
mælkens fedtindhold. Køernes evne til at give fed mælk var en individuel egenskab, og
som sådan måtte den være arvelig. Derfor var vejen frem at avle sig til federe mælk.
Dette kræver kendskab til fedtindhold i de enkelte køers mælk.
Alt dette så Niels Pedersen klart, og han havde siden 1890 ført regnskab over de
enkelte køer i Ladelundgårds besætning. Der førtes ikke alene ydelsesregnskab, men
også foderregnskab, så produktionsprisen for 1 pund smør kunne beregnes for hver enkelt
ko. Han agiterede stærkt for sagen, men en vanskelighed var, at fedtbestemmelsesapparatet
var bekostelig og anvendelse heraf krævede en vis uddanelse. Med andre ord var
fedtbestemmelse i mælk noget, der - på samme måde som mejerivæsenet - skulle løses i
fællessakb.
Det fortælles, at sagen med koregnskaber drøftedes af Vejenegnens bønder ved
julesammenkomsterne i 1894. Fru Anine Hansen (fru Frederik Hansen, Øster
Haugård, Askov,
nuværende Askov forsøgsstation.), som også interesserede sig for sagen, opfordrede til
at standse snakken om sagen og gå til handling.
Det resulterede i, at der indkaldtes til stiftende generalforsamling i "Vejen
og Omegns Kontrolforening" den 24. januar 1895 hos Søren Peter Knudsen på Lille
Skovgård. De 13 større bønder med omtrent 300 køer opstillede vedtægter for
foreningen og vedtog at gå i gang med arbejdet snarest.
Nogle hovedpunkter i vedtægterne:
* Målet er at danne stammer af køer, der giver megen og fed mælk.
* Foreningen dannes for 5 år og alle medlemmer er bundne for 5 år.
* Alle mælkeydende køer kontrolleres hver fjortende dag.
* Udgifterne fordeles efter antal fedtbestemmelser.
Der anskaffes et Gerbers apparat og antages en assistent, hvis opgave det er at
føre et nøjagtigt regnskab over de enkelte køers mælk, smørudbytte og foderforbrug.
Endvidere skal han udarbejde en oversigt over alle individers indbyrdes
slægtskabsforhold, så man kan udtage dyr, der har sådan en avlsværdi, at de kan virke
forbedrende på den almindelige avl.
Medlemmer var egnens større bøndergårde bl.a. Ladelund, Dorotheasminde, Lille
Skovgård, Vandamgård, Grønvang, Askov Højskole og Øster Haugård. Antallet, de 13
medlemmer var et næsten helligt tal. Det betød, at man kunne kontrollere hver fjortende
dag og assistenten holde fri hver anden søndag.
Emil Konradi , som var elev fra Ladelund, blev uddannet til arbejdet med
prøveudtagning, gerberering og regnskabsføring. Forberedelserne blev gennemført og 29.
april 1895 kontrollerede man første gang hos læge Boe Bojesen på
Dorotheasminde.
Derfor kan denne dag vælges som jubilæumsdagen. Konradi blev aflønnet med 410 kr.
for det første år, næste år 505 kr.. Konradi blev senere landbrugskandidat og skabte
sig derefter en lang karriere som lærer på Ladelund.
Den videre udvikling.
Vejen og Omegns Kontrolforening dannede forbillede for hundredvis af foreninger der
meget snart blev oprettet landet over. Allerede samme år, 1895, blev der oprettet
kontrolforeninger i blandet andet Askov og Ågård, Brørup fulgte efter i 1896. 1910 var
der i alt oprettet over 500 foreninger. De nordiske lande fulgte efter. De øvrige
europæiske lande kom senere til og kopierede ideen, omend ofte i statsligt regi.
De høje idealer i Vejen og Omegns Kontrolforening med hensyn til kontrolleringens
hyppighed og det omhyggelige foderregnskab kneb det at videreføre i de nytilkomne
foreninger. Mange af disse havde 19-20 medlemmer og kontrollerede således kun hver tredie
uge.
Man begyndte også at optage husmænd i foreningerne; de måtte selv udtage
prøverne og selv veje foderet, hvorefter assistenten gerbererede og førte regnskabet.
Der ses også eksempler på, at to småbesætninger delte assistenten og selv udtog
prøver hver anden gang.
Når tilstrækkeligt mange kvægholdere meldte sig med ønske om optagelse i
kontrolforeningen, oprettedes normalt en ny forening med 13-20 medlemmer. Vejen og Omegns
Kontrolforening valgte dog en løsning med to kredse. Indenfor det oprindelige område
oprettedes 3-4 andre foreninger, blandt andet Ladelund Kontrolforening. Landbrugsskolen
videreførte i første omgang sit eget meget omfattende kontrol- og regnskabsarbejde, men
indtrådte senere i den almindelige forening.
De høje idealer videreførtes i Vejen og Omegns Kontrolforening helt frem til
1920èrne. Man ville ikke gå på akkord med det oprinelige mål, nemlig at udarbejde et
totalregnskab over hver enkelt ko, I 1899 anskaffedes en kreaturvægt for 160 kr., og man
fik den lokale karetmager til at lave en vogn hertil. Man vejede derefter køer, kvier
osv. to gange årligt, så man var i stand til at lave et ordentligt
tilvækstregnskab. Vægten fik en selvstændig forening, som finansierede vægten
ved optagelse af et 10 årigt lån i sparekassen. Driften klaredes ved opkrævning af 5
øre pr. vejning.
Vægtens kapacitet var så stor, at den kunne udlejes til naboforeningen. Efter at
vægten var fortalt, fortsatte man opkrævningen og opsparede en renteindtjenende kapital,
som i 1917 kunne betale en ny vægt og vogn. Endvidere betalte vægtforeningen efter
forslag på generalforsamlingen kaffen ved kontrolforeningernes årlige generalforsamling!
Foderregnskabet førtes i foreningerne på baggrund af prøvevejningen af foderet.
Man omregnede i foderenheder. Vi skal huseke, det er pundfoderenheder. Man benyttede de
almindelige forholdstal: 1 foderenhed = 1 pund oliekager = 1 pund korn = 2 pund sødmælk
= 6 pund skummetmælk = 10 pund runkelroer eller kålrabi = 12 pund turnips = 2-3 pund hø
= 4-6 pund halm = 8-12 pund grøntfoder. Afgræsningen beregnedes ofte som 7 foderenheder
plus 1.25 FE pr. pund mælk.
Avlsmæssige fremskridt
Man havde ventet at opnå meget hurtige avlsmæssige fremskridt med hurtig stigning
i fedtprocenterne. Man overvurderede den genetiske sammenhæng og undervurderede de
miljømæssige forhold, ville man sige i dag. Men fremgang fik man trods alt. Nogle
ydelsesresultater fra de 13 besætninger, der var med i 1895 illustrerer forholdene.
Antal
køer Pund mælk Pct. fedt FE
1895-1900
307
6.172 3.35 4.307
1900-1905
332
6.437 3.44 4.473
1905-1910
333
6.353 3.53 4.676
Det bemærkes hvert år, at samtlige køer er af Rød Dansk Race.
Det samme gælder stort set også naboforeningerne. Men i 1910 og 1912 dukker de
første jerseybesætninger op; de holdes dog uden for gennemsnitsberegningerne på grund
af de høje fedtprocenter, henholdsvis 5.21 og 5.45. Frem til omkring 1920 gennemfører
næsten alle medlemmer tre gange malkning, derefter bliver der flere og flere, som nøjes
med to gange malkning. I 1921 kommer for første gang bemærkninger om maskinmalkning i
vinterhalvåret.
Det fremgår af tabellerne, at man havde svært ved at øge mælkemængden; det gik
langt lettere med at øge fedtprocenten, som man lagde stor vægt på. Med nutidens viden
om heritabiliteter overrasker det os ikke.
Der var dog også skeptikere, som var bange for den planlagte avlsmæssige
udvikling. På dyrskuet i Brørup 1896 udtaltes det:
"Fremtiden vil bringe os sletbyggede, spidsrøvede individer, hvis ydelsen skal
være enegældende ved udvægelse af tillægsdyr."
I Vejen og Omegns Kontrolforening tog man allerede i 1896 fat på kontrol af
svinehold, hestehold og markdrift, så man stort set havde et regnskab svarende til
nutidens bidragsregnskab. Det forklarer også, at man fastholdt den meget lille forening
med ca. 300 køer og ned til 11 medlemmer. Omkring 1910 ebber den omfattende bogføring af
andre driftsgrene ud, og man nøjes herefter med de tre områder.
* Kontrol af ydelse, kg mælk og fedtprocent.
* Kontrol af foderforbrug af de enkelte foderemner.
* Registrering af afstamningsforhold, løbninger og kælvninger.
Så sent som i 1950èrne ophørte foderregnskabet som obligatorisk del af
kontrolforeningsarbejdet. Det var blevet meningsløst. Kontrolassistenten beregnede
dyrenes foderbehov og noterede ofte uden besætningsejerens medvirken blot et grovfoder-
og kraftfoderforbrug som svarede til dyrenes behov.
Finansiering
Som nævnt finansieredes kontrolforeningernes arbejde ved medlemmernes betaling pr.
fedtbestemmelse. Men allerede i det første regnskabsår for Vejen og Omegns
Kontrolforening optræder i regnskabet "Bidrag fra Staten" med 250 kr.
Sammenholdt med foreningens samlede udgift på 714 kr. er det et meget væsentligt
tilskud.
De følgende år frem til 1905 øges statstilskudet til 450500 kr., de samlede
udgifter ligger typisk på omkring 1.000 kr. De følgende år frem til 1920 reduceres
statsbidraget til 160190 kr. årligt. I de følgende 15 år reduceres bidraget yderligere,
til det i 1935 er på 75 kr. Herefter har kontrolforeningernes kun brugerbetaling, gennem
alle årene beregnet pr. fedtbestemmelse. Prisen pr. fedtbestemmelse var i de første år
omkring 5 øre; i 30èrne steg prisen til ca. 20 øre.
Fællesledelsen
I 1899 oprettedes Fællesledelsen af Kvægavls- og Kontrolforeninger i
Koldingkredsen. Fællesledelsen opstod, som i andre egne af landet, ved et samarbejde
mellem landboforeninger, kvægavlsforeninger og kontrolforeninger. Området omfattede den
østlige del af Ribe amt og den sydlige del af Vejle amt. Målet var at koordinere
arbejdet i områdets kvægavlsforeninger og kontrolforeninger. Man ansatte en konsulent,
hvis opgave det var at bistå foreningerne med faglig rådgivning om kvægavl,
regnskabsføring m.v.
Konsulentens opgave var også at udarbejde beretninger om de opnåede resultater i
husdyrbruget. Helt frem til 1960èrne fungerede kontrolforeningerne efter den model, der
blev skabt 50 år tidligere. Visse ændringer blev dog indført; først og fremmest
accepteres b-kontrol og c-kontrol i større og større omfang, så antal besætninger og
antal køer pr. kontrolassistent kunne forøges. De oprettede laboratorier overtog
efterhånden gerbereringsarbejdet.
I løbet af 1960èrne indførtes den moderne elektroniske databehandling. Store
mængder af rutinemæssige talbehandlinger er velegnet for denne teknik.
Kontrolforeningernes talbehandling er i virkeligheden baggrunden for oprettelsen af
landbrugets EDB Center (LEC) i Århus. Alt dette førte efterhånden til en fuldstændig
omstrukturering af kontrolforeningsarbejdet.
I Koldingkredsen mødtes man den 13. april 1971 til et møde med henblik på at
samle alle kontrolforeninger under fællesledelsen i en forening. Mødet resulterede i, at
man 15. juni samme år holdt stiftende generalforsamling i den nye forening, der kom til
at hedde Koldingkredsens Kontrolfroening. 13 foreninger gik med i den nye forening fra
begyndelsen. De øvrige foreninger i området er efterhånden blevet tilsluttet, og
sidste forening gik med pr. 1. oktober 1986. Hermed var epoken omkring Vejen og Omegns
Kontrolforening slut.
Pr. 1. oktober 1975 afsluttedes endnu en epoke i kontrolforeningernes virke.
Assistenterne sluttede med gerberering ude hos medlemmerne; fedtbestemmelserne blev
herefter udført med milkotester på et fælles laboratorium. Koldingkredsens
Kontrolforening gik sammen med Kontrolforeningen Vestjylland og etablerede eget
laboratorium i Varde.
På laboratorierne havde man også mulighed for proteinbestemmelse i mælken, og den
blev indført fra oktober 1978. Siden oktober 1989 har man målt de enkelte køers
celletal. Den nuværende stigning til tilslutningen til kontrolforeningernes skyldes
netop, at mælkeproducenterne som kontrolforeningsmedlemmer får kendskab til de enkelte
køers celletal, hvorved man langt bedre kan styre mælkekvaliteten gennem udsættelse af
køer med høje celletal.
....Frem til 1950 var mindst 95% af køerne RDM, ca 2% jersey og endnu færre af
Sortbroget jysk Race. I 1995 er fordelingen som alle andre steder totalt forandret: 14 %
RDM, 62% SDM og 17% Jersey.
Kontrolforeningsarbejdets betydning.
Kontrolforeningsarbejdets mest langsigtede betydning har været at danne grundlag
for avlsarbejdet.
Siden 1890èrne har ydelseskontrollen og kvægavlen været tæt forbundne
størrelser. Kontrolforeningerne registrerer og bogfører de enkelte køers ydelse,
registrerer dyrernes afstamning og holder informationerne intakte. Dette gjorde man i
1895, og nøjagtig det samme er det overordnede mål for arbejdet i 1995.
Kvægstambøgerne fra 1890èrne rummer et væld af informationer om dyrene;
hovedvægten ligger på opnåede præmier på dyrskuerne. Der er yderst sparsomme
oplysninger om køernes ydelse.
Ydelsen registreres først og fremmest ved beskrivelse af køernes ydelsespræg:
d.v.s. spejlets form og størrelse, mælkeårernes udvikling, mælkehuller osv. Vi har
svært ved at forestille os, at avl efter disse kriterier kunne give nogen fremgang!
I stambøgerne frem til 1910 har stambogskøer i de fleste tilfælde
ydelsesoplysninger i form af pund mælk pr. år og gennemsnitlig fedtprocent samt pund
smør. Avlsmålet var større smørydelse. Man nærede tilsyneladende blind tillid til
det, vi nu kalder genetisk sammenhæng; de fleste tyremødre havde fedtprocenter langt
over besætningsgennemsnittet, og et meget stort tal af elitetyrene kom fra besætninger
med høje gennemsnitsfedtprocenter. Den røde race hentede flere hundrede tyre fra godset
Hellerup på Fyn, hvor man havde fedtprocenter helt op til fire.
Ydelseskontrollen har i et vist omfang måttet indrette sig efter kvægavlens behov.
Avlsmæssigt er der behov for bestemte foranstaltninger, f.eks. skal dyrene have et
utvetydigt identifikationsmærke. Her har kontrolassistenterne måtte være kvægavlens
forlængede arm og overbevise landmændene om nødvendigheden af CKR-mærkning af dyrene.
Registrering af fødselsforløb, kalvestørrelse m.v. er ligeledes et eksempel på
kvægavlens krav til kontrolforeningernes arbejde. Den slags registreringer er ikke af
umiddelbar interesse for den enkelte landmand, men er nødvendige for helheden.
Lokalpolitisk betydning.
Det skal som et kuriosum også nævnes, at kontrolforeningerne har haft stor en stor
lokalpolitisk betydning. Landbrugsskolerne, naturligvis også Ladelund, uddannede
kontrolassistenter på specielle månedskurser, ofte i forlængelse af de almindelige fem
måneders vinterkurser. Eleverne opnåede stor rutine i at bruge fyldepennen til
bogføring og sikker talbehandling. De nyuddannede assistenter tog arbejde et år eller to
i kontrolforening og kom i tæt kontakt med medlemmerne og egnenes folk. Når de så
etablerede sig, var det kendt, at det var folk, der kunne noget med tal og bogstaver. De
blev valgt som formænd for f.eks. gymnastikforeningen, de kom i sognerådet, de blev
kontorbestyrere for den lokale sparekasse, de blev bestyrelsesmedlemmer i andelsmejeriet
med meget mere. Helt op til vore dage finder vi borgmestre med oprindelig baggrund i
sognets kontrolforening.
Sammenfatning.
Det arbejde, som Niels Pedersen og Søren Peder Knudsen sammen med de andre
fremsynede mænd på Vejenegnen satte i gang 1895, videreføres stadig 100 år efter.
Målet fra 1895 med at skabe en bedre, mere økonomisk ko er det samme i 1995. Midlerne
til at nå det mål er meget mere raffinerede nu, men principperne med en solid og grundig
registrering i besætningerne er fuld og helt uændret. Kontrolforeningerne og
assistenterne danner stadig grundlaget for kvægavlsarbejdet i Danmark.
|